>> Næste sæson     << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[Tre og halvtredsindstyvende Saison, 25. September 1800 til 9. Mai 1801 + 11. Mai til 6. September, side 759-829]

[Oversigt over repertoiret 1800-01]


[side 759]Baggesen var fra forrige Saisons Slutning at ansee som udtraadt af Directionen, thi han forberedte sig til i Efteraaret at reise til Paris og overværede om Sommeren kun et Par Directionsmøder. Da Kierulf ikke under hans maaskee lange Fraværelse vilde staae ene som administreadministre-rende [sideskift][side 760]rende Directeur, blev den 6te August 1800 Oberstlieutenant, Kammerjunker Carl Erich von Sames udnævnt dertil. Han havde været ansat som Legationssecretair i Madrid, London og Paris, var en Mand af Læsning og Smag, interesserede sig levende for Theatervæsnet og havde den bedste Villie til at fremme Kunsten, men troede, at det tilstrækkeligt kunde skee ved Bestemmelser, tagne i Directionsmøder, og holdt sig gjerne borte fra personligt Ansvar for Noget den daglige Tjeneste vedkommende. Personaler havde derfor kun meget ringe Tanker om hans Dygtighed, og han fik aldrig bemærkelig Indflydelse paa Skuepladsen i nogensomhelst Retning.

Skuespilbesøget var i de sidste Saisonner taget saaledes til, at Directionen kunde være vis paa, at en femte Abonnementsaften vilde blive indbringende for Kassen. Derimod var den ingenlunde vis paa, al den med Personalet og Repertoiret kunde besætte endnu eet Abonnement os tiilige have de til Beneficerne nødvendige Aftener. I Betragtning deraf besluttede den, som Forsøg, at stille til Abonnement "et femte ugenlige Skuespil", der, efter Theatrets Leilighed, skulde gives en af de to Hverdage, hvortil der ikke var noget regelmæssigt Abonnement. Forsøget gjennemførtes Saisonnen ud til de Abonnerendes Tilfredshed, men der vandtes kun 2000 Rdlr. derved, da Abonnementet til de andre Aftener blev slettere betalt, og det skete med mange Ubehageligheder for Directionen og under saa store Besværinger fra Personalets Side, at der hengik en lang Række Aar inden man igjen vovede sig til en femte Abonnementsaften.

Det var aldeles ikke paa nogen glimrende Maade Directionen endte det gamle Aarhundrede, og dersom den [sideskift][side 761]ikke havde begyndt det ny med større Held, end den fortjente, vilde Indtægten være bleven meget utilfredsstillende. Saisonnen var bleven særdeles slet forberedt; af Nyheder gaves der færre, end der paa lang Tid var blevet givet i en Saison: i Skuespillet fem, der overhovedet vare saare maadelige; i Syngespillet kun to Ubetydeligheder. To Femactsstykker vare vel Originaler, men ikke den danske Skueplads til Forherligelse. Falsens "Hvad vil Folk sige?" vidnede ved en god Bygning, Handlingens Ordning, og en reen, smuk Dialog om at Forfatteren havde studeret den dramatiske Digtekunst og besad Smag, men der savnedes altfor meget interessante Situationer, Livfuldhed i Charaktererne og Lune i Udtrykket til at det lange Stykke kunde faae theatralsk Virkning; Publikum fandt det saa fornuftigt, at det ikke yttrede Mishag, endskjøndt det var saa tørt, at det kjedede sig ved det. "Brønden" var et "Ægteskabsskolens" Forfatter meget uværdigt Arbeide, sammenrimpet af Brudstykker af en Roman og med alle de hos det Slags Stykker sædvanlige Feil: ingen Udvikling af Charakterer, men derimod løst omkastede Stumper af fuldfærdige Charakterer. Usandsynligheder og Uklarheder, en Mængde for Størstedelen ubetydelige Personer og uophørlige Decorationsforandringer. Det Hele er som et rask omdreiet Kaleidoskop, hvori man seer en Mængde Figurer fare forbi, uden at man faaer Tid til rigtigt at betragte nogen, men det, som man skimter af enhver, rigtignok heller ikke vækker Lyst til videre Betragtning. Det var den særdeles indtagende Personlighed, hvilken Rosings Kunst fik ud af Ludvig Burchhard, der i denne forvirrede Scenesamling gav de dannede Tilskuere nogen Nydelse, og som tilligemed netop den urolige Bevægelighed, hvori de fandt Stykkets værste [sideskift][side 762]Feil, satte Mængden saaledes iaande, at den morede sig ved Forestillingen, uden dog at yde den noget betydeligl Bifald. Treacts-Lystspillet "De to Grenaderer", af Patrat, var det som især behagede Publikum og gav en Række stærkt besøgte Forestillinger. Det er ikke anlagt paa Charakteerskildring og skal fornemmelig have sin Effect af endeel pudseerlige Feiltagelser, der fremkomme ved to Persons frappante Lighed med Hinanden, men de mange moersomme Situationer, den smukke, lystige Tone og en naturlig, flydende og vittig Dialog give det en særdeles livfuld og behagelig Munterhed, der meget gratiøst udbredte sig over hele Fremstillingen ved enhver af Rollernes ypperlige Udførelse og et, formedelst en overordenlig Præcision og det Heles lette, sine Behandling, udmærket skjønt Ensemble. Rosings mandige og følelsesfulde Victor la Liberté, Saabyes heftigt forelskede, letsindigt lystige og i enhver Bevægelse tækkelige Victor la Tulipe og Frydendahls uforlignelig joviale Dragon Sans-Regret vare tre meget forskjellige, men, ved Kjækhed. Fyrighed og militair Anstand, herlige og særdeles interessante Soldaterfigurer, ligesom Lindgreens Jacquinot en meget comisk og elskelig naiv Fremstilling af fiffig Bondedumhed. Det var dette Stykke, den forgudede "Herman von Unna" og Englændernes Angreb paa Danmark, som i den sidste Halvdeel af Saisonnen i høi Grad bidroge til at give glimrende Indtægter. Saasnart det rygtedes, at det engelske Tog gjaldt Kjøbenhavn, kom Folkefølelsen til Udbrud i Theatret ved Replikker, som kunde gives nogen Anvendelse paa Øieblikket. Den under saadanne Omstændigheder altid opfindsomme og energiske Knudsen henvendte sig strax til Directionen med Forestilling om, at det vilde være baade smukt og Theatret gavnligt, dersom den, istedetfor at overover-lade [sideskift][side 763]lade til Publikum leilighedsviis og i Stykker, som forresten ikke stode i mindste Forbindelse med Begivenheden, at søge Steder til patriotiske Udbrud, gav Anledning til dem, ved at tillade ham at synge Fædrelandssange under eller efter Forestillingerne. Dette Forslag greb Waltersdorff med megen Begeistring og neppe kom det ud iblandt Folk førend Billetterne bleve revne bort. Især vare Forestillingerne den 26de, 27de og 28de Marts storartede Kampindvielsesfester. Knudsen sang med den ham egne Inderlighed, simple Høihed og henrivende Ild flere for Øieblikket passende Sange, som "Kong Christian stod ved høien Mast". Abrahamsons "Vi Alle Dig elske, livsalige Fred", og især Falsens: "Til Vaaben! see, Fjenderne komme!", hvori han lagde en saadan Varme og Vælde, at, som Foersom udtrykte sig, "han gjennemrystede og gjennemrislede Folk, saa at Begeistring for Fædrelandet sprang dem ud af alle Porer." Det var som om han ved sine Sange havde løst Folketanken til fri og kraftig Yttring: Publikum faldt ind med Chor, forlangte dem gjentagne, jublede efter hver Strofe og udbrød i "Leve!" paa "Leve!" for Fædrelandet, Kongen, Kronprindsen, Danmarks Krigere og Sømagt. Disse Aftener havde en ikke ringe Indflydelse paa Stemningen; fra Skuespilhuset droge Tilskuerne i Klynger igjennem Gaderne, syngende "Knudsens Viser", og bragte Liv og Kamplyst i Almuen. Da Theatret blev gjenaabnet efter Englændernes Bortgang hyldedes Tapperheden og erindredes de Faldne ligeledes ved flere Forestillinger med nye Sange, men fornemmelig den 21de April da Kongehuset første Gang efter Slaget var tilstede. Jublen var næsten endnu større, fordi den tillige gjaldt Knudsen selv; han var bleven Dagens Afgud ved at han allerede havde begyndt, som "Fædre Fædre-landets [sideskift][side 764]landets frivillige Sanger", at anvende sit Talent til at indsamle Understøttelse for de Saarede og de Faldnes Efterladte, og det var bekjendt, at han efter Saisonnens Slutning vilde gjøre Reiser for at grunde en Fond til deres fremtidige Forsørgelse.

Til at bøde paa de slette Indtægter, som dens maadelige Skuespilrepertoire i Saisonnens Begyndelse havde givet den, fik Directionen ogsaa en kraftig Hjælp, og det af ægte kunstnerisk Natur, i Balletten "Lagertha." Galeotti var en genial, men ingenlunde nogen flittig Balleldigter. I 9 Aar havde han kun componeret 3 Bagateller. Nu bragte han i "Lagertha" Scenen et af de store choregraphiske Mesterstykker, der, hvis Balletten kunde overleve sin Digter, vilde, under alle Smagens Omskiftelser, have hævdet sig som, baade ved deres mange skjønne Enkeltheder og det imponerende Hele, herlige poetiske Værker, opfundne med rig Phantasie og udførte i den reneste Kunstaand. Siden Prams dramatiske Forsøg "Lagertha", for over 10 Aar siden, kom ud, havde Galeotti bestandig tænkt paa at behandle det som Ballet; under Warnstedt var der endog taget Bestemmelse om Rollefordelingen og Decorationerne; først i afvigte Sommer, da Schall havde paataget sig Musikcompositionen og viist ham nogle overordenlig skjønne Numere, var han imidlertid bleven saa begeistret for Udførelsen, at han havde taget alvorligt sat paa den. Omarbeidelsen af Prams Stykke var ypperlig; Galeotti havde med stor kunstnerisk Indsigt og megen Smag omordnet og tildannet det Hele aldeles balletmæssigt. Atter her havde han alligevel ladet sig forlede til at optage Sang i sit mimiske Værk, endskjøndt det i og for sig i ethvert Moment har et saa fuldstændigt Udtryk, et saa eiendommeligt KunstKunst-værd [sideskift][side 765]værd og en saa stor theatralsk Virkning, at Sangen er aldeles overflødig. Dog er den langt bedre anvendt her end i "Telemak", for saa vidt som den der kun bruges som et indskudt Divertissement, hvinmod den her nøie slutter sig til Handlingen, hvilket ogsaa har ført til at den er udmærket charakteristisk for de forskjellige Situationer. Den ægte dramatisk, uden Episoder, fremskridende Handling; de skjønne, fra denne naturligt udgaaende Dandse, især den baade i Musiken og i Dandsecompositionen Høist originale Vaabendands; Sammensværgelsen; de herlige tragiske Scener, og Overfaldet med den følgende, i rig Vexling af store maleriske Tableauer udviklede, Kamp gjorde stor Virkning. Balletmesterens Kunst understøttedes mesterligt af Hovedpersonerne, hvoriblandt Publikum dog fornemmeligt udmærkede Bournonville, der, som Regner, var en sand nordisk, mandigt skjøn Helt og indtagende Elsker, og Mad. Bjørn, som ved sin imposante og dog qvindeligt smukke Figur, det ædelt kjække Ansigt og et meget udtryksfuldt mimisk Spil var en ypperlig Lagertha. Tilløbet til dette almeent beundrede poesierige Værk var saa stort, at Huset endnu ved den 11te Forestilling var overfyldt og det fremdeles kunde have være givet mange Gange, dersom Saisonnen ikke havde skullet ophøre.

Den franske Skuespiller Villiers havde storre Indflydelse paa nogle af det danske Theaters dannede Medlemmer ved en Række stærkt besøgte, med Bemærkninger ledsagede. Oplæsninger af fortrinlige franske dramatiske Værker, end ved sin Forestilling, da han i den, fornemmelig med Understøttelse af Frydendahl, kun gav Brudstytter. Dertil var vel ogsaa Baritonisten Antonio Bianchi indskrænket; men som en dygtig comisk Skuespiller og ypperlig, [sideskift][side 766]meget musikalsk Sanger, der gav sine Intermezzer med et for hvert Partie charakteristisk, særdeles smagfuldt Foredrag, blev han et fortræffeligt og med stor Iver benyttet Mønster for Theatrets unge Sangere. Ogsaa Casortis berømte Udførelse af Pierro blev, hvor grotesk den end var, af megen kunstnerisk gavnlig Virkning paa netop den genialeste, fineste og smagfuldeste af Skuepladsens comiske Fremstillere. Frydendahl foragtede ikke at studere denne i sit Fag uovertræffelige Mester, for at tilegne sig hans stumme Spils store Fortrin ved Ro, Bestemthed, Alvor, den lette, naturlige Forberedelse af effectfulde Momenter og Rigdom paa udtryksfulde comiske Stillinger.


Af Datidens Tilstande og Stemninger skulde man have formodet, at den danske Skueplads i Slutningen af den med Saisonnen 1800-1801 endte Periode havde begyndt et Opsving mod det Ædle og Høie: at Tragedien, i originale eller fremmede Værker, mere og mere havde faaet Indgang i Repertoiret, og at de faa poetiske Kunstnere — egenlig kun Rosing, hans Kone og Begynderen Foersom — vare blevne Førere under en Kunstudvikling, hvori de Talenter, som hidtil, ved Kraft, Værdighed og Følelse, havde udmærket sig i at give det Rørende Natursandhed, efterhaanden vilde have følt sig opløftede til, ved poetisk Opfattelse og Pathos, at give det Tragiste Kunstsandhed.

Den franste Revolution, med et saadant Frembrud af Ideer. Charakterer, Katastrofer, Forbrydelser og Dyder, med et saa uhyre Indhold af Rædsler, Opoffrelser, Heltegjerninger, Høimodighedshandlinger og Omvæltninger, som aldrig i Verdenshistorien er omfattet af et saa kort TidsTids-rum [sideskift][side 767]rum, havde ikke i noget Land fremkaldt større Begeistring end i Danmark. Had til dens Grundsætninger og Frygt for dens Angreb satte Naborigerne i altfor heftig og urolig Bevægelse til at disse kunde komme til en opløftende Betragtning af dens Storhed og Majestæt; i Danmark, hvor den, fordi de Oplyste følte Absolutismens Aag, saa let end Kongesindet gjorde det, sandt Sympathie og man ikke ængstedes for at blive dreven til Kamp imod den, havde man derimod ikke saa meget Indtrykket af dens enkelte Begivenheders ustadige Vexlen, men modtog den fulde Virkning af dens Pathos, dens store tragiske Katastrofer og Menneskelighedens Seir i Menneskers Undergang. Man fulgte i Kjøbenhavn Revolutionens Udvikling med den meest levende Interesse: dens Ideer bleve hyldede, dens store Personligheder havde deres lidenskabelige Beundrere og rasende Angribere, Beretningen og Rygterne om enkelte indholdsrige Begivenheder fløi fra Mund til Mund, Forventninger om en eller anden Afgjørelse vakte den største Spænding. Begjærligheden efter at læse Aviserne og discutere deres Indhold forøgede Antallet paa Klubberne, man ventede med brændende Længsel den historiske Oversigt i "Minerva", som for Størstedelen deraf havde sin store Folkeyndest, og i alle selskabelige Sammenkomster, ja selv paa Gader og Stræder istemmede baade Smaa og Store Oversættelsen af Marseillanermarchen med en Fyrighed og Enthusiasme, som om det ogsaa her gjaldt en Folkereisning imod Tyranniet. Man maatte antage, at den Heroismens Aand, som rørte sig i Livet, uden der at kunne komme til Frembrud, havde søgt at skaffe sig dette igjennem Kunsten. Heller ikke savnedes der Henpegninger paa, at Publikum higede efter i Theatret at finde Leilighed til at manifestere [sideskift][side 768]sine Følelser. En Aften da Hofraaden i fjerde Act af "Kun sex Retter" sagde: "Naar en Nar sidder ved Rorel, kaster man de kloge Folk overborde, for at man ikke skal see, hvorledes Skibet sættes paa Grund;" gav man strax Replikken Anvendelse paa Christian den Syvendes Aandeforvirring og de P. A. Heiberg og Malte Bruun overgaaede Landsforviisningsdomme: der opstod en uhyre Bifaldsjubel; og da Geheimeraaden lidt efter yttrede: "Fyrstens Magt maa ikke være en Kniv i et Barns Haand;" gjentog den sig saa voldsomt og vedholdende, at hele Huset sattes i en stormende Bevægelse, som ikke tillod Skuespillerne at komme tilorde førend de, efter flere Minuters Forløb, gjorde Mine til at forlade Scenen. At "Søofficererne" stadigt skaffede stærkt Tilløb og i flere Scener vandt levende Bifald, hidrørte i høi Grad fra de Hentydninger, som Publikum lagde i enkelte Replikker. Saaledes sagde Lieutenant King sjeldent: "Man vil lægge Sag an imod en Mand, for at styrte ham! ikke til Rettens Haandhævelse, ikke til Tjenestens Gavn, ikke til Flagets Ære; men for at styrte ham! Hvilke Tider, hvilke forbandede Tider!" uden at Stemmer i Partenet raabte: ,Det siger vi med!" og hele Huset tiltraadte Udraabet med et tordnende "Bravo!' — At disse smaalige Stiklerier, hvortil Leiligheden skulde udpilles af Stykker, som ikke vare beregnede paa at fremkalde Udbrud af Folkefølelsen, kun vare Noget, hvori Publikum søgte Tilsredsstillelse, fordi der savnedes storartede alvorlige Væker, som svarede til Stemningen, og ved hvilke den voxende Lidenstabelighed kunde give sig Luft: dette forraadte sig ved flere Leiligheder. Alle heftige, kraftfulde og kjække Optrin gjorde fortrinsviis stor Lykke og da "Niels Ebbesen' blev opført under den levende Bevægelse ved den nylig indtrufne [sideskift][side 769]Efterretning om, at Directoriet og de Femhundredes Raad, hvis grændseløse Overmod man her havde betragtet med stor Forbittrelse, fordi man forudsaae at det vilde blive Frankriges Fordærvelse, vare blevne styrtede af den beundrede Bonaparte, om hvem man jublende profeterede, at han nu vilde føre Republiken til en Hæder, der skulde bringe Skjændselen i Forglemmelse, da var det som om dette Stykke gav et Udtryk for Begeistringen: der blev strax baade af det Hele og enkelte Replikker gjort Anvendelse paa det Foregaaede, og hvor tvungen den end var, udbredte den bog en saadan Aand over de Spillende og Publikum, at Schwarz, som han selv forsikkrede, og Rosing aldrig havde spillet med en saadan Energie, at Dannehoffet aldrig var givet med den Kraft og Fyrighed, og at Publikum var som opfyldt af en høi heroisk Følelse, der uvilkaarligt brød frem i stormende Bifald, hvor Fædrelandskjærlighed, Begeistring og Heltemod udtalte sig. Endnu tydeligere viste Fædrelandssangenes Afsyngelse, at der hos Publikum var en ikke ved de i Repertoiret værende Stykker tilsredsstillelig Interesse for det Lidenskabelige, Poetiske og Pathetiske. Inden Slaget paa Rheden var det vel Øieblikkets Nærhed som fremkaldte Begeistringen, men efter det følte man endnu saa levende Trangen til Nydelsen af det blot Ædle og Høitidelige i denne Art Underholdning, at der til Directionen skete flere Opfordringer om at give Forestillinger, "hvori Rosing og Knudsen kun skulde udføre saadanne herlige, alvorlige og følelsesfulde Sange, som ved deres Adel og Værdighed gjorde et stort Indtryk paa Mængden og hvilke man vist aldrig vilde mangle fuldt Huus til at høre;" Noget, som Waltersdorff ogsaa var meget ivrig for at bringe til Udførelse, men som strandede paa, at Rosing ikke [sideskift][side 770]var tilbøielig til "i saadan Sang at stille sig Side om Side med Hr. Knudsen, der baade havde en sonor, frisk Stemme, hvilken han nu savnede, og var en saadan Mester i at synge alvorlige Qvad, at Ingen let skulde være istand til at røre og oplue Publikum som han."

Den Følelse for det Ophøiede og Tragiske, som de store Verdensbegivenheder efterhaanden havde fremelsket hos Folket, vilde upaatvivlelig have følt sig mægtigt tiltalt, om der dengang var fremkommen en Tragedie, der, ved en mere ideal Opfatning og større poetisk Varme, Kraft og Skjønhed i Sproget, havde overgaaet "Niels Ebbesen", især dersom Stoffet var blevet taget af Fædrelandets Historie. Rosing erkjendte denne Disposition hos Publikum, og brændte af Begjærlighed efter just da, i et saadant Værk, at lægge sit Genies hele Fylde for Dagen. Han søgte ved mange Overtalelser at faae Pram til at digte en "Ulf Jarl", hvori Schwarz skulde spille Titelrollen, han selv Knud den Store og hans Kone Dronning Emma. De Situationer, han havde tænkt sig, og iblandt hvilke en glødende Samtale Øieblikket efter at Ulf har frelst Knuds Liv, en stor Scene med Emma, hvori Knud med Lidenskab vexelviis udtaler den ømmeste Kjærlighed og den heftigste Vrede, og, fornemmelig, Knuds Kamp med sig selv, inden han, for at sikkre Danmarks Fred og Sammenhold, beslutter sin Ven og Frænde Ulfs Død, forekom ham at maatte blive af stor Virkning, udmalede han saa levende for Pram, at denne, efter at han længe havde modstaaet, fordi "han var saa begravet i Tabeller og arithmetiske Trivialiteter, at han kun sjeldent fandt en Time, hvori han turde dukke tilbunds i Poesien," følte sig opildnet for Æmnet og med Haandslag lovede, alvorligt at ville tage fat paa det. Da imidimid-lertid [sideskift][side 771]lertid Rosing bestemt, ligesom Pram, paastod, at det maatte udføres i urimede Vers, og Schwarz, der var den Eneste, som kunde blive en god Ulf Jarl, kun vilde have at gjøre med Prosa, kom Planen, hvilken Pram virkelig løseligt skal have udkastet og det saa heldigt at Rosing med Sikkerhed forudsagde dette Værk en stor theatralsk Effect, aldrig til Udførelse. — Ogsaa Baggesen var, noget sildigere, paa Veien til at digte et tragisk Drama. Han kom en Dag i meget stærk Sindsbevægelse til Schwarz og fortalte ham, at han af Bonstetten havde Hørt et Par schweizerske Folkesagn om Tell, hvilke han havde fundet saa dramatiske, at han strax havde besluttet sig til at digte et stort poetisk Skuespil, som skulde skildre et Folks pludselige Opstand, fortvivlede Kampe for Friheden og Seir over Tyranniet, men ende tragisk med Tells Død, "fordi," raabte han begeistret, "Frihedens Seir maa ligesom Christendommens helliges og besegles med dens Apostels Blod!" Rosing skulde spille Tell, af hvem han vilde gjøre "en ganske anden lynknittrende Folkebefrier, end die salzlaunige Manigfaltigkeit (Sander) havde faaet ud af Niels Ebbesen." Ikke destomindre henvendte han sig først til Schwarz, som han tiltroede et skarpere Blik for det Theatralske, for at høre hans Mening om det, som han allerede havde tænkt sig. Han udgød derpaa med stor Begeistring en Strøm af Ideer, hvori Schwarz, endskjøndt de endnu ei alene vare uordnede, men tildeels meget uklare, fandt en saadan Rigdom af poetisk og theatralsk Skjønhed, at ogsaa han sattes i Extase, hvilket endnu mere udviklede Stoffet for Baggesens Phantasie, saa at han kom paa den ene store og skjønne Tanke efter den anden. Schwarz havde af enkelte Tirader, som allerede stode fuldt færdige for Digteren, bebe-grebet [sideskift][side 772]grebet, at Stykket skulde være i Vers, og Baggesen havde strax sagt ham, at han for ham vilde skrive Getzler, som han tænkte at forme til en grandiøs Charakter, der fortonede sit Tyrannie ved høie Tanker og en mægtig Herskeraand, som bragte ham til endog at stræbe efter selv at blive Landets Behersker. For ikke at rive Digteren ud af den Begeistring, hvorunder Ideerne bestandig strømmede ind paa ham, gjorde Schwarz ham først da han havde endt og vilde gaae opmærksom paa, at han, aldeles uvant med at sige Vers, ikke kunde overtage Getzler, hvortil han anbefalede ham Frydendahl. Baggesen studsede, gik et Par Gange taus frem og tilbage og sagde endelig betænksom: "Dem maa jeg have til ham. Om jeg omvendt kunde gjøre ham til en raa Tyran, der ved sin Prosa stak af imod de Andres Vers? Men det forrykker det Hele. Jeg vil tænke over det. Men det er fatalt, meget fatalt!" Han gik ligesaa nedslaaet som han var kommen henrykt. Om alene denne Omstændighed forstemte Baggesen saaledes, at han opgav en Idee, som han havde grebet med saa levende Begeistring, vidste Schwarz ikke, da han, efter at have maattet negte Digteren sin Bistand i en versificent Rolle, ikke spurgte ham om, hvorvidt han fremmede sit Værk; han havde imidlertid Grund til at troe det, thi til Rosing, af hvem han, efter Baggesens Bortreise, der indtraf nogle Maaneder sildigere, vilde erfare Noget om et Stykke, som han ventede at skulle blive Theatret til stor Glands, havde Baggesen ikke talt et Ord om sit Forehavende, endskjøndt han havde sagt til Schwarz, at han allerførst vilde skrive en stor Scene imellem Tell og Getzler, og da lade Rosing læse den. — Med Undtagelse af Pram og Baggesen var der ingen af Datidens mange Digtere, [sideskift][side 773]der kunde formodes istand til at overraske Publikum med en tragisk dramatisk Digtning, thi blot Malte Bruun, som nu var dømt landflygtig, havde, foruden Baggesen, følt sig greben af den heroiske Aand, der begyndte at røre sig i Folket, og i sit ildfulde Digt "Slaget ved Tripolis" taget et Opsving, som lod ahne, at han ogsaa i Tragedien vilde have kunnet frembringe noget Begeistrende; Thaarups Muse hyldede kun det Idylliske og Blide, og næsten Enhver af den øvrige Digterskare sang, uberørt af sin Tids Majestæt, den gamle jævne elegiske eller smægtende erotiske Vise og var een af dem, som Baggesen i "Gjengangeren" ærgrede sig over at "Tilskueren", der "talte hele tolv Poeter," røg Virak for medens han, med en Pen bag Øret, listede sig op mod Parnasset;

"men ved hvert andet Halvskridt puste maa,
fordi han, uden Digterlunge, hiver."

At Bestyrelsen af Skuepladsen ikke fra den kunde ved originale Værker styrke og forædle den vaagnende Folkestemning for det Store og Ophøiede, naar ingen dansk Digter begeistredes til at frembringe et eneste: det er indlysende; men desto uforsvarligere blev det, at den da ikke med Iver søgte at benytte de herlige Midler dertil, hvilke Tydskland just dengang gav den i fuld Maade, og saa meget mere uforsvarligt, da den med stor Begjærlighed strax kastede sig over Alt, hvad der ellers gjorde Opsigt i Tydskland, men virkede skadende paa den danske Skueplads. Göthe havde for allerede mere end 25 Aar siden ikke blot i Tydskland, men ogsaa her vakt Overraskelse ved sin "Götz von Berlichingen." Den forbausende Mængde af med faa, men kjække, sikkre og bestemte Træk udtryksfuldt tegnede interessante Figurer. Riddervæsnet, den trodsige FrihedsFriheds-higen [sideskift][side 774]higen og den over det Hele hvilende Romantik virkede med en egen Fortryllelse, hans sildigere digtede "Egmont" havde her fundet endnu flere Beundrere. At der ikke var gjort noget Forsøg paa at bringe disse Stykker, endskjøndt de ikke, ved at være i Vers, lagde den hidtil uovervindelige Vanskelighed i Veien for Udførelsen, paa den danske Scene, men man kun af Göthe havde optaget det lille fine, psychologisk interessante Skuespil "De to Sødskende," er ikke at undres over: saa meget Aanden i Göthes Tragedier end havde tiltalt, forargedes vore Kunstdommen høiligen over det Dristige i Formen, der tillige var saa utheatralsk, at disse Stykker ikke paa de tydske Theatre kunde komme til Opførelse førend Digteren havde givet dem en scenisk Tilretning, med hvilken de ikke engang vilde have været opførlige paa vort Theater, saaledes som dets Maskinerie dengang var. Beklageligt var det kun, at man, med "Herman von Unna", begyndte at optage de for Scenen bedre indrettede, men platte og kun paa den plumpeste Theatereffect beregnede vantrevne Affødninger af den götheske Tragedie, og altsaa ved det Sande og Kraftige, som skulde bevirke Smagens Luttring og Forædling, kun kom til Indførelsen af det Falske og Affecteerte, som befordrede dens yderligere Fordærvelse. Schiller havde, fire Aar sildigere end Göthe, aabnet sin glimrende Bane med "Die Räuber." Hvor vildt og overspændt dette gigantiske Værk end var, gjorde det et endnu mægtigere og mere udstrakt Indtryk end "Götz", fomemmelig ved, at det ei alene i Bygning, men ogsaa i Handling, Sprog, Situationer og Aand var langt men theatralsk. Selv de, som yttrede sig heftigt imod dels Tendents, følte sig henrevne af det Pittoreske og Phantastiske [sideskift][side 775]deri og modtoge under Læsningen et saadant Billede af en levende Fremstilling, at det meest beundredes som et ved scenisk Effect uovertræffeligt Theaterstykke. Rosing blev strax henrykt ved Gjennemlæsningen af det: Carl Moor var netop en Rolle, hvori hans fyrige Begeistring kunde strømme frem i al sin Kraft. Han bad Rahbek om at udarbeide en forkortet og til Opførelse indrettet Oversættelse, men Rosenstand var ganske imod et Stykke, hvori han fandt, at al Regel og Rimelighed var med Trods traadt under Fødder, og Warnstedts Spørgsmaal om, hvem der, foruden ham og hans Kone, skulde spille i "et Sørgespil af en saa pathetisk og brændende Charakteer," vidste Rosing ikke at svare paa. Under Waltersdorff, da tillige "Fiesco" og Posa i "Don Carlos" lovede ham hans meest glimrende Repertoire i Schillers Stykker, og han troede i Clausen at have faaet en taalelig Franz og i Mad. Heger en udmærket Amalia, gjorde Rosing atter sin hele Indflydelse gjældende for at faae Stykket bragt paa Scenen, men Kierulf var endnu mere afgjort imod det end Rosenstand; efter hans Mening var det overspændt i Gyselighed og en baade moralsk og æsthetisk Vederstyggelighed, hvormed man kun vilde fordærve Publikum. Og hans Fordømmelsesdom traf ikke alene "Die Räuber", men ogsaa "Fiesco", der var ham for revolutionairt, ja endog "Don Carlos", hvori han fandt Prindsens Kjærlighed saa usædelig, at Publikum burde pibe Directionen ud, om den understod sig til at byde det Sligt for Poesie, og han desuden i Posa saae "en Jacobiner, der ved sin glatte Philosophie var farligere end Robespierre eller Marat." Da "Wallenstein" var udkommen havde Rosing ingen Ro: han førte sin Enthusiasme for dette mægtige Værk over paa Alle, lærte paa Tydsk et [sideskift][side 776]Par af Wallensteins store Scener i Trilogiens sidste Deel, og gik til Kierulf, for at lade ham gjennemlæse Originalen, som han, da der hverken var Folkerevolution, Jacobinisme eller Usædelighed, men en stor historisk-poetisk Skildring deri, var forsikkret om, at han vilde lade Rahbek oversætte. Til sin store Ærgrelse sik han imidlertid af Kierulf, inden han endnu havde kastet Øiet i Bogen, det Svar: at efter hvad han af Flere havde hørt om dette besynderlige tredeelte Stykke, tvivlede han ikke om, at det var særdeles interessant, men allerede fordi det var i Vers kunde han ikke antage det, thi baade sagde næsten alle Skuespillerne meget slet Vers og var han selv meget imod at Vers indførtes paa Theatret, da de dog vare og bleve noget Unaturligt i dramatisk Diction, der just skulde have sin bedste Egenskab i Naturlighed. Rosing foreslog, at da Schiller selv havde i Tydskland omskrevet "Don Carlos" til Prosa, for at bevirke Opførelsen, skulde man ogsaa gjøre det her med "Wallenstein." Men nu erklærede Kierulf ham ligfrem, at han var overbeviist om, at slige høitravende Stykker vilde overhovedet hverken blive godt spillede eller godt optagne her, og dette slet ikke; da det var deelt i tre Stykker, var det hans bestemte Mening, at om det skulde spilles, maatte man give alle tre i deres historiske Følge, hvilket umuligt kunde andet end blive Publikum kjedsommeligt, og paa et saa ganske sikkert uheldigt Forsøg var det uforsvarligt at Directionen at spilde Theatrets Tid og vove betydelige Summer til Dragter og Decorationer. Rosing forlod ham harmfuld og talte aldrig mere om Optagelsen af noget schillersk Stykke. — Kierulf, der aldeles ikke kjendte til Snerperie naar Talen var om Comedien, men tvertimod i den godt leed det Dristige og Djærve, [sideskift][side 777]var saa bange derfor i det Tragiske, at han end ikke, paa en Tid, da man i saa høi Grad inclinerede for det Rørende og med Graadighed greb efter alle fremmede Stykker, hvori der var Familiejammer, kunde overtales af Schwarz til at antage det effectfuldeste og genialeste af dem: Schillers "Cabale und Liebe." Alle Forestillinger af Schwarz, som ønskede at spille den gamle Miller og vilde oversætte det, om at næsten alle Rollerne kunde besættes fortræffeligt og at det upaatvivlelig vilde gjøre stor Lykke, besvarede Kierulf med, at det var saa overspændt, unaturligt og æsthetisk fordærveligt, at han ansaae det for en Digter-Cynismus, som det var et Theater uværdigt at søge Fordeel ved. — Shakespeare havde, især ved Wielands Oversættelse og Lessings Anpriisninger, vundet mange Beundrere, hvis Antal i den sidste Tid var blevet betydeligt forøget ved A. W. Schlegels paabegyndte Oversættelse, da de store poetiske Skjønheder fandt et langt naturligere Udtryk i Vers end i Prosa, som let gav netop de grandioseste Steder Anseelse af Svulst. Det havde længe været Manges Ønske at see et shakespearesk Værk paa den danske Scene og Rosing var navnligen en Tidlang meget ivrig for at faae Directionen til at give "Macbeth", som Sander havde lovet Ham at oversætte og indrette efter Theatrets kunstneriske og sceniske Evner. For at bevæge Kierulf, der altid var ængstlig, naar der taltes om at begynde nogel Usædvanligt, til at gaae ind paa et saa stort Foretagende, fik Rosing en Capitain Ries, som stod i megen personlig Gunst hos Kronprindsen, til at forsøge at interessere denne saa meget derfor, at han blot tilfældigviis yttrede for Waltersdorff, at han nok havde Lyst til engang at see Noget af Shakespeare; thi Rosing tvivlede ikke om, at Kierulf, saa [sideskift][side 778]snart Waltersdorff underrettede ham om et Ønste af Hs. kgl. Høihed, strax vilde sætte Alt i Bevægelse for at opfylde det. Forsøget lykkedes imidlertid kun saa vidt, at Kierulf, som beregnet, fik den ham meget overraskende Opfordring; men da han vidste, at Kronprindsen, hvis Kunstsmag ellers fandt sig fuldkommen tilsredsstillet, naar man blot to Gange ugenlig gav ham samme theatralske Huusmandskost, som Galleriet tog tiltakke med, aldrig af sig selv havde kunnet falde paa at forlange shakespeareske Tragedier, begreb han strax, hvem der stod bagved, og svarede, at denne Befaling var ham særdeles glædelig, dog troede han, at Waltersdorff, for sin egen Skyld, burde, inden Directionen skred til Udførelsen, gjøre Hs. kgl. Høihed opmærksom paa, at Ahlefeldt havde villet opføre et shakespearesk Stykke, men seet sig nødt til at frafalde det, fordi det allerede inden Prøverne viste sig, at Personalet ikke kunde give det en taalelig Udførelse, og at Omkostningerne vilde i alle Fald blive meget betydelige. Dette havde den forventede Virkning: Kronprindsen svarede strax paa disse Bemærkninger, at han havde troet, at disse Stykker kunde gives uden større Vanskelighed end andre, men vilde paa ingen Maade, at Theatret skulde forsøge hvad der maaskee overgik dets Kræfter eller kunde blive Kassen til Skade. Dermed var ogsaa Shakespeare erklæret for udelukket fra den danske Scene. Hele Tragedie-Repertoiret bestod kun, foruden "Niels Ebbesen", hvori der var et stort, folkevigtigt Æmne og i det mindste Tilløb til en poetisk Tragedie, kun af de tre, i det Væsenlige, rørende Familiestykker "Beverley", "Emilie Galotti" og "Dyveke." Det Pathetiske savnedes saaledes aldeles i Skuepladsens alvorlige Repertoire.

[sideskift][side 779]

Personligt var Kierulf ingen Ynder af det Rørende, men Publikum higede efter at blive bevæget; vilde han ikke give Attraaen Opløftelse ved den romantiske Tragedie, blev han nødt til at optage saadanne fremmede Stykker, som havde saa stor theatralsk Effect, at i det mindste Almeenheden vilde føle sin Stemning tilfredsstillet ved dem. Saadanne vare dengang kun Ifflands og de sentimentale af Kotzebues, som derfor, hvor meget Kierulf end søgte at holde dem de niveau med Repertoirets øvrige Indhold, hurtigt bleve Kjernen deraf, og det saameget mere, da de altid havde nogle comiske Partier, hvorved ogsaa Comediens Yndere følte sig tiltrukne af dem. Hvormeget disse Forfattere end i dette Slags Stykker synes for Massen at have fælles, finder den kunstforstandige Betragter dog let, at de i deres Skildringer af Livet følge to meget forskjellige Manerer; og disse bleve begge af særdeles skadende Indflydelse paa den danske Skueplads med Hensyn til baade dens literaire og dens artistiske Charakteer. Iffland gjorde sig til Opgave at bringe det virkelige Liv paa Scenen ved Charakterer, som vare grebne ud af Naturen og fremtraadte i en af en Families Conflicter imellem dens Medlemmer og med ydre Forhold sammensat, dramatisk forviklet og opløst, Handling med vexlende tiltrækkende og frastødende Situationer; hans Formaal var moralsk Belæring og Forbedring. Sin Kunst satte han i, med største Omhyggelighed at eftertegne Naturen: hans Charakterer af de høiere og lavere Stænder viste sig med en Individualitet, som om de i hvert Træk vare copierede efter virkelige Individer, og dog repræsenterede enhver tillige nøiagtigt den Art, hvortil den hørte. Havde Tilskuerne havt Leilighed til at komme i Berørelse med deres Standsfæller, saa maatte [sideskift][side 780]han strax i Ifflands Ministre, Amtmænd. Secretairer og Overførstere gjenfinde troe Naturbilleder. Men denne prosaiske Gjengivelse af det borgerlige Huusliv førte til, at det Rørende blev saa piinligt og plat, at det tabte al Kunstskjønhed, og at det Hverdagslige med sine smaalige Forhold ideligen kom tilbage, hvorfor de ifflandske Stykker, baade for Fremstillerne og for Publikum, væsenligen kun bleve Variationer over et og samme Thema. — Kotzebues høieste Maal var at gjøre Effect; han studerede Massen for at udfinde hvad der lettest kunde tilsmigre sig dens Bifald, og stillede sin Muse ned paa dens Kunstbetragtningstrin, for desto bedre at sikkre hende dens Beundring. For ham bestod Kunsten i at opfinde en Række piquante Situationer; efter dem formede han Charaktererne, der for de Situationer, som de, ifølge deres Anlæg, ikke kunde naturligen lade sig bøie ind under, bleve accomoderede til Lemlæstelse, og desuden maatte lade sig gjøre blændende ved Paahæng af Forfatterens egne Moralsententser, Philosophemer og Reflexioner. Da han især vilde fængsle ved Begivenheder og greb det Ydre af Tingene, uden at søge Kjernen, vare Hovedpersonerne i hans rørende Stykker enten Engle eller Djævle; de Onde gik næsten altid, uden tilstrækkelige Motiver, løs paa nederdrægtige Handlinger, og de Gode udgøde deres grædende Sentimentalitet i et Sprog, hvori det naturlige Udtryk gik under i en Strøm af Billeder, Lignelser og Svulst. Stoffet var hos Kotzebue, som hos Iffland, almindeligen Misforhold, Ulykker og Forfølgelser i et borgerligt Familieliv, saa at det Rørende havde philistrøs Natur i Begges Stykker, som for saa vidt vare i een Stiil. Da nu ogsaa et Par af Schröders ofte givne Skuespil — hvorvel udførte med langt mere Smag [sideskift][side 781]og Kritik i sine og træffende rigtige psychologiske Skildringer — spilledes i denne Sphære, saa fik det Hverdagslige et saadant Herredømme paa Scenen, at man ogsaa, i Henseende til det Alvorlige, her kunde sige:

"Man stehet bei uns nur Pfarrer, Kommerzienräthe,
Fähnriche, Secretairs oder Husarenmajors;"

og paa det grundede Spørgsmaal:

"— aber was kann denn dieser Misere
Grotzes begegnen, was kann Grotzes denn durch sie geschehn?"

svare:

"Was? Sie machen Kabale, sie leihen auf Pfänder, sie stecken
Silberne Löffel ein, wagen den Pranger und mehr."

Fandt Iffland i sin borneerte Betragtning af Kunsten denne i kun eet af dens Elementer: Sandheden, saa holdt han ogsaa med Samvittighedsfuldhed fast derved og lod sig aldrig forlede til at jage efter Bifald ved Noget, som var i Modsigelse med det. I sin frivole, kaade Begjærlighed efter at tilvriste sig det Nævebifald, som han altid triumferende beraabte sig paa imod Kritiken, benyttede Kotzebue derimod sit Publikums Svaghed, angreb dets Følelse med allehaande ukunstneriske Bestikkelsesmidler og fremlokkede Rørelsen ved at give det Falske. Affecteerte og Overspændte en plump Theatereffect. En Publikum tilfredsstillende Gjennemførelse af Ifflands Maneer fordrede et skarpt Blik paa Livet og de forskjellige Stander; Kotzebues lod sig meget lettere efterligne og virkede tillige mere slaaende paa Mængden: hvor de danske Forfattere gik ud paa at fyldestgjøre Tidens Begjær efter noget Rørende, optoge de derfor fornemmelig den. Falsen havde vanheldet "Dragedukken" [sideskift][side 782]dermed, og selv den baade ved Talent og Smag udmærkede Pram forraadte Smitten i "Brønden." Saaledes blev der ikke alene paa Scenen mere og mere Omraade for det prosaiske Larmoyante, men det Falske og Hule fik Indgang med det.

Den ægte Comedie, som ved Lune, Lystighed og originale Charakteerskildringer kraftigt vilde have modvirket Modesmagen for det Sentimentale, havde ikke kunnet bevare sin tidligere Anseelse. De holbergske Stykker havde vel endnu bestandig et saa stort Publikum, at de bedste næsten altid gaves for fuldt Huus og under Bifaldsjubel, men endeel af de vigtigste Roller savnede dygtige Fremstillere, andre vare ikke i Hænderne paa dem, som bedst kunde udføre dem, og fra de mindre Roller trak de, der vare af saa stor Betydenhed, at de kunde faae deres Ønsker opfyldte, sig tilbage. De gamle Yndere af god Comedie indfandt sig vel, for at glæde sig ved enkelte fortræffelige Partier i en Forestilling, men klagede meget over, at den ikke havde sit fordums ypperlige Ensemble og at Traditionen, som skulde bevare Fremstillingsstilen og de ældre Kunstneres geniale Træk, mere og mere gik under. De Nyheder, Tiden nu bragte, vare ikke i den lystige Charakteer-Comedies Aand. Fra de originale Forfattere, som med Held havde digtet i den, var der for Skuepladsen ikke engang mere at haabe Noget: P. A. Helberg var landsforviist. Tode bleven 65 Aar, Wiwet død; hvor megen Lyst Pram end havde til fremdeles at arbeide for Scenen, kunde han ikke engang mere finde Tid til blot at sammenstable noget ham saa Uværdigt som "Brønden"; syv Aars Taushed lod formode, at Forfatteren af "Gulddaasen' ikke vilde sætte den store Berømmelse, han ved dette udmærkede [sideskift][side 783]Arbeide havde vundet, ivove ved at komme frem med et nyt; og der skimtedes ikke noget Talent for Comedien hos de yngre Forfattere; de sloge ind paa det langt Lettere: at skrive rørende Effectstykker, der imidlertid ingen Effect gjorde. Af saadanne ypperlige engelske Charakteer-Comedier, som man hidtil havde beriget Repertoiret med, fremkom ingen flere; den engelske comiske Skueplads var i stærk Tilbagegang: Sheridan og Cumberland havde opgivet Lystspillet, for mageligt at søge Ære som Bearbeidere af bombastiske kotzebueske Sørgespil, Colman den Ældre var død, Holcroft havde sluttet sin dramatiske Forfattervirksomhed, og Reynolds fandt nu bedre Regning ved, som de fleste engelske Dramatister, at forsyne Directeurerne med Spektakelstykker, end ved at dyrke sit ualmindelige Talent for comisk Charakteerskildring. Det franste Theater, hvorfra den ældre danske Skueplads havde hentet næsten Alt, hvad der, foruden Holberg, dannede dens Repertoire, gav ogsaa nu et kun meget ringe Udbytte. Alene indtil Revolutionens Begyndelse vare Molière, Regnard og Lesage de franske Comedieskriveres Mønstre; den urolige Bevægelse gik strax over paa Theatrene og hvad der i Comedien ikke var Tendents- eller Leilighedsstykker, blev rask sammenkastede, i en let livfuld Dialog udførte Situations-Lystspil, som, naar deres Pudseerligheder ikke altfor meget vare lagte i de da gængse Hentydninger til øieblikkelige Forhold og Personer, vel ogsaa her kunde give en behagelig Underholdning, men kun vinde en meget flygtig Interesse og paa ingen Maade blive Skuespillerne sande kunstneriske Opgaver. Da de brugelige franske Nyheder stadigt bleve færre og af mindre Virkning ved deres dramatiske Elementer, var Directionen glad ved at kunne faae tydske. Hidtil havde Tydskland [sideskift][side 784]været meget fattig paa Comedier: i sin Tilværelses første 50 Aar havde den danske Skueplads derfra ikke kunnet optage mere end et Par af nogen Betydenhed; nu kunde det pludselig levere dem i Masse, og det saa almeentiltrækkende, at nogle af dem bragtes, i Bearbeidelse, paa endog de første franske og engelske Theatre. Og alle styldtes den ene Mand Kotzebue: ogsaa i Comedien var han den yndede og over al Maade frugtbare Forfatter. Da han altid kun holdt sig til det Ydre og besad en sjelden Færdighed i at theatralisere ethvertsomhelst Stof, gav han sig med lige Dristighed, Hast og Held ifærd med alle dramatiske Digtslags: Tragedier, Ridderskuespil, Dramaer, Comedier, Farcer og Syngestykker gik ham, imellem hverandre, lige godt fra Haanden. I Comedien fik han dog især, ved sin Maneer, en længe varende meget skabelig Indflydelse paa den danske Skueplads, der havde sin Grund, sin Eiendommelighed og fik Værd i den ægte Comedie, saaledes som denne i den nyere Tid var bleven til ved Molière og Holberg. Lune, Vittighed, skjemtsom Satire og kunstnerisk Sandhed i Skildringen af Personer, som ere comiske ved deres Charakteer, danne denne Comedies Væsen, og Intet kunde være dette mere fremmed og modstridende, end det, hvori den kotzebueske Comedie satte sit Væsen. Latterliggjørelse af personlige Lyder, legemlig Skrøbelighed og Fjollethed, æsthetisk og moralsk Frivolitet, raa og plat Spasen, modbydelig Overdrivelse i Charakteerudviklingen. Spydigheder og kaade Spotterier imod endog det Ærværdigste, som Alderdom. Moral og Religion, disse vare hans Midler til at fremlokke den smagløse Masses Skoggerlatter og skaffe sine Stykker Effect. Han syntes at have en Rigdom af Charakterer, men disse viste sig strax for den [sideskift][side 785]tænkende Betragter at være hule, holdningsløse, kun ved et stærkt carikeret Ydre forskjellige Marionetter, som dreiede og snoede sig efter hans vilkaarlige Indfald, men ikke Personer, der fulgte en menneskelig Naturs Consequentser. Dialogen var hos ham et eget, Værkets Structur uvedkommende, Pirringsmiddel: den fremkom ikke som den Talendes, ved Charakteer og Situation naturlige Udtryk, men skaffedes Aandrighed ved at den Talende ideligen paabyrdedes Forfatterens egne Vittigheder, Ordfordreielser og Smudsigheder, og kyledes, naar den ret skulde være piquant og vittig, omkring imellem alle de paa Scenen værende Personer som korte Replikker, hvori den Sætning, der var begyndt af En, fortsattes med en Antithese af en Anden og fuldendtes med en ny af en Tredie, ja ofte Fjelde, Femte. Men ved Siden af sine grove Feil, hvilke han imidlertid med Held gav Mængden for Skjønheder, besad han, og netop især i Comedien, et stort Fortrin ved en Dygtighed, som adskillige store Aander fornemt foragte at søge, men hvis Savn de ofte maae tilskrive deres Værkers Fald, medens han skyldte den alene, at endog de Dannede nødtes til at indrømme hans Stykker noget dem Bestikkende: han forstod ypperligt at haandtere sine Expositioner, at sammenknytte Scenerne, at fordele Interessen, at bevare Stedet gjennem en Act, at afrunde og at slutte sine Acter, at undgaae Optagelsen af Roller, som ikke have Anseende af Charakteerer; og var han ogsaa ofte meget smagløs, saa blev hau aldrig kjedsommelig. — Det er begribeligt, at da et saadant Slags Comedie ved flere store Stykker gaves Overvægt i Repertoiret, maatte det nye Blændende deri meget svække Almeenhedens Sands for det gamle Ægte.

[sideskift][side 786]

Blot een Repertoireforøgelse med fremmede Stykker vedblev man at søge i Frankrige, og næsten kun der. Det musikalske Element havde sikkret de franske Syngespil mere end Comedierne imod at synke ned til Tendentsstykker, som ikke kunde vente mere end temporair Interesse. De bevarede endnu deres gamle Gemytlighed, søgte kun at gjøre sig gjældende efter deres kunstneriste Værd og havde endogsaa faaet mere af den lette, livlige Comedies Stiil. Efter at man her havde opgivet Forsøget paa at indføre den store Opera, bleve de, ved Monsignys, Grétrys. Gaveauxs og d'Alayracs nydeligt melodiøse og smagfuldt charakteristiskholdte Compositioner, saa godt som de eneste fremmede musikalske Værker. Især var d'Alayrac, ved sin store Rigdom paa originale æble og flydende Melodier, en brillant Instrumentation, med behageligt vexlende Smaasoloer, og sin altid gratiøse store Livfuldhed, kommen i megen Yndest. Da disse Stykker, som i Almindelighed vare smaa og ikke frembøde betydelige musikalske Vanskeligheder, bleve af Sangerne, der næsten alle vare dramatiske Talenter, udførte fortræffeligt, især efter at Feretti havde vakt Smagen for et delicat Foredrag, gik de jævnligt og bidroge meget til baade hos Skuespillerne og Publikum at vedligeholde Følelsen af hvad der var god Comedie.

Oversættelsen af Stykker, der, som Kotzebues, indeholde meget Smagløst, hvoraf en stor Deel ikke engang ligger i Handlingen eller Personernes nødvendige Yttringer, men mere tilhører Forfatteren end dem, fordre en meget omhyggelig og delicat Behandling: endeel Udvæxter kunne bortskæres, andre dækkes og Udtrykkene forædles. Frankenau og Falsen vare dygtige og smagfulde Oversættere, der endog gjengave Meningen i Texten til Syngestykkernes SangSang-numere [sideskift][side 787]numere med megen Nøiagtighed til Originalens Musik og dog i, for den Tid, usædvanligt sangbare, lette og sprogrigtige Vers. Men uheldigviis faldt Kotzebues Stykker især i Hænderne paa N. T. Bruun, der vel endnu bedre forstod at forme Dialogen flydende for de Spillende, men ved den Hast, hvormed han mere og mere gik løs paa at udføre sine saakaldte "frie Oversættelser", snart arbeidede sig saa dybt ind i Smagløsheden, at det blev ham Natur at potentsere den kotzebueske falske Sentimentalitet og flaue Vittighed saaledes, at de, i beblomstrede Omskrivninger og med vandede Tilsætninger, bleve aldeles væmmelige og førte flere endog talentfulde Skuespillere fra Originalens Plathed over i det Pøbelagtige.

Skuepladsen havde nu et Kunstpersonale, som, ved Manges store Talent og artistiske Uddannelse og det Heles Fuldstændighed til alle Rollefag, havde været et Repertoire af udmærkede Theaterstykker værdigt. Schwarz var 48 Aar gammel og i sin fulde Aands- og Legemskraft, men havde, da han var bleven noget føer, trukket sig tilbage fra endog manddommelige Roller, naar de fordrede livlige Bevægelser. Tode, Datidens meest uhildede, menneskekundskabsrige og grantseende Kunstdommer, havde for 11 Aar siden kaldt ham "den største dramatiske Proteus" og sagt: "Hvem skulde troe, at den moersomme Mester Bent i De forliebte Haamdværksfolk var den ædle, ømme, ærværdige d'Orbesson i Faderen? Hvem skulde troe, at den samme kjærlige, til Taarer rørende Fader til andre Tider er den vrantne Præsident i Hververne, den tossevorne Birkedommer i Skovhuggeren, den gamle General Schlensheim, den jaloux Bødker, den gamle Bedstefader i De tre Forpagtere, den raske Lieutenant King i Søofficererne, Advokaten i Den [sideskift][side 788]bogstavelige Udtydning, Hofraaden i Kun sex Retter, Loke i Balders Død, den intriguante Henrik i Den ellevte Juni, den gnidske Knapskær i De to Gjerrige, den livsalige Figaro i Barberen i Sevilla, den høiadelige Pebersvend i Ringen, Orgon i Landsbypigen, — bog, hvor kan jeg opregne alle de forskjelliqe Roller, som han spiller som de vare hver især hans Fag?" Denne store Fleersidighed, den klare og fulde Opfatning af en Rolles Eiendommelighed, og en mageløs Færdighed i at bringe sin Personlighed til saa aldeles at gaae under i den fundne Charakteer, at denne syntes ganske at have consumeret Skuespilleren for ret simpelt og sandt at kunne fremtræde i sin egen hele Naturlighed: bisse vare endnu de kunstneriske Egenskaber, som gjorde ham beundret, ved at give enhver af hans Fremstillinger Originalitat og dertil den vidunderlige indre Fuldstændighed, hvori de stode som grebne ud af Livet og vedholdende fængslede Tilskuernes Interesse. Han forbausede ikke mere, som i sin Ungdom, ved at fremstille de forskjelligste Ældere, men ved nu kun at spille ældre Roller vare hans forskjellige Fag dog ikke blevne færre. Alle alvorlige og comiske Roller — rolige og faste fra det 40de til det 50de Aar, derfra til den høieste Oldingsalder af alle Temperamenter og Charakterer, — laae indenfor hans kunstneriske Omraade. Den dumt opblæste politiske Kandestøber og den sine, tækkelige Verdensmand Sir Peter i "Bagtalelsens Skole", den faste, jævne Niels Ebbesen og den snedige Pater Johan, vrantne og joviale, tossegode og fiffige, ængstlige og djærve, blide og strenge, latterligt forelskede og but frastødende Oldinger, af alle Stænder og under alle Forhold, havde i ham en Fremstiller, der udmærkede sig lige meget ved Genialitet og Smag. Han [sideskift][side 789]behøvede ikke mange ydre Hjælpemidler for ganske at give, hvad han havde tænkt sig: hans fyldige, af Naturen meget ædle Ansigt var saaledes i ethvert af dets Træk undergivet hans Villie, at det strax iførte sig Rollens bestemte Charakteer og under Udførelsen altid havde det klare, fulde Udtryk af Temperament, Lidenskab og Affect, hvilket det efter den burde have. Et fremmed Haar, en let paalagt Teint og en lille naturlig Forandring ved Dækning af Hals og Hage vare ham nok til at understøtte den store Forskjellighed, som han ved fit Herredømme over Ansigtsmuskler og Lineamenter gav Hovedet, og de nøie overtænkte Bevægelser i den altid velvalgte Dragt fuldendte det levende Billede, saa at det i ethvert Moment stod for Betragteren med Præg af den høieste Natursandhed, som den smagfulde Kunstner vil opnaae. Han spillede ingen Rolle slet, neppe een maadeligt, næsten alle uovertræffeligt mesterligt. — Rosing stod, 44 Aar gammel og uddannet ved Studium, Erfaring og uafladelig Øvelse, i sin fulde physiske og artistiske Kraft. Han havde erhvervet sig en særdeles smuk og naturlig fri Anstand i Holdning og Bevægelser; alene ved sit deilige, sjælfulde Blik var han istand til at give den ømmeste Kjærlighed som den fyrigste Kjækhed et henrivende Udtryk; hvad han endnu havde tilbage af sin Thrønderdialect, var blevet Publikum en behagelig Kunstnereiendommelighed, da det gav hans Talestemme, der nu havde vundet meget i Styrke og Bøielighed, en egen Fynd; hans hele Ydre var indtagende mandigt, men dog af saa fine, ædle Former, at ungdommelige ildfulde Elskere endnu vare ham overordenlig klædelige; og allerede hans Fremtræden vakte Følelsen af at han var en aandfuld, bannet og urban Mand. I Udtrykket af alle stærke og heftige [sideskift][side 790]Lidenskaber vor han uovertræffelig: Stolthed, Herskesyge, Hævnlyst, Trods og fornærmet Kjærlighed tolkede han med en saadan Energie, at der var god Grund til at bedrøves over at han "ofte maatte rede sine Følelsers svulmende Seil", for ikke at fare ud over den rørende Comedies Borgerlighed, og ikke kunde, som han saa inderligt ønskede, komme til i en ægte Tragedie "at lade staae til paa Poesiens rivende Elvedlag." Men ogsaa i det Blide, Tungsindige og Sværmende viste han sig som udmærket Kunstner; de brammende Tirader, hvori Forfatterne dengang lode stille, ordknappe Følelser udtale sig, vare ham ikke Naturens Sprog; han gav dem derfor med en mild, dæmpet Ild, der kun af og til tog Udbrud og da gjorde stor Virkning ved Foredragets Inderlighed. Hans Triumf var imidlertid reent erotiske Roller: i den Begeistring og dybe Følelse, hvormed han tolkede Kjærlighed til Qvinden, har aldrig nogen dansk Skuespiller overtruffet ham. Og det var ikke blot den alvorlige, stærke Kjærlighed, han skildrede henrivende: i nogle franste Lystspil gav han den flygtige Forelskelse og letsindige Omflagren efter Kjønnet med en uovertræffelig Lethed, Gratie og Munterhed. Han var endnu stedse i Syngestykkernes vigtige Spilleroller Theatrets første Tenorist, og vidste ved sin musikalske Dannelse, Routine og Smag at give ikke altfor vanskelige Syngepartier en saadan Udførelse, at man fandt ham en ret god, ja, hvor der isærr fordredes et varmt og charakteristisk Foredrag, endog særdeles god Sanger. Rosings Styrke laae fornemmelig i, at han med al sin Tanke og Sjæl hengav sig sin Kunst og indlevede sig i enhver af sine Roller. — Schwarz og Rosing stode i stor kunstnerisk Anseelse; de vandt megel hyppigt de Dannedes lydelige Bifald, som Mængden i [sideskift][side 791]Almindelighed istemmede, bog ikke stærkt; thi vel følte den sig greben af det Ypperlige i deres Spil, men langt fra at dette løb ud af sin Grund i enkelte Effectsteder, sammenholdt det sig i en ædel Naturlighed, som den ikke begreb Vanskeligheden i at opnaae, og derfor næsten undsaae sig ved at indrømme den dybe Virkning, som den mærkede deraf. Nei, det var Knudsen, som nu havde gjort sig til Mængdens rette Mand. "Et sjeldent Talent, af et endnu sjeldnere Omfang, med et sikkert af Naturen ligesaa stort, som tidligen forkjælet og i Kunsten ofte misbrugt, Sandheden, Skjønheden og dermed sig selv Tilskuerpøblen opoffrende Genie," kaldte Baggesen ham, og det var Sandhed. Udstyret med levende Phantasie, sund Dømmekraft, spillende Lune, varm Følelse, ualmindelig Evne til at finde og iagttage Eiendommelighederne saavel hos de forskjellige Stænder som hos hvert enkelt Menneske, et herligt aabent, til Udtryk af alle Affecter egnet Ansigt, en kraftfuld, sonor, til Antagelsen af enhver Røst og Dialect bøielig Talestemme, og en for alle mulige Rollefag tilrettelig Figur, besad han af Naturen Alt, hvad der gjør en stor Skuespiller, og dertil var han besjælet af brændende Iver for at udvikle og skole enhver af disse ypperlige Evner. Men ikke mindre besjælet var han af Begjærlighed efter stormende Bifald, hans Roller, de alvorlige saavelsom de comiste, vare næsten alle af dem, der især falde i Folkesmagen, og da der i hans Alvor laae en saa varm Hjertelighed, Djærvhed og Kraft, i hans Comik en saadan "leende Fylde af latterlig Pudseerlighed," som Mængden endnu aldrig havde seet forenede hos een Skuespiller, beundrede og beklappede den ham over al Maade. Dette var ham en sød Beruselse, bvortil han snart fik en saa levende Trang, at han, naar [sideskift][side 792]Bifaldsskraalet en Aften forekom ham for lunkent, ganske mistede sin ellers altid livsglade Stemning, blev mismodig og søgte, saa snart Rollen kunde give mindste Leilighed dertil, at sætte Liv i baade sig og Publikum ved nogle af de Løier, han var uudtømmelig paa. Efterhaanden van han og det blevne saa vante til dem, at de nu ikke alene brugtes til Vækkelsesmiddel, men jævnligen løb med i Spillet som blotte Overgivenheder. Det var dog ingenlunde alle sine Roller han vanheldede dermed; hvor han troede, i Kunsten at have nok til Effect, blev han den som oftest tro. Saaledes stode alle hans alvorlige Fremstillinger endnu stedse rene og klare som faste Charakteerskildringer, kun virkende ved Naivetet, Naturlighed og Energie; ogsaa holdt han sine store halvcomiske Roller, som i "Jøden", "Dragedukken" og "Chinafarerne", ja endog de af Forfatterne godt gjennemførte heelcomiske, som i "Den forladte Datter" og "Reisen til Byen", saa aldeles pletfrie, at de vare Mesterstykker af en genial Kunstner; men kom han ind i det Lavcomiske, hvor han fandt Raaderum for Spas og Snurrigheder, da overraskede han med de selsomske Abekatterier: som Bartel i "Viinhøsten", en forresten meget originalt opfunden Figur, hvilken han fremstillede med ægre comisk Lune, lod han sig, naar han snublede af Drukkenskab, falde forover og gyngede da, under Galleriets Skoggerlatter, meget løierligt paa den fremstikkende tykke Mave; i "Indtoget" lavede han sig for Salomon Jøseph en Solodands, hvori han brillerede med de naragtigste Krumspring og, siddende paa Hug, gjorde Pirouetter paa Hælene. Imidlertid, der var noget saa inderligt Moersomt, Gratiøst og Sjælefornøiet i hans Bajasserier, og de kom saa hovedkulds frem med en mageløs Aplomb, at endogsaa de, som [sideskift][side 793]ærgrede sig over dem, ikke kunde bare sig for Latter i Øieblikket da han gjorde dem, og maatte tilstaae, at han var genial endog i at tilintetgjøre Virkningerne af sin Genialitet. Da Knudsen med et ualmindeligt Talent til, uden at kjende Noder, rask og sikkert at opfatte Musik, forenede en særdeles behagelig og bøielig høi Basstemme, som han i ædle Partier anvendte med en henrivende Kraft, Ild og Smag, medens han i det Comiske med beundringsværdig Lethed kunde give den Charakteren af den Røst, han i Dialogen faldt paa at tillægge sine snurrige Figurer, var han en af Syngespillets Hovedstøtter. — Gjelstrup stod endnu i sit Genies fulde Kraft, — naar han vilde det; men han havde ikke nok i som Charakteerskuespiller at høre til de Udmærkede: han vilde staae som den Første. Lindgreens Fremstridt og, endnu mere, Knudsens Glands vakte hos ham en Misstemning, hvori hans egensindige Lunefuldhed brød endnu oftere og stærkere frem end tidligere. Han havde ved sine Capricer bragt sig saa meget ud af Repertoiret, at han kun sjeldent kom paa Scenen, og skete det, da vidste ingen Dødelig om han vilde lade Publikum glæde sig over Mesteren eller ærgre sig over Fuskeren. Var han i godt Lune og spillede Jeppe, Studenstrup eller en anden af de Roller, hvori han var uovertræffelig og vidste, at han kunde tage det stærkeste Bifald, saa fik Tilskuerne i Almindelighed Leilighed til at beundre en indtil de mindste Enkeltheder mageløs Udførelse; var han derimod "ilde opsiddet", kunde det vel hændes, at han blot fremmumlede sin Rolle, eller "vendte Vrangen ud af den;" og spillede han med Knudsen, jog han endnu stærkere end han efter Applaus ved Overdrivelser, som dog ikke skaffede ham Seiren, da de klædte ham ligesaa ilde som de klædte Knudsen godt, [sideskift][side 794]men tvertimod ofte, fordi de gjerne erindrede om den platteste Natur i dens Nøgenhed, bleve selv Galleriet for raae. — Det er ved mangfoldige Erfaringer beviist, at ingen Skuespiller har vanskeligere ved at tilkærmpe sig den ham tilkommende Anseelse og Ret, end den, der har været ved Theatret fra sin Barndom, eller i flere Aar har, som man kalder det, staaet i Stampe; den sande Vurdering af hans Værd begynder først at blive almindelig naar den Generation, der har været Vidne til hans første usikkre Famlen, er forsvunden, eller i det mindste ikke danner Massen af Publikum, og dog viser dette ham langt tidligere Retfærdighed end Directionen, som først meget seent glemmer, at den, som nu gjør Fordringer, engang kun blev taalt, eller hans Kunstfæller, som nødigt ville indrømme, at den, der før var langt bagefter dem, nu er ilet dem forbi. Føst nu havde Frydendahl vundet Publikums fulde Erkjendelse af at han var, hvad Warnstedt, Tode, Pram, Haste og andre retfærdige Kjendere allerede for flere Aar siden havde seet i ham: en genial Kunstner; sine Kunstfællers Indrømmelse deraf og den Løn, som Directionen burde give ham derfor, tiltvang Publikums bestandigt stigende Beundring ham ikke førend nogle Aar efter. Han var i sit 34 Aar høi, rank og af en udmærket smuk Legemsbygning, havde mørkebruunt krøllet Haar og et meget ædelt Ansigt med store, klare, livfulde Øine, en letbøiet Næse, en Mund der smilte behageligt og udtrykte Strenghed med megen Værdighed, regelmæssige, stærke Træk og Præget af naturlig Fornemhed; hans Holdning var gratiøs, hans Gang let, og hans hele Ydre mandigt skjønt, interessant og imponerende; dertil besad han en særdeles tydelig, stærk og malmfuld Talestemme. Hans Genie var i de Roller, hvori det [sideskift][side 795]fremtraadte i sin hele Styrke — og saadanne vare alle, hvori der laae Charakteer — fyldigt og aandrigt som Schwarz's, og i Henseende til dets Omfang stod han over enhver tidligere og sildigere dansk Skuespiller, thi det udelukkede ham kun fra det sværmersk Erotiske og de tragiske Roller, der ikke kunde fyldestgjøres ved den Varme. Heftighed og Følelse, som han i fuld Maade udbredte over sit Spil i det Alvorlige, men ogsaa fordrede Pathos. Forresten var ingen kunstnerisk Opgave udenfor hans Omraade: udsvævende unge Mænd, overgivne Galninger, anstandsfulde rolige Elskere, fuldstændige Cavalerer, som f. Ex. Grev Almaviva, fornemme Gjække, fine og slebne saavelsom dumt indbildske Verdensmænd, listige, enfoldige, pudsigt forelskede, gjerrige eller joviale Oldinger havde alle i ham en Fremstiller, der med beundringsværdig Sikkerhed og Originalitet af Digterens Værk opsattede Rollens hele Væsen og studerede den Individualitet, han vilde give Personen, med en saadan Omhyggelighed, at næsten enhver af hans Roller stod som et klart, med Bestemthed tegnet og herligt udmalet Charakteerbillede, der var høist forskjelligt fra alle hans andre Billeder i samme Genre. Alene af Militaire skabte han et heelt Gallerie, hvori enhver Personlighed, fra den ved sit jævne, humoristiske Væsen elskelige Oberst Tosberg i "Viinhøsten" til den stive, i hver Mine og Bevægelse martialske Major Schreckenfeldt eller den forfløine Dragon i "De to Grenaderer", havde sin egen Individualist saa fuldstændigt, at der ikke var mindste Lighed imellem dem, undtagen deri, at de fra Top til Taa alle bare Præget af Soldaten. For saa aldeles at kunne omdanne sig til sin Phantasies Skabning, havde han skolet sine store legemlige Evner med en saadan Omhu, at de i [sideskift][side 796]en forbausende Grad stode under hans fuldstændige Herredømme; hans naturlige Figur og herlige Ansigt, hvis Skjønhed og Adel man skulde troe uudslettelige, kunde pludseligt saa ganske gaae under i Apotheker Stødvels eller Degnen Brægers uden mindste Overdrivelse burleske Skikkelser, at ethvert Træk, Øiekast og Skridt kun bleve deres; og sin Stemme havde han givet en saadan Bøielighed, at han kunde antage og igjennem den støste Rolle vedligeholde enhver Dialect eller Udtaleeiendommelighed, og bruge dæmpet eller hviskende Stemme uden at den fjerneste Tilhører skulde tabe endog en let henkastet lille Replik. Naar han betraadte Scenen var han altid i Gang, Bevægelser og Mimik kun sin Rolle; enhver af hans Miner bar ei alene dens Grundudtryk, hvad enten dette var den dybeste Dumhed, kongelig Høihed, fjollet Glæde, Samvittighedsqval, faareagtig Forknythed, den snueste Kløgt, Adspredthed eller jovialt Skjelmerie, men angav under Spillet de flygtigste Affect-Nuaneer med største Klarhed; hans Stillinger havde, selv i de meest burleske Roller, noget gratiøst Malerisk, som syntes uadskilleligt fra Udtryttets Naturlighed, og i hans stumme Spil var en mageløs Rigdom af fine charakteristiske Træk og frappante Overgange, uden at det derfor blev overlæsset, forraadte Beregning eller afbrødes i den lette naturlige Henflyden, der gjorde det ligesaa skjønt som sandt. Baggesen, der, efter at have seet de føste fremmede Skuepladse og beviist sin Dygtighed til smagfuldl at bekomme kunstnerisk Menneskefremstilling, kaldte ham "den største nulevende comiske Skuespiller i Europa", siger meget træffende: "Det charakteristisk Ypperlige i Frydendahls Forestilling af comiske Originaler, især i Liv-Roller, er den næsten ubegribelige Fuldendelse af alle de mindste [sideskift][side 797]Træk, og den fuldkomne Sammenhæng imellem alle Momenter, i en let, som af sig selv frembølgende Glathed, der giver endog det Barokke Gratie og gjør Caricaturen selv til Ideal. Han spiller ikke saa meget sin Rolle, som Rollen synes at spille ham." Med Hensyn til den fine Ironie, det gratiøse Lune og det Forsonende, han vidste at give endog frastødende Roller, bemærker han ligesaa sandt som aandrigt: "Det Fortræffelige i hans Spil bestaaer ikke blot i hvad der kan sees og høres i bestemte Træk og Toner, men i en vis let, lunefuld og yderst fiin comisk Duft, der, saa at sige, omsvæver hans hele Person, og gjør Rollen og Charakteren, han viser sig i, Sandheden ubefladiget, trods al dens Frastøden, virkelig æsthetisk." Frydendahl havde imidlertid sine kunstneriske Skrøbeligheder: hvorvel han selv havde megen Følelse, var den Følelse, han tolkede i simple Folks Charakteer ikke hjertelig og gribende; og endskjøndt han, som Baggesen sagde, "lagde Graliernes sidste Haand paa sin comiske Digters Skabning," tillod han sig ofte Overdrivelser, især naar han fremstillede Almuesmennesker, og var, selv i flere af sine ypperligste Roller, ikke altid istand til at modstaae Lysten til at indkaste Pudseerligheder eller give sin vittige Overgivenhed Tøilen. Da han med megen Flid under Potenzas omhyggelige Beiledning havde erhvervet sig en ikke ringe musikalsk Dannelse, bragte hans omfangsrige og stærke Bas ham ind i Syngespillets vigtigste baade alvorlige og comiske Roller, hvoraf flere hørte til hans allergenialeste Fremstillinger, ved at Sangen og Spillet vare hos ham saa inderligt forenede, at de syntes at være til ved og i hinanden. Havde hans krastfulde, meget bøielige Stemme havt en sonor og rund Klang, vilde han have været en i Smag og [sideskift][side 798]Virtuositet fuldendt Buffosanger; thi han var uovergaaelig i, med sprudlende Lune at foredrage ethvert comist Sangstykke i rig Nuancering og med Coloraturer, som syntes naturligen at trænge sig ud af Udtrykket. — Saabye, der i sit 38te Aar havde sin hele ungdommelige Livlighed, var endnu Publikums Yndling i muntre Elskere, naive Landsbyknøse, lystige Galninger og alle Roller, der fordrede elskværdig Overgivenhed. Hans lille, men meget smukke Tenorstemme og et nydeligt Foredrag af lette, flydende Melodier erhvervede ham meget Bifald i Syngestykker. Endskjøndt han, fordi det manglede ham paa dyb Følelse, let blev overspændt eller affecteret i alvorlige Roller, nød han ogsaa i flere af dem Mængdens Beundring, da hans naturlig gode Smag afholdt ham fra det Stærke og Voldsomme, og han, ved sit indtagende Ydre og et meget velklingende Organ, altid personlig gjorde et behageligt Indtryk. — Lindgreen, som var 30 Aar gammel, havde gjort store Fremskridt og allerede opnaaet Bestyrelsens Erkjendelse deraf, idet der var blevet tillagt ham en Flidsbenefice, ved hvilken han, efter Gjelstrup, spillede Forvalteren i "Gulddaasen" saa fortræffeligt, at man deraf, saavelsom af hans ægte comiske og fast gjennemførte Grip i "Den forladte Datter," maatte erkjende, at han besad et ualmindeligt Talent for saadanne store Charakteerroller, som ikke fordrede Fiinhed, Anstand og Verdenstone, hvilke hans Personlighed var ganske imod at antage. Ikke mindre havde han udmærket sig ved elskelig Naivetet i et Par unge Naturmennester, som ogsaa givet Geert Westphaler og flere betydelige Tjener- og Bonderoller med meget Bifald. Desuagtet blev han endnu af Publikum betragtet mere som Den, om hvis Udvikling man kunde gjøre sig store Forventninger, end som [sideskift][side 799]en Kunstner, der havde sit Fag, hvis Roller maatte gives ham, fordi man turde være vis paa, at han vilde udføre dem fortræffeligt. I enhver af hans Fremstillinger erkjendte man Forstandighed, en overordenlig Correcthed og streng Afholdenhed fra Overdrivelse; i de Roller, som passede for ham, fandt man tillige Lune, megen Naturlighed og stor comisk Kraft; men hans ilende Foredrag og deraf følgende Mangel paa stumt Spil, hvori Schwarz, Frydendahl, Knudsen, Gjelstrup og Rosing dengang havde vænnet Publikum til især at søge den store Kunstner, saavelsom "den næsten beundringsværdige Sigselv-Lighed," hvilken Baggesen endnu 14 Aar efter fandt hos ham, gjorde, at han ikke kunde opnaae den fulde kunstneriske Anerkjendelse uden at have et betydeligt Repertoire af Roller, der ganske egnede sig for ham, og at være fritaget for dem, som laae udenfor hans Evne; og dette var ikke Tilfældet endnu, da han ofte maatte spille endog indifferente Smaaroller. — Foruden disse Kunstnere bestod det mandlige Personale af: Ahrends, der spillede nogle store Charakteerroller godt, men ofte var upasselig: Elsberg, som kun sjeldent kom paa Scenen og endnu sjeldnere var sikker i sin Rolle, men dog ved sit noble Udvortes og sine Væsen behagede Publikum meget i ædle Partier; den talentfulde og flittige Eegholm, der ligesom Olsen, hvem det kun manglede paa Flid og Studium for at blive noget Usædvanligt, spillede baade alvorlige og comiske Gamle; Rongsted, hvis Amtmand Riemen i "Udstyret" havde ved tør Comik gjort usædvamlig megen Lykke og vakt store Forventninger; Due, som, anvendt paa rette Plads, gav Oldinger, for hvilke han havde mange forstjellige, altid naturlige og fortræffelige Masker, saaledes, at han i dette Fag kunde være en god Brugelighed; Clausen, [sideskift] [side 800] hvis Intriguants muntre Elskere vare en Gjengivelse af hans egen Personlighed, men Vidnede om megen Flid og vandt Bifald; Foersom, der i et Par alvorlige Elskere have overvundet sin Forlegenhed og ved Varme i Spillet stemt Publikum gunstigere for sig; Kruse, som endnu kun blev brugt til comiske Roller og undertiden i ham ufordeelagtige Charakterer, men allerede fandt megen Yndest; Ibsen, hvis Sløvhed hindrede ham i at erhverve sig ligesaa meget bifald i nye Roller, som han endnu vandt i sine ældre; Heger, Heinsvig og Pio, der alle Tre havde enkelte roller, som viste, at de, naar der kun blev givet dem leilighed dertil, besade Dygtighed som Lyst til virke i høist forskjellige Fag; og endelig de to Tenorister Qvist, hvis Fremskridt som Sanger, smukke Udvortes og ret gode Udførelse af et Par Lapseroller i skuespillet havde saavidt forsonet Publikum med hans Stivhed i Syngespillets Elskere, at det fandt sig tilfreds med dem hvor Sangen var Hovedsagen, og O'Donnel, som var kun lidet anvendelig Syngespillet, men slet ikke i Skuespillet.

Af det qvindelige Personale havde Jfr. Astrup det største og meest glimrende Repertoire. Det var sin endnu i det 40de Aar ungdommelige, deilige og imposante Figur, hun fornemmelig skyldte det, og dets mange Effectroller maatte hun atter takke for, at Mængden levede i Troen paa, at hun var Theatrets første Kunstnerinde. Hendes Spil var i det Væsenlige: Betoning, Gebærder, Stillinger og Affectyttringer, kun Afretning. Hun betraadte aldrig Scenen i en ny Rolle førend hun, Replik efter Replik, flere Gange havde gjennemgaaet den med Schwarz, som med al sin Møie ikke havde kunnet afvænne hende den monotont declamatoriske Diction og den Stivhed, som hun, [sideskift][side 801]for at vaage over sin herlige Figurs ranke Holdning, bevarede selv i det høieste Affectudbrud. Helst vilde hun spille sentimentale Roller, men derfor vare hendes Kulde og den over hendes hele Væsen udbredte Høilidelighed ikke mindre end den tynde, klangløse Talestemme og den Haan, som hendes Udtryk af Sjælsstorhed og Krænkelse let fik Charakteer af, hende saameget iveien, at hun sjeldent gjorde nogen Virkning, naar Rollen fordrede Ro, Hjertelighed eller Resignation. Hvad Routinen meest havde givet hende Skin af Kunst i, var det Oprømte, Stolte og Ironiske. Hendes unge muntre Koner, intriguante Hofdamer, hovmodige Hjertebeherskerinder og spydige Verdensdamer vilde have været fortræffelige, dersom Øret ikke af den syngende Tone idelig var blevet mindet om, at hvad hun sagde var udenadlært. — Hendes fuldstændige Modsætning var Mad. Rosing, som, siden hun var gaaet over i ældre Roller, ikke kom ofte paa Scenen, men altid bragte Hjerte, Aand, Livsfriskhed og poetisk Sandhed med sig. Saaledes som med hende havde og har de saakaldte værdige Mødres Fag aldrig været besat. Den ædleste Naturlighed udtalte sig af ethvert Ord, enhver Mine, Gebærde og Bevægelse; Inderlighed, Blidhed, Energie og qvindelig Adel hvilede, vexlende og sammensmeltede i rig Nuancering, over hendes hele Væsen, forklarede ved den høieste kunstneriske Ro; man maatte kun beklage, at den vidunderlige Kraft til Følelsens Udtryk, som laae i hendes deilige blaa Øie, i de rene Træk, og den naturlige lette Gang og værdige Holdning, ikke understøttedes af hendes Taleorgan, men derimod svækkedes ved at det nu og da var utydeligt, og saameget mere beklage det, da der i selve Dictionen var en Sandhed, Fynd og Sjælfuldhed, som man i ældre Roller kun fandt [sideskift][side 802]Mage til hos Schwarz, der i "Emilie Galeotti", "Reisen til Byen", "Niels Ebbesen" og hvilketsomhelst andet Stykke, hvori de spillede sammen, altid i Forening med hende henrivende viste, hvor herligt Kunsten kan aabenbare sig som den reneste Natur. — For vrantne, trættekjære, forliebte gamle Fruentimmer havde Jfr. Winther efterhaanden udviklet sig til en, baade i Comedie og Syngespil, fortræffelig Fremstillerinde: hun gav sine Roller megen Forskjellighed og lagde, uden at carikere, Lune, Liv og comisk Styrke i sit Spil. — Mad. Clausen dannede sig til hendes Efterfølgerinde i Comedien, og havde meget heldigt givet Geert Westphalers Moder med en Naivetet og tør Comik, som viste, at hun selvstændigt søgte Naturlighed. For Øieblikket var hendes Fag især affecteerte og rangstolte Damer, Coquetter og fornemme Sladdersøstre. Hendes Taleorgans Svaghed skadede meget den gode naturlige Diction, hvori hun dog ved sit Lune og en fortræffelig Betoning havde slaaende Pointer. — Mad. Heger skyldte et lykkeligt Tilfælde, at hun strax havde faaet nogle glimrende Roller, som saa forunderligt nøie passede for hendes interessante Personlighed, at hun blot havde behøvet at lære dem for at fremstille dem i største Fuldendelse og et poetisk Skjær. Til disse vare hendes Navn og kunstneriske Berømmelse knyttede; de havde gjort Publikum tilbøieligt til, i enhver ny Rolle af hende at finde noget Fortræffeligt. Da hun mere følte end spillede sin Rolle, fandtes det imidlertid virkelig kun der, hvor det kunde opnaaes ved det Ømme, Hulde, Fromme og stille Lidende, thi kun derfor havde hendes blide Ansigtstræk Udtryk. Heftighed, Vrede, pathetisk Trods og Lidenstabelighed lykkedes det hende kun sjeldent at give Colorit, og selv i Comediens roligt tilfredse Elskerinder [sideskift][side 803]var der i hendes Spil et Anstrøg af stille Sværmen og mild Veemod, hvilket gjorde hende indtagende, men ikke gav Rollen Liv og Sandhed. — De naive, livlige og skjelmske Elskerinder vare ypperligt besatte med Mad. Lange (tidligere Jfr. Nick) og Jfr. Bech, som tillige var interessant i alvorlige Roller og havde en meget behagelig Syngestemme. — Syngespillets to første Elskerinder vare den kolde, men meget musikalske og ved sin bløde, for Coloratursang dannede Sopran udmærkede Mad. Dahlén, der ogsaa i Comedien spillede nogle betydelige muntre og naive Elsterinder, dog uden synderligt Bifald; og den kun i Syngestykker optrædende Mad. Frydendahl, som endnu havde baade sin herlige Stemmes fulde Friskhed og Styrke, og — hvorvel 40 Aar gammel — megen Ungdommelighed i sit skjønne Ydre, saa at hun var istand til fuldkommen at fyldestgjøre i sit Fag, hvis to datidige Hovedunoder hun imidlertid mere og mere antog, idet hun brugte sine Toners mægtige Kraft i endog lette, spøgende Sager, og ofte, naar hun, i et forresten ypperligt spillet Partie, kom til en Bravourtirade, traadte ganske ud af Charakteren, stillede sig op i Midten af Prosceniet og sang den, uden at bryde sig om Situation eller Medspillende, under nogle ubetydelige Armfagter, men ellers aldeles ubevægelig, ud i Parterret lige til den sidste Tone med hvilken hun gjorde et stort Sving tilhøire eller tilvenstre op mod Baggrunden, for at betegne: "jeg er færdig; klap nu!" — Som Nødhjælp til comiske Gamle havde man Mad. Petersen; anden Elskerinde besattes med enten Mad. Martens, Mad. Foersom (tidligere Jfr. Ebbesen) eller Jfr. Guldberg, der vel aldrig overraskede Publikum med noget Interessant, men dog alle Tre gjorde et behageligt Indtryk ved Ungdom, tækkeligt Væsen og smukt UdUd-vortes [sideskift][side 804]vortes. — Jfr. C. Schmidt og Mad. Poulsen spillede Soubretter af alle Slags; den Første, som ogsaa var Altsangerinde og besad et Talent, der, hvis man havde benyttet det bedre, kunde have været Theatret til stort Gavn, søgte, ikke uden Held, at give dem Charakteerforskjellighed; den Sidste, der ogsaa undertiden blev anvendt i Syngespillet, gav dem med en Uforskammenhed og Plathed, som hendes lille næsvise Person gjorde aldeles utaalelige. Foruden disse havde Theatret en ung lovende Skuespillerinde i Jfr. Suhm, men hun var nu bestandig sygelig.

Balletten havde fire Solodandsere: Bournonville, Dahlen, Poulsen og Weyle, der havde tjent i 34 Aar, men desuagtet holdt sig i stor Yndest som dristig Springer og meget snurrig Comikdandser; og tre Solodandserinder: Mad. Bjørn, Dlle. Birouste og Mad. Schall, der nu begyndte at blive Publikums Yndling i Balletroller, og selv i Dandsen, ved sin nydelige lille Figur og henrivende gratiøse Livlighed, gjorde større Lykke end Dlle. Birouste. Fast ansatte vare kun fire Figuranter og sex Figurantinder, men fra den høiere Skole under Galeotti og den af Pierre Laurent forestaaede almindelige Skole havde Balletten til Figuranttjeneste et betydeligt Antal Elever, hvoraf nogle tillige udførte Balletroller og Solodands med meget Bifald.

Mange gamle Theaterbesøgere førte haarde Klager over, at der, endskjøndt Skuepladsen umiskjendelig besad endnu flere kunstneriske Kræfter end tidligere, og havde en fuldstændig fortræffelig Besætning til saavel de Syngestykker, der især vare efter Publikums Smag, som til Skuespiller, hvori der kun savnedes en udmærket Soubrette, var en stærk Tilbagegang i Kunsten, navnligen ved mindre Charakteerbestemthed i de Enkeltes Fremstilling, Overdrivelser, [sideskift][side 805]jævnlig Usikkerhed i Rollerne og Mangel paa Sammenspil. Da Directionens Medlemmer selv maatte erkjende, at disse Klager vare grundede, og der endydermere blev paaviist dem Midler til at afhjælpe dem, maa det saameget mere lægges dem til Last, at de ei alene ikke søgte at modarbeide Ondet, men endog bidroge til at det slog dybere Rødder. Stykkerne af det gamle Repertoire og de engelske og franske saavelsom Schrøders af det nye havde alle, fra Holbergs og Molières ned til Marivaux's og Sedaines, rask udførte Charakteerskildringer, hvori Skuespilleren vel fandt det Billede, han havde at opfatte, men der dog var Meget, som Talentet ved Studium og Opfindelseskraft maatte bringe ind, om det paa Scenen skulde, ved Sammenhold og Fuldstændighed, faae Liv og Fylde. Der fordredes af Skuespilkunsten, at den skulde forberede og forstærke Virkningerne, sammensmelte Farverne og finde et til Charakteer og Situation svarende interessant Detail, hvorved Overgangene psychologist rigtigt kunde dannes, saa at der fremkom et natursandt og kunstskjønt Hele. Med de ifflandste Skuespil var det anderledes: Forfatteren havde, saa at sige, i Bogen, som udmærket Skuespiller, gjennemspillet Rollen for Fremstilleren og, i nøiagtig Tegning og omhyggelig Colorering, givet Billedet saa udførligt og levende, med alle Nuancer, at der for Talentet ikke var andet at gjøre end, saa tro som muligt, at spille ham efter. Disse Stykker kunde være meget belærende for Skuespilleren, men passede blot hans Personlighed til Rollen, da var Virtuositet i Efterligningen Alt, hvad han kunde lægge til af sit Eget. Ved jævnligt at spille Roller, der vare at gaae saa lige til, vænnedes Skuespilleren let til en Magelighed i Charakteerbehandlingen, hvilken den ægte [sideskift][side 806]Comedie ingenlunde kunde taale. Kotzebues Skuespil havde, i en anden Retning, en endnu skadeligere Indflydelse paa den. Hvad han gav Fremstillerne som Charakterer, var allerede i og for sig saa forskruede og gehaltløse Figurer, at den høieste Kunst skulde faae vanskeligt ved at give dem Anseende af at have Natur og psychologisk Sandhed; at han endydermere, fordi Vittigheden, efter hvad han selv siger, var ham i saa høi Grad eiendommelig, at den tog Magten fra ham og blev Skyld i, at han ikke fastholdt sine Charakterer, lagde dem sin personlige Badinage, plumpe Satire og Kaadhed i Munden, gjorde det aldeles umuligt. Skuespilleren maatte af sin holdningsløse Rolle lave sig en Personlighed, der afgav en Individualitet, som svarede til de givne materielle Forhold og havde et saa vagt og løst Charakteeranlæg, at de fremmede moralske, sentimentale eller vittige Tilsatser kunde løbe med i det, uden at deres Uægthed kom til at stikke altfor stærkt frem. Opgaven var yderst vanskelig for Kunstneren, som vilde bringe Sammenhold, Klarhed og Natur ind i sin Fremstilling: Schwarz svarede en Kjender, der yttrede Forbauselse over, at han i "Armod og Høimodighed" havde faaet en mandig, humoristisk og varmtfølende Mand ud af den klynkende, til Modbydelighed sentimentale Major Plum: "Tal mig ikke om den Pjalt af en Soldat! det har kostet mig hundrede Gange mere Møie at faae fat i ham, end i Pater Johan eller Figaro; han falder sammen, naar man rører ved ham." Den Skuespiller, som blot gik løs paa at gjøre Effect, faldt Opgaven derimod overordenlig let; han behandlede Charakteerskildringen saaledes som den var ham givet: tegnede skjødesløst, colorerede stærkt og "skabte Knaldstedeme" af Forfatterens Sentiments, Raillerier og VittigViggig-heder [sideskift][side 807]heder i den "brillant pailletteerte" Dialog, af "Charakterens Slaglys" og de fornemmelig af Kotzebue indførte "glimrende Bortgange." Der opstod af disse maniereerte Skuespils maniereerte Spillemaade endeel splinternye Udtryk for den theatralste Technik; den kunstneriske Technik gik mere og mere under den. Hvorvel Schwarz havde nogle af sine effectfuldeste og kjæreste Roller i Ifflands Skuespil, blev han i Foraaret 1800 enig med Rosing om, at forestille Directionen hvorledes "de troede det deres Embedspligt, for den at anmelde, at de havde bemæket Modestykkernes meget skadelige Virkning paa Actionens Sandhed og rette Aand, og frygtede, at den om kort Tid, eftersom Skuespillerne begyndte at vrage og ilde behandle endog ypperlige danske Stykker, hvori de ikke fik saa stærk Applaus og ei heller kom saa let dertil, vilde blive endnu værre, saa at alt godt Spil blev ødelagt og Publikum fordærvet, om det ikke maaskee endog fik Øinene op og mærkede, at de danske Skuespillere, som hidtil havde været agtede for deres Smag i Kunsten, nu vare faldne til det Falske og Gjøglerie. De skulde derfor underdanigst tillade sig at raade, at disse Stykker, hvor gode og Skuepladsen nyttige de endog i Sandhed vare, ikke bleve for ofte givne, men at den høie Direction flittig fremdrog Holbergs, Molières, Destouches's og andre store Comedieskriveres bedste Stykke, hvori der var Arbeide for Skuespillerne, saa at Kunsten igjen ved dem kunde komme til Magt og fortjent vinde Ære." Directionen fandt ikke for godt, herom at udtale sig embebsmæssigt, men Kierulf yttrede i et Brev til Schwarz, "at Directionen saavelsom han personlig havde i nogen Tid havt samme Mening, Frygt og Ønske som Instructeurerne! dog maatte han bemærke: at Holberg for [sideskift][side 808]Øieblikket var saaledes besat, at det ikke kunde være Theatret hverken hæderligt eller nyttigt ofte at give ham; at kun faa af de gamle Stykker vilde kunne optages med Effect, da man ikke mere havde de Skuespillere, som fortræffeligt udførte dem, ei heller det Publikum, der fandt Smag i dem; og endelig, at Directionen, da Skuespillet skulde være en Forlystelsesanstalt for Publikum, ikke havde Ret til at gjøre fin subjektive Smag til Regel ved Repertoirets Valg, men burde erkjende, baade at Publikums Interesse forandres i Tiden med dets Ideer, og at det har Fordring paa, at den Skueplads, som Hs. Maj. allernaadigst understøtter, væsenlig i Hensigt til dets Forlystelse, skal efter Evne søge at tilfredsstille dets øieblikkelige Interesse. Det var ifølge deraf hans Overtydning, at Directionen ikke, i det mindste nu for Tiden, da Kassens Tilstand var slet, vilde gaae ind paa at give saadanne Stykker, som Instructeurerne benævnte Modestykker, men han vilde kalde Tidsaandens momentane Udtryk i den dramatiske Literatur, sjeldnere, end de ønskedes opførte og kunde opføres, men vel søge at finde saadanne nye Stykker, som kunde egne sig til at blive dem den Modvægt, hvilken han, som Instructeurerne, ønskede at de kunde faae. Forresten var det hans Forvisning, at Instructeurerne vilde med Nidkjærhed stræbe at forhindre de Udskeielser fra Kunsten, som Directionen med megen Misfornøielse havde erfaret, at Skuespillerne rigtignok i dette Slags Stykker havde taget Anledning til." Ærgerlige over, at Bestyrelsen, efter at den havde erkjendt Ankens Rigtighed, undslog sig for at anvende det eneste Middel til at hæve den, men derimod forlangte, at de skulde gjøre det, indfandt Schwarz og Rosing sig i Directionen, for at gjøre opmærksom paa, [sideskift][side 809]at de Udskeielser, som Kierulf havde bemærket, væsenlig bestode i den tilgagende skjødesløshed i Charakteerbehandlingen, Middel, og i Overdrivelserne, hvis Afskaffelse ikke kunde paalægges dem, da deres Formaninger derimod kun vilde støde jævnaldrende geniale Kunstnere og vække Splid, men ligeledes maate bevirkes af Directionen. Paa Waltersdorffs Spørgsmaal om, hvorledes det skulde skee, svarede Schwarz, at naar dens enkelte Medlemmer, blot discursive og som tilfældigt, vilde foreholde de Paagjældende det Uværdige i saadant Gjøglerie, saa var han overbeviist om, at deres Autoritet strax vilde bringe det til at ophøre, hvorfor han indstændigt bad dem om at forsøge det. Dette afviste alle Directionens Medlemmer med megen Ængstelse. Kierulf indvendte, at det aldeles ikke kunde blive hans Embedspligt, at lære Skuespillerne hvorledes de skulde udføre deres Roller. Herimod bemærkede Rosing koldsindigt, at det jo ikke kom an på at lære dem hvorledes de skulde udføre dem, men at raade dem hvorledes de ikke skulde udføre dem, og opfordrede spydigt Baggesen til, siden han var en Ven af Knudsen og ofte havde udtalt baade Beundring af hans Genie og Ærgrelse over hans Overgivenheder, i det mindste hos ham at anvende sin Indflydelse. "Nei, paa ingen Maade!" raabte Baggesen og vedblev i en pudseerlig svulstig Tone med Jens Blok i "Peder Paars":

"Det kan jeg aldrig gjøre;
Det ei tillader mig min høie Charakteer!"

hvorpaa Rosing øieblikkeligt, ligesaa pudseerligt, fortsatte med Peer Ruus:

"Jeg har min Mening sagt. Hvad kan vel siges meer?"
[sideskift][side 810]

hvilket fremkaldte en Latter, hvori Forslaget gik under. For dog ved Noget at hævde Directionens Anseelse, tog den ellers godmodige Kierulf Ordet og bemærkede med Heftighed, at da en nøiagtig Memorering, som første Betingelse for en god kunstnerisk Fremstilling, nødvendigen maatte være det, hvormed der burde begyndes, og det upaatvivleligt var Instructeurerne, som skulde paasee den, saa maatte det indskærpes dem, at de strengt irettesatte Enhver, som røbede Usikkerhed i sin Rolle. "Dertil", svarede Rosing bittert, "skal Instructeurerne, ogsaa uden Indskærpelse, altid være rede, naar der kun, efter den kgl. Instrux, ved enhver Prøve er en administrerende Directeur tilstede, som kan beskytte Instructeurerne imod de Insolencer, som han vil faae at høre, at saadanne Irettesættelser mødes med af de første Skuespillere." Denne Bemærkning var begge Meddirecteurer meget ubehagelig; Waltersdorff endte derfor strax Forhandlingen med, at "Directionen vilde tage Sagen under nøiere Overveielse." Det skete aldrig; men derimod oversvømmede Directionen Skuepladsen mere og mere med det Slags Stykker, som havde bragt den paa Bane. Meget bidrog Regisseur Clausens store Indflydelse dertil. Da Directionen gjerne overlod ham Møien med at udfinde hvorledes Stykkerne bedst kunde komme frem i Henseende til Ansættelse af Prøver og Afvexling for Abonnenterne, blev det snart ham, som væsenlig bestemte Repertoiret, og, uden Evne til at gjennemtrænge og fremstille ægte Charakteerskildringer, holdt han meest af at spille i Stykker, hvori Rollerne enten gaves ham fuldstændigt spillefærdige eller kunde façoneres af den blotte Routine. Ogsaa i en anden Henseende skadede han den kunstneriske Udvikling. Af Magelighed søgte Directionen hos ham Forslag ikke alene om

[sideskift][side 811]

ældre Stykker, som kunde være at gjenoptage, men endog om Rollebesætningen for dem saavelsom for nye oversatte Skuespil, og ved bisse Forslag, der næsten altid bleve antagne, forbigik han gjerne unge eller ikke af ham yndede Talenter, saa at Kruse, Heinsvig, Pio og Andre, der i flere Stykker kunde have gjort sig og Theatret Ære ved Udførelsen af betydelige Roller, maatte see disse givne til Stympere, medens der tildeeltes dem en Opvarter eller en meldende Tjener. — Overhovedet tog Directionen sig det ikke synderligt nær med Kunsten, hvor ivrigt den end forsikkrede om sin Agtelse for den: ved indtrædende Upasseligheder doubleredes vigtige Roller med den Første den Bedste, som man kunde faae til paa en Studs at lære dem udenad; Stykkerne jagedes frem paa en bestemt Dag, selv om der ikke kunde faaes de fastsatte nødvendige Prøver; og en saa æsthetisk Bestyrelse havde den Smagløshed at overskære endog den første Forestilling af et Skuespil ved at give Dands imellem dets Acter, uden engang at have den derfor Haardt angrebne Warnstedts Undskyldning i at Dandseren var en Gjæst, som man maatte ile med at tage Nytte af, thi det skete med Dlle. Birouste, som var engageret og altsaa kunde gives overflødig Leilighed til at optræde.

Med Hensyn til Understøttelsesmidler for den kunstneriske Effect stod Theatret ved Aarhundredets Begyndelse meget høit. Orchestret var mere end dobbelt saa stort som det havde været for 15 Aar siden: det bestod af Capelmester Kunzen, Concertmester C. Schall, Accompagnist Zinck, Solo-Violinspiller Prof. Lem, 12 Violinister, 4 Bratschister, 4 Violoncellister, 4 Contrabassister, 4 Fagotister, 4 Fløitenister, 2 Hoboister, 3 Clarinetister og 5 Hornister. [sideskift][side 812]Choret var blevet noget formindsket, paa Grund af al man nu kun gav Syngespil, hvori det ikke fordrede stærk Besætning, men fandtes dog fuldstændigt og særdeles godt indøvet. — Maskineriet havde faaet adskillige Forbedringer, hvorved det vel ingenlunde var blevet tilfredsstillende, men dog langt mere brugeligt til almindeiige Changements, end det var da der gaves store Operaer. — Der var anskaffet flere Sæt Decorationer, malede af Bruun, der ikke havde arvet Cramers Genie, men med god Technik udførte architektoniske Sager nøie efter de forskjellige Tidsaldere. — Ogsaa for at give Tilstuerpladsen et elegant og livligt Udseende var der blevet sørget, ved en i Sommeren 1800 foretagen Opmaling og rigere Decorering.

Theaterkassens Kaar vare ikke de glædeligste. Skuespilbesøget var vel i saa stærkt Tiltagende, at Indtægten af Abonnementet og de enkelte Pladse i enhver af de tre Saisonner. Waltersdorff havde været Chef, udgjorde betydeligt mere end 41000 Rdlr., som Hauch i 1796 havde anseet for den Sum, som "burde" komme ind, nemlig, med runde Tal: 49700 Rdlr. i 1798-99, 47700 Rdlr. i 1799-1800 og endog 50000 Rdlr. i 1800-01; men Udgifterne vare tillige stegne saaledes, at Kassens Tilstand ikke fandtes nær saa god som under Hauch. Waltersdorff havde ikke, saadan som han, kunnet afvise billige Fordringer og knause, hvor det gjaldt Scenens Ære; Lønningerne vare som Følge deraf stegne med 3000 Rdlr. og Forestillingsudgifterne med over 3000 Rdlr. aarligt. Det var derfor denne retsindige Mand, som personligt var meget rundhaandet paa en særdeles artig Maade, høist fortredeligt, at der ideligt af Finantsministeren Grev Schimmelmann blev givet Ham Vink om, at der maatte spares, saa at det [sideskift][side 813]aarlige kongelige Tilskud herefter kunde nedsættes anseligt. Fra 1797 var det fastsat til 32220 Rdlr., men formedelst Afdrag paa Forskud, der vare optagne førend hans Tid, fik han kun 31820 Rdlr., hvoraf han endydermere maatte afgive 7000 Rdlr. til Capellet. Da han, for at faae Tilskuerpladsen istandsat, androg om et overordenligt Tilskud af 4000 Rdlr. og atter fik Formaninger, forgik Taalmodigheden ham. Han bad Etatsraad Ryge, som havde faaet det Hverv mundligt at give ham dem, at gjøre Hs. Ex. opmærksom paa, at foregaaende Directioner havde nydt langt større overordenlige Tilskud, og at der desuden, med Hensyn til det ordinaire, maatte hos Hs. Ex. være en Misforstaaelse; thi det kunde ingenlunde betragtes som at Hs. Maj. derved af kgl. Naade gjorde Theatret en Foræring. Hvad Allerhøistsamme skjænkede Theatret, og hvad dets Direction og Personale altid burde vise allerunderdanigst Taknemmelighed for, det var alene det, at han, ved at tillægge det Navn af kongeligt, garanterede dets Bestaaen under enhver indtrædende Omstændighed, men det aarlige Tilskud kunde blot ansees som en Betaling for de mange Pladse, hvorover Hs. Maj. til enhver Tid havde Disposition efter eget allernaadigste Tykke, og for den Magt, hvilken han, ved at forbeholde sig Directionens Udnævnelse, havde til at bestemme i alle Theatrets Anliggender og at befale sin Villie efterkommet uden Hensyn til det betalende Publikum. Ryge blev megel forbauset over en, af en Datidens Hofmand, saa dristig Anskuelse og erklærede reent ud, at han ikke vilde bringe Greven et Svar, som Hs. Ex. aldrig vilde troe kom saaledes fra Kammerherrens Mund. "Saa kan Hs. Ex. faae det fra min Pen!" svarede Waltersdorff heftigt, og gav Ryge det [sideskift][side 814]øieblikkeligt skriftligt. Det overordenlige Tilskud blev bevilget, og Waltersdorff erfarede ikke, at hans Yttringer havde fundet Misbilligelse, men maatte dog tilskrive dem, at det for Kronprindsen blev forestillet som ønskeligt, at Hauch igjen kom i Directionens Spidse, da det syntes at Waltersdorff ikke saa godt forstod det Oekonomiske.

Personalets Embedsstilling havde ikke siden 1772 vundet betydeligt i Anseelse. Endnu i "Koniglich-dänischer Hof- und Staats-Calender auf das Jahr 1800", hvor dog saadanne Hofpersoner som Bedemand og Staldmaler, Tandoperateur og Skorstensfeier stode anførte med alle deres Fornavne, fandtes for Theatrets Vedkommende alene "Embedsmændene", fra Directeurerne lige ned til Garderobeforvarer, Billetkasserer og Overcontroleur; om at der ogsaa ved det var de Folk, hvorved det først blev er Theater: Skuespillere og Dandsere, indeholdt den ikke et Ord. I 1801 havde endelig det artistiske Personale den Ære, i den for første Gang udkomne "Danske Hof- og Stats-Calender", at see ogsaa sig medtaget som henhørende til Theatret og opregnet ved Navn og efter Anciennetet. Men ved Siden af denne officielle Erklæring om, at Personer, der betraadte Scenen, herefter kunde vare at ansee som "Hofbetjente", fik Standen tillige en ligesaa officiel Udtalelse af, at Hs. Maj. og dens Øvrighed endnu betragtede den kom saa uhæderlig, at dens Medlemmer, medens de vare i den, bleve uværdige til endog saadanne offenlige Udmærkelser, som de personligen havde gjort sig fortjente til og der af Hs. Maj. selv vare dem tilkjendte. Formedelst "patriotisk Daad" var Knudsen bleven benaadet med Medaillen pro meritis. Den var kun et simpelt Hæderstegn, som hverken betingede eller gav nogen Rang og hvis [sideskift][side 815]Indehavere ikke engang fandtes anførte i Statskalenderen. Da Knudsen skulde have en Beneficeforestilling og efter den fremsige en Epilog gjorde Hauch, som dengang havde afløst Waltersdorff, ham alligevel opmærksom paa, at hvorvel han til Epilogen traadte frem i sine egne Klæder og ikke i det Øieblik spillede nogen Rolle, men var sig selv, skete det dog unegteligt i hans Egenskab som Skuespiller og paa Scenen, hvorfor han ikke da maatte bære Medaillen. Dette gik den forfængelige Mand saa nær, at han, uagtet Schwarz, Rosing, Mad. Rosing og flere af hans Kunstfæller indstændigen anmodede ham om, ikke at medvirke til Standens yderligere Fornedrelse, ved at tiltrygle Skuespilleren som Naade, hvad man vilde finde Ret for ethvert andet Menneske, indgik med Ansøgning om, "at Hs. Maj. allernaadigst vilde forunde ham at han turde i sin Epilog fremkomme med den ham allernaadigst forundte Hædersmedaille;" hvilket han, til sine Kammeraters Ærgrelse, opnaaede ved, at "Hs. Maj. af sær kongelig Naade vilde for denne Gang have ham tilladt i hans Epilog, naar denne alene var en Taksigelse, hvilken han i egen Person bragte Publikum, at gremtræde bærende den ham allernaadigst forundte Medaille pro meritis." At Blaataarnsstraffen ikke sjeldent blev anvendt, og det endog for Opsætsighed af Damer som Mad. Frydendahl, gav ogsaa Personalet harmelige Mindelser om, at det ikke endnu i borgerlig Henseende blev stillet lige med skikkelige Folk. I det selskabelige Liv vare derimod Fordommen imod Skuespillerstanden og den Ringeagt, hvormed man for 20 Aar siden havde betragtet Theaterpersoner, betydeligt i Aftagende. Det var ikke fordi Standen i den sidste Tid havde opnaaet et høiere Dannelsestrin i thi tvertimod: Antallet paa nogenlunde velfunderede Studenter var [sideskift][side 816]betydeligt formindsket, medens Heger og Foersom vare de eneste Tilkomne, der besade mere end ganske almindelige Kundskaber; og det qvindelige Personale havde endnu bestandigt sin største Tilvæxt fra Dandseskolen, hvis Elever neppe kunde læse og i Skrivning sjeldent havde bragt det videre end til at ridse deres Navn, for at kunne qvikkere for Gage. Af de Ældre havde kun den aandfulde og energiske Mad. Rosing, uagtet hun tidligt kom ind i et stort Repertoire og blev Huusmoder i en talrig Familie, med Kraft og Held efterhjulpet en forsømt Opdragelse; hendes Samtidige, endog den forgudede Jfr. Astrup, vedbleve at være Høist uvidende. Iblandt de Yngre var Mad. Heger bleven et ligesaa enestaaende Exempel; de Fleste havde, efter at de vare blevne Skuespillerinder, blot søgt at naae til at kunne stave sig igjennem en skreven Rolle. Heller ikke var det fordi Usædeligheden iblandt det qvindelige Personale, hvilken især havde gjort Standen berygtet, var bleven mindre, at Uvillien imod den begyndte at tabe sig. De fleste unge Damer, især i Dandsepersonalet, havde deres velbekjendte og almindeligt omtalte liaisons, som een af dem endog paastod maatte høre til Standen, thi da hun for en Chef havde beklaget sig over, at hun var i Forlegenhed, fordi hun ikke, hvorvel hun bestandig dandsede med Bifald, var gageret saaledes, at hun kunde klæde sig anstændigt, havde han svaret: "Min Gud, kan De være i Forlegenhed? De har jo et smukt Ansigt og en nydelig Figur!" I Løbet af de sidste 10 Aar var der endogsaa, først til Jfr. Morthorst, siden til Jfr. M. Smidth, givet anselige Gratialer med udtrykkelig Betydning til Personalet og omhyggeligt udbredt Rygte til Publikum om, at de vare at ansee som Præmier, der vare tilkjendte disse to [sideskift][side 817]unge Piger "for Dyd og ulasteligt Levnet." Hvor stærk en Erklæring om, at en anstændig Opførsel vor noget aldeles Usædvanligt hos Theatrets qvindelige Personale, selve Directionen end gav det Offenlige ved en saadan Dydsbelønning, blev denne i høi Grad virkende til at Familier ikke, saa meget som tidligere, ængstedes for enhver Berørelse med Theaterpersoner: unge Piger kunde altsaa dog være ved Theatret og ei alene leve ulasteligt, men endog bevare et godt Rygte, saa at Prostitutionen ikke med Nødvendighed heftede ved Standen. De to Belønnede bleve efter den Tid ofte indbudne til meget ansete Familier, hvilken Udmærkelse ogsaa sildigere vistes Jfr. Beck. Hvad der imidlertid især bidrog til at bringe Personalets yndede Medlemmer mere ind i Selskabslivet var, at deres Omgangstone var bleven langt sømmeligere og urbanere end tidligere. I denne Henseende havde de fornemme Øvrigheder havt en meget gunstig Indflydelse. Warnstedt, der blev kaldet til at bringe en Flok uslebne Mennesker, som Trang og Ringeagt havde gjort enten sløve eller trodsige, til Tugt og Orden, var koldt høflig imod Personalet i Almindelighed, hørte med alvorlig Opmærksomhed Beklagelser og Anklagender og hjalp hvor han kunde, men svarede kort og bestemt, gik sjeldent udenfor den omhandlede Sag og søgte blot ved indtrængende Forestillinger. Befalinger og Straffe at holde sine "Undergivne" til en sømmelig Opførsel. Under ham og den bydende Numsen, som Enhver kun nærmede sig med dyb Ærbødighed, var det alene det disciplinaire Forhold, som mærkeligen bedredes. Derved blev det imidlertid muligt, at Ahlefeldt, uden at stødes af den tidligere Raahed, kunde følge sin Tilbøielighed til med Venlighed at henvende sig [sideskift][side 818]til baade Smaa og Store, som han traf paa, og jaavel hans Anstand og sine, lette Tone som at Enhver vidste, at man især satte sig i Yndest hos ham ved artig Frygtløshed og et tækkeligt Væsen, gjorde, at Alle, indtil Avind havde faaet hele Personalet ophidset imod ham, kappedes om at overgaae hverandre i Belevenhed. Hauch var but og formel i sin Høflighed, streng og haard i sin Dadel; Enhver saae gjerne at undgaae begge ved at holde sig fra hans Nærhed. Det var fornemmelig under Waltersdorff, der havde Ahlefeldts behagelige Væsen, uden at have hans Lunefuldhed og øieblikkelige Opfarenhed, at Personaler vandt i Pli og Tone. Han var fiin og venlig i Omgang, viste en meget delicat Opmærksomhed imod Damer, indlod sig gjerne i en skjemtende Samtale, morede sig over Skuespillernes gode Indfald og yndede Alle, naar de blot holdt paa Orden, havde smukke Manerer og gjorde sig agtede for god Opførsel ogsaa udenfor Theatret. Og dette blev under hans Bestyrelse Tilfældet med flere af netop de talentfuldeste Knnstnere. Schwarz havde allerede længe staaet i mange hædrende Forbindelser, og Rosing været en, for sin Charakteer som for sin Kunst, høiagtet og meget afholdt Mand, men hidtil vare de just derved Undtagelser fra Regelen. Nu blev ogsaa Frydendahl og Saabye søgte i de bedste Kredse og optagne i de første Klubber, og det ikke fordi de, saaledes som Knudsen, til stor Ærgrelse for Waltersdorff, der ellers satte megen Priis paa hans Charakteer, gjorde sig Ære af at amusere med Sang og Løier, hvilket de aldrig nedlode sig til, men alene for deres fine, dannede Væsens Skyld. — Ogsaa i Personalets indbyrdes Omgang paa Theatret havde Tonen forandret sig, men — kun tilsyneladende til det Bedre. Det var ikke mere ved [sideskift][side 819]raa, grov og utugtig Spøg at man, endog hos Fruentimmer, var sikkrest paa at gjøre sig interessant, og den tirrende Ringeagt, hvormed Studenterne hidtil havde behandlet de Ustuderede, havde ganske mistet sin Braad. Waltersdorff, som selv var en udmærket dygtig Student, viste ved mange Leiligheder, at han kun tog Talent og Opførsel til Maalestok for det Værd, han tillagde en Theaterperson, og det var ikke Studenterne, der i den Henseende kunde gjøre Fordring paa Fortrin. Af de erkjendt talentfulde Skuespillere var nu iblandt de ældre kun Rosing, iblandt de yngre Lindgreen Studenter; Rosing havde opnaaet et saa stort Kunstnernavn, at han ikke mere behøvede at søge Anseelse i at være Student, og Lindgreen havde ligesaa liden Tilbøielighed som Grud til at hovmode sig for sine Kunstbrødre af at han var bleven det. Derimod manglede det ikke Heger og Foersom, der med Rette kunde gjøre sig til af mange Kundskaber og lyst Hoved, paa Villie til, ved kold Tilbageholdenhed og studse Svar, at lade de Ustuderede mærke, at de holdt sig for gode til kammeratlig Omgang med dem; men Frydendahls fornemme Nonchalance og bidende Vittigheder saavelsom Knudsens drøie Spot over "Stympere, der satte Næsen i Sky mod Kunstnere, hvis Skoremme de maatte ønske at blive værdige til at løse", ydmygede dem snart til at vise lidt mere Omgængelighed. Da imidlertid baade personlig Avind og Kunstnernid maatte skaffe sig Udtryk, saa fremkom dengang en malitiøs, stiklende Tone, hvori man smilende og i de artigste Talemaader sagde hverandre de bittreste Spydigheder. Den Overlegenhed, som især Frydendahl, Foersom, Lindgreen og et Par Damer viste, at den gav mod Hidsighed og Brutalitet, staffede den snart en saa vid og dyb [sideskift][side 820]Udbredelse i Personaler, at den længe var almindelig og bestandig siden, endskjøndt det ved den høiere Aandsdannelse er blevet modbydeligt for de fleste Kunstnere baade at bruge og at høre den, har vedligeholdt sig hos Enkelte, for hvem Theatret er endnu, hvad det da var for Alle, nemlig det Første, Sidste og Eneste, hvorom og hvori deres Tænkning og Tale bevægede sig. Der var hos Datidens Skuespillere i Almindelighed en overordenlig Iver for Udviklingen af deres Evner, en stadig Iagttagelse af Naturen til Anvendelse paa Fremstillingen og en utrættelig Vedhængen i Memorering og Studium af deres Roller, men de levede og aandede ogsaa kun i Theatersphæren. Endog for Mænd som Rosing og Schwarz vare Bøger, Samtaler, Erfaringer og Begivenheder blot for saa vidt interessante som de angik eller kunde anvendes paa Theatret. At blive beundret der, var den Mindstes som den Størstes høieste Ønske, hvilket de vel søgte opfyldt ved yderste Flid, men ogsaa med en Egoisme, der ikke skyede Cabale og Forkleinelse af Andres Person og Talent, for at skaffe Plads for sig og trænge Alt omkring sig tilbage. Dette gav ved alle Sammenkomster paa Theatret Leilighed til en Skosen, hvori den spydige, stiklende Tone ret fik Udvikling og blev saa eiendommelig piquant, at nogle af "de ægte Hippere", som de, der især skaffede sig Øvelse i den, selv kaldte sig, troede, at de ogsaa maatte gjøre sig interessante med den i deres Omgangskredse, hvor de derfor uafladeligt sloge om sig med det Coulissevrøvl, som den tog sig bedst ud i.

Man skulde troe, at det kongelige Theater, som den eneste offenlige Forlystelse i den da mere end velhavende Residents-, Universitets- og Handelsstad med 100,000 IndInd-byggere [sideskift][side 821]byggere, havde fuldt Huus til enhver god Forestilling. Det var imidlertid ikke Tilfældet. Abonnementet i første og anden Etage var betydeligt, da enhver Familie af Adelen og den høiere Handelsstand maalte til den ene af Ugens fire Forestillinger have sin Loge; men skulde det øvrige Huus fyldes, maatte det være til en glimrende bebudet Nyhed, et overordenlig yndet Stykke, en Benefice eller en Festforestilling. Især gik Begjærligheden efter "at faae Billet til Kongens Geburtsdag" over al Maade, og blev Anledning til det meget indbringende "Billersjouverie." Da de Billetsøgende allerede om Eftermiddagen Kl. 5 stimlede sammen ved Indgangen, for at være Døren nær naar Udsalget begyndte næste Formiddag Kl. 10 og, i Kulde og Regn, uafladeligt kæmpende imod hverandre, kastedes bølgende frem og tilbage i Massen under indbyrdes Slagsmaal, Skrig og Skraal, indtil en halv Snees Politiebetjenter først Kl. 8 om Morgenen indfandt sig, for i Hui og Hast at ordne Sværmen, hvorved der idelig vankede Stokkeprygl og de Forreste undertiden bleve trængte ud af Klyngen eller puffede tilbage, for at der kunde skaffes Plads for Betjenternes ikke førend i Dagningen tilkomne Venner, saa var det et halsbrækkende Arbeid at tage Biiletter til saadanne Forestillinger. De hvervede Soldater, som vare første Opfindere af Næringsveien, forlangte ogsaa, fordi "de havde vovet Liv og Lemmer", indtil 6 Gange saameget for en Billet, som den kostede, og fik det. Alligevel var Kjøberen ikke vis paa en taaleiig Plads. Det var nemlig tilladt Theaterpersonalet at føre gode Venner over Scenen ned i Tilskuerpladsen inden Huset aabnedes for Publikum, og paa denne Tilladelses Regning smuglede Controleurerne, imod en ordenlig fastsat Bestikkelse af 4 Mark for Personen, [sideskift][side 822]Folk ind i saadan Mængde, at Publikum, naar det strømmede ind, fandt alle gode Pladse besatte. Foruden 6 Rdlr. for en Parket- eller 2 Rdlr. for en Parterre- eller Galleriebillet, maatte derfor Kjøberen see til, ved Connexioner, ogsaa at kunne komme til at give 4 Mark for at flippe til en skikkelig Plads paa den; thi at allerede Billetten gav ham Ret til at forlange den, det faldt Ingen ind at paastaae: det hændte hver Aften, naar der efter Kassererens Regnstab var taaleligt Huus, at Tilskuerne, formedelst Controleurunderslæb, stode stuvede op mod Døren, saa at nogle Billethavende ikke kunde komme ind, men maatte lade sig nøie med Controleurernes: "Det kan vi ikke gjøre ved. Der er kun Frigængerne og dem, der er udgivet Billetter til. Hvorfor er De ikke kommen tidligt nok?" hvilket kun førte til en forstyrrende Støien, thi i de Dage havde Ingen Lyst til, for en Billets Skyld, alvorligen at søge sin Ret imod Theaterdirectionen: den var kongelig! — Ogsaa ved Beneficer viste Publikum sig med Overbetaling, men ikke saa generøst, og heller ikke uden Visse Betingelser, Naar Beneficianten var yndet og ei alene gav et meget søgt Stykke, men selv solgte Billetterne i sine indre Værelser, saa at Kjøberne personligt strax kunde faae hans eller hendes personlige Tak og tillige et Glimt af hvordan det saae ud i Huset, da kunde der vel vanke det Dobbelte af Billetternes Priis, ja endog mere; men ellers maatte Beneficianten selv fastsætte en Priisforhøielse, og kunde da stole paa, at der ikke blev givet en Skilling over den. Rosing havde ved en Benefice "holdt sig for god" til selv at sælge Billetterne, og opnaaede derfor kun 1200 Rdlr. Indtægt, medens Knudsen, der altid "selv sad ved Disken' og havde et lystigt Indfald til Enhver, som tog en Loge, [sideskift][side 823]ved samme Tid drev det til 2500 Rdlr. Kunstneren kunde være nok saa stor: Ydmyghed maatte han beflitte sig paa, dersom han vilde have Bifald. Det var Brug, at Beneficianten efter Forestillingen i en Epilog fortalte Publikum, at det havde en uhyre Kunstsands, hvorfor det var hans høieste Lyksalighed at tækkes det, og hans Hjertes dybeste Trang at tolke det sin uendelige Taknemmelighed for den Opmuntring, det skjænkede hans svage Bestræbelser. Dette var Noget, som Knudsen ikke forsømte at gjøre med de allerdybeste Reverentser; han blev derfor ogsaa ved sin Indtrædelse og sine Bortgange overøst med stormende Applaus. Rosing anmeldte ingen Epilog; det vakte megen misbilligende Omtale; alligevel, han skulde have den beundrede "Herman von Unna": Billetterne bleve revne bort. Men Publikum maatte dog straffe ham for hans Ringeagt: det gav ham ikke den brugelige Modtagelse ved Indtrædelsen. Det brød Rosing sig imidlertid ikke om, men spillede fortræffeligt og klædte sig af da Forestillingen var endt, uden — som man havde ventet, at han dog i det allermindste vilde have følt sig forpligtet til — at vise sig, for at bukke til Taksigelse. Heri fandt ikke alene de Tilstedeværende en oprørende Skuespilleruforskammenhed, men da det rygtedes, at han endydermere havde sagt, "at han ikke havde lovet Publikum nogen Epilog og ikke vilde komme ind og skrabe ud, fordi han til en velfortjent Benefice havde valgt et Stykke, som det sloges om at komme til at see, og hvortil han havde ladet det faae Billetter langt under den Priis det ved den næste Forestilling vilde give Sjouverne", blev Theaterbesøgernes hele Masse saa forbittret, at der ikke i den øvrige Saison rørtes en Haand for ham i endog hans meest glimrende Roller. — Ogsaa [sideskift][side 824]Forfatterne havde reist Klager — P. A. Helberg endog offenligt — over det Ydmygende ved de Beneficer, hvori de skulde modtage Honorar for et Stykke, der fyldte en Forestilling. De maatte ligeledes have en Epilog, som en spillende skulde tigges til at fremsige, og aabne Billetudsalg, for selv, i Dalere og Tomarker, at indsamle den dem tilkommende Betaling. Ahlefeldt havde følt det Upassende i, at Theatret belønnede Forfatterne ved at paabyrde dem dette Høkerie, og paatænkt Indførelsen af en anstændigere Betalingsmaade, som derhos, paa en god Maade, kunde hæve den kostbare og meget generende Vedtægt, at Forfatteren efter Beneficen gav et stort Gilde for dem af Embedsmændene, Skuespillerne og Dandserne, der havde havt med hans Stykke at gjøre. Men just som Greven vilde indgaae med Forestilling derom, maatte han, fornemmelig ved Forfatternes Bestræbelser, gaae af for den "videnskabelige" Direction, der fandt Theatrets Fordeel i at give Oversættelser, og derfor ikke følte sig opfordret til at fremme Noget, som kunde forbedre de originale Forfatteres Stilling.

Hverken Skuespillerne eller Forfatterne skulde glæde sig ved at have et behageligt Publikum, Stemningen var sædvanlig kold og dorsk. Om ogsaa Huset var fuldt gik der meget sjeldent igjennem hele Forsamlingen en levende Tilfredshed, som yttrede sig i stærkt Bifald. I Regelen applauderede Logerne aldrig, og undtagelsesviis kun for en Bravourarie eller serieux Dands, men selv da kun meget svagt. Det var Tone hos den fornemme Verden at give sig Udseende af en rolig Nedladenhed, som skulde vise, at den fandt Forlystelsen under sin Smag, men naadig tog den som den var, fordi den ikke kunde haves bedre. ModeMode-herrerne[sideskift][side 825]herrerne paa Parkettets to Bænke laae stadigt i Skjermydsel med Parterret: naar de Første henvendte Husets Opmærksomhed paa deres fine Smag, ved høit at efternynne Musiken, saa hyssede det Sidste; og naar det Sidste forraadte sin grove Smag ved stormende Bifald for Effectscener, saa hyssede de Første. Deres Opposition var imidlerlid meget tam og næsten altid uden anden Følge, end at Bifaldsskraalet blev endnu vældigere; thi ved "de Dannedes" fornemme Tilbageholdenhed havde Parterret saaledes faaet Overmagten, at det var blevet det egenlige Publikum, som vilde have og havde Enevoldsmagten i Kunstens Rige. Dets Mandtal beløb sig til 4-500, hvoraf Fjerdedelen strax, saa snart Huset blev aabnet, under Huien og Støi stormede frem og indtog de tre Træbænke; de Øvrige maatte staaende presse sig sammen, men bleve, naar Huset var godt besat, i en bestandig bølgende Bevægelse, ved at de Bageste trængte paa, fordi Ingen vilde være i "Sildetønden", som man kaldte det lave Rum indenfor Døren under første Etages Loger, og Controleurerne jævnlig skubbede nogle Sildigkomne ind i den dampende Klynge, da "der maatte være Plads til dem siden de havde Billet." Parterrete Masse, der bestod af Kræmmersvende, Haandværkere og Arbeidsfolk, opførte sig meget raat og støiende, talte høit, skjændtes, tog sin Aftenemad med Brændeviin til imellem Acterne og havde alle Slags staaende Løier, som f. Ex. at ride paa Skillerummet imellem Parkettet og Parterret, at nyse i en ikke yndet Sangers Cadence, og at "gjøre Udfald", hvilket bestod i at en halv Snees Stykker i Bagtroppen pludseligt kastede sig frem paa de Forreste, saa at hele Mængden styrtede tumlende fremad: en Manoeuvre, hvormed man i Almindelighed morede sig fire, fem [sideskift][side 826]Gange om Aftenen, ofte under Forestillingens meest spændende Scener. Blev det for grovt var bog gjerne et brask "Stille!" fra "den høire Side" nok til nogenlunde at tilbageføre Rolighed. Denne "høire Side" dannedes af endeel lidenskabelige Comediegængere, meest skikkelige Borgere af Handels- og Haandværksstanden, der, ved jævnlig at overvære Forestillingerne, havde sluttet sig sammen. Nogle af dem dreve selv Kunsten paa et af Byens fem Privattheatre og Alle havde den faste Overbeviisning, at det som de holdt saa inderligt af, maatte de ogsaa grundigt forstaae sig paa; det var derfor dem, der især, med Suffisance og lydeligt, afgave den offenlige Mening. De vare overhovedet af velvillig Natur, yttrede heller Bifald end Mishag og holdt gjerne over Stilhed og Orden i Huset. Deres store Lys og Forklapper var en Bødkermester Knub, som, fredelig og godlidende, aldrig selv brød ud i Mishag; yttrede han imidlertid med dybsindig Mine om et Stykke eller en Rolleudførelse: "Det er noget Snavs!", begyndte Klyngen en frygtelig Trampen, som strax udbredte sig igjennem Massen, der kjendte og respecterede disse Dommere, hvoriblandt der ogsaa var adskillige haandfaste Folk. Parterret blev endnu besøgt af Forfattere, Embedsmænd og "gode Hoveder", som dannede "den venstre Side", hvortil enhver af dem strax ved sit Komme søgte at bane sig Vei. Den gjorde, som hidtil. Fordring paa at bestemme Publikums Mening, og opnaaede ogsaa, i de store Spørgsmaal, endnu at gjøre det, men dog kun igjennem "den høire Sides" Udtalelse. Efter at "venstre Side" i et Par drøie Kampe havde maattet ligge under for "den høire Side", der trak Mængden med sig, havde nemlig nogle af "de gode Hoveder" fundet det rigtigst, i Smagens InIn-teresse [sideskift][side 827]teresse, at sætte sig paa en god Fod med Bødker Knub, for, naar et nyt Stykke stod til Opførelse, discursive at paaliste ham den rette æsthetiske Anskuelse af dets Værd, og dette lykkedes sædvanligt saa godt, at "venstre Side" dog egenlig ledede hele Parterret. "Dormon og Vilhelmine" var det første Stykke, der faldt totalt ved denne listige Fremgangsmaade, som blev Skyld i, at der aldrig var Opposition imod endog de sletteste oversatte Stykker, idet man overlod dem til "høire Sides" egen Dom, der altid var bifaldende, medens der vistes megen Haardhed imod Originaler, fordi deres Forfattere gjerne i "venstre Side" havde nogle Fjender eller Misundere, som toge sig af Bødkerens Smag. — De sædvanlige Mishagsyttringer vare Trampen og Hyssen; imod Stykker blev Piben ikke benyttet uden Uvillien var saa stor, at man gjerne vovede en Mulct for at komme til ret at give den Luft; skulde den frem, saa maatte det være fordi man vilde præge det, den anvendtes imod, til Skandale. Dette havde kun i mere end en halv Snees Aar to Gange været Tilfældet; den ene Gang da et berygtet Fruentimmer viste sig i første Etage, og den anden ved den Forestilling, der gaves af Fægtemesteren Miré, som havde solgt flere Billetter end der var Pladse, og opførte en Pantomime, hvori han lod en Flok Soldater forsøge at hugge ind og dandse efter en Tromme, som han selv flog i Souffleurhullet. — Fremkaldelser vidste man ikke af, hvorfor Publikum forbausedes over sig selv, da det i sin Begeistring over "Gulddaasen" uvilkaarligt gav sig til efter Dækkets Fald at raabe paa den ubekjendte Forfatter.

Hos Kritiken skulde hverken Publikum finde Veiledning og Dannelse, eller Kunstneren Opreisning for MængMæng-dens [sideskift][side 828]dens Kulde og Ringeagt. I Begyndelsen af 1796 havde Theatret haft ikke færre end fem Bedømmere, hvoriblandt Rahbek, som, saa meget der end bebreidedes ham Hensyn til Personer og Eensidighed i Kunstbetragtning, nød almeen Anerkjendelse for skarptsindigt at kunne udvikle Charakterer og drøfte Spillet i Stykker, der faldt i hans Smag, og Haste, som fortjente Opmærksomhed fordi han, mere uhildet, med Talent og Iver fulgte hans Methode. Nu var det, der kaldte sig Kritik, ene og alene den baade personligt og literairt berygtede N. C. Østs affeiende Yttringer i hans charakterløse "Literatur-, Kunst- og Theaterblade", som ideligen forandrede en Stump af Titlen, men stadigt vedbleve at være Udtrykket for en uforskammet Indbildskhed, der tog det afgjørende Ord om Alt, myndigt udtalte sit raa Skjøn og, i et cynisk Sprog, søgte at give sig Værdighed for Hoben ved uafladelig Tordnen imod det Usædelige, hvortil et Par af Holbergs Comedier fuldstændigt og mange enkelte Replikker i dem alle — skulde henregnes.

Den danske Skuepladses Tilstand var ingenlunde glædelig: den tabte mere og mere sin Nationalitet, dens dygtige Kunstnere maatte anvende Talent og Genie til at skaffe det Hverdagslige, Falske og Overdrevne Fremme, og dens Publikum fandt størst Tilfredsstillelse i det Kaade, Affecteerte og Blændende. Fra at synke ned til en blot letfærdig Forlystelsesanstalt kunde den alene frelses derved, at det Store, det Poetiske fik Indgang og vandt Anseelse i dens Repertoire. Og dertil var der saa meget mindre Udsigt som dens Bestyrere ikke engang vilde modtage, hvad de Fremmede, hvis Trivialiteter de bemægtigede sig [sideskift][side 829]med Graadighed, bøde dem deraf. Men dens Genius havde ikke forladt den! Just i de Dage begyndte der at røre sig et Digterliv, hvoraf der skulde fremgaae Værker, som i deres poetiske Kraft havde Magt til at tage Herredømme, og hvorved ei alene ogsaa den tragiske Muse skulde indføres paa Scenen, men blive national.


Oprettet 2010. Opdateret af