Ude og Hjemme, Sjette Aargang. Nr. 301. Søndagen den 8. Juli
1883.
Side 493-94 og 496-97.
BIDRAG TIL
DET KGL.THEATERS HISTORIE
Af Edgar Collin
II. Overskous og Arnesens »Capriciosa« m. M.
Det var ved en Sommerforestilling — den 11. Juni 1836 —, at denne romantisk-burleske Folkekomedie opførtes for første Gang paa det kgl. Theater. Den gjorde som bekjendt megen Lykke og oplevede en talrig Mængde Opførelser. Der var forøvrigt ikke en, men flere Aarsager til, at den slog saa godt an. Dels var det første Gang, at man saa et dansk Stykke, der havde to Forfattere, og dels var det første Gang, at Folkekomedien — eller snarere Æventyrkomedien — præsenteredes paa den danske Scene. Her var Billeder af Folkelivet, her var Frederiksberg Slot, man fik Interiører fra Nyboder, de patriotiske Strænge vare anslaaede, det komiske Element var heldig sammensmeltet med det rørende — kort sagt, her var Foranledning nok for det mindre kritisk anlagte Publikum til at more sig over et Arbejde, i hvilket Dyd og gode Sæder ikke bleve krænkede, men som tværtimod prædikede en god Moral. Og Publikum morede sig som sagt. Ved den korte Række Forestillinger, som Skuespillerne gav i Sommeren 1836, opførtes Stykket ikke mindre end fire Gange for fuldt Hus. Arnesens Navn er jo knyttet uadskilleligt til Overskous i »Capriciosa«, men det nytter ikke at nægte det: Broderparten af Æren for Stykket tilkommer Overskou. Som det var ham, der undfangede Ideen til at skrive en Folkekomedie, var det ogsaa ham, der lagde Planen og udarbejdede Størsteparten af Stykket. Arnesens Medarbejderskab kan egentlig kun bestemt paavises i Billardscenen, der har ham til Forfatter. Som det ses af den efterfølgende Censur, havde Stykket en haard Dommer i Molbech, og det var som bekjendt kun Nøden, der drev Theaterdirektionen til at tage Stykket paa Repertoiret. I Overskous Theaterhistorie vil man kunne læse sig til, hvorledes Direktionen næsten tiltvang sig Stykket og nødte Forfatteren til at tage mod den Betaling, den vilde give. Alt, hvad Forfatterne oppebar, var tilsammen 1000 Kr., og for denne Sum spillede Theatret »Capriciosa« ikke mindre end 92 Gange, som oftest for godt Hus. Man kan just ikke sige, al det var glimrende Kaar, hvorunder de danske dramatiske Forfattere paa hin Tid arbejdede.Til selve Stykkets Historie endnu kun følgende to Anekdoter, som jeg i Hovedtrækkene gjengiver efter Overskous Fortælling. »Capriciosa« forelaa omtrent færdig fra Forfatternes Haand, kun Slutningssangen med Capriciosas Tilsynekomst manglede, og med den trak det mærkværdig i Langdrag. Saa gjorde i Løbet af Foraaret Phister et Formiddagsgilde hjemme i sin Bopæl — jeg tror, det var i Vingaardstræde. Der var en Del Kolleger til Stede, blandt Andre Overskou. Man pokulerede, spiste Østers og passiarede muntert, Phister greb Guitaren og sang flere af Peters Sange, og Stemningen var paa Højdepunktet, da saa godt som alle Gjæster samt Værten med Et forsvandt. Overskou var bleven siddende, og da han vilde se, hvor de Andre vare blevne af, fandt han Gadedøren aflaaset udvendig fra og hørte Phisters Stemme: »Der staar nok af Østers og Champagne; gjør dig til Gode dermed og skriv saa Slutningssangen. Vi gaar ud for at se til N. N. paa Frederiks Hospital, og naar du har Sangen færdig, til vi kommer tilbage, skal vi lukke op for dig.« Overskou gik ind paa Spøgen, tog Pen og Papir og skrev Capriciosas Apostrofe samt Slutningssangen. Da de Andre et Par Timer senere vendte tilbage, stod han ved Vinduet og svingede med del beskrevne Papir. Saa blev der lukket op for ham, og saaledes blev den sidste Haand lagt paa »Capriciosa«.
Man fortalte, at Phister, der som Peter gjorde stormende Lykke, havde havt et bestemt Forbillede for den Maade, hvorpaa han spillede Rollen. Nogen Tid forinden var nemlig en ung Sømand, hvis Navn vistnok var Carl Amundsen, vendt tilbage fra Ostindien, og i sin sorte Fløjls Frakke og de hvide Benklæder gjorde han sig meget omtalt i Byen ved den Flothed, hvormed han ruttede med Penge paa alle offenlige Steder. At Phister kan have laant et eller andet Træk fra hans Optræden, er ikke usandsynligt, men i Klædedragten var han dog ingen Kopi af Amundsen, thi hans Paaklædning var den, som brugtes af Alle, der havde taget Styrmandsexamen.
Capricciosa.
Romantisk-burlesk Folkekomedie i 5 Akter af Overskou og Arnesen.
Opført første Gang den 11. Juni 1836.
Indleveret d. 28. Maj 1836.
Forfatterne have (og ikke blot heri)
fulgt Hr. Andersens Exempel, at de have
ladet Stykkets Titel forud forkynde dels Originalitet. Men det gaaer her som med mange
andre Proclamationer, de tage Munden vel fuld. Mistanken, man snarest
faaer til et Arbeide, hvorom Forfatteren selv mener, at det kun
behøves udtrykkeligen at fortælle Folk, at det er
originalt, befandtes ogsaa her ei at være uden Grund, og jeg var
ikke kommen ret langt ind i Stykket, før jeg saae, at dets
Originalitet stod paa svage Fødder, og at dette Barn af to
Fædre uden Heibergs »Alfer«, uagtet saa rigelig
fædrene Kraft, neppe var blevet undfanget. Imidlertid taaler det
kun ved Modsætning at sammenlignes
med dette indtagende, virkelig originale
Tryllespil; men Contrasten imellem begge er ikke større, end den
altid maa være, naar det poetiske Genie paa den ene Side og den
routinerede, med Færdighed og et vist Slags Talent begavede
Skriver og Rimer paa den anden Side lage sig for at bringe et
romantisk-eventyrligt Sujet paa Scenen. Talentet mener: »Dette kan
jeg ogsaa gjøre eller noget meget større og bedre«
— og tænker vel paa Horatzes »Ex noto fictum carmen
sequar«, men ikke paa det, som følger paa:
sudet multum, frustraque laboret
ausus idem. -
Saaledes er denne Capricciosa bleven et udførligt og vidtløftigt practisk Beviis paa, hvorledes man, naar man vil skrive ikke saameget for Theatret som for Publicum og for Penge, ved at lægge et godt, ja tilmed ikke uheldigt opfattet poetisk Motiv for et sligt (vist nok selv i sit Genre temmelig uægte) dramatisk Arbejde paa Pine- og Strækkebænken, kan, om ikke nemt faae Livet af det, dog, som man siger, seipine Stykket og det dramatiske Liv saaledes, at, i Stedet for den ret muntre, populaire Sundhed og Raskhed, som det i de første Scener synes at bebude, maa det slæbe sig i et uendeligt Virrvarr gjennem 5 lange Acter, indtil det dog omsider faaer en Ende — og del dog en Ende, som i del mindste er bedre end Midten. Ville vi endog indrømme, at enkelte af de mangfoldige meget løst sammensatte Scener have noget mere Naturlighed og mindre Carricatur, end de fleste andre: saa er dog overhovedet blandt Stykkets Mangler ingen mere i Øine faldende, end Mangelen paa Smag ved Siden af Mangel paa Genie; og begge Defecter kunne just ei overraske Nogen, der kjender den Overskouske Muse. — Jeg bærer iøvrigt ingen Tvivl om, at dette vidtløftige Stykkes nationale Basis og Localitet, i Forening med dels Anlæg paa og Jagen efter kildrende Carricatur-Effect, ei vil forfeile sin Virkning paa en stor Deel af Sommerskuespillenes Publicum — om endog selve denne Deel ikke vil blive reent fri for at kjede sig, f. Ex. i den vidtløftige Sludderscene om Skuespillere og Theaterdigtere m. m. Heller ikke tvivler jeg paa, at den Leilighed, det nu og da kan give endeel af Personalets talentfulde Individer til at vise deres Talent i Spillet, ogsaa vil kunne skaffe det fortsat Held under flere Forestillinger. Men endog under den Forudsætning, at det (som jeg dog meget vil tvivle om) var skikket til at holde sig i Længden paa Repertoiret, kan jeg, efter min Overbevisning, ikke stemme for dets Antagelse til Brug for Theatret. Ligesom jeg er uvidende om det er Forfatternes eller Skuespillerselskabets Agt, at tilbyde Directionen Stykket, saaledes vil jeg ikke paatage mig at forudsige, hvorvidt Bifaldet, som det under Sommerforestillingerne neppe vil komme til at mangle, vil strække sig. Men, det maa gaae hermed som det vil, saa kan jeg ikke fravige min Overbevisning, at et Theater, som det Kongel.Danske, der har vundet og hidtil vedligeholdt den fortjente Berømmelse, at være et af de europæiske Theatre, der allermindst har givet efter for den almindelig udbredte Smag-Fordærvelse og Ligegyldighed for alle Konstens ædlere Skjønheder og strengere Fordringer, kan, saalænge det er et offentligt Stats-Institut, der nyder betydeligt aarligt Tilskud af Statskassen, nedlade sig til at indlemme Stykker, med en saa stærkt udtalt Fjælebods- og Farce-Characteer, som dette har, i sit Repertoire. Saalænge i det mindste Konstens ydre Decorum iagttages, saalænge tør vel Directionen være bekjendt, at lade opføre Stykker, der allene eller fornemmelig gives for Kassens Regning; men under hiin Grændselinie maa den, efter mine Grundsætninger, ikke stige ned, thi dette vilde medføre, at Theatret, ved at tabe i Anseelse og Værdighed, efterhaanden ogsaa vilde nedstige til en lavere Sphære, og tabe i Heelheden af dets sceniske Existents. At man paa det Kongelige Nationaltheater i München for ikke lang Tid siden har givet den berygtede Lumpacivagabundus — og det, ved et besynderligt Skjebnespil, den samme Aften, som man paa et ringere Folketheater i denne Hovedstad gav et stort heroisk-tragisk Drama, som det berettes: »Der Freichütz« — kan ikke blive et Exempel for Os at efterfølge, om endog, som jeg vil troe, Hr. O.'s Capricciosa kan staae lidt høiere paa Smagens Scala, end hiin meget søgte tydske Fjælebods-Farce.
Den 2 Juni 1836.
C. Molbech.
Skjøndt dette Stykke under Læsningen behagede mig uendelig meget mindre end ved Opførelsen, og det unægteligen, foruden at det er meget langt udtrukket og, saavidt jeg erindrer, i 4de Act uagtet den livlige og gode Udførelse, der for de fleste af Personalets Side blev det til Deel, temmelig kjedeligt, staaer endeel under den Sphære, under hvilken Direktionen i de senere Aar har stræbt efter ikke at lade Repertoiret synke, er jeg dog i Tvivl om, hvorvidt man ganske bør udelukke dette Stykke fra Vinterforestillingerne, efterat det har viist sig, at en ringe Deel af Publikum har faaet Yndest for det og fra Moralitetens Side ikke noget, og fra Anstandens Side ikke noget betydende torde væn at udsætte derpaa. Er vort Theater paa den ene Side tildeels et offentligt Statsinstitut, saa er det paa den anden Side ogsaa det eneste herværende Theater, og de forskjellige Afdelinger af Publikum have derfor ogsaa mere eller mindre Krav paa at finde noget der tilfredsstiller deres Smag, naar denne ikke er absolut forkastelig eller forstyrrende for de Andres Nydelser; og at det Sidste ikke er Tilfældet synes Erfaringen at stadfæste. Skulde denne nu maaskee ogsaa skuffe og det med Hensyn dertil have nogen Betænkelighed at opføre det paa Abonnementsdagene, saa staaer endnu den Udvei tilbage at give det til Søndagsforestillingerne, og jeg troer derfor at maatte henstille til nærmere Overvejelse om ikke Stykket, hvis man kunde komme overeens om et billigt Honorar derfor til saadant Brug, maatte være at antage dertil.
Kirstein.
Den 4 August 1836.
Antaget til Opførelse ved Søndagsforestillinger.
F. Holstein.
Syjomfruerne i Charlottenlund.
Vaudeville i 1 Akt af Th. Overskou. Opført første Gang den
8. Okt. 1836.
Indleveret den 1. Juli 1836.
Skjønt denne Vaudeville kun har spillet en ringe Rolle i Theatrets Historie og ikke oplevet mere end den ene Forestilling, ved hvilken den faldt totalt igjennem, er den dog medtaget i denne Samling, da Molbechs Udtalelser om den i høj Grad vedrører Overskou som Forfatter til »Capriciosa«. Af Theaterhistorien vil det være bekjendt, hvorledes denne Vaudeville gav Anledning til en kuriøs literær Debat. Overskou, der paa den Tid var Redaktør af »Dagen«, skrev i Anmeldelsen over sit eget Stykke, at flere Steder deri nærmede sig meget stærkt det Usædelige. Heraf fandt Molbech sig foranlediget til i et heftigt Angreb paa Overskou at forsvare denne imod, at Stykket skulde være usædeligt, thi Stykkets to Hovedfeil vare Plathed og Kjedsommelighed. Kjøbenhavnsposten, der havde bebrejdet Theatercensuren, at den havde antaget et usædeligt Stykke, replicerede derfor til Molbech og sagde meget rigtig, at hvis han som Censor havde fundet Stykket plat, burde han aldrig have antaget det. Hertil havde Molbech Intet at svare.
Efterat Hr. Overskou omtrent havde udtømt det Fond, han besad, for et Genre af nationalt Lystspil, hvori han især søgte at forplante den ældre engelske Comedies drøie Lune og dens tro Naturskildring af Sæder og temmelig constante, men nationalt formede og i det Burleske streifende Charakterer, med consequent og regelret Udvikling af en i Almindelighed simpel og noget bred Intrigue, over paa den danske Scene: meente han at kunne samle nye Kræfter og nye Laurbærblade ved at optage den af Heiberg skabte, men for tidlig næsten forladte danske Vaudevilles noget mere begrændsede komiske Maske. Ligesom han vilde blive en engliseret Holberg for det 19de Aarhundredes komiske Stof for Lystspillet, saaledes meente han, at naar han kunde omplante det Heibergske Salt og det Heibergske Lune paa den Overskouske, mere drøie end piquante Lystigheds Bund: skulde det ogsaa gjennem Vaudevillen lykkes ham, at producere et nyt nationalt komisk Stof for Scenen, og saaledes at vinde mere, baade af lucrum og immortalitas (som vare de to Frugter, Michaëlis i Goettingen lovede den svenske Orientalist Prof. Norberg af Udgivelsen af hans Codex Nazaræorum — hvoraf i det mindste den første slog reent feil). Hr. Overskou viste dog strax, at den egentlige danske Vaudeville, i dens eiendommelige, mellem Comedien og Operetten svævende, begge næsten lige meget tilhørende Form, med et næsten altid fortrinligt, vel og smagfuldt udstyret musikalsk Accompagnement — eller saaledes som Heiberg havde produceret den paa en for ham næsten ganske original Maade — ligesaa lidt med samme Held vilde forme sig under Hr. Overskous, i Smag og Elegants langt under Heibergs Sphære dvælende Muses dramatiske Plastik: som Holberg havde villet laane ham sin constante, sikkre, naturligt strømmende, aldrig forcerede Vittighed, sit caustiske, og dog aldrig nogen bitter væmmelig Smag efterladende Salt, eller sit dybe Kjenderblik i den menneskelige Natur. Overskou vilde bringe »Vor Tids Mennesker« paa Scenen; men hans dramatiske Natur blev næsten altid mere Carricatur, end komisk opfattet Natur, saaledes som hos Holberg. Hos denne beundre vi allerede paa andet Aarhundrede den poetiske Komiker, der veed at give sine dramatiske Individer en universel-charakteristisk Eiendommelighed, hvorved de efter saamange Aar endnu forekomme os levende og bekjendte; hvorimod Overskous, langt mere momentane, individuelt opfattede, stykkeviis sammenføjede Charakterer og Livsscener, maaskee med en eller anden Undtagelse, neppe ville overleve den nærværende Generations Selvbeskuelse og dramatiske Smag. For Fjæleboden, eller Forstads-Theatrene, vilde Overskou altid have været en meget god og nyttig Forfatter. Denne Sphære tilhører hans Smag og Dannelse; efter dens Fornødenhed havde han lettere kunnet arbeide, og dens Theaterlyst havde han kunnet lede — vel ogsaa efter Omstændighederne forbedre. Men for det staaende danske National-Theater er hans poetiske Evne for svag, for overfladelig, for lidt cultiveret. I »En Fødselsdag i Slutteriet« har han egentlig leveret det Product, der bedst charakteriserer hans Evne som Vaudeville-Forfatter. Det er den lystige, men raae og trivielle Fjælebods-Farce og dens komiske Liv og Natur, iklædt den Heibergske Vaudevilles laante Overkjole. Man seer vel, at Kjolen ikke passer ret; men Forfatteren hjælper sig dog i Grunden bedre frem her, med en ret lystig, skjønt noget plump Carricatur-Skildring, end han i den, iøvrigt ogsaa i enkelte Scener ret vel lykkede Vaudeville »Konstnerlivet« (der, med Hensyn til dens artistiske Sphære staaer paa et yderst lavt Trin, og ikke røber mindste Fortrolighed med den fine, mere ideelle Konstner-Natur, som f. Ex. Maleren i Alm. har forud for Musikeren og Skuespilleren) har været i Stand til at bringe et poetisk Stof ind i sin Konstner-Vaudeville, hvis Malere og Billedhuggere snarere gebærde sig som Farvesmørere og Stenhuggere af 3die eller 4de Grad.
Nu kom »Alferne« af Heiberg; og Hr. Overskou opfattede meget snart den theatralske Speculation ogsaa at bruge den hist saa poetisk anvendte romantiske Eventyrlighed til et Slags dansk Fjælebodsspil, som man vil give Navn af »Folke-Skuespil«; men som i det mindste for Tilskueren med dannet Smag neppe er udholdeligt ved Siden af »Alferne« — hvorimod det kan tjene til en ved sine Contraster ypperligt oplysende scenisk og dramatisk Commentar til det Heibergske Tryllespil. Hvorvidt dette dramatiske Product af D'Hrr. Overskou og Arnesen staaer over eller under franske og tydske Sidestykker, besidder jeg, især hvad det sidste angaaer, for lidt Sagkundskab til at yttre nogen Mening om. Men jeg er derfor ikke mindre villig til at lade Hr. O.'s Capricciosa gjælde for et godt, skjøndt altfor bredt og udspilet Fjælebodsstykke i Kjøbenhavn, hvor vedkommende Publicum ikke er vant til Apparater og Maskineri, saaledes som man hverdag seer dem, endog paa Boulevard-Theatrene i Paris. Hiint Stykke var rigtig beregnet paa at gjøre sin Virkning ved Sommerforestillingerne; og et Skuespil af hvilkensomhelst Art, som der gjør Lykke og kommer i Ry ved combinerede Midler og Effecter, kan desuden meget vel hos os, som i Paris, gjøre Regning paa, at ogsaa de Fleste af den finere Verden ville see et saadant Stykke eengang; hvorved dets Succes stiger betydeligt.
Imidlertid erfarer man, at Hr. O. var fornuftig nok, eller selv
kjendte sin Capricciosa nok, til ikke at ville lade hende træde ud
af den Sphære, hvor hun trivedes bedst. Her
derimod byder han Theatrets Repertoire en Vaudeville, der har meget lidt
af Vaudevillen, mere end Navnet; ja hvorom man kan være nær
ved at sige: at den selv med Capricciosa ikkun kan maale sig i Plathed.
Syngenumrene ere i dette Stykke kun for at
afsynges. Med Undtagelse af et Par maaskee, kunde de, uden at
savnes, være borte; og heller ikke er de ret mange. Som Lystspil
betragtet staaer det langt under »Konstnerlivet«; som
Carricatur-Vaudeville under »En Fødselsdag i
Slutteriet«. Det er egentlig ikke andet, end et tyndt,
opløbet Rodskud af Hertz's »Debatten i Politivennen«;
men ligesaameget raaere og mere trivielt, end dette, som O. i Smag og
Dannelse staaer under Hertz. Det har aldeles intet af den komiske
Poesies universelle Maleri; det er en local, momentan Farce, hvori vi
ikke see andet end flove og raae Sypiger (thi at kalde Stykket
»Sye-Jomfruerne« er allerede en
temmelig stor selvtagen Frihed) paa det laveste Trin af det gemene og
trivielle Tøsetøi i Borgerstandens nederste eller
næst-nederste Classe; men ei engang Sypiger
i plur, see vi; vi see kun een
Sypige gaae igjen under 6 forskjellige Navne. Vi høre i denne
Farce bogstaveligen ikke andet end disse
Tøsers
væmmelig-flaue Kjæreste-Discourser
og Kjæreste-Kjævlerier med ligesaa flaue Kræmmersvende
og lignende Subjecter — Alt udspundet i langsommelig Gjentagelse
og uendelig Bredhed. Ingen uden den, der ikke har
Anelse om, at den komiske Poesie maa idealisere, ligesaa vel som den
alvorlige — at der ikke er det mindste lystige eller morsomme ved
et Drama, som ikke vil give os andet, end en ligefrem Copie af det, vi
kunne see og høre i den meest trivielle Skikkelse af
Hverdagslivet, — kan det falde ind at skabe et dramat. Product af
slige Scener og Personer. Handlingen og Intriguen, som det frembyder,
ere til den Grad usle og tildeels forslidte, at denne I
Syepige-Vaudeville vel ogsaa i den Henseende staaer lavest blandt alle
Overkouske Producter. Forresten vil jeg ingenlunde fraskrive Stykket
Brugbarhed som Forstads- eller Fjælebods-Comedie.
Spørgsmaalene: om vi ogsaa, til en Afvexling, skulle bringe
saadanne paa vort Theater? om vi skulle erklære os for den Mening,
at det Publicum, der gav Capricciosa fuldt Huus i 5-6, ja flere
Forestillinger (om ei Phisters Sygdom havde hindret dem) bør
kunne taale »Syepigerne« som Dessert til hiint Stykke
— om endog noget længe efter? — og om vi ei skulde
lade det komme an paa, om ikke Hr. Overskou her ogsaa i Vaudevillen
kunde hente sig en god, sund Udpibning, der vilde være ham selv og
os meget tjenlig? — disse Spørgsmaal vil jeg overlade til
Hs. E. Theaterchefen og min ærede Collega Hr. E. R. Kirsteins
endelige Decision. Jeg bør, som Bidrag hertil, dog ei
forsømme at anføre, at Hr. O. i et Brev til mig
bestemt forsikkrer: »at det eneste, han selv tør sige om
sin Vaudev. er, at den vil more«;
»thi dette i have Mad. Kragh, Jomfru
Petersen og Hr. Phister
uimodsigelig beviist ved Oplæsningen, der fremkaldte en bestandig
Latter, endskjøndt de kjendte kun lidet til Rollerne«. Naar
Personer af saa dannet Smag levere et saa uimodsigeligt Beviis, kan vel
ligesaa lidt Publicum, som Directionen indvende noget mod Stykkets
Morsomhed. Jeg vilde i øvrigt forbeholde mig at spørge
dem: om de overalt lo over eller
undertiden af Stykket?
C. Molbech.
(Lund- 8 Juli 1836.)
Om jeg end med min ærede Hr. Collega maa ansee foranstaaende Vaudeville for et af Overskous ringeste Producter, saa forekommer det mig dog ikke at staae i den Grad lavt, at vi ikke skulde kunne antage det til Brug i Saisonen og der lade det staae sin Prøve.
Den 4 August 1836.
Kirstein.
Antaget ved Decision
af F. Holstein.
(Nedenunder var tilføiet med Molbechs Haand:)
Udpebet ved den 1ste Forestilling. 8 Oct. 1836.
Oprindelig udarbejdet 2023. Opdateret 2023.
Udarbejdet af Niels Jensen, som del af www.litteraturpriser.dk og danskforfatterleksikon.dk