Ude og Hjemme, Sjette Aargang. Nr. 306. Søndagen den 12. August 1883.
Side 557-59.
BIDRAG TIL
DET KGL. THEATERS HISTORIE
Af Edgar Collin
VI. Heiberg. Marschner, Overskou og Oehlenschläger paa Scenen.
Det var som Festskuespil i Anledning af Frederik den I Sjettes Fødselsdag, at Heiberg skrev »De Danske i Paris«. i Trods sine Svagheder blev Vaudevillen som bekjendt et af Publikums Yndlingsstykker, og den har paa det kgl. Theater ialt oplevet 80 Forestillinger, foruden at den for faa Aar siden gik en Del Gange over Scenen paa Kasino med afdøde Kammersanger Chr. Hansen som Majoren. Denne Rolle hørte til Hansens bedste og klædeligste, og naar Molbech i den nedenstaaende Censur med rigtigt Blik profeterer, at Sangen »Ved fremmed Kyst, paa fremmed Strand« vistnok vil gaa over til at blive »en yndet Selskabs- og Folkesang i og udenfor Danmark«, saa har Christian Hansen ved sit mesterlige Foredrag af denne Sang maaske været den, der næst Forfatteren har havt størst Fortjeneste deraf, i det mindste en lige saa stor Fortjeneste som Kirchheiner, der var Rollens første Fremstiller. Den gamle Mad. Jacquelin skal ved Stykkets første Fremkomst været spillet med stor Dygtighed af Jfr. Jørgensen, og man vil let kunne forstaa, at Fru Heiberg har været ualmindelig indtagende i Spil og Sang som den unge Pige. Man vil erindre, at Stykket begynder med, at Juliette bliver malet, medens Ernest (paa hin Tid Schwartzen) synger: »Lyksalig er han, som sidder der«. Det Portræt, der fandtes anbragt paa Malerens Staffeli, var et virkeligt Portræt af Fru Heiberg, malet af gamle J. L. Lund. Han har endogsaa malet dette Portræt to Gange; i det mindste ejer jeg et, som jeg har kjøbt paa Auktion efter ham i 1867, og et har jeg i forrige Vinter sét benyttet som Vægdekoration i »Umyndige i Kjærlighed«. Ældre Theatergængere ville endnu kunne huske Phisters mageløse Udførelse af den jyske Landsoldat, der fungerer som Majorens Oppasser. Phister har fortalt, at da han fik Rollen, gik han længe omkring uden at kunne faa Hold paa den. Saa ringer det en Dag paa Klokken hjemme hos ham. Han gaar ud og lukker Gangdøren op, og udenfor staar Baron Pechlins Tjener og inviterer Hr. Phister hjem til Baronen. Phister takker, og idet Tjeneren med den ene Haand tager til den skyggeløse Hue, medens han lægger den anden paa Patrontasken paa Ryggen og gjør Omkring paa den højre Hæl, staar Mikkel lyslevende for Phister. Det geniale Kunstnerblik havde strax grebet Skikkelsen, og lyslevende i blev den senere bragt paa Scenen. Et Bevis paa, hvor populær Figuren blev under Phisters mesterlige Behandling, er, at den maatte tjene som Hovedperson i H. C. Andersens Vaudeville-Monolog »Mikkels Kjærlighedshistorier i Paris«, som han skrev for Fremstilleren. Dr. Heinrich Marschner var kommen til Kjøbenhavn, da det
var besluttet at opføre hans Opera »Hans Heiling«
paa det kgl. Theater. Imidlertid var der en Vanskelighed ved
Opførelsen: man savnede en dygtig Baryton ! til at synge selve
Heilings Parti. Vistnok ymtede En og Anden ved Theatret om, at man jo
havde den unge Christian Hansen, men det slog de Fleste hen i Vejret. Det
var jo ikke saa lang Tid siden, at han var kommen ud af
Musik-Konservatoriet, og til saadan en Begynder kunde der ikke være
Tale om at betro dette store Parti, hvoraf hele Operaens Lykke afhang. Det
kom Marschner for Øre, at der var saadan en ung Sanger ved
Theatret, han forlangte at faa ham at høre, og efter Prøven
erklærede han yderst kategorisk, at Hansen eller Ingen skulde synge
Heilings Parti. Den 13. Maj 1836 havde Chr. Hansen da sin første
egenlige Debut paa det kgl. Theater, og hvorledes han sang Heiling, vil
endnu staa i frisk Minde. Han har havt flere Efterfølgere i denne
Rolle, men har en enkelt af dem ogsaa raget op over ham i Stemmefylde,
staar han dog endnu uopnaaet ved den Følelse og Romantik, hvormed
han sang og spillede sit Parti. »Hans Heiling« hører
som bekjendt til vort staaende Opera-Repertoire og kan snart fejre sin
hundrede Opførelse; da Operaen opførtes sidste Gang, den 10.
Februar d. A., gik den for 97de Gang over Scenen.
Overskous Vaudeville »En Fødselsdag i Stutteriet« kom frem ved en Sommerforestilling. Den gjorde megen Lykke og holdt sig en Snes Aar paa Repertoiret, men da de gode Kræfter, der fra først af havde medvirket i den, efterhaanden gik bort, tabte den en Del af sin Interesse. Af den første Rollebesætning nævnes Phister som Entreprenøren Dangle, Schwartzen som den tyske Probenreuter, gamle Rosenkilde som Glimmer og Fru Heiberg som Jomfru Krap.
Af sit tragiske Drama »De italienske Røvere«,
der, som det vil ses af nedenstaaende Censur, blev medtaget haardt, men
dog næppe for haardt, af Molbech som Censor, havde
Oehlenschläger ingen stor Fornøjelse. Det gjorde nok en Del
Lykke ved den første Opførelse, og hertil bidrog vel navnlig
Fru Heiberg som Maricelisa og N. P. Nielsen som Massaroni, men Folk holdt
sig borte fra Theatret, og da den femte Opførelse kun havde
indbragt 232 Kr., blev Stykket skrinlagt til en Hvile, fra hvilken det
vist aldrig rejser sig mere.
Paa »Alferne«, det sidste Arbejde, der omhandles i denne Artikel, behøver jeg ikke at anvende mange Ord; dertil er Heibergs yndige Æventyr-Komedie for kjendt og elsket af Alle. Den hører til det Slags Arbejder, som ved hver Gjenoptagelse gribe ved deres store og poetiske Skjønhed, og den er derfor ogsaa blandt de forholdsvis faatallige Stykker, der ere naaede paa den anden Side af den hundrede Opførelse. Fra Stykkets første Fremkomst nævner man blandt de Spillende særlig Fru Heiberg som Maria, Mad. Holst som Feernes Dronning, Rosenkilde og Phister som Grimmemann og Mannegrim og endelig Waltz, der skal have forstaaet at lægge et forunderligt romantisk Skjær over Elskerens Person.
De
Danske i Paris.
Vaudeville 2 Akter af J. L. Helberg. Opført første Gang den
29. Januar 1833. Indleveret den 5. Januar 1833.
Man kunde vel betragte det som et heldigt Varsel, at vi kunne begynde
dette Aars Bedømmelse af indsendte Theaterstykker med et Arbeide
som dette, om hvis Værdi og Brugbarhed der ei allene ingen Tvivl kan
være; men der sikkert ogsaa paa en heldig Maade, og til alle Parters
Tilfredshed, vil kunne opfylde sin nærmeste Bestemmelse: at
opføres i Anledning af Hs. Majestæts Fødselsdag. I
hvor stor en Grad det siden vil gjøre Lykke, vil upaatvivlelig
meget beroe paa Sangenes Udførelse og overhovedet paa den
musicalske Deel af denne Vaudeville, hvis vigtigste Roller næsten
alle ere tildeelte syngende Individer af Skuespillerpersonalet; ligesom
den ogsaa overhovedet mangler stærkere fremtrædende eller
komiske Charakterer, og vel i det Hele er den mindst piquante af de
Heibergske Vaudeviller. Herpaa kan dog for en Deel den muntre Charakteer
bøde, som jeg forestiller mig, den vil kunne modtage i den sceniske
Udførelse; og hvortil de smukke, muntre og fra den poetiske Side
med meget Held og smagfuld Elegants udførte Sangnummere ikke lidet
ville bidrage; og det saameget mere, som flere af dem besidde en saa
afgjort og saa indtagende national
Charakteer, at de sikkert ville gaae over til at blive yndede Selskabs- og
Folkesange for Danske i og uden for Danmark; f. Ex. den sidste »Ved
fremmed Kyst, paa fremmed Strand«. — At Dialogen derimod
stundom falder noget mat, vil neppe kunne negtes; og det har bl. a. ikke
forekommet mig morsomt, at Majorens Ægteskabshistorie egentlig to
Gange fortælles fuldstændigen, og med ganske ringe Variation.
Iøvrigt afholder jeg mig fra .enhver anden speciel
Bemærkning, hvortil Stykkets yderst hurtige Gjennemlæsning,
som Omstændighederne fordre, ikke har givet mig nogen Ledighed.
den 6 Januar 1833.
C. Molbech.
Forfatteren har i Udførelsen af dette Stykke ganske fulgt den af
Censuren allerede approberede Plan, og forsaavidt kan der naturligviis
ikke være Spørgsmaal om dets Antagelighed i
det Hele taget. Udførelsen synes mig ellers i flere
Henseender at kunne have været heldigere, og for stærkt at
smage af Hastværk eller Ligegyldighed. Dialogen er jevnligen mat.
Opløsningen noget hovedkulds og Slutningen vil, frygter jeg, savne
den fornødne, og som vi nu dagligen see, nu meer, end nogensinde
før, nødvendige piquante Effect, hvis ikke
den endnu ikke leveerte Slutningssang skulde kunne bøde
derpaa; den lange Vexelsang om Kjøbenhavns eller Paris’s
Fortrin —- et Slags Sidestykke til »hvad mener Hr. Baronen
vel« i Kong Salomon og J. H. — forekommer mig i Vittighed at
staae langt under denne, og kunde maaskee, i en Sang paa saamange Vers,
forkortes noget: de opkogte Anecdoter om Lodevig (eau de vie) og
Klørti (quelle heure est-il) synes mig ogsaa hellere at
maatte være remplacerte ved et Par af egen Opfindelse, der vel ikke
vilde have været nogen svær Opgave for en Forfatter, der er
saa nøie bekjendt baade med det franske og danske Sprog. Ogsaa
frygter jeg for at Forfatteren forudsætter en noget stærk
Indbildningskraft hos Publikum, naar han lader de i Virkeligheden
dansktalende Franske omtale det danske Sprog som noget dem aldeles
ubekjendt. løvrigt er det unægteligt at Stykket paa den anden
Side ogsaa har meget Smukt, i hvilken Henseende jeg i det Væsentlige
kan henholde mig til, hvad min Hr. Collega ovenfor har sagt derom, ligesom
jeg ogsaa i Henseende til den speciellere Critik maa gjøre samme
Reservation, som han.
den 6. Januar 1833.
Kirstein.
Antaget.
F. Holstein.
Romantisk Drama i 3 Akter af E. Devrient. Opført første Gang den 12. Mai 1836.
Det lader sig vel ikke negte, at Forfatteren til denne Operatext ikke
har behandlet det for Operaen fortrinlig vel skikkede Sujet paa en saa
poetisk Maade, eller bearbeidet og udført det fra den dramatiske
Side med den Konst og Omhu, som det kunde fortjene — og som det
maaskee tildeels kunde behøve hos Os; hvor et Parti af
overordentlig fiint cultiverede Critici — hvilket vi have erfaret,
at ogsaa Hr. Prof. Heiberg bar slaaet sig til — synes at ville
opstille Fordringer til Operatexter, hvis Opfyldelse snart kan forbyde os
at forplante ethvert udenlandsk musicalsk Konstværk paa vort
Theater. — Imidlertid, og uagtet jeg, baade under saadanne
Forhold, og af Aarsager, der ligge i mit totale Ubekjendtskab med Musikens
Praxis, ofte nok har erklæret mig ucompetent til at bedømme
en Operatexts Brugbarhed og Antagelighed til Composition og
Opførelse: kan og maa jeg dog ikke undlade at erklære om den
her foreliggende, at jeg, efter mine Grundsætninger for det, som kan
fordres af en Opera, anseer den for ret heldig behandlet, med en
Simplicitet og en Bortfjernelse af al overflødig Snak og af
overflødige Personer og Situationer, som altid er mig
kjærere, end det Modsatte. Om for Resten de kjøbenhavnske
Concertgivere efter Robert le diable, der finde den diaboliske
Bertram for moralsk og sentimental, maaskee ville finde Hans Heiling alt
for snedig og ondskabsfuld i at narre en stakkels Pige, der ikke veed af,
hvad det er for en Trold, hun forlover sig med —- eller au
coniraire, ikke finde ham ond nok og forlange, at Operaen skulde
ende i det mindste med eet Mord, osv., dette maa jeg overlade Andres
Sagacitet at beregne eller forudsee; hvis Beregning her kan finde Sted.
Iøvrigt forudsætter jeg — efter min
ufravigelige Overbevisning — at Musiken, som den sande
Prøvesteen for en Opera, ogsaa her maa gjøre Udslaget.
den 17 Januar 1834.
C. Molbech.
Denne Musiktext forekommer mig fra Æmnets Side at have saalidet mod sig, og — skjøndt den vel kunde være bedre behandlet, dog at frembyde saa godt Stof for Componisten, at der, hvis denne maatte have benyttet dette nogenlunde godt, ikke kunde være noget imod at forsøge at bringe den paa Scenen hos (os); ja den kunde vel endog, da der er givet Ledighed til endeel scenisk Pragt, i Mangel af bedre, være anvendelig til en Festforestilling.
den 19. Januar 1834.
Kirstein.
En
Fødselsdag i Slutteriet.
Vaudeville i 1 Akt af Th. Overskou. Opført første Gang den
20. Juni 1834. Indleveret, i Anledning af Stykkets Opførelse ved
Sommerskuespillene i Juni 1834.
En uden Tvivl ny og original Plan, heldigt marquerede, om end ikke
fuldstændigen dramatisk udførte Charakterer, en god og let
Dialog, og flydende, vel versificerende Sangnummere udmærke denne,
tillige ganske lokal-kjøbenhavnske Vaudeville, som i sin
Beskaffenhed temmelig nær slutter sig med Forfatter-Slægtskab
til »Konstnerlivet«. Den mangler det dybere og stærkere
komiske Element i de fortrinligste Heibergske Vaudeviller, og har ikke
disses piquante Lystighed og elegante Trivialitet, eller deres skarpere
Satire og finere Ironi; men savner derimod ikke den Overskouske nationale
Tone og Munterhed, som vel ikke er fuldt saa overgiven, som i
Konstnerlivet, men anbragt paa en uden Tvivl for Scenen ikke mindre heldig
Maade. Maaskee kunde man vel finde Situationerne og Gangen i Stykket noget
for eensformige, Vittighederne noget for trivielle eller
»Godtkjøbs« (adskillige gode fattes dog heller ikke) og
maaskee man en og anden Gang vel kunde falde paa, som vedkommende
Personer, at ønske sig ud af Slutteriet; men et godt og muntert
Sammenspil vil hjelpe paa dette, og Vaudevillen, med sin for Resten
temmelig trivielle dramatiske Livskreds, uden Tvivl blive meget vel
optaget paa vor Skueplads.
den 11. Juni 1834.
C. Molbech.
Med foranstaaende Bedømmelses Resultat maa jeg i Almindelighed være enig. Nogen Forkortelse hist og her vilde upaatvivlelig ikke være til Skade for Stykket.
den 24. Septbr. 1834.
Kirstein.
Antaget.
F. Holstein.
Tragisk Drama i 5 Akter af Oehlenschläger. Opført første Gang den 28. Febr. 1835.
Herved giver jeg mig den Ære at indsende mit tragiske Drama: »De italienske Røvere« til den Kongelige Theaterdirection, med Ønske om, at det maa blive opført paa det Kongelige Theater.
Forslag til Rollebesætningen har jeg skrevet ved Listen paa Personerne.
København, den 28. Juni 1834.
Allerærbødigst
A. Oehlenschläger.
Directionen for de Kongelige Skuespil.
At sammensætte endeel Scener af det italienske Røverliv og
Bandit-Haandværk i sin raaeste og vildeste Form, er ikke at skrive
et tragisk Drama; og at lade de blodigste og
afskyeligste Voldsgjerninger af dette Slags Forbrydere, hvorom man kun med
Skræk og Modbydelighed læser i Rejsebeskrivelser eller
Fortællinger, fremstille af Skuespillere paa Scenen, kan ikke
være nogen værdig, sømmelig dier velgjørende
Gjenstand for det Kongelige danske Theaters Evner og Kræfter —
i hvo der end forresten producerer et saadant dramatisk Arbeide, og uden
Hensyn til, om det endog muligen indeholder adskillige Effect-Scener, der
kunde sikkre det en momentan Lykke i enkelte Partier af Opførelsen.
Dette er i Korthed min Mening om ovenanførte Stykke, som jeg i
Henseende til Composition og dramatisk Udførelse anseer for et af
de raaeste og uheldigste Producter, den berømte Forfatter har
indleveret til Theatret. — Dog ikke blot fordi jeg betragter det som
et fra den productive og poetiske Side yderst fattigt, smagløst,
raat og udramatisk Skuespil — der ikke bestaaer af andet, end nogle
dialogiserede Røverhistorier, som man kjender af Aviser og
Rejsebeskrivelser, og af nogle, med en yderst grov Pensel behandlede
Charakterer — tildeels af den virkelige Verden — f. Ex. den
bekjendte holstenske vandrende Antiquar Arendt,
der her figurerer under Navn af Strauss
— men ogsaa fordi jeg, efter min uforanderlige Grundsætning,
anseer delte Skuespil for et saadant, der støder an mod den i
theatralske Velanstændighed, imod det sceniske Decorum, der ligesaa
vel maa forvise plumpe Mordscener, cannibalisk Vildhed og fræk
Bespottelse af guddommelige og menneskelige Love fra Scenen, som den
nøgne Gemeenhed og Ukydskhed, hvormed man, ved Siden af alle
optænkelige andre Lasters og Forbrydelsers Fremstilling,
søger at krydre de nyeste franske
Skuespil af en vis Skole: ogsaa af den sidste Grand, siger jeg, maa jeg,
saa nødigen jeg for den berømte Forfatters Skyld gjør
det, erklære mig imod dette Stykkes Antagelse. Hvorvidt denne Mening
i nærværende Tilfælde stemmer med mine ærede
Collegers i Directionen, kan jeg ikke tilfulde forudsee; men i min
Mening er jeg saa aldeles bestemt, at ingen anden Omstændighed, end
en udtrykkelig Befaling af Hs. Majestæt Kongen, skulde kunne formaae
mig til selv at overvære Forestillingen af dette, eller noget
lignende Skuespil paa vort Theater — i Fald det (imod min
Formodning) skulde blive antaget til Opførelse.
den 16. Juli 1834.
C. Molbech.
Jeg er aldeles enig med min Hr. Collega i Henseende til den ovenfor fremsatte æsthetiske Anskuelse af dette Stykke — det ikke alene næste, men flaueste og i næsten enhver Henseende uinteressanteste af den berømte Forfatters dramatiske Værker, jeg kjender. Var det indleveret af en ubekjendt eller en anden Forfatter, end Oehlenschläger, vilde jeg ogsaa uden Tvivl have istemt min Hr. Collegas totale Forkastelsesdom; men Oehlenschläger staaer dog i et Forhold til vort Theater, der vel kunde give ham Fordring paa, at der selv ved et slet Product af ham, tages visse Hensyn. Det forekommer mig derfor, at i Directionen ikke ligefrem burde forkaste dette Stykke, men give ham tilkjende, at den ikke vilde modsætte sig Stykkets Opførelse, naar han i forandrede nogle af de meest oprørende Steder, og kunde man vel gjerne for at salvere Censorernes æsthetiske Samvittighed paa en høflig Maade lade ham vide, at man fandt Stykket i det Hele saa langt fra ham værdigt, at man vilde taget i Betænkning fra enhver anden Haand at antage det. Maaskee dette endog kunde have den Virkning, at Oehlenschläger hellere spiste lidt mindre Brød i nogen Tid, end lod dette uværdige Product besmudske hans og Scenens Ære.
den 13. Septbr. 1834.
Kirstein.
Jeg giver mig herved den Frihed, at sende den Kongelige Theaterdirection mit tragiske Drama: de italienske Røvere, forandret tilbage. — Jeg har rettet mig efter Directionens Fordringer: Filippo, Bonden og Riboldo blive ikke myrdede; Kalven paa Baaren bliver ikke bragt ind paa Scenen; der bliver i Slutningen af anden Akt kun skudt med et Par Geværer. Skuepladsen, i Begyndelsen af tredie Akt er en simpel Skov, og kan man ikke forestille Regnbuen, (hvilket vilde være smukt.) saa kunne de Spillende see den fra een af Siderne, hvorved den bliver usynlig for Tilskuerne. Nogle understrøgne Ord og Linier, hvormed man var misfornøiet, har jeg forandret eller udeladt og rettet nogle anmærkede Unøiagtigheder i Sproget.
I et Par tilsatte Monologer har jeg søgt i poetiske Begeistrings-Yttringer, der passe til Charaktererne af de ædle Personer (Fernando og Richter) at afvende den Misforstaaelse, som den blot objective Fremstilling af de Slette, med deres onde, men ogsaa med deres stærke Sider, og med de Sophismer hvormed selv Forbryderen altid søger at besmykke sine Handlinger, muligt kunde volde; at mildne Indtrykket af det Gyselige ved poetisk at forbinde det med den humane Betragters Følelse og Tanke, kort: at lede Tilskuerne til med Klarhed at see Handlingen fra den Side som jeg ønsker at den skal blive seet fra, og som jeg selv har tænkt mig den, da jeg digtede dette Stykke.
Kiøbenhavn, den 29. October 1834.
Allerærbødigst
A. Oehlenschläger.
Til
Den Kongelige Theaterdirection.
Eventyr-Komedie i 1 Akt af J. L. Heiberg. Opført fønte Gang den 29. Januar 1835.
Modtaget til Censur den 25. Januar 1835.
Da dette Skuespil baade har været udskrevet, efter
Rollebesætningen oplæst og prøvet, inden det er kommet
mig for Øie: kan jeg indskrænke mig til kun at yttre det
Ønske, at det, uagtet sin for vort Theater og vort Publikum
usædvanlige og fremmede Charakteer, og uagtet enkelte Partier af
Stykket (de komiske nemlig) tildeels ved Forestillingen let kunne komme
til at see mere burleske ud, end det vel egentlig vil være tjenligt
for et Skuespil af saadan Art, dog maa møde saa gunstig en
Modtagelse, som mulig — et Ønske, jeg ikke allene gjør
for Theatrets og Forfatterens Skyld; men fordi jeg i Opfyldelsen vil see
en heldig Betingelse mere til at skaffe det romantiske
og eventyrlige Skuespil, hvilket jeg
betragter som en Vei til at hæve den synkende Theater-Smag, Indgang
paa vor Scene og hos vort Publicum.
den 26. Januar 1836.
C. Molbech.
Da det her yttrede Ønske, hvis Grunde jeg er aldeles enig med,
allerede er gaaet i Opfyldelse, vil jeg blot indskrænke mig til at
lykønske Forfatteren og Theatret til Udfaldet.
den 13. Februar 1835.
Kirstein.
Antaget.
F. Holstein.
Næste afsnit.
Oprindelig udarbejdet 2023. Opdateret 2013.
Udarbejdet af Niels Jensen, som del af www.litteraturpriser.dk og danskforfatterleksikon.dk