Anden Aargang.

1910Pebersvendene, Komedie i Fem Akter, af Hr. Johannes Ewald.

Dette Originalstykke er en Frugt af den Priismaterie som for omtrent en halvanden Aar siden blev udsat. Forfatteren var ikke saa lykkelig, at gefalde den eller de, som stode for at bedømme de indkommende Stykker; han har siden den Tid ladet det gaae igiennem en bekiendt stor Mands Kritik, hvorved det skal have vundet anseeligt. Det var allerede i Fior i Hr. Borgemester Bredals Direktionstiid indgivet, men er bleven lagt til Side, og i Aar første Gang opført paa Skuepladsen. Forfatteren skal ikke kunde rose sig meget af det Biefald han har faaet af Publikum, naar man tager det (i hvilken Forstand, som det end bør tages,) for den betalende Mængde. Aarsagen hertil at undersøge, var vel ikke saa vanskeligt; overhovedet hersker der blandt en stor Mængde af Publikum en Fordom mod Forfatterens Skrivemaade; og at Forfatteren er en dansk Digter, og har havt det Vandheld at være født i Dannemark, er vel ogsaa en af hans store Forbrydelser; denne Fordom og denne Partiskhed har uden Tvivl giort, at dette hans Stykke blev mindre søgt og biefaldet end det endog med alle sine Mangler, fortiente. At bestride disse Mee-ninger, eller om man vil Kabaler, er ikke vor Sag; Forfatteren kan trøste sig med at han har samme Skiebne som andre store Genier, som Milton, som Klopstok, som Tasso, hvis Mesterstykker Mængden kun sildig fik Indsigt og Smag at dømme om; »Digtkunsten faaer som Dyden først sin Belønning efter Døden«, siger Forfatteren til Ossians Digt, og den Tid vil vist komme at Forfatteren

» — i Graven naar forraadnet er hans Krop,
Man slaaer paa anden Stræng i anden Tone spiller,
Med blotte Øine seer, hvad man ei saae med Briller.«

og vil blive bedømmet paa en ganske anden Maade, og Efterslægten vil misunde os at have kiendt en Ewald; den Efterslægt som vist vil faae andre Tanker om Digtere og Genier, end Mængden nu har, og som oplyst og overtydet af en sand og lutret Smag, vist vil kiende imellem Digteren og Rimsmeden, Poesie og Rim. —

Men uagtet at vi tilskrive det lidet Biefald dette Stykke har faaet mere Publikums*) Fordomme eller Ukyndighed eller Partiskhed, end Stykkets indvortes Værd, vil vi dog ikke nægte, at det jo selv i nogle Henseender er Skyld i, at man ikke har givet det sligt et Biefald, som et ypperligt Arbeide fortiener; det har virkelig sine Mangler, og dem er det vi først vil tale om, naar vi have giort vore Læsere Reede for Planen.

I Dorimon og Aramintes Huus er Leonore et ungt Fruentimmer af Stand, af en ganske god men almindelig Karakter; hun bliver uhindret elsket af Leander, et ungt Menneske af Stand og Midler, og hvis Karakter er en meget stor og bizar Overdrivenhed og Hidsighed i sine Afekter. Leonore faaer en Arv paa 30000 Rdlr. fra Vestindien. Hendes Morbroder Argante, en Gnier, og en gammel Pebersvend vil, da han faaer dette at høre, have hende ud af Aramintes Huus og frier til hende. Mag. Træknub en Pedant, og tillige en Pebersvend, frier ogsaa til hende. Orgon en af det Slags Pebersvende som Skiørlevnet haver giort dertil, fatter en sand oprigtig og ikke paa Egennytte grundet Kierlighed til Leonore, men tør ikke tale til hende, skamrød over sin forrige Levemaade. Leonores Portrait som Leanders Tiener har seet hos Orgon, er egentlig Knuden i Stykket; thi Leander bliver jaloux og rasende derover, og troer at hun elsker Orgon; siden opløses Knuden meget let, ved det Orgon bliver underrettet om Leanders og Leonores Forbindelse, og de to andre Pebersvende Argante og Træknub faaer i den baade egentlige og uegentlige Forstand, Kurven. Dette er Fablen, som efter vor Skiønsomhed er interessant nok. Man kunde vel sige at Hoved-Indholden er Leanders og Leonores Giftermaal, og altsaa Moralen af Stykket som er Pebersvendenes Revselse, er sat til Side. Sant er det, men sant er det og, at Subjektet selv er nok paa anden Maade ikke at udføre. Af Karakteren er der meest Opfindelse i Orgons og Leanders; thi Argante og Mag. Træknub, hvor mange sande komiske Træk deres end have, blive dog altid meget forslidte Karakterer, og som allerede ere udtømmede af Forfatterens Forgiængere. Leonores Karakter har hverken noget nyt eller interessant i sig; og Arammte og hendes Mand er blot dialogiserende Personer, som endog havde Planen og Stykket uskadt, gierne kunde være borte. I Almindelighed ellers at dømme om Pebersvendenes Tegning, bliver vel den vigtigste Feil som man kan forekaste Forfatteren at han har mere tegnet deres øvrige moralske Karakter, end tegnet dem som hele Stykkets Moral skal gaae ud paa, og derved betaget Tilskuerne og Læserne at ansee dem som egentlige Pebersvende, og mon man ikke taber Pebersvendene ganske af Sigte, naar de frie til Leonore? — Hvad Dialogen angaaer, og hvorvidt Stykket morer, som er Komediens Hovedsag, da har det virkelig sine gode Fortjenester; f. E. hele Argantes Role, og især det suprenante Indfald med Nøglen til hans Brændeskab, og den i vore Tanker ypperlige Beskrivelse han giver Leonore paa den Levemaade han vil føre med hende, (en Scene som nærmer sig meget til Holbergs Luune.) Mag. Træknubs Role er og temmelig interessant, for saavidt at slige Personer kan interessere; den bogstavelige Oversættelse: »Jeg nedstiger med begge Fødderne i din Meening«, af den Phrase »utroque pede in tuam descendo sententiam«, er en meget god Satire som vist kan ramme mangen en slet Skolekarl; men disse ere og de interessanteste. Tienerens Role er ikke saa synderlig, og saa got og komisk som det Træk er, hvor han suspenderer hele Handlingen med sine Kartufler, saa — er hans hele Monolog om Tungerne. Pernilles Rolle har heller ikke meget latterligt i sig, og de andre Personers ikke heller; men ellers er de ædlere Personers Dialoger opfyldt med det fortrefligste Sprog og de bedste Sentimenter. Vi holde her op med vore Betænkninger om Pebersvenden; vi troe, at vi haver ikke overseet nogen Feil, fordi en Ewald havde begaaet dem; Stykket bliver immer et ganske got Stykke, og kan staae langt over den beste af Jfr. Biehls, og ved Siden af mange Des Touches og Weyses Komedier.

Stykket blev overhovedet spilt temmelig vel; Argantes Role var, som man let burde vente sig, givet Hr. Clementin, som spilte samme Role uforlignelig i alle dens Dele, til Bevis vil vi anføre et par Exempler: naar han har glemt sin Nøgle, naar Leander skielder ham ud, naar han beskriver Leonore hvordan hun skal leve naar hun kommer til ham o. fl. Inden vi gaae fra ham, maa vi melde et par Ord om hans Dragt; vi vide ikke, om vi have Ret, naar vi troe, at Hr. Cl.[Clementin] burde være mere pedantisk og særskildt klædt end han var; i Almindelighed troe vi, at den Art af Pebersvende som Argante er af, pleier at være meget særskilte i deres Dragt; dersom Hr. Cl.[Clementin] havde havt f. Ex. en mere gammeldags Kiole paa, en lille Kaarde, pibede Manskietter, og i sit hele Spil iagttaget en stor Omhyggelighed- for sin Pynt, børstet sig tidt, lagt sine Manskietter med stor Omsorg tilbage, og saaledes hele Veien igiennem lagt Vind paa en vis Pænhed, holde vi for at det vilde have giort god Virkning. Hr. Ørsted var Mag. Træknub og giorde sine Sager meget vel. Orgons Role spilte Hr. Rose i sin rette og naturlige Karakter, kuns havde vi ønsket, at han ikke havde sat Fiær i Hatten, og været mindre galoneret end han var; vi fordre dette, at han kunde desmere afstikke mod Leander. Leanders Role havde Hr. Holberg, som med sin Aktion i Aften viiste, at han lader sig det være en angelegen Sag at forbedre sig, og som virkelig spilte sin Role got, naar man betragter ham som en Begyndere og Rolens Vanskelighed; naar han endnu meer kan modulere sin Stemme og aflegge det stive i sin Aktion, kan man rigtig vente sig en Hoben af ham. Hr. Hortulans Role er af liden Betydenhed, og hans Spil var ikke større. Mad. Knudsen var Araminte, Rolen siger ikke meget. Jfr. Halles Spil var meget naturligt, til Beviis er Theaterspillet med Henrik. Hr. Hansen var Henrik, og var paa et par Steder nær taalelig; hans Theaterspil med sin Herre, da han i tredie Forestilling tog ham Pennen fra Øret, er atter et Beviis paa, at den slette Akteur ingen Fiinheder maa give sig af med. Jfr. Petersen skildte sig ikke slet ved sin Role.

*) Man erindrer sig at vi tage Publikum her i anførte Forstand, og bliver det langt fra ikke vor Meening, at meene alle; men det bliver aldrig en Forbrydelse at sige, at Mængdens Smag er slet.