1785 — 1786

Man søgde at giøre den Mening giældende, at Musikens Forfald hos os allene var Skyld i Syngestykkernes slette Gang; for at raade Bod paa denne Mangel, for at skaffe Theatret Glands, var man falden paa den Idee at faae en berømt Capelmester herind; af og ved den danske Minister i Dresden havde man faaet Haab om Capelmester Naumanns Hidkomst, for bedre at indrette Capellet, og for at faae store Operaer indførte paa Skuepladsen; der ønskedes da et Digt, enten i Original eller Oversættelse ved Theatret, hvortil han kunde forfatte Musik, for dermed at debutere. Det eneste, man havde, var en Oversættelse af Jomfrue Biehl af Orpheus og Euridice, som man havde taget i Betænkning at opføre, og hvortil Naumann formodedes ikke at vilde sætte Musik, da den berømmelige Ridder Glucks Composition til samme Æmne havde gjort saa megen Opsigt i den musikalske Verden; desuden vare ingen af vore Theatre skikket til store Operaer; vi havde dertil ingen Sangere, saaledes som de burde være; og Theatrets Fonds, uden forøgede Indkomster, kunde umueligt udholde et nyt og saa bekosteligt Spectakel. Men man paastod, at denne Plan var det eneste, som kunde vedligeholde Hs. Majests. og Kongehusets Yndest for National-Skuepladsen, da man ellers frygtede for et fransk Skuespils Indførelse, som saavel af Fremmede, som af betydelige vigtige indenlandske Mænd, til det franske Sprogs Udbredelse og bedre Fremgang blandt den opvoxende Ungdom, meget blev attraaet.

Imidlertid blev den benævnte Oversættelse sendt til Naumann, under hvis Direction Stykket siden blev opført. Denne store Opera, der, som en Nyhed, med en stor Samling af Chorister og Dandsere blev opført, vandt et almindeligt Bifald; dog hjalp man sig endnu den Tid med samtlige Theatrets syngende Skuespillere af begge Kiøn i Chorene, paa 3 Chorister nær, som bleve besatte for at bivaane hver Prøve og Forestilling.

Til Tegn paa hvormeget dette Skuespil behagede det Kongl. Huus, bleve uddeelte Foræringer til Hovedpersonerne i denne Opera, nemlig: Til Skuespiller Rosing et Guld-Uhr med Guld-Kiede til 96 Rdlr. Til Skuespiller Musted et Rør med Guldknap til 40 Rdlr. Til Actricen Møller, siden Bertelsen, et Par Braseletter til 32 Rdlr. Til Actricen Winther et Halssmykke og et Par Øreringe for 52 Rdlr. Til Actricen Preisler ligeledes et Halssmykke og et Par Øreringe for 57 Rdlr.; tilsammen 277 Rdlr. foruden en særdeles udmærket Berømmelse for deres udviste Flid i dette musikalske Skuespil. Capelmester Naumann fik for sin Part Indkomsterne af den 4de Forestilling.

Saa fortjente disse Foræringer og Opmuntringer kunde ansees, saa opvaktes dog derved Misfornøielse hos de øvrige især gode Skuespillere, som vel ikke havde Stemmer til at udmærke sig i Sangen, og havde, som Chorister i dette Stykke, ei heller Leilighed til at vise noget andet Talent, da disse Handlinger for den største Deel kun bestod i Optoge og Hovedpersonernes Følge, der saa at sige kun udgjøre Skyggen i Maleriet; og naar de ved Leiligheder endog udmærkede sig med fortrinlige Talenter i andre Skuespil, saae de sig ikke allene udelukkede fra dejlige Æregaver og Berømmelser, men troede, at det endog lod som deres Fliid og Duelighed ei engang blev bemærket. Hertil kom ogsaa, at Actricen *, skiøndt lønnet som syngende Actrice med 500 Rdlr. og skjøndt hun ei i Sangen havde anden Fortjeneste end den, at hun kunde synge med i Chorene, blev af Directionen frietagen for at gaae ind paa Scenen, og allene til Chorenes Forstærkelse at synge i Coulisserne, paa samme Tid, som det paalagdes Instructeur * at synge i Chorene paa Scenen.

Da denne Opera alligevel var gaaet saa lykkelig, maatte nu Theaterkassen bidrage noget anseeligt til et talrigere Antal af Musici i Capellet, og til en for det betydelig Lønnings-Forhøielse, i hvilken Henseende udvirkede Hs. Majest. Resolution, at Theaterkassen aarlig skulde afgive til Capellet 7000 Rdlr. fra 1ste Febr. dette Aar af at regne.

Da Hs. Majest i Aaret 1773 allern. behagede at lade Capellets Indretning reglere, skete det ved den da værende Direction for Skuespillene, som det Departement, der, da Instrumental-Musiken staaer i saa nøie Forbindelse med Theatret, bedst kunne skjønne, og bedømme om, hvorvidt det ene var nødvendigt for det andet. Man formeente ogsaa, at Capellet kunde saaledes som det var, udføre Musiken til hvilket Stykke det skulde være; og naar deri var nogen Mangel, laae den alene i Orchestrets Anførsel, en Mangel, der ligesaa tydelig har viist sig ved Capellet efter den sidste Indretning, som forhen, førend Capelmester Schulz kom herind, naar undtages Anførelsen af Naumann ved hans egen Composition af Orpheus og Euridice. Ja det hender sig i denne Dag, at Orchesteret behandler Instrumentalmusiken skiødesløst, naar Capelmester Schultz ikke dirigerer det. Det synes altsaa at den væsentlige Mangel ved Capellet blot bestod i Mangel af en duelig Capelmster, som kunde holde Orchesteret i tilbørlig Orden. Vel er det en Sandhed, at Extra-Musici kostede Theatret undertiden tredobbelt det, som dertil ved Reglementet var bestemt; men en Sandhed er det dog, at dette var mere en Følge af Uordener, under Paaskud af Sygdoms Tilfælde blandt Musici, end af Nødvendighed. Nu (1792) koster Kapellet 24,000 Rdlr., uden at Theater-Kassen, har faaet nogen Lettelse i sin Afgivt til denne Indretning, enten for nogen ved Døden afgaaet eller paa anden Maade befordret Capelpensionist.

Forhen ansaae man 500 Rdlr. for en anstændig Løn til en Solo- eller Obligat-Musicus, og 350 Rdlr. for en Repient; men nu ere de første stegne til 1000 Rdlr. og 800 Rdlr., og de andre til 5 á 600 Rdlr., kun det saa kaldede lille Orchester, der spiller det samme som de øvrige Repienter, er det, som tjener paa en maadelig Løn. Schnabel, den bedste Fagotist, Capellet nogensinde har havt, hvis Lige det og maaskee ei saa let faaer, har med flere i mange Aar gjort Tjeneste i Capellet for intet, blot for en Gang at komme i fast Løn. Dermed siges ej at Instrumentisterne ere overdrevent betalt; men da dette er det eneste Sted i Europa, hvor de ere bedre aflagte end Skuespillerne, og disse vide, at hines Kaar ere forbedrede paa Bekostning af Scenen og deres Arbeide, hvorved Bestyrelsen siden blev sat ud af Stand til at forhjelpe en stor Deel Skuespillere kun til den allernødtørfstigste Underholdning: saa anføres dette kun for at lede til disse to Bemærkninger: 1) At Skuespillerne ere mismodige, nedslagne og arbeide med Bekymring, naar den største Deel ikke have det nødvendige til deres Underholdning, hvoraf 2) en fulgt af Directionen, som har følt det sande i deres billige Klager stedse har maattet hjelpe med eller til forskubbe, at overbære med Feil hos dem, som have havt Aarsag til at sukke under den haardeste Skjebne, ja ofte blues ved at kræve overdrevet Arbeide og Anstrængelse af ubillig slet betalte Folk, hvorved Bestyrelsen ligesaa ubillig har faaet Navn af svag, og af mange mere anseet for en Pleiecommission end Theater-Direction; thi Instrumentisterne arbeide næsten kun 1/10 Deel mod Skuespillerne. Hine spille efter deres Noder, saaledes som man læser af en Bog, daderimod disse ikke allene skal lære Texten og Musiken udenad, og dertil ofte anvende Helligdage og en Deel af Natten med, men endog være opmærksomme paa Handling, Action og Declamation; de første fortjene ved Underviisninger ligesaa meget og nogle mere end deres Lønninger, og de sidste have, især Actricerne, betydelige Udgifter til deres Theaterpynt.

Et project, som paa den Tid fremkom, og som foranledige Nedsættelseen af en Commission, nemlig: at forsøge Salen med en femte Etage, faldt igiennem.

---