>> Næste sæson     << Forrige sæson

Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.

[Fem og fyrretyvende Saison, 17. September 1792 til 13. Mai 1793, side 527-571]

[Oversigt over repertoiret 1792-93]


[side 527]Den nedsatte Commission befattede sig kun med Ordningen af de ved den lassenske Kassemangel forvirrede Pengeforhold. Fra Sexmands-Consular-Regjeringen faldt Skuepladsen pludselig ind under Enevoldsherredømmet: hele Theatervæsnet skulde herefter underlægges Hofmarskallen. At Kammerherre Ferdinand Anton Christian Gieve af Ahlefeldt beklædte denne Charge var imidlertid hans eneste Adkomst til at see det overdraget paa sig; thi uden al tale om, at han ikke kjendte til Theatrets Organisme eller Behandling i Almindelighed, havde han ikke engang den dannede Kjøbenhavners overfladiske Kjendskab til Personalets Evner, den nationale dramatiske Digtekunst og Publikums Smag. Han havde i 15 Aar opholdt sig udenlands, især ved det markgrevelige Hof i det lille Ansbach, seet baade Tydsklands større Theatre og en Mængde, deels [sideskift][side 528]privat, deels af omdragende Trupper givne Hofforestillinger, leilighedsviis lagt Mærke til forskjellige Tilskuemes Beqvemmelighed vedkommende ydre Indretninger, gjort flygtigt personligt og literairt Bekjendtskab med de tydste Digtere, som for Øieblikket tildroge sig Opmærksomhed, og om Kunst og Kunstnere faaet saadanne løse Forestillinger. som satte ham istand til i en Hofkreds at snakke saa rask med om Theatret, at han af sine endnu mere uvidende Omgivelser blev anseet for en Mand, der, naar man blot forlod sig paa ham og gav ham fri Raadighed, let vilde kunne omdanne det Hele og give det den Fuldkommenhed, som han ideligen beundrede hos de tydske Theatre. I Kotzebues, Ifflands og Jüngers Stykker saae han Mesterværker, som burde være et Repertoires Grundlag, og i at give meget Nyt, i størst mulig Artsforskjellighed og med forbausende rig Afvexling, satte han Theatrets høieste Opgave. Holberg kjendte han ikke; hvad Pram, P. A. Heiberg og Tode havde frembragt havde han enten kun hørt løseligt omtale eller seet i et enkelt Stykke, som blot havde befæstet hans forudfattede Mening, at de vare for langt tilbage i Kunsten til at kunne give deres Arbeider det kotzebueske Tilsnit, der alene formaaede at tilveiebringe Effect; og i det Hele gik han ikke til Bestyrelsen af det danske Theater med den Forestilling, at det allerede havde en national Charakteer og kunstnerisk Selvstændighed, men tvertimod overbeviist om, at det føst skulde blive til, ved at han sørgede for, fra Tydskland at faae indført endeel gode Mønstre, som det kunde danne sig efter. Det var virkelig Ahlefeldts redelige Villie, med stor Virksomhed at fremme Alt, hvad der, efter hans Mening, kunde give det danske Theater det Opsving, som han troede, at den afgaaede Direction ikke [sideskift][side 529]havde havt Aand og Livlighed til at gjøre sig til Formaal. Om han end troede, at det ikke vilde, "blive let at faae de danske gode Hoveder formede til at give deres Comedier den Behagelighed og de concetti og sentiments, hvorved de bleve i den Smag, som fornemmelig vinder Publikums Gunst", var det derfor dog hans alvorlige Ønske, „at den Tid skulde komme, da Theatret især af indfødte Forfattere kunde fourneres med smukke Arbeider, og han vilde gjøre sit Bedste med Raad og Daad til at det saa snart muligt nogenlunde kunde skee." Da, efter hans æsthetiske Anfkuelser, det Kunstskjønnes vigtigste Egenskab var Evne til at trække Mængden, leed han forresten ikke af Eensidighed i hvad han kaldte sin Smag, men var villig til at forsøge alt, hvorved han troede at Publikum kunde sættes i Bevægelse; saaledes skete det, at der under hans Direction først for Alvor blev Tale om dog engang at bringe et shakespearesk Stykke paa Scenen, og det hverken mere eller mindre end et af de meest gigantiske, nemlig „Kong Lear", hvilket han endog først lod Riber oversætte efter Tates Bearbeidelse og siden betalte Schwarz 50 Rdlr, for paany at oversætte og indrette for det danske Theater. Dette Forsøg fik imidlertid det bedrøvelige Udfald, som han, dersom han virkelig havde havt nogen Indsigt i det, han var sat til at bestyre, maatte have forudseet. Saa dygtigt Personalet var til en fortræffelig Udførelse af Comedien, det alvorlige Skuespil og det borgerlige Sørgespil, saa aldeles afmægtigt var det til at give en shakespearesk Tragedie med den Pathos og Høihed i Affecternes og Lidenstabernes Udtryk, uden hvilke et saa phantastisk Værk bliver ulideligt paa Scenen. Midt under Forberedelserne kom baade han og de Rollehavende til Erkjendelse om, at [sideskift][side 530]Udførelsen ei alene ikke kunde behage Publikum, men vilde gjøre meget iøiefaldende, at der var Stykker, som Personalet aldeles ikke for Øieblikket formaaede at give blot taaleligt, og da dette let kunde virke skadeligt paa Theatrets Anseelse ogsaa i andre Retninger, var Ahlefeldt selv den Første, der fandt det raadeligt at lade de store Anstrengelser være spildt Umag. — Endnu mindre end i Fagdygtighed havde han i Væsen og Charakteer nogen Anbefaling til at blive Theaterbestyrer. Han var virksom, men med Fusentasterie. Havde han selv faaet en Idee eller optaget en Andens, saa gik han strax, uden nøiere Overveielse, løs paa dens Udførelse om han ogsaa havde tre, fire andre i fuld Gang paa samme Tid; og selv naar han havde sat Kyndige i Bevægelse for at faae deres Raab, skulde dog Tingen, naar Iværksættelsen kom, skee efter hans Hoved. Baade Kunstpersonalet, Embedsmænd og Betjenter vare i uophørlig Travlhed med Udførelsen af hans Planer, uden Sikkerhed for at de fik Lov til at blive færdige førend der kom en ny, som strax skulde fremmes af al Magt, men dog saaledes at de andre ikke forsømtes. Af Naturen Ærkaristokrat, var Grev Ahlefeldt bleven endnu stoltere ved sit Giftermaal med en Prindsesse af Thurn und Taxis. Han var Høfligheden og Venligheden selv imod dem, han trængte til, for at see sine Indfald bragte for Dagens Lys ved Andres Iver og Klogskab, men stødte han paa Indsigelser antog han en meget fornem Tone og trak sig strax tilbege fra det fortrolige Forhold. Vant til under sit Ophold ved det lille ansbachske Hof at iagttage den yderste Etiquette, var han midt i sin Travlhed særdeles opmærksom for at den i alle Berørelser iagttoges imod ham, hvorimod han ikke regnede det saa nøie med at tilsidesætte endog Pligt[sideskift][side 531]skyldighed imod Andre, naar der kunde lede ham i mindste Forlegenhed at opfylde den. For stedse at møde Villighed til Efterkommelse af sine mange store Anmodninger, gav han uopfordret glimrende Løfter, hvilke han, da der var ham en Glæde at see Alle omkring sig at være tilfredse, særdeles gjerne vilde have holdt, men som oftest var nødt til at svigte, og i det Fald var han saa langt fra at søge de Skuffede formildede ved Undskyldninger, at han tvertimod, saa snart han mærkede Misnøie hos dem, iførte sig en opblæst Høihed og affærdigede dem med fornem Uartighed. Hans opfarende, overmodige og brusque Bæsen saa snart han følte sig stødt, hans letsindige Rutten med Theatrets knappe Midler, og den latterlige Smaalighed, hvormed han paasaae, at der i endog de ubetydeligste Embedsforbindelser med ham holdtes nøie over Ceremoniellet, bleve allerede kort efter hans Tiltrædelse Personalet til stor Forargelse, og det saa meget mere som Enhver vidste, at han, midt i al sin Fornemhed mod Undergivne, bestandig af sin altid trykkende Pengeforlegenhed blev tvungen til at ydmyge sig for Byens meest berygtede Aagerkarle.

Ahlefeldt begyndte strax efter sin Ansættelse med stor Iver at anordne og paadrive Udførelsen af saadanne Forbedringer, som han enten kjendte fra Udlandet eller, efter med megen Omhu at have søgt Kundskab om de locale Mangler, selv havde udfundet til Publikums Beqvemmelighed. Der havde bestandig været ført stærk og grundet Klage over at Vognene maatte kjøre til Façadens midterste Dør, hvorved de Gaaende, som ogsaa skulde ind ad den, hvert Øieblik sattes i Angst og undertiden i største Fare for Liv og Lemmer, medens de Udstigende ofte i Slud og Regn fik deres Pynt bragt i Uorden og maatte høre sig [sideskift][side 532]og Kudskene udskjældte af de ængstede Fodgængere. Ved Saisonnens Aabning fandtes de to Afstignings-Pavilloner opførte og en Tilkjørselsvei for hver var afsat med Steenpæle, som forenedes ved Jernlænker og bare Lygter. Baad de Kjørende, som nu kunde staae af i Ly, og de Gaaende, for hvem Tilgangen dog var nogenlunde sikkret, glædede sig meget over disse Indretninger, som kostede 4900 Rdlr. Sildigere ere Pavillonerne spotviis blevne kaldte Horn paa Bygningen og udraabte som meget smagløse; dengang gjorde Bygningskyndige Architekten, Meyn, en stor Fortjeneste af dem, som en sindrig Opfindelse, der overraskende let og uden synderligt at skade Bygningens architektoniske Forhold og Virkning afhjalp en Mangel, som de alle havde fundet det næsten umuligt at raade Bod paa. Til endnu større Sikkerhed og Beqvemmelighed for Theaterbesøgerne lod Ahlefeldt ansatte Lygtebærere, som skulde lyse Folk over Torvet, og, mod en ringe Betaling, endog paa Forlangende hjem. Ogsaa antoges en Vognopraaber til de Kjørendes Tjeneste. I selve Huset vare Logerne paa Tilskuerpladsens ene Side blevne betegnede med Numere, paa den anden med Bogstaver, og i Forsalen fandtes to Logebilletudsalg, det ene for Numer-, det andet for Bogstavsiden. Der havde ofte af Publikum været ført stærke Besværinger over Logeabonnementet, som en Indretning, hvorved endeel begunstigede Familier forsikkrede sig Pladser, til Udelukkelse af dem, som kun til en enkelt Forestilling havde Lyst eller Raad til at tage en Loge. Tillige havde Logeabonnementet ikke været Theatret til den Fordeel, det kunde være, fordi Directionen, som Følge af den hidtil fulgte Skik, at Skuespilforestillingerne bleve givne Mandag og Torsdag, og Syngespilforestillingerne Tirsdag og Fredag, og "der [sideskift][side 533]vel slet ikke skulde blive abonneret, om det ei var for Syngestykkernes Skyld", havde været nødt til at bortabonnere Logerne i to Klasser, saaledes at Mandag og Fredag vare forenede til eet Abonnement, og Tirsdag og Torsdag til et andet, hvilket gjorde det saa dyrt at tage en Loge for en heel Saison, at der iblandt Lysthavernes store Masse kun fandtes faa Abonnementbegjærere. Ahlefeldt havde Mod til at gaae ind paa en Foranstaltning, som Rosenstand bestandig med stor Iver havde raadet til: hon ophævede Abonnementet; Logerne kunde herefter for hver Forestilling faaes hele fra Kl. 9 til 11 og efter den Tid solgtes de udstykkede i Pladser, hvis Priis var for 1ste Etage 4 Mark og for 2den 3 Mark. Hele Galleriet blev kun solgt i enkelte Pladser. Dette var en Forandring, som Publikum i det Hele var særdeles tilfreds med, "da det dog", hed det fra alle Kanter, "nu kunde være muligt at opnaae et Par Logepladser, naar man engang fik isinde at gaae paa Comedie"; og Studenterne vidste ikke nok at berømme den fortræffelige Directeur, der ved Galleriets Udstykning havde aabnet "Bærmen" Afløb fra Parterret, thi da dette vedblev at koste 2 Mark, var der Haab om, at den vilde søge til Galleriet, som kun betaltes med 24 Skilling. Den største Triumf af sine Bestræbelser for at vinde Publikum fik dog Ahlefeldt ved at han, istedetfor de i de sidste Aar anvendte tre Lysekroner, som hang tæt foran Dækket og saa høit, at de skadede Decorationens Virkning, men lode Tilskuerpladsens Gulv saaledes ligge i Møke, at man ravende maatte føle sig frem i Parterret, havde midt under Loftet ladet anbringe en stor elegant Lysekrone, der hang i næsten lige Linie med første Etage og udbredte Lys over hele Huset, men var indrettet til, [sideskift][side 534]ved Acternes Begyndelse, at trækkes op i en Skjærm, der var aaben mod Scenen, saa at Kronen virkede paa den med et godt beregnet Lys og ikke blændede Tilskuerne. Effecten af denne Foranstaltning var Publikum saa overraskende og behagelig, at det udbrød i levende Bifald da Kronen ved den første Forestilling gik iveiret. Med to af sine Forandringer havde han ikke samme Held. At han, foruden at lade indrette Garderober over begge Afstignings-Pavillonerne, havde inddraget Forfriskningssalen dertil, fandt vel Paaskjønnelse hos den fornemme Verden, men blev ham meget ilde optaget af de Mange, som skulde have deres Glas Punch imellem Acterne; og at de Spillendes Navne atter bleve udeladle var ei alene hele Publikum, men ogsaa baade Forfattere og Skuespillere i høi Grad mishageligt. Ahlefeldt havde ingenlunde, som Eickstedt, nogen personlig Hensigt dermed, men hans Grund var meget betegnende for hvorledes han betragtede Kunsten. Da han vilde sætte sit Repertoires Glands i, at de anmeldte Forestillinger ikke bleve forandrede og at der gaves mange nye Stykker, indsaae han, at han ofte vilde under en yndet Rollehavendes Sygdom komme til at lade en ubetydelig Person i Hast overtage hans Partie, som ogsaa, for ikke at overlæsse de Udmærkede, blive nødt til at besætte enkelte Roller i nye Stykker med Begyndere, og paa Sligt, hvoraf der, hvis det anmeldtes, let kunde for Publikum blive gjort meget Væsen, vilde man, efter hans Mening, ikke lægge stor Vægt, naar Placaten ikke henvendte Opmærksomheden paa hvem der spillede Rollerne. — En anden Forholdsregel, hvorved han vilde sikkre Repertoiret Fasthed, var, at der ved hver Forestilling blev anført "eet eller to Reservastykker, som skulde gives, hvis den averterede Forestilling ikke kunde gaae." [sideskift][side 535]Det var Noget, som Publikum meente at kunne indsee Hensigtsmæssigheden af og derfor fandt at være en ganske Ypperlig Foranstaltning. Men om end de Mange, der ville forstaae sig paa Theatervæsnet uden at være forbundne til at tænke over det, kunne tillade sig at finde denne Forholdsregel i høi Grad anbefalelig, saa har Ingen, der vil befatte sig med dets Administration. Lov til kun et Øieblik at holde den for andet end en Taabelighed. Theatret har til enhver Forestilling altid havt og vil bestandig vedblive at have ikke blot eet eller to, men mange Reservastytter; thi saadanne ere alle de paa Repertoiret værende Stykker, der kunne gives uden Prøve, hvis Besætning er tjenstdygtig og som ikke saa ofte ere opførte for den hindrede Forestillings Abonnenter, at de ikke mere kunne bydes dem. For Ahlefeldt vare endog kun de to første Betingelser gjældende, da han ikke havde noget Abonnement, som stillede han, den tredie. Naar han nu af alle de Stykker, der saaledes stode til hans Raadighed, udtog eet eller to, som udtrykkeligt skulde anmeldes til Opførelse, hvis den averterede Forestilling ikke kunde finde Sted, saa indskrænkede han selv sin Evne til at rede sig ud af Forlegenheden, og det uden anden Fordeel end: for Theatret, at Publikum forpligtedes til at beholde de Billetter, som vare tagne inden Nødstykket maatte beordres opført; og for Publikum, at det, imod at forpligte sig til at beholde Billetterne, kunde have Vished om hvad man vilde give det, dersom det ikke fik hvad man havde indbudet det paa. Men end ikke disse ubetydelige Fordele kunde altid opnaaes ved det danske Theater, hvis Personale var altfor indskrænket til Repertoirets Fordeling i to Klasser med forskjellig Rollebesætning. Endog Rahbek, som dog dengang var Ahlefeldt [sideskift][side 536]saa gunstig, at han "i Indretningen med Reservastykker saae et Beviis paa hans prisvædige Opmærksomhed for Publico", fandt, at han ikke kunde andet end anmærke: "det vil vel have sin Vanskelighed saaledes at vælge Reservastykker, at ingen af dem, der spille i de anmeldte, have deri at gjøre; og lad os nu sætte, at en uventet Upasselighed overfaldt een af de Personer, der havde i begge Dele at gjøre, hvad da?" Ja, da kom Taabeligheden i denne Forholdsregel frem og Directeuren maatte, saaledes som det i Løbet af et Par Maaneder flere Gange skete, tage Tilflugt til de Stykker, enhver Bestyrer, uden dette Vigtighedsmagerie, vilde have havt i Reserve, men derfor ogsaa baade beqvemme sig til at lade Pengene give tilbage og taale, at Publikum spottede over, at han hverken kunde give "den averterede Forestilling" eller "Reservastykket". Ahlefeldt lod det imidlertid ikke beroe ved at hans "prisværdige Omhu" blev latterlig; han fandt paa, ogsaa at gjøre den skadende for Theatret og, aldeles frugtesløst, byrdefuld for Skuespillerne, der naturligviis strax havde indseet det Urimelige den og ærgret sig over at høre Urimeligheden udskrige som en ypperlig Foranstaltning. For ikke at tage Reservastykkerne der, hvor de fornuftigviis kun vare at finde, nemlig blandt alle de ikkeanmeldte disponible Stykker, men gjøre dem til et Depot, som havdes i Beredstab udenfor Repertoiret, kom han paa det løierlige Indfald, til denne Brug at lade paany indstudere og prøve nogle ældre Stykker, som slet ikke skulde komme paa Scenen uden ved Forandringer. Dette medtog endeel af den Tid og de Kræfter, der kunde have været anvendte til Forøgelse af det egenlige Repertoire, og satte Skuespillerm i en anstrengende uophørlig Beskjæftigelse med Udenads[sideskift][side 537]læren og Prøver, men tilveiebragte bog ikke et eneste Reservastykke, der virkelig kunde opføres uden Forberedelse; thi da de Rollehavende vidste, at det kun var et Nødstilfælde, som maaskee ikke indtraf, der kunde give dem Nytte og Fornøielfe af deres Arbeide, indøvede de disse Stykker saa skjødesløst, at de, hver Gang et af dem skulde bruges, maatte erklære, ikke, formedelst egen og Medspillendes Usikkerhed, at turde spille det uden en eller to Prøver, og da disse ikke i Skyndingen kunde faaes, blev der intet af Opførelsen. Allerede ved Nytaarstid havde Ahlefeldt faaet saa mange fyndige Beviser paa sin Opfindelses Forkeerthed, at han maatte opgive Anførelsen af Reservastykker og ved indtrædende Forhindringer for de anmeldte Forestillinger see at hjælpe sig ud af Forlegenheden paa den gamle, naturlige Maade.

En saa levende Tilfredshed, som Ahlefeldt vakte i sin Embedsvirksomheds Begyndelse, har ingen anden tiltrædende Theaterchef kunnet glæde sig ved. Det var ikke alene de usle Egoister, der under enhver Bestyrelse gaae om og vaande sig over Tilsidesættelse, men strax juble ved at faae en ny, da de af den vente deres miskjendte Talents Paaskjønnelse, ikke blot den altid rørige Theaterclique, som i convulsiv Henrykkelse profeterede, at han var den forventede Messias. Paa Theatret, i Byen, ved Hoffet, baade i Tryk og i Tale lod hans Berømmelse for Urbanitet, Velvillie, Indsigt og Iver. Personaler løftede ham til Skyerne fordi han i Kommissionen havde udvirket, at dets Gjæld til Theaterkassen, 6400 Rdlr., blev eftergivet, og desuden lovede Enkelte betydelige Tillæg; Publikum var henrykt over Abonnementets Ophævelse, hans synlige Omhu for dets Beqvemmelighed, og den Mængde Nyheder, der lod [sideskift][side 538]til at der skulde komme frem; Hoffet beundrede de store Planer til det hele Theatervæsens Opsving, han idelig ymtede om at have, hvorfor det ogsaa kraftigt understøttede hans Bestræbelser for at beholde de 7000 Rdlr., det kongelige Tilskud skulde formindskes med; og Forfatterne, som han strax havde søgt god Forstaaelse med, ved at udbede sig deres Raad og give dem stærke Forsikkringer om, at han især vilde gjøre sig til Formaal at opmuntre og lønne "de gode Hoveder, som vilde bistaae ham til at faae et udmærket Nationaltheater", vare fulde af Forhaabninger om, at deres Arbeider vilde finde en særdeles velvillig Modtagelse og Repertoiret fornemmelig blive dannet af originale Stykker. Alle erkjendte med Rahbek hans "roesværdige Iver og Virksomhed" og undskyldte de aabenbare Feilgreb i den Grad, at endog Udeladelsen af de Spillendes Navne paa Placaten, hvorfor Eickstedt og Warnstedt vare blevne saa Haardt angrebne, nu blot blev kaldet "en ikke vel overveiet Mesure, hvilken en saa fornuftig Mand snart vilde komme fra, naar han blev ført til den Eftertanke, som det vilde være ubilligt strax at forlange af en Hofcavaleer, der sattes ind i et saa vanskeligt Embede, hvilket han dog allerede viste sig meget dygtigere til end hans Forgængere, som alligevel maatte have faaet god Erfarenhed."

Men Tilfredsheden var endnu mere kortvarig, end almeen. Personalet begyndte først at forandre Mening. Ærgrelsen over det meget frugtesløse Arbeid, der gaves netop de meest Anvendte med Indstudering af Reservastykker, gik over til bitter Spot, da disse ved et Par Forestillinger ligesaa lidet kunde gives som de bestemte Stykker, og denne Spot bragtes ud iblandt Publikum, der nu med [sideskift][side 539]eet fik Øinene op for denne som fortræffelig udskregne Forholdsregels Indholdsløshed. Af Gjældens Eftergivelse, som havde indbragt ham saa mange Taknemmelighedsyttringer, fik han ogsaa snart, meget ufortjent, ikke andet end Ærgrelse. Et Par styldte over 1000 Rdlr. til Kassen, men Fleertallet langt mindre og Nogle slet intet. At Enkelte, saaledes som Rosings, der tilsammen vare i henved 1400 Rdlrs. Gjærld, pludseligt ved Eftergivelsen fik en meget betydelig Foræring, forekom ei alene dem, som vare aldeles gjældfrie, men endog dem, der kun eftergaves 50 Rdlr. eller lidt mere, en dem tilføiet Forurettelse. Efter at Personaler i nogen Tid, med mange Spydigheder og irriterende Stiklerier, indbyrdes havde været splidagtigt angaaende denne Sag, kom det saa vidt, at der formeligt blev gjort Ahlefeldt Forestillinger om, at de, som ved Sparsommelighed og tarvelig Huusholdning havde slaaet sig igjennem uden at besvære Kassen med Laan, ikke burde lide derunder, ved ikke at faae det Mindste, medens de, der havde levet ødselt eller endog sat deres Penge til ved et uordenligt Levnet, fik saa Meget, og neppe var Sagen bleven bragt paa Bane førend ogsaa de, som kun havde været Lidet skyldige, kom med og der gjordes det Forslag, at Enhver, hvem der ikke var eftergivet Beløbet af et Quartals Gage, burde tilstaaes denne og have saa meget deraf, som den var over det, han havde faaet eftergivet. Til sin Ulykke kjendte Ahlefeldt saa lidt til de Gemytter, han havde med at gjøre, at han ikke blot lovede at andrage dette Forslag i Commissionen, men endog yttrede, at der var noget Billigt deri, hvorfor han troede, at de nok kunde gjøre sig Haab om, at det vilde gaae igjennem. Colbjørnsen havde imidlertid en anden Mening. Han fandt, at fordi [sideskift][side 540]Hs. Majestæt, formedelst særdeles kongelig Naade, befriede Nogle fra en Byrde, og ikke derved spurgte om de havde paalagt sig den af Trang eller ved Letsindighed, derfor kunde Andre, som ikke havde havt den at bære, ingenlunde være berettiget til Forventning om, at Allerhøistsamme skulde gjøre dem en Foræring; vare de af den Tanke, da viste det en meget slet Forstaaen af en Naadesacts Natur. Men uden at tale derom, vidste han ikke, hvor Greven meente at tage 3000 Rdlr. fra, og det var det Mindste som vilde medgaae, om Enhver, hvem der ikke var eftergivet mere end et Qvartals Gage, skulde faae til Beløbet deraf. Han vilde ikke vove at være Deeltager i at indstille til Hs. Majestæt et saa ublu Forlangende, men maatte paastaae, at der skulde bestemt tilkjendegives dem som havde Forhaabning om derved at faae en Gave, at den i ingen Maade maatte ventes og at det var en gansk vrang Fortolkning af en kongelig Naadeshandling, naar de paa saadanne Grunde støttede slige uskjønsomme Ønsker. Colbjørnsen var en Mand, som forstod at skaffe sig Respect: Greven maatte finde sig i at bringe dette Afslag med den bittre Tilføielse, og nu erfarede han, til sin store Overraskelse, at det blev ham, der havde arbeidet for Forslaget, paa hvem de Skuffede især fortørnedes fordi det ikke var gaaet igjennem. Det var nemlig ikke nok, at de fandt del indignerende, at Greven, som havde givet dem Haab om dets Opfyldelse, nu bebreidede dem Uskjønsomhed fordi de vare fremkomne med det; men, meente de, efter at han, som bestandig gjorde sig til af at formaae Alt, havde maattet erklære det for billigt, burde han have anseet det som en Æressag at anvende det Yderste for at faae det antaget. Endnu mere: han flk snart at vide, at ikke alene [sideskift][side 541]de, som troede sig forurettede, kaldte Gjældens Eftergivelse "et greveligt Dosmerstvkke", da han meget heller burde have tilraadet en Foræring af et Quartals Gage til Alle og ved Indeholdelser deraf forringet Gjælden for dem, der havde laant et større Beløb, "thi det vilde kun have kostet Kassen nogle 100 Rdlr, mere, de Fleste havde faaet deres hele Gjæld betalt og Alle havde bekommet lige"; men at endog flere af dem, der havde størst Fordeel af Eftergivelsen, vare opbragte paa ham, fordi han havde lovet dem Tillæg og de i dette Afslag fandt en Bebudelse af, at han ikke vilde see sig istand til at skaffe dem det. Kun Rosing, hvem han beærede med sin særdeles Naade, blev ham hengiven og tog kjækt hans Forsvar imod de Utilfredsse hvilket havde til Følge, at Ahlefeldt i alle Theateranliggender ikke blot søgte hans Raad, men endog som oftest fulgte det.

Ligesaa hurtigt, og endnu mere ved sin egen Skyld, kom han paa Kant med Theatrets anden store bevægende Kraft: Forfatterne. Allerede medens nogle af dem ikke vidste noksom at rose ham, fordi han havde søgt deres Bekjendtskab og overvældet dem med Artighed og Forsikkringer om, at han vilde finde sin største Glæde i at give Arbeider fra deres Haand, havde et Par besværet sig over, at hans Complimenter ikke vare andet end Vind; thi naar han først havde faaet Stykkerne lod han dem henligge ulæste, indtil man endelig afpiinte ham en Erklæring, og blev denne ikke Forkastelse, da betingedes Antagelsen af saa mange, saa indgribende eller saa besynderlige Forandringer, at man maatte ønske Rosenstands strenge, men fornuftige Censur og Warnstedts betænksomme, men velvillige Virksomhed tilbage. Den Første, med hvem Greven kom i en alvorlig Modsigelse, var den unge Frederik Hoegh- [sideskift][side 542]Guldberg, der begyndte sin Forfatterbane med "Lise og Peter", Syngespil i to Acter. Digteren vilde i dette Stykke, som var temmelig uinteressant i Anlæg, men havde adskillige smukke lyriske Partier og i del Hele viste et Talent, som fortjente Directeurens velvillige Imødekommen, fremhæve Negerhandelens Afskaffelse, men Ahlefeldt forestillede ham, at hverken Kongen eller Kronprindsen ønskede fra et Theater, som stod under kongelig Bestyrelse, at høre sin egen Berømmelse, hvorfor det maatte være en ufravigelig Betingelse for Antagelsen af Stykket, at det blev omarbeidet. Det hjalp ikke, at Guldberg indvendte, at Kongehuset meget naadigt havde yttret Tilfredshed med Thaarups lignende Yttringer i "Høstgildet", eller at han gjorde indlysende, at Forandringen ei alene vilde blive meget vanskelig, men endog borttage det, som baade han selv og hans Venner ansaae for smukkest; Ahlefeldt holdt fast ved fin Fordring og fremsatte den tilsidst saa opblæst og afgjørende i haardt Udtryk, at Guldberg gjerne havde taget Stykket tilbage, dersom Regimentsqvarteermester Søren Wedel, en meget talentfuld Musikdyrker, ikke allerede havde componeret flere Numere deraf. Nu maatte han beqvemme sig til Omarbeidelsen, men beklagede sig, Greven til stor Skade, for sine Venner over et ham saa uheldigt Forlangende, som Ingen kunde indsee nogen rimelig Grund til. Da Stykket kom til Opførelse blev Musiken funden saa behagelig, at Publikum meente, at naar det ikke følte sig mere tiltalt af Forestillingen, da maatte det fornemmelig ligge i, hvad Grevens allerede dengang talrige Uvenner ivrigen havde forsikkret det: at Directeurens Capriee havde tvunget Digteren til at forhutle et smukt Arbeide. — Det havde strax fra Ahlefeldts Tiltrædelse været ham meget om [sideskift][side 543]at gjøre at vinde Rahbek, der, foruden at han afgjort havde erklæret Theaterkritiken for sit Hovedfag og skarpt udtalt Dadel over den afgaaede Direction, stod i nøie Forbindelse med de fleste Skuespillere og, ved Iver for at give sine Anskuelser Indgang hos dem, var af stor Indflydelse paa deres Domme om og Forhold til Bestyrelsen. Først henvendte han sig til Rosing, for at formaae ham til at indlede et Bekjendtskab imellem ham og Rahbek. Men saa meget Rahbek end omtalte Rosing som sin Ven, var der dog ingen inderlig eller stadig Enighed imellem dem. Rosing havde langt mere Aandsfyrighed, Phantasie og Sands for det Skjønne i enhversomhelst af dets Aabenbaringer, end Rahbek, og laae derfor idelig i Kamp mod hans Eensidighed og de Meninger, som han, blot af Ærbødighed for Autoriteter, havde gjort til sine ufravigelige. Det Romantiske, det Dristige, Shakespeares geniale Skildringer, som Rahbek vel ikke frakjendte digterisk Storhed, men dog aldrig rigtigt kunde komme tilrette med, en gratiøs Overgivenheds kjække Indfald, rask vexlende Situationer, det Overraskende, det Eventyrlige og Alt, hvori der vor Livsglæde eller et poetisk Sving, faldt i Rosings Smag, hvorimod Rahbeks fandt sin høieste Tilfredsstillelse i det Fornuftige, Jævne, Hjemlige, stille Rørende og roligt Muntre. Rosings livfulde Følelse og Rahbeks Tilbøielighed til at gaae ind i Enkelthederne, for af deres indre Samstemmen at udfinde det Heles Værd, bragte dem daglig i heftig Ordstrid; Rosing spottede Rahbeks spidsborgerlige Kunstbetragtning, og Rahbek beskyldte Rosing for at være overspændt og at lade sig henrive af øieblikkelige Indtryk og det Blændende. At Rosing var begeistret for Syngespillet og med ligesaa meget Held som Kraft understøttede [sideskift][side 544]dets Indførelse i Repertoiret, idet han ei alene med mageløs Energie udviklede sin lille, ikke behagelige Syngestemme saaledes, at han med meget Bifald kunde optræde i Hovedpartier, men endog var utrættelig i at gaae Eickstedt, Numsen og Ahlefeldt tilhaande ved ethvert nyt Forsøg paa at bringe Syngestykker paa Scenen: dette var endydermere Rahbek til megen Forargelse. Disse to Venner laae derfor jævnlig i en Uenighed, det ofte truede med et Brud, som alene forhindredes ved at Mad. Rosing, der dengang var Gjenstanden for den platoniske Kjærlighed, hvilken, som Oehlenschläger bemærker, Rahbek altid maatte have at bære paa, og som satte megen Priis paa en saa begeistret og kundskabsrig Beundrer af hendes Talent, traadte venligt forsonende imellem dem og førte Samtalen over paa saa danne æsthetiske Gjenstande, som de vare fuldkommen enige om. Dette Forhold var Grunden til at Rosing overraskede Greven med et ligefremt Afslag paa hans Anmodning om at føre Rahbek til ham. Han vidste, sagde han, at hvorvel Rahbek omtalte de Foranstaltninger, Greven hidtil havde gjort, med stor Berømmelse, vilde han ikke blive tilsreds med adskillige af dem, der vare paatænkte, og da bebreide ham, om han havde bragt ham i et Forhold, der paalagde ham Hensyn, naar han vilde yttre sig derom, hvilket let kunde lede til at han og hans Kone mistede en Omgangsven, som, hvor forskjelligt de og han end tænkte angaaende Theatret, var dem saa kjær, at han ikke kunde overtale sig til at vove Tabet af ham for at skaffe Greven en Forbindelse, der vilde være ham let at opnaae paa anden Maade. Ahlefeldt besluttede sig nu til ligefrem at indbyde Rahbek til en Samtale, da han havde isinde, saa snart som muligt at bringe hans, af den fratraadte Direction for flere Aar [sideskift][side 545] siden antagne "De latterlige Følsomme", en Omarbeidelse af Molières »Les précieuses ridicules«, til Opførelse. Greven havde af Lassen erfaret, at det var Tilbageholdelsen af dette Stykke, hvilket Rosenstand fandt forkasteligt, fordi "det var manqueret i Behandlingen og nu ikke i sin esprit hverken fransk eller dansk", hvorover Rahbek især havde været fortørnet paa Warnstedt, som vor uskyldig den. Den angivne Bevæggrund til Sammenkomsten var derfor godt valgt, og da Ahlefeldt under denne med megen Artighed spurgte Rahbek, om han vilde være tilfreds med 100 Rdlr, for dette Arbeide — et omarbeidet Eenactsstykke! —; bad ham selv at bestemme Rollebesætningen; overdrog ham at skrive en Lykønsknings-Prolog i Anledning af Kronprindsessens først om et Par Maaneder forventede lykkelige Opkomst efter Barselseng; ønskede, at han, jo før jo heller vilde tilstille ham den Oversættelse af Cumberlands »The carmelite«, hvilken han havde hørt, at han havde begyndt; og endelig Paa det varmeste opfordrede ham til, aabent og uden al Forbeholdenhed, at meddele ham sine Meninger om hvad han fandt at være til Theatrets Tarv, saa blev Rahbek overbeviist om, at han ei alene besad Smag og Indsigt, men var besjælet af Iver for at opnaae og benytte Kyndiges Anviisning. Han undlod heller ikke, i "Dramatisk og literarifk Tillæg" at gjøre opmærksom paa, at "Opførelsen af tre Nyheder i den første Uge af den nye Bestyrers Forvaltning gjorde hans Virksomhed og hans Iver for Publici Moroe megen Ære"; men maatte ikke forlede Publikum til bestandig at vente en saadan Sværm af Nyheder, da det vilde have en skadelig Indflydelse paa Skuespillernes Kunst. Ogsaa paa anden Maade søgte han at støtte Ahlefeldt, og vendte ikke sin Dadel, hvor han nødvendigen [sideskift][side 546]maatte udtale den, udtrykkeligt imod Directeuren, saaledes som han under Warnstedt havde gjort. Men Rosing havde forudseet rigtigt; allerede inden den bestilte Prolog blev fremsagt var det vitterligt for Alle, der stode i Berørelse med Theatret, at Rahbek betragtede Ahlefeldts hele Embedsførelse med den høieste Grad af Uvillie og ærgrede sig over, at han, ved altfor ivrigt at have udtalt sit Bifald med hans første Foranstaltninger, havde gjort sig det umuligl offenligt at behandle ham saaledes som han fortjente. Rahbek havde nemlig, ifølge Grevens Opfordring, gjort ham adskillige grundede Bemærkninger imod Valget af et Par nye Stykker, udtalt sig imod, at han gav en Mængde Fribilletter til stadige Comediegængere, af hvem han ventede Utilfredshed, for, som han selv sagde, "at betage dem Ret til at yttre Mishag", og fornemmelig advaret ham imod at rutte med Penge til Ting, som ikke i mindste Maade vedkom Kunsten. Disse Erindringer tog Greven meget ilde op og dermed var den gode Forstaaelse forbi. — Med Heiberg gik det Ahlefeldt ikke bedre. Som han betalte alle dramatiske Arbeider efter Indfald, saaledes ogsaa "Indtoget", for hvilket han aldeles uopfordret bestemte Honoraret til 400 Rdlr. (Courant, altsaa det samme som nu 640 Rdlr.), der var langt over Heibergs Forventning; men den glade Overraskelse, han derved satte ham i, gjorde han snart til Harme ved den Ubesindighed, at han til Enhver, som omtalte denne usædvanlig høie Betaling, sagde, at "den havde han været nødt til at stoppe Munden paa ham med, da det var bekjendt at han var bidsk." Han fik imidlertid kort efter at see, at han ogsaa deri havde været meget uheldig.

[sideskift][side 547]Balletten udmærkede sig i denne Saison ved de fleste og ypperligste Solodandsende, Publikum endnu havde seet samlede. Bournonville, der var vunden for et Aar og som man efter dets Udløb gav fast Engagement, for ikke at miste Jfr. Jensen, der i December blev hans Kone, havde strax i Begyndelsen af Saisonnen, ved sin Udførelse af Gengischan i »L'orphelin de la chine«, vakt en endnu større Enthusiasme, end tidligere i sine Entreer. Hans imponerende krigerske Holdning og Figur i den prægtige tartariske Dragt, det livfulde Udtryk af Elskerens brændende Skinsyge, den skjønne Forening af Vildhed og Ynde, og hans henrivende Dands, hvori han, med forbausende Lethed og gratiøs Smidighed i enhver Bevægelse, gjorde Spring og pas, som ingen af de tidligere meest yndede Dandsere havde viist Mage til, satte Publikum i Begeistring. Dahlén, der var bleven fast ansat, udviklede sig mere og mere som let og særdeles smagfuld Demi-Charakteerdandser og var en indtagende Elsker i de pastorale Balletter. Jansen, en ung Dandser, der havde dannet sig under den ældre Laurent, men siden gjennemgaaet den berømte Skole i Paris, var temmelig stærkbygget, men dandsede dog med Lethed og vandt meget Bifald, især i Balletterne, da han under Galeotti havde opnaaet stor Styrke i det mimiske Udtryk, saa at han var en udmærket Fremstiller af Ninus i "Semiramis", Æneas i "Dido" og andre fyrige Charakterer. Lewer og Ebbesen udførte meget tilfredsstillende underordnede Partier, og til comisk Dands havde man, foruden Weyle, der var en overordenlig let og behændig Springer og som Mimiker behagede meget ved Lune og naturlig Løierlighed, en, især i Partier, som fordrede Kraft og Kjækhed i Bevægelserne, meget talenttalent-fuld [sideskift][side 548]fuld Begynder, Lars Poulsen. Det qvindelige Personale udmærkede sig mindre ved stor Virtuositet, end ved smuk Personlighed og naturlig Ynde. Mad. Barch var vel nu henved 50 Aar, men hendes smukke Figur og godt vedligeholdte Fodfærdighed skaffede hende endnu, naar hun en sjelden Gang udførte et Dandsepartie, meget Bifald; fra den mimiske Fremstilling havde hun ganske trukket sig tilbage. Mad. Bjørn var, fornemmelig i den serieuse Dands, en særdeles ypperlig Kunstnerinde med en skjøn Figur, et smukt udtryksfuldt Ansigt og indtagende naturlig Anstand i alle sine Bevægelser. Hun spillede i Balletterne de alvorlige Roller og lidenskabelige store Charakterer, som Dido, Semiramis og Idame i »L'orphelin de la Chine«, og var især fortryllende ved den Ild og Aandfuldhed, hvormed hun gav Udtrykket af Ømhed, Blidhed, inderlig Kjærlighed og modstridende Affecters Kamp. Mad. Bournonville havde hurtigt gjort sig til Publikums Andling ved den Livlighed, Naivetet og Skalkagtighed, hvormed hun, let i Bevægelser og gratiøst overgiven i Væsen, udførte muntre Dandse og spillede fiint comiske Partier i Balletterne. Et stort Talent begyndte at gjøre sig bemærket hos den 17aarige Anna Margarethe Schleuter, der sildigere, som Mad. Schall, blev en af det danske Theaters første mimiske Kunstnerinder. Paa denne Tid havde hun endnu kun Smaapartier, hvilke hun gjorde megen Lykke i ved behagelig Veverhed, en munter Kjækhed, som klædte hende nydeligt, og usædvanlig Raphed i at bruge Føddeme. Derimod savnede hun megel den til Attituder nødvendige Fasthed, hvilken hun heller ikke senere, med al sin Flid, var istand til at tilegne sig saaledes, at hun, som Dandserinde, kunde tilfredestille i egenlig serieuse Partier. Med et saadant Personale maatte [sideskift][side 549]Galeotti, der ypperligt vidste at anvende de forskjellige Evner paa rette Sted og nu havde et anseligt i hans Skole og Aand indøvet Figurantcorps, kunne frembringe noget Overordenligt, og dette fandt Publikum ogsaa, med Grund, i hans store ny Værk "Telemak paa Calypsos Ø." Selv meente han, den tillige at have optaget et nyt Element for Balletten, hvilket skulde forhøie dens Kunstværd. Pram var for fire Aar siden, ved den Betragtning, at et romantisk Stof behandlet enten i reciteret Skuespil, Opera eller Ballet ikke skeer Fyldest, fordi enhver af disse dramatiske Kunstarter for sig ikke har Midler til det fulde Udtryk af alle Handlingens Momenter, ført paa Ideen om et nyt Skuespilslags, hvori alle tre Kunstarter skulde forene sig, uden at man kunde sige, hvilken der var den fremherskende. For at give en Forestilling om hvad han forstod derved, og vise Muligheden af et saadant Skuespils Existents havde han, som "et dramatisk Forsøg", skrevet "Lagertha", der, fordi han fandt, at Fremstiilingsmaaden ikke burde anvendes paa et Drama af betydeligt Omfang, var i een Act. Med Undtagelse af at han var bleven tvungen til flere Sceneforandringer, end ønskeligt for den theatralske Virkning, maatte hans Løsning af Opgaven kaldes meget heldig. Galeotti havde, formedelst Balletelementet i dette Slags Drama, følt sig særdeles tiltalt deraf, men besad ikke Skarpsindighed nok til at opfatte, hvad Pram dog udtrykkeligt havde fremhævet: at det kun i sin Fuldstændighed, det vil sige, naar alle tre Arter vare inderligt forenede, kunde have Berettigelse paa Kunstens Gebeet. Han greb af Ideen kun Sangs Forening med det Balletmæssige og indførte til sin Ballets Forskjønnelse Soloer og Chor, som bleve sungne under Nymphernes Dands. Men hvorvel [sideskift][side 550]der ikke var Sang i Datidens Ballet, saaledes som den var udgaaet fra Noverre, der betragtede sin Kunst som en Philosoph og med kunstnerisk Samvittighedsfuldhed behandlede den i streng Overeenestemmelse med hvad han fandt at være dens Væsen, opfandt Galeotti ikke ved denne Anvendelse af Vokalmusiken noget Nyt; thi uden at tale om, at Fuskeren Como tidligere her havde indlagt Arier i sine Balletter, havde den under Christian den Fjerde af Carl von Mandern componerede store Ballet netop bestaaet af Pantomime, Dands og Sang i en endnu inderligere Forening, end de havde i "Telemak." Heller ikke bidrog han ved denne indbildte Opfindelse til at forædle Balletten; thi da denne, som enhver Kunst, skal have fyldestgjørende Udtryk ved hvad der ligger i dens Væsen, var Sangen kun et den aldeles fremmed Paahæng og saameget mere stødende for sund Fornuft og reen Kunstsmag som den i selve Balletten fremhæver Ballettens Urimelighed, ved at give Mængden, der ikke kan have noget dramatisk Vigtigt, men blot Fællesfølelser og almene lyriste Udbrud at udtrykke, Ord dertil, medens Hovedpersonerne for Udviklingen af deres Tanker, Affecter og Lidenskaber kun have Gebærder. Afseet fra denne æsthetiske Anstødelighed — der desuden af Tilskuernes Masse optoges som noget virkelig baade Nyt og Smukt — var imidlertid denne Ballet og paa store poetiske Skjønheder baade i Composition og Enkeltheder. Følelsesfulde idylliske, lidenskabelige og erotiske Scener skiftede i fængslende Vexling og havde en henrivende Virkning ved det herlige mimiske Sprog, hvori den i Behandlingen af alt Plastisk særdeles smagfulde Galeotti vidste at lægge klar Forstaaelighed saavelsom Skjønhed, ved de ypperligt sammensatte Tableauer, dannede i et Øieblik med over
over-raskende [sideskift][side 551]raskende Lethed og af stor malerisk Virkning; de nydelige Ensembledandse, som han var uudtømmelig i at give Charakteer og gjøre afvexlende ved nye Sammenslyngninger og Vendinger; de erotiske Solopartier med yndige Attituder; og den over det Hele udbredte poetiske Duft. Publikum modtog dette fortryllende Værk med megen Enthusiasme og vedblev at henrykkes over dets Udførelse saa længe den i Hovedpartierne var saa ypperlig som i dets Nyhed, da Galeotti, der nu havde trukket sig meget tilbage som Dandser, selv gav den fornemmelig mimisk fremtrædende Mentor med en uovertræffelig Adel, Kraft og Sandhed i Holdning, og Gebærder, og Bournonville som Telemak, Mad. Bjørn som Calypso og Mad. Bournonville som Eucharis henreve ved deres personlige Skjønhed og Rollernes mesterlige Fremstilling. Pram havde, af Glæde over at see sin Theorie udført blot tilnærmelsesviis, sat sig ud over den af ham selv opstillede nødvendige Betingelse for dens Anvendelse og, ved at digte Sangene, ydet Bistand til det Ukunstneriske i denne Balletdigtning. Musiken, hvori Publikum fandt et meget udtryksfuldt Accompagnement for det Mimiske og særdeles interessante og smukt melodiske Dandsestykker, var componeret af Chefens Gemalinde og blev endog af Musikkjendere roest for en ypperlig Instrumentation. — Den gjennemreisende Dandser Giboin nød en god Modtagelse som Gjæst, men blev, i Henseende til baade Begavelse af Naturen og Virtuositet, anseet for at staae meget under Bournonville.

Da Ahlefeldt var kommen i Ugunst og man fandt alle hans Foretagender ligesaa dadelværdige som man tidligere havde fundet dem priisværdige, blev især hans Valg af Repertoire gjort til Vidnesbyrd om Smagløshed og den [sideskift][side 552] Ringeagt for Publikum, han ideligen sigtedes for. Det Held, hvormed dette skete, godtgjør hvorledes Cliquevæsen let kan ægge Stemningen imod en Theaterbestyrer i den Grad, at endog Det, hvorved han indlægger sig større Fortjeneste, end hans Forgængere, kan forvendes til Beviis paa Forsømmelse og Ukyndighed; thi vel var Ahlefeldt en slet Theaterdirecteur, men det var kun personlig Avind, som, stolende paa Massens Tilbøielighed til strax at snappe og udbrede Bagvaskelsen uden Undersøgelse, kunde falde paa at gjøre ham en Brøde af hans Repertoire, der allerede for et flygtigt Overblik netop, ved baade Valg og Righoldighed, klarest viser hans store Iver for at behage Publikum. For det Første gav han mere for Pengene, end Theaterbesøgerne nogensinde havde været vante til at faae; thi til flere Stykker, som før vare blevne givne med en ubetydelig Entree, lod han opføre et mindre Stykke eller en Ballet og det endog undertiden af de større. For del Andet sørgede han saa meget for Afvexling, at han endog gik udenfor det Dramatiske og, som Tilgift, foranstaltede Concerter, i hvilke han lod Capellets talentfuldeste Medlemmer optræde som Solospillere. For det Tredie holdt han af ældre Stykker just de meest yndede i stadig Gang uden at give dem for ofte. Det hed, at han tilsidesatte Holberg, men om han end ikke optog noget af hans i længere Tid henliggende Stykker, bliver en saadan Paastand Høist uretfærdig, da han, i god Afvexling, gav ikke mindre end 13 af dem, der vare paa Repertoiret. Det er aabenbart, at en Bestyrers Iver for Repertoirets Forøgelse ikke saa meget maa skjønnes efter hvad der fremkommer af originale Nyheder, hvilke det ikke staaer i hans Magt at skaffe, men kun, naar de ere tilstede, at befordre hurtigt [sideskift][side 553]og godt til Opførelse, som af hvad og hvor meget han, i bestilte Oversættelser, optager fra fremmede Theatre. Og i denne Henseende var hans Virksomhed baade usædvanlig stor og heldig. "Myndlingerne", et af Ifflands i Tydskland meest ansete rørende, lidt ind i det Comiske streifende Familiestykker, gjorde ogsaa her megen Lykke, især ved Schwarz's mesterlige Fremstilling af Drave, hvori han, fortræffeligt understøttet af Mad. Rosing som den lidt forfængelige, men dog jævne, energiske Huusmoder, beundringsværdigt inderligt forenede Kraft med Følelse. Affecternes heftige Udbrud med ædel Simpelhed og gav et fuldendt Billede af en retskaffen, hidsig, bekymret og fast Familiefader, med en, fra hans Personlighed forskjellig, bestemt udpræget Individualitet. "Indianerne i England", Comedie i tre Acter, var et af de Stykker, hvori Kotzebues Charakteer som dramatisk Forfatter fremtræder med sit hele Indhold. Han antager her Mine af at ville skildre den menneskelige Natur i dens elskelige Oprindelighed, men er kun naaet til en nøgtern Modsætning af Cultur og Ucultur, med stor Overdrivelse paa begge Sider, saa at den hele Skildring er lige i dens Inderste uden Sandhed og kan ikke gjøres gjældende som Udførelsen af en Idee. Gurli er kun en af falsk Sentimentalitet overstrømmende og med plumpe Effectreplikker rigt udstyret Forcerolle for en smuk ung Pige, uden Natur eller ideel Betydning; og de øvrige Charakterer vise sig, hvor haandfast de end ere udhamrede til at skulle være Originaler, enten saa smittede af hendes kjælne Blødhed eller forvredne til Caricaturer, at de blive Nürnbergerbilleder, som ere saa stærkt colorerede, at Farven ligger ud over Tegningen og dæmper alle Omrids. De skærende Farver blændede imidlertid Publikum, og det [sideskift][side 554]Sentimentale faldt saaledes i Rahbeks Smag, at han fandt Stykket "alene for Gurlis Charakteers Skyld fortjent til alt det Bifald, det havde faaet", og "bivaanede Forestillingerne med ny og fordoblet Fornøielse." Det gjorde stor Lykke, men Mad. Clausen, den tidligere Jfr. Aaslew, var, hvor meget Rahbek end berømte hendes Udførelse af Gurli, ikke en Publikum saa interessant Skuespillerinde, at hun formaaede at give en saadan Paraderolle den Fortryllelse, som ene kan sikkre Stykket Tilløb i længere Tid, hvorfor det efter saa Forestillinger mistede Tiltrækningskraften. Jüngers "Bortførelsen", i tre Acter, er det af hans efter fremmede Mønstre sammensatte Stykke, hvori der er meest Munterhed, vittigst Dialog, raskest Gang og de piquanteske Situationer; det blev livligt spillet og behagede meget. Hans Femacts-Lystspil "Den aabne Brevvexling" er fuldt af Usandsynligheder og meget feilfuldt i Charakteerskildringerne, men har en saa livlig Vexling af pudseerlige Scener og overraskende Feiltagelser, at det gjør god Virkning ved Fremstillingen. "Borgerlykke" af Babo udvikler i fem Acter den Sandhed, at den duelige og retskafne Haandverrker kan værre ligesaa agtværdig som den Lærde, og har flere Charakterer, hvori der er mere Sandhed og en skarpere Tegning, end man finder hos Kotzebue, ligesom ogsaa mange Scener ere hjertelige uden at lide af denne Forfatters falske Sentimentalitet, hvilket forresten bevirkede, at det ikke paa Datidens Publikum fik den slaaende Effect, som han ved sin frivole Applausanglen vidste at frembringe. Disse fem Hovedstykker iblandt de oversatte Nyheder vare vistnok ikke Digterværker, som man skulde ønske varig Plads paa Repertoiret, eller tagne til de Mønstre, hvorefter Greven vilde at danske Forfattere skulde [sideskift][side 555] "give deres Comedier Behagelighed"; men alle hørte til de tydske Theatres dengang meest beundrede Skuespil, alle optoges her med stærkt Bifald, alle, med Undtagelse af "Borgerlykke", holdt sig længe paa Scenen i stor Yndest, og alle vare netop af den Art, som faldt i Rahbeks Smag og nød hans Anbefaling. Da nu ogsaa ei alene Florians smukke, rørende Familiestykke "Det gode Ægteskab", men det vakkre lille Syngespil "De to smaa Savoyarder", med d'Alayracs nydelige Musik, der tiltalte hans som Alles Øre, ogsaa var ganske efter hans Hjerte, og det muntre Toacts-Syngestykke "Renaud d'Ast", der ligeledes behagede meget ved d'Alayracs deilige Melodier, umulig kunde være ham til Forargelse, var der kun, iblandt de Nyheder, han kunde tillægge Directeurens Valg, tre Ubetydeligheder, hvorpaa Klagerne over det slette Repertoire skulde begrundes, nemlig: Kotzebues baade flaue og usandsynlige moralske Treacts-Comedie "Poppegøien"; Syngestykket "Pæretræet", for hvis Optagelse Ahlefeldt dog havde en god Undskyldning i at Musiken var af den berømte Gluck, og Eenacts-Comedien "De to Hatte", hvori Oversætteren af "Figaros Giftermaal" fandt Usædelighed, som han neppe vilde have opdaget, dersom han havde vidst, at det anonyme Stykke var af hans Smagslærer, den blufærdige Marmontel. For saa vidt som Opførelsen af originale Nyheder kunde skrives paa Directeurens Regning, havde der ogsaa kun været Aarsag til Tilfredshed med Ahlefeldt; thi, med den nævnte »Lise og Peter", gav han ikke mindre end sex af forskjellige Forfattere. "De latterlige Følsomme" gjorde ikke megen Lykke, hvortil Rahbek fandt Grunden i, at de deri revsede Latterligheder vare i de fem Aar siden Stykket blev skrevet "for længe siden gaaede af Moden", hvilket dog Ahlefeldt, [sideskift][side 556]som, til Rahbeks Behag, havde fremtrukket Stykket, ikke kunde have Skyld i. "Arven i Marseille" var et Eencts-Drama af Falsen, fuldt af forelsket Sværmeri, der ogsaa, skjøndt Stykket nylig var skrevet, saadan var gaaet af Moden, at Publikum kjedede sig hjerteligt ved det. I "Ja eller Nei", en lille Comedie af Bech, fandtes flere virkelig comiske Partier og en naturlig Livlighed, som ikke skulde have sin Virkning fra Moden eller øieblikkelige Titstande og derfor vedblev at behage for længere Tid. Ved Antagelsen af P. A. Heibergs Syngestykke "Indtoget" havde Ahlefeldt, der rigtignok dengang nylig var tiltraadt, givet et stærkt Beviis paa den liberale Tænkemaade, hvorved han i Begyndelsen gjorde sig saa elsket. Som Hofmand var han bange for, at Titlen vilde, paa Grund af Kronprindsessens Indtog, der endnu var i frisk Minde, blive Hoffet anstødelig, og flere Høitstaaende skræmmede ham endog med, at der i denne Farce skjulte sig en Parodie paa hiin Nationalfest. Ikke destomindre overvandt han sig selv til at antage Stykket og fremme dets Opførelse med megen Iver. Han fik ikke Aarsag til at fortryde det; thi understøttet af Schulz's herlige Musik og ypperligt udført, vandt dette, rigtignok i Handling ussadsynlige, men ved Dialog og Situationer moersomme Syngestykke levende Bifald. Den store Mærkværdighed i Saisonnens Repertoire blev imidlertid "Gulddaasen", en i Sæder, Sprog, Charakterer og Begivenhed original og ægte dansk Comedie i fem Acter. Den flydende, vittige Dialog, den bidende, men let og behændigt udslyngede Satire paa "Feil, men ei Personer", en Mængde simpelt og naturligt anlagte grundcomiske Scener og den mesterlige Udførelse, der blev det tildeel i det Hele, men fornemfornem-melige [sideskift][side 557]melig af Rosing som Vandby, Gjelstrup som Forvalteren og Jfr. Winther som Huusholdersken, gave dette herlige Stykke stor Virkning: det vandt i sin Nyhed et umaadeligt Bifald og havde i mere end 25 Aar stadigt stærkt Tilløb. Forfatteren, Oluf Christian Olufsen, havde ikke nævnet sig, og Publikums Begjærlighed efter at udfinde hvem dette tiltalende Arbeide skyldtes var saa stor, at man gjættede paa over en Snees baade bekjendte og ubekjendte Navne inden han mange Aar efter vedgik Forfatterskabet.

At foresnakke Publikum noget saa Urimeligt, som at en Directeur, der i en Saison bragte 16, næsten alle med stort Bifald modtagne, Nyheder paa Scenen, var ligegyldig og smagløs i Valget af de Forestillinger, han gav det, vilde have været umuligt, dersom Ahlefeldt ikke i sin Udygtigheds Selvklogstab havde skabt sig en Administration-Grundsætning, der blev Kassen til stort Tab og medførte en Kjendsgjerning, hvilken hans Uvenner ikke forsømte at benytte som Beviis for at Alle vare meget misfornøiede med Repertoiret. Det var et voveligt Skridt dengang at ophæve Abonnementet, thi den Deel af Hovedstadens Befolkning, som jævnligen besøgte Theatret, var ikke endnu betydeligere, end at Directeuren kunde trænge til at sikkre sig formuende Familiers stadige Komme, ved at overlade dem et Antal bestemte Pladser for en nedsat Adgangepriis. Tvertimod at ophæve Abonnementet burde Ahlefeldt derfor have søgt, paa eengang baade at lette det for Publikum og gjøre det mere indbringende for Kassen, ved at tage fire Sæt Abonnenter istedetfor to og ikke selv at fastsætte Prisen for abonnerede Loger, men overlade dem til den Høistbydende. Havde han imidlertid givet efter for det alminalmin-delige [sideskift][side 558]delige Ønske om hvad man kaldte "Ophævelsen af et Monopol, der, til Publikums Forurettelse, bragte de bedste Pladser i Hænderne paa begunstigede Rige og Fornemme", burde han fornuftigviis have fulgt den eneste Forholdsregel, der lader Bestyreren vente Opnaaelsen af den Sum, som Abonnementet sikkrer ham. Denne er: at opføre et Stykke, der giver fuldt Huus, saa ofte som Besætningens Kræfter tillade det, men standse dermed saa snart Intægten begynder at synke til hvad et af Theatrets ældre meest indbringende Stykker pleier at give, for da at henlægge det indtil det igjen kan fremtages med Rimelighed for at ville give endeel stærkt besøgte Forestillinger, og at benytte Tiden, hvori et saadant Stykke gives uden Prøve, til at lade det Personale, som ikke er beskjæftiget deri, indøve Stykker, med hvilke man tør haabe heldigen at afløse det. Da der, allerede i Saisonnens første Uge, skete, hvad de Mange, der havde forestillet ham det Fortjenstlige i at hæve Abonnementet, men kun lidet brøde sig om at overveie Følgerne, ikke havde bragt i Betænkning, men som en kyndig ansvarhavende Directeur strax vilde have indseet, nemlig: at Mængden, efter at den havde opnaaet at faae hele Huset stillet til sin Disposition, slet ikke følte nogen Begjærlighed efter, langt mindre Forpligtelse til at skadesløsholde Directeuren ved at tage de Pladser, som den havde ærgret sig saameget over at see i faste Hænder, men lod Logerne staae tomme, saa syntes Ahlefeldt ligefrem at være dreven til saaledes at holde enhver tiltalende Nyhed i en, kun for de Spillendes nødvendige Hviles Skyld, ved en enkelt meget yndet ældre Forestilling afbrudt, rask Gang, Sig til meget stor Fortredelighed bildte han sig imidlertid ind, at have i den stik modsatte Forholdsregel fundet det [sideskift][side 559]virksomste Middel til at spænde Publikums Interesse for Theatret. hans Grundsætning, som han haardnakket holdt fast ved, var, at man kun sparsomt skulde give Yndlingesstykker, for længe at bevare deres Tiltrækningskraft. "Nei, nei", pleiede han med Sikkerhed at indvende imod Rosing eg andre Kyndige, naar de raadte ham til det eneste Fornuftige, "det er at slide Kassestykker op. Man skal tvertimod give dem sjeldent; det gjør Publikum hidsigt efter at see dem." Følgen deraf var, at Mængden ikke alene ved Stykker, der ellers gave godt Huus, blev borte for at vente indtil Yndlingsstykket endelig kom frem, men, naar den et Par Gange forgjæves havde søgt at faae Billet dertil, endog tabte Begjærligheden efter at see det. Da Greven endelig, ved jævnlig at see Huset slet besat, endog naar der opførtes Stykker, hvortil han, om de vare blevne givne hyppigere medens der var Lyst til at see dem, kunde have gjort sikker Regning paa stor Indtægt, kom til Erkjendelse om sit Princips Forkastelighed og vilde slaae ind paa den rette Vei, var Almeen-Interessen allerede bleven saa slappet, at det først ved "Gulddaasen" lykkedes ham at faae Mængden bragt i Aande. Af det stadigt slette Besøg var det, at hans Avindsmænd havde havt let ved at overtyde Publikum om Repertoirets Slethed; thi man var naturligviis mere tilbøielig til at lade sig fortælle, at Aarsagen til Lunkenheden stak deri, end til at eftertænke hvad og hvor meget der var givet.

De maadelige Indtægter og den letsindige Anvendelse af Penge for rask at iværksætte Planer, som ofte maatte opgives inden de kom til Udførelse, bragte Kassen i saa stor Forlegenhed, at Ahlefeld undertiden maatte udsætte Lønningernes Betaling og tilsidst blev nødt til at lade Alt [sideskift][side 560]gaae som det bedst kunde, hvilket gjorde Personalet saa mismodigt og utilfreds, at det almindelig hed: "Jo, vi ere komne i Grevens Tid!"

Debutanterne i denne Saison bleve ikke af Betydenhed: Jfr. Suhm, en Datter af afdøde Skuespiller Suhm, var en puur ung Pige med et velklingende Taleorgan, en behagelig Syngestemme og et heldigt Ydre, men havde intet Talent, der henviste hende til et af de almindelige Fag, hvorfor hun bestemtes til Noget, som man kaldte "ædle Soubretter", og indtil sin Død i 1801 vedblev at være en Ubetydelighed; Qvist, en Broder til Debutanten fra 1783, havde en høi, rank Figur, et meget smukt, ædelt Ansigt og en skjøn Tenorstemme, men viste en saadan Keitethed og Kulde, at han kun taaltes i nogle Roller, hvori Sangen var Hovedsagen; Amalie Frederikke Vilhelmine Barth, der med Ungdom og Skjønhed forenede en herlig Sopran og megen musikalsk Dannelse, havde en tydsk Accent, som ved hendes store Flid vist vilde være bleven overvunden, dersom hun ikke ved det stærke Bifale, Publikum stjænkede hendes Debut, saaledes havde vakt Mad. Berthelsens Skinsyge, at hun for de faa Partier, der tildeeltes hende, blev meget fortrediget og, allerede tre Aar efter, var glad ved at kunne tage Afsked formedelst Giftermaal. Medens Skuepladsen saaledes ikke i denne Saison fik nogen virkelig Forøgelse i kunstneriske Kræfter, leed den et meget føleligt Tab deri. Hvad Døden berøvede den, vor let erstatteligt: Mad. Rose, den sidste af det Personale, der var optraadt under Holbergs Øine, spillede kun meget sjeldent, og de faa Roller, som endnu holdt hende i Publikums Gunst, kunde udføres bedre enten af Mad. Rosing eller af Mad. Preieler, der nu Begge, med [sideskift][side 561]meget Held, begyndte at spille ældre Damer. Det Tab, som Ahlefeldts ukloge Fremgangsmaade foranledigede, var derimod, endskjøndt det ikke blev saa stort som det syntes at maatte blive, uerstatteligt og til meget Afbræk for de meest yndede Stykkers Gang. Knudsen, Lindgreen og Frydendahl havde gjort store Fremskridt, der især hos den Sidste havde været Publikum ligesaa overraskende som glædelige. Han, der af Kritiken var bleven omtalt som en Stymper, hos hvem man i det høieste maatte vente Taalelighed, havde i flere Roller viist et umiskjendeligt, alle Chicaner overvældende Talent for Charakteerudførelse, han havde med lige Naturlighed og Sikkerhed givet gamle og unge, comiske og alvorlige Personligheder, og i en halv Snees, for endeel endog tilsyneladende meget ubetydelige, Roller forbauset gamle Comediegængere ved en original Opfatning og sin i alle Nuancer fiint og fast gjennemførte Fremstilling af høist forskjellige Individualiteter. I denne Saison var han især ved Fremstillingen af to Hinanden aldeles modsatte Charakterer bleven beundret for den Fuldstændighed, hvori han skildrede enhver af dem, saa at de hverken havde Noget tilfælles eller det Mindste af hans egen Personlighed. Hans pæne, pedantiske og pretiøse Samuel i "Indianerne i England", udført med et af den fineste Smag tøilet Lune, og Bræger i "Indtoget", der ved Holdning, Gang, Gebærder, Ansigtsudtryk og den mægende Stemme blev en, uden al Overdrivelse, grundcomisk Fremstilling af en vigtig, taabeligt opblæst Landsbydegn, vare to Roller, som ikke lode Publikum i Tvivl om, at det i Frydendahl snart vilde see en Mester. Den tidligere Miskjendelse bidrog til at hans Genie nu fandt en userdvanlig levende Erkjendelse; i den senere Tid [sideskift][side 562]betraadte han sjeldent Scenen uden at høste stærkt Bifald. — Opmuntrede ved Publikums stigende Yndest havde de tre unge Kunstnere henvendt sig til Ahlefeldt om et passende Tillæg til deres ringe Lønninger, og med sin sædvanlige Ubesindighed havde han meget kort og fornemt givet dem bestemt Løfte om, at de skulde faae det inden Udgangen af Marts. Kassens Tilstand gjorde ham det imidlertid umuligt at holde Ord til den bestemte Tid og gav Udsigt til at han heller ikke ved Saisonnens Slutning vilde kunne det. Efter at de havde forpligtet sig til hverandre at begjære Afsked, dersom deres billige Forlangende ikke blev opfyldt, gjentog Frydendahl det, efter Aftale, skriftligt for sit Vedkommende. Men derved begik han den Uforsigtighed, ikke at skrive paa brækket Papir, men i Brevform, og dette fornærmede i høieste Grad Ahlefeldt, som meente, at om han ogsaa var eneste Bestyrer, blev han dog, "specialiter i Hensigt til Ansøgende, en af Kongen indsat Direction, der gjorde umiddelbar Forestilling til Hs. Maj. og som det derfor tilkom at blive tilskrevet paa brækket Papir." I sin Krænkelse over denne Forgaaelse imod hans Værdighed tilsidesatte han alle Hensyn til Theatrets Tarv og erklærede Frydendahl ligefrem, at han ikke kunde faa Tillæg førend i næste Saison. Ifølge den trufne Aftale besvarede Frydendahl strax dette Afslag med en Ansøgning om øieblikkelig Afsked; Knudsen, hvem Greven havde søgt at vinde med Forsikkring om Tillæg fra Juli, blev ligeledes sin Forpligtelse tro og søgte Afsked; Lindgreen trak sig tilbage. Saa snart det iblandt Publikum rygtedes, at Ahlefeldt reent ud havde afslaaet at holde et Løfte, som allerede de to unge Kunstneres retfærdige Krav burde gjøre ham til Pligt at opfylde, og virkelig havde indstillet dem til [sideskift][side 563]Afskedigelse fra Slutningen af April, bragtes det i heftig Bevægelse og den tiltog da det kom ud, at Greven i et stort Selskab havde sagt, "at de Herrer nok vilde betænke sig; thi hvad skulde de vel finde paa at tage sig for, der kunde være dem behageligere, end at more et Publikum, der forkjælede dem? og overhovedet anstod det ikke ham, som Hofembedsmand og Cavaleer, at lade sig tvinge af et Par Acteurer og deres skraalende Slæng." Hver Aften Knudsen og Frydendahl optraadte angrebe Tilskuerne Greven ved at overvælde dem med Bifaldsyttringer. Knudsen havde, som en lystig, meget underholdende Selskabsbroder, en Mængde Klubvenner, der ikke alene tilbøde at ville sammenbringe en Sum til Dækning af hans Tab indtil Skuepladsen fik en anden Bestyrer; men, hvad der var ham gavnligere, beklappede ham ved enhver Indtrædelse og overalt ophidsede Folk imod en "forgjældet Vindbeutel, der vilde forholde saadan en Mand det fortjente Brød, mens han øste Theatrets Penge ud til Fjas og Projecter. Greven lod imidlertid som han aldeles ikke brød sig om alle disse Demonstrationer; men til sin Ulykke udlod han sig, for at vise sin Ringeagt for dem, med, at om disse Herrer gik af og tog deres hele Complot med sig, skulde det dog ikke sætte ham i Forlegenhed, thi det var saa godt som afgjort, at der til næste Saison vilde blive indkaldt et udmarket tydsk Selskab, der skulde spille Side om Side med de Danske, og saa fik man dem nok i Tale. Denne uforsigtige Bekræftelse paa at der var Noget i en Plan, hvorom der i flere Maaneder havde været ymtet, og som især Pram og P. A. Heiberg havde yttret sig med megen Harme imod, blev strax af Etatsraad Sporon bragt fra "Det musikalske Academie" til Kronprindsens Klub og gjort [sideskift][side 564]til en saadan Formastelse imod den danfle Skueplads, at en Steenhuggermester Köppen, Knudsens daglige Omgangsven, raabte: "Der er ikke andet for; vi maae pibe Greven ud!" Om det virkelig vilde være kommet dertil er tvivlsomt, men den Munterhed, hvormed Forslaget blev optaget, endog af mange tilstedeværende Embedsmænd og adstadige Borgere af megen Anseelse, gjorde Greven, som desuden havde paadraget sig stor Uvillie ved uartig Opførsel imod et Par andre Theater-Notabiliteter, ængstlig for at Andre kunde optage Indfaldet og berede ham en dengang uhørt og for en Adelsmand ulidelig Prostitution. Han søgte derfor strax, ved Rosing, at overtale Knudsen til, imod at faae et betydeligt Gratiale, øieblikkeligt at tage sin Ansøgning tilbage, hvortil dog Knudsen, endskjøndt han ikke var uden Frygt for en Fremtid, hvori han med Familie ikke skulde have andet at leve af end Naadegaver, først lod sig bevæge da Frydendahl skriftligt havde underrettet ham om, at han ikke under nogen Omstændighed vilde tjene ved det danske Theater saa længe Greven var Chef, men agtede at opholde sig en Tid i Mecklenborg, saa at han gjerne løste ham fra den indgaaede Forpligtelse. Frydendahl tog en glimrende Afsked med Publikum, thi hans fine, noble Udførelse af Lisimon i "Renaud d'Ast" overraskede det ved at vise hans Talent i et nyt Fag, som man ikke havde tiltroet ham Anlæg til, og der for Øieblikket i høi Grad savnede en dygtig Fremstiller.

Theatertilstandene paa den Tid, og den Følelse, hvilken Rahbek da nærede for sin Ven Rosing, fremlyse af følgende Brev, som den Første skrev til Schwarz, hvem Ahlefeldt, uagtet de Forlegenheder, hans Forhold til Personalet beredte ham, i sin virkelige Iver for at lade Udlandets [sideskift][side 565]Kunstvirksomhed komme den danske Skueplads tilgode, havde givet Tilladelse til allerede den 31te Marts at reise til London, for at gjøre sig bekjendt med de engelske Theatre.

    "Bakkeh. den 30te Mai.
Jeg takker Dig, kjære Schwarz, ganske inderligt for Dit Brev; det lader mig imidlertid endnu mere beklage, at jeg ikke har Dig i Kjøbenhavn, at jeg kunde bedre nytte og gjengjælde Dit Venskab. Uagtet, som Du let kan forestille Dig, Skuespillenes Ophør gjør nogen Forandring i alt baade godt og ondt, bliver det bog daglig værre. Mad. Berthelsen, efter at have faaet den hende ikke tilkommende Benefice-Concert og et Tillæg af 300 Daler, der er en Følge af det dahlénske Engagement, er bleven saa uartigt behandlet af Ahlefeldt, at hun ligger syg og neppe kommer bort. Knudsen har, som Du formodenlig veed, capituleret, og hvad skulde han vel gjøre, forladt og forsaget af hele Verden? De 7000 Rdlr., som Ahlefeldt paastaaer at have faaet tilbage fra Finants-Collegiet, veed jeg fra en sikker Haand, ikke endnu at være ham bevilgede, ogsaa vilde dette være en underlig Gavmildhed paa en Tid, da de Universitetet fratagne 1900 Rdlr, kun med megen Møie ere det tilstaaede paa eet Aar. Og naar nu Ahlefeldt ikke faaer de 7000 Daler, hvad gjør han saa? Kan han saa holde hvad han har lovet hele Verden? og vil man taale, at han ikke holder det? eller er da atter en Hofmarskal kommen for at hæve Syngeriet paa Eders Hoveder? hans Tilhængere tale om han vil gaae, men just derfor troer jeg det ikke; Heller ikke vilde jeg, at han i nærværende Tid skulde gaae, inden han har bragt sin Galskab paa det Høieste, [sideskift][side 566]det er, inden han har skaffet Dig, Mad. Knudsen, Mad. Rosing, Astrup, Mad. Preisler det Tillæg, I have Ret til at fordre, men som ingen klog Mand, der kjender Kassens Tilstand, lettelig vil tage sig over at udvirke Jer. Naar Du troer, at ikke hans Complimenter, ikke de mig gjorte Avancer fristede mig til at tale vel om Ham i Begyndelsen, lader Du mig vederfares Ret, thi det eneste Gode, jeg sagde om Ham, var sagt inden jeg nogentid havde talt med ham, ogsaa har jeg, som Du veed, ikke søgt hans Bekjendtskab, men han mit, og det var allerede langt henne i Efteraaret; men vistnok lod jeg mig blænde af den public spirit, der var i hans første Foretagender, Abonnementets Ophævelse o. s. v., og jeg lod mig glad henrive af den Popularitet, han derved vandt, baade fordi det virkelig var mig en Glæde at kunne troe godt om en Directeur og haabe godt for Skuepladsen, og tillige fordi det var mig kjært at faae Leilighed til at fralægge mig den almindelige Mistanke, at jeg vilde tale ilde om enhver Direction indtil jeg selv kom ind den. Imidlertid bøder jeg nu for min daarlige Godtroenhed; den har virkelig bundet mine Hænder ved denne Leilighed, paa det man ikke skulde gjøre ved mig, som der i Dag i Aviserne staaer, man har gjort ved Gorsas i Paris og sammenligne Rahbek de cidevant med Rahbek d'aprèsent. Hvad jeg har kunnut gjøre, og hvad jeg har troet at skylde mig selv, var at bryde alle Forbindelser med ham, og det har jeg gjort; jeg har taget min allerede antagne Oversættelse af The carmelite, Munken fra Carmel, tilbage, og paa hans gjentagne Anmodninger, at jeg skulde komme [sideskift][side 567]til ham, paa det han kunde spørge mig tilraads i en Sag af Vigtighed, har jeg stadigt ladet svare, at jeg ikke mere kom til ham og intet vilde have med ham eller Theatret under hans Administration at gjøre. Har jeg end været blind nok til at hylde Tyranniet, skal man dog ikke kunne beskylde mig for at staae i dets Sold, eller at ville være iblandt denne Sultans Vizirer. Ogsaa er hans Storvizir og jeg derover i saa slet Forstaaelse, at jeg neppe kommer til i Aar, som sædvanlig, at ligge paa Fredensborg, og uagtet jeg i Dag, ifølge den udvortes Tugt tager derud, at være med ved hans Kones Geburtsdag, kommer jeg dog om faa Dage ind igjen. At Mad. Rosing har været Døden nær veed Du maaskee, og om jeg sagde, at alle disse Theateruretfærdigheder havde været hendes Helbred tjenlige, sagde jeg en Usandhed. — Saalænge, siger Du, man ikke aabner Kronprindsens Øine, er alting forgjæves. Men hvo kan det, min Ven! uden jeg eller Du! eller rettere, uden jeg og Du! Af Skribenter er der ingen, som er hjemme i Tingen; Heiberg, den uforsagteste og kyndigste, har selv, endnu efter at jeg havde holdt op, roest Ahlefeldt mere end jeg; Thaarup er den brudte Rørkjep Ægypten, "støtter Du Dig paa ham, skal han gaae igjennem Din Haand", siger Skriften; Pram duer hverken til at nedbryde eller bygge op, og naar Du iblandt Skuespillerne siger Dig at kjende kun faa, som have Kundskaber, Ærlighed og Mandsmod nok til at træde frem paa klog Mands Viis og fægte for den gode Sag, saa kjender Du flere end jeg; thi jeg kjender ved Gud ikke en eneste uden Dig, og een til, men som er bunden med Tavshedens [sideskift][side 568]Lænke. Schwarz, Du forsikkrer mig, at den Tanke aldrig er opkommen hos Dig, at blive Directeur ifølge denne Din Reise, og jeg gjentager Dig, at det den største Lykke, jeg vidste at tænke for vor Skueplads i nærværende Dage. Du forsikkrer mig tillige, at jeg i saa Fald ikke skulde blive uvirksom, og jeg forsikkrer Dig igjen paa min Ære og ved alt, hvad helligt er, at jeg paa ingen Maade ønsker at komme an ved Theatret; mit Haab om at kunne gavne der er forbi, min Lidenskab for det kjølnet; kun elsker jeg det nok endnu til ikke at kunne ligegyldig see det mishandlet; jeg ønsker kun at see det reddet, og kan jeg gjøre noget dertil, gjør jeg det, men aldrig, aldrig at blive ansat ved det; dertil kjender jeg de fleste af dets Lemmer for vel, og har staaet og staaer i for mange venskabelige og uvenskabelige Forhold med disse, til at være der paa mit Sted. Du har, siger Du, ikke altid været fornøiet med mig i denne Anledning. Det troer jeg! men tilstaae mig tillige, at Kjøbenhavn seer anderledes ud fra mit Vindue paa mit Bakkehuus, end fra Kalkbrænderiet; to Mennesker, der see den samme Ting fra forskjellige Synspunkter, maae nødvendig see den forskjellig. Vare vi undertiden traadte sammen, for at betragte den fra een Synspunkt, vare vi vel lettere blevne enige, og dette haaber jeg, vil skee for Fremtiden. — Iøvrigt har min Stilling forandret sig til min Fordeel. Jeg sagde Dig, at jeg søgte Rectoratet i Vestindien; istedetfor det har jeg faaet 200 Daler Tillæg som Professor, og er bleven Baggesens Vicarius hos Prindsen af Augustenborg i de tre Aar Baggesen reiser. At Gulddaasen har gjort umaadelig Lykke og [sideskift][side 569]at dens Forfatter ikke er bekjendt, veed Du formodenlig. Olufsen, som en Tid blev anseet for Forfatter, men som negter det, blev igaar i Landhuusholdningsselskabet valgt til Agerdyrknings-Professor ved det classenske Institut. —"

Dette Brev leder til meget betegnende Oplysninger om Rahbeks Forhold i Theateranliggender. Han har nemlig selv ført Vidne om dets Indholds Upaalidelighed og viist, at endeel af hvad han fortæller Schwarz, at han havde gjort, havde han ikke gjort, men kom først to Maaneder efter til at gjøre det, og det endog kun paa en Foranledning, som han gav sig af et løst og, ham vistnok vitterligt, falsk Rygte. Da Rahbek den 31te Mai var kommen til Fredensborg, for, "ifølge den udvortes Tugt", at være tilstede ved Mad. Rosinge Fødselsdag, 2den Juni, fandt han sig saa særdeles vel modtaget og tilfreds hos ,,Grevens Storvizir", at han blev der hele Sommeren, hvilken han, henrivende smukt, beskriver som netop den lyksaligste, han havde oplevet. Kun i Forretninger tog han ind til Bakkehuset. Der fik han, som han, i ,,Erindringer af mit Liv". 4de Deel Side 208, beretter, "nogle Uger førend 8de August" (egenlig, ifølge en Bemærkning af Ahlefeldt paa en Ordre til Theatersecretairen, Tirsdagen den 16de Juli), et Besøg af Greven, hvilket den stolte Adelsmand aldrig vilde have gjort en Skribent, dersom denne virkelig for et Par Maaneder siden havde svaret ham, "at han intet vilde have med ham eller Theatret under hans Administration at gjøre." Ved dette Besøg, siger Rahbek, "affordrede Greven ham under Haandslag det Løfte, ærligen at advare ham, hvis der i hans Administration indtraf Noget, der forekom ham at give Anledning og Føie dertil." Det er [sideskift][side 570]begribeligt, at Rahbek ikke under et Sommerophold, der var saa "gavmildt paa Glæder", ilede med at søge eller benytte en saadan Anledning; men i Begyndelsen af August fik han den ham, som hans Brev til Schwarz viser, ubehagelige Efterretning, at Greven var bleven støttet i sin Stilling som Theaterdirecteur, ved at opnaae Bevilgelse til at beholde de 7000 Rdlr. Nu tog han Anledningen af at et Rygte, hvis Taabelighed maatte for en Mand som ham gjøre det utvivlsom falsk, fortalte, at Greven med denne aldeles utilstrækkelige Sum, hvorfor han længe havde havt trængende Behov, vilde, ikke en Maaned førend Saisonnens Begyndelse, foranstalte Theatrets Ombygning. Den 8de August tilskrev Rahbek fra Fredensborg Ahlefeldt et Brev, hvori han, næstefter, meget ubesindigt, at bebreide ham en saadan Anvendelse af Pengene, gjorde, hvad han allerede den 30te Mai havde berettet Schwarz som skeet, nemlig: foreholdt Greven hans Theatret skadende Fremfærd, ved at afskedige Frydendahl, hvem han ved denne Leilighed overtalte sig til at tildele den tarvelige Roes, at "han hverken var uden Fortjeneste eller uden Talenter, og syntes i adskillige Henseender at kunne tage Preislers Sted"; bebreidede ham hans ubetænksomme Opførsel imod Forfatterne; og, brød med ham ved at tilbagetage sin Oversættelse "Munken fra Carmel." At Schwarz's Forsikkring til Rahbek om, at der aldrig hos ham var "opkommen Tanke" om at blive Directeur, var Mundsveir, vil siden sees; men at Rahbeks Forsikkring. "paa Ære og ved alt, hvad helligt er", til Schwarz om, at "han paa ingen Maade ønskede at komme an ved Theatret", ogsaa var Mundsveir fremgaaer af, at han, ifølge "Erindringer" 4de Deel, allerede Aaret efter kun i en Omstændighed, som [sideskift][side 571]ikke var tilstede da han skrev til Schwarz, saae en Hindring for at blive Directeur, og aabenbart vilde have modtaget Posten, dersom man have valgt ham. Rahbek vidste meget godt, at det, hvorfor Schwarz "ikke altid havde verret fornøiet med ham", var hans idelige Nedsættelse af Warnstedt. Da denne Bebreidelse, fremført nu og af Schwarz, var han meget ømfindlig, søgte han at slippe til en Undskyldning ved en skjæv Lignelse; men ligeoverfor Ahlefeldt, som skulde føle, at han i Dygtighed stod under Warnstedt, fik denne fuld Opreisning; til Greven hed det i Brevet af 8de August: "Den Tone, hvori jeg talte om Deres Forgænger, min Fjende, men under hvis Bestyrelse Skuepladsen var bedre og lykkeligere, end nu, vilde være nederdrægtig Partiskhed, hvis jeg, i Betragtning af vore personlige Forhold, nu vilde tie." Forresten undlod Ahlefeldt ikke at sende Rahbek en Svarskrivelse, hvilken, da denne skrev sine "Erindringer", var ham "forkommet, og udentvivl indeholdt Adskilligt, som han ikke vilde finde sig beføiet til at give Publicitet"; men af Rahbeks skarpe Gjensvar sees, at Greven deri bebreidede ham, at han, i Samtale med ham, havde nedsat Rosings Talent dybt under Schwarz's, hvilket Rahbek paastod at maatte være en Misforstaaelse; og at han bestred ham Ret til at bekymre sig om Theatrets oekonomiske Bestyrelse, hvilket dog Rahbek, efter at have belært ham om den Sandhed, at ved Theatret "eie Kunstfaget og Oekonomiefaget saa uadskillelig forenede, at Feil i det Ene uomgængelig virke paa det Andet", alvorligen begrundede Borgerens Ret til.


Oprettet 2010. Opdateret af