Anden Aargang.

908Det gavmilde Testamente, Komedie i Fem Akter, oversat efter Hr. Regnards (sluttet)

Det i forrige No. anførte Efterstykke er hele Veien igiennem skreven i et meget moersomt Luune, og uagtet det er en Art af et dramatisk Stridsskrift, bliver det ikke kiedsommeligt, saa lidet ellers slige Stykker interessere; det har og sine gode komiske Situationer. Begyndelsen af Stykket er meest den samme som i Hr. Bredals dramatiske Journal; kun i Steden for Hr. Journal siger, da Akteuren vil bekiendtgiøre Stykket, »Holla! hey Karl! o. s. v.« udtrykker Chevalieren sig her: »Hola ho! Monsieur 1'Annonceur! Un petit mot s'il vous plait«, — efterat Akteuren har bekientgiort le legataire Universel. — Vi vide ikke om dette Efterstykke er oversat i vor Sprog. Oversættelsen af Hovedstykket selv skal være trykt, men vi have ikke kundet bekomme den; efter den blotte Hørelse, lader den til at være meget god.

Ikke længe, eller rettere aldrig have vi saa nødig gaaet til at bedømme Aktionen, som vi og ikke før have forladt Skuespilhuset saa misfornøiede, eller rettere bedrøvede. Vi haabe ligesaa lidet, at vore Læsere ere uvidende om, at det for Stykket, og hvad det verste er for Skuepladsen i Eftertiden, saa ulykkelige Tilfælde med Hr. Londemans Svaghed, var Aarsagen til vores og alle Medtilskuernes billige Sorg, som vi ei formode at nogle af vore Læsere skulde være ukyndige om at Svaghed og Sygdom ene og aliene giorde, at Crispins Role, (den interessanteste i hele Stykket,) blev saaledes given som den blev. Om denne Roles Udførelse forlanger man da vel heller ingen Kritik, og vi ere heller ikke i Stand dertil; vi maatte da snarere skrive en Panygyrik end en Kritik; da Hr. Londeman var saa svag, at man endog neppe kunde høre en artikuleret Røst; man kan da let slutte sig til Rolens Udførsel; men gierne kunde vi taalet dette, gierne kunde vi glemme, at vi ikke med en god Samvittighed kunde biefalde Crispin*), kort, gierne kunde vi glemme den billige Sorg over Crispins Role i det gavmilde Testamente, dersom dette i Aften mødte Tilfælde ikke truede os med Hr. Londemans Død, som i det ringeste til en Tid, om ikke for altid, vist vil trække den sande Komedie i Graven med sig. Dog vi forlade disse ubehagelige Udsigter, og begive os til Sagen.

Hvad de andres Aktion angaaer, da var den, som var meget naturligt, ikke saa god som den ellers vilde været, dersom den interessanteste Role i Stykket havde ikke havt den omtalte ulykkelige Skiebne, Men denne Uorden i Hovedmaskinen affødede mange Uordener, og udgiorde saa megen Forvirring i de andre smaae Hiul, at vi ikke kan sige stort om Aktionen. — Hr. Clementin**) var Geronte. At denne Roscius***), (man tilgive os at vi giver ham sit rette Navn,) ikke saa meget gefalt i bemeldte Role, tilskrive vi hans Udseende, som ikke seer saa meget dødtruende ud, som Geronte i Rolen selv beskriver; al den Kunst han anbragte i Aktionen, og Natur i Kunsten, kunde i vore Øjne ikke noksom biebringe os den Idee, Rolen vil have, man skal tænke ved at see Geronte som en affældig Mand, der hvert Øieblik tænker paa Døden. At Jfr. Halle spilte sin Role fortreffelig, er i vore Tanker en afgiort Sag; men tillige, troe vi er det ogsaa en afgiort Sag, at et par Skiødesløsheds-fejl ikke kan og bør tilgives hende, den ene var (mindes vi ret,) i 2 den Akts 3die Scene, hvor hun udelod noget af den sidste Replike, saa at Hr. Clementin kom for sildig ind; den anden bestod i den Uagtsomhed, at hun (i 4 Akt 4de Scene) ikke havde medbragt Gerontes Purgeerkaabe, men gav Crispin det sorte Skiørt, som han havde brugt, da han forestilte Gerontes Søsterdatter. Vi skrive begge disse Feil paa Jomfru Halles Regning, men især den første, og det af mange Aarsager; thi deels veed vi at slige Feil desverre! ere ikke meget sieldne hos hende, deels er det upaatvivleligt, at Akteuren kan kun indrette sin Ind- og Udgang efter dem som haver den sidste Replike, da der nu blev noget af Repliken borte paa anførte Sted, slutte vi meget rimeligt, at hun var Skyld i at Hr. Cl.[Clementin] (og hvem har vel truffet ham i slige Feil?) kom for sildig; hvad den sidste Feil angaaer, da er den og formodentlig hendes, for saa vidt, at hun ikke hentede Kaaben med det andet Tøi, med mindre at det var Hr. Prinsløvs Skyld****), at han ikke havde holdt den i Beredskab, — Skulde dette foreholde sig anderledes, ere vi gierne beredvillige at igienkalde vor Meening, som vi have grundet paa Rimeligheder. — Hr. Holberg var Eraste; hans Mæle har (synes os) forandret sig noget til hans Fordeel men hans ganske unaturlige Seendrægtighed, (som næsten falder til en phlegmatisk Dovenskab,) og Mangel af Ild i hans hele Aktion, maa han endelig og for alting aflegge. Hr. Hortulan og Hr. Ørsted vare de tvende Notarier.

*) Han slutter Stykket med disse Ord:

— — — mais ce n'est pas assez,
Je renonce à mon legs, si vous n'applaudissez.

**) I vore Tanker havde Hr. C.[Clementin] giort vel i om han havde holt sin Arm i et Baand.

***) Sed in ore sunt ommia: in eo autem ipso dammatus est omnis oculorum — — — — — — Animi est enimomnis actio, & imago animi vultus est, indices oculi. Cic de Oratore, lib. 3. num. 222.

****) Han forestaaer Garderoben, og skal saa vidt vi vide, uddeele de fornødne Klæder.

832Franskmanden i Londen, Komedie i En Akt, oversat efter Hr. Boissys le François à Londres.

At dette Stykke i Paris har faaet en god Lykke*), forundre vi os ikke over; men at vor Publikum har fundet saa meget Smag i det som det har, indsee vi ikke nogen Grund til. Vi ville ikke tale om Karaktererne, som i vore Øine for det rneeste ere ganske uinteressante og usandsynlige, og andre Feil, som giør det noget uinteressant paa Skuepladsen; men derfor forundre vi os saa meget over det Biefald det har faaet, da hele Moralen og alle Karaktererne ikke passe sig til vor Nation. At der er meget at udsætte paa Karaktererne, troe vi falder ved endog en flygtig Giennemtænkning, let i Øinene. Vi forbiegaae Marqvis Polinville og Mylord Houzey, da de slet ingen Karakter have, med mindre man vil kalde deres og enhver Smaaeherres Adfærd Karakter; men de andre skulde dog vel have nogen? og naar man undtager Baronen, hvad Karakter have da vel de andre? hvad skal man tænke om Eliante? hvad er hun andet end et underligt Fruentimmer, som misbilliger M. Polinvilles Narrestræger, og dog elsker ham? Dette er en Feil hos Forfatteren da han vil have sin Eliante som et fornuftigt Fruentimmer; og Mylord Craff, er det ikke og en Blanding af Fornuft, urimelig Fordom og skolastisk Philosopie? — Hele Moralen i Stykket er efter vor Skiønsomhed kun denne: At der kan være en fornuftig Franskmand og en artig Engelsmand; en interresant Morale! — Oversættelsen er af Hr. Lodde, og staaer i Forsøg i de skiønne Videnskaber, 2 B. 3 Stykke.

Aktionen var efter vor Indsigt overhovedet ypperlig, især kan vi ikke noksom rose Hr. Roses Aktion i M. Polinvilles Role. Han viiste hvorvidt man ved den sande Kunst kan forestille Naturen, uagtet Alder og Positur er Skuespilleren imod. Hr. Clementin var Mylord Craff, og spilte sin Role som man burde vente sig af ham. Hr. Ørsted var Jaqves Rosbif, og det er vel saa meget sagt, at Rolen just faldt i den rette Mands Hænder. Jomfru Bøtger var Elianthe, og deklamerte sin Role med al muelig Air og Kulde. Mad. Knudsen var Mylady Houzey, og spilte i vore Tanker sin Role ligesaa got, som hendes Dragt var slet; vi skylde Skylden paa Pengemangel, at hun ikke havde anden Klædning, som i vore Øine ikke mindre end passede sig til M. H., som giør Galanterie til sin Hovedvidenskab. Hr. Musted var Baronen, og hans Role siger ikke meget. Finettes Role spilte en ny Aktrise[Petersen] i Aften; hendes Stemme er tydelig, og kommer Jomfru Halle meget nær. At hun ikke viiste minste Aktion, tilgiver man hende vel i Førstningen, men den maa hun endelig lære, om hun skal blive god, som hun virkelig kan blive, og for at lære dem maa hun i Tide vænne sig til at holde sine Øine fra uvedkommende; men hæfte dem paa dem hun skal.

*) See Dictionaire portatif des Theatres, à Paris 1754, 8. Dette Dictionnaire taler om en l'Anglois à Paris, som er opført i Londen; et Udtog af dette Stykke staaer i Journal Etranger, Vol. 1. Boissy begynder at skrive for Theatret 1721, og hans Francois à Londres er opført 1727 med meget Biefald.