Ude og Hjemme, Sjette Aargang. Nr. 307. Søndagen den 19. August 1883.
Side 570-71.

Forrige afsnit.

BIDRAG TIL

DET KGL. THEATERS HISTORIE

Af Edgar Collin

VII. Et Par Arbejder af Hertz og Oehlenschläger.

Det skal ikke siges om Henrik Hertz, at han som dramatisk Forfatter hvilede paa sine en Gang vundne Lavrbær Tværtimod, han var i de første Aar af sin dramatiske Virksomhed overordenlig produktiv, endogsaa saa produktiv, at han i Sæsonen 1835-36 fik opført ikke mindre end tre Arbejder paa det kgl. Theater: »Den eneste Fejl«, Lystspil paa rimede Vers i to Akter, »Debatten i

Politivennen«, Vaudeville i to Akter, og »Sparekassen eller Naar Enden er god, er Alting godt«, Lystspil i tre Akter. — Det var med »Den eneste Fejl«, at man aabnede Sæsonen den 1. Septbr., men hvor fint og yndefuldt dette Lystspil end var, og hvor fortræffelig end Fru Heiberg skal have været som Petrine med Jomfru Jørgensen som Fru Martin ved sin Side, kunde Stykket dog ikke i den Sæson opnaa flere end 10 Forestillinger, og hele Hertz' Honorar for disse var ikke mere end 280 Rdl. — Heller ikke »Sparekassen« tegnede til at blive et Kassestykke. Overskou fortæller, at der ved den anden Opførelse ikke var solgt ved Kassen for mere end 79 Rdl. 5 Mk., og hvor slet Honorar-regulativet var for Digterne, fremgaar bedst af det Faktum, at Hertz for en saa betydelig Virksomhed som den i Sæsonen 1835-36 ikke havde et større Udbytte end 567 Rdl. Man sammenligne saa dette Udbytte med det, som Theatret har havt af »Sparekassen«, der er gaaet langt over hundrede Gange. Det saa' som sagt ikke ved de første Opførelser ud til, at »Sparekassen« skulde blive Theatret til saa stor Fornøjelse, og dog spilledes det af alle de første Kræfter: Foersom som Skaarup, Jomfru Jørgensen som Madam Rust — senere en af Fru Sødrings Glansroller —, Fru Heiberg som Antonie, Jfr. Petersen (ie: Fru Phister) som Jansine, Vilhelm Holst som Nikolai og Stage som Baadsmanden. Den Sidstnævntes bekjendte Replik: »Det skulde De inte gjøre, Hr. Reiersen«, er gaaet over i Folkemunde og blevet et »bevinget Ord«.

»Den lille Skuespiller« hører, som man véd, til Oehlenschlägers svageste Arbejder. Det var oprindelig i fem Akter, men efter den første Opførelse skar Digteren sidste Akt bort, vistnok ikke til Skade for Stykket, men desuagtet kunde det ikke drive det til flere end fire Forestillinger. Saa blev det henlagt og kommer vel næppe nogensinde mere frem.

Den eneste Feil.
Lystspil i rimede Vers i 2 Akter af H. Hertz, Opfør første gang den 1. Septb. 1835.
Indleveret i Juni 1835.

Om dette elegante, men i Jævnførelse med »Amors Genistreger« dog mindre fine og mindre piquant udførte Conversationsstykke maatte paa Scenen vinde en Modtagelse, der kan belønne Forf.'s Talent og Skuespillernes Flid (hvoraf det fordrer meget), vil det fonøie mig. Efter den første Læsning tilstaaer jeg, at nære nogen Tvivl herom. Planen, at en Amtmand, der kommer i Besøg hos sin Søster paa en Herregaard, par force skal drives til at elske og ægte en af Niecerne, af hvilke Enkefruens Svoger (man seer ikke Motivet) absolut vil have den ene, der allerede har en Ungdomskjærlighed, gift med Amtmanden, Fruen selv derimod den anden, og at hun, idet hun middelbart arbeider imod Svogerens Plan, gjør sit Bedste til at drive Broderen ind i den yngre Søsters Garn, hvori denne — skjøndt en noget aldrende Misogyne — ogsaa falder med stor Begjærlighed, strax den første Morgen efter hans Ankomst: denne Plan vil manke endnu mere under Opførelsen, end under Læsningen, forekomme som en dramatisk Par-force-Jagt, men paa et Terrain, hvor der endog findes for lidt af Hindringer, til at gjøre Jagten morsom eller interessant. Thi at Fruen, der hos den af hende begunstigede Niece plat ud ingen Feil kan finde, derfor paadigter hende den, at hun gjør Vers, for at Amtmanden, »der endelig maa tro paa Fruentimmers Feil«, kan faae »en lille, som vi kan lægge fra Os, naar vi ville«, at holde sig op over, og at denne paadigtede Feil netop gjør Lykke hos den allerede temmelig skudte Amtmand: dette, frygter jeg, vil forekomme enkelte Tilskuere i det mindste lidt tvungent, men en stor Deel Andre baade i Parquet og Gallerie, ja vel ogsaa i mange Loger, vel kleint og vel fiint udtænkt — helst da det spindes ud i 2 lange Acter, der især i et versificeret Stykke godt kunne gaae for tre. Om Charakterer er her ikke noget at sige; dog tilstaaer jeg, med nogen Forundring at have fundet især Bipersonerne behandlede alt for meget en bagatelle, og tildeels imod al naturlig Consequents. En Tjener, som David, der ikke allene mønstrer sit Herskab og de unge Pigers affaires de cæur, men hvad meget værre er, taler som en Bog og i temmelig høi Stiil (2 Akt 1 Sc.) hører vel ikke til de naturlige Figurer; skjøndt jeg tilstaaer, det vel altid vil falde svært nok, at faae en ordentlig Tjener ind i en saa poleret Comedie, som denne. Men at Polituren nødvendigen skal udelukke al høiere komisk Betydning, at den skal gjøre det fornødent, at en ubetydelig gammel Justitsraad ogsaa fra Skildringens Side skal blive saa ubetydelig og flad, som Tilfældet er her: kan jeg ikke indsee. — Og hvorfor skal ogsaa Petrine (1 Acts 6 Scene) omtales af Tanten som fuldkommen reen for al Bagtalelse — som »en from Gudsengel, hos hvem der ei er Plads til haarde Domme« — forceres til at bagtale saa dygtigt, som i 1 A. 4de Scene? — Denne naive Glut bliver ogsaa pludselig i samme Scene (»Naar Søvnen vore Øine lukker« o. s. v.) ganske høi-poetisk og dybsindig, taler (lidt ulogisk i Udtrykket) om »Sjælens indre Sandser«, og dynger det ene Billede ovenpaa det andet. Dette vilde dog kun være Smaating, i Fald det Hele paa Scenen ret vilde falde i Traad, og ikke blive for langt udspundet.

(Lund). 28 Juni 1835.

C. Molbech.

Aldeles enig.

den 8. Juli 1833

Kirstein.

Antaget.
F. Holstein.

Sparekassen.
Lystspil i 3 Acter af Henrik Hertz. Opført første Gang den 26. Mai 1836. Indleveret den 4. Februar 1836.

Da der i det Hele taget ei kan være Spørgsmaal om dette Stykkes Antagelse, af en original og yndet Forfatter, som Hertz, kan jeg spare mig Undersøgelsen og Bestemmelsen af den Grad, hvori jeg mener det kan regnes at være antageligt. Om jeg ikke vil nærme det de høieste — kan jeg heller ikke stige ned til de ringeste. Som originalt og nationalt dramatisk Product, vil det neppe mangle Bifald; maaskee endog gjøre den Lykke over min Forventning, som »den eneste Feil« opnaaede; thi locale og nationale Figurer og Situationer have altid meer end 100 pCt. forud for de samme i et fremmedt Stykke. Man give os dette Lystspil saa godt som uforandret, men oversat, med udenlandsk Scene og udenlandske Forhold: og jeg tør virkelig ikke svare for dets Success. Men dette er ogsaa baade naturligt og billigt. — Hvad jeg i Sandhed beklager ved Hertz's nye Lystspil er at han atter har brugt en Lotterieseddel, skjøndt med Variation, som dramatisk Motiv. Dette frygter jeg nemlig, vil nu reent betage Forfatteren Udsigten til at faa sit lille vakkre rationale Eenaktsstykke opført; hvilket mange med mig sætter Priis paa, og gjerne ønskede engang at see paa Scenen — ja. jeg tør ikke indestaa for, at det maaskee, ved at læses umiddelbart efter Sparecassen, endnu vilde behage mig meer end dette.

NB. Forf. skriver en Rheder, for en Reder; og adv. saadanne for saadan.

den 7. Febr. 1836.

C. Molbech.

Jeg maa være fuldstændig enig med min Hr. Collegas Dom om dette Stykkes Antagelighed for vor Scene.

den 17. Febr. 1836

Kirstein.

Antaget.
F. Holstein.

Den lille Skuespiller.
Lystspil i fem Akter af Oehlenschläger. Opført første Gang den 21. Januar 1836. Indleveret i Septbr. 1836.

Det falder Undertegnede ligesaa vanskeligt, efter hans egne Forestillinger om Lystspillets sande Natur, som efter den i vor Tid meer eller mindre i alle europæiske Nationers dramatiske Værker herskende Praxis, at construere Begrebet, hvorefter den berømte Forfatter kan have tænkt sig det her omhandlede Stykke som Lystspil; i det mindste er det ham umuligt, i dette Arbeide at opdage noget Spor til Lystspillets komiske Aand, hvori Undertegnede, for sin Deel, troer at finde dets ægte Livsprincip. Af Digterens tidligere dramatiske Arbeider i denne Retning maatte man ogsaa snarest slutte, at han Selv ganske vilde forkaste et Lystspil, der er saa langt borte fra al Lystighed, som dette. — Men, uden at jeg tør antage, han selv skulde have erkjendt, hvorlidt han, selv i mere glimrende Dage, havde Evne til for Scenen at behandle det komiske Dramas Elementer, eller fremstille den virkelige Comedie i en for vor Alder modtagelig Skikkelse, finder jeg det rimeligst at antage: at Ideen, hvorefter han har arbeidet i dette saakaldte Lystspil, har været at fremstille paa sin Maneer (nemlig ved Iblanding af Retterne af den lyriske Sentimentalitet, der — fra »Axel og Valborg« af — meer eller mindre gjennembryder og saa ofte formørket hans dramatiske Skikkelser) et af de velbekjendte Familiemalerier, hvis Formaal Aug. W. Schlegel sætter i at være »en Skildring af Middelstandens Hverdagsliv.« (Her gaaer det imidlertid egentlig fra Middelstanden over til Skuespiller-standens; men denne Forskjel er for Oehl. uvæsentlig; thi Personae dramatis ere i dette Stykke saa langt fra at fremstille det Eiendommelige eg Characteristiske hos Skuespillerne i sande Livsbilleder, at de virkelig ikke frembyde andet, end i det Høieste nogle Middelstandsfigurer med en universel og svag Charakteristik). Vi mangle her saaledes endog det, hvormed maa i slige Skuespil har villet dække Manglen paa Intrigue. »De ualmindelige Tildragelser,« siger Schlegel, »som frembringe Intrigen, ere forviste af slige Familiestykker, men for at dække denne Mangel paa Bevægelse, vil man tage sin Tilflugt til en ganske individuel Charakteristik, som en øvet Skuespiller vel maaskee kan opstudse til en vis Art af Sandhed; hvilken dog klæber ved det Matte Udvortes, ligesom en slet Portraitmaler søger at opnaa Liighed ved at efterligne Koparr og Vorter.« — Hvad Schlegel videre siger om Familiestykkerne: »at deres Motiver og Situationer blive undertiden lunefulde og pudseerlige, men aldrig virkelig lystige, fordi den altid nærværende, prosaisk-alvorlige Hensigt hindres det sidste«: skulde være det høieste, jeg vilde vove at sige om dette Stykke,
i Sammenligning med de bedre Ifflandske; men selv de »undertiden lunefulde og pudseerlige Motiver« vil maa have meget ondt ved her at opdage; og til Situationer af den Art hører der vist nok ikke, at en Stivfader udskjelder og banker sin Stivsøn, at denne flygter op paa en Tagryg etc. Forfatterens  Foretagende har været at dramatisere en Situation af den berømte Skuespiller Schrøder's Ungdomslevnet; men vi have Grund til stærk Tvivl, om Schrøder selv nogentid vilde have erkjendt Manden, hvorpaa dette Foretagende er udført for dramatisk eller antagelig for Scenen — Det eneste virkelig pudseerlige Motiv jeg har kunnet opdage l Stykket: at Oebl. i den Rolle, han vil tillægge Dr. Ryge, tildeels lader denne spille sin egen Person og Charakteer, er saa ganske tilfældigt og forbigaaende, at det ei kan bringes i Regning.  — I øvrigt ere  ogsaa de her optegnede Bemærkninger om Stykket ganske tilfældige og hensigtsløse. Da Principet er antaget: at hvad Øhlenschlæger indleverer til Theatret, opføres, uden Hensyn til dets Beskaffenhed, vil jeg altane ønske Theatret og Forfatteren at begge maatte have lige saa god en Høst af dette »Lystspil« som af »Sørgespillet« Dronning Margretha, der paa den tragiske Side af Brættet knap vil vippe »den lille Skuespiller« paa den komiske.

den 29. Septbr. 1836.

C. Molbech.

Antaget til Opførelse.
F. Holstein.
Til den høie Direction for de Kongelige Skuespil.

De senere Forandringer. Hr. Prof. Oehlenschlærger har fundet tag foranlediget til at giøre i »Den lille Skuespiller« og navnlig i Ackermanns Rolle deri, have bragt Modtagelser ind i denne, idetmindste med Hensyn paa den Maade, paa hvilken jeg fra Begyndelsen af har opfattet, og nu engang udført den.

Jeg har nemlig tænkt mig Ackermann som en dygtig og naturlig Kunstner, med en fast Caracteer: derhos af et heftigt opfarende Temperament, men tillige af et ømt og til Mildhed let bevægeligt Gemyt. Derimod kunde det aldrig falde mig ind, at han besjæledes af en smaalig Misundelse og en med Kunsten uværdig Partiskhed imod en sextenaarig Dreng, hvilket han, vel med et Slags Ruelse men dog ipsissimis verbis vedgaaer i den tilsatte Monolog i Slutningen af 3die Act. Jeg beder derfor i dybeste Ærbødighed om den høie Directions Tilladelse til at udelade af denne, hvad jeg i vedfølgende min Rolle pag. 60 b har indcirklet.

Dernæst er det ogsaa en aabenbar Modsigelse, naar Ackermann, der i 2den Act med Alvor og ubøielig Kraft afslaaer at gaae i Compagnie med Stuart, tilføjende »at han hellere vil sulte, end takke ham for Brødet«, hvem han i 3die Act erklærer for sin Fiende, der bitterlig har fornærmet ham, og hvis Foræringer af Klæder osv. ban ikke vil tillade Stedsønnen at beholde, i 4de Act af denne sin Fiende, med hvem ban endnu ikke er eller kan være forsonet, uden synderlig Modstand modtager en Gave af 100 Pund »fordi han trænger til dem, og fordi de ydes ham af et ærligt (men dog ham fiendtligt) Hjerte. En saadan Skuespiller Ackermann kan jeg ikke fremstille, og beder derfor i dybeste Ærbødighed, at de i min Rolle med X betegnede Replikker maa vorde hensigtsmæssigen forandrede.

At kort tilforn i samme Scene Ackermann først byder Frid. Schrøder Haanden til Forlig, efter at have erfaret, at han er antaget i Fyrstens Sold, synes at kaste en Skygge paa Ackermanns Caracteer, og jeg havde hellere seet. at Moderen havde bragt dette Forlig tilveie; men da jeg ved Fremstillinger, vil bestræbe mig for at dække denne Skygge, saa vil jeg i den Anledning ikke foredrage noget Ønske, og jeg anfører det blot for at vise, at jeg er enig med mig selv om Ackermanns Caracteer.

D. 26 Januar 1836.

i dybeste Ærbødighed
J. C. Ryge, Dr.

(Paa Brevet bar Molbech tilføiet:)

Jeg er ganske enig med Dr. Ryge i, at det var bedre, om det, indcirklede Sted pag 60 b faldt bort. Acten blev da saameget mindre, og Rollen havde een Inconsequents mindre. Ei heller kan give ham Uret i, at den Maade, hvorpaa Stuart sender Ackermann sin Gave maaskee burde være mere delicat; og at det var mere consequent i Charakteren. om den sidste afslog at modtage den. — I øvrigt mener jeg. at Sagen ikke vedkommer Directionen, men maa afgjøres imellem Dr. Ryge og Forfatteren.

C. Molbech.

Sidste afsnit.

Oprindelig udarbejdet 2023. Opdateret .
Udarbejdet af Niels Jensen, som del af www.litteraturpriser.dk og danskforfatterleksikon.dk