Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Anden Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1856. 509 sider.

[Ottende Saison, 1. October 1755 til 16. Juli 1756, side 172-183]

[Oversigt over repertoiret 1755-56]


[side 172]Ved forrige Saisons Slutning havde Directionen med Ægstelse seet, at Kasseforfatningen bestandig blev værre; thi om ogsaa Gjennemsnitsindtægterne stillede sig noget bedre, havde de Midler, hvorved det var opnaaet, saa uforholdsmæssigt forøget Udgifterne, at Bestyrelsen, medens Publikum antog, at det talrigere Besøg, at Theatrets Omstændigheder mærkeligt begyndte at forbedre sig, forudsaae en Fallit. Den gamle Torm trak sig ud af sit ubehagelige Embede, og Holm, som længe havde ønsket sig fritaget for det, under nærværende Forhold, ærgerlige Kassevæsen, var heller ikke mere at formaae til at holde ud. Kun hans Directeurpost blev besat; Borgemester, Etatsraad Frederik Holmsted, en af Kjøbenhavns mest ansete Handlende, der i Forening med Agent Bjørn og Admiral Suhm havde i 1747 forestaaet Oprettelsen af det almindelige Handelscompagnie, maatte, efter at han, støttende sig paa sine mange og vigtige mercantile Forretninger, længe havde søgt at undvige dette Embede, tilsidst beqvemme sig til at modtage det.

Den nye Direction var, da den ved sin første Sammenkomst raadslog om hvorledes Ødelæggelsen kunde forebygges, strax blev enig om, at der ikke mere burde spilles i Sommermaanederne. I forrige Tider havde de [sideskift][side 173] været fuldkommen saa gode som Vintermaanederne, og Terminstiden endogsaa allermeest indbringende, men efterhaanden, var det foregaaet en mærkelig Forandring. Velhavende Folk begyndte mere og mere at ligge paa Landet og gjøre Skovtoure, og Terminsgjæsternes Begjærlighed efter at more sig i Comedien var paa nogle Aar bleven stærkt svækket af Spilleraseriet. Dette havde igjen grebet frygteligt om sig i Kjøbenhavn, og det var godt bekjendt, at der, endskjøndt Øvrigheden allerede i 1753, ved en streng Forordning imod alt Hazardspil, havde søgt at gjøre Ende paa det, fandtes en Mængde Spillere af Profession, saavel af høi som ringe Stand, der lokkede Uerfarne, især rige Tilreisende fra Provindserne, ind i saakaldte Venneselskaber, hvor de først bleve dygtigt tildrukne og siden udplyndrede i Kort- og Tærningspil. At der ikke, paa Grund af disse Omstændigheder, skulde opføres Comedie om Sommeren, var meget fornuftigt, men det gik ud over en stakkels Acteurer, som Directionen, uden at agte paa Jamren, Besværinger og Indsigelser, satte paa halv Gage fra Midten af Juni til Otte Dage før October.

Efter at man saaledes havde søgt Forbedring i Kassens Kaar ved at spare Udgifter, var man betænkt paa ogsaa at gjøre det ved at forøge Indtægterne; men det havde større Vanskelighed. Om den danske Skueplads muligen kunde hæves ved ivrigere og forstandigere Udvikling af dens egne Kræfter, faldt det ikke Directionen ind at undersøge; den troede, at Tillokkelsesmidlerne kun vilde være at finde udenfor den. De Fornemme raabte, at man dog for alting ikke maatte lade dem savne Intermezzerne, som var det Eneste, hvorfor de undertiden havde besøgt Theatret i forrige Saison. Dem fandt Directionen sig [sideskift][side 174]derfor i at beholde, og der blev atter sluttet Contract med Scalabrini for et Aar. Men Intermezzerne havde allerede begyndt at kjede Mængden, saa at det, hvorvel man ikke havde vovet at lade dem fare, nok kunde skjønnes, at de kun vilde blive en daarlig Hjælp. Man maatte da finde paa noget, som kunde antages at ville trække bedre, og hvad skulde det vel være andet end Dands og Ballet? Der blev altsaa — med 100 Louisdorer (regnet til 500 Rdlr.) Løn, 100 Rdlr. til Huusleie, og 120 Rdlr. til Reisepenge, hvortil føiedes en Douceur af 100 Rdlr. —, for et Aar engageret en Hr. Neudin, som i 1753 havde gjort megen Lykke ved Bigottinis Selskab i Hamborg, for at han og hans Kone, der var en udmærket Danserinde, skulde, med de danske Acteurer og Actricer som Figuranter, udføre Balletter. Saaledes blev der i denne Saison næsten hver Gang tilheftet Comedieforestillingerne to fremmede Zirater, der hver for sig bidroge til at trække Opmærksomheden for dem: Intermezzer og Balletter. De Første gjorde den uden selv at indbringe Noget; de Sidste lokkede dog Folk til Huset, især efter at Balletmesteren havde forstærket sig med en Mr. og Mlle. Orlandy. Neudins her opførte Balletter, der, ligesom hvad man tidligere havde kaldt saaledes, blot var Divertissementer af et saa ringe Omfang, at der gaves to, tre paa een Aften, ere: Jalousieballet, Jægerb., Æblekræmmerb., Statueb., Gartnerb., Matrosb., Bondeb., Haveb., og Diana og Endymion.

Directionen havde, fornemmelig ved Neudins Engagement, havt det Held, stadigt at see Huset saa godt besøgt, at af Saisonnens 57 Forestillinger gav den slettelse, den 23de April, ikke mindre end 57 Rdlr. 3 Mk. 8 Sk., og flere, foruden den bedste, der gik den 7de Januar med [sideskift][side 175]256 Rdlr., over 200 Rdlr., saa at Gjennemsnitsindtægten for hver naaede 129 Rdlr. 2 Mk. og den samlede Indtægt 7364 Rdlr.; men derimod beløb ogsaa Udgiften sig til 10,200 Rdlr., saa at Directionen var nødt til hos Statdens Kasse at optage et Laan af 2000 Rdlr., og ved dette heldige Theateraars Slutning fandt sig i endnu større Knibe end i dette foregaaende.

Med det, som skulde have været Theatret til nogen virkelig Fremgang: Forøgelsen af dets literaire Driftscapital, var det kun saare maadeligt bevendt. Man havde begyndt at ringeagte den ægte Comedie. Holbergs Stykker, som i forrige Saison, fra den nye Directions Tiltrædelse, vare blevne sjeldnere paa Repertoiret, bleve i denne paafaldende holdte ude af det, for at gjøre Plads for den fine, ziirlige eller rørende Comedie, som "meriterede polerede Folks Bivaanelse." Det hævnede sig selv. Det store Publikum gad ikke see de matte, charakteerløse Prækestykker, som man gav Fortrin for det Lystige og Folkelige, og "de Polerede", til hvis Behag de optoges, gik kun sjeldent i dansk Comedie og nedlode sig aldrig til ved Bifaldsyttringer at virke for et Stykkes gode Modtagelse. Der gaves i Saisonnen kun sex Nyheder og ingen af dem vakte Opmærksomhed. Den ene: "Harlekin Vildmand", faldt ved første Forestilling; dens kunstlede Satire kunde ikke tiltale et Parterre, som var vant til at see Tidens Daarskaber gjorte latterlige i naturligt anlagte Situationer og ved Charakterer, der i deres inderste Natur vare moersomme, uden at forraade mindste Prætension paa at være det; de fem andre Lystspil slæbte sig i nogle Aar af og til over Scenen, uden at være hverken Publikum til Fornøielse eller Kassen til Indtægt.

[sideskift][side 176]Ikke heller i Mad. Hammer fik Theatret den Elskerinde, som Directionen saa ivrigen søgte om; efter at hun en kort Tid havde faaet "4 Mark for hver Aften, hun gjorde Opvartning," blev hun afskediget. Jens Musted var derimod en stor Vinding for Scenen. Han havde i tre Aar været Souffleur med 2 Rdlr. om Ugen, og blev endnu, skjøndt han med Held var optraadt som Skuespiller, i denne Stilling, med "aparte Betaling for de Roller, han spiller", indtil Marts 1758, da han udnævntes til Acteur med 4 Rdlr. ugenlig. Han havde et smukt, fornemt Udvortes og en saa god Tenorstemme, at han sildigere med Ære udførte store Partier ved Siden af Italienerne og i mange Aar var den danske Syngespils første Sanger. Den egenlige Elskerrolle, for hvilken han især var bestemt, forlod han snart i Comedien for at spille muntre Cavalerer og de i Datidens Stykker saa gængse Spradebasser, der hidtil havde været meget maadeligt besatte, men i ham, som udmærkede sig ved megen Anstand, gratiøs Utvungenhed og en let Tone, fik en ypperlig Fremstiller.

Den 6te November begyndte Mingotti sin Entreprise med en, til Forestillingspriserne, for Publikum tilgængelig Generalprøve paa "Demetrio", hvis første Opførelse den 8de aabnede Operaens Saison. Hans Selskabs Hovedpersoner vare, foruden Sarti og Jfrne. Galotti: Jfr. Rosa Tagliavini, Primadonna; Andrea Grassi, en, baade i Henseende til Stemme og Foredrag, udmærket Tenorist, som her satte sig i stor Yndest; Bassisten Carlo Rossi; Kastraten Giovanno Corauci; Balletmesteren Agostino Bologna, kaldet Romanino; Antonio Como, første Dandser, og dennes Kone, Anna Como, født Geringhelli, første Dandserinde. Flere af hans Decorationer vare [sideskift][side 177]udførte af den berømte Theatermaler Bellavitte. Denne Saisons Hovedstykke vare: "Demetrio", "Lucio Papirio", og Sartis "Arianna e Teseo". Den 22de Marts sluttedes Saisonnen og med den Mingottis i ni Aar opretholdte Entreprise. Al den Yndest, Lovpriisning og Søgning, som den italienske Opera havde, paa den danske Skuepladses Bekostning, fundet fra Hoffets og den elegante Verdens Side, havde ikke formaaet at erhverve den Folkegunst. Medens Udgifterne bestandigt bleve større ved de stigende Anstrengelser, som Mingotti maatte gjøre til forgjæves forsøg paa at trække Mængden, blev Indtægten stadigt mindre, fordi Menigmand, efter at have tilfredsstillet Nysgerrigheden, ikke var til at bringe ud af sin Ligegyldighed for et Skuespil, der var ham uforstaaeligt, og forekom ham aldeles unaturligt. De Fornemme vilde nok udbasune og beklappe Operaen, men ikke dække dens Underbalance, og denne blev nu saa betydelig, at de heller ikke mere kunde faae Kongen dertil. Saaledes gik det til at Mingotti, da han efter Saisonnens Slutning skulde til at betale de mange henstaaende store Regninger, blev nødt til at erklære sig fallit. Allerede om Sommeren satte Skifteretten ei alene den Gaard, som han havde kjøbt i store Kongensgade, men ogsaa hans Løsøre til Auction. Det Indkomne var imidlertid utilstrækkeligt til at dække Gjælden; den danske Skueplads fik ikke en Skilling af det sidste Aars Leie, og han selv matte, da han ikke havde Evne til at tage herfra for fremdeles at forsøge sin Lykke som impresario, friste Livet ved smaa Understøttelser af fornemme Velyndere, indtil han i 1758 døde.

Kjøbenhavn beholdt imidlertid et Par af den italienske Operas Udvalgte. Sarti blev kongelig Capelmester istedetfor [sideskift][side 178]Scalabrini, der sattes paa Pension, og Como antoges til Balletmester paa et Aar, saaledes at han for sig og Kone, med Forpligtelse til at componere Balletter, dandse og oplære Figuranter, skulde have 1250 Rdlr. i Gage, 120 Rdlr. til Huusleie, 4 Rdlr. for hver ny Ballet og 20 Rdlr. til Vogn, samt fri Reise til Braunschweig naar hans Tid var omme. Tillige blev en Skræder Mazioli, som Mingotti havde bragt med fra Italien og nu var brødløs, lagt den danske Skueplads til Byrde, ved at han comtractmæssigt antoges til paa et Aar at forestaae Garderoben med 300 Rdlr. Gage.

Til samme Tid som Directionen, for Ballettens Skyld, paadrog Kassen en saa betydelig fast Udgift, der, som var let at forudsee, vilde blive fulgt af store Spilleomkostninger, tog den Forholdsregler til at sætte de danske Acteurers Gageafknappelse paa en fast Fod. Da de i afvigte Aar uden videre vare blevne underrettede om, at de, saa længe der ikke spilledes, kun vilde faae halv Lønning, var der opstaaet stor Misnøie, og flere af de Dygtigste havde ladet adskillige Ord falde om, at det ikke var paa den Maade man burde behandle dem, som vare Skuepladsens Støtter og nu vilde have været dens Eiere, hvis man ikke underfundigt og voldeligen havde fravendt dem de Privilegier, hvorpaa der var givet dem kongelig Stadfæstelse; men om de ogsaa nu saae sig tvungne af Nøden til at finde sig deri, skulde de nok for Fremtiden være bedre paa Vagt imod saadanne Afkortelser, som slet ikke vare nødvendige for Kassen, dersom Directionen blot havde været ligesaa duelig og ivrig til at opfylde sin Pligt, som de havde viist sig til at opfylde deres. — For at sikkre sig imod alle Ulemper, hvormed den uforvarende kunde overrumples, [sideskift][side 179]lod Directionen, i Slutningen af Marts, udgaae Bekjendtgjørelse om, at den havde taget følgende Beslutninger: 1) "Formedelst det store Velbehag, hvormed den havde anseet Troupens Flid i Vinter, saavel udi deres Action paa Theatret, som udi den bestandige Tjeneste, der havde paaligget dem at gjøre ved de adskillige Balletter, som efter Skuespillene var blevne opførte, havde den tillagt dem en Recompense efter den Tjeneste enhver af dem havde gjort," hvilken var: for Rose, Londemann og Md. Lund, hver 20 Rdlr.; for Hortulan, Musted, Md. Linkwitz og Jfrne. Bøttger og Petrejus, hver 16 Rdlr.; for Ørsted, Clementin og Reerslew, hver 10 Rdlr.; for Als, Printzlau, Md. Hammer og Jfr. Lever, hver 6 Rdlr. 2) Gagerne fastsættes fra Skuespillenes Begyndelse tilkommende Vinter saaledes: 1ste Klasse: Rose, Londemann, Als, Clementin, Ørsted (de 2 Rdlr. for at have Garderoben i Varetægt) Md. Lund, Md. Linkwitz og Jfr. Bøttger, "som mærkelig haver tiltaget i hendes Action", hver 6 Rdlr. ugentlig; 2den Klasse: Hortulan, Reerslew, Printzlau (som tillige har Opsigt med Garderoben) og Jfr. Petrejus, hver 4 Rdlr. ugentlig; 3die Klasse: Musted og Jfr. Lever, hver 2 Rdlr. 3) Der tilstaaes Troupen to Fricomedier om Vinteren, hvilke, efter Omkostningernes Fradrag, blive til Deling indbyrdes, eftersom de tage Gage til, og sex Fricomedier om Sommeren, naar ingen Skuespil opføres for Husets Regning, hvilke, efter Omkostningernes Fradrag, blive til Deling imellem de 15 Personer, som Troupen bestaaer af, men ikke, som hidtil, efter Gagerne, da det befindes, "at dette haver medført billig Misfornøielse, i Henseende til, at deres Tal i den første Klasse idelig tilvoxer og modtager den bedste Deel af Indkomsterne, da de [sideskift][side 180]andre have dog lige Bekostninger med Udgifterne, men langt mindre at bestride dem med." 4) Ingen kan, som det er befundet at være nogle af de Nyankomnes Tanker, fordi de nyde deres Gage ugentlig, enten stiltiende forlade Troupen, eller opsige den ene Dag og gaae den anden, men det er dem herved tilkjendegivet, at de staae i aarligt Engagement, fra Paaske til Paaske, hvorfor Opsigelse maa skee ved Nytaarstider. Skulde Nogen handle derimod, da maa Directionen, "see sig nødsaget til, efter de kongelige Privilegier, som dem dertil authorisere, at ansee slig Forbrydelse med langt eftertrykkeligere Straf, end om sligt tildrog sig i privat Tjeneste." 5) Paa den Tid om Sommeren, naar ingen Skuespil for Husets Regning opføres, tilstaaes dog Troupen den halve Gage; derimod bør de gjøre sig færdige med og i Forveien vel repetere de Stykker, som til Vinteren skal opføres. "Dog", hedder det for det 6te — især for at forsone Rose, der var en heftig Hovedmand for afvigte Aars Misfornøiede — "finde vi udi denne sidste Post billigt at gjør den Exception i faveur af de tre Ældste i Troupen, nemlig Mr. Rose, Londemann og Mad. Lund, som fast i ethvert Stykke ikke alene have Rolle, men endog oftest meget vidtløftige og besværlige Roller, hvorudi de dog pleie at acquitere sig med Ære og Tilskuerne til Fornøielse, at dennem i Vacancen istedetfor den halve Gage bliver herefter tilstaaet hver 4 Rdlr.", hvortil lægges det advarende Vink: "Vi ønskede at vi kunde gjøre deres og de Samtliges Vilkaar endnu bedre, om Husets Indkomster tillode det, men det er Noget, som meget vil ankomme paa deres eget gode Forhold herefter"; ligesom Bekjendtgjørelsen slutter med den, paa Gemytternes Beroligelse beregnede, fromme Forsikring: [sideskift][side 181]"Directionen haver i alt dette ikke andet Øiemærke end at den danske Skuepladses Ære og Anseelse maa hos Fremmede, saavelsom Indelandske, vedligeholdes og forøges, Troupen vinde Agt og Yndest hos Tilskuerne, og hos deres Superieurs Lyst og Attraa til at see dem befordrede  ved Leilighed til bedre Vilkaar, og at Indkomsterne maatte blive saa gode, at enhver i Troupen kunde nyde nogen sømmelig og dyre nok fortjent Belønning i den besværlige Post, de have at gjør Fyldest for, hvortil dem fremdeles ønskes Held og Lykke."

Den Douceur, hvormed Directionen havde begyndt sin Bekjendtgjørelse, for at blødgjøre Gemytterne til en god Modtagelse af det haarde Budskab om halv Gage, slog aldeles feil i sin Virkning; Acteurerne følte ikke mindste Taknemmelighed for "Recompensen", men meente, at den i Grunden kun var en Ubetydelighed, hvorved man vilde gjøre dem villige til at dandse i Balletterne, hvis store Bekostelighed var den vigtigste Skyld i at Directionen maatte forholde dem det Halve af deres Gage. Hvad der især opbragte dem, var, at man i en naadig Tone, "tilstod" dem halv Gage, endskjøndt man, ved bedre at benytte dem, kunde have skaffet dem heel, og desuaget i Sommeren forlangte Udenadslæren og Prøver; det var "ligesom Directionen, om den havde det villet, var mægtig til at lade dem sulte i fem Maaneder og tilmed gjøre dem capable til dog om Sommeren at lære Roller og i October at begynde Repetitionerne." Imidlertid blev det ved det allerede dengang sædvanlige Theatermukkerie: man gjennemheglede kjækt Directeurerne bag Coulisserne, hilsede dem ydmygt naar de viste sig, og gave Meddelelsen i al Ærbødighed den forlangte Paategning om at man fandt sig tilfreds [sideskift][side 182]dermed. Kun Rose holdt sig stiv. Han ivrede personlig imod den uretfærdige Fordeling af de sex Fricomediers Udbytte, som skulde være lige for dem der vare Theatrets Honneur og dem som aldrig burde betræde det; han kaldte det skammeligt, at Directionen vilde benytte sig af Actreurernes slette Omstændigheder for at binde dem paa et Aar, medens den selv vilde ansees for at være uden Forpligtelse til dem; han ærgrede sig over, at man vilde lade som om udmærkede ham ved et Tillæg, da det Reelle dog var, at man berøvede ham to Rigsdaler om Ugen; og han spottede høit over, at Directionen hyklede Kjærlighed for den danske Skueplads, hvorvel det var vitterligt, at den med fremmed Gjøglerie mere og mere bragte den i Forfald, over at den lovede Acteurerne bedre Vilkaar, hvis den opnaaedes bedre Indtægter, da det dog var at forudsee, at disse vilde bliver bortødslede ved ufornuftig Admiration for Fremmede, saa at der alligevel ikke blev noget til Landets Børn, der havde grundlagt og matte vedligeholde Værket. Han tilbageholdt sin Underskrift indtil alle de andre havde givet deres, og paategnede da saaledes: "Mine Omstændigheder tvinger mig til denne Underskrift, imidlertid reserverer jeg mig alt hvad som convenerer mine Vilkaars Forbedring ved Theatret og iøvrigt referer mig til de kongelige Privilegier i Henseende til mig som Acteur, samt til mine den 28de Novbr. 1755 & 21de April 1756 underdanige og ydmyge indgivne. Rose." Men da alle hans Kunstfæller allerede havde bundet sig, ved at give deres Underskrift, endskjøndt han ved Forestillinger og Spydigheder havde søgt at holde dem derfra, brød Directionen sig ikke mere om hans Indsigelser, men lod ham sige, at den ikke vilde vide af hans Forbehold; fandt han sig ikke [sideskift][side 183]bevæget til ligefrem at give sin Paategning, maatte han finde sig i at faae Affsked; det kunde ikke sætte Directionen i Forlegenhed, da den havde Sommeren for sig, og Reerslew, hvem han havde chicaneret, vist med Glæde vilde overtage hans taknemmelige Roller og derved baade erhverve sig Tilskuernes større Faveur og en høiere Gage. Denne alvorlige Tiltale bragte Rose til Besindelse; han følte kun altfor vel, at Magten ikke var paa hans Side naar han stod alene, og at det derfor blev ham, som kom til at falde tilføie. Efter nogle Dages Forløb indfandt han sig for at overstryge sit Forbehold og paategne Bekjendtgjørelsen med: "efter Overbeviisning underskrives simple. Rose." Det var sidste Gang at Acteurerne fandt det Umagen værdt at pukke paa deres "Privilegier".

Udbyttet af de sex Fricomedier skulde ikke i Aar bøde synderligt paa Tabet af den halve Gage. Ogsaa med dem havde Acteurerne Uheld, thi i Mai begyndte den berømte Equilibrist Michael Stuart at give Forestillinger i Bergs Huus i Læderstræde. Hans Dands paa Staaltraadslinie og andre Kunststykker gjorde, hos Høie som Lave, en saa overordentlig Lykke, at Huset, til 3 Mk. Parterret og 2 Mk. Galleriet, bestandigt var fuldt. Ikke engang nogle "forundringsværdige og rare kunstige Dandse", som Como og hans Kone udførte ved et Par Forestillinger, efter Neudins Bortgang, kunde trække Folk til det danske Theater, end mindre Acteurernes Comedier, der vare uden saadanne "Ornamenter"; Stuarts Voltigeurkunst drog ganske Opmærksomheden fra dem. Den skulde snart gjøre det i endnu høiere Grad, og det paa selve "den danske Skueplads".


Korrekturlæst 2007. Opdateret af