Ude og Hjemme, Sjette Aargang. Nr. 299. Søndagen den 25. Juni
1883.
Side [465]-68.
BIDRAG TIL
DET KGL. THEATERS HISTORIE
Af Edgar Collin
I. Henrik Hertz' to første Skuespil.
I et hvilket som helst Theaters Historie vil den Bedømmelse, de indleverede Stykker have været Gjenstand for af Bestyrelsen, bestandig høre til de interessanteste Punkter, for saa vidt denne Bedømmelse giver et Indblik i de kunstneriske Anskuelser og Synspunkter, der til enhver Tid have været raadende hos de Ledende. Det kgl. Theater er i saa Henseende forsynet med et forholdsvis rigt Materiale, der dog selvfølgelig er sparsomt for den første Tids Vedkommende, idet jo Theatrets Arkiv gik op i Luer ved Christiansborgs Brand. En Censur i Ordets egenlige Betydning har det kgl. Theater selvfølgelig haft lige fra Grundlæggelsen af, for saa vidt som alle Arbejder først opførtes efter Gjennemlæsning og Antagelse af Bestyrelsen, men noget egenligt Spor til Censur finder man dog først i de af Frederik den Femte under 11. September 1750 givne ny Privilegier, i hvis § 5 det hedder: »Iøvrigt maa Intet foretages i Henseende til Økonomien, Troupen eller andet Komedierne vedkommende uden efter foregaaende Overlæg og Deliberation imellem Direktørerne, .... i hvilken Henseende der af Direktionen skal holdes en Deliberations-Protokol«. Overskou maa have kjendt og set denne Protokol, thi i sin Theaterhistorie nævner han ikke blot dens Titelblad, men meddeler tillige, at i de fire første Aar efter 1750 naaede Direktionen ikke at indføre en eneste Linie i den. Hvad der senere indførtes i den, var kun korte Notitser om Forretningsførelsen. Det er overhovedet vistnok næppe muligt at finde Censurer fra en tidligere Periode end fra den Tid, da P. Rosenstand-Goiske efter at være hørt op med sin »Dramatiske Journal« tiltvang sig en Plads ved Theatret i 1780 som »Korrekteur« og senere som Medlem af Direktionen. Fra dette Tidspunkt findes der enkelte Censurer, exempelvis Rosenstand-Goiskes over Birgitte Cathrine Boyes Sørgespil »Gorm den Gamle«, der er i min Besiddelse.
Som ovenfor omtalt gik Theatrets Arkiv til Grunde ved Slotsbranden, og hvad der fra den Tid var i Behold, — foruden en Del Regnskaber i Rentekammeret og Magistratens Arkiv — en Mængde Breve og Aktstykker, som Kammerherre Warnstedt ved sin Afgang som Theaterchef forærede Skuespiller Frederik Schwarz, efter hvis Død Papirerne gik over i daværende Skuespiller Overskous Eje. Denne fandt her et uvurderligt Materiale til de første Bind af sin Theaterhistorie, og efter Afbenyttelsen skjænkede han disse Papirer dels til det store kgl. Bibliothek, dels til Konferensraad Abrahams og dels til mig. Men af Censurer fra dette Tidspunkt findes der kun meget faa blandt disse Papirer.
Fra dette Aarhundredes Begyndelse har det kgl. Theater vel opbevaret alt til Arkivet Henhørende, men ved de hyppige Direktionsskifter kunde det ikke undgaas, at Meget gik tabt og ikke blev afleveret til Arkivet. Dette er navnlig Tilfældet med Censurerne. Disse, der vare skrevne paa løse Lapper, samledes ikke af Theatret, som derfor kun ejer en forsvindende Del af dem, men forblev mest hos Direktørerne, og derfor var det ogsaa mig muligt i den af mig i 1871 udgivne Bog »Af Jonas Collins Papirer« at kunne meddele et saa rigt Materiale til vor Theatercensurs Historie. Det var især til Vaudevillens Fremkomst paa vor Skueplads, at disse Censurer bragte et stort og ganske nyt Bidrag, thi saa nyt var det, at selv Overskou, der dog som Ingen var fortrolig med Theatrets Historie, ikke kjendte et eneste af disse Aktstykker, før jeg leverede ham dem til Brug ved Udarbejdelsen af femte Bind af »Den danske Skueplads«.
Den indskrænkede Plads, som i »Gjethuset« var overladt
Theaterkontoret, har selvfølgelig ogsaa bidraget Sit til, at der
ikke var Tale om nogen Omhyggelighed for Bevarelsen og endnu mindre om
nogen systematisk Ordning af Arkivalierne, af hvilke største Parten
havde Plads i et mørkt Aflukke under en Trappegang, og det er
først efter den nye Theaterbygnings Opførelse, at Arkivet er
blevet fremdraget for Dagens Lys, ordnet og anbragt i et dertil
[sideskift][side
466] indrettet brandfrit Lokale, saa at man først nu kan
se, hvad Arkivet besidder.
De afgivne Censurer bleve, som jeg berørte ovenfor, i lange Tider nedskrevne paa løse Papirslapper, og en bedre Ordning i saa Henseende indtraadte først i Aaret 1829, idet Censorerne fra den 13. August s. A. nedskrev deres Domme i en dertil indrettet Censur-Protokol. Af saadanne Protokoller ejer det kgl. Theater fire, den første fra 1829 til 1832, den anden fra 1832 til 1836, den tredje fra 1836 til 1842 og den fjerde fra 1842 til Udgangen af 1856. I disse Protokoller findes nu de udførlige Censurer indtil Begyndelsen af 1843, hvor Konferensraad J. Collin som daværende administrerende Direktør har indført Følgende i Protokollen:
»Ved indtil videre at paatage mig, efter Hr. Justitsraad Molbechs Udtrædelse af Theaterdirektionen, denne Bogføring over de Stykker, som indleveres til Theatret, eller om hvis Antagelse for samme der har været Spørgsmaal, finder jeg mig foranlediget tit at erklære, at jeg med velberaad Hu indskrænker mig til at anføre Resultatet af de om Stykkerne anførte Domme, for saa vidt som de have været underkastede Censur«.
Fra dette Tidspunkt savnes altsaa atter de udførlige motiverede Censurer, hvilket er saa meget mere at beklage, som Direktionen just fra denne Tid begyndte at indhente J. L. Heibergs Dom over de fleste indsendte Arbejder. Imidlertid ere disse Censurer, af hvilke Collin anførte ganske korte, ofte højst interessante Resumeer i Protokollen, heldigvis ikke gaaede tabte, men befinde sig nu i privat Eje. Naar Collin »med velberaad Hu« indskrænkede sig til at anføre Resultatet af Dommene, saa har dette væsenligst haft sin Grund i, at Heiberg i sine Breve til ham ofte udtalte sig om de indsendte Stykker med en Uforbeholdenhed, der ikke gjorde hans Domme skikkede til at indføres i en officiel Protokol. Efter at Heiberg fra 1849 var kommen i Spidsen for Theatret, overtog han selv Førelsen af Protokollen, i hvilken han kun indtegnede Navnene paa de indleverede dramatiske Arbejder samt en Bemærkning om, hvorvidt de vare antagne og opførte eller forkastede og tilbagesendte, og først efter sin Afgang som Direktør begynder han atter sin Censorvirksomhed. Saavel han som hans Efterfølgere i Censor-Embedet, Konferensraad Hauch, Professor C. K. F. Molbech og Redaktør Erik Bøgh have afgivet alle deres Censurer paa løse Blade, hvilke selvfølgelig nu med stor Samvittighedsfuldhed opbevares i Theatrets Arkiv, men der er, som det vil ses, just fra den ældre Tid i disse Bidrag til Theatrets og den dramatiske Digtekunsts Historie betydelige Lakuner, hvilke det aldrig vil lykkes fuldstændig at udfylde.
Af Theatrets Censur-Protokoller og Journaler samt andet Steds fra har jeg her gjort et lille Uddrag, som omhandler de mere fremtrædende og vigtige dramatiske Arbejder, og jeg tror, at dette Uddrag i mange Maader illustrerer eller kommenterer Overskous Skildring af Theatrets Historie. Thi skjønt de afgivne Censurer vel ere Enkeltmands Dom, give de dog i Mangt og Meget en Afspejling af Tidsalderens Opfattelser og Anskuelser, ligesom de meddele flere karakteristiske Smaatræk, der kaste et til Dels nyt Lys over enkelte af vore Forfattere og deres Arbejder for den danske Scene.
Til bedre Forstaaelse af, fra hvem Censurerne hidrøre, skal jeg endnu kun tilføje en Liste over Theaterdirektionens Medlemmer i den Periode, som her omhandles. Theaterchef: Kammerherre F. Holstein 1811-40; Hofmarskalk J. G. v. Levetzau 1840-49. Medlemmer af Direktionen: Professor K. L. Rahbek 1809-30; Etatsraad, Notarius publicus G. F. Olsen 1811-21; Etatsraad J. Collin 1821-29; Konferensraad J. D. T. Manthey 1830-31; Justitsraad C. Molbech 1830-43; Justitsraad Kirstein 1830-39; J. Collin (som administrerende Direktør) 1842-49 og Etatsraad J. G. Adler 1839-49.
Hr. Burchardt og hans Familie.
Lystspil i 5 Akter af Henrik Hertz.
Opført første Gang den 14. Marts 1827.
Ærbødigst Promemoria.
In magna copia rerum aliud olii natura
iter ostendit.
Sall.
Forfatteren af det indsendte Lystspil »Hr. Burchardt og hans Familie« har helt vel følt de Vanskeligheder, der ere at overvinde ved et Arbeid af den Natur, og det er først efter lang Overveielse og, han tilstaaer det, efter en ængstelig Tøven, at han har kunnet beqvemme sig til at underkaste sit Lystspil saa erfarne og klartseende Censorers Bedømmelse. Jo vanskeligere imidlertid den Opgave, han havde foresat sig, var at løse, desmere turde han haabe paa Overbærelse og billigt Hensyn til hvad der i den Genre af Digtekunsten i den senere Tid er præsteret, som og til hvad der efter Omstændighederne kan ventes præsteret.
Ifald et Arbeid, der i og for sig er af fordringsløs Natur, efter Evne krydret med nogen Lune, og hvori endeel Kundskab til det daglige Liv og dets mærkeligste Retninger er nedlagt, dettes Feil og Mangler deels skjæmtviis deels med Alvor paapegede, — ifald et saadant Arbeid kan antages at have fyldestgjort Skuepladsens Fordringer, vover Forfatteren at haabe af de ærede Censorer en gunstig Dom for sit Lystspil, idet han dog, i Følelsen af dets Mangler, gjentaget maa erklære, at kun Haab om Overbærelse har kunnet bevæge ham til at indsende det.
Forf. maa endnu tilføie angaaende de i Stykket forekommende Hentydninger (hvoraf dog ingen, ham bevidst, kan støde enkelt Mand) at, hvis nogle af dem kunde synes for nærgaaende i Almindelighed, de da letteligen ville kunne udelades eller modificeres.
Til
den kongelige Theater-Direction.
Hr. Burchardt og hans Familie. Hvorvidt dette Lystspil tør i nærværende Tidspunkt love sig Lykke paa Skuepladsen, drister undertegnede sig ikke at afgiøre. Kun skulde han i Tilfælde af dets Antagelse andrage paa, at Zacharias Bloms Bibelsprog i 4 Acts niende Scene forandredes for ikke at forarge de Skrøbelige.
28 Aug. 1826. K. L. Rahbek.*)
P. M.
Lystspillet »Hr. Burchardt og hans Familie«, der under
Betingelse af nogle Forandringer i 4de Acts 9de Scene er af den
høie Direction antagen til Opførelse, indsendes herved
paany, efterat de paaankede bibelske Sprog ere udeladte. Forsaavidt hist
og her en lille Forandring eller Udeladelse kunde være
nødvendig, har man helst villet overlade det til den høie
Directions egen Skjønsomhed.
Forfatteren tillader sig dernæst en ærbødig Forespørgsel om, naar han kan gjøre sig Haab om at see sit Lystspil opført. Han nægter ikke, at flere Grunde bevæge ham til det indstændige Ønske, at faae det bragt paa Skuepladsen endnu i Vinter. Publicum synes for Øieblikket meget modtagelig for Lystspil, hvilket ved en Forandring i Tidssmagen kan blive anderledes adaare. Forf. har desuden et Par Æmner til nationale Lystspil liggende i fuldstændigt Udkast osv., hvilke han dog ikke vover at give den endelige Udførelse, forinden han ved eet Lystspils Opførelse har overbeviist sig om, hvad Held han i det Hele taget tør love sig som Lystspil-Digter. Endelig vil en til Foraaret projecteret kort Reise i Udlandet gjøre Forf. den mulige Indtægt af hans Stykke høist velkommen.
Under Forudsætning af en snarest mulig Opførelse af det omtalte Lystspil, vover Forf. slutteligen at antyde, hvorledes han helst ønsker Rollerne besatte:
| Hr. Burchardt....... | Hr. Dr. Ryge. | Søren Momme .... | Hr. Selstrup. | |
| Malsberg.............. | — Stage. | Mathias Knap ..... | — Frydendahl. | |
| Maria................... | Md. Wexhall. | Zacharias Blom .. | — Hass. | |
| Daniel.................. | Hr. Nielsen. | Judithe................. | Jfr. Beyer. | |
| Søren Momme .... | Hr. Selstrup. | Jeremias............... | Hr. Rosenkilde. |
Forf. smigrer sig med, at det oftomtalte Lystspils Structur, dets
umetriske Form og den ringe Sceneforandring tilligemed de faa Apparater,
det udkræver, fremdeles ville anbefale det til snarest mulig
Opførelse.
Kbh. d. 23 Okt. 1826.
Til
den høie Direction for de Kongelige Skuespil.
P. M.
(In magna rerum copia aliud alii natura iter ostendil. Sall )
I Anledning af den mig af den høie Direction for de kgl. Skuespil tilsendte Skrivelse af 23. Decbr. d. A. tager jeg mig den Frihed at bemærke Følgende:
ad 1mum. Forsaavidt Mad. Wexshalls Repertoire maatte hindre hende i at tage imod det hende bestemte Partie, kan jeg Intet have imod at overdrage det til en saa tænksom og agtværdig Skuespillerinde som Mad. Andersen.
ad 2dum. Skulde Mad. Liebe, der vistnok i mange Henseender bedst vil formaae at hæve »Lisettes« Rolle og derved Stykket, formedelst Sygelighed ei kunne modtage og i sin Tid udfore dette Partie, indseer jeg ikke at det kan overlades til Nogen bedre end til den af den høie Direction foreslagne Jfr. Irrgang.
At »Søren Mommes« Rolle vil vinde saare meget ved at falde i Hr. Instructeur Lindgreens Hænder, stemmer i den Grad med min Overbeviisning, at jeg med Fornøielse skal see den overdraget til ham.
Endeligt være det mig tilladt at bemærke, at, skjøndt Stykket unægteligen vilde vinde ved en Slutning, der afgav forhøiet Interesse, og skjøndt jeg selv alt forhen har tænkt over Sammes Mulighed, tar det dog hidtil ikke staaet i min Magt i saa Henseende at finde en beqvem og simpel Udvei. — En Hovedforandring, der alt maatte begynde fra 4de Act, vilde baade medtage for megen Tid og derved udsætte Stykkets Opførelse og har tillige min nuværende knappe Fritid imod sig. — Skulde imidlertid den høie Direction ved en simpel Forandring eller Tilsætning kunne bidrage Noget til en forstærket Interessen af Slutnings-Scenen, henstiller jeg Sagen aldeles til dens bedre Skjønnende og Indsigt.
Slutteligen vover jeg at fornye mit alt forhen yttrede Ønske om at see det omtalte Stykke snarest muligt bragt paa Skuepladsen.
Kbh. d. 29 Dcbr. 1826
Ærbødigst
Forf. af Lystspillet »Hr. Burchardt og hans Familie«.
Til
den høie Direction for de kgl. Skuespil.
P. M.
Efter at have modtaget den høie Directions Skrivelse af 16de Jan.
d. A. har jeg ved Lystspillet »Hr. Burchardt og hans Familie«
overalt foretaget Forkortninger og Forandringer, hvor jeg blot fandt det
gjørligt og mådeligt. Herved er imidlertid Følgende at
bemærke:
Forsaavidt Lisettes Characteer er bleven befunden tvetydig, har jeg, ved at moderere enkelte Udtryk, søgt at raade Bod derpaa, og overstrøget den største Deel af hendes Dialog med Jeremias, hvorved det formeentlig Uanstændige i denne Scene maa antages at bortfalde. Skulde imidlertid endnu hist og her et Udtryk findes anstødeligt, kan det vel letteligen udelades; kun frygter jeg for, at omtalte Characteer derved vil tabe for meget i Evidents.
Dialogen, haaber jeg, vil befindes tilstrækkeligen forkortet. I 1ste Act, som kort i sig selv, er dette skeet mindre, men derimod i de andre Acter saavidt blot den fornødne Sammenhæng tillod del. Af Scenerne paa Tørreloftet ere efter en omtrentlig Beregning 3 Qvartsider udeladte.
Endeligt har jeg ogsaa efter Evne søgt at opfylde den høie Directions Ønske om en Forandring i Katastrophen, og bragt Prøve-Scenen ved dens Indhold i nogen Forbindelse med Hoved-Handlingen. — Skulde de jambiske Vers befindes at optage vel megen Plads, bedes det taget i Betragtning, at de ikke ret godt kunne være kortere, naar eller Tilskuerne skulle erholde en klar Indsigt i det, hvorom Talen dreier sig. — Iøvrigt har denne Scene foranlediget en Forandring i 2den Acts 2den Scene, hvor jeg, for Consequentsens Skyld, har ladet Malsberg fremsige sin Prøve-Rolle i originale jambiske Vers, hvilket maaskee ogsaa er mere passende end at indblande et fremmed Digterværk i Stykket.
Med Hensyn til disse saaledes foretagne Forandringer tager jeg mig den Frihed at udbede mig Svar paa
om og hvorvidt de have vundet Bifald; og dernæst
om Stykket, den indtrufne Standsning uagtet, kan forventes opført i indeværende Saison.
Kbh. d. 24 Jan. 1827
Ærbødigst
Forf. af »Hr. Burchardt og hans Familie«.
Til
Directionen for de kgl. Skuespil.
P. M.
Af kgl. Skuespiller Rosenkilde har jeg modtaget en Skrivelse, dateret den
6te Febr. d. A., af følgende Indhold:
»Jeg har i Sommeren 1825 skrevet en Comedie »den dramatiske Skrædder«. Den blev indleveret i forrige Aars Efteraar og skulde efter Directionens Bestemmelse være sat i Scenen i December eller Januar. Aarsager, hidrørende fra mig selv, forhindrede det. — I delte Stykke har en af Hoved-Rollerne en væsentlig Lighed med den mig i Deres Comoedie, Burchardt og hans Familie, tildeelte Jeremias. Ved at udføre den i Deres Stykke, naar dette gaaer først, er det ligefrem, at jeg, naar jeg opfylder min Skyldighed mod Deres Arbeide, skader Rollen i mit eget. — Naar derimod mit Stykke gaaer først, naar dets Skjebne er afgjort, og jeg, fri for al videre Pønsen og Tænken paa det, kunde tage mig af Rollen i Deres Comoedie, anseer jeg det for afgjort, at Ingen af os vil tage Skade. Jeg tillader mig derfor at spørge Dem: Har De Noget imod, at jeg aftræder min Rolle i Deres Comoedie? eller indrømmer De, at mit Stykke gaaer først, naar Deres dog gaaer i Saisonen? — I sidste Tilfælde, hvilket jeg helst ønsker indvilliget, haaber jeg da at kunne bevise, at min ovenfor yttrede Mening vil blive bekræftet.«
I Anledning af anførte Skrivelse har jeg under Dags Dato
reskriberet Hr. Rosenkilde Følgende:
»Som Svar paa Deres ærede Skrivelse af 6te dennes tillader jeg mig at anføre Følgende: — Af Deres Brev seer jeg, at den Person, der i Deres Comoedie »den dramatiske Skrædder« har en væsentlig Lighed med Jeremias, er en Hovedrolle; heraf er det allerede indlysende, hvorlidet jeg kan være tjent med, at Deres Stykke opføres førend mit, da det følger af sig selv, at Jeremias’ mindre Rolle aldeles maa absorberes af den større eensartede, især naar den har samme Fremstiller. Derimod holder jeg for, at omtalte Jeremias' Partie (en Birolle, der ved Siden af Hovedrollerne er tænkt noget i Baggrunden) ingenlunde, om den og forud af Dem blev udført, vil kunne skade den senere Fremstilling af Hovedrollen i Deres Stykke, men tvertimod aldeles tabe sig i og falde bort ved Siden af denne. — Deres mangesidige Talent og den Styrke, hvormed De, ogsaa i dette Rollefag, har vidst at nuancere Deres Spil, lader mig haabe, at De ikke vil ansee det for nogen umulig Opgave at give begge Roller paa en for hver særskilt marqueret Maade. — Skulde De imidlertid, som Forf. til »den dram. Skrædder«, ansee Udførelsen af Jeremias' Partie for en vel stærk psychologisk Tvang, der paalagdes Dem, er det min Skyldighed, paa Deres Erklæring herom til Directionen for de kgl. Skuespil, at overgive Rollen til en Anden, i hvilken Henseende jeg ogsaa under Dags Dato har tilskrevet Directionen. — Iøvrigt er det mig ingenlunde ligegyldigt, om en Rolle, der, skjøndt i sig selv en Birolle, dog griber stærkt ind i Hovedhandlingen, bliver udført af den, for hvem den fra først af var bestemt og i en vis Henseende skreven, eller af en anden, selv lige saa talentfuld Skuespiller. — Hvad dette angaaer, maa jeg imidlertid ganske overlade Sagen til Deres egen Conduite«.
Af den anførte Brevvexling vil den høie Direction kunne see, at Hr. Rosenkilde muligviis ønsker at aftræde sin Rolle til en Anden, saaat jeg, det følelige Stød uagtet, der herved bibringes mit Stykke, nødig vil vægre mig for at indvillige deri. Paagrund heraf bliver det nødvendigt, at der tænkes paa en anden Fremstiller af Jeremias. Denne Characteers Ungdom og næsten fruentimmeragtige Blyhed i Samtaler med Ældre anbefaler den Mening, at lade Samme udføre ved et Fruentimmer, og kan jeg i denne Henseende ikke tænke mig Nogen bedre skikket hertil end Jfr. Pätges, hvis ustridige Talent i Forbindelse med fornøden Instruction upaatvivleligt vil gjøre hende denne Rolle voxen. — Skulde imidlertid denne Mening ikke vinde Bifald, og jeg saaledes nødes til at tye til Theatrets mandlige Personale, veed jeg ingen Andre at foreslaae end Hr. Winsløw junior og, saa selsomt det maaskee ogsaa kan synes, Hr. Foersom. Men jeg kan dog ikke undlade paany al henstille mil først yttrede Forslag til gunstig Overvielse.
Jeg haaber, at den omtalte mulige Rolle-Forandring ikke vil have synderlig Indflydelse paa den til mit stykkes Opførelse bestemte Tid, som og, at det Fortrin med Hensyn til Opførelse, det, efter Hr. Rosenkildes Brev at dømme, synes at have fremfor hans Comoedie »den dramatiske Skrædder«. fremdeles vil blive det indrømmet.
Kbh. d. 8 Febr. 1827
Ærbødigst
Forf. af »Burchardt og hans Familie«.
Til
Directionen for de kongelige Skuespil.
Efterat have bivaanet Forestillingen den 14de ds. af Lystspillet Hr. Burchardt og hans Familie« anseer jeg det for en kjær Pligt igjennem den høie Direction at tilkjendegive det samtlige rollehavende Personale min hjerteligste Tak for den øjensynlige Iver og Anstrængelse, hvormed Hver især udførte sit Partie, og for den Opmærksomhed, saavel den høie Direction i Særdeleshed, som det spillende Personale i Almindelighed har værdiget mit Stykke.
Skjøndt jeg nu, som Forf. til det omtalte Stykke, vel ikke den første Forestillingsaften har kunnet afgive en fuldkommen rolig Tilskuer, var det mig dog paafaldende, at Stykket, uagtet der aldeles intet Ophold indtraf, dog spillede i længere Tid, end Lystspil i 5 Acter sædvanligt pleie. Denne Omstændighed har bragt mig paa den Tanke, at Stykket endnu taalte hist og her nogen Forkortelse.
Scenerne paa Tørreloftet forekomme mig endvidere at kunne være modtagelige for en eller anden Modification, hvilken jeg troer, ved en ringe Forandring, at kunne give dem.
I den Overbevisning, at den høie Direction er enig med mig saavel hvad den mulige Forkortelse som den antydede Sceneforandring angaaer, udbeder jeg mig Manuscriptet til Stykket snarest muligt tilsendt, i hvilket Tilfælde det uophørligen skal tilbagesendes.
Kbh. d. 15 Marts 1827.
Ærbødigst
Forf. til Lystspillet »Hr. Burchardt og hans Familie«.
Til
Directionen for de kongelige Skuespil.
P. M.
I Overeensstemmelse med min Skrivelse af Dags Dato til den høie
Direction sender jeg herved Stykket »Hr. Burchardt og hans
Familie« tilbage, efterat have deri foretaget adskillige
Forkortninger. Herved tillader jeg mig imidlertid at bemærke
Følgende:
Forkortningerne versere i Souffleur-Manuskriptet pag. 99, 153, 191, J95 og 214 tilligemed fra pag. 223 til 225. Endeligt er Prøvescenen mellem Malsberg og Kone i 5te Act forkortet til det Halve. — Til lettere Oversyn og for at kunne skjelne de nyere Forkortninger fra de ældre, ere førstnævnte blevne betegnede med røde Marginal-Streger.
Ved disse saaledes alt forhen og senest foretagne Udeladelser er imidlertid 5te Act saaledes svundet ind, at jeg frygter for, den vil i Publicums Øine synes for kort og indholdsløs. Scenerne paa Tørreloftet have eiheller efter mit Skjønnende aldeles frembragt den tilsigtede Virkning, og tildeels fordi de afbrydes for alvorligt, hvorved den forhen vakte muntre Stemning hos Tilskuerne lider. Mathias Knaps Slutnings-Monolog synes ikke skikket til atter at fremkalde den.
For nu at raade Bod paa denne øjensynlige Mangel har jeg grebet til det Middel atter at indlemme i Stykket, og tilmed strax efter Mathias Knaps Slutnings-Monolog i 5te Act, en lille Scene mellem ham og den tilbagevendende Zacharias Blom, en Scene, der alt forhen oprindeligt har hørt til det nævnte Sted, men dengang af mig udelodes af Frygt for at gjøre 5te Act for lang. Denne Frygt falder nu bort. Stykket vil i det Hele taget ligefuldt befindes kortere end forhen, da ved den sidst foretagne Forkortelse over det Dobbelte af den nævnte Scene er bleven udeladt.
Den omtalte Scene er saa kort og let at opfatte, at saa routinerede Skuespillere som DHrr. Frydendahl og Rosenkilde sikkert ingen Vanskelighed ville finde i at indstudere dette lille Partie til i Morgen. — Indlagt følger en Afskrift af Scenen.
Jeg nærer det Haab, at den høie Direction deler min Anskuelse af den omtalte Sag, og velvillig optager mit til Stykkets Tarv sigtende Forslag.
Kbh. d. 15 Marts 1827.
Ærbødigst
Forf. til »Hr. Burchardt og hans Familie«.
Til
Directionen for de kongelige Skuespil.
P. M.
Det Bifald, hvormed Publicum har modtaget Lystspillet »Burchardt og
hans Familie«, har været mig saa meget mere kjærkommen,
som det kun ansees for et Særsyn i den senere Tid, at et originalt
Lystspil overhovedet formaaer at holde sig mod de i Strenghed stedse
stigende Fordringer. At det ikke har vakt furore, laae saavel i
dets egne Structur, som og, paa en Maade, udenfor min Plan. En Forf., der
vælger en almindeligt herskende Svaghed til Gjenstand for sin
Behandling, maa unægteligt forberede sig paa en Mængde
Misfornøiedes skjæve Domme, og tør mindst da
vente sig et almindeligt Bifald, naar Antallet af dem, der føle sig
trufne, udgjør Fleertallet af de Bedømmende, saaledes som
her var Tilfældet; thi, som bekjendt, ere de dramatiske Dilettanter
de flittigste Comoediegjængere og tilmed de stemmegivende. Hermed
være imidlertid ikke sagt, at mit Arbeid ikke har Feil, ja endog
adskillige betydelige, der først ved Opførelsen ere faldne
mig i Øinene, og som jeg ønsker og haaber at kunne
afhjælpe ved en Omarbeidelse i den tilstundende Sommer. Men at det
under ovenanførte ugunstige Omstændigheder ligefuldt har
fundet Bifald, viser, at det maa besidde endeel overveiende gode
Egenskaber.
Da nu saaledes det omtalte Stykke er givet de lovbestemte fem Gange, tager jeg mig den ærbødige Frihed, at udbede mig af den høie Direction det mig tilkommende Honorar for samme udbetalt. Jeg har i denne Henseende medgivet mit sædvanlige Bud en Qvittering, hvori dog Summen, som jeg har bemyndiget ham at hæve, naturligviis maatte staae in blanco.
Kjb. d. 26 April 1827
Ærbødigst
Forf. af Lystspillet »Hr. Burchardt og hans Familie«.
Til
Directionen for de kongel. Skuespil.
Flyttedagen.
Lystspil i 5 Akter af Henrik Hertz. Opført første Gang den
29. April 1828.
P. M.
Forfatteren af »Hr. Burchardt og hans Familie«, opmuntret af
et Bifald, snart intet originalt Lystspil i den senere Tid har erholdt
hertillands, vover paany at forelægge de ærede Censorer
medfølgende Forsøg »Flyttedagen,
Lystspil i 5 Acter«.
De Mangler, mit foregaaende Lystspil syntes at lide af. troer jeg at have undgaaet i nærværende Arbeid. Jeg har søgt at udvikle en combineret Plan med muligste Klarhed og at bringe Charactererne i en Række af Situationer, der kunde interessere. Man vil neppe kunne bebreide dette Stykke Mangel af Handling eller tilstrækkelig Spænding. Paa den anden Side har jeg i dette som i mit foregaaende Lystspil anvendt fortrinlig Omhu paa Dialogen og udført denne i dannet Conversations-Tone, hvor den hørte hjemme, men i vulgaire Udtryk, hvor disse krævedes, og udstyret den efter Evne med Munterhed og Lune. Jeg har, saavidt efter Charactererne gjørligt, bortfjernet fra Dialogen Alt hvad der kunde krænke et fiintfølende Øre, og har den Bevidsthed at have afholdt mig fra alle Personligheder. — At give en Skildring af det daglige Liv i Hovedstaden og fremstille en almindelig, men i sig selv ei farlig Svaghed med et komisk Anstrøg og under forskjellige Forhold, har været mit simple Øiemed. — Desaarsag er Tonen intetsteds strengt revsende, men kun skjæmtefuldt paapegende.
Jeg vil ansee det for mit Livs bedste Bestemmelse at kunne bidrage Mit til, at den danske Comoedie, der i endeel Aar synes at have hvilet, igjen kunde komme til Kræfter og vinde sin gamle Anseelse. Det er i denne Henseende mit Haab, at den høie Direction vil understøtte selv et mindre fuldkomment Forsøg paa at opnaae dette gavnlige Øiemed. Da jeg imidlertid selv heelt vel føler Arbeidets Vanskelighed, er det kun i Tillid til min uafbrudte Stræben og anvendte Flid, at jeg tør vente en gunstig Bedømmelse for dette Stykke.*)
I Henhold til en tidligere Correspondance tager jeg mig dernæst den ærbødige Frihed at udbede mig af den høie Direction mit skrevne Exemplar af Lystspillet »Hr. Burchardt og hans Familie« (motto: In magna rerum copia aliud alii natura iter ostendit) tilbage, for at jeg deri kan foretage adskillige Forandringer i Katastrophen. — Da den sidste Haandspaalæggelse paa »Flyttedagen« medtog længere Tid end jeg havde ventet, har det først nu været mig muligt at opfylde dette forhen givne Løfte.
Kbh. d. 23 Novbr. 1827.
Ærbødigst
Forf. til Lystspillet »Flyttedagen«.
Til
den høie Direction for de kongelige Skuespil.
*) Olsens Censur findes i: »Af Jonas Collins Papirer«, Pag. 106.
*) Rahbeks Censur findes i »Af Jonas Collins
Papirer«, Pag. 151.
Oprindelig udarbejdet 2023. Opdateret 2023.
Udarbejdet af Niels Jensen, som del af www.litteraturpriser.dk og danskforfatterleksikon.dk