[side 860]Collin havde gjort Forslag om, at der i denne Saison skulde tages Abonnement for Forestillinger om Søndagen, med Undtagelse af September og Mai, men mødt den Indvending, at Directionen derved paalagde sig en Forpligtelse, hvilken den neppe vilde kunne efterkomme til de Abonnerendes Tilfredshed, hans Henviisning til, at man jo allerede havde givet saamange af Publikum meget søgte Søndagsforestillinger, at Evnen til at tilfredsstille i syv Maaneder var beviist, og Paastand paa, at man da ved et Abonnement burde baade holde Skuespillerne faste ved dem og styrke Kassen, havde Meddirecteurerne imidlertid ikke Mod til at afvise; Forslaget blev antaget, men Søndagsabonnementet faldt ei alene meget slet ud, fordi man ikke ventede samme Anstrengelse af Directionen, naar den ikke behøvede at lokke Publikum; det bevirkede ogsaa at Logerne [sideskift][side 861]til de andre Dage bleve maadeligt betalte, saa at Abonnementet sank omtrent 6000 Rdlr. under hvad det havde været i forrige Saison.

Det Liv, som fra Vaudevillens Indførelse havde begyndt at røre sig i den originale Digtning, vedblev, om end ikke heldigt i alle Frembringelser, dog overhovedet kraftigt og med glædelig Frugtbarhed at udvikle sig. I denne Saison kom ikke mindre end tre nye danske Forfattere paa Scenen, og var den ene, ikke blot i det Arbeide, hvormed han fremtraadte, men af aabenbar Mangel paa Talent, uværdig til at gives Adgang til den, saa viste derimod af de to andre den ene, i et utheatralsk Værk, et frapperende Genie for det Dramatiske, og den anden, i et dramatiseret Phantasiestykke, megen Sands for det Theatralske. Johannes Carsten Hauchs Tragedie "Tiberius" var et med megen Sindrighed anlagt og beundringsværdig Sikkerhed udført storartet poetisk Værk, der fornemmelig overraskede ved træffende Sandhed, Fylde og Dristighed i Charakteerskildringerne. Ikke blot havde Digteren, for at give en Fremstilling af den keiserlige Forbryders Sjæleliv, af den indre Uro og Mistro, der fortære ham endog da naar han seer sine Planer lykkes, af hvorledes han selv bliver sin onde Dermon og, ved stedse videregaaende, i hans Tanke kløgtige, Anlæg omsider styrter sig i frygtelig Undergang, med stor Skarpseenhed gjennemforsket Tibers skjulte Charakteers omhyggeligst dulgte Folder og skabt ypperlige Situationer til i stor Fuldstændighed at trække den frem for Lyset; men — og det var netop hans Kunsts Triumf, — af de Personer, som fremtraadte for at Hovedcharakteren kunde komme til Udvikling, havde han, ofte ved saa og rask, men energisk sikkert, henkastede Træk, dannet saa egne og bestemte Charakterer, at [sideskift][side 862]det, idet de fremkaldte Tibers Charakkeerudvikling, syntes som om Tiber var der for at fremkalde deres. Dette, ved den aandfulde poetiske Behandling af en genial psychologisk Udvikling, i ægte shakespearesk Aand undfangede, herlige Værk var ikke digtet for Scenen, og det er mere end rimeligt, at dersom Digteren havde tænkt paa at bringe det til Opførelse, vilde han ikke, selv med nøie Kjendskab til den theatralske Virkning, have opnaaet at give det en saa imponerende Storhed. Imidlertid fandt man det, med god Grund, saa dramatisk fortræffeligt som kun saa meget theatralske Værker, og derved vaktes Begjærligheden efter at see det opført. Den Tilretning, som det i denne Hensigt underkastedes, blev destoværre hverken foretaget med tilbørlig Agtelse for dets Væsenlige, eller med Dygtighed til, ved betydelig Opoffrelse deraf, at forøge den theatralske Effect. Endskjøndt Ryge, som ikke ellers søgte sin Styrke i at efterspeide Nuancerne i en af Digteren med stor Omhu udført psychologisk Skildring og at samle dem i et storartet Hele, havde, ved med usædvanlig Interesse at gjennemgruble Opgaven, i Tiber skabt sig en af sine genialeste og fastest gjennemførte Roller, hvorfor han ogsaa vandt stormende Bifald, og Nielsen, som Germanicus, saavelsom C. Winsløw, som Sejan, i høi Grad udmærkede sig, blev Følgen af det Mangelfulde med Hensyn til den sceniske Behandling, at Stykket vakte megen Beundring og Ønske om, at en for dramatisk Digtning saa begavet Forfatter vilde vælge Æmner, der tillode ham at udarbeide sine Stykker med bestemt Hensyn til Opførelse, men ikke kunde skaffe sig Interesse hos Mængden. Den anden Tragedie, Johannes Christian Langes "Greven af Essex," havde Forfatteren selv allerede inden Opførelsen vakt Mistro imod, ved i [sideskift][side 863]flere Blade at lade bebude hvor fortræffelig den skulde blive. Da den nu kom frem og Publikum fandt, at den, som en Kritiker træffende bemærkede, "var grundslet, fordi den, selv om den ikke havde været saa slet, ikke indeholdt det mindste Godt," saa faldt den strax totalt igjennem. Alligevel blev "Greven af Essex" længe i Folkemunde, deels fordi Publikum dog forargedes over, at Kaadheden ikke havde ladet det være nok med at gjøre Løier under Forestillingen og pibe efter den, men udtudet sit Mishag i Raabere og Studehorn; deels ved den i Bladene mere end et halvt Aar vedvarende "Essexfeide", hvori Forfatteren ganske ene, med stor Hidsighed og under barnagtig Paaberaabelse af mange skikkelige Folks Attester, stred med alle dem, der ikke, som han, vilde finde hans Stykke fortræffeligt. — Saisonnens Glandsstykke var Heibergs "Elverhøi." der, nationalt og poetisk i Stof. Anlæg og Udarbeidelse, i Forening, med Kuhlaus aandfulde Tonedigtning, afgav en sjeldent skjøn og sindrig Festforestilling og blev det endnu i Repertoiret meest yndede Folkedrama. Ryges i ægte kongelig Majestæt naturlige og grunddanske Fremstilling af Christian den Fjerde; Jfr. Pätges's elskovdrømmende, fine Agnete; Mad. Wexchalls høvidsk muntre og kjække Elisabeth, og Nielsens livsfriske, hjerteligt varme Ridder Ebbesen forherligede Digtningens nationalpoetiske Aand i Udførelsen. Som Paaskjønnelse for dette herlige Værk blev Heiberg den 20de December beskikket til Theaterdigter (et Embede, der ikke havde været og aldrig burde være ved Skuepladsen,) og Theateroversætter med 600 Rdlr. Gage. — Det Stykke, som næstefter "Elverhøi" blev Saisonnens meest yndede og indbringende Nyhed, var det anonyme Lystspil "Østergade og Vestergade" (af Overskou). Forfatteren var i dette slaaet ind paa en anden, den nationale [sideskift][side 864]Skueplads langt værdigere Retning, end i "Tre Maaneder efter Brylluppet." Sit Stof havde han søgt i Folkelivet og for Udarbeidelsen havde han taget sit Mønster i det engelske Lystspil med Hensyn til at stille Charaktererne imod hverandre og gjennemføre dem, i den franske Comedie i Henseende til Stykkets Bygning. Den dybere og varigere Virkning af Charakterer, som gribes ud af Livet og udvikles ved gode Situationer, end af en spændende Intrigue bekræftede sig ogsaa her ved et glimrende Bifald og en Række stærkt besøgte Forestillinger. I Fremstillingen, som overhovedet var fortræffelig, udmærkede sig fremfor Nogen C. Winsløw, da han af den eneste fra Forfatterens Haand kun skizzerede Rolle, Joseph, skabte den høist originale og tillige, dengang, naturtro Figur, som — kun meget svækket i den kjække Tegning og afbleget i den friske, levende Colorit, — er bleven staaende ind i vor Tid, endskjøndt just den meest af alle trænger til og lettest kan gives Lempelse efter den; Stage var, som Belton, en, i mageløs Simpelhed, særdeles fiin og anstandsfuld gentleman; Rosenkilde gav med en, i den naturligste, inderligste Godmodighed, for den mørkeste Hypochondrist uimodstaaelig comisk Egenhed ypperligt den af ganske Sjæl og Sind hellige og i sin Færd stille, i sin Forargelse over Verden energiske Kræmmersvend; i Ryge havde Golz en ganske fortrinlig Fremstiller med Hensyn til jødisk Jargon og Væsen, kun lagde han ikke deri det Udtryk af Lyst til vise sig fornem ved en vexlende indbildsk og nedladende Tone, hvilket mere og mere er kommet frem ved sildigere Fremstillere; og Liebe havde, ved sin behagelige Personlighed og det besynderlige Fusentasterie, der i muntre Roller hængte ved den, i Zacharias en af sine bedste Fremstillinger. — Medens der kun var een Nyhed i LystLyst-spillet [sideskift][side 865]spillet, var der ikke mindre end fem, hver af sin Forfatter, i Vaudevillen. Ingen af dem holdt sig paa Scenen udover Saisonnen, de to — "Supplicanten" Vaudevillemonolog af Heiberg, og "Poeten i Aabenraa," et i Dialogen vittigt og Musikvalget piquant, men meget usammenhængende og langtrukket Stykke i to Acter af Arnesen, — bleve kun opførte een Gang, og efter alle mødte Bifaldet stærk Opposition. Den anonyme Toacts-Vaudeville "Destillateuren" (af Hald) var meget maadelig med Hensyn til Compositionen, hvori dog Brændeviinsbrænderen Dram var en saa godt anlagt Figur, at Foersom gjorde den til en mesterlig udført Charakteerskildring, der i det Hele var særdeles comisk og havde mange med et skarpt Blik fra Naturen opfattede Smaatræk. Hertz's ligeledes anonymt givne "Arvingerne," i een Act, stod i Henseende til Dialogens og Sangenes Vittighed saavelsom i Melodievalget og smagfuld Behandling langt over alle de andre Vaudeviller, med Undtagelse af de heibergske, men kunde ikke, hvor meget Publikum end morede sig over flere store Partier og pudseerlige Situationer deri, vedligeholde Interessen, da den, især ved første Forestilling, var af altfor utilbørlig Længde. "Kjærlighed paa Nicolai Taarn," i een Act af Hans Christian Andersen, leed uretfærdigt en haard Medfart. Digteren havde i dette sit første Arbeide for Scenen fulgt sin tidligt vakte Forkjærlighed for det Eventyrlige og var, ved at overføre dette paa det virkelige Liv, ledet til at fremstille Vægterne paa Nicolai og Petri Taarne som to ved Livsbetragtning og Færd fra den lavere Verden udskillede Borgriddere. Stykket formede sig derved til en Parodie paa de saakaldte Ridderskuespil og var i denne Henseende langtfra uden Fortjeneste: Phantasie, Lune, Ironie, heldig Anvendelse [sideskift][side 866]af charakteristiske Musiknumere og et særdeles godt Blik for theatralsk Effect tydede paa et ualmindeligt Talent for dramatisk Eventyrdigtning. Men ved den første Forestilling blev Forfatteren meget misforstaaet af to Hovedrollers Udførere: af Ryge, som Vægteren paa Nicolai Taarn, og, endnu mere, af Mad. Wexschall, som hans Datter Ellen. Den ellers saa gratiøse og smagfulde Fremstillerinde fornegtede sin Natur i et saadant Overmaal, at Publikum forbausedes over den Plathed i Sprog, Gebærder og Væsen, hvormed hun gav Parodien. I det første Øieblik fremkaldte denne totale Forvandling af en fiin, ædel Personlighed vel et umaadeligt Bifald, men alligevel var Indtrykket saa uhyggeligt, at Kunstnerinden selv følte Virkningen deraf og meget overrasket vaktes til Erkjendelsen af det Uskjønne i en saa cras Udførelse af det Parodiske. Hun afgav strax Rollen, der ved den anden Forestilling, hvori ogsaa Ryge havde betydeligt forandret sit Spil til Fordeel for Stykket, udførtes baade fra Spillets og Sangens Side i en meget tækkelig parodisk Stiil af Jfr. Wulff. Da Mange vare af den Mening, at de to Roller betingede en saa vulgair Tone, blev denne Omstændighed Forfatteren til megen Skade ved første Forestilling; men at der med Piben opponeredes imod det levende Bifald, som desuagtet lød ved Stykkets Slutning, havde dog egenlig sin Grund i, at han, som en ung Mand med et i dristig Selvstændighed fremskydende Genie, havde endeel personlige Avindsmænd, der ikke undsaae sig ved paa den raaeste Maade at kaste sig over et Begynderarbeide, som rigtignok havde Feil og Mangler, men ogsaa saa gode Egenskaber, at det vel var Opmuntring værdt.

I Shakespeares "Romeo og Julie" fik Repertoiret en ægte kunstnerisk Forøgelse. Rahbek havde altid havt BeBe-tænkeligheder [sideskift][side 867]tænkeligheder ved dette herlige Digterværks Optagelse, da han "havde seet det fortræffeligt udført paa mange tydske Theatre, uden at det paa noget havde gjort Lykke." At det her i Begyndelsen fandt mindre Søgning, end Bifald, er ganske vist; men efterhaanden som de enkelte af de ved den første Opførelse slet besatte Biroller gik over i bedre Hænder og Publikum mere kom til Følelse af Digtningens og Fremstillingens mange og store Skjønheder hævede det sig til et af det tragiske Repertoires meest yndede og søgte Stykker, hvad den ypperlige Udførelse af Hovedrollerne ogsaa i høi Grad gjorde det fortjent til at være. Kun sexten Aar gammel løste Jfr. Pätges i Julies overordenlig vanskelige Rolle, ved sin store Genialitet, overraskende mesterligt en Opgave for en fuldendt udviklet Kunstnerinde. Glæden, Sorgen, den barnlige Naivetet, den glødende Kjærlighed, Længslen og Fortvivlelsen, der afvexle i denne Rolle og give den en Mangfoldighed af sine Nuancer, som der skal stor Skarpsindighed til klart at opfatte og den reneste Gratie, det fuldstændigste Herredømme over Udtrykket, baade i legemlig og aandig Betydning, til sjælfuldt at gjengive, fremtraadte med en saadan Naturlighed, Bestemthed og Inderlighed, at hendes Fremstilling blev et, i de enkelte Træk som i det hele Anlæg, storartet Kunstværk, beundringsværdigt for Kjenderen, henrivende for Alle. Nielsen var ikke, med sin stærke, livsfrodige Figur, i Udvortes nogen Romeo, men det oversaaes, da han ved Ild, Pathos og en forunderlig rørende Blødhed i Udtrykket af Kjærlighedens Begeistring og Smerte saaledes rev Tilskuernes Phantasie med ved sit Spil, at de selv lagde deri, hvad Naturen havde negtet ham at vise i det Ydre. Imponerende ved simpel Værdighed og høi Ro var Ryges Munk; eiendommelig humoristisk Mad. Liebes [sideskift][side 868]Amme, og aandrig, livfuld og let C. Winsløws Gratiano. Men dermed er ogsaa det Fortræffelige i de første Forestillinger nævnet, flere af de vigtige Biroller bleve spillede yderst maadeligt, nogle endog saaledes at de fremkaldte Spotlatter, og i den sceniske Ordning vare baade Feilene og Manglerne mange. Raupachs "Isidor og Olga" hørte til de paa stærk Effect ved Spænding og Gyseligheder beregnede tydste Sørgespil; men var forresten behandlet i en poetisk Tone og med megen Takt for at give det Søgte og Beregnede Anseende af at komme frem i Situationer, som med Nødvendighed maae udgaae fra Handlingen, hvorfor Stykket vel, uagtet sine Synder imod Natur og Poesie, kunde af Mængden tages for et virkeligt Digterværk, naar det fik en Udførelse, som nogenlunde fyldestgjorde Forfatterens Intention. Dette var imidlertid saa aldeles ikke Tilfældet, at Fremstillingen stod endog langt under Stykkets eget ringe virkelige Værd. Da Collin, ligesom Hauch, var af den Mening, at et af de bedste Midler til at fremme Theatres Tarv laae i "at fortne," havde han ikke sjeldent hævet pludselige Hindringer ved at lade vigtige Roller doublere med Personer, der ikke vare dem voxne. At det, som oftest, paa Grund af den egenlige Besætnings Fasthed og Dygtighed, var gaaet taaleligt af, havde nu, da Repertoiret i afvigte Saison havde været underkastet mange Forandringer, bragt ham paa den Idee, at indføre en systematisk Rolledoublering. Det hjalp ikke, at Holstein og Rahbek gjorde ham bekjendt med de kraftige Modgrunde, der i 1817 vare blevne fremsatte af Commissionen; han paastod, at da han, som oekonomisk Directeur, var forpligtet til at søge Kassens Fordeel, maatte han i denne Sag have den afgjørende Stemme, og det var, efter de Erfaringer, han havde gjort, [sideskift][side 869]hans Overbeviisning, at Doubleringen maatte kunne skee til Indtægtens Forøgelse, naar den foretoges gjennemgribende og paa en fornuftig Maade. Men just den Maade, som den ellers saa skarpt forudseende Mand fandt den fornuftige, var den allerufornuftigste. Kun to af Rahbeks Bemærkninger vilde han indrømme Rigtigheden af, nemlig: at det netop vilde volde Forhaling i Nyheders Opførelse, dersom der skulde holdes saamange Prøver, at en Doublant strax kunde indtræde i den Besætning, som skulde give den berammede Forestilling; og at der vilde opstaae stor Utilfredshed hos de Udmærkede, hvis da en Begynder pludseligt kastedes ind i en vigtig Rolle, saa at deres Spil svækkedes og Ensemblet blev brudt, hvad der ogsaa vilde have skadende Tilbagevirkning paa Publikum. Men Vægten af begge disse Indvendinger troede Collin at hæve ved følgende Forslag: ethvert nyt Stykke skulde gives to fuldstændige Besætninger, som, hver for sig, skulde indøve det, saa at dersom En blev syg i den ene Besætning, kunde den anden fuldstændigt indtræde; og: for at opnaae Harmonie i Dygtigheden og at undgaae Klager af de Udmærkede, skulde den ene Besætning udelukkende bestaae af disse, den anden af Begyndere. Rahbek paaviste med megen Iver, at dette vilde være det meest Urigtige; thi: spillede den bedste Besætning først, da maatte den anden falde igjennem og Theatret opnaaede kun, aldeles ufornødent, at blotte for Publikum sine Begynderes svage Kræfter; skulde derimod den ringere Besætning spille først, faldt Stykket rimeligviis igjennem, og saa vilde man faae at see, om den bedre vilde lade sig sætte i Bevægelse for at tage det op igjen. Forgjæves: Forslaget skulde bringes til Udførelse; der blev strax paa denne Maade besat flere nye Stykker og "Isidor [sideskift][side 870]og Olga" bestemtes til det første, der skulde vise Publikum Directionens Omhu for planmæssigt at give Repertoiret Fasthed. "Hovedbesætningen," med Ryge, Nielsen, Mad. Wexschall og C. Winsløw, beordredes at spille første Forestilling; den anden skulde gives af "Doublantbesætningen," hvori Holm, der havde Ossiq, en Rolle, som laae langt over hvad den største Flid kunde bringe ud af hans Evne, var den Anseteste. Da "Hovedbesætningen" imidlertid havde truffet Aftale om, ved Udflugter at forhale sin Indstudering indtil det havde viist sig ved en Opførelse med "Doublantbesætningen" om Stykket gjorde saamegen Lykke, at det var værdt at tage fat paa, blev den sidste, som færdig med sine Prøver, kaldet til at give den første Forestilling, og da vilde Skjæbnens Ironie, at en Rollehavende blev syg, saa at det Stykke, der var dobbelt besat, for altid at være paa rede Haand, ikke kunde gaae fordi man alligevel kun havde een Besætning og ingen Doublant for den syge Doublant. Først otte Dage efter fik man Opførelsen istand, og dens Udfald stadfæstede fuldstændigt Rahbeks Forudsigelse: Fremstillingen var mat, feilfuld og usikker, det ringe Bifald ved Slutningen fulgtes af Hyssen, og nu holdt man det ikke Umagen værdt at lade "Hovedbesætningen" anvende Tid og Kræfter paa det rimeligviis forgjæves Forsøg at hjælpe Stykket op igjen. Det blev henlagt og Doublerings-Projectet med det. Et langt bedre Stykke af Raupach var Lystspillet "Fred med de Døde!", der var af en egen piquant Snurrighed, ved at Personerne deels ironiserede sig selv i et, af Forfatteren med Kløgt og Lune behandlet, dem selv ubevidst overdrevent Udtryk af deres Følelser, deels bleve ironiserede af en halvt i halvt udenfor Stykket staaende Person, der paa en Maade repræsenterede Forfatteren og fremlokkede [sideskift][side 871]deres Daarskaber, snart ved at snakke dem efter Munden, snart ved i en troskyldig Tone at drille dem. Men, med Undtagelse af Rosenkilde, der med meget Lune i en let, tør Tone ypperligt gav Merian, Skalken i Stykket, vidste Skuespillerne ikke at komme ind paa dette Slags sarkastiske Skjemt; de vilde bringe Charakteerskildringer ud af Personerne, hvorved det Hele blev enten falsk eller carikeret for Publikum. Spøgen mishagede baade dem, der havde Aand til at fatte Forfatterens Hensigt, og Mængden, som antog Fremstillingen for det rette Udtryk af den. Casimir Bonjours Original til "Ustadighed og Kjærlighed" var en af det nyere franske Theaters herligste Comedier, fortræffelig i sin Plan, rigt paa livfulde Scener og udmærket ved en høist interessant Skildring af en dydig Kone; men Stykket kom frem efter en tydsk Forhutling, hvori dets fem Acter vare lemlæstede for at blive til fire, og den elegante Versification, de aandfulde Tanker og den fine, vittige Conversationsdialog fandtes afplattede til en fersk Prosa. Uagtet denne Mishandling var Stykket i sin Natur fortrinligt nok til at det, i en temmelig maadelig Udførelse, vandt meget Bifald. Ikke alene Bifald, men ogsaa Tiltrækningskraft skaffede Scribes Toactslystspil "Gesandten" sig ved piquant Handling, særdeles moersomme Situationer, vittig Dialog og en fortræffelig Fremstilling, hvori fornemmelig Stage, som Chavigni, ved Runding, Lethed og Elegance i sit Spil, og Frydendahl, der med den fineste Verdensmands Tone meget comisk udførte den spanske Diplomat, bare Prisen.

Med sine nye Syngestykker havde Theatret ikke synderligt Held. Meest Lykke gjorde "Landsbysangerinderne," hvis løseligt sammenhængende burleske Scener allerede ved Dlle. Pohlmanns Gjæsteforestillinger havde moret Publikum [sideskift][side 872]meget, da ikke blot Fioravantis Musik var rig paa smukke Melodier og gratiøst charakteristisk i de comiske Partier, men Frydendahl gav Capelmesteren med en saa elskværdig Overgivenhed og stor comisk Kraft, at selv Siboni erklærede, at han i sprudlende Lune, Smag og geniale Opfatning af Foredraget overgik endog de meest berømte dalevende italienske Buffasangere. Onslows Musik til "Skovhuggerens Søn" blev meget beundret af Kjendere for Aand og Genialitet i de store combinerede Numere og Finalerne, hvilke ogsaa optoges med Bifald af Publikum, som derimod ikke følte sig tiltalt af Arierne og Duetterne, der fandtes for lidet melodiøse. Boyeldieus ved Livfuldhed og Ynde indtagende Composition til "De væltede Vogne" blev herligt sunget og optaget med saa almindeligt Bifald, at den længe vilde have holdt sig i Publikums Yndest, dersom Stykket havde været mere moersomt og ikke blot en eneste Rolle — en giftesyg Dame, der gaves meget comisk af Mad. Liebe — var fra Spillets Side bleven udført virkelig godt. Texten til "Valentine af Mailand" var altfor kjedsommelig til at Méhuls Musik, hvori desuden kun et Par Numere fandtes at have melodisk Skjønhed og at være i Componistens ædle Stiil, kunde forsone Publikum med den.

Ikke mindre end fire af denne Saisons Debutanter bleve for en lang Aarrække i Virksomhed ved Scenen. Wilhelm Conrad Holst, 21 Aar gammel, tiltalte strax da han fremtraadte ved et smukt, for Elskerroller særdeles heldigt Udvortes, et frisk, behageligt kjækt Væsen, en utvungen mandig Holdning og en meget tydelig, velklingende Talestemme. I Udførelsen af Alonzo var en Følelse og Fyrighed, som vakte Forventning om, at der i ham var fundet en Skuespiller, som i lidenskabelige Elskere kunde blive af stor [sideskift][side 873]Vigtighed for det alvorlige Skuespil; og da han kort Tid efter kom til, som Grønberg i "Hvilken af dem er Bruden?", at vise sig i en Lystspilrolle, vandt han et endnu bedre fortjent levende Bifald, end ved den første Debut, da han med et meget tækkeligt Comportement forenede en naturlig Munterhed og Godmodighed, hvormed han, da han havde faaet større Routine og hans Evner vare blevne mere udviklede, i borgerlige Stykker gav flere af sine Roller megen interessant Elskværdighed. — Christian Kragh var 25 Aar og begavet med et for kraftfulde Roller velegnet Udvortes og en dyb, men sonor og malmfuld Talestemme. At han med meget Bifald udførte et saadant Vovestykke, som at debutere i en af Ryges meest imponerende Roller, godtgjør noksom, at han var i Besiddelse af fortræffelige Fremstillingsmidler. Men ved Veiledning af Ryge førtes han til altfor meget at ville tilegne sig det denne kunstnerisk Eiendommelige, især i ædelt simpel Fremstilling af Værdighed, og derved blev det, som hos Mesteren var Spillets Aand, let hos ham, der ikke havde hans levende Phantasie, Begeistring og dybe Følelse, en Maneer, som han saameget vissere maatte have kunnet udgaae ved at udvikle sig mere selvstændigt, da han i nogle comiske Roller, for hvilke Ryge ikke kunde være ham Mønster, netop udmærkede sig ved naturlig, livfuld Diction, Lune og original Pudseerlighed, ligesom han ogsaa i flere alvorlige Roller heldig og med Effect frigjorde sig fra Efterligningen. — Christoffer Hvid, stud. med., var 26 Aar gammel og af en for Scenen særdeles fordeelagtig smuk og nobel Personlighed. Det var hans velklingende, fyldige og stærke Basstemme, som havde foranlediget ham til at gaae til Theatret og hvorved han ogsaa med Caspars Syngepartie gjorde en meget glimrende [sideskift][side 874]Debut. Hans Udførelse af Knud Gyldenstjerne i "Dyveke" den anden Debut, viste, at han tillige besad Evner, der lode vente, at han ligeledes i Skuespillet vilde ved Flid kunne blive af Betydenhed, fornemmelig i Anstandsroller: hans Udtale var reen og Urban, hans Betoninger forstandige og han havde Værdighed i sin Optræden. Der var imidlertid i hans Væsen en egen stiv Peenhed, som, skjøndt ingenlunde umandig, hindrede ham i at give Udtrykket den fulde Kraft og Varme, hvorfor hans Spil vel altid vidnede om Intelligents og stor Omhu for Fremstillingens Rigtighed, men savnede Energi. Saalænge hans Syngestemme kunde anvendes i betydelige Partier var han dog en af dem, der i Syngestykkerne meest udmærkede sig ved Spil og sildigere gjorde hans Præcision og Flid ham til en meget nyttig Fremstiller, især i alvorlige gamle Verdensmænd. — Anton Pätges, 21½ Aar gammel, havde i Figur, Ansigt og Taleorgan særdeles gode Naturgaver for Theatret, især til de muntre Tjenere, hvilket Fag han debuterede i. Sin første Rolle, hvori han flere Gange vandt stormende Applaus, udførte han med megen Livlighed og saa stor Frihed paa Scenen, at en Anke, der efter Udførelsen reistes over at han, af Begynder at være, havde været altfor fri, fandt Indgang hos Bestyrelsen. Dette foranledigede, ar han først to Aar efter kom til, som Henrik i "Henrik og Pernille, " at gjøre sin anden Debut, der, paa Grund af Rollens Vanskelighed og tidligere ypperlige Fremstilling af Lindgreen, ikke gjorde saa stor Effect, men stadfæstede, at han besad heldige Evner, hvilke dog ikke saameget bleve kaldte til Virksomhed i det Fag, han havde bestemt sig for, som i andre baade gamle og unge Roller af meget forskjellig Art. — Medens de anførte lovende Debutanter alle [sideskift][side 875]maatte begynde som Elever, var Rosted, der havde et saa innormalt, grimt Ansigt og i Holdning og Bevægelser uskjønt Væsen, at det var let at indsee, at han aldrig kunde paa Scenen faae et blot taaleligt Udseende, allerede ved sin Fremtræden ansat Skuespiller og det endog for Elskerroller. Holstein havde været meget imod blot at lade ham debutere, men Collin, som fandt, at han havde et smukt Organ, stod fast paa, at der, da han var Copist i Admiralitetet, endog skulde gives ham Ansættelse inden han kom til det. Saaledes skete det, at da Phister, efter at have spillet 119 forskjellige Roller, af hvilke de fleste vel vare smaa, men nogle meget store, som Leporello i "Don Juan" og Johan i "Ungdom og Galskab," hvori han baade som Sanger og Skuespiller havde vundet glimrende Bifald, endelig ved forrige Saisons Slutning blev ansat for 3 Aar som Skuespiller med 300 Rdlr. Gage, fik Rosted, der aldrig havde havt sin Fod paa Scenen, Ansættelse paa selvsamme Vilkaar. Efterat han havde spillet fire Roller uden at kunne finde een, hvori Publikum vilde taale ham, ansøgte han i Slutningen af denne Saison om "at maatte nyde Gage i det ene Aar af de to, han havde tilbage, uden at gjøre Tjeneste, men som Understøttelse til at forberede sig til en anden Livsstilling, hvorimod han forpligtede sig til at tage Afsked, naar Aaret var ude;" hvilket blev bevilget. — Det var kun en Følge af den Overspændthed, der, afvexlende med Distraction og Tungsindighed, var Udtrykket i hans Ansigt, at cand. phil. hans Christian Heger, hvis opløbne spinkle Figur og skjødesløse Holdning vilde have lagt ham mange Vanskeligheder iveien om han endog havde været født et eminent Genie, valgte saa store og forskjellige Roller, som Trop, Hamlet og Giulio Romano til at debutere i. [sideskift][side 876]Han antog som uimodsigeligt, at naar man ret forstod og følte en Rolle, maatte man med fast Villie ogsaa kunne spille den. Af Agtelse for Navnet Heger modsatte Directionen sig ikke, at han førte Beviset i disse tre vovelige Forsøg, der, som var at indsee, fuldstændigt gik hans Maxime imod. Af Trop sandtes ikke andet end Klæderne: Personen var ligesaa kjedsommelig, som den, der ellers stak i dem, var moersom; i Hamlet og Giulio opflagrede af og til en vild Begeistring, hvorunder der paa den uklare Grund viste sig nogle Lysglimt, som dog kun fremhævede det Heles Sønderrevethed. Uagtet en Skare velvillige Commilitoner ikke undsaae sig ved at bejuble endog hans Trop, fandt den kundskabsrige unge Mand sig foranlediget til, idetmindste for Øieblikket, at opgive Theatret og studere Theologie. — Caroline Keck var musikalsk dannet og havde en godt skolet klangfuld og bøielig høi Sopran, saa at hun, med sin temmelig høie, velbyggede Figur vilde kunne være bleven af megen Betydenhed i Syngestykkernes store Elskerindepartier, dersom hun ikke havde savnet Aand og Livlighed til at lægge Udtryk i sit for Theatret smukke Ansigt og Inderlighed i Foredrager. Det for Operaen meget følelige Tab af Jfr. Wulff skaffede hende for Øieblikket et godt Repertoire, men allerede et Par Aar efter kom hun sjeldent paa Scenen.

At Due blev afskediget havde ingen Vigtighed for Repertoiret; men at Mad. Spindler, endskjøndt Mad. Clausen i forrige Saison havde endt sin Kunstnerbane, efter at have havt sit 50aarige Jubilæum, ogsaa blev det var en stor Skade, som tilføiedes Skuepladsen af Directionens Uvillie over, at hun vittigt havde satiriseret dens Begunstigelse af personlige Yndlinger. Vel søgte hun nu ofte Effect saaledes, [sideskift][side 877]at hun spillede for sig selv og brød Ensemblet, men for en imod hende velvillig Bestyrelse vilde det have været let at føre hende derfra, og hun besad endnu, i levende Phantasie, Livfuldhed, Lune, talende Ansigt, spillende Øine og glødende Følelse, saa ganske sine store kunstneriske Fortrin, at hun i ældre Roller, for hvilke hun ofte og glimrende havde viist Genie, maatte være bleven uovertræffelig. — Et overordenligt stort Tab for Skuepladsen havde Directionen ikke mindre end to Gange troet at maatte afvende ved en farlig Føielighed. I Januar indkom Ryge med Ansøgning om, at der maatte gives hans Kone Sikkerhed for en særdeles Forsørgelse som Enke, og erklærede, at hans Ængstelse for hendes Stilling efter hans mulige Død var saa stor, "at Ikkopfyldelsen af dette Andragende maatte paalægge ham, strax at udtræde af Theatrets Tjeneste, for, selv med Fare for Mislykke, at søge en Virkekreds, som i denne Henseende kunde berolige ham." Holstein var af den Mening, at der maatte gives Ryge Forsikkring om, at hans Enke skulde faae 400 Rdlr. aarlig, foruden den almindelige Pension; men Collin indvendte, at man ved atter for Ryge at gjøre en stor Undtagelse fra Regelen, ei alene kun vilde opmuntre ham til snart at forlange en ny, men være udsat for at andre vigtige Theaterpersoner indkom med lignende Begjæringer, som det vilde være uretfærdigt at afvise, men man dog umuligt kunde opnaae kongeligt Samtykke til at opfylde. Endelig bragte Holstein det til, at Frederik den Sjette gav Tilsagn om, at han selv vilde afgjøre Sagen, naar Directionen indkom med en aldeles nøiagtig Opgivelse, af Ryges og hans Families pecuniaire Forhold til Theatret og hvad han tidligere havde ansøgt om. Som Følge deraf blev indberettet: "Ryges Kone havde, som Oversyerske, [sideskift][side 878]Overpaaklæderske og Garderobeforvarerske, 450 Rdlr. aarlig, og vilde som Enke faae i Pension af Theatrets Enkekasse mindst 200 Rdlr.; ifølge kgl. Res. af 11te Juni 1822 skulde hvert af hans Børn, som han i uforsørget Tilstand maatte efterlade sig, erholde en aarlig Understøttelse af 150 Rdlr. indtil det 20de Aar; hans ældste Datter havde, som Syjomfru ved Theatret, 264 Rdlr. aarlig; hans Kones Søster, ligeledes som Syerske, 312 Rdlr. aarlig; selv havde han i Gage 1700 Rdlr., samt frit Huus og en aarlig Douceur af 200 Rdlr. Siden sin Ansættelse i 1813 havde han to Gange faaet en Præmie af 1000 Rdlr., havt to Beneficer, to Declamatorier, tre Gange Reiseunderstøttelse og skulde i næste Saison og siden hvert 5te Aar have Tjeneste-Beneficegodtgjørelse, som udbetaltes med 1100 Rdlr. Hans Tid efter anden indgivne Ansøgninger havde været om at blive Theaterlæge, tredie Instrukteur, Regisseur, Maskinemester og (i 1823) om at faae Afsked; men disse vare alle blevne henlagte." "Læg den Ansøgning til de andre!" var Frederik den Sjettes Svar til Holstein, da han havde gjennemløbet disse Oplysninger; men paa Forestilling om, at Ryge med sit heftige Temperament let kunde være saa ubesindig virkelig at forlange Afsked, hvilket vilde være Theatret til uopretteligt Tab, resolverede Kongen, "at hvis hans Kone blev Enke skulde der blive taget særdeles Hensyn til den Tjeneste, han havde gjort Theatret." Hermed lod Ryge sig tilfredsstille, men to Maaneder efter bragte han atter Directionen i Bevægelse ved et Forlangende, denne Gang af kunstnerisk Natur. C. Winsløw havde, efter i et Par Aar forgjæves at have yttret sit levende Ønske derom, endelig den 3die Marts opnaaet at spille Hovedrollen i "Jøden," og hos Alle, men især Rahbek, [sideskift][side 879]som havde sat Knudsen saa høit i den, vakt Beundring ved sin skarpsindige Udhæven af flere fine Træk i Charakteren og den Sikkerhed, hvormed han, indtil den mindste Fingerbevægelse, klart, naturligt og følelsesfuldt gjennemførte sin originale Opfatning. Otte Dage efter, da Winsløw havde spillet Rollen anden Gang, sattes Directionen i Forbauselse ved fra Ryge at modtage Meddelelse om, "at det var en Trang for hans Hjerte at hellige sin Kunst Udførelsen af en Rolle, der baade som jødisk og som rørende hørte til hans Fag, om det endog kun var som Doublant og for een Gang." Rahbek og Collin fandt, at Directionen umuligt kunde gaae ind paa at tillade den ene Kunstner at fortredige den anden, ved at udføre dem af hans Roller, hvori han af Publikum erkjendtes at have viist et uovertræffeligt Genie. Holstein paastod derimod, at naar en ældre saa høitstaaende Kunstner, som Ryge, ønskede for en eneste Gang at spille en til hans Fag hørende Rolle, der var udført af en Anden, som, hvormegen Lykke han end gjorde den, dog var den Yngre, hvem man havde favoriseret med den paa Mesterens Bekostning, saa burde denne have sit Ønske opfyldt; var desuden Winsløw uovertræffelig, saa kunde det jo kun blive ham til stor Ære, naar Publikum fik at see at han endogsaa var det af en Ryge. Da Rahbek atter tog Ordet imod Ryges Forlangende, bemærkede Holstein, at han vidste, at Ryge, som i Anledning af sit sidste Andragende havde begyndt Underhandlinger med Hofburgtheatret i Wien, ikke endnu havde afbrudt dem og kunde vel være tilsinds at modtage et ham der tilbudet fordeelagtigt Engagement, dersom man endog i et saa ringe Ønske var ham imod. Collin, der havde sat igjennem, at Winsløw havde faaet Rollen og saae en Chicane imod sig [sideskift][side 880]i at han nu skulde trænges ud af den, yttrede derpaa med megen Bitterhed, at her var Beviset for Rigtigheden af hans Forudsigelse om, at Ryge, ved sidst at blive føiet, kun vilde finde sig opmuntret til at bruge samme Trusel for at skaffe sig Opfyldelse af nye Forlangender, og at saa vist som at han (Collin) ikke kunde hindre Chefen i at ombesætte Roller, saa vist var det, at han snart skulde see at komme ud af en Direction, der saaledes glemte hvilket Tyrannie han havde revet den ud af, at den nu med Begjærlighed søgte igjen at komme ind under det. Han gik og Holstein underrettede Regisseuren om, at ved næste Forestilling af "Jøden" skulde Ryge spille Rollen. Udfaldet gav Winsløw og Collin den fuldeste Opreisning; Ryge, der spottede over Winsløws "Filegranarbeide," søgte Effect ved Masse og Værdighed, men Publikum, hos hvem desuden Sagen var i megen Omtale, som en Chicane imod Winsløw, fandt den fine psychologiske Behandling mere interessant og modtog Ryges Fremstilling, som heller ikke havde den Frihed og Aandfuldhed, der ellers udmærkede hans Spil, med megen Kulde.

Balletten var nu paa den Scene, som Galeotti ved den havde gjort berømt i Udlandet, sunket saa dybt, at den anglede efter Publikums Interesse med Dyr: Hovedpersonen i "Danina," en Pragt-Ballet i tre Acter, arrangeret af Larcher efter Paul Taglioni, var en Abe, hvis Hud blev forskrevet fra Stuttgart. Det Mærkværdigste ved denne med Dandse og Marcher udzirede Fjellebodspantomime var Lindpaintners ypperlige charakteristiske og melodiøse Musik og at den sildigere navnkundige Lucile Grahn, dengang 9 Aar gammel, som det af Aben reddede Barn, deri første Gang betraadte Scenen og strax vakte Opsigt i en pas de deux, som hun overraskende let og gratiøst dandsede med Mad. Bauer. [sideskift][side 881]Directionen havde med megen Iver benyttet den kongelige Tilladelse til at underhandlede med August Bournonville, for, om muligt, ved ham at bringe Balletten ud af den usle Forfatning, hvori den kun var Theatret til Skam, men hidtil forgjæves. I Begyndelsen af Saisonnen, den 8de Septbr., gjorde den til Kongen en Indberetning, hvori det hed, at den havde indledet Underhandlinger med Bournonville, "som paa Grund af de fordeelagtige Vilkaar, hvorpaa han er ansat ved Operaen i Paris, saavel i selve Gagen, som han angiver at have, som i de Ferier, i hvilke han ved at besøge andre Lande kan have betydelige Indtægter, ikke, uden Løfte om overordenlige Indkomster, kan modtage Tilbud fra sit Fædreland." De Betingelser, han havde stillet for et Engagement paa 18 Aar vare: at erholde l000 Rdlr. aarlig som første Solodandser; 300 Rdlr. for at arrangere Balletter, Entréer og desl.; 500 Rdlr. for at danne udvalgte Elever; 1000 Rdlr. som Hofdandsemester, og efter de 18 Aars Forløb en Pension af 800 Rdlr. "Hvad der taler for at indvilge disse af ham gjentagne ufravigelige Vilkaar," ved det endvidere i Indberetningen, "er den af Deres Maj, allernaadigst erkjendte Nødvendighed af, at der gribes kraftige Midler, for at skaffe den sunkne theatralske Dandsekunst Yndest hos Publikum; at A. Bournonville, foruden at være en udmærket og i Paris agtet Dandser, er Indfødt og af mangesidig Dannelse; og at en duelig Udlænding ikke vilde kunne erholdes for Ringere. Paa den anden Side vil det neppe undgaaes, at en saadan Ansættelse just for en ung Mand, som for faa Aar siden her ved Theatret spillede en lidet betydelig Rolle, vil opvække adskillige Prætensioner og megen Misundelse, som kan være Theaterbestyrelsen ligegyldig for saavidt som den [sideskift][side 882]ikke gaaer over i Uvillie og faaer Indskydelse paa Tjenesten; — ogsaa er det vist, at Dandsen, naar den igjen reiser sig, vil koste meget mere, end nu, til en større og bedre Garderobe, til Decorationer og fornemmelig til en Gagering for de unge Personer, som det lykkes Bournonville at bringe frem til duelige Kunstnere. Endelig bør heller ikke lades ubemærket, at uagtet man ingen Tvivl sætter til de Lovtaler, der nu ydes ham, er det dog meget usikkert, om han her i fulde 18 Aar vil med uforandret Flid og Held vedblive at dyrke sin Kunst og være det danske Theater gavnlig, hvorfor ogsaa et Tidsrum af 10 Aar syntes mere passende. Ved denne Maaneds Udgang skal hans Engagement i Paris fornyes, og inden den Tid maatte Directionen svare ham." Directionens Grunde for Ønskeligheden af Bournonvilles Ansættelse være fuldkommen rigtige, og Indberetningens Tone viser, at man meget gjerne vilde, at Kongen skulde gaae ind derpaa; men for Frederik den Sjette, som havde troet, at en af Landets Børn, som for fire Aar siden kun havde været Elev i Theatrets Dandseskole, maatte være saa begjærlig efter at komme tilbage til sine Landsmænd og iblandt dem opnaae en anseet Stilling, at han blev at faae for langt bedre Kjøb, syntes den forlangte Sum saa umaadelig stor, at han strax egenhændig resolverede: "Vi finde Dandser Bournonvilles indmeldte Fordringer saa overdrevne, at Vi ikke ville, at Directionen videre skal indlade sig paa samme." Saaledes lod det til at Haabet om Ballettens Ophjælpelse ved Bournonville ganske var glippet.

Efter Saisonnens Slutning gjorde et Selskab, bestaaende af Mad. Wexschall. Jfr. Pätges, Nielsen og Foersom, i Forening med Violinisten Wexschall en Kunstreise til Christiania, hvor det, understøttet af det derværende Theaterpersonale, [sideskift][side 883]med overordenligt Held gav en Række Forestillinger, tildeels af store og meget forskjellige Stykker, som "Kabale og Kjærlighed," "Preciosa," "Axel og Valborg," "Valerie" og "Jægerbruden."

---

Siden Aarhundredets Begyndelse indtil denne Saisons Slutning havde Skuepladsen i alt sit Væsenlige undergaaet saa gjennemgribende Forandringer, at der i dette Tidsrum er ei alene en allerede afsluttet mere mærkelig, end glædelig kunstnerisk Periode, men tillige en stærkt udviklet Begyndelse til en heldigere ny. For 28 Aar siden var der ikke en eneste dansk dramatisk Forfatter; nu havde Scenen et stort originalt Repertoire, poetisk herligt i Tragedien, allerede, ved Lune og Natur, af Betydenhed i Comedien og lovende det endnu Bedre baade i den og i Vaudevillen, som endog var en hos os ny Digtart, der i høi Grad befordrede Behandlingen af det nationalt Eiendommelige. Dengang var den fremmede Literatur i dens allersletteste Natur Repertoirets Grundlag: i svulstigt prosaiske Sørgespil og carikerede Lystspil, begge Arter gjennemtrukne af falsk Sentimentalitet og anlagte paa at blande Mængden ved grov Theatereffect; nu var den fremmede Literatur det Underordnede og hvad der gaves af den viste almindeligen Smag og Sands for det Kunstrigtige. Af Personalet dengang stode endnu kun Frydendahl, Lindgreen og Mad. Heger tilbage, men blot den Første var af Virksomhed i Repertoiret og lod føle, at der siden den Tid, da en ægte Comedie kunde besættes med ham Jævndygtige, maatte i artistisk Henseende være tabt meget; alligevel, endnu havde Scenen enkelte store Genier, adskillige Fortrinlige og et Par Begyndere, som gave mere end Forventning om en [sideskift][side 884]glimrende Fremtid. Balletten havde lidt den mærkeligste Omskiftelse: ved Aarhundredets Begyndelse havde den været Theatrets Glands; nu var den saa aldeles i Forfald, at den snart maatte enten ganske gaae ind, eller — som man mindst ventede, men hvad der skete i fuldeste Maade, — komme til Gjenfødelse i en ny interessant Skikkelse. — Alt var forandret; Meget havde den danske Skueplads mistet, men langt Mere var blevet givet den, og i flere Retninger viste sig Forbud om en Fremtid, hvori dramatisk Literatur og Kunst vilde komme til sund og frodig Udvikling.