1790 — 1791

I Marts 1791 afgik Geheimeraad Numsen fra Overhofmarskalet, og tillige fra Theaterbestyrelsen, hvori Kammerherre Warnstedt nu fik Forsædet. Formedelst Directions-Medlem Justitsraad Wormskiolds Fraværelse, vilde de øvrige Lemmer af Directionen ej indkomme med noget Forslag til Udgifters og Indtægters Forøgelse. Det eneste Middel, som endnu stod tilbage, var at forhøie Indgangs-Prisen; en Tanke som allerede i Aaret 1789, da Choristerne bleve satte paa vis Løn, havde været overveiet i Directionen, men som formedelst ulige Meninger, til Tab for Kassen, ei kom til endelig Slutning. Tanken blev især af Overauditeur Rosenstand Goiske afhandlet skriftlig. Han var af den Mening, at Forhøielsen allene burde finde Sted for Entreen ved Operaerne og Syngestykkerne, som det Slags Skuespil, der voldte Theater-Kassens Mangel, hvorimod andre vare af den Mening, at Forhøielsen maatte være almindelig, deels fordi der hidtil ikke havde været nogen Forskiel i Betalingen for Forlystelserne ved Theatret, og saadan en Forskiel letteligen kunde misnøie den Deel af Tilskuerne, som ere Musik-Elskere, og saaledes snarere volde Tab end Fordeel, da Erfarenheden havde lært, at Folket ogsaa ved visse Leiligheder kunde tage sit Parti, og om det een Gang afvendte sig fra Skuespillet, blev det maaskee ei saa let at vænne dertil igjen (?!); deels fordi, det i Grunden var Syngestykkerne og ikke Comoedierne som tilveiebragte Loge-Abonnementet, dette saa vigtige Formaal i Theatrets Indkomster; deels endeligen for ikke at give Flyveblade-Forfatterne Anledning til at udøse deres Galde imod Musik-Stykkerne, da man ikke var ganske uvidende om, at disse jo havde nogen Indflydelse, som var skadelig, i det mindste paa den Deel af Folket, som ikke har nogen udmærket Følelse af Musiken, saavelsom og paa den Deel, der ei selv kan tænke eller dømme. Men denne Sag blev, som sagt, uafgjort, og følgelig ei heller Hs. Majestæt forestillet.