[sideskift][side 750]

Theaterpersonalet havde hidtil ganske savnet en anstændig Foyer, hvori det kunde opholde sig under Tjenesten. Hvad der blev kaldet Foyer var en ud imod Theatret aaben lav, skummel Stue, der, foruden at være Gjennemgang til de smaa lurvede Paaklædningskamre, — som vare saa faa, at kun nogle af de alleranseteste Skuespillere og Dandsere klædte sig alene, medens Resten maatte pakkes sammen indtil sex i et Rum, der neppe tillod den ene at skyde sig forbi den anden, — ikke blot brugtes til Oplagssted for Requisiter og et stort til Scenen hørende Bord, som her anvendtes til at sidde paa, men ogsaa var det med fire Parykblokke forsynede Værksted for Friseurerne, der krøllede og accommoderede saadan at de Spillende, som ikke havde andet Sted at tye hen, stadigt sade eller, naar der ikke engang var Sæde for dem, dreve fem Skridt frem og fem tilbage i sveden Lugt og Pudderstøv. Saaledes var det Opholdssted, som Theatret hidtil havde budet en Schwarz, Rosing, Frydendahl, Ryge, Knudsen, Mad. Rosing, Mad. Frydendahl og de andre uopnaaede geniale Kunstnere, indtil de, efter en Formiddagsprøve i Kulden, skulde ind paa Scenen for maaskee at være kongelige Personer eller at synge store Bravourarier, som Sangerne ikke nu fra deres hyggelige Værelser og i det opvarmede Theater gaae til uden at have havt Prøven Dagen før, og med stor Forsigtighed for ikke at blive forkjølede. Det underordnede Personale gik det endnu værre: naar det, sammenpakket i Kamre, der ofte vare uden en skrøbelig Tabouret at sidde paa og et sønderslaget Speil at foretage Sminkningen ved, havde faaet sig paaklædt, maatte det see at finde en Plads i en Coulisse, hvor Enhver, saa godt som muligt, søgte i det gjennemkolde store Rum at beskytte sig imod den ulideulide-lige [sideskift][side 751]lige Træk ved at tage Kaaber og Kavaier over Dragten, hvilket dog ikke lod sig gjøre for de Dandsende, som derfor i den tynde Theaterpaaklædning trippede omkring rystende af Kulde, indtil de kunde komme ind og dandse sig varme, hvad der gjorde dem endnu værre farne naar de kom ud fra Scenen og maatte vente en Tidlang inden de skulde ind igjen. For at raade Bod herpaa var der nu i Sommermaanederne blevet opført en lav Etage paa de to smaa Bagbygninger ud imod Kanalen. Derved skaffedes baade en ret smuk rummelig Foyer, som vel jævnligen brugtes til Requisiters Hensættelse, men ikke mere som Gjennemgang eller til Friseurstue, og nogle flere Paaklædningsværelser, hvilke imidlertid endnu vare saa utilstrækkelige, at fire Skuespillere maatte i Forening tage tiltakke med et lille Tagkammer. Forresten var den hele Paabygning i den store Skynding opført saa slet, at den allerede et halvt Aar efter i den Grad viste Brøst og Bræk, at Frydendahl og Rosenkilde kunde fra deres Værelser, igjennem en Revne i Væggen, række hinanden Haanden til Godaften.

Ved Feriens Begyndelse vare to Embeder blevne nybesatte. Justitsraad Printzlau havde taget Afsked som Comptoirchef, Bogholder og Hovedkasserer, hvilken Post blev givet til hans Søn, Frederik Christian Printzlau, hans hidtilværende Fuldmægtig, Maskinemester Nielsen blev afskediget paa Grund af Alderdom, og i hans Sted ansattes Frants Christian Gynther, som vel havde meget mekanisk Snille, men mere til Udførelse af hvad han selv faldt paa at indrette, end til, — hvad der hos en Maskinemester ved Theatret er en langt vigtigere Evne, — at udfinde Veie til at løse ham givne Opgaver. Da han i altfor stor Snarraadighed og af lutter Iver ikke noksom gav sig [sideskift][side 752]Tid til at gjennemtænke Anvendelsen og Virkningen af de Midler, han valgte, og tillige ligesaa meget som Nielsen, hvorvel ikke, som han, af Godmodighed, undlod strengt at paasee sine Arbeidsfolks punktlige Nøiagtighed med Udførelsen, saa indtraf Confusioner og smaa Uordener ikke mindre hyppigt under ham, end tidligere.

Saisonnens eneste interessante Skuespilnyhed var C. Boyes anonyme Sørgespil "Svend Grathe," endskjøndt det ingenlunde, hverken i Handlingens Anlæg eller i Charakteerskildring, besad noget betydeligt dramatisk Værd. Det var fornemmelig ved enkelte theatralsk virksomme Scener, det, paa nogle ordbrammende Tirader og søgte Billeder nær, særdeles skjønne poetiske Sprog og den herlige Udtalelse af fædrelandsk Aand at det tildrog sig fortjent Opmærksomhed og vandt et levende Bifald, som dog ikke kunde holde det paa Scenen Saisonnen over. Ved Udførelsen udmærkede sig især Ryge, der lagde en overordenlig Kraft og Energie i den af Digteren meget usikkert tegnede Svend; Nielsen, som gav Valdemar med elskelig Tillidsfuldhed og glimrede ved sin ædle, følelsesfulde Diction, der især var af henrivende Virkning i Fremsigelsen af "Der er et Land, dets Sted er høit mod Nordens og C. Winsløw, som, uden at træde ud af Ensemblets Harmonie, ved dristig Charakteristik gjorde anden Bonde til et lille poetisk Mesterværk. — Søtoft havde kaldt "Hildegard von Hohenheim" et Ridderskuespil; men det var mere en dialogiseret Munkeroman, sammenvævet af forbryderske Klosterintriguer og saa fuld af Usandsynligheder og Rædsler, at man kun i enkelte smukke Steder kunde opdage Spor af den Digter, som i "Christian den Fjerdes Dom," hvor han ogsaa havde Uskyldighedens Forfølgelse af Nederdrægtigheden at skildre, [sideskift][side 753]netop ved Stoffets og Sprogets naturlige og følelsesfulde Behandling havde vakt store Forventninger. Ved den stærke Ophobning af isoleret fremtrædende Effectscener slappedes Tilskuernes Interesse saaledes, at Stykke slet ingen Effect gjorde og ikke kunde gives mere end tre Gange. — Det Mærkværdigste ved T. C. Bruuns Femactsskuespil "Pagten" fandt Publikum i at det havde kunnet komme til Opførelse paa det kongelige Theater. Stoffet havde Forfatteren fundet i den for kort Tid siden forefaldne og meget omtalte Begivenhed, at to Elskende havde, uden tænkelig Grund, skudt sig i en Grotte, som dengang var i Frederiksberghave; Handlingen bestod i en Række løst sammenheftede Scener, hvori der forekom mange flere Absurditeter end den, at Elskeren, da han vilde skyde sig, gav Elskerinden, der var inde i Huset, Signal til at komme og følge med ved at stille sig udenfor det og lade sit Uhr spille nogle Stykker, hvilke naturligviis hun ligesaa lidet som Publikum var istand til at høre; Dialogen var en over al Maade kjedsommelig Hverdagssnak. Tilskuerne, som ved den tredie Forestilling vare næsten kun Abonnenterne, morede sig meest med at gribe de mange, især i de rørende Scener, givne Anledninger til Spotlatter, og Udpibning under meget svag Klappen var det staaende Efterspil. — De oversatte Nyheder vare af meget forskjellig Natur, men alle uden mindste kunstneriske Værd. Det var een af Rahbeks mange Inconsequentser, at han, der i Thortsens "Thalia" offenlig havde ladet haant om Claurens "Brudgommen fra Mexico", som han havde seet i Hamborg, og sagt, at dette Stykke "ikke let vilde friste ham til et gjentaget Besøg, hvor det saa maatte blive givet," ei alene antog det for det kongelige Theater og overværede enhver Forestilling, som paa det blev givet af det, men endog antog, selv overover-satte [sideskift][side 754]satte og anbefalede til Opførelse ved Saisonnens Aabning "Uldmarkedet," som, foruden at være det trivielleste og plumpest sammensatte af alle Claurens Stykker, ganske savnede den drøie theatralske Effect, hvormed han ellers saa rigeligt udstyrede dem, for at vinde, som han sagde. "die ihm ewig hochachtbare Stimme des gebildeten Publikums." Hvorvel der endog ved en Prolog var givet Tilsagn om, at dette Stykke skulde være den danske Skueplads værdigt, fandt Tilskuerne det yderst vandet, saa at det optoges med stor Kulde. Et langt bedre øieblikkeligt Held havde Forfatterens "Brudgommen fra Mexico;" men deri havde han ogsaa ganske anderledes taget sit dannede Publikums evig høiagtbare Stemme med Storm. Dette Lystspils Tiltrækningskraft var ikke søgt i en interessant Handling, gode Charakteerskildringer og vittig Dialog; alt Saadant laae ei alene over Forfatterens Evne, men ganske udenfor hans Begreb om Comediens Væsen. Efter hans Theorie maatte Lystspillet have et rørende Element, hvortil han havde taget et sværmerisk Maaneskinsvæsen, der, i Skikkelse af en fattig Sypige, var den høieste Naivetet, Uskyldighed og Dyd i Ringhed; og et blot amuserende Element, hvilket han stabilt satte i noget Materielt, som var det Dramatiske aldeles uvæsenligt, men for Tilskuerne nødvendigviis maatte blive nyt paa Scenen, ved at ingen Forfatter endnu var falden paa at profanere den med at søge Effect derved. I "Uldmarkedet" havde han, for at tilveiebringe dette amuserende Element, indskrænket sig til af Theatret at forlange Fremstillingen af et Apothek, og ved den naturlige Gjengivelse af Hylder, Flasker og Krukker var det ogsaa virkelig lykkedes Decorationsmaleren paa endeel tydske Theatre at vække Begeistring for Comedien, medens dette eneste Piquante [sideskift][side 755]deri, enten fordi man ikke havde Øie for dets Vigtighed eller savnede Evne til at give det den tilsigtede Virkning, her ikke tilvendte sig mindste Opmærksomhed, men blev fundet ligesaa trivielt som Handling og Personer. I "Brudgommen fra Mexico" havde han sat sin Opfindelsesevne i stærkere Contribution for at skaffe Amusements; her er Fiskerie i et Hyttefad med en Frøken, som falder i Vandet; et greveligt Kjøkken med stort Kokkerads og en anden Frøken, som der gaaer Ild i; en Legationsraad, der hedder Lerchenthal, men ikke kan sige L og derfor kalder sig Negationsraad Nerchentan; en Mexicaner med ikke mindre end en Million aarlig Indkomst og gavmild til Forbauselse; en fattig Families Kartoffelkogerie med to vedhængende Maaltider af "Kartofler i Mundering", og mange andre amuserende Uvæsenligheder, kastede ind i høist overdrevne, vexelviis burleske eller rørende, Situationer. Da nu tillige Frydendahl gjorde et comisk Mesterværk af Forfatterens grovt carikerede Grev von Pralenstein, Rosenkilde var original og overmaade pudseerlig som Negationsraad, og Mad. Andersen gav Sypigen om ikke just i Forfatterens Maneer for Udtrykket af naiv Uskyldighed, dog særdeles elskværdigt og interessant, saa kunde denne rørende-comiske Bravade ikke forfeile Mængdens stormende Bifald, hvilket dog efter en halv Snees Forestillinger tabte sig saa stærkt, at den tog Afsked for tomt Huus. — Ryge, som ellers ikke bekymrede sig synderligt om Repertoirets Gehalt, havde henimod afvigte Saisons Slutning forestillet Holstein, at det var baade til Skam og betydeligt Tab for Theatret, at de fleste oversatte Stykker fandt slet Modtagelse, og meent, at den eneste Maade, hvorpaa det kunde afvendes, vilde være, at en Mand, som kjendte Theatrets materielle og kunstneriske [sideskift][side 756]Kræfter, reiste omkring i Udlandet, for ved Opførelser at skaffe sig "en paa Erfaring grundet Sikkerhed for, hvad der af det Nyeste vilde vinde vort Publikums Bifald." Holstein fandt dette Forslag meget fornuftigt og gjorde det i Directionen til sit med Tilføiende, at han ikke kunde troe andet, end at Ryge vilde være den rette Mand til at udføre det. Collin erklærede imidlertid: "Han, som Bestyrer af Oekonomien, maatte være derimod, da det var at sætte Theatret i en betydelig Udgift med Sikkerhed for ikke at faae mindste Fordeel; thi de Stykker, som efter fremmede Theaterblade, hvoraf Directionen jo holdt et Par, havde nogetsteds behaget betydeligt, kunde man enten faae tilkjøbs for en Bagatel eller, hvis et Stykke ikke var trykt og det af Beretningerne maatte formodes, at det særdeles egnede sig for vort Personale og Publikum, erhverve sig i Manuskript; og være Stykkerne her, saa kunde Directionen, som, fremfor Nogen, burde kunne dømme om hvad Theatret formaaede, selv bestemme sig angaaende Oversættelsen, hvilket upaatvivleligt, da det dog var den, der skulde bære Ansvaret for hvad der kom paa Scenen, vilde være den langt mere beroligende end om den overlod Valget til en Commissionair. Som Directeur vilde han tillige vedstaae den Mening, at selv om det var tænkeligt, at Nogen ved Udførelsen af et Stykke i Udlandet kunde komme til Sikkerhed om, at det vilde behage hos os, da var Dr. Ryge ikke den, som Directionen havde Grund til i den Henseende at antage for dygtig; thi ligesaa vist, som at han bestandig anvendte sit hele Talent paa enhver ham tildeelt Rolle, hvad enten Stykket blev holdt for godt eller slet, hvilket han fortjente Directionens taknemmelige Erkjendelse af, saa vist var det ogsaa, at de Stykker, som [sideskift][side 757]han især havde viist personlig Interesse for at faae spillet, netop, som "Doctor og Kok i Compagni", "Postmesteren", hvilket han endog selv havde oversat, "Den Faderløse og Morderen" og det for et Par Aar siden gjenoptagne "Krigsretten", hørte til dem, som meest vare Skyld i, at der bebreidedes Directionen Smagløshed." Da ogsaa begge Censorer yttrede, at det vilde vare overflødigt at lade En reise for at skaffe Stykker, da de, efter deres Pligt, bestandig havde Opmærksomheden henvendt paa de fremmede Theatre og ikke skulde undlade at foreslaae det Bedste af hvad der paa dem var at finde, omtalte Holstein ikke videre Sagen, men raadede Ryge til personligt at forestille Kongen, hvor nødvendigt det var at faae Stykker, som kunde gjøre Lykke, og at den eneste Vei til at opnaae det, var, at en indsigtsfuld Mand saae hvorledes de toge sig ud paa fremmede Theatre. Dette fandt Frederik den Sjette at være overmaade rigtigt, og Holstein fik Befaling til at lade Directionen indkomme med Forestilling om, at der maatte blive givet Ryge Reisepenge, for "at skaffe Stykker, som allerede havde staaet deres Prøve og passe for det danske Publikum," Hvad Ryge hjembragte fra denne Reise var, foruden et Par Manuscripter, som bleve fundne aldeles ubrugelige, kun to Stykker: "Laurbærkrandsen" af Ziegler og "Maria Louise af Orleans" af Zahlhas, som begge vare trykte, "Laurbærkrandsen" endog for en Snees Aar siden. Dette Stykke, der endydermere flere Gange havde været givet af "Holsteinische Gesellschaft" paa Privattheatret i Thotts Palais, retfærdiggjorde fuldkommen de tre Directeurers Betænkeligheder ved at skaffe Nyheder paa denne Maade. Allerede det, at Forfatteren, der havde afgivet den æsthetiske Troesbekjendelse: "Den rørende Comedies Fortrin for Sørge- [sideskift][side 758]og Lystspillet er forlængst afgjort, da det bløde Menneske er det dygtigste til Dyd, og en Moral, som man hører med vaade Øine, falder i velsignet Jordbund, " var noksom bekjendt for at være en aandløs Fabrikant af sentimentale Spektakelspil, burde have holdt Ryge fra af hans Kram at udsøge Stykker, der "havde staaet Prøve og være passende for det danske Publikum." Og dertil var "Laurbærkrandsen" en af Zieglers sletteste Fabrikationer: anlagt paa med et plat svulstigt Udtryk for Sentimentalitet og Moral at skjule Handlingens og Charakterernes Trivialitet for udannede Tilskuere. Denne Tone, som saaledes havde indtaget Ryge for Stykket, at han selv oversatte det, slog aldeles ikke an her, hvor Publikum allerede saa temmeligt var kommet ud over Interessen for de saakaldte Prækestykker. Det var kun Agtelse for Ryge, der ved de tre Forestillinger, hvoraf to gaves for tomt Huus, frelste Stykket fra Udpibning. — De øvrige syv Skuespilnyheder vare: "Tempelherreretten", en i fem Acter ordnet Scenerække, samlet fra Walter Scotts Roman Ivanhoe, hvoraf det Interessanteste var tabt, saa at Dramatiseringen kun gjorde liden Lykke; og sex Eenactslystspil, alle ubetydelige, alle franske og alle oversatte fra Tydsk, ja de tre kom endog frem som forfattede af deres ubehændige tydske Omstøbere.

Af de fire nye Syngestykker havde de to franske: "Duellen" og "Ægtemændene som Ungkarle," hverken dramatisk eller musikalsk Betydenhed og bleve meget slet udførte; hvorimod de to danske, som genialt behandlede, men baade i Stiil og af Virkning høist forskjellige, store Værker af Kuhlau og Weyse, vare Saisonnens Mærkeligheder. I "Lulu" havde Christian Frederik Güntelberg givet Kuhlau en Text, som, om den end leed af nogle dramatiske Feil, var [sideskift][side 759]meget phantastisk, rig paa Afvexling i Syngenumernes Charakteer, gjennemgaaende rhythmisk skjøn og fortræffeligt egnet til Udvikling af den romantiske Aand, som fornemmelig gav Componistens musikalske Genialitet et eiendommeligt Præg. Kuhlau havde behandlet denne Text med stor poetisk Kraft og skabt et Mesterværk, fortryllende ved Ild, Ynde, Følelse og Charakteristik, ved Rigdom paa originale og, hvad enten de udtrykte den blødeste Stemning, bachantisk Fryd, dæmonisk Vildhed eller kraftfuld Lidenskabelighed, ædle, gratiøst flydende Melodier, og ved glimrende Instrumentation. Om end enkelte Partier vare mere concertmæssige end dramatiske og forraadte en for stor Dristighed i Anvendelse af Effectmidler, var Værket i det Hele ægte theatralsk og af en baade henrivende og i høieste Grad imposant Virkning. Det blev glimrende udført, især i musikalsk Henseende. Vel savnede baade Zink, som Lulu, og Jfr. Zrza, som Sidi, ei alene den Personlighed og Gratie, men ogsaa den Varme og Følelsesfuldhed i Spillet, som Tilskuerne maatte vente at finde hos Elskende i et orientalsk Tryllespil med en Musik af saa levende Colorit; men Begge sang ypperligt og navnlig vandt den Sidste, ved den mageløse Lethed, hvormed hun udførte det store og vanskelige Partie, et overordenligt Bifald, der under hendes med forbausende Virtuositet sungne overvættes forzirede Bravourarie endog gik over til en længe vedholdende begeistret Jublen. Holm sang med sin malmfulde, velklingende Bas Dilseng særdeles smukt, men formaaede ikke, uagtet sit herlige Udvortes for Rollen, at lægge den tilbørlige Majestæt og Kraft i Fremstillingen. En meget originalt opfunden og beundringsværdigt bestemt gjennemført Figur havde Cetti saaet ud af Barca. Ved Ansigtets [sideskift][side 760]fortræffelige Maskering, Udstopning og den meget naturlige Gang, som han, siddende paa en efter hans egen Anviisning indrettet Draisine, havde indøvet sig, var det lykkedes ham ganske at omskabe sig til en Dverg, hvoraf han, med Lune og Smag, gjorde en baade i Spil og Sangforedrag saa moersom Eventyrskikkelse, at den ikke blot blev det Interessanteste i den theatralske Udførelse, men i og for sig var en i det Burleske virkelig poetisk Production. For Scenens Vedkommende blev Udførelsen yderst maadelig. Kun Hovedpersonernes Dragter viste nogen orientalsk Pragt, Bipersonernes vare meget tarvelige; Decorationerne sammensattes af gamle Sager og Maskineriet var endog slet. Digteren havde, uden at kjende Theatret, givet sin Phantasie Tøilen og foreskrevet flere, efter hans Mening, effectfulde Forvandlinger, som Maskinemesteren, da Syngepartierne allerede vare indstuderede og Stykket ansat til Festforestilling i Anledning af Dronningens Fødselsdag, erklærede, at han ikke kunde udføre. I sin Forlegenhed spurgte Chefen Rahbek og Olsen om, hvorledes de havde meent, at Forvandlingerne skulde skee. Forundret svarede Rahbek, at det var Noget, som han aldeles ikke havde skaffet sig nogen Mening om. "Da troede jeg." sagde Holstein, "at De, som Censor, tænkte over om Forvandlingerne ere mulige." "Nei," svarede Rahbek, "som Censor antager jeg Stykket, naar jeg finder det godt. Betænkning over hvorvidt Forvandlingerne ere mulige overlader jeg til dem, som blive lønnede for at gjøre dem." Da Censorerne ikke vilde lade sig paabyrde Ansvaret for Forsømmelsen af at have indhentet denne Betænkning, hed det, at "man maatte gjøre det som man bedst kunde," og dette blev saa klodset, at der ved et Par af Forvandlingerne opstod Skoggerlatter. Savnet af den [sideskift][side 761]Idealitet i Staffagen, som et Tryllespil særligt gjør Krav paa, erstattedes imidlertid saa rigeligt ved Situationernes og Musikens henrivende Romantik, at Stykket vandt levende Interesse og enthusiastisk Bifald. Efter den anden Opførelse, hvorved Stykkets Skjæbne, da den første var en Festforestilling, skulde afgjøres, maatte det dog ikke gaae af uden Opposition. En musikalsk Clique fandt, at den store Melodierigdom og stærke Effect gjorde Kuhlaus Musik til en Rossinade. Den Harme, en af Rigoristerne yttrede imod den, bevægede hans Søn, som var i et Instituts øverste Classe til at bede nogle Kammerater om, med ham at tage sig af Smagens Beskyttelse. Der blev leiet en Loge i tredie Etage, hvorfra to af Fyrene strax ved Tæppets Fald begyndte at pibe, men kun holdt ud i et Par Minuter, da de andre i Afgjørelsens Øieblik tabte Modet til at stemme i med. Denne Flause gjorde megen Opsigt, som et Beviis paa den Uforskammethed, hvormed Raahed dengang hyppigt tillod sig i Theatret at ville angive Tonen. — C. Boyes "Floribella' stod, i Henseende til baade det Rhytmiske, Poetiske og Dramatiske, langt under "Lulu." Æmnet, var egenlig det samme: en Tyran, som vil tvinge en ung Pige til at tilhøre ham, og en Elsker, der trodser hans Forfølgelser; men Udførelsen af Æmnet var endnu triviellere her, end i de mangfoldige Syngespil, som det indtil Forslidthed tidligere havde afgivet, medens det i "Lulu" fit Interesse, ved ganske at være ført over i det Eventyrlige og ved dettes poetiske Behandling. I "Floribella" var der vel ogsaa, med en Alfeverden, indlagt noget Eventyrligt, men mere til Skade end Gavn for Totalvirkningen; thi det fremtraadte uden Forbindelse med Handlingen, var blot anvendt til at overhugge Knuden, istedetfor at løse den, og vakte ForFor-ventninger [sideskift][side 762]ventninger om en Romantik, som var aldeles imod Hovedbegivenheden, hvorfor dennes Hverdagslighed kun ved det gjordes mere iøiefaldende. Behandlingen fik et Slags Anseelse ved Sprogets poetiske Tone; men paa Scenen kom Mangelen af dramatisk Natur saavelsom den Uklarhed, der var bragt ind i den ubetydelige Handling, ved at Forfatteren havde søgt med Episoder og Omstændeligheder at give den Interesse, saa stærkt frem, at Publikum med Kulde betragtede de slet sammenføiede Situationer, som skulde gaae for vigtige og spændende. Weyses Musik var ikke saa frisk, melodiøs og theatralsk i sit Væsen, at den i og for sig kunde tiltale Publikum, end sige bringe Varme og Livfuldhed ind i et saa koldt og dødt Stof. Den vidnede om Componistens Aandsdybde, men havde, foruden en kostelig Duet imellem to fulde Bønder, nogle herlige, særdeles charakteristiske Maurerchor og en høist poetisk udført Mellemact, hvori Alferne optraadte, kun faa Steder, som ved Melodie og Følelsesfuldhed kunde gjøre Virkning paa andre end grundige Musikkjendere. Dertil var det Rhythmiske saa egent og vanskeligt, at Sangeren ideligt maatte henvende spændt Opmærksomhed derpaa, hvilket allerede gjorde en fri og levende Udførelse, der kunde frembringe dramatisk og theatralsk Virkning, til en Umulighed for de fleste Rollehavende. De eneste af disse, der virkelig udmærkede sig, vare Mad. Wexschall, som Floribella, og Nielsen, som Juan, men for at faae dem til med deres Skuespillertalent at støtte Fremstillingen, havde Weyse maattet tage Hensyn til at deres Stemmer hverken vare af stort Omfang eller uddannede til Virtuositet, og denne Tvang, som meget var hans kunstneriske Natur imod, blev ikke uden skadelig Indskydelse paa hans Conception, hvorfor disse to vigtige [sideskift][side 763]Syngepartier ikke, saa fortræffeligt de end bleve foredragne, gjorde betydelig Virkning. Optagelsen var tilsyneladende overordenlig glimrende. Kuhlau levede i en meget lille Omgangskreds; hans Theatercompositioner kom ikke synderligt til Omtale forinden de hørtes ved Udførelsen, hvorfor Publikum, uden af Rygtet at have faaet noget Vink om hvad der skulde beundres i dem, modtog det umiddelbare Indtryk og dømte efter det. Om den aandrige Weyse, som var en meget søgt Selskabsmand, flokkede sig derimod ei alene en Mængde Musikkjendere, men ogsaa Mange, der ved Berørelse med ham vilde skaffe sig Anseende af at være det, og disse dannede, meget imod hans Villie, et Partie, som, foruden at prætendere den høiere Kunstsmag ved at erklære sig imod al Musik, der ikke var i hans Stiil, søgte at gjøre sig vigtige ved personlig Omgang med Geniet og derfor, saasnart det hed, at Weyse havde en Composition under Hænder, ivrigt udbasunede Enkeltheder, som han skulde have forespillet, og hvoraf det var klart, at den vilde blive Mesterens Mesterværk. Dette havde i høieste Maade været Tilfælde med "Floribella", da denne Musik fulgte strax efter Kuhlaus "Lulu" og Eensidigheden ikke kunde indrømme to geniale Værker af forskjellig Charakteer Ret til ved deres Værd at vinde Publikums Beundring ved Siden af hinanden. Allerede længe førend Opførelsen var det afgjort, at "Floribella," ved Dybde, Originalitet og Charakteristik, skulde staae langt over "Lulu" og blive et klassisk Modstykke til det moderne Rosiniuvæsen, som Kuhlau, ved at lægge nogen Aand deri, kun havde gjort endnu farligere. Eensidigheden indfandt sig ogsaa ved anden Forestilling af "Floribella", for at afgive den Kjendelse, hvorefter Publikum havde at rette sig; ikke blot hvert enkelt [sideskift][side 764]Numer, men Steder, hvorved Componisten ikke selv havde drømt om at fremkalde Bifaldsyttringer, optoges med mere stormende, end stærk Applaus. Ved tredie Forestilling, hvortil Toneangiverne havde indfundet sig mindre talrige, viste Publikum sig temmelig koldt, og efter nogle slet besøgte Forestillinger blev Stykket, meest dog paa Grund af Textens Kjedsommelighed, henlagt fra den niende, medens "Lulu" stadigt gav fuldt Huus og 14 Aar efter kun gik ud af Repertoiret fordi man ikke mere havde kunstneriske Kræfter til en taalelig Udførelse.

I Slutningen af Saisonnen og Begyndelsen af Sommerskuespillene gav Sangerinden Emilie Pohlmann fra Hamborg en Række Forestillinger for udsolgt Huus. Hun forenede et meget indtagende Ydre: smukke Ansigtstræk, livfulde Øine og en nydelig Figur, med et tækkeligt, fiint coquet Væsen, besad en behagelig og særdeles bøielig, men ikke stor Stemme, foredrog muntre rigtforzirede Sager med Ynde og Elegants, og forstod over sit Spil at udbrede et saadant Præg af gratiøs Livlighed, at hun, især hvor hun understøttedes af Sangen, hos Mængden gjorde sig beundret for et Fremstillingstalent, som egenlig kun var en meget routineret elskværdig Personligheds savoir-faire. Sin kunstneriske Begavelse viste hun især ved en i baade Sang og Spil høist fortræffelig Udførelse af Rosine i "Barberen i Sevilla"; størst Lykke gjorde hendes gratiøst skjelmske og naive Fru von Schlingen i "Die Wiener in Berlin". Denne første her opførte egenlige Vaudeville vandt overordenligt Bifald ved sin fordringsløse Gemytlighed. Nielsens ungdommeligt glade, friske og fyrige Franz behagede meget, men det eneste virkelige Kunstfortræffelige i Udførelsen var dog Ryges, ved Sammensmeltningen af Naivetet, GodGod-modighed [sideskift][side 765]modighed og elskeligt Lune, mesterlige Fremstilling af den gamle Wiener Hubert.

I Sommerskuespillenes eneste Nyhed, Picards "Brødrene Philibert," viste Stage baade at han havde fundet den rette Spillemaade til Situationslystspillet, og hvor let det er for en theatervant Skuespiller ved den at gjøre stor Effect, naar han har en for sin Rolle heldig Personlighed. Blot ved at give den yngre Philibert, det af Forfatteren flygtigt behandlede Stykkes Bærer. Anstrøget af godmodigt Fusentasterie og en egen Snurrighed i Holdning og Tone, fik han med sit smukke Udvortes, uden synderlig Udarbeidelse af Rollen, lagt saamegen comisk Virkning i sit Spil, at han gjorde Stykkets Lykke. Ved i "Røverne" at spille Franz imponerede C. Winsløw med en Fremstilling af aldeles modsat Natur. I Saisonnen havde han betydeligt forøget sin Kunstneranseelse ved flere nye Roller, navnlig Dick Rapid i "Den hjemkomne Nabob, " som han ved Kunst havde givet en hans egen Natur fremmed Godmodighed og inderlig Følelse i en saadan Fylde, at Rollen fremtraadte med et langt større og interessantere Charakteerindhold, end hans talentfulde Forgængere havde faaet ud af den. Nu gik han til en berømt poetisk, af Ryge med stort Bifald udført, Rolle og opnaaede ved dette, som det forud hed, "dristige Vovestykke" en ny Triumf; thi med sin lille Figur og et Taleorgan, som ikke taalte Sammenligning med Ryges, gav han sin Fremstilling en saa storartet Stiil, at han allerede derved overtraf Ryge, hvilket endnu mere var Tilfældet i hans Behandling af Charakterens Psychologiske, som han udviklede i de fineste, ofte overraskende Nuancer, og af det Plastiske, der især, naturligt og ædelt, paa Alle gjorde en, for de Fleste i dens Grund uforklarlig, [sideskift][side 766]stor og gribende Virkning, da han under Scenen med Faderen luskende sneg sig omkring ham og, stedse nærmere og nærmere, symbolisk omspændte ham med sine Rankers Væv, som ogsaa under femte Acts Scener, hvori overhovedet hans mimiske Spil saavelsom hans Diction var af mægtig Effect.

Af de mange Debutanter fremtraadte Hyllested med størst Prætension og mindst Held. Han havde givet sig meget ivrigt af med at spille Comedie paa Privattheatre og at være interessant i de Fornemmes Selskaber, ved enten at kritisere og, saa godt han kunde, parodiere Scenens første Kunstnere, eller i Sarcasmer at gjøre Skuespillerstanden latterlig og foragtet. Efter at have tilsat en betydelig Formue vilde han nu iblandt Skuespillerne see at finde Forsørgelse, hans Prøve for Bestyrelsen var saa slet, at Collin og Rahbek erklærede sig bestemt imod hans Debut, og det blev en Directionsbeslutning, at han ikke kunde antages. Den meget formaaende Generalinde Bülow tog sig imidlertid af ham, og ved sine Forestillinger om, at han var af anseet Familie og saae sig brødløs, dersom man ikke aabnede ham Vei til, ved det Talent, som han upaatvivlelig havde, drev hun det til at Holstein og Olsen indfandt sig til en hemmeligt foranstaltet Prøve paa det borupske Selskabs Theater og efter den gave ham Løfte om, at han skulde komme til at vise sig for Publikum i tre Roller. Da Rahbek, til Holsteins og Olsens store Overraskelse, meget skarpt og fyndigt af dem forlangte en Forklaring om, hvorledes de, efter med deres Colleger at have taget en Beslutning, kunde, disse uafvidende, give et Tilsagn, som var aldeles imod den, blev det saa klart for de to Frafaldne, hvordan de her havde paadraget sig et farligt Ansvar, at det var nærved at Hyllested dog ikke havde opnaaet [sideskift][side 767]mere end Løftet; men just som Sagen skulde discuteres kom Frydendahl og Stage, som Deputation fra Personalet, for at underrette Directionen om, at det havde erfaret, hvorledes Hyllested, paa et offenligt Sted og i Manges Overværelse, havde yttret, at hans Udelukkelse fra Debut kun var en usel Chicane af de Herrer, som gave Comediens elskværdige Personer, da de vare bange for, at han vilde vise Publikum, hvordan det Slags Roller i franske Stykker skulde spilles, hvilket foranledigede hele Personaler til, at bede Directionen om, ikke at lægge Hindringer iveien for hans tre Debuter, selv om han dertil valgte Stykker, der fordrede ny Indstudering, da Enhver af al sin Evne vilde fremme den. Da Rahbek erklærede, "at han, hvorvel han nødig saae den danske Skueplads blive brugt til at revse hovmodig Uduelighed med, troede, at Directionen skyldte et agtværdigt Skuespillerselskab den Satisfaction, som Hyllesteds Debuter sikkert vilde give det," blev det en Directionsbeslutning, at de skulde tillades ham. Hyllested kunde dog ikke benytte Tilladelsen førend han havde beqvemmet sig til en Ydmygelse, som det meest gik Personalet til Hjerte at han maatte lide. Hvorvel han var den Første, der i mange Aar skulde debutere uden at være fast antaget, men blot til en Prøve, som kunde falde ud til at han ikke blev ved Theatret, maatte han, ifølge kongelig Befaling, tage Afsked som Lieutenant i det borgerlige Infanterie inden han viste sig paa Scenen, hans eneste gode Theaterrequisit var et smukt Hoved; den temmelig svære, lidt over middelhøie Figur var slet bygget, hans Holdning umandig og meget vulgair, Gangen usikker og klodset, Bevægelserne uskjønne, Taleorganet hæst og haardt med stærk Næselyd, hvorfor hans Sprog lød affecteret og fremmed. Til sin [sideskift][side 768]første Debut gjorde han mange Fordringer, hvoriblandt at der til ham og den anden Officeer skulde, efter hans egen Tegning, forfærdiges nye Uhlanuniformer med store af Blik forfærdigede Czakos, hvilke endnu findes i Garderoben, men ubenyttede, da de ere altfor tunge til at Nogen kan bære dem. Da det, efter mange Omstændeligheder, som de Medspillende viste største Føielighed, kom til Debuten, blev denne meget maadelig, uden Liv, Lune og Elskværdighed. Kun Proft søgte i sit "Conversationsblad" at udgive den for lovende, men end ikke han havde Mod til at fortie, at Debutanten savnede Fiinhed og Gratie, hans anden Debut, Almaviva i Comedien "Barberen i Sevilla," var saa slet, at selv Proft havde ondt ved at give den Skinnet af blot Taalelighed, og efter det yderst elendige Udfald af den tredie, Henrik i "Didrik Menschenskræk," nødtes endog han til at tilstaae, at han havde faaet "fuldkommen Vished om, at den var aldeles mislykket." Efter den vilde Holstein og Olsen have, at der, "ifølge Sædvane skulde tilstaaes et Honorar for de Debuter, som Hyllested havde gjort uden at blive ansat," men Rahbek indvendte bittert, at "det burde ikke blive Sædvane, at det kongelige Theater honorerede sin Prostitution," og Collin erklærede sig, som oekonomisk Directeur, ligefrem derimod. — Pauline Clausen, en ung Pige, lidt under Middelhøide, gjorde allerede ved et smuktformet ovalt Ansigt med en fiintbøiet Næse og store mørke Øine, hvori der laae Uskyldighed og Sjælsreenhed, ved en nydelig Figur og sit meget tækkelige Væsen et behageligt Indtryk, og den — endskjøndt hendes Talestemme var noget haard, dyb og, hvor den skulde gives Kraft, skrattende, — rene, naturligt nuancerede Diction saavelsom hendes rigtige Gebærdespil røbede gode Anlæg for Fremstillingen af det Naive og [sideskift][side 769]Ædle. Hun vandt stærkt Bifald og i flere Roller, hvoriblandt et Par af tragisk Præg, viste hun saa mærkelige Fremskridt, at hun sikkert vilde være bleven en meget yndet Skuespillerinde, dersom hun ikke tidligt havde forladt Theatret. — Johanne Elisa Beyer var kun 18 Aar og havde en smuk, rank Figur, men savnede livfuldt Ansigtsudtryk og Klang i Talestemmen. Hun sagde sine Roller forstandigt, men formaaede ikke at give dem Interesse ved Varme og Energie, saameget mindre da hendes Udvikling hemmedes meget af en Sygelighed, som 9 Aar efter bevirkede hendes Afskedigelse. Begge disse Damer besade forresten ved deres Tiltrædelse en hos det qvindelige Personale ikke almindelig Aandsdannelse og gjorde sig bemærkede ved smaa literaire Arbeider; Jfr. Clausen fremkom endogsaa med en ret vakker metrisk Oversættelse af Körners "Toni". — Ida Wulff, som da hun debuterede var 16 Aar, havde som Barn været i Theatrets Dandseskole, men gjort sig saa bemærket ved Sangtalent, at Siboni særlig antog sig hendes musikalske Uddannelse og foranledigede at hun blev sat i Huset hos Etatsraad Bärens. Hun var den første Danske med hvem Theaterdirectionen indgik et Engagement, som, ved Siboni, den 12te August 1823 sluttedes saaledes: Fra 1ste Septbr. 1824 skulde hun tiltræde Theatertjenesten med en kongelig Skuespillerindes Rettigheder og Forpligtelser; Engagements gjaldt for 8 Aar fra den Dag da hun betraadte Scenen; for de første 3 Aar fik hun aarlig 260 Rdlr. og 200 Rdlr. til Underviisning i Sprog og Musik; efter disse 3 Aar blev hun at indstille til Gageforhøielse; førend det 8de Aars Udløb kunde Engagementet fornyes for 2 Aar; tilstødte der hende, uden hendes Brøde, i bemeldte 10 Aar noget Uheld, som gjorde hende uduelig til Theatrets Tjeneste, [sideskift][side 770]beholdt hun sin Gage i 2 Aar og fik derpaa Pension, efter det sædvanlige Forhold; og naar de 10 Aar vare forløbne kunde hun forlade Theatrets Tjeneste uden Pension eller Affinding, eller vedblive Tjenesten under Skuespillernes sædvanlige Vilkaar. Til Debutrollen, Vela i "Lulu," var hendes hele Personlighed og kunstneriske Evne saa aldeles passende, at hendes Fremstilling hørte til Udførelsens skjønneste Partier og vandt meget levende Bifald. Hun havde en lille fiintbygget og tækkelig Figur, livfulde Øine, smukke, men kun lidet udtryksfulde Ansigtstræk og en let, gratiøs Holdning; hendes Taleorgan var, hvorvel spædt og, ved en altfor pyntelig Pronunciation, noget fremmedladende, af Naturen vellydende, og den hverken stærke eller fyldige, men særdeles behagelige, bløde og bøielige Syngestemme havde i en fortræffelig Skole faaet en saadan Udvikling, at hun med stor Virtuositet let, sikkert og smagfuldt udførte de vanskeligste Passager, og var istand til ved Methode og Foredrag at give sine Stemmemidler en langt større Virkning, end de havde ved Gehalt. Der var over hendes physiske og kunstneriske Væsen udbredt en egen fiin Ziirlighed, som vel gav det Tække og Interesse i naive og muntre Partier, men ogsaa gjorde, at hun ikke kunde tilfredsstille i saadanne, som fordrede et lidenskabeligt eller pathetisk Udtryk. Da hun ved sin anden Debut, som Sophie i "Sargino," ret fik Leilighed til at glimre med smagfulde Forziringer, gratiøst Foredrag og sit smukke Damecomportement vandt hun stormende Bifald og satte sig strax hos Mængden saavelsom hos det musikalske Publikum i stor Yndest, hvilken hun havde den Lykke at bevare usvækket paa sin hele Kunstnerbane, der blev kun altfor kort; thi allerede inden de 5 af Engagementets 10 Aar vare udløbne [sideskift][side 771]og just da hun stod i sin fulde kunstneriske Flor som i Publikums høieste Gunst, ansøgte hun, der "paa Grund af Svagelighed havde ønsket ganske at forlade Skuepladsen," om Fritagelse for Tjeneste paa et Aar, hvilken bevilgedes hende og blev, som man forudsaae, kun en Forberedelse til at hun, formedelst Giftermaal, tog Afsked. — Bestemt forkyndte sig et ualmindeligt Talent i Phisters første betydelige Rolleudførelse. Han havde i endeel smaa Drenge- og Tjenerroller saavelsom ved Chortjeneste faaet en ikke ringe Theatervanthed, og var under Lindgreens omhyggelige Veiledning bleven tilholdt at skye al Overdrivelse og kun søge Virkning ved smagfuld Gjengivelse af Naturen. Da han nu, 18 Aar gammel, optraadte som Peer Nielsen i "Den pantsatte Bondedreng." vandt han ei alene Bifald ved sin allerede dengang ypperlige sjællandske Dialect, men ogsaa, og fornemmelig, ved sit i Betoninger, mimisk Udtryk og Holdning faste og ægte comiske Spil, der af det Lune, som efterhaanden kom livligere frem deri, lod mærke, at det ikke skyldtes Afretning, men udgik fra et virkeligt Talent og derfor tydede paa en vordende Kunstner i comiske Charakteerroller. Uagtet denne særdeles heldige Debut varede det længe inden Directionen kom til Erkjendelse af, hvad der var hans rette Fag og hvor fleersidigt og Theatret gavnligt han kunde virke deri. Da den trængte til en ungdommelig Elsker og meente, at han, som ungt Menneske, bedst vilde være anvendelig dertil, maatte han gjøre sig ubehagelig for Publikum i flere ham uklædelige, Roller, medens han kun fik en eneste — Peer i "Hververne." — som passede for ham og han derfor spillede fortræffeligt. Det var egenlig først ved sin Syngestemme at han fik Leilighed til ret at komme ind i Repertoiret og lægge sit [sideskift][side 772]Talents Mangesidighed for Dagen. — Selstrups Debut var og vil vel ogsaa lykkeligviis blive den eneste i sit Slags, der har fundet Sted paa den danske Scene. Han havde opnaaet en vis Navnkundighed ved med skuffende Naturlighed at tale efter Bønder og Jøder. Paa offenlige Steder flokkedes man om ham, for at høre ham fortælle Anekdoter og Historier i Dialect, og Directeurerne for Privattheatrene gik paa Jagt efter Stykker, hvori der var en Bonde- eller Jøderolle, for, naar han blot vilde lade sig beundre i den, at give dem, hvordan saa alt det Øvrige gik. Han havde et høist udtrykløst Ansigt, en drøi, klodset Overkrop paa kalveknæede Been, et ureent Mæle, forlegne Gebærder og en plump Gang, men uden at ændse denne stærkt udprægede vulgaire Individualitet vare hans Beundrere overbeviste om, at der i ham stak et Skuespillergenie, som vilde fordunkle alle det kongelige Theaters Comikere. Da han nu ogsaa selv holdt sig overbeviist derom, androg han paa Tilladelse til at debutere, hvilken blev ham tilstaaet paa den af Rahbek foreslaaede og fastholdte Betingelse, at han kun traadte frem i smaa Roller og, dersom han vilde forsøge sig i større, saae at komme til at give dem i Sommerforestillinger, for hvis Udførelse Directionen ikke bar Embedsansvar. Da han i Slutningen af "Den pantsatte Bondedreng" viste sig paa Scenen modtoges han med en saadan Glædessalve, som det dengang var aldeles usædvanligt at man hilsede endog Skuepladsens første Kunstnere med, og ved hver af Rollens otte smaa Replikker, som han fremsagde med en hæs, hvæsende Stemme i et rigtignok uovertræffeligt Bondesprog, men uden i mindste Maade at give dem der Udtryk, som de efter Situationen skulle have, lod umaadelig Skoggerlatter og stormende Bifald. Denne Debut var en [sideskift][side 773]stor Begivenhed; den blev omtalt med Beundring i Kroer og Kipper; man gratulerede endogsaa Theatret paa Prent til, at "det havde vundet et Talent, der, om ikke strax, dog efterhaanden, mere og mere tilfredsstillende, vilde kunne udfylde Pladsen, som vilde blive ledig i Veteranen Lindgreens store Repertoire." Men Glæden tog forbausende hurtigt Ende. Allerede da Selstrup havde spillet tre Roller til: Henrik i "Landstedet ved Kongeveien," Jøden i "Pebersvendene" og Arv i "Henrik og Pernille," var den Sandhed opgaaet for Alle, at en Ypperlig Efterligner kan være uden mindste Skuespillertalent. Han vedblev at give Dialecterne med samme Mesterlighed, men i en Individualitet, som var de Person, han skulde forestille, aldeles modstridende, og i Rollernes Udførelse var ikke Spor af hverken Charakteer eller Lune. Baade han, hans nu forstummede Beundrere og Theatret vare vel tjente med, at han kort Tid efter, ved Angivelsen af en Falskmøntnerbande, gjorde sig fortjent til at blive Graver.