Anden Aargang.

1980De latterlige Pæne, Komedie i En Akt, oversat efter Hr. Molieres les Precieuses Ridicules.

Dette Stykke saae vi i Aften opføre, og saae vi det med største Fornøielse. Ikke allene Hovedpersonerne spilte i Almindelighed ypperlig, men endog Biepersonerne, lige indtil Statisterne*), som forestilte Naboerne, giorde Alt til at give Stykket got, og erindre vi os ikke, at have seet det nogen Tid saa got forestillet. Hr. Clementin gav sin Role, som han pleier at give alle Roler af denne Art; en ypperlig Fiinhed var det, som giorde en lykkelig Virkning, at han paroderte de Latterliges Grimaser. Slige Finheder, naar de blive udtænkte med den Smag, og udført med den Lykke som denne, er aldrig uden god Virkning. Remond de Sainte Albine **) deler de komiske Finheder (les Finesses,) i dem, som opvække Latter over Skuespilleren selv, som giør dem, og dem som kommer Tilskueren til at lee af de andre han handler med; til den sidste Art, hvortil han henfører i Særdeleshed Parodien, henhører denne af Hr. Cl.[Clementin] anbragte Finhed; vi ville ikke nu undersøge, om den omtalte Finhed ikke kunde henføres til et tredie Slags, som kommer Tilskueren til at lee af dem begge, af Skuespilleren, nemlig, som paroderer, og den han paroderer, men allene giøre denne Anmærkning at disse Finheder ere iblant den Deel af Spillet, som Skuespilleren kan forandre, og kuns ene bør forandre i et og det samme Stykke; thi han bør aldrig forandre Karakteren, hvor tit han endog spiller den samme Role; saaledes kunde f. Ex. Hr. Clementin, i Harpagons Role ombytte Pungen med Kluden i, til en simpel Klud; og saaledes kunde ogsaa Theaterspillet, (som ogsaa hører til de theatralske Finheder,) med Lysene i Gnieren forandres; afvexler Skuespilleren ikke disse Finheder staaer han i Fare for tilsidst ikke at behage saa meget, som han ellers havde behaget; paa Finhedernes rette Anvendelse kiender man den gode Skuespiller, men paa deres rigtige Afvexlinger den store, den uudtømmelige ; vi ønskede at vore habile Skuespillere vilde legge Mærke til dette, og vi ere forsikrede om at de let kunne giøre det, det kom kun an paa at studere dem vel. Vi sige med Villie de habile; thi de elendige vi have og Begyndere i Almindelighed, maa ikke give sig af dermed; den som ikke er i Stand til at spille en Role got, det er deklamere og gestikulere got, maa ikke legge sig efter Finhederne; han vil ellers grimasere, og om han endog engang af Slumpelykke, udtænker og udfører en Finhed got, vil det ikke hielpe ham, det vil endnu mere giøre ham vemmelig; dog det almindelige Theaterspil maa han ikke forsømme. Men til Sagen:

Madame Knudsen***) chargerte sin Role, og chargerte den got; man sige ikke, at det groteske har ingen Grændser, at man ingen Regler kan give for det; jo det har, det maa nok overdrives; thi dette er dets Væsen, men saa meget maa hverken Forfatteren overdrive sine Karakterer og Situationer, eller Skuespilleren sit Spil, at man ganske taber Naturen, at man aabenbare seer Umuligheden; overdriver Skuespilleren og Forfatteren, saa meget bliver han under al Kritik; en Regel bliver det for den første, saaledes at indrette sit Spil, efter Rolens Natur, at det i alle sine Karikaturer, passer sig. I denne Henseende er det vi rose Madame Knudsen, hendes hele Spil var passende efter Rolen; hendes Dragt var ogsaa overdreven, men fornuftig, og det Indfald (som var i denne Role, en Finhed) med Lorgnetten, da hun saae paa Grev Henriks Strømper, vare baade nyt og latterlig. Paa Jomfrue Fogh finde vi kun det at udsætte, at vi end ikke i de første Bænke i Parteret, kunde forstaae hvad hun sagde, og gik derved en Deel af den meest saltede Satire bort af Stykket. Hr. Londeman behøve vi kuns at nævne, og det er vel Borgen nok for, at Henriks Role blev mesterlig givet; det Træk, at han inden han talte om sine Strømper, løftede Benet lige op under Øiet paa Mad. Knudsen, kunde vi for dens gode Virknings Skyld ikke undlade at anføre; men hvorfor kunde han ikke forfine det Træk, da han skulde vise de Pæne sine Blessurer, ved at opknappe Vesten****) ovenfra? Hr. Hortulan giorde og sine Sager meget vel. Hr. Irgens skildte sig ganske got ved sin lille Role, og var mindre tvungen end ellers, og Hr. Hansen, naar Deklamationen havde været bedre, gik ogsaa an.

Stykket selv behøve vi hverken at rose eller bedømme; at det nu opføres, kunde synes ubegribeligt, da de revsede Daarligheder ikke finde Sted hos os; men den Scene, hvor Henrik taler om at klappe, er Grund nok til at opføre det og maae mangen en hvervet og uhvervet Kladsker ikke fornemme en heftig Hierteklappen, i denne Scene? Under Stykkets Forestilling havde vi omtrent samme Erfaring som den sandrue Mand i Bibliotheket (No. 86 om Syngespil) thi vi hørte Folk skoggerlee og i det samme udstønne Forbandelser mod Molieres og Directionens slette Smag.   

*) Det, at der udfordres til et Stykkes fuldkomne Forestilling, at Statisterne bør og bidrage til at giøre Stykket sandt, er ikke en Kaprise, men en Iagttagelse, som man sielden legger Mærke til, og dog giør utrolig til Illusionen. Statisterne forestille altid Personer, skiønt stumme, og i mange Stykker interessante Personer; de maae altsaa med det stumme Spil udtrykke det Digteren vil have. Vi ønske Vedkommende vilde legge Mærke til dette, og sige vi det ikke omsonst; thi skulde Einer Tambeskielver opføres, hvor kold og latterlig vilde den Scene ikke blive, naar Statisterne som skal forestille de troe, tapre og brændende norske Bønder ikke vil handle mere, end de Støtter vi ere vante at see?

**) See le Comedien 2 Partie.

***) Hun havde rigtig moderniseret sin Replike om Mandfolkenes Pynt.

****) Han viste den Agtsomhed at forandre sin Replike om Vesten, som var af samme Slags som Kiolen og Beenklæderne, (see Dramatisk Journal No. 11 for forrige Aar).

2306Stedmoderen Komedie i 5 Akter af Hr. P. T. Wandall. Kiøbenhavn 1767 8. stor 78 Sider.

Vi kan ikke med en god Samvittighed sige at vi i Aften fandt os vel tilfridsstillede og fornøiede, da Aktionen overhovedet ikke var synderlig; især var Jomfru Bøtger forskrækkelig affekteret og kold f. E. i 2 Akts 3 Scene, vel sandt denne Akt er ikke fuld af nogen hæftig Passion, men vi fordre ikke heller at hendes Spil skal være det; men Leonore viser der den naturlige og naive Glæde hun udtrykker sine Følelser sine emfindtlige Følelser; Aktrisen altsaa bør her vise dette naturligt og uaffektert; men mon nogen kunde tænke paa Naturen som saae Jomfru B.[Bøttger] i denne Scene? hvem kunde forestille sig at hun meente noget med alle hendes Løfter alle hendes Komplimenter? for ikke at blive paa et Sted vil vi anføre den ypperlige Scene i 3 Akt hvor hun giver Leander Papiret; hvor utaalelig kold og tvungen var hun ikke her Deklamationen tør vi ikke engang tænke paa; thi (naar vi undtage den 4 Akts anden Scene hvor Aktionen var temmelig god) var den saa modbydelig monotonisk saa slæbende at den ikke lader sig beskrive; vi ere hart ad kiede af at sige hende denne Feil oftere; det mildeste man kan troe om hende er at hun ikke kan giøre det bedre at hun ikke (uden i de Situationer hvor hun maa græde) kan recitere eller hvad det samme er declamere naturlig; thi at troe om hende at hun ansaa det for en Dyd var at døre hende til en Aktrise uden mindste Smag og Indsigt. Vi kunne ikke heller sige at Hr. Rose i Leanders Role var efter Ønske slet spilde han just ikke, men ham fattedes noget naturligt i heele Aktionen. Hr. Hortulan spilde sin Role mange Steder ypperlig, og var det en Fiinhed af ham at han i 4 Akt 3 Scene forandrede Tonen og tvang derved sin Vrede da Henrik kom ind med Brevet; kunde han udlade at løbe saa plump ud som han giør 3 Akts sidste Scene, var det ikke af Veien, en Skuespiller staar meget Fare for i rørende Situationer, ved det mindste uædle, at opvække Latter. Climenes Role blev i Aften spilt af Madam Knudsen og godt spilt f. Ex. 2 Akt 4 Scene og 5 Akts 4 Scene; den alt for bøiede Stilling hun havde 1 Aften var hende ikke fordeelagtig; hun maa forandre den til en mere opret; vi behøve ikke her at advare en Aktrise af den Smag og Indsigt som Mad. K.[Knudsen] om at hun da maae vogte sig for at falde til den anden Yderlighed, og gaae alt for opret. Af de andre vil vi kun tale om Hr. Hansen som naar han ikke havde affekteret en ædel Deklamation i de forlibte Scener, enda spilte taalelig.

(Baletten i næste No.)