Anden Aargang.

783De forliebtes Galenskaber, (sluttet.)

Agathes Role spilte Madame Knudsen; Konstdommerne tale ikke om hvorledes slige Roler skal spilles, og der kan heller ikke siges stort om dem; skal de spilles vel, maa de allene falde i en god Skuespillers Hænder, som besidder den Gave, at kunde slaae sig løs; af slige Roler er denne en, som kan giøre den habileste Aktrise mismodig; naar man læser den igiennem, vil man let indsee dette. Paa tre ganske forskiellige Maader skal Agathe forestille sig gal, og hvor vanskeligt er ikke dette? at forestille en Sangerinde, en gammel Kone og en Dragon i et Stykker Hvad Aktionen angaaer, da forekom den os fortreflig, og alt for fortreflig. Vi kan ingen anden Grund give herfor, end at vi især i 2 Akt 6te Scene bleve bange og zitrede i Steden for at lee. Den Idee i Mad. K.[Knudsen] Sang, er et Beviis paa at hun havde giennemstuderet Rolen. I den 8de Scene i tredie Akt blev man fornemmelig overbeviist om, at hun havde Deklamationen og Stemmen*) i sin Magt. Vi holde her op med hende, og overlade vore medtilskuende Læsere at dømme, om vi have Ret heller ikke. Erastes Role spilte Hr. Rose meget got, dersom han hele Veien igiennem havde mere udgiort et Theaterspil med Hr. Londeman, havde det ikke været af Veien. Hr. Londeman var Crispin, og hvo tvivler om, at den blev uforbederlig given, som veed at han kunde sin Role? Jomfru Halle fortiener den Lov, at hun gav sin Role ypperlig. Dersom hun saaledes vil blive ved at spille, som hun i Vinter har begyndt, vil hun blive en i sin Role fortreffelig Aktrise.

*) Maaskee hun i 3 Akts 3die Scene som gammel Kone kunde have giort sin Stemme mere skielvende?

278Beverley, en borgerlig Tragedie i Fem Akter, oversat efter Hr. Saurins Beverley, Tragédie bourgeoise imitée de l'Anglois en cinq Actes & en vers libres. A Copenhague chez Cl. Philibert, 1769. 8.

Ikke nogen Aften tilforn have vi seet Beverley bedre given paa vor Skueplads; ikke allene Beverleys egen Role, men endog de andre, en eneste Hr. Ørsted*) undtagen, bleve overhovedet ypperlig forestillede. Vi begynde med Hr. Rose! vi ere i Strid med os selv, om vi her skal give ham den Roes som vor Indsigt og Skiønsomhed virkelig tillegger ham, da de Forbedringer, som vi fandt hos ham i Aften, just ere dem vi i de forrige Recensioner over hans Aktion i dette Stykke, have anbefalet ham. For ikke at være partiske, vil vi aliene anføre dem, og overlade til Publikum, om det har været mere fornøiet med ham i Aften end tilforn, om de giorte Forandringer vare gode eller ikke, kort, om Rolen burde have dem eller ikke. — Disse Forandringer forekom i femte Akts femte Scene, som var deels den forunderlige og fast ganske unaturlige Seendrægtighed, med at drikke Giften, den ganske besynderlige Koldsindighed da han skal bede, og overalt den hele frostige Rolighed han spilte denne Scene med-, alt dette, sige vi, forandrede han til det giensidige; vi saae i Aften noget ganske andet; da han ikke kunde bede mere, hørte og saae man den fortvivlede og ganske beængstigede Mand, man saae ham sluge Giften med sin behørige Hurtighed, og dog Afskye, og overalt i den hele Scene Naturen selv. See, disse ere de Forandringer som han giorde i Aften, og som vi overlade Kiendernes Omdømme, hvorvidt de vare gode eller slette. For Resten spilte han og Rolen efter vor Skiønsomhed uforlignelig, til Beviis kan den allersidste Scene tiene; man erindre sig kun den convulsiviske Bevægelse hans Arm havde som rakte efter hans Kones Haand. Jomfru Bøtger spilte den sidste Scene i fierde Akt allerbest; et par Steder var hun affekteret, for Ex. i anden Akts 5 Scene, hvor hun taler til sin Søn; vi hørte ikke den naturlige, den ømme Tone, men den alt for kunstlede, som ikke passer sig her; men for Resten spilte hun overhovedet bedre end ellers. Levsons Role spilte Hr. Musted igien, og spilte den som sidst. Madame Knudsen forbedrede sit Spil med et par Nuancer i Aften, som efter vor Skiønsomhed havde meget god Virkning, og som hun ikke har giort før; den første var det stumme Spil i 3die Akts ottende Scene, hvormed hun forbød Mad. Beverley at lade sin Mand gaae bort, og det andet var den Mine hun havde, som tilkiendegav Skræk og Forundring, da hun tog Dolken op, som var bleven siddende fast i Gulvet. For Resten spilte hun Rolen som sædvanlig, der i sig selv ikke fordrer anden Aktion, end den en Aktrise kan give, som har Stemmen saaledes i sin Magt, at hun kan forandre den efter de adskillige kolde og varme Scener som den indeholder. Hr. Hortulan spilte Jarvis Role, den uforlignelige Aktion han gav den med, giorde de ypperlige Situationer 1 dette Stykke ganske rørende, saa vi fandt os fuldkommen fornøiede.

*) Det er besynderligt med denne Mand, at han ei kan begribe, at Stukeli skal være en anden Person end Hr. Pips. Man kan tilgive ham. at han ikke spilte Rolen med Lykke, da det er hans Karakter imod, at spille andre Roler got end komiske, men at Manden dog ikke kan lade sin pipsiske Røst og Gestus, er Tegn til at han ingen Smag har.

52De Tre Friere, Komedie i En Akt, oversat efter Hr. Boindins les trois Gascons.

Dette komiske Efterstykke blev spillet efter Beverley, og overhovedet fortreffelig spilt. Vi behøve vel kun at nævne en Clementin, en Knudsen, en Ørsted, en Musted og en Halle i deres gamle Roler, for at sige at de bleve fortreffelig givne, og derfor opholde vi os ikke længere ved dem, men tale et par Ord om Jomfru Fogh, som spilte kun saa saa, og Hr. Hansen, som endda ikke spilte saa ilde, og vilde have spilt bedre end han giorde, naar han ikke havde grimaseret saa meget i den Scene, hvori han imellem den rette og falske Spadagnak skal sige hvilken der er hans Herre,

Det hyppige Biefald som Parterret gav vore Danskes Sang i dette Stykke, er et Beviis paa at det elsker Nationen mere end de Fremmede, som vi vel tilstaae har og bør i dette Fag have større Fortienester end vore egne; men dog af mange Aarsager gierne saae forskrevne fra vor Skueplads, og ombyttede med Nationalsangere.

2448 Troe ingen for vel, Komedie i Fem Akter, oversat efter Hr. Brandes's Trau, Schau, Wem! Kiøbenhavn 1771. Stor 146 S. 8.

Vi have bedømmet dette Stykke engang*), og tale altsaa ikke mere om det; kun vore Læseres Taalmodighed udbede vi os for nogle Øieblik, hvilke vi vil bestemme til at tale om den Recension de Herrer Forfattere af Fortegnelsen paa alle de Skrifter som siden Trykfrieheden ere udkomne, have behaget at lade udgive**). Det lader som Forf. vilde sige noget mod det i vor Dom, som paastaaer: »at Hovedpersonernes Karakterer i dette Stykke ere tegnede med saa svage Farver, at de næsten ingen have«. Denne Periode sammenligner de med en anden i vor Journal, som siger, »at Thoreks Karakter er allerbest udført, at en mere hykkelsk, men tillige mere nedrig og listig Bedragere, kan der aldrig tænkes.« — Af disse vore Sætninger vil de Herrer Forfattere udlede en Feil i vor Dom, »er dette sant«, sige de, »saa er det og sant, at en Hovedkarakter er og her tegnet med de stærkeste Farver«. Men de forlade os, at vi paa slet ingen Maade kan holde Thorek for en Hovedperson. Dormin og hans Kone ere Hovedpersonerne, det er dem der er interessante, det er dem der ere Aarsag i alt hvad Thorek og de andre handle, det er for deres Skyld at Thorek er i Stykket, de ere altsaa Hovedpersonerne, og just i Henseende til dem have vi dadlet Forfatteren, at han har tegnet dem med svage Farver. Det er ikke vor Skyld at de Herrer Forfattere have forblandet Hovedpersonerne med Bie-personerne, og det maatte de nødvendig, naar Titlen var deres Veiviser. Alt hvad de har behaget at sige ellers om Stykket, er ikke vor Sag, skiønt vi ikke begribe hvad de vil sige med, at de »ikke savne det de ikke ventede,« da det hverken lader til, at de have kiendt Brandes før, (thi de sige, at de have ikke læst Originalen,) og altsaa ikke kunde vente, hverken Got eller Ont af ham, og Stoffet giør ikke til Sagen; thi dersom man læser f. Ex. en des Touches, en Weyses, en Lessmgs og fleres Komedier, skal man let see, at de, og alle de nyere, som tager Stoffet efter den »alamodiske« (som de behager at kalde det,) Smag, i Henseende til Karakteren, have just deri Fortjenesten. Men til Sagen:

Aktionen var overhovedet ret fortreflig. Hr. Ørsted chargerte ikke i Aften, og altsaa spilte en uforlignelig Pips. Baronen af Thoreks Role spilte Hr. Musted i Aften igien, og spilte den efter vor Skiønsomhed, med megen god Lykke. Til Beviis kan hans Aktion i femte Scene i sidste Akt være, hvor han ypperlig viiste sin Forlegenhed med Greven af Werlinge, og i hele Aktionen udtrykte paa det naturligste, den frygtelige Uvidenhed om Greven af Werlinge talte Alvor, eller om hans hele Opførsel ikke var forførisk. I de tre første Akter spilte Jfr. Halle meget vel, men i de to sidste glemte hun sig selv et par Gange, for Ex. 2 Akts 11 Scene loe hun, da hun hørte Greven af Werlinges Navn nævne; denne Feil, (thi det var det, da Lotte just meget interesserer sig for sin Frue,) kunde vi for denne Gang gierne tilgive hende, kun hun bliver ikke ved med slige og andre Feil, som da de have deres Grund i Uagtsomhed, ikke bør tilgives hende, da hun dermed fordærver sit hele Spil. Den Dom som vi i Fior fældte over Hr. Rose og Jfr. Bøtger, kan vi ikke andet end igientage. Hr. Hansen spilte bedre end sidst, og endda taalelig, han søge at treffe Naturen mere, og at forandre sin Stemme! Hr. Bech var Steffen og spilte denne Role ikke slet, hans hele Anstand kommer meget vel overeens med den. Hr. Clementin og Hr. Hortulan spilte deres Roller meget vel, og Hr. Londeman gav sin Role saaledes, som han kunde give en alvorlige Tienerrole.

*) See den dramatiske Journal No. 38 for forrige Aar.

**) See No. 20. anden Aargang.
Da vi just have det følgende Stykke ved Haanden af dette kritiske Skrift, som bedømmer vor Journal for forrige Aar, kunde vi ikke andet end her opholde os lidt ved den Dom, og sandelig urigtige, de have fældet over vor Kritik om Aktionen. Fornemmelig troer de, at vi ere partiske, i Henseende til Jomfru Bøtger og Mad. Knudsen, (»thi naar vi bruge Forstørrelses-Glas til at opdage Feil hos den første, og Fuldkommenheder hos den sidste«, ere vi vist partiske«. Man vil vel vente at Forf. beviser hvad de sige, men man bedrager sig ganske, og kunde vi derfore gierne med Stiltienhed forbiegaae deres Dom. Men ikke destomindre kan vi ikke andet end føre den urigtige Idee af Forf. Hoved, at de have Ret, naar de regne Jfr. B.[Bøttger] blant de store Aktriser. Det er ikke allene os, som have altid nægtet dette. Forfat. behage at læse den Nachricht von gegenwärtigen Zustande des danischen Theaters, aus einem Briefe, som staaer i Bibliothek der schonen Wissenschaften u. d. fr. Künste, 12 Band 2 Stück. — Denne Efterretning, (som vist ikke er skreven af nogen af Journalens Forfattere,) blev skreven da Jfr. Rose endnu var ved Skuepladsen, og altsaa Jomfru Bøtger i sin beste Periode; og allerede den Gang, siger Forf. af denne Efterretning, at Jomfru Bøtger »ohne allen Grund, »für eine seltenes Muster der Schauspielkunst gehalten wird, da sie doch in »ihrer ganzen Aktion unerträglich geziret und gezwungen ist.« — Hvem som har kiendt og med Smag besøgt Skuepladsen, og ikke har været indtagen af Fordomme, har heller aldrig holdet Jfr. B.[Bøttger] for en stor Aktrise. Sine Fortienester har hun endnu, (og de har før været større end de nu ere,) især i Koketterroler. Men stor Aktrise har hun aldrig været, og man skal neppe kunde opvise os en eneste Mand af Smag, som har fundet hende værdig til denne Titel, som den forsigtige Konstdommer maa være meget sparsom paa. Forfatterne give sig ikke den Umage at sige os, hvori hendes store Fuldkommenheder bestaaer; formodentlig have de endnu den Idee med sig, som hendes Partisaner endnu have, og den største Deel af Publikum før har haft, at Unatur, affekteret og kunstlet Anstand, en ganske unaturlig Deklamation, og slet anbragt Konstlighed, ere Egenskaber hos en god Skuespiller. Denne Idee sige vi, var almindelig da Jfr. B.[Bøttger] var saa at sige, prima Donna, og en af de umisteligste for Skuepladsen; men aldrig eiede Theatret en Jfr. Rose, før det fik Forsmag paa Naturen i Aktionen; men da benævnte haabefulde Aktrise kuns blev kort ved Skuepladsen, blev Jfr. B.[Bøttger] og ene; Publikum glemte og snart Naturen, da det sielden saae den uforfalsket hos hende; det havde ingen anden at sammenligne hende med. Kiøbenhavn havde den Gang ingen Hof-Theater, altsaa passerede hun for en stor Aktrise, til den gode Smag begyndte at herske blant Publikum. Omtalte Forfattere kan Jfr. B.[Bøttger] takke for det vi have sagt her; det er os aftvunget, og uagtet vi have forsvaret os, have vi ikke begaaet den Ubeskedenhed mod dem, at kalde dem partiske, eller indladt os i nogen Sammenligning imellem Jfr. Bøtger og Mad. Knudsen, som altid er meget odiøs. Vi haabe at Forfatterne en anden Gang forsyne dem med Beviis, thi det vilde vel ikke være dem angenemt i noget at ligne vore sædvanlige Anatagonister?

2647Den Vægelsindede, Komedie i Tre Akter, af Hr. Baron Holberg.

I de fleste Henseender, troe vi, kan dette Stykke regnes iblant de sletteste af Holbergs. En Usansynlighed, og fast ganske raae andlagt Hovedkarakter, skieve Situationer, og Mangel af theatralsk Interesse, er dets Feil, Men alt dette uagtet, kan man ikke kalde det ganske slet. Det ypperlige Lune Henrik taler i, og andre Egenskaber, holde altid Tilskueren skadesløs; især troe vi, at Begyndelsen til Knudens Opløsning i tredie Akt, er ganske komisk. At ellers dette Stykke nu ennyrer, er ikke Forfatterens, men Tidernes Skyld. Hans Apicius var den Gang meget prægtig, men nu er han et ens rationis; alle hans Dialoger er ganske uskikkede til vore Sæder, og kan altsaa ikke andet end ennyere, vi vente os allerede her et Anfald af Antiholbergianerne, eller rettere dem, som affekterer at være det, nu vilde sige: »tilstaae de selv at Sæderne ere forandrede siden Holberg, »hvordan kan de da paastaae ham nu opført paa vor Skueplads«. Men det er ikke heller dette Stykke eller Jean de France vi saa meget forlange, thi disse Lediggiengeres Sæder forandrer sig vel hvert Aar; men de andre af hans Stykker, som skildrer Borgerstanden, passe de sig ikke endnu? Ikke allene den store Mængde af Tilskuere, de Holbergske Komedier idelig have, beviser hans Karakterstykker endnu passer sig; men naar man eftertænker, hvor langsom en Nationalkarakter blandt de borgerlige Stænder almindeligviis forandrer sig, falder det meget let at begribe, at de Sæder, som herskede blant Borgerstanden (og det er egentlig dem Holberg har tegnet,) endnu har deres Sæder.

Aktionen var overhovedet meget god. Jomfru Bøtger spilte den Vægelsindedes (Lucretias) Role, saa got som den efter vor Skiønsomhed og Indsigt burde og kunde spilles; hendes Spil var chargert, thi hendes Role var det; man behøver kun ganske flygtig at giennemsee den, for at indsee, at den' er unaturlig. Den hovedkulds og idelige omvexlende Omgang fra Sorg til Glæde, fra Artighed til Grovhed, flygtagtig Frihed til tvungen Stilhed, o. s. v. blev ganske rigtig udtrykt efter Rolens Hensigt. Hr. Rose var Apicius, han saa vidt vi skiønne, spilte fortreffelig; til et Beviis vælge vi 3 Scene i tredie Akt, hvor han seer Eraste kommer. Vi kan ikke give vore Læsere stærk Afridsning nok paa hans Ansigt, som udtrykte alt det Situationen fordrede; vore Læsere erindre sig vel, at det er paa dette Sted hvor Apicius seer sin Fiende komme, og hvor han bliver bange for ham; overalt spilte Hr. R.[Rose] den hele Akt uforlignelig, man saae Brutalisten blegne af Frygt, da han virkelig seer sin Fiende komme. Denne; Frygt og hastige Overgang fra Forvovenhed til Angest, saae man allerede, da han fik Erastes Kartel; hans Ord famlede meget naturlig; men Angesten steeg paa det høieste da han skulde slaaes. Hr. Musted spilte Erastes Role, det bizarre som er i Karakteren, synes vi ikke at see hos Hr. M.[Musted], hvad enten det kom af, at vi ere vante til at see ham i de flygtige Roler, eller at hans Ansigt ikke passer sig til Rolen, eller han ikke spilte den got, veed vi ikke. Hr. Hortulan var Magisteren, og som i alle Pedantroller. Mad. Knudsens og Jomfru Foghs Roler sige ikke stort. Dersom Hr. Bech havde spilt hele Veien saaledes, som han spilte i de to første Scener han er inde i, havde han hele Veien spilt got; men nu kan vi kun rose ham 1 dem, og i de andre dadle ham for sine sædvanlige Feil; til Exempel at han begik en af dem, er den dumme Udtale han gav det Ord »Taarepersen«, og den afskyelige Grimasse han ledsagede det med. Hr. Hansen gik an, Hr. Ørsted spilte ikke sin Role slet, og Jfr. Conradi som sædvanlig.

908Det gavmilde Testamente, Komedie i Fem Akter, oversat efter Hr. Regnards le legataire universel.

Det gavmilde Testamente er et af de Stykker som altid regnes blant de beste af Regnards komiske Stykker, og altid har havt mange Tilskuere. Der kunde vel en Deel lade sig sige om Fablens Usansynlighed m. m., men det bliver dog altid et Stykke, som naar det bliver got spilt, er høist interessant. I den Udgave vi have ved Haanden af Regnards Verker, staaer la Critique du legataire strax bag efter Stykket selv, det er i en Akt, og indeholder meget gode Stæder, hvoraf den syvende Scene er i vore Tanker meget moersom, da der er en Samtale imellem den Skuespiller som har spillet Apothekerens Role, og Apothekeren selv. — Hensigten af dette Efterstykke er, som man let kan forestille sig et Forsvarsskrift for Hovedstykket, iklædt dramatisk Form.

(Resten i næste No.)