Anden Aargang.

2719Det aftvungne Samtykke, Komedie i En Akt, oversadt efter Hr. Mervilles le Consentement forcé.

Den Dom vi forhen mere end engang have givet om dette Stykke og Aktionen, har tydelig nok viist at vi ingen Elskere ere af det; det blev opført med Operen Anagilda, og dersom den lille Provensal-Ballet ikke var bleven opført tilligemed, havde denne Aftens Fornøielse været meget slet for os.

1455Kierlighed uden Strømper, et Sørgespil i Fem Optoge, af Hr. Wessel. Kiøbenhavn 1772. Stor 81 S. 8.

Atter Kierlighed uden Strømper! vil man sige; men Publikum er endnu ikke kied af at see det; og da bliver det ikke allene en Undskyldning for Inspekteuren, men det vilde være en Overtrædelse af hans endelige Pligt, at nægte Publikum den Fornøielse, som det betaler, og Publikum bliver det dog, som bør fornøies, i hvem og Skuepladsen tilhører. Hvad Aktionen angaaer, da gielder det samme overhovedet om den, som vi i forrige Nummer have bemærket. Det Optog med Dekket, havde i et hvert andet Stykke været forargerligt, men hvad lader sig ikke taale i dette Stykke? Efter Stykket blev opført en nye Ballet af Hr. Bark, som, hvad man kan sige om den, altid er bedre end nogle af Hr. Adrianis; vel sandt, der kunde meget siges mod den, men Hr. B.[Barch] er ikke Balletmester, og har aldrig havt Aarsag at studere Konsten, kan altsaa undskyldes. Dersom der var Haab om at Hr. Svarts blev ved Dandsen, og saa kunde forvisses om at blive Balletmester, havde man det beste Haab om ham, da han har Ungdommen for sig, og altsaa Leilighed og Tid at forskaffe sig Indsigt i sin Konst. — Men — saa fik vi jo ingen fremmed Mand, men en fremmed Kone og Familie! — Hinc illæ larcrymæ.

1095Den honette Ambition, Komedie i tre Akter, af Hr. Baron Holberg.

Megen Fornøielse kan vi just ikke sige at have havt af dette Stykkes Forestilning paa Skuepladsen. Man kan let tænke, at, naar Hr. Bech var Henrik, og Jomfru Conradi Pernille, de to interessanteste Roler, og for alting den sidste, blev ganske afskyeligt given. Hr. Bechs Aktion var i den Henseende bedre end sidst, da han spilte den, at han ikke saa ofte igientog dette vedderstyggelige Æh! som han lagte til den sidste Stavelse af hvert andet Ord, skiønt han og et par Gange i Aften anbragte det; vi veed ei hvad det vil sige; men i den Henseende spilte han sin Role slet, at han som Baron, ikke forestilte en forklædt Tienere, men en virkelig Spradebasse. Af de andre Skuespillere vil vi kun tale om Hr. Clementin, som spilte sin Hieronimus saaledes, som man kunde vente sig. Ellers blev Stykket givet som det pleier, lige indtil den Sottise at Hr. Ørsted aftrykte sine Knebelsbarter om Hr. Clementins Mund. Hvortil dette? Hvortil de Krumspring han giorde?

2453Tronfølgen i Sidon, en original lyrisk Tragikomedie i To Handlinger, — — af N. K. Bredal. Kiøbenhavn 1771. 8.

Vi kunde ikke undlade at berette vore Læsare, som ikke have seet Tronfølgen i Aften opført paa Skuepladsen, at den fameuse Katestrophe er bleven forandret saaledes: at Euphemia river Agathocles Dolken af Haanden, og siger med andre Ord, at hun ogsaa vil dræbe sig, og at Kleobulus med sin Hephæstion inderlig rørte af dette væmodige Syn, forandrer deres Plan, og Agathokles faaer sin saa inderlig elskte Euphemia. Herolden er altsaa borte, og Entreen er ogsaa udeladt, men Abdolonimus tuder dog i sit Horn, hvorpaa hans elskelige Børn kommer. Vi vil ikke indlade os i nogen videre Kritik om Stykket selv, da vi før, (troe vi,) have sagt nok, og de som forlange mere, vil vi henvise til det Skrift, kaldet: Kritiske Tanker over Syngestykket Tronfølgen i Sidon, og Efterstykket den dramatiske Journal, 1772, 8. Heller ikke vil vi bestemme hvor vidt Stykket haver vundet ved de giorte Forandringer, kun denne Urimelighed, (vi havde nær sagt Dumhed,) er værd at anmærkes, at Agathokles synger en Arie, som ganske levende, med selv samme Musik, som han før sang efter sit dræbende Stik.

Dragterne ere ogsaa forandrede, men saa slet som mueligt, hvilke vi ikke veed om Inspekteuren haver valgt. I Abdolonimus's skal der være en smule Kostume, men Kaftanen er borte; det vil vi nu lade staae ved sit Værd; og det beste der er ved den er Simpelheden; men Euphemia derimod er saa glimrende som Zayre eller Roxelane, i en Atlaskes Dragt, med Hermelin og Brillanter, og Agethokles og i Silke; hvilken naturlig og sandsynlig Forhold til Abdulonimus's som er af Lærret! Klobulus seer ud som en Stodder; hvor passende! — Nei, heller i de franske Dragter vil vi see dem, som er indrettede efter hverandre, end i Dragter, som ere hverken det ene eller det andet.

Hvad Aktionen er angaaende, da have vi ikke meget andet at sige, end det vi have sagt før. Hr. Musted var fuldkommen operaistisk kold. Mad. Knudsen spilte som hun pleier i dette Stykke. Jomfru Halle græd i en Tour fra Begyndelsen til Enden; dersom hun ikke vil troe os, saa maa hun dog troe Naturen og Konsten; og disse byde at hun ikke skal græde, naar hun blot skal tale følende, og ikke hyle og hulke naar hun skal græde; hendes enformige og paralelle Bevægelse med Armene, og den Knytning med Hænderne, maa hun lade, som unaturligt og tvungen. Hr. Irgens (troe vi,) havde giort sig ret Umage for at spille Kleobulus's Role saa slet som han pleier. Hvorfor mon Manden spiller saa usselt nu, da han dog i Førstningen af Aktionen forbedrede sig? vi veed ikke Aarsagen, men dette veed vi, at dersom han vil blive ved, som han har begyndt, er han den sletteste Skuespillere som kan tænkes. Hr. Hortulan vilde vel heller ikke have den Skam, at man skulde sige om ham, at han spilte got og vidste sin Role; den magelige Hr. Hortulan! — han spilder derved hele Illusionen, og især de Stæder hvor han skal falde ind i den andens tale, da maa den anden Skuespillere (for Ex. Mad. Knudsen i Aften,) trække paa Slutningsordet, og der bliver en heel Pause i Dialogen.

739Florentineren, Komedie i Een Akt, oversat efter Hr. la Fontaines le Florentin.

Om dette Stykke er der intet andet anmærkningsværdig end at Hr Holberg spilte Leander, som, naar vor Raad maa gielde noget hos ham, maa endelig søge at rette de Feil vi have fundet hos ham, og tilforn sagt ham.

1455Kierlighed uden Strømper, et Sørgespil i Fem Optoge, af Hr. Wessel. Kiøbenhavn 1772

Indkomstern for i Aften faldt til Madam Londeman, Enken af den nylig afdøde Hr. Geert Londeman, ved hvis Død

— — — Comœdia luget,
Scena est deserta.

2675Zeloide. Tragedie i En Akt, oversat efter Hr. St. Foixes Zeloide.

Efter dette Stykke, hvorom der i Aften er intet at sige, uden hvad som før er sagt, blev opført:

410Krispin som Doktor, Komedie i Fem Akter, efter Hr. Hoterauhes Crispin Medicin.

Dette Stykke har i vore Tanker saa meget theatralsk Got hos sig, at man gierne kan bære over med det farceagtige, som, om man saa vil kalde det, altid har Sted i Komedier, hvis lystige Person er Krispin. Karakterers Skildring er just ikke Øiemeedet; lystige og Got sammensatte Intriguer, gode og komiske undertiden burleske Situationer, og fornemmelig den Egenskab, at Krispin er en vittig Skielm, og som sætter hele Intrigen i Gang; disse ere de Hovedegenskaber, som man fordrer til et Stykke af dette Slags. I vore Tanker har det omtalte Stykke disse Fortienester, og er overalt meget interessant paa Skuepladsen.

Oversættelsen er, (det os er bekiendt,) ikke trykt, og da vi kun have hørt det et par Gange, kan vi ikke sige synderligt om dens Værd.

I Krispins Role giorde Hr. Svarts sin anden Prøve, og vi ville ønske, at vi med en god Samvittighed kunde istemme med det Biefald som han fik af vore Medtilskuere; men da vor Overbeviisning er ganske anderledes, og vi holde det for vor Pligt at sige det vi troe at være sandt, om det end ikke kommer overeens med Mængdens Tanker, kan vi ikke andet end tilkiendegive, at vi have været meget misfornøiede med Hr. Sv.[Schwarz] hele Aktion fra Begyndelsen til Enden. Grunden til vor Misfornøielse laae i det chargerte, som gik til Karikaturen i Hr. Sv.[Schwarz] hele Aktion, i hans Grimaser, i hans Deklamation, som var monotonisk, med et Ord, at hans Aktion ei var naturlig. Dersom Hr. Svarts og enhver Skuespiller, især Begyndere, vilde legge Mærke til denne Boilaus Regel:

»Jamais au Spectateur n'offres rien d'incroiable,
l'Esprit n'est point emû de ce qv'il ne croit pas,«

Saa vilde han ikke troe, at de unaturlige Vendinger og Krumspring paa Bordet, var her passende, som kun i en Ballet har Sted, og som hører ikkun til Brambillas non plus ultra. Han vilde da indsee at de medfødde Egenskaber hos en sand Buffon, ikke faaes ved en opspent Mund, Kniben med Øinene, — kort ved at grimasere. Utallelige Exempler i hans Aktion bevise, at han grimaserede i en høi Grad, og Naturen og Konsten, ja sund Sands lære, at han ikke bør grimasere. Hvad der følger heraf, er at han bør forandre denne Feil. Dersom Hr. Svarts vil studere sin Konst vel, og være sin egen skarpeste Dommer, ikke lade sig forlede af offentlig Klappen, og især privat Ros, som hans Venner give ham, til at troe, at han alderede er god, kan han blive meget bedre, men uden alt dette, vil han ikke blive nogen naturlig, og altsaa god Akteur, og det vil han dog vel være? — Af de andre vil vi kun tale om Hr. Bech og Jfr. Petersen, hvoraf Hr. B.[Bech] virkelig spilte sin Role ulige bedre end ellers, og meget got; hvorfor? fordi han ikke ved Grimaser veeg fra Naturen. Jfr. P.[Petersen] maa meget søge at undgaae Monotonien, og legge sig efter den sande Vivacitet, som er en betydelig og umistelig Egenskab til hendes Role.

Imellem Stykkerne blev opført en tyrkisk Solo, af den uforlignelige Mad. du Tilliet, og en Pas des Deux af Hr. Barch og Jfr. Knudsen, hvoraf den førstes Dands var over al vor Roes, og den sidstes meget god.

52De Tre Friere, Komedie i En Akt, oversat efter Hr. Boindins les trois Gascons.

Med dette moersomme Stykke, som blev overhovedet fortreflig udført , slutte vi denne Aargang af Journalen, og ganske vist for altid. Andre Forretninger som ere blevne os alt for nødvendige og mange til at kunde giøre et Arbeide af denne Art til en Hovedsag, forbinde os til at holde op for denne Gang, og et langt andet og nødvendigt Studium, som fordrer vor hele Tid, nøder os til at ikke mere befatte os med sligt et Arbeide, som hvad der end kan siges om det, har kostet mere Tid og Møie end det har indrentet os anden Fornøielse og Nytte, end den, (maaskee og i Grunden falske,) ikke at have giort noget ganske unyttigt, og den (maaskee og ugrundede) Tanke, al Skylden ikke har været paa vor Side, om det, som i Skuespilkunsten sagt i Journalen, ikke har virket paa alle Skuespillerne, hvis Forbedring vi altid have havt for Øie. At der blev skrevet et periodisk kritisk Skrift over Skuespillerne, efter den Plan vi have taget, ere der vel meget faae som have fortrødt paa; men at Journalen er som den er, veed vi nok mange have ærgret sig over. Vi vil ikke dømme i vor egen Sag, og meget mindre vil vi nægte, at der findes mange Mangler i Journalen. Nytten, ja Nødvendigheden af en Dramaturgie indsaae vi længe. Theatret har ingen Mand som kan underrette Skuespillerne paa Prøven; vi have ikke et eneste Skrift i Skuespilkunsten, som er oversat, undtagen Riccobonis Skuespilkunst. Hvor skal da Skuespillerne faae Indsigt i Konsten? hvor mange af dem kiender vel Riccoboni, og forstaaer fremmede Skribentere i dette Fag? hvem skal vel sige dem deres Feil og Fortienester? — Ingen uden en offentlig Recensent kan giøre det. Den private Kritik, som en god Ven giver en anden, er gierne smigrende, og for alting da de fleste af Skuespillerne just ikke have deres Studium og Forbedring for Øie. Vi ønskede da ofte, at en Mand af Kritik og Smag i dette Fag, vilde paatage sig et Arbeide af denne Art, og Ønsket frembragte en Nysgierrighed hos os, nøie at kiende denne Kunst. Vi bivaanede Skuespillene med al mulig Opmærksomhed, giorde os de Skrifter bekiendt, som tale noget i denne Sag, og faldt endelig selv paa det Indfald at giøre et Forsøg. Vi lode det første Nummer udgaae, og tænkte ikke paa mindre end Fortsættelsen; men adskillige kritiske Venners Opmuntringer, tilskyndede os at blive ved, og Publikums Understøttelse har giort, at vi kunde følge deres Raad. Da vi paatoge os dette Arbeide, indsaae vi at Indsigt og Upartiskhed bleve vore Hovedpligter; have vi ikke opfyldt den første, vide vi tilvisse at vi have holdt den sidste ubrødelig; ingen af Journalens Modstandere have overbeviist os derom, og end ikke en eeneste har søgt at bevise deres Beskyldninger, den ene Forfatter undtagen, som har værdiget No. 20. og 21. af Journalen en Skrivelse, som i disse Dage er udkommen, og da han deri har forebragt Grunde, skiønt ikke aldeles prøvede, for sin Dom, troe vi ham et Svar skyldigt, skrevet med samme Beskedenhed, som Forf. har værdiget os. I den første halve Deel af benævnte Skrivelse vil Forf. bevise, at Journalens Dom over Hr. Ewalds Pebersvende er partisk; til at bevise dette, kunde med Rette forlanges gotgiort, at den Dom som er fældet i Journalen er urigtig, at den havde taget Feil for Skiønheder, og overseet Feil. Men hvor har Forf. beviist dette? eller er en blot udsigende af en Forfatter et Beviis? og hvad er vel det andet som siges S. 4? »endskiønt de ansee hele Argantes Role for meget god, saa har den dog ei villet virke paa de fleste fornuftige Tilskuere, og uden Hr. Clementins ypperlige Aktion, var den maaskee modbydelig«, og siden, »det ofte gientagne ja saa mæn m. m. vil ikke opvække Latter«. Hvorfor er den modbydelig? Journalen har anført Exempler til Styrke paa dens Dom, men Forfatteren af denne Skrivelse ikke. — Forf. tillader os, at modsige ham, overbevise ham, kan vi ikke, da han har anbragt saa faa og næsten ingen Grunde, som kan bestrides, med mindre vi skulde praphasere hele Recensionen, og det vilde blive for vidtløftigt. Den Tanke Hr. Forf. fælder over det der er sagt om Publikums Smag, er rigtig, naar han tager Publikum for de Retsindige og Oplyste; men hvi har Forf. ikke erindret den Bestemmelse vi har givet det Ord Publikum? eller kiender han saa lidt til Nationens Smag, at han skulde troe, at Mængden er oplyst? — Hvordan Hr. Forfat. vil vise Journalens Partiskhed, af det han siger om den Recension af Kierlighed uden Strømper, indsee vi ikke. Følger det at Journalen er partisk, fordi den siger den unægtelige Sandhed, at Mængden ikke har indseet de største Skiønheder i dette Stykke? Om de enkelte Steder Forfattern har anført, vil vi ikke indlade os i Besvarelse, da, om de end bleve tilstaaede, ikke giøre noget til Hovedsagen. I øvrigt ere vi Forfatteren meget forbundne for den Ære han har bevist os, kun vi beklage at han ikke har givet os mere Andledning til at gaae ind i Sagen selv. Vi nedlegge nu vor Pen for Skuepladsen og af ovenanførte Aarsager, holde op inden Skuespillene ere sluttede; Vi vil ønske, at et andet Selskab vil fuldføre Resten, da det er os umuligt at blive længer ved, og vi dog indsee den offentlige Kritiks Nødvendighed saalænge Skuepladsen ikke haver en kritisk Raadgiver som kan undervise Skuespillerne ved Prøverne, og ønske vi dem som paatage sig dette Arbeide meer Lykke end vi have havt, at Skuespillerne maa tage sig deres Efterretninger mere til Nytte. — Vi kunne desverre ikke rose os meget af denne Lykke; kun vor store Hr. Clementin og fortiente Mad. Knudsen have idelig rettet sig efter vore Anmærkninger; og det som eene fortryder os er at vi ikke har kundet giøre den almindelige Nytte, som har været vores og bør være enhver Recensents Hensigt.

Kiøbenhavn den 14 Mai 1773.

FORFATTERNE