Skuepladsen.

I de tvende sidste Maaneder ere følgende Skuespil opførte:

Den 1 November Pagen og Lucile, d. 3 Hværverne, d. 4 Barberen i Sevilla, d 7 Pagen og Friskytterne, d. 8 Taknemmelige Søn og Kiøbmanden i Smyrna, d. 10 Gifte Philosoph, d. 11 Uheldige Lighed, d. 14 Don Ranudo de Colibrados, d. 15 Forliebte Haandværksfolk, d. 17 Huset i Oprør, d. 18 Forl. Haandværksfolk, d. 21 Huset i Oprør, d. 22 Modens Sæder og Bødkeren, d. 24 Kun sex Retter, d. 25 Anton og Antonette, d. 28 Dito, d. 29 Landsbye-Pigen, d. 1 Decemb. Juliane v. Lindorak, d. 2 Turcaret LeSage, d. 5 Erasmus Montanus, d. 6 Forliebte Autor og Tiener og Skovbyggeren, d. 8 Juliane v. Lindorak, d. 9 Butte Velgiører, d. 12 Juliane v. Lindorak, d. 13 Zemire og Azor, d. 15 Emilie Galeotti, d. 16 Lykkelige Skibbrud, d. 19 Zemire og Azor, d. 20 Gienstridige Sindelaug og forstilte Tvistighed, d. 22 Desertøren af sønlig Kierlighed, d. 23 Zemire og Azor, d. 27 Foregivne Hexerie, d. 29 Bagtalelsens Skole, d. 30 Gorm den Gamle. Den 17 Dec. Viol. Tiemrots fra Tydskland, d. 31 Prof. Music. Fischer fra London.

Om Hr. Calcagnis Concerter have vi intet andet at mælde, end Dagene de bleve givne paa, og at den første havde temmelig godt, og den anden meget maadeligt Tilløb. Det synes altsaa at gaae flere af Publicum, som Forfatteren af denne Artikel, der ikke elsker dette Slags Sangere; og uden Tvivl skal der en heel Deel Perisangia til, at finde saa megen Fornøielse i en saadan unaturlig Stemme, at man derover kan glemme de skrækkelige Forestillinger om de umenneskelige Offere, der bringes de vellystige Riigees forfinede, eller rettere sagt, fordærvede Smag.

Hr. Sacco, som tilforn har været Balletmester her, har ladet opføre to smaae Pantomime-Balletter af hans Composition, som vi ere fritagne for at sige videre om, da den første er anmældt i et trykt Program, og den anden i Aftenposten.

Med den sandeste Fornøielse anmælde vi derimod den nye Skuespiller Hr. Ibsen, som i denne Maaned med et fortient Bifald har begyndt sin theatralske Løbebane. Han betraadte første Gang Skuepladsen, som Buschmann i Juliane af Lindorak, da Hr. Kiemp, som de forrige Gange spillede den Rolle, uformodentlig var bleven syg. Fredagen derpaa var hans egentlige Debut som Henrik i det lykkelige Skibbrud af Holberg. Det glæder altid Forf. af denne Artikel, naar danske comiske Skuespillere vælge et Stykke af Nationens sande store comiske Digter at vise sig i; men dobbelt glæder det ham, naar de, som Hr. Ibsen, vise, at de elske Holberg, fordi de forstaae og føle hans Værd, naar de blive Naturen troe, som Holberg, og overlade Narrestreger til de urimelige italienske Buffer. Hr Ibsen spillede Henrik med megen Liv og Lune, og uden Narrefias, som een af vore bedste dramatiske Kunstdommere meget passende kalder det. Det eneste, der i denne Henseende maaskee kunde bebreides ham, var, at han i Scenen med Philemon sleb sin Kniv paa Gulvet, som desuden skal forestille en Gade. Vi vide vel, at det er en gammel Tradition ved Rollen; men vi tiltroe Hr. Ibsen Fasthed nok til at aflægge alt, hvad hans Smag maae forkaste. Vi kunne imidlertid ikke undlade at advare Hr. Ibsen for at falde til en Feil, der er alt for almindelig hos mange, sær comiske, Skuespillere, der have berømte Forgiængere, nemlig, at copiere dem enten stykkeviis, eller i det hele. Hvad det første angaaer, da frembringer det usammenhængende Spil, og det sidste fordærver tit endog det bedste Anlæg. I Stedet for at anføre forhadte Exempler herpaa, vil Forf. hellere erindre Hr. Ibsen om en og anden af dem, som have indrettet deres Spil efter deres Naturgaver, og med Lykke ere vegne af fra deres Forgiengere. Hvad kan være mere Uliigt end Mad. Walters og Mad. Gielstrups Maade at spille Soubretter paa? og hvad kan være mere Liggt end deres Fortienester af dette Fag? Skulde den med saa megen Ret almindelig yndede Mad. Preisler vel have fortient dette Bifald, hvis hun ikke var gaaet sin egen Vei? Skulde hun være bleven sat ved Siden af Mad. Walter, hvis hun havde copieret hende? Og hvem kan vel angive os Mønsteret, hvorefter vor flittige Jfr. Aaslew har spillet sin Angeliqve i Landsbypoeten; sin Isabelle i Mændenes Skole? Aldrig kan den slaviske Efteraber naae denne Sandhed, dette Liv, denne Ild. Ingen maae troe, at vi ved denne Advarsel vilde beskylde Hr. Ibsen for at være falden til denne Feil; nei! blot et Par Træk i hans Buschman, som han saa uforberedet spillede, los os frygte, at han maaskee, kunde falde dertil, hvilket saa meget mere skulde giøre os ondt, da Hr. Ibsen aldeles ikke behøver det. Hans Stemme er god ot tydelig, hans Declamation indsigtsfuld og rigtig, hans Figur, Anstand og Væsen passende til hans Fag. Paa det ingen skal sige, en eller anden Grund, — thi hvem veed alt, hvad snevre Hoveder og slette Hierter kunne falde paa? — kunde have forleedt Forfatteren af denne Artikel til at dømme mildt, vil han dog erindre Hr. Ibsen om en Ting, der stødte Sandsynligheden. Det var, at han havde hvide Strømper paa, uagtet Henrik siger, at han var løbet fra Spradebasserne, som for deres hvide Strømpers Skyld ikke kunde forfølge ham; men især, at han beholdt dem paa som hollandsk Matros; thi havde Jeronimus eller Rosifleng her turdet see til hans Been, havde Stykket nok faaet en anden Ende. Overalt var denne Scene den, der lykkedes mindst. Vi troe imidlertid at kunne ønske Skuepladsen til Lykke med denne nye Skuespiller, og det saa meget mere, da hverken Trang eller Ryggesløshed har drevet ham til Theatret; saa man kan haabe, at han vil blive ved at elske Kunsten, og forøge Antallet paa de Skuespillere, der fortiene og besidde den almindelige Agtelse.

Rahbek.