>> Næste sæson     << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[Fire og fyrretyvende Saison, 1. September 1791 til 31. Mai 1792 + 11. August, side 486-523]

[Oversigt over repertoiret 1791-92]


[side 486]Warnstedt lod det ikke mangle paa Virksomhed for at finde Midler til baade at afvende den Trang, som truede Kassen, og at berøve den personlige Uvillie imod ham Paaskud til Angreb. Hidtil havde Logerne været adskilte ved Skillerum, som borttoge endeel Pladser og gjorde [sideskift][side 487]mange flere ubrugelige ved at betage dem Udsigt til Scenen. I Forening med Prof. Harsdorff fik han tilveiebragt nogle Udvidelser og alle Skillerummene skaarne bort i Høide med Brystværnet, hvilket ikke lidet forøgede Pladsernes Antal og gav Tilskuersalen et meget livligere Udseende. Priserne paa Logepladser opnaaede han, efter lang Kamp mod de andre Directeurer, at faae ansatte en Trediedeel høiere. Ved disse Foranstaltninger vilde en Saison give omtrent 7000 Rdlr. mere end hidtil, naar Directionen, ved at fremme Opførelsen af tillokkende Nyheder og holde et velvalgt Repertoire af ældre Sager, vedblivende kunde friste Publikums Theaterlyst. Og dette bestræbte han sig for med stor Iver og meget Held. Det var en af de originale Nyheder: P. A. Heibergs Femacts-Comedie "De Vonner og Vanner", som blev Repertoirets Glands. Her var den talentfulde Lystspildigter kommen ind paa sit rette Gebeet. Igjennem en velanlagt Handling, med mange godt vexlende og for det meste meget moersomme theatralske Situationer, havde han givet sin skjelmske Malice Luft i vittige og lystige, men ikke destomindre haardt snertende Udfald imod Tidens fremstikkende moralske og sociale Brøst og Bræk. Uden, som den lunerige Wiwet, at lægge an paa at nærme sig Holberg ved at efterligne ham i Stiil og Tone, havde Heiberg skabt en Comedie, der viste, at han var kaldet til at være sin Tids Holberg, og som allerede ved en fortræffelig technisk Behandling var sikkret megen scenisk Virkning. Charaktererne ere heldigt contrasterede, have deres Udgang fra det menneskelige Hjerte og interessere saa meget ved en fast, livfuld Udførelse, at de, endskjøndt de for en ikke ringe Deel skylde Tiden deres Eiendommelighed, endnu vilde more ved [sideskift][side 488]en dem værdig Fremstilling. En saadan nøde de dengang i fuldeste Maade. Preislers Capitain von Aberwitz blev beundret som et Mesterstykke i smagfuld, gratiøs og fiincomisk Latterliggjørelse af dristig Uvidenhed og uforskammet bon ton. Den Jubel, der frembrød ved det blotte Skue af Knudsens Snydenstrup, hvori man vilde finde Billedet af en stærkt udraabt Aagerkarl, hvis velbekjendte Muffe og Hat han endog havde vidst at skaffe sig, ved at betale ham en høi Leie deraf, retfærdiggjorde Kunstneren ved en saa fortræffeligt i Jargon, Udseende, Bevægelser og Diction sammenholdt charakteerskildring, at endog Rosenstand, der var meget imod Personligheden, han fandt deri, erklærede den for saa fuldendt, „at det ikke vilde være det skarpeste Øie muligt at opdage en Fingerbevægelse, som ikke hørte til Rollen." Disse to Roller og, efter dem, Lindgreens løierlig godmodige Mulat David fremkaldte især stærke Bifaldsyttringer; men ogsaa Schwarz's but joviale, aabne van der Haan, Mad. Preislers ved naturlig Fiinhed og elskelig Munterhed interessante Frøken Sommer og Rosings friske, bramfrit mandige Søofficeer gjorde megen Virkning, saa at der ved de mindre fremtrædende Rollers ligeledes omhyggelige og heldige Udførelse dannedes et Ensemble, som selv hos Datidens i Charakteerstykker saa udmærkede Personale var usædvanligt og i høi Grad bidrog til denne ægte comedies overordenlig glimrende Optagelse. Men Skuepladsen skulde ikke have saa megen Fordeel som Ære af denne mærkelige Nyhed. Adelig Opblæsthed og borgerlig Rangsyge, som følte Satirens skarpe Braad, men ikke, uden at blotte sig, selv kunde tage Hævn, indblæste Landofficererne, at Forfatteren med den lumpne og feige tydske Capitain havde villet stikle paa dem og stillet en retskaffen, kjæk [sideskift][side 489]Søofficeer som hans Modsætning, for ret at gjøre det bidende. Hos en meget stor Deel af Armeens Officerer vare Tydskhed og Borneerthed endnu dengang saa indgroede, at de, uden at betænke, at Aberwitz kun udgiver sig for Officeer, let lode sig det indbilde, og de gave deres Harme Luft i saa stærke Trusler, at Kronprindsen, efter at Forfatteren ved tredie Forestilling havde faaet sit Honorar, fandt det rigtigst, Theatret til Skade og Publikum til stor Ærgrelse, at befale Stykkets Henlæggelse. — Endnu et Beviis paa et ualmindeligt Talent til, med Smag og i en fortræffelig theatralsk Behandling, at give naturtroe, livlige og lunefulde Tidsskildringer, leverede Heiberg to Maaneder efter i "Chinafarerne", der vel tun var et Toacts-Syngestykke, men havde meget af et godt Lystspils Natur. Et mere ægte localt og piquant Stof kunde Digteren neppe dengang have fundet. Paa den Tid var et Chinaskibs Hjemkomst et Slags festligt événement for en stor Deel af Byens Befolkning, da dertil ei alene for mange Familier knyttede sig glade Forventninger og kjære Gjensyn, men Almuen havde sin store Moerskab af de Galenskaber, som de kaade Matroser fandt paa, for at vise og i en Hast paa den muligst lystige Maade at forøde deres hjembragte indbildte Rigdom. Æmnet er behandlet i en vakker lille Fabel, som rigtignok deler sig i to ved Siden af hinanden løbende Handlinger, men disse fremhæve hinanden godt ved deres Forskjellighed i Charakteer, ere i et Par Momenter ret behændigt førte sammen og have flere saa effectfulde Situationer, at Compositionens Svaghed ikke bliver fremtrædende. En redelig, jævn Israelit, en haardhjertet Schakerjøde, en elskværdigt naragtig Botteleer og en skjelmsk Opvartningspige paa Toldbod-Viinhuset ere heldigt valgte [sideskift][side 490]Hovedfigurer i dette ægte kjøbenhavnske Malerie, der sprudler af Vittighed og Satire. En frisk. melodiøs og i de comiske Partier ret original Musik af Schall forhøiede og forskjønnede den theatralske Virkning meget, og Udførelsen var i det Hele ypperlig. Især udmærkede sig Knudsen som den mildt alvorlige, stille og beskedne Moses, Gjelstrup som den pengegridske Menneskeflaaer Ascher, Saabye som den i al sin Chinafarervindighed indtagende Jost, og Mad. Preisler, der baade i Spil og Sangforedrag gav Opvartningspigen Birgitte med henrivende Overgivenhed og et gratiøst skalkagtigt Lune. En af Galeotti fortræffeligt arrangeret Mellemact, der især bestod af forskjellige Nationaldandse og opløstes i en meget moersom Forvirring ved et Klammerie imellem Matroserne og deres Baldamer, som alle ville dandse paa eengang, passede herligt ind i dette livlige Genrestykke, der vandt meget levende Bifald og fik stærkt Tilløb. Honoraret var for Forfatter og Componist 150 Rdlr. og den fjerde Forestillings Indtægt. — Den tredie originale Nyhed: Prams „Negeren", var i ingen Henseende original, men en meget ubetænksomt foretagen Localisation og Omarbeidelse af Terents's „Eunuchus". Det er ikke let at begribe, hvad der har bragt en saa sundtdømmende og smagfuld Mand, som Pram, paa den Tanke, at et Lystspil, som 300 Aar f. C. blev skrevet for Athenienserne og ikke saa meget hviler paa Charakteerskildring som paa locale Forhold, Tidsaand og Sæder, kunde omdannes til en moderne Situations-Comedie, som for at faae theatralsk Virkning maatte i sit hele Væsen bære Præg af Samtiden. Man skulde troe, at det strax vilde have været ham klart, at det Hele maatte, i den bedste Bearbeidelse, komme til at røbe Mangel paa den Naturlighed i Handlingens [sideskift][side 491]Gang og Charakterernes Udvikling, som er en nødvendig Betingelse for at der i et Lystspil kan komme det Lune og den Sandhed, hvorved det skal blive interessant og faae æsthetisk Værd. At han, uden at gjøre sig Regnskab derfor, begyndte dette Arbeide og halsstarrig førte det tilende, hvorvel han strax maatte føle, hvorledes han var nødt til at vride og vende det Givne, for at fremkunstle Motiver til alle de Usandsynligheder og Urimeligheder, der kom ud af den Vold, som maatte gjøres paa det for at forvende dets Natur, dette bar Straffen i sig: Stykket viser en forkeert Anvendelse af umiskjendeligt Talent. Handlingen er forskruet og urimelig; Charaktererne savne Interesse i Anlæget, Bestemthed og Liv i Udførelsen; og Situationerne ere saa meget mattere som man mærker den Anstrengelse, det har kostet at tilveiebringe dem; alene i det smukke Sprog og den naturlige, let flydende Dialog mærkes Forfatterens dramatiske Begavelse. Kun Rahbek, med hans forunderlige Evne til at finde Fortrinlighed i sine Venners endog maadelige Arbeider, kunde det falde ind, paa Prent at tale om „Prams Negeren, denne kostelige Bearbeidelse af Terents's Eunuchus"; Rosenstand fandt at den "var en Skifting. som ikke burde have Lov til at vise sig for Folk", hvorfor han reent ud erklærede sig imod Opførelsen, som kun fandt Sted, forti Warnstedt paastod, at "da der dog var saameget godt i Stykket, at man ikke kunde siges at gjøre Theatret Skam ved at give det, og Pram var en dansk Digter, af hvis Genie der var noget Stort at vente, saa burde det opføres, baade til hans Opmuntring og for at han, ved at komme til at agte paa Effecten deraf, kunde blive opmærksom paa Feilene og skaffe sig en Skuepladsen gavnlig større Erfaring." Det vandt kun ringe Bifald, [sideskift][side 492]men holdtes dog paa Repertoiret saa vidt, at det i 16 Aar opnaaede 11 Forestillinger. — Af de oversatte Nyheder forsvandt strax Beils kjedsommelige Femacts-Stykke "Skuespillerskolen", væsenlig en didactisk-apologetisk Dialog over Skuespillerstanden, med enkelte gode Partier i en slet anlagt Handling, og kun bragt paa Scenen fordi Rahbek, som var meget indtaget deraf formedelst Æmnet, havde oversat det og ivret meget for Antagelsen; ligeledes "Taknemmelighed og Utaknemmelighed", det første her opførte Arbeide af Jünger, hvis Forfatterskab meest bestod i frækt Tyverie fra ældre franske Forfattere, men her tillige i en plat Forfuskning af Destouches L'ingrat til en i Tendents og Behandling meget slet Treacts-Comedie; og det allerede for ti Aar siden faldne Syngestykke „Feen Ursel", hvortil Schulz havde componeret en ny Musik, som uagtet sine mange Skjønheder ikke kunde skaffe Stykket Bifald, deels fordi man ikke vilde have et forhen med Mishag modtaget Stykke givet paa Kongens Fødselsfest, deels fordi man endnu bestandig ikke kunde lide Texten, og deels fordi nogle Fornemme, som ærgrede sig over det Væsen, der i „Høstgildet" var gjort af Bondefriheden, og fire, fem Skjønaander, som ikke kunde fordøie at dette Stykke ganske havde trængt Prams „Frode og Fingal" i Skygge, heller ikke kunde lide Schulz, som saa overordenligt havde bidraget til "Høstgildets" enthusiastiske Optagelse. Derimod behagede Syngestykket „Lilla", hvor slet end Texten var, ved en henrivende skjøn Musik af Martin; og en blivende Tilvæxt fik Repertoiret i Dumaniants ved en livfuld Intrigue med endeel meget moersomme og overraskende Situationer særdeles underholdende Treacts-Lystspil „Aabenbar Krig eller Høg over Høg"; Florians lille nydelige comiske [sideskift][side 493]Idyl "De to Sedler"; Jüngers „Stregen i Regningen", der ved et Par moersomme Charakteerbilleder, en god Afvexling af livlige Scener og vittig Dialog er et langt heldigere Plagiat end hans „Taknemmelighed og Utaknemmelighed"; og Schröders fortræffelige Lystspil „Ringen eller Det af Delicatesse ulykkelige Ægteskab", som er en Fortsættelse af hans tidligere „Ringen", men saameget overgaaer den i interessant Handling, piquante Scener af stor theatralsk Virkning og Vittighed baade i Situationer og Dialog, at det med en temmelig maadelig Fremstilling af et Par Hovedroller behagede langt mere.

Af sit Personale mistede Skuepladsen i denne Saison tre udmærkede Kunstnere, hvis Tab føltes saameget smerteligere da de alle vare i deres kraftigste Alder, stode i ualmindelig Gunst hos Publikum, havde et meget betydeligt og glimrende Repertoire, i hvis Hovedpartier de maatte ansees som uerstattelige, og det ikke var Døden, som for de To endte et skjønt Kunstnerliv, men de ved en Ubesindighed, der var saa grov, at den dybt bedrøvede ei alene deres Venner og Theaterbesøgerne, men enhver Veltænkende, selv pludseligt styrtede sig fra Yndest og Glands ind i Foragt og Elendighed. Kemp, i comiske Roller, fornemmelig holbergske Tjenere, Bønder og Spidsborgere, „Naturens Skjødebarn", havde, uden Opvakthed til at føre sit Talent over i nye Retninger, stadigt viist stor Iver for at gjøre sig endnu dygtigere i den, hans medfødte Evner anviste ham, og hørte i den sidste Tid til Publikums erklærede Yndlinger. Men han var iblandt de ikke faa af Datidens Skuespillere, som holdt af at bortsløse Tiden ved Flasken paa offenlige Steder. Den 16de Januar havde han, under Skuespillet, i Foyeren fundet en Pung som [sideskift][side 494]tilhørte Mad. Berthelsen og hvori der var en halv Snees Ducater. Han viste den til nogle af sine Selskabsbrødre og indbød dem spøgende til at være med at fortære det beløb, han meente der maatte tilkomme ham som Findeløn. De gik ind paa det og fulgte ham til en Viinkjælder ligeover for Theatret; men kort efter kom Mad. Berthelsen, for at søge om Pungen, og gjorde, da hun fik at vide, hvad Kemp havde sagt, en saadan Ophævelse, at Regisseuren blev nødt til at sende Bud efter Warnstedt, der lod Kemp kalde til sig fra Stedet, hvor man strax begreb at han maatte være. Kemp tilstod meget aabenhjertig hvad han havde gjort, erkjendte at det var en stor Forseelse og bad paa det indstændigste Warnstedt, ikke at føre ham i Ulykke derfor. Warnstedt lovede ogsaa, at det skulde blive ved en drøi Irettesættelse i Directionen og at de fortærede Penge tilligemed en Mulct af 5 Rdlr. indeholdtes fra Hans Gage, Dagen efter var imidlertid Begivenheden bragt ud iblandt Publikum i en saadan Skikkelse, at et Par ansete Skuespillere fandt sig foranledigede til at fremkomme med Paastand paa, at Kemp og hans Medskyldige ikke kunde blive ved Theatret. Disse slap dog fra det, ved at fragaae endog Formodning om hvorfra Kemp havde faaet Pengene, men han selv kunde ikke frelses, hverken ved at han, deraf at han tun havde brugt een Ducat, vilde bevise. at han virkelig ikke havde villet tilegne sig andet end den Findeløn, som han troede at kunne fordre, eller ved Warnstedts Forestillinger om, at Kemp var en gift Mand af en ellers skikkelig Charakteer, og hans ivrige Bestræbelser for at faae det Skete betragtet som en kaad Spøg, begaaet i en Ruus. Ogsaa Schwarz tiltraadte Paastanden med det udtrykkelige Tilføiende, at, saa ondt som Anledningen gjorde ham. var [sideskift][side 495]det hans faste Overbeviisning, at Skuespillerne i nærværende Tilfælde baade, støttede paa, at der i begge Skuepladsens Grund-Privilegier, fra 1747 og fra 1750, er givet kgl. Paalæg om, at „Truppen skal bestaae af skikkelige Personer", kunde fordre en saa høiligen compromitteret Skuespillers Afskedigelse, og, „for at hævde deres Stands Ære, der af flere dens Egne trædes under Fødder og derfor af Publikum kun meget ringe agtes", burde fordre den. Warnstedt kunde ikke andet end tilstaae, at det var netop de Agtværdigste, som, af Grunde, der maatte respecteres, meest holdt paa Forlangendet om Kemps Afskedigelse, og faae sig omsider nødsaget til at andrage paa den. — Kemp og Mad. Gjelstrup, der ei alene ogsaa, ligesom han, i comedien var et „Naturens Skjødebarn", men en klog, vittigt opfindsom og meget smagfuld Kunstnerinde, havde i deres betydeligste Fagroller havt saa mange vigtige Scener sammen og deri saa ypperligt indspillet sig med hinanden, at hans pludselige Afgang paa en uhæderlig Maade og til en sørgelig Fremtid gik hende meget til Hjertet. Men, hvorvel kun 36 Aar gammel og endnu, da hun i „Maskeraden" sidste Gang spillede med ham, i sit Lunes fulde Fyrighed, skulde hun allerede inden den kongelige Resolution, hvorved han afskedigedes, blev givet, selv have betraadt Scenen for sidste Gang. Hun havde i det sidste Aar under stadigt tiltagende Førhed skrantet meget, men desuagtet, for ikke mere end tre Maaneder siden, i en ny Rolle, Life i „Aabenbar Krig", henrevet ei alene Publikum, men en saadan Medspillende som Schwarz til Beundring af den Simpelhed og Natur, hvormed hendes Vid, Varme og Skalkagtighed spillede igjennem hele Fremstillingen og hver enkelt Replik. Nogle Dage efter at hun [sideskift][side 496]havde spillet denne Rolle fjerde Gang og, efter Forestillingens Slutning, modtaget Warnstedts Tilsagn om at blive indstillet til en Gageforhøielse af 80 Rdlr., for at hun, som han længe havde ønsket, ved at faae 500 Rdlr. kunde komme til at staae lige med Mad. Rosing, Mad. Preisler og Jfr. Winther, begyndte hendes gode Huld saa pludseligt at tage af, at hun i Løbet af en Maaned tabte meget af sin Fyldighed. Ikke destomindre vedblev hun at spille med sin vante Munterhed, ja udførte endog i "Stregen i Regningen", endnu een ny, dog ikke stor, Rolle med sit Lunes fulde Friskhed. Dog begyndte hendes Sygelighed at ængste hende. Førend Forestillingen af "Det gavmilde Testament" beklagede hun sig for Arends over, at hun befandt sig meget ilde, og bemærkede, at det vilde være besynderligt om hun, efter at Londemann havde spillet sidste Gang i den ene af Stykkets tre Hovedroller og Clementin sidste Gang i den anden, nu skulde komme til at spille sidste Gang i den tredie; men var det faa, vilde hun trøste sig med, at hun forlod Scenen med en glimrende Bortgang, thi hvor syg hun end var, vilde hun i Aften spille saadan, at hun ret skulde gjøre Lykke. Hun opfyldte sit Forsæt og hendes Ahnelse slog ind. Efter at have feiret en glimrende Triumf gik hun til et langt og smerteligt Sygeleie, der blev hendes Sotteseng. Kemps Eftermand i hans Fags vigtigste Roller havde Theatret i den allerede yndede talentfulde Begynder Lindgreen, som desuden langt overgik ham i Flid og Smag; en saa rigt begavet og i sit Fag fuldendt Kunstnerinde som Mad. Gjelstrup turde man derimod ei alene ikke gjøre sig Haab om at faae erstattet, men af de fire Begynderinder, der havde viist sig i det Slags Roller, savnede endog den bedste, Jfr. E. Schmidt, baade [sideskift][side 497]hendes sjeldne Evner og, i endnu høiere Grad, den Smag og kunstneriske Færdighed, hvormed hun anvendte dem. Alligevel var Tabet af Preisler endnu føleligere. 36 Aar gammel stod han dengang som en almeenyndet Kunstner, der med et stort, af den ædleste Smag ledet, Fremstillingsgenie forenede saa ypperlige Naturgaver, at han i høist forskjellige Fag udførte ligesaavel Gamle som Unge med en Mesters Herredømme over sin Opgave. For Officerer, Cavalerer, Bonvivants og Spradebasser havde han i enhver Rolle en ny Charakteristik, hans Anstand og fine Væsen beundredes for det Naturlige og det Elskværdige, som vare udbredte derover, og hans Conversationstone fandt man uovertræffelig i Elegants, Smidighed og reen, velklingende Udtale. I Forening havde han og Hans Kone aarlig 1100 Rdlr., hvormed de, efter Pengenes Værdie dengang, kunde have ført et smukt Huus og saaledes levet i de lykkeligste Forhold. Men han var i slet Selskab bleven forfalden til Nattesviir, Spil og andre Udsvævelser, hvorved hans fine Legemsbeskaffenhed angrebes saa heftigt, at han undertiden fik Krampe eller besvimede. Baade hans Familie, især hans Svoger, Grosserer Zinn, og Warnstedt havde, snart ved venlige Forestillinger, snart ved alvorlige Bebreidelser, søgt at bringe ham paa bedre Vei, og mere end een Gang skaffet ham Midler til at betale den Gjæld, som han gav Skylden for, at han følte sig nedtrykket og maatte søge Adspredelse udenfor sit Hjem. Alt havde været forgjæves: han gav de bedste Løfter, „men", som han for Warnstedt undskyldte sig med, „naar han gik bort var han af Skam og Anger i en saadan Fortvivlelse, at han paany maatte søge lystigt Selskab for at qvæle den." Midt i dette uordenlige Levnet vedblev han dog indtil Februar at for [sideskift][side 498]rette sin Tjeneste med Flid og Nøiagtighed, men da begyndte han at vise sig meget forsømmelig. Den 16. April lod han sige til Regisseuren, at han ikke kunde komme paa Prøven af „Bagtalelsens Skole", hvori han var Creless, men dog vilde spille om Aftenen. Han blev imidlertid borte, saa at Warnstedt en halv Time førend Stykkets Begyndelse maatte bevæge Bech til at lære Rollen; og inden Forestillingens Slutning erfaredes, at han hemmeligt var reist bort, ledsaget af Jfr. Fredelund. Om Flygtningernes videre Skjæbne kun saameget: Begge vendte nogen Tid efter tilbage i sørgelig Tilstand; hun blev alligevel gift med en Mand af et endnu hæderligt bekjendt Navn og døde i 1797 i ret gode Omstændigheder; men for Preisler var der ikke mere nogen Lykke: han, der ved Genie, Kundskaber og Aandsdannelse havde staaet saa høit iblandt Skuespillerne, maatte tiltigge sig den ringe, ubemærkede Bestilling at soufflere dem, og havde ved den kun Livets kummerlige Ophold indtil Døden gjorde Ende paa hans sørgelige Tilværelse, hvilket skete i 1808.

Balletten maatte i denne Saison staae meget tilbage, især fordi Jfr. Stuart leed af en Sygelighed. som blev saa vedholdende, at hun ikke mere kom til at gjøre Tjeneste. Men det svage mandlige Dandsepersonale fik i Dahlén og Bournonville en uventet Forøgelse med store og fuldt udviklede kunstneriske Kræfter af den ædleste Art; thi vel kom de kun for, som Gjæster, at optræde i tre, fire Forestillinger, men det overordenlige Bifald, de vandt, foranledigede strax deres Engagement paa et Aar, og efter det fulgte deres faste Ansættelse paa Levetid. Carl Dahlén, som først ankom, var en ung Mand af et meget indtagende Udvortes. Hans særdeles tækkelige Legemsbygnings noget [sideskift][side 499]fyldige Former stode i et smukt Forhold til hverandre, og de lette, runde og bløde Bevægelser, som mere vidnede om heldig Flid i en udmærket Skole, end om stort Anlæg, gave hans Dands megen Ynde og Behagelighed, især i demiserieuse og idylliske Partier. Hans Ankomst hertil var et Tilfælde. Ved stockholmer Theatret, hvor Balletten dengang stod paa et særdeles høit Trin, havde hans smukke Ydre, nette Væsen og mærkelige kunstneriske Fremgang tilvendt ham endog Gustav den Tredies Opmærksomhed i den Grad, at Kongen en Aften, da han havde dandset med meget Bifald, lod ham forsikkre om sin Naade og at han skulde faae et anseligt Gagetillæg; men den Kammerherre, som fra Monarkens Loge var sendt ned paa Theatret for at bringe ham dette Budskab, tillod sig, efter at have udrettet sit Ærende, hvidskende og med en nærgaaende Gebærde, at gjøre ham Forslag om Deeltagelse i en blandt Hofcavalererne meget udbredt afskyelig Last, og Dahlén blev saa oprørt derover, at han svarede med en Ørefigen. Da flere af Theaterpersonalet havde været Vidne til dette Optrin og Stormanden forbittret svor, at han skulde komme til at angre det, ansaae Dahlén for rigtigst, øieblikkeligen at tage Flugten og reiste endnu samme Nat til Kjøbenhavn. Her vandt han et meget levende Bifald, som foranledigede hans faste Ansættelse, men ikke blev af lang Varighed; thi nogle Aar efter var han saaledes tiltaget i Førhed, at Ingen skulde formode, han engang havde gjort sin Lykke ved Skjønhed og let, gratiøs Dands. — En langt større og meget længere virkende Betydenhed i Balletvæsnet og Dandsekunsten fik Antoine Bournonville for det danske Theater. Som første Dandser, grundigt dannet i den berømte Noverres Skole, var han i Stockholm en af Kongens [sideskift][side 500]og Publikums erklærede Yndlinger da Mordet paa Gustav den Tredie, den 15de Marts, pludseligt standsede Skuespillene og gjorde Operaens og Ballettens Vedbliven i deres hidtidige Grandiositet meget tvivlsom. Underrettet om den Lykke, hans Elev havde gjort i Kjøbenhavn, besluttede han derfor strax at gaae derhen, for, endnu inden Saisonnens Slutning, ligeledes at optræde som Gjæst. Han var dengang 32 Aar gammel og en baade ved Naturgaver, dannet Skjønhedssands, utrættelig Flid og fortræffelig Skole udmærket Kunstner. Hans Ydre var, ved de enkelte Partiers plastiske Reenhed og sjeldent smukt harmonerende Forhold, af imponerende Skjønhed. Lidt over Middelhøiden, rank, kraftigt bygget, uden at være overdreven muskelfør, og med et, ved en lys, klar Teint, en særdeles fiintformet, lidt bøiet Næse, deilige, ikke store, men meget udtryksfulde, blaae Øine, en høi, aaben Pande, en lille veldannet Mund og en noget langagtig, smukt dannet Hage, ædelt og indtagende Ansigt, gav han i den fri, lette Holdning og sine høist gratiøse Bevægelser, Billedet af en sand Apollo; hans blotte Fremtræden fængslede Øiet ved mandig Ynde. Dertil havde han i alle Theaterdandsens Arter en overordenlig Virtuositet, som han anvendte med den fineste Smag. I det Muntre og Skjelmske som i det Ædle og Imposante, hvor det gjaldt om at forbause ved utrolig Fodfærdighed som hvor det kom an paa at henrive ved fast og sikker Udførelse af vanskelige Pas og skjønne Stillinger, i Nationaldandse som i Kunstdandse, i energiske tours de force som i let, flygtig Svæven viste han sig som en Mester, hos hvem der hverken var Kraftanstrængelse eller Udmattelse at mærke. Sine Gjæsteforestillinger begyndte han med først at optræde i en serieux Entree, som, ved [sideskift][side 501]en hidtil useet rig Vexlen af henrivende plastiske Momenter, fremkaldte almeen Overraskelse og en levende Beundring, der med endnu større Enthusiasme udtalte sig under en følgende Demicharakteer-Entree, fordi han deri tillige interesserede ved det hans Personlighed saa overordenligt klædelige fine, smagfulde Udtryk af Skjelmerie og Naivetet. Da han, efter 6 Aftener at være optraadt som Gjæst for fuldt Huus og med glimrende Bifald, tog til Paris var han, Kunstens Venner til stor Glæde, ved Forlovelse med den indtagende Mariane Jensen, saa godt som bunden til den danske Skueplads, hvor hans Energie, Ild og Smag nu i næsten 70 Aar have været levende i hans Navn og mange herlige Kunstværker. — Forresten gav hans Fremtræden Rahbek Anledning til en ligesaa velbegrundet som skarpt fremført Anke, idet Warnstedt, for at Bournonville kunde i een Forestilling komme til at optræde i to Entreer, beqvemmede sig til at lade den første give imellem et Stykkes Act; en Smagløshed, som, fordi der manglede Smaastykker i Repertoiret, gjentoges ved flere Forestillinger, men rigtignok ogsaa, uden Anke, blev begaaet af hans Eftermand i Bestyrelsen.

At Warnstedt anordnede disse Overskærelser, endskjøndt han selv erkjendte det Urigtige deri, havde for en deel sin, vistnok ikke undskyldende, Grund i, at han paa den Tid, træt og mæt af Theaterbestyrelse, ei alene var sengeliggende af heftige Gigtsmerter, men i en fortredelig Sindsstemning, der slappede hans Interesse for næsten alt andet, end at vedligeholde den gode Indtægt, Saisonnen hidtil havde givet. Det var nemlig kommet ham for Øre, at der tænktes paa hans Afskedigelse, som vel var hans inderlige Ønske, men syntes at skulle skee paa en unaadig, krænkende Maade. [sideskift][side 502]Allerede midt i Saisonnen havde han, efter Andragende derom, af Kronprindsen faaet Tilladelse til at forelægge ham en Udsigt over Theatrets Bestyrelse og Forhold, især med Hensyn til det Oeconomiske, fra 1772 indtil det nærværende Øieblik. Han vidste, at han med den vilde kunne godtgjøre, at Kassens slette Tilstand ingenlunde var Følge af hans Administration, som tvertimod, hvor det var blevet ham tilladt at virke uhemmet, stadigt havde været Theatrets Kaar til betydelig Forbedring; og det var hans Haab, derved at bevæge Kronprindsen til at forunde Theatret et Forskud af 24000 Rdlr., hvormed dets trykkende Gjæld kunde betales og Udgifterne bestrides, hvilket under hans Bestyrelse skulde blive Anstalten til saa betydelig Fremme, at Pengeforholdene kunde være bragte i god Orden og Forskuddet afdraget i Løbet af en halv Snees Aar. Just som han, i glad Forventning om et godt Udfald, var sysselsat med at samle Materialet og udkaste Grundtrækkene til denne Fremstilling (aftrykt i Collins „For Historie og Statistik". 1ste Bind), der skulde udarbeides af Justitsraad Lassen, var det at han hørte den første Ymten om en forestaaende Bestyrelsesforandring. Eftersom der ikke for ham, hvem den dog fornemmelig angik, var berørt Noget derom, agtede han ikke derpaa, og vedblev rolig sin Virksomhed; men kort efter, da han var bleven syg gave adskillige Omstændigheder ham Formodning om, at den alligevel var paa Bane, og i Begyndelsen af Mai fandt han sig fuldkommen overbeviist derom ved Noget, hvilket han, som Hofmand og forhenværende Militair, ansaae for en meget saarende manque de respect. Geheimeraad Kalkreuther underrettede ham om, at det Ugerepertoire, som det paalaae Directionen at indsende til Kongen igjennem [sideskift][side 503]Hofchefen, ikke herefter skulde tilstilles ham, men Grev Ahlefeldt, der var udnævnt til Kongens Hofmarskal. Dette Budskab satte Øieblikkeligt Warnstedt i Fyr og Flamme. Han skrev strax til Kronprindsens Hofmarskal og Yndling, den fortræffelige Johan von Bülow (til Sanderumgaard) og forestillede ham, hvor „haardt det vilde være ham, om han, der for 9 Aar siden var bleven tillagt Rang med Marskaller ved Hs. Maj.'s Hof, i 14 Aar havde været Theatrets chef og nu var første Medlem af dets Bestyrelse, som havde umiddelbar Indstilling til Kongen, skulde lide den Krænkelse at blive nogen Eftermand subordineret." Bülow begav sig, efter at han med levende Deeltagelse havde foredraget Kronprindsen Sagen, strax til den sengeliggende Ven og beroligede ham med, at Hs. kgl. Høihed bevarede endnu som hidtil sin fulde Velvillie for ham, vilde overdrage Grev Schimmelmann at komme overeens med Theaterbestyrelsen om de bedste Midler til at afhjælpe Kassens Trang, fandt det, med Hensyn til de mange Forretninger, som maatte værre forbundne med en første og administrerende Directeurs Embede, meget naturligt, at han ikke endnu havde kunnet indsende den lovede Udsigt, og vilde træffe saadan Foranstaltning, at han ikke i sine Forbindelser med Hoffet blev subordineret Grev Ahlefeldt. Desuden bad Bülow ham venskabeligt, kun at vedblive sin Virksomhed i tillidsfuld Fremgangsmaade og med fuld Fortrøstning baade til Kronprindsens Naade og til den venskabelige Omhu, hvormed han selv vilde vaage over at han i Rolighed kunde varetage sit Embede. Warnstedt yttrede strax, sin Glæde over disse Meddelelser for Justitsraad Lassen, „som saa trolig hjalp ham at bære Sorg og Arbeide"; men Fjerdedagen efter, da han første Gang efter [sideskift][side 504]sin Sygdom kjørte ud og besøgte sin Kones Familie, blev han paany sat i Uro, og skrev strax efter sin Hjemkomst til Bülow, at det, saaledes at han var nødt til at tillægge det nogen Vægt, var blevet ham fortalt, "at der var givet bestemt Ordre til Directionens totale Dissolution, at en commission var udnævnt til at undersøge Theatrets Tilstand, at det stockholmske franske Skuespil her skulde antages, og at han reent skulde afgaae, med mangfoldige andre, deels urimelige, deels ondskabsfulde Udladelser." Han tilføiede: „Vel har lang Erfaring om Verdens- og Hoftøb lært mig, at smaa Aarsager frembringe store Virkninger og at den bedste og reneste Sag ved Ondskab og Cabale kan gives Anseende af uretfærdig og styg; men jeg kunde af Deres Excellences Besøg og Udladelser ikke lære at frygte for det Mindste, men vel at bede om det, som jeg ønsker og attraaer, nemlig at sagkyndige Mænd maatte blive bestilte til at veie og dømme om Theatersagerne under de forskjellige Administrationer, Theatret har havt fra 1722 til Dato. Naar dette er skeet, saa skee Kongens fulde Villie med mig. Det vil ikke blive tungt at finde Liebhabere til mit Embede, men redeligere og nidkjærere Tjener end jeg føler at have været i samme, troer jeg ikke Kongen skal finde." Nogle Dage efter besøgte Bülow ham atter og tilstod aabenhjertig, at han nu selv maatte troe, at der, han vidste ikke af hvilken Aarsag, tænktes paa en Omordning af Theaterbestyrelsen; men var dette endnu kun en Formodning hos ham, saa var det ham en fuldkommen Vished og Noget, hvorpaa han uopfordret gav sit Æresord, at han (Warnstedt) ingenlunde vilde lide nogen Krænkelse, men tvertimod finde en Hæder i hvad Kronprindsen angaaende ham besluttede. I denne Forsikkring, som atter beroligede [sideskift][side 505]Warnstedt, var det, at Bülow ikke vidste Aarsagen, en kjærlig Fordølgelse af Sandheden. I det mindste kjendte han den Deel deraf, som allerede Dagen efter begyndte at blive klar for Warnstedt og var ham den allersmerteligste Sorg, da den ei alene vedrørte ham som Embedsmand, men saarede hans Hjerte dybt som Menneske og Ven.

Warnstedt havde strax ved sin Embedstiltrædelse fattet megen Godhed for Lassen. Denne Mand eiede i et let, muntert Sind, en fiin, behagelig Tone og et beskedent, særdeles tækkeligt Væsen ualmindelige Evner til at gjøre sig yndet. Næsten alle tiltrædende Foresatte kom hurtigt til at holde af ham og vise ham Tillid. Hos Warnstedt, der i det daglige nøie Embedsforhold ideligen fik Leilighed til at erkjende, at han ei alene var et lyst Hoved med mange Kundskaber og sjelden Forretningsdygtighed, men et ædelt Hjerte, ligefrem redelig i Meningsyttring og Færd ligeoverfor Overmænd, velvillig og hjælpsom endog imod saadanne Theaterpersoner, der viste ham Utaknemmelighed, vandt han især en Agtelse, som i Løbet af et Par Aar udviklede sig til et saa inderligt og varigt Venskab, at Warnstedt skjænkede ham den høieste Grad af Tillid og aldrig foretog sig noget Vigtigt uden at raadføre sig med eller i det mindste betroe sig til Lassen. Forholdet vedblev under alle Bestyrelsesforandringer at være det samme fra begge Sider: Directeuren fremhævede med Varme for sine colleger den betydelige Understøttelse, som Inspecteuren ydede ham i hans Virksomhed; Inspecteuren var lutter Iver for Udførelsen af sin Directeurs Forholdsregler, arbeidede utrætteligt for at lette ham Besværligheder og hang ved ham med oprigtig Hengivenhed. Hele Lassens Embedsførelse maatte stadigt af hans Foresatte ansees som udmærket. [sideskift][side 506]Som Kasserer aflagde han sine Regnskaber med største Nøiagtighed og fyldestgjorde øieblikkeligt enhver Anviisning, hvilket dengang var fuldkommen tilfredsstillende, da Autoriteterne satte hele Controllen i en streng Revision, saa at der kun foretoges Kasseeftersyn hos Oppebørselsembedsmænd naar der til Undersøgelsen af en Anstalts Tilstand forordnedes en Commission, og hver Gang det ved Theatret havde været Tilfældet var Beholdningen funden at være fuldstændigt tilstede. Den store Duelighed, hvormed han forestod Inspectoratet, havde meget bidraget til at Kassen fem Aar efter hans Overtagelse af det var bleven 15500 Rdlr. rigere, endskjøndt den aarlige Udgift androg 3500 Rdlr. mere end tidligere. Da Lassen, der havde en svagelig Kone og mange Børn, var en søgt Selskabsmand til Gilder, Baller, Jagter og Kanetoure, og holdt sig forbunden til nogenlunde anstændigt at gjengjælde sine Venners Artighed, saa løftede hans Huus meget; men 800 Rdlr. Gage og fri Bolig samt 800 Rdlr., der var det rimelige Udbytte af en Fjerdepart, som han eiede i Kalkbrænderiet, gjorde ham det, saaledes som Pengenes Værdie dengang var, muligt at leve paa en god Fod, dog uden at kunne lægge Noget op. I de to første Aar fandt han sig fuldkommen tilfreds i sin Stilling, men anstrengende Forretninger og muntre Selskaber berøvede ham saa hyppigt tilstrækkelig Nattero, at hans Helbred leed derunder, og dette bragte ham til alvorligt at tænke paa Midler til at sikkre sin store Familie et taaleligt Udkomme for Tilfældet at han tidligt skulde døe. Man nærede dengang saa chimæriske Forventninger om Udbyttet af nogle store Actieforetagender, at Flere vare blevne hovedrige alene ved at sælge Actier inden de endnu havde faaet eller betalt dem. At [sideskift][side 507]en Conferentsraad Agerskou saaledes havde vundet 200 pCt. paa "en vestindisk Udredning" fristede Lassen til ogsaa at søge denne Vei til i en Hast at blive saa rig, at han kunde efterlade sin Familie godt forsørget. Som en uhyre Gunst opnaaede han at faae overladt 20 østersøiske Actier for det blotte Indskud, 100 Rdlr. Stykket. Han maatte gjøre et Laan af 2000 Rdlr. for at indfrie dem; men de bleve ogsaa ansete som en Foræring af en ligesaa stor Sum og stege virkelig i kort Tid til 180 Rdlr. og derover. At kunne opnaae en saa betydelig Gevinst gav Lassen Lyst til at sælge, men hændelseviis kom han til at tale med General Eickstedt, der. som han vidste, selv var Eier af en Mængde Actier, og udbad sig da i al Ydmyghed Hs. Ex.'s Raad, som var, at han tvertimod skulde kjøbe af østersøiske Actier alt hvad han kunde faae indtil 200 Rdlr. Stykket og af vestindiske Actier indtil 1000 Rdlr. Stykket, og for at han ikke skulde mangle Penge dertil, tog Generalen i sit chatol 500 Rdlr., som han laante ham med de Ord: "Naar De betaler 10 Rdlr. paa Stykket, kan De give Deres Obligation for det Øvrige og hypothisere Actierne. De vestindiske Actiers Udbytte gaaer aldrig under 50 Rdlr. for Stykket, og det er at vente, at Udbyttet af de østersøiske vil gaae til 20 à 30 Rdlr." Derhos gjorde Generalen ham begribeligt, at naar Landet ved saa lykkelige Tider var blevet beriget, vilde Renten falde til 3 eller 2½ pCt., hvoraf maatte følge, at han blev en bemidlet Mand, som kunde efterlade sine Børn en anselig Formue; men disse glimrende Udsigter kunde kun de, der. som han, vare i Ministeriet, have nogen rigtig Forestilling om. Blændet heraf kjøbte Lassen efterhaanden 15 vestindiske Actier, som kom paa 860 Rdlr. Stykket, og 96 østersøiske Actier, der [sideskift][side 508]gik ham i 165 Rdlr. Stykket, faa at han besad Actier for omtrent 30000 Rdlr. Som han var dybest indviklet i dette fordærvelige Stockjobberie opdagede han til sin Forfærdelse, at nogle vestindiske Actier, hvilke han for 686 Rdlr. Stykket havde kjøbt af en Jøde ved Navn Jacobsen, der hemmeligen besørgede Eickstedts Pengeomsætninger, havde tilhørt Generalen. Spørge Hs. Ex., hvorfor han solgte Actier under den Priis, han havde raadet ham at kjøbe til, turde han ikke; han henvendte sig derfor til en Mand, som han vidste havde hans Fortrolighed, og denne fortalte ham, at Generalen kun gjorde det for at kunne reent udbetale sine Godser og udføre nogle betydelige Bygningsarbeider paa dem. Dette beroligede ham saa fuldkommen, at han ikke lunde overtale sig til at troe en ærlig Jøde, der forsikkrede ham, at disse pralende Actieforetagender kun vare forræderske Finantskneb, hvorved endeel Stormænd og Pengespeculanter vilde berige sig paa skikkelige Godtroendes Bekostning, og at de, da man nu begyndte at faae Øinene op, snart vilde falde sammen til Manges Ødelæggelse, hvorfor han burde sælge jo før jo heller. Havde han fulgt denne redelige Mands Raab, vilde han have kunnet frelse sig med Tabet af et Par 1000 Rdlr., som han var istand til at udrede; da han omsider blev nødt til at sælge paadrog han sig en Gjæld af 14000 Rdlr., og denne var, ved Renter og Omsætninger, i Begyndelsen af 1792 steget til over 20000 Rdlr. Warnstedt vendte kun sine Tanker fra Theatret hen paa Penge saa vidt han var nødt dertil, for med sin Gage at kunne leve efter sin Stand uden at gjøre Gjæld; ham fortroede Lassen sig derfor aldrig angaaende sin Speculation med Actier anderledes til, end at han et Par Gange, da de vare i Stigning, ikke kunde negte sig den Fornøielse at [sideskift][side 509]omtale, at han havde nogle, som nu stode i en betydelig høiere Priis, end han havde faaet dem for, hvortil Warnstedt svarede, at det glædede ham inderligt, at han kunde forbedre sine Formuesomstændigheder ved et Salg, som han ventede at han vilde være saa fornuftig at beslutte sig til, da de vist aldrig kom til at give et saadant Udbytte, at det kunde svare Regning at beholde dem. Da de begyndte at synke, vogtede han sig vel for at tale om dem, men svarede Warnstedt, som, da han, uden at tænke paa dem, undertiden saae den ellers saa oprømte Mand mørk og tungsindig, spurgte hvad der feilede ham, at han havde havt nogle Uheld, der øieblikkeligt satte ham i Pengeforlegenhed. Med sin sædvanlige Tjenstvillighed tilbød Warnstedt da, at han, saa vidt det stod i hans Magt, gjerne vilde være ham til Hjælp, og fra Slutningen af 1786 skaffede han ham virkelig hos en Etatsraad Wewer ikke blot jævnligen Laan af indtil 3000 Rdlr., men undertiden Udsættelse med Afbetalingen derpaa. At Lassen sildigere dreves til at hjælpe sig ud af sin stedse stigende Forlegenhed ved at angribe Kassen, faldt Warnstedt saa meget mindre ind, da alle Udbetalinger vedblivende skete prompte; thi det, hvormed Lassen hjalp sig, var, indtil det sidste Halvaar, et Quartals Beløb af hvad der for Personaler blev indeholdt som Afdrag paa dets Gjæld til Bräutigam, og Heller ikke derom kunde Warnstedt have Formoding da Lassen idelig ved Slutningen af et Quartal trængte paa ham, om at faae Opgivelsen af hvad der skulde indeholdes, for at han kunde have Summen paa rede Haand, og der fra Bräutigam, som fik rente af Lassen for Henstanden, aldrig førtes Klage over Forhaling. Sagsanlæggelsen imod Bräutigam satte vel Lassen i Forfærdelse, [sideskift][side 510]da han indsaae at Enden rimeligviis vilde blive en fuld Udbetaling, men for Øieblikket var den ham et Held, siden Afdragene skete som tidligere, men skulde beroe hos ham indtil der faldt Dom, hvorved han beholdt en endnu større Sum i sit Værge. De andre Directeurer kjendte ligesaa godt Lassens Stilling som Warnstedt, da denne havde andraget paa at Bestyrelsen burde af Kongens Kasse skaffe Lassen et Laan paa 2000 Rdlr., hvortil han sagde sig at være høiligen trængende; og de vare alle villige dertil, fordi de ganske deelte Warnstedts Mening, at han var en særdeles dygtig, af Theatret meget fortjent Mand, der vel, i sin Andeel i Kalkfabriken og nogle Statspapirer, havde en lille Formue, men dog, formedelst en stor Familie og nogle tilstødende Uheld, levede under Nærringssorger, hvilke Directionen saa meget mere burde afhjælpe, som han, uagtet dem, stadigt forestod begge sine Embeder med stor Iver og Redelighed. Men de, som havde med Pengeomsætninger at gjøre og hvem Lassen især maatte tye til om Hjælp, kjendte bedre hans Forfatning: hans Credit var ødelagt; hos Wewer kunde han ikke mere opnaae Laan, og Banken vilde ikke give Henstand med et i den optaget Laan af 1500 Rdlr. Disse for Finantsministeren Grev Schimmelmann velbekjendte Omstændigheder vare de Aarsager til en paatænkt Bestyrelsesforandring, hvilke Bülow, af Godhed for Warnstedt, ikke vilde være vidende om. Tidligt om Morgenen efter Bülows andet Besøg fik Warnstedt fra Lassen et Brev, som til hans Overraskelse begyndte med: „Kjæreste Hr, Kammerherre! mangfoldige Ting ligge mig saa haardt paa Hjertet i denne Tid, at jeg troer, de lægge mig i Graven, hvor jeg allerede ønsker at være, for at see en Slutning paa min Qval": og derefter indeholdt Til[sideskift][side 511]staaelse om, at de 1500 Rdlrs. nødvendige Betaling til Banken satte ham i Fortvivlelse, og at han, som Følge af 13000 Rdlrs. Tab paa actier, havde en Gjæld af 20000 Rdlr. Endnu kunde Warnstedt ikke troe, at dette forfærdelige Budskab skulde sige mere, end at Lassen, uden nogen fobrydersk Skyld til Kassen, var i en stor Gjæld, som han dog maaskee kunde redes ud af, hvis det var muligt at frelse ham fra det Stød, der øieblikkeligt truede ham. Han kjørte strax ud for at søge Udvei dertil og opnaaede, paa en af Grosserer Peschier endosseret Vexel, hos Pengenegociant Adler et Laan af 1500 Rdlr., hvilke han ufortøvet sendte Lassen med det Ønske, at han deri vilde see et Beviis paa, hvor gjerne han søgte at lindre en kær Vens Sorg.

Ved sin Hjemkomst havde Warnstedt forefundet Meddelelse fra Bülow om, at Kronprindsen befalede at see ham jo før jo heller. Saa snart han havde afsendt Pengene til Lassen og var bleven omklædt, begav han sig over paa Slottet til Kronprindsens Forgemak. Her fandt han Bülow, som udtalte sin Glæde over, at det, han vidste at Kronprindsen havde at sige Warnstedt, vilde bevise, at han havde havt Ret i at forsikkre ham om Hs. kgl. Høiheds vedblivende Velvillie for ham. Derpaa fik Warnstedt ogsaa den fuldeste Stadfæstelse ved Audientsen. Kronprindsen yttrede med Venlighed, at han meget havde tænkt over, baade at faae Theatrets Pengeforhold bragte i Orden og paa en ærefuld Maade at befrie ham fra en Post, som han vel indsaae, at han nu, efter med Iver og Dygtighed at have forestaaet den i 15 Aar, kunde være træt af. For at opnaae begge Dele vilde han nu, til Overveielse af Theatrets Velfærd, nedsætte en commission, bestaaende af [sideskift][side 512]ham, Hofmarskal Grev Ahlefeldt, conferentsraad Edvard Colbjørnsen og Etatsraad Tetens, og tillige forunde ham Afsked som Directeur, for at han, naar commissionens Arbeider ikke mere fordrede hans Nærværelse, skulde gaae til Lissabon som Minister. Warnstedt blev overvældet af Glæde ved denne Naade, som pludselig bragte ham ud af en Stilling, der nu var ham piinlig og kun syntes at maatte blive det endnu mere, for at føre ham over i en anden, som viste ham en meget behagelig og hæderfuld Fremtid. Efter at have aflagt Kronprindsen sin varmeste Taksigelse ilede han til sin Familie, for at forkynde dette Lykkens Budskab. Men næste Eftermiddag fik han fra Lassen et langt Brev, der satte ham i stor Bestyrtelse og dyb Bedrøvelse ved at vise ham den pludselige Bestyrelsesforandrings formodenlige Aarsag, som rigtignok gjorde ham Kronprindsens Naade dobbelt dyrebar, idet han deraf erfarede den store Tillid, han satte til Hans Redelighed, men tillige var ham et Forbud om megen Miskjendelse og, hvad der smertede ham endnu dybere, gav ham Vished om, at en Mand, som han agtede og elskede, en stor Families Forsørger, stod ei alene aldeles ødelagt, men udsat for Skjændsel. At Lassen havde betalt Laanet fra Banken med de Penge, som Warnstedt havde gjort Udvei for, havde ikke engang for nogle Dage kunnet frelse den ulykkelige Mand; nu, Dagen efter, aflagde han i sit Brev Warnstedt Bekjendelse om, at han havde en Kassemangel af omtrent 22000 Rdlr., hvoraf 14337 Rdlr. vare tagne af Indeholdelserne til de bräutigamske Laan, og Resten, henved 8000 Rdlr., af de fra Finantskassen givne Forskud til Theaterkassen. Han forklarede derhos hvorledes han var bleven indledet i denne skrækkelige Ulykke, som han, da [sideskift][side 513]Salget af hans stærkt beheftede Eiendomme ikke kunde indbringe meget, kun var istand til at tænke sig eet Middel til at komme ud af, og dette bestod i, at han vilde have opdaget et Material, hvoraf man, med en Besparelse af 300000 Rdlr. hvert 25de Aar, kunde forfærdige Stadens Bolværker stærkere, varigere og smukkere end af Tømmer. Han bad Warnstedt om, at han hos høie Vedkommende vilde fremstille dette, for om muligt derved at udvirke Kassemangelens Eftergivelse, og bønfaldt ham forresten om, at han, paaberaabende sig den Redelighed og Nidkjærhed, han, udenfor dette usalige Forhold, havde viist i Statens Tjeneste, vilde virke til hans og hans Families Frelse fra Undergang. Warnstedt vidste vel, at Lassen i Bygningsdepartementet havde viist sig som en kundskabsrig Mand, og holdt det ikke for umuligt, at han havde gjort en Opdagelse, der under andre Omstændigheder kunde have bragt ham baade Fordeel og Ære; men han var for klog til ikke at indsee, at nu vilde Forslaget kun blive anseet for et taabeligt Indfald af en Mand, der i Fortvivlelse samlede efter et Middel til Frelse. Efter et Par forgjæves Forsøg paa at skaffe Sagen Opmærksomhed hos Vedkommende maatte han ogsaa lade den falde. Derimod vedblev han med største Iver at gjøre alt, hvad han troede der virkelig kunde formilde den ulykkelige Mands Skjæbne og være hans Familie til Gavn. Hvor meget han end var udsat for derved at styrke de Bagvaskelser, hvorved hans Uvenner søgte at tillægge ham Deeltagelse i eller i det mindste Vidende om Defraudationen, flyede han ikke, baade ved Besøg og Breve, at vedkjende sig sit Venskab for ham og bringe Trøst, ja stræbte aabent og med megen Varme at godtgjøre, hvorledes de betydelige Forbedringer, som hele [sideskift][side 514]Theatervæsnet havde modtaget under hans Bestyrelse, i saa høi Grad skyldtes Lassens indsigtsfulde og utrættelige Medvirken, at man derfor burde vise ham Naade. Det smertede ham meget, at hans Anstrengelser vare forgjæves, og endnu i sine sidste Dage beklagede han, som noget af det Tungeste, han havde oplevet, at han ikke havde kunnet frelse en Mand, for hvis Charakteer han, uagtet den Brøde, der hvilede paa ham, bevarede den største Agtelse, og som havde været ham en oprigtig Ven.

Med Hensyn til en retfærdig Erkjendelse af den Betydenhed, som Warnstedts Afgang havde for Skuepladsen, var det en høist ugunstig Omstændighed, at den traf sammen med en Katastrophe, der havde udviklet sig under hans Bestyrelse og var af en saadan Natur, at den let kunde forvendes til Beviis for, at hans Embedsførelse virkelig havde været saa ukyndig og forsømmelig, som Avind og fortørnet Indbildskhed stadigt havde søgt at fremstille den. At Coteriet strax vilde vide, at hans Afløser — hvortil dog Rygtet udkaarede Forskjellige uden at finde een, som havde havt Leilighed til at vise Kyndighed i Theatervæsnet — havde en ganske modsat Anskuelse af Kunst og hvorledes Kunstnere burde behandles, saa at han altsaa vilde blive fortræffelig, dette skulde gjøre Skuepladsens Befrielse fra ham endnu glædeligere. Alligevel var der Mange, baade ved og udenfor Theatret, som lode Warnstedts store Fortjenester vederfares Ret og forudsagde, at Skuepladsen snart vilde komme til at lide for, at Enkelte havde tilcabaliseret sig deres personlige Uvillies Tilfredsstillelse. Glædede Rahbek sig over, at Theatret blev af med en Directeur, „i hvis Hjerne, der kunde opstaae de smagløseste Ideer", og under hvem han jævnligen fik An[sideskift][side 515]ledning til at anke over Forvirring og Uvidenhed i Forestillingerne; saa beklagede hans Ven, den brave Pram, der ikke lod sig paavirke af Skuespillerpjat, men selv havde en Mening og yttrede den djærvt, „at Theatret nu skulde savne en saadan Mand; thi det var dog alene hans Klogskab og Iver det skyldtes, at der endnu var en dansk Comedie, som, hvorvel den i den sidste Vinter havde lidt Tab, der ikke vare til at forvinde, ikke let skulde faae sin Mage " Og Sandheden var her paa Prams Side. Warnstedt var bleven valgt til Directeur for Skuepladsen fordi den imødegik en Opløsning, som dens Collegial-Bestyrelse ikke vidste at finde hverken Raad eller Daad til at afvende: Personalet spottede de dirigerende Herrer og den Enkelte behandlede det Hele efter eget Indfald; indbyrdes Klammerier, endog undertiden Slagsmaal, Opsætsighed imod Foresatte. Sygdomsanmeldelser som Følge af Drikfældighed og for Invitationer til Selskab, Udeblivelser fra Prøverne, mangelfuld Memoreren, Selvraadighed i Costumering, Uefterrettelighed i Sammenspil og mange andre Uordener vare Dagens Orden; slet Indtægt og trykkende Pengeforlegenhed vare Bestyrelsens idelige Klagemaal. Fra det Øieblik da Warnstedt tiltraadte, helligede han sig ganske sit Kald og begyndte det med at indføre Disciplin. Han indfandt sig utrætteligt iblandt Personalet ved alle de forskjellige Theaterforretninger, udkastede et nøie overveiet Repertoire og satte sig med Klogskab og Kraft imod Capricens og Vrangvillighedens Forsøg paa at omstøde det, holdt strengt over Prøvernes ordenlige Gang, paasaae navnligen skarpt at ingen holbergsk Comedie kom frem uden omhyggelig Anvendelse af de kunstneriske Kræfter, der stode til hans Raadighed, og opmuntrede ved enhver Leilighed Flid og Talent, men revsede [sideskift][side 516]ogsaa strengt Efterladenhed og Spillets kaade Overdrivelse. I Begyndelsen, indtil han fik indprentet Alle den tilbørlige Agtelse for Scenen, indfandt han sig stadigt Dagen efter en Forestilling i Foyeren, for at sige Enhver sine Tanker om hans Udførelse og at tilkjendegive den Instructeur, hvis Pligt det havde været at forestaae Prøverne, sin Tilfredshed eller Utilfredshed med Ledningen af det Hele. Desuden var det paalagt Instructeurerne, angaaende Forestillingens Gang og de Feil, der vare begaaede, eller særdeles heldige Udførelser, som enten havde vundet Publikums Bifald eller de selv maatte finde antegnelsesværdige, at afgive til Protocollen en kort Beretning, hvortil han ofte selv føiede corrigerende Bemærkninger. Han ikke alene oprettede Synge- og Dandseskoler og sørgede for at Instructeurerne til bestemte Tider gave Eleverne Veiledning i Rolleudførelse, men indfandt sig hyppigt uformodet ved Øvelserne og yttrede da uforbeholdent sit Mishag eller Bifald med deres Resultater; ja naar Instructeurerne om Sommeren laae paa Landet og han skaanede dem for at komme ind paa Underviisningsdagene, mødte han selv til det fastsatte Klokkeslet, for at paasee Øvelsernes Afholdelse. — Ogsaa søgte han, paa enhver ham mulig Maade, at virke til Personalets agtværdige Opførsel og deraf følgende større Anseelse i Samfundet, men vogtede sig dog omhyggeligt for alt hvad der kunde see ud som tiltagen Myndighed over dets Forhold udenfor Theatret. Den Sædelige og Paapassende, som søgte dannende Selskab, kunde altid være vis paa, at han modtog ham med største Artighed og bestræbte sig for at bringe ham i fordeelagtige Forbindelser. Begge Kjøns tidligere sædvanlige, ikke altid sømmelige, Sammenkomster paa Theatret udenfor Tjeneste[sideskift][side 517]tiden taalte han ikke; efter endt Prøve eller Forestilling maatte Alle forlade Bygningen, og den, som han, ved sit strenge Eftersyn i Kamre og paa Gange, antraf, maatte vente en alvorlig Revselse, enten, efter sin Alder, i Ord eller af hans tynde Spanskrørstok, der var Dandsebørnenes Skræk, naar deres Optøier gik videre end til muntre Lege, hvilke han meget fornøiede sig ved at overraske dem i, for at opmuntre den Lystigste med en Haandfuld af de Brystsukkere, han gjerne bar i Lommerne til Uddeling iblandt de Flinke og Artige. Al paa Theatret forefaldende Skjælden og usømmelig Opførsel straffede han ubønhørlig, med den yderste Strenghed og næsten altid paa en egen, efter Forseelsens Natur afpasset, Maade. Da den 16aarige Mariane Jensen, som han yndede meget, engang havde givet den endeel Aar ældre Jfr. Stuart et meget slemt Øgenavn, fordi hun, af Fattigdom, bar et meget simpelt Hovedtøi, var saaledes hans Dom: "Da Du er en smuk Pige, hos hvem en slet Opdragelse stikker meget ilde af, og Du har taget saa hæslige Ord i Din Mund, for at gjøre Nar af Leonore Stuart, blot fordi hun ikke har saa smukt Hovedtøi som Du, saa maa jeg give Dig en Straf, som Du kan huske saadan, at Du ikke igjen gjør Dig Skam med slige grove Udtryk mod de Ældre, der ikke ere saa pyntede som Du; derfor gaaer Du i Morgen hjemme fra op paa Skolen i Dine sædvanlige smukke Klæder, men med Natkappe paa." Det hjalp ikke at hun græd og at de andre bade for hende; han svarede: „Det bliver derved! Mariane skulde skamme sig mere ved saa stygge Ord, end ved at gaae paa Gaden med Natkappe paa. Hun tager sin Straf eller faaer sin Afsked." Hun maatte finde sig i at vandre fra sit Hjem til Hoftheatret med Natkappe paa, [sideskift][side 518]hvilket, især over Ridebanen, hvor der dengang altid færdedes en Mængde Militair og Hofbetjenter, var hende en skrækkelig Gang, men som gjorde baade hende og det øvrige Personale vaersommere i Udtryk, end hidtil. Men med Strenghed i at straffe forenede han en overordenlig Beredvillighed til at hjælpe. Han var ideligen overhængt om Forbønner, Arrangements og Gunstbeviisninger, der ligesaa ofte angik Sollicitanternes Familieanliggender som deres Stilling ved Theatret, og der var meget faa i Personalet, som han ikke enten havde givet eller skaffet Laan mange Gange. Det gik saa vidt, at Flere, især Preislers, toge Varer hos Kræmmere, Torvebønder, Høkere og andre Handlende og saa lod dem gaae til ham med Regningerne, endskjøndt der paa Gagen var taget saa store Forskud, at der ikke af den blev Noget til Indeholdelse. Sin Beredvillighed til at virke for endog dem, der oftest havde gjort ham Hans Embedsførelse fortredelig, viste han endnu efter at han vidste, han skulde fratræde Bestyrelsen. Mad. Berthelsen havde forlangt sin Gage forhøiet til 1000 Rdlr., og Sikkerhed for Pension naar hun, formedelst Tabet af sin Stemme eller paa anden Maade, blev uskikket til Tjeneste; i Tilfælde af Afslag vilde hun fordre sin Afsked. Han vidste, at en ny Bestyrelse maatte, for ikke strax at reise Personalets Uvillie imod sig, blive nødt til at afslaae hendes Forlangende om et saa betydeligt Tillæg, og frygtede, at hun da virkelig tog Afsked. For nu baade at tjene Mad. Berthelsen med hendes Begjærings Opfyldelse, og at hjælpe Bestyrelsen til et Middel til at beholde hende, henvendte han sig til Bülow med Anmodning om, at foreslaae Kronprindsen hendes Lønning med 200 Rdlr. som Kammersangerinde, hvorved hun vilde faae 1000 Rdlr., uden at [sideskift][side 519]Personalet kunde skrige over at hun atter var bleven hævet paa de andres Bekostning ved et stort Tillæg. Han havde den Glæde, at Forslagets gode Optagelse tilfredsstillede Mad. Berthelsen og bragte den tilkommende Bestyrelse ud af en slem Forlegenhed. Warnstedt fik meget tidligt ved Theatret saa megen Erfaring, at han ikke regnede paa Erkjendelse af hans Velvillie, end sige paa Taknemmelighed for den; imidlertid havde den været saa omfattende, at dog Mange bevarede den i kjærlig Erindring og yttrede Sorg over at de skulde miste ham, hvem man, i hans Forhold til Personalet, ikke med Grund kunde bebreide andet, end at han havde rakt Haanden til Fru Walters Fordrivelse, hvilken hans Fjender heller ikke ved hans Afgang forsømte at bringe Publikum i Erindring. — Ikke mindre forbundne havde han gjort sig Forfatterne. Han var ikke alene ivrig for at bringe de antagne Stykker hurtigt og med størst mulig Omhu paa Scenen, villig til at gaae ind paa de Forandringer, som Digteren fandt ønskelige ved at see sit Arbeide paa Prøverne, selv artig og forekommende imod endog den begyndende Forfatter og opmærksom for at de Rollehavende ligeledes vare det, altid betænkt paa at skaffe saa stor Indtægt for et Arbeide, som det paa nogen Maade var istand til at give, og i Directionen en varm Talsmand for Antagelsen af Stykker, der, uden at vække store Forventninger for Kassen, viste Anlæg; men selv under Udarbeidelsen af et Stykke fandt Mænd som Ewald, Pram og Tode ofte venskabelige Raab og gavnlig Veiledning hos den grundigt Theaterkyndige. Der var ikke een Forfatter, som jo skyldte ham Tak for Tjenester, der ofte vare meget betydelige, og undertiden vistes paa en saa delicat Maade at Modtageren ikke engang vidste, at det var Warnstedt [sideskift][side 520]personligt, der ydede dem. Saaledes havde Pram, som i 1779 til 1781 befandt sig i meget trykkende Kaar, Tid efter anden af ham modtaget 600 Rdlr., hvilke han meente at være Laan, Forskud og Forudbetalinger, som vare ham bevilgede fra Theaterkassen, men da han i 1785 skrev til Directionen for at faae ordnet denne Gjæld til Afbetaling, erfarede han, til sin Forbauselse, at det ikke var Kassen, men den ingenlunde bemidlede Warnstedt selv, som, da han ikke havde kunnet bevæge Directionen til at opfylde Prams Anmodninger, havde forstrakt med Pengene, saa bramløst, at Pram i en Ansøgning til Kongen aabenhjertig yttrede, „saaledes belønnede ikke engang min Taknemmelighed denne hans Velgjørenhed, der reddede mig fra den ellers uundgaaelige Undergang." Pram var ikke den Eneste, der kunde give ham et saadant Vidnesbyrd, men den Eneste, der ærligt og varmt udtalte det for Rahbek, for Rosing og for Enhver, der tillod sig Udfald imod Warnstedts Charakteer og Dygtighed. Medens han i Septbr. 1791 bittert ankede over, at han, i Anledning af et Besætningsforslag til „Negeren", havde „maattet lade sig Uhøfligheder tilmelde af Skuepladsens Censor. Overauditeur Rosenstand, en Mand, som han herved erkjendte og til enhver Tid skulde erkjende, at sidde uværdig i en Skuespildirection, da han gik om i Byen og nedrev de antagne Stykker som slette", udtalte han sin Høiagtelse for Directeuren Warnstedt, som „han skyldte den grændseløseste Taknemmelighed, som var for god, uendelig for god til at sidde ved en saadan Persons Side, og hvem det af Colleger, som han, der stred ham træt, gjordes vanskeligt, ja umuligt at handle, som han burde." Da Pram kort Tid efter, den Aften da han havde havt Forfatter-Benefice, gav det den[sideskift][side 521]gang brugelige Gilde for de Spillende og literaire Venner, og Rahbek, efter at Warnstedt, som havde gjort Pram den Fornøielse at være hans Gjæst, var gaaet, begyndte at stikle paa Directeurens Smagløshed, sprang Pram forbittret op og raabte: „Ja var han bare ene; Du skulde see, den Karl vilde bruge baade Forfatterne og Skuespillerne saa klogt og saa smagfuldt, at vi, til Jeres Ærgrelse, fik et Theater, som kunde slaae Sparto til alle de tydske Buder, hvis Herlighed I skryder saa forskrækkeligt over!" Atter her var Sandheden for Pram. Mange af Warnstedts gode Hensigter strandede paa de andre Directeurers Indbildning, at de forstode Tingen bedre end han, og deres nidske Bestræbelser for ikke at lade ham komme til større Magt, end Nødvendigheden af at holde Tjenesten i nogenlunde god Gang var ham Middel til at tiltvinge sig. — Ogsaa i sin Administrations andre Retninger saae han mangen ypperlig Foranstalting blive uden det tilsigtede Gavn, ved at han, efter at have sat den igjennem, ikke selvstændigt kunde benytte de gode Følger deraf. Han havde i 1778 modtaget Theaterkassen med 4250 Rdlr. Gjæld til Kongens Kasse, og i 1784 opnaaet en Beholdning af 16000 Rdlr.; men ved Numsens Enthusiasme for, imod hans indtrængende Advarsler, at faae den store Opera indført, vare disse Penge og flere til blevne forbrugte uden Ære for Theatret eller Fornøielse for Publikum. Saisonnen førend han blev Directeur havde indbragt 18680 Rdlr.; i den nu afvigte var det, formedelst Valget af Repertoire, de Udvidelser af Tilskuerpladsen, han havde tilveiebragt, og den af ham efter megen Strid gjennemdrevne Priisforhøielse, lykkedes ham at bringe Indtægten op til 40000 Rdlr., men desuagtet kunde der ikke, formedelst den Forøgelse af de fleste Udgifter, hvilken [sideskift][side 522]de af Directionens Majoritet vedtagne Principer havde medført, være Tale om nogen Afbetaling paa Gjæld, førend han kunde faae iværksat nogle paatænkte Besparelser, hvilke han nu maatte overlade til sin Eftermand at høste Nytten af. Han havde kun den Trøst, at hans til Kronprindsen indgivne Udsigt over Theatrets Bestyrelse gav uomstødelige Beviser for, at hans Administration havde været ført med Indsigt og Duelighed; og at han, af en lille Bog, hvori han stadigt havde optegnet sine i Directionen fremsatte Meninger og Forslag, saavelsom de Følger, de efter hans Beregning maatte have faaet, og dem, de ved Directionens Afgjørelser fik, kunde, til sine Collegers Forbauselse, føre dem klart til Minde, hvor skadende for Theatrets Interesser de i de fleste og vigtigste Tilfælde havde handlet ved at være ham imod. De ærgrede sig meget over at see, at hans Klogskab havde vidst at holde et saa kraftigt Vidnesbyrd om deres oppositionslystne Ukyndighed i Beredskab imod dem; men han beroligede dem med, at han vilde skilles fra dem i Fred og ikke med disse Optegnelser havde havt andet Øiemeed, end altid at kunne retfærdiggjøre sig for sig selv. Det blev ham ogsaa unødvendigt at imødegaae Miskjendelsen hos de Kunstnere og det Publikum, han havde levet iblandt og virket for; Tiden skaffede ham en saa fuldstændig Opreisning, som nogen bagvasket Theaterdirecteur kunde opnaae. Undersøgelserne i Lassens Sag viste kun, at han, reen for al Medvidenhed, havde været den ulykkelige Mands sande, opoffrende Ven og mange af sine Undergivnes beredvillige Hjælper i Nøden; til Efterfølger fik han en Grev Ahlefeldt, som et halvt Aar efter blev af just dem, der meest havde jublet ved Hans Tiltrædelse, erklæret for den ukyndigste, selvraadigste og [sideskift][side 523]meest uforskammede Theaterdirecteur, der vilde være at finde; og endelig: da han, udnævnt til ceremonimester, kom fra Udlandet tilbage til Kjøbenhavn, hvor han, almeenagtet som en meget oplyst og liberal Mand og hædret med Frederik den Sjettes særdeles Naade, døde den 20. Oct. 1817, fandt han — Rahbek som Theaterdirecteur. Den Grund, han havde lagt, ved at befordre en udmærket Skoles Tilbliven og Udvikling, var det, hvorpaa Skuepladsen stod fast og var Nationen værdig under de følgende, baade med Administration og Kunst ubekjendte, Bestyrelser, og som vi endnu i høi Grad have at takke for det danske Theaters Bestaaen i national Aand.


Angående henvisningen ovenfor, side 502, til Collins "For Historie og Statistik", 1ste Bind, så findes det omtalte afsnit i digital form: Bidrag til det Kongelige danske Theaters og Kapels Historie. Fra 1772 til 1792. (Af Actstykker fra Aaret 1792), side 173-272 


Oprettet 2010, korrekturlæst. Opdateret af