[side 833]En Maanedstid førend Saisonnens Aabning var Clausen bleven afskediget som Regisseur. Han havde forstaaet denne Post med megen Nøiagtighed, men kjendte kun den dramatiske Literatur af det, som her var blevet givet i hans Embedstid, saa at han ikke var den, af hvem Directionen kunde faae et Vink om hvad der af ældre Stykker eller af Udlandets Nyheder vilde være hensigtsmæssigt at optage; og medens han gjerne skaffede sig Indskydelse paa Rollebesætninger og Repertoireudkast, holdt han sig vaersomt fra Alt, hvad der kunde paadrage ham mindste Ansvar, afventede udtrykkelige Befalinger angaaende enhver Smaating og fulgte i de Forretninger, som han ikke fandt personlig Anledning til at [sideskift][side 834]fremme, ufravigelig den vedtagne sinkende Collegialgang. Dette kunde paa ingen Maade være en saa dristig Directeur som Collin tilpas: Clausen fik en særdeles fordeelagtig Afsked. Der kunde ikke til denne Post findes nogen Dygtigere end Liebe; han var som skabt for den: havde levende Interesse for alt, hvad der berørte Theatervæsen, var, for saavidt det kunde skee ved Læsning af tydske Blade og Bøger, meget nøie bekjendt med alle fremmede Theatres artistiske og literaire Forhold, holdt, for sin Fornøielse, stadigt Bog over Forestillinger og Rolleombesætninger, havde ved Sommerskuespil og paa Reiser været en Regisseur, som altid vidste Udveie under vanskelige Omstændigheder, trængte sig aldrig frem for at faae Roller og stod, ved sin Beskedenhed, Velvillie og altid i Ord og Gjerning bramløst fremtrædende Retskaffenhed, paa en sjelden god Fod med hele Personalet, der ogsaa var af den Mening, at han, og ingen Anden end han, var den rette Mand til Embedet. Men i den taabelige Higen, som mange dygtige Skuespillere have efter at faae en særegen Theatertitel, ved at blive udygtige Embedsmænd, lode Stage, som kun lidet, og Nielsen, som slet ikke duede til Regisseur, sig for Directionen mærke med, at den skyldte deres kunstneriske Anseelse ikke at gaae dem forbi ved Besættelsen af et Embede, som gav Udmærkelse, navnligen ved Adgang til det daværende Hofparket. Ogsaa saadanne Prætensioner finde Understøttelse i en Direction, som er svag nok til at kjøbe sig øieblikkelig Fred med Indrømmelser, der udsætte den for fremtidige store Ubehageligheder, og Collin maatte lade det være nok med, at Liebe, istedetfor at blive ansat ene og fast, constitueredes til i Forening med Stage og Nielsen midlertidigt at overtage Regisseurforretningerne, saaledes at hver af dem havde sin Maaned. Efter [sideskift][side 835]sin første Maaned følte imidlertid Nielsen sig, endskjøndt han havde havt Liebes godmodige Bistand, saa lidet hjemme paa dette Gebeet, at han trak sig tilbage og overlod det til de to Andre.

En, med Hensyn til nationale Nyheder, saa glimrende Saison, som denne, havde Theatret aldrig havt og vil maaskee aldrig nogensinde faae. 12 originale Stykker af 8 forskjellige Forfattere. Halvdelen deraf udfyldende en Forestilling, de fleste optagne med Bifald og ikke eet saa slet, at det hos et saa pibelystent Parterre fremkaldte betydeligt Mishag! I Oehlenschlägers "Væringerne i Miklagard" fik Skuepladsen, hvor grundede Indvendinger der end kan gjøres imod Enkeltheder, navnlig Maaden, hvorpaa Tidsalderens græske Aand er skildret, og den for hyppige Anvendelse af Musik, et grandiøst tragisk Værk, ypperligt i sin Plan, rigt paa herlige Situationer og med langt større Fylde af frisk Liv, Charakteristik, kraftig Følelse og poetisk Nordiskhed, end Boyes saakaldte "anonymt nordiske" Sørgespil. I den overhovedet særdeles heldige Fremstilling udmærkede sig især Nielsen, som med ædel Simpelhed djærvt og fast gav Harald; Ryge, der var imponerende ved Værdighed som Eremiten, gigantisk i sin vilde Heftighed som Olaf Trygvason; og Mad. Wexschall, hvis Maria var et yndigt, i den reneste græske Stiil udført Billede af qvindelig Uskyld og Sjælshøihed. Oehlenschläger havde den Glæde, at han, efter en uskaansom Behandling af hans to sidste Arbeider, opnaaede Publikums meest levende Erkjendelse af dette Værks Ypperlighed. Den anden originale Nyhed af alvorlig Natur, Søtofts "Hyrdedrengen," var en "Idyl," hvori en Familie var nærved at døe af Sult. Den fandt kun meget lidet Bifald. — De to store anonyme Lystspil: "Flyttedagen" (af Hertz) og[sideskift][side 836]"Tre Maaneder efter Brylluppet" (af Overskou) vare heelt forskjellige af Natur. Det Første var ægte dansk: Handling, Charakterer, Sæder. Dialog og Tone havde noget saa kjøbenhavnsk Localt, at det, med sine mange comiske Situationer og saa rigt paa sand, kraftig Vittighed og Lune, maatte have gjort meget stor Lykke, dersom Handlingen havde været bedre sammenholdt og anlagt paa mere og mere at spænde Interessen. Det Andet spilledes af Personer, som kun bleve danske ved de Localiteter, der nævnedes i Stykket, men ikke ved deres Væsen; Charaktererne vare almindelige Lystspilfigurer uden nogen virkelig Individualitet og Dialogen var mere let og flydende, end vittig; Stykket var fornemmelig anlagt paa at gjøre Virkning ved Intriguen, der heller ikke var ny, men gjennemført saaledes, at den gav endeel comiske Situationer, som bragte Interessen til at stige lige til Slutningen. Forskjelligheden i Stykkernes Natur medførte Forskjellighed i Spillet: "Tre Maaneder efter Brylluppet" blev fortræffeligt udført, uden at nogen af de Rollehavende kunde i de løseligt henkastede Charakterer faae Leilighed til at udmærke sig ved Eiendommelighed i Opsætning eller stor Fremstillingsevne; i "Flyttedagen" havde Skuespillerne i Digterens bestemtere og kraftigere Skildringer mere interessante Opgaver, som de løste saaledes, at man fik Grund til baade at erkjende den ældre Skoles overordenlige Dygtighed til Charakteerudførelse og at ønske Theatret flere Nyheder, der i den Grad gjorde Fordring paa denne og altsaa vilde tvinge den nye Skole til Studium og Øvelse for at tilegne sig den. Frydendahls fra "Hr. Burchardt og hans Familie" med beundringsvældig Consequents fortsatte Commissionair Knap, hentet ud af Naturen og kunstnerisk fortræffelig ved det ud af hans stumme Spil som af hans Replikker yppigt [sideskift][side 837]strømmende friske Lune; Ryges just ved Alvorlighed comiske Muurmester; Lindgreens i sin Perial saa naturligt saligglade Proprietair; Foersoms kostelige Krigsraad Olmerdug, en ligesaa smagfuldt som kraftigt skildret erkekjøbenhavnsk flyttelysten Spidsborger, yderst moersom i sine Græmmelser over Flytningens Gjenvordigheder; og Rosenkildes tørt ironiske, ikke mindre ægte kjøbenhavnske, Mellemting af Karl og Tjener vare hogarthske Illustrationer til den bedste Localcomedie, som den Kunstnergeneration havde havt at bringe paa Scenen. Begge Stykker bleve modtogne med meget Bifald; men "Flyttedagen" paaskjønnedes ikke i Forhold til sit Værd: Publikum tiltaltes mere af en velordnet, stigende interessant Handling, som det fra de franske og selv Kotzebues platteste Stykker havde faaet Sands for, end af Charakteerskildringens Sanddruhed og Dialogens sunde, friske Vittighed, som i Lystspillet vare blevne det saa fremmede, at det ikke fuldeligen hengav sig i Nydelsen deraf. Imidlertid har Stykket selv med flere saaledes bidraget til at vække Interessen for det National-Comiske, at det nu vilde, i en saa ypperlig Fremstilling, have fundet langt større Modtagelighed, og under enhver Omstændighed maa det være et af de Originalarbeider, som en Direction, der vil have Ord for at virke til Opretholdelsen af den ægte danske comiske Skueplads, bør bringe paa Scenen, naar den kan skaffe det en det værdig Udførelse. Endnu større Forskjel end de to nævnte Stykker havde fra hinanden, havde det tredie anonyme Femactslystspil: "Den dramatiske Skræder" (af Rosenkilde) fra dem begge. Hertz havde i "Flyttedagen" fulgt sit Genie for Lystspildigtning mere selvstændigt end i "Hr. Burchardt og hans Familie," og navnligen frigjort sig for Efterligningen af Holberg, uden i den [sideskift][side 838]prisværdige Retning at finde nye i Nationaleiendommeligheden liggende Charakterer og give dem comiske Kraft; det aldeles Modsatte viste sig i "Den dramatiske Skræder": thi netop Stykkets Idee, Gang og Personer med deres Forhold til hverandre vare tagne fra en enkelt af Holbergs Comedier, "Den politiske Kandestøber," hvorimod de Handlende havde Charakteeranstrøg fra en reent temporair Localdaarskab. Man skulde have troet, at en Skildring, som var greben ud af Øieblikket, maatte i det mindste for Øieblikket have gjort stor Effect, især da den i flere Partier var udført med meget Lune og Dialogen tilligemed endeel Vittigheder og træffende Satire indeholdt en Mængde Pudseerligheder. At delte ikke blev Tilfælde havde flere Aarsager, fornemmelig: Theatret, som Hovedpersonen gav sig af med at omstøbe, er overhovedet et meget uheldigt Sujet for et Theaterstykke, den dramatiske Dilettantisme var ikke, som Lysten til at befatte sig med Statssager, hverken vigtig ved sin Gjenstand eller i høi Grad almindelig; da Mand, Kone og Datter vare gjorte lige theatergale, savnedes den i det efterlignede Stykke fortræffelige Charakteermodsætning og dens interessante Følger; ved at Forfatteren lige fra Begyndelsen havde fulgt Planen i Kandestøberen, vidste Publikum hvorledes Handlingen vilde udvikle sig og ende, saa at denne blev uden den Interesse, som ligger i Spændingen; og der var, til stor Skade for Virkningen af Efterligningen, et stærkt Misforhold imellem den og det Efterlignede, ved den paafaldende Urimelighed, at Mester Naal, for at have paadraget sig selv Spot ved en taabelig Bestyrelse af et Theater, skulde føle sig dreven til Selvmord, ligesom Herman von Bremen fordi han, som første Borgermester, havde lagt Republiken ud med en fremmed Magts Resident. [sideskift][side 839]Den ene af de to Hovedroller, Naal, var et af C. Winsløws ypperligste Mesterværker: Kunsten, hvormed han havde bragt Forfatterens ikke i alle Træk samstemmende Skildring ind under en med stor Consequents anlagt høist moersom Individualitet, den Sikkerhed, han i de lunefuldeste Scener og de mangfoldige sine Nuancer fastholdt den med, og hans smagfulde Behandling af Steder, hvor Dialogens Overgivenhed steg til Overdrivelse, gjorde hans Udførelse til en saa uovertræffeligt gjennemført Charakteerfremstilling, at allerede denne var nok for kunstforstandige Tilskuere til at ønske Stykket bevaret i Repertoiret. Rosenkilde kunde ikke i den anden Hovedrolle, Peter, ret komme til sit Lune; han, som allerede ved sin, baade i Lune og Individualiteternes Forskjellighed, mageløse Udførelse af Drengeroller, havde været flere Forfatteres kraftige Bistand, svigtede her sig selv og gav, rimeligviis i Uro for sit Stykkes Skjæbne, den Glandsrolle, han havde skrevet for sig selv, saa mat og synligt forlegent, at det ikke lidet bidrog til at Stykket, som i det Hele blev godt givet og i enkelte Scener vakte megen Munterhed, optoges med en Kulde, der foranledigede ham selv til at ønske dets Henlæggelse. Overskous, ligeledes anonymt givne, Eenactsstykke "Misforstaaelse paa Misforstaaelse" havde, i Henseende til Charakterer, naturligt indtrædende comiske Situationer og Lune i Dialogen, langt mere ægte Lystspilnatur end hans Femactsstykke og gjorde ogsaa langt varigere Lykke, som dog i høi Grad skyldtes Frydendahls Udførelse af Stork, der var mageløs ved Originalitet, comisk Styrke og det yppige Lune, hvormed han overgød en Skildring, der var saa sand, at Forfatteren maatte erkjende, at medens der ikke var mindste Betoning, som han skulde have kunnet tænke sig anderledes, var der [sideskift][side 840]i hver Scene mangfoldige ligesaa naturlige som overraskende pudseerlige Smaatræk, hvilke han ikke havde ahnet, at Geniet vilde kunne lægge deri.

Medens Vaudevillens Indfører ikke i denne Saison forøgede dens Repertoire, fandt Arten hele fire nye optrædende Forfattere, som hver bragte eet Stykke. Overskous var det uheldigste. Hans "Avistavexelen," hvortil endydermere Stoffet ikke var hans, men taget fra en til et tydsk Lystspil omgjort fransk Vaudeville, viste en aldeles Misforstaaelse af Vaudevillens Væsen, fornemmelig derved, at Musiknumerne — og det endda uheldigt nok, — vare valgte med Formaal at samle fra forskjellige Componister en smuk Syngespilmusik. Det var kun ved at det blev opført een Gang, at dette forfeilede Arbeide undgik den uvenlige Modtagelse, som allerede ved første Forestilling meget ubilligt traf den følgende anonymt givne Vaudeville, "Kjærlighed og Politie" (af Hertz). I denne viste sig ei alene det rigtige Begreb om Vaudevillens Væsen og Form, men Begrebet var udmærket heldigt udtrykt, især i Henseende til Melodievalget. Ogsaa selve Ideen: en i comiske Scener fremtrædende Conflict imellem poetiske Individualiteter og det statsborgerlige Almene, var baade ny og særdeles egnet til at afgive Vaudevillestof. Kun det, at Forfatteren havde gjort Contrasterne saa stærke og stiller dem saa skærende imod hinanden, at Publikum fandt Handlingen og et Par af Personerne udenfor det Rimelige i de skildrede Forhold, stødte saameget, at man oversaae det Moersomme i Situationerne, Piquante i Melodieanvendelsen og Vittige i Dialogen. Nogle Forandringer forebyggede vel Mishag ved anden Opførelse, men dette Stykke blev dog et af de mange Beviser for, at Forandringer og Forkortninger, som [sideskift][side 841]gjøres efter at Publikum ved den første Forestilling er kommet til en ugunstig Mening om et Stykke, saare sjeldent, hvor heldige de end ere, formaae at føre til en anden Anskuelse af dets Værd. Vaudevillen behagede, men langtfra i Forhold til dens Betydenhed, som en dansk Forfatters talentfulde Arbeide. I den tredie, ogsaa anonyme, Vaudeville, "Guldbryllupsfrierierne" (af P. T. Hald), var Melodievalget mindre heldigt, Dialogen ikke saa vittig og Handlingen for ubetydelig til at kunne give interessante Situationer; men ligeledes den vidnede om en rigtig Opfattelse af Vaudevillens Natur, hvorhos den udmærkede sig ved en gemytlig Tone og en ud af Livet greben, ikke hidtil fra Scenen fremstillet, fortræffelig Charakteerskizze, nemlig Semenaristen Smørumnedre, en pedantisk Grammatiker, som ved Rosenkildes naturtro og i sin naive Alvorlighed overmaade lunerige og comiske Spil bidrog betydeligt til at de Mishagsyttringer, hvormed ogsaa dette Originalarbeide modtoges, omsider ophørte. Den fjerde, ligeledes anonyme, Vaudeville, "Intriguen ved Moerskabstheatret" (af Anton Arnesen), stod i æsthetisk Værd betydeligt under de to foregaaende, men vandt stormende Bifald. Endskjøndt den lovede en Intrigue, var Intrigue just det, som den meest manglede; men den havde en rask Vexling af livlige Scener, en lystig Dialog med endeel vittige Indfald, mange Localiteter og nogle pudseerlige Personer, af hvilke især en gammel Avisfrier, meget originalt udført af Frydendahl, en snurrig invalid Matros, der spilledes ganske fortræffeligt af Stage, og en af Mad. Liebe med megen Smag givet gammel Jomfru, der er saa outreret, at hun selv gjør en Kjærlighedserklæring til Melodien paa Værgterversene, vare af megen theatralsk Effect og fremkaldte stor Applaus.

[sideskift][side 842]

Det Forsøg, der gjordes paa endelig at saae "Freias Alter" gjort til Theaterstykke som Syngespil, ved fra forskjellige Componister at samle Musik dertil, havde et saare uheldigt Udfald. Skylden laae imidlertid kun for en Deel i, at Valget af de enkelte Numere var meget maadeligt og, med Hensyn til at give den hele Musik Eenhed i Aand og Stiil, endogsaa slet; thi ogsaa Texten kjedede ved Mængden af Overgivenheder, som de Spillende ikke kunde bringe ind under Charakteerfremstillingen. Den første Forestilling vandt Bifald under Opførelsen, men efter den hørtes Mishagsyttringer; den anden og sidste var meget slet besøgt. Bedre, i musikalsk Anlæg, end "Elisa" var den Syngespiltext, som C. Boye havde givet Kuhlau i "Hugo og Adelheid," men ikke destomindre meget maadelig. Handlingen dreiede sig om, at en Ridder, der elsker en rig Handelsherres Datter og har et Stævnemøde med hende i hans Have, bliver greben, som skyldig i et hos ham begaaet Indbrudstyverie, og vil lade sig dømme til Galgen for at redde den Elskedes Ære. Weyse havde ikke villet componere Stykket, fordi "det var ham modbydeligt at sætte Musik til ømme Følelser hos et Menneske, der kunde finde sig i at gaae for en Tyveknægt." Kuhlau beqvemmede sig til at overtage Compositionen, "da der dog i dette Stykke var nogle Steder, som kunde blive smukke, og en Situation, der kunde lægges Kraft i." Han digtede en høist fortræffelig, livfuld dramatisk Musik, herlig ved melodisk Skjønhed i Følelsernes lidenskabelige Udtryk, rig paa originale Steder, blandt hvilke en Duet imellem to Tyve især vandt levende Bifald, storartet i Chorene og brillant instrumenteret; men Handlingens slæbende Gang svækkede meget Virkningen og den Situation, hvori han vilde lægge Kraft, blev hans Musik til [sideskift][side 843]stor Skade, thi den var, i anden Acts Finale, Ridderens Indførelse i Fængslet under Forbrydernes Spot og Jublen over at faae en saa fornem Kammerat, og den geniale Kraft, hvormed Kuhlau i Tonemalerie havde udført denne opførende Scene, gjorde, imod hans Beregning, et afskyeligt Indtryk. Tilskuerne beundrede det mægtige Udtryk af vild Forvorpenhed i det hujende Chor af Fangerne, der tikkede ud imellem Jernstængerne, men det fremkaldte Gysen istedetfor Bifald. Den uhyggelige Følelse ved dette store Effectsted lod ikke Publikum, uagtet Mad. Wexschalls henrivende Spil og Sangforedrag, komme til Nydelse af den tredie Acts Skjønheder; man forbausedes over at noget saa Hæsligt kunde bringes paa Scenen som Feststykke og Optagelsen blev meget kold.

To af de oversatte Skuespilnyheder lode haabe, at Bestyrelsen endelig vilde ogsaa, ved af fremmede Arbeider at optage erkjendte Mesterværker, gjøre Sit for at lade Skuepladsen komme til Værdighed. Det Dristige i at bringe shakespeareske Lystspil paa Scenen kunde ikke begyndes med større Klogskab, end at vælge "Kjøbmanden i Venedig," hvis Handlings Hovedindhold, der bæres af overordenlig piquante Charakterer, er spændende og af almeen Interesse, som har mange effectfulde Scener og er baade lettest spilleligt og lettest forstaaeligt for Tilskuerne. Ogsaa var Stykket besat med de Kunstnere, som Directionen maatte ansee for de til de forskjellige Roller dygtigste, thi om endog Enkelte havde den Mening, at C. Winsløw maaskee vilde, efter en mere poetisk Opfatning, have givet Shylock mere originalt og storartet, end Ryge, var der større Sikkerhed for at Ryge, hvem man desuden ikke vovede at forbigaae, vilde blive ypperlig, og det blev han ogsaa virkelig, men mere hvor [sideskift][side 844]Jøden fremtraadte end i den psychologiske Udvikling af Charakterens reent Menneskelige og den Undertryktes urokkelige Hævnbegjærlighed. Mad. Andersen udførte Portia med en saa reen Smag, Fiinhed i Ironien, Kraft og Fasthed i Retsscenen og Ynde i sin hele Fremtræden, at denne vanskelige Rolle blev en af hendes fortræffeligste Fremstillinger i den høiere Comedie; Nielsen gav Bassanio med ædel Værdighed, dyb Følelse og udmærket skjøn Diction; og Rosenkilde var en ægte shakespearesk humoristisk Lanzelot. Uagtet Liebe meget savnede Digtningens poetiske Aand, og de i dette Stykke meget vigtige Bipersoner ikke noksom gik op i Hovedpersonernes herlige Ensemble, optoges Stykket under og efter Forestillingen med ualmindeligt Bifald. — En ikke mindre kjækt og fortræffeligt valgt Forøgelse af Repertoiret var det andet Mesterstykke, Kleists af en ægte dramatisk Genius undfangne og beundringeværdigt dristigt udførte "Der Prinz vom Homburg," som her blev kaldet "Slaget ved Fehrbellin." Det manglede heller ikke hos os paa den militaire Borneerthed, som ikke kunde fatte, eller rettere undsaae sig ved at indrømme, Muligheden af, at en ung høisindet Mand, som uforfærdet har styltet sig i Kamp for Ære og Fædreland og vilde staae uden Gysen i Dødsøieblikket, kan, i Glæde over Livet og lykkelig ved at være elsket, føle en saadan Rædsel for en uhæderlig Død, at han, for et Øieblik overvældet af den, bønfalder om Livet. Men hvor meget Publikums Sands for det Naturlige end var slappet ved platte Rørestykker, hvis Helte i glimrende Tirader fortalte om deres stolte Dødsforagt, det havde dog Følelsen af den dybe psychologiske Sandhed i Prindsens Frygt, saaledes som Digteren med stor Genialitet havde motiveret den, som ogsaa af det baade Poetiske og Naturlige [sideskift][side 845]i Maaden, hvorpaa han føres til at tilbagevinde sin Sjælshøihed. Hovedrollerne bleve spillede fortræffeligt: den overordenlig vanskelige Skildring af Prindsen blev, med stor Klarhed i Udtrykket af baade Affecterne og de mangfoldige Overgange fra den ene til den anden, givet høist træffende og aandfuldt af Nielsen; Ryges Churfyrste var et herligt Billede af alvorlig, fast og mild Majestæt; og uagtet de store Vanskeligheder, hendes Organ lagde hende iveien, udførte Mad. Eisen Natalie med saamegen Følelse og Kraft i det Poetiske og Bestemthed i Charakteerskildringen, at hun stod værdigen ved Siden af to saa udmærkede Medspillende. Det er uforklarligt, at dette ypperlige Stykke blev henlagt efter kun fire Opførelser, thi Optagelsen af enhver af dets store Scener saavelsom af hele Forestillingen vidnede om, at det, i denne skjønne Udførelse, havde i høi Grad vundet Publikums Interesse.

"Muurmesteren" blev et Yndlingsstykke, og maatte blive det. Baade Scribes kløgtigt og smagfuldt behandlede, ved livlig Gang, effectfulde Situationer og munter Tone interessante Text og Aubers melodiøse, følelsesfulde og charakteristiske Musik skete i Udførelsen saaledes Fyldest, at der ikke siden "Den nye Jordegodseier" var givet noget Syngespil, hvori alle Rollehavende saa aldeles vare paa deres Plads og forenede sig til et Ensemble, der fuldkommen kunde stilles ved Siden af det, hvormed Stykke og Musik udførtes paa det Parisertheater, som de vare digtede for. Cetti, der altid i muntre Roller indtog ved sin elskværdige, qvikke og gemytlige Personlighed, var som skabt for Roger: Lune, Skjelmerie, Kjækhed og Følelse sprudlede frem af Dictionen, af de smukke livlige Bevægelser, det ildfulde Sangforedrag og hans hele Væsen; Jfr. Wulff, som i det gammelgammel-dags [sideskift][side 846]dags Costume var en særdeles nydelig lille Brud, sang ei alene Partiet med megen Lethed og Gratie, men spillede Rollen med elskelig Naivetet og saamegen Varme i Udtrykket, at endog enkelte af hendes Replikker fremkaldte Applaus; Foersom var naturlig, jovial og uden mindste Overdrivelse pudseerlig som Smeden; Mad. Liebe udførte med Fiinhed Mad. Bertrand meget comisk i baade Sang og Spil; Mad. Wexschalls inderlige Foredrag og sjælfulde Spil gav Irmas lille Rolle et Syngespillets Elskerinder usædvanligt interessant Præg; og Kirchheiner udmærkede sig i Leons heller ikke store Rolle meget ved en smuk mandigt tungsindig Tone og Holdning. Den ualmindelig glimrende Modtagelse, som Stykket ved første Forestilling vandt, maatte det imidlertid tilvriste sig; thi man havde saa godt sørget for at faae Aubers Musik udraabt som "blot fransk Efterligning af rossinisk Klingklang," at Publikum under Scener og Musikstykker, der ved de følgende Forestillinger bleve heftigt applauderede, var tvært i den Grad, at først Skjændeduetten i tredie Act fremkaldte et levende Bifaldsudbrud, men som da ogsaa førte til en saadan Enthusiasme, at Cetti, da han i Finalen kom ilende ind, blev hilset med stormende Jubel. — Længe førend Opførelsen var der vakt stor Uvillie imod Rossinis "Pigen ved Søen." Det hed, at det overhovedet, uden Hensyn til Værd eller Uværd, var uanstændigt at give en italiensk Opera paa Nationaltheatret i Anledning af Kongens Fødselsfest, og nu var ovenikjøbet denne, baade hvad Text og Musik angik, en af de allersletteste italienske Operaer. Dette var fuldkommen fandt: adskillige Forbedringer, som Heiberg foretog ved at oversætte den, havde ikke kunnet gjøre Texten taalelig, og Musiken var, med Undtagelse af et Par Numere, der forraadte den [sideskift][side 847]geniale Tonedigter, uden Spor af Charakteer, en monoton Fortløben af aandløse Bravoursteder, skjødesløst henkastede Trivialiteter og Reminiscentser af Componistens tidligere Arbeider. Men uden, i Betragtning af den, i musikalsk Henseende, brillante Udførelse, at lade Naade gaae for Ret peb man ogsaa Stykket saaledes ud, at det var klart, at Mishaget denne Gang ikke udgik blot fra den italienske Operas Fjender. Men disse var det ikke nok at "Pigen ved Søen" blev pebet ud; ogsaa Siboni, der foranledigede de rossiniske Compositioners Opførelse, maatte udpibes. Da han, efter at hans Benefice, som de andre, var bleven forandret til Godtgjørelse i Penge, ikke optraadte offenligt, var Leiligheden imidlertid vanskelig at finde. At han ved denne Tid, som Mad. Catalanis gamle Ven og fordums Kunstbroder, i hendes Concerter førte hende ind paa Scenen og dirigerede hendes Numere kunde vel benyttes dertil, men man var bange for at Publikum vilde ansee det som en Fornærmelse imod Kunstnerinden og da maaskee saaledes tage Partie for Siboni, at Angrebet blev ham en Triumf. Man nøiedes derfor med at reise Lamentationer over, at Siboni var Skyld i at Schall ikke kunde hædre den store Sangerinde med at anføre hendes Concerter, men maatte overlade Instrumentalnumerne til Anførsel af en Repititeur; thi "det vilde være altfor krænkende for ham, under hendes Arier at maatte forlade Anførerpulten for en Siboni." Just da denne Omstændighed var bleven lagt Publikum ret paa Hjertet gav Siboni selv den forønskede Leilighed. Han havde udvirket, at der med kongelig Understøttelse var blevet oprettet et Musik-Conservatorium, hvori for Øieblikket 9 Drenge og 6 Piger med Sangstemme fik Underviisning, især i Musik og Declamation, for, om muligt, at skaffe [sideskift][side 848]Theatret Tilgang af godt forberedte talentfulde Begyndere. Ved en Conservatoriet tillagt aarlig Benefice paa del kongelige Theater optraadte Eleverne, for at aflægge Prøver paa Fremgangen, i flere Vocalnumere, hvilke Siboni, som Anstaltens Directeur, anførte. I denne Saison vilde han benytte Mad. Catalanis Nærværelse til at gjøre Beneficen indbringende, og formaaede hende til, af Venskab for ham, at love Understøttelse med tre Numere. Nu havde Cabalen Leiligheden. Efter at den havde endydermere forstærket hans Brøde, ved at give ham Skyld for Billetprisernes Forhøielse, uden hvilken Mad. Catalani ikke vilde synge i nogen Concert og som ikke forhindrede, at Billetudsalget blev saaledes bestormet, at der maatte requireres Politie, afgjordes, under Medvirken af en Mand, der ved Embede var forpligtet til at varetage Conservatoriets Interesse, at hvor Siboni var paa Scenen med Mad. Catalani maatte han have Fred og Ro, men naar han fremtraadte for at dirigere Elevernes Sang skulde han modtages med Hyssen og ved Concertens Slutning endog udpibes. Siboni turde vel stole paa, at han vilde være beskyttet imod meget nærgaaende Mishagsyttringer ved at hele Kongehuset overværede Concerten, men for ikke at give den personlige Uvillie imod ham Anledning til at glemme Agtelsen for det, meldte han sig syg. Schall anførte da Concerten og som Følge deraf gik den, med stort Bifald, aldeles fredeligt af. Men da den var endt afventede hele Publikum, spændt paa hvad der nu skulde komme, Kongehusets Bortgang, hvorefter der af et Par Stemmer i Parterret blev paabudt Stilhed og, da denne var indtraadt, udbragt et "Prof. Schall leve!" hvilket fremkaldte tre Bravosalver, som gjentoges da Schall var fremtraadt og havde takket med et Buk. Nu opstod [sideskift][side 849]atter en Stilhed, ved at Publikum ventede den Udpibning, der var lovet det, og Piberne syntes at undsee sig for at begynde den. Endelig raabte en vrængende Stemme: "Siboni leve!", hvorpaa fulgte en kort Hyssen og nogle smaa Stød i et Par Piber. Dermed havde Cabalen endt sin Demonstration, som gjorde megen Opsigt, men til Fordeel for Siboni, da det lave Chicanerie blev Almeenheden ret tydeligt ved, at der endog af hans Virksomhed for en erkjendt gavnlig Kunstanstalt blev taget Leilighed til at forhaane ham.

Det første Forsøg til Udførelsen af den Idee, at gjøre nogle gamle Stykker piquante ved at omdanne dem til Vaudeviller, skete med "Kjærlighed uden Strømper," hvortil der blev gjort et Udvalg af nye Melodier istedetfor Scalabrinis Musik. Men man havde overseet, at denne er en ligesaa træffende Parodie som Wessels Stykke og desuden af kunstnerisk Interesse idet Numerne harmonere med hverandre ved at være i een Stiil. Udfaldet, var saare uheldigt: Publikum fandt hvert enkelt Numer saa flaut og fremmed og det Hele saa paafaldende uden Charakteer og Holdning, at man ikke holdt det for raadeligt at give Stykket oftere paa den Maade.

Kun de to af Debutanterne havde Værdie for Scenen. Ida Fonseca, der besad en stærk Altstemme af meget skjøn Klangfarve og sjelden Bøielighed, havde i Sibonis Skole faaet en saa omhyggelig musikalsk Uddannelse, at hun allerede ved sin Fremtræden var en fuldstændigt udviklet Sangerinde som, med et herligt Portamento og stor Lethed i Udførelsen af Coloraturer, var ethvert inden hendes Omfang liggende Partie voxen og især havde sin Styrke i den italienske Opera. Som Tancredo gjorde hun, ikke mindre [sideskift][side 850]ved ypperligt Foredrag end ved overraskende Virtuositer, umaadelig Lykke, og havde Noget kunnet skaffe "Pigen ved Søen" Yndest hos Publikum, da var det den overordenlig brillante Sangudførelse af hende, som Malcolm, og Jfr. Zrza, som Elina. Men hun blev, ligesom denne, kun Sangerinde. Hun var af et særdeles godt Udvortes for Scenen; alligevel, den mutte Rolighed i hendes Væsen og det Faste i hendes Gang gjorde hende uqvindelig, og til de saakaldte Alt-Helteroller, som hun helst optraadte i, havde hun vel en god Holdning, men savnede Livfuldhed og Varme. Da de for hendes Stemme passende Partier vare sjeldne i de Operaer, som her opførtes, blev hendes Repertoire kun lidet i Forhold til hendes Betydenhed som Sangerinde. — Elise Frederikke Margrete Heger fremtraadte som en attenaarig Skjønhed, der i store, udtryksfulde Line, ædle Lineamenter, den reneste Qvindelighed i Ansigtsudtrykket, en rank Figur og naturlig Ynde i Gang og Bevægelser havde alle ydre Evner til en fortræffelig Fremstilling af Lessings Emilie. Manglede det hende end endnu paa en saa klar Opfatning af den vanskelige Rolle, at hun kunde give sit Spil alle de fine Nuancer, som dens ægte kunstneriske Gjennemførelse betinger, viste hun dog mange Steder en saa inderlig Følelse i Rollens Charakteer og et saa sandt Udtryk af Veemod, Ømhed og Sjælekamp, at allerede den første Debut var Borgen for, at hun ogsaa ved Aand, Phantasie og Forstand var kaldet til Kunstnerinde. Som Signe i "Hagbarth og Signe," hendes anden Debut, var hun en uforlignelig skjøn nordisk Elskerinde, og gav den høisindede, trofaste Mø med megen Kraft, men kunde ikke ret komme til Varme i Kjærlighedens Frembrud, da hendes noget dybe Organ endnu savnede Bøielighed og Omfang [sideskift][side 851]til at give hendes Følelse et frit Udtryk og førte hende i Vers til en Monotonie, som hun mere og mere frigjorde sig fra ved senere at komme ind i Lystspillet, hvor hendes tækkelige Munterhed og aabne Hjertelighed gave hende en indtagende naturlig Elskværdighed i blide og godmodige Charakterer.

Familien Kobler var en Æquilibrist-Dandsertrup, bestaaende af en Broder med to Søstre og aldeles uværdig til at vise sig paa et kongelig Theater. Da Søstrene lode det blive ved at fornøie Publikum med en Række udtryksløse og uskjønne Stillinger, var Broderen forresten ene om at gjøre Kunsterne, der ikke vare andet end en Solo med vidunderlig høie Spring og hurtige Omdreininger i Luften. Compositionen, hvori han gjorde dem, var endnu forfærdeligere end Udførelsen; men fandt desuagtet enthusiastiske Bekladskere. Dog, det var ikke besynderligt; thi medens Dandsen endnu, i Mad. Bauer (tidligere Jfr. Weyle), Jfr. Werning, Funck, Larcher og et Par Elever, viste sig ganske anstændigt efter den gamle Bournonvilles Skole, var Balletvæsnet saa aldeles slet, at Directionen endelig følte sig dreven til at gjøre et Forsøg paa igjen at bringe den til Ære. August Bournonville var for nogle Aar siden, som kongelig Ansat ved Theatret, reist til Paris, for endmere at uddanne sig, men havde, efter med meget Bifald at være optraadt paa den store Opera, tilsidesat sine Forpligtelser, for ved den at modtage et fordeelagtigt Engangement, hvad der havde til Følge, at han her blev anseet som udtraadt af kongelig Tjeneste ved Contractsbrud. Directionen saae imidlertid ikke nu noget bedre Middel til igjen at bringe Balletten paafode, end at faae ham tilbage. Den henvendte sig derfor, ved Holstein, til Kongen, som havde [sideskift][side 852]yttret sig meget unaadigt om, hvad han kaldte "en grov Overtrædelse af Pligt, da Bournonville jo paa ordenlig Maade kunde have forlangt Afsked, imod Tilbagebetaling af hvad han havde oppebaaret uden at give Æquivalent," for at bede ham om at tilgive Bournonville hans Ubesindighed, og da Frederik den Sjette svarede, at dertil var han saameget mere villig "da det glædede ham, at Bournonville, efter hvad han havde ladet sig give Underretning om, var bleven særdeles dygtig i sit Fag og levede et meget ordenligt Liv i Paris," indkom Directionen den 28de December 1827 med en Forestilling, som indeholdt bittre Beklagelser over Ballettens Forfald og sluttede saaledes: "Funck er en maadelig Dandser og hans Compositioner trivielle, Larchers Compositioner ikke bedre, men han udfører sine Partier med Lethed og Gratie. Til at frembringe noget Nyt, tillige smagfuldt og interessant, mangle de Begge ikke blot Phantasie, men tilstrækkelig intellectuel Dannelse. Efter den Flid, August Bournonville forinden sin Reise til Paris har viist, og i Betragtning af hans Iver og Kjærlighed for sin Kunst, hans ikke almindelige Aandsevner og den Dannelse, han har erholdt, var man ikke uden Forventning om, ved ham at kunne paany have vakt Sandsen for Theaterdands. Det ubesindige Skridt, han under sit sidste Ophold i Paris gjorde, bortfjernede næsten ganske disse Udsigter. Men da nu Deres Majestæt har behaget allernaadigst at tilgive ham, og tilladt ham at vende tilbage til sin forrige Post, saa har man paany fattet Haab om, uden overdrevne Bekostninger, at faae Dandsen trukket frem af dens Dvale, naar Deres Majestæt allernaadigst vilde bemyndige Directionen til, at den, ved at meddele ham Deres Majestæts allernaadigste Tilgivelse med hans Udtrædelse af Tjenesten, maatte tilføie, [sideskift][side 853]at hans Stilling her ved Theatret vilde nærmere blive allernaadigst bestemt, naar han, efter sin Tilbagekomst, ved sit Arbeide godtgjorde i hvad Grad han kunde være Scenen nyttig." — Dette blev tilladt under 8de Januar 1828.

Vaudevillens Indførelse havde hjulpet betydeligt paa Indtægterne. De vare i 1824—25: 104,700 Rdlr., og i 1825—26, da Vaudevillen blev indført, men ikke havde kunnet virke paa Abonnementet, 104,879 Rdlr.; hvorimod de, efterat dette var Tilfældet, havde været:

i 1826—27: 112,833 Rdlr., og
i 1827—28: 111,138 Rdlr.