919Gnieren eller den gierige (sluttet.)

Gnierens Role udfordrer en stor Skuespiller, og hvem kunde den da faae værdigere end en Clementin, en Mand af indskrænkede, men store Talenter til Comedien? — Det vilde blive os umueligt, endog ved den fineste Kritik, at anføre hans Mestertræk, hans naturlige Aktion, hans uforlignelige Theaterspil; — kort, vi maatte behøve al for megen Rum til at giøre vore Læsere fyldest i denne Post, — og vi vil derfor aliene (om ei af anden Aarsag, saa dog at det ei skal hede, at vi oversee med Feil) tale om det Theaterspil han udgiorte med Hr. Londeman, (som spilte Mester Jacobs Role, — en Efterretning, som er Borgen nok for at den blev ypperlig spilt). — Theater-spillet var dette: — naar han medens den hele Opdagelse (i 5 Akt 5 Sc.) med Anselm og hans Børn Valer og Mariane skeer, slukker det ene Lys, og Hr. Londeman tænder det, slukker han det atter, og putter det i Lommen. — Hr. L.[Londeman] for at giøre det endnu mere grotesk, tænder det i Lommen, og Hr. Cl.[Clementin] brænder sig. — Dette Spil, sige vi, er efter vor Skiønsomhed alt for overdrevent, og saae vi for vor Deel det udeladt med Lyset i Lommen og Anstikningen. — Undskyldes kunde det maaskee, da Monologen i fierde Akt er overdrevet, men forsvares kan det dog neppe, da en Akteur bør snarere søge at giøre sit Spil saa sandsynlig, som mueligt, og neppe troe vi det er tilladeligt at overdrive eller at giøre Rolen (og i sær Harpagons) meer burlesk. — Hr. Clementin og Hr. Londeman tage neppe (haabe vi) denne Anmærkning ilde op, og ere vi forvissede om, at, dersom den er rigtig, bliver den vist iagttaget. — Dette kunde være nok sagt om disse store Skuespillere, men en Tirade maa vi dog for sin Vigtigheds skyld anføre af Hr. Cl.[Clementin], vi sige for sin Vigtigheds skyld, da det deels saa ypperlig giorde Sagen sandsynlig, uden at borttage det latterlige, deels er et Exempel, som de unge Skuespillere burde tage efter, da det lader til, (om man skal troe den oprigtige Forfatter af Svaret i No. 14. af Biblioteket for nyttige Skrifter, paa sine Ord), at de savne al Underviisning. — Tiraden er denne: — da Mester Jakob i den 4de Akt 4de Scene har bilagt Trætten imellem Harpagon og Cleanth, tager Hr. Cl.[Clementin] en Pung af Lommen med et Tørklæde i. — M. Jakob takker ham, i den Tanke, at han vil give ham noget, men bliver bedraget. — Vel sandt, i den Udgave vi have ved Haanden af Molieres Verker, staaer der kuns, at Harpagon skal tage Tørklædet af Lommen; — men at Hr. Cl.[Clementin] har en liden Klud i en Pung, kan vi just ei sige er saa meget overdrevent, da det sætter just Gnierens Karakter i sit store Lys; — men noget bradt vilde det falde, dersom Hr. Cl.[Clementin] vilde tage det uden Forberedelse, men derfor tog han sig først til Næsen, og lod Tilskuerne mærke, at Mester Jakob skulde bedrages. — Denne Tirade holde vi værd at anmærke, og ønskte vi gierne, at Direkteuren selv vilde anmærke sligt, og søge at bibringe de Unge dem, og lære dem, hvordan de med Smag og Nytte skulde lære af Mynstre. —

Cleanths (en Søn af Harpagon) Role spilte Hr. Rose meget vel. —  Marianes spilte Jomfru Bøtger ogsaa skikkelig-, — men at hun, som en gammel Aktrise, kunde smykke sig med et Uhr, er utilgiveligt, —   thi Mariane er jo fattig? — Hr. Irgens var Valer. — Madame Knudsen spilte Elises Role, — til Beviis paa hendes Nøiagtighed i at passe Theaterspillet, vil vi kuns anføre det hun brugte, da Valer i første Akt tredie Scene snakker Harpagon efter Munden, — Madame Hallesen var Frosine. — Hr. Hortulan var Anselme og la Merluche. —    Hr. Ørsted la Fleche og Brindavoine. — Hr. Prinsløv var Mester Simon og Notarius. —

1939Plutus og Pennia, eller Proces imellem Fattigdom og Rigdom, Comedie i fem Akter af Hr. Baron Holberg.

Da vi sidst (see dramatisk Journal No. 21) bedømmede dette Stykke, troede vi at have sagt saa meget, som det var nødvendigt at tale om en Mands Arbeide, der, uagtet alle de Feil det kan have, uden Tvivl er smukt, og hvis Fuldkommenheder yngre Comedieskrivere burde søge at efterligne, uden tillige at forfalde til deres Feil. — Men dette, nemlig snarere at falde til en god Forfatters Feil, end at treffe hans Skiønheder, er meget almindelig, — og hvoraf kommer det? — af Mangel paa Smag; — de største Skribentere læser ofte uden Smag, og naar da Forfatterens Tanker skal bruges, og Læseren skulde have Nytte af dem, — saa bruges Feilene og Skiønhederne i Fleng, og undertiden Feilene ene; og finder slig en smageløs Efteraber en Tirade hos en stor Mand, saa er den rigtig, og siges den imod, saa anføres strax en græsselig Hær af Citationer og Stæder, hvoraf den er tagen, — men Beviser fordres ikke, og det er vel dog nødvendigt. — Vore Læsere tilgive os denne Udsvævning om den ulyksalige og for Videnskaberne, samt den gode Smag meget skadelige Forhindring, —  og denne Efterabelsesgeist lader til at blive meget almindelig hos os, — og urimeligt er den dog; — vi vil ei engang tale om, at den i sig selv er urimelig, men derfor tale vi aliene imod den, at den bos unge Skribentere, og i sær dem, som vilde forsøge deres Lykke i dramatiske Kompositioner, er meget skadelig. — En theatralsk Situation kan være meget lykkelig i et Stykke; — ja den kan giøre saa stor Indtryk paa Tilskueren, og endog Kienderen, at han glad opofrer en Regel imod Sandsynlighed; — men mon det derfor blev tilladelig, naar en anden begik den Feil, uden at erstatte Tilskueren sin Retfærdighed? — nei, — fordi en Feil begaaes, fordi den bliver rigelig gotgiort hos en stor Mand, maa den aldrig efterlignes, — ja vil man sige: — det nægter ingen, — men ikke destomindre skeer det, som oftest, og er en Post, som man ei noksom kan ivre imod, — men om dette skal vi ved en anden Leilighed tale mere. —

Om Comedien selv behøve vi ei at sige meget. — Skiønheder har den unægtelig, og mange matte Scener, — men de første veie saaledes op mod de sidste, saa man taaler gierne Feilene. — Et andet Spørsmaal er det: om nogle af de lange og kiedsommelige Dialoger ved Forestillingen kunde forkortes, — men den Mand, som skulde giøre det, maatte brugt meget Overlæg, og besidde Smag. — Dette Spørsmaal opkaste vi kuns som et Spørsmaal, da vi meget vel indsee, hvor farlig en Sag det er at tage fra i en Comedie, og den endda skal blive heel. — Dog maaskee Plutus for sin store Regelløshed kunde taale det bedre, end nogen anden af Holbergs. —

Aktionen i dette Stykke var ligesaa forskiellig, som Situationerne og Dialogerne. — Vore Læsere begribe vel, at vor Mening er, at nogle Roler bleve ypperlig, og andre slet, nogle alvorligt, andre med Lystighed udført. — Kort og tydeligere Aktionen var hos en Clementin, undtagen Jupiters Role, en Londeman og en Madame Knudsen ganske ypperlig. — Hr. Ørsted spilte Bonden got, — den fulde Mands lidt bedre end sidst, dog ei saa got, som ellers; — men Offerpræstens Role spilte han som sidst, det er at sige: — saaledes, at han havde fortient en Torden fra Parterret, liig Skraldet i Plutus, — men Alvor Hr. Ørsted! troer de at den skal spilles saaledes, eller kan de ei spille den anderledes? — Skam, om det første er sandt. — Direkteuren har og ladet alle Ting blive, som det var sidst, — og deri giør han meget vel, da det lader, som alting har sammensvoret sig, at det skal gaae galt. — Hr. Bech var i de Roler, som han havde sidst, og Forskiellen paa Aktionen var denne: Kavalleerrolen spilte han bedre, — men Vee Menanders og Palæstrios Roler! — disse radbrækkede han saa skammelig, at de bleve modbydelige. — Hans heslige Mæle, eller rettere elændige Recitation, hvorved han lægger Vægten paa de urette Ord, vil vi ei engang tale om, men om hans Gestus eller hans Krumspring og Grimaser kunde vi ei tale, — thi beskrive ham kunne vi ei, hvorfor vi vil bede vore Læsere, at de vil see ham, naar dette Stykke bliver opført igien, — thi vi ere forvissede om, at han giør det værre endnu; — men skulde vi endelig beskrive ham, maatte vi ligne ham ved et Papiirstykke med en Traad i. — For Resten gielder det om de andre, som før er sagt om dem. —

Naar Jupiter sees, maa Scenen forandres; — han kommer altsaa ei fra Luften. — I gamle Dage brugte man Luftmaskiner, — hvorfor bruger man ei den? — eller ere de maaskee borte? —