1778 — 1779

Theater-Inspecteur Hvass, som havde foresat sig at udgive Tycho Brahes Værker, forundtes Afskeed med Pension.

Den forrige Direction meente, naar Hofdandsemester Laurents Contract, som Lærer ved Dandseskolen, i Aaret 1781 ophørte, at denne Tjeneste blev rigelig lønnet med 500 Rdlr. aarlig, i Stedet for at ham efter Contract var tilstaaet 800 Rdlr.; men paa Overtilsyns-Commissionens Indstilling blev han antaget paa Livstid, eller saalænge hans Alder og Kræfter tillode ham at forrette denne Tjeneste, og at beholde den efter Contracten reglerede Løn af 800 Rdlr.; dog skulde han tilligemed undervise alle dem af Comedieselskabet i Dandsen, som kunde behøve det, og hvorfor ham endnu blev tillagt 100 Rdlr. af Theater-Kassen til saadanne Værelser, at han kunde have eet rummeligt nok hjemme hos sig selv til denne Underviisning; og naar Alder eller Svaghed gjorde ham uskikket til Tjenesten, da ligesom Syngemester Potenza, forundes en Pension. Laurent fik saaledes paa de ham allern. bevilgede Vilkaar for 2½ Timers daglige Arbeide hver Formiddag i 5 Dage om Ugen ved Dandseskolen, fra Mandag til Fredag incl., 800 Rdlr. aarlig Løn, og endnu 100 Rdlr. til Huusleje, for at skulle give en ubetydelig Underviisning til nogle af de unge Skuespillere af begge Kiøn, som Theater-Kassen, for dem som behøvede den, rigelig med 60 til 70 Rdlr. om Aaret kunde have betalt enhver anden Dandsemester, ligesom den har betalt for Underviisningen i Fægtningen; en Underviisning der ei engang fik Sted; thi Laurent byggede paa sit Huus i to Aar, og fandt siden stedse Anledning til at udsætte denne Huusunderviisning, som paa en vis Maade ogsaa var uundværlig, da de fleste unge Skuespillere af begge Kiøn havde været ved Dandsen, og nogles Fag ei heller krævede elegante Dandseøvelser.

For at sætte Portneren ved Theatret i Byen i den Agt, hans Tjeneste udkrævede, ved at afholde Uberettigede fra Indgangen paa Scenen, tillod Deres Majest. ved allerh. Resolution af 8de Julii, at han, ligesom Portneren ved Hoftheatret, paa Theater-Kassens Bekostning, maatte gives hvert andet Aar et Livrée, ligesom de Kongl. Sveitsere, da begge Theatre nu bleve anseete uden Forskiel.

I dette Aar blev Galleriet indrettet til Loger, da den Deel af Borgerstanden, som nu undsaae sig ved at komme iblandt det Selskab, der søgte, uden Tvivl blev vel fornøiet med saadanne Loger, som de, passende med deres Kaar, kunde have for en billig Priis, og hvorved tillige blev forebygget de hidtil der foregaaede Uordener, uden at man iblandt Mængden kunde blive dem vaer, som deri havde Deel. a) At et Parket ogsaa maatte indrettes ved dette Theater, og derrtil tages en Part af Parterret næst ved Orchesteret, hvori de opvartende Hofcavalierer maatte anvises Plads. b) At til Parterret skulde kun være een Indgang for Enden, og at de to andre paa hver Side maatte indrettes til Loger, hvorved især havdes til Hensigt, at hemme den mislige Omgang af een eller anden Controlleur, som let uden at bemærkes kunde have Sted, da den ene ikke, som hidtil, herefter kunde skyde Skylden paa den Anden.

Denne Galleriets Indretning til Loger ved Theatret, er bleven dadlet, især paa den Grund, at Parterret derved skulde være bleven forringet med en ringere Classe af Tilskuere. Men denne Daddel var uden Grund; thi Selskabet blev ikke anderledes end det var forhen, med Undtagelse af den Tid, de italienske Operaer bleve opførte, ved hvilke Skuespil kun en liden Deel af Publico indfandt sig, der for den største Deel var indskrænket til Musikelskere eller saadanne, som gav sig Tone af at være det; eller og naar den mere formuende eller fornemmere Mand, som vilde see et dansk Skuespil, ingen anden Plads kunde faae; nogle af disse har Parterret vel tabt ved Parkettets Indretning, hvor de finde en beqvemmere men ogsaa langt dyrere Plads, men at Parterret derved skulde have tabt noget af sin Agt, burde ingen Fornuftig dømme. Der har til alle Tider i denne Plads indfunden sig Skippere og Skibsfolk, ligesaavel den Tid Galleriet var, som siden; men disse have og aldrig været udelukkede derfra, naar de have indfundet sig rene og ordentlige, hvilke vise sig endog roeligere og anstændigere end mange andre, at hvem man kunde formode en finere Levemaade. Galleriet var derimod et Tilflugtssted mere for Haandværks- og Skibs-Drenge og Tjenestefolk, som kunde have skrabet et Par Skilling sammen, til at bestikke en Controlleur med, uden at det var mueligt juridisk at bevise det, og denne Klasse af Tilskuere, der begik Uordener, er det Theatret har tabt, uden af dem at have havt nogen Indkomst.

Det maa tilgives, — tilføjer Concipisten, daværende administrerende Directeur Hr. v. Warnstedt — at jeg har opholdt mig noget vidtløftigt ved denne Post, ikke for at bestride hvad derom i et og andet offentligt Blad, eller i Selskaber, enten af Bitterhed eller Egoisterie er udstrøet, hvilket jeg betragter som Ligegyldighed, ja ei engang de forskiellige Udladelser, jeg af een og anden ved Hoffet selv har maattet høre derom, men for at kalde tilbage i allern. Erindring de Grunde, hvorpaa den Kongl. Approbation for disse Indretninger var bygget. Der havdes disse to Ting til Øiemærke: Anstændighed i Skuespilhuset og Indkomsternes Formerelse, som begge bleve opnaaede; Erfarenheden har især ved Galleriet viist Fordelene, hvor den almindelige Indkomst forhen kun udgjorde 10 til 12 Rdlr. en Aften, da Logerne derimod i Almindelighed ere udbragte til 30 Rdlrs. aftenlig Indkomst.

Da de i Theaterpolitie-Reglementet forordnede Straffe, for de til Scenen henhørende Personer, bestaae i Mulcter, og Arrest i Blaataarn, vilde man, med Hensyn til deres Uformuenhed, saa meget mueligt, skaane dem for det første, og i Betragtning af den Lemfældighed og Mildhed, Borgeren hos os er vant til, ei uden høieste Nødvendighed anvende den sidste, som en Nyhed, der blev indført ved den franske Truppe; paa det at det danske Theater-Selskab ei skulde troe sig selv fornedret under den Classe af Deres Majestæts Undersaattere, med hvilken det, og især Skuespillerne, billig kunde giøre Paastand, at sættes i Lighed. Alligevel indsaae man, at iblandt en Samling af Folk; der vexelviis forestilte Verden, snart fra den onde og snart fra den gode Side, vel kunde findes nogle, der tage Partie af det værste, især de, der mere kunde have valgt Skuepladsen som det sidste Tilflugtssted, end af Tilbøielighed eller Lyst til at giøre sig fortiente derved, og at nogle af disse vel ogsaa kunde behøve en Slags Tvang til Rettelse, som maatte afvige nogetfra den ellers almindelige Orden i Straffe for borgerlige Forseelser, uden dog her at betiene sig af et, tilfælles for de brovere Misdædere, offentligt Fængsel, for Strafskyldige af Theaterfolket, hvis Brøde af Opsætsighed imod deres Foresatte, eller anden slig Forseelse, ikke kunde afsones med Mulcter.

Dette var Anledningen til Commissionens Forestilling af 7 April 1779, som af Hs. Majestæt blev apporberet, at et Arrestkammer ved Theatret i Byen blev indrettet, hvor den Skyldige i saadanne Forseelser maatte indsættes, uden at afskaffe Arresten i Blaataarn, som allene maatte anvendes for vitigere Forbrydelser, og naar de mildere Midler unyttigen have været anvendtr.