Anden Aargang.

2674Zarine, et Sørgespil i Fem Optog, til den Kongelige danske Skuepladses Brug forfattet af Joh. Nordahl Bruun, Kiøbenhavn 1772, stor 83 Sid. 8.

Den Dom vi i Fior fældede over dette Stykke*), havde vi affattet i en mildere Tone, end maaskee Kienderen ellers vilde have stemt sin Kritik i. Ikke for at skaffe os et Partie, ikke fordi Hoffet og Publikum havde biefaldet Zarine, brugte vi den mildeste Kritik, som kunde bestaae med Sandhed; men Erindring at Zarine var, om ikke den beste og første Originaltragedie, saa dog den første som blev, og i Henseende til Skuepladsens Tilstand kunde opføres. Det gode Haab som en ypperlig Versifikation, adskillige stærke Træk, et par stærke Situationer gav os om Forfatteren, see dette tilsammentaget, og endelig Betragtning af, at Zarine var Digterens første Arbejde, giorde, at vi sagde Forfatteren sine Feil i en anden Tone, end vi ellers vilde have brugt, dersom anførte Omstændigheder ikke havde været, og at vi bar over med nogle af Digterens Feil, som vi haabede han en anden Gang vilde rette. Naar man iagttager alt dette, haabe vi, at den strænge, den upartiske Kiendere, holder os vor Overbærenhed noget tilgode, som vi ikke andet end kan for det meste holde de Herrer Forfattere af den kritiske Journal deres Dom tilgode, naar man betragter den af Forf. i No. 36. anførte Aarsag. Vi behøve ligesaa lidet at underrette Publikum om den Stridighed som den kritiske Journal har opvakt, som det er fornødent at sige, af hvor megen Betydenhed de mod Journalen udkomne Betænkninger ere, og blande vi os altsaa ikke imellem disse ganske forskiellige Anatagonister, hvis Sag ved første Øiekast dømmer sig selv. Bemeldte Journal har giort en udførligere Dom af os om Zarine næsten unødvendig, skiønt der endnu staae mange uberørte Feil tilbage i dette Stykke, som især ere ganske mod Personer, Sæder, Land, Religion og Tidsalder, kort mod Kostumet stridende Udtryk. Men vi holde her op, og begive os til Aktionen.

Dersom to Skuespilleres ypperlige Aktion kan gotgiøre en ganske hæs Hovedperson, en skanderende monotonisk Bieperson, og en anden Bieperson, som hvor fortreflig hun end er i sine Roler, er ikke mindre end oplagt til Tragedien, saa staaer vi slet ikke i Betænkning at kalde Aktionen for i Aften i Zarine ypperlig-, men vil vore Læsere dermed ikke være fornøiede, og fordre at vi skal blive ved Sandheden, kan vi ikke andet end sige, at vi vare høist misfornøiede, naar vi undtage Hr. Rose og Mad. Knudsen. Behøve vi vel andet til at bevise at deres Aktion var ypperlig, end at de gefalt i dette Stykke, uagtet man hver Gang Zarine kom ind ikke kunde blive i Illusionen? — Jfr. Bøtger var saa forskrækkelig hæs, at endog de Tilskuere som vare nærmest ved Skuepladsen, ikke kunde høre et eneste Ord af hende; hendes Aktion var da uden for al Kritik; men at hun i den Tilstand kom paa Theatret, og narrede hele Publikum, see, det er skammeligt, men noget som det danske Publikum maa og bør lade sig gefalde. Hr. Hortulan skanderte sine Vers som den beste. At Jfr. Halle ikke skikker sig til denne Role, troe vi lige saa vist, som vi holde for, at hun spilte den saa got som hun kunde; kun denne Hulken maa hun aflægge; formodentlig troer hun det er en Skiønhed, især da Mad. Clericourt ved Hoftheatret giør det samme i pathetiske Scener; men hun maa betænke, at denne Aktrise giør det, fordi hun har et svagt Bryst Jfr. Halle kan troe os, at det er en Feil, som giør Deklamationen høist monotonisk; vil hun kopiere Mad. Clericourt eller nogen, maa hun vælge det gode hos hende, som er f. Ex. Agtpaagivenhed, vel studeret Spil, og at hun for alle Ting vel studerer sin Role m. m., men ikke tage det falske — Men overalt giorde hun og enhver vel i, at de studerede Naturen; det eneste Mønster for en Skuespiller, uden hvilket han kun bliver en forulykket Kopie af en god Original.

*) See den Dramatiske Journal forrige Aargang, No. 32.

1756Mændenes Skole, Komedie i Tre Akter, oversat efter Hr. Molieres l'Ecole de Maris.

Den Dom vi sidst, da dette Stykke blev opført, fældede over Aktionen, kan vi ikke andet end igientage i Aften, og naar vi sige at et par Roler blev bedre givne end sidst, veed enhver at Mændenes Skole blev uforlignelig spilt? — Det kan ikke andet end fornøie os, at Hr. Holberg spilte sin Role i Aften meget bedre end den første Gang han prøvede i den; hans Stemme var, syntes os, ulige bedre, og kan vi ikke sige, at den nogensteds var ubehagelig, uden hvor han vil tale i den ømme (tendre) Tone; denne Tone kan han ikke tale, den falder i den sødmodige, dunkle, kort ganske ubehagelige Tone; til Exempel kan 1ste Akts 3 Scene være, hvor han i den første Replike taler til Ergaste om Sganarel, som er: »le seuere tuteur de celle quej'adore«*), og overalt hvor han skal være pathetisk, bliver han meget ubehagelig; i dette Stykke kunde han gierne undgaae denne Feil, dersom han erindrede sig om, at han som Valer er en fyrig Elskere, og altsaa ikke behøver at deklamere i omtalte melankoliske Tone; for Resten var han i alle Maader mindre stiv og tvungen i hele Aktionen, og meget mere naturlig hurtig i Deklamationen end han før har været; men meget staaer ham tilbage endnu at rette, hvor iblant især er den Magelighed og Seendrægtighed i hans Gang og Deklamation, kort, hele Aktionen, som saa passende denne Aktion end kunde være i den sandsesløses (le Distrait) Role, her slet ikke passer sig, hvori han skal være en fyrig Elskere den Regel maa han iagttage, som i al hans Aktion, saa og i dette Fald, og denne er, at han bør søge at træffe Middelveien, thi ligesaa urimelig som en alt for stor Flygtighed er, saa unaturlig er og den alt for store Seendrægtighed; den første Feil giør Aktionen hiapvurren, men den anden ganske søvnig og død. Dersom Hr. Holberg vil og kan tage sig disse Anmærkninger til Nytte, hvilke, som alle dem vi i Henseende til Aktionen giøre, sigte til Forbedring, forsikkre vi ham paa, at han vil virkelig forbedre sig. Vi tør sige dette uden Stolthed, det er ikke vore egne Regler vi prunke med, men det er Naturens, og denne uforfalskede Kilde er det vi anbefale Hr. H.[Holberg] og enhver Skuespiller at øse af, og lade den tvungne, den skadelige, og dog meget almindelige Efterabelseslyst fare. Hvad de andres Aktion angaaer, da kan den Dom gielde vi fældede over sidste Forestilling, kun Lisettes Role blev spilt af Jomfru Halle, hvorved (det forstaaer sig,) Rolen vandt anseeligt, og Ergastes Role blev i Aften bedre given af Hr. Hansen, som overalt skikker sig temmelig vel til den alvorlige Tienerrolle.

*) Vi afskrive Originalens Ord, da vi ikke veed hvordan Oversætteren har udtrykt sig.

1247Jeppe paa Bierget, Komedie i Fem Akter, af Hr. Baron Holberg.

Det mærkværdigste som forefaldt ved Forestillingen af dette Stykke, der i vore Tanker med alle dets virkelige og uvirkelige Feil, dog har sine smukke og komiske Stæder, var at Hr. Bech havde Jakob Skomagers Role, og naar man veed det veed man ogsaa at den blev. slet spilt, hvilket vi ikke saa meget dadle Hr. Bech selv for da han i ingen Maade kan spille den. Efter den Indsigt vi have i Rolernes Natur, burde Hr. Ørsted spilt denne Role; vi over lade denne Anmærkning til Inspekteurens nærmere Overveielse. Bemeldte Hr. Bech spilte Advokatens Role i Aften; de som holde det for en tilladelig Sag at efterabe Personer, fandt Hr. Bech begynde got i Rolen, men da han kunde ikke holde Tonen ud, faldt han, fra den paatagne Skrigen i sin egen bechiske Qvækken. Mere sige vi ikke om Aktionen, som var for Resten som den pleier, lige til at Hr. Hortulan tog Ridefogdens Kone paa Brystet, et Træk som kunde gierne spares. — Dog, det var jo Fastelavnsmandag.

1433Den kierlige Forbitrelse, Komedie i Fem Akter, oversat efter Hr. Molieres le Dépit Amoreux. Den staaer i den første Deel af hans Oeuvres, efter pariser Udgaven, 1753. 12.

De Tanker som vi have om dette Stykke, have vi i Fior tilkiendegivet, og da vi ikke vil igientage dem, og Stykket selv ikke giver Leilighed til nye Tanker, begive vi os strax til Aktionen.

Hr. Rose spilte den samme Role han i dette Stykke pleier, og spilte den i vore Tanker fortreflig. Til Beviis kan første Akts fierde Scene tiene, hvor han truer Maskaril til at aabenbare det han veed om Valers Kierlighed; Tonen, Ansigtet, kort hele Aktionen var fortreflig, man saae den opirrede, den hæftige og ivrige Eraste i det naturlige Lys; den tredie Scene i fierde Akt, hvor Eraste og Lucilie begynder deres Forbindelse, og siden fornyer den, giorde han og i vore Tanker uforlignelig. Jfr. Bøtgers Hæshed i Zarine, maa undskylde den modbydelige og unaturlige Kulde hun spilte endog de hidsigste Scener med i dette Stykke. Hr. Clementin var Albert, og at han spilte sin Role uforbederlig, beviser blant andet 3die Akts 9 og 10 Scene. Den Aktion Jfr. Halle spilte Marinettes Role i, fortiener efter vor Skiønsomhed al den Roes en naturlig og fortreflig Aktion kan fordre; man behage kun til Beviis at erindre sig fierde Akts 6te Scene. Dersom Hr. Bech havde endnu mere ladet af at grimasere, kunde hans Aktion gierne have gaaet igiennem, men ikke destomindre, er han at rose, at han søger at aflegge denne Feil. Mad. Knudsen var Ascanius; den som kiender Rolen, veed at den første Scene i 2 Akt er den vanskeligste at deklamere, da den med al muelig Hurtighed maa udtales, og Mad. Knudsen lod den ei heller i denne Henseende tabe noget. Hr. Ørsted var Maskaril, og spilte denne Role ganske got, men Metaphrastes Role bedre; men bedre vilde han have spilt den, dersom man kunde have hørt hvad han sagde. Hr. Hortulan var i Polidors Role, som ikke siger meget. Mad. Hallesen var Frosine, og spilte som man kunde vente sig. Hr. Irgens giemme vi tilsidst, da hans Aktion, naar vi undtage den første Akts 3 Scene, efter vor Skiønsomhed, var saa slet, at den var ganske under Kritiken; og dersom Hr. I.[Irgens] ikke i nogle Roler før havde lovet os noget Haab og Forbedring, vilde vi med Tavshed reent have forbiegaaet ham; men da han har viist, at han lod det være sig en Sag at forbedre sig, have vi troet os berettigede at nævne hans Feil, af hvilke vi vil nævne Monotonie, (hans gamle, som han dog næsten havde glemt,) Kast med Øinene, Mangel af Ild, og hans idelige Flygtighed under Forestillingen. Han maa see at endre dette, om vi ikke ganske skal gienkalde hvad vi have sagt om ham.

1671Maskeraden, Komedie i Tre Akter af Hr. Baron Holberg.

Vi kan ikke andet end tilstaae, at vi jo bleve temmelig tilfredsstillede med Aktionen som dette Stykke blev udført med, uagtet vi hverken holde Stykket selv for et af Holbergs beste Stykker*), ellers vare vi lige fornøiede med alle Akteurernes Spil, og uagtet at Henriks Role maatte lide saa meget under Hr. Londemans Sygdom; men visse gode Situationer og sande komiske Indfald i Stykket selv, Hieronimuses og Arvs Rolers uforbederlige Forestilling, gotgiorde os ikke allene Leanders, Henriks og Pernilles Roler, (som naar man tager Omstændighederne i Betragtning, endda blev temmelig vel givne,) men endog holdt os skadesløse i Henseende til Leonores og Leonards Roler, at vi ikke skal tale om Magdelones Role, som endda blev bedre spilt af Mad. Hallesen end vi havde formodet os. Hr. Clementin var Hieronimus; alt det som Kiendere kan fordre hos en Skuespiller, som har foruden den gode Deklamation, Ansigt og den naturlige Gestikulation, et got og ypperlig Theaterspil, med et Ord, den gode Aktion, den sige vi, fandt Kienderen og enhver hos denne umistelige Mand, og den Roes troe vi enhver, han maa nu enten være Journalist eller Antijournalist, maa indrømme ham; at vi endelig skulde anføre Exempler, vil vi allene udmærke et par Steder, for Ex. hvor han faaer at vide, at Leonore er Leonards Datter. — Det er efter vor Indsigt ikke formeget sagt, naar vi sige, at Arvs Role ikke kunde blive ypperligere spilt, end den blev af Hr. Hortulan, som forestilte den sande danske Arv. Hr. Ørsted var Leonard, og tor ikke at sige, at han var monotonisk lige til 3 Akts 11 Scene, hvor han brølede; og at han ikke et eneste Sted var naturlig vil vi kun blot nævne ham. Hr. Holberg spilte Leanders Role i Aften, den første Akt spilte han i vore Tanker best**), men siden falt han noget i det søvnagtige og seendrægtige Spil, som han for alting maae forandre. Hr. Hansen spilte Henriks Role endda ikke saa slet vi meene, han deklamerede ikke saa slet som han pleier, men hans Grimaser med Munden, og underlige Fægten med Armene, klæder i vore Øine meget slet, og som han maa lade; især iagtog vi denne Feil i 2den Akts 9 Scene, hvor han skal bekiende hvad Ulykke hans Herre har giort. Jomfru Petersen, (den Aktrise som gjorde Prøve i Franskmanden i Londen,) spilte ikke sin Role ilde, især i Henseende til at hun er ung; hun søge at undgaae Monotonien, som hun har ved det, at hun holder baade for længe og lige længe op imellem hver Periode; det kan ikke være hende saa vanskeligt, da hun spiller kun i smaae Roler; en i vore Tanker ypperlig Forandring, som giør Veien lettere for Debutanter.

*) See den dramatiske Journal for forrige Aar No. 23.

**) Det var et got Træk af Hr. Holberg at han gav Henrik et Vink.

4683Den bedragede Gartner, en Ballet, componeret af Hr. Adriani.

Naar man veed, at denne Ballet er af en Hr. Adriani, falder man vel neppe paa at bedømme den efter Kritikens Regler, og det lader overhovedet, som en Deel blandt Publikum er ligesaa ubekymret om at bedømme Balleter med Smag, som de fleste af vore Balletmestere enten ikke ere i Stand til, eller ikke vil komponere dem med Smag. Dands og noget Pantomime udgiør strax en Ballet, og naar kun det første er got, ja! saa har Komponisten giort sit, og saa er han en ypperlig Balletmester. Om der er Handling i en Ballet, og om denne er rigtig og interessant, om Kostume, Karakter, kort, om Balletten er efter Nouverers og Naturens Regler en dramatisk Komposition, som har Udtryk ved Gestus og Bevægelser, eller en stum Poesie, som taler uden at sige noget, da den udtrykker sig med slige Gestus og Bevægelser. See, derom spørger ingen. Plato, Aristoteles og Lucian, ere vore Balletmestere ganske ubekiendte, de have lært at dandse, og have seet en Deel saa kaldede Balletter, hvoraf de siden sammensmeder en Miskmask: Qvem dixere Chaos, rudis indigestaque moles som de kalde Ballet. Vi giøre denne Anmærkning ikke fordi vi troe at Hr. Adriani skulde tage sig den til Overveielse; men da vi troe at det var meget got, at vore unge Dandsere lagde sig efter denne Kunst, som en Kunst, og ikke et Haandværk, og vi haabe, at den Tid engang vil komme, at vi vil bruge vore egne Dandsere, have vi troet os pligtige til at biebringe dem et lidet Anstrøg af den sande Smag i denne Kunst, som ikke vi, men Kunstens og Naturens Grandskere selv haver givet. Da de anførte Autorer af de Gamle, formedelst Sproget ikke kan forstaaes, uden af Sprogkyndige, og det er dog nødvendigt at kiende dem, for at have Indsigt i de Gamles Dands, deres Opkomstes forskiellige Perioder og Karakter, bør de som anvende deres Tid paa denne Kunst, at kiende dem af Oversættelser og Komentatorer, hvoraf vi allene vil nævne Hr. Burettes Memoires pour servir à l'Histoire, de la danse des anciens, som staaer i Memoires de litterature tirés des Registres de l'Academie royale des Inscript. & belles lettres, 1 Tom. Sid. 121.

Om den bedragne Gartner vil vi da ikke indlade os i nogen videre Kritik; hvad Udførselen angaaer, da veed vel vore Læsere alt hvad vi tænke om den.

4680Parnassi Fest, en Ballet af Hr. Adriani.

Man klager sig i Almindelighed over at Hr. A.[Andriani] ingen Balleter componerer; men man har Uret; naar Manden hver Gang vil componere en Ballet som denne, sammenpresse den halve Deel af Guder og Gudinder, Mars etc. etc. etc. og tilmed Bønder etc. paa Parnass, saa bør man klage sig over at han giør Balletter. Gartnerballetter kan man lade gaae for det de er, men naar den gode Hr. A.[Andriani] kommer med sligt — — — siger Kienderen ham, at hans Miskmask er tosset; og naar han vil opføre det paa Monarkens Fødselsdag, siger Nationen ham, at han er formastelig, og spaaer ham, at hans Tiggede hielper ham slet intet til at blive her længe.