(11te August: Kirchheiners Dødsdag).

[sideskift]side 291]Den Energi og Udholdenhed, hvormed Kranold havde virket i sit første Direktionsaar, fik han ogsaa Leilighed til at lægge for Dagen i denne Saison, der til Skade for Theatret blev den sidste, i hvilken han stod ved Roret. Virksomhedsplanen, der nogle Dage før Logeauktionen offenliggjordes i Bladene, var som sædvanlig meget lovende, men der var det Usædvanlige ved den, at den holdt Mere, end den egenlig havde givet Løfte om. Logerne gik ved Auktionen ualmindelig godt fra Haanden og indbragte 58,048 Rdlr. eller over 16,000 Rdlr. mere end Aaret i Forveien.

Saisonen aabnedes med "Den lille Hyrdedreng", der ikke havde været opført siden 1835, og "Erasmus Montanus". Oehlenschlægers Idyl fremførtes i en smuk Skikkelse, og navnlig udmærkede V. Wiehe sig i Ryges tidligere Rolle som Werner, ligesom Jfr. Nielsen spillede Caroline med megen Følelse og Varme, men efter at være gaaet Abonnementet  en Gang rundt maatte det poetiske lille Arbeide atter henlægges. Opførelsen af "Erasmus Montanus" havde en særlig Interesse derved, at Phister for første Gang spillede Peer Degn. Det var et Mesterstykke af Skuespilkunst, der her blev leveret, og Mesterstykket var saameget desto større, som Rollen tidligere i gamle Rosenkilde havde havt en lige saa fuldendt som genial Fremstiller. Der var fra Phisters Side ikke Tale om nogen Kopi af Forgængeren, men alligevel holdt han Figuren i den traditionelle Aand, idet han kun pointerede Peer Degns Dumhed paa en stærkere Maade, end [sideskift][side 292]Tilfældet tidligere havde været, og derved frembragte en uimodstaaelig komisk Virkning.

Efterat Operaen og Balletten i den første Maaned havde spillet en temmelig fremragende Rolle, naaede man midt i Oktober til at kunne opføre det første nye Skuespil. Femakts-Skuespillet "To Tidsaldere" eller "Prindsessen i den skumrende Skov" var det første Arbeide af Octave Feuillet, der var bragt paa Nationaltheatret, men det var langt fra en af den begavede Forfatters bedste Frembringelser. Den franske Dramatiker havde med et vist Held varieret det gamle Thema: den ihærdige, en Smule fritænkerske Driftighed i Modsætning til den uvirksomme, stærkt gudfrygtige og i Fortidens Traditioner slumrende Ridderlighed, men alligevel bar Stykket altfor meget Præget af at være en dramatiseret Novelle, idet de fleste Figurer kun vare meget løst skitserede, Modsætningerne ikke tilstrækkelig motiverede og Scenegangen paa sine Steder meget uheldig. Dette Sidste var navnlig Tilfældet med Stykkets to sidste Akter, der vare paafaldende tarvelige lige over for de tre første, som indeholdt flere fortræffelige Enkeltheder. Dialogen var næsten helt igjennem meget livlig og interessant, og den var ikke saa gjennemsyret realistisk, som Tilfældet var hos saamange andre af de nyere franske Dramatikere. V. Wiehe spillede Hovedrollen, Fabrikeieren Georges Morel, med fremragende Dygtighed, og Jfr. Lange gav et kjækt Billede af hans determinerede Søster. Hultmanns Fremstilling af Marquien af Guy-Châtel var ualmindelig vellykket, hvilket ogsaa var Tilfældet med Md. Eckardts Udførelse af Søsterens Rolle, og saavel Mad. Sødring som Holst vare i Et og Alt paa deres Plads, hun som den mere rørende end latterlige Enkegrevinde og han som den bornerte Greve af Penmarch. Det gode [sideskift][side 293]Spil, der blev Stykket til Del, bidrog i en ikke ringe Grad til det Bifald, hvormed det blev modtaget, men dog var dette Bifald allerede den første Aften blandet med lidt Hyssen.

Af ulige større digterisk Værd var det næste nye Stykke, der kom frem, nemlig "De Nygifte", Lystspil i to Akter af den norske Digter Bjørnstjerne Bjørnson, der her første Gang fremtraadte for det danske Publikum fom dramatisk Forfatter. Handlingen i Stykket var ikke betydelig. En ung Mand føler allerede i sit Ægteskabs første Dage, at hans Hustru ikke ret hører ham til, men at han egenlig kun er "den største af hendes Dukker", og at hendes Forældre indtage den første Plads i hendes Hjerte. Tillige fordre hans Svigerforældre, at han skal opgive alle Tanker om selv at bane sig en Vei her i Verden, og at han skal blive i deres Hus og indtage den Samfundsstilling, som de ved deres Rigdom og Anseelse kunne skaffe ham. Heri kan han ikke finde sig, han bryder de Lænker, der holde ham fast, og reiser med sin Hustru bort fra det Hjem, ved hvilket hele hendes Hjerte hænger, idet han haaber i sit eget Hjem at kunne vinde sin Hustru og arbeide sig frem. Omsider naaer han sit Maal, idet han dels understøttes af sin kraftige Villie og sin varme Kjærlighed, dels af en ædel Veninde. I dramatisk Henseende lod "De Nygifte" Adskilligt tilbage at ønske, og hele første Akt, der ender med, at den unge Mand drager bort med sin Hustru, var egenlig kun en eneste lang Exposition, ligesom der i Tidsrummet mellem første og anden Akt tænktes skeet Alt det, som senere hidfører Forsoningen; men der var en saa henrivende Friskhed og poetisk Duft udbredt over dette Arbeide, det bar overalt Vidne om en ualmindelig fin psykologisk Sands, og Dialogen var fra Først til Sidst saa glimrende og saa pointeret, at Tilskuerne ikke [sideskift][side 294]kunde Andet end føle sig tiltrukne og henrevne af Digterværket. Hertil kom, at Stykket fik en ganske overordenlig vellykket Udførelse. V. Wiehe spillede den unge Mand med adel Mandighed og dyb Følelse, og Mantzius havde som den brave, retsindige, men noget bornerte Amtmand en af sine allerbedste Roller. Hele hans Holdning og Gang antydede til den mindste Bagatel den fornemme norske Embedsmand, og Replikerne faldt fra hans Læber med en Finesse og Naturlighed, der gjorde en stor Virkning. Særlig mesterlig var saaledes hans Replik i første Akt: "Nei, jeg kan ikke, men jeg gjør det alligevel." En anden Præstation af ganske ualmindelig Betydning var Jfr. Nielsens. Hendes Spil som den selvopoffrende Veninde var fra Begyndelsen til Enden rigtig anlagt og udmærket gjennemført, og ved sin Udførelse af denne Rolle, der var saa overordenlig vanskelig, gjorde hun det klart for det kunstforstandige Publikum, at hun stod i Begreb med at træde over i de store Kunstnerinders Rækker. Ogsaa Mad. Holst var fuldstændig paa sin Plads som Amtmandens Frue, og at Forestillingen ved de første Forestillinger ikke smeltede sammen til en fuldstændig harmonisk, kunstnerisk Helhed, havde sin Grund i, at man havde betroet den unge Hustrues Rolle til en Debutantinde, Jfr. Laura Jensen. Hendes Spil var dog langtfra uheldigt; der var tvertimod udbredt en vis Forstandighed over hele Præstationen, og hendes Replikfremsigelse vidnede helt igjennem om en god og rigtig Opfattelse, men hendes Mimik lod Adskilligt tilbage at ønske, ligesom man savnede den indre Varme, der skulde rive Tilskuerne med sig. Alligevel maatte hendes Debut kaldes lovende, og hun viste da ogsaa senere, at hun kunde være Theatret til god Nytte, om end ikke i det Rollefag, hvori hun forst havde prøvet sine Kræfter. Fru [sideskift][side 295]Heiberg, der havde instrueret Debutantinden, havde sat Stykket i Scene, hvilket var foretaget med stor Dygtighed og megen Smag, og i den Anledning endte "Fædrelandet" sin Anmeldelse med følgende Ord: "Men en væsenlig Indskydelse paa det klare og levende Billede af Stykket, som Fremstillingen giver, har den ypperlige Indstudering og Sceneinstruktion, og Enhver, der ikke er fortabt i Indtrykket, men som kan se den Aand, Fantast og Kunstsands, der røber sig i den blotte Gruppering af de Talende, vil beklage, at Fru Heiberg, hvem Alt dette skyldes, ikke har villet vende tilbage til Theatret, i det Mindste som Scene-Instrukteur. Og er det dog ikke løierligt, at et Menneske kan have en fuldkommen klar Bevidsthed om sine Evner, deres Magt og Betydning og saa dog alligevel tro, at det i Verden har noget Vigtigere at bestille end at bruge dem?" Der havde nemlig været Tale om at saa Fru Heiberg til at overtage Scene-Instruktionen ved Theatret, og i Sommerens Løb havde "Dagbladet" meddelt, at hun efter Forlydende vilde overtage Instruktionen af de kvindelige Elever og føre Tilsyn med Scene-Instruktionen for Saisonen 1865-66, men i et senere Numer havde Bladet maattet tilbagekalde denne Efterretning, idet Fru Heiberg efter nogen Vaklen skulde have erklæret ikke at ville overtage Posten. "De Nygifte" gav forøvrigt Anledning til en Debat i Pressen, idet der i det norske "Illustreret Nyhedsblad" for den 24de September fandtes følgende Notits: ""De Nygifte" af B. Bjørnson skal gaa i November paa det kongelige Theater i Kjøbenhavn. Karakteristisk for de nuværende Forhold i Danmark er det, at Direktionen ikke lader Forfatteren saa samme Betalingsvilkaar som indfødte Forfattere, skjøndt Sproget jo er et, men stiller ham paa samme Fod som Udlændinge. Betingelserne forøvrigt [sideskift][side 296]ere ogsaa saa mange og generende, at ganske vist ikke mange norske Stykker for Fremtiden der ville blive indleverede. Det synes forøvrigt at være en Opgave for den praktiske Skandinavisme at stille Nordens Forfattere lige ved de forskjellige Theatre." I Anledning af denne Notits bemærkede Cl. Petersen i "Fædrelandet", at han paa Bjørnsons Vegne havde forhandlet med Kranold om Betalingsvilkaarene for Stykket, og at det var vedtaget, at Stykket paa samme Maade som "Salomon de Caus" skulde betales med en Sum en Gang for alle, hvilken Sum ikke var beregnet efter Skalaen for Udlændinges oversatte Arbeider, men efter Skalaen for indenlandske originale Arbeider og fastsat efter et Skjøn om, hvad et Stykke, der varer en Timestid, vilde indbringe ved at gaa Abonnementet et Par Gange rundt, til 200 Rdlr. Stykket gik iøvrigt i denne Saison ikke mindre end 17 Gange, og da det i Slutningen af Aaret 1872 havde oplevet sin 50de Opførelse, viste Direktionen Forfatteren sin Paaskjønnelse ved at sende ham et Extrahonorar af 200 Rdlr.

Toakts Skuespillet "Svogeren fra Californien" var et af Hertz's svagere Arbeider. Det var en ny Variation paa det samme Thema, Digteren allerede tidligere havde behandlet i "Sparekassen", men denne Variation var temmelig mat, og skjøndt Stykket gjennemgaaende fik en meget god Udførelse, bidrog dog dets uforholdsmæssig store Brede til, at det ikke gjorde nogen rigtig Lykke, saa at det maatte henlægges efter kun fem Forestillinger. Ideen til Stykket var hentet fra en lille Fortælling af Emile Souvestre, L'oncle  d'Amérique. I "Fædrelandet" ankede Clemens Petersen over, at det ikke var rigtig passende for det kongelige Theater at opføre et saadant Stykke, ikke fordi det i og for sig var daarligt, men fordi det var saagodt som uden Spor af Originalitet. "Det [sideskift][side 297]var nok muligt — hed det til Slutning i Anmeldelsen — at Revisionen over det kongelige Theaters Regnskaber kunde bringe Etatsraad Kranold til at betale det Originale ved "Svogeren fra Californien" af sin egen Lomme." I et længere Tilsvar i "Berlingske Tidende" imødegik Forfatteren denne ubillige og hensynsløse Kritik og paaviste, at om end Sujettet var laant fra den omtalte Fortælling, var der dog saameget Originalt ved Stykket, at han med Rette kunde kalde det for sit eget Arbeide.

Den næste Nyhed paa Repertoiret blev derimod et udmærket Kassestykke. "Brylluppet paa Ulfsbjerg" var et romantisk Skuespil af den svenske Forfatter Frans Theodor Hedberg, oversat af H. P. Holst. Allerede Hauch havde i Romancen "Den unge Ridderfrue" benyttet det samme Sujet, der laa til Grund for Stykket: Sagnet om Familiestriden mellem Birger Jarl og hans Broder Bengt Lagmand. Den mægtige Jarl ønsker, at Broderen skal fæste en adelig Dame til sin Hustru, men i Stedet derfor ægter Bengt den fattige Sigrid, hvis Fader, Ridderen Knud Algotson, hører til det af Jarlen fortrængte Parti. Som et Tegn paa den Foragt, Jarlen nærer for den af Broderen indgaaede Mesalliance, sender han Sigrid en Gyldenstykkes Kappe, der er forsynet med en Vadmels Bræmme. Efter den snilde Abbed Botvids Raad gjengjælder Bengt Lagmand Fornærmelsen ved at lade Bræmmen oversy med Perler og Diamanter og sender Kappen tilbage til Birger Jarl med de Ord, at som Bræmmen nu straaler rigere end selve den kostbare Kappe, saaledes overstraaler Sigrids Dyd og Skjønhed hendes Mands hele Slægt, Magt og Storhed. Jarlen bliver rasende herover og iler med sine Mænd til Broderens Hjem for at tage Hævn over ham, men her træffer han Sigrid og afaf-væbnes [sideskift][side 298]væbnes fuldstændig ved hendes kjække og værdige Optræden, saa at han bliver forsonet med Broderen. Hvad der navnlig manglede dette Arbeide, var den historiske Kolorit, ligesom Sproget var langt mere deklamatorisk end virkelig poetisk, men Stykket var skrevet med et godt Blik for den dramatiske Virkning og undlod derfor Heller ikke at fængsle Tilskuernes Interesse. Den svenske Komponist August Södermann havde sat en overordenlig livfuld og iørefaldende Musik til Brudetoget i anden Akt, der var sat i Scene meget effektfuldt, og Spillet var paa et Par Undtagelser nær overordenlig godt. Navnlig vare V. Wiehe og Mantzius fortræffelige som Bengt Lagmand og Knud Algotson, og Md. Eckardt spillede i sidste Akt med en Kraft og Varme, der indbragte hende stærkt Bifald.

Det sidste nye Skuespil, der fremkom i denne Saison, var Octave Feuillets nydelige og aandfulde lille Enakts Lystspil "I Landsbyen" der fremkom i en Oversættelse af P. L. Møller. Stykket kunde forsaavidt ikke kaldes en Nyhed for det kjøbenhavnske Publikum, som det allerede i 1857 var gaaet over Scenen paa Folketheatret, men i den nuværende Skikkelse kom det dog først til sin Ret. Handlingen var saa simpel som vel mulig, idet hele Stykket egenlig kun var en Samtale mellem tre Mennesker, som gjensidig udvexle deres Livsanskuelser og Erfaringer, der gaa i aldeles modsat Retning, og et Øieblik seer det ud, som om Freden i Hjemmet skal forstyrres, men gjennem denne Tankeudvexling naa Personerne tilsidst til en saadan Forstaaelse paa begge Sider, at Modsætningerne smelte sammen til den mest fuldendte Harmoni. Det var den i en sjelden Grad fantasirige og beaandede Dialog samt den fine Karaktertegning, hvorpaa hele Vægten var lagt, og denne Dialog, der paa en fuldendt [sideskift][side 299]Maade blev tolket af Rosenkilde og Mad. Sødring som Ægteparret Dupuis og af Mantzius som Rouvière', rev da ogsaa aldeles uvilkaarlig Tilskuerne med sig.

Det er allerede tidligere bemærket, at Operaen i Begyndelsen af Saisonen spillede en temmelig fremtrædende Rolle. Grunden hertil var navnlig den, at man atter i dette Aar havde engageret Fru Michaëli til for et Honorar af 2000 Rdlr. at give ti Gjæsteforestillinger. Hun optraadte omtrent i de samme Roller som Aaret i Forveien og hostede stærkt Bifald, men desuden medvirkede hun i "Troubadouren", der i denne Saison for første Gang bragtes paa Scenen. Der var af den klassiske Musiks Tilhængere ivret stærkt i Pressen imod, at denne Opera skulde bringes frem her, men trods alle Protester kom den dog frem og gjorde her som alle Steder i Udlandet megen Lykke. Texten var rigtignok saa gruelig som vel mulig, men Verdis Musik indeholdt en saadan Rigdom af Melodier, at den ikke kunde Andet end vække Bifald, hvilket navnlig var Tilfældet med Scenen i 4de Akt udenfor Fængslet. Operaen fik ogsaa en fortræffelig Udførelse af Fru Michaëli som Leonore, Jastrau som Troubadouren og Erh. Hansen som Greven af Luna, hvorimod Jfr. Bournonville som Zigeunersken Azucua vel spillede meget forstandig, men i altfor høi Grad, manglede Stemmemidler til det vanskelige og anstrengende Sangparti. Der blev derfor ogsaa med Føie anket over, at man ikke havde tildelt Mad. Zinck denne Rolle, hvis vokale Del under hendes Behandling ganske anderledes vilde være kommen til sin Ret, og da Operaen det følgende Aar atter bragtes paa Scenen, og da man paany klagede over Besættelsen af Zigeunerskens Rolle, gav dette Bournonville Anledning til i "Dagbladet" at fremkomme med den Erklæring, "at det ovenoven-nævnte [sideskift][side 300]nævnte Parti blev betroet til hans Datter, for at hun efter en Prøvetid af syv Aar skulde ved Udførelsen af en aldeles ny Rolle erhverve sig Krav paa Indstilling til fast Ansættelse ved det kongelige Theater." Med Undtagelse af "Troubadouren" bestod forøvrigt Operarepertoiret i denne Saison kun af ældre Sager, blandt hvilke navnlig "Jødinden" i den nye Skikkelse gjorde stor Lykke. Nyrop spillede mesterlig som Eleaser og sang Partiet med stor Dygtighed, Jfr. A. Andersen fyldte godt i Rachels Rolle, Mad. Riises Mathilde var en meget heldig Præstation, og Schram var ligesom i forrige Tider en udmærket Kardinal de Brogni. Hertug Leopolds Rolle blev som Debut udført af Harald Christophersen. Den unge Mand, der havde spillet ved forskjellige Skuespilselskaber i Provindserne og sidst i Kasino, havde gjort sig bemærket ved en meget høi Tenorstemme, som var Aarsag i hans Antagelse ved det kongelige Theater. Han var i Saisonen første Gang optraadt den 12te September som Edmund i "Væringerne i Miklagard" og senere som Maleren Paul Didier i "To Tidsaldere", men hans Udførelse af disse to Roller havde været saa uheldig, at man snart var enig om, at han i Skuespillet ikke vilde have nogen Fremtid for sig. Derimod var hans Debut i "Jødinden" ret heldig, og hans gjennemtrængende men ikke meget sympathetiske Tenorstemme viste sig at være af den Natur, at han med Held maatte kunne anvendes i Syngestykket, navnlig i Tenorpartier af den lettere Genre.

Det ældre Repertoire maatte atter iaar være det, som væsenligst tjente til Støtte for Theatret, og denne Støtte blev ikke ringere derved, at der gjennemgaaende viste sig Smag og Indsigt ved Valget af de Arbeider, der gjenoptoges. I "Slægtningene" havde nu Hultmann og Fru Jacobson afløst M. Wiehe og Fru Heiberg, og kunde de Førstnævnte end [sideskift][side 301]ikke naa op i Niveau med deres Forgængere, saa var deres Spil dog saa smukt og tækkeligt, at Vaudevillen ogsaa i sin nye Skikkelse gjorde Lykke. — "Bagtalelsens Skole" gav Mad. Eckardt Leilighed til at vise sine Kræfter i en Forcerolle af første Rang, og hun kom særdeles godt fra Forsøget. Hun fik vel ikke en saa fyldig og gjennemført Skikkelse ud af Lady Teazle, som man tidligere havde været vant til at se, men hendes Præstation var dog et nyt Bevis paa, at der for Øieblikket ikke var nogen af Damepersonalet, der kunde gjøre hende Forrangen stridig i det finere Lystspil. Ogsaa i dette Stykke havde Hultmann maattet tage Arv efter M. Wiehe, men i dette Tilfælde var han ikke heldig og spillede temmelig svagt, som om han led under Trykket af Mindet om den forrige Fremstillers geniale Spil som Joseph. Hvad der ogsaa bidrog til at svække Virkningen af Hultmanns Spil, var den Omstændighed, at V. Wiehe med usædvanlig Kraft og mageløst Liv udførte Charles' Rolle, hvorved Hultmanns Præstation blev lidt spinkel og farveløs. — Forsøget med at gjenoptage "Nei" lykkedes forsaavidt, som alle de ældre Rollehavende hilsedes med stærkt Bifald; derimod kunde Fru Jacobsons kunne ikke slaa til i Sophies Rolle, og det gik snart op for Tilskuerne, at hun havde forløftet sig paa den vanskelige Opgave at variere det lille Ord i det Uendelige. — At Holst havde overtaget Christian den Fjerdes Rolle i "Elverhøi" og V. Wiehe Albert Ebbesens, var kun en Vinding for Stykket, hvorimod man ikke kunde undlade at beklage Savnet af Mad. Paetz ved at se Jfr. Lange som Elisabeth Munk.

Paa Oehlenschlægers Fødselsdag, den 14de November, blev "Hakon Jarl" bragt paa Scenen i ny Indstudering. Titelrollen udførtes af Holst, men han kunde ikke rigtig løse [sideskift][side 302]den vanskelige Opgave. Det Storslaaede, Mægtige, Imponerende manglede i hans Spil, han var ikke en fuldbaaren Repræsentant for Hedenold, der bukker under i Kampen mod den nye Lære. To fuldendte Præstationer vare derimod V. Wiehes som Olaf Trygvesøn og Mantzius' som Bergthor Smed. Der var Lys, Barme og inderlig Tro udbredt over den Førstes Gjengivelse af den christne Konge, og Djærvheden, Ærligheden havde en udmærket Repræsentant i den Sidstnævnte. Grib blev som Debut udført af Emanuel Hansen. Debutanten havde et heldigt Udvortes for Scenen, men skjøndt man i ham strax saa den dannede og forstandige Fremstiller, røbede hans Spil dog en saa total Mangel paa Originalitet, at det kun opnaaede at blive tørt og kjedsommeligt, hvortil kom, at hans Organ var svagt og ubehagelig sødladent. — Det var paa en Maade et Vovestykke at gjenoptage "De Uadskillelige", der havde hvilet siden gamle Rosenkildes Død, og det blev derfor ogsaa imødeseet med megen Spænding, hvorledes Sønnen vilde blive i den Rolle, som under Faderens frie Behandling var bleven til en af de mest typiske Figurer i hele det Heibergske Vaudevillerepertoire. Ved de første Forestillinger lykkedes det Heller ikke ganske den nye Fremstiller at faa Folk til at glemme Forgængeren, men efterhaanden fik han bedre Magt med Rollen, der ved senere Opførelser blev en af hans allerbedste Præstationer. — "Den bogstavelige Udtydning" gav i den nye Indstudering Mantzius Leilighed til at glimre i Advokat Robinsons Rolle.

Allerede i 1848 havde Heiberg omarbeidet sit Skuespil "Tycho Brahes Spaadom", der havde hvilet siden de fem første Opførelser i 1819, Rung havde komponeret en overordenlig stemningsfuld og melodiens Musik til Stykket istedetfor den ældre af Schall, og det lange, kjedsommelige [sideskift][side 303]Dandsedivertissement var udeladt, men Omarbeidelsen blev uopført, og først i Begyndelsen af 1866 lykkedes det endelig at faa den frem, hvad der vel navnlig skyldtes Fru Heibergs Initiativ. Skjøndt Stykket i den nye Skikkelse gik meget smukt og afrundet over Scenen, formaaede det dog Heller ikke denne Gang at holde sig paa Repertoiret, hvorfor det alter maatte henlægges efter fem Opførelser. V. Wiehe spillede den unge Kong Christian den Fjerde med stor Virkning, Mad. Sødring var fuldendt som Ebba Gyllenstjerne, den gamle Fisker havde en udmærket Fremstiller i Mantzius, og Nielsen spillede med overraskende Dygtighed som Longomontan. Jfr. Jensen havde sin anden Debut som Clara og sang sin Romance ganske smukt, men hendes Spil bar i altfor høi Grad Præget af Instruktion, til at det kunde blive rigtig naturligt, og derved forstyrrede hun for en stor Del Virkningen.

H. P. Holst fik som Scene-Instrukteur Leilighed til i dette Theateraar selv at sætte sit Drama "Gioacchino" i Scene, men han havde ingen rigtig Glæde af at have fremdraget det af den Hvile, det havde nydt siden 1847, thi skjøndt det i det Hele spilledes godt, navnlig af Jfr. Lange som Giovannina, Jfr. Nielsen som Caroline og V. Wiehe som Gioacchino, gjorde det dog ingen rigtig Lykke og maatte henlægges efter den femte Forestilling. Em. Hansen, der havde havt sin anden Debutrolle som Frederik de Bury i "Dronningen paa sekten Aar", spillede Bernard de Saint Laurents betydelige Rolle i "Gioacchino" som tredie Debut, men formaaede aldeles ikke at løse den Opgave, der var givet ham. — Langt større Lykke gjorde Gjenoptagelsen af Scribes Lystspil "Kammeraterne", der igjennem flere Saisoner vedblev at holde sig paa Repertoiret. Rosenkilde havde her lavet en uimodstaaelig komisk Figur ud af Grev de Miremont, og [sideskift][side 304]de to Dameroller, Cesarine og Zoe, spilledes med stor Dygtighed af Jfr. Nielsen og Mad. Eckardt. Derimod var Steenberg overordenlig mat og kjedelig som den unge Advokat, og dette Forsøg paa at anvende ham i Skuespillet maatte betragtes som fuldstændig mislykket.

Efterat Fru Michaëli havde endt sine Gjæsteforestillinger, maatte hendes Roller doubleres af Operaens eget Personale, men skjøndt man i vokal Henseende vel maatte savne hende i høi Grad, gik dog Operaerne ogsaa uden hende med en Afrundethed, der gjorde de Medvirkende al mulig Ære. I "Norma" maatte saaledes Mad. Sahlgreen afløse hende, og i "Troubadouren" blev Leonora tildelt Mad. Liebe, ligesom Mad. Riise (tidligere Jfr. Holm) nu ikke uden Held sang Marie i "Regimentets Datter".

Efter en treaarig Virksomhed som Intendant ved det kongelige Theater i Stockholm havde Bournonville atter begivet sig til Hjemmet og tilbragt sin Ferie med at skrive anden Del af "Mit Theaterliv", der udkom i Sommeren 1865. Han sluttede sit interessante Skrift med følgende Ord: "Paa det Spørgsmaal: om denne Del af "Mit Theaterliv" skal blive den sidste og slutte den Karriere, som jeg har helliget Scenens Kunst, maa jeg svare: Jeg troer det. Jeg komponerer ingen flere Balletter, da jeg ikke paany vil optage Kampen mod de indgroede Fordomme, baade de artistiske og de finantsielle, og skulde jeg endnu engang lade mig friste af de generelle sceniske Interesser, maatte det være under Betingelser, som ingen Bestyrelse i vore bevægede Tider kunde gaa ind paa: jeg vilde nemlig forlange Garantier imod den bornerte Ondskab! Thi vel er min fysiske Kraft endnu temmelig usvækket, og lidt Fantasi er der ogsaa levnet mig, men endskjøndt Aarene, Erfaringen og en ærlig [sideskift][side 305]Stræben have bidraget til at dæmpe min naturlige Heftighed, virker enhver Ærgrelse skadeligere paa min Helbred nu end i mine yngre Aar, og jeg tilstaaer oprigtig, at Fredensborgs rene Luft og landlige Ro tiltale mig mere end de støvede Koulisser og Alt, hvad der rører sig imellem dem. Jeg bevarer bedst min Kjærlighed til Theatret ved at gaa i de skjønne Alleer og filosofere over Livet, Naturen og Kunsten." Disse Ord skrev Bournonville i Mai, men det varede ikke længere end et Par Maaneders Tid, saa havde han allerede opgivet sine filosofiske Spadseretoure og atter sluttet Engagement med Theatret uden at forlange nogensomhelst Garanti imod "den bornerte Ondskab". Tvertimod forpligtede han sig til for Theateraaret 1865-66 at sætte tre af sine ældre Balletter i Scene mod en Betaling af 100 Rdlr. for Indstuderingen og 100 Rdlr. i Forfatterhonorar for hver af disse. Ikke nok med, at han saaledes paany indstuderede "Konservators", "Fjeldstuen" og "Kermessen i Brügge" med Personalet, begyndte han endogsaa sin gamle Virksomhed som Balletkomponist, og ved Festforestillingen den 11te April 1866 i Anledning af Kongens Fødselsdag, ved hvilken Leilighed der blev afsunget en Festsang af H. P. Holst, kom Balletten "Pontemolle" for første Gang til Opførelse. Her havde Bournonville grebet et Sujet, der i enhver Henseende passede udmærket for hans Evner, og som var ypperlig skikket til at behandles mimisk. Der var ikke nogen stor Handling i Balletten, men den gav et glimrende Billede af det solvarme, rige Folkeliv i Italien, smukke Dandse var der nok af, og som sædvanlig excellerede den gamle Mester i ypperlige Grupperinger, ligesom han havde forstaaet at anvende sit Personale paa bedste Maade. Saaledes var navnlig Gade fortrinlig som Regimentstambouren [sideskift][side 306]og Hoppensach pudsig som Scrivano'en, og til at spille Pulcinello'ens Rolle havde Bournonville fundet en fortræffelig Fremstiller i en ung Dandseelev Klüver, der vakte stærkt Bifald ved sin kautschukagtige Dands. Balletten led forøvrigt i denne Saison et meget stort Tab. I Juni Maaned 1865 vare de tre Sødskende Juliette, Sophie og Valdemar Price samt Scharff med stort Bifald optraadte paa Theatret i Christiania, og efter Feriens Slutning tog Jfr. I. Price med sædvanlig Iver fat paa sin Gjerning ved Theatret. Men under Opførelsen af "Kermessen i Brügge" den 22de November traadte hun feil paa Foden og forstuvede den i den Grad, at hun afmægtig maatte bæres ud af Scenen. Der skete vel ingen videre Standsning i Forestillingens Gang, idet hendes Søster Sophie et Øieblik efter kunde træde ind paa Scenen og fuldføre Rollen, men hvad Ingen den Aften anede, blev Tilfældet, idet Jfr. J. Price ikke mere kom til at betræde Scenen. Forstuvningen havde været saa alvorlig, at hun ikke kunde tænke paa oftere at dandse, og den 29de Oktober 1866 bevilgedes der hende Afsted fra det kongelige Theater. Balletten mistede i hende en Kunstnerinde, der paa sin Bane havde høstet mange og store Triumfer, og som endnu i mange Aar vilde have kunnet indtage den første Plads ved Balletten, saafremt dette beklagelige Uheld ikke brat havde standset hendes Virksomhed. Den Plads, der blev ledig ved hendes Bortgang, indtoges snart af yngre Kræfter, men Ingen af dem formaaede at erstatte Tabet af hende. — I Saisonens Løb fik ligeledes Hoppe sin Afsked. Dette var ikke til nogen synderlig stor Skade for Balletten, thi som Mimiker havde han stedse indtaget en underordnet Stilling, og hvad hans store Færdighed som Dandser angik, da var der nu mindre Brug for den end tidligere. ImidImid-lertid [sideskift][side 307]lertid afbrød han dog ikke helt sin Virksomhed ved Theatret, idet han nemlig vedblev at fungere som Lærer i høiere Dands for de Yngre.

Af fremmede Virtuoser optraadte to i denne Saison, nemlig Ole Bull, der efter at have givet Koncerter paa Theatret i 1833 nu atter henrev ved sit geniale Violinspil, og Izydor Lotto, en begavet ung Violinvirtuos, der ligeledes gjorde stor Lykke ved sin solide og teknisk fuldendte Behandling af Instrumentet. For deres Medvirkning, den Ene ved fire og den Anden ved tre Koncerter, oppebar de to Virtuoser henholdsvis 800 og 300 Rdlr.

Det musikalske Publikum, som ellers havde sit Tilhold i det kongelige Theater, blev i dette Theateraar draget ud til Kasino. Aaret i Forveien havde der her været et mindre italiensk Operaselskab, af hvilket kun et enkelt Medlem var af Betydenhed, nemlig Sopranen Desireé Artôt. Men skjøndt denne Sangerinde var i Besiddelse af en stor og ualmindelig godt uddannet Stemme, der dog allerede var en Smule paa Retour, formaaede hun alligevel ikke at udøve nogen større Tiltrækningskraft. Fra 3die Januar 1866 begyndte derimod Direkteur Achille Lorini paa Kasino en Række italienske Operaforestillinger, der havde saa stærkt Tilløb, at han først endte sin Saison den 31te Marts. Han havde ogsaa forstaaet at samle gode Kræfter. Signora Vanzini (egenlig Van Sand) havde ikke nogen synderlig omfangsrig, men en smukt uddannet og sympathetisk Sopran, Russeren Andreffi var i Besiddelse af en kraftfuld og velklingende Tenorstemme, og der var baade Klang og Kraft i Signor Gioris Baryton. Selskabets Perle var imidlertid Kate Morensi, der ikke alene havde en sjelden tiltalende, omfangsrig og sympathivækkende Altstemme, men som tillige var i Besiddelse af [sideskift][side 308] ualmindelige dramatiske Evner, hvilke hun navnlig fik Leilighed til at lægge for Dagen som Azucena i "Troubadouren". Hun var den, som i høiest Grad vandt Publikums Gunst, og saa stor Lykke gjorde hun, at hun efter at have sunget et Par Gange ved Hove blev udnævnt til Kammersangerinde. Mangelen paa en fremragende Primadonna i Sopranpartierne søgte Direkteuren at afhjælpe ved først at engagere Signora Sonnieri og senere Signora Amelia Pasi, men i intet af Tilfældene var han heldig med det trufne Valg.

Skjøndt "Italienerne" i Kasino naturligvis kun kunde have en skadelig Indvirkning paa Besøget i det kongelige Theater, kunde Kranold dog ved Saisonens Slutning med Rette være fornøiet med den udfoldede Virksomhed og det Resultat, denne havde havt. Hvad Indtægten angik, da var denne atter for dette Aar i en ikke ringe Stigning, idet den for 252 Forestillinger havde udgjort 184,106 Rdlr. 64 ß eller i Gjennemsnit 730 Rdlr. 56 ß for hver Forestilling, medens Gjennemsnitsindtægten Aaret i Forveien kun var 693 Rdlr. 46 ß pr. Aften. Den største Indtægt var den 11te April, da der uden Abonnement opførtes "Kong Renés Datter" og første Gang Balletten "Pontemolle", nemlig 1884 Rdlr., hvoraf 1791 Rdlr. for Billetter til forhøiede Priser. Den mindste Indtægt med Abonnement var den 12te Marts, nemlig 103 Rdlr., da Forestillingen bestod af "Den bogstavelige Udtydning" og "Et Eventyr i Rosenborg Have". De Stykker, som i Saisonen gav det største Udbytte, vare: "Elverhøi", der gik 12 Gange over Scenen med en Gjennemsnits-Indtægt af 900 Rdlr. pr. Aften, "Brylluppet paa Ulfsbjerg", som opførtes 17 Gange med et næsten ligesaa godt Resultat, "Jødinden", der oplevede 12 Forestillinger, "Bagtalelsens Skole", som skaffede godt besat Hus [sideskift][side 309]ved 10 Opførelser, og "De Nygifte", der udøvede en stærk Tiltrækningskraft og opførtes 17 Gange. Ogsaa i Henseende til Valget af Repertoire kunde Theaterchefen med Fornøielse se tilbage paa den forløbne Saison, og at hans Virksomhed ved Theatret havde vundet Anerkjendelse, fik blandt Andet sit Udtryk derved, at han i Saisonens sidste Maaned udnævntes til Konferentsraad. "Ligesom Konferentsraad Kranold — saaledes skrev Overskou i "Dansk Rigstidende" — begyndte sin Embedsvirksomhed med Opførelsen af to grunddanske Originalarbeider, "Den politiske Kandestøber" og "Intrigerne", og i den første af de to Saisoner, hvori det kongelige Theater har staaet under hans Bestyrelse, hævdede Nationalitetens Krav paa at give Scenen dens Præg, saaledes har han ogsaa i sidste Saison holdt fast ved at gjøre dette i den Grad, at det maa erkjendes, at der ikke siden Heibergs Bestyrelse er virket saa ivrig og, med Hensyn til Valget af Stykker, den danske Scene saa værdig derfor som netop under ham. Sammenligner man den nu sluttede Saison med Saisonen 1858-59, da Theatret dog, i en dansk dramatisk Digter, Konferensraad Hauch, og Justitsraad Christensen, havde en Bestyrelse, som særlig var udseet til at skulle være Nationalskuepladsens Frelser fra det Forfald, som man overlydt hyklede en rørende Ængstelse for, at den under Heiberg vilde gaa imøde, saa viser det sig ret klart, hvor Meget der just for Nationaliteten er vundet ved, at Theatret er kommet under den Bestyrer, mod hvem man, endnu førend han havde begyndt at virke, følte sig forpligtet til at udtale den dybeste Afsky og Rædsel paa Danskhedens Vegne. Af de 61 Stykker, som gaves i 1858-59, vare kun de 25 originale og iblandt dem 4 af Holberg — men ingen af dem, som han selv kalder sine "anseeligste" Komedier — blot 1 af [sideskift][side 310]Oehlenschlæger, 6 af Heiberg, 3 af Hertz og ikke et eneste af Hostrup. I 1865-66 finder man af 59 Stykker 34 originale og iblandt disse 5 af Holberg, — hvoraf ikke mindre end 3 "anseelige": "Den politiske Kandestøber", "Jeppe paa Bjerget", "Erasmus Montanus", — 4 af Oehlenschlæger (ligesom i anførte Saison), 6 af Heiberg, 9 af Hertz og 4 af Hostrup. Ogsaa af ældre i lang Tid uopførte Stykkers Gjenoptagelse, hvorigjennem man fornemlig skal komme til Kundskab om en Bestyrelses Øiemed med Hensyn til Repertoirets Karakter, haves Bevis for, at Chefens Bestræbelse gaaer ud paa at fremme Scenens Nationalitet: af de 8 paany, udenfor Operaen, indstuderte Stykker ere de fem af danske Forfattere. Det skal glæde os for Skuepladsen, om dens fremtidige Bestyrere — hvor de end have deres Fødested, thi dette er for os langt mindre vigtigt, end at de med Aand og Hjerte for dansk Digtning forene baade Villie og Kraft til at befæste dens Herredømme paa vor Scene — saa uimodsigelig ville godtgjøre, at de have sat sig til Formaal mere og mere at give Skuepladsen et Kunsten værdigt nationalt Præg, som Tilfældet har været med Kranold."

Ihvorvel denne Dom over Kranolds Virksomhed i det Hele traf det Rette, var det dog langtfra, at alle offenlige Udtalelser lød til Gunst for ham, og navnlig blev der baade offenlig og privat klaget over, at han gik i Andres Ledebaand. Snart var det Berner, som var hans Et og Alt, snart Phister, der vidste at satte sin Villie igjennem paa ethvert Punkt. Kranold var uerfaren i Theatersager, da han i 1864 tiltraadte Chefsposten, og det var derfor saare naturligt, at han lyttede til de Raad, der gaves ham med Hensyn til Driften af Theatret. Men da han hverken savnede Klogt eller Smag, var han i de fleste Tilfælde i Stand til at [sideskift][side 311]danne sig selv en Mening og handle derefter, og greb han end i den første Tid en Gang imellem feil, og lod han sig ogsaa paavirke mere, end det strengt taget var ønskeligt, saa var dette dog saa naturligt, da det jo ikke godt kunde være Andet. Her som saa ofte var det Tiden, der raadede Bod paa disse hans Mangler: med den tiltagende Erfaring og det daglig voxende Kjendskab til Theaterforhold og Personer vidste han at frigjøre sig for mere etter mindre uheldig Paavirkning, at fatte en Beslutning paa egen Haand og at sætte den igjennem trods den Modstand, der kunde vise sig imod ham. Han havde nu imidlertid det Uheld at være en Holstener og at være ilde seet af enkelte Blade, og derfor kunde man Heller ikke vente Andet, end at disse med Glæde greb enhver Leilighed, der frembød sig, til at komme ham til Livs. "Fædrelandet" for den 18de Januar 1866 indeholdt saaledes en indsendt Artikel, i hvilken man ret for Alvor søgte at staa løs paa Chefen. Efter den gamle, fortærskede Klage over det Usømmelige i, at det danske Nationaltheater styredes af en Tydsker, fortaltes der, at Hostrup efter Opfordring fra Theaterbestyrelsens Side havde forkortet og forandret "Tordenveir", saa at det blev mere brugbart for Scenen. Der førtes Forhandlinger mellem Hostrup og Kranold om Rollebesætningen, og Rolleuddelingen stod for Døren. Da fik Hostrup at vide, at man uden hans Vidende og Villie havde taget den vigtigste Rolle i Stykket, Møllerkonen, fra Mad. Sødring og givet den til Mad. Phister. Hostrup Protesterede herimod, men fik til Svar, at det "havde sit Forblivende" ved den tagne Bestemmelse, men at han godt kunde slippe for at faa sit Stykke opført. Dette valgte han, da han ikke vilde have det mindre godt spillet. "Men — hed det videre i Artiklen — hvad er det da for en ond [sideskift][side 312Aand, en "Flippertigibet", der driver sit Spil ved det kongelige Theater? Sagen er, at det gaaer der som i Spanien og andre Steder; der er "en Hofcamarilla", som gjør de betalte Raadgiveres Anstrengelser til Intet. Det er en Hemmelighed, som raabes paa Gader og Stræder, at det er Hr. titulair Instrukteur Phister, som har en almægtig Indskydelse. Det er naturligvis godt, at man har en kyndig Mand til Medhjælp, naar man selv er aldeles ukyndig, men det er en stor Feil, at en Skuespiller har en uindskrænket Indskydelse ved et Theater. Selv om han er en uegennyttig, ædel og selvopoffrende Karakter, saa er det en farlig Sag; er han ikke dette, er det endnu farligere. Der kommer da altfor mange Sympathier og Antipathier i Beregning med, til at han skulde kunne staa upartisk overfor de mange forskjellige Interesser, som gjøre sig gjældende, og det er vel egenlig derfor, der vælges en Mand udenfor Theatret til Chefens Raadgiver, medmindre en loyal Mand blot vælges for at saa en Bestilling i Stedet for den, han har mistet. Jeg kan nævne flere Exempler paa, hvorledes de personlige Hensyn ere mægtige, om ikke eneraadende, hos Theaterchefen, og hvorledes han derfor alene af den Grund ikke er vel stikket til sin Post. Inden Hr. Hofballetmester Bournonville begyndte sin Virksomhed igjen i denne Saison, maatte Hr. Kranold kontraktmæssig forpligte sig til at lade Frk. Bournonville faa Altpartiet i "Troubadouren", som jo enhver fornuftig Mand havde givet til vor fortrinlige dramatiske Sangerinde, Fru Zinck, der trækker en høi Gage, men aldrig faaer Lov til at gjøre Gavn for den. Professor H. P. Holst og Dandseren Gade fik i Sommer hver 200 Rdlr. for at studere Sceneinstruktionen af "Troubadouren" i Paris; det blev nu tilfældigvis ikke opført der, [sideskift][side 313]medens de vare der, men det kunde de jo ikke gjøre for. Frk. Muller maatte afgive sin Rolle i "Elverhøi" til Frk. Bournonville, uagtet den Første i enhver Henseende gjorde ligesaa god Fyldest. Et Exempel paa Hr. Phisters fortrolige Forhold til Hr. Kranold er, at "Apothekeren og Doktoren" er bleven besat af dem uden Kapelmesterens Vidende, ja indstuderet med en Syngemester, for at undgaa Kapelmesterens Indsigelser, for det var for sildigt. Og saa fremdeles." — Noget Sandt var der vel i adskillige af disse Ankeposter. Det var vistnok ikke ubeføiet at tilskrive Phister Aarsagen til, at "Tordenveir" ikke kom til Opførelse med den Besætning, Digteren havde ønsket, og som i nærværende Tilfælde ogsaa var den rigtige, og ligeledes var det Tilfældet, at der var tildelt Jfr. Bournonville et Par Roller, paa hvilke hun ikke retmæssig kunde gjøre noget Krav, om det end var et vel stærkt Udtryk af Forfatteren til Artiklen, at Azucenas Rolle i "Troubadouren" "kontraktmæssig" var sikkret hende. Hvad Anken over Reiseunderstøttelsen til H. P. Holst og Gade angik, da var den forsaavidt uberettiget, som Theatret jo umulig kunde vide, at den omtalte Opera saa hurtig blev taget af Repertoiret i Paris, at de Paagjældende ikke kunde faa den at se, og i Henseende til Historien med "Apothekeren og Doktoren" fortjener det at bemærkes, at dette Syngestykke slet ikke kom til Opførelse hverken under Kranold eller under hans Efterfølgere, hvilket yderligere tjener til at bestyrke den Tro, at den her anførte Historie kun var, hvad man kalder "Koulissesladder". Men selv om nu ogsaa alle disse Anker havde været beføiede, saa var det dog noget stærkt alene af dem at drage den Slutning, at Kranold ikke duede til at være Chef. Han havde ganske vist ikke formaaet at holde sig fri for Paavirkning fra forskjellige Sider, men [sideskift][side 314]mod hvem af hans Formænd kunde man ikke reise den samme Besværing? Og naar "Fædrelandet" nu med Føie dolerede over, at Phister havde saa stor en Indskydelse, saa burde Bladet ikke have glemt, at den samme Kunstner under den Hauch-Christensenske Periode var ligesaa almægtig, om ikke langt almægtigere, og at egenlig kun Heiberg var den eneste Direkteur, der havde vidst at holde ham paa hans Plads som den udmærkede sceniske Kunstner.

Under Forhandlingerne i Rigsdagens Folkething angaaende Finantslovforslaget for 1866-67 havde det kongelige Theater atter i dette Aar en haard Dyst at bestaa. Antallet af dem, der vilde Theatret til Livs ved enten helt eller tildels at nægte det aarlige Tilskud, tiltog med hver Session, medens Forkæmperne for den gode Sag bleve færre og færre. Med hvert Aar kunde den krasse Materialisme hæve sit Hoved høiere og høiere og stille større og større Fordringer til Indskrænkninger ved Theatret, og det maatte staa klart for Enhver, der havde blot det ringeste Kjendskab til den danske Skueplads, at blev man ved endnu i nogle Aar at glide ned ad denne Indrømmelsernes farlige Skraaplan, vilde det Tidspunkt snart være kommet, da Theatret vilde faa Dødsstødet som nationalt Institut. Ved Finantslovens første Behandling blev der — for kun at nævne et Par Exempler paa den Stemning, der gjorde sig gjældende i Folkethinget — foreslaaet af Krabbe, at man kun indtil Slutningen af Juni 1866 skulde bevilge Theatret det forlangte Statstilskud af 50,000 Rdl. foruden 15,000 Rdl. i Sædtillæg, og naar dette Tidspunkt da var naaet, kunde man se at saa Theatret overdraget til privat Entreprise, men dette Forslag var dog selv Theatrets bittreste Modstandere for radikalt og hensynsløst. Det nedsatte Finantsudvalg [sideskift][side 315]kunde ikke komme til nogen Enighed om Theatret i sin Indstilling til Thinget. Medens saaledes Flertallet vilde have, at der overhovedet ikke længere maatte gives Nogen fast Ansættelse ved Theatret, modsatte et Mindretal sig stærkt denne Bestemmelse. Et andet Mindretal foreslog, at Tilskudet skulde nedsættes fra 50,000 Rdl. til 20,000 Rdl., og at der ikke af Staten skulde udbetales noget Bidrag til Udredelsen af Sædtillæg, men at Theatret selv skulde afholde denne Udgift; et andet Mindretal, for hvilket Grosserer D. B. Adler var Ordfører, fremkom med Forslag om, at der af Staten skulde udredes en Sum til en fuldstændig Ombygning af Theatret, der i sin daværende Skikkelse var en Skam og Skjændsel saavel for Kjøbenhavn som for Rigsdagen. Efter en fra Kultusministeriet meddelt Skrivelse vilde Fuldførelsen af den ældre Bygning koste 170,000 Rdl., hvorimod der til et helt nyt Theater vilde medgaa 600,000 Rdl., og der forlangtes i den Anledning af Rigsdagen en Sum af 1000 Rdl. til Bestridelse af Udgifterne ved en Konkurrence af Arkitekter om den bedste Tegning til et nyt Theater eller til Fuldførelsen af det gamle. Winther foreslog yderligere, at der skulde nedsættes en Kommission for at tage alle Theatrets Forhold under grundig Overveielse, men paa intet af disse Forslag kunde Thinget gaa ind. Finantsloven bevilgede for det kommende Aar det sædvanlige Tilskud af 50,000 Rdl. samt 15,000 Rdl. til Tillæg efter Sædomskrivning, men samtidig blev Summen til Lønninger at nedsatte med 1/3 af hver vakant bleven Lønningssum, medens den de to foregaaende Aar havde været ¼. Og endelig blev der i Finantsloven indsat følgende Bemærkning: "Ved Theatret og Kapellet kan i Aarets Løb ingen ny fast Ansættelse gives til andre end saadanne Kunstnere, der ved [sideskift][side 316]Udgangen af Theateraaret 1865-66 mindst et Aar have været ansatte og ere i en Stilling, som efter de hidtil gjældende Regler vilde have givet Adgang til fast Ansættelse". Tilsyneladende saa denne Bemærkning uskyldig nok ud, men den indeholdt i sig Spiren til den usalige Bestemmelse, der senere blev slaaet fast, at al pensionsberettiget Ansættelse for Fremtiden skulde bortfalde.

I Folkethinget var der som ovenfor berørt kun Faa, der med Varme talte Theatrets Sag og ikke bleve trætte af idelig og idelig at gjendrive alle de vrange og bornerte Anskuelser, der under hver Forhandling kom til Orde, og blandt disse Faa fortjene særlig Hall og Major Fallesen at fremhæves. Og som Antallet paa Theatrets Forsvarere i Folkerepræsentationen kun var ringe, saaledes var ogsaa den Understøttelse, det fandt i Pressen, Heller ikke saa varm, som man kunde have ønsket og ventet. Klager over Bestyrelsen, haarde og ofte ubillige Anmeldelser kunde man ofte nok stode paa, men alvorlig motiverede Artikler til Forsvar for Theatrets Bestaaen, i hvilke man saa bort fra alle personlige Hensyn, var det i disse Dage en Sjeldenhed at træffe. Det saa ud, som om Pressen endnu ikke rigtig havde faaet Øinene op for den Fare, der truede Theatrets Bestaaen, og dog var just paa denne Tid Situationen saa alvorlig, at den kunde opfordre til alvorlig Eftertanke. En var der dog, som tog Ordet for det forfulgte Theater, og det var Bournonville. I Marts Maaned 1866 udgav han under Titlen "Danske Theaterforhold" en lille Piece, hvori han paa sin sædvanlige livlige og aandfulde Maade imødegik Folkethingets Angreb paa Theatret, paaviste det Absurde ved at nedlægge en enkelt Kunstretning, ivrede stærkt mod det Vanvittige i at lade Anstalten gaa over fra Statsindretning [sideskift][side 317]til Privatforetagende, talte med Varme for Opførelsen af et helt nyt Skuespilhus og fastholdt den kongelige Ansættelse som Skuepladsens fornemste Livsprincip. "Sæt det kongelige Theater i Stand til selv at indrette sit Pensionsvæsen!" lød hans Hovedforslag, hvilket han yderligere motiverede saaledes: "Ingen Kunstner, af hvilken Genre eller Kvalitet han være vil, kan ønske at optræde gammel og affældig paa Scenen, intet Theater kan beholde sine Veteraner udover en vis Anvendeligheds Alder, og ingen Direkteur, der endnu har bevaret en Gnist af Menneskelighedsfølelse, kan entledige et Medlem, hvis Flid og Talent have bidraget til Theatrets Ære og Fremgang, uden at sikkre hans eller hendes sidste Dage for Mangel. Det synes derfor at ligge ganske nær, at der maa luftes ud i de Ældres Rækker for at skaffe yngre Kræfter tilveie, men forstodes de første, afskrækkes de sidste, og Tilgangen standser. Hvad vilde nu være rimeligere, end at enhver antagen ie: ansat Artist vurderedes til 1/3, 1/4 eller 1/5 høiere Gage end den reglementerede, og at denne Part (som den Paagjældende ingen Ret havde til at hæve) blev henlagt til et Pensionsfond eller indsat i en Livrente-Anstalt for efter visse Aars Tjeneste at afgive en Pension, der maatte svare til Gagen og Funktionstiden. Det vil falde enhver tænkende Iagttager i Øinene, at den vistnok i mange Henseender humane og liberale Pensionslov, der gjælder for hele den danske Embedsstand, ikke kan passe for Theatret, som ikke blot beskjæftiger Artister af begge Kjøn, men i saadanne Fag, hvor Anciennetetsfortjenester mindst af Alt komme i Betragtning; thi ligesaa vist som den Skuespiller eller Skuespillerinde, der er kaldet til at spille "ældre Roller", kan vedblive at fungere indtil den sildigste Alderdom og saaledes enten dø i Tjenesten eller erhverve den høist [sideskift][side 318] mulige Pension, saa umuligt er det for Elskeren og Elskerinden at fortsætte deres Erotik udover en vis Modenhed. Det er ikke Alle, der kunne gaa over til "de ældre Fag", og hvis de vare i Stand dertil, hvorledes skulde Repertoiret kunne rumme alle disse Forældre og Bedsteforældre? Er det en anerkjendt Sandhed, at det dramatiske Talent først modnes med Aarene og i Grunden først kulminerer ved de Fyrgetyve, saa er det ikke mindre vist, at Sangeren ved den Alder, navnlig i de høiere Registre, begynder stærkt at deklinere, og naar en Dandser eller Dandserinde har leveret tyve Aars aktiv Ballettjeneste, ophører Talentet, om ikke just at være anvendeligt, saa dog at være interessant. Det er altsaa ikke muligt at regulere disse uensartede Pensionsberettigelser efter en og samme Maalestok, og da den fysiske Anstrengelse meget ofte foraarsager en kortere Levetid, burde dette vigtige Moment fortrinlig komme i Betragtning." — Bournonville havde i alle Hovedtrækkene Ret i sit varme Indlæg til Bedste for Theatret; hans Bemærkninger om Pensionslovens Uhensigtsmæssighed, naar den anvendtes overfor de sceniske Kunstnere, vare fuldstændig sande, og der var Meget, som talte for det af ham opstillede Selvpensioneringsprincip, hvilket man som bekjendt senere forsøgte at bringe til Anvendelse ved Theatret. Men det gik her som saa ofte: Theatrets Modstandere lod sig ikke overbevise af Noget, mindst af Grunde, og Alt blev ved det Gamle. Bournonville havde dog derfor ikke forgjæves skrevet sin Bog, thi den fandt, som han selv ønskede, en vid Læsekreds, der oplyste Mange og, klarede mørke og vrange Forestillinger.

Det var ikke langt fra, at der ved Udgangen af Saisonen 1865-66 var skeet en Forandring af indgribende Natur i [sideskift][side 319]Besættelsen af en af de vigtigste Poster ved Theatret. I "Dagbladet" for den 28de Marts skrev en Indsender under Mærket 103 Følgende: "Rygtet gaaer blandt Theatrets Personale, at Hr. Justitsraad Berner agter at søge sin Afsked ved denne Saisons Slutning, og at til hans Efterfølger er udseet en tidligere Privatsekretair hos Kammerherre Heltzen. Ingen uden de Indviede veed, hvilken Stilling denne Mand indtager ved Theatret; foruden at være Fuldmægtig paa Kontoret er han Regisseur og Theatersekretair og deltager som saadan i alle for den daglige Tjeneste vigtige Beslutninger. Tidligere var Regisseurtjenesten en Post for sig, men blev, saavidt vi vide under Heibergs Direktion, overdragen Hr. Berner til hans øvrige Funktionen og vi overdrive ikke, naar vi sige, at han nu lever sin meste Tid i Theaterbygningen. Enhver vil forstaa, at det at være Mellemled mellem Direkteuren og Personalet ikke er nogen let eller behagelig Stilling, da alle Ubehageligheder fra alle Sider blive læssede over paa ham; naar derfor Justitsraad Berner, der er en formuende og uafhængig Mand, alligevel i en saa lang Aarrække er bleven i sin Stilling, er det sikkert af Kjærlighed og Interesse for den Anstalt, hvortil han fra ganske ungt Menneske har været knyttet. Hvad Grunden er til, at han nu pludselig vil træde fra, vide vi ikke, men vi ere overbeviste om, at det samtlige Personale med os vil beklage hans Bortgang under den nuværende — Bestyrelse, da han er det eneste Medlem af den, der er i Besiddelse af den for enhver Bestyrelse aldeles uundværlige Egenskab: Praxis og Erfaring. Hensigten med disse Linier er derfor at henlede vedkommende Ministeriums Opmærksomhed paa denne for Theatret meget vigtige Sag, der maaske endnu paa en eller anden Maade lader sig ændre." [sideskift][side 320] — Denne Artikel, som uden Tvivl skrev sig fra en ved Theatret ansat Personlighed, var helt igjennem af den Natur, at "Dagbladet" kun med en vis Reservation kunde give den Plads, og Bladet ledsagede den ogsaa derfor med følgende Efterskrift: "Vi kunne dog ikke optage denne Artikel uden at ledsage den med den Bemærkning, at ogsaa denne Opfattelse af Justitsraad Berners Stilling afgiver en interessant Prøve paa det vanskelige Theaterfolks Ustadighed. I mange Aar er Hr. Berners Navn ikke blevet omtalt undtagen som Gjenstand for Dadel, Klager, Haan og Spot; han er ikke bleven skaanet offenlig, og i mere fortrolige Meddelelser er der faret endnu værre med ham. Nu vil han gaa af — og pludselig bliver han aldeles uundværlig for Theatret, den Eneste, som under de nuværende Forhold repræsenterer Praxis og Erfaring. Hvilken af disse Domme der er den rigtige, kunne vi ikke afgjøre, men vist er det, at en større Inkonsekvents ikke let kan tænkes, end at det kongelige Theaters Befolkning nu er bekymret over Udsigten til at miste en Mand, hvis Virksomhed den har anseet for slet og fordærvelig, saa længe han var i Tjenesten." — Den omtalte Artikel fremkaldte den 12te April i samme Blad et Svar af en anden Indsender, der under Mærket 104 skrev Følgende: "Hr. Redakteur! En anonym Indsender har under Mærket 103 i "Dagbladet" søgt at henlede Publikums og Kultusministeriets Opmærksomhed paa Sekretairen ved det kongelige Theater i Anledning af et Rygte om hans Bortgang ved Saisonens Slutning og har fremstillet hans Uundværlighed i et saa bengalsk Lys, at det for Uindviede — for hvem Hr. 103's Artikel særlig er skreven — seer ud, som om det kongelige Theaters Bestaaen var afhængig af Hr. Justitsraad Berners "Praxis og Erfaring". Da den bekymrede IndInd-sender [sideskift][side 321]sender ikke nøies med at træde op som "en Indviet", men som et Slags Ordfører for hele Personaler ved Theatret — sandsynligvis dog uden Fuldmagt — turde det maaske være en anden Indsender tilladt nærmere at belyse Hr. 103's Bekymring og Gjenstanden for samme, maaske vil derved den ærede Redaktions Dom om Theaterfolkets Ustadighed — i dette Punkt ialtfald — kunne modificeres noget. Hr. Berner blev, som Hr. 103 siger, allerede som meget ungt Menneske ansat paa en Skrivers beskedne Plads paa Theaterkontoret med de Forkundskaber og det Maal for Øie, som enhver Yngling har, der er "Noget paa et Kontor". Hans stille, ubemærkede Virksomhed blev afbrudt 1849, da Heiberg blev Theaterchef, efterat den ældre kollegiale Bestyrelse, der bestod af en Chef, to Direkteurer og en tilforordnet æsthetisk Konsulent, var ophævet. Den forrige Regisseur, Skuespiller Schneider, var afgaaet med Pension, og afdøde Justitsraad Arnesen havde for en kort Tid overtaget Regisseurforretningerne, indtil Hr. Berner, Theatersekretairen, overtog Regisseuratet, dog i en noget reduceret Skikkelse, idet endel af Forretningerne vare henlagte under andre Bestillingsmænd. Hr. Berner havde da — næstefter at være Chefens Sekretair og Kassererens Assistent — at varetage Forretningsgangen ved Theatret, føre Tilsyn, med Alt, hvad der kunde fremme Tjenesten og Forestillingernes raske Gang, i paakommende Sygdomstilfælde strax at kunne gjøre Forslag til en ny Forestilling, udfærdige Opslag og Bekjendtgjørelser (Avertissementer og Plakater), føre Theaterbøger, Regie-, Rolle- samt Mulktprotokollerne og andre Bøger og Lister, som for Forretningsgangens Skyld vare nødvendige m. m. At en Mand, der i sexten Aar beklæder en saadan Post, kan have faaet "Praxis og Erfaring", skal ikke betvivles, ligesaa lidt [sideskift][side 322]som at han under Theatrets mange og uheldige Bestyrelsesskifter har maattet kunne være af Betydning for de ny ankomne og som oftest "uindviede" Chefer og saa at sige givet dem "Indvielsen", men det er paa den anden Side udenfor al Tvivl, at en Mand, der ikke er i Besiddelse af nogensomhelst kunstnerisk eller æsthetisk Fordannelse, hvis formentlige Betydning for Theatret kun beroer paa, at den egenlige Theaterbestyrelse, ie: Chefen, er uden al Betydning, aldrig bør komme i Betragtning, naar der er Tale om Overtagelse af eller Deltagelse i Ledelsen af en Kunstanstalt som det kongelige Theater: det vilde næsten være ligesaa abnormt som at give Universitetspedellerne Sæde og Stemme i Konsistorium. Thi siden Hr. 103 holder af Rygter, saa har han vel ogsaa hørt det Rygte, der giver ham Nøglen til den Gaade, at Hr. Berner "pludselig vil træde fra". Man siger — og har sagt længe — at han, der som særlig Paaskjønnelse for ydet Assistance ved den forrige Theaterchef Tillisch har faaet Justitsraadstitlen og Ridderkorset, allerede i længere Tid har aspireret til noget Høiere, og at han som conditio sine qua non har forlangt en betydelig Gageforhøielse og Meddelagtighed i Bestyrelsen som Kommitteret. De Indviede og mange af de Uindviede vide, hvorledes Hr. Berner i Egenskab af "Mellemled" er bleven brugt og misbrugt af visse Enkelte; det er rimeligt, at hans eventuelle Bortgang af disse imødesees med billig Bekymring, men at denne skulde være det almindelige Udtryk for hele Personalets Følelser, benægtes paa det Bestemteste. Vi henstille til rette Vedkommende, om der ikke for Øieblikket skulde være større Opfordring til at have Opmærksomheden henvendt paa Theaterbestyrelsen (hvoraf Hr. Berner aldrig vides at have været Medlem, som Hr. 103 paastaaer) [sideskift][side 323]og dens Mangel paa "Praxis og Erfaring". Thi den ere jo alle Indviede og Uindviede enige — og det glæder os, at Hr. 103 er med — at den nuværende Chef var en dygtig Generaldecisor, men er en daarlig Theaterdirekteur. — Hr. Berners Bortgang vilde dog vel nogenlunde kunne erstattes af den Mand, der som ovenfor antydet har Erfaring i Regisseurforretningen, og der vilde da, hvad Gagespørgsmaalet angaaer, muligvis frembyde sig en forønsket Leilighed til Besparelse paa det kongelige Theaters store Embedsmænds-Gagekonto. Hr. Berners Plads paa Theaterkontoret kan vel let besættes med enhver Anden". — Det var virkelig mere end et Rygte, at Berner havde gjort Skridt til at tage sin Afsked, da han ikke kunde opnaa, hvad han troede at kunne gjøre Fordring paa. Gagespørgsmaalet var dog ikke det Vigtigste; Hovedsagen var, at han mente, der burde indrømmes ham Andel i Bestyrelsen. Dette var imidlertid Noget, Kranold aldeles ikke vilde indlade sig paa, da han efter to Aars Forløb troede sig saa godt kjendt med Theatrets Forretningsgang, at han turde paatage sig Styrelsen deraf uden at have en Støtte i en med den daglige Drift saa fortrolig Mand som Berner, og Alt tydede saaledes paa, at Theatersekretairen vilde afgaa med Saisonens Slutning, som han i sin Afskedsansøgning havde andraget om paa Grund af sit nedbrudte Helbred. Rygtet vilde endogsaa vide, at Posten som Fuldmægtig ved Theaterkontoret skulde inddrages fra den 1ste Juli 1866, og at Cand. jur. Wolfgang Petersen samtidig skulde ansættes som Theatersekretair og Regisseur med en aarlig Gage af 800 Rdl. Skjæbnen vilde det dog anderledes. I Sommerens Løb indtraadte der saa forandrede Forhold, at Kranold fandt sig foranlediget til at [sideskift][side 324]søge sin Afsked, og den umiddelbare Følge heraf blev, at Berner indsattes i den Stilling, han selv havde ønsket sig.

Bræstrup var den 6te Novbr. 1865 fratraadt som Kultusminister, og Posten var bleven besat med Kammerherre Rosenørn-Teilmann. Den Førstnævnte havde i Theatrets Historie ikke gjort sig bemærket ved synderligt Andet end ved et temmelig aparte og strengt Forbud. Skuespiller J. Wiehe havde nemlig i Juli Maaned paatænkt at arrangere en Aftenunderholdning til Indtægt for den fra Forsvaret af Dybbølskandsen Nr. 2 saa bekjendte Lieutenant Anker og havde i den Anledning faaet Chefens Tilladelse, da der pludselig indløb en Skrivelse til ham fra Kultusministeren med Forbud mod at arrangere eller deltage i den omtalte Aftenunderholdning. Ordren maatte lystres, og der blev saaledes ikke Noget af den paatænkte Forestilling. For Theatret var dette Personskifte forsaavidt uden al Betydning, som den ene Minister ikke syntes at nære større eller mindre Interesse for det ham underlagte Institut end den anden, men selve Ministeriets Optræden ligeover for Chefen var i Slutningen af Saisonen og i den paafølgende Sommer af den Natur, at Kranold maatte tabe al Lyst til at blive paa sin Post, hvor kjær han end havde faaet den, og hvor velseet han end var af Theatrets Personale i det Hele taget. Det var ikke nok med, at Oppositionen mod Theatret for hvert Aar vandt større og større Terrain i Rigsdagen, selv Kultusministeren syntes i disse vanskelige Tider at vakle og at være træt af hvert evige Aar at skulle tage Theatret i Forsvar mod alle de Angreb, som navnlig i Folkethinget rettedes mod det under Behandlingen af Finantslovforslaget. Til nærmere Belysning af Ministeriets Optræden ved denne Leilighed anføres her enkelte Aktstykker. Under 1ste Marts [sideskift][side 325]1866 tilskrev Kultusministeren den konstituerede Chef saaledes:

"Ministeriet tør gaa ud fra den Forudsætning, at Hr. Etatsraaden har gjort Dem bekjendt med de Udtalelser, der under Behandlingen af Finantsloven ere komne frem med Hensyn til Statskassens Tilskud til det kongelige Theater i Løbet af de seneste Aar.

"Det vil saaledes ikke kunne være undgaaet Deres Opmærksomhed, at der navnlig i Folkethinget og især efter de seneste Aars sørgelige Begivenheder og de dertil naturlig knyttede Bestræbelser for saavidt mulig at indskrænke Statskassens Udgifter inden de snævrest mulige Grændser er fremkommet Forslag, som, om de endnu ikke ere trængte igjennem og have vundet Majoritet, dog noksom antyde en Tilbøielighed hos en større Del af Thinget til at søge en af Maaderne til Besparelse ved Inddragning af eller Indskrænkning i det Tilskud, Theatret aarlig oppebærer.

"Medens jeg vel ikke nærer nogen stor Frygt for, at disse Bestræbelser ville lykkes, eller at der fra Finantsministeriets Side skulde blive fremsat nogen Paastand om Nødvendigheden af en saadan Foranstaltning, troer jeg dog ikke, at man kan skyde Fordringen til at tage Spørgsmaalet under den alvorligste Overveielse længere tilside, og det vil i ethvert Fald være enhver Minister, der skal føre Kampen derom i Folkethinget, ligesaa nødvendigt som for Sagen selv nyttigt, om der allerede nu tilveiebragtes det fornødne Materiale til at bedømme Muligheden af at gjøre virkelige Indskrænkninger i Theatrets Udgifter eller i ethvert Fald at komme igjennem en paa Detailoplysninger støttet Overveielse af Sagen til den Overbevisning, at enhver Indskrænkning i Tilskudssummen vil medføre Umuligheden af at lade det [sideskift][side 326]bestaa under sin nuværende Form, og at man derfor, saafremt Rigsdagen desuagtet nægtede Tilskudssummen i dens hidtilværende Udstrækning, maatte være betænkt paa en ganske anden Ordning af Forholdene.

"Jeg kan imidlertid ikke tilbageholde den Bemærkning, som jeg ogsaa har antydet under Forhandlingen i Folkethinget i sidste Rigsdagssamling, at jeg anseer det muligt at foretage Besparelser.

"Det vil neppe være umuligt, efterhaanden som yngre Kræfter antages, ikke saa lidet at indskrænke Lønningskontoen, hvis Overskud da, i Stedet for at benyttes til nye Lønninger eller til Gratifikationer, kunde tjene til Dækning af andre Udgifter, en Fremgangsmaade, som jeg med Paaskjønnelse har seet allerede flere Gange bragt til Anvendelse. Særlig finder jeg at burde henpege paa, at det egenlige Embedspersonales Lønning forekommer mig i Forhold til den Sum, Theatret aarlig omsætter, at være større end tilbørlig.

"Et andet Punkt, paa hvilket jeg maa henlede Deres Opmærksomhed, er Kontoen: Saisonsdouceurer. Her forekommer det mig, at det maatte være muligt, om ikke strax, saa dog efterhaanden, som nyere og yngre Kræfter antages blandt Personaler, at tage Bestemmelse om, at disse ville bortfalde. Det Samme gjælder om Konto 5: Extraordinaire Gratifikationer.

"Men den Konto, som mest af alle efter min Formening maatte kunne taale en Indskrænkning, er Konto 10: Udgifter af ubestemt Omfang. Det er vel saa, at denne Konto indbefatter en Mængde af Underkonti, og at, naar Hovedsummen fordeles paa disse, hver enkelt af dem ikke bliver synderlig stor; men det kommer væsenlig an paa at [sideskift][side 327]gjøre en Begyndelse og strengt at gjennemføre Indskrænkningsprincipet. Besparelserne ville da, just fordi Principet kommer til at yttre sin Virkning paa mange Punkter, igjennem mange i og for sig maaske smaa Beløb, dog, naar de famles sammen, voxe op til et Beløb, som faaer en Betydning.

"Endnu skal jeg — medens dette kun er Antydninger af de Punkter, som forekomme mig at fortjene at komme i særdeles Betragtning under en saadan Overveielse som den her omhandlede, og idet jeg selvfølgelig maa overlade Hr. Etatsraaden at gribe Sagen an fra den Side, som De, der er bekjendt med Detaillerne, bedst vil skjønne at føre til Maalet — gjøre opmærksom paa, at det, saafremt Materialet dertil maatte være tilstede eller uden altfor stor Vanskelighed kunde skaffes tilveie, vilde være af Interesse at saa konstateret, hvorledes Forholdet stiller sig imellem Udgifterne og Indtægterne af de forskjellige Brancher, navnlig Skuespil, Opera og Ballet, for derigjennem at komme til et Resultat om, hvorvidt det er sandsynligt, at man ved Opgivelsen af en enkelt Branche, væsenlig da Balletten, kunde vinde Udsigt til en Besparelse.

"Af Forhandlingerne vil det ogsaa sees, at man i Rigsdagen har foreslaaet Nedsættelsen af en Kommission til at tage Sagen under Overveielse. Ogsaa i saa Henseende maa jeg ønske at modtage Deres Yttringer om, hvorvidt De antager, at dette vilde kunne føre til et gunstigere Resultat.

"Jeg behøver ikke at tilføie, at jeg personlig nærer den Mening, at Theatrets Overgang til privat Entreprise i Forbindelse med et ringere Tilskud af Statskassen vilde udsætte Skuespilkunsten, som har naaet et saa høit Standpunkt hos os, for at gaa tilbage og berøve Landet en af de [sideskift][side 328]ædleste Nydelser, der griber dybere ind i Livet, end Mange ere sig bevidste; men det maa derfor ogsaa være mig saameget mere magtpaaliggende at faa Sagen saaledes oplyst og saaledes overveiet og prøvet i sine Enkeltheder, at det deraf klart fremgaaer, at saalænge Staten vil igjennem Theatret virke i Humanitetens og Civilisationens Tjeneste, er det en Nødvendighed ikke at unddrage Theatret de Midler, uden hvilke Hensigten ikke kan opnaaes."

Denne Skrivelse blev snart efterfulgt af flere andre, i hvilke Kultusministeriet yderligere foreslog Chefen nye Besparelser og vanskeliggjorde ham hans Stilling. Ved Skrivelse af 12te s. M. anmodede Ministeren saaledes Kranold om en Beregning over det samtlige ved Theatret og Kapellet ansatte Embedsmænd og Betjente tilkommende Sædtillæg og bemærkede i den Anledning: "Da Theatret efter den med Finantsministeriet førte Korrespondance selv vil komme til at udrede et Beløb af noget over 6000 Rdl., som vil medgaa udover de til Sædomskrivning bevilgede 15,000 Rdl., vil Hr. Etatsraaden heri se en yderligere Opfordring til, efter hvad Ministeriet har antydet i Skrivelse til Dem af 1ste d. M., at indføre energiske Besparelser ved Theatret, hvis Budget for 1866-67 nødvendigvis maa indrettes paa at kunne bære den her omhandlede Udgift. Denne Opfordring bliver saa meget større, som det kun gjennem en endnu yderligere gaaende Indskrænkning i Udgifterne vil blive muligt at give den Del af Personalet, som ikke har fast Ansættelse, Udsigt til at erholde noget Sædomskrivningstillæg — forsaavidt der ikke i Henhold til Ministeriets Skrivelse af 7de Mai 1862 i saa Henseende ved deres Antagelse er taget den deri omhandlede Reservation — en Udsigt, jeg saa meget mere maatte beklage blev det betaget, som det er umisumis-kjendeligt [sideskift][side 329]kjendeligt, at denne Del af Personalet er særdeles trængende til at nyde godt af den dem ved Lov af 19de Februar 1861 § 28 aabnede Adgang til Sædomskrivningstillæg. Jeg nærer imidlertid det Haab, at i jo klarere Lys det kommer til at staa for alle Funktionairer ved Theatret, at Nødvendigheden af at gjøre Indskrænkninger er uundgaaelig, desto villigere vil hver enkelt finde sig i at underkaste sig de Foranstaltninger, der i saa Henseende maa træffes, og at det herved maa blive muligt for Hr. Etatsraaden at gjennemføre de Besparelser, uden hvilke Theatrets Existents i sin tidligere Skikkelse synes at være truet". — Den 22de s. M. besvarede Kranold denne Skrivelse, der saa kategorisk fordrede Besparelser, og udtalte sig med Rette saaledes: "Men hvad jeg anseer mig forpligtet til allerede nu indtrængende at andrage paa, det er, at Tillæget til det ikke fast ansatte Personale maa komme det tilgode fra samme Tid, det indtræder for den øvrige Del af Personalet. Det er nemlig ikke alene det af Ministeriet antydede Hensyn til den paagjældende Klasses ubestridelig større Trang, men ogsaa Hensynet til den høist nedslaaende Indskydelse, en saadan Nægtelse vil udøve, en Indskydelse, der end yderligere vil skærpes derved, at de Paagjældende, efter deres vistnok mangelfulde Opfattelse af Forholdene, kun deri ville fe en Forurettelse netop til Fordel for de bedre Stillede, medens det usikkre Haab om en mulig Efterbetaling ikke vil være i Stand til at modarbeide en saadan Anskuelse; og dog er denne Klasse i sin Helhed et meget betydende Led af vort Theaters Kræfter". Chefen erklærede dernæst, at han ved Affattelsen af Detail-Budgettet for 1866-67 skulde bestræbe sig for at efterkomme Ministeriets Ønsker, men at han dog ikke vilde paatage sig Ansvaret for, at Theatrets Udgift til SædomskrivSædomskriv-ningstillæget [sideskift][side 330]ningstillæget absolut skulde blive besparet paa Budgettet. "Et saadant Ansvar — sluttede han — kan ingen Bestyrelse overtage, thi om end Udgifterne indskrænkes til det mindst Mulige, vil Resultatet dog ikke være sikkert, medmindre Indtægterne staa i et passende Forhold dertil, og over disse er Bestyrelsen kun Herre i saare betinget Forstand, allerhelst da det kongelige Theater dog for største Delen er Entreprise. Man maatte derfor være forberedt paa, hvis Theatrets Indtægter ikke skulde blive saa store, at det til Sædtillæget medgaaende Beløb deraf kan afholdes, at tilveiebringe det dertil Fornødne ad anden Vei, eventuelt ved Laan." — Endelig forlangte Ministeriet under 22de Marts 1866 Kranolds Betænkning over, hvorvidt det var muligt at nedsætte de Procent af Forestillingsindtægterne, som tillagdes Theatrets Personale i Feu, fra ti til otte, saaledes at der herved kunde ske en Besparelse i Theatrets Udgifter. Svaret var fra Chefens Side let at give. Han maatte paa det mest Bestemte fraraade at gribe til en saa radikal Forholdsregel, og i sit Svar bemærkede han derfor, efter forst at have givet en Historisk Skildring af Feu'ens Historie, Følgende: "Efter de saaledes bestaaende allerhøieste Bestemmelser — de eneste for Theatrets indre Detail gjældende Love — er enhver ved Theatret Ansat indtraadt i sin Stilling med ubetinget Ret til at nyde Feu af ti Procent af Brutto-Indtægten, en Ret, der vistnok maa erkjendes lige saa begrundet som den at oppebære sin Lønning uden Afkortning, og det sees ikke, at der, for de nu Feuberettigedes Vedkommende, heri kan indføres nogen Forandring uden at gjøre Brud paa Bestemmelser, der hidtil have været ansete for ukrænkelige. Og seer man hen til den Virkning, en saadan Nedsættelse i Tiden maatte medføre for Personalet, da maatte man endog [sideskift][side 331]hellere, hvad jeg imidlertid ingenlunde kan tiltræde, angribe de ureglementerede Lønninger, der ikke give Pensionsberettigelse, medens Feu'en medtages til Pensionsberegning som lovhjemlet uvis Indtægt — et Hensyn, der er af saameget større Betydning, som det er utvivlsomt, at det er Pensionsretten, der til enhver Tid drager de bedste Kræfter til vort Nationaltheater, uagtet denne, ved de i de senere Aar indførte delte Gager, har lidt en betydelig Indskrænkning. — Navnlig vilde en Nedsættelse af Feu'en blive dobbelt følelig for de Ældre blandt Personalet, der i Reglen for hvert Aar, de forblive i Tjenesten, gaa tilbage i Feu-Indtægt og saaledes opnaa et mindre gunstigt Resultat for Bestemmelsen af deres eventuelle Pension. Men endog afseet fra, hvad der saaledes efter min Formening principielt lader sig anføre mod den paatænkte Foranstaltning, maa det ikke lades ude af. Betragtning, hvilken Virkning det vilde udøve paa Personalet at se en Ret, der nu har bestaaet i henved fem og tyve Aar, lide en saadan Indskrænkning, og ligesom det er havet over enhver Tvivl, at det vilde vække den høieste Grad af Misnøie, saaledes vilde den ogsaa ufeilbarlig vise sin Indskydelse paa Tjenestens Gang og derved paa den føleligste Maade gribe ind i Theatrets hele Virksomhed. Men overhovedet kan der neppe, allerhelst paa en saadan Maade, være Grund til at nedbringe Personalets Indtægter, der — paa en enkelt Undtagelse nær, eller hvor tvende Ægtefæller begge ere ved Theatret — ikke ere større, end hvad der udfordres til at sikkre Vedkommende et nogenlunde sorgfrit Udkomme, hvad der er en nødvendig Betingelse for, at en scenisk Kunstner med sand Lyst og usvækket Iver skal kunne virke i sit Kald. Som et Exempel kan nævnes Vilhelm Wiehe, en af Theatrets mest brugte Skuespillere, [sideskift][side 332]hvis samlede Lønning fortiden er 1500 Rdl., medens hans Feu, der i Saisonerne 1863-64 og 1864-65 har udgjort i Gjennemsnit 500 Rdl., neppe nogensinde kan bringes op til et høiere Beløb end 1000 Rdl. Med samtlige disse Hensyn for Øie maa jeg derfor i Theatrets Interesse ubetinget fraraade den omkvæstionerede Foranstaltning."

Efter at der saaledes i Løbet af henved et Par Maaneder var brevvexlet mellem Ministeriet og Theaterchefen, tilstillede denne Sidste den 22de April Kultusministeren sit Svar paa det første og vigtigste af de her meddelte Aktstykker. Dette Svar lod i sin Helhed saaledes:

"Ministeriet har i Skrivelse af 1ste f. M, ved at henvise til, hvad der i Rigsdagen er passeret angaaende Statskassens hidtidige Tilskud til det kongelige Theater, og ved at udtale den Overbevisning, at Besparelser i dets Udgifter maatte kunne indføres i forskjellige Retninger, paalagt mig at indkomme med Forslag i saa Henseende, ligesom ogsaa Ministeriet i Skrivelse af 12te næstefter, betræffende Udredelsen af, hvad der, udover det ved Finantsloven bevilgede Beløb, behøves til Dækning af Sædomskrivningstillægget for det fast ansatte Personale, har gjort Fordring paa en saadan Besparelse paa Budgettet 1866-67, at den paagjældende Merudgift derved kan indvindes.

"Allerede tidligere har jeg havt Leilighed til for Ministeriet at udvikle den Anskuelse, at man, ved at tilstræbe en heldigere økonomisk Forfatning ved Theatret, ligesaa meget maa rette Blikket paa Indtægternes Forøgelse som paa Udgifternes Forringelse. Er dette Princip rigtigt — hvad jeg holder mig fuldkommen overbevist om — da maa det ogsaa erkjendes, at de egenlige Administrationsudgifter umulig lade sig holde indenfor aldeles afmaalte Grændser. Jeg kommer [sideskift][side 333]herved — strengt taget noget udenfor Ordenen — til først at omtale Konto 10: "Udgifter af ubestemt Omfang".

"Jeg har i min Bestyrelsestid stadig havt Opmærksomheden henvendt paa denne Konto, og min Bestræbelse har været rettet paa, gjennem den daglige Økonomies Virksomhed, at nedbringe den baade i større og mindre Punkter, hvad jeg tor haabe, at indeværende Aars Regnskabsoversigt i sin Tid vil godtgjøre, uagtet meget kostbare Stykker ere satte i Scene, men forud at paatage sig Ansvaret for at tilveiebringe en bestemt Besparelse er ingen Bestyrelse i Stand til. Det gjælder netop her, hvad Ministeriet ogsaa har bemærket, at Besparelserne, igjennem mange, i og for sig maaske smaa Beløb, men ved at gjennemføres paa alle Punkter, kunne faa en Betydning, og netop i den fulde Erkjendelse af dette Princip har jeg tidligere foreslaaet enkelte bestemte Besparelser, som dog ikke dengang fandt Ministeriets Billigelse.

"Jeg skal imidlertid fortsætte mine Bestræbelser i enhver Retning, hvor jeg anseer det muligt at udrette Noget, og jeg nærer det Haab, at de ikke skulle blive ganske uden Frugt. Men hvad der her vilde støtte enhver Bestyrelse, vilde være en Udtalelse fra Ministeriet, der, ved at bringes til Personalets Kundskab, maatte gjøre det klart for Enhver, at Fyldestgjørelsen af den Enkeltes personlige Ønske maatte vige for Hensynet til det Heles Bestaaen.

"Vender man sig dernæst til de øvrige Konti, navnlig Gager og Lønninger, Feu og Saisonsdouceurer samt extraordinaire Gratifikationer — om en Indskrænkning af Kapellets Udgifter kan der formentlig slet ikke være Spørgsmaal — da er det klart, at disse, ialtfald efterhaanden, kunne nedsættes med bestemte Beløb. Men hvad Lønningskontoen angaaer, maa jeg fornemlig henholde mig til, hvad jeg tidligere [sideskift][side 334]har udtalt, at Personalets Lønninger gjennemgaaende ikke ere høiere, end hvad der udfordres til at sikkre Vedkommende en nogenlunde sorgfri Stilling, og desuden kan jo Besparelsen her forst indtræde sukcessive, hvorhos bemærkes, at de Yngre i Reglen kun antages med meget tarvelige Lønninger, navnlig i Sammenligning med hvad Sekondtheatrene byde. — Forøvrigt vil der jo allerede iaar ske en Indskrænkning i Embedspersonalets Lønninger, der ved indtrædende Vakance formentlig ogsaa vil kunne finde Sted navnlig ved Direkteurens, Kontorchefens og Theatermalerens Lønninger. Det vil ogsaa være Ministeriet bekjendt, at der i de senere Aar paa Lønningskontoen har været Besparelser, hvis Beløb er anvendt til Dækning af andre for Theatrets Formaal vigtige Øiemed.

"Ved at forelægge Ministeriet detailleret Forslag til Gage- og Lønnings-Reglementet for Theateraaret 1866-67, under hvilket jeg er betænkt paa kun at optage de efter min Overbevisning uundgaaelig nødvendige Lønningsforbedringer, vil upaatvivlelig ogsaa for nysnævnte Aar et Overskud fremkomme.

"Om en Nedsættelse af Feu'en fra ti til otte Procent af Brutto-Indtægten har jeg allerede særlig yttret mig, og Ministeriet har i æret Skrivelse af Ute d. M, billiget, at det har sit Forblivende ved de hidtil gjældende Bestemmelser. Med Hensyn dernæst til Spørgsmaalet om ved en Afløsning af Feu'en for de nuværende Feuberettigedes Vedkommende sukcessive at naa hen til at nedbringe Feu-Udgiften, da maa jeg — som alt tidligere udviklet — holde for, at Personalets Indtægter overhovedet ikke bor nedbringes, og at dette navnlig ikke bor ske ved — selv for dem, der herefter maatte vorde ansatte — at forringe Feu'en, hvis Indskydelse paa Tjenestens Gang er af faa overordenlig Virkning, og hvortil de engang [sideskift][side 335]ifølge allerhøieste Bestemmelser henlagte Midler af Alle ansees for ukrænkelige. Overhovedet vilde jo Besparelsen kun meget langsomt indtræde, medens man derimod strax — selvfølgelig kun delvis — vilde komme ind paa, hvad der vistnok maa ansees aldeles forkasteligt: fast Feu. Med Hensyn til Maaden, hvorpaa en Afløsning eventuelt vilde kunne effektueres, da maatte denne formentlig — naar man gaaer ud fra en Nedsættelse af to Procent eller en Femtedel af de oprindelige ti Procent — blive saaledes, at en Skuespiller, der efter Gjennemsnit af et vist antaget Aaremaal havde havt en aarlig Feu-Indtægt af t. Ex. 1000 Rdl., fra det Tidspunkt, Feuen blev nedsat til otte Procent, erholdt et Lønningstillæg lig en Femtedel af 1000 Rdl. eller 200 Rdl., dog saaledes — da Feu'en efter Finantslovens § IV 3 kun medregnes efter Afkortning af en Trediedel — at 133 1/3 blev pensionsberettiget og 66 2/3 upensionsberettiget Lønning. Det er imidlertid klart, at denne Fremgangsmaade for de ringere Feuberettigede vilde synke ned til en høist minutieus Beregning.

"Af "Saisonsdouceurer", der for en stor Del af Personalet træder i Stedet for Feu, fordeles efter en Bestemmelse, der ligger langt tilbage, men som stedse i Erkjendelse af dens Hensigtsmæssighed er bibeholdt, de 1800 Rdl. med 200 Rdl. maanedlig blandt Korpersonalet, der i Reglen omfatter 42 Personer, efter et i sin Tid approberet Strege- eller Points-System. De 35 Rdl, tilfalde en ældre Funktionair, af hvilke Flere tidligere nød saadanne Douceurer. De øvrige 1800 Rdl. ere saaledes disponible for al ikke — feuberettiget Tjeneste og fordeles ved Udløbet af hver Saison i Beløb, der kun sjelden overstige 80 Rdl., og som gaa ned indtil enkelte Rigsdalere. Og dog er Haabet om Udbyttet af disse Douceurer gjennem hele Saisonen en Spore til Flid og [sideskift][side 336]Virksomhed,, der saameget mindre bor forringes, som det netop er den uheldigst stillede Del af Personalet, der nyder Godt deraf. Det er forøvrigt en Selvfølge, at Douceurerne fordeles under det strengeste Hensyn til, hvad hver Enkelt har præsteret, og hvis ikke det fulde Beløb medgaaer, tjener jo Resten til at forøge Aarets mulige Overskud.

"Paa Gratifikations-Kontoen kan der kun være Tale om de 3,000 Rdl. De 500 Rdl., der for Tiden tilskyde Skuespillerne Phister og Holst, falde bort ved deres Afgang. Vel kan det ved første Øieblik synes, at 3000 Rdl. er en betydelig Sum til dette Øiemed, men det maa vel erindres, hvor talrigt Theatrets Personale er — den egenlige Lønningsliste omfatter alene 160 Personer — og hvormange deriblandt det kun altfor ofte bliver nødvendigt at komme til Hjælp ad Understøttelsens Vei. Men hertil kommer endnu den overordenlige Betydning, det har for Bestyrelsen ved forskjellige Leiligheder at kunne belønne en eller anden, ofte under vanskelige Forhold fra Personalets Side udvist særdeles Imødekommen eller ved en Gratifikation at kunne vise sin Paaskjønnelse af en med mere end almindeligt Held udfort Rolle og deslige, hvad der — øieblikkelig anvendt — ofte virker langt mere til Tjenestens Fremme end Udsigten til en Lønningsforbedring efter længere Tids Forløb; og ingen Bestyrelse vilde kunne undvære det Prærogativ, der ligger i en saadan Benyttelse af Kontoen, der, selv med den Udstrækning, den nu har, ofte gjør det nødvendigt at nægte Opfyldelsen af Ønsker, som enhver Bestyrelse under andre Omstændigheder vistnok vilde gjøre sig en Glæde af at imødekomme.

"At eftervise Forholdet mellem Indtægter og Udgifter, særlig for Skuespil, Opera og Ballet, lader sig neppe gjøre [sideskift][side 337]allerede af den Grund, at Skuespil- og Opera-Personaler som bekjendt ikke ere strengt adskilte, og at Balletten aldrig udfylder nogen Hel Forestilling, ikke at tale om, at Ballet-Personalet stadig i væsenlig Grad medvirker i Operaen. Det er imidlertid vist, at Operaen og Balletten kræve de største Udgifter at bringe paa Scenen, men det er ogsaa ligesaa vist, at Operaen i Reglen bringer det største Udbytte, hvad der jo ogsaa staaer i nøie Samklang med den stærke Udvikling, den musikalske Sands har naaet i Almindelighed. Ligesom der altsaa efter min Formening ikke kan være Tale om en Opgiven af Operaen, saalænge det kongelige Theater overhovedet skal bestaa som høiere Kunstanstalt, saaledes maa jeg ogsaa udtale mig mod et saadant Skridt for Ballettens Vedkommende, ikke alene fordi den i den Skikkelse, hvori den bestaaer ved vort Theater, fra en fjern Fortid har vundet en overordenlig Indgang hos Publikum, men ogsaa fordi dens Kræfter — som allerede antydet — for en væsenlig og aldeles uundværlig Del medvirke ikke blot i Operaen, men ogsaa i større Skuespil, og hvor de vanskelig for ikke at sige umulig vilde kunne erstattes af Andre, naar ikke hele Fremstillingen i altfor overveiende Grad skulde lide derunder. Men hertil kommer endnu, at der fra Dandseskolen, hvor Børnenes Sands for Scenens Fordringer udvides og skærpes fra den tidligste Alder, og hvor der stadig er Leilighed til at iagttage deres forskjellige Evner, ofte tilføres Theatret fortrinlige Kræfter ogsaa i andre Retninger, og det er en Kjendsgjerning, at flere af Theatrets ypperste Kunstnere have begyndt deres Løbebane ved Balletten.

"Med Hensyn til Spørgsmaalet om en Kommissions Nedsættelse da forekommer det mig, at Besvarelsen heraf væsenlig maatte afhænge af, hvorvidt der ved en saadan Foranstaltning maatte tilsigtes en hel ny Ordning af Theatrets [sideskift][side 338]Forhold til Staten, thi i saa Fald vilde det jo vistnok være i sin Orden, at de forskjellige Interesser repræsenteredes ligeover for Hinanden. For at undersøge og bedømme Detaillerne af Theatrets indre Økonomi forekommer en Kommission mig hverken ønskelig eller tilraadelig.

"Jeg har nu efter min fulde Overbevisning og efter den Erfaring, jeg har havt Leilighed til at gjøre, udtalt mig om de af Ministeriet fremhævede Punkter. Fastholder Ministeriet desuagtet, at en Nedsættelse af enkelte eller endog alle de paagjældende Poster skal finde Sted, da skal jeg, naar endelig Bestemmelse om dens Størrelse foreligger, og forsaavidt jeg forbliver i min nuværende Stilling, bestræbe mig for at gjennemføre Budgettets Positioner uden dog at turde paatage mig Ansvaret for de Følger, deraf mulig maatte fremgaa".

Ministeriet var og kunde fra sit Standpunkt ikke være fornøiet med dette Svar, der var aldeles blottet for den Slags Løfter, som i Længden vilde vise sig at være fuldstændig uholdbare, men som i Øieblikket kunde tage sig godt ud paa Papiret og navnlig vilde være af Virkning ligeover for Folkethingets Finantsudvalg, medens Skrivelsen tvertimod stærkt fremhævede, at Personalet i sin Helhed var saa tarvelig lønnet, at der ikke kunde være Tale om nogen Nedsættelse af Gagerne. Den 2den Mai skrev derfor Ministeriet til Kranold og ankede over, at hans afgivne Erklæring var affattet i altfor almindelige Udtryk og aldeles ikke indeholdt,en "paa statistiske Data og Detailoplysninger begrundet Fremstilling af Theatrets hele økonomiske Forhold". Ministeren tilføiede, at det vilde være hans Opgave i Forening med Kranold som fungerende Theaterchef at ordne Budgettet for 1866-67 saaledes, at Theatrets juridiske Forpligtelser kunde opfyldes, og at man navnlig indvandt det Beløb, hvormed SædomskrivningsSædomskrivnings-tillægget [sideskift][side 339]tillægget til det pensionsberettigede Personale oversteg det dertil bevilgede Tilskud af 15,000 Rdl. "Jeg skal hertil — hed det i Skrivelsen — endnu tilføie, at forsaavidt det ikke maatte blive muligt ved Besparelser eller forøget Indtægt endvidere at indvinde saa Meget, at der derved kan gives det upensionsberettigede Personale den Adgang til Sædtillæg, som Lov af 19de Februar 1861 § 28 under visse Eventualiteter har stillet det i Udsigt, maa jeg, da jeg anseer denne Adgang for et, om ikke juridisk forpligtende, saa dog fyldigere Krav end det Krav, Personalet har paa Gratifikationer, anse det for min Pligt først at opfylde hint Krav, og at saaledes Nødvendigheden kan føre til, at Beløbet paa Gratifikationskontoen først kan komme til Anvendelse som saadant, naar hint Krav er fyldestgjort".

Nu var Kranold kjed af det. Ministeriets Modstand var ikke til at beseire, og han vilde ikke paa nogen Maade være med til at indføre Besparelser, der vilde gjøre et Skaar i Personalets Indtægter. Det var Personalets Tarv, han bestandig havde for Øie, det var det, for hvilket han uafladelig kæmpede, og da han saa, at al videre Modstand var unyttig, forlangte han sin Afsked, fordi han ikke troede at kunne forsvare at være med til en ny Ordning af Theatrets Affairer, saaledes at det ikkepensionsberettigede Personale eventuelt kunde lide et for det meget føleligt Tab i Indtægter ved, at Sædtillægget og Gratifikationerne nægtedes det. Hans Ønske om at gaa af ved Saisonens Slutning blev ogsaa taget til Følge af Ministeriet, som herved skilte Theatret af med en Chef, der ikke alene havde vist den bedste Villie, men ogsaa Evne til at lede det kongelige Theater som et nationalt Institut.[sideskift][side 340]

Den 29de August 1866 døde Löffler, og i ham mistede Theatret ikke alene en overordenlig dygtig Kontorchef og Bogholder, men tillige en Mand, der ved sit nøie Kjendskab til hele Forretningsgangen ofte havde været til ubetalelig Nytte, og som ved sin Retsindighed og Forekommenhed var høit skattet og afholdt af hele Personalet.