Skuepladsen.

De i denne Maaned opførte Skuespil ere:

Den 2. Jan. Bagtalelsens Skole, d. 3. Soldaten som kan hexe, og Den løgnagtige Tiener, d. 5. Bagtalelsens Skole, d. 6. Eugenie, d. 9. Coquetten, d. 10. Den honnette Ambition, og den nye Prøve, d. 12. Tartuffe, d. 13. Den døve Elsker, og den nye Prøve, d. 16. Den politiske Kandestøber, d. 17. De noble Passioner, og den nye Prøve, d. 19. De forstilte Utroeskaber, og Crispin Doctor, d. 20. Den forlorne Søn, d. 23. Det lykkelige Skibbrud, d. 24. Skotlænderinden, d. 26. Den taknemmelige Søn, og Mændenes Skole.

Vi have atter i denne Maaned den Fornøelse af kunde anmælde en haabefuld Debut. Jfr. Fredelund, som man alt for nogle Aar siden med Fornøielse saa som Banks ældre Datter i Todes ypperlige Ægteskabsdiævel, spilte til sin egentlige Debut Angeliqve i den nye Prøve. Saa længe en Planteskole, hvorved Børn bleve opdragne til skuepladsen, bliver inter pia desideria, maae man altid være glad ved Debutantere, som ere opvoxne ved den; i det mindste besidde disse er Frimodighed til at staae frem for Publico, og et Herredømme over deres Lemmer, som ellers pleier at savnes hos Debutantere, og som man ikke kan nægte Jfr. Fredelund, hvis Armbevægelser især den første Aften vare frie og heldige. Rollens Udførelse vil Forf. af denne Artikel ikke indlade sig i at bedømme, da den unge naive Elskerinde er den tungeste at udføre af alle de Roller, han kiender, og kræver meere end nogen anden, at Konsten — efter Lessings Udtryk — gandske maae have forvandlet sig til Natur. Een eeneste tvungen eller søgt Tone er nok til at kaste et falskt Lys paa den heele Caracter, som desuden i sig selv er saare vanskelig at træffe. Han har seet, fortiente, berømte, og forgudede Skuespillerinder aldeles forfeile den; somme giøre en slig ung uskyldig Elskerinde til en eenfoldig barnagtig Gaas, andre til en forstilt taabelig, andre til en Colombine, andre til en Coqvette, eller det, som værre er, andre til lidt af altie: til slet intet.

Han vilde altsaa ikke anbefale denne Rolle til en Begynderindes Prøve, om ogsaa Stykket i sig selv ar moersommere, end det virkelig er. — Da han ikke har seet hende mere end i den eene Rolle, drister han sig heller ikke til at sige noget fuldkommen bestemt om hendes Anstand, og Klangen af hendes Stemme, da det ikke er let at skiælne, hvad der kan være hende naturligt, og hvad der blot er paataget for den Rolles Skyld. Hendes Stemme er tydelig, og — saa vidt jeg kunde skiønne — behagelig, hendes Figur og Ansigt uden Tvivl lykkelige for hendes Fag. Foreener hun med disse udvortes Fortrin, de Sinds og Aands Fuldkommeheder, det varme Hierte, det levende Indbildningskraft, den Fliid og Kiærlighed til Kunsten, som udkræves til at danne den sande Kunstnerinde, og uden hvilke man vel kan tillefle sig Yndest, og tilstøie sig ukyndiges Bifald og Roes, men aldrig i det Fag naae sande Fortienester; besidder hun, siger jeg, disse Fortrin, og vil, ufordærvet af Smigger, usmittet af den fiinere Verden, og uanstukket af trafisk Markskrigerie, fremdeles dyrke og forædle dem, da har Skuepladsen i denne nye Debutante unægtelig giort en stor og betydelig Vinding.

Rahbek.