Ude og Hjemme, Sjette Aargang. Nr. 313. Søndagen den 30. September
1883.
Side 645-47.
BIDRAG TIL
DET KGL. THEATERS HISTORIE
Af Edgar Collin (sidste Artikel)
VIII. Svend Dyrings Hus.
Denne Perle i det kongelige Theaters Historie er saa kjendt og elsket af Alle, at der næppe er noget Nyt at fortælle om den. Fra sin første Fremkomst i 1837 til den sidste Opførelse den 23 Maj 1877 har dette romantiske Sørgespil bestandig udøvet en mægtig Indflydelse paa Tilskuerne og ialt oplevet 64 Opførelser. Har Digteren end i materiel Henseende kun havt et magert Udbytte af det, saa magert, at Nutiden næppe vilde tro det, naar man nævnede Summen, saa har han til Gjengjæld havt den Glæde, at »Svend Dyrings Hus« staar og vil staa som et af de skjønneste Monumenter i den danske dramatiske Digtekunst, som et Værk, der til enhver Tid vil gribe ved sin skjønne Romantik og ved den mærkværdige Lokalfarve, hvoraf det er gjennemsyret. Det var Tidens første Kunstnere, der bar det frem, og blandt disse er der to, som særlig altid skulle mindes: Fru Heiberg, hvis Ragnhild nævnes som en af hendes mest storslaaede og fantasifulde Fremstillinger, og Fru Anna Nielsen, den spillede Fru Helvig saa rørende, at intet Øje forblev tørt, efter hvad Samtiden véd at berette.Romantisk Tragedie i 4 Akter af H. Hertz. Opført første Gang den 15. Marts 1837.
Indleveret den 2. Januar 1837.
Vi kunde ikke let begynde vort nye dramatiske Aar paa en interessantere Maade end med el Digterværk, der i en vis Henseende kan siges at være det første i sit Slags. Det var Oehlenschläger, der begynder at lage Stoffet til et Par af sine Tragoedier af vore gamle Folkeviser; den ene saa langt fjernet i Tidsforholdene, at Stykket gik tilbage i den antike hedenske Tid (Hagbarth og Signe), den anden vel fra et christeligt Tidsmoment, men dog, ligesom hiin, af mere episk-dramatisk (om man vil, historisk Charakteer) og saaledes, uagtet den ikke fattes endeel fremtrædende lyriske Elementer, dog overhovedet harmonerende med Digterens egentlige Natur og med den historiske Charakteer i hans øvrige Tragoedier. Her derimod er det første Gang, at et Drama er bygget paa det lyrisk-dramatiske Element i den Classe af vore Folkeviser, der gjør Overgangen fra de ældre episke og de noget sildigere historiske (jeg taler nemlig om Digtenes, meer end om Digternes Tidsalder) til den nyere Tids elegiske Sentimentalitet. Denne Classe danner fornemmelig Visernes romantisk-erotiske Bestanddeel, hvor Stof og Aand tilhører en dansk og nordisk Riddertid, som vel selv i Viserne er chronologisk ubestemt: men dog overhovedet maa henføres til det 13de, 14de og 15de Aarhundrede — og egentlig kan man vel sige til en Blanding af alle disse 3 Aarhundreders Charakteer- og Culturforhold; ligesom uden Tvivl den største Deel af disse Viser tilhøre det 15de Arh. — nogle maaskee (i deres oprindeligt Form) kunne henlægges til det 14de.
H. Hertz har saaledes i dette sit Drama havt den Fordeel, at have en ubetraadt Mark for sig; han har benyttet denne Fordeel med Dristighed, og med megen lyrisk Varme og Inderlighed. Vi finde derimod Mindre af Phantasieriigdom og Phantasievirkning; men Forfatterens sædvanlige Lyst og Talent til Charakteerskildring har heller ikke her svigtet ham. I et Drama, hvor det lyriske Element griber saa stærkt ind, som her, vil man ikke let kunne fordre eller findebedre dier mere udprægede Charakterer, end de, som bevæge sig i denne romantiske Tragoedie. Saavidt Undertegnede fatter, efter Stykkets første Giennemlæsning og dennes friske Indtryk, har Hr. Hertz ogsaa meget vel grebet og opfattet det virkelig dramatiske Element, i Handlingens sande tragiske Grundstof, i den, eller de Viser, der have givet ham Hovedmotiverne til hans Stykke; nemlig Stivmoderens (her ogsaa vel motiverede) Herredømme over hendes Ægtefælle, og hendes Had til Stivbørnene, som her ikke allene træder i Veien for den tilsidesatte og mishandlede Datters Kjærlighed — men som Forf. ogsaa heldigen har combineret med den hos Søsteren pludseligt oprundne Lidenskab for den Ridder, som elsker Stivdatteren og vinder hendes Kærlighed. Fra Charakteristikens Side ere, som alt er bemærket, alle Hovedpersonerne, ja endog Birollerne heldigt nok udstyrede, men om jeg ikke fejlet, vil den dramatiske Interesse for een af disse Hovedpersoner, og det netop Elskeren, Ridder Stig, og dermed ogsaa Interessen for Handlingen og Forviklingen, tabe betydeligt hos mange Læsere — og maaskee endnu mere hos Tilskuere — saarel ved Anvendelsen af det unaturlige Tryllemiddel. (Elskovsrunerne) der virkelig ikke synes ret at quadrere med de øvrige Forhold i Stykket, (selv i Kæmpevisernes Ballader staae disse Runer virkelig som et Slags forældet Overtro fra gamle Dage, der heller ikke passer ret til Balladens øvrige Tidsforhold) og hvorom isærdeleshed faa Tilskuere ville faae en tilstrækkelig Anskuelse, eller tilstrækkeligt opfatte Anvendelsen af et saadant Motiv; som ogsaa derved, at Stigs hele Charakteer synes for vaklende mellem det Ædle, Ridderlige og del lave Egoistiske, imellem hans Sjæls Modtagelighed for en sand og dyb Kjærlighed, (hvis Gjenstand han dog paa hiin til Riddertiden upassende Maade søger at vinde) og det Spil han paa en vis Maade, for at snoe sig nogenledes ud af den Klemme han er kommen i mellem de to Stivsøstre, for længe driver med den enes pludselig vakte — og hvad der er det værste, af ham selv ved Tryllemidler vakte Lidenskab. Der bliver derfor bestandig noget Uopløst, et vist Savn tilbage, som Enden ikke udfylder, idet den dog egentlig mere overhugger, end løser Knuden. Ogsaa kan man maaskee sige, at Enden egentlig slet ikke er tragisk nok. En saadan Charakteer, som Ranghilds allene, — endnu mere hun, i Forening med hendes charakteerstærke, jernhaarde Moder (hvis Charakteer egentlig burde hare været noget mere udpræget) — synes at maatte drage »Svend Dyrings« hele »Huus« med sig i Undergangen. Heller ei vilde de, der i den sande Tragoedies Opløsning fordre en vis tragisk Compensation, en poetisk Retfærdighed — eller om man vil, en saadan Fordeling af Held og Uheld i Opløsningen, der stemmer overeens, ikke saameget just med Charakterernes Moralitet, som med den Art og Grad af Interesse, de have meddeelt os — neppe være ret tilfreds med, at Stig, for hvem Interessen maa blive meget kølnet, belønnes med den fuldstændigste Opnaaelse af Alt hvad der er hans Attraaes Maal; imedens Stykkets interessanteste og mest poetiske Charakteer, aldeles opoffret ved og for Stig, gaaer redningsløs til Grunde. — Om Anvendelsen af det Overnaturlige (foruden Tryllerunerne) faaer jeg her ikke Leilighed til at yttre mig. Spøgelser og Gjengangere er Folk jo noget mere vante til paa Theatret; men det bliver altid et Spørgsmaal, om dette farlige Element her vil gjøre sin rette og fulde Virkning — om det vil svække eller forstærke den sande tragiske Følelse. — Jeg troer iøvrigt, at flere saa naturlige, simpelt udførte Scener, som den fortræffeligt, ja mesterligt behandlede imellem Drengene, hvormed anden Act begynder, vilde have været til Gavn for Stykket paa Scenen.
Her fordrer det i øvrigt en høi Grad af Omsorg,
Nøiagtighed, i Liv og Kraft bos de Spillende; hvilket Alt man vil
finde hos Ragnhild (Fru Heiberg); hvormeget deraf hos de Øvrige
— maa Tiden lære. Ridder Stig vil kunne gives meget godt (af
Holst), men hans Rolle er ei den vigtigste. — Stykket fordrer Glands
og Correcthed i Costume, og en ny og interessant Decoration til
Vaagestuen. Musiken, hvormed Forf. synes at være meget
tilfreds, vil muligen (om ikke til den Grad som i Elverhøi)
kunne bidrage til Stykkets Lykke paa Scenen — om hvis Art og Grad
jeg i øvrigt ikke drister mig til, endnu at fatte nogen sikker
Mening.
D. 5. Januar 1837.
C. Molbech.
Jeg maa i det Væsentlige være enig i hvad min Hr. Collega har yttret om dette udmærkede dramatiske Product, og har endog mindre, end det synes at være Tilfældet med min Hr. Collega, havt en utilfredsstillende Følelse ved de i saa Henseende paapegede Forhold. At Stig forsøger at binde Regine fast til sig ved Elskovsrunerne, synes mig antydet som et øieblikkeligt Indfald, hvorved han uden nærmere Overlæg i sin Elskovs Ilede stræber hurtigere at forsikkre sig et Maal, der forsaavidt allerede er ham vist, som han ikke kan tvivle om Regines Kjærlighed, og at han derved, rigtignok selv, men ganske mod sin Villie, kommer til at binde Ragnhild til sig, og, da han ikke kan forraade sin Kjærlighed til Regine, men paa en vis Maade driver Spil med Ragnhilds hos ham ingen Gjenklang findende Kjærlighed, synes mig ikke alene ganske at følge af Situationen, men endog at være en meget virksomt tegnet Deel af Grundideens Behandling og Gjennemførelse. Hvad der ene derved har vakt en utilfredsstillende Følelse hos mig er den, som mig synes, ikke noksom motiverede Hemmeligholden af det virkelige Sammenhæng med Ragnhilds Forhold til ham paa Flugten i 3die Act. Idet jeg saaledes maa lykønske Theatret til dette nye Product af Hertz's Muse maa jeg dog opkaste det Spørgsmaal. om det skulde væne tilraadeligt, uden at høre vore musikalske Censorer, at antage den dertil componerede Musik, der, som det synes, er af ikke ubetydeligt Omfang, og hvis Componist vel har arrangeret nogle Vaudeville-Nummere ret smukt, men dog har maattet undergaae en Forkastelsesdom for den eneste originale Musik, han hidtil har indleveret til Theatret, og, saavidt mig bekjendt, heller ikke har forelagt nogen anden original Composition for den offentlige Kritik.
Den 6 Januar 1837.
Kirstein.
Antaget.
F. Holstein.
Messieurs.
Après avoir bien examiné la musique de Mr. Rung, je puis dire d'après mon opinion qu'il s'y trouve de la bonne musique, et le tout ensemble est bien composé, sans cependant qu'il y[?] ait aucun morceau brillant, car la plus grande parti sont des choeurs, même assez petits. Il n'y a que le 2de act tout entier, qui est Melodrame, très bien fait et d'effet si on le jouera bien; du reste la musique à ce qui me parait est tout a fait accessoir, et en ce cas, je suis persuadé qu'elle repondra a son but, car comme j'ai eu l'honneur de dire la musique est très bien faite. Ci joint je renvois le Partition.
J'ai l'honneur d'ètre
le très f. et t. S.
Siboni.
Copenhague ce 3 fevrier 1837
A la direction
du Theatre Royal.
Til den høie Direction for de Kongelige Skuespil.
Erklæring
affordret den 22de Sept. 1837
og
afgiven den 23de ejusd. mens, et anni.
Hr. Candidat Hertz's Skrivelse til den høie Direction dat. d. 21. Septbr. 1821 (?)*), over hvis Indhold min Erklæring er affordret, indeholder følgende 3 Ønsker:
1. at der til 4de Acts 4 og 5 Scene i »Svend Dyrings Huus« maatte i vorde forfærdiget et nyt Skov- eller Landskabstæppe, der ved et godt Perspectiv kunde gjøre den af Nødvendighed knappe Scene rummeligere og føre Baggrunden længere tilbage.
2. at Frue Helvig’s Forsvinden ved Stykkets Slutning maa antydes ved en bedre Mechanisme, og navnligen saaledes, at man ikke altfor tydeligt seer hvert enkelt Flor, der rulles ned.
3. at Englechorets pantomimiske Bevægelser i 4de Acts 6te Scene maae være bedre arrangerede og dets Personale talrigere øg ikke blot komme til at bestaae af Børn.
Angaaende disse 3 Ønsker udtaler jeg nu i dybeste Ærbødighed min Mening, saaledes som følger:
ad 1. at Skovdecorationen i de anførte Scener er saa kort (kun een Coulisse dyb) er Forfatterens egen Skyld; thi han vilde jo — i som den høie Direction vist erindrer — paa ingen Maade lade sig overtale til at dele den 4de Act i 2 Dele. Havde han fulgt dette mit Forslag, da kunde Skov-Decorationen være bleven meget dybere, men naar den følgende Decoration cum pert, skal følge umiddelbart paa Skovdecorationen, da maa Slutteppet nødvendigt hænges imellem 1 og 2 Coulisse. Dertil blev Hr. Hertz ' ogsaa den Gang af mig giort tilbørligt opmærksom paa, at et Skovteppe aldrig tager sig ud, naar det hænger saa nær Prosceniet, og at jeg heller ikke kunde indestaae for, at det jo vilde kunne blive sat i en rystende Bevægelse, naar en heel Skare Bevæbnede, foruden Hovedpersonerne, for at komme baade ind paa og ud fra Scenen, maatte gaae imellem det og Coulissen. Men hertil svarede han, at det fik man at finde sig i, og det vilde man vel heller ikke lægge saa meget Mærke til, da det, saalænge Decorationen varer, skal være mørk Nat paa Scenen. Jeg seer nu, at Hr. Hertz er af en anden Mening, men min uforgribende Mening er, at om endogsaa en udmærket Konstner var istand til at male et perspectiviskt Landskabsteppe, som kunde tage sig godt ud, i hvor nær det end bliver hængt Prosceniet, saa vilde det dog være uhensigtsmæssigt, at lade det forfærdiges, for at 1 bruge det første Gang i Scener, der foregaae i mørk Nat, og som kun vare 4 à 5 Minuter. Har man virkelig fra Tilskuerpladsen kunnet see, at det Teppe, der hidtil afbenyttedes, er gammelt og falmet (den offentlige Omtale er intet Beviis, den kan være (fremkaldt ved Theatersladder) saa kan denne Feil vel afhielpes ved at giøre Scenen saa mørk, som muligt. —
ad 2. Det vil være i den høie Directions Erindring, at jeg, da Forfatteren projecterede Fru Helvigs Forsvinden for Tilskuernes Øine paa en anden Maade, end ved at lukke Baggrundens Fløidørre, og jeg blev spurgt om, hvorvidt jeg troede, saadant lod sig giøre, den Gang bad mig fritaget for at have Noget dermed at giøre, fordi Tiden var for kort for mig, til at udtænke noget Hensigtssvarende. Det blev derfor overladt til Andre, som vistnok giorde, hvad der i den Skynding lod sig giøre. Her blev nemlig forfærdiget et Teppe af hvidt Bobbinet og 2de af sort Linon, som nedsænkedes det ene efter det andet imellem Personen og Portalet i Baggrunden. Nu er det let at indsee, at naar et sort Teppe sænkes ned bag et hvidt ugiennemsigtigt, saa maa Kanten af det Første sees. Derfor vilde del vist være hensigtsmæssigere, at bruge farvede ugiennemsigtige Tepper, navnligen enten rosenrøde eller himmelblaae (efter Slutteppets Beskaffenhed nemlig) og at fortsætte disses Doublering saalænge, indtil Fru Helvigs Gestalt forsvinder. Men dertil hører vist et Antal af $ saadanne lyse Tepper, og da af de oprindelige kun det Ene kan bruges, naar del bliver farvet, saa maatte idetmindste 4 nye anskaffes, hvilket ikke alene vilde medføre en Udgivt af 80 a 100 Rdl., men ogsaa medtage længere Tid, end den høie Direction maaskee ønsker, at Stykkets Opførelse skal opsættes. Derfor vilde jeg heller tilraade, at gjøre et Fonøg med en Tilsætning af graablaat Gaze til det mellemste sorte Teppe, hvorved den altfor kiendelige Overgang fra hvidt til sort maaskee for en Deel vilde bortfalde. — I ethvert Tilfælde kan Forteppet ikke falde, før Choret er udsunget, og de forskiellige giennemsigtige Teppers resp. Nedsænkning maa derfor rette sig derefter.
ad 3. Englechorets Grouppering er arrangeret af Hr. Funck, og jeg for min Person finder det ganske i sin Orden, at han har ladet disse repræsenteres ved Børn. Skal Englenes Antal forøges ved Voxne, saa maalte vel formedelst Hr. Funcks Sygdom Arrangementet overdrages til en anden Solodanser. Garderobens Magazin kan levere de nødvendige Dragter med Undtagelse af Tricots og Fodtøi, for hvilke Enhver, der er over 16 Aar, kan forlange den stipulerede aftenlige Betaling i Leie, men denne er saa ubetydelig, at den derved forøgede Udgivt efter min underdanige Mening ikke bør være til Hinder for Opfyldelsen af Forfatterens Ønske.
J. C. Ryge, Dr.
*) Denne Skrivelse har ikke kunnet findes i
Theatrets Arkiv. E. C.
Oprindelig udarbejdet 2023. Opdateret 2023.
Udarbejdet af Niels Jensen, som del af www.litteraturpriser.dk og danskforfatterleksikon.dk