Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Anden Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1856. 509 sider.

[Tiende Saison, 23. September 1757 til 14. Juli 1758, side 206-213]

[Oversigt over repertoiret 1757-58]


[side 206]Atter Directeurskifte! Könnemann og Schröder, som hverken havde Lyst eller Evne til at raade Bod paa den Mangel og Forvirring, der mere og mere truede med Theatrets Opløsning, kunde ikke af v. d. Lühe bevæges til længer at blive i Directionen. Han fik da Vice-Borgemestrene Etatsraad Johannes Valeur og Justitsraad Christian Fædder til at afløse dem. Den Første, som interesserede sig meget for Skuepladsen og havde oversat et Par franske Lystspil for den, skulde forestaae Kunstvæsnet, den Sidste have Administrationen og Kassen. — Skete Valget af Fædder for at faae en Directeur, der vilde blive, da var det godt truffet, thi han gik ikke førend han blev jaget bort; men havde v. d. Lühe hermed til Hensigt at bringe Orden, Sparsommelighed og Kunstsands ind i Bestyrelsen, saa tog han mægtigt feil: fra nu af vare [sideskift][side 207]Vilkaarlighed, Pengespilde og Smagløshed saa uadskillelige fra alle Directionshandlinger, at Fædders Embedstid blev Skuepladsens allerulykkeligste Periode, hvoraf dens fleste og største sildigere Gjenvordigheder kun vare Følger.

Fædder, der var født i Horsens, havde, efter at han som ungt Menneske var kommen til Kjøbenhavn for at søge sin Lykke, begyndt med at være Tjener hos to unge Herrer, Klinge og Thomsen, der gave ham Leilighed til at "lægge sig efter Pennen", og bragte ham i Vei ved at skaffe ham Ansættelse som kongelig Lakei. Da han var om sig, fik han snart, endskjøndt hans meget flydende Haand var næste ulæselig, i Forening med denne Bestilling en lille Biforretning som Skriver ved Slottet, og blev efter et Par Aars Forløb befordret til Hofskriver. I denne Stilling vidste han, ved at være ligesaa "submis" imod sine Overgivne, som han var "insolent" imod sine Undergivne, at indynde sig hos adskillige Store, fornemmelig den altformaaende Grev A. G. Moltke, hvis Indflydelse han havde at takke for, at han i 1749 blev udnævnt til Vice-Borgemester. Sit Embeds største Dyd: Forsigtighed, udmærkede han sig just ikke ved; hans ringe Indsigt og store Selvtillid bragte ham til, rask at give sig ifærd med hvilkensomhelst Sag, og affeiende erklære sig over den efter første Skjøn. Denne Fremfusenhed og den opblæste, bydende Tone, han altid brugte, hvor han kunde komme til at vise sin Myndighed, gjorde ham meget ilde lidt af alle, der stode i Tjenesteforhold til ham, og den liden Delicatesse, hvormed han, allerede førend han blev Enkemand, som han ved dette Tidspunkt havde været i nogle Aar, fulgte sin Tilbøielighed for Kjønnet, førte ham ofte i Folkemunde. Da han troede at kunne gjøre alt, var han [sideskift][side 208]ikke den Mand, der tvivlede om sin Dygtighed til at tumle med en saadan Indretning, som han ansaae et Theater for at være; men heller ikke var han den Mand, som Nogen, der havde Erkjendelse af Skuepladsens Formaal, skulde ønske at see i dens Bestyrelsee, endog da, naar han virkelig gik ud paa, efter sin bedste Indsigt, at søge dens Tarv. Og nu modtog han endydermere især dette Embede for at fremme personlige, ovenikjøbet smudsige, Hensigter. Han var nemlig en af Mad. Comos mange Tilbedere, og gjorde sig strax fra Directeurpostens Tiltrædelse til hendes erklærede, aldeles hensynsløse Beskytter. Como stod hverken i Publikums eller i Personalet Gunst; man fandt, at hans Præstationer ingenlunde, svarede til hans høie Lønning eller retfærdiggjorde den Hovmod og Anmasselse, som han og hans Kone viste i Omgang med Acteurerne, der jevnlig vare Vidner til, hvorledes hans lurvede Natur gjorde ham krybende for høie Patroner, som tillode sig forargelige Friheder imod hans Kone. Han vilde nødig have sit fordeelagtige Engagement opsagt, som maatte blevet Tilfældet under enhver administrerende Directeur, der kun havde havt Theatrets Tarv for Øie, og fandt sig derfor, imod at han ved enhver Leilighed blev endnu mere befordelet end han allerede var, meget forekommende i, at Fædder, baade paa Theatret i Acteurernes Nærværelse og i hans Huus, spillede erklæret Amant hos Mad. Como, der fra nu af, igjennem Directeuren, ikke alene vilde styre Theatret efter sin Caprice, men af alle, som hørte til det, tiltvinge sig Ærbødighedsbeviisninger, hvilke hendes Opførsel gjorde hende aldeles uværdig til. — Af et saadant Directeurat, hvorunder der ikke var Tale om raadslaaende Møder, overveiede Beslutninger eller Forretningsgang, men Alt blev hovedkulds [sideskift][side 209]afgjort ved Fædders øieblikkeligt givne Resolutioner, maatte Skuepladsen ikke vente andet, end at see den ringe Orden, Kunstaand og Oeconomie, der igjennem de mange Bestyrelsesomskiftninger endnu vare bevarede, aldeles tilintetgjorte. Allerede denne Saison viste, hvad Kassen, og med den Skuespillerne, havde Udsigt til.

Ingen gad mere see de saa i mangfoldige Forestillinger udpidskede italienske Intermezzer; det vidste Directionen saa godt, at den ikke engang holdt det Umagen værdt at anmelde dem i Aviserne. Men Scalabrinis og Gaggiotti bleve protegerede af Mad. Como, deres Landsmandsinde, og paa samme Tid som man ikke saae sig istand til, paa Acteurernes gjentagne Bøn, at afhjælpe deres erkjendte Trang til fuld Gage i Vacancen, bleve Italienerne antagne til ogsaa i denne Saison at kjede Publikum. Det blev imidlertid for galt: Parterret gjorde Nar af deres til Væmmelse opkogte Spasmagerier, og inden Nytaar var Fædder ved den Hyssen, Vrængen og Spotlatter, som stadigt ledsagede dem, kommen til Erkjendelse af, at man gjorde bedst i at betale dem for ikke at gjøre Kunster, og finde paa et andet Trækmiddel.

Bredal, der imidlertid, især paa Grund af den Anseelse, han havde vundet ved sine Syngespil, var bleven udnævnt til Borgemester i Trondhjem, men endnu opholdt sig i Kjøbenhavn, for at fremme Udførelsen af sin Yndlingsidee, tilbød at ville "forfærdige" danske Intermezzer, og uagtet man ikke ved Theatret havde Subjecter til deres Udførelse, gik man strax ind derpaa. Den 30te December blev det besluttet, at "saa snart et af ham forfærdiget originalt dansk Syngestykke eller Intermezzo blev færdigt, skulde samme opføres saa længe det vilde nyde Publikums [sideskift][side 210]Bifald." For ikke at blotte egen Daarlighed, lod Fædder tilføie, at de danske Intermezzer skulde gives afvexlende med de italienske, men om de sidste blev der slet ikke mere Tale. Opførelsen af Bredals første Forsøg: "Den tvivlraadige Hyrde eller Den vovelige Prøve, original Syngestykke i to Afhandlinger, indrettet som et Intermezzo", medførte store Anstrengelser og betydelige Omkostninger. De Syngende deri: Jfrne. Grethe og Helvig Glad, Musted og en ikke ved Theatret ansat Mr. Haugsteen, tilligemed en Mr. Kleen, der var Arrangeur af Musiken samt "tracterede Clavecembalet", fik, som Douceur, de to Første hver 30 Rdlr., de tre Sidste hver 40 Rdlr., og Bredal selv blev "recompenseret med en skjøn Sølv Kaffekande, som kom over 50 Rdlr.", saa at alene denne Udgift beløb 254 Rdlr. Men "denne smukke Piece var ogsaa Publikum til almindelig Befald" og gave adskillige meget besøgte Forestillinger. Denne gode Modtagelse bevirkede, at Directionen ogsaa optog Bredals tidligere privat givne større Syngestykke "Eremitten", hvori foruden alle de anførte Personer, Peter Cramer, der siden blev Theatermaler, og Rose lode sig høre som Sangere, dog uden anden Succes for den Sidste, end at han fik 20 Rdlr., medens den Første, som udførte en Bravourpartie, opnaaede 30. Bredals andet Intermezzo: "Den lykkelige Hverver", havde ikke nær saa stor Lykke med sig. Forresten stod han ikke ene i Bestræbelsen for at berede et dansk Syngespil Indgang paa Scenen. Et Bidrag til det musikalske Repertoire modtog Skuepladsen ogsaa af sin Stifter og nuværende Pensionist C. A. Thielo, thi Enactsstykket "Det ubekjendte Land, en ny heroisk musikalsk Comedie i Vers, som man ogsaa kunde kalde et Syngespil", var en af ham forfattet og [sideskift][side 211]componeret Original, hvorfor han fik et Honorar af 20 Rdlr.! Directionen glemte heller ikke at gjøre noget Betydeligt for at fremelske Sangere: der blev "til Syngespillets Fremtarv", forundt hver af Jfrne. Glad 1 Rdlr. om Ugen og fri Information i Musiken, hvilken skulde gives af Thielo gratis for hans Pension! Den yngste, Helvig, nød ikke længe godt af denne Gavmildhed, thi hun døde i Juni 1759 og med hende Haabet om Syngespillets Opkomst, da hun havde den bedste Stemme.

Medens Mad. Como saaledes veiledede Fædder til at hjælpe paa den danske Skueplads, ved at bebyrde den med pengespildende Paahæng, var hendes og hendes Mands Væsen den kun til liden Opreisning. Af nye Balletter havde Como givet: den 23de Septbr., Spanierne; den 10de Octbr., Amagerne; den 2den Novbr., Corsarerne; den 7de Decbr., Soldaterne "med et heelt Feltslag"; den 23de Jan., Harlequins Fødsel, og, den 29de Marts, Skomagerne; men med Undtagelse af Soldaterne, hvortil Feltslaget lokkede, havde ingen af dem, selv ved den første Forestilling, givet blot taaleligt Huus, ja den første Gang var der ved Harlequins Fødsel endog kun 68 Rdlr. og ved Skomagerne 53 Rdlr. Det var altsaa ikke for den Yndest, den nød hos Publikum, at Balletten saaledes gjordes til Theatrets Vigtigste, at baade Rose og Jfr. Bøttger bleve befalede at dandse med som Figuranter, hvor store Roller og vanskelige Omklædninger de end havde; at Douceurerne ikke i Aar bleve givne for "Flid i Actionen", men ligefrem for "den Nytte, som Acteurerne havde gjort med at gurere udi Balletterne"; at det besluttedes: "der skulde herefter antages unge Elever til Dandsen, for Balletternes Opkomst [sideskift][side 212]ret at befordre"; og at der under forskjellige Paaskud tilvendtes Hr. og Mad. Como et aarligt Tillæg af 80 Rdlr.

Den store Anstrengelse, som paalagdes Personalet ved at det skulde deeltage i mange Præstationer, der laae ganske udenfor dets Fag og tildeels overstege dets Evne, berøvede det meget af den Lyst og Tid, der vare nødvendige til en omhyggelig Udførelse af dets egenlige Hverv. Da derhos Fædders travle Virksomhed for Ballet- og Sangvæsnet ikke tillod ham at anvende nogen særdeles Omhu paa at søge et Udvalg af nye Stykker for Comedien, men han frisk væk tog hvad Oversætterne bøde ham, var det ikke besynderligt, at der ikke var Lykke med et eneste af denne Saisons nye Stykker, saa meget mindre, da intet af dem hørte til det rørende Skuespil, der, som sees af at Saisonnens to næstbedste Indtægter vare for den eneste Forestilling af "Nanine" (243 Rdlr.) og den første af "Zaire" (221 Rdlr.), vedblev at staae i størst Yndest hos Publikum. Uagtet "Mariane eller Det frie Bal", som forfattet af Fru Passow, den for fire Aar siden hyldede Actrice, og den første originale Comedie siden Holberg, havde Manges gunstige Forventning for sig, faldt den ganske igjennem: de holbergske Navne paa Personerne erindrede kun om, at disse aldeles savnede det holbergske Lune, og stak meget ubehageligt af imod de, med en mat og bred Dialog, smagløst anstillede Forsøg paa ogsaa at anbringe rørende Steder. Forfatterinden fik ellers for dette Femactsstykke og et uopført Eenactsstykke et Honorar — af en Fribillet og 20 Rdlr.! Gjenoptagelsen af Holbergs "Den Vægelsindede" var saare uheldig. Kun "Franskmanden i London" holdt sig, ved Roses, Clementins og Ørsteds ypperlige Spil, en Tid paa Scenen. Den holbergske Comedie blev [sideskift][side 213]givet i en heldig Fordeling af dens bedste Stykker, men det Følgende vil vise, at dette, langt fra at skyldes Directionens Omhu for Repertoirets hensigtsmæssige Anlæg, kun havde sin Grund i, at den, af Mangel paa Stykker, som Publikum gad see, maatte tye til Originalerne, der endnu bestandig gave jevngodt Besøg og just ved den nødtvungne Brug ikke kom til at følge for hurtigt paa hverandre.

Ved sin planløse Anvendelse af Midler, der laae udenfor Skuepladsens Charakteer og Formaal, havde Directionen ikke opnaaet at forøge Indtægten. Saisonnens 78 Forestillinger indbragte kun 9388 Rdlr., altsaa hver Forestilling i Gjennemsnit ikke mere end 120 Rdlr. 2. Mk.; den høieste Indtægt fald den 17de December med 260 Rdlr.; den laveste den 28de April med 34 Rdlr. 2. Mk. 8 Sk. Derimod var udgiften 12993 Rdlr., saa at Indtægten og mere end det kongelige Tilskud var medgaaet uden mindske Afdrag paa Gjælden, som beløb 16988 Rdlr., hvoraf 7988 Rdlr. til Stadens Kasse. Tilgodehavendet var, med de 316 Rdlr., der skyldtes af Mingottis Bo, og 400 Rdlr., som Como havde faaet i Forskud, 1342 Rdlr.; Beholdningen kun 164 Rdlr.

Til disse mislige Omstændigheder kom, at Personalets Utilfredshed var, især ved at Directionen ikke tillod det at give de sex tilstaaede Sommerforestillinger, men selv tog otte fra Kassen, den til liden Baade, steget i den Grad, at man ikke holdt det for raadeligt i Aar at afslaae dets Bøn om fuld Gage under Vacancen. Fædder maatte tage Tilflugt til Forskud paa den kongelige Understøttelse.


Korrekturlæst 2007. Opdateret af