>> Næste sæson   << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Fjerde Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1862. 912 sider.

[Fem og halvtredsindstyvende Saison, 6. September 1802 til 26. Mai 1803, side 34-45]

[Oversigt over repertoiret 1802-03]


[side 034]Det var Syngespillet, som især i denne Saison bragte Theatret mærkelige Nyheder, hvis Indstudering og Opførelse fordrede saa store Anstrengelser, at man maa beundre den Iver og Dygtighed, hvormed Kunzen anvendte de indskrænkede musikalske Midler, der stode til hans Raadighed. Man havde længe plaget ham med Forestillinger om, at der dog igjen burde gives en stor Opera, da, meente man, ei alene Theatrets Værdighed fordrede det, men man nu, efter at have vundet Du Puy, havde faaet Kræfter dertil. Endelig besluttede han at give efter for disse Forestillinger, der tilsidst antoge Charakteer af Befalinger fra Hoffet, og for at afpasse Opgaven efter de Evner, der fandtes til dens Løsning, vilde han selv componere en Opera, til hvis Text han valgte "Eropolis", et saakaldet lyrisk Skuespil i fire Acter af Sander, som [sideskift][side 035]paastod, at han den havde leveret en i musikalsk og æsthetisk Henseende ægte og god Opera. Han havde Ret, hvad Udførelsen angik. Syngenumernes Anbringelse, Afvexling og rhythmiske Former vare ypperlige, og Stykket havde gjennemgaaende mere poetisk Værd, end de bedste fremmede Arbeider af denne Art; men det græske Æmne tiltalte ikke i sig selv Publikum; Allegorien: at Artemis maa vige for Cyprias Overmagt, hvorved Kjærlighedens Stad bliver til, forstodes ikke, og Ornamenterne, som Høitideligheder, Ceremonier og Marcher, vare for mange og for lange, saa at de fleste bleve kjedelige. Musiken havde herlige Partier, nogle af Chorene vare ved simpel Høihed af stor Virkning, og Instrumentationen afvexlende piquant, gratiøs og glimrende; men der var ikke nogen over hele Compositionen udbredt Stiil og Charakteer, hvilket gjorde at det tilsigtede Indtryk gik tabt. Desuden vare Partierne blevne Sangerne for vanskelige; kun Du Puy, som Diokles, havde det fulde Herredømme over sin Musik og udførte den henrivende; endog Mad. Frydendahl faldt den saa besværlig, at det blev bemærkeligt for Tilhørerne. I Forhold til den store Møie og Bekostning, som var anvendt paa dette omfangsrige Værks Udførelse og Udstyr, gjorde det kun liden Lykke, og denne tillagdes endda blot Kunzens Musik, thi Stykket fandt alle meget kjedsommeligt. — En langt livfuldere Modtagelse sandt Syngestykket "De to Dage". Alene Bouillys Texr tiltalte i høi Grad Publikum, som dengang netop sværmede for spændende Situationer og Stykker, hvori der var rørende Scener med en lille Tilsats af Comik; Compositionen gjorde i enkelte Numere stor Virkning, hvor lidet end Mængden havde Sands for det storartede Musikalske. Udførelsen, især af Hovedrollerne, var [sideskift][side 036]mesterlig. Rosing ikke blot spillede Armand med en henrivende Varme og Værdighed, men sang Partie:, som ikke laae over hans Evne, med megen Kraft; Mad. Frydendahl, der i det Hele overgik sig selv ved den Ild og Høihed, hvormed hun fremstillede den for sin Ægtefælle Alt opoffrende Qvinde, gjorde især saaledes Rectativet og Arien i første Act til Udtrykket af en lidenskabelig Kjærlighed, at hun derfor vandt et mere begeistret Bifald, end nogen Bravourarie havde indbragt hende; og Knudsen var en Michelli, som den danske Scene aldrig har havt efter ham. Følelse, Lune, Naivetet og Energie forenede sig saa inderligt i hans Spil og Sang til poetisk Naturlighed, at man aldeles glemte Skuespilleren og hans Kunst. Ved sin overordenlige Opfatningsevne fandt han til enhver af sine Roller i Naturen en Mængde fine Træk, hvilke han saa let og fuldstændigt nuancerede ind i det hele Charakteeranlæg, at de syntes aldeles uberegnede og just derved i høi Grad bidroge til at give hans Spil en slaaende Sandhed. Af disse var der i hans Fremstilling af Michelli, iblandt flere, eet, som ved det psychologisk Træffende gjorde en saa mægtig Virkning paa Tilskuerne, at det fortjener at udhæves, som et Exempel paa hans Genialitet. Da Obersten ved Huusundersøgelsen har spurgt Michelli om flere end de opgivne Personer have Bopæl hos ham, og han med tilkæmpet Fasthed har svaret, ja hans Fader, som ligger henne i Sengen og sover, vil Obersten gaae derhen, for at see om det er saa. Nu var Knudsens Spil i denne Scene følgende. Ved Oberstens første Bevægelse imod Baggrunden gjennembæves Michelli af Rædsel for at han vil opdage, at det er den eftersøgte Præsident, der ligger i Sengen: hans Træk ere stive, overvældet lukker [sideskift][side 037]han Øinene for det kommende Forfærdelige og er paaveie til at udstøde et Smertensskrig ved at det skeer; men med rask Voldsomhed tager hans faste Villie pludselig igjen Herredømmet over Angsten; han springer snarraadig, med et let og hurtigt Skridt, henimod Obersten, som derved standser, og beder, staaende i Springet med fremadbøiet Overkrop og et tillidsfuldt bønligt Smiil, i en ærbødigt fortrolig Tone med dæmpet Stemme, som kjærlig Søn og trohjertig Mand, at han vil være lidt vaerlig, for ikke at vække den Gamle. Obersten lover ham det og fottsætter sin Gang. Nu staaer Michelli vendt mod Tilskuerne, men skottende over Skulderen mod Baggrunden efter Obersten; al hans Tanke er lammet under Spændingen paa dette frygtelige Øiebliks Udfald, enhver Mine, det hele Legeme er som forstenet, kun hans Blik viser, at hans ganske Sjæl er hos Obersten og følger enhver af dennes Bevægelser da han medlidende betragter Krykken ved Sengen, aabner Gardinet, rører ved Overdynen. Men under denne Stillestaaen af Livet bevæger den venstre Haand sig mechanisk, som om den stet ikke hørte den forstenede Skikkelse til, famlende ned i de vide Beenklæders Sidelomme, og faaer langsomt Savoyardens Snusdaase op; den høire Haand gaaer, Michellis Villie ligesaa ubevidst, hen til Daasen, tager Laaget af og griber en Priis imellem Fingrene; — efter denne Bevægelse er hele Figuren et Øieblik ubevægelig i hver Nerve; men da lader Obersten Gardinet falde til, og Fortryllelsen er hævet: Figuren gjennemstrømmes af Liv uden at bevæge sig af Stedet. Glæden straaler ud af Ansigtet, Blikket hæver sig rask med et ildfuldt Udtryk af Tak til Gud, og den høire Haand fører lynhurtigt Prisen til Næsen med en Energie, som paa [sideskift][side 038]Tilskuerne gjorde Indtrykket af et uvilkaarligt jublende Udraab: "Det gik! han er frelst!" Publikum havde, henrevet af Sandheden, fulgt Kunstnerens Spil i ængstlig dyb Taushed, hans Spænding var gaaet over paa det, men da han med eet fik Liv, og den Graadighed og Henrykkelse, hvormed han tog Prisen, gave hans Sjæleglæde dens Emphasis, gjorde Naturligheden en saa overraskende og slaaende Virkning, at der pludseligt udbrød et Bifald, som ved sin Inderlighed og Styrke vidnede om, at det gav sig Luft fra Alles Hjerte. Knudsens Uven Frydendahl har fortalt, at da han ved den første Opførelse vendte tilbage fra Baggrunden og ikke kunde begribe, hvad der under den stille Scene i et Nu satte Publikum i et saadant Glædesoprør, dreiede han sig overrasket for tidligt til Siden, og fattede da strax, ved at see den Forklarelse, der i dette Øieblik laae over Knudsens hele Væsen, hvad det var, men følte sig selv saa greben deraf, at Taarerne kom ham i Øinene. Cherubinis grandiose Tonedigtning gjorde Epoche. Den storartede, men aldrig overdrevne eller til Effectjagt misbrugte Anvendelse af Musikens techniske Hjælpemidler, den poetiske Opfatning af Stoffet, Originaliteten i de musikalske Tanker og den Klarhed, hvormed de skjønt og ædelt vare udtrykte, bleve i Begyndelsen ikke ret fattede af Publikum og den første Forestilling vakte mere en levende Begeistring hos de Dannede, end stærkt Bifald af Mængden, men efterhaanden følte ogsaa denne sig ind deri og "De to Dage" blev ei alene snart et af Yndlingsstykkerne, men fik en varigt virkende gunstig Indflydelse paa Musiksmagen. Ogsaa det lille muntre Syngestykke "Huuskjøbet", med en nydelig, piquant melodiøs Musik af d'Alayrac, gjorde stor Lykke og vandt blivende Plads paa Repertoiret, hvad der [sideskift][side 039]ikke var Tilfældet med de tre andre Syngespil: "Den fattige Familie", med Musik af Gaveaux, det af Bruni componerede "Mødet paa Reisen", og "Ponce de Leon" der, uagtet Bertons smukke Musik og Du Puys med glimrende Bifald lønnede fortræffelige fiint comiske Udførelse af Padilla, Ponces Tjener, kun oplevede 4 Forestillinger. — Skuespilrepertoirets Nyheder vare af saare ringe Gehalt. Falsen, der, uagtet den Kulde, man havde viist hans sidste Arbeider ufortrødent vedblev Forsøg paa at skaffe sit Talent Anerkjendelse og var den Eneste, som besværede Directionen med nye Originalskuespil, havde overvundet sig til at prøve Lykken ved at fornegte sin egen sunde Smag for at føie sig efter Publikums, og skrevet eet Stykke i hver af de to Genre, hvori Kotzebue havde erhvervet sig Beundring paa det danske Theater: Treactslystspillet "Frieren og Kjæresten" og Femactsdramaet "Idda". I det Første havde han ikke kunnet beqvemme sig til noksom at kaste sig ind paa sit Forbilledes kaade Effectjagerie; det blev derfor fundet tørt og ubetydeligt. Med det Andet, hvortil Stoffet var taget af Lafontaines Ridderfortælling "Idda von Tokkenburg", var han heldigere; man erkjendte dog at det havde "et ret godt kotzebuesk Tilsnit, endskjøndt det hverken i flydende Sprog. Liv eller Afvexling kunde komme Johanna Montfaucon nær;" ogsaa gjorde det større Lykke end noget af hans andre Skuespil havde gjort; men ved Opførelsen, hvori Frydendahl, som Otto af Kirchberg, især udmærkede sig, følte han alligevel selv, at han hverken havde indlagt sig eller Theatret synderlig Ære derved, som ogsaa, at det neppe vilde lykkes ham at skrive noget Stykke, der skulde kunne tilfredsstille baade ham selv og Døgnsmagen; det blev derfor den sidste [sideskift][side 040]Saison, hvori han satte Directionen i Bekostning med noget originalt Arbeide. — Ogsaa Kotzebue selv kom paa Scenen i begge sine Genrer: med Sørgespillet "Octavia" og den lystig-sentimentale Comedie "Besøget". Det tragiske Værk var uden mindste poetisk Anstrøg, en uægte Skildring af romersk Aand og Charakteer, svulstig i det pathetiske, plat i det erotiske Udtryk. Ved plump Theatereffect og det heroiske Præg, som Rosings Personlighed og Phantasie paatrykkede Forsatterens jammerlige Antonius, der stak skærende af imod Saabyes ganske i Stykkets Stiil udførte Octavianus, blev der alligevel i dette Nürnbergerbillede Partier, som saaledes imponerede Mængden, at den optog det med glimrende Bifald. Comedien havde det Mærkværdige, at de sem Caricaturer, som skulde udgjøre det comiske Element i den, ikke blot vare saa extravagante i den sære Galskab, hvorved Forfatteren vilde have hver for sig til at gaae og gjælde for en originalt opfunden Charakteer, at hverken Kunsten eller Naturen kunde tillægge sig mindste Andeel i nogen af dem; men tillige alle stode ganske udenfor den Smule Handling, der sammenholdt dette Miskmask i en dramatisk Form. I Opførelsen var der imidlertid saa meget Blændende, at Stykket ikke hos Datidens Publikum kunde forfeile en jublende Modtagelse: Forfatteren havde rigeligt benyttet sit Talent til at lave "taknemmelige Roller med brillante Bortgange", og de bleve fortræffeligt behandlede af de Spillende, blandt hvilke dog især Lindgreen, der gav Taaben Jeremias, Stykkets Harlekin, fortjente størst Beundring for den Smag og Naivetet, hvormed han omduftede den Masse Flauheder, som vare lagte ham i Munden, og den comiske Kraft, ved hvilken han gjorde dem moersomme for endog dem, der [sideskift][side 041]ærgrede sig over at see en saa ægte Kunstner misbrugt til Fremstillingen af en saa falsk Charakteerskildring. Uden at udmærke sig hverken ved Originalitet i Opfindelse eller Vittighed og Lune i Udførelse, stod Saisonnens anden store Lystspilnyhed, "De lystige Passagerer" af Picard, i alle Henseender langt over "Besøget": Handlingen gik let og livligt, med gode Situationer, igjennem alle Scener; enhver af Stykkets Personer var bragt ind i den og nødvendig for den; Charaktererne havde, hvorvel meget alminidelige, en bestemt Holdning; og Sproget var ikke, som hos Kotzebue, gjort piquant ved at Forfatteren agerede aandrig for egen Regning, men flydende, naturligt og passende for den Talende. Om Lystspillet "De lystige Passagerer" end ikke strax behagede saa meget som "Besøget", saa behagede det længere og kunde endnu bringes ind i Repertoires som et meget underholdende Stykke, dersom det blot var muligt at give det den fra alle Sider dengang fortræffelige Udførelse, hvori Lindgreens i de mindste Nuancer mesterligt gjennemførte tørt comiske Fremstilling af den arvebegjærlige, svinepolidske Tømmerhandler Lasaussaye, og Clausens vivace, lette og smagfuldt lystige Advokat Pavaret vare Glandspartierne. For saa vidt som det er det bedste Stykke, der fuldstændigst er, hvad det efter sin Art skal være, var Bouillys rørende Comedie "Den Døvstumme" den bedste af Skuespilnyhederne. I en stigende interessant Handling med smukke, meget theatralske Situationer skildrer dette Stykke, ved veltegnede Charakterers skarpe Fremhæven af hverandre, hvorledes den berømte Døvstummeopdrager Abbee de l'Epée med Klogskab og Fasthed træder op imod en mægtig Mand og afslører den skjulte Forbrydelse, hvorved denne har berøvet en af hans [sideskift][side 042]Elever hans Godser og stødt ham hjælpeløs ud i Verden. Allerede Stoffet maatte tiltale det fine Publikums store Sentimentalitet, og den godt overtænkte Plans omhyggelige techniske Behandling gav det en stærk Effect for Mængden, der endog i det noget tørre, declamatoriske Sprog fandt en Skjønhed. Dertil var Udførelsen høist fortræffelig: Schwarz's ved simpel, naturlig Værdighed imponerende de l'Epée, Frydendahls stolte, mørke, af Sjæleqval martrede Darlemont, Mad. Langes fiint og ædelt udtryksfulde Fremstilling af den unge Døvstumme, og den Varme, Energie og mandige Kraft, hvormed Rosing gav Advokat Franval, vare glimrende Partier i et ualmindeligt skjønt Ensemble og fremkaldte levende Bifald.

Galeotti forøgede den store Berømmelse, han havde indlagt sig med "Lagertha", ved to baade fra den og hinanden i Stiil aldeles forskjellige Balletter. Hovedsituationen i den ene, som havde idyllisk Charakteer, var Udførelsen af den dengang for Publikum ny Idee, at vise Dandsende foran et Speil. Balletmesteren havde gjort sig sin Opgave vanskelig nok, ved at løse den med endeel Børn, men Dandsene og Grupperne vare saa nydelige og bleve executerede med en saa overordenlig Præcision, at baade hans Composition og Børnenes Udførelse af den vakte megen Beundring og vandt det smukke Divertissement stor Yndest. "Nina" var en, efter en simpel, men til Udviklingen af Ballettens Idee, som allerede i og for sig fortrinsviis er af pantomimisk Natur, heldigt lagt Plan, mesterligt udført Fremstilling af en ung lidenskabelig Piges Vanvid af Kjærlighed. Den gjennemgaaende geniale og, ved mange ligesaa psychologisk rigtige som frappante Træk, dybtgribende Skildring, hvori Mad. Schall udførte HovedHoved-personen [sideskift][side 043]personen med henrivende Ynde og, endnu mere end ved den aandfulde Sandhed, hvormed hun gav de mange forskjellige Affecter, gjorde sig beundret ved den Klarhed, i hvilken hun let og naturligt viste hvorfor og hvorledes den Vanvittige gaaer over fra den ene i den anden, blev optagen med stor Enthusiasme og skaffede Theatret stærkt Tilløb.

Emilie Rosings Debut var den eneste i Saisonnen; den lovede imidlertid ikke alene Skuepladsen god Erstatning for Tabet af Jfr. Bech, men gav Forventning om, at den havde gjort den sjeldne Erobring af et qvindeligt Talent, der vilde udvikle sig eiendommeligt og kunde blive af stor Vigtighed som original Charakteerfremstillerinde. Hun var 18 Aar, middelhøi, havde et smuk Ansigt, med fiintbygget Næse og lyseblaae ildfulde Øine, meget mørkt Haar og en særdeles skjøn, rank Figur, som hun bar frit og let: hendes hele Udvortes var interessant og særdeles heldigt for Scenen, Sin af Naturen dybe Talestemme gjorde hun snart, ved idelig Øvelse, bøielig og velklingende, og det Mandige i hendes kjække, faste Gang gik efterhaanden over til majestætisk Ynde. Sin ikke omfangsrige, men behagelige Syngestemme uddannede hun ved stor Flid saaledes, at hun kunde overtage betydelige Sangpartier, som mere fordrede Udtryk og varmt Foredrag end Kunstfærdighed. Hun søgte aldrig Veiledning hos sin Fader, som var imod at hun betraadte Theaterbanen, men fulgte selvstændigt sin lyse Forstand, levende Phantasie og dybe Følelse ved Opgatningen og Indstuderingen af sine Roller, og indøvede sig saa energisk til en fuldstændig og sjælfuld Fremstilling af det Billede, hun havde gjort sig af dem, at hun ofte paa Scenen saaledes bortkastede det hende Eiendommelige, [sideskift][side 044]at selv hendes Nærmeste overraskedes ved i dem at sinde et hendes Natur aldeles fremmed Væsen. Hun fandt ved sin første meget fine Debutrolle en særdeles opmuntrende Modtagelse, og overvandt ved den anden. Hanne i "Selvbrylluppet", med levende Bifald den store Vanskelighed i at udføre en Rolle, hvori den almeenyndede Jfr. Bech for kun et halvt Aar siden havde gjort glimrende Lykke og taget Afsked; men det enthusiastiske Bifaldsudraab, som siden ofte lønnede hendes Kunst, fremkaldte hun dog først et Fjerdingaar efter i "Herman von Unna" ved sin henrivende Udførelse af Ida, som havde været hendes Forgængerindes Triumf.

De to Gjæster i Skuespillet kom fra Odense Theater: Hertz i Haab om at findes værdig til at erstatte Eegholm i Charakteerroller, Søeborg for at forsøge sin Lykke i naive Elskere, men Begge uden Virkning. Af de dandsende Gjæster var Gigel, som kaldte sig første Dandser fra Berlin, meget maadelig, men Bautain, der kom fra Stockholm, udmærkede sig ved nydelig Lethed og den Færdighed, hvormed han gjorde Pirouetter, især langsomt. Til serieux Dands manglede ham Fasthed og han kunde i det Hele ikke nær maale sig med Bournonville. Alligevel blev han Aaret efter engageret paa to Aar med 600 Rdlr., fordi Jfr. Tarbesse forestillede, at hun, da Bournonville blev saa ofte brugt i Balletter og af ham selv componerede Entreer, "saa tidt havde i sine Entréer maattet dandse solo, men med en Dandser ret kunde vise sig."

Da Hauch baade var meget utilfreds med i Directionen at have et Medlem, som syntes at ville tage stadigt Ophold i Paris, og frygtede for, at om ogsaa Baggesen engang fik isinde at komme tilbage, vilde de, med deres [sideskift][side 045]grundforskjellige Betragtning af Theatret og Forretninger, ikke kunne komme godt ud af det med hinanden, foranledigedes den Sidste til at søge Afsked som Theaterdirecteur, hvilken han fik med Pension.


Oprettet 2010. Opdateret af