>> Næste sæson   << Forrige sæson
[Indledning til Deel 4]

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Fjerde Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1862. 912 sider.

[Fire og halvtredsindstyvende Saison, 7. September 1801 til 19. Juni 1802, side 16-29]

[Oversigt over repertoiret 1801-02]


[side 016]Forestillingen om, at Waltersdorff ikke rigtigt forstod sig paa Theatrets Oekonomie og især var for rundhaandet mod Personalet, havde hans Uvenner ved Hoffet vidst at skaffe saa god Indgang hos Kronprindsen, at denne ikke var utilbøielig til at give ham en Afløser, naar det blot kunde skee paa en Maade, som ikke krænkede ham. Denne fandtes uventet i den Grad heldig, at hverken Kronprindsen eller Waltersdorff kunde ønske den bedre. Der skulde nemlig sendes en Regjerings-Commission til Vestindien, for at modtage de danske Øer af England, og af den maatte han, der, medens har var General-Gouverneur, havde erhvervet sig nøie Kundskab om alle vestindiske Forhold, nødvendigviis være Medlem. I Oktober meddeelte Kronprindsen ham Asfked som Theaterchef, vedføiet en meget naadig personlig Forsikkring om, at det gjorde ham ondt, at han, fordi Hs. Maj. Kongen maatte fordre hans Tjeneste i et Anliggende, som var Fædrelandet af største Vigtighed og hvortil hans store Dygtighed ikke burde blive ubenyttet, saae sig nødt til at entledige ham fra en Post, hvilken han havde forstaaet til Hs. Majestæts og hans særdeles Tilfredshed. Uagtet Waltersdorff var almindelig afholdt af Personalet, havde han i sin treaarige Embedstid havt Bryderier nok til at det var ham meget glædeligt, at han pludseligt slap ud af Theatervæsnet paa en saa hæderlig [sideskift][side 017]Maade. Efter at være vendt tilbage fra Vestindien sik han under Kjøbenhavns Beleiring i 1807 Commandoen over en Brigade, i hvilken Egenskab han ikke just udmærkede sig ved et af Udfaldene fra Fæstningen, og som Medlem af det Krigsraad, der besluttede Capitulationen, blev han, strax efter at Englænderne vare tagne bort, arresteret og stillet for en Krigsret, der dømte ham fri for videre Tiltale i et enkelt Klagepunkt og iøvrigt fri for Tiltale. Som Følge deraf blev han i 1809 asfkediget fra Krigstjenesten i Naade, men bevarede sig dog saaledes i Yndest hos Frederik den Sjette, at han i 1810 udnævntes til Minister ved det franske Hof og i 1819 blev optaget i den danske Grevestand. Høiagtet som en særdeles kundskabsrig, dannet og elskelig Mand døde han i 1820.

Det havde længe været paatænkt, igjen at faae Hauch, der, for sin store Sparsommelighed, stod ligesaa godt anskreven hos Kronprindsen som slet anskreven hos Personalet, stillet i Spidsen af Bestyrelsen. At Waltersdorff kom til at fratræde saa uventet, gav en ønskelig Leilighed til at opnaae det. Kronprindsen anmodede Hauch om, at han, siden det ikke var muligt, i de to første Rangclasser at finde en Mand, som ei alene var skikket til en saa vanskelig Bestilling, men tillige turde vove at overtage den under Saisonnen, da Anstalten var i fuld Virksomhed og den daglige Tjeneste skulde holdes gaaende, vilde modtage sin tidligere Post; og Hauch, der vidste, at Kronprindsen virkelig havde været særdeles tilfreds med hans Embedsførelse, gjorde ingen Indvendinger derimod; som en under ethvert Forhold Regenten tro, hengiven og strengt lydig Tjener, saae han i Anmodningen en Befaling, hvilken det var hans Skyldighed at efterkomme, og modtog strax [sideskift][side 018]Chefsposten, hvorvel det var ham ligesaa ukjært igjen at faae med Theatret at bestille, som det var de Fleste af dets Personale ukjært igjen at faae med ham at bestille, hans treaarige Fraværelse og Betragtningen af Sagernes Gang under Waltersdorffs Bestyrelse havde ikke i mindste Maade forandret hans Regeringsmaximer; han havde endnu den samme Overbeviisning om, at hans første Pligt var at komme igjennem med den ringest mulige Udgift, ved kun at tilstaae det yderst Nødvendige, og at skaffe den størst mulige Indtægt, ved at give hvad Mængden helst vilde have, ligesom ogsaa den samme Villie til, ved en fornemkoldt artig Tone ligeoverfor Personalet, at overholde Disciplinen. Men han gjenfandt ogsaa hos Personalet den butte Høflighed og uvenlige Stemning, som han med Mishag havde bemærket hos det da han gik bort.

Hauch spurgte strax ved sin Tiltrædelse Regisseuren om, hvor mange Nyheder, der af Waltersdorff vare satte under Forberedelse til Opførelse i den begyndte Saison, og blev meget forskrækket da han erfarede, at der, foruden "Løgneren", som allerede var opført og aldeles ingen Lykke havde gjort, kun var paatænkt en eneste, nemlig "Sølvbrylluppet", der var under Indstudering. "Hvad for Noget?" udbrød han, "kun et eneste nyt Stykke uddeelt til det hele store Personale? Der maa strax skaffes Stykker!" Og han skaffede dem. Der blev øieblikkeligt givet N. T. Bruun, som i foregaaende Aar var bleven kongeligt ansat Theateroversætter, og med hvis smagløse Valg og Behandling af fremmede Arbeider Hauch under sin hele Embedstid altid fandt sig særdeles tilfreds, Ordre til ufortøvet at oversætte endeel Nyheder, og disse bleve, efterhaanden som de indkom, uddeelte efter de af Oversætteren om RolleRolle-besætningen [sideskift][side 019]besætningen vedføiede Forslag, hvilke Hauch ei alene taalte, at han, vims og anmassende, paatrængte Directionen, men ogsaa bestandig fandt sig saa tilfreds med, at han uden videre antog dem, til stor Harme for de ikke Faa af Personalet, paa hvem N. T. Brunn havde kastet sin Ugunst, og som derfor maatte vide, at han ikke vilde forsømme nogen Leilighed til, i Chicane, plat, men galdefuld Spot og raa Nedsættelse af deres Talent, at lade dem føle sin Formaaenhed. Hans Raphed havde Hauch at takke for ikke færre end 8 af Saisonnens Nyheder, hvoraf de 5 endog fyldte en Forestilling, og af disse vare 4 kotzebueske: de 3, "Epigrammet". "Sølvbrylluppet" og "Syv tusind Rigsdaler", Comedier, alle af een Støbning, med forskruede, slet gjennemførte Charakterer, marionetagtig Comik, affecteret Følsomhed og plumpt efterjaget Theatereffect; det 5te, "Johanna Montfaucon" , intet mindre end, efter Forfatterens Benævnelse, "en romantisk Skildring fra det 14de Aarhundrede". Alle Comedierne fandt glimrende Bifald, fornemmelig dog "Epigrammet", hvori Knudsen meget originalt og med et mageløst Lune gav den raffineerte Fraadser Kammerraad Hippeldanz; men mere end blot Bifald: stor furore vakte den romantiske Skildring, med en lidende uskyldig Borgfrue og en ridderlig Voldsmand, Svulst, Knaldscener, glimrende Dragter, Kamptummel og meget andet theatralsk Spektakel, og hvori tillige Foersom for sin smukke, følelsesfulde Udførelse af Philip for første Gang modtog et udeelt, levende Bifald, medens Jfr. Astrup, der spillede Johanna, saaledes blændede ved sin skjønne, imposante Figur og Rollens Rabalder, at hun, uagtet sin vanlige syngende Diction, falske Pathos og nøie afmaalte Ageringsmaneer, beundredes som "en stor tragisk SkueSkue-spillerinde [sideskift][side 020]spillerinde". Det Rørende, det Deilige og det Romantiske bleve her givne saa drøit og overvættes rigeligt, at Mængden fandt dette "Sørgestykke" uovertræffeligt og i sin Henrykkelse mindst drømte om, at allerede dens nærmeste Afkom vilde tage det for en bidende Parodie paa det, som det gav sig ud for virkelig at være. N. T. Bruun begavede Saisonnen med endnu en niende Nyhed: Omarbeidelsen "Domherren i Milano"; men den var allerede under Waltersdorff fabrikeret, og bør, for hvad Bruun havde havt med den at gjøre, kun berøres fordi den viste, baade hvor lidet han, der dog gav sig saameget af med theatralsk Literatur, var kommen til det blotte Begreb om den dramatiske Digtnings egenlige Væsen, og hvilket Jaskerie, han alt dengang dristede sig til at rode sammen til Antagelse af Directionen og Opførelse for Publikum. Schall havde ønsket en Syngespiltext til Composition og denne skaffede Bruun ham, ved en "lyrisk Bearbeidelse" af et franst lille Eenacts-Lystspil til et utaaleligt langtrukkent Toacts-Syngespil, hvori der ikke findes en eneste musikalsk Situation og det, som skal gjælde for Handling, er en umotiveret Ind- og Udgaaen af syv meget uinteressante Personer, hvilke han har søgt at gjøre moersomme ved en meget plat lystig Tone. Hvad der bragte noget kunstnerisk Liv ind i dette aandløse Kluderie, var Schalls melodiøse, i enkelte Partier meget charakteristiske Musik og at det blev ganske ypperligt spillet af Knudsen, som den i Vellevnet mageligt svælgende Domherre Tomaso; Kruse, der smagfuldt paa en egen høist pudseerlig Maade gav Dosmeren Benetto; og den allerede ved sin Personlighed elskværdige Saabye, som gratiøst og livfuldt udførte Ordonnantsen. At det af N. T. Bruun oversatte og ligeledes med hans gemene Vittigheder forbedrede [sideskift][side 021]Lystspil "Den afbrudte Reise", af Picard, gjorde megen Lykke maa ikke tilskrives dets Fortræffelighed, thi det er et høist almindeligt Forklædningsstykke, som behandler det forslidte Æmne, at Een udgiver sig for den ventede Brudgom, der er en saadan Erketosse, at han meget let kan tages ved Næsen; men det havde flere Caricaturscener, som vakte den til Narrestreger forvænte Mængdes Skoggerlatter, blev glat og lystigt spillet, og bragte i Lindgreens med megen Naturlighed og stor comisk Kraft fremstillede snakkelystne Notar Jolivet dog ogsaa Noget, som Yndere af god Comedie maatte ønske at see det for. Den originale Comedie "Kunstdommeren" havde derimod kun ringe Held. Den er Falsens bedste Stykke og vidner om baade Smag, en god Kunstskole og Talent for flydende Dialogisering og siin Charakteerskildring, men er temmelig tør i Tonen og savner ganske den Knaldeffect, som Kotzebues Stykker havde gjort Massen graadig efter, hvorfor den fandt en saa lunken Modtagelse, at den kun tre Gange kunde slæbe sig over Scenen. Syngespilrepertoirets Nyheder vare, foruden Schalls Composition, tre Eenactsstykker, hvoraf "Adolf og Clara", uagtet Handlingen kun dreier sig om et ungt Ægtepars barnagtige Kævlerier, gjorde meest Lykke formedelst en nydelig, piquant Musik af d'Alayrac og den høist fortræffelige Udførelse af alle fire Spillende: Frydendahl, som den joviale, godmodige Limburg; Rosing, der, trods sine 45 Aar, gav det 20aarige Brushoved Adolf med en henrivende Lethed, Elskværdighed og Ungdomsild; Mad. Frydendahl, som, kun fire Aar yngre, spillede og sang Claras Partie med en ung Piges fulde Friskhed og Ynde; og Kruse, hvis Caspar bestandig blev ved at være et af de Partier, hvori hans skjønne, malmfulde Bas [sideskift][side 022]gjorde en ypperlig Virkning. "Operetten", med en særdeles gratiøst melodiøs Musik af Dellamaria, gav atter Frydendahl Leilighed til at henrive den kunstforstandige Deel af Publikum ved en saa yderst fiin og humoristisk Udførelse af den snu og skjelmske Onkel, at allerede den retfærdiggjorde det levende Bifald, hvormed denne Bagatelle blev optaget. "Hjemkomsten" af Thaarup var uden theatralsk Virkning og stod tillige i poetisk Henseende langt under hans to tidligere nationale Syngestykker. Da Mængden derhos blot i et Par Numere af Kunzens forresten vakkre Musik gjenfandt den danske Aand og Tone, hvorved Schulz havde fortryllet den, vandt dette Arbeide kun ringe Bifald. Ikkedestomindre tilstodes der ved kongelig Resolution Forfatteren en Aftens Indtægt for det, paa Grund af "hans smukke patriotiske Bestræbelse for at give et værdigt Minde om Danmarks Hædersdag (2den April)".

Laurent havde lange været begjærlig efter at lade det Genie for Balletcomposition, hvilket han troede at besidde i langt høiere Grad end Galeotti, komme til at aabenbare sig i et stort Værk. Kjed af hans Tryglen og mange bittre Beklagelser over, at han, som var født i Danmark og havde studeret Balletcomposition i Paris under saa store Mestere som Dauberval og Gardel, skulde staae tilbage for Italieneren Galeotti, havde Waltersdorff endelig givet ham Tilladelse til at gjøre et Forsøg, hvortil der skulde ydes ham saa rigelige Midler, som Stoffet og dets Theatret værdige Behandling maatte fordre. Da Laurent var af den Mening, at den store Lykke, som "Lagertha" havde gjort, ingenlunde skyldtes Galeottis Kunst, men væsenlig det, at han havde valgt et fædrelandsk Æmne, som ved sig selv var interessant for Publikum, og han tillige havde [sideskift][side 023]ladet sig forlyde med, at han vilde vise, hvorledes han ganske anderledes forstod at lægge nordisk Charakteer i en Ballet, saa skulde, som han anmeldte for Directionen, "hans Composition have sin fond i den gamle danske Historie og især sinde Forklaring med det Pantomimiskes Beqvemhed til at udtrykke alle Effecter og Følelser". Alligevel blev hans "Sigrid" mere Galeotti end ham til Forherligelse. Man fandt, at Handlingen var uinteressant og Planen ikke saa balletmæssig som i Galeottis Arbeider, hvor Solodandsene udgik fra og laae inde i Handlingen, hvorimod de i "Sigrid" først forekom ved Actslutningerne og derfor baade standsede den egenlige Ballets Gang og tabte meget i Virkning. Uagtet det, under Hauchs Bestyrelse, usædvanlig glimrende Udstyr gjorde dette store Forsøg kun liden Lykke; det Fortjenstligste, man fandt ved det, var, at det havde givet Schall Leilighed til at componere en udmærket charakteristisk Musik, hvori der navnligen var nogle særdeles skjønne Dandsenumere; og hvad der blev meest applauderet var Pio, der, som en nordisk Kæmpe, neppe havde viist sig paa Scenen førend Publikum, overrasket af hans mandigskjønne Figur, kjækko Ansigt og imposante Holdning, udbrød i levende Bifald. Den anden Balletnyhed, "Kjærlighed giver Forstand", ogsaa componeret af Laurent, som selv havde sat den i Musik, var en Ubetydelighed, der kun kom frem fordi Hauch dengang gjerne vilde have et Dandsedivertissement til korte Skuespilforestillinger, men havde fritaget Galeotti for at componere i denne Saison.

Den meest glimrende af de fire Debuter, som alle bleve Theatret til megen Ære og Nytte, var Edouard Du Puys. Det var første Gang at en ægte og fuldstændigt [sideskift][side 024]musikalsk uddannet Tenorist optraadte i et dansk Syngespil, og det ikke som en blot talentfuld Begynder, thi han var strax i Besiddelse af alle de Evner, som gjore en udmærket Kunstner i hans Fag. Han havde fra sin Barndom levet i og for Musik. Han var en fortræffelig Virtuos paa Violin, en øvet Pianist, havde studeret Harmonien og Compositionen under den berømte Fasch, fra sit 16de Aar med megen Dygtighed beklædt Dirigentposter, og selv, efter de bedste Mønstre, med megen Smag og Flid uddannet sin just ikke stærke, men sonore, tillokkende og af Naturen særdeles bøielige Stemme saaledes, at han med lige Lethed sang bløde, sværmeriske Adagiosatser og gjorde de brillanteste Cadencer. Ved den Concert, som han gav for to Aar siden, da han endnu var Concertmester og første Operasanger i Stockholm, havde han vakt Publikums Beundring ved sit glinnende Violinspil, sin skjønne Stemme og et henrivende Foredrag. Men nu, da han i sit 29de Aar, indtagende ved en smuk Figur, et interessant Ansigt og en elskværdig Vivaeitet, der spillede ud af hans Bevergelser og hele Væsen, optraadte som dramatisk Sanger og førte alle sine personlige Fortrin over paa sin Fremstilling, nu steg den tidligere Beundring til Henrykkelse, og hans ypperlige Udførelse af Elskerens Partie var for en stor Deel Aarsag til at "Domherren i Milano" gjorde glimrende Lykke. Tilligemed alle sine Fortræffeligheder havde han imidlertid en ikke ringe Feil: da han var født i Neuschatel, opdraget i Paris og havde i otte Aar været ansat i Stockholm, blev det Danske, han talte, uagtet den Flid, som han, med Agtelse for det Sprog, hvori han fra nu af skulde udtrykke sig paa Scenen, allerede havde anvendt og stedse vedblev at anvende for at tilegne sig rigtig [sideskift][side 025]dansk Udtale, en dansk-fransk-svensk Jargon, der altid betydeligt skadede hans Fremstilling og var til stor Forargelse for dem, som, med Rette, gjorde Fordring paa, at det danske Sprog skulde høres reent og smukt fra den danske Scene. Ved sin anden Debut, som Armand i "Operetten", sik han Leilighed til at vise Publikum, at han ogsaa vidste at give Elskeren i de dengang gængse smaa franske Conversations-Syngestykker med megen Fiinhed og Ynde i Spil og Foredrag. — Anna Dorthea Sølver, der var henved 18 Aar gammel, havde den for Theatret heldige Middelhøide og et skarpt markeret, ikke smukt, men, ved ildfulde Øine og stor Livfuldhed i Udtrykket, meget interessant Ansigt. Hendes særdeles behagelige og klangfulde høie Altstemme var ved Feretti givet en omhyggelig Uddannelse, og den Varme, Kjækhed og Følelse, hun lagde i sin Udførelse af den lille Matros, viste strax et ualmindeligt Fremstillingstalent, der hos Publikum vandt megen Opmuntring og snart gjorde sig saa nyttigt for Scenen, at hun tidligt kom ind i betydelige Roller. Det Fag, hvilket hun, efter Observantsen, blev anseet som bestemt for, var Soubretterne, men det varede ikke længe inden Tilfældet og Nødvendigheden gave hende Leilighed til at vise et saa afgjort Anlæg for Charakteerudførelse, at hun allerede i sin Ungdom hyppigt blev anvendt i gamle Dameroller, alvorlige saavelsom comiske, og vandt megen Anseelse baade ved den Forskjellighed, hun gav dem, og ved den Sikkerhed og Naturlighed, hvormed hun gjennemførte og nuancerede dem, uden af den da temmelig almindelige Overdrivelseslyst at lade sig forlede til Carikeren. — Hans Rind var lidt over 18 Aar og havde som Dreng været i Theatrets Dandseskole, men uden hverken der eller i adskillige Smaaroller [sideskift][side 026]at vække mindste Formodning om, at der var Talent hos ham. Han søgte da til Grev Trampes Theater i Odense, hvor der dog heller ikke aabnedes ham nogen glædelig Udsigt: han blev næsten kun brugt til i de usle Balletter at dandse som Fruentimmer, hvad han ikke gjorde ilde, da han, uden at besidde Anlæg til ædlere Dands, havde en løierlig Fodraphed i comisk Dands, hvilken han ogsaa sildigere med stor Virkning anvendte i adskillige af sine comiske Roller. Han var nu kommen tilbage til Kjøbenhavn og bleven antaget som Skuespillerelev; men man vilde endelig, istedetfor at anvende ham i det Comiske, have ham ind i de naive Elskere, som det hed at man meest trængte til at en ung Skuespiller overtog, og at blive Saabyes Eftermand i dem duede han aldeles ikke til. Saabye havde et særdeles smukt Udvortes, lelte, gratiøse Bevægelser, en velklingende Talestemme og indtog allerede ved sin Personlighed for sig; Rind var i Alt hans fuldstændige Modsætning: han havde Middelhøiden, men et temmeligt stort, ingenlunde smukt eller intelligent Ansigt med en høi, uædel Pande, var bredhoftet, lidt kalveknæet og slankt bygget; hans Talestemme var ureen og vulgair, og fremtraadte han med sin egen Personlighed, maatte han nødvendigviis vække Latter naar han vilde røre eller være behagelig. Hans Debut faldt derfor saare maadeligt ud, og som Følge deraf lod Directionen, endskjøndt det var aabenbart, at man havde paatrængt ham en Opgave, der var ganske imod hans Natur, ham gaae uændset, endog efter at det ved adskillige Skuespillere, som ved den daglige Omgang havde Leilighed til at lægge Mærke til ham, var blevet den vitterligt, at han var begavet med et rigt Lune, og han endydermere, da Directionens Forlegenhed havde bragt Jens i "Jacob von Thybo", Peter i "MenMen-neskehad [sideskift][side 027]neskehad og Anger" og Claus i "Viinhøsten" i hans Hænder, baade for den og Publikum, til dets fuldeste Tilfredshed, godtgjorde, at han, naar han blot maatte omgjøre sin Personlighed, kunde give endog hverandre meget lignende Roller en forbausende saavel original som interessant Forskjellighed, at hans naturlig urene Talestemme havde en sjelden Bøielighed til at give ethvert paataget Mæle, at han kunde forvandle sit hele Udvortes til de pudseerligste Skikkelser og at han saa ypperligt vidste at tumle med sin langtfra smukke høie Basstemme, at der endog i det comiske Syngespil vilde være Leilighed til hans fortræffelige Anvendelse. Men alt dette var Knudsen altfor vel bekjendt til at han ikke fornemmelig imod ham skulde bruge sin Indflydelse til at undertrykke Talenter, der kom ind paa hans Gebeet. Rind var bestandig en Skive for Knudsens grove Spot og maatte endogsaa engang lige for Publikums Øine, som den af ham ganske fortrinligt udførte Mikkel Madsen i "Ungdom og Galskab", finde sig i at saae drøie Hug. Først ved Knudsens Død kom han i Besiddelse af et Repertoire, hvori han kunde overraske Publikum ved et glimrende Lune, rig Opfindelsesevne og en sjelden Virtuositet i Udførelsen; indtil da maatte han finde sig i at see mangen Rolle, som han kunde have udført mesterligt, blive givet til Stympere, som man forud vidste vilde fordærve den. — Lorentz Peter Eenholm, der var i Alder med Rind og, ligesom han, først havde været i Theatrets Dandseskole og derpaa, efter Schwarz's Raad, ved Theatret i Odense for at skaffe sig Øvelse og Routine, gjorde, uagtet han optraadte i en af Saabyes Glandsroller, en sædeles heldig Debut i det Fag, som Rind var kommen saa slet fra; men det var ogsaa det, hvortil Eenholms personlige Væsen dengang [sideskift][side 028]meest var egnet og for hvilket han besad en meget anbefalende Egenskab i at han af Udvortes havde megen Lighed med Saabye. Med Undtagelse af at han besad en god Theatersfigur af Middelhøide, vare hans Naturgaver forresten ingenlunde de bedste: Talestemmen havde Tydelighed og var bøielig, men klangløs, uden Kraft og utilstrækkelig til lange livfulde Perioder, Øinenes Udtryk var mat, og ved at hans Gang savnede Fasthed og Aplomb blev han altid en meget maadelig Fremstiller af Roller, som fordrede Mandighed eller Energie. Men der var i hans Fremtræden som munter Elsker et vist Tække, en Gemytlighed og rondeur, som snart gjorde ham til en yndet Skuespiller i dette Fag, og ved den overordenlige Flid, hvormed han erstattede eller i det mindste heldigt dækkede sin Mangel paa udmærkede Evner, lykkedes det ham sildigere at give mange forskjellige comiske Charakteerroller saa særdeles tilfredsstillende, at han, især da den utrolige Omhu, han anvendte paa sin af Naturen lille og gehaltløse Tenorstemmes Udvikling, ogsaa gjorde ham anvendelig i Syngestykker, blev Theatret til stor Nytte og ofte vandt et høist fortjent Bifald. — Gjæsten. Mad. Gjeding fra Odense Theater, havde indfundet sig for at forsøge paa at blive ansat, men gjorde ingen Lykke.

Arends og Elsberg vare i den sidste Tid komne saa meget ud af Repertoires at deres Afgang ikke gjorde noget synderligt Skaar deri; hvorimod Theatret leed to meget følelige Tab ved at den talentrige, allerede ofte og i store Roller brugte Eegholm døde den 20de Juli I803, og at Jfr. Bech, som i kort Tid havde udviklet sine ualmindelige Evner saa glimrende, at hun stod særdeles høit i PuPu-blikums [sideskift][side 029]blikums Andest, ved Saisonnens Slutning tog Afsked for at indgaae Ægteskab.


Oprettet 2010. Opdateret af