[side 808]En Anonym, som fem Aar efter viste sig at være Henrik Hertz, hvem den danske Scene fik at takke for mange høist forskjellige udmærkede Værker, bragte Nationalskuepladsen, hvad der ikke i 30 Aar havde været seet paa den: et originalt Lystspil, som ei alene havde sit Stof fra danske Tilstande og Sæder, men var ægte dansk i Charakterer, Udtryk og Aand. Det, som dette Stykke gav Publikum den kraftigste og glædeligste Følelse af, var, at det comiske dramatiske Digtertalent dog ikke endnu var uddøet i Danmark, men tvertimod tilstede i en Friskhed og Frodighed, der bebudede Comedien en glimrende Fremtid. Vel var det kjendeligt, at Forfatteren altfor udelukkende havde taget [sideskift][side 809]Holberg til Mønster; imidlertid, Efterligningen var mindre søgt i — hvad der rigtignok faldt Mængden stærkest i Øinene, — at give Stykket holbergsk Façon, end i at give Udførelsen den holbergske vis comica, og denne priisværdige Side af Efterligningen var i flere Scener lykkedes fortræffeligt i den Grad, at den forraadte et Lune saa rigt og livligt, at det nødvendigen maatte omsider komme til Frembrud i større Selvstændighed og derved endnu mere naturligt og fyldigt. Fandtes end i enhver af Stykkets Bestanddele Noget at dadle, da var der ogsaa i enhver af dem Vidnesbyrd om et stort dramatisk Talent af sand national Charakteer. Faldt Handlingen end i det Brede og gav kun faa ret theatralske Situationer, vare disse hver for sig ypperlige og lode forudsee, at Forfatteren ved nøiere Kjendskab med Scenen snart vilde vinde Dygtighed til Planens heldigere Anlæg; savnede Charaktererne Bestemthed, da havde de alligevel et umiskjendeligt ægte dansk Grundpræg; stødtes man med Rette over enkelte Platheder i Dialogen, saa var den overhovedet vittig og havde saamegen Naturlighed, at der ikke siden "Gulddaasen" var hørt et saa livfuldt Udtryk af dansk Folkeegenhed; og endelig, gjaldt Satiren ikke nogen stabil eller universel Daarskab, saa traf den baade moersomt og bidende en momentan erkekjøbenhavnsk, idet den udgød sig over Privattheatrene, af hvilke Byen dengang havde hele 8, hvori Folk af alle Stænder kappedes om enten at prostituere sig selv og profanere Kunsten eller at afgive enthusiastiske Beundrere for "de spillende Medlemmers" Fuskerier. Med Undtagelse af, at Rosenkilde, som Jeremias, atter meget moersomt og naturligt gav en Drengerolle, og at Frydendahl med spillende Lune og stor comisk Styrke fremstillede den ligeud af Folkelivet grebne Commissionair Knap, stod [sideskift][side 810]Udførelsen ikke over det Almindelige: de fleste Skuespillere vare blevne uvante til fuldt at optage og med smagfuld Livlighed at gjengive kraftigt naturlige Personligheder, som vare deres eget Væsen fremmede. Ogsaa Publikum fandt, skjøndt forberedt ved Vaudevillen, et saadant Særsyn i en Comedie, der indeholdt kjækt udkastede Scener af dets eget Liv, at det ikke ret kunde komme i det Rene med sit Forhold til den; det lagde imidlertid større Vægt paa Savnet af den Theatertilretning, som var sædvanlig hos fremmede endog maadelige Lystspil, men der af den talentfulde Begynder ikke var eftertragtet saameget som en djærv Fremstilling af det Localcomiske, end paa sin Moerskab over dettes Ægthed, og Stykket vandt vel baade stærkt Bifald og Erkjendelse af at være det heldigste og meest lovende Originallystspil, der i lang Tid var kommet paa Scenen, men mødte ikke den almene Interesse, hvilken det som Følge deraf havde Krav paa. Forresten blev det Saisonnens eneste Lystspilnyhed. — "Erik den Syvende," som fremkom anonymt og blev C. Boyes sidste Sørgespil, stod langt over hans tidligere Arbeider baade i dramatisk Værd og theatralsk Virkning. Sin Tilbøielighed til at ville give Sproget Kraft og Kjerne ved brammende Lignelse havde han ikke kunnet overvinde: de vare i stor Overflødighed lagte i Munden paa Bonden som paa Kongen; men Planen var fortræffeligt udkastet; Situationerne fremtraadte naturligt forberedte og sammenbundne, saa at de ikke stødte som isolerede Effectsteder; Interessen, der var godt fordeelt paa Hovedpersonerne efter deres indbyrdes Forhold og Betydning i Handlingen, steg lige indtil Katastrofen; Charaktererne, som iøvrigt afvege meget fra Historiens, vare stillede heldigt imod hverandre og hver for sig bedre fastholdte end i Forfatterens [sideskift][side 811]andre Stykker; og Begivenhedens Udvikling havde han fremmet igjennem mange sindrigt anlagte og kraftigt udførte Scener. I Udførelsen, der overhovedet var høist fortræffelig, gjorde Nielsen, som Kongen, uden at hans Rolle var saa utilbørligt fremtrukken som i "Kong Sigurd," saa stor og ædel Virkning, at denne Fremstilling vil hos Enhver, der har seet den, blive uforglemmelig som noget af det meest Imponerende og Sjælfulde, den for en saadan Rolle baade aandigt og legemligt rigt udstyrede Kunstner har begeistret Publikum ved. Det Største i det Store, der fremtraadte af hans, ved simpel høi Værdighed og en Begeistring, som havde sin henrivende Kraft fra Foredragets Majestæt, mageløse Udførelse, var den Replik, hvori han, sønderrivende Haandfæstningen, ret egenlig nedtordnede de Sammensvorne, hans malmfulde, faste Stemmes, uden mindste Anstrengelse, forbausende Vælde, den fulde, klare Toneklang og den sjælfulde Energie i hans kjækt udbrydende Vrede gave dette Moment en knusende Styrke og fremkaldte ved enhver Udførelse en umaadelig, længevedvarende Jubel, der atter hilsede ham naar han igjen traadte ind. — Dramaet "Farens Dage" af Overskou var et Begynderarbeide, der ved de Optøier, som det gav Anledning til, gjorde en Opsigt, hvilken det aldeles ikke kunde have vakt ved sig selv. Taget af en tydsk Novelle, anlagt efter en fra Theatrets Spektakelstykker hentet Kundskab om theatralsk Effect, beregnet paa enkelte Talenters Fortræffelighed i bestemte Fag og udarbeidet med nogen Sands for Poesie, var dette Drama i en Række Knaldscener et af de saakaldte "taknemmelige Skuespillerstykker" og godt egnet til at slaae Mængden med Rædsel, Rørelse og Overraskelser. Ingenlunde i Tendents eller Aand, men kun ved at Effecterne fremkom noget bedre motiverede, [sideskift][side 812]den theatralske Ordning var gjort endeel behændigere og Sproget, ved Versificationen, havde lidt pynteligere Præg, stod Stykket over "Criminalprocessen;" ogsaa tog det sig, med al sin uægte Flitter, mere maneerligt ud end Adskilligt, der for en kort Tid havde gjort megen Blæst paa Scenen. Allerede længe førend dets Indstudering gik der imidlertid Tale om dets Udpibning. Dette var dengang ganske almindeligt inden et nyt Stykkes Opførelse, hvem det end var af; og i alle Tilfælde savnedes der dog her ikke en Grund, thi det var givet, at et Stykke af en Skuespiller maatte være slet. Alligevel var det paa Nippet at Forfatteren ikke ved en ordenlig Udpibning var saaledes bleven ført til Eftertanke over sit Aandsfoster, at han kom til Erkjendelse af dets heelt ukunstneriske Natur og derfor søgte sit Kald i anden Retning og anden Aand, hans Effectberegning slog nemlig fuldstændigt ind. Det ypperlige Spil i alle Roller og de dundrende Bortgange satte Massen saaledes i Bevægelse, at den gav den ene Bifaldssalve efter den anden og navnligen overøste Ryge efter en Rabalderreplik med en saa vældig Applaus, som han ikke ved nogen Mesterrolle i et poetisk Værk havde faaet. Der havde i Parterret samlet sig en Mængde Pibebevæbnede, men ved Stykkets Slutning istemte Slagter Henriksen, som fandt det overordenlig smukt, med sine Venner et saadant Frydeskrig, at en Student, der uden Held senere forsøgte sig som dramatisk Forfatter og nu er en dygtig Videnskabsmand, var den Eneste, som tog Mod til at pibe, og han blev strax af Klapperne gaaet saa nær paa Livet at han maatte springe over Skillerummet ind i Parkettet, for igjennem dette at slippe bort. Seierherrerne ansaae efter denne Forestilling Stykkets glimrende Optagelse for afgjort. Men i de Dage havde en Discipel [sideskift][side 813]i Borgerdydsskolen, et lyst, livligt Hoved, siden meget hæderligt bekjendt for sin raske Virksomhed i forskjellige offenlige Stillinger, taget Artium med Udmærkelse; han besluttede at begynde sit Studenterliv med at forsvare den gode Smag imod Philisterne og leiede til anden Forestilling en Loge, hvori han tilbød sine tidligere Classekammerater Friplads imod Forpligtelsen at pibe. Opførelsen gik som første Gang, kun at Publikum viste sig mindre villigt til at falde ind i Parterristernes Jubel; men efter den opstod en frygtelig Bifalds- og Mishags-Tumult, under hvilken en Hyrekudsk og en Rebslagermester forbittrede ilede ud af Parterret op til Logen, som en Controlleur med megen Geskjæftighed aabnede for dem og hvorfra de, med Skjældsord og Haandgribeligheder, kastede den Ene ud efter den Anden. Heraf fulgte en Politiesag og Rygtet derom gjorde Klapperne endeel sindigere, medens Piberne fik større Courage til ved de tre sidste Forestillinger at trodse dem, og det egenlige Publikum, af Frygt for flere saa uhyggelige Optrin, mere og mere trak sig tilbage. Den sidste Opførelse var kun maadeligt besøgt. For Politiet forsvarede Rebslagermesteren sig med, at han ikke havde rørt Studenten, men kun tilladt sig at udkaste Skoledrenge, der, efter hans Formening, burde af Politiet straffes med Riis, naar de understode sig til at udpibe Stykker, som af en kongelig Direction vare antagne, ikke destomindre faldt den 31te Januar Politirettens Dom saaledes, at Hyrekudsken havde at bøde 20 Rdlr., Rebslageren 10 Rdlr. og Controlleuren frikjendtes for videre Tiltale. Denne første ordenlige Domfældelse for Uordener ved Meningsyttring i Theatret gjorde Stykket, som havde givet Anledning til den, ofte omtalt mange Aar efter at dets Indhold og æsthetiske Værd i Forhold til andre Datidens dramatiske [sideskift][side 814]Productioner vare glemte. — "Recensenten og Dyret" mødte ogsaa meget mærkelige Anfægtelser, men med fortjent heldigere Udfald. Stykket var ikke endnu indkommet til Censur da man, af hvad der ymtedes om Hovedpersonens Navn, dets Indhold og Titlen, havde reist stor Bevægelse i Publikum over, at "Heiberg nu endog vilde bringe Dyrehaven med dens Gjøglerier ind paa den danske Scene," og skamskænde denne ved at stille en levende Person, Recensenten Proft, i Gabestokken. Rahbeks Censur var meget laconisk forkastende: "Da jeg finder dette Stykke under al Kritik, haaber jeg mig fritaget for at sige videre derom. Den 8de Sept. 1826." Stykkets Skjæbne var nu given i Olsens Hænder: havde han tiltraadt denne Fordømmelse, vilde den oekonomiske Directeur, Collin, alene — thi at Holstein skulde have om det afgivet en Dom, især hvis den maatte gaae Censorernes imod, vil strax vise sig utænkeligt, — neppe have vovet at paabyrde sig det med en Antagelse, under saadanne Omstændigheder, forbundne store æsthetiske Ansvar. Olsen var imidlertid nok af den gamle Skole, men havde ikke, som Rahbek, derved gjort sig utilgængelig for det interessante Ny, og ved at see Arten Vaudeville paa Scenen fandt han, at den baade var vel skikket til at bane Vei for en livfuld Nationalcomedie og, som den her havde formet sig ved sit musikalske Element, kunde lægge poetisk Duft over hvad der i Lystspillet vilde blive blot kaad Overgivenhed, hans Censur blev, til Collins og Heibergs store Overraskelse, saaledes: "Efter en saa bestemt Dom af min Medcensor, var det naturligt, at jeg ikke vel kunde begynde Læsningen af dette Stykke uden med en Fordom mod det. Imidlertid, naar jeg undtager det lange Vrøvl i Beskrivelsen over Dyret, finder jeg meget ret Lunefuldt og Livligt i [sideskift][side 815]Stykket. Idet jeg altsaa, hvad Beskedenhed, saavelsom Skik og Lov, byder, ærbødigst indstiller Stykkets Skjæbne til de øvrige Herrer Directeurer, tillader jeg mig, i Tilfælde af Antagelse, at bemærke: 1) At efter min Overbeviisning vil Musiken og en fordeelagtig Rollebesætning særdeles meget komme i Betragtning; 2) at jeg i Henseende til mulige Allusioner er saa uvidende, at jeg i ethvert misligt Tilfælde holder mig for aldeles uskyldig. Den 10de Sept. 1826." Med Underretning om, at "han tiltraadte den Antagelse, som umiskiendeligt maatte være Meningen af Hr. Etsr. Olsens Censur," sendte Collin Stykket til Chefens Afgjørelse, hvilken han afgav saaledes: "Skjøndt jeg aldeles ikke indlader mig med at bedømme dette Stykkes Værd og maa overlade dets Antagelse eller Forkastelse til DHrr. Directeurer, saa maa jeg dog gjøre de Bemærkninger, som jeg troer, det er min Embedspligt at berøre: 1) Jeg maa paa det Bestemteste erklære mig imod, at Ledermann og Klatterup nævnes som Major, Capitain eller Lieutenant, da disse Personer i Stykket ere saa latterlige og maae taale saamange Insulter, at det maa paadrage Misnøie paa flere Steder. 2) Ønsker jeg, at de heri, som i flere af de senere antagne Stykker, anbragte Eeder udelades." Fra det Øieblik da det rygtedes, at Stykket var antaget, satte Toneangiverne sig i levende Bevægelse for at gjøre indlysende, at undsaae Directionen sig ikke for at bringe Fjellebodsløier paa den kongelige Skueplads, saa skyldte Publikum Smagen og sin Værdighed at give dem en alvorlig Afviisning. Forestillingen den 22de October er, med Hensyn til Publikums Holdning, bleven enestaaende i Theatrets Historie. Ethver Numer og mange Replikker i "Fruentimmerhaderen, " som Tilskuerne ellers paa den sidste Tid havde [sideskift][side 816]ladet gaae i Fred og Ro, bleve stormende applauderede; fra Begyndelsen af "Recensenten og Dyret" var det derimod som om Publikum med eet havde tabt enten Sands for eller Lyst til at more sig. Stykket er i og for sig interessant allerede derved, at det, formedelst et saa ypperligt Valg af Melodierne, at de baade ere som af een Gydning og lægge en gemytlig, næsten idyllisk Tone over det Hele, har noget forunderligt tiltrækkende Nationalcharakteristisk, hvilket det vistnok har at takke for den store Lykke, det sildigere har gjort; Publikum saae, at der af Dyrehaven kun var den Blanding, af stilleglad Naturnydelse og lystig Naragtighed, som Digteren havde fundet i et Par Elskendes, nogle comiske Originalers og to gratiøst muntre udenlandske Gjøgleres Sammentræf i Skoven en smuk Sommerdag; og Rosenkilde var aldeles den Personlighed, hvori han bestandig i 35 Aar ved sin Indtrædelse fremkaldte Publikums Skoggerlatter og Glædesudbrud, han lagde i Charakteren al den Godmodighed, Naivetet og ægte comisk Styrke, der igjennem hele Stykket gjorde ham saa inderlig elskværdig og usigelig moersom, men — saa dybt havde man faaet Publikum indprentet Troen paa, at den gamle, snurrige Fyr dog egenlig skulde være den unge, ubehagelige Spradebasse, at det vel overraskedes ved Synet af ham, men ikke behageligt. Mere komne af Nysgjerrighed for at see, hvor vidt Angrebet paa en bekjendt Personlighed kunde drives, end for at more sig, gjorde Tilskuerne sig kolde for det Latterlige og vogtede sig saaledes for ethvert Bifaldsfrembrud, at de Spillende tilsidst bleve misstemte, hvorfor Stykkets i sig selv noget langttrukne Slutning gik trevent og mat. Da Tæppet gik ned vovede endelig Nogle at klappe, men bleve tilbageviste med Hyssen; der lød ikke een Pibe, men Vaudevillen ansaaes som totalt [sideskift][side 817]falden: de Fleste fandt, at der rigtignok ikke kunde være Tale om, at Proft var copieret den, men derimod var den, endskjøndt den jo havde enkelte comiske Situationer, kjedsommelig, thi "en saa dorsk Stemning under en Opførelse kunde Ingen mindes." Vaudevillemodstanderne triumferede og Rahbek kunde ikke modstaae Fristelsen til at gribe Leiligheden ved Haaret, for at lade sine Modstandere høre, at de, imod hans Udtalelse, havde antaget et saa yderligt slet Stykke; Ottendedagen efter den uheldige Forestilling afgav han til dem følgende Censur: "Pigen fra Hovedstaden, Lystspil i 3 Acter. Skade, det ikke er en Vaudeville, thi det er næsten ligesaa slet som Recensenten og Dyret, altsaa ligeledes under al Kritik." Men Heiberg opgav ikke modløs Kampen. I tre Maaneder blev ikke givet nogen af hans Vaudeviller, men imedens udgav han "Om Vaudevillen, som dramatisk Digtart, og dens Betydning paa den danske Skueplads," en i hans livlige, klare og vittigt bidende Sprog affattet "dramaturgisk Undersøgelse," hvori han gav en slaaende Fremstilling af Repertoirets æsthetiske Uselhed, en folkefattelig Udvikling af Vaudevillens Begreb. Beviser for, at han i sine Stykker kun havde søgt at optage dette, og en skarp Afviisning af Sigtelsen for at han havde fremstillet existerende Privatforhold eller Personer. Efterat dette Skrift havde klaret Almeenhedens Forestilling om Digtartens Væsen bragtes hans to yndede Vaudeviller atter til Opførelse og fandt, da Repertoires i Mellemtiden havde i høi Grad savnet Tiltrækningskraft, umaadelig Søgning og stormende Bifald. Da nu endelig "Recensenten og Dyret" atter, med nogle Forkortelser og en Hovedforandring i Slutningen, kom til Opførelse, blev Modtagelsen ganske anderledes. Der var ikke sparet ivrige Forsøg paa at skaffe Stykket et [sideskift][side 818]sørgeligt Endeligt: endnu to Dage førend Opførelsen søgte Rahbek, i "Kjøbenhavnsposten," at give Publikum Svar paa Spørgsmaalet: "Hvad betyder Ordet Farce (der skulde være det Samme som Vaudeville) i Grundsproget?", ved at han meddeelte "en Oplysning fra en uforkastelig Autoritet (Marmontel)." hvis Definitions Kjerne var: "Farce er et Slags grovt Comisk, hvor alle Velanstændigheds, Sandsynligheds og sund Forstands Regler i lige Grad ere krænkede; Farce er den grove Pøbels Spektakel." Men da Publikum nu havde faaet Sikkerhed for, at det ikke med sit Bifald støttede et Forsøg paa at bringe Personligheder paa Scenen, brød det sig kun lidet om "den uforkastelige Autoritet;" det morede sig overordenligt lige fra Begyndelsen, hilsede Rosenkilde ved hans Indtrædelse med levende Applaus, fandt den nye Slutning fortræffelig og optog Stykket med stor Jubel. — Meget til Mishag for alle Vaudevillens smagfulde Venner var Opførelsen af det, paa Directionens Anmodning, oversatte Soldaterstykke "Syv militaire Piger," thi det var virkelig en "Farce," som, om den end beviste, at Begrebet Farce ingenlunde indbefatter "Krænkelse af alle Velanstændighedens Regler," dog var saa plat og overdreven i sin Lystighed, at den end ikke som Fastelavnsspøg burde være bragt paa det kongelige danske Theater.

Den Opgave, som Oehlenschläger havde stillet sig i at ville for Syngespil-Repertoiret bevare Mozarts kun een Gang givne Musik til "Veddemaalet." ved at skrive en ny Text dertil, havde været overordenlig vanskelig, dersom han havde tænkt paa at udføre den saaledes, som en saa dramatisk Composition gjorde til en Nødvendighed, naar de enkelte Numere skulde komme til den fulde Effect ved at fremtræde i deres Charakteer, nemlig: idet han opfandt en Handling [sideskift][side 819]hvorved Musikstykkerne kunde følge paa hverandre i Originalens Orden, kun under mere dramatiske og interessante Situationer. Han gjorde sig imidlertid til Hovedsag at faae alle Numere med, uden Hensyn til den Virkning, de havde ved deres Stilling i Compositionen: store charakteristiske Musikstykker forekom i hans "Flugten fra Klosteret" ei alene i en anden Orden, men under andre Situationer, end de havde i "Veddemaalet," og dertil havde han indlagt adskillige Mozarts Stiil saa fremmede Numere, at de stødte endog dem, der med ham fandt dem i og for sig smukke. Paa denne Maade sank den vanskelige Opgave ned til et Forsøg paa at gjennemføre en uklar Forestilling om Muligheden af at skaffe Mozarts Musik theatralsk Effect ved dens Omordning til en ny Text. Dette Forsøg, som den hensynsfuldeste Behandling neppe kunde have givet et heldigt Udfald, havde Oehlenschläger endydermere gjort sig vel let; Handlingen var hverken i Kjerne eller Udvikling saa interessant, som den, naar han vilde behandle Componistens Værk med saa stor Frihed, maatte kunne have blevet, og af Personerne havde nogle et stærkere Hverdagspræg, end man venter at finde dem med i Syngespillet; kun Snedkersvenden Habakuk vakte megen Interesse ved fortræffeligt Spil af Rosenkilde, hvis dengang hyppigt anvendte ualmindelige Talent for Drengeroller fornemmelig havde været Anledning til denne Persons Indførelse i en Episode. Da Anvendelsen af Theatrets kunstneriske Kræfter derhos var saa slet beregnet, at de Rollehavende, der, som Jfr. Zrza, sang fortræffeligst, havde de vanskeligste Spilleroller, uden at kunne give dem blot taaleligt, hvorimod de, der, som Mad. Wexschall, spillede bedst, maatte kæmpe sig igjennem Sangpartier, der laae over deres Evne, tabte det i sig selv [sideskift][side 820]svage Stykke meget ved Udførelsen og Oehlenschläger fik kun liden Glæde af et Arbeide, hvorved han, efter egen Forsikkring, "havde havt større Møie med at skaffe Ord under Noderne, end med at finde Poesie til en Tragedie." Operaen "Fernando Cortez" blev heller ikke, uagtet der var anvendt stor Bekostning paa dens Udstyr, noget Repertoirestykke. Man havde maattet beskære Spontinis herlige Musik. Udførelsen hævede sig, med Undtagelse af Cettis i Sang og Spil fortræffelige Telasko og af at Jfr. Zrza sang Amazilis Partie ligesaa brillant, som hun spillede det sjælløst, ikke over det Almindeligste; de store Chor vare for svagt besatte, Maskineriet gik særdeles maadeligt og de mange Dandse og Optog overfløiede saaledes den ubetydelige Handling, at de bleve det Dominerende og trættede. Bifaldet var kun ringe og allerede den tredie Forestilling gav slet Huus. Boyeldieus Mesterværk, "Den hvide Dame," blev derimod, ved Rigdom paa friske, liv- og følelsesfulde Melodier, Foreningen af Gratie og Lethed med klar Charakteristik, harmonisk Skjønhed og elegant Instrumentation, hurtigt et af Publikums Yndlingsstykker. Udførelsen var fra alle Sider, selv Chorets, udmærket livlig og skjøn. Ved Kraft, Ild og Inderlighed i Foredraget af Syngepartiet og en kjæk, munter Tone, livlige Bevægelser og smuk, fri Militairholding i Spillet gav Kirchheiner den unge Officeer overraskende ypperligt og vandt saaledes Publikum for sig, at han fra nu afgjort blev erklæret for den første Tenorist, der i mandige Spilleroller havde, siden Rosing, hvem han dog langt overgik som Sanger, betraadt den danske Scene. Anna havde en mesterlig Fremstillerinde i Mad. Wexschall: ikke alene spillede hun Rollen med megen Varme, Fiinhed og ædel Anstand, men hendes Udførelse af Syngepartiet [sideskift][side 821]stod, da det ikke laae over hendes Evne, i Følelse og Foredragets Ynde og Klarhed meget over hvad man dengang ellers hørte i Syngespillets Elskerinderoller. Det er betegnende for Datidens Theatertilstande, at det ogsaa inden Opførelsen af dette kunstskjønne og ved tredie Forestilling fra Begyndelsen til Enden enthusiastisk applauderede Værk var et almindeligt Rygte, at det skulde udpibes, og at dette havde tilfølge, at Publikum ved den anden Forestilling, da dets Kjendelse først skulde udtales, eftersom den første var givet i festlig Anledning, ikke vovede at lade sig henrive af de mange siden saa beundrede yndigt melodiøse Musiknumere og den sjeldent ypperlige Udførelse, men sad tavst, uden endog den allermindste Bifaldsyttring, indtil den glimrende Finale i anden Act omsider saaledes overvældede det, at det pludseligt brød ud i stormende Jubel, hvorefter det, ligesom sjæleglad over saa tappert at have sønderrevet Lænken, som Rygtet havde paalagt det, gav sig selv Opreisning for det Forsømte, ved under tredie Act at gribe enhver Leilighed, for at vitterliggjøre sin levende Begeistring. Den samme Afhængighed af hvad der var udbredt som Smagsdommernes Paabud viste Publikum, men paa modsat Maade og til Fordeel for det Kunstskjønne, ved Opførelsen af "Et Eventyr i Rosenborg Have." Om Weyses Musik dertil var det forud afgjort, at den var dyb og charakteristisk som i "Floribella," hvis Mangel paa Virkning Textens Kjedsommelighed ene skulde have Skyld for, og i Livlighed, Melodiøsitet og Lune overgik endog "Sovedrikken." Dette fandt Publikum ingenlunde. Hvad der behagede det ved de første Forestillinger var egenlig de moersomme Situationer i Heibergs Stykke og Frydendahls grundcomiske, men tillige fine og smagfulde Fremstilling af Vinter, RosenRosen-kildes [sideskift][side 822]kildes og Jfr. Pätges's fortræffelige liv- og lunefulde Spil, som Peter og Christine, og Mad. Winsløws burleske Udførelse af Mad. Sommer. Man klagede almindelig over, at Musiken, hvorvel charakteristisk som i "Sovedrikken," ikke, som i denne og de franske Syngestykker, var livlig, flydende og iørefaldende; imidlertid applauderede Publikum, af Respect for Kjendernes Enthusiasme, de fleste Numere, endskjøndt kun tarveligt; det var først da Mængden saalænge havde moret sig over Stykket og Spillet til den omsider blev fortrolig med Musiken, at den ogsaa fik Følelse af dennes Fortræffelighed og optog den med den fortjente Yndest, som den bestandig siden ved sig selv har bevaret.

Directionen havde i denne Saison gjenoptaget flere i længere Tid henlagte Stykker, iblandt hvilke: "Hamlet." hvori Nielsen, efter et grundigt Studium af Rollens dybe psychologiske Væsen, med stort Mesterskab gav Hamlet Charakteristiken af, i Reflexioner udtalt, Tvivl og Vaklen under den stadige stærke Følelse af Pligten at straffe og hævne den begaaede Udaad; "Stærkodder. " der optoges med stort Bifald, især ved at Nielsen og Mad. Wexschall, som Eigil og Helga, ligesaa mageløst skjønt tolkede Nordens friske, rene og kraftfulde Kjærlighed, som Ryge dens roligt djærve, mægtige Helteaand; og "Don Ranudo," hvis Titelrolle Stage vel udførte med Grandezza, men uden Lune og comisk Styrke. "Erik Eiegod" blev fremdraget for at gives til Baggesens Mindefest, og det var allerede besluttet, at denne skulde feires med Stykkets Udpibning. Oehlenschläger, der tænkte ligesaa ædelt, som det Partie, der vilde hylde ham ved at udpibe hans døde Modstander, tænkte uædelt, skrev imidlertid en Epilog til Festen, i Haab om, ved sin, den Krænkedes, Forsonlighed at afvæbne Uforsonligheden [sideskift][side 823]hos dem, der havde krænket Baggesen. Efter den Ophidselse, der var vakt, formodede man, at det ikke vilde lykkes ham. Da Zinck, som skulde spille Erik Eiegod, blev syg, greb Directionen derfor Leiligheden til, meget passende, at give "Axel og Valborg" istedet, hvorved Pibningen vel faldt bort, men Gemytterne dog ikke, selv efter Oehlenschlägers Epilog, rørtes til at yttre nogen Deeltagelse for denne Mindefest. Den blev ogsaa, som Prams, en Begravelse, thi efter et Par meget maadelige Forestillinger af "Erik Eiegod" henlagdes for bestandigt ogsaa dette baggesenske Arbeide, som ved det nationale Stof og den herlige Musik dog nok i en det værdig Fremstilling kunde være blevet holdt i Repertoiret.

Saa store Navne det ene Sommerselskab end havde at prunke med, fandt det ikke under sin Værdighed blot at speculere i indbringende Affairer, ved at gaae i Compagnieskab med Dlle. Pohlmann og gjøre den danste Scene til en elendig tydsk, endog til den Yderlighed, at det gav Fjellebodsstykket "Das Donauweibchen," hvis Udførelse ovenikjøbet maatte betales med den Prostitution, at Fløitespilleren Kreßner, ved Siden af en Frydendahl og Ryge, gjorde en høist ynkelig Skuespillerdebut, som Minnesangen, fordi man ikke til denne Rolle vidste at opdrive nogen Anden. Kunstnernes Affairer bleve ved denne Forhaanelse imod deres Kunst virkelig ogsaa indbringende. Det saakaldte Vaudevilleselskab kunde derimod ikke rose sig af sit pecuniaire Held. Ved Mængden af Vaudevilleforestillinger i Slutningen af Saisonnen havde Publikums Prædilection for Arten i Almindelighed tabt sig endeel; det var kun det virkelig Fortrinlige i den, som det nu fristedes til at løbe efter, og det endda uden at forile sig, siden Sommerveiret var meget [sideskift][side 824]varmt og smukt, og man "jo kunde faae det, som gjorde Lykke, at see til Vinteren," hvilket ikke var Tilfældet, med Dlle. Pohlmann. Kun de to Vaudeviller, som siden bleve optagne i Repertoiret, trak Publikum, dog ikke i den Grad, som de for deres Værd og Fremstilling havde fortjent. "De Uadskillelige," interessant i sig selv ved den heldige Idee, de mange comiske Situationer og Charakterer, en gemytlig, behagelig munter Tone i Dialogen og den med megen Smag og stor Sands for theatralsk Virkning valgte Musik, blev høist fortræffeligt spillet: Foersoms grundnaturlige og uden al Overdrivelse moersomme Materialhandler, Mad. Liebes Mad. Buurmann, Jfr. Jørgensens Amalie, Jfr. Pätges's Henriette, C. Winsløws originale, i sin Gnavenhed, Pengeforlegenhed, Skinsyge og de pligtskyldige Kjælerier for Kjæresten kostelige Volontair, og Rosenkildes igjennem en heel Generation for det altid overstrømmende friste Lune beundrede Hummer vare uovergaaelige Mesterfremstillinger. Denne Vaudeville vandt ogsaa levende Bifald og gav de bedst besøgte Forestilllnger. Med "Kjærligheds Drømme" kunde Publikum ikke rigtigt finde sig tilrette. Mad. Wexschall havde i Ernestine en af sine allerherligste Roller: det fiint nuancerede Spil, der i første Act forberedte Muligheden af den unge sentimentale Piges Søvngængertilstand, den Gratie og rene Qvindelighed, hvormed hun fremstillede denne, Klarheden i de ypperlige Overgange, ved hvilke hendes Phantasie førtes til Drømmens Hovedmomenter, og den Følelse, Ynde og interessante Individualist, hun lagde i den hele Skildring, gjorde hendes Udførelse af den vanskelige Rolle baade psychologisk interessant og poetisk skjøn. Hun vandt glimrende Bifald, og heller ikke C. Winsløws, ved fiint Lune, Lethed og Varme, meget elskværdige Fremstilling [sideskift][side 825]af Gustav savnede den fortjente Erkjendelse; men det Rørende i Situationerne og det Elegante i Stykkets Tone vare Tilskuerne noget saa Fremmed i Vaudevillen, at de i Stykkets Nyhed kun yttrede Interesse for Enkeltheder, men ikke følte sig synderligt tiltrukne af det Hele.

I Julius Schwartzen, Student og henved 24 Aar gammel, vandt Syngespillet, hvad det formedelst Zincks hyppige Sygdomsforfald haardt trængte til: en dygtig Sanger til store Tenorpartier. Han havde den for Theatret meget passende Middelhøide til en god Legemsbygning, uden i nogen høi Grad at besidde de ydre Fortrin, som strax anbefale Elskere i Syngestykker hos Publikum, og hvad han som Skuespiller skulde blive, vilde han kun komme til at skylde Flid, hvilken det ikke manglede ham paa, og Routine, som der strax gaves ham rig Leilighed til at erhverve sig. Som Sanger var han derimod et meget betydeligt Talent og havde allerede ved sin Tiltrædelse en ualmindelig Uddannelse, hans til Coloratursang særdeles bøielige Stemme, som han anvendte med stor Sikkerhed og megen Smag, var en ikke udmærket stærk, men mandigt klangfuld ægte Tenor, hvis Bryst- og Falsettoner smeltede fortræffeligt sammen og havde en eiendommelig indsmigrende timbre, som, især i Sangstykker, der fordrede et blødt, baaret og følelsesfuldt Foredrag, var af henrivende Virkning. I sin Debutrolle gjorde han megen Lykke, fornemmelig ved Sangens inderlige Udtryk, hvori han langt overtraf Zinck, og endnu mere behagede hans musikalske Udførelse af Max i "Jægerbruden," hvis Sangparties veemodigt sværmeriske Charakteer ypperligt fremhævedes ved hans skjønne Foredrag. Frederikke Lange, som ikke havde fyldt det 15de Aar, indtog strax Publikum for sig ved et smukt aabent og uskyldigt Ansigt, [sideskift][side 826]en behagelig Talestemme, tækkelige Bevægelser og sin meget naturlige Diction. Hun kom aldrig med Held udover det Naive og Godmodige, men den erhvervede hun sig ogsaa ualmindelig Yndest ved Fremstillingens Sandhed og sin personlige Elskværdighed.

At Mad. Dahlén og Mad. Schall afgik, hver med 1000 Rdlr. i Pension, formindskede ikke de anvendelige kunstneriske Kræfter; thi den Første, som var henved 60 Aar, havde ei alene ganske tabt sin Syngestemme, men kunde med sin høie, svære Figur ikke mere vise sig i gamle Damer, og den Sidste, der i mange Aar og med umaadeligt Bifald havde udført Ballettens qvindelige Hovedrolle, var nu i sit 52de Aar.