[side 781]Den eneste mærkelige, men meget følgerige Begivenhed i denne Saison var Vaudevillens Indførelse. Ved under sit næsten treaarige Ophold i Paris ofte at besøge Theatre, hvor Vaudevillen gaves fortræffeligt, var Heiberg kommen paa den Tanke at overføre den i comiske Localstykker paa vor Scene; den gunstige Optagelse en saa maadelig og vore locale Forhold aldeles fremmed Vaudeville, som "Die Wiener in Berlin," havde fundet, bestyrkede ham i Overbeviisningen om, at Publikum med Glæde vilde modtage den, og Collin, hvem han meddeelte sin Idee, opmuntrede ham kraftigt til et Forsøg. Theatret havde, selv efter Tabet af Rind, der vilde være bleven en uforlignelig, paa Opfindelse uudtømmelig Fremstiller i denne Genre, et udmærket Personale til fortræffeligt at udføre enhversomhelst Vaudeville, baade i Henseende til Udfyldingen af dens Charakteerskizzer og til Foredraget af Musiknumerne. Frydendahl, Ryge, Rosenkilde, Stage, C. Winsløw, Foersom, Eenholm, Nielsen, Cetti, Mad. Liebe, Mad. Wexschall og Jfr. Jørgensen vilde alle, deels ved deres Genie, deels ved at der gaves dem Roller, som vare beregnede paa deres Evner for visse Fag, være saa overordenligt heldigt anvendelige, at man turde stole paa, for alle i denne Skuespilart forekommende Roller at kunne finde en fortrinlig Besætning. Allerede den blotte Ymten om, at Heiberg var ifærd med at skrive en Vaudeville, vakte et levende Røre; men selv de, som deeltoge ivrigst i det, for at modsætte sig den, vare i den faste Tro, at om ogsaa det Stykke, hvor hvor-med [sideskift] [side 782]med Vaudevillen bragtes paa Scenen, gjorde Lykke, vilde den selv kun blive et Særsyn i Repertoiret, da den snart maatte døe hen, enten som en blot Modesag, eller fordi dens Ophavsmand, der var den Eneste, hvem man antog dygtig til at skrive et moersomt Theaterstykke, ikke lange vilde være istand til at finde paa noget Nyt, som kunde lægge Interesse i hvad man ikke tænkte sig som andet end Farcer, der kun vare lagte an paa, ved usædvanlige Løier og smukke Musikstykker at forlyste Almuen. Det var kun for at afværge Scenens Nedværdigelse ved det første og — muligt, men ikke rimeligt — endnu et Par Forsøg i "Fjellebodsstilen," at den gode Smags Forfægtere med stor Hidsighed kaldte til Gevær imod "den heibergske Kaadhed;" Ingen drømte om, at der med hans første Vaudevilles Lykke vilde være sikkret den danske Skueplads ikke blot en ny Digtart, men Gjenfødelsen af Lystspillet, som den skyldte sin Tilværelse og Hæder, og hvori den dog ikke nu i 30 Aar havde havt en eneste blot taalelig Original. At den ægte Comedie — som man ikke gav i det, man havde af den, og ikke ventede at faae i noget Nyt, — vilde blive fortrængt af Vaudevillen med dens Gjøglerie, var imidlertid den Paastand, hvormed Heibergs Avindsmand, førte af et Par Skuespillere og nogle Skjønaander, gjorde Kabale imod den første Vaudeville, han vilde komme frem med, til en hellig Sag, og den fremsattes paa offenlige Steder med saamegen Salvelse, at der dannede sig et ikke ubetydeligt Parti til den gode Smags Forsvar. Da Holstein altid erklærede sig imod Opførelsen af Stykker, der vilde give "Spektakel i Huset", med mindre Hoffet tog sig af dem; Rahbek, der ganske deelte Partiets Afsky for Vaudevillen, fandt mange Betænkeligheder ved at lade den faae Indpas [sideskift][side 783]paa Scenen; og Olsen ingenlunde betragtede den saa gunstigt, at han vilde tage sig af den imod sine Embedsbrødre, saa var der allerede førend Stykket var indgivet til Directionen, men efter at Zinck dog med Collins Vidende havde begyndt at arrangere Musiken, ikke stærk Udsigt til at "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" vilde blive antaget. Da imidlertid Collin i et Directionsmøde mærkede, at alle Tre vare tilbøielige til, ved en Forkastelse af denne Vaudeville, at lukke Skuepladsen for hele Arten, fordi "der af det dannede Publikum allerede yttredes en stærk Misfornøielse med at see den indført paa den kongelige Skueplads," brød han overtvert og forlangte med megen Heftighed følgende Erklæring tagen til Efterretning: "Jeg holder det under min Værdighed, som Directeur, at agte paa, hvad der paa Kaffehuse bliver sagt imod Stykker, som man ikke endnu kjender; derimod holder jeg fast ved, hvad der er mig, som oekonomisk Directeur, en af Hs. Maj. paalagt Pligt, og dertil hører, at jeg fremmer Opførelsen af saadanne Stykker, som kunne ventes at ville give bedst Huus, naar Intet i dem indeholdes, der strider imod den Ærefrygt, som skyldes Gud, Kongen, Lovene. Sømmelighed og god Smag, af hvilket jeg veed, at der Intet kan udpeges i Heibergs Vaudeville. Desaarsag er jeg rede til, offenligt at vedkjende mig, at jeg alene bør og pil bære Følgerne af dens Opførelse; efter denne maa Publikum selv afgjøre om det vil have Vaudeviller paa det kongelige danske Theater." Denne Erklæring havde tilfølge, at Censorerne frafaldt den paatænkte principmæssige Afviisning af hele Arten; da Vaudevillen et Par Dage efter blev tilstillet Rahbek afgav han om den, som om ethvert andet Stykke, sin Censur, der lod saaledes: "Uden [sideskift][side 784]at indlade mig paa, hvorvidt det for Skuepladsen turde være ønskeligt, at disse Vaudeviller bleve et Modeskuespil, indskrænker jeg mig blot til at anmærke, at ligesaa sikkert, som denne, "Indtogets" Nærbeslægtede, vil gjøre ikke liden Lykke paa Skuepladsen, ligesaa sikkert vil det volde Directionen og Forfatteren Ubehageligheder om den gives uforandret. En Hovedfangst for de Ankelystne kan man udentvivl, Stykket til ikke mindste Tab, bortrødde, ved at kalde Hovedpersonen Salomon Vielgeld, eller et deslige charakteristisk Navn, istedetfor Rothschild; i Drikkesangen, som jeg iøvrigt — næst den sidste Scene imellem Edvard og Lovise, som er af la bonne comédie — holder meest af i hele Stykket, er der adskillige Strofer, der vilde blive for vel modtagne paa Skuepladsen til at taales der. Romancen: "Min Herre, viid, De staaer paa Danmarks Grund" forekommer mig ikke passende i et Stykke af denne Tone; den sidste Strofe S. 83 turde ogsaa finde Anstød og ikke være det Eneste af den Natur, der stødte. Replikken om Baggesen tilføier jeg mit positive deleatur, da det er mig fast Overbeviisning, at levende Mand og Medborger ikke maa bringes paa Skuepladsen, og man endnu mindre bør oprippe Stridigheder, der bør ønskes forglemte for stedse. Formodenlig ville mine HH. Meddirecteurer finde flere deslige Erindringer at gjøre; jeg skynder mig imidlertid at sende det fra mig, at det jo for jo heller, mutatis mutandis, maa komme paa Scenen, for hvilken det vil blive en gavmild Indtægtskilde." Olsen sagde i sin Censur, at han ikke vilde modsætte sig Antagelsen, hvorvel Præmisserne i Rahbeks Censur pegede paa Forkastelse, medens hans Pen havde tegnet Antagelse. Kun vilde han, under Appel til de øvrige Herrer Directeurer, gjøre tre Spørgsmaal, hvoraf [sideskift][side 785]det eneste vigtige var: "Er det passende, efter alle de polemiske Optrin, vi have oplevet med Mosaiterne baade i Literatur og udenfor samme, nu at opføre paa vort eneste, kongelige og National-Theater en Farce, som ei alene gjør den ringere Almue af Mosaiterne latterlig, men endog kunde give Anledning til diplomatiske Fortredeligheder med Hensyn til den mærkværdigste blandt vor Tids Mosaiter, der, efter en nylig i offenlige Tidender indrykket Biographie, endog tidligere med Danmark, end med nogen anden Stat, traadte i pecuniair Forbindelse, og som neppe paa en saadan Maade kan ønske at fremtræde for det danske Publikum?" Han sluttede sin Censur med: "Da Stykket iøvrigt er rigt paa vittige og pudseerlige Numere, da det vistnok, i Analogie med de sidste claurenske Produkter, vil trække, og da dets Forfatter har et Navn, der kan bære endeel, tillader jeg mig blot at tilføie, at jeg troer det vilde være tjenligt at give det en anden Titel, f. Ex. "Den pudseerlige Feiltagelse" eller noget Sligt, i Forbindelse med den Titel, det allerede har. Maaskee kunde det, i Analogie med "Virtuosen Nr. 1 og Nr. 2", fortjene at kaldes "Indtoget Nr. 2"." Da Collin havde opnaaet Stykkets Antagelse af Censorerne, brød han sig kun lidet om deres tydeligt fremtrædende Uvillie mod det; dog fandt han raadeligt, at Hovedpersonen fik et andet Navn, da Partiet især søgte at vække Publikums Indignation ved Ophævelse over, at Theatret nu skulde gjøres til Gabestok for en levende Notabilitet, der ovenikjøbet var mægtig "til at straffe denne Kaadhed med Ødelæggelsen af Danmarks Pengevæsen." Det blev gjort Heiberg til ufravigelig Betingelse at ombytte Navnet Rothschild med et andet, og hvormeget han end var derimod, da hans Vaudeville just [sideskift][side 786]derved fik Udseende af Pasqvil, omskrev han omsider vittigt Rothschild med Goldkalb. Den første Forestillingsaften var Spændingen saa overordenlig og almeen, at den endog greb de Spillende i det første Stykke, saa at det blev gjennemilet med en usædvanlig Hast. Under Begyndelsen af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" syntes Publikums Stemning meget kold og tvær; først efter at Mad. Wexschall, som i Lovise havde en af de simple Borgerpiger, hvori hun ved personlig Elskværdighed og et ligesaa delicat og ædelt som mageløst naturligt Spil, var uopnaaelig, endte Visen "Skjøn Jomfru, som sidder", frembrød et stærkt Bifald, der, eftersom Glæden fik friere Luft, blev mere levende og almeent indtil Stykkets Slutning da der lod en lange vedvarende enthusiastisk Jubel, hvorefter der raabtes et "Heiberg leve!" som paany fremkaldte stormende Applaus. For at forklare Publikum Grunden til den glimrende Modtagelse, som det havde ladet sig forlede til at vise noget "saa plat Tøi", gjorde Vaudevillens Modstandere sig baade paa Prent og i Ord megen Umag med at fremhæve, at Forestillingens hele Moersomhed skyldtes den mesterlige Udførelse. Det var dog kun i Henseende til Mad. Wexschall; Ryge, som Salomon; Nielsen, som Edvard, og, i høieste Maade, Foersom, der var uovertræffelig ved den simple, men ægte kunstneriske Naturlighed, hvormed han, lige ned til den af Aar og Slid duknakkede Hattemagers Haandbevægelser, gav Jørgen, at Udførelsen kunde kaldes mesterlig; af "det Platte," der raabtes paa, blev tværtimod det Meste paabyrdet Stykket just af Udførelsen. Nogle Eeder havde Forfatteren brugt; de bleve forøgede med et dobbelt Antal grovere; ved første Forestilling havde Ryge, som dog saa moersomt og høist gemytlig [sideskift][side 787]gav Jøden efter Forfatterens Charakteristik, den Taktløshed, ganske imod denne, at stjæle en Sølvskee; ved en af de følgende tillod han sig paa egen Haand at indflette i den satiriske Vise ved Punchebollen et selvgjort yderst flaut og stødende Vers istedetfor et af Forfatterens, og ved alle skreg han efter Skaalen: "Hep! Hep! Hep!" der, som Feltraabet i de af Olsen i hans Censur berørte nylige polemiske Optrin med Mosaiterne, netop maatte være den godmodige Salomon en Vederstyggelighed, og derfor undertiden fremkaldte Mishagsyttringer, hvilke dog ikke skræmmede ham fra denne Unode; Stage overdrev den korsøerske Borgermajor til det Væmmelige, og jævnligen forbløffedes baade Publikum og Forfatteren med Fadaiser af et Par Spillendes egen Kram. Spillet understøttede vistnok i en høi Grad Vaudevillens Virkning, men fornemmelig modtoge Tilskuerne denne fra Noget i selve Vaudevillen, hvilket Alle følte sig grebne af, men kun Faa sattede hvad var inden Heiberg selv siden henvendte Opmærksomheden derpaa. Havde han for vor Scene blot givet et dansk Localstykke den franske Vaudevilles Form, saaledes at alene nogle Effectreplikker og Vittigheder vare, som enkelte Strofer til Melodier, hvis hele Passelighed laae i, at de godt fremhævede Pointerne, blevne indkastede i Dialogen, da vilde "Kong Salomon og Jørgen Hattemager" sikkert have forekommet det danske Publikum at være et carikeret Lystspil, hvori Forfatteren vilkaarligt nu og da havde anbragt et Vers, som, staaende isoleret og underlagt en Melodie, der ikke i sig selv var piquant, meget ærgerligt afbrød en Scenes naturlige Gang og derfor, hvor vittigt det ogsaa kunde være, mere flappede end forstærkede Interessen. Men Heiberg havde i Frankrig ikke blot seet Vaudevillen, som den der er; han havde, [sideskift][side 788]som aandrig Mand, søgt dens Idee, og dennes poetiske Udførelse i hans første Vaudeville var, hvad der baade egenlig greb Publikum og gav hans og hans Efterfølgeres Frembringelser i dette Slags Sangspil en Eiendommelighed, hvorved de bleve meget forskjellige fra de franske, som have samme Benævnelse, og der opstod en dansk Vaudeville. Som de franske Vaudevilleforfattere tog han sit Stof af Localforhold og Dagsbegivenheder, lagde an paa pudseerlige Situationer, skizzerede Charaktererne saa let, at de Spillende kunde virke med stor Frihed efter deres Talents Natur og finde Plads for hvad Charakteristisk de af egen Opfindelse kunde lægge ind i dem, motiverede flygtigt og henvendte sig til Publikum i en Slutningscouplet; men ved at udbrede Gemytlighed over Fremstillingen, at give den meest bidende Satire den godmodige Skjemts Tone, at lade det Erotiske, som bryder frem igjennem det Spids, borgerlige, udtale sig livligt og hjerteligt i smuk Lyrik, og, fremfor Alt, ved

"en tæt Forening
af Ord og Toner,"

ved Musikens og Textens fuldstændige Opgaaen i hinanden, idet Melodierne fremkalde Stemninger, udtrykke Følelser og ei alene smelte sammen med den givne Situation eller Personlighed, men med Stykkets hele Tone, var det at han gav sin Vaudeville en Charakteer, der havde en saadan Samklang med Nationens, at den maatte vække levende Interesse og her blive Artens Kjendeegenskab. "Den 28de Januar" blev i stor Hast til, ved at Collin og nogle af Hoffets Vaudevilleyndere meget indtrængende havde anmodet Heiberg om at skrive en Vaudeville, hvis Æmne var en folkelig Høitideligholdelse af Kongens Fødselsdag. [sideskift][side 789]En af Ryge kraftigt sungen herlig Sømandssang med en smuk Hentydning til Slaget den 2den April 1801, nogle aandfulde Strofer om Kongens Fødselsdag og enkelte comiske Partier vandt stormende Bifald og det fortræffelige Melodivalg tiltalte i høi Grad Publikum, men man fandt Handlingen usammenhængende og altfor svagt og urimeligt motiveret: Stykket blev temmelig koldt optaget, og Vaudevillens Modstandere toge af den Omstændighed, at tre Skuespillere havde, meget imod Heibergs Villie, ved den første Forestilling tilladt sig i Biroller at føre tre bekjendte Mænd ind paa Scenen, Leilighed til særdeles ivrigt at vise en ny Mulighed for at disse "Farcer" kunde blive til ligesaa moralsk som æsthetiske Forargelse. At denne skulde i "Aprilsnarrene" gives i endnu høiere Grad og langt kaadere, end i de foregaaende Vaudeviller, havde Rygtet, allerede inden Stykket var færdigt, meget travlt med at udbrede. Det skulde ei alene fra Scenen stille Skolevæsnet med Bestyrere og Lærere til Spot for Ungdommen, men indeholde ligefrem usædelige Optrin. Ogsaa denne baade i Anlæg, Dialog og Sange vittige og lunefulde Vaudeville var et Hastværksarbeide. Den nu 13aarige Johanne Pätges havde ikke blot i Børneroller og ved sin lette, høist gratiøse Dands i Entreer og Balletter, men ved sin smukke og correcte Declamation af tydske og danske Digte vakt en for et Barn ualmindelig Opmærksomhed. Heiberg havde med stor Interesse bemærket, at hun med et umiskjendeligt Fremstillingsgenie forenede en naturlig fiin Sands for det Skjønne; da hun tillige besad en smuk lille Syngestemme og foredrog Smaasange af forskjellig Charakteer med Aand og Ynde, ønskede han meget at kunne finde en heldig Anvendelse for hendes sjeldne Evner i en Vaudeville. Den fortræffeligt vedligeholdte naive [sideskift][side 790]Comik, det spillende Lune og den slaaende Naturlighed, hvormed hun og den 40aarige Rosenkilde ved Frydendahls Aftenunderholdning udførte Poul Møllers humoriske Børnesamtale "Hans og Trine," gav ham Ideen til "Aprilsnarrene". Han besluttede at bringe begge Skolebørnene paa Skuepladsen, og ved at udtænke Motiver til deres Optræden og Scener, hvori de kunde udvikle deres Personeiendommeligheder under forskjellige comiske Situationer, kom han ind paa Institutvæsnets Skrøbeligheder, som han tog til sit Stof, hvoraf han, ved Opfindelsen af flere meget moersomt charakteristiske Personligheder, formede en Handling, der vel leed af et Par Usandsynligheder, men gav ham mange ypperlige Situationer og god Leilighed til vittigt at snerte en Mængde Vindmagerier, Unoder og Optrækkerkneb i Skolevæsnet. Det var først efter svære Anfægtelser at Stykket opnaaede Antagelse. Heiberg havde forudseet det; den 11te Marts skrev han til Collin: "— Men jeg taler om dette Stykke i en Tone, som om det allerede var antaget. Imidlertid har et Byrygte allerede sagt, at det var forkastet. Gid der ikke maa ligge den Betydning deri, at Censorerne have dømt det til Døden endnu inden dets Fødsel! Hvorom Alting er, saa vil det sikkert møde en stærk Opposition paa Grund af Sujettet. Jeg bilder mig ind, at Skoler og Instituter høre til de Ting, som visse Folk ikke gjerne see berørte." Samme Dag afgav Rahbek følgende Censur: "Jeg vover ikke at give hosliggende Vaudeville "Aprilsnarrene" min Stemme, da især Slutningen deraf forekommer mig for dybt under Lystspillets og et kongeligt Nationaltheaters Værdighed. Skulde imidlertid min Medcensor troe, at det paa vor Skueplads vil og kan sees med Fornøielse, er jeg tilfreds med, da Tingen har Hast, hvis det skal op op-føres [sideskift][side 791]føres til første April, at der i saa Fald uden videre Ventilation desangaaende forbliver ved hans Stemme." Dette var virkelig det samme, som at det var forkastet; thi, som baade Collin og Heiberg meget godt vidste, Olsen vilde ikke under Vaudevillens heftige Forfølgelse af det Partie, der selv kaldte sig den dannede Verden, vove at , antage en Vaudeville, som Rahbek havde forkastet. Imidlertid, Heiberg havde sluttet sit Brev til Collin med: "Hvis Stykket blot er saa heldigt at vinde Deres Bifald, Hr. Etatsraad, saa er jeg ganske rolig for dets Skjæbne; thi jeg veed og har seet, at een Mand i Directionen er stærkere end alle Børn i og udenfor den." Udfaldet stadfæstede det. Collin underhandlede Dagen efter med Rahbek saaledes, at Olsens Censur den 14de Marts blev: "Hr. Etatsraad Collin har under 12te Marts tilskrevet mig, at Hr. Prof. Rahbek yttrer, naar Forfatteren vilde forandre Scene 27, hvor de krybe i Kurven, er der fra hans Side intet imod dets Opførelse. Det er vistnok ingen uheldig Idee, at vælge Pigeinstituter til Æmne for en lystig Satire, og 1ste April er vel skikket til at udsmykke denne Idee med Pudseerligheder. Men paa den anden Side ere Indfaldene, synes mig, vel plumpe, for ei at sige med den svenske Dandsemester »mycke oanständige«, f. Ex. at Zierlich siger: "Jeg er bange mine gode Beenklæder tage Skade," og "hele Klatten". De mange Forvandlinger med Kurven ere ogsaa vel usandsynlige og grelle. Under Forudsætning, at Hr. Forfatteren nogenlunde tager Hensyn til Censorernes, som jeg troer, billige Fordringer, skal ikke heller jeg have noget imod dets Opførelse paa 1ste April." For at Stykkets Antagelse kunde blive ret forsvarlig sendte Collin — det ogsaa til Holstein med Anmodning, at han derom [sideskift][side 792]skriftligt vilde yttre sin Mening, der blev: "Jeg har læst Aprilsnarrene og kan ingen Mening have herom, da de ærede Herrer ere enige. Kun synes mig, at Bager Simon peger vel stærkt paa en Mand, der er benaadet med Hæderstegnet, ligesom Dandsemesteren har altfor meget tilfælles med en skikkelig Figurant ved Theatret, der er svensk født og som med Grund vil saares ved at komme frem paa en Scene, hvorved han har tjent i mange Aar. Hvorfor skal han være Bager og denne svensk? Stykket vilde vist vinde betydeligt, naar Forfatteren vil forkorte især den første Halvdeel, som maa kjede. At bære sin Rival i en Kurv kan vel Hr. Nielsen, men neppe nogen Anden." Opførelsen fandt ikke, som Olsen havde betinget, Sted den 1ste April, og af alle de Forandringer, som Chefen og Censorerne havde ønsket eller forlangt, blev ikke en eneste gjort; men Udfaldet blev en Triumf. Under Forestillingens Begyndelse herskede, ligesom ved "Kong Salomon og Jørgen Hattemager, " en uhyggelig Stilhed, da man vidste, at der var forberedt en heftig Opposition. Denne begyndte imidlertid allerede at føle sig magtesløs ved det levende Bifald for den af Jfr. Pätges, der strax indtog ved den Gratie og sine Kløgt, der var udbredt over hele hendes Fremstilling af Trine, med uforligneligt naivt Skjelmerie sungne Vise "Der er i Himlen en Dreng saa smuk." og gik aldeles under i Publikums Glæde over Satiren og den comiske Kraft i Examinationen og det overraskende Talent, hvormed den lille Fremstillerinde bestod den. Vaudevillen, hvori Mad. Liebe som Fru Bittermandel, Jfr. Jørgensen som Frøken Trumfmeier, Mad. Wexschall som Constance, C. Winsløw som Zierlich og Eenholm som Dandsemesteren vare høist fortræffelige og der overhovedet af alle de Spillende [sideskift][side 793]udførtes mesterligt og langt smagfuldere, end dens to Forgængere, kunde allerede siges at være sikkert en glimrende Optagelse, da Rosenkilde i dens Midte kom farende ind paa Scenen, og blot ved i Udseende og Lader at vise et Pragtexemplar af en opløben, kaad kjøbenhavnsk Skoledreng fremkaldte en umaadelig Jubel, som han fuldkommen retfærdiggjorde ved sit ypperlige, lunerige Spil. I den, fra begge Sider uovertræffeligt livligt og naturligt givne, moersomme Scene imellem ham og Trine henreve Replikkerne og Vexelsangen til mange levende Udbrud af Glæde, der ved de comiske Overraskelser og pudsige Situationer, som indtræde Slag i Slag henimod Stykkets Slutning, mere og mere steg til Enthusiasme. Da Trine traadte frem for at synge Slutningsverset til Tilskuerne, hilsedes hun, til Publikums egen Overraskelse, fordi det dengang var noget aldeles Nyt, med stærk Applaus, og da, efter det, Tæppet faldt, optoges Stykket eenstemmigt af Publikum med længe vedholdende stormende Bifald. — Allerede i Vaudevillens første Saison fandt den, foruden dens med hele tre Arbeider optrædende Indfører, en i sit første Forsøg meget heldig Forfatter. Rosenkilde bragte anonymt i "Vennernes Fest," hvis til to Acter udspundne ubetydelige Handlings Kjærne var en Mindefest for 2den April 1801, et Leilighedsstykke, som vandt bedre Indgang end "Den 28de Januar." Han havde kaldt det Lystspil med Sang, men til hans Lykke var det i Virkeligheden en Vaudeville af den ved Heiberg charakteriserede Art, thi just dennes lyrisk-musikalske Eiendommelighed blev det, der, mere end et Par Sceners fædrelandsk smukke Tone og enkelte pudseerlige Indfald, forsonede Publikum med den temmelig matte og trivielle Dialog. Hvad der bidrog til Stykkets særdeles gode OpOp-tagelse [sideskift][side 794]tagelse var en høist udmærket Udførelse, navnlig af Ryge, som med varm, bramfrit fremtrædende Følelse og mandig Kraft ganske ypperligt gav Sømanden i ægte dansk Natur; Mad. Wexschall, der var henrivende ved den Hjertelighed, Ynde og sjælerene Ligefremhed, hvormed hun udtrykte Datterens Ømhed, den Elskendes Kjærlighed og en vakker, dannet Borgerpiges i største Simpelhed interessante Væsen; og Rosenkilde selv, der, som Piberen i Slagelse Borgercorps, atter viste sig i en drengeagtig Rolle, men i Udvortes, Charakteeranstrøg og Diction havde, med Bevaringen af sit Lunes hele Fylde, givet sig en overraskende Forskjellighed fra hvad der tidligere var seet af ham i dette for hans Alder vanskelige Fag.

Det var paa den høie Tid, at Heiberg ved Vaudevillen førte det Nationale og Comiske tilbage til den danske Scene, thi hvor fjernt det, der nu vilde gaae for dansk Lystspil, var fra blot Skin af Danskhed og Lystighed viste L. Kruses "Serenaden, " det eneste originale Stykke, der i Løbet af fire Aar var kommet frem med Benævnelsen Lystspil. Efter en maadelig tydsk Fortælling havde Forfatteren i to Acter tilrettet en Scenerække, der skulde have sin hele Interesse fra at Tilskuerne maatte blive nysgjerrige efter at see hvorledes han vilde slippe ud af det Virvar af Omstændigheder, som han anvendte al sin Omhu paa mere og mere at rede sig ind i. Charakteer, Lune og Vittighed var der ikke Spor af, og da Publikum strax i Begyndelsen fandt de Situationer, som bleve fremtvungne af Forviklingen, saa uinteressante, at det opgav den spændte Opmærksomhed, som var nødvendig for at kunne følge denne, saa blev Handlingens Gang uforstaaelig og Lystspillet saa yderst kjedeligt, at det [sideskift][side 795]ikke engang med udmærket god Tilgift kunde holdes paa Scenen.

Med sine Nyheder af alvorlig Natur havde Theatret ikke megen Lykke. Steen Steensen Blichers Tragedie "Johanne Gray" viste, at den fortræffelige Digter ikke i det Dramatiske befandt sig indenfor sit rette Omraade. Handlingen var saa langt fra at være anlagt paa stigende Interesse, at den i sidste Act blev paafaldende mat; Hovedpersonen var ikke tragisk, men et blot fromt lidende Offerlam for Andres rænkefulde Egennytte; enkelte af Charaktererne, fornemmelig Greven af Arundels, vare klart tænkte og ret heldigt udførte, men andre, og blandt disse endog nogle af de vigtigste, savnede baade Bestemthed i Tegningen og poetisk Colorit; Sproget sank flere Steder ned til Prosa; og endskjøndt ikke mindre end otte af Personerne døde, var det ikke lykkedes Digteren at frembringe sand tragisk Virkning. Saa gunstig end Stemningen var for ham, vandt Stykket ved første Forestilling kun ringe Bifald og spilledes ved den anden under dyb Tavshed. "Kong Sigurd", atter en anonym Tragedie af C. Boye, udmærkede sig ved et, skjøndt altfor meget med søgte Billeder og Blomster smykket, ædelt og kraftigt Sprog og havde adskillige herlige Scener, men var saa stærkt beregnet paa at gjøre stor Virkning ved for Hovedrollen at benytte alle Nielsens physiske og kunstneriske Evner i høieste Potents, at Handlingen betydeligt skadedes derved. For med enhver af Sigurds Scener at drive Virkningen af hans Rolle høiere op, havde Digteren maattet forsømme de andre Personer saaledes, at de ikke kunde vække Interesse; deres Scener bleve kun matte Mellemspil indtil Hovedskuespilleren havde samlet Styrke til paany at træde frem med et Kraftudbrud, der skulde overgaae dem, [sideskift][side 796]som han allerede havde sat i Forbauselse med. Virkelig lykkedes dette ogsaa Nielsen i høieste Maade; aldrig har han saadan som i denne hans Repertoires meest anstrengende Rolle udfoldet sit Taleorgans Vælde og vakt Tilskuernes Forundring over den uhyre Styrke, hvormed han, uden bemærkelig Møie, var istand til mere og mere imponerende at udslynge sine lange Glandsreplikker. Han vandt i enhver Scene et umaadeligt Bifald, men kunde dog ikke gjøre Stykkets Lykke; han stod for isoleret; den efterjagede Effect af mange enkelte Masser, hvorimellem der indtraadte stærk Slappelse af Interessen, svækkede Effecten af det Hele, og Stykket selv optoges med meget tarveligt Bifald. Langt heldigere var Boye med det under hans Navn givne romantiske Skuespil "William Shakespeare." Den velordnede livlige Vexling af erotiske, alvorlige og pudseerlige Scener, den smukke Forening af det Phantastiske med Digterens Kamp for at kunne følge sin Genius, Kuhlaus deilige baade charakteristiske og aandfuldt melodiøse Musik, og en herlig Udførelse, hvori navnligen Nielsen udmærkede sig ved en frisk, kraftig og begeistret Fremstilling af Titelrollen, skaffede dette Stykke et meget levende Bifald. Paa "Maria Louise af Orleans", det andet af de to Stykker, Ryge havde hjembragt, var der fra Directionens Side anvendt stor Omhu og det kom frem i en elegant metrisk Oversættelse af Boye. Dets betydelige Mangel paa sand dramatisk Interesse og en, paa Mad. Andersens fine Behandling af Titelrollen nær, farveløs Udførelse gjorde det imidlertid saa kjedsommeligt for Tilskuerne, at der ikke under Forestillingen hørtes mindste Bifaldsyttring. Melodramaet "De to Galeislaver," som ved sit Rørende saaledes havde bestukket Rahbek, at han i sin Censur erklærede det for "det bedste Stykke, der i et Aar havde været indleveret, hvorfor han med ForFor-nøielse [sideskift][side 797]nøielse antog det," var et af de parisiske Boulevardtheatres Trækstykker, hvis interessante Person, "en Ubekjendt," var en undvegen, i sin Optræden som i sin Tænkemaade, yderst fræk og gemeent trodsig Galeislave. Nogle spændende Scener, hvori Stykkets ædle Person, der uskyldig har været dømt til Galeierne, lider Qval og Miskjendelse, ved at han, just som han skal giftes, af Skurken bliver angivet som Forbryder, hjalp, i Forening med C.Winsløws geniale Fremstilling af "den Ubekjendte." nogle smukke, af L. Zink componerede, Chor, en lystig Møllerdands i Sække, adskillige Theatercoups og anden Mængden bedøvende Knaldeffect, til at skaffe denne Copie af "Elise Werner" et meget levende Bifald, hvorved den dog ikke kunde opholde Livet i flere end 7 Forestillinger.

Til Nyheder for Syngespilrepertoiret havde Siboni, med Undtagelse af "Isabella," en af Rossinis platteste Compositioner, som blev slet udført og faldt totalt igjennem, valgt høist interessante Musikværker. Det allerinteressanteste, Cherubinis, ved sin ædle, pathetiske Stiil og baade i melodiøs og harmonisk Henseende beundringsværdigt skjønne Udtryksfuldhed, uovertrufne "Medea," kunde imidlertid, med Jfr. Zrza som Medea og Kirchheiner som Jason, ikke gjøre Lykke; man beklagede, at et saa ophøiet Musikværk for Øieblikket laae langt over Theatrets Kræfter, og var ved Dækkets Fald saa tavs, at den første Forestilling blev den sidste. Glimrende Lykke gjorde derimod Mozarts "Tryllefløiten." Siden denne geniale Composition, for næsten 40 Aar siden, havde vakt Opsigt i Tydskland, var der bestandig blevet tænkt paa og endog flere Gange gjort Forberedelser til her at bringe den til Opførelse, men stedse skrækkedes man tilbage ved de store Vanskeligheder, som Maskineriet medførte og hvilke det blev anseet for givet, at vort Theater ikke, [sideskift][side 798]uden fuldkommen Ombygning, vilde være istand til at overvinde. Endelig havde nu Siboni tilbudet, at han, for at see dette Værk bragt paa vor Scene, ogsaa vilde give Anviisning til Udførelsen af det Mechaniske, og vel frugtede hans Anviisning ikke mere, end at Publikum ikke loe slet saameget af Tryllekunsterne, som det uden den vilde have gjort, men han havde den Glæde, at Stykket optoges med stor Enthusiasme, endskjøndt Jfr. Zrza, ved sin overordenlig brillante Udførelse af Nattens Dronning, var den Eneste, der viste sig sin Opgave fuldkommen voxen. "Alfen som Page" var vel ingen gjennemgaaende ypperlig Composition af Herold, men udmærkede sig ved megen Originalitet, Charakteer og endeel gratiøse, ædle Melodier, hvorfor den, da Jfr. Wulff gav Hovedrollen, baade i Sang og Spil, med megen Ynde og Udførelsen forresten var særdeles god, blev optagen med meget Bifald. Det Interessante ved Musiken til "Sneen" laae hverken i dens Kunstværd, som, hvor stor Lykke dens nydelige, letflydende Melodier end havde gjort i Udlandet, var temmelig ringe, eller i dens Virkning, thi da den var componeret til et Conversationssyngespil, som vort Sangpersonale aldeles savnede Evne til at udføre, gjorde den kun liden Lykke, men blev først klart for den kommende Tid, da den var det første her opførte Værk af Auber, som blev af meget stor og, i flere fortræffelige Arbeider, særdeles hæderværdig Betydenhed for vor Scene.

I Henseende til Anvendelighed for Scenen blev Smith, som døde 23 Aar gammel, mere end erstattet ved Corfitz Seemann, der forlod en fast Ansættelse i Kongens Fogeds Comptoir for at gaae til Theatret. Han var af en smuk høi og kraftfuld Legemsbygning, havde mørkt Haar, bar sig rank og frit, og var i Besiddelse af et velklingende, stærkt [sideskift][side 799]og meget tydeligt Taleorgan. Med saa herlige physiske Evner tegnede han til at skulle blive af stor kunstnerisk Vigtighed i Elsker- og unge Helteroller, men den Heftighed, hvormed han i Bevægelser og Diction gav Betegnelse for Glæde, Begeistring, Pathos og alle stærke Affecter, uden ved varm Følelse og Ansigtets Mimik at lægge Inderlighed og Sandhed i Udtrykket, gjorde, at hans Spil let gik over til det Convulsive og Ugratiøse. Ved sine Debuter, fornemmelig den anden, hvortil han udførte Philip Brook i "Myndlingerne," gjorde han megen Lykke, og om han end ikke med større Routine opnaaede at sætte sig i stigende Gunst hos Publikum, vandt han ofte Bifald, især i muntre Elskere, og blev Theatret meget nyttig som en af dets dygtigste, flittigste og for sine Rollers Udførelse omhyggeligste Brugeligheder. Jfr. Nielsen havde til en lille, men behagelige Syngestemme et særdeles smuk Theaterudvortes og gjorde megen Lykke saavel ved sin Debut som i "Tryllefløiten", hvor hun, som Papagena, ved Livlighed og naturlig Ynde erindrede om Mad. Zink. Hun blev imidlertid sat tilbage for Mindrebegavede og kom ikke ud over at spille Biroller og gjøre Choristindetjeneste.