Foyeren

Portraiter og Karakteristiker

af Edgar Collin

Utilia Lenkiewitz

Maaske savne vi endnu bestandig, som i Journalens Dage, en Linqvitz?

I året 1623 kom Enken efter den ældre Karel van Mander til Danmark for at hæve en betydelig Sum Penge, som Christian den Fjerde skyldte hendes afdøde Mand i Betaling for de Tapeter, han i Holland havde vævet til Rosenborg og Frederiksborg. Enken medbragte sine to Børn, Sønnen Karel, der var født omtrent 1610, og en Datter, som senere blev gift med den ansete Maler Abraham Wuchter. Kongen tog sig af den trettenaarige Dreng, lod ham gaa i Lære hos dygtige Kunstnere i Holland og udnævnte ham senere til sin Hofmaler. Og Karel van Mander den Yngre blev som bekjendt ikke alene en stor Kunstner, men tillige en rig Mand. Foruden en Ejendom ved Gammel Strand ejede han saaledes den bekjendte Gaard paa Østergade, nuværende Nummer 15, hvor han holdt et Slags Herberg for fornemme Udlændinge, mest Gesandter, og hvor han efter Traditionen ofte modtog Besøg af sin kongelige Beskytter. Ved sin Død i 1672 efterlod han sig et Par Sønner. Den ældste, der kaldes "Billedsnider", drev det ikke til noget Stort i Kunsten, og den yngste, Karel eller Carl, slog ind paa en anden Vej og blev en anseet mathematisk Instrumentmager her i Byen. Denne Carl havde flere Børn, af hvilke dog kun den ene Datter har efterladt sig et Navn i Kunstens Historie.

Utilia van Mander var født 1710 i Kjøbenhavn. Om det var trange Kaar, eller om det var det nedarbede Kunstnerblod, der drev hende til at betræde Brødderne, det lader sig ikke afgjøre, thi det er kun faa biografiske Detailler, der kunne indsamles om hende. Nok er det, at hun i 1747 —  da hun altsaa allerede var i en Alder af syv og tredive Aar —  lod sig engagere af von Quoten og spillede paa hans Theater i Store Kongensgade i Vinteren 1747-48. Hos von Quoten blev der spillet baade paa Dansk og Tydsk, og rimeligt nok er det, at Jomfru van Mander har ageret paa begge Sprog. Forestillingernes Række aabnedes med et heroisk Skuespil "Phistophile oder die träumende Liebe", forfattet af Adam Lenkiewitz. Det var en Polak af Fødsel, som, uvist naar, var indvandret til Danmark fra Tydskland, hvor han uden Tvivl tidligere havde hørt til en af de mange omvandrende Skuespiller-Bander, og som nu var ansat ved von Quotens Trop. Han var en smuk Mand med et ualmindelig fint og intelligent Ansigt, der navnlig udmærkede sig ved et Par spillende og kløgtige Øjne, saaledes som det fremgaaer af hans af Pilo malede Portrait, der den Dag idag findes i han Sønnesøns Eje.

Den anden Forestillingsaften, den 22. November 1747 opførtes "Jacob von Thybo", og heri har Jomfru van Mander sikkert spillet Leonores Rolle, thi hun synes strax at være gaaet ind i det ældre kvindelige Rollefag, hvori hun senere høstede saa store Triumfer. Gaa viud fra denne Antagelse, for hvilken saa Meget taler, kunne vi blandt hendes Roller paa Theatret i Store Kongensgade fremhæve: Frosine i "Jens Gnier eller Pengepuger" (Den Gjerrige), Magdelone i "Den Stundesløse", Nille i "Jeppe paa Bjerget", Magdelone i "Kilderejsen", Madam Peternelle i "Tartuffe" og Magdelone i "Jean de France."

I Maj Maaned 1748 lukkede von Quoten sit Theater, efter den 17. s. M. at have givet sin sidste Forestilling. Det var jo et haardt Stød for de fleste af Akteurerne og Aktricerne, men Jomfru van Mander gik dog ikke længe ledig paa Torvet. Spindesiden var det svageste Punkt blandt de "danske Akteurers" Personale, og hun havde under sin kortvarige Virksomhed i Store Kongensgade allerede erhvervet sig saa stort et Navn som komisk Skuespillerinde, at de danske Akteurer først og fremmest søgte at sikre sig en saa værdifuld Akkvisition. Hun var den, der anbefalde sin Medspillende Hortulan og Clementin til Engagement ved den danske Scene, og hun opnaaede tillige, at Adam Lenkiewitz, der var bleven brødløs, fik Ansættelse ved Theatret paa Kongens Nytorv som Overkontrolleur og Kasserer. Jomfru van Mander var nemlig bleven forlovet med den smukke Polak, der efter Udseendet at dømme har været en Del Aar yngre end hun, og det synes at være et ikke ringe Bevis paa hendes Betydning som dramatisk Kunstnerinde, at hun kunde udvirke, at de danske Akteurer engagerede Lenkiewitz, der dog hverken som Digter eller som Skuespiller kunde være deres Theater til nogen Nytte, hvorimod han rigtignok viste sig at være en flink og paalidelig Funtionair. Han havde altsaa faaet sig et lille Levebrød, og da hun var bleven engageret blandt Kunstnerne af anden Klasse med 4 Rdlr. om Ugen, kunde de saaledes godt holde Bryllup, hvorfor hun ogsaa kom til at debutere paa Kongens Nytorvs Theater som Madam Lenkiewitz.

Saavel i Schwarz' "Lommebog for Skuespilyndere" som i Als' Rollefortegnelse og i Overskous Theaterhistorie skrives hendes Navn bestandig Linkwitz eller Linkewitz, og den samme Skrivemaade benyttes af J.C. Tode, der var hendes Huslæge, hvorimod Werlauff i sine "Antegnelser" kalder hende Lenkewitz. Naar der nu her i denne Biografi er brugt Skrivemaaden Lenkiewitz, da er det, fordi den maa ansees for at være den ene rigtige, og fordi der ikke er Grund til ikke at rette, hvad der i Fortiden er fremkommet ved Skjødesløshed eller Ligegyldighed. I Ægteparrets endnu existerende reciproke Testamente staaer der nemlig  bestandig Adam og Utilia Lenkiewitz, Breve til ham havde bestandig den samme Skrivemaade af Navnet, paa Overhofmarskalk Schacks Plakater angaaende Theatrets Maskerader anmærkes, at Rangspersoner faae Billetter hos "Casseerer Lenkiewitz", og —  for at nævne det bedste Bevis tilsidst —  Madam Lenkiewitz skriver sig selv saaledes, hvilket kan sees af et af hende den 28. April 1753 til Theatret udstedt og underskreven Kvittering, som findes i Abrahams' Haandskriftsamling paa det store kongelige Bibliothek. I Tidernes Løb har rigtignok Familien ændret sit Navn til Lenkewitz, men derfor er det jo ingen Grund til ikke at skrive Stammoderens Navn, som hun selv skrev det.

Nu var altsaa Madam Lenkiewitz bleven Medlem af det danske Skuespillerskab, og der blev strax lagt Beslag paa hendes Kræfter. Allerede ved Aabningsforestillingen den 18. December 1748 medvirkede hun i begge Aftenens Stykker, nemlig som Grevinden i Regnards Komedie "Dobleren" og som Polidors Kone i Lafonds "De tre Rivaler", og hele det ældre Rollefag tilfaldt hende, ikke alene paa Grund af hendes fremragende Talent, men tillige af Nødvendighed, eftersom man ingen Anden havde dertil. Det var nemlig Holberg og Molière, der dannede hendes rige komiske Repertoire. Nerine i "Scapins Skalkestykker", Beline i "Den indbildte Syge", Madam Jourdain i "Den adelsgale Borger", Martine i "Doktoren mod sin Villie", Fru Daarebye i "Arme Jørgen" (Georges Dandin), Kiersten i "Fruentimmerskolen" og Magdelone i "Den indbildte Hanrey", hørte til det Molièreske Repertoire, og foruden de tidligere omtalte holbergske Rolle spillede hun Magdelonerne i "Maskeraden", "Pernilles korte Frøkenstand", "Henrik og Pernille", "Det lykkelige Skibbrud", "Julestuen" og "Den honette Ambition", fremdeles Geske i "Den politiske Kandestøber", Lucretia i "Hexeri eller blind Allarm", Nille i "Erasmus Montanus", Drengens Moder i "Den pantsatte Bondedreng", Donna Olympia i "Don Ranudo", Madam Polidor i "Det arabiske Pulver", Fruen i "Didrik Menschenskræk", Republiken i "Republiken" samt Dorothea i "Melampe". Mangelen paa Personale var i hin Theaters Børneaar saa følelilg, at Madam Lenkiewitz paa en og samme Aften spillede saavel Arianke Bogtrykkers som Konen i fjerde Akt, Gunild og Fruen i "Barselstuen, og i "Ulysses von Ithacia" paa een Aften maatte fremstille saavel Rosimunda som Dido og Juno.

Om hendes Spil foreligger der saa godt som ingen andre Efterretninger, end hvad der kan øses af Overskous Theaterhistorie. Hun var allerede afgaaet ved Døden, da Rosenstand-Goiske begyndte paa sin Journal, og kun af ganske enkelte løst henkastede Ytringer hos de senere Forfattere kan man se, hvilken Betydning hun har havt for sin Samtid. Holberg selv satte hende overordenlig højt og skaffede hende i sin diste Aar en Gratifikation "for udviist Flid og vigilance", men skal der iøvrigt givess en nærmere Karakteristik af hende, er der intet Andet at gjøre end at citere, hvad Overskou skriver om hende: "Blandt det kvindelige Personale havde Komedien, saavel efter Publikums som Kjenderes Dom, sin stærkeste Støtte i Mad. Linchwitz, en Kone, der var særdeles anseet for Smag og Dannelse, og altid udenfor Scenen viste megen Anstand og Værdighed. Med et ualmindeligt Talent til at give sine Roller gjennemgaaende Forskjellighed forenede hun en sjelden Dygtighed til under Udførelsen at fastholde en Karakter i alle dens Nuancer, og stor Styrke i at give baade Mine og Ord et slaaende comisk Udtryk, som aldrig gik til Overdrivelse. Alle gamle Fruentimmer, fra virkelig fornemme Standsdamer ned til Sladderkærlinger og Bønderkoner, havde i hende en fuldendt Fremstillerinde, der, hvor yppigt hun end lod sit Lune spille, aldrig svigtede sit Valgsprog: "Det er Naturen, som skal komme Folk til at le", men under Tilskuernes stærkeste Latter bevarede den dybe Alvor, hvorved hun især opnaaede stor komisk Virkning. Endnu i Schwarz' Tid talte de ældre Skuespillere med Beundring om den Urokkelighed, hvormed hun holdt sig i sin Rolle fra det Øieblik, hun betraadte Scenen, og indtil hun var kommen langt ind i Koulissen, og om hvorledes hun bestandig havde sine udtryksfulde Øjne paa de Spillende under deres Repliker, saa at hun, som Hortulan sagde, aldrig havde seet Publikum, men derfor desto tiere hørt det."

Efter denne Karakteristik, som hovedsagelig støtter sig paa Meddelelser fra Frederik Schwarz, vil man kunne forstaa, hvilket Tab det var for den danske Skueplads, da Madam Lenkiewitz bortreves ved Døden. Saisonen 1769-70 sluttede den 30. April med en Forestilling til Indtægt for Akteurerne, og ved denne Forestilling, som bestod af tre Smaastykker, medvirkede Mad. Lenkiewitz i de to første, nemlig som Flaminia i Desportes' "Den kokette Enke" og som Doraminte i Legrands "Hver Mands Ven". Hun spillede denne Aften med hele sit Lunes rige Fylde, og Ingen anede, at denne Optræden skulde blive hendes  sidste. I Sommerens Løb begyndte hun at skrante, og den 23. September 1770 døde hun i en Alder af tresindstyve Aar, forinden Theatret havde kunnet paabegynde sin tre og tyvende Saison. For Theatret og Skuespilkunsten var det et stort og i Øjeblikket uerstatteligt Tab. Saa stor var Trangen paa komiske Aktricer, at man maatte overlade hele hendes rige Repertoire til en saa underordnet Kunstnerindividualitet som Mad. Hallesen, og der forløb adskillige Aar, før man fandt en Skuespillerinde, der blot nogenlunde kunde hæve Arven efte den højt begavede Afdøde.

Det foranstaaende Træsnit er en Kopi efter hendes Portrait, som nu findes ophængt i det kgl. Theaters Foyer. Det er i Rækken det næstældste af de Billeder, Theatret ejer, og Pilo angives som Maleren. Det har været Pendant til Mandens Portrait, der, som tidligere omtalt, endnu findes i Familiens Besiddelse, og kom i Aaret 1844 i Theatrets Besiddelse. Hermed gik det saaledes til. Mad. Lenkiewitz døde barnløs, og efter hendes Død indgik Manden et nyt Ægteskab, hvoraf Frugten var en Søn, som i henved halvhundrede Aar var Kontrolleur ved den kongelige Loge i Theatret. Da denne Søn døde, søgte hans efterlevende Enke om en lille Pension af Theatrets Kasse og skjænkede i den Anledning det interessante Portrait til Foyeren. Andragendet blev allernaadigst afslaaet af den højkongelige Theaterdirektion, men som en Gratifikation blev der tilstillet hende en Sum engang for alle af — 40 Rigsdaler, en i Sandhed ikke daarlig Forretning for Theatret.