Ude og Hjemme, Sjette Aargang. Nr. 303. Søndagen den 22. Juli 1883.
Side 514-17.
BIDRAG TIL
DET KGL.THEATERS HISTORIE
Af Edgar Collin
IV. Hertz, Oehlenschläger og Heiberg som Dramatikere.
Det er ikke mindre end sex forskjellige dramatiske Arbejder, der omhandles i denne Artikel. Det første af dem er Scribes og Aubers Opera »Den Stumme i Portici«, som er saa godt kjendt, at der næppe er noget Nyt at fortælle om dens Historie paa det kgl. Theater. Operaen kom frem i Sæsonens sidste Dage, nemlig Lørdagen den 22. Maj 1830, og en saadan Lykke vakte den strax, at den blev spillet ikke blot den 24., men tillige den 26., 27. og 28. samme Maaned. Heraf lærer man én Ting: at vore Operister den Gang kunde holde anderledes ud at synge end nu. Forøvrigt var det Synd at sige, at man før Operaens Opførelse havde gjort Reklame for den; tværtimod, man havde gjort Alt for at karakterisere den Auberske Musik som noget kinesisk Lirumlarum, og Operaen maatte derfor selv bryde sig sin Bane, men det formaaede den da ogsaa, takket være den livlige Text, den ypperlige Musik og den fortræffelige Udførelse særlig af Jfr. Pätges som Fenella, Kirchheiner som Masaniello og Phister, der med faa Dages Varsel havde maattet overtage Pedros Rolle under Cettis Sygdom.Henrik Hertz havde ikke paa Plakaten navngivet sig som Forfatter til »Amors Genistreger«, og saa ringe Tiltro havde Publikum til et versificeret Lystspil, at Indtægten den første Aften — efter hvad Overskou fortæller — kun naaede op til 254 Rdl., endskjønt man i Kjøbet gav den yndede Ballet »Danina«, hvori den brasilianske Abe Jocko spillede Hovedrollen. Alligevel vandt Hertz en glimrende Sejr, og Publikum toges med Storm saavel af de gratiøse Vers som af den vittige Dialog. Men det var da ogsaa Theatrets bedste Kræfter, som ved denne Lejlighed vare i Ilden: Dr. Ryge som Obersten, Mad. Wexschall som Henriette, Jfr. Pätges som Lotte, Nielsen som Henning Verner, Stage som Brienne og Winsløw jun. som Robert. — Det Held, Forfatteren havde havt med sig ved »Amors Genistreger«, fulgte ham ikke ved »Emma«, der ligeledes opførtes anonymt. Lystspillet naaede ikke flere end fire Opførelser, og dette har vel for en Del havt sin Grund i, at Publikum ikke rigtig forstod, hvad Digteren egenlig havde ment, men for en Del foraarsagedes det vel ogsaa ved, at Spillet ikke var saa godt, som det burde. Der siges, at Mad. Wexschall ikke skal have faaet det rigtige Greb paa Titelrollen, og at Ensemblet forstyrredes en Del ved, at Dr. Ryge havde faaet den Idé at spille Doktor Mørk med norsk Akcent. Kun gamle Rosenkilde fremhæves for sin prægtige Fremstilling af den brave Kaptejn Vagtel.
Af Lystspillet »Trillingbrødrene fra Damask« fik Oehlenschläger som bekjendt kun ringe Fornøjelse; det oplevede ikke mere end tre Opførelser og blev strax den første Aften modtaget med Mishag. Man husker, at der i Stykket er tre Brødre, som skulle ligne hinanden saaledes, at alle Fejltagelserne opstaa af denne Lighed. I og for sig er dette alt Andet end dramatisk, og det hævnede sig da ogsaa. Det hjalp heller ikke, at Winsløw jun., der var en dygtig Portrættegner, havde maskeret sig og sine to Medspillende, Cetti og Schwartzen, saaledes, at det neppe var muligt at kjende de tre Brødre fra hinanden, Publikum kjedede sig og udeblev, og hermed var Stykkets Skjæbne afgjort.
»Ser Jer i Speil«, denne formfuldendte Heibergske Bearbeidelse af Tøpfers tydske Original, er i frisk Minde hos mange Theatergængere og hos Alle, der kjende Noget til dansk Literatur. Det var atter her Jfr. Pätges, der glimrede ved sit ligesaa fine som aandfulde Spil som den unge Frue, hvem den forbudne Frugt frister til at smage paa Tobakspiben, saa
»for at tænde den berømte
Rus
har Løjtnant Rosen været Fidibus.«
Ogsaa »Kjøge Huskors« hører til de gode, gamle Bekjendte, om hvis Historie der ikke er stort at berette. Vaudevillen gjorde Lykke, hvad der ikke var saa underligt, men hvilken Rollebesætning havde den ikke ogsaa? Chr. Foersom var Perlekjær, Rosenkilde den vigtige Blase, Jfr. Pätges Lise, Schwartzen Elskeren, Winsløw jun. den uheldige Diplomat, Frydendahl Hr. Grønmeier og endelig Phister Bondekarlen. Den Gang havde man Kræfter af første Kvalitet til at besætte Stykkerne med.
Den Stumme i Portici.
Opera i 5 Akter af Scribe og Delavigne. Opført første Gang
den 22. Maj 1830.
Deres Excellence
har jeg herved den Ære at tilstille et fuldstændigt Claveer-Udtog af La Muette de Portici. Jeg fik det hos Lose; Textbogen har han ikke, men man behøver den heller ikke, da hele Dialogen bestaaer i Recitativer, som findes i Claveerudtoget.
Jeg har gjennemløbet det Hele, og finder, at det, tiltrods for adskillige Svagheder, dog ikke er uden Interesse, og maaskee ogsaa vil gjøre sin Virkning, især da Musikken synes at være brillant, skjøndt noget maniereret. Men det vil være nødvendigt, at lade Recitativerne blive staaende, istedetfor at opløse dem til Dialog, som vi ellers pleie at gjøre, thi den Stummes Spil, som ledsages af Musik, forekommer næsten i alle Recitativerne.
Spørgsmaalet bliver, om vort Publicum vil finde Smag heri, saa meget mere, som Stykket bestaaer af 5 Acter, hvori findes 26 store i Musiknumere. At det ikke passer til en Fødselsdag, seer jeg nu selv, da Sujettet er meget tragisk. Men ogsaa denne Omstændighed, at Stykket egentlig er en Tragedie i Form af Opera, og at den ikke oplives ved det allermindste Comiske eller Muntre, er maaskee, med Hensyn paa vort Publicum, betænkeligt. Om der fra Machineriets og Decorationsvæsenets Side er nogen Vanskelighed, vil Deres Excellence selv overveie. Bjerget Vesuv, som skal sprude Ild, bliver ikke nogen let Opgave.
Hvis Directionen antager Stykket, beder jeg mig det tilsendt, jo før, jo heller. Hvis ikke, vilde Deres Excellence lade det aflevere hos Lose.
Textbogen til La Fiancée har Lose paataget sig at besørge.
Kbhvn. d. 3. Juli 1829.
I Hast.
I dybeste Ærbødighed J. L. Heiberg.
(Til Kammerherre Holstein.)
Amors Geniestreger.
Versificeret Lystspil i 2 Akter. Opført første Gang den 31.
Marts 1830. Indleveret den 12te Septbr. 1829.
Med Motto:
C'est l'amour qui gouverne le monde.
Dette interessante og heldigen udførte Forsøg at udarbeide et større Stykke i rimede Vers, fortjener en venlig og god Modtagelse. Vel giver Hovedideen Anledning til Reminiscencer, Dialogen er mere let og flydende end egentlig vittig, men Versene ere gode og Rimene naturlige. Det Moersomme i Personernes Forhold, der alle blive skuffede i det de alle troe at skufle, vil, ligesom det pudseerligen forvirrede i Opløsningen, behage Tilskuerne, og Contrasten i Caracterene give Skuespillerne Leilighed til at vinde Bifald. Jeg troer derfor, at, naar Forfatteren er villig til at opofre endeel Fyldekalk, at modificere sit »Død og Pine« etc. og at give Stykkets Hovedpersoner mere passende Navne, da fortjener dette Stykke at komme paa den danske Skueplads, for hvilken det endog synes at bebude en heldigere Periode.
den 14. Septbr. 1829.
D. Manthey.
Oven paa alt det Snavs, hvormed man har hjemsøgt vort Duumvirat og især ovenpaa den væmmelige, flaue over all menneskeligt i Begreb slet versificerede Grøncour *), var det mig en sand Delice, da jeg fik fat paa Amors Geniestreger; er jeg end ikke vis paa, til hvad Grad jeg tør lykønske vor Skueplads til dette Stykke, du det vil beroe paa Fremstillingen, og paa det Publicum det finder, lykønsker jeg vor Litteratur af mit gandske Hjerte til en ny Digter, af saamegen Vid, saamegen Smag, saa meget Herredom over Sprog og i Versification, og vilde inderliges glæde mig, hvis min hjertelige Erkjendelse af hans Genie og Talent vilde give min Dom saamegen Vægt hos ham, at jeg kunde formaae ham til at lægge noget Baand paa den beundringsværdige Lethed, hvormed han versificerer. At i øvrigt virkelige Familienavne, som Falsen og Henne, ikke bør komme paa Scenen, derom formoder jeg vi ere enige. Stykket giver jeg af Hjertet mit Ja, især i det Haab, at det maa blive Forgjænger for mange følgende af lige Aand.
den 16de Septbr. 1829.
K. L. Rahbek.
Antaget
den 23. Septbr. 1829.
F. Holstein.
Emma.
Lystspil i 5 Akter af Forfatteren til Burchardt og hans Familie og Amors
Geniestreger. Opført første Gang den 15. Febr. 1831.
Indleveret den 14. Januar 1830.
Atter et Arbeide fra en Forfatter, hvis foregaaende Arbeider
beføie os til særdeles gunstige Forventninger, ogsaa har det
umiskjendeligt Værd, en velanlagt Plan, en sanddru og vel
udført Characteertegning, der især hvad Emma selv angaaer er
som stjaalet af Speilet, og en god Dialog og vil jeg med sand
Fornøielse kunne see det paa vor
Skueplads, men om det har comisk Kraft, og comiske Situationer nok til at
holde sig derpaa, om ikke Aprilsnarrenes, og Recensenten og Dyrets og
Nicolaitaarns Publicum deri vil finde eet af de ifflandske
Familiengemählde, skjøndt uden rørende Scener,
er hvad jeg ikke tør afgjøre. Idet jeg altsaa efter min
Overbevisning ikke kan nægte dette Stykke mit Ja, har jeg dog troet
det min Pligt, ikke at tilbageholde disse mine Betænkeligheder, som
imidlertid den Lykke Amors Geniestreger har
Føje at vente, den Vending til det bedre, som Smagen virkelig nu og
da synes at give Haab om, og flere ikke hidhørende
Omstændigheder burde opveie, og som jeg af Interesse for en saa
lovende, mig i øvrigt aldeles ubekjendt, og saavidt jeg veed,
ubenævnt Forfatter hjertelig ønsker.
den 23. Januar 1830.
K. L. Rahbek.
Dersom jeg ikke frygtede for at beskyldes for Overdrivelse, vilde jeg vove at paastaa, at der iblandt de senere Decenniers danske Originalstykker ikke gives Eet, der har saa skarp og rigtig en Charactertegning som Skuespillet Emma, ikke Eet, hvori Forfatteren bar troet at kunde opnaae sin Hensigt uden at behøve en lystig Person, pour ègayer con monde, ikke Eet, hvorved Interessen, istedet for i Handlingen ligger i Dialogen, og som desuagtet, saafremt ikke Smagens Thermometer staaer langt under 0, maae vække levende Deeltagelse og vinde velfortjent Bifald. Ikke at antage et saadant Stykke, vilde altsaa, efter min Formening, være en bidende Critik over vort Publikum, og om end, hvad jeg anseer for rimeligt, dette Skuespil ikke bliver et saakaldet Trækplaster, vil det dog være hædrende for Bestyrelsen ikke at ændse Opofrelser og for Skuespillerne ikke at spare Anstrengelser, for at unde sande Kjendere en saa god, og hos os, især i den senere Periode, en saa sjelden Nydelse.
den 26. Januar 1830.
D. Manthey.
Antaget
den 27. Januar 1830.
F. Holstein.
Til Høivelbaarne
Hr. Etatsraad Kirstein.
Lystspillet Emina blev, som Deres Høivelb. maaskee vil erindre, ifjor givet i Slutningen af Saisonnen og for et — vel ogsaa paagrund af Aarstiden — i ringe Antal samlet Publicum. Der blev mig imidlertid sagt, at Stykket ligefuldt skulde gaae den 5te Gang og man overlod til mig, om dette skulde skee endnu i samme Saison eller udsættes til næste, hvilket sidste jeg med Hensyn til den ugunstige Aarstid foretrak. Jeg blev derfor ikke lidet forundret, da jeg ved Begyndelsen af indeværende Saison hendelsesviis underrettedes om. at det var bestemt til at henlægges. Hs. Excellence, Overceremonimester Holstein, til hvem jeg i denne Anledning henvendte mig, anførte som Grund, at et kgl. Rescript tillader Directionen ut henlægge Stykker, der en Aften ikke give en vis i Rescriptet bestemt Indtægt; men tilføiede, at da Rescriptet blot var permissivt, havde Hs. Excellence for sit Vedkommende Intet imod, at del ikke bragtes i Anvendelse paa Emma, til hvis Fordeel adskillige Omstændigheder talte, og henviiste mig t den Anledning til Deres Høivelbaarenhed. D« jeg ikke bar været saa heldig at træffe Dem i Deres Bopæl, tillader jeg mig des-aarsag skriftlig at insinuere Følgende.
Det paaberaabte Rescript viser ved sin permissive Form Hans Majestæts Villie, at der til dets Anvendelse bør kræves meer end den blotte Omstændighed. at et Skuespil een eller flere Aftener ikke har givet den bestemte Indtægt, noget, der ogsaa er i nøieste Overeensstemmelse med Sagens Natur. Thi foruden at et meer eller mindre tomt Hus ofte har sin Grund i tilfældige Omstændigheder, f. Ex. Aarstiden, og altsaa vanskeligt kan lade noget slutte for Fremtiden, vilde Directionen ogsaa ved en modsat Fortolkningsmaade altfor ofte nødes til at give efter for Publicums forkjælede Smag, istedetfor at kunne modsætte sig den. Det synes altsaa klart, at for at Rescriptet skal kunne anvendes paa et Stykke, maa dette ei alene være ufordeelagtigt for Kassen, men maa ogsaa ellers qualificere sig til Henlæggelse. Det maa altsaa ved Opførelsen enten vise sig at være af ringe æsthetisk Værdie, eller have fremkaldt Publicums Mishag, i det mindste ikke dets Bifald. Om det Publicum, der var tilstede og fældte Dommen, var talrigt, er noget, der altfor meget beroer paa Tids-Smagen til at det kan afgive nogen sikker Maalestok. Er Publicums Smag forvænt af Effect-Stykker, da vil de fortræffeligste Skuespil, de naturligste og sandeste Skildringer af Menneske-Livet vanskeligt finde et talrigt Publicum. Men i dette Tilfælde venter man trygt af en saa oplyst Direction som det kgl Theaters, at den, ved at skjænke deslige Stykker særdeles Opmærksomhed, ligesom vækker det større Publicums Deeltagelse for Arbeider af den Art. Folket er villigt til at lade sig lede overalt hvor det erkjender Aandens Superieuritet, og af en dunkel Tact og Lyst til at slutte sig til de Bedstes Meninger og Anskuelser udvikler sig utroligt hurtigt en selvstændig og klar Erkjendelse.
Det er ved denne Fremgangsmaade, at Holberg, der for ikke ret længe siden maatte nøies med et lille Publicum, nu, ved Directionens faste Princip, ligesom at opdrage vort Publicum til Kjærlighed for denne uopnaaede Komiker, i Almindelighed spilles for fuldt Huus. Og Mangelen af denne Fremgangsmaade vilde have til Følge, at »Jøden« af Cumberland, der endnu kun spilles for faa Parquettister omsider maatte henlægges, imedens det er at haabe, at Publicum nu, ved at erfare den Opmærksomhed, der skjænkes dette Stykke af Directionen og de Spillende, efterhaanden selv vil værdige det større Deeltagelse. —
Man kan indvende og har ofte indvendt mod det Fremsatte, at en Theater-Bestyrelse med den bedste Villie og med Kunstens Værdighed allermeest for Øie, dog aldrig kan undgaae at tage særdeles Hensyn til Kassens Status, eftersom med denne saa Meget staaer og falder. Unægteligt; dog troer jeg, at et saadant Hensyn kun kan retfærdiggjøre, om et maadeligt, men for det større Publicum beregnet Stykke imellem trækkes frem, men ikke, at et godt Stykke lægges tilside.
Idet jeg skal anvende Ovenstaaende paa mit Lystspil Emma, kan jeg let komme i den ubehagelige Nødvendighed selv at maatte bestemme dette Stykkes Plads i Literaturen. Imidlertid troer jeg at kunne henskyde mig saavel under Directionens Dom og Publicums ved hver Forestilling udtalte Mening om Emma, som og de Yttringer, der om dette Lystspil og Flyttedagen findes i Maanedsskrift for Literatur 4de Aarg. 3die Hefte pag. 243 cfr. pag. 253-255. — Er det grundet, hvad der sidstnævnte Sted siges, at det indeholder »en speilklar Skildring af kjøbenhavnske Sæder og Sprog og et smagfuldt Valg af characteristiske og morsomme Træk, der hæve det over enhver raa og aandløs Copie af Virkeligheden« — da synes det at være den høie Directions Beskyttelse værdig, om det ogsaa, ved en større Stræben efter Natur og Sandhed end efter Effect, hidtil kun langsomt har trukket Mængden til sig.
Flere fortræffelige Mænd, saaledes en Schiller og Göthe, have ved adskillige Lejligheder yttret sig i Overeensstemmelse med, hvad jeg ovenfor har nedskrevet om den Vexelvirkning, der kan og bør finde Sted mellem en Theater-Bestyrelse og Publicum. Men jeg finder mig heldigviis i det Tilfælde, at jeg ikke har nødig at støtte mig paa fremmede Autoriteter, men kan beraabe mig paa mundtlige Yttringer af selve Directionens ærede Medlemmer, der vare udtalte i samme Aand; og det er i Tillid hertil, at jeg overgiver mit Stykkes Skjæbne i Directionens Hænder.
Skulde Deres Høivelbaarenhed tage i Betænkning for Deres Vedkommende at give et for mit Stykke gunstigt Svar paa Ovenanførte, da udbeder jeg mig, at denne min Skrivelse maatte forelægges Directionen til dennes nærmere Overveielse. —
Kbh. Den 27. Septbr. 1832.
Med Højagtelse
Henrik Hertz.
Trillingbrødrene fra Damascus.
Skuespil i 5 Akter af A. Oehlenschläger. Opført første
Gang den 2. Septbr. 1830.
Indleveret 4 Marts 1830.
Jeg har med overordentlig Fyldestgjørelse, saa meget mere, som jeg
er baade noget vanskelig med Hensyn til comiske Arbeider i Almindelighed,
og ikke ubetinget indtaget for adskillige senere oehlenschlägerske,
læst dette høist moersomme Lystspil, og glædet mig til
at det skulde komme paa vor Scene, hvor jeg venter mig den herligste
Effekt deraf. Jeg skynder mig altsaa at stemme derfor. Hvorvidt
Omstændighederne gjøre det passeligt, mueligt, maaskee
ønskeligt, eller ikke, at det i indeværende Saison skulde
komme derpaa, kan jeg, der formedelst min Forkjølelse er paa senere
Tid blevet næsten fremmed derfor, ikke have nogen Mening om, men at
man, naar det lod sig gjøre, ikke paa en mere glimrende Maade kunde
besvare de foragtelige Dagblades taabelige og avindsyge Kævlerier
over hvad hidtil er bragt paa Theatret.
den 15. Marts 1830.
Rahbek.
Trillingbrødrene fra Damaskus maae frembyde et særdeles yndet Æmne, da det i forskjellige Sprog og i de meest forskjellige Former er bleven bearbeidet for Scenen, som Skuespil, Syngestykke ja endog som Ballet. Dog tvivler jeg om at nogen af disse Bearbejdelser i Genialitet, i Lune og tildeels ogsaa i indvortes Fuldendelse kan staae ved Siden af Øhlenschlægers Lystspil, der mere end hvilkensomhelst andet af hans Arbeider minder om hans skjønne Aladdin. Harun Alraschids Idee at bringe Brødrene i Himmel og Helvede er mueligen det mindst gode, ligesom den Overraskelse, at den høist kjærlige Huusfrue, istedet for at indlægge Forbøn for Manden, beder om at han maa faae en dobbelt Portion Bastonnade, maaskee er det meest comiske. Jeg troer at Stykket vil vinde megen Bifald og stemmer for dets Antagelse.
den 16. Marts 1830.
D. Manthey.
Antaget
den 17. Marts 1830.
F. Holstein.
Seer
Jer i Speil,
Lystspil i 1 Akt, oversat paa rimede Vers efter Töpfer af J.
L.Heiberg. Opført første Gang den 11. Okt. 1830.
Indsendt fra Oversætteren i August 1830.
Jeg har med Fornøielse gjennemlæst dette morende og ret piquante Situationsstykke, som bør kunne gjøre Lykke ved Forestillingen paa Theatret, og hvis fortrinlig heldige Oversættelse ei kan andet end vække det Ønske, at Prof. Heiberg engang gav os et lignende, og lige heldigt versificeret originalt Lystspil, der vilde være en Vinding baade for Scenen og Literaturen.
den 31. Aug. 1830.
C. Molbech.
Denne Mening tiltrædes af
D. Manthey.
Antaget den I. Septbr. 1830.
F. Holstein.
Kjøge
Huuskors,
Vaudeville i 1 Akt af J. L. Heiberg. Opført første Gang den
28. Novbr. 1831.
Indsendt 16. Aug. 1831.
Dette nye, heldige Arbeide af den danske Vaudevilles Ophavsmand har
hverken den piquante Satire, som Aprilsnarrene,
eller den komiske Kraft, som Recensenten og Dyret
og de Uadskillelige. Det udmærker sig
mere ved en lystig anlagt og pudseerlig indviklet Intrigue. Charactererne
forekomme mig i det Hele
baade mindre marquerede og mindre udrørte, end i de
sidstnævnte Vaudeviller; men de fattes ikke et godt Stof til
Gjenstand for de heldige Skuespilleres Bearbeidelse, i hvis Hænder
de fleste Roller falde.
Saaledes vil sikkert Hr. Rosenkilde gjøre meget af Blase
og Hr. Winsløw jun. af Diplomaten;
men dog see vi os forgjeves om efter en Trop,
Hummer og Klister;
og baade Commerceraadens og Lises Roller forekomme næsten altfor
ubetydelige for den udmærkede Konstner og Konstnerinde, som de ere
tildeelte. Sangene forekomme mig meget heldige, og den forenede Virkning
af Stykkets dramatiske og musicalske Bestanddeel lover jeg mig at blive
meget god.
Udtrykket pag. 4 om Bekjendtgjørelsen angaaende Cholera maa
nødvendigen forandres. Perlekjærs sidste Replik i 50de Scene,
og hans Anvendelse af det dramatiske og diplomatiske Konstsprog i Forening
forekommer mig tvungen og affecteret. Et Udraab af Niels (p. 14. 4)
»Ih Du store chinesiske Gud!« er mere unaturligt end comisk,
og denne Sjællandske Gaardskarl er
overhovedet af Forfatteren, i Characteer og Sprog, ikke tegnet ret efter
Naturen; men Hr. Phister vil altid vide at colorere ham noget. Nogle faa
andre Notater af mig under Stykkets Læsning ere for ubetydelige til
her at optegnes.
Den 19. Aug. 1831.
C. Molbech.
Antaget
F. Holstein.
*) Navnet paa en omtrent samtidig indleveret anonym Vaudeville, der enstemmig forkastedes af Censorerne. E. C.
Oprindelig udarbejdet 2023. Opdateret 2023.
Udarbejdet af Niels Jensen, som del af www.litteraturpriser.dk og danskforfatterleksikon.dk