Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Anden Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1856. 509 sider.

[Niende Saison, 1. October 1756 til 13. Juli 1757, side 186-203]

[Oversigt over repertoiret 1756-57]


[side 186]De hyppige Directionsskifter, med den deraf flydende Mangel paa Princip og Bestemthed i Styrelsen, vare i en høi Grad Skyld i Theatrets slette Tilstand, og at denne derved kun stedse tegnede til at blive værre, foraarsagede [sideskift][side 187] igjen, at ingen Directeur var let at bevæge til at holde længe ud end han syntes, at han, paa Grund af sit personlige Forhold til Over-Præsidenten og sin Embedsstilling i Magistraten, hvis Medlemmer nu engang vare fordømte til at bære dette ubehagelige Ombud, ikke godt kunde være bekjendt at vælte Byrden fra sig over paa en Collega. Med Saisonnens Begyndelse indtraadte allerede igjen en Directionsforandring. Falsen og Holmsted gik af. Den Sidstes Afgang var ingen Ulykke; han havde behandlet denne Post som en meget ærgerlig Biforretning, hvilken han ikke havde kunnet undslaae sig for, og overladt baade Regnskabet og Directeurskabet til Deling imellem sin Fuldmægtig, Wiborg, og sin Comptoirbetjent, Thede, undtagen i de tilfælde, som nødvendigen fordrede hans personlige Deeltagelse, hvilken Acteurerne ikke fandt Anledning til at kalde forekommende og behagelig. I de Afgaaedes Sted kom Statsraad, Borgemester og Cabinetssecretair hos Enkedronningen Schröder, som overtog Kunstvæsnet, og Etatsraad, Vice-Borgemester Kønnemann, der skulde forestaae Oeconomien.

Den sidste Post blev bestandig vanskeligere, og Comos Engagement bidrog ikke lidet dertil. Directionen havde forregnet sig stærkt ved at antage det for at skulle blive kassen til Forbedring. Ikke engang i Begyndelsen forøgede hverken hans og hans Kones Dands eller hans Compositioner Indtægten synderligt. De saakaldte Balletter, han i denne Saison bragte paa Scenen vare: 1ste October: Daarekisten, "decoreret med alt hvad i et saadant Hospital findes, med sin Concert og Final, hvori Enhver paa en besynderlig Maade viser sin Galenskab"; 15de October: Jødebrylluppet; 3die November: Murerne, "med en Pantomime, [sideskift][side 188] som varer fra Begyndelsen til Enden i en Sammenhæng", og 1ste December: Syskolen; foruden at han, som en "Udziring", hvilken han ikke gav Navn af en særlig Balletcomposition, imellem Acterne af "Den Ugudelige" anbragte forskjellige Divertissements, saa at Stykket ved hver Forestilling blev "præsenteret med sine sex componerede Balletter, nemlig: 1) Matrosb., 2) Bondebrylluppet, 3) Pygmalions Historie, 4) Kokkeb., 5) Furieb., og 6) Orphei Historie, hvori Mad. Como synger en Arie". - Comos Compositioner stode, med Hensyn til Idee og Handling, i ingen Henseende over Neudins: de vare ogsaa kun en enkelt Situation, hvorfra der udsprang nogle Scener. At Tilskuerne i disse fandt mere Ballet, laae kun deri, at han vidste at anbringe flere af dem end hans Forgænger, at give dem større Forskjellighed og at meddele det Hele en livligere Tone, hvortil Anvendelsen af flere Figuranter, men især hans Kones Talenter ikke bidrog lidet. Hun var rødhaaret, men havde et smukt Ansigt og en yppig Figur, var meget levende og smidig i sine Bevægelser, stærk i Attituder og dreven i at lægge an paa at vinde Applaus ved et Coquetterie, hvilket Logernes Publikum i Førstningen fandt klædeligt og Parterrets unge Herrer "enchanterende", men som, da hun efterhaanden anvendte det plumpere for at tiltvinge sig det lydelige Bifald, der mere og mere tog af, tilsidst blev af Alle kaldet Frækhed. Foruden at hun var en god Dandserinde, besad hun en ret smuk Stemme og sparede ikke paa den, men lod sig i næsten hver Ballet høre med en Arie. Det var imidlertid kun den Flok Tilbedere, som hun, ved et temmeligt frivolt Væsen, snart samlede om sig udenfor Theatret, der for hendes Skyld jevnligen indfandt sig ved Balletterne; for Mængden vare de meget gode, [sideskift][side 189] men ikke mere fristende til Besøg, end at der ikke ved nogen Ballets første Forestilling indkom over 173 Rdlr. Det vedblev at være Skuespillerne, som vakte den Forventning, der giver stærkt Tilløb: hvor man idenne Saison finder en betydelig aftenlig Indtægt, er det altid for en ny Comedie. Kun de mange "Balletter" til "Den Ugudelige", som i og for sig hidtil havde været Theatrets bedste Kassestykke, viste nogen sær tiltrækkende Kraft; men det laae for en meget stor Deel i Decorations- og Maskinvæsnet, thi i Slutningen "hvor Don Juan var bleven slagen af Liunilden, aabnede sig over det ganske Theatrum en Drages gruelige Svælg, hvorudi Djævle og allehaande onde Geister af forfærdelige Postyrer kom frem fra mange Huler og dandsede omkring imellem græsselige Ildsluer, indtil de, til god Slutning, paa deres Forker af Jern toge Don Juan og kastede ham ind udi Helvedes Afgang, hvilket ugemeent fornøiede Spectatores." -- Medens Comos Engagement ikke gav Theatret nogen synderlig Tilvæxt i Indtægt, forøgede det meget betydeligt Udgifterne, ikke alene ved hans og hans Kones høie Gage og de Fordringer, hun gjorde, hvorefter Directionen f. Ex., blev nødt til, for at skaffe en Forsal til hendes Paaklædningsværelse, at leie af Leieren den Skjænkestue, som var ovenover Viinkjælderen; men ogsaa ved at der lidt efter lidt opstod et Figurantcorps, som maatte gageres og forsynes med Dragter, Handsker, Skoe o. s. v., og ved at hans Anvendelse af Maskinerie og Decorationer medførte saa anselige Bekostninger, at f. Ex. alene Snedkerarbeidet til det ovenomtalte Dragesvælg løb op til 37 Rdlr.: en, i Forhold til Skuepladsens Indtægt, meget for stor Sum til en Deel af et enkelt Apparat.

[sideskift][side 190] At de Fornemme, til deres store Beklagelse, ikke i Aar kunde vente italiensk Opera, var fore Directionen et godt Paaskud til at kunne opfylde Scalabrinis, hans Kones og Gaggiottis formaaende Velynderes gjentage Anmodningen om, at den dog for denne Saison maatte beholde Intermezzerne. Det hed, at Publikum nødigt vilde savne Leilighed til at høre nogen Kunstsang, saa at disse Efterspil vist i denne Saison ikke alene skulde indbringe Omkostningerne, men ogsaa være Kassen til betydelig Fordeel. Dette blev paa ingen Maade Tilfældet. Intermezzerne vare saa forslidte, at Publikum kun tog dem med naar der gaves en Forestilling, som det, ogsaa uden dem, havde Interesse for, men var langt fra at falde paa at gaae i Comedie for deres Skyld. Dertil begyndte ogsaa de at medtage flere Bekostninger, end der var bragt i Beregning. Saaledes fordrede et Par af dem en tredie Sanger, hvortil man maatte leie en Figurant Soelberg, som for Resten — vel især for Nyhedens Skyld, — gjorde ligesaa megen Lykke hos Publikum som Italienerne selv.

Directionens ringe Erkjendelse af Skuepladsens Formaal, Betydning og sande Tarv, bragte den til, uden Valg, at gribe alt, hvad der kunde tænkes at ville give en Smule øieblikkelig Fordeel. At den muligt derved selv vilde virke meget til at give Publikum Begjærlighed efter blot Øienslyst og aandløs Moerskab, der formedelst den idelige Vexling, hvori Tilokkelsen fornemmelig maa søges, ikke alene medføre store Udgifter til Personer og Gjenstande, som paa kort Tid blive ubrugelige og værdieløse, men tillige svække Smagen for det Skjønne, Naturlige, Simple og Ædle, det tænkte den ikke paa. Naar den i Theatret liggende Kraft til at styrke Nationaliteten, danne Smagen, [sideskift][side 191]luttre Sæderne og hæve Aanden endnu var saa lidet erkjendt, at selv den berømte Büsching ikke i sine "Nachrichten von dem Zustande der Wissenschaften und Künste in den königl. dänischen Reichen und Ländern", hvor han udførligt opregner alt, hvad der i Danmark vidnede om Kunsternes Fremblomstring, havde et eneste Ord om Skuepladsen, hvorledes skulde dennes høiere Betydning da være klar for en af Magistratsperoner sammensat Direction? Alle dens tre Medlemmer vare Mænd, som, hvor oplyste de end ellers kunde være, hidtil kun i Theatret havde forlangt at finde nogle Timers Adspredelse efter deres mange alvorlige og Kunsten aldeles fremmede Forretninger, men aldrig skjænket dets sande Natur, Indretning eller Tilstand nogen dybere Eftertanke, førend de med eet vare blevne kaldte til at  bestyre det, og kom ind i Forhold, der, selv naar de ere ligesaa ordnede og faste som de her vare forvirrede og vaklende, stille den Indtrædende, der besidder Dygtighed og er godt forberedt til sit Kald, mangfoldige Vanskeligheder at overvinde. Directionen, som ikke havde Indsigt til selvstændigt at tage Beslutninger i Skuepladsens Interesse, lod sig først og fremmest lede af Iver for at optage alt hvad den troede der hurtigt kunde hjælpe paa Kassens slette Omstændigheder, og søgte dernæst at opfylde sine fornemme Omgivelsers Ønsker, som udgaves for Publikums og især gik ud paa en mere afvexlende Tidsfordriv, end man kunde have af de danske Comedier, der vare sete saa tidt.

Saaledes skete det, at man paa den ved Holberg tilblevne og med hans nationale Comedier grundlagde "danske Skueplads", Treaarsdagen efter hans Begravelse, gav Liniedands og Badutspring. En "engelsk Springer og [sideskift][side 192]Positurmager", Seffer, havde tilbudet at han for Tilladelsen til paa Theatret "at gjøre sine Kunster, til Contentement for høifornemme Spectatores", vilde, efter Fradrag af Omkostningerne, give Indtægten til lige Deling imellem Comediehuset og sig. Dette Tilbud kunde Directionen ikke modstaae. Det hjalp ikke at Acteurerne vrantede og meente, "at det vel maatte have onde Sviter naar Tilskuerne bleve vænnede til paa det Theatrum, som var gjort og givet til ordenlige Comediers Spil, at see Luftspringerkunster og andere Gjøglerie, og det disvær kunde hændes, at de vilde begjære mere af samme Slag, saa at den gamle rette Comedie, som haver fornøiet og poleret vore Forfædre, efterhaanden skulde blive kastet bag Ryggen og omsider lagt ganske paa Hylden." Directionen fandt, "at det vilde være lidet convenabelt, om den ikke skulde unde Comediehuuskassen en Indkomst, som den meget kunde trænge til, sær da de bemeldte Kunster ei vare honnette Folk uanstændige af see, og Acteurerne ikke havde fornødent ved deslige Actioner Noget at foretage, dog de blev Kassen til Fordeel, hvilket burde være dem kjært udi disse bedrøvelige Tider." — Dette den danske Skuepladses Compagnieskab med Springeren Seffer indbragte Kassen 279 Rdlr., men retfærdiggjorde ogsaa Acteurernes Frygt for dets fremtidige Virkning, thi Kongen, ledsaget af det hele Hof, besøgte alle Forestillinger og fandt sig saa særdeles tilfreds med Positurmagerens Præstationer, at han gjorde ham en betydelig Foræring. Det var ogsaa kun en begyndelse; siden kom Liniedands ganske anderledes til Ære paa den danske Skueplads, og satte ogsaa Publikum, der ikke havde skjænket Seffers Kunster nogen overdreven Søgning, i stor Enthusiasme.

[sideskift][side 193]Hvor lidet det for Kassen var vundet ved det comoske Ægtepars kostbare Engagement og Intermezzernes Beholdelse, sees bedst deraf, at i Gjennemsnit gav hver af Saisonnens 62 Forestillinger kun 126 Rdl.; den høieste Indtægt var, den 22de December, 276 Rdlr. 5 Mk., hvilket ingen Aften endnu havde indbragt; den laveste, den 11te Mai, endskjøndt Como gav to af sine Balletter, 33 Rdlr., Totalindtægten, foruden Andelen til Seffers Præsentationer, 7814 Rdlr., men — Udgiften 14554 Rdlr., og deraf kun 2263 Rdlr. til Gjælds Afdrag! Fallitten havde været undgaaelig, dersom Theatret var blevet henviist til sine egne Kræfter for at redde sig ud af saa mislige Omstændigheder. Men som v. d. Lühe, der ikke alene var Over-Præsident, men ogsaa Over-Kammerjunker, stedse havde viist sig særdeles beredvillig til, for Theatrets Vedkommende, at føie alle Hoffets Ønsker, saaledes viste dette sig igjen meget deeltagende for ham, da han besværede sig over, at nu var Kassens Forfatning saa yderlig slet, at der ikke angang kunde gives Controlleurerne en høist nødvendig lille Gageforbedring, hvorfor Comedien, hvis der ikke af Hs. Maj.'s Naade forundtes den nogen aarlig Bistand, maatte holde op, hvilket han vilde ansee sig som en blame at være skeet i hans Embedstid. Hans Venners Beklagelser og Forestillinger bevægede endelig Kongen til at forunde Skuepladsen et aarligt Tilskud af 3000 Rdlr. "til Comediernes videre og bedre Fortsættelse". Ved hjælp af denne Understøttelse og et Laan paa 2951 Rdlr. af Stadens Kasse slog man sig vel igjennem, dog ikke uden ved Saisonnens Slutning at sidde i en Gjæld af 16756 Rdlr., saa at Theatrets Udgifter i de to Aar siden Rappes Afgang havde oversteget Indtægten med mere end 5000 Rdlr.

[sideskift][side 194]Hvad der under saa slette Omstændigheder nogenlunde havde opretholdt Anstaltens Anseelse og bidraget meest til Kassens Tarv, var den saa ringeagtede Comedie, som man foregav, at man ved Balletter og Intermezzer maatte hjælpe til Søgning. Vel gjorde 6 af Saisonnens 9 Nyheder meget liden Lykke, men det gode Besøg ved den første Opførelse af enhver af dem vidner om, at det fortrinsviis var af Skuespillet at Mængden ventede sig noget Interessant, og at den ikke fandt det, laae ei i at den manglede Evne til at fatte det Smukke i den Skuespilart, som nu begyndte at faae Herredømme paa Scenen, men i de valgte Stykkers Eiendommeligheder, der ikke kunde vække nogen almeen Interesse. "Don Cæsar d'Avalos" og "Arrestforvareren af sig selv" vare to i sig selv kun svage Efterligninger af spanske Comedier, der havde et stærkt romanagtigt Præg, som for Danske var saa fremmed og kunstlet, at hverken Acteurerne smagfuldt kunde træffe eller Tilskuerne rigtigt opfatte det; hvortil kom, at Grundtrækkene til de moersomste Scener i det første Lystspil allerede, paa en langt naturligere Maade, vare optagne i "Menechmi", der ved en heldig Udførelse var blevet et Yndlingsstykke. "Grevinden af Stolt", et Carricaturbillede af Adelsopblæsthed, "Grevinden af Scarbognac", en vittig Satire paa den fornemme Verden i de franske Provindser, og "De Fortredelige", let sammeheftede Skizzer af det franske Hofs moersomste Personligheder, vare alle tre af en saa bestemt local Natur, at man aldeles ikke i Kjøbenhavn kunde opdage det Piquante deri, og derfor maatte finde dem meget kjedsommelige. Ubetydeligheden "Venus og Adonis" af J. B. (Jacob Bie?), den første Original, der, efter Holberg, kom paa den danske Scene, blev, som en mat Efterligning af [sideskift][side 195]de for nogle Aar siden yndede Hyrdestykker, seet med Ligegyldighed. Disse Nyheder forsvandt alle efter et Par Forestillinger, hvorimod Destouches's bedste Arbeider: "Den Stolte", en ægte Comedie af den finere Art, med fortræffelige Charakteerskildringer og vittig Dialog, vandt meget Bifald; "Artaxerxes", som efter Holbergs Oversættelse var sat i Vers af Wilhelm Bornemann, modtoges, uden at finde stort Tilløb, med den Opmærksomhed, man dengang var tilbøielig at vise enhver ikke altfor tør Tragedie; og "Zaire" vakte en Beundring, der gave Skuepladsen megen Anseelse og i Kunstsmagen bestemt aabnede en ny Periode, hvortil der tidligere havde viist sig Forbud. Det Romantiske og Erotiske i denne berømte Tragedie faldt det Skuespillerne lettere at gjengive end det Eventyrlige i de efter spansk Mønster tilskaarne Comedier, hvorfor det ikke alene bragte den fine Verden i Henrykkelse, men efterhaanden vandt Sympathie hos Mængden, saa at Tilløbet var for en lang Tid i Tiltagende. Alle, der havde havt Deel i dette Stykkes heldige Indførelse paa Scenen, ansaaes for at have bidraet ualmindeligt til at hæve Skuepladsen. Oversættelsen, som var i rimede Vers, men temmelig knudret, blev betalt Lodde med 30 Rdlr. og lovpriist som et poetisk Mesterstykke; Rose og Jfr. Bøttger, der spillede Hovedrollerne, høstede ikke alene Publikums stormende Bifald, men behagede Directionen i den Grad, at den, uagtet den store Pengemangel, gjorde hver af dem en Foræring med 20 Rdlr.

Fra nu af var Øiemærket især at bringe "det Smukke og Sublime" paa Scenen; det Moersomme, Latterlige, Lunefulde blev, paa samme Tid som man var villig til at aabne Melpomenes Helligdom for Stærkemandskunster og [sideskift][side 196]Liniedands, anseet for en underordnet Forlystelsesart, der ikke kunde gjøre Fordring paa Kunstværk eller fortjente den Dannedes Opmærksomhed. Holberg var allerede bleven sjeldnere paa Repertoiret; i Saisonnens første tre Maaneder havde man kun, i en eneste Forestilling, opført "Maskeraden", og det især fordi Hr. og Mad. Como skulde dandse i Intermediet; sildigere gaves han vel nu og da, men, med Undtagelse af "Barselstuen", som Acteurerne trak frem, og "Jeppe" og "Julestuen", der spilledes Fastelavnsmandag, fordi Galleriet havde et gammelt Krav paa da at faae Løier, kom han kun frem i sine saakaldte "fine" Stykker, det vil sige: dem, hvori der var "smukke Præsentationer og Recitationer", som "Melampe" og "Plutus", hvilke altid havde været yndede af "de Polerede", eller hvori Hovedpersoner vare "Folk af Condition", som "Den Stundesløse", "Don Ranudo" og "Den honnette Ambition", og hvori ikke fandtes noget af "den grove Skjemt", hvilken man for Resten, efter hans Død, ikke forsømte at skære ud af alle hans Comedier, ofte med meget unænsom Haand. De Toneangivende kunde ikke mere forlige sig med den tvangløse Munterhed; de forlangte Anstand og Værdighed endog af Lystspillet.

Denne let bemærkelige Forandring i Smagen var fremgaaet af flere meget forskjellige Omstændigheders Samvirken. — Siden Klopstock i 1751 havde, paa kongelig Indbydelse, taget Ophold i Kjøbenhavn, og faaet fri Bolig og en anselig Gage, uden mindste Forpligtelse, blot for at digte naar han vilde, hvad han vilde og som han vilde, havde det Afguderie, der af Hoffet og de Fornemme dreves med han Person, mere og mere henvendt Almeenhedens Opmærksomhed paa hans Poesie. Efter dens Mening, [sideskift][side 197]maatte denne, siden den skaffede ham saa stor Udmærkelse, vel være Det, hvori Kjenderen havde fundet Digtekunstens Høieste og som man altsaa ikke kunnde vove Noget ved at sværme for. Baade Compositionen, de store poetiske Billeder og Sprogets ny, aldeles originale Behandling gjorde "Messias", hvoraf der var udkommet to Bind, altfor vanskelig at fatte, til at den tydske Digter igjennem dette Værk kunde blive den danske Almeenhed bekjendt; den læste kun hans Oder: "an Gott"", "an König Friedrich V" og "an den König" — fornemmelig den sidste paa Grund af Anledningen: den elskede Dronning Lovises Død —; hvad Eiendommeligt den fandt i dem, maatte være Det, som man burde forlange af Poesien, naar man vilde gaae for at have en god Smag, og det var, fremfor Alt: strengt, høitideligt Alvor, Opskruethed i Tanken, et dunkelt, de Fleste halvt uforstaaeligt Sprog, og Søgthed i hele Fremstillingen, hvilket Alt sammensattedes i den da gængse Benævnelse: "det Sublime". En rigtig Poesie blev, endog af mange gode Hoveder, — f. Ex. den berømte Tyge Rothe, der selv i 1760 skrev en til det Latterlige opskruet "Ode efter Kongens Sygdom" — anseet for at skulle være et Slags himmelsk Hoffsprog, der, ved Opfindelse af splinter nye Ord og en sær Anvendelse af forældede, usædvanlig Periodebygning, fornem Afholdenhed fra alt Almindeligt, og især en det hele Foredag gjennemgaaende svulstig Høitravenhed, saa meget som muligt maatte være forskjelligt fra Mennesketungemaal. Denne Forestilling var, ved en stor Deel for den pompøse Stiil Begeistrede, ja endog igjennem de mange Parodier, som spottende gjengave dens Bombast, kommen ind i de Kredse, der ogsaa med Hensyn til Læsning og Smag gjerne vilde være paa Moden, og [sideskift][side 198]havde der trængt det naturlige Muntre og Lunefulde mere og mere i Baggrunden; men vilde nu kun mores ved det Alvorlige. — Ogsaa var der et ikke lidet Antal af de Familier, som aldrig besøgte Theatret, hvorvel de bedst havde Raad til det, der med Glæde fulgte denne Smagsretning: de nemlig, som under Hellighedens Regimente havde været saa ivrige i at paatage sig Andægtighedens Mine, at de ikke, uden at vække Omtale, kunde gaae i Comedie, men dog følte stor Lyst til det. Saalænge der kun gaves Stykker, hvorover Tilskuerne endelig skulde lee, og som stødte høvidske Øren med "den grove Skjemt", havde de ikke turdet følge deres Lyst; nu, da man kunde gaae hen for at fælde Taarer over det Rørende og opløfte Gemyttet ved det Sublime, nu kunde det være de sædelige Folk anstændigt jevnligen at tage en Loge til deres Familier, hvis Besøg blev Smagen for det Alvorlige til stor Udbredelse. — Den Omstændighed, som virkede stærkest hertil, var imidlertid en mærkeligt tiltagende Forandring i de sociale Forhold. Det var især ved Familiefædrenes Hu for en god Moerskab og "skjemtsomme Indfald", at Comedien havde havt Næring; de skulde engang imellem gotte sig ved et lystigt Stykke og da maatte Kone og Børn, med hvem de, udenfor Forretningslivet altid var sammen, dele Fornøielsen, og disse stødtes ikke over den Spøg, som Ægteherren og Faderen ei undsaae sig for at skoggerlee af. Ved at den fra Hoffet, de Fornemme og de mange tydske Officerer udgaaede Spillesyge havde angrebet Fædre og Sønner i en stor Deel borgerlige Familier, var det blevet anderledes. Medens man vedblivende paa Kongens Slot drev Hazardspil, som det første Underholdningsmiddel ved Assembleerne, udgik til Borgerne et strengt Forbud derimod. [sideskift][side 199]Men det gjorde kun Ondet værre. De Spillelystne lode sig ikke skræmme til at holde op, men trak sig blot tilbage til enkelte Vertshuse og Kipper, hvor de i afsides Værelser dannede Kredse, hvis Medlemmer vare hverandre nøie bekjendte og bestandig lokkede flere til sig, da mangen Borger, der hidtil havde holdt sig borte fra saadanne Steder, at Frygt for at komme i Raad som "Dobler", nu i al Stilhed der kunde tilbringe sin Aften med saakaldte gode Venner ved Piben, et Kruus Cardinal og Kort eller Tærninger. Saaledes udskillede der sig af Huuslivet en Mængde smaa Mandfolkeselskaber, som, uden at bære Navnet, ganske var den sildigere Tids Klubber, og i mange Familier savnedes om Aftenen Fædrene og de af de voxne Sønner, som vare komne i en saadan Stilling, at de havde Penge at sætte til. For at forsone de Hjemmesiddende og undgaae Gnav, maatte Vertshuussøgerne sørge for, at ogsaa de af og til kunde have en Fornøielse, hvilken da gjerne faldt ud til Comedie. Der blev taget en Loge, og Manden fandt sig enten i en Aften at blive fra de gode Venner og døie en Comedie for at han Qvindfolk kunde more sig, eller lod en gammel Huusbekjendt tage sig af dem. Den største Deel af Logernes Publikum blev derved Fruentimmer, der ikke havde Livserfaring nok til ret at fornøie sig ved det Charakteristiske og Lunefulde i Comedien, men derimod fandt deres Følelse levende tiltalt af det Elskovsfulde og Sørgelige i "de rørende Stykker."

Acteurerne selv virkede ikke lidet til denne Smagsforandring. Det er langt fra ualmindeligt at endog dygtige Skuespillere helst ville spille Roller, der ligge udenfor deres Talent. I Comedien havde Truppens Udmærkede vundet almeen Anerkjendelse; de havde stor Begjærlighed efter at [sideskift][side 200]vise, at de ogsaa i Tragedien kunde tilkæmpe sig Berømmelse, og en taknemmelig Helterolle, med sine glimrende Sententser, lidenskabelige Udbrud, smeltende Klager og buldrende Bortgange, gav, i Graad og Bifaldsraab, sin Fremstiller en ganske anderledes tilfredsstillende Løn end den bedste Elskerrolle i Comedien. Rose, Reerslew og Jfr. Bøttger havde stor Forlængsel efter at komme ind i det alvorlige Skuespil, for, som de troede, at vise sig i deres rette Fag, og vare derfor meget ivrige hvor det gjaldt om at bringe saadanne Stykker ind i Repertoiret og sikre dem en god Modtagelse. Om Datidens Tragediespil veed man nok for at komme til den Overbeviisning, at det gjorde Acteurerne langt mindre Ære end deres Comedieudførelse. For den heldigste Fremsiger af de stive Alexandriner, der vare den bestemte Versform i Sørgespillet, erklærede smagfulde Dommere Hortulan, der desuden havde god Anstand til værdige Fædre. Rose havde, naar han, som man kaldte det, først blev rigtigt varm i sin Rolle, Øieblikke da hans Foredrag var ædelt og følelsesfuldt, men i Almindelighed leed han, skjøndt i langt mindre Grad, af samme Brøst som Jfr. Bøttger, der saaledes fremhævede baade Cæsur og Riim, at Fremsigelsen stadigt var en monoton halvsang, der kun havde nogen Afvexling ved en brat Skiften af Styrke og Svaghed i Taleorganets Brug, da den lullede stille og klynkende hen i rørende Tirader, men med eet sprang over til Rabalder og Skraal naar Personen kom i Bevægelse. Det hørte til Stilen at hos Tragediespillerne maatte Gangen være afmaalt i faste, stødende Skridt, Hovedet være kneisende og kastet tilbage over Nakken, Armene sauge Luften i store Bevægelser, og Stolthed og Foragt altid staae som Hovedudtrykket i Tyrannens [sideskift][side 201]eller den krænkede Elsker Ansigt. Skulde Helten eller Heltinden taus høre paa en lang Replik af en Fjende eller Medbeiler, da var den ene Arm i Siden, Hovedet paa skraa med et haanende Blik, det ene Been stærkt fremstrakt, hvilende paa Taaspidsen, medens Kroppen, med Brystet af al Magt skudt i Veiret, hvilede paa det andet, en staaende Stilling, hvorfra Acteurern ved sin Repliks Indtrædelse paa engang gik over til heftige Bevægelser, medens hans Medspillende strax efter Fremsigelsen af sine sidste Ord, pludselig efter sin Tour gik over iden beskrevne Attitude. Beskaffenheden af Dragterne give et godt Vidnesbyrd om det Falske i hele Fremstillingsmaaden. Paa Sultan Orosmans med en puddret Bukkelparyk bedækkede Hoved sad et Slags med rødt, pailletbesyet Silketøi overtrukken Hjelm, der i den spidse Top havde en høi Fjerbusk, som bestandig vaklede; dertil bar han "en blaa malet Tyrkehabit", grøn Talar med langt Slæb, røde Strømper og Pampusser. Zaire, Sultanens Slavinde, havde foruden Blomster, en lille Flors-toque med Bævernaal paa det puddrede og opvalkede Haar, kort blommet Fiskebeenskjole med Guld-agréments, røde Silkebuxer og blaa Pampusser. I "Merope" spillede Rose Polyphont, Tyran af Messene, med kort Fiskebeensskjørt og — til en kjødfarvet Bomuldstrøie, som skulde forestille nøgne Arme, — Alunshandsker og Haandmanskjetter!

En anden Fjende af Comedien, som med Tiden blev den langt farligere og uforligeligere end Tragedien, begyndte ogsaa i denne Saison at vise sig i Skikkelse af det første danske Syngestykke, dog ikke endnu paa Skuepladsen, men i et Privathuus, Niels Krog Bredal, en norskfødt juridisk Student, som 24 Aar gammel, med Iver lagde [sideskift][side 202]sig efter de skjønne Videnskaber og især var meget indtaget af Musiken, meente, at det vel maatte være muligt at faae indført et dansk Syngespil, saa at man, for at nyde "en saadan behagelig Forlystelse, der skulde være Fædrelandet til Ziir og Ære altid at have, saasom det viser vort danske Sprogs Beqvemhed til Brug i Skjalde- og Tonekunsten, ikke skulde være obligeret at gjøre store Bekostninger paa en velsk Opera at underholde." Efter at have gjort sig fordeelagtigt bekjendt ved en versificeret Oversættelse af et Brudstykke af Ovid, vovede han sig til Udførelsen af sin Idee og forfattede et dansk Syngespil i tre Acter: "Gram og Signe eller Kjærligheds og Tapperheds Mesterstykker", der nød den Ære, at Grev Otto Manderup Rantzau skrev en anbefalende Fortale til det. Arierne vare tilpassede nogle af Sarti tidligere componerede Musikstykker. I Forening med Caspar Peter Rothe, som var ligesaa begeistret for denne Sag og allerede ved forskjellige Skrifter havde vundet megen Anseelse, fik han de Værelseer, hvilke de beboede sammen i Bryggergaarden paa Hjørnet af Brolægger- og Knabrostræde, indrettede til et Theater, hvorpaa han den 21de Februar 1757, efter at han med megen Møie havde i Fru Passow faaet en Sangerinde, nød den Glæde at see sit Værk opført af endeel unge Studenter og for en talrig indbuden Forsamling af Landets høiste Personer, hvoriblandt Hertuden af Sachsen-Hildburghausen, der var formælet med Kongens Søster Prindsesse Lovise. Forestillingen blev optaget med stort Bifald, Bredal modtog fra alle Sider Taksigelser for en Nydelse, som meget havde overgaaet de Tilstedeværendes Forventninger, og da Stykket den 28de blev gjentaget, ligeledes for indbudne Tilskuere, beærede Hertugen ikke alene atter Forestillingen med sin [sideskift][side 203]Nærværelse, men havde ogsaa sin Gemalinde med. Denne Triumf opflammede Bredal til at søge en ny: allerede den 31te Marts havde han, i Anledning af Kongens Fødselsdag, paa samme Sted, "Eremitten, et musikalsk Hydestykke, indrettet som en Pastorelle", i to Acter, til Opførelse ved hjælp af samme Personer, som nu havde tillagt sig Navn af "det danskelskende musikalske Selskab". Ogsaa dette Stykke gjorde ved tre Forestillinger megen Lykke, men var indrettet til Musik af forskjellige Componister.

For Acteurerne tog Saisonen kun en daarlig Ende, thi paa deres bønlige Ansøgning om at "nyde fuld Gage under Vacancen" fik de til Svar, at "hvor meget man end følte, at de dertil kunde være trængende, maatte man, paa Grund af Kassens slette Omstændigheder, udsætte det indtil videre", og dette Videre kom aldrig.


Korrekturlæst 2007. Opdateret af