Tillisch afgaaet som Chef, Kranold konstitueret. Engelstoft afgaaet som Kultusminister, Heltzen konstitueret

[sideskift][side 240]Det sørgelige Udfald, som Krigen i 1864 fik for Danmark, havde rundt om i Landet, men dog navnlig i Hovedstaden, frembragt en stærk Ophidselse hos Gemytterne. De forskjellige politiske Partier stod ualmindelig skarpt ligeover for hverandre, det "national-liberale" Parti førte en hidsig Kamp med de saakaldte "Reaktionaire" eller "Hjemmetydskere", og denne Kamp udartede efterhaanden saaledes, at den blev ført ind paa de mest forskjellige Omraader. Heller ikke [sideskift][side 241]Theatret kunde holdes fri for Paavirkning i saa Henseende;dog var det ikke selve Kunsten, der rammedes deraf, men enkelte af de ved Skuepladsen fungerende Kræfter. Da Ministeriet Monrad den 8de Juli havde indgivet sin Dimission, og Ministeriet Bluhme var blevet dannet den 11te s. M., traadte Tillisch ind i dette som Indenrigsminister og matte saaledes opgive sin Stilling som Chef for Theatret. Dette var ham nu neppe ukjærkomment, thi han havde allerede flere Gange ønsket at opgive sin Chefspost, men var hver Gang indstændig bleven opfordret til at blive i Embedet, da man ikke vidste, hvem man skulde faa til hans Efterfølger. Som midlertidig Bestyrer af Kultusministeriet indtraadte Kammerherre, Amtmand Heltzen, og hans første Virksomhed bestod da i at finde en ny Chef for det kongelige Theater. Han henvendte sig forgjæves flere Steder, og endelig blev det bestemt, at Departementschef C. M. Weiss skulde konstitueres i Embedet, men denne Plan blev dog ikke til Noget, idet en alvorlig Sygdom hindrede ham i at modtage Pladsen. Endelig traf Ministeren et ny Valg, og under 12te August blev Generaldecisor for det under Ministeriet for Hertugdømmet Slesvig hørende Regnskabsvæsen, Etatsraad Rudolph Heinrich Carl Conrad Kranold konstitueret som Chef.

Neppe var denne Udnævnelse bleven bekjendt, før der lød et Ramaskrig i hele den nationalliberale Presse, og i "Dagbladet" for den 15de August hed det i den Anledning: ""Berlingske Tidende" bringer den Efterretning, at Etatsraad, Generaldecisor Kranold er bleven konstitueret som Chef for det kongelige Theater og Kapel. Det lader til, at det kongelige Theater skal friste samme sørgelige Skjæbne som hele Fædrelandet, kun med den Forskjel, at det her ikke er fremfrem-mede [sideskift][side 242]mede Voldsmænds Overmagt, men indenlandsk Stupiditet, som er Aarsag til Ødelæggelsen. Der har været meddelt forskjellige Udnævnelser, som ere overordenlig lidet lovende for Theatrets Fremtid og maaske ville kunne udrette Mere til dets Undergang end det efter Naturens Orden uundgaaelige Tab af fremtrædende Kræfter. Men Intet kan dog sættes ved Siden af denne sidste Mishandling af den nationale Scene. Gud skal vide, at Geheimeraad Tillisch var en slet Theaterdirekteur, uden mindste æsthetisk Fordannelse, uden Kjendskab til Skuepladsen og den dramatiske Literatur, uden Smag og uden Evne til at regere det vanskelige Theaterfolk. Men det gaaer dog over alle Grændser at afløse ham med en Generaldecisor i det slesvigske Ministerium, en Mand, der ikke har staaet i fjerneste Forbindelse med æsthetiske eller literaire Sager, ja som ikke engang har dansk Opdragelse, men fortrinsvis — saaledes f. Ex, i Rigsraadet — udtrykker sig paa Tydsk. En bedre Prøve paa Geheimeraad Heltzens Uskikkethed til at forestaa Ministeriet for Kunst og Oplysning kunde ikke let gives; hans Program som Kultusminister er Kranolds Udnævnelse til Theaterdirekteur."

Det var en haard Dom, der saaledes paa Forhaand blev fældet over den nye Chef, men man skulde jo for enhver Pris Minister Heltzen, der var alt Andet end velseet, tillivs, og af den Grund maatte Etatsraad Kranold holde for i faa høi Grad. Man lod det dog ikke blive ved dette ene Angreb, men vedblev trolig i den første Tid at gjøre Alt for at lægge ham Hindringer i Veien. Samme Dag som til Exempel den midlertidige Virksomhedsplan i Anledning af Logeauktionen offenliggjordes i "Dagbladet", havde en Indsender lige nedenunder Programmet faaet følgende Artikel indrykket i Bladet: "Abonnementet paa det kgl. Theaters Loger. Intet [sideskift][side 243]er saa galt, pleier man at sige, at det jo er godt for Noget. Naar vi anvende denne Sætning paa det sidste Direktionsskifte ved det kongelige Theater, saa ligger deri ikke blot en Anerkjendelse af den virkelig pikante Vittighed at sætte en Generaldecisor til at bestyre Theatrets Bo under dets nuværende, baade æsthetiske og materielle Bankerot. Begivenheden har ogsaa en anden Egenstab, der endog kan medføre et virkeligt Gode, nemlig at den saa at sige tvinger det store Publikum op af den stedse stigende Slaphed og Ligegyldighed, hvori det i de senere Aar ligeover for Theatersagen var blevet Mode at indhylle sig. Efter denne Vækkelse gaaer det ikke godt an fremdeles at lade Fem vare lige. Hr. Heltzen har vist, at han betragter en født Tydsker som den mest passende Vogter for en af det danske Sprogs Helligdomme; det staaer nu til det danske Publikum at vise, om det i saa Henseende deler Anskuelse med Hr. Heltzen. Og her vil nu et af de Tilfælde, der i Sandhed kunne siges at ligne en Tanke, frembyde sig, at Publikum, hvem den øverste Dom over det Skete tilkommer, just i dette Øieblik har Midlet i Hænde til at afsige Dommen med det fornødne Eftertryk. Som man vil erindre, begynder Theatret idag Auktionen over sine Loger. Et synderlig glimrende Udfald af denne Auktion kunde vel neppe imødesees foran en Saison, hvori Theatret, i alt Fald foreløbig, vil være berøvet sine tre første kunstneriste Kræfter uden nogensomhelst tilsvarende Erstatning. Imidlertid er Abonnementsvæsenet med alle dets Ulemper nu engang saa indgroet i de kjøbenhavnske Vaner, at Logesalget maaske, selv under disse Omstændigheder, kunde være blevet ret anseeligt, i alt Fald anseeligt nok til ligesom hidtil at beskytte den aandløse Slendrian i Theatrets Ledelse — dersom ikke den sidste og største Skandale var kommen til. Nu derimod, [sideskift][side 244]efter den Haan, der ved Holsteneren Kranolds Udnævnelse til Chef for vor nationale Scene er vist den danske Nation, maa det vistnok ansees for umuligt, at Publikum skulde undlade at benytte det eneste, men rigtignok aldeles probate Middel til at udtrykke sin Misbilligelse, som er lagt i dets Haand. Vi rette derfor uden Betænkning til Enhver, der ved Budskabet om Etatsraad Kranolds Udnævnelse har fundet sin Nationalfølelse krænket, den bestemte Opfordring ikke at støtte en saadan Bestyrelse af Theatret ved Abonnement, og vi vilde stille den samme Opfordring, selv om det Offer, som derved bragtes, var større, end det i Virkeligheden er. For at tilkjendegive sin Afsky for det østerrigske Herredømme har det sangrige Venedig i over ti Aar frivillig givet Afkald paa Sang, Dands og Musik. Skulde da ikke de danske Damer i en Vinter kunne opgive deres Abonnementspladser som en Protest imod, at det danske Theater — der jo endnu ikke er noget "Hof-Theater" — underlægges en tydsk Bestyrelse?" Indsenderen af denne fulminante og opskruede Artikel kunde forsaavidt have Grund til at glæde sig over Virkningen af sine Udgydelser, som Abonnementet kun indbragte 41,854 Rd. 80 Sk., hvilket var henved 8000 Rd. mindre end i den foregaaende Saison, hvor der dog kun var givet 171 Forestillinger med Abonnement istedetfor som efter Bestemmelsen 200. Men Hovedaarsagen til, at Udbyttet af Auktionen blev saa tarveligt, var dog ikke den, at de kjøbenhavnske Damer lig Venedigs Kvinder ved at give Afkald paa Sang, Dands og Musik vilde reise en Opposition mod den nye Bestyrelse af Theatret, men ganske ligefrem den, at de Saar, som Krigen havde slaaet, langtfra endnu vare lægte. Der var ikke alene Sorg i mange Familier, men der var ogsaa [sideskift][side 245]Nedtrykthed over den herskende Forretningsløshed og den dermed i Forbindelse staaende Mangel paa Penge.

Kranold var imidlertid ikke den Mand, der lod sig afficere af Avisartikler. Han tog med god Villie fat paa det Embede, der var lagt i hans Haand, og skjøndt han naturligvis som ubekjendt med hele Forretningsgangen i Begyndelsen gik frem med stor Varsomhed, viste han dog snart, at Kultusministeren ved at konstituere ham ikke havde truffet saa galt et Valg endda. Vel var den nye Chef ganske sikkert ikke nogen æsthetisk Kapacitet, men han savnede hverken Smag eller Kjendskab til den dramatiske Literatur, og som praktisk Forretningsmand var han i Besiddelse af en ikke almindelig Dygtighed, af hvilken man ogsaa snart sporede Frugterne. Og hvem skulde man overhovedet have valgt i hans Sted? Bladene, som vare saa ivrige i at dadle Valget af ham, havde ingen Anden eller Bedre at foreslaa, og desuden havde Heltzen forgjæves henvendt sig til flere Forskjellige med Tilbud om at overtage Chefsposten, men overalt faaet Afslag.

Som det sig hør og bør, aabnede "Holsteneren", med hvilket Navn Chefen i den første Tid benævnedes, Saisonen med et holbergsk Stykke, "Den politiske Kandestøber", der gik udmærket over Scenen med Mantzius, Mad. Sødring og Phister i Hovedrollerne, og allerede paa den tredie Aften præsenteredes der en Nyhed, som var imødeseet med stor Spænding og ikke ringe Forventninger. Under 21de Mai 1864 havde Tillisch engageret Jfr. Agnes Lange, en Datter af Folketheatrets Direkteur, og der var strax ved hendes Engagement sikkret hende fast Ansættelse. Dette havde hun nemlig gjort til Betingelse for at opgive sin Stilling ved Folketheatret, men til Gjengjæld havde hun ladet sig nøie med en Gage af 600 Rd., hvoraf 400 Rd. reglementeret og [sideskift][side 246]200 Rd. ureglementeret Lønning. 2fr. Lange, som ved sin Ansættelse ved det kongelige Theater var i en Alder af noget over 22 Aar, havde lige siden Folketheatrets Aabning i 1857 været den mest fremragende Skuespillerinde paa denne Scene, hvor hun havde erhvervet sig et stort Publikum, og Størsteparten af Hovedstadens Theatergængere glædede sig nu over, at den unge Pige endelig var vunden for den Skueplads, der syntes at være den rette for hendes ikke almindelige Evner. Alene den Omstændighed, at hun skulde debutere i Titelrollen i det anonyme Drama „Charlotte Corday", vilde have været tilstrækkelig til at fylde Tilskuerpladsen den første Aften, men der kom endnu en Ting til, som i høieste Grad pirrede Publikums Lyst til at overvare Debuten. Den 26de August — eller akkurat otte Dage for Jfr. Langes Optræden — fandtes der nemlig under Overskriften "Rollebesætningen i "Charlotte Corday"" i "Berlingske Tidende" følgende Artikel:

"Hr. Redakteur!

De vilde vise mig en særdeles Velvillie ved i Deres meget ærede Blad at optage efterfølgende Brevvexling mellem mig, som Forfatter til nedenfor nævnte dramatiske Komposition, og Theatrets Sekretair, Hr. Justitsraad Berner.

Deres ærbødigste
Forf, til Dramaet "Charlotte Corday".

*   *   *

Velbaarne Hr. Justitsraad Berner!

Deres Velbaarenheds meget ærede Skrivelse af 16de ds., som bringer mig den overraskende Efterretning, "at Charlotte Cordays Rolle ved Fru Heibergs Bortgang fra Theatret er [sideskift][side 247]tildelt Frøken Agnes Lange, og at Stykket er bestemt til at aabne Saisonen," har jeg rigtig modtaget idag. Den foranlediger mig til at udtale følgende Bemærkninger:

I en af de første Maaneder i Sommeren 1862 overgav jeg Hs. Exc. Theaterchefen, Hr. Geheimeraad Tillisch, Manuskriptet til mit tragiske Drama: "Charlotte Corday". Han tilstillede umiddelbart Theatrets Censor dette, og under 7de Juli s. A, oversendte denne mig sin Betænkning. Fra denne Tid af og indtil hen i Efteraaret hørte jeg intet Videre om Stykkets Skjæbne, indtil jeg en Dag under et Besøg hos Fru Heiberg fandt mit Manuskript hos hende. Hun gav mig sit Løfte om at ville overtage Hovedrollen og havde selv den Uleilighed derom at underrette Theaterchefen. I min derpaa følgende Samtale med denne udtalte Hs. Excellence, at han havde anseet Fru Heibergs Medvirkning for en aldeles nødvendig Betingelse for Stykkets Opførelse, hvorfor han, inden han antog det, havde holdt det for fornødent at erfare, om hun var villig hertil. Jeg maatte være aldeles enig med Hs. Excellence i denne Anskuelse, og han anmodede mig tillige om at udkaste et Forslag til Rollebesætningen, saaledes som jeg havde tænkt mig den, hvilket jeg ogsaa gjorde. Regulativer stiller, som Deres Velbaarenhed veed, Forfatteren to Alternativer; det ene er, at han selv besætter Stykket, men opgiver herved ethvert Krav paa, at det fremmes til en bestemt Tid eller i bestemt Orden, eller han overlader Theaterbestyrelsen Rollebesætningen, og han kan da gjøre Fordring paa, at Stykkets Opførelse fremmes, naar dets Tour efter forud antagne Stykker kommer. Deres Velbaarenhed vil forhaabenlig være enig med mig i, at ved hin ovennævnte Fremgangsmaade, hvor Theaterchefen havde gjort en Rolles Besættelse til en conditio sine qua non og [sideskift][side 248]dernæst anmodet mig om at foreslaa de andre Rollers Fremstillere, vare vi strax traadte udenfor de givne Regler og havde taget vort Standpunkt paa Overenskomstens Omraade. Jeg havde iøvrigt saa meget mindre Anledning til derover at gjøre nogen Bemærkning eller fastholde nogen Reservation, som jeg fuldtvel erkjendte Theatrets vanskelige Stilling ligeover for Stykket, hvis Held eller Uheld er betinget af en enkelt Skuespillers Medvirkning, og desuden havde den høieste Tillid til Hs. Exc. Hr. Geheimeraad Tillischs gode Villie og Retfærdighedsfølelse, en Tillid, der ingenlunde er bleven skuffet. Imidlertid blev Stykket antaget under 21de Oktober 1862 og dets Opførelse ansat til Januar 1863. Da jeg i denne Maaned atter havde Anledning til at se Fru Heiberg, meddelte hun mig, at hun havde fundet det hensigtsmæssigst at foreslaa Theaterchefen, at Stykkets Opførelse udsattes til næste Saison, da Hr. V. Wiehe vilde kunne udføre den Rolle, der nu befandtes i Hr. Holst's Hænder. Jeg gjorde hertil ingen Indvending i Erkjendelse af det Unyttige i den, uagtet jeg fuldtvel indsaa, at hvis Opførelsen skulde opsættes efter saadanne Bevæggrunde, vilde den kunne udsættes fra Aar til andet, da der jo altid kunde aabne Udsigter til for en eller anden Rolle at erhverve mere passende Kræfter. Istedetfor Fru Heiberg, Hr. M. Wiehe og Hr. Holst var Besætningen af Hovedrollerne altsaa nu Fru Heiberg, Hr. M. Wiehe og Hr. V. Wiehe. Da Saisonen 1863-64 begyndte, var Fru Heiberg syg, og hun optraadte først i Januar 1864. I denne Maaned udbad Theaterchefen en Samtale med mig, som han aabnede med det Spørgsmaal, om jeg ønskede Slutningshonoraret udbetalt, hvilket tilkom mig, eftersom Theatret endnu i denne Saison ikke kunde opføre det meget omtalte Drama, da Fru Heiberg [sideskift][side 249]fandt, at den bevægede Tid ikke egnede sig til at bringe en Nyhed paa Scenen, der under saadanne Forhold ikke vilde modes med den fornødne Interesse; Stykket skulde nu dog aabne Saisonen 1864-65. Nægtet min Tro paa dets Opførelse i det Hele mærkelig var svækket, gjorde jeg dog den Bemærkning, at til denne Tid vilde den saa høist beklagelige Sygdom, hvoraf Hr. M. Wiehe led, muligvis forvolde Theatret det Tab, at han ikke midlertidig vilde kunne optræde, og at saaledes mit Stykkes Fremkomst vilde umuliggjøres; men Hs. Excellence mente, det havde vel ingen Nød, og Stykket henlagdes atter. Ved Saisonens Slutning kom det endelig til Oplæsning, og Rollerne uddeltes. Under 8de d. M, havde jeg, som Hr. Justitsraaden behageligst vil erindre, en Samtale med Dem, foranlediget ved en Skrivelse fra Dem, hvori De forespørger, om jeg paa Grund af Hr. M. Wiehes Sygdom billiger, at Hr. V. Wiehe overtager hans Rolle, og Hr. Holst igjen Hr. V. Wiehes. Vi befandt os nu atter paa Standpunktet: Fru Heiberg, Hr. Wiehe og Hr. Holst, med den Forskjel, at Hr. M. Wiehes Medvirkning var gaaet tabt. Nægtet jeg naturligvis med den taknemligste Anerkjendelse vilde have modtaget disse to Kunstneres herved forøgede Bestræbelser for endelig at bringe Stykket frem, kunde jeg dog kun have store Betænkeligheder ved at se det berøvet en saa betydelig Støtte som Hr. M. Wiehe, og navnlig vilde dette Savn være føleligt for en Rolle, der er ligesaa eller nok saa vigtig som Titelrollen, og som ganske var anlagt for denne store Kunstners Eiendommelighed. Jeg kunde ikke længere af Hensyn til min Forfatterære ønske Stykkets Opførelse, og jeg udtalte dette for Deres Velbaarenhed, idet jeg tillige gjorde Dem opmærksom paa, at dets Forhold til den franske Revolution, hvoraf det behandler [sideskift][side 250]en Episode, gjorde det mindre skikket til at bringes paa Scenen paa et Tidspunkt, som var uforudseeligt, da det blev til, og hvori de Ideer, der hvile under den egenlige Handling, nylig ere prøvede og af Adskillige antages ikke at have staaet deres Prøve. For imidlertid ikke at lægge Theatret nogen Hindring i Veien under de vanskelige Konjunkturer, hvorunder det befinder sig, foreslog jeg at gjøre Stykkets Fremkomst afhængig af, hvorvidt Fru Heiberg tiltroede Titelrollen Kraft og Interesse nok til at opretholde Stykket. Deres Velbaarenhed gik tilsyneladende ind paa dette Forslag og lovede at give mig Underretning om dets Udfald. I Deres Skrivelse af 16de ds., som har foranlediget dette Svar, meddeles mig imidlertid kort og godt og kategorisk, at Frøken A. Lange overtager Fru Heibergs Rolle. Denne Meddelelse forekommer mig ved sit Indhold at staa i fuldstændig Modstrid med, hvad der forhen er erkjendt for rigtigt og nødvendigt, hvorom ovenstaaende faktiske Fremstilling, hvis Rigtighed Deres Velbaarenhed forhaabenlig anerkjender, giver et tydeligt Begreb, og ved sin Form er en ligesaa fuldstændig Modsætning til den Taalmodighed og Forekommenhed, jeg har vist Theatret, og hvortil det maaske kan lede om Magen. Med Hensyn til Faktum selv da er, med al Agtelse for Frøken Langes Talent, denne unge Dame en Begynderinde paa det kongelige Theaters Scene; hun har ikke prøvet sig der endnu i nogen Rolle, hun er aldeles ubevandret i Fremstillingen af en tragisk Hovedperson, hvis historiske Natur forlanger en egen Karakteristik, og hvis soignerede Diktion frembyder mange Farer for den i det høiere Drama mindre Øvede, og endelig er en Indstudering og Prøven af en saa betydelig Rolle i fjorten Dage i mine Tanker uforenelig med Nationaltheatrets Værdighed og med den Agtelse, der af dette [sideskift][side 251]bør vises baade Forfattere og Publikum. Uagtet jeg ret vel indseer, hvilke Vanskeligheder det maa hidføre for Theatret, at Fru Heiberg pludselig seer sig ude af Stand til at indfrie de Forpligtelser, hun har overtaget ligeover for dette, ved at bidrage til forskjellige Stykkers Antagelse ved sit Tilsagn om deri at spille Roller, der neppe kunne udfores fyldestgjørende af nogen Anden, maa jeg dog herved fremføre en bestemt og uigjenkaldelig Indsigelse mod, at Dramaet "Charlotte Corday" opføres, i det Mindste foreløbig, med Frk. Lange i Titelrollen. Jeg veed ret vel, at jeg ikke kan forhindre Theaterbestyrelsen i alligevel at gjøre det, og at Opførelsen muligvis vil finde Sted; men derfor tillader jeg mig at udbede mig velvillig underrettet om, hvorvidt der vil blive taget Hensyn til min Forestilling, da jeg i modsat Fald for Stykkets Opførelse ved at offenliggjøre denne min motiverede Protest vil anmode Publikum om at være Dommer i Sagen, og tillige forbeholde mig min Ret mod en Rollebesætning og en Indstudering, der maa hidføre et dramatisk Værks sikkre Undergang.

Den 17de August 1864.

Jeg har den Ære at være osv.

Forf. til "Charlotte Corday".

* * *

Hr. Justitsraad, Theatersekretair Berners Gjensvar lyder som følger:

Kjøbenhavn, den 18de August 1864.

Som — — (Tit.) meget rigtig bemærkede under Deres Samtale med mig, har De ikke længere Ret til at besætte [sideskift][side 252]Roller i "Charlotte Corday" efter at have modtaget Honorar*) for samme. Men det forekom mig, og forekommer mig fremdeles, at være høfligst at høre Deres Mening, hvor der var Tid dertil, som da Dusaures og Franquelins Roller ombesattes, og at meddele Dem det Passerede, hvor Tiden var knap, som da Charlottes Rolle tildeltes Frøken Lange. — Standse Prøverne paa Stykket nu, og derved bevirke dets Tilbagetagelse eller Udsættelse, anseer jeg for en Umulighed; iøvrigt benytter jeg Leiligheden til at underrette — — (Tit.) om, at første Prøve paa Stykket er ansat imorgen (Fredag) Kl. 11**), og næste Prøve sandsynligvis Mandag til samme Tid.

Med særdeles Agtelse osv.

Berner."

Den her offenliggjorte Brevvexling vakte, som man kan tænke sig, den største Sensation. Skjøndt der naturligvis var En eller Anden, som fandt, at den anonyme Forfatter havde Ret til at beklage sig over sit Stykkes Skjæbne, vare dog saa godt som Alle enige i at fordømme den Hensynsløshed, der her var vist ligeover for en ung Pige, som for første Gang skulde optræde paa det kongelige Theater i en betydelig tragisk Rolle. Allerede to Dage senere indeholdt Bladet følgende Erklæring:

Hr. Redakteur!

I et Brev fra Forfatteren af Dramaet "Charlotte Corday" til Hr. Justitsraad, Theatersekretair Berner, som [sideskift][side 253]findes aftrykket i Deres ærede Blad af Dags Dato, læser jeg til min store Forundring, at Franquelins Rolle i ovennævnte Drama allerede i Januar Maaned 1863 skal have været i mine "Hænder", men senere afgiven til Hr. V. Wiehe og endelig atter nu er overtagen af mig. Jeg beder Dem derfor at berigtige for den ærede mig ubekjendte Forfatter, at jeg ikke har havt ringeste Anelse om, at jeg saaledes har været paa Vægtskaalen. Franquelins Rolle i "Charlotte Corday" har jeg hverken havt i Hænder eller seet for mine Dine for den 9de August dette Aar, da man sendte mig den med Ønsket om, at jeg vilde lære den saa hurtig som mulig. Skjøndt jeg vel nu i mit 58de Aar burde fritages for at spille unge Elskere, har jeg dog ikke betænkt mig paa at udføre denne Rolle, idet jeg troede derved at gjøre Forfatteren en Tjeneste, men efter hvad jeg nu erfarer, skjøndt den ærede Forfatter i Brevet gjør sig Umage for at sige mig en Høflighed, maa jeg meget beklage, at jeg har bidraget til, at en Protest mod Stykkets Opførelse eller en Appel til Publikums Dom fra Forfatterens Side er bleven nødvendig.

Frederiksberg, den 26de August 1864.

Ærbødigst

W. Holst."

Og endelig fandtes der i "Berlingske Tidende" for den 31te August indrykket Følgende:

"Rollebesætningen i "Charlotte Corday".

Hr. Redakteur!

Med Theaterchefens Tilladelse beder jeg Dem om at optage vedlagte tvende Skrivelser i Deres ærede Blad.

Den 30te August 1864.

Deres ærbødige
 Agnes Lange.

[sideskift][side 254]

Kjøbenhavn, den 27de August 1864

Høivelbaarne Hr. Etatsraad!

Efter den Protest, som Forfatteren til "Charlotte Corday" offenlig har nedlagt imod min Optræden i Titelrollen, vil Deres Høivelbaarenhed sikkert ikke finde det upassende, at jeg herved paa det Indstændigste beder mig fritagen for den ovennævnte Rolle. En Debut paa det kongelige Theater var allerede i Forveien vanskelig nok, men under saadanne Omstændigheder maa jeg ganske mistvivle om et nogenlunde heldigt Udfald.

I yderste Ærbødighed

Agnes Lange.

Høivelbaarne

Hr. Etatsraad Kranold,
Chef for det kgl. Theater,
R. af D. og Dbm.

*  *  *

Chefen for det kgl. Theater og Kapel

Kjøbenhavn den 29de August 1864.

I Gjensvar paa Deres Skrivelse af 27de d. M., hvori De paa Grund af den Protest, som Forfatteren af Dramaet "Charlotte Corday" offenlig har nedlagt mod Deres Optræden i Stykket, anholder om at fritages for at spille deri, — undlader jeg ikke at meddele Dem, at hvormeget jeg end beklager, at Deres første Optræden paa det kongelige Theater skal finde Sted under Omstændigheder, der maa berøre Dem ubehagelig, seer jeg mig dog ikke i Stand til saa nær ved [sideskift][side 255]Saisonens Aabning, og da Stykkets Indstudering er saa langt fremskreden, at opfylde Deres Ønske.

Kranold.

---

Berner.

Til
Kgl. Skuespillerinde, Jfr. A. Lange."

Idet Jfr. Lange saaledes bad sig fritaget for at debutere i den ovenomtalte Rolle, handlede hun ikke alene fuldstændig rigtig, men sikkrede sig tillige forud en Sympathi, der maaske under andre Omstændigheder ikke strax vilde være bleven hende til Del i saa rigeligt Maal. Hendes Debut løb derfor ogsaa overordenlig heldig af. Med en ualmindelig skjøn Personlighed forenede hun en tydelig, kraftig, men endnu lidt haard og temmelig dyb Talestemme, der særlig egnede sig til at tolke stærke Effektsteder og derfor just kunde anvendes med Held i en Rolle som Charlotte Cordays, der var skreven i et meget blomstrende Sprog. Naar hertil kom en mere end almindelig forstandig Replikfremsigelse og en smuk Plastik, vil det kunne forstaaes, at hendes første Fremtræden hilsedes med stærkt Bifald, og at man i hende ikke med Urette troede at have fundet den Kunstnerinde, som, naar Aarene havde modnet hendes Talent og bortfjernet den lidt vel markerede Spillemaade, som hendes Virksomhed ved Folketheatret i de mest forskjellige Roller havde belemret hende med, vilde kunne overtage en Del af det Repertoire — navnlig i Sørgespillet og Dramaet —, som var blevet ledigt ved Fru Heibergs Afgang. Men samtidig med at dette var den almindelige Dom, der deltes saavel af de fleste Tilskuere som af Størsteparten af Pressen, var der en Minoritet, som hos hende [sideskift][side 256]ikke vilde eller kunde se Andet end "opskruet, fordringsfuldt, af al ungdommelig Ynde forladt Spil." "Det er — skrev saaledes en anonym Theaterkritiker i "Dansk Maanedsskrift" — overalt en og den samme Ret, tillavet og opklinet i Hr. Høedts Skole, saa tillært, at hans Elevs Sjæl stivner under Dressuren, og vi Andre jammerlig fryse ihjel." Jfr. Lange var ganske vist i sin første Virksomhedsperiode ved det kongelige Theater ingenlunde nogen fuldt uddannet Kunstnerinde, men hun viste alle Betingelser for at kunne blive det, og det var saa langt fra, at den ovennævnte Kritiker fik Net i sin ubillige Dom, at hun tvertimod senere tilfulde viste, at hendes Evner vare alt Andet end "stivnede" under Høedts Veiledning, men at de tvertimod med Tiden kunde udfolde sig og sætte de smukkeste Blomster. Hvad iøvrigt angik det saameget omtalte Drama "Charlotte Corday" — til hvilket Jfr. Athalia Schwartz angaves at være Forfatterinde —, da fandt man med Rette, at der var talt langt mere om det, end det egenlig var værd. Der var flere fremmede Forfattere, som allerede tidligere havde forløftet sig paa det samme Sujet, og det danske Drama var kun en ny Stadfæstelse paa Rigtigheden af det gamle Udsagn, at Charlotte Corday i og for sig ikke er nogen dramatisk Figur. Handlingen i Stykket savnede planmæssig Fremadskriden og bestod næsten udelukkende af sideordnede Situationer. Enkelte af disse vare unægtelig ganske godt opfundne, men til Gjengjæld var der andre, som virkede næsten parodisk, og de mange Blomster, hvormed Sproget var oversaaet, kunde ikke skjule Hulheden og Tomheden. Spillet var forøvrigt, med Undtagelse af V. Wiehe som Dusaure og Jfr. Nielsen som Justine, meget mat, og at Stykket slæbte sig sex Gange over Brædderne, derfor kunde Forfatterinden nærmest takke Jfr. Lange, hvem hun [sideskift][side 257]saa udtrykkelig havde frabedt sig i Titelrollen. "Charlotte Corday" var det første Stykke, som Professor Holst satte i Scene, og at dømme efter den Maade, hvorpaa dette var skeet, var der ingen Grund til at ønske Theatret til Lykke med denne nye Akkvisition. Med Undtagelse af den ene Saison, i hvilken han som Direkteur forgjæves havde stræbt at bringe det hensygnende Kasinos Affairer paa Benene igjen, havde han i mange Aar aldeles ikke beskjæftiget sig med Theatersager, og hans Virksomhed som Scene-Instrukteur ved det kongelige Theater blev derfor uden anden Betydning for Kunstens Udvikling, end at han som en Mand med en udviklet æsthetisk Smag kunde fjerne alle Taktløsheder under Indstuderingen af nye Arbeider.

I Slutningen af Saisonens anden Maaned kom den næste Nyhed frem. Det var en fire Akts Komedie "Jean Bandry" af Auguste Vaquerie, oversat af H. P. Holst, men dette borgerlige Drama blev befundet saa opskruet og sentimentalt, at det trods V. Wiehes ypperlige Udførelse af Titelrollen og Mad. Sødrings fortræffelige Spil som Fru Gervais ikke formaaede at holde sig paa Repertoiret. Handlingen i Stykket var med faa Ord følgende: Jean Bandry, der er et Pragtexemplar af en ædel og opoffrende Mand, har antaget en forvildet Dreng ved Navn Olivier som sin Pleiesøn. Denne voxer op og lader bestandig sine onde Instinkter komme til Skue. Saavel Pleiefader som Pleiesøn blive forelskede i den unge Frøken Andrée. Jean Bandry anvender Halvdelen af sin Formue til at redde den unge Piges Fader fra en Fallit, men han vil ikke til Belønning modtage Datterens Haand, for hun saa at sige paanøder ham den. Da faaer han at vide, at hun elsker Olivier, og nu driver [sideskift][side 258]han sin Høimodighed saa vidt, at han forener de to Elskende og selv reiser til Amerika.

Enakts Lystspillet "En Omvei", som fremkom anonymt, havde Thornam til Forfatter. Motivet til det lille Arbeide var omtrent det samme som i "Den eneste Feil". Magisteren, Onkel Hans, vil forhindre to unge Mennesker fra at forlove sig, og i den Anledning bilder han deres Forældre ind, at den unge Mand har den Feil at være Politikus og Digter, medens hun skal mangle Opdragelse og have Tilbøielighed til at bande. Mantzius vidste over Magisterens Person at udbrede et saadant Skjær af Gemytlighed og elskværdig Lunhed, at hans fortræffelige Spil var nok til at holde Spillet oppe, hvorimod Elskerparret var behandlet lidt uheldig fra Forfatterens Side. Elskeren var naiv som en ung Pige, medens til Gjengjæld den unge Piges Karakter var stærkt udpræget som en ung Mands, og Stykket var i sig selv altfor kort, til at der indenfor den lille Ramme kunde være Tale om nogen egenlig Udvikling af disse to Karakterer. Stykket vandt imidlertid Bifald og holdt sig i længere Tid paa Repertoiret.

I denne Saison bragtes Molières "De lærde Damer" for første Gang paa Scenen. Les femmes savantes, der var oversat paa rimede Vers af Dr. phiil. H. Schou, er som bekjendt en skarp Satire mod den affekterede Lærdom, som Damerne i de parisiske Selskabskredse levede høit af, efterat Digteren tidligere i »Les precieuses ridicules« havde gjort dem latterlige for deres overdrevne Pænhed og Følsomhed. Men denne Satire fordrede et nøie Kjendskab til de daværende Samfundsforhold, og naar Stykket derfor nu, efter at være omplantet paa dansk Grund, alligevel morede, saa skyldtes det mere Spillet og de enkelte Sceners Pudsighed [sideskift][side 259]end en egenlig Forstaaelse af det satiriske Element. Saavel Mantzius som Rosenkilde og Hultmann spillede fortræffelig i Stykkets Aand henholdsvis som Crysale, Trissotin og Clitandre, hvorimod Mad. Sødring og Mad. Holst i deres iøvrigt talentfulde Gjengivelser af Bélise og Philaminte malede med lidt for stærke Farver, saa at man formeget oversaa, at disse Damer trods al deres Naragtighed høre til Samfundets fornemste Kredse.

H. Hertz berigede i denne Saison Skuepladsen med det romantiske Skuespil i fire Akter "Advokaten og hans Myndling". Af Boccacio havde Digteren laant Ideen til Stykkets Hovedscene, hvor Elskeren med Tilladelse af den vindesyge Advokat skildrer sin Kjærlighed for dennes Myndling, hvem det er forbudt at svare den unge Mand et eneste Ord, og paa denne Ide havde Hertz med stor Kunstfærdighed og Sindrighed bygget sit poetiske Arbeide. Med anden Akt kulminerede imidlertid Stykkets Hovedinteresse, og det romantiske Element, som hidtil havde været det overveiende, maatte nu vige Plads for Intrigen, men skjøndt Handlingen saaledes skiftede Karakter, havde Digteren dog vidst med saa stort Snille at forbinde de to Dele til en Helhed, at man ogsaa med stor Glæde kunde følge Stykkets Udvikling gjennem de to sidste Akter. Hertil kom, at Stykket, der vandt stærkt Bifald, støttedes af et gjennemgaaende fortræffeligt Spil. Mantzius havde lavet en udmærket Figur ud af Advokaten, der er ligesaa energisk som havesyg og snedig, men som dog overlistes af de Unge, V. Wiehe spillede den forelskede Ottavio med en henrivende Varme og Inderlighed, Jfr. Lange var i mange Retninger fortræffelig som Myndlingen Climene, og blandt de mindre Rollehavende glimrede Rosenkilde som Giberto i første Rang.[sideskift][side 260]

En halv Snes Dage efter dette Arbeides Fremkomst gik "Svend Dyrings Hus" for 50de Gang over Scenen, og i Dagens Anledning indlededes Forestillingen med en af V. Wiehe ypperlig fremsagt Prolog, der gjorde stor Lykke, ligesom Hertz hædredes af Kongen med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. I den smukke Prolog, der havde H. P. Holst til Forfatter, hed det om Digteren:

"Da han blev født,
Stod danske Muser ved hans Vugge
Og gav i Arv ham deres bedste Gaver.

Et Kys den Første aanded' paa han Øie —
Da aabnedes hans Blik for Hverdagslivets
Filistervæsen, for dets Fjas og Tant,
Og Holbergs Lune, Holbergs sunde Skjæmt
Gjenfødtes atter her paa denne Scene.

Den Anden trykked ham et Kys paa Læben —
Da formed Ordet sig til Melodi,
Og Talen fik en hidtil ukjendt Rhytmus,
Og Viddets Pil, af Gratien tilspidset
— Saadan som Baggesen udsendte den —
Fløi atter let og klingende fra Strengen.

Den Tredie aanded Kysset paa hans Hjerte —
Da vaagned Kæmpevisens Romantik
Til Liv igjen — som her vi skal den se —
I al sin friske, sin naive Ynde,
Men blandet med den dybe Orgelklang,
Der lød engang
Fra Ewalds fulde, svulmende Akkorder![sideskift][side 261]

Med disse Vaaben
Begyndte han sit raske Seirsløb —
Og mangen Krands han vinde vil endnu,
Thi Elskovsklagen,
Der smeltede Climenes haarde Sind
Og smeltede os Alle med det Samme,
Er ung og vaarlig som hans første Digt."

Det var den 12te Februar, at "Svend Dyrings Hus" feirede dette Jubilæum, og allerede Ugedagen derefter fik Hertz paany Leilighed til at godtgjøre, at Alderen ikke havde svækket eller udtømt hans digteriske Evner. Enakts Lystspillet "Portraitet" kunde man snarere have kaldt en Situation, og nogen egenlig Intrige fandtes der ikke i det, men alligevel havde Digteren formet sit lille Arbeide med saa stor Finhed, udstyret det med saa karakteristiske Figurer og forøget det med en saa fortræffelig Dialog, at det helt igjennem fulgtes med udelt Interesse. Prisen blandt de Spillende bar Mad. Sødring, hvis til de mindste Nuancer fint og sikkert udformede Billede af den godmodig skjælmske, trods sin Alder ungdommelige Tante Gertrud var præget af en saadan Elskværdighed, at denne Præstation med Rette blev regnet for en af hendes allerfortrinligste. Derimod havde Jfr. Lange i den unge skjælmske Pige faaet en Rolle, der laa udenfor hendes Talents Omraade, og den Lykke, hun gjorde, maatte hun snarere skrive paa sit smukke Udvortes' end paa sit Spils Regning.

"En Caprice" var det første Arbeide af den franske Digter Alfred de Musset, der opførtes paa det kongelige Theater. Det fine lille Konversationsstykke, som fremkom i [sideskift][side 262]en Oversættelse af H. P. Holst, gjorde overordenlig megen Lykke, hvortil navnlig Mad. Eckardts ypperlige Behandling af Repliken bidrog, idet hun dog støttedes godt af V. Wiehe og Fru Jacobson som Ægteparret. I sin Anmeldelse af Styltet gjorde "Flyveposten" en Bemærkning om, at Mad. Eckardts Armbevægelser ikke altid vare smukke, og dette foranledigede Clem. Petersen til i sin Recension i "Fædrelandet" at fremkomme med følgende kostelige Tirade: "I "Flyveposten" staaer der skrevet, at hendes Armbevægelser undertiden ikke vare skjønne; dette er en mærkelig Iagttagelse, næsten lige saa pudsig som en anden æret Samtidigs af Jfr. Langes Kast med Hovedet. Mad. Eckardts Gestikulation var, navnlig i Sammenligning med, hvad den for har været, og hvad en saa flyvende Rolle som denne let kunde forlede en Begynderinde til, sparsom, skjøn og undertiden udmærket betegnende. Forbauselsen hang ved hendes Fingerspidser, den fine Haan lo ud af hendes Arme, og den hurtige Medfølelse strømmede i hendes Haand; men "Flyveposten" seer nok ikke det Usynlige uden i det Høieste i Form af Spøgelser, og det har altid været Bladets Ulykke. Nei, Mad. Eckardt har tvertimod lært at bevæge sine Arme, og hendes Spil var i det Hele taget til ligesaa stor Glæde for Tilskuerne, som det er til Ære for hende selv og hendes Instrukteur, Hr. Professor Høedt."

Det romantiske Lystspil "Da Spanierne var her" havde H. C. Andersen til Forfatter. Digteren havde havt den ypperlige Ide at lade Elskeren være udenfor Scenen, men Stykket var i tre Akter, og saalænge kunde Interessen for den Usynlige ikke holdes vedlige. Derfor gjorde Lystspillet trods alle de smukke Enkeltheder, det indeholdt, ingen egenlig [sideskift][side 263]Lykke og forsvandt snart, af Repertoiret. Udførelsen var Heller ikke saaledes, at den kunde holde Stykket oppe, thi vel spillede Mad. Sødring, Mad. Phister, Rosenkilde og Hultmann med stor Dygtighed, men Jfr. Lange var altfor meget paa Kothurnen i Elskerindens Rolle, og Jastrau formaaede ikke som den usynlige spanske Officer at lægge i sin Sang den Varme og bedaarende Inderlighed, som Rollen udkrævede, ligesom Jfr. H. Andersen var ude af Stand til at faa en Helhed ud af Gouvernantens temmelig uklart skildrede Karakter.

Det vil af det Foregaaende sees, at denne Saison bragte forholdsvis mange Nyheder paa Skuespillets Omraade, men Heller ikke Operaen stod tilbage, og en god Del af det heldige Resultat, Saisonen kunde fremvise, skyldtes denne sidste Kunstbranche. Direktionen havde ved Theateraarets Begyndelse engageret den svenske Sangerinde, Fru Louise Michaeli, til foreløbig at medvirke ved sex Forestillinger, for hvilke hun skulde oppebære et samlet Honorar af 1600 Rd. Denne fremragende Kunstnerinde var ikke alene i Besiddelse af en ualmindelig skjøn, fyldig og høi Stemme, men hendes Stemmemidler vare tillige udviklede til den høieste Grad af Kunstfærdighed. Allerede ved sin første Fremtræden som Donna Anna i "Don Juan" høstede hun overordenligt Bifald og stadfæstede fuldstændig sit Ry som en Sangerinde af første Rang, saa at man næsten rent oversaa, at hendes Spil var lidt mat, men det var dog egenlig først som Prindsesse Isabella i "Robert af Normandiet", at der gaves hende den rette Leilighed til at stille alle sine kunstneriske Evner i det klareste Lys. Hun brillerede ikke alene ved den mageløse Lethed, hvormed hun beseirede [sideskift][side 264]alle Koloratur-Vanskeligheder i Partiet, men tillige og i fuldkommen saa høi Grad ved sin musikalske Sikkerhed, Opfattelse og Klarhed. Hendes Løb og Figurer vare ligesaa perleklare, glatte og smidige, som hendes Piano var blidt og yndefuldt, og alle disse Fuldkommenheder forstod hun at anvende med ægte kunstnerisk Maadehold, saa at ikke en enkelt Side af hendes Evner kom til at dominere paa de andres Bekostning. Lige saa fuldkommen var hendes Præstation som Marie i "Regimentes Datter", og da hun den 8de Oktober for sidste Gang optraadte, fremkaldtes hun efter Tæppets Fald med en saa stormende Jubel, at man for hendes Skyld satte Theaterreglementet til Side og tillod hende at hilse paa Publikum foran det nedrullede Tæppe. Bifaldet havde været saa stærkt, at Theatret med Glæde vilde have forlænget sin Kontrakt med hende, men det var hende en Umulighed, da hun havde sluttet Engagement med Operaen i Stockholm.

I November kom den første nye Opera til Opførelse, men den kunde ikke siges at være nogen heldig Forøgelse af Repertoiret. Der var ganske vist i "Søvngængersken" enkelte smukke Numere, i hvilke man gjenkjendte Bellinis Evne til at skrive yndefuld og letsyngelig Musik, men som Helhed betragtet maatte denne Opera ansees for at staa ikke saa lidt tilbage for Komponistens tidligere Arbeider. Hertil kom, at Hovedrollerne ikke udfortes tilfredsstillende. Vel sang Jfr. Holm som Amina og Jastrau som Elvin deres Partier smukt, navnlig den Sidstnævnte, men den dramatiske Side af deres Præstation var for tarvelig, til at Operaen kunde holdes oppe af dem, og den blev derfor ogsaa henlagt efter fire Opførelser.

Det ringe Held, Direktionen havde havt med Bellinis Arbeide, opveiedes imidlertid fuldstændig af den storartede [sideskift][side 265]Lykke, som den næste Nyhed gjorde. Den franske Komponist Charles Gounod havde ved sin Opera "Faust", der første Gang opførtes 1859 paa Théâtre lyrique i Paris, vundet et europæisk Ry, Arbeidet var med stormende Bifald opført paa næsten alle Europas større Scener, og det var i Tillisch's sidste Bestyrelsesaar vedtaget, at Operaen ogsaa skulde opføres her. Som sædvanlig var det imidlertid trukket ud dermed, og Kranold havde derfor det Held, at det faldt i hans Lod at præsentere denne moderne Opera for det kjøbenhavnske Publikums Øren og Øine. Schram havde tidligere i Saisonen været alvorlig syg, og Bestyrelsen havde derfor været betænkt paa at lade hans Rolle som Mefistofeles doublere af Ferslev, saa at denne under den Førstnævntes eventuelle Upasselighed kunde forhindre en Standsning i Opførelsen. Men denne Forsynlighed hjalp dog ikke ganske. "Faust" var ansat til første Opførelse om Søndagen den 18de December, og allerede Dagen i Forveien vare alle Billetter revne bort; da meldte Schram sig syg, og Doublanten var selvfølgelig ikke i Stand til uden Prøve at kunne udføre det store og vanskelige Parti, saa at man maatte vente til den paafølgende Onsdag, hvor Schram atter havde meldt sig til Tjeneste. Operaen gjorde ualmindelig Lykke, og man beundrede med Rette den fortræffelige Musik, der ikke alene udmærkede sig ved mangfoldige skjønne og ædle Motiver, men tillige ved en original og i høi Grad interessant Instrumentation. Strax efter den straalende og effektfulde Ouverture overraskedes man i første Akt ved det friske Bønderkor udenfor Scenen og ved den ypperlige Duet mellem Faust og Mefistofeles. I anden Akt steg Interessen ved paa Markedspladsen at høre det høist eiendommelige Kor af Soldater, Studenter og gamle Folk, [sideskift][side 266]der synges unisono, men i forskjellige Registre, herpaa fulgte Mefistofeles' originale Rondo om Guldets Magt med den efterfølgende Koralmelodi, hvor den Onde maa fly for Korsets Tegn, og den yndefulde Vals sluttede Akten. Den paa dramatisk Effekt saa rige tredie Akt vandt navnlig Bifald ved Siebels Arie, Fausts pragtfulde Arie og den glimrende Slutningskvartet; i fjerde Akt var det storartede Soldaterkor, Mefistofeles' diaboliske Serenade og Scenen udenfor Kirken af stor Virkning, og femte Akt frembød af udmærkede Enkeltheder navnlig Duetten i Fængslet mellem Faust og Margrethe, den efterfølgende Terzet og Margrethes Himmelfart. Men det var ikke nok med, at Musiken røbede en ualmindelig kunstnerisk Dygtighed, ogsaa Sangerne gjorde Deres til, at Operaen paa en værdig Maade kunde fores over Scenen. Nyrop havde som Faust en af sine allerheldigste Roller, som han sang og spillede lige fuldendt, med Inderlighed, gribende Følelse og glødende Lidenskab; Schram var lige saa udmærket som Mefistofeles, og ogsaa hos ham smeltede Sang og Spil sammen til et fuldendt harmonisk Hele, medens der over Mad. Liebes Gjengivelse af Margrethe var udbredt en sjelden Ynde og Adel. Til disse tre Hovedpersoner sluttede Jfr. A. Andersens Udførelse af Studenten Siebel sig paa en værdig Maade, ligesom Marthas og Valentins Partier bleve sungne kjønt af Mad. Zinck og Døcker, hvorimod Spillet for den Sidstnævntes Vedkommende var noget maniereret i Dødsscenen. Paa Iscenesættelsen var der anvendt ikke faa Bekostninger. Theaterdirektionen havde givet H. P. Holst og Gade en Reiseunderstøttelse af 400 Rd., for at de i Udlandet kunde gjøre sig bekjendte med Sceneriet, og Frugterne heraf viste sig ogsaa ved en Udstyrelse, som man ikke var [sideskift][side 267]vant til at se herhjemme. Saaledes anvendtes for første Gang paa Scenen det Drummondske Kalklys for at fremstille Maaneskinnet i tredie Akt, ligesom der i Henseende til Kostumer og Dekorationer ikke var sparet Noget. Kun Et havde man Grund til at være utilfreds med, nemlig Margrethes Himmelfart, der var temmelig uheldig arrangeret fra Theatermalerens Side. Var der imidlertid anvendt forholdsvis store Bekostninger paa denne Opera, saa kunde de dog ikke siges at være spildte, thi saa megen Lykke gjorde "Faust," at Stykket i denne Saison ikke alene oplevede det høie Antal af 25 Forestillinger, men tillige i de efterfølgende Aar stadig vedblev at udøve stor Tiltrækningskraft. Den ovenfor omtalte Doublering blev dog ikke uden Nytte, thi allerede ved Operaens tredie Opførelse maatte Ferslev synge istedetfor Schram, hvilket han skilte sig meget godt ved, og senere maatte Jfr. Bournonville doublere Md. Zincks Rolle som Martha.

Af det Foranførte fremgaaer det tilstrækkelig klart, at Kranold som Chef ikke laa paa den lade Side. Ikke alene ved Nyheder søgte han at hæve Skuepladsen og drage Publikum til Theatret, men ogsaa ved en forstandig Anvendelse af det ældre Repertoire var det ham om at gjøre at skaffe Afvexling i Forestillingerne og give Skuespillerne Leilighed til at virke med Kraft. "En Bryllupsdags Fataliteter" blev gjenoptaget, og ligesom tidligere var Phister uovertræffelig som Sladderhanken Vinge, idet han understøttedes godt af Rosenkilde som Grosserer Klam og Mad. Paetz — som Jfr. Smith var bleven ved sit Giftermaal — som Amalie. Jfr. Lange havde sin anden Debut som Dronning Christine i "Dronningen paa sexten Aar", og om denne Præstation udtalte "Dagbladet" sig paa følgende Maade: "Frk. Langes [sideskift][side 268]Spil trykkes endnu, dels af de uvante Forhold, hvorunder hun virker, dels af hendes ufuldstændig uddannede og beherskede Organ, der ikke med den fornødne Smidighed formaaer at gjennemløbe de stiftende Følelsers og Sindsstemningers Skala. Men om end derved Overgangene stundom blive lidt utydelige, om endel Bravoursteder falde matte til Jorden, saa opveies disse Mangler dog tilfulde ved den selvstændige og forstandige Opfattelse, ved Sikkerheden i det mimiske Udtryk og ved det ædle Præg, der er udbredt over den hele Gjengivelse. Hos Frk. Lange spores Intet af den mekaniske Afretning, uden hvilken et Par andre af Theatrets yngre Damer vilde være ligefrem umulige; hun kan sige som den franske Digter: Mon verre est petit (maaske!), mais je bois dans mon verre. Bedst lykkes, som man kan begribe, de Steder, der kræve en stolt, haard eller skjærende Betoning, men Udtrykket af Hjertelighed er dog ingenlunde nægtet Frk. Lange, og hun sagde navnlig Slutningsreplikerne med en gribende Inderlighed, som ikke forfeilede sin Virkning. Det var saaledes i det Hele en vellykket Fremstilling, og skjøndt vi ikke høre til dem, som antage, at med Frk. Lange selve den tragiske Muse er stegen ned paa det kongelige Theaters Brædder, skjøndt vi tvertimod tro, at hun endnu har mange og betydelige Hindringer at kæmpe sig igjennem, skjøndt endelig Christine ikke er nogen saa stor Opgave af Skuespillerkunst, at der fra dens Losning kan drages bestemte Slutninger, saa forekommer det os dog, at Frk. Langes Spil i denne Rolle varsler heldig for den langt alvorligere Prøve, der forestaaer hende i "Svend Dyrings Hus."

Denne Prøve bestod Jfr. Lange den 9de Oktober, da Hertz's romantiske Sørgespil for hendes Skyld gjenoptoges, og [sideskift][side 269]hun stille sig paa en saadan Maade fra den vanskelige Opgave, at den næsten enstemmige Dom var, at hun maatte ansees som en stor Vinding for det tragiske Drama. Det noget Haarde, Abrupte og ligesom Fragmentariske ved hendes Spillemaade harmonerede her særdeles godt med Ragnhilds Karakter, og der lod som sagt næsten Enstemmighed om, at der hos hende var et alt Andet end almindeligt dramatisk Talent. Den eneste Røst, der drog stærkt tilfelts mod hende, var Anmeldelsen i "Berlingske Tidende", hvilket foranledigede Erik Bøgh til i en skarp og bidende Artikel i "Folkets Avis" at vise alt det Ubeføiede i den skaanselløse Kritik tilbage, idet han paa en Maade, der ikke var til at misforstaa, gjorde opmærksom paa den Mærkelighed, at Anmelderen i "Berlingske Tidende" var identisk med den samme Person, hvem Forfatterskabet til "Charlotte Corday" tillagdes, og som i sin Tid havde troet i Jfr. Lange at se Aarsagen til sit Stykkes ringe Fremgang, skjøndt Sandheden var den, at Debutantindens Spil netop frelste Stykket fra i en Fart at blive skrinlagt. Forøvrigt gik "Svend Dyrings Hus" meget smukt over Scenen, og navnlig spillede Mantzius som Byrge med ædel Ro og Værdighed, ligesom Mad. Eckardts Regine var en smuk og poetisk Præstation. Derimod lod Scenearrangementet paa enkelte Steder en Del tilbage at ønske, idet det for Exempel i Scenen med Englene var af en saadan Virkning, at Tilskuerne neppe kunde tilbageholde deres Latter. — Ogsaa "Elverhøi" gjenoptoges med en tildels forandret Rollebesætning, idet Mad. Paetz med Held havde taget Arv efter Fru Heiberg som Elisabeth Munk, medens Kongen spilledes af V. Wiehe, der dog ikke var ganske paa sin Plads i denne Rolle. Af det Holbergske Repertoire blev "Jean de France" gjenopført for at give C. Price, der, fra Saisonens BegynBegyn-delse [sideskift][side 270]delse atter havde faaet Ansættelse ved Theatret, Leilighed til at prove sine Kræfter. Hans Spil røbede megen Tænksomhed og rigtig Opfattelse, men gjorde ikke den rette Virkning, da det savnede Fyldighed og Friskhed i Lunet. Den nye Rollebesætning, hvormed "Tonietta" opførtes, var meget heldig. Jfr. Lange høstede fortjent Bifald for sin Udførelse af Titelrollen, V. Wiehe var fortræffelig som Baronetten, og Mad. Eckardt viste gjentagende som Mistress Emmeline, at hendes rette Plads var i Lystspillet. Derfor gjorde hun heller ingen rigtig Lykke som Maria i "Væringerne", idet hun paa sine Steder ikke var fri for en vis Deklamationsmaner, hvorimod Sørgespillets andre Hovedpersoner, Phister som Romanos Argyros, Jfr. Lange som Zoe og V. Wiehe som Harald Haarderaade, vandt stærkt Bifald. Med rigtigt Blik for den sceniske Virkning opførtes tillige i denne Saison første Akt af Oehlenschlægers Heltespil "Landet fundet og forsvundet" under Titelen "De to Armringe", og Brudstykket gav et smukt og stemningsrigt Billede af den nordiske Oldtid, hvortil V. Wiehes og Holsts gode Spil hovedsagelig bidrog. Endelig blev i Saisonens ellevte Time "Man kan, hvad man vil" gjenopført og gjorde i sin nye Skikkelse ikke ringe Lykke.

Af ældre Operaer og Syngestykker forekom i dette Theateraar blandt Andet "Apothekeren og Doktoren", hvori Jfr. Holm navnlig sang med stor Dygtighed som Leonora, og "Brama og Bayaderen". Hvad denne Opera angik, var Udførelsen fra Sangens Side meget svag, idet hverken Steenberg etter Jfr. Bournonville kunde magte den Ubekjendtes og Ninkas Parlier, der laa dem for høit. Heller ikke Phister var god som Sanger, men hans Spil som Olifur var et saa fuldendt Mesterstykke af komisk Kunst, at man rent glemte [sideskift][side 271]alt Andet. De to dandsende Bayaderer udførtes med stor Bravour af Jfr. I. Price og Jfr. C. Healey, af hvilke dog den Førstnævnte bar Prisen saavel i Henseende til teknisk Færdighed som Ynde. Begge Søstrene Healey, som senest vare optraadte med stort Bifald i Stockholm, vare nemlig atter blevne engagerede ved det kongelige Theater for Saisonen 1864-65, men afskedigedes ved dennes Slutning. — Hartmanns og H. C. Andersens Opera "Ravnen", der havde henligget uopført siden 1833, blev paany hentet frem fra Arkivet for at revideres og omarbeides saavel af Digter som Komponist. Stykkets tidligere tre Akter bleve nu til fire, samtidig med at Dialogen blev en Del forkortet og versificeret, og til denne Dialog komponerede Hartmann dels almindelige Recitativer, dels Recitativer i den særegne Form af den musikalske Dialog, der navnlig ved Richard Wagner var indført i den moderne tydske Opera. Men skjøndt Alle vare enige i, at de foretagne Forkortelser vare heldige, kunde denne Trylleopera dog lige saa lidt nu holde sig paa Repertoiret som tidligere, og efter kun fire Forestillinger blev den atter henlagt. — I Rossinis "Barberen i Sevilla" var det efter Mad. Gerlachs Afgang blevet nødvendigt at ombesætte Rosinas Parti, og samtidig hermed vare Baziles og Grev Almavivas Roller tildelte Døcker og Jastrau. Jfr. A. Andersen sang vel hverken med den Virtuositet eller det pikante Skjælmeri, der havde udmærket hendes Forgængerinde, men hendes Udførelse af Rosina var dog i det Hele saa vellykket, at man trøstede sig over Tabet. Det var derimod ikke Tilfældet med Døcker, thi hvad hans Spil angik, da var Don Bazile nu en tør og temmelig kjedelig Figur i Modsætning til den prægtige Syngelærer, Phister havde skabt, og selv i Sangpartiet formaaede han ikke at gjøre tilstrækkelig Fyldest, saa [sideskift][side 272]at man endogsaa i den store Bagtalelses-Arie maatte savne den tidligere Fremstiller.

Af Balletter forekom ingen nye i denne Saison, og man indskrænkede sig til at spille Bournonvilles ældre Repertoire igjennem. Denne Kunstart led imidlertid et stort Tab, idet Andreas Füssel ved Saisonens Slutning afskedigedes paa Grund af Svagelighed. I ham mistede Balletten sin mest fremragende Mimiker, og det har senere mange Gange ved Besættelsen af hans Rollefag vist sig, hvor stor han var i sin Genre.

Der fandt forøvrigt flere Afgange Sted, af hvilke dog kun en enkelt var af særlig Betydning. At Mad. Rosenkilde afskedigedes ved Saisonens Slutning, var ikke til noget Afbræk for Repertoiret, thi hun havde i de sidste Aar kun havt en — overordenlig ringe Virksomhed, der stod i Modstrid til den Gavn, hun ved en fornuftig Anvendelse kunde have gjort, og i den forløbne Saison kom hun saaledes kun til at optræde den allerførste Aften i en aldeles sekundair Rolle, hvor man kun i Mangel af nogen Anden benyttede hende. Større var derimod det Tab, Theatret led ved Paetz's og Mad. Paetz's Afgang. Paetz havde i det sidste Theateraar varet meget misfornøiet med sin Stilling ved Theatret. Dels havde hans Virksomhed været forholdsvis temmelig ubetydelig, og dels var han, naar der gaves ham Leilighed til at virke, jævnlig Gjenstand for en temmelig uskaansom Kritik. Denne haarde Kritik havde ikke sin Grund i, at der kunde spores nogen Tilbagegang hos ham som Kunstner, men var for en Del paavirket af de spændte politiske Forhold i Byen. Paetz var nemlig tilligemed Phister traadt ind som Medlem i den saa forhadte "Augustforening", men medens Ingen vovede at gaa i Rette med den Sidstnævnte derfor, maatte Paetz høre [sideskift][side 273]meget Ondt i den Anledning. Han besluttede sig derfor til tillige med sin Hustru at opgive den sikkre Stilling, de kun faa Aar i Forveien havde opnaaet ved Theatret, og efter derom indgiven Ansøgning fik Begge den 2den August 1865 deres Afsted. I Mad. Paetz tabte Theatret en Kunstnerinde, der ikke alene paa sin korte Bane havde ydet Meget, men som gav sikkert Haab om med Aarene at kunne blive regnet i Klasse med de Første, og Tabet var saameget større, som der for Øieblikket ikke var Nogen, der kunde udfylde hendes Plads. Ogsaa Phister havde i denne Saison villet tage sin Afsked, men Kranold fik ham dog overtalt til at tage Ansøgningen tilbage ved at holde ham skadesløs for det Tab, han muligvis kunde have ved en mindre Feu. Med Udgangen af dette Theateraar afsluttede Flinch og Jfr. Monrath deres Virksomhed, uden at Theatret dog kunde siges at lide noget Tab ved deres Afgang, der forøvrigt faktisk først fandt Sted i den paafølgende Saison.

Tilgangen af friske Kræfter i denne Saison var ikke ringe, idet der ialt fandt fire Debuter Sted, men kun de to af dem bleve af nogen Betydning for Theatret. Foruden Jfr. Lange, hvis Optræden tidligere er omtalt, debuterede Erhard Hansen, en Søn af Kammersanger Hansen, den 30te November som Belcore i "Elskovsdrikken". E. Hansen var i Besiddelse af en sonor og blød, dyb Barytonstemme, der vel ikke var meget kraftfuld, men som under Helsteds Veiledning var uddannet med stor Kunstfærdighed, saa at han med Lethed kunde overvinde alle Sangkunstens Vanskeligheder. Klangen i hans Stemme mindede paafaldende om Faderens, og da han var i Besiddelse af et meget heldigt Udvortes for Scenen, var det saare naturligt, at han gjorde Lykke ved sin første Optræden. Endnu i samme Saison blev [sideskift][side 274]der som anden Debut tildelt ham Grev Almavivas Rolle i "Figaros Bryllup", hvori han ligeledes høstede stærkt Bifald. Partiet laa ham vel her lidt for dybt, men han sang det med stor teknisk Færdighed og en særdeles god Intonation, og det var klart, at der i ham var vundet en Sanger, som navnlig i den italienske Opera vilde kunne hævde sig en smuk og varig Plads. — Jfr. E. Sanne optraadte første Gang den 27de November som Christine i "Et Eventyr i Rosenborg Have", men denne Debut blev uden nogen Betydning for Theatret. En anden Debut, som ligeledes, men ikke ganske af samme Grund, blev uden Betydning, var Frøken Elisa Rømers. Den unge Dame havde først under Rungs og senere under den milanesiske Syngelærer Lampertis Veiledning uddannet sin friske, velklingende Sopranstemme og søgte ved sin Tilbagekomst fra Italien om Tilladelse til at debutere paa Theatret. Der blev imidlertid fra flere Sider reist en saadan Agitation mod hende, at Kranold nægtede hende Tilladelsen, og det var først, efterat der fra allerhøieste Steder var interveneret til Gunst for hende, at man tillod hende det, man ellers aldrig nægtede Nogen, der med Billighed kunde forlange at tages i Betragtning. Men hermed var ikke Oppositionen, der var reist mod hende, bragt til Taushed. Der bevilgedes hende kun en eneste fuldstændig og ordenlig Prøve, og efter denne ene Prøve maatte hun synge Adinas vanskelige Parti i "Elskovsdrikken". Tvertimod Skik og Brug var hun ikke anført paa Plakaten jævnsides de andre Spillende, men Pladsen for hendes Navn var markeret med tre Stjerner, som neden under Personlisten angav hendes Navn, og dette gav allerede noksom tilkjende, at det ikke var med Theaterbestyrelsens gode Villie, at hun optraadte, og at det ikke var dens Agt at tage nogetsomhelst Hensyn til, hvorhvor-ledes [sideskift][side 275]ledes Udfaldet blev af hendes Debut. Saaledes gik det da ogsaa i Virkeligheden. Frk. Romer var vel ikke i Besiddelse af noget særdeles heldigt Ydre for Scenen, men hendes Stemme var saa smuk og lod saa klangfuldt, at Bifaldet fuldstændig overdøvede den Hyssen, som den skjulte Opposition havde faaet arrangeret. Det blev hende kun tilladt at optræde en eneste Gang til, og dette skete hovedsagelig, fordi man ved Forstyrrelser i Repertoirets Gang saa sig nødsaget til at tage sin Tilflugt til "Elskovsdrikken"; men for hende maatte det staa klart, 'at hendes Evner ikke vare af en saa fremragende Natur, at hun i Tidens Løb vilde kunne overvinde alle de Hindringer, der vilde blive lagte hende i Veien, hvorfor hun ogsaa i den kommende Sommer modtog det Engagement, som Folketheatrets Direkteur tilbod hende.

Det er tidligere omtalt, at Fru Michaëli og Søstrene Healey optraadte i denne Saison. Af andre Fremmede optraadte kun de to Violinvirtuosinder, Søstrene Wilhelmine Norman-Neruda og Marie Neruda. For deres Medvirkning ved fem Forestillinger oppebar de, et Honorar af 200 Rd. pr. Aften. Fru Norman-Neruda vakte ved sit beaandede, teknisk fuldendte Spil den samme Begeistring, som tidligere var bleven hende til Del ved hendes Optræden paa Folketheatret, og samlede hver Aften hele det musikalske Publikum i Theatret.

Den 19de April 1865 døde Garderobeforvalter C. C. Thorup, som i 53 Aar havde virket ved Theatret, og den 21 de Mai s. A, afgik forhenværende Theaterkasserer F. A Printzlau ved Døden. Endelig bør det bemærkes, at Berner den 28de April blev Ridder af Danebroge, og at Theaterbud O. K. Walsøe samme Dag benaadedes med Danebrogsmændenes Hæderstegn. Denne sidste Mand havde allerede [sideskift][side 276]i mange Aar spillet en ingenlunde ubetydelig Rotte ved Theatret, for hvilket han var til stor Nytte. Han havde været Kammertjener hos Kammerherre Holstein og blev under dennes Virksomhed som Chef for Theatret ansat som Theaterbud. Walsøe, der var et lyst Hoved, satte sig snart saaledes ind i Forretningsgangen, at han næsten var ubetalelig for de forskjellige Chefer, som i mange vanskelige Tilfælde henvendte sig til ham om Raad og Daad. Og Walsøe vidste altid at finde paa Udveie. Naar en Forestilling paa Grund af Sygdomsforfald skulde forandres, havde han stedse en anden Forestilling paa rede Haand, og ved at snakke Godt for Skuespilpersonalet, hos hvem han stod i meget stor Yndest, formaaede han ofte at stille en Forestilling paa Benene, hvor det vilde have været en Umulighed for Bestyrelsen. Det var derfor ogsaa velfortjent, at denne Mand belønnedes med Hæderstegnet.

Allerede gjentagne Gange er det bemærket, hvorledes den politiske Gjæring, der herskede i Hovedstaden, ogsaa viste sin Indskydelse ved Theatret. Der var ført Anke over, at en Holstener som Kranold var valgt til Chef, Paetz havde maattet høre ilde, fordi han var traadt ind i "Augustforeningen", og senere kom der en Historie til med Mantzius. Denne, der var en ivrig Skandinav og en enrageret Modstander af den foromtalte Forening, havde ifølge Beretninger til flere Provindsblade i Studenterforeningen yttret sig paa en meget uforsigtig Maade mod Kongen, og i "Berlingske Tidende" for den 18de November 1864 skrev da en Indsender under Mærket A. L., et "Bidrag til Studenterforeningens Karakteristik", hvori han under Paaberaabelse af at ville i korrekt Form gjengive, hvad Provindsaviserne havde meddelt, berettede Følgende:

[sideskift][side 277] "Lørdagen den 24de September holdtes der et af de sædvanlige ugenlige Gilder, hvorved der altid hersker en meget munter Stemning. En i Studenterforeningen meget yndet Taler, kgl. Skuespiller K. Mantzius, som stadig beærer disse Gilder med sin Nærværelse, udbad sig Ordet for en Skaal, han vilde udbringe. Under almindelig Jubel fik han det og talte saalunde: "Mine Herrer, jeg skal tillade mig at udbringe en Skaal for Kongen ..." (her blev Taleren afbrudt af de Tilstedeværendes Hyssen og Støien) . . . "De misforstaa mig, mine Herrer, det er ikke for vor nuværende Konge, jeg vil udbringe en Skaal — for det Første kjender jeg ham ikke, og for det Andet pleier jeg ikke at udbringe Skaaler for Folk, jeg ikke veed eller Hører noget Godt om. Jeg vil derimod bede Dem, mine Herrer, tømme et Glas til Minde om ham, der ligger i Graven — Frederik den Syvende"."

Denne Artikel vakte naturligvis den største Opsigt. Studenterforeningen Protesterede imod, at man saaledes offenliggjorde, hvad der blev sagt i en ren privat Kreds, og ved en Generalforsamlingsbeslutning blev Indsenderen, der viste sig at være stud., polit. André Lütken, exkluderet af Foreningen. Bladene diskuterede Sagen for og imod, og det blev erklæret, at af henved 400 i Foreningen Tilstedeværende kunde Ingen med Sikkerhed erindre at have Hørt Mantzius bruge disse Yttringer om Kongen. Men hermed var Historien ikke ude. Justitsminister Heltzen, der tillige fungerede som Kultusminister, lod gjennem Theaterchefen Mantzius affordre en Erklæring om, hvorledes hans Adfærd havde været ved det omtalte Gilde i Studenterforeningen, og som Følge heraf offenliggjorde Mantzius i "Dagbladet" for den 5te December Følgende:

[sideskift][side 278] "Efter Foranledning anmoder jeg Dem, Hr. Redakteur, om at optage nedenstaaende Erklæring:

Til

Chefen for det kongelige Theater og Kapel, høivelbaarne Hr. Etatsraad Kranold, R, af Dbr, og Dbm, p, p.!

I Anledning af Hr. Etatsraadens Skrivelse af 20de d. M., hvorved meddeles Skrivelse af 19de d. M, fra Ministerin for Kirke- og Undervisningsvæsenet, og i Henhold til denne begjæres min Erklæring om:

1) Hvorvidt jeg , har brugt de mig i et Inserat i "Berlingske Tidende" Nr. 272 tillagte Yttringer om Hs. Maj. Kongen; eller i modsat Fald:

2) hvorvidt jeg erindrer, hvilke Yttringer jeg ved den i Artiklen omhandlede Leilighed har benyttet mig af, skal jeg tillade mig at svare, at jeg ikke erindrer at have brugt de i Artiklen omhandlede Udtryk, men endog bestemt tør paastaa, at jeg ikke kan have brugt dem, medens jeg ikke Heller erindrer, hvilke Udtryk jeg maatte have brugt ved den ni Uger tilbageliggende Leilighed.

Jeg troer at turde tilføie, at neppe Nogen vil gjenkjende en henkastet Yttring, naar den, revet fra Sted, Tid, Sammenhæng og Tone, saaledes refereres i en Avis, og jeg har ialtfald ved at se den omhandlede Artikel erfaret, hvilken Forskjel der er paa, hvad der forekommer inter parietes & pocula, og hvad der derefter drages frem i et offenligt Blad.

Ærbødigst
K. Mantzius."

Efter denne Erklæring faldt Sagen hen, og den havde ingen videre Følger for Mantzius.[sideskift][side 279]

Efterhaanden som Tilløbet til Theatret blev stærkere og stærkere, steg ogsaa Billetsjoueriet i samme Grad, og for at sætte en Stopper for dette Uvæsen, over hvilket mange Theatergængere beklagede sig, bekjendtgjorde Direktionen i "Adresseavisen" for den 19de September, at den hidtil brugelige Forudbestilling af Billetter vilde bortfalde, saa at man for Fremtiden kun kunde tage Billetter paa selve Forestillingsdagen. Dette var imidlertid et fuldstændigt Slag i Luften, thi i Stedet for at forudbestille Billetter mødte de, der prangede med Billetter, nu saa tidlig ved Billetkontoret, at de ligesom tidligere vare i Stand til at bemægtige sig de bedste Pladser. — Søndagen den 29de Januar var en sand Tycho Brahes Dag for Theatret. Først var "Faust" ansat, men Md. Liebe meldte sig syg, saa meldte Jfr. Monrath sig upasselig til "Apothekeren og Doktoren", og Schram til "Ungdom og Galskab". Endelig annonceredes "Gjenboerne", men efter Ouverturen traadte O. Zinck frem og meddelte, at man paa Grund af Forhindringer maatte give "Scapins Skalkestykker" og "En Omvei". Orkestret spillede atter, Tæppet gik paany op, og nu meddeltes det, at Vanskelighederne ved Opførelsen af "Gjenboerne" vare hævede, saa at dette Stykke kunde gaa. Saa begyndte da sluttelig Forestillingen, men Klokken var imidlertid bleven tre Kvarter over Syv. Det var ifølge Ordre fra Kultusministeriet, at Theatret ikke gav nogen Forestilling paa Aarsdagen efter Frederik den Syvendes Død.

I 1865 tilfaldt der Kapellets Enkekasse et betydeligt Legat, idet en i Hovedstaden bekjendt Rigmand, Partikulier P. V. Moldenhawer, der var død i de sidste Dage af Oktober Maaned 1864, testamenterede den en Sum af 5000 Rd., for hvilken der efter Fradrag af Arveafgifter indkjøbtes [sideskift][side 280]kongelige, indskrevne Statsobligationer til et paalydende Beløb cif 5,440 Rd. Samtidig hermed skjænkede Moldenhawer til Kapellets Instrumentsamling en fortrinlig Kremoneser-Violin (Stradivarius), som hans Fader i sin Tid havde kjøbt til Overkammerjunker Yoldi, men han selv paa Auktionen efter denne havde tilbagekjøbt for 1600 Rd.

Theatret fik i Slutningen af Saisonen en ny Overbestyrelse, idet Heltzen den 30te Marts 1865 afskedigedes som interimistisk Kultusminister, hvilken Post derefter den 7de April ligeledes ad interim blev besat med Kjøbenhavns Overpræsident, Geheimekonferentsraad Bræstrup.

Kranold kunde ved at se tilbage paa dette sit første Virksomhedsaar have Grund til i det Hele at være vel fornøiet. Der var virkelig udrettet Noget i denne Saison med de forhaandenværende Kræfter, og Resultatet havde været godt. Animositeten mod ham i Pressen var sagtnet, efterhaanden som man saa, at "Holsteneren" i enhver Henseende kunde styre det danske Nationaltheater lige saa godt som enhver "Indfødt", og Udbyttet havde i materiel Henseende været meget respektabelt. Thi skjøndt Abonnementet, som tidligere omtalt, af forskjellige Aarsager kun beløb sig til 41,854 Rd. 80 Sk., løb den samlede Forestillingsindtægt dog op til 174,755 Rd. 4 Sk., eller til gjennemsnitlig 693 Rd. 46 Sk. pr. Forestilling mod 659 Rd. 5 Sk. det foregaaende Aar. Men sin værste Fjende havde Kranold i Rigsdagen, hvor et stort Parti ikke alene drog tilfelts mod ham, men tillige mere og mere gjorde Forsøg paa at saa ethvert Statstilskud til Theatret strøget. I Folkethinget blev Kranold angreben af Justitssekretair R. Varberg, hvilket bevirkede, at Tscherning ikke uden Føie erklærede at ville stemme for at give Theatret Tilskud, saafremt man angreb dets Chef, der havde vist sig [sideskift][side 281]at være en loyal dansk Mand, alene fordi han var født i en tydsktalende Del af Landet. Ogsaa Kultusministeren tog Theaterchefen i Forsvar, men denne fandt dog sin bedste Talsmand i Monrad, der udtalte sig saaledes: "Jeg skal slutte med, at jeg af egen Erfaring veed, hvor uhyre vanskeligt det er at finde en Theaterdirekteur; jeg kan forsikkre de Herrer om, at det Hører til noget af det Vanskeligste at finde en Mand, der er skikket til at stilles i Spidsen for Theatrets hele Administration. Det er imidlertid bekjendt, at den nærværende Theaterdirekteur har begyndt saaledes, at han maa siges at være en yderst heldig Akvisition for Theatret, idet jeg ikke mindes, at i lang Tid Theaterkassen har været i en saa blomstrende Tilstand, som den netop er nu under Begyndelsen af hans Bestyrelse. Jeg troer ogsaa, at det først var, efterat man forgjæves havde henvendt sig til flere Andre, at man valgte ham, og der skulde jo dog være En til at bestyre disse Anliggender. Lad os huske paa, at der i vore Forhold findes Folk, som vel oprindelig ere tydske, men som have sluttet sig nøie til den danske Konge og den danske Regering, og lad os ikke skyde dem fra os, som om de vare Udlændinge; thi det vilde være Synd. Deres egenlige Fædreland have de mistet netop paa Grund af deres Loyalitet mod Danmark, og jeg finder derfor, at de paa Grund af deres hele Optræden have et begrundet Krav paa at blive betragtede som Danske." Foruden Varberg ivrede cand. jur. L. Krabbe og cand. theol. S. Høgsbro stærkt mod ethvert Statstilskud til Theatret, medens Redakteur C. B. Rimestad red sin gamle Kjæphest om, at man burde ophæve det Privilegium, Theatret havde faaet eller taget, sig selv, til ene at maatte opføre visse Stykker. Ved Finantsloven for 1865-66 bevilgedes dog det sædvanlige aarlige Tilskud af [sideskift][side 282]50,000 Rd., hvorimod Rigsdagen nægtede ethvertsomhelst Beløb til Sædtillæg, og i Anledning af, at Theatret det foregaaende Aar havde optaget Laanet paa 43,000 Rd. hos Sorø Akademi, blev der paa Finantsloven gjort følgende Tilføining under det kongelige Theater: "Uden Bemyndigelse ved Lov kan Theatret ikke stifte noget Laan eller paadrage sig nogen Gjæld, der ikke kan fyldestgjøres af Theatrets Indtægt inden 31te Marts næstefter det Theateraars Slutning, hvori Gjælden er stiftet." Denne Anmærkning blev derefter ordret optaget i alle de paafølgende Aars Finantslove.

---

Note til side 252:

*) Antagelseshonoraret naturligvis; det egenlige Honorar beroer paa Forestillingernes Antal.             Forf, til "Ch. C."

Note til side 252:

**) Otte Dage efter, at Frøken Lange kan have modtaget Rollen til Indstudering.                             Forf, til "Ch. C."