[sideskift][side 185]I fire Aar havde Tillisch nu været Chef for det kongelige Theater, og var det end lykkedes ham at gjenoprette Ordenen i Administrationen og bringe lidt Disciplin tilveie, saa havde han derimod ikke havt Held med sig paa det Omraade, der var det vigtigste: Hævdelsen af Theatret som nationalt Kunstinstitut. I denne Henseende stod hans Administration ikke synderlig over hans nærmeste Forgængeres, og naar hertil kom, at Theatrets pekuniaire Status i de senere Saisoner med hvert Aar havde forværret sig, er det let at forstaa, at Ønskerne om at se ham afløst af en Anden [sideskift][side 186]begyndte at lyde stærkere og stærkere for hver Dag. Det er tidligere paavist, at man langtfra kunde tilskrive Chefen alene det uheldige Udbytte, de seneste Saisoner havde givet, men at forskjellige Omstændigheder, over hvilke han ikke var Herre, havde været medvirkende hertil, og derfor var det ogsaa forklarligt, at Tillisch, der efterhaanden var bleven kjed af sin Chefspost, var tilsinds at trække sig tilbage fra den.

Skjæbnen vilde det ogsaa saaledes, at denne Saison blev hans sidste. Det blev overhovedet et sørgeligt Theateraar, thi ikke alene bevirkede Kongens Død en længere Standsning af Forestillingerne, men da disse atter begyndte, virkede den sørgelige Krig, som det var let forstaaeligt, i høi Grad hæmmende paa Besøget, og hertil kom endelig, at denne Saison blev den sidste, i hvilken to af de betydeligste Kræfter virkede ved det kongelige Theater. Til Gjengjæld sikkrede Tillisch fra Saisonens Begyndelse Theatret en Kunstner, der blev af stor Betydning.

Denne Kunstner var Vilhelm Wiehe. Siden han i 1851 havde forladt Theatret, hvor det i Øieblikket ikke var ham muligt at skaffe sig et ordenligt Repertoire, havde han i Christiania udviklet sine kunstneriske Evner til en betydelig Høide og var ualmindelig afholdt paa den norske Scene. Rygterne om hans fremragende Dygtighed vare naturligvis ogsaa naaede til Kjøbenhavn, og i Slutningen af 1858 skrev Hauch derfor til ham og spurgte ham om, paa hvilke Betingelser han var villig til at tage Engagement ved det kongelige Theater. Tiden til at opsige Engagementet ved det norske Theater var nær forestaaende, og Wiehe skyndte sig derfor med at meddele Bestyrelsen i Christiania, at den ikke mere maatte gjøre Regning paa ham, men neppe havde han opsagt sin Kontrakt, for han fra Kjøbenhavn modtog et [sideskift][side 187]Telegram, der underrettede ham om, at det kongelige Theater kun vilde engagere ham "paa Prøve" for et Aar. Christensen var nemlig bange for, at Wiehe mulig ikke skulde gjøre den samme Lykke i Kjøbenhavn som i Christiania, og med sin sjeldne Evne til at sætte sig ud over Formerne undsaa han sig ikke for at byde en saa anseet og hædret Kunstner som Wiehe at spille paa Prøve. Dette var naturligvis Wiehe for stærkt, og han afbrød strax alle videre Underhandlinger. Men Kasino, der havde hørt, at Wiehe havde opsagt sit norske Engagement, henvendte.sig strax derpaa til ham, og Erik Bøgh, som paa hin Tid var Direkteur for Theatret i Amaliegade, tilbød ham et fordelagtigt Engagement, som skulde gjælde for ti Aar. For et saa langt Tidsrum vilde Wiehe imidlertid ikke binde sig, og efter adskillig Korresponderen frem og tilbage blev Enden den, at han tog Engagement ved Kasino for tre Aar. I disse tre Aar samlede han sig et stort Publikum i Kasino, og da Tillisch bød ham en Stilling ved det kongelige Theater, med hvilken han kunde være tjent, gik han ind paa Tilbudet, hvorefter der den 25de Juli 1863 gaves ham fast Ansættelse som Skuespiller ved det kongelige Theater.

Den foreløbige Virksomhedsplan, der for Logeauktionen publiceredes i "Berlingske Tidende", var ret indbydende, men som sædvanlig lovede den langt Mere, end den saa sig i Stand til at holde. Saaledes blev det for Exempel stillet i Udsigt, at Operaen "Faust" vilde blive opført, i hvilken Anledning man havde engageret den svenske Sangerinde, Frøken Signe Hebbe til at udføre Margrethes Parti, og at et originalt Sørgespil ved Navn "Charlotte Corday" skulde gaa i Løbet af Theateraaret. Auktionen gav som sædvanlig et jævnt godt Resultat, og de fleste Loger bortabonneredes.[sideskift][side 188]

Saisonen begyndte med "Axel og Valborg", der havde hvilet i flere Aar, og som nu gjenoptoges, for at V. Wiehe kunde debutere som Axel. Hans Gjengivelse af den nordiske Helt vandt overordenligt Bifald, og Oehlenschlægers Poesi klang saa henrivende skjøn, saa fyldig i hans Mund, at man ligestrax kunde ønske den danske Skueplads til Lykke med atter at have erhvervet en saadan Kunstner. Nu havde man fundet den Mand, der med sin overstrømmende Lyrik og rige Pathos var i Stand til at føre de oehlenschlægerske Heltefigurer over Scenen i den Skikkelse, de krævede, og hermed havde Sørgespillet gjenerobret sin berettigede Plads paa Repertoiret. Aarene havde modnet V. Wiehe til Kunstner, og om der end under hans langvarige Birken paa Scenerne i Christiania og i Kasino var kommet enkelte Kanter paa hans Spil, som trængte til at afslibes, viste han sig dog øieblikkelig i Besiddelse af saa rige Evner, at det kongelige Theater kun kunde beklage ikke tidligere at have sikkret sig en' saa betydelig Skuespiller, der med sit mægtige, fuldttonende Organ ikke alene var i Stand til at bare en Del af det Repertoire, der havde maattet hvile siden Nielsens Død, men som tillige ved sit udmærkede Theaterydre og sit vel gjennemtænkte Spil var overordenlig anvendelig paa andre Omraader. Det tog da Heller ikke lang Tid op, for V. Wiehe stod lige saa høit i Gunst hos det kongelige Theaters Publikum som tidligere i Norge og paa Kasino, og snart fik han den Plads i Repertoiret, som tilkom ham paa Grund af hans Talent og kunstneriske Evner. Hvad forøvrigt Udførelsen af "Axel og Valborg" angik, da var V. Wiehe absolut den, som bedst gjengav den oehlenschlægerske Poesi. Mad. Eckardt — som Jfr. Thorberg i Sommerens Løb var bleven ved sit Ægteskab med Eckardt — havde mange vellykkede Momenter [sideskift][side 189]som Valborg og spillede overhovedet med megen Forstand og Adel, men det var øiensynligt, at dette Rollefag ikke var hendes rette, idet hun navnlig ikke i de rørende Scener formaaede at lægge den sande Varme i sine Ord og rive Tilhorerne med sig. En Præstation af ganske overordenlig Virkning var M. Wiehes som Sortebroder Knud, skjøndt hans Fremstilling af den sledske Munk neppe var saaledes, som Digteren havde tænkt sig den. Med fuldstændig Tilsidesættelse af alle de Midler, der ellers benyttes i saa rigt et Maal af Theaterskurkenes Fremstillere, virkede han udelukkende ved sin egen Person og frembragte en Effekt, der var i høieste Grad overraskende. Den Scene, hvor han overskjærer Klædet mellem Axel og Valborg, var navnlig mesterlig, og idet han foretog den kirkelige Handling, faldt Replikerne fra hans Læber med en saa isnende Kulde og en saadan geistlig Høihed, at Tilskuerne uvilkaarlig folte, at to Hjerter nu vare adskilte for bestandig. Ikke mindre storartet var den Maade, paa hvilken han gjengav Dødsscenen, og saa grebet var Publikum af hans Spil, at ikke en Haand rørte sig for at tilklappe ham Bifald. Indtrykket var for stort, for overvældende, til at man paa almindelig Maade kunde yde den geniale Kunstner sin Anerkjendelse.

Den første Nyhed, som Saisonen bragte, var egenlig en god gammel Bekjendt, idet "Den unge hidsige Kone," der nu opførtes som Syngespil, tidligere var gaaet talrige Gange over Scenen uden Musik. Det var imidlertid meget rigtigt at optage Stykket i den nye Skikkelse, da Boyeldieus Musik dertil var saa fin og yndefuld, at den vel fortjente at fremdrages. Der fandtes i det lille Syngespil, som modtoges med stærkt Bifald, navnlig en fortræffelig Kvartet og en Terzet, og Udførelsen var i det Hele heldig, om end Jfr. Holm, [sideskift][side 190]hvad Dialogen angik, stod langt tilbage for den. Færdighed, hun udviklede paa Tangens Omraade.

I Løbet af Oktober Maaned naaede man endelig til at bringe et større Arbeide frem i Hauchs Drama i fire Akter, "Henrik af Navarra." Digteren havde her leveret et af sine anekdothistoriske Arbeider, der hørte til samme Genre som "Æren tabt og vunden" og "Tycho Brahes Ungdom," og Publikum modtog det med al den Agtelse, man skyldte Digteren, men morede sig ikke derover. Hauchs Talent laa overhovedet ikke for Intrigestykker, og den temmelig tynde Handling — der hovedsagelig dreiede sig om et Epigram, som Kong Henriks Ven, Hugenotten d'Aubigné har rettet mod Katharina af Medicis, og som denne Sidste benytter til at faa ham landsforvist — var altfor ubetydelig til at kunne vedligeholde Tilskuernes Interesse gjennem de fire lange Akter. Derfor var ogsaa navnlig den sidste Halvdel af Stykket meget langtrukken, indtil man endelig staaer overfor den Katastrofe, der kommer alt Andet end uventet for Tilskueren, og paa mange Punkter traadte Digterens Ubehændighed stærkt frem, idet han maatte klare flere Vanskeligheder ved et saa forslidt Theatermiddel som Anvendelsen af Breve. Imidlertid var Dramaet, som naturligt, langtfra blottet for smukke Scener, og særlig vare Henrik af Navarra og Vennen d'Aubigné, hvilke Roller spilledes ved fremragende Dygtighed af V. og M. Wiehe, to med stor Klarhed tegnede Figurer. Af de øvrige Rollehavende høstede Phister stærkt Bifald som Baron de Legey og Jfr. Nielsen i Md. Rebours' Rolle.

Det næste nye Stykke, der optoges paa Repertoiret, havde forsaavidt en vis Lighed med Hauchs Drama, som det ligesom dette var et lille Indfald, der var bredet ud til [sideskift][side 191]et forholdsvis langt Intrigestykke; men hermed var rigtignok ogsaa Ligheden forbi. Den svenske Digter Runeberg, der her for første Gang præsenteredes et Theaterpublikum, stod aabenbart som dramatisk Forfatter paa et underordnet Standpunkt i Sammenligning med den herlige Virksomhed, han havde udfoldet som Epiker. Men alligevel folte man saa at sige i hver Replik, i hver Situation den ægte Digternatur, og hans "Kan ei," der paa Dansk kaldtes versificeret Lystspil, kunde ikke Andet end tiltale Enhver, der havde Sands for Poesi, ved den Stemning, der var udbredt over hele Arbeidet, og som uvilkaarlig forplantede sig til Tilskuerne. Jfr. Smith havde som Julie faaet en overordenlig vanskelig Rolle, som hun imidlertid spillede overraskende godt, idet hun i sin Forvirring var lige saa bly og kvindelig, som hun var elskværdig og pikant i sine Skjælmerier. Hun understøttedes fortræffelig af Mantzius som Formynderen og M. Wiehe som den uafhængige Maler, medens Phister og Kone sekunderede med stort Held i Birollerne. Stykket fik som sagt en gjennemgaaende fortrinlig Udførelse og modtoges med stærkt Bifald, og at det ikke oplevede flere end ni Opførelser, laa tildels i andre Omstændigheder.

Kort efter at denne Nyhed var gaaet over Scenen, skete der nemlig ved Kongens Død en længere Afbrydelse i Forestillingernes Gang. Efterretningen om det sørgelige Dødsfald naaede først til Hovedstaden Søndag Aften den 15de November. "Eventyr paa Fodreisen" var ansat til Opførelse, men lidt for Klokken Syv underrettede en af Tilskuerne de i Theatret Tilstedeværende om, at Kongens Tilstand var haabløs, og et Kvarterstid senere traadte Phister frem paa Scenen og meddelte Publikum, at Skuespillerne — da TheaThea-terchefen [sideskift][side 192] terchefen ikke selv var tilstede for at tage Beslutning — havde bestemt sig til ikke at ville spille, og Tilskuerpladsen rømmedes derpaa i al Stilhed. Paa Grund af Landesorgen ophørte nu alle offenlige Forlystelser fra den 16de November til den 17de December, men først den 26de December kunde Theatret naa at faa begyndt igjen paa sine Forestillinger, og den første af disse var bestemt til Sørgefest for den hedengangne Konge.

Hele Landet var paa hin Tid i stærk Bevægelse. Det tydske Forbund havde i Anledning af Forfatningen af 18de November s. A, truet med Exekution i Hertugdømmerne, den saakaldte Tronprætendent, Hertug Frederik af Augustenborg, havde proklameret sig selv som Hersker over Slesvig og Holsten, og hvert Øieblik kunde man vente at se Krigen udbryde. Det var derfor intet Under, at Sindene vare i Oprør, og navnlig var Stemningen i Hovedstaden meget animeret. Under saadanne Omstændigheder var det let forklarligt, at det kunde vække Anstod, at man, efter hvad Rygtet fortalte, havde valgt Oehlenschlægers Sørgespil "Erik og Abel" til Opførelse ved Mindefesten for den hensovede Konge, og i "Flyveposten" nedlagdes der da ogsaa en stærk Indsigelse mod at opføre et Stykke, som let kunde afstedkomme politiske Demonstrationer. "Dagbladet" delte denne Anskuelse, og i sit Numer for den 17de December udtalte Bladet sig under Overskriften "Sørgefest for Kong Frederik den Syvende" paa følgende Maade: "Ifølge et Rygte, som har fundet Stadfæstelse i et andet Blad, paatænkes det ved det kongelige Theaters fornyede Aabning at gjøre den første Forestilling til en Sørgefest for vor afdøde Konge. Saa smuk og rigtig som vistnok Alle finde denne Tanke, saa beføiet forekommer os den alt fremsatte Anke (i "Flyveposten") over det til Opførelsen trufne Balg af Stykke. Det skal nemlig være Hensigten at give OehlenOehlen-schlægers [sideskift][side 193]schlægers "Erik og Abel", det mørkeste af alle Digterens Dramaer, som har Brodertvist og Brodermord til Emne, som i sit Slutningsindtryk er uhyggeligt og uden sand Forsoning, og som endog paa ikke faa Steder direkte vil saare Publikums Følelser. Vi skulle exempelvis blot nævne den fantastiske Scene, i hvilken Sofia varsler om den Kongestamme, "som christelig og frederig skal bære den danske Krone til Gud Herrens Ære", og som ikke skal "voldsomt sønderrives, men i en kjærlig Arvefølge trives", hvorefter hun endog rækker den unge Grev Otto af Oldenborg det berømte Horn med den Spaadom: "Hil Dig! Din Æt skal vorde Dannerkonger!" Hvorledes vilde denne glade Forkyndelse, denne profetiske Hilsen ikke skurre under de nærværende politiske Forhold og ved en Sørgefest for den sidste oldenborgske Konge? — Vi haabe derfor, at det endnu ikke vil være for sent at træffe et andet Valg, selv om man derved skulde komme til at slaa Noget af paa det Karakteristiske med Hensyn til Stykkets Natur." Af en lignende Mening var ogsaa "Fædrelandet", og dette bevægede da Fr. Paludan-Müller til i "Berlingske Tidende" for den 23de s. M, at indrykke følgende Artikel:

"Mindefesten paa det kongelige Theater næstkommende Lørdag har i forrige Uge været Gjenstand for offenlig Omtale i flere af vore Dagblade, der samtlige have fundet Valget af Stykket (Oehlenschlægers "Erik og Abel") uheldigt, ja undret sig over, at Theaterchefen har kunnet træffe et saadant Valg. Da Undertegnede som Forfatter af Sørgeprologen har væsenlig Andel i dette Valg, finder jeg det rigtigt forend Forestillingen, og forend Publikums Mistro til Stykkets Passelighed rodfæstes, hvorved den uhildede Nydelse og [sideskift][side 194]Opfattelse vilde vanskeliggjøres — at meddele efterfølgende korte Bidrag til at klare Spørgsmaalet.

"Dengang Hs. Excellence Theaterchefen gjorde mig den Ære at henvende sig til mig om en Prolog til en Mindefest for vor afdøde Konge, stod det strax klart for mig, at denne Prolog maatte have Dagens Farve og en politisk Karakter. Thi vel deler jeg "Flyvepostens" Mening, at Theatret staaer i Ideens Tjeneste og ikke bor være en Tumleplads for "politiske Demonstrationer"; men dette udelukker ikke, at der tages et passende Hensyn til Øieblikket og til den Stemning, der bevæger sig i Folket. Selv Kirken maa tage slige Hensyn, uden dog derfor at turde overskride den religieuse Tone eller det Kirkeliges Gebet. Enhver, der kommer i Theatret paa Lørdag, venter at hore Politik, og som Landets Situation nu er, vilde al anden Kost, ved en Leilighed som den givne, være ham smagløs. Altsaa, Politik maa der til, kun at denne bydes paa passende Maade og i den rette Form. Hvorvidt dette er skeet i den af mig forfattede Prolog, stal jeg ikke selv afgjøre; men jeg skal sørge for, at Prologen strax efter Opførelsen kan være at erholde i Bogladen, og da vil Enhver selv kunne dømme.

"Skulde Prologen have en politisk Farve, maatte den samme Fordring stilles til Skuespillet, thi det ene Led burde vel svare til det andet; men der forlangtes udtrykkelig et reciterende Skuespil, ingen Opera. Efter længere Debat faldt baade Theaterchefens og mit Valg paa "Erik og Abel". Min Hovedgrund kan jeg ikke her anføre uden at robe en Del af Prologens Indhold; men foruden den tiltrak mig især den store og almindelige Allusion til Øieblikkets politiske Forhold. — Idet Tæppet gaaer op, seer man Danevirke og høre Nationalsangen. Helt igjennem Stykket lyder Ord og Tale, [sideskift][side 195]der levende minder om Danmarks Livsspørgsmaal. Selv Fundet af det oldenborgske Horn — hvor "Dagbladet", ved en Sørgefest over den Sidste af den oldenborgske Stamme, seer en Betise og hører skurrende Toner: selv dette oldenborgske Horn forekommer mig her at lade sig finde og høre paa passende Tid og Sted. Det er jo kun ganske uegenlig, det kan siges, at den oldenborgske Stamme er uddød. Mandslinien er uddød hertillands, men Spindelinien er i bedste Flor. Deres Majestæter vor nuværende Konge og Dronning nedstamme jo begge fra Frederik den Femte. Idet nu en Sidelinie af det oldenborgske Hus bestiger Danmarks Trone, og Kongestammen saaledes paa en Maade fornyes, forekommer den omtalte Allusion — Fundet af Hornet — mig baade smuk og berettiget. At ikke enhver Linie af Sofias Monolog Passer til Øieblikket, gjør Intet til Sagen. Bladets anden Hovedanke, Stykkets mørke og uhyggelige Sujet, synes mig Heller ikke at være nogen Grund til at vrage det, da Tragediens Bestemmelse jo ikke kan være at distrahere og vugge Tilskuerne i behagelige Drømme, men at vække store og alvorlige Tanker og vise Mennesket og Menneskelivet fra en anden Side end den dagligdags. I en Tid som den nærværende gjælder det netop om ikke at distraheres, men at samle alle Tanker om den ene store Hovedtanke: Fædrelandet. — At der til denne Mindefest kunde været valgt et Skuespil, hvorpaa Kritiken mindre havde havt at udsætte, indrømmes villig, naar man vilde gaa udenfor sin egen Literatur og ikke netop havde søgt et Stykke af politisk Indhold. Men blandt Oehlenschlægers Arbeider — og til dem var man vel nærmest henvist — veed jeg intet, der bedre svarede til Situationen. Sanders "Niels Ebbesen", som Bladet "Fædrelandet" foreslaaer, vilde jeg af mange og nær nær-liggende [sideskift][side 196]liggende Grunde aldrig have givet min Stemme, ogsaa mod at vælge "Elverhøi" eller et større Drama af Hauch eller Hertz talte afgjørende Grunde. Hertil kommer, at Tragedien "Erik og Abel" ikke i ti Aar er gaaet over Scenen og saaledes kan siges at være ny for en stor Del af det theaterbesøgende Publikum, og at af alle Oehlenschlægers Stykker — "Dina" maaske undtaget — "Erik og Abel" er det, der lettest og med størst Virkning gaaer over Brædderne.

"Jeg har hidtil kun holdt mig til de offenlig fremsatte Indvendinger. Af dem, der mundtlig ere komne mig for Øre, skal jeg her kun nævne en, men som rigtignok er gjort til en Hovedindvending mod Stykkets Opførelse, til en Ulykkesspaadom, ja til en "gruelig Ting": den nemlig, at Slesvigs Hertug dræber Danmarks Konge, og at saaledes Stykket vilde give Anledning til personlige Allusioner. I Sandhed! jeg tilstaaer, at denne Indvending aldrig er falden mig ind, og at jeg selv nu, efter saa tidt at have Hørt den, ikke er i Stand til at faa Greb paa Indvendingen. Hvor kan der blandt fornuftige Mennesker her være Tale om Forargelse? Hvor ere de personlige Forhold i Virkeligheden, der svare til dem i Skuespillet? Ja, hvor kan man i det Hele søge og finde personlige Allusioner i et saa gammelt Skuespil, der har en Alder af mere end fyrgetyve Aar og derhos behandler et sex hundrede Aars gammelt Æmne? Nei, lad de Døde hvile! Og skal de kaldes frem af Graven, skal det allermindst være for at give de Levende Forargelse. Dette er Heller ikke skeet her, og den, som i den oehlenschlægerske Tragedie seer Allusion til nulevende høitstaaende Personer, maa ogsaa se Spøgelser ved høilys Dag. Det er ikke for min egen Skyld, at jeg siger dette — thi naar Alt kommer til Alt, hvad angaaer det mig? — men fordi jeg gjerne ønskede at stemme [sideskift][side 197]Publikum gunstigt for denne Mindefest, ønskede, at Publikum uden forudfattet Mening og Mistro ganske ukritisk hengav sig til de Indtryk og den Nydelse, Skuespillet forhaabenlig vil frembringe. Af samme Grund er det min Bøn til mine ærede Modstandere, at de ville opsætte den videre Drøftelse af Sagen, til Stykke og Prolog ere gaaede over Scenen. At forandre begge Dele lod sig ikke gjøre, uagtet jeg selv, da Indsigelserne fremkom, stemte derfor for ikke ved en slig Leilighed at forarge Nogen — men dertil var Tiden for knap.

Fr. Paludan-Muller."

Digterens Bevisførelse var imidlertid for frag til rent at kunne fjerne den Animositet, som en stor Del af Publikum nærede mod det af Theaterchefen og Paludan-Muller trufne Valg, og skjøndt Dagspressen føiede den Sidstnævnte i ikke yderligere at drøfte Spørgsmaalet forinden Sørgefestens Afholdelse, viste det sig dog paa selve Forestillingsaftenen, at Publikum delte den af Bladene udtalte Anskuelse. Sørgefesten fandt som sagt Sted den 26de December. Publikum mødte sørgeklædt, men mærkelig nok var der ikke truffet nogensomhelst Foranstaltning til at smykke Tilskuerpladsen med Sorgens Farver, saa at Blomsterguirlanderne udenom første Etages Loger stak grelt af mod de fortklædte Tilhørere. Efter en kort Introduktion, komponeret af Paulli, gik Tæppet op, og V. Wiehe fremsagde med ædel Ro og gribende Inderlighed Paludan-Müllers Prolog. Digtets overordenlig smukke Indgang var knyttet til Sagnet om den Maade, hvorpaa Gorm den Gamle modtog Efterretningen om sin høitelskede Søns, Knud Dana-Asts Død. Thi som for tusinde Aar tilbage den halvblinde Konges Ord talte Sandhed, da han sagde: "Saavist er min Søn død, som hele Danmark sørger", saaledes sørgede nu atter det ganske Laud. Digterens Ord lød: [sideskift][side 198] — — — — — — — — — — — — "Atter
Nu for sin Dana-Ast i Sorg gaaer Folket.
Sin ædelbaarne Søn har Danmark tabt,
Vor Fredrik har vi tabt, vor gode Konge,
Der stod ved Roret i en stormfuld Tid,
Der styred Danmarks Baad i rørte Vande
Og lemped Farten mellem skjulte Skjær.
Nu tumles atter Baaden høit paa Bølgen,
Og Stormen tuder høit — dog ei vi skrækkes,
Og ei vi bæve for den store Rolle,
Som Skjæbnen tildelt har vort lille Folk."

Efter et smukt Tilbageblik paa Danmarks historiske Livsspørgsmaal, den gjennem Aarhundreder fortsatte Kamp for Slesvig, lød det igjen saaledes:

"Paa Spil stod atter Slesvig Land, og da,
Da var det, Fredriks danske Sind sig viste,
Af Landets Fortid mægtig draget til,
Hendraget mod det Land, der Vuggen var
For vore gamle Sagn, for vor Historie,
Vor Religion — for Alt, hvad os er helligt:
Svoer Fredrik i sit Sind, at aldrig Slesvig
Fra Danmark skulde skilles. Da han talte
Det stolte, men saa indholdrige Ord,
Hvorfor hans Navn af Danske skal velsignes
Og holdes høit i Pris: Det skal ei ske!
Fra Danmarks Rige Slesvig skal ei skilles:
Det skal ei ske!

                               Men Du, o danske Folk!
Du, som har Ordet hørt — lad Ordets Gjenlyd [sideskift][side 199]Ei blot som Ekko tone fra dit Bryst,
Nei, lad dit Bryst nu være Klippen, hvor
For alle Tider Ordet staaer indgravet!
Lad i din Prøvetid — thi hvert et Folk,
Som hvert et Menneske, har Prøvetider —
Lad i din Prøvetid hint Ord staa Prøve!
Et herligt Land vort lille Danmark er,
Imellem Syd og Nord den skjønne Bro,
Som af Naturens egen Haand er bygget.
En Vand- og Landvei er vort Danmark, og
Det danske Folk er Folk, der boer ved Veien.
Derfor saa videlystent Folket er,
Saa let bevægeligt, og derfor vender
Sit Blik det snart mod Norden, snart mod Sønden,
Og føler sig mod Begge draget hen.
Det kan ei ændres — det Naturens Lov er,
Hans Villie, som har skabt det danske Folk
Og sat det paa den Jordbund, hvor det bygger.
Men denne Jordbund tør vi ei opgive,
Ei mindste Fodsbred tør af den vi miste,
Thi denne Jordbund er vor Arv fra Gud.
Derfor ei blot svoer, at ei det skulde ske.
Men som til Landets Lov ophøied Ordet.
Se! paa Kong Fredriks Kiste lagde nys
De danske Kvinder deres Krands af Guld,
Som Hjertets Tak for Friheds gyldne Gave.
Men ei blot Kvinderne — det hele Folk
Med Egeløv sin tabte Konge kroner.
Vel er det saa, at tidt Historiens Dom
Fra Øieblikkets Dom sig vidt adskiller,
[sideskift][side 200] Dog tør vi tro, at selv fra fjerne Tider
Skal dette Vidnesbyrd som sanddru gjælde:
Daadrige Aar var hine femten Aar,
Hvori Kong Fredrik førte Danmarks Scepter
Og aabned Frihedsbanen for sit Folk,
Hans Liv var Landets Held — hans Død dets Sorg,
Og med Taknemlighed, som ei skal svinde,
Bandt hele Folket Krandsen om hans Minde."

Tæppet gik derpaa langsomt ned, medens et usynligt Kor til Musik af Paulli gjentog digtets sidste Strofer. Sørgespillet fik, hvad Titelrollerne angik, en aldeles fuldendt Udførelse, idet M. Wiehe frapperede ved den uendelige Blidhed og det Skjær af et Martyrium, hvormed han forlenede Billedet af Kong Erik, medens V. Wiehe dannede en fortræffelig Kontrast til ham ved stærkt at fremdrage det Haarde, Ubarmhjertige i Abels Karakter, samtidig med at hans Spil i sidst Akt var af en gribende Virkning ved den dybe Ruelse, det aabnede. Af de øvrige Rollehavende vare egenlig kun Holst som Lauge Gudmundsen og Nielsen som Jørgen paa deres Plads, hvorimod Flinch var særlig uheldig som den unge Grev Otto af Oldenborg. Men trods Brødrene Wiehes ypperlige Præstation var Publikums Uvillie vakt mod ved denne Leilighed at fremdrage det oehlenschlægerske Sørgespil, og Tilskuerne forholdt sig tause under Opførelsen, ja efter Tæppets Fald lød der endogsaa en svag Hyssen.

Det Forsøg, der i denne Saison gjordes med at bringe et nyt Arbeide af Calderon frem, havde et alt Andet end heldigt Udfald. "En Skillevæg" var en fri Bearbeidelse af den spanske Digters »El escondido y la tapada«, og den [sideskift][side 201]anonyme Oversætter havde endogsaa været saa fri at omplante Originalens glødende, ildfulde Vers paa tør Prosa. Herved var Stykket berøvet sin smukkeste Pryd, og da det, hvad Intrigen angik, langtfra kunde maale sig med, hvad de moderne franske Dramatikere havde præsteret i lignende Retning, ligesom Udførelsen Heller ikke paa noget Punkt hævede sig over det Almindelige, mødtes det med en stærk Hyssen og gik kun to Gange over Brædderne. Stort mere Lykke gjorde ikke den næste Calderonske Nyhed "Spøg ikke dermed", oversat af en Anonym efter »No hay burlas con el amor«. Dette Arbeide var tilsyneladende bygget paa en Ide af noget større Omfang end i "En Skillevæg", ligesom Intrigen syntes at være bedre formet, men i Virkeligheden var ogsaa dette Arbeide meget svagt. Man faaer at se, hvilken Almagt Kjærligheden er i Besiddelse af, idet den lærde Dame strax ved første Øiekast forelsker sig i en ung Adelsmand, hvem det ved Model med hende gaaer paa samme Maade. Men Motiveringen heraf manglede fuldstændig, hvad hende angik, og det Samme var omtrent Tilfældet med Skildringen af Adelsmanden, der hidtil har leget med Kjærligheden uden at tro paa dens Magt. Denne Stykkets Svaghed kom ogsaa til Syne ved Fremstillingen, thi hvor mesterlig Fru Heiberg end spillede den spanske Blaastrømpe, var det hende dog umuligt at faa et helstøbt Billede ud af den i høi Grad aparte Karakter, hvorimod hun med saa stor Finhed og saa ypperlig Pointering fremsagde de utaalelig lange og talrige, for største Delen af Tilskuerne uforstaaelige Citater af Klassikerne, at disse bleve nogenlunde taalelige at høre paa. Og som det gik med hende, gik det ogsaa med M. Wiehe: Heller ikke han kunde trods alt sit Geni bringe noget harmonisk Hele ud af Adelsmanden.[sideskift][side 202]

Havde Direktionen ikke havt Held med disse to Nyheder, kronedes derimod dens Bestræbelser med et meget heldigt Udfald, hvad den følgende Nyhed angik. Femakts-Skuespillet "Madonna" var en af Høedt med megen Smag og Sands for den sceniske Effekt foretagen Bearbeidelse paa rimfri Vers af Heinrich Bodes tydske Original, og det i mange Henseender interessante Arbeide modtoges med megen Velvillie af Publikum, om end ikke med saa stor Varme, som man skulde have ventet efter den for næsten alle Rollers Vedkommende fuldendte Udførelse, der blev Stykket til Del. Det er Kampen mellem Katholicisme og Protestantisme, der her oprulles et Billede af, Katholicismen med Forsagelsen af alle Livets Glæder og med den urokkelige Autoritetstro ligeover for Luthers Lære med Retten til en skyldfri Livsnydelse og Frihed i alle personlige Forhold. Og Kampen faaer forøget Interesse derved, at Konflikten er opstaaet mellem Katholicismens Forkæmper, Biskop Sigismund, og den unge Pater Rudolf, der efter Bispens Antagelse er hans kjødelige Søn. Trangen til Frihed og den opvaagnende Kjærlighed ere de to mægtige Faktorer, der drive den formentlige Søn over i Protestanternes Leir, og Biskoppen vil i sin blinde Iver for Kirkens Sag offre sit eget Barn, da han i sidste Øieblik kommer til Erkjendelse dels af sin Feiltagelse og dels af, at Christi Ord om Kjærlighed ikke stemme overens med hans egen Adfærd. Handlingen bestaaer i de første tre Akter hovedsagelig af en bred, men gjennemgaaende heldig Exposition, og det er egenlig først i fjerde Akt, at Handlingen faaer det rette Liv, hvorimod Slutningen er mindre heldig. Kampen mellem de to Principer kræver nemlig en tragisk Ende, og derfor staaer det ikke i god Samklang med hele Udviklingen i de første Akter, at Stykket ender med Fred, Lykke og Forening. Men [sideskift][side 203]afseet herfra var Skuespillet saa rigt paa spændende og effektfulde Scener, og Omplantningen paa dansk Jordbund var skeet i et saa smukt Sprog, at Interessen hos Tilskuerne holdtes oppe lige til det Sidste. Biskop Sigismund havde en ædel, varm og værdig Fortolker i V. Wiehe, og over M. Wiehes Spil som Rudolf laa der et saa ophøiet Skjær af Poesi og ideel Skjønhed, at denne Præstation med Rette regnedes blandt hans allerypperste. De øvrige Rollehavende vare alle fortræffelig paa deres Plads, og navnlig overraskede Mad. Holst, der i de senere Aar havde havt et meget indskrænket Repertoire, ved sin djærve og energiske Udførelse af Værtshusholdersken Gertrude Boheim.

H. C. Andersen, som ikke havde arbeidet for det kongelige Theater, siden Operaen "Nøkken" i 1853 gik over Scenen, havde i denne Saison indleveret toakts Lystspillet "Han er ikke født" til Direktionen, der i April Maaned lod det komme til Opførelse. Den noget aparte Titel sigtede til et Udtryk, der i de senere Aar havde vundet Borgerret i det danske Sprog, hvorefter Ordet "Født" betegnede en af Adel værende Person i Modsætning til de "Ikke-Fødte", ie: de Borgerlige. Skjøndt Ideen ikke var ganske ny, maatte Stykket dog siges at være en værdifuld Forøgelse af det ellers saa magre originale Repertoire, idet Satiren var saa elskværdig og paa mange Steder saa virkelig underholdende og forfriskende, at Publikum morede sig godt over de skildrede Karakterer. Vel var første Akt ikke stort Andet end en meget vellykket Exposition, men til Gjengjæld var anden Akt saa meget rigere paa dramatisk Virkning, og da det lille Arbeide gjennemgaaende fik en god Udførelse, vakte det ikke ringe Bifald.[sideskift][side 204]

Hermed var Nyhedernes Række i denne Saison forbi. Var denne Række end noget faatallig, saa opveiedes dette Faktum dog for en Del ved de Arbeider, der gjenoptoges paa Repertoiret. Efter mange Aars Hvile gjenopførtes saaledes lige i Saisonens Begyndelse "De Utrøstelige", der spilledes godt af Jfr. Smith, Hultmann og Mantzius, og faa Dage senere optoges "Michel Perrin", som havde henligget siden C. N. Rosenkildes Død. O. Zinck havde ønsket at prøve sine Kræfter i Titelrollen, og skjøndt det var et Vovestykke, kom han dog efter Omstændighederne ganske godt derfra. Selvfølgelig kunde han ikke paa noget Punkt naa op i Niveau med sin store, uforlignelige Forgænger, men man maatte alligevel respektere den Flid og Tænksomhed, der gjorde sig gjældende i hans Opfattelse og Spil, og havde hans Organ ikke lagt ham saa store Hindringer i Veien, vilde Figuren ogsaa være bleven elskværdigere under hans Hænder, end Tilfældet nu var. Mantzius spillede nu Fouché, men trods al hans Dygtighed kunde man dog ikke undlade at tænke paa de Dage, da Politiministeren havde N. P. Nielsen til Fremstiller. V. Wiehe havde til sin anden Debut faaet Titelrollen i Molières "Don Juan", og han havde her strax Leilighed til at vise, at han ikke alene var en udmærket Fortolker af den oehlenschlægerske Poesi, men at han tillige i Karakterskuespillet kunde hævde sig en fremragende Plads. Hans ypperlige og godt pointerede Diktion slog godt til, og kun ved Stykkets Slutning, hvor den dramatiske Effekt stiger, var han ikke paa alle Punkter i Høide med Digtningen. I "Don Juan af Østerrig", som havde ligget uopført en Snes Aar, havde han derimod en Forcerolle, der helt igjennem laa fortræffelig for hans rige Evner, og Stykket vakte ogsaa ved Gjenopførelsen stærkt Bifald, hvortil det for for-trinlige [sideskift][side 205]trinlige Sammenspil bidrog Broderparten. M. Wiehes Præstation som Philip den Anden var fuldendt fra Ende til anden, Mantzius gav et pragtfuldt Billede af den forædte Munk, Phisters Don Quexada var mesterlig til de mindste Enkeltheder, og Jfr. Smith udfoldede som Peblo et saa elskværdigt Skjælmeri og et saa rigt Lune, at denne Drengerolle gjorde en ganske usædvanlig Lykke. H. Hertz's "Arvingerne" blev opført i en tildels omarbeidet Skikkelse, men trods den ret gode Udførelse vilde Stykket ikke rigtig behage, men blev modtaget med temmelig stor Lunkenhed.

A. Rosenkilde optraadte i Vinterens Løb som Vielgeschrey i "Den Stundesløse" og vakte ikke ringe Bifald ved sin Udførelse af denne Rolle, der havde været en af hans afdøde Faders mest geniale Præstationer. Uden i nogen Maade at være en Kopi af sin Forgænger havde han laant ikke faa Træk fra denne, men samtidig udstyret Rollen med mange nye glimrende Enkeltheder, saa at man, om end Tabet af Faderen var i frisk Minde hos Alle, dog maatte glæde sig over i Sønnen at have faaet en genial Efterfølger, som var i Stand til at løfte den Arv, der var ham efterladt. En anden betydelig Rolle, der i denne Saison overtoges af en Anden, var Sir Peter Teazles i "Bagtalelsens Skole", hvori Mantzius med overraskende Dygtighed sukcederede Nielsen.

Virksomheden paa Skuespillets Omraade blev i denne Saison hæmmet en Del derved, at Mad. Sødring paa Grund af Svagelighed først var i Stand til at optræde den 17de Januar, og at Fru Heiberg ved Sygdom ligeledes hindredes i at optræde for den 21de s. M.; og som det gik med Skuespillet, gik det ogsaa med Operaen og Syngestykket. Mad. Zinck og Mad. Liebe vare længe syge, og som sæd sæd-vanlig [sideskift][side 206]vanlig var Mad. Gerlach Heller ikke i Stand til at gjøre den Tjeneste, hvortil hun ifølge sine kunstneriste Evner var kaldet. Efterat hun i Oktober var optraadt for sidste Gang, afskedigedes hun mod Slutningen af Theateraaret, og med hende mistede Operaen sin Primadonna, ikke alene hvad Stemmemidlerne angik, men tillige i Henseende til fremragende dramatisk Begavelse. Tabet af hende erstattedes ikke senere, og kun de talrige Vanskeligheder, som hendes uforudseelige Upasseligheder forvoldede Direktionen, hvorved det blev en Umulighed at gjøre Regning paa hendes Medvirkning ved større musikalske Arbeiders Indstudering og Opførelse, indeholdt en Berettigelse fra Theaterchefens Side til at indstille en saa fremragende Kunstnerinde til Afsted. Kultusministeriet fandt imidlertid de af Chefen anførte Grunde fyldestgjørende og meddelte hende under 4de Mai Afsked i Naade og med Pension. Hvad Ansættelsen af denne sidste angik, foranledigede den senere en ganske mærkelig Proces. Statskassen tillagde nemlig Mad. Gerlach en Pension af 583 Rdl. 59 Sk., hvilket var Halvdelen af hendes Embedsindtægter efter Gjennemsnit af de fem sidste Theateraar, nemlig 1000 Rdl, i Gage og, efter Fradrag af 1/3 ifølge Pensionslovens § 4 Nr. 3, 167 Rd. 22 Sk. i Feu og Sædtillæg. I Anledning af denne Pensionsansættelse anlagde hendes Mand Sag mod Finantsministeriet og gjorde Fordring paa en Pension for sin Hustru af 992 Rdl. 8 Sk., idet han formente, at Pensionen burde beregnes efter de hende ved Kontrakterne i 1859 og 1860 tilsagte Indtægter. Men saavel Hof- og Stadsretsdommen, der afsagdes den 1ste November 1867, som Høiesteretsdommen gik ham imod, idet Finantsministeriet frifandtes for Tiltale i denne Sag. Ihvorvel der Intet kunde siges mod denne Afgjørelsesmaade efter Lovens Bogstav, ramte den dog Mad. Gerlach paa en [sideskift][side 207]uforholdsmæssig haard Maade og uden Skyld fra hendes egen Side. Efter Bemyndigelse af Kultusministeriet havde nemlig Theatrets Direktion i 1858 tilsikkret hende en aarlig Gage af mindst 1400 Rdl. foruden en fast Feuindtægt af 600 Rdl. Derhos bestemtes det, at hun skulde være berettiget til at forlade Theatrets Tjeneste, saafremt der efter Forløbet af ti Aar fra 1ste Juli 1858 ikke maatte træffes Overenskomst om hendes fortsatte Engagement ved Theatret, og at Theatret i faa Fald var forpligtet til enten af egne Midler eller ved Tilskud til den Pension, der kunde tilfalde hende af Statskassen, at tilsikkre hende en livsvarig Indtægt af 1200 Rdl., hvilket ogsaa skulde gjælde, hvis hun ved en i Theatrets Tjeneste paadragen Svaghed forinden blev nødsaget til at forlade Theatret, hvorimod hun paa sin Side forpligtede sig til i ti Aar at forblive ved Theatret. Denne Kontrakt blev forsaavidt modificeret ved en af Kultusministeriet approberet Overenskomst mellem Theaterchefen og Mad. Gerlach af 11te Juni 1860, at der fra 1ste Juli s. A, tillagdes hende en fast aarlig Gage af 1800 Rdl., hvorimod hendes Feu skulde beregnes paa sædvanlig Maade. Ved disse Kontrakter var der udtrykkelig tilsikkret hende en fast aarlig Gage af først 1400 og senere 1800 Rdl., og da det ikke vedkom hende, af hvilken Konto i Theaterregnskabet hendes tidligere faste Gage af 1000 Rdl. forhøiedes til de ovennævnte Beløb, ligesom det Heller ikke med et Ord betydedes hende, at hendes Pensionsberettigelse af den hende saaledes tillagte Gage var juridisk omtvistelig, savnede hun enhver Anledning baade til at betvivle Kompetencen hos de Autoriteter, der sluttede Overenskomsterne med hende, og til at antage, at disse sidste skulde fortolkes saaledes, at hendes faste Gage kun skulde forudsættes at være 1000 Rdl., hvilket ifølge [sideskift][side 208] Finantslovens Bestemmelser angaaende det kongelige Theaters Budget var Maximum for en Skuespillers faste aarlige Gage. Theatret fandt sig ikke senere beføiet til at give Mad. Gerlach nogen Erstatning for det Tab, der saaledes var paaført hende, men det fortjener at fremhæves som et ret karakteristisk Træk, at der med en Kunstnerinde ved Theatret blev skuttet Kontrakter, som saavel Theatrets Direktion som Kultusministeriet maatte ansees for ubeføiede til at indgaa, naar de ikke kunde sikkre hende den Pension, de havde tilsagt hende.

Tabte Operaen end saaledes i denne Saison sin første Prydelse paa Spindesiden, saa fik den dog til Gjengjæld en god Tilvæxt paa Sværdsiden ved Richard Louis Jastraus Debut. Denne Sanger, som var i en Alder af 32 Aar, havde under et fleraarigt Ophold i Spanien og Italien uddannet sig i sin Kunst, ligesom han med Held var optraadt paa flere italienske Scener. Han var i Besiddelse af en usædvanlig høi, kraftfuld og velklingende Tenorstemme, som særlig var egnet for den italienske Musik, og hertil kom et for Scenen heldigt Udvortes, der dog ikke gjorde sin rette Virkning, fordi han, navnlig i den første Tid, var temmelig keitet i sine Bevægelser og ikke forstod at give sine Præstationer det rette dramatiske Sving. Allerede ved sin første Optræden som Edgar i "Lucia" viste han sig som en Sanger, der vilde kunne blive Theatret til megen Nytte, og dette bestyrkedes yderligere ved hans to paafølgende Debuter som Nemorino i "Elskovsdrikken" og som Don Ottavio i "Don Juan". Denne sidste Opera kom til Opførelse den 28de Mai 1864, som var 25 Aarsdagen for Hansens Udførelse af Titelrollen. Theatret var, hvad der i de Dage kaldtes et Særsyn, paa denne Aften udsolgt til forhøiede Priser, og [sideskift][side 209]Jubilaren modtoges af Publikum med et stormende Bifald, der var en veltalende Protest mod den ringe Virksomhed, som det i de senere Aar var blevet Hansen muligt at udfolde. Under Tillischs Regimente var Hansens Repertoire nemlig efterhaanden blevet indstrænket i en meget betydelig Grad, uden at de, der havde afløst ham i Rollerne, kunde siges at præstere noget Bedre og Fyldigere, og forgjæves havde Hansen forsøgt at tale Chefen til Rette. "Der er yngre Kræfter ved Theatret, som vi maa skaffe Roller," bemærkede Tillisch ved en saadan Leilighed til ham. "Meget vel," svarede Hansen, "men naar de Yngre ikke længere kunne synge, vil Deres Excellence saa behage at huske paa, at saa staaer jeg til Tjeneste." Det var ikke saa aldeles med Urette, at Hansen fremkom med disse Ord, thi var der ikke i de os nærmest liggende Saisoner fremkommet en yngre, betydelig Sanger, vilde Theatret have været nødsaget til atter at ty til den Baryton, som det paa hin Tid satte til Side. I Saisonens Løb gjenoptoges "Robert af Normandiet" med Nyrop i Titelrollen, som han skilte sig meget smukt ved. Mad. Liebe manglede vel den Fylde i Stemme og Spil, som fordredes af Isabellas Fremstillerinde, men man maatte alligevel vide hende Tak for hendes Præstation, idet hun med kun en eneste Theaterprøve havde overtaget Rollen, efterat Mad. Gerlach havde meldt Sygdomsforfald.

Af Fremmede optraadte i Vinterens Løb kun Sangerinden, Jomfru Signe Hebbe fra Stockholm. Hun var i Besiddelse af en Mezzo-Sopran, der vel ikke var særdeles stor, men som var meget blød, smuk og dertil overordenlig godt uddannet. Naar dertil kom, at hendes Foredrag var præget af stor Varme, og at hendes Spil var plastisk smukt, er det let forklarligt, at hun gjorde stor Lykke i de Roller, i [sideskift][side 210]hvilke hun optraadte: Alice i "Robert af Normandiet" og Suzanne i "Figaros Bryllup".

Balletten spillede ikke i denne Saison nogen fremtrædende Rolle, hvorimod den led et ikke ubetydeligt Tab ved Jfr. Thorbergs Død. Den unge Pige, der kun var lidt over atten Aar gammel, havde vist sig i Besiddelse af Anlæg, der berettigede til at tro, at man i hende vilde kunne finde en Primadonna; men en Brystsvaghed endte hendes Liv den 3die September, netop paa den Dag, da man opførte "Søvngængersken", hvori hun skulde have spillet Hovedrollen.

Det fortjener endvidere at bemærkes, at 300 Aarsdagen for Shakspeares Fødsel, den 23de April 1864, fuldstændig blev forbigaaet med Taushed af det kongelige Theater. Paa næsten alle andre Scener i Verden mindedes man denne Mærkedag; i Kjøbenhavn glemte man den, og i Paris blev det forbudt at høitideligholde den. Som et Bevis paa den Stemning, der rørte sig i Hovedstaden, kan det desuden anføres, at da de inspektionshavende tydske Forbundsgeneraler den 20de September 1863 overværede Forestillingen i Theatret, hyssede Søndagens Publikum ad dem, da de traadte ind i deres Loge. Med selve Tilskuerpladsen foregik der forøvrigt efter Frederik den Syvendes Død den Forandring, at den i Baggrunden af første Etage indrettede Kongeloge atter borttoges og indrettedes til Loge for betalende Tilskuere.

Samtidig hermed bestemte Kong Christian den Niende, da Budgettet for hans Civilliste blev fastsat, at der for de ham reserverede Pladser i den tidligere Kongeloge, Hofdamelogen og Kavalerlogen skulde betales Theatret et aarligt Vederlag af 7,500 Rd. foruden særskilt Betaling for de Pladser, [sideskift][side 211]Kongehuset ved enkelte festlige Leiligheder yderligere maatte betinge sig.

Det var ikke nok med, at Opera og Battet i denne Saison mistede betydelige Kræfter; Skuespillet led det største Tab, idet det blev det sidste Aar, i hvilket Fru Heiberg og M. Wiehe medvirkede. Den Førstnævnte havde allerede i længere Tid ønsket at trække sig tilbage, og nu gjorde hun endelig Alvor af for bestandig at give Afkald paa at virke paa den Scene, hvis fremragende Pryd hun i saa mange Aar havde været. M. Wiehes Bortgang var derimod et større Tab, fordi han endnu stod i sin Alders feireste Kraft, og fordi man altsaa havde Grund til at haabe, at han endnu i en lang Aarrække vilde kunne virke ved sit eminente Talent til Skuepladsens Forherligelse. Skjæbnen vilde det imidlertid anderledes. Han havde i længere Tid skrantet af en Sygdom, der dog ikke syntes at have nogen farlig Karakter, og i Sommeren 1864 havde han endogsaa med Phister og sin Broder Vilhelm givet en Række stærkt besøgte Gjæsteforestillinger i Christiania. Derfra var han reist til et Bad i Tydskland, hvor Lægen havde givet ham grundet Haab om, at han efter Hvile i Hjemmet og en fortsat Badekur den følgende Sommer vilde kunne blive helbredet. Men Lægens Spaadomme slog ikke til, og denne Saison blev den sidste, i hvilken han betraadte Scenen. Sygdommen forværredes efter hans Hjemkomst, og den 31te Oktober 1864 afgik han ved Døden efter et kortvarigt Sygeleie. Det var et af disse Dødsfald, over hvilke en Hel Nation saa at sige sørgede, thi med ham jordedes en Kunstner, hvis Lige sjelden, om ikke aldrig findes. Ikke med Urette hed det i "Dagbladet" ved Efterretningen om hans Død: "Michael Wiehe var ikke af de Kunstnere, der hvile paa engang vundne Laurbær; hvor [sideskift][side 212]høit i Fortrinlighed han end kunde være naaet, higede han dog bestandig videre. Han var en dyb og original Gransker, ikke blot i den Forstand, at han forstod at sænke sig ned i enhver Karakter og aflytte den de skjulteste Toner, men ogsaa saaledes, at han bestandig drog nye Karakterskildringer indenfor sit Omraade, bestandig vandt i sine Fremstillingers indbyrdes Afskygning og individuelle Kraft. Hvilken frodig Udvikling syntes ikke hans Caligula og Sortebroder Knud at love i et Rollefag, som siden den geniale Carl Winsløvs Tid havde været prisgivet til Middelmaadigheden! Alt dette er nu forbi. Der boede dog saa mange høie Tanker, saa mange herlige Billeder indenfor denne Pande, som Døden ikke har skaanet. Med Wiehe begrave vi Noget af den friskeste Poesi og den mest forklarede Romantik, som i vor prosaiske Tid er blevet os levnet; vi miste i ham en Kunstner, hvis Navn, dersom han havde virket under større Forhold, paa et af Europas store Midtpunkter, vilde have lyst ud over Verden sammen med Talmas og Rachels. Den stakkels danske Scene! Den eiede en Gang en Krands af Talenter, som Nationen saa op til med retmæssig Stolthed og Glæde, men en for en have vi seet Blomsterne falde af, og snart vil Krandsen være splittet for alle Vinde. Anna Nielsen, Nielsen, C. N. Rosenkilde, Fru Heiberg — hvem fylder os deres tomme Plads? Den ædle Kunstner, der nu er gaaet bort — ædel i Livet som i sin Kunst — var maaske ikke større end nogen af hine; derom skal der i alt Fald ikke tvistes i dette Øieblik. Men som han var den yngste og derved den, hvem den rigeste og længste Fremtid laa aaben, saaledes vil Nationen just i denne sørgelige Tid, hvor den med fordoblet Inderlighed klynger sig til sit Sprog og sine fælles Minder, smerteligere end nogensinde beklage, [sideskift][side 213]at de Læber ere forstummede, fra hvilke Modersmaalet lød i sin inderligste og mest melodiske Klang." — Den 7de November blev den store Kunstner jordfæstet fra Holmens Kirke, hvor et talrigt Følge havde indfundet sig. Man saa i Følget ikke alene flere af Ministeriets Medlemmer, men nogle hundrede akademiske Borgere med deres Faner samt en Deputation fra "Arbeiderforeningen af 1860". Operaens Personale afsang en Psalme og et Kor til Musik af Hartmann og Gade, og Skuespillerne bar den med Blomster oversaaede Kiste ud til Ligvognen, hvorefter et uoverskueligt Tog ledsagede Baaren til det sidste Hvilested paa Assistentskirkegaard.

Besættelsen af ledigblivende Poster i Kapellet gav paany i denne Saison Leilighed til Omtale. Kapelmusikus Kuhlau var død, og F. Rauch rykkede op i hans Plads som første Violoncellist. Dette var fuldstændig i sin Orden. Derimod rykkede ikke Albert Petersen og Rudinger op fra tredie og fjerde Plads i dette Fag, hvorimod der for den anden Plads' Vedkommende skulde være en Konkurrence. I "Dagbladet" blev der i den Anledning anket over, at der ikke ligesom tidligere var bekjendtgjort Noget om denne Konkurrence, som burde holdes offenlig, og ved samme Leilighed anførtes det, at denne Konkurrence, hvortil der egenlig aldeles ikke var nogen Trang, da man jo med størst Billighed kunde lade Ancienneteten afgjøre Oprykningsspørgsmaalet, var arrangeret for at skaffe Franz Neruda Pladsen. Denne dygtige Violoncellist blev som en Broder til Violinistinden Vilhelmine Neruda støttet stærkt af det toneangivende musikalske Parti i Hovedstaden med N. V. Gade i Spidsen, men fra anden Side blev der ikke ganske uden Føie anket over, at man just paa dette Tidspunkt, saa kort efter Krigen med Preussen og [sideskift][side 214]Østerrig, vilde søge at faa en Tydsker ind i Kapellet, uden at dette kunde siges at være strengt nødvendigt. Bladets Anke gjorde sin Virkning, og allerede den følgende Dag blev der indrykket en Bekjendtgjørelse om, at der den 3die Juni skulde afholdes en offenlig Konkurrence om Pladsen som anden Violoncellist i Kapellet, hvormed der var forbundet en aarlig Gage af 650 Rd. Mærkelig nok var Neruda allerede en Uge forinden kommen hertil, saa at Rygtet om Konkurrenten altsaa maatte være naaet helt ned til Tydskland, og den offenlige Prøve havde da ogsaa det Udfald, at Neruda fik den ledige Plads, idet han viste sig at være den Dygtigste af de Konkurrerende.

De politiske Forhold i Landet bevirkede, at Ministeriet Monrad den 11te Juli 1864 afløstes af Ministeriet Bluhme, i hvilket Tillisch indtraadte som Indenrigsminister, medens Kammerherre, fhv. Amtmand Heltzen som midlertidig Kultusminister afløste Biskop Engelstoft. Tillisch afgik derfor kort efter Saisonens Slutning som Chef for det kongelige Theater og Kapel, uden at det i de Aar, i hvilke han havde staaet i Spidsen for Theatret, havde været ham muligt at ophjælpe det hverken i kunstnerisk eller finantsiel Henseende. Kort forinden var Høedt aftraadt som Scene-Instrukteur, idet han den 27de Juni efter indgiven Ansøgning var bleven afskediget fra denne Post. Allerede i længere Tid havde han ikke næret nogen videre Interesse for dette Embede, som det i sin Tid var af saa stor Vigtighed for Skuepladsens Tarv at faa varetaget af ham, og som han selv havde attraaet i saa høi Grad, og i Slutningen af Saisonen havde derfor V. Holst mod Oppebærelse af en Del af hans Gage varetaget hans Pligter. Holst, med hvis Virksomhed paa dette Omraade man i det Hele havde havt Grund til at være tilfreds, [sideskift][side 215]haabede derfor ogsaa, at Posten som Scene-Instrukteur vilde blive besat med ham, men dette skete dog ikke, idet Embedet blev givet til Professor H. P. Holst, der fik 1500 Rd. i aarlig Gage. Som en Opreisning for den Tilsidesættelse, V. Holst saaledes havde været Gjenstand for, fik han den 19de September Titel af Instrukteur. En anden Udnævnelse, der fandt Sted i Saisonens Løb, men som Heller ikke var af nogen Betydning for Kunsten, var Jfr. Bournonvilles Udnævnelse under 14de April til kongelig Kammersangerinde. Forøvrigt fandt der ingen andre Afgange Sted, thi Jfr. Müller fratraadte vel, men kom allerede tilbage igjen til Theatret i den paafølgende Saison.

Ved Tillischs Fratræden var Theatrets pekuniaire Status i den sørgeligste Forfatning. Theatrets Lukning under Landesorgen og den ulykkelige Krig havde, som naturligt var, fremkaldt et meget betydeligt Deficit, idet Indtægten kun var 138,401 Rd. 40 Sk., hvoraf 49,369 Rd. 48 Sk. i Abonnement, og Gjennemsnittet for hver Aftens Indtægt 659 Rd. 4 Sk. Kultusministeren var derfor allerede den 26de Januar 1864 nødsaget til at forelægge Folkethinget følgende Forslag til Lov om extraordinairt Tilskud af Statskassen til det kongelige Theater: "Paa Grund af det kongelige Theaters Lukning i Anledning af høisalig Kong Frederik den Syvendes Død bevilges der for Finantsaaret 1863-64 det kongelige Theater et extraordinairt Tilskud af 20,000 Rd." I Motiverne til dette Lovforslag hed det: "Forestillingerne ophørte den 15de November, og Theatret aabnedes igjen den 26de December; der tabtes saaledes 29 Abonnements- og 6 Søndags-Forestillinger, hvortil der maa føies mindst 2 uabonnerede Onsdags-Forestillinger, ialt 37 Forestillinger. Indtil den 14de November inkl, var Gjennemsnitsindtægten [sideskift][side 216]733 Rd. 56 Sk. pr. Forestilling, og der er ikke nogen Anledning til at antage, at en Dalen i Indtægterne vilde være indtraadt i det paagjældende Tidsrum. De 37 Forestillinger repræsentere saaledes en Værdi af 27,150 Rd. 28 Sk. Tages derimod den i Budgettet paaregnede Gjennemsnitsindtægt pr. Aften af 700 Rd. til Udgangspunkt, vil der ikkun udkomme 25,900 Rd., og fraregnes her den Besparelse, som ved Forestillingernes Standsning kan antages at indtræde paa Konto-Udgifter af ubestemt Omfang," forsaavidt disse umiddelbart ere afhængige af Forestillingernes Gang — hvad der ikke gjælder om de øvrige Brancher — med 100 Rd. pr. Aften eller ialt 3700 Rd., viser der sig dog et Tab af 22,200 Rd., og afrundes Summen til 20,000 Rd., vil Theatret saaledes alligevel lide et væsenligt Skaar i de Indtægter, det under en ustandset Virksomhed efter al Sandsynlighed vilde have havt." Ved den første Behandling i Folkethinget af dette Lovforslag tog Cand. phil. C. V. Rimestad Ordet, og da det er ganske oplysende at se, hvilken Opfattelse denne i Kjøbenhavn valgte Rigsdagsmand havde af Theatret som et nationalt Institut, meddeles her hans Bemærkninger, der tilstrækkelig kommentere sig selv: „Jeg har kun forsaavidt villet tage Ordet i denne Sag, som jeg har ment, at her forelaa en bestemt Anledning til at overtyde os end yderligere om, hvilke Udgifter og Byrder det kan foraarsage Staten, at den har et saadant Skuespilhus paa sin Bekostning. Naar dette Skuespilhus arbeider, er det meget dyrt og behøver et meget stort Tilskud af Statens Finantser, og naar det ikke arbeider, er det endnu dyrere. Dersom det skulde ske, hvad ikke er umuligt, men hvad Gud forbyde, at der kom Landesorg, Slag i Slag den ene efter den anden, og at Theatret derved i sex Maaneder var afskaaret fra at [sideskift][side 217] spille, vilde vi faa at se en smuk Sum opført, som af Staten skulde tilskydes til Theatret. Jeg mener, at om der end kan være Grund til efter de foreliggende Omstændigheder at bevilge den her forlangte Sum, er der dobbelt og indtrængende Grund til vel at tage under Overveielse, om det gaaer an længere at lade Staten være Entrepreneur for Skuespil." Lovforslaget fandt iøvrigt i det Hele en ret god Modtagelse i Rigsdagen, som dog nedsatte Tilskudet til 17,000 Rd., da den ikke kunde billige, at der skulde anvendes nogen Del af Summen til Godtgjørelse for Tab af Feu for Personalet, og fordi det Beløb, der hver Aften maatte fradrages som en Udgift, der bortfaldt, antoges beregnet for lavt. Den 31te Marts 1864 udkom derefter Loven ved kongelig Approbation.

Foruden dette extraordinaire Tilskud havde Kultusministeren paa Finantslovforslaget for 1864-65 forlangt, at der i fem Aar fra den 11te Juni 1864 skulde gives Theatret Henstand med det stipulerede Afdrag paa Gjælden til Sorø Akademi, idet Theatret derved vilde sættes i Stand til virkelig at danne sig et Reservefond, som det i kritiske Perioder kunde tage sin Tilflugt til. Tillige forlangte Ministeren, at der til Tillæg efter Sædomskrivning skulde bevilges Theatret 25,000 Rd. paa Finantsloven ligesom det foregaaende Aar istedetfor de tidligere bevilgede 15,000 Rd., thi da Rigsdagens Medlemmer meget vel vidste, at der efter de forhaandenværende Sædpriser hverken vilde blive Tale om at anvende 25,000 Rd. eller 15,000 Rd. til Sædtillæg, vilde Bevillingen af den hele Sum mere staa som en Borgen for, at Rigsdagen vilde sikkre Theatret fuldstændig Dækning for den mulige Udgift til Sædtillæg, der kunde paaføres det, end som Noget, der havde virkelig pekuniair Betydning. — Disse to Forslag gav saavel ved Finantslovens første som ved dens [sideskift][side 218]anden Behandling Anledning til vidtløftige Debatter angaaende Theatret og dets Bestyrelse, og der blev reist stærke Angreb saavel paa Kunstanstaltens Økonomi som paa dens Bestaaen som Statsinstitut. Udtalelserne i saa Henseende bleve stærkere og stærkere med hvert Aar, og da der ikke fra dem, i hvem Theatret ifølge deres Kundskaber og Dannelse kunde have ventet at finde Talsmænd, med tilstrækkelig Energi blev gjort Indsigelse mod den materielle Opfattelse, at Theatret ikke var Andet end en blot og bar Fornøielsesanstalt for Kjøbenhavnerne, og da tilmed Pressen stillede sig temmelig lunken ligeover for Theatret, for, hvis Brøst den havde et klarere Blik end for dets rette Betydning, er det intet Under, at Rigsdagen Aar for Aar stillede sig mere og mere fjendtlig overfor den nationale Skueplads. Ved Finantslovens første Behandling i Folkethinget udtalte flere Medlemmer — blandt Andre Redakteur C. St. A. Bille — sig mod at give Theatret Henstand i fem Aar med at betale Afdrag paa Gjælden til Sorø Akademi, og det af Thinget nedsatte Finantsudvalg delte den samme Anskuelse, saa at der allerede paa dette Standpunkt af Sagen ikke kunde være nogen Tvivl om, at saavel dette som Kultusministerens andet Forslag vilde falde igjennem. Under Debatten blev der imidlertid fremsat saa mange og saa vrange Anskuelser om hele Theatrets Drift, at Tillisch fandt sig beføiet til at tage Ordet for det Institut, hvis Chef han var, og i en længere Skrivelse til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet af 8de Februar 1864 imødegik han en Mængde af de ved Finantslovens første Behandling i Folkethinget faldne Yttringer om, at Theatret ikke lededes, som det burde. Efterat han saaledes udførlig havde gjort Rede for, af hvilken Grund man dels ikke spillede paa enkelte Aftener i den stille Uge, [sideskift][side 219]dels ikke i de første Dage, efterat Kongesorgen for Theatrenes Vedkommende var hævet, gik han over til at belyse den i Thinget fremførte Anke over, at der ikke spilledes paa alle Onsdage, og skrev i den Anledning:

"Med Hensyn til de uabonnerede Onsdage maa jeg foreløbig bemærke, at det er en aldeles afgjort Erfaring, at det ikke kan betale sig at spille paa disse Dage, undtagen naar man kan give en Forestilling af en ganske særdeles Tiltrækningskraft, men naar saadanne Forestillinger gives paa uabonnerede Aftener, svækkes derved Repertoiret for de øvrige Dage i Ugen, som saaledes giver en mindre Indtægt, hvorved selvfølgelig den Fordeel, som kan indvindes ved at spille en uabonneret Aften, allerede meget forringes; men dertil kommer endnu, at man ved denne Fremgangsmaade foranlediger Misfornøielse hos Abonnenterne, hvilket igjen har en meget skadelig Indskydelse paa Abonnementspriserne og saaledes medfører, at man ved at give Forestillinger paa uabonnerede Aftener i økonomisk Henseende endog mere kan skade end gavne. Forsaavidt man har ment, at flere Onsdage burde inddrages i Abonnementet, end nu er Tilfældet, da maa jeg bemærke, at Abonnementspriserne allerede ere meget lave, og at de endnu mere vilde nedbringes, naar de abonnerede Forestillingers Antal forøgedes, og at det følgelig ogsaa i denne Henseende vilde være en meget tvivlsom Fordel, som ved en saadan Foranstaltning kunde være at vente, uden at tale om de mange Ulemper, som vilde være forbundne ved en Forpligtelse for Theatret til at give Forestillinger hver Aften hele Saisonen igjennem. Der er nemlig forskjellige andre Grunde, som i høi Grad gjøre det hensigtsmæssigt og undertiden endog nødvendigt for Theatrets Drift, at der enkelte Dage ingen Forestilling gives. Jeg skal i saa Henseende for [sideskift][side 220]det Første tillade mig at bemærke, at det, der frembyder den største Vanskelighed ved Theatrets Drift, er at faa den tilbørlige Tid til de fornødne Prøver, hvilket lettelig vil kunne indsees, naar det betænkes, at der gives Forestillinger hver Aften, og at der navnlig af Hensyn til Abonnenterne bestandig maa vexles med Forestillingerne, saa at det kongelige Theater paa ingen Maade som andre Theatre, der iøvrigt Heller ikke spille hver Aften, kan vedblive i en lang Tid uafbrudt at give et og samme Stykke, hvorved der paa andre Theatre levnes Skuespillerne megen Tid til Indstuderingen af Stykker, idet de ingen Forberedelse behøve for at spille et saadant Stykke, som gives den ene Aften efter den anden. Ganske anderledes forholder det sig paa det kongelige Theater, hvis Repertoire daglig vexler og derfor ogsaa daglig udfordrer større eller mindre Forberedelse til hver Aftens Forestilling. Det er derfor ofte af megen stor Vigtighed at kunne disponere over en Onsdag udelukkende til Prøver, og med Hensyn til enkelte Stykker, som udfordre, at i det Mindste Generalprøven holdes ved fuld Belysning, er det undertiden endog nødvendigt dertil at benytte en Onsdag Aften. Det er derfor netop i økonomisk Henseende ofte langt fordelagtigere for Theatret at benytte en Dag til udelukkende at fremme Indstudering og Prøver end at anvende den til en Forestilling om Aftenen, og det er derfor ingenlunde af Mangel paa Stof til at udfylde en Aftens Forestilling, naar der ikke spilles om Onsdagen. — Fremdeles ere Maskinmesteren og hans Undergivne hver Formiddag fuldt beskjæftigede, ved Prøverne og hver Aften ved Forestillingerne; det er derfor nødvendigt, at de engang imellem kunne have en halv Dags Tid til udelukkende at henvende deres hele Opmærksomhed paa at undersøge, om det hele vidtløftige MaskiMaski-neri [sideskift][side 221]neri er i forsvarlig og paalidelig Stand, og til at passe Konserveringen af de mange forskjellige og værdifulde Dekorationsgjenstande, til hvis Opbevaring der ikkun staaer Høist daarlige og fugtige Leiligheder til Theatrets Raadighed. Naar samtlige Omstændigheder derfor tages i tilbørlig Betragtning, vil det rare klart, at der ikke kan være Grund til at bebreide Theaterbestyrelsen, at den ikke benytter enhver uabonneret Onsdag til Forestillinger om Aftenen."

De af Tillisch anførte Argumenter kunde vel ved første Øiekast se tilstrækkelig holdbare ud, men i Virkeligheden vare de det ikke. Ganske vist vilde i det første Øieblik en Forøgelse af de abonnerede Forestillingers Antal kunne trykke Abonnementspriserne nedad, men dette vilde aldrig i Længden kunne blive Tilfældet, naar Theatret ved at lægge mere Vægt paa et godt og afvexlende Repertoire sørgede for, at Lyslen til at gaa i Theatret tog til hos Publikum. Da Følgerne af den sørgelige Krig nogenlunde vare forvundne, og da Byens Befolkning senere voxede i Velstand, voxede i samme Grad Lysten til at besøge Theatret, og denne Lyst blev da atter med Held og uden Vanskelighed exploiteret af en senere Theaterbestyrelse, som drev det til, at der næsten hver Onsdag Aften gaves Forestillinger paa Theatret. Havde Chefen anført, at Krigen og den deraf formindskede Velstand hos Befolkningen nødvendigvis maatte bevirke en ringere Tilstrømning til Theatret, da havde man kunnet give ham Ret deri, men Hensynet til Skuepladsens eget Tarv krævede ikke, at man undlod at spille paa alle uabonnerede Onsdage.

"At forhindre Forandringer — hed det videre i Tillischs Skrivelse — af de til Opførelse bestemte Stykker ved Doublering af Roller har sine store Vanskeligheder. For at kunne doublere en Rolle er det selvfølgelig ikke tilstrækkeligt, [sideskift][side 222]at vedkommende Skuespiller lærer Rollen, men for at han skal kunne udføre den, maa han i Reglen ogsaa deltage i samlede Prøver paa det vedkommende Stykke. Dette udfordrer meget Arbeide og Tidsanvendelse ikke alene for den paagjældende Skuespiller, men ogsaa for samtlige Medspillende i Stykket, og da det som ovenanført allerede er forbundet med de største Vanskeligheder at faa Tid til Afholdelsen af de Prøver, som ere aldeles nødvendige for at holde den daglige Drift i Gang, vil det lettelig indsees, at det vilde være aldeles umuligt at vinde Tid til saadanne extraordinaire Prøver. Man vilde desuden ikke kunne doublere alle Roller, og da det ikke lader sig forudse, i hvilke Roller Doubleringen kan blive til Nytte, vilde det jo ofte kunne hænde, at man til aldeles ingen Nytte havde foranlediget en Anvendelse af Tid og Kræfter, som kunde have været langt hensigtsmæssigere anvendt, og man vilde da saaledes have tilføiet Theatret et aldeles vist Tab blot for at undgaa et muligt Tab. Iøvrigt vil det i Reglen kun være de større og vigtigere Roller, hvis Doublering kan være af Vigtighed, thi de mindre betydelige Roller lade sig i Almindelighed, naar der for deres Skyld bliver Spørgsmaal om en Forandring, uden store Vanskeligheder i en kort Tid udfylde paa en tilfredsstillende Maade, hvilket oftere er skeet paa det kongelige Theater, undertiden endog i nogle faa Timer. Men dette kan naturligviis ikke ske med de større og vigtigere Roller, og en Doublering af dem vilde derfor fornemlig vare ønskelig, især da det er Ihændehaverne af disse Roller, som i Almindelighed ved Upasselighed og andre Omstændigheder foranledige de fleste Forandringer i det foreløbig fastsatte Repertoire; men netop ved disse møde de ovenfor paapegede Uleiligheder i høieste Grad, idet deres Doublering vilde udud-fordre [sideskift][side 223]fordre et Arbeide og en Tid, som aldeles ikke lade sig tilveiebringe, og desuden vilde det ikkun ganske undtagelsesvis være muligt blot paa en nogenlunde tilfredsstillende Maade at doublere for Exempel Fru Heibergs, Mad. Gerlachs, Mad. Sødrings, Jfr. Juliette Prices, Hr. Phisters, Hr. M. Wiehes, Hr. Nyrops og Fleres Roller. En mere udstrakt Doublering end den, der nu finder Sted, er derfor tildels aldeles uudførlig og vil i mange Tilfælde endog medføre større og sikkrere Tab end den nærværende Fremgangsmaade, ifølge hvilken Doublering benyttes, saavidt Omstændighederne tillade det, og jeg skal i saa Henseende, foruden mange mindre Roller, her blot nævne, at Mad. Sahlgreen i forrige Saison har doubleret Mad. Liebes Rolle i Operaerne "Vilhelm Tell" og "Den Stumme i Portici", at Mad. Liebe i denne Saison har doubleret Mad. Gerlachs Roller i Operaerne "Vilhelm Tell", "Robert af Normandiet" og "Lucia af Lammermoor", og at det derved navnlig blev muligt at give den sidstnævnte Opera paa den bestemte Dag, skjøndt det først paa Generalprøven viste sig, at Mad. Gerlach var aldeles uformuende til at udføre sit Parti.

"Hvad Balletten angaaer, da troer jeg, at man i Almindelighed er meget tilbøielig til at overvurdere den Bekostning, som den medforer, og at man ikke tilbørlig tager Hensyn til dens Nytte og Uundværlighed for de øvrige Kunstbrancher. For Operaen er den aldeles nødvendig, og den benyttes ofte i Skuespil. Men ogsaa udenfor den egenlige Ballettjeneste anvendes Ballet-Personalet jævnlig saavel i Skuespil som i Operaer, og den Assistance, som derved ydes, maatte i Mangel af Balletten erstattes paa anden Maade og saaledes uden nogen Besparelse ofte blive udført mindre tilfredsstillende, hvorved Forestillingerne vilde tabe [sideskift][side 224]og som Følge deraf Indtagterne formindskes. Fremdeles haves der ofte Brug for et ikke ubetydeligt Antal Børn, som nu leveres fra Dandseskolen, hvor de dannes ogsaa til saadan Benyttelse, men som uden Dandseskolen ikke vilde kunne haves til Raadighed uden betydelig Uleilighed og Bekostning. Men naar Theatret saaledes har nødvendig Brug for et Balletpersonale, vilde det neppe være hensigtsmæssigt eller besparende at indskrænke dets Virksomhed alene til at assistere de andre Kunstbrancher. Man vilde derved ikke alene savne den Afvexling og Udfyldning af Repertoiret, som den egenlige Ballet nu bidrager til, men tillige neppe kunne gjøre Regning paa, at den i Skuespil og Operaer nødvendige Ballettjeneste vilde kunne blive udført paa en fyldestgjørende Maade, og saaledes vilde den Besparelse, som kunde indvindes ved at lønne et noget mindre Personale, som ved en saadan indskrænket Virksomhed ikke vilde kunne gives fuld Beskjæftigelse, neppe staa i Forhold til det Tab, som derved vilde foranlediges i Indtægter. Naar man iøvrigt bebreider Bestyrelsen, at der trods den Opfordring, som Rigsdagen dertil har givet, ikke er gjort Skridt til at indskrænke Balletten, saa er dette heller ikke ganske berettiget. Den Indskrænkning, som i saa Henseende kan ske, naar de Fordele, som Balletten medfører for Theatret, ikke skulle tabes, haves stedse for Øie, men kan kun sukcessive indtræde. Imidlertid er der i saa Henseende i de senere Aar allerede skeet en Del. Der er saaledes afskediget en Solodandser og en Solodandserinde, saa at der nu ikkun haves to af hver istedetfor tidligere tre; Balletmestertjenesten er ubesat og hans Funktioner imod en ubetydelig Godtgjørelse overdragne til en Dandser. — Desuden kan det ikke udelukkende tilskrives Theaterbestyrelsen, naar yderligere Indskrænkninger ikke have [sideskift][side 225]fundet Sted, thi der møder i saa Henseende jævnlig ikke ubetydelige Vanskeligheder fra Finantsministeriets Side med Hensyn til Pensioneringen. — Der er endnu en Betragtning, som ved Bedømmelsen af Ballettens Nytte for Theatret ikke bør oversees, og det er den, at der igjennem Dandseskolen og Balletten uddannes mange Kræfter for Skuespillet. Vore fortrinligste Skuespillere og Skuespillerinder ere saaledes tildels fra Dandseskolen gaaede over til Skuespillet, hvilket blandt de nærværende Kunstnere er Tilfældet med Fru Heiberg, Instrukteur Phister, Mad. Liebe, Mad. Eckardt og Skuespiller Paetz."

Tillisch gik dernæst i sin Skrivelse over til at give en Skildring af Theatrets pekuniaire Status og fremhævede i den Anledning, hvad der tidligere er anført her i Bogen, at Theatret under hele hans Virksomhedsperiode havde maatte lide under Følgerne af den Misere, hvori det Hauch-Christensenske Regimente havde bragt det. Efter at have paavist, hvorledes Theatret faktisk under hans Bestyrelse havde modtaget 30,000 Rdl. mindre i Tilskud af Staten end paaregnet, idet denne Sum var forbrugt af Christensen, fortsatte han saaledes:

"Den Aftale, som ved Finantsloven for 1859-60 blev truffet, angives at skulle gaa ud paa, at Theatret skulde have et aarligt Tilskud af 50,000 Rdl. imod at have fri Raadighed over sit Budget, at forrente og afdrage Gjælden til Sorø Akademi og at forskaffe sig et Reservefond. Man holder nu meget strengt paa, at denne Aftale fra Theatrets Side nøie overholdes, hvilket der vistnok ikke kan siges Noget imod, men deraf er da ogsaa Følge, at Aftalen bor holdes fra den anden Side. Theatret kan altsaa fordre at have fri Raadighed over sit Budget, men en saadan fri Raadighed [sideskift][side 226]har Theatret ikke, naar man ved Lovene om Udbetaling af Gager og Lønninger paalægger det at give det under samme sorterende Personale Tillæg, uden at der samtidig bliver tilstaaet Theatret den fulde, dertil fornødne Sum. Ved disse Love er der saaledes paabyrdet Theatret en Udgift, som i Aarene 1859-63 har udgjort et Beløb af 23,371 Rdl. 93 Sk. og desuagtet har Theatret nøiagtig opfyldt de ifølge Aftalen overtagne Forpligtelser, alene med Undtagelse af Oprettelsen af et Reservefond, hvilket man ved den brugte Fremgangsmaade selv har gjort umuligt. Det vilde nu vistnok ikke være mere end fuldkommen stemmende med Billighed, naar den nævnte Sum af 23,371 Rdl. 93 Sk. blev Theatret godtgjort, men en saadan Fordring fremsattes desuagtet ikke, tvertimod tilbyder Theatret sig selv at sørge for at dække den derved opstaaede Underbalance uden dertil at forlange noget Tilskud eller nogen Eftergivelse, men alene en Henstand med Afdraget til Sorø Akademi i fem Aar."

Sluttelig paaviste Chefen, at Theatrets Status i de sidste fire Aar i Henhold til den med Rigsdagen trufne Aftale virkelig var forbedret med et Beløb af 7,260 Rdl. 21 Sk., og endte sin Skrivelse saaledes:

"Naar nu hertil kommer, at Theatret i samme Tidsrum (1859-63) uden nogensomhelst Godtgjørelse har afgivet Loger, hvoraf Indtægten efter en moderat Beregning kan ansættes til 15,000 Rdl. aarlig, eller for hele Tidsrummet ialt 60,000 Rdl., hvorimod det herefter vil erholde fri Disposition over en Del af disse Loger og for de øvrige erholde en Godtgjørelse, som foreløbig er bestemt til 7,500 Rdl. aarlig, saa vil det neppe kunne vare Tvivl underkastet, at Theatret, naar det forhjælpes til at arbeide uden Trykket af en Underbalance, ikke alene vil være i Stand til at bringe [sideskift][side 227]Balance imellem sine Udgifter og Indtægter, men ogsaa til at erhverve sig et Reservefond, hvorved det i paakommende Tilfalde vil kunne hjælpe sig selv uden at behøve at forlange extraordinaire Tilskud af Statskassen. Spørgsmaalet bliver derfor, om man vil forhjælpe det dertil ved at tilstaa en Henstand med Afdraget paa Gjælden til Sorø Akademi i fem Aar, eller om man ved at nægte dette vil, som man kalder det, tvinge Theatret til at gaa fallit og derved tabe hele den Kapital, som Akademiet har tilgode. — Man tør imidlertid haabe, at Rigsdagen ikke vil nægte Theatret denne midlertidige Lettelse, hvortil Trangen nu vil være saa meget desstørre, fordi det er let at forudse, at Besøget i Theatret og dermed tillige Indtægten under de nærværende Forhold betydelig maa formindskes. Endelig synes der ogsaa at kunne tages noget Hensyn til, at det ikke turde være mere end billigt, at Staten, naar den igjennem Afdrag og Renter til Sorø Akademi af Theatret fordrer en aarlig Husleie af 12,180 Rdl., da ogsaa sørgede for, at der havdes nogenlunde hensigtsmæssige Lokaler, navnlig til Opbevarelsen af Garderobe- og Dekorationsgjenstande, men det er saa langt fra, at saadanne haves, at de nu benyttede slette og fugtige Lokaler i høieste Grad ere fordærvelige for de opbevarede Gjenstande og derved meget betydelig forøge Theatrets Udgifter. — Idet jeg nu forelægger det høie Ministerium disse Bemærkninger, tillader jeg mig ærbødigst at henstille, at de maa blive meddelte det af Folkethinget nedsatte Finantsudvalg."

Det var imidlertid ikke nok med, at Finantsudvalget, som tidligere bemærket, ikke log det mindste Hensyn til det meget Sande og Rigtige, der var i det af Tillisch Anførte, men end ikke Folkethingets øvrige Medlemmer, til hvis Afbenyttelse Skrivelsen var bleven fremlagt i Bureauet, lod sig [sideskift][side 228]afholde fra yderligere ved Finantslovens anden Behandling at fremkomme med en Mængde mere eller mindre umodne Bemærkninger om Theatret og dets Bestyrelse. Det var nu engang blevet Mode — som Tscherning med en vis ondskabsfuld Glæde bemærkede — at rive ned paa Theatret i Thinget, og man sparede da sandelig Heller ikke det stakkels Theater. Enkelte af de Yttringer, der faldt ved denne Leilighed, ere saa karakteristiske, at de fortjene at anføres efter "Rigsdagstidendens" egne Ord, idet de afgive et klart Vidnesbyrd om, i hvilken utilbørlig Grad man kom ind paa Detailler, der maatte siges at ligge fuldstændig udenfor en lovgivende Forsamlings Kompetente. Ved saaledes at tale om det forlangte Tilskud til Sædtillæget bemærkede Fischer: "Jeg skal nu tilføie en Bemærkning, som jeg ogsaa troer maa gjøres gjældende. Det er, at den nye Ordning af Theaterforholdene, hvorved man giver Theatret fuldstændig Frihed over sit Budget, idet man tilstod et fast Tilskud, der dog ikke blev et fast Tilskud, var en stor økonomisk Feil. Tidligere, da enhver Konto voteredes af Rigsdagen, havde Bestyrelsen kun til Anvendelse det saaledes voterede Beløb og havde derved et Middel til at holde igjen mod Fordringer, som den ikke fandt retfærdige eller billige; men denne Støtte har Bestyrelsen tabt siden den Tid. Og hvor vanskeligt det kan være at holde igjen, derpaa skal jeg anføre et Exempel. Der er et Kunstnerpar ved Theatret, der har en Indtægt, som ikke ubetydelig overstiger en Ministergage; men dersom de faa Hovedpine eller anden forbigaaende Sygdom, som man antager kan kureres ved en Badereise, saa har man ikke selv Raad til at betale denne Badereise; man gaaer til Theaterdirekteuren og piner Pengene ud af ham til at gjøre Badereisen for. Man stoler paa, at han kan, og han bliver saa at sige nødt [sideskift][side 229]til at give efter, thi hvis Vedkommende blot undlader at spille en eller to Aftener, saa opstaaer derved et Indtægtstab for Theatret, der er meget større, end hvad Badereisen koster. Der er saaledes Vanskeligheder tilstede, og det eneste Middel, jeg veed at stille op derimod, er at vende tilbage til en anden Ordning af Budgettet." — Der var nu vist ikke en Eneste i Thinget, selv ikke den mest Uvidende, som kunde være i Tvivl om, til hvilket Kunstnerpar der var sigtet med denne nærgaaende Bemærkning, og denne Bemærkning blev yderligere karakteristisk derved, at der indirekte doleredes over, at et saadant Par kunde tjene Mere end en Minister; Taleren kunde, hvad der fra hans Standpunkt var saare naturligt, ikke indse, at medens man altid kunde faa Ministre nok, var det en Særsyn, naar et Theater eiede et Kunstnerpar som det, hvortil der var sigtet, og at man i et saa sjeldent Tilfælde ogsaa burde lønne det anderledes, end en Minister bliver lønnet. Det af Fischer anførte Exempel opmuntrede imidlertid Tscherning i den Grad, at han umulig kunde forholde sig taus, hvorfor han da ogsaa umiddelbart derefter gav følgende Foredrag til Bedste: "Det ærede Medlem troer, at Theatret ikke har havt sin Historie, for vi kom til en Afgjørelse med disse 50,000 Rdl., og han mener, at hvis vi nu vilde vende tilbage til det Gamle, vilde det gaa bedre, men det er ikke Tilfældet; jeg tør sige, at dersom vi vare blevne ved at fortsætte hin anden Methode, havde vi været endnu værre farne. Vi havde da diskuteret Dandserindernes Ben, hvad vi i sin Tid vare ret godt inde paa, vi vare da komne til at tale om Sangerne og Sangerinderne, vi vare kort sagt komne ind paa en Undersøgelse af hele Theaterbestyrelsens og hele Personalets Virksomhed. Vi affandt os derfor dengang med Theatret, idet vi stillede det, [sideskift][side 230]som vi gjorde, og jeg er overbevist om, at dersom Noget kunde fremskaffe en økonomisk Forvaltning af Theatret, vilde det være denne Ordning. Forsaavidt Bestemmelsen af et Budget skulde være et Middel til at holde Theaterbestyrelsen indenfor snævrere Grændser, saa ligger dette til Ministeren, der har fuldstændig Ret til at opstille et Budget og til at sige: Jeg taaler ingen Overskridelser. Kunde noget Saadant bringes i Stand, var det overmaade godt, men Sagen er den, at der er en saadan Mangfoldighed af Gjenstande ved Theatret, som ikke kunne budgetteres. Hvad der kan budgetteres, Gager o. s. v., ligger for, deres Størrelse er bestemt; men der er en Mangfoldighed af andre Ting, som ikke kunne budgetteres. Det gaaer med Skuespillere og Skuespillerinder paa en egen Maade. Jeg husker, at jeg har hørt fortælle en Historie om en Theaterdirekteur i Paris, der havde en Skuespiller, som var aldeles nødvendig for ham, naar han skulde tjene Penge. Denne Skuespiller lagde megen Vægt paa at spise og drikke godt, og han gjorde sig til Regel at spise og drikke paa en god Kafe ligeover for Theatret saa sent, at han ikke kom paa Scenen, før han blev hentet derfra af Direkteuren, men denne maatte da betale Regningen. Paa denne Maade aftvang han Direkteuren hver Aften, han skulde spille, Betaling for sit luxurieuse Maaltid, og havde han trakteret en Ven, maatte Direkteuren ovenikjøbet betale for ham. Saaledes ere disse Herrer; det ligger i Forholdet mellem dem og det Offenlige." — I en lovgivende Forsamling, hvor saadanne Udtalelser om de dramatiske Kunstnere uimodsagt kunde fremkomme, var det ikke vanskeligt at sige, hvad Udfaldet af Kultusministerens Forslag vilde blive. Rigsdagen strøg derfor ogsaa paa Finantsloven for 1864-65 saavel Ministerens Forslag om at give Theatret Henstand i [sideskift][side 231]fem Aar med at betale Afdrag paa Gjælden til Sorø Akademi som om at forhøie Tilskudet til Tillæg efter Sædomskrivning fra 15,000 til 25,000 Rd.

Skjøndt der fra Statskassens Side ved Loven af 31te Marts 1864 var ydet Theatret et overordenligt Tilskud af 17,000 Rd., var dette dog ikke tilstrækkeligt til at dække Underbalancen, som alene for Saisonen 1863-64 androg 10,285 Rd. 41 Sk., hvortil kom den tidligere svævende Gjæld af 30,057 Rd. 48 Sk., og for at komme ud over denne Pengeforlegenhed optog Theatret hos Sorø Akademi et 4 pCt. Laan af 43,000 Rd., saa at man kunde gaa den paafølgende Saison imøde med en Kassebeholdning af 2,657 Rd. 7 Sk. Theatret skyldte paa dette Tidspunkt i Rest paa Byggelaanet 178,297 Rd. 49 Sk., hvortil kom de ovennævnte 43,000 Rd., om hvis Afbetaling der Intet var fastsat, saa at hele Gjælden løb op til 218,640 Rd. 42 Sk.