Der var en Tid da Dramaturgien, tilligemed de øvrige Dele af de skiønne Videnskaber, udgiorde mit Hoved-Studium. I det mindste borttog disses Dyrkelse, hvortil Naturen havde givet mig en særdeles Lyst, mine 4 første academiske Aar, foruden tvende Aar førend jeg blev Student. Konstdommerne i disse Videnskaber lærte mig snart, at jeg kun havde kiendt Overfladen af mit Studium naar jeg ikke øste mine Kundskaber af deres ægte Kilde: de Gamle. Jeg læste; og forberedet ved gode Commentatores og Oversættelser, lærte jeg at forstaae saa meget af Aristoteles Poetik, at jeg baade kunde see hvorvidt han havde givet Regler for Efterverdenen, og hvorvidt han havde Ret til at give dem. Jeg igientog Qvintilian, og Horatii ars poetica, som jeg havde læst i Skolen; ligeledes forenede jeg Læsning i de gamle Skuespil med det Bekiendtskab, jeg i forveien havde til det franske, engelske, italienske, tydske og spanske Theater. Alt dette tiente mig til at vende tilbage med Nytte til mine første Lærere: til Batteux, Home, Pope, Dryden, Lessing, Boileau og flere; men især til at see, hvorvidt de Nyere enten havde naaet eller overgaaet, eller maatte staae tilbage for Grækenlands og Roms Poeter i dette Fag. Det var mig en sand Fornøielse, naar jeg selv kunde finde de bedste Nyeres Efterlignelser, for ikke at sige Tyverier fra de Gamle. Men især fornøiede det mig, naar jeg kunde spore Holbergs Laan af Plautus, en Opdagelse som jeg ikke havde fundet hos nogen anden Konstdommer.

I Tragoedien beholdt i mine Tanker Grækenland Fortrinet for Rom; thi foruden at dette kun har overladt en eneste tragisk Poet i Seneca, kan denne dog aldrig komme i Sammenligning med Æschylus, Sophokles eller Euripides. Frankerige, lærte jeg, fortiener det høieste Sted i dette Fag; og blandt dette Lands Digtere igien den ældre Corneille og Voltaire; thi Racine behager i Almindelighed meer i Cabinettet, end paa Scenen; han er en blød Poet; men han er for svag i sine Situationer og lader Taarerne aldrig, eller dog i det mindste sielden, komme til at flyde. England, lærte jeg, maatte vige Frankerige i dette Fag. Thi endog Shakespeare, hvor stort et Genie han for Resten er, saa streng han er i sin Handlings Eenhed, saa original han er i sine Characterers Anlæg, Tegning og Skattering, saa mangfoldig i sine Contraster, og saa megen Interesse han har i Situation og Plan: saa meget er han paa den anden Side uregelmæssig, og hans meget gode og ofte uforlignelige Dialog indhyllet i saa mange Fabaiser, Grovheder og Ordspil, at han aldrig kan sættes i Ligning med Corneille eller Voltaire, eller hans Stykker ansees for ægte Mesterstykker, uden maaskee af den Nation, som han skrev for. Dette samme gielder og om de andre engelske Tragoedie-Skrivere, skiøndt vel i mindre Grad, naar man allene undtager Addisons Cato. Der ere tvende Grunde, som bevise denne Doms Rigtighed. Englænderne og især Shakespeare, ere for vidtløftige i deres Planer og Hoved-Handling; den er vel een, som jeg før har bemærket; men den har for mange Episoder ifølge med sig, saa at man undertiden ikke engang skimter Hoved-Handlingen; for hvilken Feil ei engang Othello og Romeo og Julie ere frie. Desuden fremvise de baade det, som ikke behøver at sees, og Naturen alt for meget og alt for nøgen, uden at vælge den skiønne; hvori Franskmændene derimod ere meget heldige. Disse vide at opvække Skræk og Medlidenhed, som Aristoteles siger, uden at opvarte Tilskuerne med Englændernes Slagterier. Det er ikke Horats, men Naturen, som siger:

— — — — — — — non tamen intus
digna geri promes in scenam, multaque tolles
ex oculis, quæ mox narret facundia præsens.
Nec pueros coram populo Medca trucidet,
aut humana palam coquat exta nefarius Atreus.

Endnu har jeg ikke talt om Englændernes Feil, at de blande de allerlatterligste og gemeneste Scener i den sørgeligste Tragoedie, hvilket ganske strider, ikke blot mod alle Regler, men mod al Natur.

Italiens Metastatio skylder sine Componister og Decorationer sin Lykke alt for meget, til at man skulde kunde maale ham som en ægte tragisk Poet; det var kuns hans Sag, at blive en ypperlig Opera Skriver, i hvilket ingen endnu har kunnet giøre ham Rangen stridig.

Tydskland, som med eet giorde saa glimrende er Periode i de øvrige Dele af de skiønne Videnskaber, lærte sig, at maatte staae bag efter alle Nationer i denne Henseende (jeg taler her ei om Spaniernes Tragoedier, af hvis Navn man har nok) *). Croneck tegnede sig bedst, og udmærkede sig ved megen Natur i sin Dialog og stor Delicatesse i sine Vers. I øvrigt kan ligesaa lidet denne Digter, som Lessing, Schlegel og Weyse, giøre nogen Lykke uden for Studere-Stuen; og saa fine Kiendere, de (især Lessing) forresten er, saa ere de sielden lykkelige i at vise det Interessante paa Scenen, hvilken de, isteden for med Theater-Spil og Handling, opfylde med alt for lange Dialoger og Fortællinger, hvilke endda sielden føre Naturens Sprog.

Segnius irritant animos demissa per aurem,
Qvam quæ sunt oculis subjecta fidelibus' et quæ
Ipse sibi tradit spectator:

siger Horats; og den Kiedsomhed, som herefter naar man skal lade sig nøie med at høre det, man burde see, viser at han kiendte Naturen da han gav denne Regel.

Jeg vil ikke tale om Tydsklands nye Goethe. Han har et virkeligt Genie; og havde han enten skrevet Clavigo alene, eller de øvrige Tragoedier i samme Smag, skulde ingen have negtet ham Navn af en tragisk Poet; men hvad skulle vi sige om hans Stella, og siær om Gøtz von Berlichingen? I denne har han viist, hvor let det er at efterabe Shakespeare i hans Urimeligheder, uden at opnaae ham i en eneste af hans Fuldkommenheder.

Beholdt Grækenland Fortrinet for Rom i Tragoedien, saa maatte hiint derimod vige for dette i Comoedien. Aristophanes er alt for geil og skiden, til at han kunde taales; og han kan desuden, naar Alt tages i Betragtning, dog ikke sættes over Plautus eller Terentius. Jeg lærte, at af disse tvende var den første den bedste; thi han viger kun Terentz i Modestie og smukke Vers, og er det kun i denne Henseende at, Horatz siger:

At nostri proavi Plautinos et nummeros et
laudavere sales: nimium patienter utrumque
(ne dicam stulte) mirati.

Derimod overgaaer den første meget den sidste i Interessen paa Scenen, hvilket bedst falder i Øinene naar man bemærker, at Frankrigs Molière skylder ofte Plautus Fablen og Situationen, ja ikke sielden den hele comiske Dialog, hvorpaa "Gnieren" og "Amphitrion" kan tiene til Exempler. I Frankrige blev imidlertid Molière af alle dette Lands Digtere den, som kom de Gamle nærmest, om ikke overgik dem; ligesom overalt hans Fædreland beholdt Prisen, og endnu beholder den, i Alt hvad som er theatralsk.

Denne Digter lærte jeg at kiende som en Plautus i Handling og Situation, men som oftest er Terentz i sin Dialog. Regnards bonne plaisanterie, om man vil tillade mig dette Udtryk, kan aldrig veie op mod de anførte Egenskaber hos Molière; og Des Touches maa i alle Henseender staae under dem begge. Frankrigs Fortrin, men især Molières, i det Comiske, kan hverken Italiens Goldoni, eller alle Englands Digtere i dette Fag, giøre det stridigt. Goldonis Stykker ere for dette meste blotte Farcer — skiøndt i sig selv Mesterstykker i sit Slags — og bør altsaa staae under dem, som forene det Ædle og Regelmæssige med det Morsomme; og Englænderne have ogsaa i Comoedierne endnu i større Grad, end i Tragoedien, de Feil, som før ere anførte. Det Gode hos dem er nemlig saa begravet i Fabaiser, Ordspil og Grovheder, og Scenen overalt opfyldt med saa mange Fiælebodsstreger, at de ikkun kan passere for Mønstre hos et Publicum, som:

Ursum et pugiles media inter carmina poscunt.

Men ingen Nation troer jeg at staae længere tilbage i det Comiske end Tydskland; det har ikke en eneste god comisk Skuespildigter at fremvise; og, undtager jeg "Crispin als Vater," som har en Schweitzer Romani til Forfatter, og som kunde fortiene at være skrevet af Regnard: da kiender jeg ikke et eneste Stykke, som er lykkedes en tydsk Forfatter i det ægte Comiske. Alle dette Lands comiske Digtere, Lessing, Weyse, Schlegel og flere, have ikke skrevet et eneste Stykke, som har undgaaet den Feil, for det meste at kiede Tilskuerne. Det regelmæssige, eller, om man heller vil, det mechaniske i Compositionen have de alle; men det Morsomme, det Interessante i Characterer, Situationer og Dialoger har alletider skyet dem. Jeg veed ikke om Aarsagen dertil er den, som jeg et Sted har læst, at de tydske Forfattere bilde sig ind, at det gaaer til i Verden, som det gaaer til i deres Studerestue; saameget er i det mindste vist, og Erfarenheden lærer at det er sandt, at alle deres Stykker i dette Slags røbe kun ringe Bekiendtskab med den daglige Natur.

Her tillade man mig en Anmærkning, som de, der have læst den første Aargang af den dramatiske Journal, udentvivl ville giøre af sig selv; denne nemlig: at jeg har forandret mine Tanker om Tydsklands comiske Theater-Skribenter. Jeg tilstaaer dette; thi jeg troer at det aldrig er en Feil at tilstaae, at man har antaget en anden Mening, naar man har Grunde til dens Forandring.

Jeg veed ikke om jeg tog Feil, da jeg for 9 Aar siden antog, at ingen Comoedieskriver, naar Alt toges i Betragtning, fortiente næste Sted efter Molière, bedre end vor Holberg; men jeg veed, at har jeg feilet den Gang, saa feiler jeg endnu. Sandt er det, hans Stykker ere næsten alle skrevne for Nationen; de kan altsaa umuligen beholde det samme Bifald paa fremmede Theatre, som det de virkelig have faaet og fortient paa vort eget, især i saa jammerlige Oversættelser som Fuursmanns.

Men der er vel heller ingen, som bebreider Holberg, at han har skrevet for sin Nation. Ethvert Land har sine Daarligheder for sig, og Danmark saa vel som noget andet, og dem var det, Holberg revsede og burde revse. Dersom han havde Terentzes, eller, om man heller vil, Molières Delicatesse i sin Dialog, vilde han maaskee giøre Molière Rangen stridig; men denne Delicatesse mangler ham. Hans Elskere især tale alle et grovt, slet, plat og undertiden gemeent Sprog. Det var kun hans Sag at giøre Lykke ved sine comiske Dialoger, Characteerer og Situationer; anseende Elskerne og deres Handlinger ved sine Stykke for en Bisag, eller rettere for en uundgaaelig Nødvendighed.

Man bør desuden i denne Henseende bedømme Holberg ved at gaae tilbage til hans Tidsalder, i hvilken hverken Sæderne eller Sproget havde naaet den Politur, som begge siden have faaet. Det er en bekiendt Sag, at Sproget netop fik sin første Dannelse af Holberg selv; ligesom det naaede sin Fuldkommenhed under Snedorff. Folk, endog af den første Rang, brugte i Holbergs Tid virkelig "I" istedet for "De" *). Desuden maae man tage i Betragtning, at Elskerne i denne store Mands Comoedier kun ere simple Borgerfolk, i hvis Mund, i det mindste den Gang Holberg skrev, et poleret Sprog var ligesaa fremmet, som Fløiels Klæder og hvide fiedrede Hatte vare en usædvanlig Dragt for Destillateurer at gaae paa Gaden med til daglig Brug, hvilket man dog saa ofte seer på vor Skueplads. — I Catastrophen er derimod Holberg endog Molières Mester. Denne hugger sin Knude ofte over, istedet for at opløse den. "Den Gierrige" og "Tartuffe" bevise dette fuldkomment. Desuden har han og dette forud for Molière, at han er mere moralsk i sit denouement, Julestuen alene undtagen; men Molière lader ikke sielden Dyden eller Uskyldigheden blive bedragen og udleet, og Lasten blive belønnet, hvorpaa "George Dandin" og "le Mariage forcée" kunne tiene til Exempler. I øvrigt er Holberg en meget lykkelig Efterligner af Plautus; jeg siger lykkelig: han borger undertiden hele Planen, og Handlingen og hele Scener af Plautus; men han veed altid, enten ved at tage fra eller at lægge til, ved at forandre, udpynte og forbedre, men især ved at give dem et nationalt Tilsnit, at giøre dem til sine egne; og paa den Maade bliver han ikke mindre original, end hans Original selv. Af 7 Bind Comoedier, som have dette store Genie til Forfatter, er der kun en eneste, som er slet, nemlig den "forvandlede Brudgom," der er skrevet som en Contrast til "Abracadabra," da denne ingen Fruentimre har, og hiin derimod ingen Mandfolk.

Alle de øvrige, endog de mindst gode, vidne om deres Forfatters Genie til det ægte Comiske; og i dem alle maa Enhver, at hvad Stand og Humeur han end er, give dem sit Bifald ved Latter. Der ere nogle især, som baade i Henseende til deres Originalitet og Nationalskhed udmærke sig fra de andre; men af dem alle er der ingen som overgaaer den "Stundesløse."

Dette er et fuldkomment Mesterstykke, som kan staae ved Siden af Alt hvad der er skrevet i det ægte Comiske; her er Originalitet i Fablen og i Planen, her er Opfindelse og Interesse i Forviklingen og Opløsningen, saa vel som i Characterer, Situationer og Dialoger.

"Millies repetita placebit!"

Den Læsning, jeg erhvervede mig i de Gamles Skuespil, gav mig Smag paa det ægte Comiske og det ægte Tragiske. Det larmoyante Comiske, som Gellert kalder Comoedia commovens, fandt jeg først at komme i Moden, da det ægte var udtømt, ligesom Syngestykker nu, da man hverken kan skrive i det ene eller det andet. Saa uforsonligt et Had fattede jeg dog ikke til det, som nogle Konstdommere; skjøndt jeg var langt fra at ophøie det paa den sande Comoedies Befolkning. — Her tillade man mig en Udsvævelse; man har villet reent fordømme den sande Comoedie. Saa stridig denne Sætning end er mod den ægte Smag, saa har den dog faaet mange Velyndere; og hos os, blandt andre, Forfatteren til de i det almindelige danske Bibliothek indførte "Breve fra en gammel Skuespiller til hans Søn" 1). Det er dog Moralens Skierm at man strider. "I den ægte Comoedie læres alt for mange farlige Intriguer, som kunne have skadelige Følger for unge Mennesker, især af det andet Kiøn. Den giør Indbildningskraften kaad, ved altid at opvække Latter, og den fordærver Sæderne." "Derimod (siger man) giør den larmoyante Comoedie Hiertet blødt, fylder det med ømme Følelser, og lutrer Forstanden ved prægtige Sentiments."

Men dersom den ægte Comoedieskriver i sit denouement iagttager Skuespillets moralske Hensigt, har han intet at befrygte i denne Henseende; og det bliver aldrig hans Skyld, at en uskiønsom Tilskuer drager anden Følge af hans Stykke, end den, som han selv har viist at der skulde og burde drages af samme. Jeg vil tage "Barberen af Sevilla" til Exempel, som er det Stykke, den omtalte Forfatter især har angrebet. — Hvad lærer vel dette Skuespil? En gammel, gierrig og tyrannisk Formynder bliver ved Intriguer sat ud af Stand til at tyrannisere over en ung Piges Hierte og Formue, ved at hun kaster sig i Armene paa en ung Mand, der aldrig kan være saa afskyelig som hendes Formynder. Hvad Synd er deri, og hvad Ondt kan der læres af dette? — Sandelig, jeg troer at den strengeste Sædelærer vilde give enhver Pige Lov til at være Rosine, naar hendes Fader eller Formynder var Bartholo, saa længe han ikke vil holde det for Synd at rive Masken af den Nederdrægtige, og at redde sig selv.

Dersom man nu endogsaa vilde tilstaae den larmoyante Comoedie alle de Følger og Virkninger, som den siges at have; hvad da? Skulde det virkelig være en sand Lyksalighed, at være lutter Følelse? Bleve vi bedre Mennesker, eller Borgere eller Christne, naar vi alletider gik med Taarer i Øinene, Dyden paa Læberne, og "den unge Werthers Lidelser" i Lommen? — Nei, saaledes tænker ingen Philosoph. Det overdrevne Sentimentelle, som endeel af Ungdommen prale med, er intet andet end et Slags bellettristisk Bigotterie, der er blevet til en Mode, som den kan takke den anførte Bog af Goethe for, ligesaavel som Tydskland har faaet denne Smag fra Sterne. Men overalt, lader os ikke udvide Comoediens Hensigt over sine Grændser; lader os ikke just paastaae, at Scenen skal være Dydens Skole, og at det er der man skal lære at afsværge Lasten og tilsværge Dyden Troskabseed. Kan vor Religion, vor Opdragelse, vor egen Velfærd ikke bringe os til Dyden — sandelig, Theatret vil endnu mindre giøre det. Lader os nøies med at paastaae, at Comoedien da har opnaaet sin nærmeste og høieste Hensigt, naar den skaffer os en anstændig Tidsfordriv, og kan lære os at aflægge vore Skrøbeligheder, vore Daarligheder og vore Latterligheder.

Ingen lader af at være gierrig fordi han seer Molières "l'Avare;" men at udvise sin Lyst paa saa naragtige Maader, som i dette Stykke ere anbragte, kan det nok være, en og anden Gierrig aflægger ved at see det. Saa meget er i det mindste vist, at baade Molière og Holberg meer end een Gang have havt den Lykke, at see Satirens Virkning i denne Henseende. Den førstes "Precieuses ridicules" og "Femmes sçavantes", og den sidstes "Barselstue" og "Jean de France", "Uden Hoved og Hale", og flere af disse store Mænds Værker, kunne bevise det. Det er det menneskelige Hierte egent, at man af alle Ting sidst vil holdes for en Nar; og kan Comoedien blot forbedre Daaren og afklæde ham det Latterlige — da er det sandelig noget helligere, der skal afklæde ham det Lastefulde. Desuden, lad enhver spørge sig selv: hvorfor han gaaer paa Comoedien? Mon han da ikke vil svare: for at skaffe mig en Tidsfordriv, en fornuftig Adspredelse, en anstændig og behangelig Hvile for mit Sind, som enhver i det daglige Liv kan trænge saa meget til. — Og kan noget i Verden bedre bibringe os denne behagelige Adspredelse og Tidsfordriv, naar vi ere trætte af Forretninger, end den ægte Comoedie, dersom vor Tænkemaade ikke er forqvaklet, men har sin naturlige Sundhed?

Dog vil jeg med at dette ikke have den larmoyante Comoedie reent forjaget fra Scenen; da jeg er langt fra at paastaae, at det ikke skulde være en ædel og fornuftig Tænkende anstændigt, at græde i "Eugenie", skiøndt jeg for min Deel heller græder i den sande Tragoedie. Men naar kun den larmoyante Comoedie ikke er (som desværre ofte hænder) den ennuyante, kan vel ingen Konstdommer negte den sit Sted paa Theatret.

Kun dette paastaaer jeg: at den ikke maae seire over den ægte Comoedie, ikke fordrive denne, ikke for ofte opføres; men altid beholde Rangen bag efter den ægte Tragoedie eller Comoedie. Jeg vil ikke vidtløftigt indlade mig i det Spørgsmaal: om den larmoyante Comoedie har sin Autoritet i Alderdommen. Stederne hos Horats: "Versibus exponi tragicis res comica non vult," og strax derpaa: "Singula quæque locum teneant" etc. og "Interdum tamen & vocem Comoedia tollit" etc. (Ars poet. v. 89-93) have saavel Forsvarerne for det larmoyante Comiske (og deriblandt Gellert), som dets Fiender (hvoriblandt Forfatteren af Skriftet: Reflexions sur le Comique larmoyant, par Mr. M. D. C. Tresorier de France, etc. 2)) forklaret, hver til sin Menings Fordeel. Et Udtog af begges Grunde finder man i Lessings theatral. Bibliothek. 1. Stück. — Efter mine Tanker kan intet andet uddrages af Horatz, end at den ægte Comoedie kan ogsaa have stærke og rørende Scener. Et andet Spørgsmaal bliver det: om det lave Comiske, eller det, som Franskmanden kalder Le bas comique, bør holde Prisen for det ædle Comiske — et Spørgsmaal, som dog saa ofte forvirres med det forrige. Jeg vil ikke negte den sidste Art sit Sted paa Skuepladsen; da man har mange gode Skuespil af dette Slags, hvoriblandt uden Tvivl "le Misanthrope" af Molière er et af de allerbedste. Men, at den første Art, i Henseende til dens Uudtømmelighed og Mangfoldighed, langt overgaaer den sidste — er en Sandhed, som Tingenes Natur fører med sig og Erfarenhed beviser; thi det kan vel neppe negtes, at den gemene Mands Sæder, som ere Gienstand for det nedrige Comiske, ere en meget rigere Materie til Comoedien, end den fornemmere Stands, som desuden næsten hos alle Nationer er eens. — En Sammenligning imellem Molière og Des Touches bekræfter dette end mere.

I Skuespiller-Konsten, hvilken de Nyere have drevet til en langt større Fuldkommenhed end de Gamle, begyndte jeg med at læse Riccoboni 3), som ved sine mange gode practiske Iagttagelser bibragte mig Smag paa den sande Natur i denne Konst. Ingen Forfatter har jeg dog fundet mere beqvem for Begyndere, end Remond de St. Albine i hans Skrift "le Comoedien" 4). Hans ordentlige Plan, hans philosophiske Foredrag og hans Tydelighed, giøre ham lige nyttig for Kienderen og Skuespilleren; og jeg troer, at enhver Skuespiller kunde have nok af denne Forfatter, især til en Grundbog, da den kan lære ham at kiende baade de Talenter, han har, og dem han mangler, ved at lære ham, hvad Talenter enhver Acteur bør have i sit Fag. Dorats sunde Bemærkninger i hans "Declamation theatrale" læste jeg med mere Fornøielse, end med Nytte. Men ingen af Alle syntes mig at overgaae Lessing i Detaillet. Sandt er det, han er mere for Konstdommeren, end for Skuespilleren, og hans Skarpsindighed giør ham ofte saa mørk og fiin, at Meningen endog undertiden taber sig. Men hans store Lærdom, hans Beskiendtskab med de Gamle, med det menneskelige Hierte i dets fineste Folder (et Studium, uden hvilket al Erudition er lige unyttig for Konstdommeren og Acteuren) giøre imidlertid hans dramturgiske Værker ligesaa vigtige for Kienderen, som de ere uforstaaelige for Begynderen og for Lægmand.

Denne Konst vilde jeg endda have studeret med mindre Nytte, dersom jeg ikke i Forveien havde søgt at erhverve mig en almindelig Theorie i Veltalenheden, hvoraf hiin i sig selv kun er en Green. Jeg har deri, af de Nyere, havt Rollin mest at takke for hvad jeg veed. Hovedlærdommen, som jeg af denne Konsts Dyrkelse uddrog, var denne Sætning, som saa sielden ret forstaaes: at den gode theatralske Action bestaaer i at udføre den Skiønne Natur, hvilket altid forudsætter naturlige Talenter hos Acteuren, uden hvilke han intet kan udrette.

Det Theoretiske af Ballet-Konsten lærte jeg hos Noverre, som bibragte mig den rette Idee om Balletternes Natur: at Balletten er et Drama, hvor Pantomime, Dands og Musik udgiøre det samme, som Gesticulationen og Declamationen i Comoedien og Tragoedien, og som for Resten bør bedømmes efter et Dramas almindelige Regler; et Begreb, som jeg atter først haver seet udført i Galeottis Balletter.

Af Scheybe og Andre lærte jeg en sund Theorie og Smag i den musikalske Konst; og blev derved bestyrket i Sandheden af den Paastand (som den engelske Spectator har fremsat), at det er Konsten i Musiken, som skal rette sig efter Smagen og Fornuften, men ikke Fornuften og Smagen efter Konsten; en Sandhed, som saa faa af vore Syngestykkers Componister have lagt paa Hiertet. — Paa saadan Maade studerede jeg Dramaturgien, jeg veed ikke, enten til min Lykke eller Ulykke. Men dersom jeg ikke vilde forfeile mit Øiemed, maatte jeg ikke blive staaende alene ved de Kundskaber, som jeg kunde erhverve af Bøger. Saa meget min Alder den Gang vilde tillade, gav jeg Agt paa det daglige Liv, paa den menneskelige Naturs Udvikling i Lidenskaber, og paa de adskillige Hændelser i Livet. Denne Natur sammenlignede jeg med Konstdommernes Regler, og derefter prøvede jeg, og forkastede eller antog; thi dette havde jeg allerede lært, at en usikker Theorie er værre end ingen.

Den praktiske Deel af Dramaturgien var altsaa det, jeg maatte lægge mig efter. Jeg troede at have mærket, at Naturen havde givet mig et rigtigt Øie og Øre, eller, om man heller vil, en ufordrævet Smag for Naturen og dens Efterlignelser. Jeg fordobblede mine Besøg paa det franske og danske Theater. I Forveien havde jeg giennemlæst de Stykker, som skulde opføres, under hvilken Læsning jeg studerede Rollerne og i Tankerne formede mig Actionen; — et Foretagende, lige nødvendigt for Acteuren og for den, som med Vished vil dømme om Actionen. Det blev mig snart begribeligt, at Theatret høiligen trængte til en offentlig Critik; og det af tvende Grunde. Den første: Publicum, eller Mængden, som besøger Skuepladsen, var den Gang i Alt, hvad der angik Skuespiller-Konsten, nedsiunken i en forunderlig Ligegyldighed. Den anden, som en nødvendig Følge af den første: Skuespillerne i Almindelighed, og overalt det hele Theater-Væsen, var faldet i en Dvale, som intet uden en skarp og fri Critik kunde vække det af. I Almindelighed var det meget sieldent for 8 Aar siden, at høre nogen Theater-Action bedømmes. Skuespillernes Habilitet ansatte man efter den paa samme Tid antagne theatralske Rangforordning, og efter Hævds-Lovene; og da Rose 5) og Bøtger baade vare gamle Skuespillere, og havde de saa kaldte største Roller, vare de og de eneste — som bleve bedømte, vil man sige? — Nei! kun roste. Derfra kom det, at man aldrig hørte de andre store Skuespillere, ja langt større end disse, nævnes med den tilbørlige Agtelse.

Londeman 6) og Clementin 7), disse store Mænd, ved hvis Død

— — — Comoedia luget,
scena est deserta.

loe man vel af; men ingen talte om deres Talenter, om deres Indsigter, om deres Smag i Konsten. Derfra kom den Dorskhed og Lunkenhed hos Mængden af Skuespillerne, de saa store og gode undtagen, til hvilke man foruden de anførte, kan regne Hortulan 8), Mad. Linkewitz 9) og Ørsted 10) som følte sig selv formeget til at lade af at være Skuespillere, fordi Tilskuerne ikke vilde begynde at blive Skiønnere, og som lode sig nøie med Latter isteden for Haandklap. De øvrige, af ringere Talenter, vare ubekymrede om alting, og troede at havde giort Alt, naar de til Nød kunde de Roller uden ad, som de ikke forstode. Declamationen, Recitationen, Theater-Spillet, Theater-Coups, og Alt hvad som fordres, og med rette fordres hos en Skuespiller, var noget, man neppe kiendte af Navn. Man practicerede en Konst, hvis første Element man ikke kiendte; og spillede Roller, hvortil man slet ikke vidste, om man havde Naturens Talenter, eller ei. Derfra kom ogsaa Directionens Ligegyldighed ved Prøverne, og de unge Skuespilleres Forsømmelse i Henseende til Underviisningen. Det var ikke i enkelte Dele, men i det hele Theatervæsen, at dette Barbarie herskede.

Costume i Klædedragt og Maskinvæsen vare Navne, som man aldrig havde hørt, og mindre søgt at lægge sig efter; end ikke raadførte man sig med den sunde Fornuft i noget af dette. Jeg har seet Jeppe paa Bierget ligge i Sengen i en Mark-Decoration, og Coulisser med Træer i en Stue-Decoration. Baronen i Jeppe paa Bierget har jeg seet en høi Sommerdag spadsere paa Marken, i Fløiels Klæder, og med Hatten under Armen. Heltene kom lige fra Slaget saa pudrede som de skulde gaae til Bal. Man brugte Halsbind og Manschetter til Dragter, som skulde forestille bar Hals og Arme; ja endog sorte Fløiels Buxer til romerske Dragter. I Zaire har jeg seet Lusignon spille i en sort Fløiels Kiole; og hvo gider eller kan opregne det altsammen? *)

Saaledes var den theatralske Verdens Tilstand for 8 Aar siden; og kan vel nogen tvivle paa, at denne Tid indbød til offentlig at criticere? — Jeg vovede det, da ingen anden vilde, af de mange, som kunde det bedre end jeg. Til dette Forsøg var Anledningen denne: "Tronfølgen i Sidon" var bleven opført i Vinteren 1771, mod Enden af Foraaret. Jeg havde ikke selv seet eller læst dette Stykke. Men, overalt hvor man kom i Selskaber, paa Gader og Stræder, hørte man intet andet end Haner og Giøge, Bier og Lærker gale og kukke, brumme og slaae; og overalt hørte man dette Syngestykke udskriges for et Mesterværk, der tilfulde fortiente det Bifald det havde faaet.

Jeg kan ikke negte, at jeg, uden at have læst Stykket, faldt paa den Tanke, at det maatte være Musiken og ikke Stykket selv, som forskaffede det sit Bifald. Da nu bemeldte Stykke Efteraaret derpaa igien blev opført, gik jeg hen for at see det. Men hvor forbauset blev jeg ikke? Endog den første Arie, hvis Musik ved Instrumenters Lyd skal efterabe Dyrenes Lyd, endog den første Arie, siger jeg, satte mig i høieste Forundring. — Hvad? tænkte jeg, kan Nogen endnu have en Gnist af sund Fornuft tilbage, og høre Abdolonimus, i det han besynger Morgenstunden, nævne alle disse Dyre, og derpaa at høre dem meget lydelig at komme efter Paaraab, at gale og kukke, at brumme og slaae: og kan man troe at dette er sandsynligt? eller kan man holde sig fra at finde det barnagtigt og latterligt? — Da tænkte jeg paa Spectator, som siger om sit Lands Publicum og Skueplads: "at det er ikke Smagen, som feiler os, men den sunde Fornuft." Stykkets og Actionens ringe Værd, sammenlignet med det unaturlige Bifald, det havde faaet, var alt for indbydende for mig til ikke selv at opfylde et Ønske, som jeg forgiæves havde ventet opfyldt af andre: at criticere. Det første Nummer af den dramatiske Journal fortsattes med tvende Aargange, efterat jeg i Forveien havde været saa lykkelig at beholde Seieren i de bekiendte theatralske Stridigheder. Med alle min Journals Mangler, som jeg selv bedre end nogen anden kan see, opnaaede jeg dog mit Øiemed. Jeg lærte mange af Skuespillerne at studere deres Roller, og at kiende dem selv og deres Talenter. Jeg saae Slendrianen begynde at komme i en billig Foragt. Jeg lærte Skuespillerne, eller i det mindste erindrede dem om, den Høiagtelse, de skyldte Publicum som deres Dommer; og Mængden af Tilskuerne gav jeg Smag paa det Theatralske, paa Bedømmelser derover, og paa disses Rigtighed. Med eet Ord: jeg giorde Skuespilleren og Tilskuerne opmærksomme paa hinanden og paa sig selv; uden hvilket alting i det Theatralske vil forfalde til Barbarie.

Jeg holdt op med at skrive for Theatret, eller om man vil, for Publikum, da mine Omstændigheder nødte mig til at udvælge mit et Brød-Studium, som naturligviis maatte giøre det Theatralske til en Bisag; men min Kiærlighed til Dramaturgien har Lovkyndighedens Dyrkelse dog ikke udslettet.

Jeg har tvertimod brugt alle mine Fritimer til at vedligeholde og udvide de Kundskaber, jeg havde erhvervet mig i denne Deel af de skiønne Videnskaber, saavel ved Læsning, som ved flittig at besøge Skuepladsene. I den Tid, jeg har været taus, har Theatret, saavelsom Publicum overgaaet Forandringer, som maa falde enhver opmærksom og flittig Tilskuer i Øinene. Landsfaderen har afskaffet de fremmede Skuespil, og har ophiulpet vore egne. Mange af de gamle Skuespillere ere enten døde eller afgaaede, og mange nye Skuespillere ere antagne siden hiin Tid. Men især har Publicums Smag taget en Vending, som haver havt alt for stor Indflydelse paa det hele Theatervæsen, til at det ikke skulde fornye min gamle Lyst til igien at skrive.

Jeg tør haabe at min Læser neppe vil være misfornøiet hermed, dersom man kun ikke vil være misfornøiet med det jeg skriver. Skulde nogen kunne tvivle om Critikens Nødvendighed i vore Tider, som ikke vil negte dens Nytte i Almindelighed? Eller maaskee negter man ogsaa dette sidste? — Er det vel nogentid skadeligt, at Publicums Smag undersøges og bedømmes? at Skuespillernes Talenter afveies? at deres Flid eller Skiødesløshed roses eller lastes? at der undersøges, hvorvidt Theatret haver tabt eller vundet i Henseende til sine Digtere? eller med eet Ord: at giøre Skuespillerne, Tilskuerne og Forfatterne opmærksomme paa hinanden? — Dette forudsat, kan vel ingen negte, at vore Tider ligesaavel, og maaskee heller end andre, fordre en fri og offentlig Critik; nu da Publikums Smag har havt saa megen Indflydelse paa Skuespillere og Skribenter; nu da Theatret er i Henseende til den udvortes Pragt og Undersøttelse i den Stand, det aldrig før haver været, og nu — da det ikke desmindre baade i Henseende til Forfattere og Acteurer er saa maadeligt, som det aldrig har været eller burde være. Altsammen noget, som Enhver kan indsee, der kan og vil tænke. I den skulde Overbeviisning om Nødvendigheden af en offentlig Critik, vover jeg at fremkomme med dette Skrift. Det er skrevet frit og skarpt, men efter Overbeviisning, og uden Hensigter og Personalier. Hvert Ord, jeg har skrevet, har jeg troet at være den nøieste Sandhed. Jeg har intet anført uden Grunde, og hvor jeg har feilet, der har jeg feilet efter Grunde; thi jeg vil heller have Uret efter Overbeviisning, end Ret af Slumpe-Lykke. Et Par Ord tillade man mig, førend jeg gaaer til Sagen.

Min Læser støde sig ikke over, at jeg ovenfor har talt saa meget om mig selv, og om Maaden, at studere Dramaturgien paa, eller over den Critik, som jeg kortelig har ladet indløbe over Grund-Bøgerne i denne Videnskab og over nogle dramatiske Poeter. Jeg har troet, at jeg baade skyldte Publicum den Agtelse, at vise det, at jeg ikke var ganske ukyndig i en Sag, hvori jeg giorde mig til Dommer; og at det heller ikke vilde være unyttigt, at vise den Maade, som min Videnskab bør studeres paa, især i en Tid, da den er næsten hver Mands Sag. Men til Sagen.

At Skuepladsens Tilstand, i Henseende til Skuespillerne, er meget forværret i en Tid af otte Aar, derved, at mange af de nye Antagne ere tildeels af ingen, tildeels af maadelige, og kun ganske faa af særdeles Talenter eller Haab, og at Antallet af originale Skuespil er ubetydeligt imod det store Haab, som Regieringens Omsorg for Theatret kunde berettige os til: er en Sandhed, som jeg har fremsat, men som jeg først skal bevise. — Men hvad er Grunden hertil? Lad os gaae ordentlig til Værks, i det vi undersøge Aarsagerne til Skuepladsens Tilstand. Forgieves vil man søge dem i de Omstændigheder, som tildeels for faa Aar siden nedtrykte Skuepladsen; og jeg maatte ikke være værdig Navnet af en dansk Undersaat, naar jeg ikke vilde erindre, at Kongen havde forjaget den Mangel, som overalt trykkede det hele Theatervæsen i den forgangne Tid. Forgieves vil man altsaa søge Aarsagen her. Hvo kiender ikke de anseelige Lønninger, som nu tillæges Skuespillerne af begge Kiøn? Hvo veed ikke, at en passende Belønning nu vinker Geniet til at arbeide for Theatret? Hvo kiender ikke de fremmede Theatres Forviisning? Hvo er ubekiendt med den Pragt og Smag i det, som hører til Decoration og Klædedragt? — med eet Ord: i Alt, som kan tiene Skuepladsen til Ziir? — Skuespladsens Bestyrelse har ogsaa vundet for meget, til at man skulde troe, at Underviisningen ved Prøverne nu ikke var bedre end den Tid, da Theatret hørte Byen og Sarti til. Men overalt er det ikke heri, at man skal finde Aarsagen til Skuepladsens ringere Tilstand. Tør jeg sige den? Det er en Fordærvelse i Publicums Smag, det er det overdrevne og uindskrænkede Bifald, som de overhaandtagende Syngestykker saa uforskyldt have faaet i nogle Aar — det er dette, intet andet, som har foraarsaget, som endnu er, og længe besværre, endnu vil blive Skyld i, at det hele Theatervæsen hos os i sit Indvortes er mindre end middelmaadigt; det er dette og intet andet, som har undertrykt og fremdeles vil qvæle vore poetiske Genier, som har afholdt og vil afholde dem fra at skaffe Skuepladsen gode originale Stykker. Det er denne Grund, som har oversvømmet og vil oversvømme Theatret med saa mange slette Oversættelser; og det er dette og intet andet, som har forøget og vil forøge Tallet af de mange slette og maadelige Skuespillere; ja, hvad endnu er det værste, som har fordærvet og vil fordærve Begynderne i Skuespil-Konsten.

Jeg haaber, at jeg vel neppe har nødig at skulle bevise, at Syngestykker ere de unaturligste af alle Skuespil, og at de altsaa mindst burde herske der, hvor den gode Smag og den sunde Fornuft skulde siges at have opreist deres Sæde. Men lad os for Øieblikket glemme alle Regler; lad os være uvidende om alle Konstdommeres Forskrifter, og lad os allene spørge den sunde Fornuft (hvis man kan høre den, uden tillige at høre Regler og Konstdommere). Hvad er et Drama? Har det Adkomst til vort Bifald, naar det ikke er naturligt, eller naar det ikke stemmer overeens med den Natur, vil alle kiende eller kunde Kiende? — naar vi ikke saaledes illuderes ved Spillet, at vi kunde troe, at det virkelig gaaer for sig, som vi see paa Scenen? — Hvad er et Drama, naar det ikke er dette? — Sandelig et Intet, som ingen fornuftig Mand kan finde Smag i, der ikke ved Vane eller Fordomme har tabt al Smag paa den sande Natur.

Lad os nu prøve Syngestykkets Natur efter denne Regel; og da vil jeg spørge: kan Nogen føle noget sandt, noget virkeligt ved et Syngestykkes Forestilling, om det endog var det bedste? — Eller med andre Ord: kan Nogen holdes vedlige i den theatralske Illusion, en Egenskab uden hvilket intet Drama opfylder sin Bestemmelse? — Vi ville tage Deserteuren af Sedaine til Exempel. Naar vi allermeest interessere os for Alarics og Lovises Skiæbne i 3die Act, naar Taarene stramme vort Øie og ere nær ved at briste frem af deres Kilder, kunne vi da bevare Illusionen, naar Alaric begynder at synge? Kunne vi da tænke, at en saadan Handling virkelig i dette Øieblik gaaer for sig, naar den bedrøvede og paa Gravens Mand staaende Elsker udgyder sin Sorg efter Noder? Glemme vi ikke strax Alaric og tænke kun paa Musted? Rives vi ikke strax fra Fængslet ned i Orchestret? — Med eet Ord: erindres vi ikke da i samme Øieblik om, at vi ingen virkelig Handling see? — Saalænge denne Grundsætning for al dramatisk Konst bliver en urokkelig Sandhed, som er bygget paa Fornuften og Naturen selv: at intet Drama fortiener sit Navn, som ikke, naar det viser sig paa Skuepladsen, kan troes at være virkeligt: saalænge bliver det og en evig Sandhed, som ingen Tids herskende slette Smag kan tilintetgiøre: at Syngestykker ere unaturlige Skuespil.

Videre: dersom ingen Konstdommer vil være i Stand til at paatage sig at forsvare Operaens Natur, hvo kunde da vel forsvare Syngestykket? — I Operaen, hvor jeg intet andet hører end Sang fra Begyndelsen til Enden, der venter jeg mig i det mindste ingen Natur og ingen Illusion, uden for mit Øre. Jeg indfinder mig der allene for at fornøie denne Sands; undertiden ogsaa Øiet ved Decorationer og Pomp. Men jeg lader min Fornuft ligge hiemme; og intet kalder den tilbage, naar jeg er paa Opera. I et Syngestykke derimod, hvor jeg det ene Øieblik hører den daglige Natur i en dagligdags Prosa, og hvor jeg da kan være kommen i et Slags Illusion ved en god Action og en interessant Situation, der rives jeg med eet ganske ud af denne Tilstand ved den indfaldende Musik, som ved Recitativet eller Arien, eller Cavatinen, eller Choret, erindrer mig om, at det ikke er et sandt Skuespil jeg seer. Jeg maa da med eet tabe den handlende eller dramatiske Person af Sigte, og erindre mig den syngende Acteur, ved det at jeg maa overbevises paa en ubehagelig Maade om, at det er et Theater, jeg seer, og ingen Mark, Skov, Stue eller Fængsel; og ikke desmindre vil man, at jeg skal troe, at Handlingen virkelig gaaer for sig, og ikke sige med Horatz:

Qvodcunqve ostendis mihi sic incredulus odi!

Men har jeg maaskee Uret, naar jeg paastaaer, at Illusionen er en væsentlig Egenskab hos det Dramatiske? Hvad er da vel et Drama, naar det ei kan illudere os?— Til mere Overbeviisning om min Sætnings Rigtighed (dog, hvad siger jeg, min — da det er Naturens og alle Konstdommeres forenede Fordring), saa lader os giøre Slutningen fra de øvrige skiønne Konster, og da dømme.

Hvorfor er denne Acteur god, og hiin slet, uden fordi den ene ved at trække Naturen illuderer Tilskueren, og den anden ved at forfeile den, ei kan giøre denne Virkning? Hvorfor støder det os, at see et ungt Menneske spille en Rolle, som kræver 80 Aars Alder, og en graahærdet Mand at spille en ung Elskers Rolle, uden fordi vi tabe Illusionen?

Hvorfor blev vort Theater beleet af Chevrier 11), da Zaire var klædt med høi Frisure? Hvorfor loe vi af den lille franske Acteur La Fontaine, da han i Nerestans Rolle i Zaire bar moderne engelske Støvler til en Dragt, som ellers var i det rigtige Costume? Mon ikke fordi vi strax maatte sige med Boileau:

Jamais au Spectateur n'offrez rien d'incroyable;
l'esprit n'est point emu de ce qu'il ne croit pas.

eller, med andre Ord, fordi vi tabe Illusionen — fordi vi strax seer, at vi vare bedragne og intet Virkeligt havde seet. Og saaledes forholder det sig med alt det Skiønne; det maa være en Efterligning af Naturen, fordi vi ville illuderes, og vi illuderes fordi det vi see er et Billede af Naturen. Hvorved have Raphael, Rubens og Hogarth, hver i sit Fag, som Malere erhvervet deres Udødelighed, uden derved, at deres Mesterstykker, ved at være naturlige, illudere Tilskuerens Syn? — Hvorfor kan en eneste falsk Dag eller Skygge, en forfeilet Colorit, spilde et Maleries Lykke, uden fordi Tilskueren seer, at Naturen ikke er truffen, og mærker, at hans Illusion er borte?

Det bliver altsaa en urokkelig Sandhed: at vi i alt det Skiønne, som igiennem vore Sandser, men især giennem Øiet, skal fornøie vor Forstand og røre vort Hierte, saaledes ville see Naturen efterlignet, at vi i det Øieblik, da vi see en Handling, hvad enten den er malet paa Lerredet, eller vi betragte den paa Scenen, kunne troe den er virkelig; det er med andre Ord: at vi kunne illuderes.

Jeg tænker, meer end dette er ikke nødvendigt til at vise, hvor unaturlige Syngestykker ere; om der engang behøvedes saa meget. Men jeg skulde med alt det kunne forsone mig med disse theatralske Græshopper — jeg skulde ikke misunde Tonekonstens Elskere den Fornøielse, at see Musikken triumphere paa et Sted, hvor den ikke har hiemme, dersom ikke Syngestykkerne havde anrettet saa bedrøvelige Ødelæggelser paa vor Skueplads *).

Naar Syngestykker tage overhaand, naar de uimodstaaeligen henrive den største Deel af Publicum til at bivaane deres Forestilling, da taber det ikke allene Smagen for det sande Drama, men faaer endog Foragt derfor; og det som heraf bliver en uadskillelig Følge er: at poetiske Genier qvæles, eller blive kiede af at forsøge sig i det dramatiske Fag. Det er vel uimodsigeligt, at intet belønner og intet straffer en dramatisk Digter saa meget, som offentlig Behag eller offentlig Mishag. Denne flokkede Mængde af Tilskuere, disse offentlige Haandklap og Bifaldsraab, ere for Digteren meer end al Belønning, end al Fordeel og privat Roes; derimod ere et tomt Parterre og Mangel af yttret Bifald noget, som intet kan erstatte ham. Uden selv at have som Digter arbeidet for Theatret, kan jeg dog meget let forestille mig det levende Indtryk, som en Forfatter kan føle ved sit Stykkes Forestilling. Men naar nu Geniet seer, at han ingen synderlig Lykke kan giøre ved et Skuespil, der ikke har andre Fortienester, end at det kan forlyste saadanne Folk, der i Theatret give deres Fornuft og Hierte Rangen over deres Øre: saa skriver han heller ikke mere. Nu aabnes Banen for den hungrige, den slette Poet, og Forfatteren af Syngestykker. Naar denne kun har en god Componist, saa vover han Alt, uden at spørge sig selv, om sit Talent. Han veed jo med Sikkerhed, at ingen bedømmer hans Arbeide efter Reglerne for et Drama. Det bryder ham ikke, at han veed han er en Stymper — om ellers en Stymper kan kiende sig selv — han skriver frisk væk; thi han er vis paa det Alt formaaende, Alt overvindende offentlige Bifald, naar kun Musiken finder Yndest. Han leer af alle Regler og al Natur; har er ubekymret om Plan, Situation, Characterer, Dialog; thi han veed: at alt dette ligesaa lidet fordres af ham, som han selv har troet, at det var hans Pligt at eie det. Nok: han har erhvervet sig et Navn i Publicum, som han allene kan takke sin Componist for; men imidlertid er dette dog kun et Navn, som han ikke fortiener.

Mon jeg her har sagt for meget? — Lad den daglige Erfarenhed tale. Hvor tomme ere ikke i Almindelighed begge Skuespilhusene, naar det ægte Drama bliver opført? Hvor tyndt besatte ere ikke Logerne, og hvor mageligen kan man ikke gaae rundt om i Parterret ved saadanne Stykkers Forestiller? — da man derimod, naar et Syngestykke opføres, især naar Musiken engang har sat sig fast hos Publicum, staaer Fare for at sætte Liv og Helsen til ved Entreen. — Naar det da seer saaledes ud med Theatret, at Moliere, Holberg, Goldoni og Regnard begynde at ennuyere Folk, hvor skulde da nogen af vore egne enten vove, eller skiøtte om og finde Drift til at skrive i det ægte dramatiske Fag? — Hvad skal bevæge Geniet til at arbeide, naar han seer, at de nylig nævnte store Mænd skulle dele Æren, ja endog see den røvet fra sig af enhver Stymper, enhver Favart 12)? Nei! da er der en anden, nemmere Gienvei til Belønning og offentligt Bifald. Bliver hiemme I dramatiske Genier! Bruger eller rettere misbruger Eders Hoveder til at skrive Syngestykker, eller, om I ingen Componist kan faae, da lader Jer nøie med at oversætte! — Da have I jo paa engang baade Belønning, Bifald og Ære. — Ingen vranten Criticus skal vove at chicanere Eder, om det endog var det argeste Sladder I komme frem med. Naar man kun har Musik, saa er man fornøiet — og saa Farvel Critik og sund Fornuft! — Hvad giør man i Skuespilhuset? — Man snakker, man bagtaler sin Næste, man sladrer Kiedsommeligheden bort, imedens Personerne tale, og laaner først et opmærksomt Øre til Scenen, naar Talen er forbi, og Musiken indfalder. Naar man kun fornøier denne Sands, er man ligegyldig, enten Hierte og Forstand bliver tilfredsstillede, eller de maa vende hiem, tomme og skuffede. Man bortbytter alle et Skuespils eller saa nødvendige Egenskaber for Arier, Recitativer, Cavatiner, og hvad den hele Sværm hedder; thi hvo gider nu mere tænke paa en dramatisk Forestilling fra Begyndelsen til Enden, naar man kommer i Theatret?

O Dii Deæqve omnes!

Er det virkelig i det 18de Aarhundrede at jeg skriver? Er det i Christian den Syvendes Tidsalder, hvori Musernes Konster skulde blomstre, og hvori ogsaa Thalia og Melpomene skulde gaae med opreiste Hoveder, at man tænker saaledes i Danmark? — Og dog er intet vissere, end at dette nu er Mængdens Tænkemaade.

Lad den daglige Erfaring atter tale. Hvo finder vel sund Sands i "Zemire og Azor", i "det uformodentlige Møde", i "det foregivne Hexerie", og mere af saadant Tøi — og naar savnes ved disse et fuldt Parterre? — Er det vel Overdrivelse, naar jeg paastaaer, at Egholms Auctionscatalog, eller Adresseaviserne, eller Arvegangsmaaden til Syvende Mand, ligesaa godt kunde giøre deres Lykke paa Skuepladsen, naar en Gluck eller Gretry satte dem paa Noder, som ovenanførte Stykker? — Man prøve engang, at læse disse Beviser paa, hvorvidt man kan gaae baade i at opføre og i at finde Behag i reen Nonsens, naar den har havt den ufortiente Lykke, at blandes med en god Musik! — Og det sidste Stykke især; hvilket fornuftigt Menneske kan tænke paa Arien om Hanen og Gaasen, med al den konstige Musik, som disse stakkels Dyr har maattet lade sig skrue paa, uden igien at sige med Spectator: "Det er ikke Smag, der feiler os, men det er den sunde Fornuft."

Var der ikke det umaadelige Bifald, Syngestykkerne, til saa liden Ære for vor Tidsalder, havde erhvervet sig, var det ikke denne Lyst til Sang og Melodier, som giorde det til saa let en Sag at skrive og oversætte for Theatret— hvorfra skulde det da vel komme, at vi, siden Holbergs Tid, saa godt som ingen nye dramatiske Originaler have faaet? — Nu, da saa meget indbyder til at skrive — nu, da Regieringen opfordrer og belønner Geniet og Fortienesten? — Syngestykkerne giver os Svaret herpaa.

Det er ikke alleneste gode originale Skuespil vi have maattet savne; men selv i Valget af Oversættelser, og i disses Godhed spore vi den samme Mangel. Man er ubekymret om alt det, som ellers med saa megen Ret fordres af enhver anden Oversætter. Misforstaaelse af Originalens Mening, Plathed og Mathed i Udtryk og Vendinger, og Fordærvelse i Sproget — alt dette er noget, som man ikke ændser; som Ingen bryder sig om at revse med fortient Straf. Naar kun Versene saaledes ere oversatte, at de med Nød og Neppe kunne passe til Musiken, saa har man nok; og saa bør man have nok, saalænge det er denne Konst, og ikke den dramatiske, der skal udgiøre Hovedsagen ved Theaterstykker og Forestillinger *).

Men dette er endnu ikke det største Onde, som Oversvømmelsen med Syngestykker og Bifaldet, som de høste, føder af sig; thi Publicum taber ogsaa ved Vanen al Natur af Sigte i Bedømmelsen af ethvert Skuespil. "Det er os ganske ligegyldigt", siger man nuomstunder, "hvorledes vi fornøie os i Theatret, naar man kun paa een eller anden Maade morer os. Hvad bryde vi os om Regler, om dramatisk Interesse, om Natur i et Skuespil? Aristoteles og Horatz ere gamle Pedanter, og de nyere Konstdommere ere kun disses Aber, som ikke tør vige fra indskrænkede Regler, der ikke mere gielde. Vi have aldrig ventet eller fordret Natur og Sandsynlighed paa Theatret. Det er Fordringer, som kun have været til i nogle vrantne Konstdommeres Hierner." Saaledes er Tænkemaaden hos den herskende Deel af Publicum, der i vore Dage søger Theatret; og saavidt er det kommet, at man er ubekymret om Fornuft og Smag i sine Fornøielser, og at man gierne opoffrer det sande Skiønne og den rette Konst paa Scenen, naar kun Øret tilfredstilles ved Musikens og Sangens Toner. Mon jeg har Uret, naar jeg paastaaer, at denne Smag er et Beviis paa Kiælenskab og Slaphed i Siælen?— dog ikke hos vort Publicum allene; men næsten over hele Europa, hvor man overalt kan høre Theatrene skingre af Musik. — Saa meget er i det mindste vist, at i Frankrig selv, i dette Land, hvorfra i gamle Dage, og især i Ludvig den 14des Tid, den gode Smag i det Dramatiske udgik over hele Europa — da see vi, at man nu næsten lige saa lidet, som hos os, kan holde ud at see et ægte Drama fra Begyndelsen til Enden. Man gider ikke anspændt sin Opmærksomhed, for at overskue en heel Situation, og endnu mindre for at følge en heel Plan i et ordentligt Skuespil; man er for flanevorn til at bruge sin Tænkeevne i saa lang en Tid, som dertil behøves; og derfor lader man den og Fornuften blive hiemme, naar man gaaer i Skuespilhuset, som man nu giør allene for at tractere sit Øre, hvilket man giver Rangen over sin Siæl.

I Følge denne Tænkemaade, som hvis Almindelighed jeg tør staae inde, troer jeg ikke, at vor Tidsalder synderlig har at giøre sig til af sit Fortrin i Smagen for vore Forfædres. Thi dersom vi have Ret til at forsvare en Daarlighed og Urimelighed, allene fordi vi nu finde, at den morer os: saa seer jeg ikke heller hvad Ret vi have til at belee vore Forfædre, fordi de fandt Smag i von Quotens Skuespil 13), da de kunne have det selvsamme Argument for sig, som vi beraabe os paa, nemlig Fornøielsen. Men overhovedet tør jeg troe, at enhver Patriot, som har sin Nations Ære kiær, vil tilgive mig, hvad jeg har skrevet; thi han veed, at det ikke er ligegyldigt, om vi forfalde til Barbarie i Smagen, eller ikke; eller, hvad det samme er i den Materie, jeg handler om, hvad enten vi lade Syngestykker fortrænge og undertrykke Skuespillet, eller ikke.

Jeg mener, det vilde kun være at spilde Papir og Tid, dersom jeg vilde giennemgaae alle hos os opførte Syngestykker, og undersøge dem efter de samme Regler, hvorefter ethvert andet Drama maa bedømmes; og troer jeg saa meget mere, at min Umage vilde være spildt, som Ingen fordrer, at de skulle udholde Prøven efter disse Regler. Jeg tør være vis paa, at Ingen skal modsige mig, naar jeg paastaaer, at ikke et eneste af dem, i hvor kort det end er, vilde være udholdeligt uden Musik. Deserteuren, et Syngestykke, som uden Tvivl baade er det bedste af dem alle, og som har vundet det største Bifald, kunde dog umuligen, alle dets virkelig gode enkelte Steder uagtet, udholde den Prøve, at opføres for et skiønsomt Publicum, naar man lod Musiken være borte. Hvor liden theatralsk Interesse er her ikke i Hovedpersonernes Characteer? Hvor usandsynlig er ikke den hele Plan? Hvor urigtigt er Stykket, eller rette Handlingen, ikke i det, som Aristoteles kalder ϗαταστασιϛ? — Hvilken sidste Feil min Læsere let ville blive overbeviste om, naar de erindre dem, at Tilskueren, efter at Vagtmesteren har udsiunget det meer end alt for tydeligt, kan giette sig forud til hele Catastrophen. Mon vel Sedain, uden at have Musiken at stole paa i sit Stykke, havde vovet sig til at sætte saa stærke Contraster sammen i et Theaterstykke, som Alarics og Holtzhammers Scener i Deserteuren? — Virkningen af denne Contrast er jo saadan, at man hverken kan faae Tid til at lee eller græde. Men — det er jo et Syngestykke; og dette er nok for at undskylde Alt. Endnu maa man tillade mig et Par Ord, medens jeg nu er ved "Deserteuren"; det er om denne Fætter Jochum, som ikke nøies med eegang at lade sig høre i Alarics første Arie; men som gientages to Gange efter hinanden, ligesom han kunde være en Person, som Alaric af sin Kiærestes hele Familie holdt allermest af. Dog, dette er vist nok ikke den største Urimelighed i Stykket.

Jeg forbigaaer derfor stykkeviis at omtale de øvrige. Imidlertid kan jeg ikke undlade at nævne Falbairés "Les deux avares" som det bedste Syngestykke, jeg kiender, og hvorom jeg vilde sige, at det kun har een Feil: den, at det er en Operette.

At saaledes den overhaandtagende Mængde af dette Slags Theaterstykker har været til Skade og Ødelæggelse for det sande Drama, og især for Comedien: troer jeg, tilstrækkelig at have oplyst. I øvrigt kan den, som ikke har villet, eller kunnet see det før, nu ogsaa herom bliver overbeviist af Erfaringen. Til denne vil jeg derfor atter appellere.

Johan Herman Wessel er en Mand, som ved sit mesterlige Arbeide: "Kiærlighed uden Strømper" (hvilket vel har Skikkelse af et Syngestykke, men i sig selv er den bitterste Parodie og Satire paa alle Syngestykker og Operaer) i enhver anden Tidsalder vilde have givet Nationens Ret til at vende sig i ham en ny Holberg; men vi have kun faaet en eneste Comedie af denne Forfatter: "Lykken bedre end Forstanden" *); og med Undtagelse af denne, hvad kunne vi da vel nævne af Originaler, som ikke ere Syngestykker, og som kunne siges at due noget? 13) Saa godt som alle øvrige have Jomfru Biehl til Forfatterinde. Jeg tænker man vil ikke fordre, at jeg skal anvende Tid paa vidtløftigen at bevise, at de, naar endog Alt tages i Betragtning, kun ere middelmaadige, for ikke at sige Slette; 14) ja undertiden endog kun titulaire Originaler. I det mindste er Syngestykket "Kiærlighedsbrevene" kun en vandet Oversættelse af det franske Stykke "les billets doux," og tillige et Beviis paa hvad man kan vove, naar man kun har Sang i sit Skuespil.

Med alle de Mangler, man har fundet hos den anførte Comoedie af Wessel, har den dog virkelig giort for liden Lykke i Publicum med Hensyn til dens mange gode Egenskaber. Den har i det mindste en sand original Rolle i Gaardskarlen, der er en ikke uheldig Efterligning af Italiens Harlequin(?), som ved sin Dumhed bliver løierlig og, om jeg tør bruge dette Ord: malin. I øvrigt har den en meget god Dialog, og er forresten saaledes skrevet, at den i Værdien staaer over alle de Syngestykker, som nogen Tid ere opførte paa vor Skueplads, ja, som nogen Tid ere skrevne. 15) Ellers tvivler jeg ikke paa at Clementins Død — hvilken store Acteur Forfatteren uden al Tvivl har havt i Sigte — jo ogsaa har giort noget til, at Stykket lykkedes mindre end det burde. Ligeledes troer jeg, at den store Tanke, som Publicum havde faaet om Forfatteren, ved hans "Kiærlighed uden Strømper", har giort noget til at denne Comedie fandt mindre Bifald, end den fortiente, eftersom den ikke just var et saadant Mesterstykke, som man ventede af en Wessel. Men hvorom Alting er, saa er "Lykken bedre end Forstanden" et Stykke, som jeg i det mindste for min Part vilde have givet meget for at have skrevet; men ikke i en Tidsalder, hvor man saa lidet skiønner paa den sande Comedie.

Jeg har endnu ikke talt om "Balders Død" af Hr. Johannes Evald, hvilket Stykke et Selskab, som kalder sig det Dramatiske, har opført uden Musik *). Det er ikke Stedet her vidtløftigt at bedømme dette Syngestykke (thi andet kan det ikke kaldes, da man i den Stand, det er opført, hverken kan giøre det til Opera eller til Tragedie) som unegtelig vidner om sin Forfatters Genie; og uden besynderlige Aarsager, som ganske henhøre til min Plan, skulde jeg slet ikke have omtalt det. Stykkets Sujet er i sig selv uskikket til et ordentligt Drama; det kunde ikke behandles uden Mythologie, og derfor maatte Forfatteren giøre det til et Syngespil 16). Dette har givet ham Ret til at rive sig løs fra endeel Regler, som Konstdommerne ellers med saa megen Ret fordre iagttagne.

Det er blandt andet en Regel, som ligger i Tingenes Natur selv: at Hovedpersonerne Characteer, især i et tragisk Stykke, hvor man skal græde og føle de Taarer, man fælder for Hovedpersonernes Skiebne, skal være interessant. Men er der Interesse nok ved Stykket i denne Henseende? Skulde Hothers Characteer ikke være tvetydig, om ikke det som er værre? Burde han vel i 2den Acts 8de Scene kaste tre Spyd efter hinanden, som han vidste af Valkyriernes Tale til ham at være fortryllede, paa sin Fiende? Har Balder ikke Ret i at kalde det tredie Spyd den lumske Morders? Burde Hother, som en ærlig Kiæmper, tage imod Lokes Hielp? Burde han ikke kaste Spydet efter Loke i Afgrunden, dersom det var hans Alvor, ikke at brug det mod Balder?

Videre: hvem føler noget for Balder selv, og overalt, hvem haver fældet en Taare i det hele Stykke? — og det er jo dog dette man vil, og bør ville, i ethvert tragisk Skuespil.

Det er blot i een Henseende at jeg har anført, hvad jeg ovenfor har skrevet, (hvilket endda ikke er det mindste man kan sig om Stykket, prøvet efter dramatiske Regler); i den Henseende nemlig, at vise, hvor vidt den dramatiske Tolerance hos os kan gaae, naar man kun kan faae den kiære Musik at høre. — Men et Ord maa man endnu tillade mig at sige om det Evaldske Stykkes Sujet: Jeg troer at den gode Smag bør giøre Alt for at dæmpe Virkningen af den barbariske og utilstrækkelige Nordiske Mythologie, som er blevet til en ordentlig Sygdom blandt vore Digtere; men især troer jeg, at Smagen maa vaage over, at den ikke griber om sig paa Scenen, hvor den i mine Tanker allermindst bør taales. Jeg vil slutte denne min Betragtning med en dybsindig Mands Ord: *)

"Dog er Ord til Digterne og Konstnerne, dette nemlig, hvilket dog vides fuldelig vel, at Verden heller seer Græker end Tartar; aldrig bliver vort Valhalla skiønt og stort at male, som Elysium det kan være: og hvordan skulde det gaae til, at man i Odins Følge og ved Nordpolen fandt Storheder, Herligheder, Yndigheder, hvilke overgik Asiens og Grækenlands? Stor er Verden, og hvad den har vedtaget, det kan ei enkelt Mand, ei enkelt Folk ophæve. Derfor, naar det gielder om at faae Verdens Øine fæstede paa Object, da maa det Object være saadant, at det interesserer Verden. Vilde nogen misforstaae dette, han lade sig sige, at det her ei gielder om hvad der kan passe for at opvække Nationalskhed, men om hvad der kan drage andre Folks Øine mod særskilt Folk: han lade sig endnu sige, at Dyb og Patriotiskhed og Siæle-Adel kun er een, og at derfor Grækere og Romere endnu kunne være os baade Lærere og Modeller."

Seer man hen til Oversættelser, da er Virkningen af Publicums Smag den samme. Kan vel Tallet paa de oversatte sande Comedier, eller det ægte Drama, ligesom det Bifald, samme have vundet, komme i nogen Ligning med Tallet paa Oversættelser af det uægte Drama, eller af Syngestykker? Har vel f. Ex. "Eugenie" og "Barberen af Sevilla" af Beaumarchais, eller Goldonis"Oprør i Huset," havt saa varigt og stærkt Tilløb som "Zemire og Azor" eller "det uventede Møde," eller hvad disse Syngestykker ellers hede?— Og kunne Stykkerne i de her anførte Exempler taale nogen Sammenligning? — Den Tid er allerede forbi, da vort Publicum kunde see Stykker som "Henrich den 14des Jagt" af Collée, 9 Gange efter hinanden; thi den Tid er forbi, da man endnu kunde more sig med den fulde Fornuft og den sande Fornøielse allene. — Kan nu vel nogen være Patriot, og tillige være en ligegyldig Tilskuer af alt dette?

Det er ikke allene paa Digteren, at denne Smagens Fordærvelse har havt sin Indflydelse. Den har ikke allene bragt den sande Comedie og Tragedie i Foragt, eller i det mindste giort Publicum koldsindigt imod Scenens ægte Muser, Melpomene og Thalia; den har ikke allene omstyrtet Kritik og Smag og Natur iblandt os i Skuespillenes Bedømmelse; men ogsaa paa Acteurer og Actricer har dette Raseri viist sine fordærvende Ødelæggelser. Det er dette, og intet andet, som er Skyld i, at vi i de sildigere Aar have faaet saa mange slette Skuespillere af begge Kiøn til Theatret; men, hvad der endnu er værre: det vil fremdeles reent fordærve de saa gode Begyndere, vi endnu have tilbage iblandt Skuespillerne.

Der behøves virkelig kun en ganske simpel Logik for at bevise, at den fordærvende Vending, som Theatersmagen, til liden Ære for vor Tidsalder, har taget, maatte endelig have saa bedrøvelig og skadelig en Virkning paa Skuespilleren, som den har havt; og der behøves heller ikke megen Opmærksomhed eller Erfarenhed for at overbevise om, at den virkelig har havt den Virkning, som man burde have kunnet forudsee. — Lader os sætte os i enhver anden Tidsalder, hvor man ikke antog, at Musiken udgiorde Hovedsagen ved et Skuespil. Blev da ikke det første, hvad man saae efter ved en Skuespillers Antagelse, dette: om han af Naturen havde de nødvendigske Talenter til den Konst, han skal udøve eller ikke? Om Naturen havde givet ham Ansigt, Stemme og Figur til den Rolle, han vilde debutere i? Eller dog i det mindste, at han havde disse trende saa nødvendige Naturens Gaver i en taalelig Grad? — i Særdeleshed Stemmen, og for alting dens Forstaaelighed; en Egenskab, man fordrer hos alle, der skulle tale offentlig, lige indtil Natvægteren; men som man hos os allene ikke seer paa, der, hvor den er allernødvendigst: hos Skuespilleren.

Skulde man vel ellers tvivle paa, at en Direction som den, vor Skueplads har *), mindre end enhver anden Direction, skulde have undladet at see paa disse Egenskaber ved Skuespillernes Antagelse, dersom det ikke var antaget, at Syngestykkerne skulde udgiøre Hovedfornøielsen paa Skuepladsen, og at man til den ikke fordrer Acteurer, men ikkun Sangere? — Jeg hverken kan eller vil indlade mig paa at undersøge, om det er Directionen (hvis Medlemmer i øvrigt have min fulde Høiagtelse, ligesom de have enhver retskaffen Mands) som har fordærvet vort raae og udannede Publicum **); eller om det paa den anden Side er dette vort Publicum, som har givet Directionen Anledning og et Slags Ret, om ikke Forpligtelse, til at give det saadanne Stykker, som det helst gider seet. Ei heller vil jeg paa dette Sted undersøge, om Directionen burde vedblive at opføre det Slags Stykker, som den saae at Publicum var saa forelsket i, naar den maatte forudsee, at de vilde reent fordærve Smagen hos dette Publicum; hvad heller om den ikke kan undskyldes paa den anden Side, naar man tager i Betragtning, at det er Publicum, som betaler Skuespillene, og det altsaa er Publicum, som man har fornøiet, ligesom og at det maa blive Sammes egnen Sag, at forsvare den Smag, det lægger for Dagen i sine Fornøielser. Alt dette vil jeg nu ikke undersøge; men dette alene vil og maa jeg sige: at Smagen er fordærvet, at denne Fordærvelse har viist sine Virkninger overalt, paa Acteuren ikke mindre end paa Forfatteren; og endelig, at Directionen i enhver anden Tid, hvor Scenen var indviet til Melpomene og Thalia allene, aldrig havde kunnet antage saa mange Skuespillere, der ikke engang have lært at tale tydeligt, og endnu mindre have en Skuespillers øvrige fornødne Egenskaber i en taalelig Grad; og langt fra ikke i den Grad, som de efter deres Lønninger burde have.

Jeg taber Pennen af Forskrækkelse, naar jeg tænker paa den Forskiel, der er paa Acteurernes Lønning nu, og den Tid da Theatret var under Byen og Sarti 18), og tillige paa vort gamle fattigere Theaters Fortrin, i Henseende til Skuespillerne, fremfor det nærværende. Vi have ikke glemt den Tid, da en Clementin, en Londemann og de øvrige bedste Skuespillere ikke havde meer end 300 Rbd. aarlig Løn. De øvrige havde 200 Rbd., 150 Rbd., ja nogle kun 100 Rbd. om Aaret; og dog havde Theatret den Tid Skuespillere i det Comiske Fag, som uden al Modsigelse kunde giøre ethvert Theater i Europa Rangen stridig 19).

Den Gang kunde man, uagtet al den skammelige Fattigdom og Usselhed, som fandt Sted i Klæder, Decorationer og Maskinvæsen, uagtet der i det mindste i Sarti's Tid, om ikke længe før, aldeles ingen Underviisning gaves ved Prøverne, og uagtet den, Genie, Mod og Lyst qvælende Næringssorg trykkede Skuespilleren, — den Gang, kunde man, siger jeg, spille en Tragedie i nogle Roller, ja vel og overhovedet taalelig; men en Comedie mesterlig. Den Gang kunde man see et fuldt Huus ved Molieres og Holbergs Stykker; og den Gang kunde man have dette fulde Huus, uagtet franske Comedier opførtes for intet paa Hof-Theatret. Men nu, da alle Skuespillerne have rigeligt Udkomme, nu, da ingen af dem som ere slettest gagerede, tiene ringere end den bedste i gamle Dage 20) — nu, da Rigdom og Pragt herefter i det Udvortes af Skuespilvæsenet; og nu, da Skuepladsen ikke har saadan en trykkende Mangel paa Skuespillere som før, da man ofte maatte see een og den samme Skuespiller spille flere Roller i eet og samme Stykke — nu har Theatret dog ikke engang gode Skuespillere nok til Comedien, men slet ingen til Tragedien. Derimod har det nu en Sværm af Acteurer, og især af Actricer, som ikke engang kunne tale saaledes, at man kan forstaae dem; og som endnu meget mindre have Stemmen og de øvrige Talenter i en saadan Grad, som svarer til deres Lønning. Med eet Ord: netop nu er Skuepladsen, i Henseende ti Skuespillerne af begge Kiøn, saa slet besat, som den aldrig forhen har været *); og hvad er Skylden i alt dette? — Hvad har nu vel været Directionen til at vælge slige Subjecter, og hvad kunde heri undskylde den hos den tænkende Deel af Publicum? — Aarsagerne maa allene søges i Smagen for Syngestykker; det er den, som har opfyldt Scenen med saa mange maadelige Subjecter, og som har bevæget Directionen til at vælge saaledes, som den eller aldrig havde valgt. Der gives heller intet, uden denne Smag, som kan undskylde Directionen; men Publicum vilde høre Sang, og altsaa have Sangere; og disse maatte man see at skaffe tilveie. Derfor, saa længe Syngestykkerne vedblive at være den fornemste Gienstand for Publicums Fornøielse, saa længe maa det ogsaa blive en nødvendig Følge, at man i unge Debutanters Antagelse i Stedet for at see paa deres Figur, studere deres Lineamenter og give Agt paa deres Udtale og Stemme, blot spørger, om Debutanten kan synge? — Svarer han ja, saa til Potenza med ham 21); og saa faaer man i det høieste en god eller taalelig Sanger, men en desto slettere Acteur.

Taber saaledes det Publicum, som nu ene er forgabet i Syngestykker, Smagen paa det sande Drama, taber det Naturen af Sigte i et Skuespils Bedømmelse, og taber det den Høiagtelse for den sande, ægte dramatiske Digter, som denne fortiener, og enten deler den med, eller skienker den reent til enhver Opera-Skriver: saa taber det paa samme Tid ogsaa i Bedømmelsen af en Skuespiller, Smagen for den sande, naturlige Action; det taber Agtelsen for den Skuespiller, som har det sande dramatiske Talent, men mangler Talenter til Musik og Sang; det sætter ham til Side for enhver anden, som endog ganske mangler Talent, naar han allene er Sanger. Den samme Tolerance, som nu hersker i Skuespillets Bedømmelse, naar det er Syngestykke, herefter ogsaa i Skuespillerens, naar han er Sanger.

Clementin og Londemann vilde i vore Dage neppe have været anseete for de store Mænd i deres Konst, som de vare i deres Tid; de skulde maaskee nu ikke, saaledes som den Tid, have draget hele Publicums Opmærksomhed og Bifald til sig. Mad. Linkwitz skulde man nu vist sætte under Jomfru Winther; og dersom Frue Walther ikke var Sangerinde, vilde hun neppe have erhvervet sig det Navn i Publicum, som hun har, og virke lig i saa mange Henseender har Ret til at eie.

Jeg er nær ved at tabe Koldsindigheden, naar jeg tænker paa vort Publicums Raseri for Sangen og Syngestykkerne. Det gaaer heri endog saavidt, at man viser sig fornøiet med Stemmer, som man ei engang kan høre eller forstaae; og hvad er Aarsagen hertil? — Man skiøtter slet ikke at høre det Prosaiske, Dialogen i et Syngespil; Opmærksomheden paa Stykket kommer først, naar Orchestret og Sangen lader sig høre.

Denne Publicums Mangel paa Agtelse og Erkiendtlighed for Skuespilleren med Talent, men uden Færdighed i at synge, tilligemed dets overdrevne Ædelmodighed og Ødselhed i offentligt Bifald for den Skuespiller, som er Sanger, men undertiden heller intet mere: kan ikke andet end giøre den sande Skuespiller mere og mere ligegyldig og uopmærksom paa sit Spil, og giøre enhver Skuespiller, som ikke kan synge, om han endog ellers ikke mangler Talenter, baade modløs og skiødesløs; thi hiin veed, at han i Almindelighed, naar Musiken er til Ende, især naar den er yndet, aldrig forlader Scenen uden at blive forfulgt med en Storm af Bifald og Haandklap; denne derimod veed at han, alle sine Talenter og al sin Umage uagtet, maa gaae bort upaaskiønnet og uden Bifald. Dog behøver jeg vel neppe at erindre, at dette lydelige Bifald fra en Mængde af Tilskuere, disse gientagne Haandklap, disse Bravoraab, som komme af Hiertets Fylde, og ikke fra bestilte Klappere, ere for Skuespilleren, endnu meer end for Digteren, af yderste Fyldestgiørelse; at ingen privat Roes eller offentlig critisk Berømmelse opmuntrer saa meget; og at intet paa den anden Side nedslaaer en Skuespiller saa meget, som at gaae bort med tomme Øren. Ligeledes er det i Hensende til Mængden af Tilskuerne. Vel har jeg ligesaa lidt selv været Skuespiller, som Digter ved Theatret; men jeg kan dog meget levende forestille mig, hvor stor Forskiel der er paa at spille for tomme Bænke og for et fuldt Huus; da det allene er i det sidste Tilfælde at Skuespilleren kan belønnes med det fyldestgiørende Bifald, der baade kan opmuntre ham, bibringe ham den sande theatralske Enthusiasme.

Jeg har endnu ikke talt om det vigtige Onde, som Publicums bestandig tiltagende Smag for Syngespil og Sangere har medført, og nødvendigen maatte medføre for Skuespillerne selv. Er det en Sandhed, som alle polerede Nationers Konst-Dommere have bemærket at ligge i Naturen: at Illusionen er det væsentlige ved al theatralsk Action; og er det tillige en uomtvistelig Sandhed, at ingen Skuespiller kan illudere ved sit Spil, som ikke selv er illuderet, saa bliver det deraf en uadskillelig Følge, at al Action i et Syngestykke maa blive unaturlig; thi Skuespilleren kan, al sin Kunst uagtet, ligesaa lidet illudere Tilskueren, som han selv har eller kan modtage nogen Illusion af sin Rolle *). Jeg har blot forbigaaende giort denne Anmærkning; thi jeg antager ikke, at min Sætnings Rigtighed trænger til Beviis. Den Skuespiller, som ikke kan henrives af sin Rolle, som ikke kan føle den som virkelig, i det Øieblik han agerer; den som ikke kan troe at være den Person, han i Øieblikket forestiller, med eet Ord: den som ikke selv illuderes af sin Rolle, kan ikke vække Illusion hos Tilskuerne.

Det var denne Gave, der blandt andre giorde vor Londemann til den store Skuespiller, han var. Ikke saasnart gik han ind paa Scenen, før han glemte, at han var Londemann; at han var syg, tungsindig og fattig. Alle Livets Plager forlode ham, saasnart han satte sin Fod paa Theatret; thi han besiæledes af den sande theatralske Enthusiasme, hvorved Skuespilleren opoffrer sig selv og sin Person for sin Rolle. Jeg husker ham endnu alt for vel, hvorledes han sidste Gang, den 5te Febr. 1773, spillede Crispins Rolle i Regnards "legataire Universel" *). Døden spillede paa hans Læber, og Sygdommen havde udbredt sine Plager og Rædsler over alle hans Ledemod; men jeg saae dog giennem alle disse Lidelser intet uden den overgivne Crispin. Vel fortiener denne store Skuespiller, at jeg her gientager de Ord af Cicero om hans Ligemand i Rom, hvilke jeg engang før har anvendt: "Qvis nostrum tam animo agresti ac duro suit, ut Roscii morte non commoveretur! Qvi cum esset senex mortuus, tamen propter excellentem artem ac venustatem, videbatur omnibus mori non debuisse" **).

Endnu kun een Anmærkning maa jeg tilføie, inden jeg forlader denne Materie. Det jeg nu vil sige, kan forklare den Maade, hvorpaa jeg ovenfor har udtrykt mig i denne Sag. De tage nemlig meget feil, som ville forstaae den givne almindelige Regel i Henseende til Illusionen for Skuespilleren saaledes, at han f. Ex. just skulde være dydig og ædel for at spille den ædle og tragiske Rolle. Forfatteren af de overfor anførte "en gammel Skuespillers Breve til sin Søn," er den, jeg her i Særdeleshed sigter til. At være dydig er en Regel, som Moralen tilsiger Mennesket i enhver Stand. Men at ingen med Held skulde spille en dydig Mands Rolle, uden selv at være et Mønster paa Dyd, er en ligesaa falsk Sætning, som den, der følger herpaa i bemeldte Breve; nemlig: at en coquet Actrice ikke kan spille den ædle Elskerindes Rolle; og hvilken er Grunden som Forfatteren anfører for denne Sætning?— "En Coquette," siger han, "kan aldrig elske." Men hvem har lært ham dette? — Jeg troer hverken Erfarenheden, eller Fornuften. Jeg tænker man vil finde, at overalt i Verden gives der gode Acteurer, som ere meer eller mindre slette Mennesker, og gode Actricer, som ere Coquetter; men et endnu ulige større Antal gives der af dydige Mennesker, som ere og altid vilde blive slette Skuespillere; og hvad Actricer angaaer, hvor ofte seer man da ikke, at en Coquette, skiøndt hun er dette af Forfængelighed eller Vindesyge, dog virkelig kan elske een? — Jeg vil nu ikke tale om en anden ligesaa urimelig Følge, som flyder af Forfatterens Sætning; nemlig, at man jo paa lige Maade kunde paastaae: at ingen med Held var i Stand til at spille en ond eller lastefuld Mands Rolle, uden selv at have en saadan Characteer. Men overhovedet er det ikke saaledes, at hiin Regel er at forstaae.

Den, som skal kunne siges at være en født Skuespiller, maa, foruden de udvortes Talenter, have disse indvortes: at han kan igiennemtrænges af sin Rolle; at han kan føle den, og, ved selv at troe dens Virkelighed, ogsaa faae andre til at troe den. Hvad den følende Rolle angaaer, da behøver Skuespilleren for denne kun at besidde en levende Indbildningskraft, tilligemed et følsomt Hierte; thi, som Horatz siger:

— — — Si vis me flere, dolendum est
primum ipsi tibi 22)

og dette er det høieste, man kan fordre. Og dog, hvor tidt finder man ikke et følende Hierte hos en lastefuld Mand, og et af Naturen haardt, ufølsomt Hierte hos den, ved Grundsætninger dydige Mand? — Man tilgive mig denne Udskeielse; den var nødvendig paa en Tid, da saa falske Principier begynde at herske.

Endnu er der een Aarsag, hvorfor Syngestykkerne have havt en for Skuepladsen i Danmark dobbelt skadelig Virkning, i Henseende til Skuespillerne, og især Begynderne. Det er nemlig denne, at vi hos os kun have een Troupe til at spille alle mulige Slags Skuespil. Havde man her, ligesom i Paris, to Trouper, hvoraf den ene spillede det ordentlige Drama (la Comoedie française) og den anden Syngestykker og andre uregelmæssige Skuespil, (Theatre Italien), da vilde vist nok Virkningen af Syngespillene aldrig have været den, som den nu er. Ingen som kiender det mindste til Skuespilkonsten vil kunne tvivle om Vanskeligheden, ja endogsaa Umuligheden for en Begynder, endog af Talenter, i at kunne bringe det vidt i denne Konst, naar han i dens Dyrkelse nødvendigen maa hindres, om ikke reent qvæles af Musiken. Den unge Skuespiller har et overordentligt Arbeide med sin Konst allene, hvis han vil tænke paa i den at bringe det til noget; men naar han, foruden at studere sine Roller, tillige maa studere paa sit Partitur, da bliver Følgen, at Tid og Evne vil fattes ham til det første, hvilket allene fordrer en heel Mand. Det er ikke nok at hans Arbeide bliver fordoblet, baade paa Prøverne og under Forestillingen; men det bliver ham næsten umuligt at lægge Mærke til sin Action, naar han tillige uafladelig skal lægge Mærke til Musiken, som Hovedsagen. Hvad Under da, at Action og Theaterspil maa blive forsømt? Hvad Under, at den unge Skuespiller bliver saa overlæsset, at han hverken bliver Sanger eller Acteur; eller, om han bliver det første, taber Evnen til det sidste, og ganske forsømmer hvad de Franske kalde le jeu muet, eller det stumme Spil? — Hertil kommer: at en Skuespiller, naar han endogsaa med Varme har fremsagt en Replique, som kræver Passion, nødvendigen maa blive kold, naar Ritornellen indfalder; hvoraf da videre følger, at han saa tit bliver kold og varm, at han omsider bliver ganske forkølet; og at deraf atter Følgen bliver, at Skuespillerens Kulde og Snue virker som et Sovemiddel hos Tilskueren.

Uagtet her ikke er Stedet til at bevise, at Smagen hos os er ringe og fordærvet i Henseende til de andre Dele af de skiønne Videnskaber; at vi ere uden nogen Critik i Alt hvad der hører til Smagen, og derfor ere nedsiunkne i et Barbarie: saa troer jeg dog at have beviist, at Smagen i Særdeleshed er fordærvet i det Theatralske, ligesom jeg har beviist Syngespillets Unatur i sig selv og de Ødelæggelser, det har bevirket paa Scenen, baade hos Forfattere og Acteurer. Jeg tør antage, at jeg har beviist det af Grunde, som ere hentede fra de skiønne Videnskabers Principier, eller hvad det samme er, af Naturen; og jeg har ladet Erfarenheden tale, hvor det kom an paa Facta.

Imidlertid maatte jeg være mere stolt og forfængelig, end jeg er, og ligeledes tiltroe mit Publicum *) alt for stor Føielighed, dersom jeg troede strax at kunne udrette Alt hvad jeg har villet med disse mine Tanker over Skuepladsens nærværende Tilstand. Men jeg skulde vist heller ikke have sat Pen til Papiret, dersom jeg ikke troede mig temmelig sikker paa, at det jeg skriver, i det mindste med Tiden ei vil være uden Nytte. Da jeg var 18 Aar gammel, var jeg allerede saa heldig, for en stor Deel at omskabe dette samme Publicums Smag 23). Jeg har den Gang sat Liv og Æmulation i Skuespillere og Tilskuere; jeg har lært dem begge at agte deres giensidige Værd, Rettigheder og Pligter; og jeg bør dog troe, at jeg den Gang skrev med større Umodenhed, end jeg skriver nu, otte Aar sildigere, og med udvidede Kundskaber. Jeg skriver desuden kun bekiendte og almindelig erkiendte Sandheder, som Hundrede have sagt før mig; og jeg har kun den ene Fortieneste, at jeg skriver det, som Mange tænke i mit Fædreland; men som Ingen har havt Mod eller Lyst til at sige.

Jeg forudseer vel, hvilke Uleiligheder jeg gaaer i Møde ved at udgive dette Skrift; men jeg er tillige temmelig vis paa, at man ligesaavel nu, som tilforn, naar Gemytterne ere blevne rolige og Forfølgelsens Storm haver lagt sig, vil lade mig vederfares den Ret, at jeg har fulgt Sandhed, og skrevet efter Overbeviisning. Man vil med Tiden, og maaskee endog snarere, end da jeg første Gang skrev, glemme, at jeg er ung, uden Anseelse, og uden noget Slags Situation i Staten. Den, som troer sig fornærmet, vil med Tiden tilgive mig, at jeg ved at dadle har rettet hans Feil; den Opmuntrede vil takke mig, fordi jeg har ihukommet hans Fortienester. Selv den Deel af Publicum, hvis Mangel paa Smag og Indsigt jeg laster, vil engang glemme at jeg har sagt bittre Sandheder; men den oplyste Deel af det samme Publicum vil oversee mine Mangler, naar det vil skiønne og tilstaae mig, at jeg ikke har skrevet ganske forgieves. Jeg skrider nu altsaa til den Deel af dette Skrift, der ei vil være den ringeste eller letteste Deel af dets Indhold og Gienstand; nemlig den, hvori Skuespillerne selv skulle bedømmes. Jeg har søgt at sætte min Læser paa det rette Synspunkt, og nogenlunde at bringe ham i Bekiendtskab med vort Theatervæsens nærværende Tilstand, saavel med Hensyn til dets Forfatning overhovedet, som til de dramatiske Digtere og til Mængden af Tilskuere; det er Tid at jeg begiver mig op paa Theatret selv. Dersom jeg ikke særdeles i denne Henseende troede at kunne nytte — dersom jeg ikke troede det gavnligt for enhver Skuespiller, at blive ret bekiendt med sig selv, og at blive kiendt af Tilskuerne: da skulde jeg vist ikke paa ny udsætte mig for al den Uleilighed og Ubehagelighed, som følger af enkelte Personers offentlige Bedømmelse, og i Særdeleshed Skuespilleres. Men da jeg paa det fuldkommenste er overbeviist om Nytten, ja Nødvendigheden af at berøre denne Sag, i et Land, hvor Critiken hverken hersker paa Scenen, eller uden for den: saa vilde jeg ganske forfeile min Hensigt, dersom jeg taug med noget af det vigtigste, jeg kan have at sige.

Jeg vilde imidlertid ikke uden Frygt gaae til dette Arbeide, hvis jeg ikke havde stærkere Grunde til at berolige mig — en ganske anden Frygt, end for det Had, enhver Konstdommer, men særdeles den, som bedømmer Skuespillere, kan vente sig; jeg mener nemlig Frygten for at skade og tænke den berømte Skuespiller, i de Tilfælde, hvor min Dom var urigtig; ja endog at skade ham ved urigtig Roes, eller ved at give ham for megen Selvtillid; og at skade mig selv derved, at enkelte Feiltagelser kunde kaste en Skygge paa det hele Skrift, og vække Tvivl om min Redelighed og Upartiskhed. Men en saadan Frygt maa bortfalde hos mig ved nærmere Betragtning af Sagen. Enkelte Feiltagelser ville ikke skade mig hos den oplyste Deel af Publicum, ei heller tilintetgiøre Virkningen af mit Skrifts øvrige Sandheder. Det er Sandheden i al Kritik, som omsider bliver tilbage, naar dens Urigtigheder forsvinde og glemmes; og man har endnu aldrig seet, at en god Skuespiller er bleven slettere ved en streng, endnu mindre ved en urigtig Dom. Jeg troer heller ikke, at man hos mig er bleven vant til at vente sig alt for megen, eller utidig Roes.

Dog skal billigt Hensyn til Tingenes forandrede Stilling og Forhold bringe mig til at undgaae den satiriske og bidende Tone, jeg undertiden har ført i den dramatiske Journal; men som jeg holder det for min Pligt at forlade, da jeg troer at udrette mere, ved ikke at bruge den. Een Sag er det at skrive om indgroede Skiødesynder, eller søge at udrydde en herskende falsk Smag, ligesom ogsaa at bedømme Skuespilleres Action i særskilte Roller, hvor man endnu er varm af Erindringen og af det gode eller ufordeelagtige Indtryk. En anden Sag er det derimod, at bestemme en Skuespillers Værd i Almindelighed, uden stykkeviis at bedømme ham i enhver individuel Rolle. Her maa Tonen blive ligesaa alvorlig, som Undersøgelsen maa være streng og upartisk; men man skal aldrig finde mig bitter, aldrig, at jeg giør mig lystig over noget Subject; men jeg nævner ganske ligefrem Enhvers Mangler og Fuldkommenheder; jeg dølger ingen af de første, og sætter ingen af de sidste i Skygge. Hvor jeg feiler, der skeer det allene efter en rigtig Overbeviisning, aldrig efter en partisk Dom; og nu til Sagen.

Det er en væsentlig Mangel ved vore Skueplads, en Tragoedier ikke kunne opføres taaleligen; endnu mindre med den Anstændighed, som de burde. Jeg vil ikke indlade mig paa at besvare de Indvendiger, Nogle ville giøre mod Tragoedien i Almindelighed; det kan være nok at vide, at ikke allene i hele Alderdommen, men hos alle polerede Nationer i nyere Tider, har Skuepladsens Værdi, Glands og Berømmelse været fornemmelig vurderet efter Sørgespillets Opførelse.— Ere vi nu vel i Stand til hos os at spille en Tragoedie, eller ikke? — Jeg tvivler derom. Lad os gaae Personerne igiennem. Hr. Rose kiende mine Læsere fra denne Side temmelig af den dramatiske Journal 24); men det er let at indsee, at en saa meget mere fremrykket Alder maa have giort ham endnu mere ubeqvem for Cothurnen, end han tilforn var. Han har af Naturen mange Talenter til tragiske Roller, ligesom han ogsaa virkelig har mange Fortienester af Konsten; men han har ogsaa i begge Henseender sine Mangler, og jeg vil i Korthed berøre dette fra begge Sider.

Hr. Roses Stemme og Udtale ere tydelig, stærk, bøielig og ædel, eller, om man heller vil fornem *). Desuden besidder han den Gave, at kunne giennemtrænges af sin Rolle og komme i Passion paa Theatret. Det bedste Partie i hans Ansigt **) er Øinene, hvori han har megen Tid og Udtryk; og det er Øinene, hvilke Cicero kalder "Siælens Forkyndere"; (Animi indices) ligesom Quintilian siger, "at fra dem udgaaer fortrinligen Billedet af Siælens Bevægelser, i det de ved Sindets Munterhed modtage en høiere Glands, og ved dets Bedrøvelse ligesom bedækkes af en Sky." Hvad hans Ansigt forresten angaaer *), da er det vel temmelig smukt og fornemt; men det er alt for fedt, og Hagen for dobbelt, eller Leucania er for stærk til at giøre Ansigtet regelmæssig smukt, og desuden giør Fedmen det umuligt for hans Ansigt at modtage de forskiellige Forandringer, som Situationerne og Rollerne medføre. Derfra kommer det ogsaa udentvivl, at naar han med sit Ansigt skal udtrykke en stærk Sindsbevægelse, giør han en skiæv Mund, ved at lade Underlæben synke til den venstre Side. Hans Figur er noget liden, og hans Mave har giort ham uanseeligere, end han er af Naturen. Hans Underdeel er ikke den smukkeste, men det som især vanzirer ham i Underdelens Brug, er at han altid skræver, hvilken Stilling hverken er ædel eller naturlig.

Man kan ikke negte, at han ofte declamerer ypperligt; jeg mener, at han bruger sin fortræffelige Stemme efter sin Rolles Medfør, og at han ved dennes Brug, naar han først er kommen i Passion, kan meer end nogen anden Skuespiller i Danmark sætte sin Tilskuer i Illusion. Men man kan heller ikke negte, at det varer længe inden han bliver varm, og altsaa inden han giør sin Virkning.

Armenes Bevægelse er det meste, som jeg har imod ham; thi han bruger den Venstre for meget, og det kan jeg saa meget mindre tilgive ham, som de unge Skuespillere næsten alle have antaget denne Vane efter ham. Dersom end ikke baade Quintilian og alle øvrige Veltalenheds-Lærere, som kunne komme i Betragtning, havde forbudet den venstre Arms hyppige Brug i Gesticulationen: saa ligger det dog i Naturen, at det er uædelt, upasseligt, og undertiden ganske latterligt, at ville bruge denne Haand og Arm; f. Ex. naar man nævner Hiertet, og da vil lægge denne Haand paa det høire Bryst; eller naar man hæver denne Haand i saadanne Tilfælde, som Hr. Rose giorde det engang ved Forestillingen af Merope (den 16 Novbr. 1771) da han i 1ste Acts 3die Scene siger til Merope:

"Tænk at min tappre Haand har reddet Murene."

Jeg tilføier endnu et Par Anmærkninger: Det er en Feil hos ham, at hans Anstand er, eller formedelst hans Positur lader at være for opblæst; en Helts Anstand skal være ædel, høi og værdig, men ingenlunde stiv eller opblæst; det er ligeledes en Hovedfeil hos ham, at han saa sielden, naar han ikke er i den største Passion, kan træffe den sande og naturlige Tone, særdeles den rigtige Conversations-Tone. Han er for seendrægtig og declamatorisk, især naar han skal sige Sentiments. Den førstnævnte Feil giør, foruden at den er uskiøn i sig selv, den Skade, at han, naar Rollen kræver en Forhøielse i Stillingen, eller i Anstanden, umuligen kan give sig den, da han allerede ligger saa meget bag over.

Den anden Feil medfører denne Skade: at han ofte ved denne sin falske Declamation spilder Illusionen for Tilskuerne, og at disse tabe betydeligt i den Kiærlighed og Interesse, de have eller skulde have for den Person, som forestilles. Man erindre sig her, blandt mange andre Exempler, Hr. Roses Action i Henrich den 4des Jagt, især i 1ste Act i Scenen med Sully, og i 2den og 3die Act Scenen med Mølleren og hans Familie. At jeg haver Ret i dette vil vel ingen kalde i Tvivl, som erindrer sig: at en stor Mands, og især en Helts Ædelmodighed og Goddædighed imod Undermænd tabe meget af deres Skiønhed, naar disse Dyder og Naadesbeviisninger blive udtalte i saadan en Tone, der udtrykker at Velgiøreren vil, at den, han giør vel imod, skal ydmyges for meget. Men med alle disse Feil er Hr. Rose dog en Mand, som man gierne seer i Cothurnen, og som har de anførte Talenter i saa høi en Grad, at man altid vil savne ham saa længe vi endnu hos os spille Tragoedier. Derimod er der ingen af de unge Skuespillere, som i mine Tanker have givet eller kunne give noget Haab om at erstatte denne Skuespillers Tab i den egentlige første Rolle i Tragoedien. Las os løselig berøre dem:

Hr. Elsberg 25) (som har mange Talenter i Elskerens Rolle) har tvende Ting imod sig i en tragisk Rolle, hvilke neppe ville forlade ham og som ville foraarsage, at han aldrig bliver god i Cothurnen. Den ene Mangel er en medfødt Legemsfeil, og den anden en Siælsfeil.

Hans Stemme har saa meget haardt, ubøieligt og uædelt, for ikke at sige gemeent (os inurbanum) hos sig, at man aldrig kan tænke paa Helten naar man hører ham tale. Den anden Feil er denne: at han ikke kan blive varm i nogen Rolle, som nærmer sig til det Tragiske. Jeg troer at disse Feil ere Naturfeil, og at det vilde være forgieves at tænke paa at de skulde forandres. Maaskee en stor Flittighed, forenet med, eller rettere frembragt af Kiærlighed til hans Konst og Høiagtelse for samme og for Publicum og dets Dom, men især af Taknemmelighed mod Kongen, der nu saa rigelig betaler ham og de øvrige Skuespillere — maaskee alt dette, siger jeg, skulde kunne med Tiden giøre ham mere skikket til tragiske Roller. Men dette veed jeg vist, at alt det Anførte maatte kunne bevirke hos ham et bedre Studium af hans Konst, end han nu fremviser, og i Særdeleshed lære ham rigtig at forstaae sin Rolle. Hans Legemsbygning er ellers fuldkommen skikket til Tragoedien; han er regelmæssig smuk, og hverken for høi eller for lav, og hans Ansigt har ganske gode Partier, dersom han kun vidste at bruge dem; især er det vel skikket til at udtrykke Foragt.

Een Ting er han fuldkommen istand til at forandre; det er, at han lægger af at hælde med Hovedet; hvilken Gebærde kun er brugelig for Comedien, og endda kun naar man ironisk eller spotviis vil give sig Møie for at høre hvad en anden siger *). Ligeledes kunde han ogsaa forandre den Feil, at sluge de sidste Ord i Perioderne og undertiden de sidste Stavelser i Ordene — en Feil, som han har i alle sine Roller, men som ingensteds klæder værre end i Tragoedien. Af det anførte maa min Læser selv dømme, om Hr. Elsberg giver noget stort Haab fra sig for Tragoedien, eller ikke. Dog vil eller tør jeg ikke reent bestemme mig for Nei, da Flittighed og et sandt Studium af Naturen og Konsten kan udrette noget utroligt. Maaskee det var muligt, at han ved Konsten kunde lære at forædle sin Stemme, som af Naturen er meget forstaaelig og stærk; maaskee det ogsaa var muligt at han kunde lære at giennemtrænges mere af sin Rolle, og da vil Udtrykket, eller rettere Actionen i Ansigtet, komme af sig selv. Saa meget kan jeg sige for vist, at der vil megen Tid og Flittighed til et saadant Studium; men hvor herligt skulde det ikke være, om denne Acteur kunde drive det dertil, at han, som forresten har saa mange udvortes Talenter af Naturen, med Tiden kunde blive til det, han endnu ikke er. Det strider imod dette Skrifts Hensigt, vidtløftigen at afhandle Maaden hvorpaa Skuespilleren skal danne sig; saa meget kan jeg dog ikke undlade i Forbigaaende at anføre: at Skuespilleren skal læse sin Rolle ofte, efterat han iforveien har studeret det hele Skuespil igiennem; at han vel skal lære at kiende den Characteer, Rollen medfører, og at han skal fatte Kiærlighed til den Characteer, han skal spille; at han skal lægge Mærke til Perioderne i sin Rolle, i det han læser den for sig selv; det er at sige, at han skal læse den igiennem med uafbrudt Opmærksomhed og give Agt paa Periodernes Forskiellighed; at han derefter atter skal læse dem høit for sig selv, og hvor han mærker at han tager Feil i Tonefaldet, da rette sig; og endelig, dersom han har en god Ven, hvis Indsigt og hvis Redelighed han kan stole paa, da at forlange hans Raad og Veiledning; thi uden en saadan Studering hiemme, vil den Nytte, han kan have af Prøverne, ikke være synderlig.

Jeg kommer nu til Hr. Rosing 26). Om ham har jeg endnu mindre Haab som tragisk Acteur, end om den forrige. Hans Stemme er for det første meget uforstaaelig og af Naturren svag; naar han vil tvinge den op i den høiere Tonescala, giver den altid en hylende Klang fra sig, og er tillige meget monotonisk. Denne Feil er vel en Naturfeil hos denne Skuespiller, og kan saaledes ikke bebreides ham; men en Feil bliver en Feil, hvorfra den endogsaa kommer; og det er en bekiendt Sag, at Naturen, som Quintilian siger om Taleren, skal spille den vigtigste Rolle hos Skuespilleren. Hr. Rosings Dialect er desuden langt fra at være reen og urban. Endelig tvivler jeg paa, at han virkelig og fuldstændigen giennemtrænges af sine Roller; ikke fordi at jeg vilde drage i Tvivl, at han altid giver sig megen Umage, (snarere troer jeg, at han herved altid har udmærket sig); men fordi jeg mener, at han ikke er født Acteur, at han derfor studerer paa en urigtig Vei, og agere invita Minerva. Heri søger jeg Aarsagen til, at han aldrig træffer den sande Natur; rettere maaskee, at han gaaer paa den anden Side af Naturen; eller med klarere Ord: at han saa ofte overdriver, er convulsivisk og grimmacerende.

Jeg troer at det altid maa blive en Hovedsag for Hr. Rosing, at studere sin Konst af Naturens Bog, uden hvilket alt Studium i de bedste Konstdommeres Bøger dog ikke hielper Skuespilleren noget; fremdeles at han vogter sig for at blive svulstig og affecteret; og endelig, at han vogter sig for det, jeg maa kalde det falske Skiønne i Tragoedien, hvor den mindste Overdrivelsee saa let nærmer sig til Parodien. — Endnu maa han tillade mig at tilføie nogle faa Anmærkninger; især da det vel maaskee er muligt, at han kan eftertænke og vil benytte dem. Jeg vilde derfor raade: at han reent lod sine convulsiviske Bevægelser fare; at han simplificered sin Stillinger, der alt for meget erindre om Dansemesteren, eller nærme sig til Balletstillinger; at han lod være at brug den venstre Arm istedenfor den høire; at han ligeledes aflagde den idelige Rokken med Kroppen til begge Sider; at han bestræbte sig for at giøre sin Figur eller sin Anstand baade virkelig ædlere og friere end den er; at han ikke vilde bære sin Nakke saa stivt, og ikke lade Baghovedet hvilke saa meget paa Nakken, at Tilskueren næsten aldrig kan see hans Ansigt anderledes, end i Forkortning; at han heller ikke vilde spidse sine Skuldre saa meget som han pleier — hvilket Alt er noget, som giør hans Figur uskiøn, særdeles i Profil. Endelig vilde jeg raade ham ikke at sparke saa meget i sin Gang; — en Feil, der er saa meget mere anstødelig i Tragoedien, som den i sig selv er Parodien nærmest.

Naturen har ikke givet Hr. Rosing det bedste Ansigt for Theatret; det har, endog naar det intet skal sige, noget fiert eller hovmodigt hos sig, og kan ikke udtrykke Glæde, uden at Tænderne skulle blottes; heller ikke er det for Resten meget skikket til at udtrykke Affecternes Varietet, Gradation eller formindskning. — At hans Figur — naar man undtager, (som jeg allerede har bemærket) at han spidser sine Skulderblade og tager Brystet for meget ind, hvilke Feil jeg før har sagt, at jeg troede at være Stillingens og ikke Naturens — for Resten er meget smuk, er en Sag som vel ikke kan negtes. — Skulde min Dom i øvrigt forekomme nogen Læser for streng, da behage han at sammenligne Hr. Rosings Action i Orosmans Rolle i Zaire og hans Hother i Balders Død med det jeg ovenfor har sagt, og dømme da selv, om jeg har taget feil, eller ikke.

Jeg tvivler paa, at Hr. Schwarz 27) vil giøre nogen Fordring paa Tragoedien, fordi han har spillet den ene Lokes Rolle i Balders Død. Det er unegteligt, at denne Skuespiller vel af Naturen har meget Tragisk, eller maaskee rettere Melancholsk i sit Ansigt, og at han af Konsten har meget Studium i sin Gesticulation; men han Stemme, hvormeget den endog har forbedret sig siden han først begyndte at spille, er af Naturen, naar han vil tvinge den over hans sædvanlige Middeltone, saa tyk, dump, stødende og uforstaaelig, at jeg ikke kan raade ham at ville forsøge sig videre paa denne Bane, da han i saa mange andre Roller spiller alt for godt til, at han skulde spille maadeligt i Tragoedien. Uagtet Lokes Rolle ikke just er nogen tragisk Rolle, og, foruden at den er idealsk og uden for Naturen, ikke indeholder nogen særdeles Varietet i Affecterne: har jeg dog ikke villet forbigaae at berøre den, for at jeg ikke skulde siges at have forbigaaet noget, Hr. Schwarz vedkommende.

Jeg vil derfra gaae over til den gamle Mands Rolle, som Hr. Hortulan 28) tilforn har spillet med saa megen Ære; men som han ulægelige Sygdom neppe vil tillade ham oftere at udføre *). Til den gamle Mands Rolle har denne Acteur mange Talenter; hans Ansigt er baade ærværdigt og fornemt, og det er umueligt at see paa ham i Tragoedien, uden at tænke paa en ulykkelig og fornem Fader. Hans Stemme er tillige meget ædel og mandig, og hans Declamation, eller Brug af Stemmen, overhovedet fortræffelig til dette Slags Roller. Men det er ogsaa kun denne Art af tragiske Roller han kan spille med Lykke, hvori man ikke seer saa meget paa Ansigtsspillet, eller paa Varieteten og Styrken af Tonefaldene; da en gammel Mands Affecter i Naturen selv ikke yttre sig saa kiendeligt, eller saa stærkt, som Tilfældet er hos den den Unge. — Endnu maa jeg tilføie en Bemærkning om denne meget fortiente Skuespiller. Ingen af Mandfolkene ved vort Theater har nogen Tid nærmet sig til Hr. Hortulan i at kunne declamere Vers; saavel i Henseende til at man tydeligt ved Declamationen kunde mærke og overbevise sig om, at han forstod og var igiennemtrængt af sin Rolle; som ogsaa i den Henseende, at han virkelig declamerede Rollen, og ikke blot skanderede den. Hr. Rose er den Mand, som er og bør være en Arving til denne Rolle; thi de Ufuldkommenheder, som Alderen især har ført med sig, skader ham lidet eller intet i Roller af den Art.

Hr. Thessen 29), saa fuldkommen endog hans Stemme er, baade i Henseende til Qualitet og Quantitet, (som Quintilian siger), jeg mener nemlig, saa stærk, giennemtrængende, reen og urban, mandig og bøielig eller skikket til Tonefald, som den er, saa mangler denne Skuespiller dog Figur *), og, hvad endnu værre er, Følelse og Ild nok, til at kunne spille i en Tragoedie; i det mindste gav hans Spil i Odoardos Rolle i Lessings Emilie Galotti os ikke det bedste Haab om ham. Maaskee Flid og Studium med Tiden kunde lære ham, mere og bedre at føle sin Rolle. Men jeg nødes her til at giøre den ubehagelige Bemærkning, for at kunne spare den siden: at Publicum har kun liden Grund til at vente sig noget Studium af den Skuespiller, hvis Skiødesløshed gaaer saavidt, at han ikke engang vil lære sine Roller udenad — en Bemærkning, som jeg vilde ønske, at Hr. Thessen vilde tage sig til Hierte. Hans Ansigt, som uheldigviis vanzires meget ved en Knude i Panden, vilde vist udtrykke mere, end det nu giør, dersom han var i Stand til at føle sin Rolle saaledes som han burde; hvilket isærdeleshed er uundgaaelig nødvendigt i Alt hvad der hører til det larmoyante og rørende. — Hvad Hr. Thessens Spil i enkelte Roller af de saa kaldte værdige Fædre i Comoedien angaaer, da skal jeg tale herom længere hen, naar jeg kommer til denne Art af Skuespil.

Hr. Musted 30) har jeg ikke villet omtale ved denne Leilighed, da jeg ikke formodede, at nogen af mine Læsere kunde falde paa, at det skulde være denne, i andre Roller fortiente Skuespillers Sag, nu at giøre sin Lykke i Cothurnen, efterdi han aldrig har spillet det første Parti i nogen Tragoedie; heller ikke troer jeg det er nødvendigt at være vidtløftig i at opregne de Aarsager, som have hindret, og endnu hindre ham fra at giøre Fordringer i dette Fag. Med et Par Ord vil jeg altsaa kun berøre, at Følelse for det Tragiske er ikke skienket ham at Naturen, (skiøndt man virkelig seer, at han paa nogle Aar har giort sig mere Umage for at giennemtrænges af de Roller, der udfordre Følelse). Ligesaa at hans Stemme mangler baade Urbanitet og Tonefald, og især falder i det qvikkende og skraldende, naar han skal udtrykke nogen Affect. Endelig, at han Action, og især hans Gebærder med Armene, nærme sig langt mere til det lave Comiske, end det kan taales i Roller, der skulle høre til det Høie og Tragiske i Skuespilkonsten. Jeg gientager hvad jeg saa tidt har sagt om ham i den dramatiske Journal: at jeg nemlig troer, det er Operaen, der har giort ham saa kold, og at de mange forskiellige Roller, han har spillet, have hindret ham fra at giøre nogen Lykke i Cothurnen, eller Alt hvad der nærmer sig det Tragiske. Hvad hans Ansigt og Figur forresten angaaer, da paatvivles det vel neppe af Nogen, at disse ikke ere saa fordeelagtige til det omtalte Slags Roller, som det kunde ønskes.

Jeg begiver mig nu til det andet Kiøn; thi den Fortroliges, og de øvrige Biroller giver jeg mig ikke af med. Af det, jeg allerede har sagt om de overanførte Skuespillere, vil man let kunne slutte sig til hvad jeg mener, man i disse mindre betydende Roller kan vente sig af dem, eller ikke. Jeg begynder med Jomfru Böttger 31).

At jeg ikke troer om denne Actrice, som ellers har havt og endnu har mange virkelige Fortienester af Skuepladsen, at hun er en født tragisk Skuespillerinde, vil den vel neppe tvivle paa, som har læst den dramatiske Journal. Vel kalder jeg selv ingenlunde i Tvivl, at hun jo forstaaer den tragiske Rolle, kan sætte sig ind i den, og føle den; men Naturen har imidlertid været hende ugunstig i Henseende til hendes udvortes Talenter for disse Roller. Hendes Ansigt er kun skikket til faa Forandringer, og hendes Stemme til endnu færre Tonefald; desuden er den skrallende og skrigende, eller flæbende, hvor enten Glæde, Vrede eller Sorg i høiere Grad skal udtrykkes. Hertil kommer en fra hende næsten uadskillelig Affectation, med en svulstig og overdreven Action, samt en alt for seendrægtig Declamation, og i Versene en Scansion, der alt for meget marquerer Fødderne, og derimod ikke Meningerne, hvilket fremvirker en meget trættende Monotonie. Alt dette kan i Tragoedien ikke andet end tvinge den upartiske Tilskuer til at sige om hende hvad Forfatteren af det i "Bibliothek der schönen Wissenschaften und der freien Künste" 17 B. 2 St. indrykkede Brev siger om hende i Almindelighed, nemlig at hun: "ohne allen Grund für ein seltenes Muster der Schauspielkunst gehalten wird; da sie doch in ihrer gantzen Action unerträglich geziert und gezwungen ist".

Madam Knudsen 32) har spillet meget bedre i Tragoedien før, end for nærværende Tid, skiøndt hun vist nok aldrig har havt sin største Styrke i det Tragiske. Jeg veed ikke om denne Forværrelse kommer af, at hun er bleven ældre, at hun har tabt Lysten og Følelsen; eller hvad maaskee det sange er, at hun har tabt noget i sin Evne for de høiere Roller ved at spille Grethe i Wessels "Kiærlighed uden Strømper." Saa meget er vist, at hun virkelig aldrig har udført Retheas Rolle og Hr. N. Bruuns Zarine med det Held, hvormed hun spillede den, inden hun fik Grethes Rolle. Dette synes heller ikke meer end naturligt. Der behøvedes maaskee et Talent, som Garricks, til at kunne udføre en tragisk Rolle med Held, efterat man har spillet en anden, som netop er en Parodie derpaa. Det, som for en Tid giorde hendes Lykke, var imidlertid netop Retheas Rolle og især hendes Declamation i samme, hvortil Naturen understøttede hende med en Stemme, der er meget reen, bøielig og giennemtrængende; og denne Stemme forstod hun, besiælet af sin Rolle, (thi Evnen hertil besidder hun i en høi Grad) at lade stige og falde efter Situationernes og Ordenes Natur. Til dette kommer endelig: at hun, mere end noget Fruentimmer ved vore Skueplads, declamerer Vers paa den rette Maade; eller inddeler Perioderne efter Meningernes Slutning, og ikke efter Fødderne eller Stavelserne. Men med alt dette, har hun altid havt en betydelig Mangel for en tragisk Actrice, nemlig Ansigtet, hvilket jeg alt har sagt om hende i det allerførste Nummer af den dramatiske Journal.

Jeg kommer til Fru Caroline Walther, forhen Jomfru Halle 33). Denne for Thalia fødte Actrice, som uden al Modsigelse er i enhver Henseende den bedste, vor Skueplads eier, har i senere Tid forladt sine Soubrette-Roller (der altid ville blive hendes Triumph) og har, siden jeg holdt op at kriticere over Theatret, ikke allene paataget sig Fiskebeensskiørtet, men endog Cothurnen. I mine Tanker er denne Actrice ogsaa virkelig den eneste af hele Theatrets qvindelige Personale, som med Sandhed og afgiort Held kan spille i Tragoedien; dog maa jeg med alt det tilstaae, at det ikke er i den tragiske Rolle jeg helst vil see denne Thalias ægte og Yndlingsdatter. Mueligt er det, at Grunden hertil for endeel kan være den, at jeg saa ofte har seet hende i Comoedien; ja endog for det meste i de laveste comique Roller; og at jeg af den Grund finder, at den tragiske Rolle er hende noget fremmed. Men saa meget er imidlertid vist, at hun, med al den Klarhed og Styrke, som er i hendes Stemme, (hvilken maaskee vil kunde være noget ædlere, og vist var bleven det, dersom hun ikke i saa mange Aar havde spillet Soubrette-Rollerne) har hun for svagt et Bryst, (?) til at kunne holde længe ud i Declamationen, hvilket jeg slutter deraf, at hun i alle lange Perioder saa ofte maae tage efter Veiret; og dette igien giør, at hun i Vers undertiden scanderer vel meget. Det forekommer mig ligeledes, at hendes Ansigt, som hun ellers bruger med stor Smag og megen Naturlighed, i det Hele har mere lystigt ved sig, end Alvorligt. — Jeg har seet hende spille i Zaire, i Emilia Galotti og Ines de Castro; jeg vil her i Forbigaaende bemærke, at hendes hele Action i Grevinde Orsinas Rolle i Emilia, ingenlunde er saa fornem som man kunde ønske sig. Endnu tilføier jeg et Par almindelige Bemærkninger. Det synes mig at hendes Stilling i alle Roller, endog de tragiske, bliver noget uædel, derved, at hun ligger med Halsen og Hovedet noget for meget foroven; ogsaa bruger hun den venstre Haand for meget; og endelig begaaer hun den Feil med Hænderne, at hun ved Armens Udstrækning huler dem, og ved at bevæge dem ind mod Kroppen, knytter dem. Quintilian *) siger: "at dette seer ud som om man vilde fordre et Bæger, eller som man truede med Hugg." Men med alt dette kan man dog ikke andet end ønske, at see hende i Tragoedien, hvori vi have saa lidet godt; om hun endog i Roller af det Slags ikke har sin høieste Styrke. Thi al Svulst og Affectation er fremmed for hende; ligesom Natur og Genie for Theatret i Almindelighed ere hende medfødte. Hvad jeg i øvrigt her har sagt om Madam Walthers tragiske Roller, tænker jeg, at mine Læsere, der have seet hende i de overanførte Roller, ville billige, naar de sammenligne hendes Spil i disse med de mange komiske Roller, som hun saa ypperligt har udført, og som jeg siden nærmere skal berøre, naar jeg kommer til Comoedien.

Det skulde giøre mig ondt, om denne fortræffelige Skuespillerinde skulde fortørnes over de her meddeelte Anmærkninger; da jeg tør antage, at hun ikke har nogen sand Grund dertil. Jeg erindrer dette, fordi hun paa den Tid, da den dramatiske Journal udkom, vist nok ikke tog de Anmærkninger, jeg i dette Skrift anbragte over hendes Spil, saa vel op, som jeg nu haaber at hun vil giøre ved disse; da hun er bleven ældre, og Erfarenheden har lært hende, at ingen kommer vidt i sin Kunst uden Flid og Øvelse; og at selv de største Mestere have lært noget af Andre. Jeg kunde maaskee endog, uden at være ubeskeden, og uden at sige usandhed, giøre lidt til af at have bidraget noget til Frue Walthers kiendelige Fremskridt i de sidste Aar. Var hun aldrig bleven dadlet for hendes Feil, da var hun maaskee altid bleven uopmærksom paa sig selv og sit Spil; og dersom hun dengang ikke var bleven vred paa den, som ligefrem sagde hende, hvori hun feilede: da havde hun maaskee aldrig undersøgt det, man dadlede hos hende, og lagt de Anmærkninger, Journalen indeholdt, paa Hierte. Men i øvrigt kan det være ligemeget, af hvad Motiv denne ypperlige Skuespillerinde er gaaet Fuldkommenheden saa meget i Møde, som hun i den sildigere Tid har giort; nok er det, at hun har giort saa store Fremskridt ved at aflægge de Uagtsomhedsfeil, som i den dramatiske Journals Tider ikke sielden vanzirede hendes Spil, og som jeg den Tid ikke tog i Betænkning at paaminde hende om; fordi en større og aldrig efterladt Agtpaagivenhed paa hendes Spil, var saa at sige det eneste, som ogsaa den Gang manglede hende til at blive den fortræffelige Actrice, som hun nu er. Jeg har med Forsæt anført dette, for at forsvare mig mod de Beskyldninger, som endog endeel af mine Venner ofte have giort mig i Anledning af mine tidligere Domme i den dramatiske Journal over denne Actrice; og jeg haver ikke troet at kunne forsvare mig bedre, end ved at giøre opmærksom paa, at Jomfru Halle i Journalens Tid endnu ikke var den Skuespillerinde, som Madame Walther nu er; og jeg altsaa ikke dengang kunde rose hende for det, hun siden er bleven.

Det er Skade, at Naturen har været Madame Rosing 34) saa lidet gunstig i Henseende til udvortes Talenter, da det lader til, at hun har virkelig Følelse, og altid har anvendt megen Fliid og Agtpaagivenhed for at bringe det saavidt i hendes Konst, som det har været hende mueligt efter hendes ringe Talenter. I Forbigaaende maa jeg een Gang for alle giøre denne Bemærkning: at jeg troer, det ikke er min Sag at afveie, om een Skuespiller har Fortrinnet for den anden, eller ikke, i den Henseende, at Naturen kan have giort mere til at danne den Ene, end den har giort hos en Anden; eller tydeligere sagt, det er ikke min Sag, at rose den Skuespiller, som haver faa eller ingen Talenter, men derimod megen Flid, eller at sætte ham over en anden, som har naturlige Talenter; men som mangler, og undertiden er i Stand til at undvære den høieste Grad af Flittighed. Nok er det, at Skuespillerkonsten, som en fri Konst, udfordrer Dyrkere, der, ligesaa lidt uden naturligt Genie og Talent kunne fortiene Navn af fødte og sande Konstnere, som de øvrige frie Konsters Dyrkere kunne opnaae Udødelighed, uden at have Naturen at takke for den Væsentligste.— For nu at komme til Madame Rosing igien, saa er det ikke allene i hendes Ansigt, at Naturen haver været hende ugunstig; — jeg mener nemlig det theatralske Ansigt, eller med andre Ord, et saadant Ansigt, som tydeligt, paa en naturlig og skiøn Maade er i Stand til at udtrykke alle de forskiellige Lidenskaber, som Rollerne føre med sig. Kiærligheds Lidenskab kan hun f. Ex. slet ikke udtrykke; men hvad hun i saadanne Tilfælde viser, er ikke andet end en vis Fierhed eller Fornemhed, som ikke alle Roller udfordrer. Naturen har desuden endog været hende ugunstig, hvad Stemmen angaaer; thi denne er hos Madam Rosing ei allene pibende, hvor den skulde være øm, og hæs hvor den skal udtrykke Fortvivlelse; men den er endog saa klein og utydelig, at det er sielden man kan høre alle Ord i hendes Tale, og endnu sieldnere at man kan bemærke de behørige Tonefald. En Hovedfeil i Henseende til hendes Stilling, der er mig saa meget mere ubegribelig, som hun længe har været ved Dandsen, troer jeg, at hun vel kunde aflægge; det er nemlig denne, at hun altid hælder for meget for over med Overkroppen, og at hun altid lægger Hovedet bag over paa en stiv Nakke. Jeg maa endnu i Forbigaaende erindre en Feil, hun har i Hovedets Bevægelse: at hun i alle Roller, naar hun taler, idelig bevæger det frem og tilbage, hvilken Gebærde rettelig kun kan bruges i en ironisk Bebreidelse.

Jeg har seet Jomfrue Astrup 35) spille i Zarines Rolle, og maa altsaa tale om hendes ogsaa paa dette Sted. Atter en Stemme, som er uforstaaelig og uskikket for Theatret! Maaskee kunde hun dog forbedre den noget, dersom hun kunde lade det uægte Ædle i Foredraget fare; eller maaskee tydeligere: dersom hun kunde lade være at tage Munden saa fuld. I øvrigt er hendes Figur meget smuk, og hendes Stilling paa Scenen til Fuldkommenhed skiøn; derimod er hendes Ansigt, som ellers er temmelig smukt, ikke altid istand til at udtrykke hvad det skal, og udtrykker som oftest intet andet end Foragt, hvilket maaskee kommer deraf, at hun har en urigtig Forestilling om Udtrykket af det sande Ædle. Hvad hendes Action i Zarine forresten angaaer, da vil jeg ikke negte hende den Roes, hun fortiener for sin Flid og Studering af denne Rolle; men jeg kan tillige heller ikke dølge, at hun dog besidder for faa, baade indvortes og udvortes Talenter til Tragoedien, hvor Kienderen overalt mindst taaler Middelmaadighed.

Efter Alt hvad jeg ovenfor har anført, maa nu Enhver selv dømme, om det kan antages, at Tragoedien med Lykke kan spilles paa vor Skueplads, eller ikke; og altsaa om vor Skueplads i en væsentlig Omstændighed tør maale sig med noget andet Hoved-Theater i Europa? — Jeg vil nu gaae over til Comoedien; maaskee vi dog i dette dramatiske Fag endnu have det fornødne Antal af Skuespillere, hvis Duelighed kan svare til det Rygte, vor Skueplads tilforn har havt, og endnu burde have. Jeg vil ingenlunde negte, at vi kunne meget bedre bringe Comoedier, end Tragoedier paa Scenen; men Spørgsmaalet bliver dog ligefuldt: kunne vi endnu give Comoedien saaledes, at vi tør maale os med andre berømte Theatre, eller med vor egen gamle Skueplads? — Det følgende vil vise det. Jeg vil begynde med Elskernes og Elskerindernes Roller i Lystspillet.

Dhrr. Elsberg 36), Rosing, Urberg, Busch og Preisler ere de Skuespillere, blandt hvilke disse Roller fordeles. Af den Dom, jeg i de foregaaende kritiske Bemærkninger har fældet over de tvende første, vil man let kunne slutte sig til hvad mine Tanker ere om dem i dette Slags Roller; nemlig: at den første mangler for meget baade af Urbanitet i sin Stemme og at Følelse og Ild i sin Siæl, til at kunne spille Elsker-Roller med Sandhed, hvortil Naturen forresten har dannet ham, baade hvad Ansigt og Figur angaaer; ligesom at den anden ligeledes mangler sand Følelse, foruden Natur i sit Spil og Forstaaelighed i sin Stemme, (ikke at tale om andre, før anførte Feil hos denne Skuespiller); og dette ere Mangler, som en Skuespiller overhovedet ei kan taale, men allermindst den, der spiller Elsker-Roller.

Her maa jeg i øvrigt bemærke, at den Rolle, Hr. Elsberg spiller bedst, er maaskee den, som udfordrer en Overgivenhed, der stemmer overeens med en Person af Stand, hvortil hans utvungne Anstand, og hans naturlige Lader og Gebærder meget hielpe ham; hvorpaa bl. a. hans Action i Don Juan, i "de aftakkede Officerer", og "Barberen af Sevilla" kan tiene til Exempler, hvilke alle bevise en meget god og anbefalende Egenskab som udmærker Hr. Elsberg; denne nemlig: at han aldrig viser sig tvungen, ikke forlegen, men altid ligesom har hiemme paa Theatret.

Hvad Hr. Rosing betræffer, da kan man just ikke nævne nogen Rolle, hvori han mere eller mindre udmærker sig; man kan snarere sige, at han spiller næsten alle Roller eens; han er altid omtrent den samme; man seer i ham intet mindre, end den Person, han skal forestille; men alt for meget hans egen. Ved yderligere at bevise dette, maatte jeg ogsaa dadle, at hans Stemme af Naturen er saa yderlig ubehagelig og uskikket til at modtage Tonefald — en Bebreidelse, som vilde i en vis Henseende være ubillig, da han ikke selv har givet sig Stemmen; heller ikke vil jeg bebreide ham hans ganske urigtige Declamation, da den uden Tvivl mest reiser sig af hans uheldige Organ; men jeg kan ikke undgaae at dadle hans Anstand, som er een og den samme i alle Roller. Altid seer man den Stolte, den Opblæste; altid seer man den Alle foragtende Mine, ogsaa der, hvor den slet ikke giøres nødig, eller udfordres til Rollen. Ja endog inden han begynder at tale, og saasnart han er traadt ind paa Scenen, skulde man kunne tænke, at han foragtede alle de øvrige Personer i Stykket. Ligeledes er det med hans Gang, hans stolte Skridt med høit løftet Fod, hans Vendinger, — med eet Ord, for at udtrykke mig kort: man seer altid i ham den som agerer, men aldrig den som ageres. Hvad Characteer-Roller angaaer, da vil enhver af det anførte let kunne slutte sig til, hvad i den Henseende min Mening er om denne Skuespiller. Hans Action i den Stolte af Desctouches vilde unegteligen have været bedre, dersom han havde spillet denne Rolle i den Characteer og Anstand, hvormed han ellers pleier at spille alle Roller; men nu troede han, der formodentlig ikke selv kiendte sine Mangler, at han burde endnu opløfte Spillet i denne Rolle over det Sædvanlige; hvoraf Følgen var, at han overdrev denne Rolle til en saadan Grad, at jeg ikke engang vil udtrykke mig om hans Action i samme Rolle, saaledes som den fortiente det.

Det giør mig virkelig ondt at jeg skal nødsages til at sige, hvad jeg har sagt om en Skuespiller, der altid anvender stor Flid paa sine Roller, og som jeg aldrig nogensinde har hørt at tage feil i en Rolle; det giør mig saa meget mere ondt, som jeg troer, at det er Naturen, der ene eller fornemmeligen er Skyld i, at han viser sig saa lidet heldig paa Scenen, som han giør; men Sandhed er det, jeg har skrevet; jeg har deri fulgt min Overbeviisning, og den kan intet i Verden holde mig fra at sige.

Det er egentlig i de saa kaldte Characteer-Roller, at Hr. Urberg spiller Elskeren. Jeg er vis paa at denne Skuespiller har Genie til Theatret, hvilket jeg slutter deraf, at hans Anstand, Gesticulation og Declamation varierer efter Rollernes forskiellige Natur. Men evig Skade er det tillige, at Naturen har været saa karrig mod ham i Henseende til udvortes Gaver; især i Henseende til Ansigtet og Stemmen; thi Ansigtet fremviser noget Skummelt, som næsten altid modsiger hvad han har at sige; og det kan desuden ikke modtage tilstrækkelige Forandringer. Hvad hans Stemme angaaer, da er den saa buldrende, huul, stødende og uforstaaelig, at man neppe kan bemærke Ord og Perioder, endnu mindre Tonefaldet. Til Beviis paa hvad jeg har anført til denne Skuespillers Berømmelse, kan blandt andre Exempler tiene de Roller, han har spillet i Voltaires Skotlænderinde, i "den Aabenmundede", og i Regnards "Dobler", hvilke Roller i sig selv ere ganske forskiellige, og i hvilke han ogsaa bruger en forskiellig og til enhver af dem passende Action. Det, som jeg især vil udmærke hos ham, er hans Anstand; jeg mener dermed, at hans Stilling, hans Gang og øvrige Bevægelse tilkiendegiver, endog førend han taler, hvilken Person han skal forestille — en Egenskab, som han har forud for alle sine Medskuespillere i Elskerrollerne. Det, jeg derimod især har at bebreide ham, er: at han saa sielden kan sin Rolle, og saa ofte tager ganske feil af det, han skal sige; en Forseelse hos en Skuespiller, som er utilgivelig, og som jeg fremfor alting maa anbefale ham at aflægge og rette. Endnu kan jeg ikke tilbageholde en Bemærkning: Hr. Urberg er især en af dem paa vor Scene, som næsten altid bruger den venstre Arm og Haand isteden for den høire, hvilket jeg troer, at alle de unge Skuespillere have sammensvoret sig om at giøre.

Hr. Busch er en Acteur, som vi vel aldrig havde faaet at see, dersom vi ikke havde faaet Syngespil; thi jeg er ellers ikke istand til at see nogen Aarsag hvorfor han skulde antages, naar man havde afskediget Hr. Irgens. Denne Skuespiller har hverken indvortes eller udvortes Talenter. Jeg mener, han har intet Genie til Theatret, og heller ingen Følelse. Han har tillige en umandig, for ikke at sige barnlig Stemme, som desuden er uskikket til Tonefald, og et Ansigt som aldrig siger noget, hvad enten han tier eller taler; hans Figur er uskiøn, og hans Legeme synes ligesom at være ledløst. Hertil kommer, at han aldrig forstaaer sin Rolle, hvilket alt tilsammentaget giør ham ganske uduelig til al Action. Hvad jeg mener om ham som Sanger, skal jeg nærmere omtale, naar jeg kommer til Syngestykket.

[Siden dette er skrevet, er endnu Hr. Preisler kommen til 37). Atter en Skuespiller, som ikke giver noget Haab for Theatret; hans Stemme er hæs og ureen, barnagtig, ganske ubøielig og svag; hans hele Person stiv og affecteret. Hans Ansigt er ubetydende og altid det samme; og forresten er der ingen Natur, ingen Sandhed, i Alt hvad han foretager sig. Hvad Andre for længe siden burde have sagt ham, vil jeg i det mindste her raade ham at aflægge, da det maaskee kunde giøre ham noget mere taalelig end han er; dette nemlig: at han forandrer sin stive Stilling, i hvilken han skyder Brystet iveiret og trækker Underlivet ind; ligeledes, at han ikke altid viser sig keithaandet; men især, at han lader den for Øiet utaalelige Rokken med Overkroppen fare].

Hr. Musted har jeg her ikke villet tale om, da han næsten reent er gaaet fra de her omhandlede Roller. Jeg vil derfor blot gientage, hvad jeg saa ofte har erindret i den dramatiske Journal: at det aldrig har hørt til hans Hovedfag, at spille Elskere, hvortil han altid har været for kold og flygtig, skiøndt paa nogle Aar i mindre Grad, end ellers; han har spillet Clarendons Rolle i Eugenie temmelig vel; men dog altid uden ret at føle, eller uden at faae sine Tilskuere til at troe, at han var istand til at føle; tillige har hans Stemme, i det Høie, Rasende og Passionerede, som udfordres i denne Rolle, som sædvanligen været ham utro, eller har slaaet ham feil; jeg mener, at den er bleven qvikkende og skraldende, eller skrigende; med eet Ord, upassende og uædel. Desuden er hans Figur nu ogsaa altfor før og ubeqvem, og hans Ansigt for gammelt og fyldigt, til at spille dette Slags Hovedroller med Sandhed og i den rette Theater-Characteer. Hans øvrige Fortienester af Skuepladsen i de fremfarne Tider, og især af Sprader-Rollen, ligesom han Flid, og hans overalt utvungne og uaffecterede Spil og Gesticulation, miskiender jeg forresten aldeles ikke.

Det er en bekiendt Sag, at man paa Theatret pleier at inddele Elsker-Rollerne i det første og andet Parti; da de fleste Stykker have tvende Elskere, og den sidste af disse faaer hos de Franske undertiden Navn af rôle d'interlocuteur. Men endnu har jeg her kun talt om den egentlige, eller saakaldte første Elsker- og Cavaleer-Rolle. Hvad nu den anden Elsker-Rolle angaaer, da bliver i mine Tanker Hr. Elsberg hertil den bedste af alle vore Skuespillere; og dersom han kunde eller vilde lære at forædle sin Stemme, og ved et sandt og alvorligt Studium søge at tillægge sig Følelser i sit Spil, da vilde han vistnok endogsaa være den bedste Elsker, vor Skueplads har eiet (thi Hr. Rose har altid manglet Hr. Elsbergs Ansigt og Figur); ligesom han nu, selv med de Mangler, han har, er den bedste, som for nærværende Tid haves i denne Rolle.

Siden Hr. Musted har holdt op at spille den saa kaldte petit maitre eller Sprader-Rolle, har han aldeles ingen Efterfølger havt, der kunde erstatte ham i denne Rolle, bland dem som spille Cavaleer-Rollen; thi Hr. Elsbergs Stemme bliver, naar han skal tale hurtigt, baade uforstaaelig og buldrende, hvortil kommer, at han gierne forsnakker sig, naar han skal tale hurtigt. Alt dette er virkelig til megen Skade, da han har en saa passende Figur til denne Rolle især, ligesom til Alt hvad der i Lystspillet nærmer sig til Elsker-Rollen; ligeledes troer jeg, at Hr. Elsberg heller ikke har Vivacitet nok i sit Spil; hvilket altsammen for en Deel kan komme af, at han ikke studerer sin Rolle tilgavns, og derfor ikke er hiemme eller sikker nok i den; thi hvorledes kan en Acteur spille med Lethed og Vivacitet, naar han idelig skal tænke paa det, han har at sige, eller rette sig selv, naar han taler feil?— Jeg er nær ved at troe, at Hr. Schwarz er den eneste som, efter mine Tanker, kunde give denne Rolle (Spraderens) godt; hvilket jeg bl. a. slutte af hans Spil i Baronens Rolle i "Dobleren", (le joueur af Regnard); thi foruden at han har et smukt og fornemt Ansigt, hvilket han kan bruge til alle de Forandringer, som denne og alle øvrige med den beslægtede Roller fører med sig, saa har han en meget passende Vivacitet, og Grace eller bon ton i sin Gesticulation, og en temmelig naturlig Declamation, hvilket Alt han meget kan takke sit Studium for.

Alle de Roller, som udfordre Fornemhed, spiller derimod Hr. Elsberg efter min Mening bedst; thi han viser sig i dem naturlig og fri for det Tvungne og Affecterede, som en fornem Rolle forbyder; kun den tilforn hos ham dadlede Helden med Hovedet til den ene Side, som er meget uædel, maa det særdeles anbefales ham at aflægge. Jeg vil bl. a. til Beviis og Exempel anføre hans Spil i "Pagen".

Den alvorlige Elsker-Rolle spilles uden Tvivl bedst af Hr. Urberg, hvorpaa hans Action i "Dobleren" kan tiene til Exempel. Hvad Hr. Schwarz angaaer, da har han kun en eneste Gang spillet Elsker for Alvor, nemlig den butte Elsker; i hvilken Rolle hans Stemme blev ganske tyk, buldrende og uforstaaelig, hvorved hans i øvrigt gode Spil tabte sin Virkning. — Overhovedet maa jeg her giøre den samme Anmærkning om denne Skuespiller i Almindelighed, som jeg i Særdeleshed giorde om ham i Tragoedien; nemlig, at saasnart han vil tvinge Stemmen over den sædvanlige Middeltone, bliver den dump, tyk, stødende og uforstaaelig, i hvilket jeg endnu mere bestyrkes naar jeg erindrer mig hans Declamation i Capitain Meerskums Rolle i "de snurrige Fættere." Jeg har ellers seet ham spille det andet Partie i "Menechmi;" og jeg veed ikke, om det er Egenkiærlighed, der driver mig til at ansee denne Rolle for hans virkelige Triumph, da hans Action heri netop var saaledes som jeg, førend jeg saae ham spille Rollen, hos mig selv havde tænkt mig, at den burde være. Jeg maa i øvrigt her, i Anledning af denne Skuespillers Bedømmelse, anmærke: at han kan kaldes den eneste ved vort Theater, som har lagt sig efter og erhvervet sig et ægte Studium i sin Konst; og han er derved tillige et stort Beviis paa, hvad man ved et saadant Studium kan bøde paa mangen Mangel i de naturlige Gaver. Thi ved dette hans Studium har han bl. a. forbedret sin Stemme, hvilken i Begyndelsen da han kom til Skuepladsen var ikke nær saa tydelig eller klar, som den siden er bleven; ligesom han ogsaa ved Frugterne af dette Studium overhovedet har erhvervet sig Credit hos det tænkende Publikum. Dermed vil jeg dog endnu ingenlunde have sagt, at denne Skuespiller slet ikke mere feiler, enten i at udstudere sin Rolles Characteer, eller i at udføre den. Men en Sandhed er det, baade at dette skeer sielden, og at naar han mærker, at den Characteer, hvori han engang har spillet en Rolle, ikke lykkes, da lader han sig det ikke fortryde at forandre den, og at vælge og indstudere en anden, som er rigtigere og heldigere.

Siden jeg nu har talt saa meget om denne Skuespiller, vil jeg paa dette Sted ogsaa lade indflyde den almindelige Dom om ham, hvilken jeg da siden kan spare. Han har af Naturen Genie til Theatret, og af Konsten et Studium, der kommer ham til stor Hielp, baade i Actionen selv og Theater-Spillet. Hans Hoved-Roller ere dog især de som falde i den saakaldte demicaractère, thi han har, som før er bemærket, ingen Stemme for det høie Tragiske og Pathetiske, og han har for fornemt og for melancholsk et Ansigt, til fuldkomment og naturligt nok at spille saadanne Roller, som ere af det Slags ægte Comiske, der hos Tilskuerne skal vække Latter af Skuespilleren, uden at denne endnu har sagt et eneste Ord, eller forresten giør den mindste Forandring med sit Ansigt. Ligeledes er det med han Figur, som er meget smuk og regelmæssig, og slet ikke har noget Burleskt ved sig. For at forstaae tydeligere hvad her er sagt, vil man tillade mig en liden Udskeielse.

Det gaaer med den comiske Skuespiller, ligesom med den comiske Rolle selv; denne er enten i Plautus's, Holbergs og Molieres Smag, i hvilke Forfatteres Lystspil Rollerne i Almindelighed opvække Latter hos Tilskueren og Læseren, uden at disse spore Forfatteren selv, eller mærke til hans Ønske og Stræben efter, ved at søge og jage efter Vittigheder, at faae Tilskueren til at lee. Eller ogsaa ere de comiske Roller, som Regnards for Exempel, hvor man baade tydeligt sporer Forfatteren og hans Hensigt, ved vittige Vendinger og Indfald, som han lægger sine Personer i Munden, at opnaae Comoediens Øiemed, Latter. Den Læser, som med et philosophisk Øie har betragtet de anførte comiske Digteres Værker, vil let have giort denne Bemærkning af sig selv. Mutatis mutandis gielder det selv samme om Skuespillerne, som om de dramatiske Digtere. Londeman, denne store Skuespiller, maaskee den største i det comiske Fag, noget Theater i Europa har eiet, var et talende Beviis paa Rigtigheden af vor Anmærkning. Enhver, som har kiendt ham, veed, at han behøvede allene at træde ind paa Skuepladsen, for at bringe Tilskuerne af alle Stænder til at lee; og jo alvorligere han vilde see ud, desto mere Latter opvakte han. Men dermed vil jeg imidlertid langt fra ikke have sagt, at Londeman ikke spillede de comiske Roller af det sidstnævnte Slags med Lykke og Sandhed. Jeg maatte, om jeg vilde negte dette, ikke være værdig til at sætte Pen til Papiret om saa ypperlig og saa stor en Acteur.

Men af det, jeg nu nylig har anført, bestyrkes man end mere i Sandheden af det, jeg forhen har yttret om Hr. Schwarz, hvilken fortiente Acteur, hans Studium og hans øvrige fortrinlige Egenskaber uagtet, jeg dog ikke saa gierne seer i Holbergs Tiener-Roller, som Hr. Kemp; og jeg skal siden, naar jeg kommer til det Slags Roller, ydermere søge at lægge Grunden dertil for Dagen. — Før jeg paa dette Sted forlader Hr. Schwarz, maa jeg om ham endnu tilføie en almindelig Bemærkning, som jeg ligeledes sætter herhen, for siden at spare den, og som al den virkelige Høiagtelse, jeg har for hans Fortieneste af Skuespilkonsten, dog ei bør bringe mig til at tilbageholde. Jeg mener nemlig dette: at han alt for tidt tager sig den Frihed at forandre noget i hans Roller, enten ved at tage fra, eller lægge til. Jeg vil ikke tale om, at han derved ofte svækker Forfatterens Udtryk; hvorpaa det Tillæg, han for et Par Aar siden anbragte i Holtzhammers Rolle (i Deserteuren) hvor i 3die Act, 8de Scene, Soldaterne kommer for at afhente Alaric, kan tiene til Exempel. Men jeg vil fornemmelig indskærpe den Hovedregel for en Acteur, at det er hans fuldkomne Pligt, at give Forfatteren af et Skuespil ganske som han er, uden at ville enten forbedre eller forringe ham; men lade ham selv staae til Ansvar for sin Dialog.

Forgieves vil han maaskee søge at undskylde sig med en Authoritet som Londemanns. En Feil bliver altid en Feil, uden Hensyn til om den, som begaaer den, forresten har sine store Fuldkommenheder; og nu maa man dog erindre, at det kun var i Betragtning af denne Skuespillers mange og store Fortienester af Scenen, at man saae igiennem Fingrene med eet og andet hos ham. Et eneste Tilfælde er der, hvor Kienderen kan give en Skuespiller Tilladelse til, for ikke at sige Forladelse for denne Frihed; dette nemlig, naar Forfatterens Dialog er ganske upassende paa de Tider, i hvilke et Stykke opføres, f. Ex. i Molieres "Gierrige", Regnards "Dobler" og Holbergs "Jean de France", hvor der tales om Petit-maitres Klædedragt m.m.; da det maaskee endog her var nødvendigt, at giøre en og anden Forandring. Dog troer jeg, at en saadan Forandring blev snarere Directionens Sag, end Skuespillerens 38).

Men til Sagen igien; der er endnu et Part i Elskerens Rolle, som ingen af vore Skuespillere nu kan give med Lykke: det er Vrede. At Hr. Elsberg Ikke kan givet det, er let at begribe, naar man erindrer sig, at han mangler Følelse, og at hans Stemme fattes ædel Værdighed; jeg vil allene tage hans Declamation i Sir Carls Rolle i "Eugenia" til et Exempel; og at Hr. Rosing, som mangler det sande naturlige Spil og endnu mere en fuldkommen Declamation i nogen Rolle, heller ikke kan giøre det, behøver man vel neppe at spilde Papiret paa at bevise.

Nu, efter alt dette, dømme da enhver, som har Indsigt og Følelse til at forstaae, og Mod nok til at dømme efter Overbeviisning, om vi have Elsker-Rollen ved vort Theater besat, som den burde være, eller ikke.

Men vi ville gaae over til det andet Kiøn, og giøre Begyndelse med Fru Walther; thi jeg maa i alle Henseender og Tilfælde begynde med denne i Sandhed store Skuespillerinde; hvorved jeg i øvrigt maa bemærke, at jeg nu taler om hende i Comoedien; og at det er her, hvor jeg egentlig finder mig berettiget til at bruge denne Benævnelse om hende; da det, hvad jeg før har yttret om hendes Spil i Tragoedien, tydeligt nok viser, at jeg ikke kan holde hende værdig til fuldt saa berømmeligt et Navn i Cothurnens Sphære. Men det var endnu for lidt at sige om hende, at hun var den bedste Skuespillerinde, jeg har kiendt paa vor Skueplads i Elskerindens Rolle; og det var ikke mindre uskiønsomt, om jeg ikke sagde videre om hende, end at hun var den bedste Actrice, Theatret nu eier. Jeg maa derfor tilføie eet og andet til nærmere Oplysning om hendes Talent og Fuldkommenheder.

Saa længe jeg har kiendt Skuepladsen, har Elskerindens Partie egentlig aldrig forhen været besat som det burde. Thi, for at begynde med Jomfrue Böttger, da har hun, saa langt min Erfaring gaaer tilbage, hverken havt Skiønhed nok i Ansigt og Figur, eller Førelse, og især Natur nok i sit Spil, til at kunne give hende Rolle med Sandhed; ei at tale om, at hun i den hele Tid, jeg har kiendt hende, allerede var for gammel til at illudere Tilskueren som Elskerinde 39).

Hvad Madame Knudsen betræffer, saa har denne Actrice vel ikke manglet Følelse og en god Action, men derimod baade Ansigt, Figur og Ungdom til at spille Elskerinden med afgiort Held og Succes; og med Hensyn til forrige Jomfrue Rose, nu Madame Schiørring 40), da var hun for kort Tid ved Skuepladsen, og jeg for ung en Tilskuer, til at jeg vil kunne dømme andet med Vished om hende, end at hun gav meget Haab fra sig.

Naar jeg nu altsaa kommer igien tilbage til Fru Walther, da maa for det første bemærkes, at hun af Naturen har et Ansigt, som ikke allene er smukt i sig selv, men endog seer klogt og vittigt ud; og især har Naturen begavet hende med Øine, som kunne udtrykke Alt, hvad der boer, eller antages at være i Siælen. Hertil kommer, at hun ligeledes ved sit Ansigt kan udtrykke Alt hvad Rollen medfører; og at hun desforuden er begavet med en smuk Skabning og Grace i hendes Bevægelser.

Men ikke mindre ødsel har Naturen været imod hende ved indvortes Talenter. Den Ild og den Følelse, hun forstaaer at give sin Action, røber det medfødte store Genie til Skuepladsen, og det især i de Roller, jeg her taler om, og hvori hun særdeles udmærker sig ved den Natur og Grace, med hvilke hun besiæler enhver Rolle. Ja, man kan vel have ret i at sige, at hvad enten man seer hende i den alvorlige eller muntre Charakteer, i den grædende eller smilende, i den naive og uskyldige, eller i den Overgivnes og i Coquettens Rolle: saa er hun allevegne idel Natur, og altid fremvirker hendes Action en sand Theater-Illusion. Imidlertid vil man, naar Forskiel i Grad skal iagttages, ikke kunne drage i Tvivl, at der dog er den muntre Rolle, hvilken hun spiller til største Fuldkommenhed.

Endnu har jeg ikke talt om hendes klare, rene og stærke Stemme, hvilken, skiøndt den just ikke som før er bemærket, er saa fuldkommen skikket til Tragoedien, hun bruger ligesaa naturligt, som hun anvender alle hendes øvrige sieldne Naturgaver i Comoedien; heller ikke har jeg omtalt hendes Gebærder, Gesticulation og Theaterspil, om hvilket i Almindelighed maa siges, at hun anvender det med ligesaa megen Eftertanke i det, som henhører til Konsten, som paa en saadan Maade, at det bærer Naturens ægte Stempel.

Jeg kommer nu til de øvrige, som spille i dette Rollefag; og hvor gierne vilde jeg ønske, at jeg kunde charakterisere dem ligesaa fordeelagtigt som Fru Walther! Men hvortil vilde dette nytte dem? efterdi enhver af mine Læsere, som kiender vort Theater, vilde frakiende dem en ufortient Berømmelse. — Madame Rosing har slet intet Talent for Alt hvad der er Comisk; hvad derimod det larmoyante betræffer, da har hun unegteligen viist udi hendes Spil i Eugenies Rolle, at hun har Følelse nok; men tillige, at hun ikke har tilstrækkelige udvortes Talenter til at spille med en betydelig og fuldkommen Virkning.

Jomfrue Fogh, som min Læsere kiende fra Journalen, er accurat den samme nu, som hun var den Tid; det er at sige, kold, uden Genie, uden Figur og Ansigt, og uden Stemme eller sand Action, især i denne Rolle.

Jomfru Devegge 41) har vel en skikkelig Figur og temmelig klar Stemme; men hvad hun mangler, er, foruden Flid og Studium, den finere Anstand; og hvad endnu meer er, foruden Følelse, Anstændighed nok til at spille et Fruentimmers Rolle af Stand. Det frække Væsen, som hun formodentlig har tænkt sig at være det samme som et frit Væsen, maa hun for alting aflægge; da man end ikke engang i Soubrette-Rollen taaler andet end en vis Næsvished, eller noget vidt dreven Frihed i Anstand og Gebærder; men ingenlunde hvad der i mindste Maade nærmer sig til Frækhed.

Jomfru Astrup mangler, som før er sagt, i Særdeleshed Forstaaelighed i sin Stemme, foruden Bøielighed og Styrke. Hendes Figur er fortrinligen smuk; og hun har ogsaa et ganske smukt Ansigt; men til de Forandringer, som udfordres for et Theater-Ansigt, er hendes ikke skikket, hvilket ligeledes forhen er bemærket. I øvrigt maa jeg henvise til det, som ovenfor er sagt om denne Actrice; med det Tillæg; at jeg aldeles ikke vil negte, at hun jo med Tiden kan give Grund til bedre Forhaabninger, end da hun begyndte at spille; men, at jeg dog holder for, at hun ikke i nogen Henseende hører til dem, der lægge noget udmærket eller ualmindeligt Talent for Skuepladsen for Dagen.

[Efterat dette er skrevet, er Jomfru Møller kommen til Theatret. Uagtet det egentlig er i Syngespillet, hvor hun ret har hiemme, og hvorom jeg længer hen skal tale; saa har jeg dog nogle Gange ogsaa seet hende spille i Comoedien, og deraf, foruden af hendes Action i Syngespillet selv, f. Ex. i "Grovsmeden," kunnet skiønne, at hun besidder baade Talenter og Flittighed. Hun har et Ansigt, som baade er smukt og skikket til at udtrykke forskiellige Lidenskaber, og en stærk og giennemtrængende Stemme; kun Skade, at den er noget ubøielig, hvilket jeg dog mener, hun ved Flid og rigtig Underviisning kan forsvinde. Et Par Anmærkninger vil jeg tilføie, som jeg troer, ei ville være hende unyttige. Hun har endnu en alt for stor Blyfærdighed paa Scenen; hun bruger ogsaa den venstre Haand for ofte; og hendes Stilling er for meget for over. Ligeledes maa jeg, og det især, anbefale hende, at hun søger ret at forstaae og at føle sin Rolle].

Jeg kommer nu til den gamle Mands Rolle og begynder med den Lunefulde eller Comiske. Clementin 42) er endnu for frisk i vort Minde, til at vi skulde troe, at denne Rolle var besat som man kan og vil fordre det. Denne store Mand var en ægte født Skuespiller til sin Yndlings-Rolle, og begavet med alle Talenter til samme. Han havde Bygning, Ansigt, Øine, Stemme og Naturanlæg. Disse Gaver anvendte han, ved Siden af sit gode og nøiagtige Studium, i Declamation, Gesticulation, Theaterspil, med et Ord i sin hele Action. For at udtrykke mig kort om denne store Mand, vil jeg sige: at Ingen vidste eller kunde afgiøre, om det var Naturen eller Konsten, som havde den største Deel i at danne denne uerstattelige Skuespiller.

Den første af Acteurerne som blev antaget til efter ham at spille denne Rolle var Hr. Feldt, som havde meget godt udvortes Talent, jeg mener Bygning, Ansigt og Stemme; men som manglede baade Talent og Dømmekraft til at kiende sin Rolle. Maaskee en fornuftig Underviisning kunde have giort, at man ikke havde afskediget ham.

Har. Arentz 43) er nu den, som næsten ene spiller denne Rolle. Han har den passende Legemsbygning til Rollen, og en temmelig forstaaelig Stemme, hvilket sidste i vore Tider kan kaldes en Hoveddyd; men derimod er Stemmen ubøielig, og altsaa Declamationen idel Monotonie. Jeg troer ikke at han har sandt Genie til Skuespiller-Konsten, hvilket jeg slutter deraf, at han slet ingen Variation kan bringe i sit Spil, endskiøndt Rolle medfører det. Ligeledes troer jeg ikke at han har nogen sand Følelse af sin Rolle; i det mindste forekommer det mig, at han aldrig virkelig er vred, der hvor hans Rolle medfører det; men vil lade som han var det. Men det, som desuden i mine Tanker giør, at han aldrig kan spille den gamle Mands Rolle med Sandhed, er hans Ansigt. Dette viser intet uden Phlegma i den allerhøieste Grad; hvilket just er den modsatte Characteer, af den som alle comiske Gamle have i Henseende til Temperamentet, nemlig den choleriske. Hans Ansigt fremviser det phlegmatiske Temperament, naar det tier; men, hvad endnu det værste er, naar Hr. Arentz taler, men især naar han skiænder, udtrykker Ansigtet altid det Modsatte af hvad det skal udtrykke, nemlig Latter. Jeg tør vædde, at enhver Tilskuer som giver Agt paa Hr. Arentz naar han spiller i de meest opbragte Scener (i "den Gierrige" af Moliere f. Ex.) og han vil tillukke sine Øren, for blot at see Skuespillet, da skal han sværge paa at han seer en gammel Mand, giennemtrængt af den høieste Grad af Fornøielse, hvilken han udtrykker ved en ret gottende Latter. Det holdes altid af Konstdommeren for en Feil ved en Skuespillers Ansigt, at det intet stærkt Udtryk har. Hvor meget større maa da ikke den Feil være, naar Ansigtet aldrig kan udtrykke uden det Modsatte af hvad det skal udtrykke; og hvad skal vel udtrykkes tiere og stærkere i den comiske Gamles Rolle, end Vrede? — Man undersøge nøiere Hr. Arentzes Ansigt; man lægge Mærke til den Glindsen, som bedækker det, til hans skarpe Smilehuller, til hans Hul i Hage, til hans opstaaende korte og skiævtsiddende Næse, til det ucharacteristiske i hans hele Physiognomie — og hvad seer man da vel i dette Ansigt, uden Phlegma? — Endelig betragte man Ansigtets Brug i de Situationer, hvor Vrede nødvendigen skal udtrykkes, og dømme da, om jeg har Uret. Endnu har jeg ikke talt om, at han mangler de nødvendige Partier i Ansigtet, som udfordres til dette Slags Roller, men som han maaskee dog med Tidens Længde kan faae noget meer af, end han har, og hvortil jeg især regner de saa kaldte lineæ planetarum. Men derimod tvivler jeg paa, at han nogentid kan faae Supratentorium, dette saa nødvendige Parti mellem Øienbrynene, langs med Næsen, til at udtrykke Vrede. Den naturlige Aarsag, hvorfor han, som før er bemærket, udtrykker det Modsatte af Vrede, naar han skal vise denne Affect, nemlig Latter, ligger uden Tvivl i de saa kaldte Mystaces, eller Sidefolder under Næsen over Munden, der altid paa skraa mod Kindbenene trække sig op imod Øinene; og naar dette skeer paa et Ansigt, saaledes som Hr. Arentz's før er beskrevet, da bliver Udtrykket til intet andet end Latter. Endnu har han, foruden de anførte, en betydelig Mangel i Henseende til Øinene; thi ogsaa disse udtrykke under alle Passioner hos ham intet uden Phlegma. I Forbigaaende maa jeg endnu bemærke en betydelig Feil, som denne Skuespiller begaaer, og som jeg endnu ikke let har seet nogen Anden begaae paa vort Theater; nemlig den: at han aldrig hefter sine Øine paa den Person, han taler med, eller til; end ikke paa Tilskuerne, naar han just har noget at sige, som henvendes til dem, hvorved det saaledes lader, som han talte med Ingen. Denne Feil kan han dog lettere forandre, end han kan give sine Øine den Ild, de mangle, eller rettere betage dem ved Dorskhed, som de udvise. Af hvad jeg nu har sagt om denne Skuespiller, sluttes altsaa lettelig, at jeg ikke holder ham for at have udfyldt den gamle Mands Rolle; skiønt jeg ikke vil negte, at andre Roller, der skulle udfordre et Ansigt, som hans, lykkes ham ganske vel; for Ex. Degnens i "Rasmus Montanus" og "den taknemmelige Søn."

Jeg maa anbefale ham, at lade den Helden med Hovedet, han har vant sig til, fare. Hans Bevægelser med Armene finder jeg ret naturlige; men derimod er hans Gang, især i Monologerne tvært over Scenen, hvor man altsaa altid seer ham i Profil, tilligemed den rokkende Bevægelse, han giør, naar han vil udtrykke nogen Passion, i mine Tanker, baade unaturlig og uskiøn.

Jeg har een Gang seet Hr. Schwarz spille Sganarells Rolle i "Mændenes Skole" af Moliere. Denne Skuespillers robuste Figur og marqverede Ansigt kom hans fortræffelige Spil meget til Hielp, og jeg seer med Tiden i ham, om just ikke en anden Clementin, saa dog den anden Clementin. I dette Haab bestyrkes jeg saa meget mere, som jeg syntes at hans Action i "de to Gierrige" i mine Tanker fuldkommen understøtter det.

Hr. Suhm har en temmelig god Figur til denne Rolle og en ganske taalelig og tydelig Stemme, som og temmelig naturligt Spil; men hans Sygdom skal, efter Sigende betage alt Haab om at han bringer det videre i sin Konst. Theatret eier dog endnu en Ørsted, en af den gamle Stamme fra Holbergs og Pillois 44) Tid, ved hvem den buldrende og burleske gamle Mands Rolle, foruden mange andre comiske Roller, endnu ypperligen er besat.

Hr. Gielstrup 45) er en Skuespiller, som dog i denne Rolle giver Haab fra sig, skiøndt i ingen Rolle meer end i Gaardskarlens og Bondens, ligesom i ingen mindre, end i Tienerens, hvorom siden skal tales mere. Han besidder meget Genie til Theatret, hvilket let sluttes deraf, at han spiller saa mange forskiellige Slags Roller meget vel, især naar man betragter at han er en Begynder i sin Konst; i hvilke Roller man seer ham variere baade Stilling, Declamation og Gesticulation, efter Rollernes forskiellige Natur. Ved sit Ansigt har han en besynderlig Egenskab, som jeg ikke veed enten jeg skal rose eller laste. I den Forstand som Konstdommerne tage det, har han ikke Ansigt; det er at sige, hans Ansigt har ikke saadanne Partier, som han kan bruge til kiendelig at udtrykke hvad Dialogen og Situationen paa saa forskiellige Maader udfordrer. Men derimod bliver hans Ansigt, som i sig selv er blonde og intetsigende, endog ved den mindste Maling ukiendeligt, især naar hans Øienbryne og Hovedhaar, som næsten ere kridhvide, blive sværtede.

Hvad denne Skuespillernes Maling angaaer, da tillade man mig her i Forbigaaende at anføre følgende, som jeg troer ikke at være ganske fremmed for dette Skrifts Plan. I Nødsfald vil jeg ingenlunde laste, at en Skuespiller maler sig, naar han endelig skal udføre en Rolle, som han ikke uden dette Middel kan spille med Sandsynlighed. Men baade bør det kun skee i Nødsfald, og endda maa Malingen være anbragt med megen Smag og Sparsomhed. Aarsagen, hvorfor jeg kun vilde tillade den i Nødsfald, og ikke i Almindelighed, er at en saadan Maling, hvor sparsomt den endog anvendes, meget let kan betage Ansigtets Udtryk og Forandringerne deres Styrke og Tydelighed; og Aarsagen, hvorfor jeg for alting raader til at anvende saa lidt af Maling, som muligt, naar den endelig skal bruges, er: at det mindste, hvad der røber det konstige Middel eller Naturens Efterabelse, spilder Illusionen for Tilskueren, som taber i sin Interesse for Personen, naar han paa denne Maade seer sig skuffet. Her gielder det altsaa dobbelt:

Artificis est celare artem.

Hvad man end imod dette her anførte vilde sige, taget fra Alderdommens Brug med de saa kaldte Personæ eller Masker, da kan det dog ikke gielde som en Rettesnor i vore Dage, hvor megen Agtelse jeg ellers har for de Gamles Autoritet; thi foruden at Naturens Bog er endnu ældre og mere authentique, end Grækernes og Romernes Lærdom og Brug: saa er det en bekiendt Sag at de Gamles Theater-Væsen var i en ganske anden Forfatning og af en saadan Indretning, at denne kunde giøre det til Nødvendighed i hiin Tid, hvad der vilde være ikke allene unødvendigt, men urimeligt i vore Tider. Men her er ikke Stedet til at indlade sig i en vidtløftig critisk og philologisk Undersøgelse om denne Sag. Men det, jeg har sagt imod Malingen i Almindelighed, vil jeg dog ingenlunde have erklæret mig imod Sminken og i Særdeleshed den røde; hvilken altid, eller i mange Tilfælde er nødvendig, da Lysene giør Ansigtets naturlige Rødme svag, hvor stærk den endog er. Alligevel bør endog den foretages med Smag og Sparsomhed, naar den skal giøre sin Virkning hos Tilskueren. Undertiden kunde man maaskee endog udrette det samme, blot ved at lade Sminken være borte, som man søger at bevirke ved Malingen.— Men jeg kommer tilbage til Hr. Gielstrup.

Han har, som kan sluttes af hvad jeg ovenfor har sagt, intet Theater-Ansigt; eller i det ringeste kan man ikke af hans Ansigt, saaledes som det af Naturen er, tydeligt og let slutte sig til, hvad han vil sige. Hans Stemme er stærk, og igiennemtrængende, men lidt ubøielig og inurban, eller bondeagtig, for ikke at sige buursk. Den sidste Omstændighed kommer han især meget tilpas, i at spille de anførte Favorit-Roller. Hans Gebærder ere meget naturlige, og ligesaavel som Stillingerne, passende. Kun een bør han i mine Tanker arbeide paa at forandre; den nemlig, at han saa ofte lægger Hovedet paa høire Side ned imod Skulderen, og skyder denne i Veiret, i det han tillige ryster med Hovedet. I øvrigt er Hr. Gielstrup en Mand, som hver Dag kiendelig forbedrer sig, og som udentvivl vil blive en meget fortræffelig Acteur i sine Favorit-Roller, naar han vil vedligeholde den Flittighed, hvormed han har begyndt, og dermed vil komme sit Genie og sine Talenter til Hielp.

Den ædlere eller høiere comiske gamle Mands Rolle, som altid i Lystspillet udfordrer en Mand af Stand, bliver med megen Lykke givet af Hr. Musted, især den som nærmer sig til den buldrende. Hr. Thessen har og ved sin Action i "de Nysgierrige Fruentimrer" af Goldoni vist, at man i det Slags Roller som han her udførte, i ham har en duelig Skuespiller, naar han vil være det.

Den saa kaldte værdige Fader (pere noble), som Hr. Hortulan har spillet med saa meget Held, kommer jeg nu til at tale om. Hr. Rose har jeg sagt saa meget om, da jeg var i Tragoedien, at det er unødvendigt videre at tale om ham i den Anledning. Hr. Thessen har, som før er bemærket, megen Force i Stemmen; og naar han har givet sig Tid til at lære og føle sin Rolle, spiller han altid med megen Lykke i bemeldte Fag, alle hans øvrige Feil uagtet; men Skade er det, at man saa sielden sporer den fornødne og tilbørlige Flid hos ham. Kan nu ei Høiagtelse for Publicum, og Kiærlighed til sin Konst opmuntre ham hertil, som de burde, saa maatte vel Straffen kunne tvinde ham til at erhverve sig en Egenskab, uden hvilken alt Talent hos Skuespilleren intet hielper. Til Beviis ellers paa, at Hr. Thessen giver bemeldte Roller med Natur og Sandhed, kan hans Action i Nanine og Eugenie tiene til Exempler.

Hr. Hansen har een Gang spillet Jarvis Rolle i Tragoedien Beverlei. Dersom denne Skuespiller havde mere Smag og sand Følelse, troer jeg nok han kunde give denne rolle skikkelig; men den overdrevne Skiælven i Stemmen, denne skurrende Tone, som jeg gierne vilde kalde et Slags Prædike-Tone, maa han for alting aflægge og forandre til en naturlig Declamation.

Hr. Gielstrup spiller ikke slet en følende Fader af den ringere Stand, eller nøiere bestemt, af Bondestanden, hvorpaa hans Action i Frantz Tappenstregs Rolle i "Deserteuren" og Faderens i "Lucile" kan tiene til Exempler; ellers er der i mine Tanker Ingen, der spiller den sidstnævnte Rolle bedre og med mere Sandhed, end Hr. Musted.

Jeg kommer nu til de Skuespillerinder, som spille i de gamle Koners Roller: og her er Madame Hallesen den Actrice, der meest bruges i dette Fag, hvad det Comiske og nedrig Comiske angaaer. Hun har virkelig, i Henseende til Flittighed, forbedret sig ikke lidet, siden Journalen ophørte; og tillige har hun den Fordeel, at jo ældre hun bliver, desto beqvemmere bliver hun til at give denne Rolle med Sandsynlighed. Havde hun havt noget mere Styrke i sin Stemme og et mere marqveret Ansigt, da vilde hun vist være mere end maadelig i denne Rolle, hvortil hun virkelig af Naturen har meget Genie. Den Rolle, hun forekommer mig af alle at spille bedst, er Elmires i Tartuffe.

Jomfru Winther spiller ligeledes i samme Slags Roller — en Actrice, som, i mine Tanker, hendes Fortieneste af Sangen har giort til det hun er eller skal være for Theatret; da hun ellers ikke har det mindste enten indvortes eller udvortes Talent til Skuepladsen. Hun er altid een og den samme, baade i Henseende til Declamation og Gebærder, hvad enten hun skal være vred eller mild, glad eller bedrøvet; hun har ikke den mindste Variation i Declamationen, og endeligen har hun et Ansigt, som altid er uforandret, altid seer eens ud, og ligesaa lidet som hendes Øine er i Stand til at udtrykke hvad det skal. Ellers maae man rose hende for hendes virkelig ufortrødne Flittighed.— Jeg har seet Jomfru Jacobsen een Gang udføre Moderens Rolle i Geert Westphaler, hvilken hun i mine Tanker spiller fortræffelig; og troer jeg vist, at hun ved Øvelse, Flid og Underviisning var for nærværende Tid den af hele Troupen, der vilde komme Sal. Madame Linkewitz nærmest i det Slags Roller. At hendes mandige Udseende, hendes store Næse, hendes skarpe Øine, hendes rustne og stærke Stemme, heri kommer hendes Genie og naturlige Action meget til Hielp, tvivler vel ingen om; ligesaalidet som nogen vel kalder i Tvivl at alle de anførte Natur-Egenskaber hos hende langt fra ikke bidrage noget fordeelagtigt for hende f. Ex. i den Rolle, hun giorde Prøve i, nemlig Lisettes i Tartuffe. Der er intet modsigende i hvad jeg her har skrevet, saa længe man ikke kalder den Sandhed i Tvivl, der udgaaer fra Naturen selv, at en Person kan have mange Talenter til een Rolle, og reent mangle dem til andre. Heraf følger en anden Sandhed: at intet er skadeligere for Skuepladsen, end at lade en Acteur udføre Roller, som Naturen har negtet ham at kunne spille vel.

Jomfru Böttger og Madame Knudsen dele med hinanden saavel den ædlere comiske Rolle, ligesom og de larmoyante Koners Rolle i dette Slags Skuespil. Mine Læsere ville let kunne være overbeviiste om, at det, jeg forhen har yttret, saavel i den dramatiske Journal, som i nærværende Skrift, at jeg i alle Henseender foretrækker den sidste for den første; uagtet jeg ikke negter Jomfru Böttger sine Fortienester. Madame Knudsen besidder derimod langt mere Natur og Følelse, altsaa mindre Affection, end Jomfru Böttger; hvorfor ogsaa denne i Grunden spiller alle chargerede eller overdrevne Roller bedst. Ellers paatvivler jeg ikke, at de jo Begge med meget Held kunde give den aldrende Kones, ligesom den lavere comiske gamle Kones Rolle, dersom de ikke, efter den vedtagne theatralske Rang-Forordning, som for længe siden burde være afskaffet, holdt sig for gode til at spille den.

Jeg kommer nu til at tale noget om de subordinerede Roller, hvilke jeg giver dette Navn, ikke fordi jeg vilde have dem bragt i Ringeagt ved Skuepladsen, da de i mange Stykker netop udgiøre et Hoved-Parti; og da enhver vigtig Rolle, af hvad Art den end er, udfordrer ligesaavel et afgiort Talent hos Skuespilleren, som hos Forfatteren; men kun fordi de i Almindelighed saaledes benævnes af Kunstdommerne. Ligesom alle komiske Roller end ere ædle eller lavkomiske, (jeg behøver vel ikke at erindre, at der hører uendelig flere Talenter til at spille den sidste, end den første) saa inddeles og de saakaldte subordinerede Roller saaledes; og følger jeg da ogsaa her min eengang lagte Plan. Den egentlige ægte nationale Tiener-Rolle bliver, saavelsom de øvrige Arter af Tiener-Rollen, deelt imellem Dhr. Kemp, Schwarz, Bech og Gielstrup. I den Rolle, jeg nu taler om, veed jeg ingen af de nuværende som skulde komme Londemann nærmere, end Hr. Kemp, om man kan sige, at nogen kan nærme sig til det store komiske Genie, som spillede ikke allene denne, men alle comiske subordinerede Roller, til lige Fyldestgiørelse, baade for Kiendere og for dem, der ikke især havde givet sig af med det theatralske Studium.

Hr. Kemp 46) har disse sieldne medfødte Egenskaber, at han af Naturen har et meget komisk Ansigt og en til denne og alle med denne beslægtede Roller, passende Figur; hvori jeg mener at han kommer Londeman nærmest af alle de Acteurer, som nu ere ved Skuepladsen. Han behøver blot ligesom Londemann i sin Tid, at komme ind paa Scenen med sit naturlige, eller om jeg saa maa sige, med sit Hverdags-Ansigt 47); og, uden at have nødig at give det den mindste Folde, opnaaer han dette Hoved-Øiemed, at Tilskuerne strax veed og ere enige om, at dette er en Person, man skal lee af. Saaledes er det ogsaa med hans Figur; den har intet skiønt i sig selv, men den hielper ham overordentlig meget i saadanne Roller, som snarere udfordrer et latterligt Udvortes, end en smuk Skabning. Hertil kommer hans stærke og til denne Rolle især passende Stemme, og især den Natur og Sandhed, som overalt hersker i hans hele Action, hvilken, uden at det koster ham nogen synlig Møie, let og fuldkomment opnaaer sin Hensigt; og hvad er denne vel i hans Rolle uden Latter?— Jeg vilde derimod ønske, at denne Skuespiller af saa fortræffelige og sieldne Talenter vilde lægge sig mere efter det Fine i sin Konst, hvorved jeg forstaaer disse mange smaa Nuancer, baade i Declamationen, i Hoved-Actionen selv, som og i Theater-Tourer og det stumme Spil, hvilket endnu mangler ham, og som dog tiener saa særdeles til at befordre Illusionen. En Feil, som han ikke saa sielden begaaer, vil jeg især tilraade ham at vænne sig fra; i den nemlig: at han saa ofte skriger, hvor han ikke burde skrige, hvortil Aarsagen udentvivl ligger deri, at han enten begynder for høit, og altsaa hvor han skal hæve Stemmen, maa skrige der, hvor han kun burde tale høit; eller og at han af Naturen er for stakaandet, hvilket kan nøde ham til at forcere Stemmen. Begge disse Mangler, endog den sidste, kan han meget vel ved Øvelse formindske og aflægge. Overalt troer jeg, at det kun feiler Hr. Kemp paa Studium og nøiere Selv-Kundskab om sine egne Talenter til at blive en lang fortræffeligere Skuespiller, end han er. De anførte Naturgaver, som Hr. Kemp besidder i saa udmærket i en Grad, komme ham dog kun især tilpas i den anførte Tiener-Rolle, hvormed jeg mener den nationale, og som den i Almindelighed forekommer hos Holberg. Af samme Aarsag spiller han ogsaa Bondedrengs-Rollen mesterlig, som man kan overbevise sig om i "den pantsatte Bondedreng" og i "Deserteuren." Derimod ere altid Roller, som nærme sig til det fine Comiske, han ikke egne, da han vel har en vis skielmsk Vittighed, eller rettere Løierlighed allene i sit Physiognomie, men blot af det grovere Slags; hvorimod han mangler det fine skielmske Vittige, som altid forudsætter i Physiognomie, der tilkiendegiver Forstand og Fiinhed i Aanden.

Hr. Schwarz spiller saavel den nylig omtalte Rolle (hvori han imidlertid, som før er anmærket og beviist, hverken har eller kan have sin Styrke) som og overhovedet de øvrige comiske Tiener-Roller. At denne Skuespiller spiller Alt hvad der nærmer sig til det fine, eller det Attisk-comiske, om jeg tør bruge dette Udtryk, med en ypperlig Lykke, behøver jeg blot at sige, for at vise, i hvilke Arter af Roller det Studium, som han i saa betydelig en Grad har forud fremfor sine Med-Skuespillere, kommer han fortræffelig til Hielp. Man erindre sig ved denne Leilighed hans Spil i "Barberen af Sevilla;" ligesom ogsaa hans Action i Pasquins Rolle i "Forøderen," og særdeles i den sidste Scene, er et Beviis paa, med hvor stor Sandhed han spiller den rørende Tiener-Rolle.

Jeg gientager i øvrigt her den Bemærkning, jeg har giort om ham fra Begyndelsen af: at det kun er i disse Roller, som nylig ere omtalte, hvori Hr. Schwarz er i sin største Fordeel; thi i alle de lavere comiske Roller har han sin smukke Skabning og sit fornemme Ansigt imod sig.

Hr. Beck 48) er endnu i Tiener-Rollen ikke mere, end han var i Journalens Tid; det vil sige, han er Grimaceur og ikke Acteur; thi han har hverken Natur eller Smag i alle de Roller, som skulle være naturlige; men derimod giver han alle chargerede Roller temmelig vel, og vilde give dem endnu bedre, dersom han forstod at menagere sin Overdrivelse noget mere; thi formeget fordærver ogsaa her. Af denne Aarsag er det ogsaa, at han egentlig bedst spiller alle de Roller, som vige længst fra Naturen. For at anføre talende Exempler saa slige uheldige Overdrivelser, kan det være nok, at nævne hans Action i Kilians Rolle i Ulysses von Itacia, og Peer Eriksen Bogholder i "den Stundesløse." Han spiller undertiden ogsaa Bonde-Rollen; men ogsaa denne altid mere overdrevent, end naturligt 49).

Hr. Gielstrup spiller undertiden ogsaa Tiener-Roller; men med liden Lykke. Han mangler det Slags ægte comiske Træk i sit Ansigt, som høre til denne Rolle; og hans Ansigt er i og for sig selv kun skikket til hans Favorit Roller, nemlig Gaardskarlens og Bondens; men disse spiller han ogsaa i mine Tanker fortræffeligt, ja mesterligt.

Hr. Hansen 50) fremtræder nu sielden paa Scenen; og er ikke et Haar bedre, end han var i Journalens Tid. Hr. Suhm spiller undertiden en fuld Mand, og dette ikke saa ilde; men Ingen have vi dog, som i denne Rolle kunde lignes med Hr. Ørsted. Den eneste, som maaskee heri skulde kunde naae de gode komiske Skuespiller af den ægte Skole, var maaskee Hr. Musted.

Pige-Rollen, der engang til saa stor Fuldkommenhed har været spillet af Frue Walther, bliver for nærværende Tid meest deelt imellem Madame Gielstrup 51) og Jomfru Salathé. Af dem er i mine Tanker den Første den, som spiller disse Roller bedst; og især saadanne, der høre til det lavere Slags. Madame Gielstrup besidder overhovedet et fortræffeligt Genie og Anlæg til denne og flere Roller, og mange udvortes Gaver; hun har et vittigt og smukt marqveret Ansigt, hvilket, ligesaavel som hendes store og meget talende Øine, er i Stand til at udtrykke Alt, hvad som ligger i hendes Rolle. Endelig udmærket hun sig ved et fortræffeligt og naturligt Spil. Hendes Mæle har kun een Feil, som naar man sammenligner den med de Feil, de fleste Skuespillerinder have i Henseende til Stemmen, vel ikke er stor; men som dog i sig selv ikke er ganske ubetydelig. Hun er nemlig noget tykmælet; hvilket giør, at hun ikke har, eller altid kan have den Grad af Volubilitet i Declamationen, som saa ofte er nødvendig i disse Roller. Med alt dette, er denne Skuespillerinde fuldkommen værdig den almindelige Yndest og det Bifald hos Publicum, hun er i Besiddelse af.

Den fornemmere Pige-Rolle, eller Kammerpigen, bliver derimod især spillet af Jomfru Salathé 52) — en Actrice, som intet mangler uden Mælet, for at være det ypperligste Sujet i denne Rolle, man kunde tænke sig. Hun har en deilig Skabning og et Ansigt, der er ligesaa smukt, som vittigt og comisk, og ligesaa passende til denne Rolle, som skikket til at modtage de Forandringer, som Spillet i samme fører med sig. Ligeledes har Naturen begavet hende med meget Udtryk i Øinene; endelig har hun baade Skiønhed og Interesse i sin Gesticulation, ligesom hun heller ikke lader til at mangle naturligt Genie til denne Rolle; men det er ubodelig Skade, at hendes Mæle har stor Mangel paa Forstaaelighed og Klarhed. Dersom Aarsagen til denne Feil ligger i en Forstoppelse i de Rør, som gaae til Panden fra Næsen (hvilket jeg er tilbøielig til at troe), da kunde vel en maadelig Brug af Snuustobak, kort førend hun indtræder paa Scenen, noget afhielpe hendes Stemmes Feil. Ingen lee af dette Raad! Jeg selv, naar jeg skal tale offentlig, er nødsaget til at bruge dette Middel og bruger det med Nytte. Den, som har læst Quintilian, vil vist ikke lee af physiske Raad for Skuespillerne.

Jomfru Fogh, spiller ligeledes undertiden Kammerpigens Rolle, og endskiøndt just ikke med megen Lykke, saa dog ulige bedre end de Roller, hun spiller i Fiskebeens-Skiørtet. — Om Jomfru Jacobsen vil jeg intet sig nu; men blot erindre, hvad jeg har sagt om hende, da jeg omtalte den gamle Kones Rolle. Jomfru Petersen 53) spiller endnu med den samme Undseelse, og med det samme svage Mæle, som da denne Ufuldkommenhed hos hende i Journalens Tid blev omtalt. Jomfru Ørslew 54) spiller ligeledes Jomfru-Rollen. Om hende tør jeg endnu intet med Bestemthed yttre, da hendes Ungdom ikke tillader det. Det jeg især vil tilraade hende er: at tale høiere og tydeligere; uden hvilket al hendes Flid er hende til liden Nytte. En Skuespiller eller Actrice, der ikke høres, kan fordærve den bedste Rolle, baade for sig selv, for Tilskuerne og de, som ere Medspillende i Stykket 55).

Mine Læsere, som nu have overskuet mit Maleri, eller maaskee rettere kun min Esquisse til et Maleri af Melpomenes og Thaliæ Dyrkere af begge Køn ved det danske Theater— som have sammenlignet dette Maleri med Originalerne — og som endelig altsaa have kunnet skiønne, om Penselen har været heldig og naturlig nok: min Læsere, siger jeg, standse nu et Øieblik, tænke sig tilbage til Indledningen, Planen og hele Gangen i dette Skrift, og dømme da, om dets Forfatter har Grunde og Beføielse til det, han haver skrevet, eller ikke? — Hvordan det seer ud med vort theatralske Væsen i Danmark? om Smagen er uforfalsket iblandt os? og endelig: om Skuepladsen kan siges i Sandhed at være helliget Melpomene og Thalia, og dem allene? — Men især om disses Dyrkere ere af saadanne Talenter, Studeringer eller Forhaabninger, at de samlede kunne giøre noget oplyst Theater i Europa Rangen stridig, eller kunne lignes med nogen fremmed, eller med vor egen gamle Skueplads? — Eller endnu tydeligere: hvor mange store Skuespillere vil have, enten in socco 56), eller paa Cothurnen? (og de sidste skulde vi dog i det mindste have nogle af, dersom vi vilde, at vor Skueplads skulde kunne nævnes med Agtelse i Europa, eller dens Trouppe kunne sammenlignes med de Skuespillere, vi have havt under og efter Holbergs og Pillois Tid). Man kunde videre spørge: hvor mange fortræffelige Skuespillere vi vel have? (og af dem skulde vi dog ikke have faa, dersom vi vilde nævnes med Fortrin, eller sættes i Sammenligningen ved Siden af andre Landes Hoved-Theatre). Og endelig kunde man, (at jeg skal sige det!) spørge, om vi ikke snarere have mange maadelige og slette Subjecter? — og af dem skulde vi have faa eller ingen, dersom vi ikke ville, at vort Theater skal synke ned til at blive et af de ringeste.

Den Læser, der har havt Taalmodighed til at giennemlæse og overtænke Indholdet af mit Skrift, kan nu bedst selv — naar han gaaer hen, med den Maale-Stav i Haanden, som Natur, Smag, sund og oplyst Critik have justeret — dømme om, ved at see vore Skuespil, hvordan det staaer til med den tragiske og komiske Musa's Dyrkelse i vort Fædreneland. Men en saadan Læser, der har Evne og Villie til at kunne see det Rette, og som da uden Tvivl vil blive temmelig enig med dette Skrifts Forfatter om Skuepladsens Tilstand, — denne Læser vil da ogsaa neppe være uenig med ham deri, at Hoved-Aarsagen, ja, jeg tør sige den eneste Aarsag til Theatrets Forfald, ligger allene i det, der saa ofte af mig er omtalt; nemlig Smagens Fordærvelse i Almindelighed; eller, hvad det samme er, Publicums overdrevne, for ikke at sige udelukkende Smag for Syngespillet. Dette er en Smag, som vi kan siges at takke vor Tidsalders Frankerige for; et Land, hvor Smagen nu i den Henseende er ligesaa meget fordærvet, som dette Land derimod i Ludvig den 14des Tidsalder var og kunde være Mynsteret for det hele øvrige Europa. Jeg forstaaer nemlig ved denne Tidsalder endnu tillige Voltaire's Tid, som indfalder sildigere, end bemeldte Konge; og det er bekiendt nok, at ogsaa han, ligesom de øvrige ægte Digtere, have tabt det almindelige Bifald hos deres Publikum. Jeg igientager altsaa (og det er noget, som maa igientages ofte og med Skarphed), at det ligesaavel er Publicums Higen efter Musik, som har opfyldt vor Scene med Sangere, istedet for Skuespillere, som det er Publicum, der har skilt os ved mange gode Original-Skribenter for Skuepladsen, som vi burde og kunde have havt, og som vi nu savne; og det for en stor Deel af den Aarsag, jeg nu vil nævne, nemlig: at intet født Genie, det være sig ægte Comisk eller ægte Tragisk, hos os mere tør vove at skrive et Stykke og lade det opføre; da Forfatteren kan være vis paa at see sit Arbeide fordærvet og spildt, ved en slet Forestilling.

Om nu vor Skueplads med alt dette virkelig har Sangere af begge Kiøn, som kunne siges at illustrere Theatret og Nationen, er et Spørgsmaal, som dette Skrifts Orden nu fordrede et Svar paa; men det er ogsaa nu, at jeg selv er frygtsom for at afsige en Dom; da jeg vel er Elsker (men ikke i Skuepladsen) af Musik, men langt fra ingen Kiender, uden forsaavidt de almindelige Principer angaaer. Jeg vil derfor blive meget kort i denne Artikel, og egentlig kun anføre de Personer, som have vundet Publici fortrinlige Yndest i den Henseende.

Af Mandfolkene har Hr. Musted uden Tvivl den første Plads, og har vedligeholdt sin gamle Roes i dette Fag. Det, som især maa berømmes hos denne nyttige Skuespiller, er: at han, siden Journalens Tid, har lagt sin Flid paa at udtrykke Passion i Syngespil; hvorpaa hans Rolle i Deserteuren kan tiene til Exempel. Om Dhr. Rosing, Urberg, Elsberg, Gielstrup og Busch, kan jeg for min Deel intet med Sikkerhed dømme. Men hvad Hr. Schwarz betræffer, da kan jeg ikke negte, at saa længe som Sangen skal være Hovedsagen hos en Skuespiller i et Syngespil (og dette lader sig vel ikke negte), da kommer vist nok aldrig Hr. Schwarz i sit rette Fag, naar man sætter ham ind i dette Slags Skuespil; hvilket han selv maatte kunne indsee.

Fru Walther, som vor berømte Evald med Føie kalder "Thalias Caroline," hvis Sang saa tidt har fortryllet Alle, som hørte den, er endnu altid den, som Publicum giver første Plads blandt syngende Skuespillerinder; og der ville vel ei findes mange Stemmer, der vilde negte hende samme; eller negte hende den Fortieneste, hun har, lige saameget ved den fortræffelige og naturlige Smag, hvori hun synger; og ved den ypperlige Action, hvormed hun ledsager og besiæler sin Sang: som ved hendes Stemme, hvilken vel ikke skal være af høieste Fuldkommenhed og Styrke; men som hun veed at bøie saaledes, at hun aldrig forfeiler at giøre det sande Indtryk paa Tilskuerne — eller det, som Digteren og Componisten har villet have, at der skulde frembringes ved Sangen. Hendes Rolle i "Deserteuren", i "Venskab paa Prøve" og i "Zemire og Azor," kunne være Exempler nok til at bevise dette.

Næst efter hende sætter man Jomfrue Winther, 57) som skal have en god Stemme og megen Musik; man kan dernæst tillægge hende en roesværdig Flittighed i at studere sine Roller — men, om det øvrige er ikke meget at sige. Endelig skal Skuepladsen ogsaa have giort en god Acqvitision for Syngespillet i Jomfru Møller 58). Man paastaaer, at hun skal have en i høj Grad stærk og giennemtrængende og ikke mindre behagelig Stemme; men der er neppe Tvivl om, at hun endnu ikke har lært at bøie den. Imidlertid er der vel ingen Tvivl om, at dette Subject, der besidder saa mange gode og fortrinlige Egenskaber for en Sangerinde, vil vedblive med Flittighed at dyrke og danne de Talenter, som Naturen har givet hende *).

Madame Rosing, Madame Gielstrup, Jomfru Salathé og Jomfru Devegge bruges ligeledes i Syngestykkerne; (thi hvad bruger man ikke i disse?) men, om nogen af dem skulde kunne giøre Paastand paa at være eller blive Sangerinder, vil jeg overlade andre at bedømme. Men om vi endog vilde antage, at ingen af alle de Personer, som nu Spille i Syngestykkerne, manglede Stemme og Talent: om vi endog antog, at de alle vare kyndige i Musiken, — ja sæt endog, at de alle kunde kaldes Virtuoser: hvad vilde dette føres os til? — Er det et Theater, eller er det en Syngeskole, vi ville giøre Paastand paa at eie? Hvordan vil det see ud med vor nationale Skueplads i Eftertiden, og hvad vil man sige om os, naar denne transitoriske Smag, som nu regierer, uddøer 59)? Hvad vil man dømme, naar Fornuft, Smag og Lærdom igien engang indsættes i deres Rettigheder iblandt os, eller iblandt vore Efterkommere? Kunde vi ikke allerede nu, naar vi vilde være upartiske, naar vi vilde befrie os fra Fordomme, naar vi vilde rive os løs fra Enthusiasme, Smigreri og Hykleri — kunde vi da ikke høre Efterverdenen sige: "I Christian den Syvendes Tid var en Periode, hvor alting syntes at vinke ad Muserne, og det især Melpomene og Thalia, til at tage deres Bolig i Danmarks Hovedstad — en Periode, der syntes i det mindste at lægge en Sæd til ædel og renere Smag, og dens hæderlige Følger for Nationen — en Periode, der syntes at maatte skienke disse Muser saadanne Dyrkere af begge Kiøn, som kunde nævnes med Berømmelse og Høiagtelse af Efterverdenen; som kunde vedligeholde og forøge Nationens Lustre blandt Europas polerede Folkeslag. Men alle Kongens Velgierninger og Belønninger ere saa godt som blevne spildte. Alle Patrioters Ønsker ere blevne skuffede; alle disse skiønne Forhaabninger ere blevne til Drømme. Ingen Tidsalder har medført mere Barbarie paa Theatret, end denne; fra den er udsprungen hiin Mængde af slette eller ubrugelige Skuespillere af begge Kiøn, og i denne samme Tidsalder qvaltes ogsaa det vakte Haab om Digtere, som kunde betræde de Gamles og de berømte Nyeres Bane. I denne triumpherede derimod den slette Smag; Slusen blev aabnet for jammerlige Oversættere og Riimsmedde; i denne bortfaldt af Forskiel imellem de gode og slette Digtere, mellem de talentfulde og de slette Skuespillere. Alt hvad der spurgtes om, var kun, om den saakaldte Operadigter kunde skaffe en Musik, der faldt i Øret, til sine Smørerier, og om Skuespilleren havde en Stemme, — ikke til Tale, men til Sang. At sige det med eet Ord: i denne Tidsalder grundlagdes det theatralske Barbarie, hvis Taage er langt fra at have fordeelt sig; og som det skal uendelig mere Tid og Møie til at adsprede, end man har behøvet til at lade den samle sig."

Saaledes vil Efterverdenen tænke og tale; og jeg vil have løiet i hvert Ord jeg har skrevet, dersom den Tid ikke vil komme, at det vil blive sagt, som jeg har forudspaaet — dersom det ikke da vil blive sagt: "Den Gang, da Danmark havde et armt National-Theater og Overflødighed blev ødslet paa fremmede Skuespil og Skuespillere, da havde Fædrelandet baade Forfattere og Skuespillere, som giorde det Ære; og nu, da fremmede Skuespil ikke mere findes hos os, nu er National-Theatret saa ringe, som det aldrig før har været." Dog, nok declameret; og nu til det, som endnu, efter mit Skrifts Plan, staaer tilbage at berøres.

Balletter have vi faaet, siden den Tid, da den dramatiske Journal ophørte, eller maaskee rettere, vi have aldrig havt den, førend i de sidste Aar, da vi have faaet Hr. Balletmester Galeotti indkaldt 60). I det mindste vare de sidste Balletter, som Hr. Piattoli componerede, ganske maadelige; og de faa som have Hr. Bark til Auctor, fortiene endnu mindre at nævnes. Hr. Galeotti har derimod allerede givet Nationens Smag i den Henseende en meget heldig Vending ved sine første Balletter: "Kongen paa Jagt," "Zigeunernes Leir," og "den forladte Dido," hvilke alle, hver i sit Slags, ere fortræffelige; men den sidste kan vel endog kaldes et Mesterstykke.

Hans Stof, eller hvad det samme er, hans Fabel og Plan er ordentlig dramatisk; hans Udførelse fuldkommen regelmæssig, og hans Situationer pittoreske, eller dannede med skiønne Grupper. Men det, som især giør denne fortræffelige Mands Konst og Smag Ære, er, at han, naar han taget sit Stof eller sin Fabel af et andet Skuespil, da ypperlig forstaaer at ballettisere det, om jeg saa maa sige. Altid maa Tilskueren beundre den skiønne Forvirring, den Mængde af Personer, som bringes paa Skuespladsen, hvorved dog den ene ikke gaaer den anden i Veien; de mange Situationer og Tableux, den ypperlige Acton og Pantomime, som vises os; og overhovedet den Regelmæssighed og Sandsynlighed, der altid hersker i hans Compositioner. Med eet Ord kan man her sige: det er ikke allene Sandserne, denne Mand veed at fornøie, men det er endogsaa Siælen.

"Kongen paa Jagt" var den første Ballet, jeg saae af denne Mester, som virkelig fortiener sin Titel. Fabelen i samme er taget af Collée's bekiendte og hos os opførte Comedie "Henrik den Fierdes Jagt." Den Hovedfeil, som denne Comedie haver, ved de tvende Handlinger, den indeholder, haver Hr. Galeotti vidst at forandre derved, at han har udelukket den hele Handling mellem Kongen og Sully, og altsaa de i denne Anledning af Collée brugte Episoder i første Act, og ved at lade Balletten begynde med Agathes Bortførelse. For Resten er Handlingen den samme som i Stykket. Een Feil i denne Ballet maa jeg dog i Forbigaaende anmærke; nemlig det Optrin, hvor Cavallererne komme gaaende i Mørke ind paa Skuepladsen, hvilken er saa mørk, at de maae føle for sig med Hænder og Fødder, og dog gaae de dandsende ud af Theatret, hvilket er ligesaa stødende, som unaturligt.

Fabelen i "Zigeunernes Leir" er vel ikke af den Interesse og Ædelhed, som den forrige, men derimod er maaskee Balletten i sig selv mere underholdende; ligesom den udmærker sig ved smukkere Decorationer, Dragter, Dands og en større Mængde og Skiønhed af Grupper. En Feil, som jeg har fundet ved begge disse Balletter, kan jeg ikke undlade at berøre. I "Kongen paa Jagt" forekommer en Scene, hvori Mølleren tilkiendegiver, at der er skudt, med en vis Lyd, der skal udtrykke et Skud; og det samme giør Forposten i "Zigeunernes Leir," i det han kommer ned fra Bierget og fortæller at Cosakkerne ere i Anmarch med Skudgevæhr. Ligeledes kalde de to Cosakker i Begyndelsen af Balletten paa deres Kiærester med den Lyd: "Pst! Pst!"

Dersom den Regel er rigtig, at enhver Art af Pantomime, og altsaa ethvert Slags Ballet, er et ordentligt Drama, hvor Musiken allene træder i Declamationens Sted udi det talende Skuespil, og hvor man ved Mimiken, der allene er for Øiet, vil udtrykke det, som ellers Dialogen skal udrette: da er det ogsaa en Sandhed, at aldeles ingen Lyd børe høres i sligt et Skuespil.

Ethvert Væsen er eet, eller en Enhed,*) sige Philosopherne; og Konstdommeren kan og maa anvende dette metaphysiske Princip i det han behandler de skiønne Videnskabers og Konsters Grundsætninger. Ligesaalidet altsaa som Dands eller Musik bør kunne finde Sted, eller paa samme Maade anbringes i et ordentligt Skuespil, som i en Ballet: ligesaa lidet, og endnu mindre bør nogen Tale eller Lyd, og allermindst saadan een, som udtrykker en Tanke, finde Sted i en Ballet eller Pantomime. Hvad enten man vil forestille sig de mimiske agerende Personer paa Theatret som stumme, eller man vil tænke sig, at Tilskuerne ere saa langt borte fra Scenen, at de ikke kunne høre Ordene: saa bliver i begge Tilfælde enhver saadan Lyd lige unaturlig for Balletten. Hvor Situationerne udfordre, at nogen Lyd af den Art skal høres af Tilskuerne: der maa det være Orchestrets Sag, at frembringe den, men aldrig Mimikerens eller Balletpersonalets.

Een Anmærkning maa jeg endnu giøre i Anledning af den samme Sag: det er Overbærelsen med slige Friheder, som har givet Anledning til saamange Misfostre i de skiønne Konster og Videnskaber. Man er fra disse smaa Friheder efterhaanden gaaet videre, og har tilladt sig større; herved ere alle genera af Konstens Værker blevne forqvaklede, og have tabt deres Reenhed, Væsen og Eenhed. Vilde Konstdommere, som ere Philospher, (og Ingen kan fortiene hiint Navn uden at være Tænker og Philosoph) tillade, at Lyd maatte høres i Pantomimen, da vilde der sandelig nok findes de Componister, som vovede at indføre hele Dialoger i Balletterne; man vilde da faae hele Skuespil blandede af Dands, Pantomime og Dialog, hvilket blev endnu værre, end det Miskmask, vi have af Skuespil, blandede med Arier og Recitativer; og da kunde man sige God Nat til al Critik og reen Smag i Skuespilkonsten. Hr. Galeotti vil forgieves undskylde sig med Auctoriteter. Der gives ingen Myndighed, som kan giøre Falskt til Sandt; og en Mand som Hr. Galeotti bør ikke lade Sandheden og Fornuften vige for Myndighed.

"Den forladte Dido" er taget af Metastasio's Opera "la Didone abandonata," og denne igien af Virgilii Æneis. Denne Ballet er fuldkommen heroisk-tragisk, og i mine Tanker i alle Henseender et Mesterstykke. Dandsen selv er fortræffelig og passende, og de tvende pas de deux imellem Æneas og Dido høist majestætiske, kiærlighedsfulde og rørende. Til endnu at forskiønne disse Balletter har Hr. Galeotti tilveiebragt en mesterlig Musik, hvilken fuldkommen udtrykker, hvad der efter Ballettens og Situationernes Idee bør falde i Øret; hvortil endnu kommer meget smukke Decorationer. De mindre og lystige Balletter, som have denne fortræffelige Mester til Compositeur eller Forfatter, troer jeg at kunne her forbigaae at omtale; da det ikke forekommer mig til den Grad at være Hr. Galeottis Fag, at componere i det lystige genre, som i det heroiske; eller i det mindste det, som kan henregnes til demi-caractère. — Jeg kommer nu altsaa til det dandsende Personale af begge Kiøn, og vil om samme sige mine Tanker ligesaa uforbeholdent, som hidtil er skeet; thi vel har jeg ikke gaaet en Dandseskole igiennem; men jeg tør dog formode, at mine Læsere ville mene, ligesom jeg, at det ikke er Føddernes Brug, som udgiør det Eneste og det Væsentligste i den theatralske Dands, eller den pantomimiske Ballet.

Balletmester Hr. Galeotti har en meget smuk Legems-Skikkelse og et Ansigt, der er i Stand til at udtrykke meget; ja, dersom ikke Mystaces vare saa dybe hos ham, som de ere, vilde jeg sige, at hans Ansigt næsten var uforbederligt i at kunne udtrykke Alt hvad der nærmer sig til det Ædle og Tragiske.

Han har tillige megen Ild i sine Øine og overalt meget Ædelt i sin hele Anstand. Hans Action er naturlig og aldrig i mindste Maade convulsivisk, affecteret eller pretentieux; med eet Ord: saaledes som det var at ønske, at alle vore Skuespillere havde den.

Hans Stillinger ere maleriske; alle hans Vendinger ere gracieuse og lette; han bevæger sine Arme meget godt; undertiden lader han dog sine Hænder hænge for slappe. Man paastaaer derimod, at han ikkun bruger sine Fødder svagt, og at han overhovedet i denne Deel af Ballet-Dandsen ikke har sin Styrke.

Men man tilstaaer tillige, at han, som Dandserne udtrykke sig, ridser sine Trin punctuelt, og at han udfører det, som han giør med Fødderne, om det endog ikke er meget, med stor Lethed og Nøiagtighed. Den nylig roste Pas de deux med Dido udfører han og hans Dandserinde saaledes, og med saa megen Anstændighed, Dignitet og Yndighed, at man vel kan sige, at hvis Æneas og Dido virkelig skulde dandse, maatte deres Dands være som Galeottis og Jomfru Frølichs. Det gaaer overhovedet med denne sieldne Mand i hans Dands, ligesom med hans Compositioner; jeg mener nemlig, at han endelig kun i de heroiske og tragiske Dandse giør Figur paa Theatret.

Hr. Barck, som ogsaa haver Titel af Balletmester, er endnu den samme, som han altid haver været, det er at sige, en meget stærk, nøiagtig og sielden Dandser med Fødderne; men mindre end maadelig i alle øvrige Dele som høre til den skiønne Dandsekonst, hvorved jeg forstaaer Alt hvad der indbefattes under det Ord Pantomime. — Den unge Hr. Laurent, som for nærværende Tid er udenlands, siges at have megen Fortieneste af den Nøiagtighed, hvormed han dandser, og tillige at besidde Genie til sin Konst. Uden at ville udgive mig for at have trængt ind i alle Dandsekonstens Hemmeligheder, tør jeg sige: at Naturen slet ikke har skabt ham til Dandser. Hans hele Exterieur er, som jeg nu vil bevise, netop modstridende imod Alt, hvad man med største Billighed kan fordre hos en Dandser. Hans Figur er baade alt for liden og ubehagelig, og det som især ved hans Figur foraarsager, at han som Dandser aldrig burde optræde paa et Theater, er: at hans Underdeel er saa uskiøn og saa uregelmæssig som muligt; thi hans Been ere ei allene for korte og tykke, men krumme og hule, eller, som man i daglig Tale kalder det, han er skiæv- og hiulbenet; og hans Fødder ere ogsaa for lange og flade, eller lavvristede. Han har en lang Hæl og store Ankler. Hans Ansigt er intetsigende, og mangler al Charakteer til at udtrykke noget af det Heroiske eller Kiærlige, som skulde kunne kaldes naturligt eller smukt. Hans Action er allene god og taalelig i det Burleske (hvorpaa det Parti, han har i "Zigeunernes Leir", og som han udfører udmærket vel, kan tiene til Exempel). Men derimod i Alt, hvad der er ikke nedrigt komisk, er hans hele Action uskiøn, ligesom hans Figur grimacieux og convulsivisk; med eet Ord: en fuldkommen Copie af Delaistre, Balletmesteren ved den franske Troupe. Med alt dette vil jeg i øvrigt kun beskrive ham saaledes, som jeg kiender og har seet ham paa vor egen Skueplads; uden at sige et Ord til at forringe de Fortienester af hans Fag, som Rygtet vil sige, at han udenlands har forhvervet sig, baade i Dandsen, og i Balletternes Composition. En anden Figur vil han dog ei udenlands fra kunne hiembringe; ei heller kunne omskabe sit Ansigt.

Af de øvrige er Hr. Hieronymo en meget nøiagtig Dandser og god i den komiske Pantomime; derimod er Hr. Lever alt for før, for ikke at sige plump, og skal være uden synderlig Fortieneste af Dandsen; men har aldeles ingen af Pantomimen.

Hr. Weile har en meget smuk Figur og et Ansigt, som er godt i den nedrige Pantomime; men derimod i Alt hvad der ikke er burlesk, har han saa at sige intet Ansigt. Han har efter Kienderes Dom, megen Fortieneste af sin Konst som Dandser, og især af den Styrke og Nøiagtighed, hvormed han udøver samme. Een Erindring, som han saa længe har trængt til, maa han imidlertid tillade mig her at giøre: dersom han virkelig har sin Konsts Ære kiær, dersom han sætter Priis paa det tænkende Publicums Bifald og Fornøielse, og dersom han virkelig vil sikkre sine Lemmer og sit Liv for en Fare, hvorfor de idelig ere udsatte: da opgive han disse farlige, uskiønne og hans Konst uvedkommende, ja vanærende Luftspring og Krumspring, hvorved han, undertiden endog over sin Evne, vil gaae ind i Liniedandseres og deslige Folks Haandværk. Den skiønne Dandsekonst bestaaer ikke i det Slags Plumpheder, og altsaa en Dandsers Ære ikke i at udøve dem. Den ædle og tænkende Deel af Publicum betaler Penge for at fornøie sig, men ikke for at see Folk hvert Øieblik i Fare for at brække Halsen. Desuden er Hr. Weile alt for tidt ude af Balancen, til at kunne faae Roes for at giøre det godt, som han troer at kunne giøre. Det er altid et Slags grusom eller vild Fornøielse, at see slige farlige Spring, naar de giøres vel; men det er snarere en ærgrende Misfornøielse, at see dem, naar de ovenikiøbet giøres slet eller ubehændigt. Kiendere roste ikke engang disse Krumspring af Piattolli, som dog giorde dem godt; men man har ikke Grund til andet, end at dadle dem meget hos Hr. Weile, der udfører dem maadeligt og uden Sikkerhed. En forulykket Copie af hvilkensomhelst Original er overhovedet under al Kritik. Det skulde være mig ukiært, om denne Anmærkning mishagede Hr. Weile; men det skulde være mig endnu mere ukiært, om han skulde mene, at den var urigtig; thi man maatte da troe om Hr. Weile, at han satte sin Ære i al gielde for en Liniedandser, hvorved han sandelig fornedrede sig selv og giorde sine Talenter Uret. Af de øvrige Figuranter af Mandkiønnet udmærker Hr. Hortulan sig ved en god comisk Pantomime, især i demi-caractère, og Hr. Joseph i den stærk comiske, men dog kun af det Slags som udkræver Ansigtets Forandring; f. Ex. i Qvækerens Rolle i "Marybones Have"; og i særdeles i Liredreierens Rolle i Piatollis Biørne-Ballet(?)*) giør han sine Sager fortræffeligt. Hr. Ebbesen har et smukt Ansigt, men uden synderlig Beqvemhed til Udtryk; han skal være en meget god Dandser; men Skade er det, at han har skiæve Been, og er for klein af Lemmer. — Jeg gaaer nu over til Fruentimmerne ved Balletten, og maa begynde med Jomfrue Frölich 61).

Dersom en Digter skulde beskrive hende, vilde han maaskee sige, at Terpsicore havde laant Kiærlighedsgudindens Skikkelse til sin Yndling; at Amor smiilte frem af hendes Øine; at Melpomene havde givet hende sin Alvor og sin Dolk, og Thalia sin Yndighed; at hendes Bevægelser vare Gratiernes; at man saae Rosenknoppen aabne sig en skiøn Sommer-Morgen, naar hun udkaster sine skiønne Arme; at smaa Elskovs-Guder flagre paa hendes Læber, naar hun smiler, og saa fremdeles. Her er det ikke min Sag, at poeticere; men der var for Resten intet løiet deri. Jeg mener, at naar man vil afklæde disse Billeder den poetiske Dragt, da opløse de sig i følgende prosaiske Paraphrase:

Jomfru Frölich er, efter anatomiske, og følgelig efter Malerens Regler, en fuldkommen Skiønhed, og hun er i Pantomime-Balletten en Konstnerinde, der til Fuldkommenhed opfylder sit Kald; saaledes kan hun vel kaldes en Yndling af Terpsichore i Veneris Skikkelse. At hun saavel i Scener, der udtrykke Sorg, Fortvivlelse eller Skræk, som i dem, hvori Glæde og Kiærlighed herefter, giengiver disse Lidenskaber med saa stor en Sandhed, at hendes Action kunde være et fuldkomment Mønster baade i den sande Tragoedie og Comoedie: dette forklarer videre den ovenfor brugte Lignelse om Amor, om Melpomenes Dolk og Thalias Yndighed. Thi den Skiønhed og den Naturlighed, hvormed hun forestiller disse Lidenskaber, og spiller disse forskiellige Scener ved den mimiske Action, er i en saadan Grad, at Tilskueren fuldkommen henrives, og i en virkelig Illusion glemmer, at det er en Ballet, han seer. (Man tænke f. Ex. paa de forskiellige Situationer i "den forladte Dido", og hvor mesterligt hun udfører sine Partier i samme Ballet). At alle hendes Bevægelser ere ligesaa skiønne og yndige, som hendes Stillinger ere pittoreske, eller til at male: dette udtrykte jeg dermed, at de vare laante af Gratierne; og at det var som at see Rosenknoppen aabne sig i en skiøn Sommermorgen, naar man seer hende udbrede sine Arme, siger med andre Ord: at hun haver det, som de Gamle kaldte "numerosa brachia," at hun hæver dem og lader dem synke paa den meest gracieuse eller yndefulde Maade; med eet Ord, efter de Franskes Udtryk, at hendes port de bras er uforbederlig. Den, som endelig har seet, hvorledes hendes Øine og hendes Smiil kunne udtrykke den ømmeste og den stærkeste Kiærlighed, vil forstaae den Lignelse: at Elskovsguder flagre om hendes Læber, naar hun smiler.

Jeg henvender mig, ganske sikker i min Sag, til enhver upartisk Læser, der har seet Jomfru Fröhlich paa Scenen, med det Spørgsmaal: om her vel er sagt for meget om denne sieldne Dandserinde? — Men, for at forklare mig tydeligere, og fremføre Bestyrkelse af det, jeg har tillagt hende, vil jeg nøiere beskrive hendes Figur. Hendes Hoveds Contour eller Profil er forholdsmæssig skiønt, og, efter Øiet at dømme, regelmæssigt. Vender man Hovedet, og seer det, som man siger, en face, da finder man en regelmæssig Pande, et Par store og klare Øine, et meget stærkt Parti af supratentorium (som gierne er almindeligt hos bruunladne eller brunette Folk), veltegnede Øienbryne, smukke Tænder, og overhovedet et Ansigt, som er fyldigt, uden at være fedt, og muskuleust uden at være skarpt; med faa Ord at sige: et Physiognomie som tilkiendegiver Ædelhed, Skiønhed, Forstand og Følelse. Hendes Hals er fyldig, rund, og staaer fuldkommen vel paa truncus. Hendes gorge er fyldig, men tillige proportioneret; hun har runde og veldannede Arme og smukke Hænder; hendes Taille falder behørig af. Hendes Underdeel svarer til den øvrige fortræffelige Skabning, maaskee allene Fødderne undtagne, som forekomme mig at være noget for lange. Af det Foregaaende troer jeg, det vil blive mere end tilstrækkelig oplyst, ved hvilke udvortes Egenskaber og Talenter Jomfru Frölich kan fortiene det Vidnesbyrd, at hun i Alt hvad der kan henregnes til den ædlere Dands, til serieux og gracieux Pantomime, er en sand Mesterinde.

Hvad den Deel af Dandsen angaaer, som meest henhører til Fødderne, da hører jeg vel endeel sige, at hun i denne ikke skal være af saa store Fortienester, som i de øvrige Dele af Dandsekonsten. Jeg vil intet sige derimod, da jeg gierne vil tilstaae, at jeg ikke er en competent Dommer, naar det allene kommer an paa at afgiøre, om en Dandser giør sine entrechats, sixs, pirouettes, og hvad disse Konster for Resten hedde, fuldkommen vel, og efter Reglerne. Mueligen har man Ret i, hvad man i den Henseende siger om Jomfru Frölich; thi en Dandserinde, der ogsaa fra den Side havde Evner og Fuldkommenheder, som svarede til de øvrige, Jomfru Frölich besidde, vilde være et Ideal, som man vel vanskeligen nogensteds fremviser. Hvad jeg med Vished kan sige er, at Jomfru Frölich i enhver ædel Dands og i alle Balletter, hvori forekommer en serieux mimisk Action, eller hvori lidenskabelig, fyrig, eller øm og smeltende Kiærlighed skal forestilles, fortiener Navn af en stor Konstnerinde — et Navn, hvormed man ikke skal beskylde mig for at ødsle. Skulde hun nu i Henseende til Føddernes Brug, ikke være saa fuldkommen; ja skulde hun endog heri kun være maadelig — en Dom, som vilde være høist ufortient og ubillig — da vilde hun derfor dog have lige Adkomst til det Navn, jeg har tillagt hende. Man forstaaer sig kun slet paa en Pantomime-Ballet, dersom man i den vil giøre Føddernes Brug til en Hovedsag. Hvad udtrykker man i Mimikens Konst ved Spring og voldsomme Tourer og Bevægelser? — Intet andet, end hvad enhver Liniedandser kan giøre efter. Nei, dette bliver hos den smagfulde og dannede Konstdommer aldrig meer end Bisag; men derimod Ansigtets Udtryk, Hovedets, Kroppens og Armenes Stillinger og Bevægelser, med eet Ord, den hele mimiske Action, bliver Hovedsagen. — At jeg nu har talt saa meget om denne Sag og om Jomfru Frölich, vil ingen af mine Læsere tage mig ilde op; her er Leilighed til at tale om et af de fuldkommenste Talenter af sit Slags, som vort Theater kan opvise; og jeg ikke allene bekiender mig, men har altid bekiendt mig (i hvor skarpt man end vil sige mig, at jeg haver skrevet) til det, hvad Pope siger, og hvad enhver Konstdommer bør sige: "Jeg dadler uden Skaansel; men jeg roser altid med Fornøielse."

For nu tilsidst at sige er Par Ord om de øvrige, da vedligeholder Madame Barck endnu bestandigen den Roes, hun har havt og endnu med saa megen Ret bør nyde, for hendes Skabning, og hendes ypperlige Dands med Fødderne; hvad derimod Pantomimen er angaaende, saa veed vel enhver, at hun i den ikke kan giøre nogen Prætension. — Jomfru Dallas har heller ikke liden Fortieneste af den Nøiagtighed og Lethed, hvormed hun bruger sine Fødder, og den roesværdige Flid, hun viser for at lære hvad der gives hende at udføre; for Pantomimen har hun derimod ligeledes intet Talent; og hun er saaledes at Beviis mere paa den Sandhed, at man kan frembringe ti eller tyve gode, ja ypperlige Dandsere med Fødderne, imod en eneste, som haver det mimiske Talent i sin Magt. — Af de øvrige Figuranter er der ingen, som kan fortiene at komme i nærmere Betragtning.

Jeg skulde endnu til Slutning af dette Skrift vedrøre en af de vigtigste og fordeelagtigste Forandringer, som den danske Skueplads har faaet siden den dramatiske Journals Ophør; jeg mener nemlig dens indvortes Indretning og Udstyrelse. Men jeg maa for denne Gang forbigaae samme, og nøies med i nogle faa Ord at nævne det allervigtigste, nemlig: at Skuespilhuset paa Kongens Nytorv ikke allene er blevet udvidet, men ziirligen udpyntet og decoreret i den antique Smag. Decorationerne ere ligeledes forbedrede, i Særdeleshed med en dansk borgerlig Dagligstue, i hvis Opfindelse og udførelse man gienkiender den fortiente Hr. Cramer. Men hvad som især pryder Scenen, ere de mange kostbare og fortræffelige Dragter, som ere anskaffede, saavel til Characteer- og Costume-Roller, som til andre Roller; hvilke Dragter nu forefindes i saadan Mængde og af saadan Beskaffenhed, at jeg maa forundres, naar jeg tænker tilbage paa den Tid, da jeg begyndte at skrive den dramatiske Journal, og at vort Theater i den Henseende ikke giver mange fremmede noget efter. — Hvormeget maatte vi ønske, at dette vort National-Theater nu ogsaa besad Skuespillere og Skuespillerinder, ligesaa værdige til Fremmedes Beundring, som flere, vi have mistet, og nogle faa, vi endnu eie! — Dersom det da ogsaa altid maatte besøges af Tilskuere, som medbragte den sande Smag for Skuespil: da skulde jeg gladere, end nu, ende disse mine Betragtninger.