Foyeren

Portraiter og Karakteristiker

af Edgar Collin

"Und Christen sollen Comedie nicht ganz und gar fliehen, darum, daß bisweilen grobe Zoten und Buhlereien darin sein, da man doch um derselben willen auch die Bibel nicht dürfte lesen. Darum ist's nichts, daß sie solches fürwenden und um derselben willen verbieten wollen, daß ein Christ nicht solle Comedien lesen und spielen."

Da man i Efteraaret 1746 paa kongelig Befaling borttog den Længe, som skilte Kristiansborg Slot fra den "gemene Mængde", da var denne Handling ligesom et Symbol paa den nye Æra, der nu skulde oprinde. Efter sexten lange, sløve og dorske Aar, sexten Aar, i hvilke Heldørerne og de Skinhellige havde siddet til Højbords, gik der ligesom et Befrielsessluk fra hele det danske Folks Bryst. I det Øjeblik, da Dødsklokkerne ringede over Kristian den Sjettes Liv, vidste Enhver, at med denne Konge var Bigotteriet stedet til Jorden, og at hans Søn vilde give sit Folk Lov til uhindret at le og more sig. Og hvor trængte ikke hele Landet til engang igjen at trække Vejret frit, til at glæde sig over Livet og til at le ud ret af Hjertens Luft! I sexten Aar havde Pietismens Mare redet tungt paa det ganske Folks Bryst. Nu var Alt forandret. Frederik den Femte brød ikke alene den Skranke ned, der fjernede hans Folk fra ham, han løsnede tillige mange af de Lænker, hvorunder det saalænge havde sukket.

Som alt Dansk nu atter hævede sit Hoved, saaledes vaagnede den danske Komedie ogsaa til Live igjen. Den 25. Februar 1727 havde de danske Akteurs spillet Holbergs "Den danske Komedies Ligbegængelse", hvormed Theatret for fjerde Gang blev lukket siden Grundlæggelsen i 1722, den 20. Oktober 1728 udbrød Kjøbenhavn første store Ildebrand, og endelig døde Frederik den Fjerde den 12 Oktober 1730, hvormed ethvert Haab om Skuepladsens Gjenopstaaelse syntes skrinlagt i en uoverskuelig Fremtid.

Af dem, der havde været med til at lægge Grundstenen til den danske Scene, var der dog To, som overlevede Kristen den Sjette. Disse To vare Holberg og Frederik Pilloy, den Første Komediens Fader, den Anden en af de Bedste i den oprindelige "Bande". Men af Kammeraterne var de øvrige enten døde eller gaaede over i andre Livsstillinger, som de neppe nu vilde forlade for atter at friste en kummerlig Tilværelse paa Kunstens tornebestrøede Bane. Ulsøe var i 1733 død som Byfoged i Grenaa, Henrik Wegner havde ved Kongens særlige Naade faaet en Plads i Krigskancelliet, Gram kunde takke Holberg for sit Embede som Pedel ved Universitetet, Ramel var bleven Byfoged i Nakskov, og Lindorff havnede, efter at være bleven relegeret fra Universitetet, som Lem paa Almindeligt Hospital. Endelig var Montaigu bleven Sprogmester hos Familien Løvenørn og Pilloy optaget som Medlem af det agtbare Vintapperlaug.

Kort Tid efter Kristian den Sjettes Død fik Holberg den forhenværende tydske Organist ved Citadels-Kirken, Carl August Thielo, til at ansøge om Tilladelse til at oprette et dansk Theater i Kjøbenhavn; den 30. December 1746 gaves Privilegiet ham, og han samlede da en Trup, som bestod af Studenterne Londemann, Rose, Ørsted, Bech, Sars, Hacksen og Als samt af Jfr. Thielo, Mad. Lund f. Holst, Mad. Rosenkilde og Mad. van Deurs.

Hvad der strax falder i Øjnene ved at læse denne Liste, er den Omstændighed, at hele det mandlige Personale bestaaer af akademiske Borgere. Det er Noget, som den første danske Komedie forøvrigt har tilfælles med den tydske, og Grunden hertil maa søges i to Omstændigheder. Skuespillet udvikler sig i de fleste Lande gjennem Mysterierne og Skolekomedierne, og da disse sidste udførtes af Eleverne i de lærde Skoler, havde disse allerede fra deres tidlige Ungdom faaet saavel Smag for som Greb paa denne Virksomhed, der ikke alene var tilladt, men ogsaa velseet og vellønnet, saalænge den fandt Sted indenfor Skolens Mure. Men hertil kom endvidere, at Studenternes Kaar i hint Skuespillets Morgengry vare alt Andet end glimrende. Var en Student saa heldig at blive Alumnus paa et af Kollegierne, kunde han opnaae en ugenlig Understøttelse af 4 Mark — det var Alt, og de Embeder, af hvilke man kunde leve, gaves ikke bort efter Kvalifikation, men efter Styrken af Konnexionerne. I "Skobørstens Historie" har Caspar Peter Rothe saaledes foreviget den berygtede Fædder, der ad Bagtrappen og Skjørtevejen avancerede fra Lakaj til at blive Borgmester i Kjøbenhavn, og det er almindelig bekjendt, at medens man som "Hører" i de lærde Skoler omtrent sultede ihjel, blev man kun befordret til Præsteembeder, naar man vilde gifte sig enten med Herremandens "Kjæreste" eller med Enken paa Kaldet. At Studenten under saadanne Omstændigheder trodsede sin Tids Fordomme og søgte Erhverv som Skuespiller, kan ikke forundre Nogen.

Vort kgl. Theaters Foyer er prydet med en Række Portraiter af afdøde Skuespillere ved den nationale Scene, hos forskjellige Privatmænd rundt om i Landet findes ligeledes endel saadanne Portraiter, i Kobber og Træsnit ere Adskillige Ansigtstræk bevarede, og ved at benytte disse forskjellige Kilder vil det saaledes være muligt at skaffe et nogenlunde fuldstændigt Galler iaf danske Skuespillere tilveje. Vi sige med Villie: nogenlunde fuldstændig, thi desværre vil der i Galleriet findes Huller, som aldrig kunne tænkes udfyldte. Hvor interessant vilde det til Exempel ikke være, hvis man havde et Portrait af hin Wegner, efter hvem Holberg har opkaldt sin Henrik, og hvor sørgeligt er det ikke, at der ikke existerer et eneste Portrait af en af Scenens Allerypperste, af Niels Clementin?

Men lad os alligevel være glade ved det Meget, der i Tidernes Løb er reddet fra Tilintetgjørelse og Undergang, og lad os idag aabne vort Galleri med Portraitet af

Gert Londemann

Han var en Søn af Præsten Londemann i Smidstrup i Ribe Stift og kom til Verden den 21. April 1718. I 1739 blev han Student og tog derpaa fat paa det theologiske Studium; thi der var givet ham et Løfte paa at arve Faderens Kald, og for ham vare Udsigerne altsaa mere end almindelig lovende. Blandt sine Kammerater var han bekjendt for sit livlige Gemyt og for sin Evne til paa en baade naturtro og pudsig Maade at kunne efterabe de Originaler, med hvem han traf sammen. Da det derfor rygtedes, at Thielo vilde danne en Skuespillertrup, raadede Vennerne Londemann til at melde sig som Aspirant, og han var ikke længe om at betænke sig. Thelogien blev flux lagt paa Hylden, og han meldte sig hos Thielo. Denne lod ham aflægge Prøve for Holberg og Pilloy, og begge disse kunstforstandige Mænd vare ikke sene til at bemærke, hvilke ualmindelige Anlæg den unge Student havde som Komiker. Han var selvskreven til at spille de første Roller i Lystspillet, særdig Henrikkerne, Pedanterne og Spasmagerne.

Fredagen den 14. April 1747 begyndte Selskabet sine Forestillinger i det saakaldte Bergs Hus i Læderstræde. De averteredes som "Prøvekomedier", for hvilke der dog gaves Betaling — nemlig to Mark for en Parterre- eller Galleri-Billet og tre Mark for Standspersoner til den første Bænk i Parterret — og den første Komedie, der opførtes, var "Den politiske Kandestøber". Londemann var Henrik, og han skal — efter hvad Schwarz fortæller i sin "Lommebog" — have været "saa ypperlig, som om han havde været en længe øvet Skuespiller." Ikke længe efter fik han en ny Henrik-Rolle, maaske den vanskeligste af dem alle, nemlig i "Maskeraden", og den Fiffighed, det Lune, den Elskværdighed, der lyste ud af hans kløgtige og livlige Ansigt, vakte almindelig Bifald hos Tilskuerne, som faa Dage senere havde Lejlighed til at beundre hans Talents Alsidighed i den morsomme, sødladne og salvelsesfulde Maade, paa hvilken han spillede Skolemesteren i "Julestuen". Lang Tid gik der ikke hen, før han var Publikums erklærede Yndlilg, og hvorsomhelst der var en blot nogenlunde passende Rolle for ham, maate han benyttes. Det var ikke blot Henrik-Rollerne, der tildeltes ham; han maatte spille Titelrollen i "Den pantsatte Bondedreng", Jacob og Sergeanten i "Erasmus Montanus", Harlekin i "De Usynlige", Peer Andersen (Corfix) i "Fruentimmer-Skolen" og Jørgen Dingel (George Dandin) i "Arme Jørgen".

I Bergs Hus i Læderstræde var Tilløbet imidlertid blevet for stort, at man maatte se sig om efter et bedre Lokale, og ved Holbergs Indflydelse formaaedes derfor Kongen til i 1747 at skjænke Akteurerne den Holmen tilhørende "Tjæreplads" til derpaa at opføre et Theater. Medens dette stod under Bygning, spillede Skuespillerne i det tilstødende "Tjærehus", og endelig aabnedes den 18. December 1748 Theatret paa Kongens Nytorv. Forestillingen bestod af "Dobleren" og "De tre Rivaler". I begge Stykker medvirkende Londemann. Han var Huckenberg i det første Stykke, Merlin i det sidste. To Dage tidliger havde Skuespillerne dog givet en Prøveforstilling paa det nye Theater, og da Londemann her viste sig som Sofia i Molières "Amfitryon", tiljublede hele Publikum sin Yndlingsskuespiller. Personalet bestod paa hin Tid af otte Skuespillere, hvoraf den en tillige var Souffleur, fire Skuespillerinder, to Dandsere og en Dandserinde; det var altsaa ofte nødvendigt, at en Skuespiller maatte spille to, ja endog tre til fire Roller paa samme Aften i et og samme Stykke. Holberg og Pilloy stod vel af og til bi med gode Raad ved Indstuderingen, men ellers maatte Enhver hjælpe sig selv, som han kunde bedst. I sine "kritiske Efterretninger om den kongelige danske Skueplads" skildrer Rosenstand-Goiske hin Tids Theaterstilstande og skriver, efter med Roes at have omtalt Kapaciteterne, dernæst Følgende:

"De øvrige, af ringere Talenter, vare ubekymrede om Alting, og troede at havde gjort Alt, naar de til Nød kunde de Roller uden ad, som de ikke forstod. Deklamationen, Recitationen, Theater-Spillet, Theater-Koups og Alt, hvad som fordres og med Rette fordres hos en Skuespiller, var Noget, man neppe kjendte af Navn. Man praktiserede en Kunst, hvis første Element man ikke kjendte, og spillede Roller, hvortil man slet ikke vidste, om man havde Naturens Talenter, eller ej. Derfra kom ogsaa Direktionens Ligegyldighed ved Prøverne, og de unge Skuespilleres Forsømmelse i Henseende til Undervisningen. Det var ikke i enkelte Dele, men i det hele Theatervæsen, at dette Barbari herskede. Kostume i Klædedragt og Maskinvæsen vare Navne, som man aldrig havde hørt og end mindre søgt at lægge sig efter; end ikke raadførte man sig med den sunde Fornuft i noget af dette. Jeg har seet Jeppe paa Bjerget ligge i Sengen i en Mark-Dekoration, og Koulisser med Træer i en Stue-Dekoration. Baronen i Jeppe paa Bierget har jeg seet en høj Sommerdag spadsere paa Marken, i Fløjls Klæder og med Hatten under Armen. Heltene kom lige fra Slaget saa pudsede som de skulde gaa til Bal. Man brugte Halsbind og Mansketter til Dragter, som skulde forestille bar Hals og Arme; ja endog sorte Fløjls Buxer til romerske Dragter. I "Zaire" har jeg seet Lusignon spille i en sort Fløjls Kjole; og hvo gider eller kan opregne det altsammen?"

Under saadanne Omstændigheder løb ogsaa de dygtige Kunstnere let Fare for at skeje ud, og naar de ikke alene undgik dette, men endog formaaede uden Mønstre, uden Hjælp og Instruktion at skabe de typiske Figurer, som endnu den Dag idag træde frem paa vore Scene med friske Farver, der ikke re blevne afblegede giennem Traditionen, saa vil man kunne forstaa, ikke alene hvor stort et Talent disse Kunstnere maa have været i Besiddelse af, men ogsaa hvor højt de elskede deres Kald. Og naar vi t. Ex. nutildags saae os en sund, hjertelig Latter over Troels i "Barselstuen", Henrik i "Henrik og Pernille" eller Scapin i "Scapins Skalkestykker", hvorofte glemme vi da ikke, at den nuværende Fremstiller bygger videre paa den Grundvold, der er lagt af Londemann og fortsat af Bech, Gjelstrup og Phister?

Londemann var født til Skuespiller, ikke til nogetsomhelst Andet. Han kjendte ikke til at male sit Ansigt, men saasnart Publikum saae det med hele dets løjerlige Udtryk, med alt det Skjelmeri, der spillede ud af Øjnene, og den Humor, som lejrede sig om Mundvigerne, saa brast man i Latter. Og man blev aldrig kjed af at se ham, fordi han var saa ualmindelig mangesidig i sit Talent. Til Gjentagelser kjendte han ikke; det var altid en ny Londemann, man saae, og dog bestandig den gamle. Naturen havde skabt ham til Kunsten, og derfor var han ogsaa, om man saa vil, Naturskuespiller. Alt, hvad der hed Studium, laa ham fjernt, han spillede udelukkende paa sin Inspiration, der aldrig svigtede ham, og lo kun ad dem, der vilde have, at han skulde skole sit Talent. Blandt hans Medspillende var der dog En, som han ikke lo ad, skjøndt denne Ene udelukkende ved sit omfangsrige Studium, sin ihærdige Flid og sin stadige Agtpaagivenhed paa sig selv var bleven en Mester, efter i Begyndelsen at have været en Stymper. Det var Niels Clementin, Londemann var maaske aldrig fuldkomnere, end naar han spillede sammen med denne gjennemreflekterede Skuespiller, og derpaa foreligger der mere end eet Vidnesbyrd fra Samtiden. Ved at omtale Udførelsen af "Barselstuen" skriver saaledes Rosenstand-Goiske i sin "dramatiske Journal": "Naar vi sige, at en Clementin spilte Korfitzes, og en Londeman Troels Roller, tro vi at have sagt Alt, hvad der kan siges om disse Rollers uforlignelige Udførelse. Naar disse to uforlignelige Mænd spille tilsammen i de komiske Roller, kan man altid være forvisset om, at de ingen Lejlighed lade gaa forbi, at vise dem værdige Skuespillere; de entrere altid mesterlig med hinanden, og man kan være sikker paa, at ingen god Situation bliver fordærvet. At anføre alt det Smukke, er os umuligt, men den Fornøjelse at tale om et af Hr. Londemans Indfald kunne vi for dets Virknings og Opfindelses Skyld ej forbigaa. Indfaldet er dette: Naar Troels maa staa ørkesløs i tredie Scene første Akt, medens Korfitz tæller Pigerne Pengene til, lod han, som han sov og gabede. I Førstningen kunde vi ej indse, hvor han vilde hen med dette — men da Korfitz kalder paa ham, vaagnede han og udtalte sin Replike: »Ja, Husbond« med megen Løjerlighed — unaturligt er dette Theatertræk vist ikke, thi er det ej ganske rimeligt, at den gode Troels havde vaaget til om Natten?" Derfor kunde ogsaa Londemann, naar han spillede sammen med Clementin, underordne sig denne store Kunstner og blot for Sammenspillets Skyld sløjfe mangen en Effekt, som han ellers ikke havde nægtet sig den Fornøjelse at komme frem med. Thi i Reglen var han kaad og overgiven i sit Spil, han kunde tillade sig de stærkeste Narrestreger og Lazzi, men Ingen forargedes derover, og selv den mest hypokondre Tilskuer maatte le, hvad enten han saa vilde eller ej. "Ingen kan nægte — hedder det i "Journalen" — at hans Bevægelser jo ere naturlige, Ingen kan nægte, at alle hans Bouffonerier, endog de allerstørste jo frembrindes uden Tvang og med den naturligste Lethed; kort, Enhver maa tilstaa, at alle Tirader klæde ham ypperligt." — Det var netop Sagen: Alt klædte ham, fordi Alt var et Udslag af hans uimodstaaelige komiske Kraft, af hans rige Lune og af hans pudserlige Naivetet. Naar han i en af sine Gammeldags-Roller — thi af dem havde han ogsaa adskillige — stødte sin lange Jeronimusstok i Gulvet og klagende udbrød: "Ach, hvem der dog snart havde Ro dernede" — saa brast hele Huset i Latter; man forstod saa godt, at han længtes efter at komme til Ro i Vinkjælderen, som Pilloy havde faaet Tilladelse til at etablere nedenunder. Og hvor lo man ikke ogsaa hjertelig, naar han som Sganarel i "Den Ugudelige" forsvandt fra Scenen og pludselig viste sig oppe paa Galleriet, hvorfra han svarede Don Juan, da denn kaldte paa ham! Snurrige Indfald og vittige allusioner til Dagens Begivenheder var han rig paa, og jevnlig betænkte han sig ikke paa at forandre i sin Rolle for at kunne komme frem med et eller andet af sit Eget, men saa pudsige vare disse hans Indfald, at selv en saa streng Dommer som Rosenstand-Goiske saae igjennem Fingre dermed og til en vis Grad fandt dem berettigede.

I den holbergske Komedie kulminerede Londemann. Næsten i hver eneste af dem var han med; foruden Henrik-Rollerne spillede han Sganarel i "Melampe" og i "Uden Hoved og Hale", Jakob Skomager i "Jeppe paa Bjerget", Gedske Klokkers i "Barselstuen" og Pedro i "Don Ranudo". Ved Siden deraf glimrede han som Crispin eller Scapin i den Molièreske Komedie, spillede enkelte Gammelmands-Roller med fuldendt Dygtighed og vakte endog alle Kjenderes Beundring ved det til den mindste Bagatel udførte Billede, han gav af Hykleren Tartuffe. Og i hine Dage, saa kort Tid efter Kristian den Sjettes Død, forstod man sig ualmindelig godt paa at bedømme Tarufferne.

At han var Skuespiller med Liv og Sjæl, derfor have vi atter Rosenstand-Goiskes Ord: "Den Skuespiller, som ikke kan henrives af sin Rolle, som ikke kan føle den som virkelig, i det Øjeblik han agerer; den, som ikke kan tro at være den Person, han i Øjeblikket forestiller, med eet Ord: den, som ikke selv illuderes af sin Rolle, kan ikke vække Illusion hos Tilskuerne. Det var denne Gave, der blandt andre gjorde vor Londemann til den store Skuespiller, han var. Ikke saasnart gik han ind paa Scenen, før han glemte, at han var Londemann, at han var syg, tungsindig og fattig. Alle Livets Plager forlod ham, saasnart han satte sin Fod paa Theatret, thi han besjæledes af den sande theatralske Enthousiame, hvorved Skuespilleren opofrer sig selv og sin Person for sin Rolle."

Heraf lære vi altsaa, hvor stor en Kunstner Londemann var, men vi lære ogsaa en anden Ting: at han var syg, tungsindig og fattig. Det var Fattigdom, som havde gjort ham tungsindig, og den havde heller ikke været uden Skyld i hans Sygelighed. Thi hvorledes lønnede man vel saadan en Skuespiller? Svaret er saare let, men ogsaa saare sørgeligt: med sex Rigsdaler om Ugen. Vel var Pengenes Værdi paa hin Tid tre Gange saa stor som nu, men med disse sex Rigsdaler skulde han ikke alene føde sig selv, men tillige sin Hustru og sine fem Børn, og hvad andet Resultat kunde der da fremkomme end Fattigdom og Afsavn? Trods haarde Lidelser vedblev han med ufortrøden Iver og med usvækket Lune at virke til det Sidste; kun i enkelte mere anstrengende Roller, som f. Ex. Oldfux's i "Den Studesløse" og Scapins i "Scapins Skalkestykker" maatte han i den sidste Tid udelade et eller andet Sted, hvor hans legemlige Kræfter ikke mere slog til. Publikum forgudede ham, og det var hans eneste Trøst. Thi vel fik han paa sine sidste Dage sin Gage forhøjet fra 300 til først 410 og senere 600 Rdl., ligesom Direktionen endog engang var saa genereus at give ham en Extradouceur af — 30 Rdl., men Hjælpen kom for sent, hans Legeme var allerede altfor kuet til atter at kunne komme til Kræfter.

"Jeg husker ham endnu altfor vel — skriver Rosenstand-Goiske — hvorledes han sidste Gang, den 10. Februar 1773, spillede Crispins Rolle i Regnards »légataire universel«. Døden spillede paa hans Læber, og Sygdommen havde udbredt sine Plager og Rædsler over alle hans Ledemod; men jeg saae dog gjennem alle disse Lidelser Intet uden den overgivne Crispin."

Det blev hans sidste Rolle, thi allerede den 3. Marts s. A. udaandede han. Sorgen var stor ved hans Bortgang, "thi med ham har Komedien mistet en Glorie, som den aldrig mere vil faae, da et saa ugement Geni ej kan være at finde." Portraitet, som findes her foran, er det eneste, der kjendes af ham. Det er stukket i Kobber af Bradt eller Jens Juels Original, men hvor denne Original nu findes, eller om den overhovedet existerer, vides ikke. Kobberet sidder foran i Schwarz' Lommebog for Skuespilyndere for 1785, og under det er det, at Wessel har skrevet sine mageløse Ord:

Man sukker, for han er ey meer,
Man husker, hvad han var, og leer.

Som et Supplement til Karakteristiken af Gert Londeman meddeles her nogle forglemte Smaatræk, der ere meddelte i 1789 af J.C. Thode i "Dramatiske Tillæg." Idet Forfatteren drager til Felts imod Skuespillernes Lyst til at sætte til af deres Eget i de dem betroede Roller, fortsætter han saaledes:

"Denne store Fejl tillod den store Londeman sig undertiden. Han tog engang i "Den forlorne Søn" sin Hat og gik til Orkestret og tiggede, fik ogsaa nogle Halvskillinger i Spøg og sagde i denne Anledning en Vittighed, som kom hele Huset til at le undertagen den, som havde givet Almissen. Men Fader Voltaire vilde visseligen ikke leet, om han havde seet denne Impromptu, hvorved Illusionen blev slagen i Øjnene.

"En anden Gang, da denne ellers saa fortjente Skuespiller laa som Crispin i "Gavmilde Testament" i Lænestolen og dikterede sin sidste Villie, og hans Herre undredes over, at han, som var saa økonomisk, kunde være sin Vintapper saa mange Penge skyldig, bankede han paa Gulvet og sagde: "o ja, min kjære Søstersøn, det er ham, som boer her neden under." Paa den Tid var der Vinkjælder under Komediehuset, som den berømte Komikus nok under sin Søgning. Det var ligeledes en ganske vittig Impromptu, men den faldt altfor bekostelig for Illusionen.

"Naar "Crispin Doktor" var forbi, plejede den samme ypperlige Kunstner at kalde Corfix (som blev spillet af salig Ørsted) tilbage og sagde til ham med en triumferende Mine: "Corfix! nu kan Du gaa hjem og lægge Dig." Denne Slutnings-Replik havde en herlig Virkning paa Sind og Hænder i Parterret. Men ak! den hører ikke til Stykket.

"Det giver min Anledning til at tale om Sganarel i "Den Ugudelige". Hr. Rahbek tvivler, om en Londeman er løben op ad Trapperne bag Logerne i den Scene, hvor hans Herre flaaes i Skoven. Dette har sin fuldkomne Rigtighed. Ja jeg kan erindre, at han engang listede sig ganske sagte imellem et Par Tjenestepiger paa Galleriet (som i de Tider var delt i Loger) og skraalte paa eengang "Herre!" saa at de to firskaarne Smukke, hvis hele Sind og Sjæl saa at sige var spadseret ud og vankede omkring paa Scenen, paa eegang formedelst den Instinkt, som alene var bleven hjemme, gave Hals og akkompagnerede hans Tordenstemme med et Par Grisetoner.

"Men der var i Londemans Tid en Aarsag, hvorfor han troede, at han maatte tage sin Tilflugt til Gangen udenfor Logerne. Komediehuset var ikke saa stort, som det nu er, altsaa kunde det ikke lyde langt nok fra, naar han skulde svare paa sin Herres Kalden. Nu har man Samlingsstuen (Foyer), som gjør en herlig Tjeneste i saadanne Tilfælde ... Imidlertid var det dog noget anstødeligt, at han gik op paa Loger og Galleri, thi Lyden kom nu fra Højden af, ligesom ud af Skyerne, hvilket da var ganske imod Rimelighed.

"Dog hvad tænkte vor uforglemmelige Skuespiller? I et Stykke saa proppefuldt af Urimeligheder, i en sand Opera uden Sang, hvor Hovedpersonen gaaer en grand gala i en vild Skov og rejser fra Land til Land, som om han havde Dktor Fausts Kaabe, kunde Sganarel gjerne kappes med Autor om, hvem der kuknde faae Publikum mest til at le, og derfor morede han Publikum paa saa mange Maader, som han kunde.

"Deraf kom ogsaa de løjerlige Pudser ved Bordet, med Servietterne, med Forskjæringen, med Gaaselaaret, han gnavede paa, naar han laa paa Forscenen under den rædkomme Besøgelse, med Bombafasia, som han brændte Tungen paa o. a. m.

"Alle slige Ting tillod han sig, fordi den hele "Ugudelige" er et Stykke, som Rimelighed, endsige Sandhed, ikke mere have Del i end i "Ulysses von Ithacia" eller i en Opera.

"... Unægteligen klædte en Londeman Alting godt, undtagen alvorlige stive Roller."