2453Tronfølgen i Sidon, en original lyrisk Tragi-Comedie i to Acter af N. K. Bredal, Kiøbenh. 1771, 8.

Ei uden den største Uvillighed og Misfornøielse paatage vi os anden Gang det fortredne Arbeide at sige vores Tanker om denne Tragi-Comedie, og sandelig vi havde ladet os nøie med at henvise vore Læsere til Journalens første Nummer, dersom Hr. Borgemesteren[Bredal] ei paa nye havde forgrebet sig paa den dramatiske Digtkunst, en Kunst, som vist ei bør af enhver mishandles, men meget mindre bør blive beskiemmet med Hr. B.[Bredal] dramatiske Journal, eller Kritik over Tronfølgen i Sidon, et Efterstykke i en Handling. — Ja! dersom vi ei skyldte vore Læsere deels Forklaring over visse af vore Domme, og den Agt at fravelte svære Beskyldninger imod os, havde vi allene anmældet disse Stykker, som i Aften ere blevne opførte. — I Forerindringen til denne hans nye Prøve paa hans fortreffelige Gaver i denne Deel af de skiønne Videnskaber, siger Hr. B.[Bredal], at vor Kritik over hans Tronfølge er »grov, ublu, og aabenbare partisk,« alt dette siger han meget kiek, uden at tage sig den Umage at gotgiøre det, og hvad skal man tænke om slig en Adfærd? — er blotte Skieldsord, (og af disse vrimler det lystige Efterstykke; thi vore Læsere maa vide, at i disse er Hr. B.[Bredal] den beste Konstdommer), ei altid Tegn til en ond Sag? — Dog alle Skieldsordene, at Recensenten nemlig (Side 14.) »er en Skiendegjest,« at (Side 15.) »røber den aabenbareste Ondskab«, »at vor Skrivemaade ligner mere en Skandskriftmageres, end en Konstdommers,« o. s. v. — Alle disse Hr. B.[Bredal] smaa Artigheder ville vi gierne for vor Deel skienke ham, da vi veed, at de ere aabenbare Usandheder, og ei af Forfatteren beviste, men hvordan han kan pukke paa og forekaste Recensenten Grovhed, o. s. v. og selv bruge den i den pøbelagtigste Grad, maa han forsvare. — Havde Hr. B.[Bredal] Paastand været, at vores Angreb paa ham allene var uhøflig, at vores Dom over ham kunde have været sagt i en mildere Tone, at han ei vilde have havt sin Tronfølge undersøgt efter Natur og Regler, saa vilde vi have tilstaaet ham, at han kunde have havt nogen Ret. — Men ikke desto mindre troe vi dog, hvad den skarpe Skrivemaade angaaer, at den kan undskyldes; vi vil ei engang beraabe os paa Myndigheden af de største Kunstdommere, men allene spørge med den ypperlige kritiske Journal, om en Recensent kan og bør være Maskine? om han kan og bør laste eller rose uden Følelse? — Hvad os angaaer, da bedømme vi ei et got Drame, en god Oversættelse, eller en god Skuespiller uden tillige at føle en henrivende Vellyst, men paa den anden Side laster vi ei heller en usel Forfatter, eller Oversætter, eller Skuespiller uden Ærgrelse. — Vi vil ei paastaae, at det er saa aldeles rigtigt, men er det en Feil, saa skal vi og har allerede for en Deel rettet den, i sær da den Maade er fast fremmed hos os. — Hvad den Deel af Forerindringen angaaer, hvori Hr. B.[Bredal] siger, at hans Stykke kunde staae ved Siden af en Deel italienske og franske Syngestykker, da nægte vi det om de fleste, og vi kiende i det mindste intet tragisk med slig en Katastrophe; thi med Hr. Methastasios il Re Pastore (Drame i tre Acter) taaler Tronfølgen ingen Sammenligning. — Om et musikalisk Drame, og i sær et tragisk ei kan og bør være indrettet efter Natur og Reglerne, tvivler vel ingen; vel sandt, at Methastasios Abdolonimus, i Henseende til Stædets Eenhed, ei er efter Reglerne, men den ypperlige Poesie, de mange ædle og ypperlige Dialoger, de rørende og henrivende Situationer med Alexander og Amintas, (siden Abdolonimus), og med dem begge og Elise, og endelig de fortreffelige Karakterer, for alt dette, sige vi, opofre vi gierne en og anden Regel om Stædets Eenhed, hvis Forsømmelse har faaet Hævd i Operen; men mon Hr. B.[Bredal] Tronfølge har en eneste af disse Egenskaber? — Dette vil vi undersøge anden Gang, og tillige hvor smukt vores Erindringer ere igiendrevne. — At Historien er mishandlet, at Karakterernes Anlæg og Udførelse duer ikke, besvarer den første Akteur deels med at sige, at en stor Mand har giort Abd. til en Hyrde, deels søger han at undskylde Karakterernes Feil med den Tvang, som har bundet Forfatteren, at han maatte indrette de handlende Personers Karakter efter tre syngende Personers og Tidens Korthed, inden hvilken Stykket skulde være færdig, og endelig at man maa ei være alt for skarp med at bedømme Handlingen i Syngestykker, da de altid blive unaturlige. — Hvad Stykkets Subjekt angaaer, da have vi aldrig paastaaet, at det var ubeqvemt til et Drame, ei heller har vi paastaaet, at Hr. B.[Bredal] i den Henseende har mishandlet sin Historie, fordi han har giort Abd. til en Havedyrkere, (thi Curtius beretter dette om ham i 4de Bogs 3 Cap.) men i den Henseende har vi paastaaet, at han har mishandlet Stykkets Subjekt ved at indrette det galt, og at Karaktererne ere slet anlagte og udførte, m. m. — Den Undskyldning Hr. B.[Bredal] lægger Akteuren i Munden for Karaktererne, er i vore Tanker heel maver, thi hvorfor kunde han ei have giort Karaktererne originale, og udført dem rigtigt, og ladet dem afstikke, fordi de interessente Roller havde kuns tre Skuespillere, som kunde synge? vi indsee ei Grunden hertil; kan Karaktererne ei være, som de bør, fordi Personerne ere kuns tre? — eller fordi de skal synge? — eller fordi de Personer, som skulde spille i det, ei ere i Stand til at udføre rigtige tragiske Karakterer? — er denne sidste Aarsagen, saa kunde det staae ved sit Værd, men saa siger jo Hr. Borgemesteren[Bredal] det samme om Skuespillerne, som vi have sagt, og det kunde sandelig være løierligt nok, om alle de Høfligheder, som han lader dem sige til os, kunde falde tilbage paa ham selv. — Men dette kan ei heller aldeles undskylde ham i denne Post, thi deels bør en god Drame-Forfatter ei lade sig tvinge af Skuespillerne, deels kunde de gierne i Henseende til Afstikningen og Anlægget have spillet gode og originale Karakterer lige saavel som de spille Hverdags. — Tidens Korthed er kuns en daarlig Udflugt, som Forfatteren kunde ladet blive hjemme, thi paa samme Maade kan Hr. B.[Bredal] undskylde alt hvad han vil. — Hvad den gode Hr. Borgemester[Bredal] forstaaer ved Handlingerne i et Drame, maa han vide, thi ellers var han neppe faldet paa at sige, at man maa ei bedømme dem for skarp i et Syngestykke. Vi vil ei engang tale om, at han lader Akteuren sladre hen i Taaget, thi han vil igiendrive Hr. Journalens Erindringer mod Karaktererne i Tronfølgen, og der tales ei om Handlinger her. — Hvad Indretningen angaaer, da har vi kaldt den ei aliene regelstridig, men og latterlig, og vi har beviist det med Katastrophen, som meget vel passer sig hos Don Qvixot, men ei i et Drame af det høiere Fag; vi havde foreslaget en bedre Mechanisme, (hvor gammel den og er), men hvorfor brugte Forfatteren denne uundskyldelige Katastrophe? — fordi den døendes Arie skulde komme! — men denne Arie have vi just paastaaet ei at være paa sit rette Sted; og hvorfor var den nødvendig? — og dersom den skulde endelig være, hvorfor blev Agth da ei død? eller hvorfor lod Hr. B.[Bredal] ei Agth enten i en Monolog Tilskuerne mærke, at dette Dolkstik var opdigtet, eller paa en anden Maade giorde det sandsynligt; - thi det tilstaae vi ham aldrig, at Sandsynligheden bør opofres, for at kildre Sandserne, og altid troe vi, at Fornuften bør tage Deel i Sandsernes Fornøielse. — Og det Exempel med hvilket han søger at retfærdiggiøre denne Aries Anbringelse, er meget lidt passende; vel sandt, at det er noget unaturlig, at en, som siger, at han er meget søvnig, og endda besynger Søvnelysten i en pathetisk Arie; men den Sandsynlighed kan man gierne opofre for en smuk Arie, desuden er det ei umueligt at tvinge sig til at vaage, men efter et dødeligt Stik at synge saa længe, er umueligt, og følgeligt ei bør have Sted i et Drame. — Hvad ellers Musiken angaaer, da har vi aldrig dadlet den, men hvor Hr. B.[Bredal] kan sige, baade at Hr. Sarti har componeret Musiken, uden at have forstaaet Arien, og at han burde have sat en Cavatine i Stedet for en lang Arie med behørig Da Capo, maa han forstaae, thi vi vil ei tale om den ubillige Grovhed, som han siger en stor Componist i Øinene, da dens Usandhed baade igiendrives af Compositionen selv og hans egne Ord (Side 17.) hvor han lader Akteuren sige, at Musiken i den anden Arie udtrykker Storm og Havblik i den tredie Nedstyrtelse af en Klippe, o. s. v. — Hvor kunde Componisten udtrykke alt dette, uden han forstod Sproget? — men saaledes gaaer det, naar man vil paa andres Bekostning undskylde sine egne Feil. — Denne Usandhed, (og en langt større, end det overdrevne Udtryk, som grunder sig paa Talebrugen, vi have brugt om denne Aries Længde), sige vi, maa Hr. B.[Bredal] forsvare for hans Direkteur, og kan han taale den, kan vi og, men ikke desto mindre maatte vi spørge, hvor en Mand kan og tør paadigte Publikum Usandheder, for at redde sig fra en Beskyldning, som han ei kan slippe udaf paa en skikkelig Maade. — Desuden har den gode Hr. B.[Bredal] selv Skyld i, at Componisten har sat en lang Arie med Da Capo, thi hvorfor har han selv giort en Arie? — thi en Cavatine, som udfordrer uden Tvivl allene saadan en Poesie, som ei har Modsætninger, eller som ei har to Deelinger, for Ex. i 2 Act 1 Scene synger Agth: »Milde Gudinde! som Himlen har kier,« o. s. v. her har Componisten sat en Cavatine, men i Agth døende Arie er der to Delinger, som ere modsatte, og følgelig udfordrer Da Capo. — Denne Regel troer vi at være antaget af de beste Componister, i det mindste veed vi, at den vist ei grunder sig paa Iagttagelser, giorte ved Janitschar-Musiken. — Vore Læsere seer altsaa let, at denne Undskyldning for hans Katastrophe ei siger meget. — Om Musiken have vi fældet denne Dom: »At den var naturlig, henrivende, kort componeret med Smag,« o. s. v. — Vi behøve vel ei at erindre, at Hr. B.[Bredal] enten har misforstaaet os, naar han giør det Ord »kort« til et Adjektivum, da Meningen selv og hele Kiæden viser, at et Komma ved det Ord: henrivende, er udeladt, eller og han har anseet det for et lidet Krigspuds til at paadigte os en nye Usandhed, thi hvad det vilde sige, at en Musik var kort, kan vi ei begribe; men ikke desto mindre lader Hr. B.[Bredal] den anden Aktrise (see Side 58.) giøre sig lystig, og sige: At vi modsige os selv, da vi engang siger, at den døende Arie varede for længe, og nu er Musiken kort; — men lige meget, — angaaende Compositionen til den første Arie havde vi sagt, at den var unaturlig og barnagtig, men maatte skrives paa Digterens Regning. — Dette vil Hr. B.[Bredal] søge at nægte, og introducerer sin Sætning med en heel Hob glimrende Skieldsord, og slaaer om sig med »Pølsesnak«, og hvad ellers den hele smukke Hær af Complimenter heder. — Han lader den første Akteur (og denne er hans fornemste Talsmand) beraabe sig paa (Side 60), at de øvrige Arier udtrykke Veddeløb, Hierteklappen, m. m. at de beste Componister har søgt at udtrykke Jordskiælv, Solens Formørkelse, (dette maa nok være en ideal Musik), o, s. v. og endelig, at denne Composition ei saavel kan undskyldes saavel som Efterabeisen af Dyrenes Lyd i Abd. Arie, men vi vil nu ei engang tale om disse Bevisers Nøgenhed, thi blev den første Arie vel derfor smuk, fordi den havde samme Egenskaber, som de andre i Stykket, og kan vel Compositionen undskyldes, fordi store Mestere have brugt samme? — bygger ikke Hr. B.[Bredal] sine Beviser paa Ting, som endnu imellem Akteuren og ham ere uafgiorte? —  Men vi vil skienke ham disse Beviser. — Vi holde for, at en Componist bør kuns udtrykke sin Aries Hovedaand, saaledes vilde vi have at Musiken i den første Arie skulde aliene have udtrykt Abd. Glæde over Morgenstunden; men hvorfor giør den ikke i hele Arien det? — Fordi at Digteren ei har givet Componisten Leilighed til det; han har ladet Frøen qvække, o. s. v. og derfor maatte han udtrykke denne Dyrenes Lyd, da Poesien ellers var bleven alt for væmmelig —  Hr. B.[Bredal] troer, at Kompositionen i den første Arie er mere at undskylde, end den som udtrykker Torden og Lynild i den Opera han taler om, og at man virkelig kan forestille sig, at Abd. virkelig hører Dyrenes Lyd, men i vore Tanker troer han feilt; thi: Bien brummer, Frøen qvækker, o. s. v. ei førend Abd. har sagt det, og altsaa hører han det ei; men disse villige sidoniske Høns, Frøer, Duer, Lærker, Giøger hører at Abd. siger, at de galer, qvækker, kurrer, brummer, og følgelig giøre de det. — Hr. B.[Bredal] kunde altsaa i vore Tanker gierne blive hiemme med disse Beviis. — Havde Hr. B.[Bredal] første Arie allene ladet Abd. besynge Morgenstunden i al sin Pragt, kunde Componisten af sig selv nu og da ladet Lærkens Slag og andre Dyrs Lyd høre, og derved understøtte Digteren og Tilskuerne med levende Ideer om Morgenstunden. — Vores Dom om Compositionen finde vi ei endnu Aarsag at igienkalde, thi det, som Hr. B.[Bredal] siger, at Musiken i de øvrige Arier havde samme Egenskaber, som i den første, troe vi ei, og kan ei, inden vi fik Stemmerne for os, afgiøre; desuden er det besynderligt, hvor han kan komme til at paastaae, at Hierteklappen i den syvende, og de hule Suk i den ottende er en Efterabeise af Ord, liig Dyrenes Lyd, thi, saa vidt vi ved at høre disse Arier har kundet skiønne, udtrykker Musiken allene den Affekt den skal udtrykke, og det er i vore Tanker det, som en Componist bør giøre, os i det ringeste forekommer blotte Ords Efterlignelse i Musiken, som Ordspil i Poesien. — At Musiken er det eneste, som bør forføre Tilskuerne, have vi og paastaaet, og det paastaae vi endnu, skiønt vi ei vil giøre os deelagtige i det, som Hr. B.[Bredal] har tildigtet os, at vi vilde høre Musiken uden Ord; dette have vi aldrig sagt, — thi vi veed heel vel, at Poesien skal føde Musiken, og at denne bør kun laane sine Skiønheder af hiin. — Sproget i Tronfølgen have vi kaldet ei mat og prosaisk, som Hr. B.[Bredal] siger, (thi et prosaisk Sprog bør ei være poetisk), men vi have kaldet det et mat prosaisk Sprog; dette igiendriver Hr. B.[Bredal] ei, men han beraaber sig paa nogle fine Kiendere; men hvem ere disse? ere de den Deel af det høie og respektive Publikum, som i Aften paa saa fiin en Maade inddrev den gode Smag i de Vantroe, saa misunde vi ham ikke deres Bifald, og overlade vi med det gladeste ham disse fine Kienderes og sædelige Konstdommeres Bravo og Hurrah! som Echo tifold igientog; ellers gad vi nok vide, hvad det er for Kiendere, som han pukker saa meget paa, thi, Adresse-Aviserne tillade os ei saa just at troe ham paa hans Ord. — Men enten nu Sproget kan virkelig have fundet Bifald hos sande Kiendere, eller ei, saa afgiør det vel neppe Sagen saa ganske aldeles; vi have anført til Exempel Abd. og Euph. Besværelse. — Hr. B.[Bredal] har ei af Personernes Karakter og Situation, det tragiske Sprogs Natur eller af noget grundigt igiendrevet os, men allene sagt, at det var usandt, m. m. thi hvad hans Kiendere angaaer, da kiender ingen dem, og Forskiellen imellem Hæphæstions Tale og Abd. indsee vi ei uden for saa vidt at de taler om forskiellige Ting, thi de Besværeiser, som Hæph. giør til Phalanx, ophøier ikke hans Sprog, vi vil ei engang tale om, at Historien ei (saa vidt vi vide) giver os Spor paa, at Macedonierne svor ved Phalanx. — Versene have vi holdt for Prosa, naar Rimene borttoges, dette bestrides da med dette vægtige Beviis, at »Forfatteren har havt den Lykke at høre Arierne spille blant Folk af den fineste og beste Smag,« — ja! hvilken Stymper af en Poet har ei havt den Lykke! — Dette, siger han videre, »kan veie op imod hvad et Flyveblad af en Journal uden Navn kan faae i Sinde at indvende derimod;« — ja dersom man kunde faae i Sinde at troe hvad et Efterstykke uden at navngive sine fine Beskyttere tillægger dem, saa kunde man troe det; men da Hr. B.[Bredal] ei har anført nogle af disses Beviis, saa blive vi endnu ved vor Dom. — En Feil hos hans Arier er denne, at de sielden udtrykker den Affekt, som er en Følge af Personernes forige Karakter, men allene nogle elændige og platte Tanker. — Vi ville bevise dette med Exempler: Euph. har i første Akt anden Scene faaet en mundtlig Forsikring af hendes Fader om hendes og Aghts Forening, herover er hun høist glad, hendes Fader gaaer bort i den Beslutning, at vilde fuldbyrde denne for dem begge saa ønskte Forening; altsaa er Euph. Situation paa nærværende Tid den yderste Glæde; hvo skal nu vente andet, end at hun i sin Arie enten vil udtrykke Kierlighed til Agth., eller Taknemmelighed for sin Fader, eller til Guderne! — men den første Deel af Arien en ganske unaturlig Tanke om Stormen, som oprykker Træer paa Biergene, m. m. Hvor har Hr. B.[Bredal] faaet dette Billede fra? — passer det sig enten til Euph. Situation, eller til Applikationen? — Den Duet i første Akt fierde Scene er ogsaa høist urimelig; Agt. og Euph. har faaet at vide Hæph. Ærinde, de igientage deres Kierlighed, de beedige dem, og svære hverandre et ubrødeligt Løfte, Agt. siger, at han gaaer i Templet, for at anrette et Offer til Venus; hvem kan nu vente sig nogen Sang af Agt., og hvo skulde ei troe, at han virkelig gik bort, men nei, han synger en Duet med Egyph., og dersom Madame Knudsen ei havde ved et Theaterspil blevet staaende ved Udgangen, og Jomfru Halle ei havde nogen Tid udgiort det stumme Spil, saa havde det bleven reent afbrudt. — Nu seer man da Agt. komme tilbage, og skal synge med Euph. — Hvem kan nu troe andet, end de enten vil udtrykke Bestandighed, eller et af de stærkeste Træk af Kierlighed? - men nei, disse to Elskende, som føler Kierlighedens fulde Hede, kommer frem og fortæller, hvordan det gaaer til med en Løber, som paa Banen render, m. m. og endelig anvender de disse tørre Betragtninger, som varer længe, paa deres Hierter, som de selv kalde dydige. — Hvad Poesien for Resten angaaer, da tilstaae vi gierne, at den er flydende, thi saaledes ere endelig alle vandede Vers, men den som til en god Poesie udfordrer opløftede Tanker, som er en Følge af Personernes Situation, og udtrykker Affekten ei i kolde og platte Vers, men i levende Poesie, flydende og let, men dog behagelig Versification, vil ei finde noget ved Versene i Tronfølgen. —

(Fortsættelsen i næste No.)