Anden Aargang.

1455Kierlighed uden Strømper, et Sørgespil i Fem Optoge, af Hr. Wessel. Kiøbenhavn 1772. Stor 81 S. 8.

Vi have, troe vi, meer end engang overbeviist vore Læsere om, at vi langt fra ingen Fiender have været af Farcer og Parodier, naar de kun ere gode, og man vil da altsaa ikke staae i Tvivl om, at jo Forfatteren Hr. Wessel af dette fortreflige Stykke, vil være en Gienstand for vor Biefald, som hvor haant man endog vil ansee det, dog altid er et. Vi vil ikke indlade os i en detailleret Kritik om Stykkets indvortes Værd, da den kritiske Journals Forfatter har forekommet os, og vores Dom ikke kan, eller efter vor Indsigt bør blive andet end et svagt Gienlyd af hans, hvis Dom vi i et andet ikke kan andet end underskrive; men for dog at sige noget, vil vi tale om denne Art af Skuespil i Almindelighed. Ikke agte vi at indføre vore Læsere i en mere curiøs end nyttig Afhandling om Parodiens Oprindelse, Alder og Forfattere; men allene om dens Øiemeed og Nytte. Den væsentligste Nytte en (det forstaaer sig) velskreven Parodie kan frembringe, er foruden Fornøielsen (som er Hovedsagen hos et hvert komisk Skuespil,) ogsaa efter vor Skiønsomhed denne: at Feil og Urimeligheder som begaaes af nogle tragiske Digtere, ret kan revses; ingen Art af Kritik er mere bidende og følelig, men derhos mere fornøiende end Satirens. Feil mod Sansynligheden, kolde og uinteressante Monologer og Dialoger, uforbedrede og hovedkuldse Overgange eller rettere Spring fra en Lidenskab til en anden, Mangel af Handling og Interesse i det hele, skieve og slet anlagte Situationer, svulstiske og prosaiske Udtryk, svage og unaturlige Malerier, og andre Feil, maa Konstdommeren dadle saa meget som han vil, han maa bevise det med Regler, grundet paa Naturen og Aristoteles; det vil ikke hielpe saa meget, som naar Parodiedigterne revser den, ved at vise det urimelige og latterlige i dem. Den Urimelighed i 5 Akt i Zayre, (som vi have omtalt*)), falder ikke tydeligere i Øinene, end naar Forfatteren af les Enfans trouvés ou le Sultan poli par l'Amour**), lader Heltindens Broder komme ind med en Lygte; det unaturlige i Beskrivelsen i Zarine af Stryanges Strid imellem Dyd og Elskov, indseer man meget klarere end forhen naar Johan von Ehrenpreis beskriver sin Strid imellem disse Passioner o. s. v.

Endog i Henseende til Feil i Aktionen, kan Parodiens Opførelse have sin Nytte; naar Skuespilleren ligesom Digteren paa en god og løierlig Maade paroderer Feil, som en og anden tragisk Skuespiller kan have begaaet, og især det overdrevne i Aktionen, hvormed mange Akteurer vil forblænde Tilskuerne, og komme ham til at troe, at enhver convulsinsk urimelig Bevægelse, er en Skiønhed, og at Grimaser og Brølen udgiør en Æsopus, en Roscius, en Garriik; det haver sig med slige Feil som med Digternes og maaskee Parodiens Revselse frugter mere paa hine end paa disse; naar den tragiske Skuespillers Feil aabenbare er giort latterlig, vogter den sig vist for at begaae dem herefter, naar han ikke vil forspilde sit hele Bifald. Parodierne selv og deres Forestilling haver da altsaa virkelig sin Nytte, og bliver en Art af Skuespil, som man hverken bør foragte eller ganske undertrykke i Almindelighed; men et andet Spørsmaal bliver det, om man tør ønske deres almindelige Fremgang blant os og paa vor Skueplads, da vi kun have et eneste Theater***) og som endda ikke har saa mange Skuespillere at slige Stykker kan opføres uden den Nødvendighed at lade dem forestille af Personer, som selv maa spille i Tragedien? Om vor Publikums Smag ikke ganske eller dog for en lang Tid kan forvændes? Aarsagen til den sidste Frygt have vi ikke blot grundet paa Fornuftslutninger, men endog paa Erfaring, da vi med stor Misfornøielse have hørt de skiønneste og uforligneligste Stæder og Scener gaaet ganske uanmærkede bort af Tilskuerne. Madses første Replike for Ex. i 3 Optog 2 Optrin, hvor han bebreider hans Vens Jespers sildige Ankomst; Tilskuerne har været ganske rolige ved denne ypperlige Satire, paa lange Monologer som og samme Optogs femte Optrin, hvor Mette slutter sin Monolog:

»At jeg med Kuglerne her meener Mads og Mette,
Derom det tosset var mig selv at underrette,
Thi jeg jo eene er, og ingen har mig hørt«.

At anføre****) alle de Smukheder som Kierlighed uden Strymper i denne Henseende indeholder, vilde blive alt for vidtløftigt, et par Exempler maa vi endnu tale om. Hvor mange har vel med rette Øine anseet de Steder som skiemte med de forslitte og urimelige Ahnelser og Drømme, som den største Sverm af tragiske Digtere bruger saa meget til Maskiner i deres Kompositioner? — Skulde man ikke let falde paa at troe, at den (som i dette Stykke er en Skiønhed,) urimelige Anbringelse af Arierne, ikke er bleven paaskiønnet? o. s. v. mon Mængden, (og det er dog deres Smag der skal forbedres,) har indseet den uforligneligste og meest bidende Satire i Mettes Replike til Johan? Det er her at Helten siger Mette den Frygt han har for at han skal

» — — staae rød og feig og flad igien,«

og han faar den Trøst:

»Selv Helte kunde tit staae røde, feige, flade,
At være Helte dog de derfor ei aflade,
Ja vist skal du Signeur! staae flad og feig og rød,
Men rød og feig og flad du faaer en Heltedød,
Naar du kun siger det, som andre Helte sige,
Naar de lastværdige forlade Jorderige*****)«

Mon Mængden, sige vi, have indseet at Forfatteren her har revset en af de vigtigste Feil i Tragedier, hvor Heltene ere Uhyrer? hvor de begaae de skammeligste Forbrydelser, og dog have Navn af Helte, naar de kan sige noget om Dyd, Strid, om Last og Hævn. Denne Feil og utilgivelige Feil, at giøre en aabenbare Forbryder, en fræk Overtræder af alle Naturens Love, til Helt i et tragisk Skuespil, den Feil er det her at Forfatteren ustridigt har stiklet paa; men vi veed ikke just, om det er saa ustridigt, at Mængden haver vist Forfatterens Hensigt, og altsaa kundet følet Hensigten af disse og andre Træk af samme Art. Den Uopmærksomhed disse omtalte Tirader ere blevne anhørte med, haver forledet os til at troe, at Indsigt, Kritik og Smag, endnu ikke er almindelig og sikker nok blant os, til at Parodien kunde have sin vigtige og sande Virkning, at slige Stykkers hyppige Forestilling, (for alting naar Skuespillerne vilde drive Karikaturen saa vidt som de have drevet den her,) let vilde fordærve Smagen, og udbrede en Afsmag for Melpomene og Thalia, som dog ere de Gudinder, hvis Dyrkelse Naturen, Konsten og Alderdommen, om ikke just ganske ene, saa dog meest har indrømt Scenen.

Dersom dette Stykke ikke havde andre Fortienester end denne ene, at det var en ypperlig almindelig Parodie paa slette Sørgespil og Opraer overhovedet, (den dummeste Art af alle Skuespil,) vilde det for Skuepladsen kun blive halv saa moersomt som det er. De vittige og snurrige Sving Forfat. har givet de gemeste Indfald, som giør dem løierlige; det rette Sted han har sat dem paa; den sande og komiske Kontrast han overalt har iagtaget i Skateringen; den Kunst, hvormed han endog har anbragt virkelige Platheder, (Faderser,) men dog giort dem interessante; og overalt den sande komiske Aand, som hele Dialogen er skrevet i; den komiske Gang hele Stykket har; med et Ord: den Gave, at alt bliver »pudseerlig« under hans Pen, (at vi skal bruge dette characteriserende Udtryk med Forfatterne af den kritiske Journal,) er det som giør dette Stykke saa interessant for Mængden, som endog manglende synderlig Begreb og Kundskab i Kompositionskunsten, (uden hvilket Parodiens Skiønheder aldrig ret kan føles,) kan dog med Fornøielse læse og see Kierlighed uden Strømper. — Stæder som disse:

»Min Smiil din Vellyst var, og mine Vink din Lov,
Det svor du paa, og løi, og denne Løgn var grov«.

»— — min Haand jeg skulde give
Til den jeg før forskiød. Den Kaal jeg spøttet i
Jeg skulde spise selv« — —

»— — — — Dig at retfærdigiøre,
Er kun til Overflod, dit Forsvar ligger her,
Med Ildbogstaver trykt, det kort forfattet er;
Johan, som elsker mig, kan ei strafværdig være,«

»Hvor taler du ei smukt, jeg vilde paa min Ære,
Nu Turen er til mig, og sige smukke Ting,
Men Kierligheden har med tætte Attersting
Saa syet mit Hierte ind, — —

»Mit Hierte sider der, du maa udrive det,
Hvis det ei brænder heelt. — —

»— — — Det over Skrævet gaaer,

og som det paafølgende ubetalelige Indfald at Strømperne

»— — — — — De er ei til,

»Hvor er min Skiebne haard og umaneerlig stiv,
Den paa min Ære har ei i sit hele Liv,
Det allerminste Gran af Medynk for et Hierte«.

Stæder som disse,******) sige vi, som vi have udskrevet som de ere os faldne i Øinene, og som dette Stykke vrimler af, kan ikke andet end opvække Latter, og det maa nu enten komme af Enfoldighed eller ikke, saa have vi dog i det ringeste skoggerleet af dem, og lee endnu saa ofte de falde os i Hukommelsen.

Foruden disse anførte gode Egenskaber, har Kierlighed uden Strømper mange andre. Den fortrefligste Versification man vil forc lange, og et komisk Sprog som er ypperlig*******) vil man og finde i dette Stykke, som efter vor Skiønsomhed altid bliver et Arbeide, som giør sin Forfatter og Nationen Ære.

Efter alt dette at spørge om Forfatterens Hensigt vilde være meget besynderligt; den endog meest flygtige Giennemlæsning af Stykket, vil strax røbe denne: at vise visse Feil i Tragedien fra deres latterlige Side, og at opvække Latter hos Læseren. Hvem vil vel tvivle paa, at Hr. Wessel jo har naaet begge Hensigter? og hvo skulde falde paa den Urimelighed, at fortænke ham derfor? Nei, efter vor Skiønsomhed kan man ikke forkaste Forfatteren noget i denne Henseende; enhver maa erfare, at han har den sieldene Gave, at bringe endog den alvorligste Læsere til at lee, og enhver Kiender maa tilstaae ham, at han har giort sig Konstdommerne meget forbunden, og fortient af Tragediens Regler. Forfatteren har altsaa ikke nødig at giøre sig nogen Skruppel over sin Hensigt; en anden Sag er det, om han ikke havde giort sit Stykke mere theatralsk komisk end det er, om han havde fra Førstningen af bestemt det til Skuepladsen; men det eneste som vi troe os med Føie at kunde forekaste ham, er et par Udtryk, som vi vil overlade Forfatteren selv at give sit rette Navn; det første staaer Side 37.

»En tosset Jydedreng maaskee vel torde meene o. s. v.«

Og siden: »Nei kiere Jyde! nei«, - Hvorfor just en tosset Jyde? Er dette Udtryk anstændigt, eller har det Grund i Nationalhad eller i Sandhed? vi vil nu ikke tale om, at hele Monologen er det sletteste Sted i Stykket, og det eneste som vi kunde fradømme Navn af smukt, da det mangler Tydelighed og Lethed. Det andet er Side 72 hvor Mads giør en Tyv og Skrædder til Synonymer. Et Indfald, som efter vor Skiønsomhed altid bliver andstødeligt paa Skuepladsen.

Vi holde her op med Recensionen over Stykket selv, som, troe vi, noksom har viist hvor meget vi skiønne paa Forfatterens Talenter og hans Arbeide, som hvad man endog vil sige om det, fortiener Agtelse og det Biefald som en ypperlig Burleske og Parodie altid har Ret til. Forfatteren af Musikken er Hr. Kapelmester Scalebrini, som ikke paa sin Side har ladet det mangle paa at giøre Stykket denne Henseende interessant og morsomt, og som har ikke, uagtet han selv er Komponist for Operen, har undladet at give den smagløse og brugbare Musik, som settes paa Anerne, sin Deel; i hver Arie spilles med Ord; en Egenskab, som i den alvorlige Opera er en utilgivelig Feil; men i en Burleske, og for alting i en Parodie, en god og umistelig Egenskab; vi vil ellers overlade til Kienderne, (ikke Folk, som kuns kan spille Instrumenter, og for Resten ingen Smag have,) at give Hr. Sc.[Scalabrini] sin tilbørlige Roes, og tillige at dømme, om han ikke deri har giort Choret noget ennyrant?

Fem Gange i Rad er dette Stykke bleven givet paa Skuepladsen, og uagtet vi ikke saa just kan sige at alle Skuespillerne have i deres Spil truffet den Idee vi have derom, kan vi ikke sige, at nogen Aften er falden os kiedsommelig. Og uagtet at Karikaturen er drevet saa høit som mueligt, kan vi ikke nægte at Aktionen jo overhovedet har fornøiet os. I No. 19. gav vi tilkiende hvorledes vi overhovedet ønskede Aktionen maatte anstilles; Aarsagen hvorfor vi ikke troede at den overdrevne Karikatur vilde have en god Virkning, var Frygt for at Spillet skulde blive for ækel, og endnu denne: at det alt for meget chargerte Spil vilde drage Opmærksomheden for meget fra Stykket selv, har endnu mere bestyrket os i denne Tanke. Ellers vil vi ingenlunde nægte, at den Maade, hvorpaa Stykket er blevet givet paa Skuepladsen, jo gierne kan forsvares, og at det kan spilles paa mange Maader. Ikke heller vil vi nægte, at jo Skuespillernes Aktion overhovedet har været fortreflig. Hr. Bech, en af de Skuespillere, som aliene er i Stand til at gefald ei Karikaturen, og i ingen naturlig latterlig Role, spilte Johans Role. Vel kan vi ikke nægte, at han jo nogle Steder chargerte saa meget, at han virkelig blev ækel, for Ex. 5 Optr. 4 Optog Sid. 67, hvor han giør sig kostbar; og ikke altid giorde sine Sager saa vel som han burde, for Ex. Sid. 66, hvor han skal stamme; men ikke destomindre skikker hans hele Person sig uforlignelig til Rolen, lige fra Kinden til Foden. Et par Steder haver han givet som virkelig ere uforlignelige, det første er 4 Opt. 1 Optrin S. 44. hvor han, efter at have ganske vel skildt sig ved sin Strid, og deklameret den i sin behørige Tone, løb; men med et vendte sig tilbage, og lod Tonen falde med de Ord: »kan jeg nu gaae,« det andet Sted er samme Optog 5te Optr. S. 51, hvor han ogsaa lod Tonen falde fra den tragiske Parodietone, ved den Parenthes: »(At hvad I sagde før, det var dog Meeningen,)« et par ypperlige Tierader! Mad. Knudsen var Grete; hun drev Karikaturen til det høieste, men dog got; men ikke destomindre havde vi ønsket, at hun havde mindre spillet med Ord, for Ex. hendes hele Gistikulation, da hun sang sine Arier, den Gebærde med Fingeren, naar hun S. 5, siger: »med sorte Haar paa Næsen,« mon hun ikke drog hele Opmærksomheden fra Tanken til en Deel deraf? — Men mange Steder giorde hun uforlignelig vel, f. Ex. 4 Opt. 4 Optr. hvor mesterlig giorde hun ikke den dumme Tuden og Hylen, som visse tragiske Skuespillere bruge latterlig? og mange flere. Et par Feil maa vi anmærke endnu, den ene var den Tone hun udtalte de Ord (S. 33.) »og ikke kold som Mette,« den Tone hun brugte var ganske kold i Henseende til det Foregaaende; mon Talen ikke er en Bebreidelse? hvortil dette Fald i Tonen? — Det andet Sted er den Tone hun siger, naar hun falder: »nu kan du tage den,« hvorfor skal hun her sige det leende? Den Tone hun havde ved 3die Forestilling, var i vore Tanker den beste, thi den var den rette spodske Tone. Hr. Musted spilte Madses Role meget got. Hr. Hortulan giør den beste Figur i dette Stykke, Den som spilte maadeligst var Jfr. Halle, og paa et par Steder nær heel slet. — Mandfolkenes Dragter vare gode, men ikke Fruentimmernes, og den halte Page saae vi gierne borte, da hans Optøger ere alt for dumme. Vore Tanker om hele Aktionen, i Henseende til Hovedideen, vil vi gierne tilstaae at være meget vilkaarlige; men kan der siges noget mod dem, kan der og siges noget for dem, og aldrig have vi været saa forlegne med os selv, som i dette Stykke.

*) Se den dramatiske Journal 1773. No. 13.

**) Denne Parodie er i en Akt paa Vers, og har de Herrer Dominiqve, Romagnesi og Lelio (Sønnen,) til Forfattere.

***) Det er en anden Sag paa de Stæder som har mere end en Skueplads, for Ex. i Paris, hvor Parodier allene paa det saa kaldede italienske Theater opføres tilligemed andre Farcer og Burlesker og Tragedier og andre regelrette Stykker paa Hovedtheatret, som kaldes la Comedie francoise.

****) Dog kunde vi ikke undlade at tale om den Anbringelse af Arier, som den beste Satire paa den afsmagelige Opera.

*****) Mon Hr. Bruun skulde uden Hierteklappen kunde læse denne Replike? og mon han ikke med Undseelse skulde tænke paa sin Stryange?

******) Til disse Steder maa endelig og regnes de sande komiske og latterlige Arier, som endog i og for sig selv ere ypperlige, men dobbelt skiønne, naar man indseer Satiren i deres Anbringelse. Behøve vi vel at erindre, at der er Forskiel paa dem, og at de ere ikke alle lige gode?

*******) Vel sandt, et par Steder røbe Forfatterens Nation, for Ex. 3 Opt. 2 Optr. »lider paa«, og 5 Optog 1ste Optrin »Skal Skiebnen med sit Had vel giøre mig en Smag«, hvilke Talemaader er ganske udanske.