>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Femte Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1864. 879 sider.

[En og Halvfemsindstyvende Saison, 1. September 1838 til 31. Mai 1839 + 1. Juni til 29. Juni 1839, side 348-379]

[Oversigt over repertoiret 1838-39]


[side 348]Hertz havde i "Valdemar Atterdag" fremstillet Tidene Aand og Kongemagtens Kamp mod en overmodig Adel og en anmassende Geistlighed i Skildringer, som ved Bestemthed og Kraft vidnede om, at de vare givne efter klar Opfatning af de historiske Personer og Tilstande. Men da der stredes for forskjellige Formaal, hvilke særligt vare af materiel Natur, havde han ikke formaaet at bringe sit Stof ind under en Hovedhandling, som ved poetisk-theatralske Situationer kunde give Charaktererne Leilighed til storartet UdUd-vikling[sideskift][side 349]vikling og lægge stigende dramatisk Interesse i Stykkets Gang. De efter Stykkets Anlæg stærkest fremtrædende og af Digteren meest poetisk skildrede Personer ere den, af Nielsen ypperligt fremstillede, djærve og stolte Ridder Niels Bugge og hans ikke mindre stolte, men dybtfølende Hustru, som Mad. Nielsen beundringsværdigt bestemt gav det fuldstændige Præg af Middelalderens Borgfrue og udførte med en Høihed, Kraft og sjælfuld Pathos, der vakte levende Deeltagelse hos Publikum, som overhovedet ydede flere af Stykkets herlige Enkeltheder Bifald, endskjøndt det ikke følte sig grebet af Skildringens Totalvirkning. — "Knud den Store" var atter et af de tragiske Værker, hvori Oehlenschlägers rige Phantasie og sjeldne Evne til poetisk Charakteerskildring aabenbarede sig i mange overraskende skjønne Træk, uden at frembringe et gjennemtænkt fængslende Hele. Tildragelserne vare ikke med Nødvendighed fremgaaede af en i en veloverveiet Plan sammenfattet dramatisk Handling, men havde, under den geniale Digters raske Virksomhed for at faae dialogiseret Stoffet i fem Acter med theatralsk effectfulde Optrin, saaledes fremtrængt sig i en blot Rækkefølge, at en Lovtaler, der ubetinget vilde have endog Feilene i et oehlenschlägersk Værk beundrede som store Skjønheder, havde fuldkommen Ret i sin naive Paastand, at denne Tragedie egenlig indeholder tre Tragedier, af hvilke den første ender med Edmunds Død i anden Act, den anden begynder og ender i tredie Act og den tredie, som han kaldte den egenlige Hovedtragedie, udgjør femte Act. Enkelte ægte dramatiske Scener og et Par herligt skildrede Charakterer, af hvilke dog den ene, Edmund, allerede i anden Act forsvinder fra Scenen, kunde ikke fastholde Publikums Deeltagelse i et Femactsstykke, hvori Personerne ikke vare [sideskift][side 350]sammenknyttede ved en Handling af stigende Interesse. Og derhos havde Digteren altfor meget anvendt beregnede theatralske Effecter, hvoraf flere laae udenfor Tragediens Væsenlige, saa at de fravendte dette Opmærksomheden istedetfor at tjene til at fremhæve det. Oehlenschläger kom næsten altid til stor og ædel theatralsk Effect i sine tragiske Værker, naar hans Genie hensynsløst gjorde Krav paa endog det Vanskeligste; vilde han efter Beregning frembringe Effect, enten ved at skrive Roller, som fornemmelig skulde have deres Tiltrækkende af en yndet Skuespillers ny Anvendelse, eller ved et frapperende scenisk Arrangement, — thi nye glimrende Decorationer gjorde den i sine Fordringer til Theatrets Kasse saare beskedne Digter aldrig Regning paa at faae, — da glippede Effecten derimod næsten altid i samme Grad, som han havde eftertragtet den; det var som om hans Musa hævnede sig, fordi han ikke ubetinget havde stolet paa hendes Vælde. Dette bekræftedes ved Opførelsen af "Knud den Store". Udsmykkelsen med Musik og endog Dands skadede Indtrykket af Personerne uden selv at kunne gjøre noget; Rollebesætningen var af ukunstneriske Hensyn meget forfeilet: Nielsen spillede Edmund med en Varme, Livfuldhed og Kraft, som gav Savnet af ham en meget skadende Indskydelse paa de tre sidste Acter, og Holst anvendte stor Flid paa Udførelsen af Knud; men hvor stænkt Digteren end havde accentueret det Særlige i de to Skuespilleres Legemsbygning som Motiv til denne Besætning, blev det dog Alles Følelse, at denne, efter det for en poetisk Fremstilling meget vigtigere Særlige i deres Talent, burde have været omvendt; Dronning Emma skulde, besat med Mad. Hansen (tidligere Jfr. E. Rantzau), gjøres elskværdig ved [sideskift][side 351]blændende Skjønhed, men derimod mistede Digteren aldeles Understøttelse af den langt høiere Elskværdighed, som Mad. Nielsens elegisk-romantiske Fremstilling vilde have givet Rollen; Oehlenschläger havde af Kirchheiners mandige Væsen i Operaen ladet sig forlede til at troe, at han, efter ikke mere at kunne udføre betydelige Syngepartier, vilde være en herlig Erobring for Tragedien, men maatte undgjælde sin Vildfarelse ved at høre Ulf Jarl fremsagt saa haardt og urhythmisk, at en af Stykkets vigtigste Scener fremkaldte Latter; for ogsaa at hæve Opførelsen ved Phisters Talent, var indskudt en comisk islandsk Skjald, der, endskjøndt udført med Smag, i sig selv var af liden Virkning og førstyrrede den tragiske Tone. Kun to vigtige Roller vare besatte med reent kunstnerisk Hensyn: den af Digteren med stor poetisk Styrke skildrede Eadrik Streon, der af Kragh blev givet med en Fasthed og Kraft i Charakteerudtrykket, som fandt levende Anerkjendelse, og den kjække varmtfølende og trohjertige unge Tym, der med henrivende Ynde og Naturlighed fremstilledes af Fru Heiberg. Stykket blev optaget med meget Bifald, endskjøndt dets Udførelse var Directionen til stor Skam. Om end feilagtigt i Anlæg, udmærkede det sig ved enkelte Partiers store Skjønhed og var dertil et Værk af Danmarks største tragiske Digter, der allerede forlængst havde skjænket Skuepladsen uforgængelig Berømthed; desuagtet kom det ei alene frem med et i enhver Henseende slet og mangelfuldt Udstyr, men blev ved første Forestilling af flere Spillende givet med en saadan Usikkerhed i Rollernes Ord og en saa iøiefaldende Uorden i det sceniske Arrangement, som en Direction, der havde Agtelse for Kunst og Publikum, ikke vilde have taalt ved en Generalprøve. Ogsaa var det sikkert langt mindre [sideskift][side 352]Værkets Svaghed i dramatisk Behandling, end den store Mangel paa Præcision i dets Udførelse, der var Skyld i at det blev henlagt efter tredie Forestilling, fordi denne ved Kassen kun gav 137 Rdlr. Imidlertid, medens Oehlenschläger bedrøvedes over at see sig skuffet i de store Forventninger, han havde sat til "Knud den Store", berededes ham en glimrende Triumf ved et Værk, som han ikke havde havt Forventning om at see paa Scenen, mindst i saa stor Glands og med en saa jublende Modtagelse. Det var et Tilfælde, der bragte "Aladdin" til Opførelse. De skrækkelige Ødelæggelser, som ved en Stormflod vare anrettede paa Jyllands Vestkyst, foranledigede storartede Understøttelsesforetagender, hvilke ogsaa Theaterpersonalet ønskede at bidrage til. Det søgte om Tilladelse til at foranstalte en Forestilling for de Skadelidte og valgte, da dette var bevilget, Bournonville, Holst og Overskou til at bestemme og ordne det Fornødne. Hvad Udvalget strax stillede sig som Formaal var, at give Noget, der skulde gjøre muligt at faae Huset udsolgt til dobbelte Priser og tillige blive baade Scenen og Personalet til Ære. At en heldig theatralsk Tilretning af Oehlenschlägers vidunderlig deilige Digt "Aladdin" allerfortrinligst vilde egne sig dertil, vare alle Tre enige om, men Vanskelighederne antoges i Førstningen for uovervindelige. Hvad der efter almindelig Betragtning blev holdt for gjørligst og, til Digtets Fremstilling i saa fuldt Omfang som muligt, tillige rigtigst, nemlig at indrette det til Opførelse i to Forestillinger, ligesom Schillers "Wallenstein", dette vilde tre kunst- og theaterkyndige Mænd aldrig være faldet paa, endmindre have spildt Tid med at forsøge. "Wallenstein" er planmæssigt en Trilogie, bestaaende af et Forspil, et Drama [sideskift][side 353]og en Tragedie, der hver for sig udgjøre et dramatisk Hele; en Deling af "Aladdin" vilde derimod kun blive Digtets plumpe Overskærelse; der kunde ikke gives den første Deel Slutning, fordi denne maatte tilhøre anden Deel, og anden Deel vilde ei alene blive en i dramatisk Henseende uinteressant Scenerække, uden Exposition og Forstaaelighed ved sig selv, men være aldeles ufremstillelig baade af Skuespillerne og med det sceniske Materiale. Udvalgets Opgave maatte blive: at sammenfatte alt, hvad der i Digtet var eller blev muligt at gjøre scenisk fremstilleligt, og ordne der i en dramatisk Handling, af hvilken det phantastisk og poetisk Skjønne i Charakterer, Situationer og maleriske Skildringer kunde fremtræde saa yppigt og levende theatralsk, at der vilde være Fuldstændighed for dem, som ikke kjendte Digtet, og rigelig Erstatning for de Savn, der maatte findes af dem, som kjendte det. Den store Anstødssteen vare Begivenhederne med Hindbad, hvilke ei alene paa Scenen vilde blive en lang Række episodiske Scener, der skilte Stykkets egenlig dramatiske Partie fra dettes Slutning og udstrakte Opførelsens Varighed vidt ud over en Forestillingsaftens yderste Grændse, men tillige slet ikke kunde fremstilles endog blot taaleligt. At man fik Syn paa, hvorledes Digtet, naar disse Begivenheder udelodes, vilde i det Tilbageblivende være et selvstændigt Drama, som ved vaersom Theaterkyndighed kunde bevares sit rige poetiske Indhold og gives stor scenisk Effect, derved hævedes pludseligt alle Udvalgets Betænkeligheder saaledes, at det afgjørende erklærede sig for Opførelsen af "Aladdin". Man besluttede, ikke at meddele sig til Oehlenschläger førend efter den fuldstændige Bearbeidelse, da det maatte befrygtes, at han, naar der ikke blev givet ham en klar Forestilling om [sideskift][side 354]Indretningen, maaskee, ifølge den ham som Digter naturlige Betragtning af Compositionen, vilde forlange Optagelsen af hvad der nødvendigen maatte udelades, hvilket let kunde føre til en saadan Meningsforskjellighed, at endog Tanken om Planens Udførelse maatte opgives. Da Udvalget henvendte sig til ham med Anmodning om at han vilde høre Gangen i den færdige Bearbeidelse, for at give sin Erklæring om hvorvidt han tillod Opførelsen, fandt det sin Forsigtighed retfærdiggjort; thi han yttrede strax, at han selv flere Gange havde forsøgt at indrette "Aladdin" for Scenen, men var derved kun kommen til fast Overbeviisning om, at det ikke lod sig gjøre. Ved at følge Scene for Scene blev han imidlertid meget indtaget for Ordningen indtil fjerde Acts Udgang, men kun endnu mere tvivlende om, at der kunde være tilveiebragt en tilfredsstillende Slutning. Først da man i femte Act kom til det dristige Spring over Digtets sidste Deel, udbrød han, efter at Forbauselsen havde sat sig: »Ja, det er den eneste Maade, hvorpaa det kan gaae an! men saa er Digtet jo ogsaa et mageløst phantastisk og grandiøst Theaterstykke! At det ikke er faldet mig ind! Det maa være fordi jeg var saa optaget af hele Digtet, at jeg kun kunde tænke mig en Forkortelse i alle dets Dele, og den var umulig!" At der skaffedes Udvei til at optage nogle Smaascener, som vare udeladte, for ikke at skade ved for hyppige Decorationsforandringer, men hvilke han nødig vilde savne, tilfredsstillede ham saa ganske, at han henrykt ønskede sig til Lykke med at hans "Aladdin" endelig skulde fra Skuepladsen blive Folket bekjendt i en Forestilling, som var den værdig. Og dette blev den over største Forventning. Fra det Øieblik, da Digteren havde erklæret sig for Bearbeidelsen, begyndte Bournonville med uovergaaelig [sideskift][side 355]Energie og Opbydelsen af al sin Phantasie og Indsigt en utrættelig Virksomhed for Iscenesætningen, hvilken han, blot med Undtagelse af den dialogiserede Deel, havde paataget sig i videste Omfang. Det var ham, der havde den herlige Idee, at hele Musiken: Chor, Dandsenummere, Marcher og Soloparlier, skulde samles fra Kuhlaus henlagte Compositioner, og som med Concertmester Funck, der af Udvalget blev indbudt at tiltræde det, gjorde et saa ypperligt Valg, at Publikum ogsaa fik Nydelsen af et Musikværk, som syntes at være tildigtet Stykket under den lykkeligste Inspiration; det var ham, der i det nøieste Detail gav Anviisning til de prægtige Decorationer og Massernes skjønne phantastiske Dragter; ham, der ordnede Optogene saaledes, at de i Glands og Storartethed overgik alt, hvad hidtil var seet; ham, der med megen Smag gav det Hele en henrivende malerisk Effect. Fremstillingen fulgtes fra først til sidst med levende Enthusiasme og efter Tæppets Fald lod et "Leve Oehlenschläger!", som istemtes af Publikum med stor Begeistring. Et Blad udbrød efter første Forestilling: "Aladdin paa den danske Scene! I Sandhed, hvis Nogen havde sagt os, at vi paa een Aften skulde see det hele "Tusinde og een Nat" dramatiseret, med Bagdad, Scheherazade og de Troendes Behersker ovenikjøbet, vilde det neppe forundret os mere. Alt hvad en dristig, sprudlende Phantasie i ødselt og overgivent Lune er istand til at frembringe, den varme, glødende Colorit, den hele Rigdom og Billedpragt, der er Orienten eiendommelig, den samme Luxus i Poesien og Livet som i en yppig Naturs næsten eventyrlige Frembringelser, alt dette aander og dufter, lever og rører sig i dette mægtige Digt og det med en Friskhed og Fylde, som Havets, der truer [sideskift][side 356]med at skylle over sine Bredder. Hvad vi hidtil neppe med Phantasien have været istand til at skue saa yppigt, straalende og farverigt, som Digteren i sin uudtemmelige Rigdom har undfanget og fostret det, skal sandseliggjøres for vort Øie! Og denne forunderlige Lysvirkning, denne brogede Afvexling af Virkelighedens klare, rolige Dagskjær og Romantikens brudte, brogede Halvlys skal paa Scenen blive os hjemlig og naturlig! Og Scenen selv, hvis Afmagt og Uformuenhed vi kjende af Erfaring, og hvis Kræfter vi kun sjeldent have havt Leilighed til at vurdere, fordi de saa sjeldent benyttes, vil her gjøre det Utrolige troligt! Dertil behøves ingen ringe Dristighed og endnu mere Lykke. — Opgaven er nu løst, det Utrolige er skeet, og det var uretfærdigt, hvis vi ikke tilstod, at Lykken ogsaa her har hjulpet de Kjække. Digtet har udfoldet sig for os, comisk i sin Begyndelse, eventyrligt og phantastisk i sine Forviklinger, tragisk i sit Vendepunkt og ophøiet i sin Udgang; den sceniske Udførelse var smagfuld, glimrende og ypperligt understøttet af Musiken; Udførelsen, der i det Hele var mesterlig, vidnede ligesaa fordeelagtigt om de Rollehavendes Kjærlighed og Begeistring for det Gode, som om de betydelige Kræfter, Theatret er istand til at raade over." Theatret havde dengang udmærkede Kunstnere til at skaffe det romantisk Charakteristiske og phantastisk Skjønne i Hovedpersonerne stor scenisk Virkning: Holst gav Aladdin, denne eneste Rolle i sit Slags: en poetisk Udvikling af en barnlig raa Natur til ædel Manddom, høist fortræffeligt, især fra det Øieblik, da hans Væsen kommer til Forklarelse ved Kjærligheden til Gulnara; Nielsens Noureddin var et imposant Billede af den mørke Grubler, der, afvexlende med listig Kløgt og kraftfuld Byden, villievillie-fast[sideskift][side 357]fast kæmper for at naae sit Maal; Gulnara havde en ved høi Ynde, Følelsesfuldhed og Begeistring henrivende Fremstillerinde i Mad. Holst; Jfr. Jørgensen var, som Morgiane, ligesaa indtagende elskelig som grundcomisk, da hun uforligneligt skjønt lagde Hjertensgodhed, Naivetet og inderlig Moderømhed i en ypperligt fastholdt eventyrlig-pudseerlig Individualist; Kraghs malmfulde Stemme, dybe Alvor og ædelt plastiske Holdning vare af mægtig Virkning i Aabenbarelsen af Lampens Aand; og Ryge forenede overraskende naturligt det Humoristiske, Gemytlige og Hjertensgode i Solimans Charakteer med Faderens varme Følelse og Sultanens Værdighed. Selv det usædvanlige Antal mindre, for endeel meget vigtige, Roller var saa særdeles heldigt besat, at nogle af dem bleve smaa Mesterskildringer og alle, ved den store Kjærlighed, hvormed Enhver behandlede sin Opgave, virkede til et mageløst skjønt Ensemble. Ogsaa følte Publikum, at, som det hed i den af Fru Heiberg med gribende Begeistring fremsagde Prolog: "Lampen var blidt berørt" i baade Indretningen og Fremstillingen af Digtet, hvis i Rigdom, poetisk Kraft og dyb Sindrighed grandiøse Herlighed det ikke havde været Tanken i mindste Maade at ville fordunkle, men kun al give et for Massen, ved theatralsk Livfuldhed og Pomp, tiltrækkende paa Scenen fremstilleligt Sidestykke. Imidlertid, skjøndt den theatralske Indretning i det Hele neppe vilde have været at gjøre bedre, end det i Skyndingen skete, var der Adskilligt, der, saavel til Enkeltheders større Virkning som til deres inderligere Forbindelse, kunde have været ordnet heldigere ved nøiere Overveielse. Udvalget selv gjorde ogsaa strax efter Opførelsen Forslag om nogle Forbedringer, af hvilke een vilde i høi Grad have førstærket den dramatiske Interesse i [sideskift][side 358]Stykkets Slutning og var saare let at iværksætte, men Directionen kunde, i sin Begjærlighed efter at have saamange Forestillinger med udsolgt Huus som muligt, ikke overtale sig til endog for denne at offre et Par Dage til Indstudering og Prøve, og hvorvel Digteren med stor Begeistring erklærede sig for Forslaget, var han godmodig nok til ikke engang for næste Saison at forlange det udført, men sagde, at da hans "Aladdin" ganske uventet havde indbragt ham 731 Rdlr., det største Honorar, som et Stykke opnaaede under "Minut-Regulativet", undsaae han sig ved at foraarsage mindste Uleilighed.

Den eneste interessante oversatte Skuespilnyhed var Calderons Drama "Livet en Drøm", der ikke maa ansees for det samme Stykke som den 85 Aar tidligere givne Tragi-Comedie "Livet er en Drøm", endskjøndt begge ere i tre Acter og Behandling af et og samme Stof. Tragi-Comediens Tilblivelse var: Calderons ved yppig Lyrik, Lidenskabernes glødende Udtryk og rhythmisk Velklang henrivende romantiske Drama blev i 1715 omformet og udvidet til et italiensk i Prosa skrevet Femactsstykke, som af Boissy i 1732 kalfatredes og forkortedes til en i Alexandriner og efter det franske Theaters saakaldte classiske Form tilskaaren Tragi-Comedie i tre Acter, hvilken atter af den danske Oversætter blev omskreven i den platteste Prosa. Allerede Titlen viste en aandløs Opfattelse af den spanske Digtnings Tendents; thi det havde ikke været Calderons Tanke, at fremstille Livet i Almindelighed som en Drøm, men phantastisk at gjøre Sigismund et Moment i hans Liv til en Drøm; desuden havde de plumpe prosaiske Tilretninger saaledes ødelagt Originalen i baade Form og Aand, at der ikke af den var andet tilbage, end Tildragelsen [sideskift][side 359]i dens Hovedtræk og nogle Tirader, som, afklædte deres poetiske og rhythmiske Skjønhed, klang saa svulstigt, at kun den spidsborgerlige Datid kunde finde dem pathetiske. Derimod var det nuopførte Drama, som Sille Beyer med megen Flid og Smag havde oversat efter Originalen, en, baade i Aand og Form, saa tro Gjengivelse af Calderons poetisk skjønne Værk, at Publikum kunde faae Indtrykket af hele dets Eiendommelighed, for saavidt som det var muligt ved omhyggelig Behandling at fremhæve det spanske Sprogs Klangegenhed, der i høi Grad understøtter de lyriske Steders Virkning, og som Fremstillingen blev givet Digtningens Charakteer. Hvor vanskeligt det end havde været Oversætterinden at bevare det poetiske Udtryks Ild og tillige give Tilhørerne Fornemmelse af Originalens fiirfodede Trochæer med Assonants, var det imidlertid lykkedes hende bedre, end det lykkedes Fremstillerne at tilegne sig det romantiske Dramas Tone. Fru Heiberg havde aandfuldt forenet den brændende Lidenskabelighed og dybe Ømhed hos Rosaura i en uforlignelig fiint nuanceret og poetisk sand Charakteerskildring, der i Fremstillingen blev af henrivende Effect ved Ynde, Anstand og Begeistring; og Holsts Udførelse af Sigismund var interessant ved Phantasie i Opfatningen, Fyrighed og Kraft i Udførelsen; men disse to Roller kunde ikke gjøre sig gjældende med al den kunstneriske Værdie, de havde i sig selv; thi den øvrige Besætnings træge, haarde og usikkre Spil gav dem ei alene ikke et understøttende Ensemble, men svækkede i nogle Scener meget deres Virkning; navnlig var dette Tilfældet ved at Waltz, som Clarin, der er Stykkets Gracioso og skal fremhæve den alvorlige Handling ved tækkelig Lystighed, hverken havde eller var givet Begreb om sin Rolles Natur, [sideskift][side 360]men forvendte dens kjække, lette Humor til declamerende moralsk Raisonnement. Det var derfor ikke Publikum, som maatte dadles for at kun nogle Steder i Fru Heibergs Fremstilling fandt glimrende Bifald, men det Hele en saa lunken Modtagelse, at det blot lykkedes at skaffe det interessante Stytte et Par Gange stærkt Besøg ved at give El Jaleo di Xeres bagefter det.

Optagelsen af ældre Stykker blev ikke Theatret til Forherligelse. I Heibergs "Nina" gav Fru Heiberg Titelrollen beundringsværdigt skjønt, saavel i klar psychologisk Udvikling som ved poetisk Aand og personlig Gratie, og Holst udmærkede sig i flere Scener ved Energie og ualmindelig Kraft i Følelsernes Udtryk; men den smagfulde kunstneriske Samvirken af Alle, uden hvilken Stykket ikke gjennemgaaende kan blive af theatralsk Virkning, savnedes altfor meget til at det, hvormeget Bifald de to Hovedpersoner end vandt under Fremstillingen, kunde holdes i Repertoiret. Udførelsen af "Veien til Ødelæggelse" blev gamle Theaterbesøgere et nyt Vidnesbyrd om, at Kræfterne til dygtig Udførelse af Charakteercomedier vare i stærkt Aftagende. Kun Ryges gamle Dornton, en ved Kraft, Natursandhed og Varme høist fortræffelig og med stor Fasthed gjennemført Skildring, viste en Kunstner, der havde skaffet sig saa fuldt Herredømme over sin Rolle og var i saa fast Overbeviisning om, i Et og Alt at være hvad Forfatteren havde villet at han skulde være, at han frit og livfuldt turde hengive sig i dens Udførelse. Selv hos de virkelig Talentfulde i de andre Roller mærkedes, baade i Anlæg og Behandlingen af Enkeltheder, en Usikkerhed og Vaklen, som røbede Bevidsthed om, at de, ved idelig Syslen med at finde paa Smaatræk, der kunde bringe Effect ind i de franske [sideskift][side 361]Situationsstykkers flygtigt skizzerede Døgnlivspersonligheder, vare blevne uvante til at tage det op med ægte Charakteerskildringer. Endog hos Phister, som den veddeløbsgale Goldfinch, var denne Uvanthed saa virkende, at det ikke med al hans Flid var ham muligt at afvinde Rollen den Interesse, som den havde havt ved Heinsvig, hvem han dog var uendelig overlegen baade i Opfindelse og Fremstillingstalent. Efter to Forestillinger blev Stykket til alle de Spillendes Tilfredshed henlagt. Opførelsen af "Feiltagelserne" var kun i enkelte Partier noget trøsteligere. Fru Heiberg gav den livlige Naney med et saa gratiøst Lune, elskværdigt Skjelmerie og naturligt fiint qvindeligt Tække, at en tilsvarende Udførelse af alle Hovedrollerne vilde have været Comediefremstillingens Triumf; men endog de To, der kom hende nærmest og overhovedet hørte til dem, som endnu havde stor Dygtighed til aand- og livfuldt comisk Charakteermalerie, formaaede ikke her fuldelig at erstatte deres Forgængere: Ryge gav den gamle Heardcastle med megen Sandhed, Ro og tørt Lune, men stod tilbage for Frydendahl i med comisk Kraft fast og naturligt at gjennemføre en original Individualist, og Jfr. Jørgensen havde ikke i sin meget moersomme Udførelse af Fru Heardcastle den naive Alvor i det Comiske, hvorved Mad. Clausen havde givet det en slaaende Virkning. De andre Roller og Ensemblet lode endnu føleligere savne Comediens tidligere, i Charakteerudkastet storartede og, ved mangfoldige smagfuldt behandlede ligesaa naturtro som grundcomiske Træk, glimrende Fremstillingsstiil. Da Directionen erkjendte Tilbagegangen og vel maatte have Sagkyndighed nok til at begribe, at et Theaters Virkekraft i Comedien til enhver Tid bestemmer Graden af den Flid, der anvendes paa [sideskift][side 362]Fremstillingen af Syngespillet, som det var Chefens høieste Ønske at skaffe Yndest, burde man have søgt at styrke Personalets Dygtighed til Udførelse af Charakteerskuespillet, hvilket sikkerst og til Ære for Theatret kunde skee ved Omhu og Agtelse for den holbergske Comedie. Her havde man ei alene Traditionen og først ganske nylig tabte store Mønstre at støtte sig til, men for Hovedrollerne endog ualmindeligt begavede Kunstnere. Om Phister end ikke som Henrik i "Den politiske Kandestøber" og Troels i "Barselstuen" fuldeligen havde den Lindgreen eiendommelige Naivetet og inderlige Godmodighed, stod han ikke blot ved Siden af ham i gratiøst Lune og beundringsværdig Correcthed og var i de egenlige Henrikroller hans Overmand i Tournure, Kløgt og Ironie, men kunde, ved et overordenligt Talent til at tage det rette Greb paa en Charakteer, skarpt Blik for i Ordføininger og Udtryk at opfange Forfatterens Intention, Mesterskab i alle mulige Dialecter og en sjelden Virtuositet i Behandlingen af sine Fremstillingsmidler, give endeel holbergske Roller, der laae udenfor Lindgreens Omraade, hvad han navnligen glimrende havde beviist ved som Oldfux i "Den Stundesløse" at fordunkle alle sine Forgængere i det Hele og særligt i den tydske Scene, som den valgte Individualist, de pudsige Accenter, hvormed han gav den utroligt raske Ordstrøm Afvexling, og den smagfulde, sikkre Gjennemførelse gjorde til noget af det Ypperligste, der i Mands Minde var seet af Spil i den holbergske Comedie. Til denne uovertræffelige Henrik eiede Theatret i Jfr. Petersen en ved det heldigste Udvortes, Smag, Tække og yppigt Lune saa udmærket Pernille, som det ikke siden Mad. Gjelstrup havde havt. Et ualmindeligt Talent til at opdage det Løierlige i Rollen og fremhæve [sideskift][side 363]det, uden Prætention, med slaaende Tørhed, en Naturen selv afluret Diction, rig paa overraskende, men let givne Nuanceringer, og livfulde, talende Øine, som ofte med et Blik udtrykte mere end Ord, gave hendes Udførelse en comisk Kraft, der hvert Øieblik aftvang Publikum Udbrud af Latter. For Jeronimusserne, i deres forskjellige Charakterer, kunde de ældre Tilskuere ikke erindre at have seet en ved Udvortes, Taleorgan, Væsen, Humor og Natursandhed saa ypperlig Fremstiller som Ryge, der ogsaa gav andre holbergske Roller med stor comisk Styrke. Rosenkilde havde viist, at han ved original Opfatning og sit glimrende Lune kunde, uden mindste Overdrivelse, gjøre Pedanterne særdeles interessant moersomme, og han godtgjorde senere, at man tillige for andre store holbergske Charakteerroller vilde i ham have fundet en genial Fremstiller. Elskerne og muntre Cavalerer kunde besættes udmærket godt med Holst, og de Elskerinder, som gaves Mad. Larcher, vare neppe efter Holbergs Død blevne spillede med større Omhu og elskværdigere Naturlighed. Ogsaa havdes andre kunstneriske Kræfter, som, naar de bleve anbragte paa rette Sted og førtes til et godt Ensemble, kunde have faaet stor Betydenhed. Heller ikke savnedes Interesse for Charakteercomedien hos Publikum; enhver heldig Udførelse i den vandt glimrende Bifald, og de holbergske Stykker, der gaves efter foregaaende Bekjendtgjørelse og i de fleste Roller bleve tilfredsstillende spillede, bragte meget godt Huus. Ikkedestomindre leed Holberg en i høieste Maade slet Medfart. Det var ikke nok med at flere vigtige Roller, som kunde have været fortræffeligt besatte, bleve i Hænderne paa de Uduelige, der engang havde faaet dem, enten ved Directionens Ligegyldighed for at udsfinde de Dygtigste, [sideskift][side 364]eller fordi de over Hals og Hoved vare blevne lærte, naar det gjaldt om i en Forlegenhed at skaffe Udvei til "en Holberger paa rød Placat"; men de saa Forestillinger af holbergske Stykker gaves næsten alle kun i yderste Nød og derfor uden Prøver som uden betimelig Bekjendtgjørelse for Publikum. Af de 6 holbergske Comedier, der i denne Saison opførtes i 11 Forestillinger, kom saaledes kun "Jacob von Thybo", fordi det brugtes til Fastelavnsstykke, frem som en for de Spillende og Publikum ordenlig bebudet Forestilling; "Geert Westphaler", "Maskeraden", "Erasmus Montanus", "Hexerie eller blind Allarm" og "Henrik og Pernille" bleve først ansatte Aftenen førend Opførelsen og det endda efter at de to Første allerede to Gange og det Tredie een Gang vare paa selve Forestillingsdagen blevne kastede ind paa Scenen for at afhjælpe Nød. Naar det, der paa den danske Skueplads maa være Kjærnen i Fremstillingen af Charakteercomedien, blev saaledes behandlet, er det let at begribe, hvorledes baade Erkjendelsen af dens Værd og Evnen til dens Udførelse tabte sig. At den kunstneriske Dygtighed ikke, ved smaa Opgaver og Anvendelse i alle Arter fremmede Døgnproducter, flød ud i aandløs Virtuositet og kløgtig Routine, men stadigt i de virkelige Talentbegavede vedligeholdt en Kraft og Aand, som, under en mere kunstbesjælet Bestyrelse, kunde komme til gavnlig Indskydelse paa Publikum og det tilgaaende Personale, dette skyldtes ene og alene den gamle Skoles endnu bestandig energiske Indvirkning paa Personalets Fortrinlige.

Den første musikalske Nyhed, "En Kones Caprice", i een Act, componeret af Paer, var spildt Arbeide. Skuespilkunsten fik Opreisning for at man oversaae dens Vigtighed ogsaa for Syngespillet: det hjalp ikke, at den nydelige [sideskift][side 365]Musik blev smukt sungen; Savnet af Spil var altfor føleligt til at den kunde faae Effect. "Puritanerne", hvis uinteressante Text fik poetisk Forklarelse ved Bellinis henrivende melodiøse Musik, der, skjøndt væsenlig af elegisk Charakteer, i flere combinerede Nummere havde stor dramatisk Virkning, kunde, som alvorlig Opera uden stærktlidenskabelige Scener, gives en temmelig tilfredsstillende Udførelse ved det almindelige Sangerspil. Da Mad. Simonsen sang Elviras vansklige og brillante Partie med stor Virtuositet, og Faaborg udmærkede sig ved en ham usædvanlig Livlighed og Varme i Foredraget, vandt derfor Stykket meget Bifald efter at Publikum den første Aften havde beseiret en Udpibning, som var foranstaltet af Logeprangerne, der paastode, at det, ved ikke at give Huus, vilde blive dem til Tab, hvori de fik Ret, for saavidt som den sidste Forestilling i denne Saison kun indbragte 133 Rdlr. ved Kassen. En overordenlig glimrende Modtagelse og varig Yndest fandt derimod "Eventyret paa Maskeraden", som Holstein befalede at "Den sorte Domino" skulde hedde, da han hofmandsmæssig ængstedes for at denne Titel maaskee vilde findes ubehagelig af en meget indflydelsesrig Dame, der nylig havde bragt sig i stærk Omtale, ved paa en Maskerade at vise sig som Nattens Dronning. Tilligemed denne selve Stykket uvedkommende Forandring, for ikke at mishage, foretog han, for at behage, en anden, der var meget uheldig, ved at svække Handlingens Effect. Da Stykket skulde gives i Anledning af en kongelig Fødselsfest maatte han nødvendigen have Dands ind i det, og eftersom det ikke var muligt at indtvinge den imellem de nøie forbundne Scener og han fandt det "underligt" at lægge den imellem Acterne, forordnede han, at Decorationen [sideskift][side 366]skulde umiddelbart efter første Acts Slutningsscene forandres til en Balsal, i hvilken der gaves en Maskerade efter Demaskeringen. Hvor nydeligt og afvexlende dette Divertissement end var arrangeret af Bournonville, virkede det Keitede i Anbringelsen og det Brud, som derved gjordes paa Handlingen, i den Grad stødende, at et Stykke, der ikke, ved Handling, Musik og Udførelse, i sig selv havde havt en saa ualmindelig Interesse for Publikum, vilde have været meget ilde tjent med en saadan Forskjønnelse. Scribes fortræffeligt anlagte Stykke, i og for sig tiltrækkende ved den ene interessante Scene efter den anden og ypperlige baade theatralske og musikalske Situationer, danner med Aubers af piquante, følelsesfulde og charakteristiske Melodier overstrømmende Musik et Publikum saa fortryllende Hele, at der ved Iscenesætningen maa være begaaet meget betydelige Feil, om det forfeiler stor Virkning med en blot nogenlunde god Besætning, og her fik det, i dramatisk saavelsom i musikalsk Henseende, en ualmindelig heldig. Vel glimrede Mad. Simonsens Udførelse af Angela ikke ved Ild, fiin Nuancering og træffende Udtryk af Affecterne, men hendes behagelige Personlighed og den store Flid, hvorved det lykkedes hende at give Rollen dens Grundtone og flere Steder endog megen Livfuldhed, gjorde hende til en særdeles elskværdig Fremstillerinde, og hendes Sang var henrivende skjøn i Foredraget som i Virtuositet. Et Mesterstykke, ved original Opfatning og consequent, interessant og naturtro Udførelse var Phisters Gil Perez. Langtfra i denne lille Rolle at trænge ud over Ensemblet, havde han med fiin Takt saaledes passet sig ind i det, at han ret fuldendte dets Afrunding idet han tillige, med mageløs kunstnerisk Ro, fremstillede Hykleren saa comisk og i hvert Træk bestemt [sideskift][side 367]og udtryksfuldt, at alene denne Rolle var et glimrende Vidnesbyrd om, hvor inderligt Genie og Smag vare forenede i al Yttring af hans ualmindelige kunstneriske Begavelse. En fortræffelig Fremstiller, saavel i Henseende til Udtrykket af Godmodighed og comisk Skinsyge som til Dialecten, havde Lord Elford i Stage, og Mad. Nielsen gav Søster Ursula særdeles moersomt og charakteristisk, om end lidt vel stærkt. Skjøndt de andre Roller, som alle bleve fortræffeligt sungne, ikke hævedes ved Spillet, var dette dog i det Hele saa tilfredsstillende, at Fremstillingen havde et i Syngespillene sjeldent ypperligt Ensemble. Om"Bæbu" vidste Directionen vel forud, at Texten var et skrækkeligt Miskmask af Urimeligheder, usammenhængende trivielle Scener og platte Effectsteder, men den haabede, at Costumet vilde bringe Publikum til at skrive endeel af Urimelighederne paa de indiske Sæders og Skikkes Regning, og var fuldkommen overbeviist om, at de Platheder i det Rørende og i det Moersomme, som ikke derved kunde skjules, vilde Publikum nok finde sig forsonet med af Marschners Musik, saameget mere som han, efter egen Erklæring, havde componeret den med stadigt Hensyn til det danske Theater og navnligen til Phisters ualmindelige Evner baade som Skuespiller og Sanger. Men det viste sig, til stor Overraskelse for baade Direction og Publikum, at den geniale Tonedigter dennegang havde sammensat en Musik, som, med Undtagelse af et Par meget skjønne Nummere og enkelte interessante Steder, kun var frappant ved Reminiscentser, Bizarrerier og Mangel paa Aand og Livfuldhed. Hverken Phisters Anstrengelser for at bringe Charakteer og Comik ind i den store forskruede Titelrolle, Mad. Simonsens skjønne Sangudførelse af Dilafrosas flaue Partie, den Flid, hvormed de [sideskift][side 368]mange Biroller og de combinerede Sager bleve behandlede, eller det prægtige Udstyr formaaede at vække Interesse for det lange kjedsommelige "comiske Syngespil". Agtelse for Marschners Kunstnernavn og Logehøkernes Overbeviisning om, at ikke engang en Udpibning vilde trække Huus til et saa dvask Stykke, bevarede det imod en fortjent haard Medfart, men selv for Musikyndere var det i den Grad lidet tiltrækkende, at det til femte Forestilling kun indbragte 93 Rdlr. ved Kassen. Til Text for sin første Syngespil-Composition havde Lovenskjold maattet tage et oversat Stykke, "Sara", i to Acter, af Melesville. Skjøndt langt fornuftigere i baade Handling og Indretning end "Bæbu", var det ingenlunde et Componisten gunstigt Stof, da det kun havde en eneste virkelig interessant musikalsk Situation og ganske savnede Ensemble-Nummere. Dertil havde han selv paalagt sin Conception stor Tvang, ved at ville sætte Titelpartiet saaledes, at det kunde synges af Fru Heiberg, hvad der endydermere førte til Transponeringer under Indstuderingen. Alligevel vidnede Musiken næsten i ethvert Nummer om et ualmindeligt Talent for dramatisk Composition: skjønne Melodier, varmt og ædelt Udtryk af Følelser og Affecter, Phantasie i Opfindelse og en for theatralsk Virkning særdeles heldig Afrundning af Perioderne gave den et Værd, som den Clique, der vilde give sig Kjendermine ved udelukkende Begeistring for hvad den kaldte "classisk" Musik, af al Evne søgte at nedsætte, ved at anke paa Savn af Dybde og ringeagtende at kalde den unge Componist en blot smidig Efteraber af Auber. Udførelsen var i det Hele fortræffelig. Fru Heiberg gav det efter hendes Stemmes Omfang og Styrke snildt behandlede Syngepartie med særdeles varmt og følelsesfuldt Foredrag, spillede [sideskift][side 369]Rollen mesterligt og henrev især ved gribende Fremstilling af Saras Sjælekamp til enthusiastisk Bifald; Schwartzen sang ikke blot Ivans skjønne Partie med en Smag og Inderlighed, som gav det stor Virkning, men opildnedes af sm geniale Medspillende til en ham usædvanlig Kraft og Varme i Udtrykket af det Erotiske; og Phister glimrede ved gratiøst Lune i baade Sang og Spil. Ogsaa fandt Stykket en saa glædelig Modtagelse, at det vel vilde have holdt sig i Repertoiret, dersom det var kommet frem paa en for Theaterbesøg gunstigere Tid og Componisten ikke selv havde hindret dets jævnlige Gang ved Behandlingen af Hovedpartiet. Dette var Fru Heiberg altfor anstrengende til at hun vedblivende kunde udføre det, og, som siden viste sig, ikke til at besætte med en Sangerinde, da det aldeles savnede musikalsk Bravour og ene kunde saae Effect ved Foreningen af udmærket Spil med aandfuldt Foredrag.

Over Balletvæsnet hvilede i denne Saison en ond Stjerne. "Phantasiens Ø" var en saa mislykket Ballet-Composition, at den fortræffelige Begyndelse, luxuriøst Udstyr, en Masse af nationale Smigrerier. I. P. E. Hartmanns geniale, livfulde Musik og et vandrende Panorama, der viste Kysten langs Kjøbenhavns Red, ikke formaaede at give den Interesse. Den overdaadige Anvendelse af ydre Midler gjorde kun Mangelen af indre Værdie bemærkeligere, og allerede i næste Saison fandt Bournonville raadeligt at tage dette holdningsløse Værk istykker, for at bruge nogle af dets skjønne Enkeltheder som nydelige Divertissements. — Et uopretteligt Tab leed Scenen ved Jfr. Grahns Afgang, der nærmest foranledigedes af et meget uhyggeligt Tjenesteforhold imellem hende og Balletmesteren. Dette hidrørte væsenlig fra, at ligesom BournonBournon-ville[sideskift][side 370]ville med stor Iver antog sig de unge Talenters artistiske Udvikling og virkede for deres Udmærkelse af Directionen og Publikum, vilde han ogsaa have Indskydelse paa deres private Liv og reglere deres Opførsel og Omgang. Ved at denne Villie, om end i den bedste Hensigt, vedblivende lod sig mærke efter at Talentet var kommet til kunstnerisk Selvstændighed og Følelse af Ret til Frihed i sine private Handlinger, opstod let et gjensidigt Misnøie, og dette udartede saameget snarere til et Tjenesten i høi Grad skadende Tracasserie, som det, paa den ene Side, næsten aldeles kom an paa Bournonville, der var baade Balletmester og Dandsedirecteur, hvorledes og hvor ofte Talentet skulde finde Anvendelse, og, paa den anden Side, stod i Talentets Magt at fortredige ham under et Slags Rolleindstudering, der gjor en velvillig Samvirken aldeles nødvendig. At Bournonville først med stor Begeistring havde gjort Mad. Kretzmers Talent vigtigt for Balletten og siden af personlige Hensyn kom paa en meget spændt Fod med hende, havde omsider ført til de Conflicter, der foranledigede, at hun blev sat i Blaataarn og tilsidst fik Afsked. Et lignende Forhold var nu Skyld i, at Jfr. Grahn forlod Theatret. Bournonville havde ei alene med ganske fortrinlig Omhu givet hende kunstnerisk Veiledning, men behandlet hende saa særdeles opmærksomt, at Enhver maatte være overbeviist om, at hun baade ved Talent og Person var ham den Første og Kjæreste i hans Skole. At han, medens hun ved Flid og overordenlige Fremskridt stadigt vedblev at gjøre sin Mester største Ære, men tillige mere og mere fulgte Selvbestemmelse i sit private Liv, troede at have Anledning til at yttre Utilfredshed med dette, forandrede imidlertid Hengivenhedsforholdet saa stærkt, at der allerede inden hendes Beslutning [sideskift][side 371]at tage til Paris, for at søge høiere Udvikling under Barrez, gik mange Rygter om deres gjensidige meget uvenlige Stemning. Uforligeligheden var i denne Saison bleven endnu større. Jfr. Grahn havde i Sommerferien dandset i den store Opera i Paris med usædvanligt levende Bifald, men de franske Blades Beretninger derom vare herhjemme med stor Iver blevne udraabte som betalte Overdrivelser; Skylden herfor tillagde hun naturligviis Bournonville. Dette Forsøg paa at nedsætte hende havde imidlertid, ved at hun paa Tilbagereisen dandsede flere Gange med umaadeligt Bifald i Hamborg kort efter Mlle. Taglioni, og siden sin Hjemkomst i hver Fremtræden seirede glimrende Triumfer, viist sig som hende saa aldeles uskadeligt, at hun burde have opgivet sin løse Formodning om dets Udspring og kun søgt at gjøre sig sit Kunstnerliv endnu behageligere, ved, som flere af hendes Beundrere ivrigt raadede hende, fra sin Side at bidrage til mere Omgængelighed med den Mand, hun dog daglig maatte staae i Tjenesteforhold til. Hun viste et Par Gange saa god Tilbøielighed til ogsaa at gjøre det, at Personalet begyndte at mærke en glædelig Forandring; men hendes borneerte Nærmeste forestillede hende Føielighed som ydmygende for en Kunstnerinde, der var tilbudt Ansættelse som »premiere danseuse de l'académie de musique«, og vidste saaledes at udlægge hver Yttring og Mine af Bournonville til en Fornærmelse for hende, at hun snart betragtede sin Stilling som ulidelig. Midt i Saisonnen besluttede hun, strax at forlade Kjøbenhavn, hvormed hun ikke bar sig smukt ad, idet hun bad om Permission fra Begyndelsen af Marts for at give Gjæsteforestillinger i Hamborg, men efter at have endt dem gik til Paris og tog Ansættelse [sideskift][side 372]istedetfor at vende tilbage. Directionen havde nok Ahnelse om hendes Hensigt, men ogsaa den havde havt saa mange Ubehageligheder af Kævleriet, at den ikke ugjerne saae hende tage bort paa en saadan Maade, at Publikum ikke kunde lægge den til Last at det anden Gang i Løbet af fire Aar mistede en forgudet Dandserinde. Det strax efter hendes Bortreise udbredte Rygte om at hun ikke kom tilbage vakte megen Uvillie imod Bournonville; imidlertid afholdt Publikum, hvis store Fleertal antog, at der i alle Fald ogsaa maatte være Chicanerie paa hendes Side, sig fra at yttre den offenligt; det var den saakaldte fine Verden, der overtog at give den Lust paa raaeste Maade. Den 7de Marts kom endeel Gardeofficerer, der, efter at have paraderet ved Høiesterets Aabning, havde ved Marskalstaffelet sat sig ud over ædru Tilstand, midt under første Act af "Eventyrel paa Maskeraden", ind i det saakaldte Hofparket, hvor de vare Frigængere, for under kaad Passiar at begabe Stykkel indtil Bournonville traadte frem i Dandsedivertissementet, hvori de i deres Eenfoldighed meente at skulle tilføie ham en stor Skjændsel med deres Hyssen. Ved hans Indtrædelse forgik dem imidlertid Modet til, efter Bestemmelsen, strax at modtage ham med Mishagsyttringer; de afventede, at der blev applauderet, og satte da, med uanstændig Bestræbelse for at gjøre Opsigt, imod hele Publikums Bravoraab ind med en skærende Hyssen. Bournonville indigneredes med Rette over som Kunstner at være udsat for en saa pøbelagtig Behandling, men istedetfor at vente Opreisning af Publikum, der med Harme havde begyndt at paabyde Urostifterne Stilhed, forløb han sig imod det ved at han ilede ud af Scenen og ikke var at bevæge til igjen at betræde den. Efter endt Scandal forlod Slænget Huset, [sideskift][side 373]fulgt af Publikums Hyssen. Da Kongen havde af Holstein modtaget Melding om det Forefaldne, meente han, at Bournonville burde straffes for den Fornærmelse, han havde viist Publikum, men Hofmanden var kjæk nok til at bemærke, at Publikum ansaae sig for langt mere fornærmet ved Officerernes Opførsel og vist vilde synes meget ilde om, at Bournonville blev straffet for sin Forseelse, naar de, der havde ægget ham til den, gik frie. "Ja ja", svarede Frederik den Sjette, "saa faaer da den ene dumme Streg at gaae op imod den anden." Da Bournonville næste Gang optraadte fik han glimrende Opreisning i Publikums umaadelige Bifald. Efter Jfr. Grahns Bortreise har hun kun een Gang, i 1854, besøgt Kjøbenhavn. Hendes Hensigt var da at optræde, men det fraraadtes hende alvorligt at gjøre endog blot Forsøg paa at komme til det; thi at hun, en dansk Pige, havde midt under Krigen i Slesvig ei alene dandset paa Theatret i Hamborg i en Forestilling for Oprørsarmeens Saarede, men endog gjort sig sit Fædrelands Fjender behagelig, ved at vise sig med den tydske Kokarde og i sort-rødt-gyldent Costume, dette var Kjøbenhavnerne endnu saa godt i Minde, at hun kunde være forsikkret om, de gjerne renoncerede paa hendes Kunst, for strax ved hendes Indtrædelse at hilse hende med en eclatant Udpibning. Hun maatte selv finde dette saa rimeligt, at hun, endskjøndt det ingenlunde manglede hende paa Mod, opgav sin Hensigt og, efter et Par Dages Ophold i al Stilhed, forlod sin Fødeby, "for aldrig mere at see den." — Da Jfr. Grahn var tabt som første Dandserinde anvendte Bournonville stor Omhu paa at give Publikum Erstatning for hende i Augusta Nielsen, som et Par Aar efter fik en høi, rank, smuktbygget Figur og ved overordenlig Flid [sideskift][side 374]bragte det til udmærket Færdighed i seriøs Dands, megen Fasthed i Attituder og smagfuld Elegants i Tournure, men savnede varm Livfuldhed i Bevægelser som i Ansigtstræk og de smukke store Øine, hvorfor hun hverken blev af Betydenhed som mimisk Fremstillerinde eller i sin Dands opnaaede det Luftige. Interessante og gratiøst Kjække, som gjorde hendes Forgængerinde uforlignelig. Ogsaa Petrine Fredstrup begyndte fra denne Saison at gjøre sig bemærket, især ved sin smukke Udførelse af El Jaleo i Stages Sommerforestilling. Endskjøndt hendes betydelige Anlæg ikke understøttedes af et for Theaterdandsen gunstigt Ydre, erhvervede hun sig, ved utrættelig Iver for sine Evners Udvikling og Perfection, i kort Tid en Yndest, hvilken hun, ved store Fremskridt i sin Kunsts Technik og et ikke ringe mimisk Talent, saaledes vidste at bevare og forøge, at hun blev en af de oftest og heldigst anvendte Dandserinder i muntre Partier og Ballettens Charakteerroller.

Den overordenlige Lykke, som Henriette Andersen havde gjort i Provindserne, vakte meget styre Forventninger om hendes Debut. Desto uheldigere var det, at hun ei alene fremtraadte i en Rolle, der kun kunde gjøre Virkning ved meget fiint og lunefuldt Spil og i forrige Saison var givet mesterligt af Fru Heiberg, men tillige paa den Aften da Thorvaldsen første Gang efter sin Hjemkomst besøgte Theatret, saa at Opmærksomheden var henvendt langt mere paa ham, end paa Debutantinden. Efter hendes Udførelse af Fanchette sandt Publikum hos hende blot en smuk Personlighed paa Theatret. Routine, et tækkeligt Væsen og en tydelig, men temmelig tynd og inegal Talestemme. Ved kort efter at optræde som Pariserdrengen bragte hun det imidlertid til Erkjendelse af, at hun virkelig havde Talent [sideskift][side 375]og vandt meget Bifald: der var Liv, Varme og et behageligt Udtryk af Lystighed i hendes Spil. Senere viste hun i høist forskjellige Roller en saa skarp og intelligent Opfatningsevne, at hun, uden i noget Fag at komme til det Udmærkede, var istand til i de fleste ei alene at træffe det Rette, men, naar Taleorganet ved hendes overordenlige Flid kunde gives den fornødne Kraft og Bøielighed, at fremstille det smagfuldt og correct, hvorfor hun blev Theatret en i det Alvorlige som i det Comiske paa mange Maader og med kunstnerisk Virkning anvendelig Skuespillerinde. — Paa Lunet nær var Foersom jun. som Mester Morten kun saa fuldstændigt sin Broders Copie, at Theatret ikke behøvede ham. — Langes Debutroller vare egentlig et Slags Gjæsteforestillinger, hvorved han vilde erfare om han ved det kongelige Theater strax kunde opnaae en anselig Stilling; da de ikke gave Udsigt dertil, traadte han tilbage og blev Directeur i Provindserne indtil han overtog Theatret i Casino. — Jfr. Berg havde til en meget lille Figur og et Ansigt, der bar Præg af naturlig Godmodighed, men hverken var skikket til affectfuldt Udtryk eller havde noget eiendommeligt Interessant, en omfangsrig og meget behagelig, men ikke fyldig eller for Coloratursang skolet Sopranstemme, saa at hun egenlig kun passede for Syngespillets naive Roller. Hendes smukke Udførelse af Zerlines Syngepartie og nette, beskedne Væsen i Fremstillingen fandt saameget mere Bifald, da man saa Dage i Forveien havde mistet en Kunstnerinde, der i dette Fag var saa yndet, at det ikke ansaaes for muligt at saae hende erstattet, hvorfor man glædede sig over i Debutantinden at see Haab om, at det dog for endeel vilde skee. Mag. Kraghs tidlige Død blev imidlertid virkelig Syngespillet et uforvindeligt Tab. Vel [sideskift][side 376]havde hun hverken som Skuespillerinde eller som Sangerinde nogen ualmindelig Begavelse, men hendes Evner vare af særdeles behagelig og indtagende Natur, og deres omhyggelige, smagfulde Anvendelse, interessant Personlighed, sund, varm Følelse og elskværdig Livfuldhed virkede i saa inderlig Forening, at hun bragte det Høieste ud af sit Talent og ei alene i nogle af sine Roller var i Sandhed uforlignelig, men i alle, de alvorlige som de comiske, en saa fortræffelig Kunstnerinde, at Syngestykkernes saakaldte, Spillepartier ikke siden have havt hendes Mage. — Lindgreens Afgang blev ikke af Virkning paa Repertoiret, da han siden sit Jubilæum endyderligere havde mærket Alderdomssvækkelse og derfor meget sjeldent betraadt Scenen. — Hvad Siboni var for Theatret blev derimod først ret følt efter at han var borte. Det kunde vel lægges ham til Last, at han som Musikdirecteur mere end ønskeligt havde virket for Optagelsen af italiensk Opera, men han havde ogsaa havt god Grund til at antage, at det ligesaa lidet var Publikum som Hoffet, der misbilligede det, thi Yttringerne derimod fremkom fornemmelig som Chicanerier, kaad Haan og umotiveret Fordømmelse af ligesaa eensidige og dog kun indbildte Musikkjendere, der ikke vilde indrømme, at han ogsaa havde skaffet mange erkjendt ypperlige Musikværker paa Scenen i en fortrinlig Sangudførelse. Da det efter hans Død ikke var muligt at finde en ham værdig Eftermand, hørtes ofte Erkjendelsen af, at om han end havde været vel stænkt indtaget for italiensk Musik, saa var det hans Mesterskab i italiensk Syngekunst, som man havde at takke for at vore Sangere hurtigt havde opnaaet den musikalske Dannelse og Virtuositet, hvoraf man ikke undlod at tage Fordeel for den classiske Musik.

[sideskift][side 377]

Kirsteins Iver for at efterkomme Kongens Paalæg om at spare paa alle mulige Maader havde, endnu mere end hans butte Væsen, bragt ham i Conflicter, som han ikke altid kunde forjage Ærgrelsen over ved den Trøst, at han "ufortrøden gjorde sin Pligt". Mere harmedes han dog med Rette over, at hans Meddirecteurer undertiden, efter at have bifaldet hans Forslag, udtalte sig misbilligende om dem til Personalet, for at unddrage sig dets Misnøie og kaste det ganske over paa ham. Man havde flere Gange hørt ham sige, at han var kjed af at have at bestille med en Anstalt, der idelig tilføiedes Skade ved Chicaner og Capricer af dem, hvem dens gode Tilstand burde ligge meest paa Hjerte. At han anden Gang saae sin Bestræbelse for at faae opbygget et nyt Theater aldeles mislykket og den dertil under Personalets Knurren opsparede Capital "ødelagt paa Kluderie, som man snart vilde komme til at gjøre om igjen med nyt Kluderie": dette var dog det, hvorover han aabnest yttrede Uvillie og som, efter de Flestes Mening, blev Anledning til at han virkelig saa alvorligt søgte sin Afsked, at den, endskjøndt Kongen meget ønskede at han vilde blive, maatte tilstaaes ham. For Kunsten var hans Afgang ikke beklagelig og Kunstnerne glædede sig ligesaa meget over den, som de havde glædet sig over hans Tilgang, hvorvel nogle af dem allerede dengang indrømmede, hvad flere siden kom til Erkjendelse af: at han, om end paa en haard og barsk Maade, havde indført en Orden og Oeconomie, som vare aldeles nødvendige for at afvende den Undergang, der truede Theatret ved hans Tiltrædelse. Ogsaa gik han bort med det Skudsmaal fra Enhver, der ikke var hans personlige Uven, at han altid havde handlet saaledes, som det, efter hans Overbeviisning, [sideskift][side 378]var hans Pligt; men "kun ikke havt Øie for, at man ikke i et Kunstnersamfund kan skære Alle over een Kam." Etatsraad Johan Gunder Adler, der blev hans Afløser, var i alle Henseender hans Modsætning: en ualmindelig kundskabsrig, mangesidig dannet, med Kunst og Poesie nøie fortrolig og særdeles smagfuld Verdensmand, vindende ved en meget urban, venlig Tone og elskelig ved den Velvillie, hvormed han aaben og hjertelig imødekom alt Godt og Skjønt. Personalet fik strax Leilighed til hos ham at finde en Liberalitet, som det maatte være overbeviist om, at det ikke vilde have fundet hos Kirstein. Da det udbad sig Tilladelse til at give en Forestilling for de Stormflodlidte, erklærede han sig ikke blot øieblikkeligt derfor, men satte igjennem imod de andre Directeurer, at Valget og det hele Arrangement ganske skulde overlades til et af Personalet bestemt Udvalg, og da dette underrettede ham om de meget store Offre, hvorom det maatte anmode Directionen, for at kunne give "Aladdin" med tilbørlig Glands, var han, efter at have overtydet sig om at Opførelsen kunde iværksættes, strax beredvillig til enhver Understøttelse; ligesom han ogsaa glædede sig inderligt over at Foretagendet var lyttet, og med megen Varme takkede Personalet for at det ved enig Samvirken havde forøget Repertoiret med et Stykke, der var Theatret til saa stor Fordeel og Hæder. Destoværre forenede han ikke med sin fortræffelige Charakteer Fasthed i sine Beslutninger, men søgte gjerne, naar de mødte Hindringer, at føie sig efter disse ved en fiin Vending eller et vittigt Indfald.

Der hørtes i denne Saison mange Klager over Repertoirets Maadelighed. Det Værste var imidlertid, at Directionen opgav at skaffe Theatret Tiltrækningskraft ved dradra-matiske [sideskift][side 379]matiske Arbeider og foretrak, hvad der faldt mageligere, at søge den i Concertnummere og Smaadandse. Vilde den i en Forestilling afspise Publikum med et Stykke, der varede halvanden Time, eller skaffe sig Huus paa et, der var udspillet, da sammenskikkede den et Intermezzo af spanske Nationaldandse, Pas de deux'er eller Arier, sungne af Mad. Simonsen, Jfr. Ida Fonseca eller Faaborg. Saaledes gaves til de tre forslidte Smaastykker, som udgjorde Forestillingen den 10de Januar, en Arie og en Pas de deux, og af et Sykke som "Farinelli" havde Directionen nok til en Aften ved at give et Par Musiknummere til.


Oprettet 2010. Opdateret af