784Den forlorne Søn, (sluttet).

Om Aktionen behøve vi ei at sige meget andet, end det vi forhen har sagt, (see dramatisk Journal No. 23), da fast alle vore Skuespillere agere en og den samme Role med et og det samme Theaterspil. — Hr. Musted spilte ei selv i Aften Fierenfats Role, da han, saa vidt vi har hørt, var upasselig; men Hr. Clementin spilte igien sin gamle Role, som han for mange Aar siden har spillet med største Bifald; — hvad hans Spil angik i Aften, da var det efter vor Skiønsomhed ganske ypperlig; men desuagtet vilde han ei behage os saa meget, som Hr. Musted, da Hr. Cl.[Clementin] saae alt for gammelt ud til at være en yngre Broder af Hr. Rose. — For Resten vare Rolerne uddeelte, som sidst, og spilte Skuespillerne overhovedet, saa vidt vi skiønne, meget got; kuns Hr. Roses Recitation var en Deel monotonisk; og Jomfru Bøtger tog sig den Frihed, eller om vi skal være oprigtige, begik den Sottise at lee i sidste Scene til Personer, som vare uden for Theatret, og denne heslige Vane vil vi raade Jomfru Bøtger vil vænne sig af med; thi hun maa ei tænke, at det er hende, som en habil Skuespiller, anstændig; ei heller maa hun indbilde sig, at det bliver vel optagen i Publikum, fordi det tier.

2191Skotlænderinden, eller Kaffehuset, Comedie i fem Akter, oversat efter Hr. Voltaires le Caffé ou l'Ecossaise, (see hans Collection des oeuvres Amst. 1764, 8. Tom. 8.)

Om dette Mesterstykke have vi forhen sagt vore Tanker, (see dramatisk Journal No. 11), og troe vi at have sagt saa meget, som var nødvendigt til at anprise denne Comedie, som har saa megen theatralsk Interesse. — Skotlænderinden har noget tilfælles med den forlorne Søn, og lader det til, som Voltaire er en stor Elsker af at skildre Kontrasterne med lige stærke Farver, de alvorlige og lystige, de rørende og latterlige; — ogsaa lader det, som han omhyggelig søger altid at bringe Kontrasterne sammen i en og samme Scene. — I forrige Nummer har vi talet om at rørende Situationer ei bør brydes over tvert, og ganske, forstyrres ved meget latterlige; — dette behøve vi vel neppe vidtløftig at bevise, da vi aldrig troe, at Siælen kan fornøie sig saa meget ved slig en Sammenblanding af latterligt og rørende, alvorligt og lystigt, som den vilde, dersom den fik Tid og Roe at føle hver Situation for sig selv. — Vore Læsere seer uden Tvivl lettelig, at vi ei forskriver rørende Situationer af Comedien; — ei heller paastaae vi, at Kontrasterne bør være borte; — nei tvertimod en Comedie, som slet intet lystigt og latterligt har hos sig, vil lige saa lidet fortiene Navn af ægte Comedie, som en Tragedie, der mangler rørende Situationer, vil blive en sand Tragedie; — men vor Mening er allene, at en komisk Forfatter bør i at anbringe Kontrasterne, vogte sig for, at den ene Situation ei giør den anden Skade. — Hvor vidt vi heri have Ret, maa andre dømme. —

Hvad Skotlænderinden angaaer, da har Forfatteren vist anbragt sine Kontraster, men vi troe dog, at de ere bedre anbragte, end Jasmin og Euphemons Søn i l'Enfant prodigue; i det mindste forstyrres og adspredes Opmærksomheden ei saa meget i dette Stykke, og svækker de latterlige Indfald ei Hovedhandlingen saa meget. —

Hvad Aktionen angaaer, da fandt vi os med de fleste fornøiede, — en Clementin, og en Musted fyldestgiorde os tilfulde, og dersom Hr. Ørsted et Par Steder ei havde overdrevet sin Stemme, havde Friports Role bleven mere interessent; — men ikke desto mindre spilte han for Resten sin Role temmelig vel. —Jomfru Bøtger kan vi ei rose saa meget i Aften; — vel sandt, hun spilte med en Deel Passion, og hun følte sin Roles fulde Vægt, — men om hendes Recitation var god, veed vi ei; — vi vil ei tale om, at Monotonien herskede, — men allene at den Stemme hun paatog, da Friport gav hende Pengene, var urigtig, thi den var flæbende. — Her troer vi, at hun burde udtrykke med Stemmen den ædle Stolthed, som er hendes Karakter egen. — Jomfru Halles Aktion var ei heller altid med det beste; — vel sandt, hun giorde sig megen Flid; — vel sandt, hun entreerte temmelig got i Karakteren, — kort, vel sandt, hun var ikke mindre end skiødesløs, — men desuagtet var hendes Stemme noget unaturlig, naar hun handlede i de rørende Scener. — Vi holde det for en Pligt at sige hende sine Feil, og blant disse vil vi i sær vise hende den, som hun begik, naar hun skal græde, — her hulker hun; — vel tilstaae vi, at det er meget let at falde til denne Feil, men ubehagelig er den dog efter vor Skiønsomhed; — en Post endnu: — Theaterspillet giorde hun sig vel Umage for, men hun giorde tillige Bevægelser med Munden, at det lod, som hun snakkede. — Dette har vi ofte mærket hos hende, — uden Tvivl lærer hun det af den italienske Troupe; men det er vist ei det sande Lazzi. —  Hun maa vænne sig af dermed, thi det stumme Spil er af en langt anden Natur; — hun bør opfylde Scenen med Miner, naturlige Bevægelser med Kroppen og Armene, men den Smaasnak er efter vor Skiønsomhed ubehagelig. — Ellers behagede hun os meget, og er det os kiert, at hun er paapassende, men vi vil bede hende, at hun vil blive ved; thi det lader, som hun har Luner. — Hr. Hortulan var sig selv liig. —

I Aften var Huset næsten tomt, og det var uden Tvivl Aarsagen til, at man fik ingen Ballet, men maatte lade sig afspise med en Pas des Deux; — thi aldrig skulde vi troe at Rygtet var sandt, at en af Haarskiererne var bleven borte. — Ei engang fik man en Kompliment. —

919Den Gierige, eller Gnieren, Comedie i fem Akter, oversat efter Hr. Molieres l'Avare, (efter pariser Udgave, 4 Tome.)

Gnieren er et af de Stykker, som har giort sin Forfatter den største Ære, og efter vor Skiønsomhed fortiener den det og. — Fast i ingen Henseende mangler dette Stykke Fuldkommenheds Stempel; — en Deel af det maa Moliere takke Plautus for; thi Plautus's Aulularia har alt for meget tilfælles med Molieres l'Avare, at man torde paastaae, at den var ganske original. — Fablen er mere interessent hos M.[Moliere] end hos Plautus; — men dens hele Anlæg tillige med mange Tirader har M.[Moliere] dog brugt. — Et Par Steder til Beviis: — Det Indfald, som M.[Moliere] bruger, (see 1 Akt 3 Scene) naar Harpagon siger til la Fleche: »Montre-mois les mains,« — og da han viser dem, siger han igien: »les autres«. — Den selv samme Idee har Plautus, han har giort den mere burlesk, thi hans Euclio siger til Strobilus: »ostende etiam tertiam«. — Dette Indfald klinger noget burlesk, og derfor har Moliere ogsaa afpoleret det noget. — Gid vore nyere Comedieskrivere vilde efterligne de Gamles Skiønheder, uden at forfalde til deres Feil, bruge deres Indfald, men dog give den deres naturlige Skikkelse! — Den overdrevne Monolog i 4de Akt 7 de Scene har Plautus næsten Ord til andet i den Monolog, som Euclio har lige indtil Gnierens Tale til Tilskuerne; — vi maatte blive alt for vidtløftige, dersom vi skulde afskrive alle de Tirader, som begge disse sande komiske Gnier har tilfælles. — At Karakteren selv hos dem begge er paa eens Maade anlagt, behøve vi neppe at sige, og ei heller behøver det Beviis, at de ere ypperlige, og ere tegnede med naturlige og levende Farver. — Hvad M.[Moliere] Gniere i sig selv angaaer, da er det efter vor Skiønsomhed fuldproppet af Vittighed, og hele Tiden underholdt med de naturligste og ypperligste theatralske Situationer og Indfald. — Mere behøve vi ei at tale om dette sande Mesterstykke, som underholder Læseren meget, men naar det bliver got forestillet, bliver dobbelt interessent. —

Oversættelsen er ei (saa vidt vi vide) trykt, men ved ofte at høre den, have vi bemærket, at den er meget god; thi den har udtrykket Originalens Mening uden Tvang, den er giort national, kort, den er Originalen troe, uden at være dens Slave. —

(Resten i næste No.)