[side 723]Allerede inden Saisonnens Aabning opstod en Tvist, hvis Udvikling var meget betegnende for Theatrets indre Tilstande og navnligen Aanden i Bestyrelsen. Der var i "Criminalprocessen," Sørgespil af B. Bang, tildeelt Ryge Greven af Corunna, som har et hidtil uopdaget Brodermord paa Samvittigheden. Ryge indkom til Directionen med skriftlig Begjæring om at blive fritagen for denne Rolle, da den for ham var saa angribende, "at den vilde sætte hans Helbred i Fare." Chefen var dengang i Holsteen med Kongen; men de andre Directeurer vare enige i, at den af Ryge fremsatte Grund imod i et originalt Stykke at udføre en Rolle, som utvivlsomt hørte til hans Fag, ikke kunde tages for gyldig. Rahbek yttrede endend-ydermere [sideskift][side 724]ydermere skriftligt: "Da det er et Originalstykke, forekommer mig Forf., i Henseende til sin Ære og sin Fordeel. — Theatrets Tarv vil jeg ikke omtale — at have lovlig Anke imod os, dersom vi tillade den Skuespiller, i hvis Hænder Stykkets vigtigste og vanskeligste Rolle er, og som ene er istand til at udføre den, egenmægtig at unddrage sig denne sin Pligt. Det var overalt ønskeligt, om man med det nye Theateraar vilde gjøre en Ende paa denne i senere Aar saa overhaandtagende Uskik, som jeg nu saameget friere paaanker, da jeg ikke mere, hverken som Forf. eller Overs., skal udsætte mig for at blive dens Offer, som jeg saa tidt har maattet være." Foreløbigt svarede Directionen Ryge, at den ikke kunde bevilge ham Fritagelse; men sendte derhos Stykket til Chefen for at indhente hans Beslutning, som blev, at han ganske tiltraadte sine Collegers Mening, hvorfor han gav den medsendte afgjørende Svarskrivelse til Ryge sin Underskrift. Endnu inden denne var indtruffen fik Directionen fra Ryge et andet Brev, hvori han paany androg paa at maatte afgive Rollen. "Ingen Theaterbestyrelse er tænkelig," var Rahbeks Paategning paa Circulairet desangaaende, "naar indbildte Syger skulle være gyldige Forfald. Jeg tillader mig endnu at tilføie, at de nærværende Aspecter paa den sceniske Himmel forekommer mig at gjøre os det til dobbelt Pligt, fra først af og inden Saisonnen begynder, at handle med den Fasthed og Consequents, der ene kan sætte os i Sikkerhed for evindelige Vrøvlerier og Tracasserier under selve Theatertiden." Da Ryge paa sit andet Brev havde modtaget det af hele Directionen underskrevne Svar, anmodede han om at maatte mundligt fremsætte sin Sag for de tre Directeurer, som vare tilstede, hvilket de troede, ikke at burde afslaae [sideskift][side 725]ham, "da det kunde være muligt, at han ved fornuftige Forestillinger lod sig bringe til at frafalde en Begjæring, hvilken de, allerede for den originale Forfatters Skyld, paa ingen Maade kunde opfylde." I Mødet erklærede han, "at han kom som Supplicant, for at erfare Directionens Bestemmelse, om han kunde vente sig fritagen for Rollen. Som Beviis for, at han ikke havde Noget imod Forfatteren, anførte han, at han var villig til at spille en anden Rolle i Stykket; men denne Rolle kunde han nu ikke lære, da den var bleven ham saa modbydelig, at blot Tanken om den forstyrrede ham baade Nat og Dag. Han maatte gjentage, at Frydendahl og Lindgreen vare ifjor blevne fritagne for Roller, medens det var fem Aar siden han havde bedet sig fritagen for nogen Rolle (nemlig i "Enken"); og at hvis Directionen ikke forandrede sin Beslutning, var han nødt til at gjøre et eller andet Skridt, der maatte følge deraf hvad der vilde, thi vel var han bange for de evige Straffe, men han frygtede ikke de timelige. Han var ikke vant til at knæle, men i dette Øieblik gjorde han et Knæfald for Directionen, for at befries for denne Rolle, som han desuden ikke uden at compromitteres kunde udføre. Havde Chefen, med hvis Yndest han turde smigre sig, været hjemme, vilde han, ifølge Theater-Reglementets § 4, have henvendt sig til ham." Som ældst Directeur gjorde Rahbek ham opmærksom paa, at Svaret angaaende denne Sag var medunderskrevet af Chefen; "dog skulde," tilføiede han, "de tilstedeværende Directeurer lade Afgjørelsen henstaae indtil Chefen kom hjem, for at der yderligere kunde blive forhandlet derom i det første Directionsmøde." Strax da Holstein var ankommen, gik imidlertid Ryge til ham, som ikke alene raadede ham til, inden [sideskift][side 726]der i en Forsamling kunde blive Tale om Sagen, at henvende sig til Kongen og bede om Fritagelse, men endog allerede Dagen efter skaffede ham Audients. I denne fremstillede Ryge Sagen saaledes, at Frederik den Sjette sagde: "Ja ja, min gode Ryge; man kan da ikke forlange, at en Mand skal have søvnløse Nætter for at spille en hæslig Rolle. Saa faaer De at være fri." Da Holstein, netop ved det Møde, hvori Sagen skulde have været forhandlet, underrettede sine Colleger om, at den nu var hævet, da han af Hs. Maj. havde faaet mundlig Befaling om Ryges Fritagelse, blev Collin yderst fortørnet og erklærede det for sin Embedspligt, at gaae til Kongen, for at oplyse ham om, at han maatte være bleven ført bag Lyset ved en Fremstilling, der udsatte dem af Directionens Medlemmer, som meest vaagede over Theatrets Tarv og Ære, for Miskjendelse. Ved Forestillinger om, at Tingen jo nu var skeet og at Kongen, selv om han kom til en anden Anskuelse, ikke tog sit Ord tilbage, bevægede Rahbek ham endelig til at han frafaldt sin Beslutning, hvorimod han forlangte Følgende ordlydende tilført Protocollen: "Endskjøndt Skuespiller Ryges hele Opførsel med at befrie sig for at spille den ham af Theaterdirectionen tildeelte Rolle i Stykket Criminalprocessen vilde, under en Bestyrelse, der med ligesaa megen Strenghed som Retfærdighed saae paa Tjenestens Udførelse, have paadraget ham en velfortjent, ikke i Pengemulct bestaaende Straf, ikke blot til Advarsel for Ligesindede, eller for Bestyrelsens egen Skyld, men for Theatrets Vel og Tarv, saa har jeg dog ingen Motion villet gjøre i den Anledning, da det, i Betragtning af de flere Forsøg, Ryge, i den Tid jeg har været Medlem af Theaterdirectionen, har gjort paa at fornærme mig, vilde [sideskift][side 727]være blevet udtolket til privat Animositet, og især af ham selv blevet udraabt derfor, da han anseer ethvert Skridt, jeg gjør for at bringe Orden i det theatralske Chaos, for Chicane imod ham. Men da jeg nu har bragt i Erfaring, at Ryge har fortalt, at han om denne Sag har henvendt sig til Hs. Maj. Kongen og at Allerhøistsamme har tilkjendegivet ham sin Tilfredshed i den Henseende, og dernæst beroliget ham med at Sagen nu var bragt i Orden, har jeg anseet det for min Pligt at gjøre Directionen opmærksom derpaa, da det maa være klart for Enhver, der kjender Hs. Maj.'s Retfærdighed og Viisdom, at den Rapport, Allerhøistsamme har faaet om denne Sag, maa være aldeles falsk, at Directionens kun altfor eftergivende Fremfærd i denne Sag maa være usandfærdigt fortalt, og at han, Ryge, derimod, for at besmykke sin pligtstridige Opførsel og bevæge Hs. Maj., har taget sin Tilflugt til sin sædvanlige sandhedsløse affecteerte Sentimentalitet. Tager man nu hertil i Betragtning, at Ryge har, efter at han frasagde sig "Brodermorderen" Corunnas Rolle, to Gange med megen Iver spillet Umennesket Franz Moor, ikke at tale om, at han førhen, uden Ophævelse har spillet Sønnemorderen Hakon Jarl. Fleermorderen Hugo von Rheinberg, og Mordere i Den Faderløse og Morderen og i Brøden, saa falder det tydeligt i Øinene, at det Hele er enten en Cabale, være sig imod Directionen eller Forfatteren, eller et nyt Anfald af hans utæmmelige Hang til ogsaa i det virkelige Liv at spille Comedie. Da Dr. Ryge ved alle Leiligheder roser sig af den Yndest, han nyder af Theaterchefen, Hr. Kammerherre Holstein, saa er det mig, der har Grund til at troe at være i Besiddelse af Hr. Kammerherrens Venskab, vist meget ubehageligt, at bringe denne [sideskift][side 728]Sag paa Bane i Directionen, men da Theatrets Bestyrelse, efter Sagens nuværende Stilling, er udsat for at forspilde Hs. Maj.s Tillid samt Publikums og Skuespillernes Agtelse, saa maatte jeg bebreide mig at have tilsidesat ikke blot Embedspligt i Almindelighed, men min Pligt imod mine Colleger i Særdeleshed, hvis jeg lod denne Sag gaae upaatalt hen. Forresten kan jeg for min egen Persons Skyld, især efter denne Motion, hvoraf jeg ingen Hemmelighed agter at gjøre, være tilfreds med, at Anken henlægges; om Directionen kan det, maa dens Pluralitet afgjøre." — Rahbek udtalte strax, at "han af Ære og Embedspligt følte sig opfordret til at erklære, at han fandt de Yttringer, hans ærede Meddirecteur her havde fremsat, kun altfor vel begrundede, og derfor vilde sige sig fri for at have i mindste Maade forandret sin Mening angaaende denne Sag, hvis Udfald ei alene høiligen havde overrasket ham, men var ham, ved hvem og hvorledes det end var foranlediget, særdeles imod, da han med Føie maatte antage, at det kun vilde bidrage til at berede Directionen mange flere Ydmygelser." Olsen "fandt ingen Grund til at afgive Erklæringer, hvor der forelaae en kongelig Resolution;" Holstein tav.

Værst var det, at denne Splid, hvorom Rahbeks Forudsigelse for saavidt traf ind, at den gjorde Directionen til bitter Spot for Personalet, reistes om et Stykke, der ikke var nogen Ophævelse værd. "Criminalprocessen" var et saadant Chaos af æsthetiske og moralske Græsseligheder, med Brodermordernag, Giftblanderie, Huler til Menneskeslagtning, underjordiske Gange, Lynnedslag paa Forfatterens Commando, Vanvid og en Mængde sorte Forbrydelser, begaaede uden Motiv og tildeels endog imod hvad der skulde [sideskift][side 729]gjælde for Charakteerskildring, at man kun maatte undres over, at Ryge, istedetfor ligefrem at bede om Fritagelse fordi stykket var ham æsthetisk modbydeligt, vilde paaskyde den Urimelighed, at noget saa Usandt og i sin Tragiskhed Latterligt skulde kunne sætte hans Gemyt i en Bevægelse, "der førstyrrede ham Nat og Dag" og "kunde blive hans Helbred farlig." Ryges Fritagelse blev forresten ikke til Stykkets Skade; thi ved at Stage spillede den langt udenfor hans Fag liggende Rolle med uventet stor Dygtighed fik Udførelsen noget Piquant, som hjalp mægtigt til at give de raae Effectscener med deres hule Pathos Anseelse hos det store Publikum, der optog dette Rædselsskuespil med Bifald, uden at de Smagens Vogtere, som havde grebet til Piben imod Digterværket "Robinson i England", følte sig forpligtede til Indsigelse. Imidlertid gav Stykket efter den første Forestilling saa slet Huus, at det kun gik fem Gange. — Et originalt Sørgespil af ædel Natur og Theatret til langt større Ære og Fordeel var "Juta" af en Anonym (C. Boye). Blev der endog fremsat nogle grundede Anker imod Handlingens dramatiske Anlæg, saa udmærkede det sig i høi Grad ved fædrelandsk Aand og en reen tragisk Kunststiil: flere af Charaktererne vare heldigt tegnede, overhovedet fremkom og udvikledes hver enkelt Situation ægte dramatisk, Sproget var, endskjøndt paa flere Steder noget søgt og altfor billedrigt, kraftfuldt og særdeles smukt, og der sporedes ikke i mindste Maade den i "Criminalprocessen" saa plat fremtrædende Anstrengelse for at opnaae en blot theatralsk rystende Effect. Stykket blev modtaget med overordenlig levende Bifald, hvortil dog ogsaa Udførelsen meget betydeligt bidrog. Mad. Andersen, som Juta, indtog mindre ved hjertelig, ildfuld Følelse, end [sideskift][side 730]glimrede ved correct Declamation og en ziirlig pompøs Tone, men dette kunstlede Tragediespil, som endnu dengang havde sine Beundrere, var hos hende forenet med saa mange personlige Fortrin og behandledes saa fiint og smagfuldt, at hun nødvendigen maatte vinde Bifald i en Rolle, der allerede fra Digterens Haand havde stor Effect. Nielsens naturlige, sjælfulde Diction havde en ganske anden Charakteer, end hendes Foredrag, hvorfor der ikke i deres fælles Scener opnaaedes den rette kunstneriske Harmonie; men hans Fremstilling af Svend Estrithsøn var i og for sig saa skjøn ved nordisk Kongelighed, Følelse, mandig Djærvhed og poetisk Aand, at han, trods det Modstridende i Samvirkningen, gjorde et dybt Indtryk; med høist forskjellig Spillemaade bidroge begge Hovedpersonerne væsenlig til Stykkets ualmindelige Lykke. Men endnu mere var dette dog Tilfældet med C. Winsløw i Chorherrens Rolle. Det var med denne, at han saa slaaende viste, hvorledes han ved udholdende Flid og Studium havde overvundet de Hindringer, som Naturen stillede hans Genie iveien, at han pludseligt tiltvang sig hele Publikums Erkjendelse af at han var en grundigt uddannet stor Kunstner. For Kjenderen havde det allerede af flere Rolleudførelser maattet være umiskjendeligt, baade at han klart og fuldstændigt vidste at opfatte den af Digteren givne Skildring og havde Dygtighed til at lade sin Personlighed opgaae den med en Virkning, som syntes at maatte ligge over hans physiske Evne. Han havde spillet Trællene Grib i "Hakon Jarl" og Skofte i "Palnatoke", begge efter Lindgreen, og med ægte kunstnerisk Simpelhed givet dem, i deres store Forskjellighed, en saa charakteristisk og poetisk Eiendommelighed, at det var som om de i hans Hænder vare blevne nyskabte [sideskift][side 731]og just de den nordiske Oldtid egne Skikkelser, hvilke Digteren maatte have tænkt sig. Ja endogsaa udenfor Charakteerskildring var det lykkedes ham, ud af sine ringe Naturgaver at vinde en Effect, som satte i Forbauselse; saaledes havde han som Johan i "Ungdom og Galskab" ei alene vundet levende Bifald for den dramatiske Udførelse, fornemmelig af den med ypperlig jydsk Dialect givne Bondeknøs, men endog, ved at han snildt og uden tilsyneladende Anstrengelse brugte sin hverken smukke eller stærke Syngestemme til dens yderste Evne, i Arien langt overtruffet Forventningen. Men om han end, baade ved Kunststykker og virkelige Kunstværker, havde skaffet sig Anseelse og stigende Interesse hos Publikum, var det ikke endnu lykkedes ham saaledes at frappere det, at det endelig maatte komme fra at betragte ham som en talentfuld Begynder og erkjende ham for et udviklet stort Genie. Dette lykkedes ham nu paa det meest glimrende ved den overraskende mesterlige Fremstilling af Chorherren. Hvad der, mere end de indskrænkede legemlige Midler, i den sidste Tid havde gjort, at hans Genie ikke kunde komme til fuld Aabenbaring, var hans Frygt for, at det ikke vilde staae an, dersom han lod det faae Opsving i al den Styrke og Eiendommelighed, hvorved han følte, at det kun var istand til hos ham at hæve sig over en blot talentfuld Dygtighed. Ved Collin, som med stor Iver, men — paa Grund af Holsteins vedvarende Uvillie imod Winsløws Person og Rahbeks Kulde for en Udvikling, som fjernede sig fra den almindelige Retning — ikke uden megen Vanskelighed, havde søgt at skaffe ham Repertoire, var det lykkedes ham at opnaae Midler til i afvigte Sommer at besøge Hamborg og Berlin. Ved at see den berømte Ludvig Devrient, hvis [sideskift][side 732]Genie, kunstneriske Uddannelse og poetiske Aand væsenlig vare af samme Natur som hans, gik det pludseligt op for ham, at just det ham Eiendommelige maatte være uimodstaaeligt i sin Virkning paa Publikum, fordi det var poetisk Naturlighed, og at det vilde staffe sig større Gyldighed i samme Grad som han dristigt lod det komme til frit og fyldigt Frembrud. Tilfældet vilde, at han strax ved sin Hjemkomst fik Chorherrens Rolle, og i denne fik han Leilighed til imponerende at vise Publikum, hvad han nu som Kunstner var. Det, der blev hans Spils inderste og prægnante Væsen, hans Kunsts seirende Kraft —: en poetist Opfattelse af Charakteren, dens philosophisk psychologie Anatomie til Udfindelsen af de fineste mimiske og declamatoriske Nuancer, og alle Enkeltheders Sammenfatning i et æsthetisk, skjønt afrundet, storartet Hele, — det traadte klart og livfuldt frem i denne Rolle. Munkens Udseende, Gang, Holdning og det i Tone og Gebærder sikkre og naturligt betegnende Udtryk for enhver lille af Situationen modtagen Afskygning i hans Ærgjerrighed, Hævnlyst og lumske Hyklen, forenede sig til en Menneskefremstilling, som vakte Publikums levende Beundring og stormende Bifald. Efter dette Mesterstykke nævntes Winsløw med en Frydendahl og Ryge som stor genial Charakteerskuespiller, og da han nu havde lært rigtigt at vurdere sine Evner og anslaae den virkning, han kunde bringe ud af dem, saa at han klogelig undgik Roller, hvilke hans Genie ikke kunde tage Herredømme over, gjaldt det om ham som om Devrient: "han skabte af sig, med fuldstændig Forandring af Maske og Taletone, som i et prometheusk Værksted, daglig nye og aldeles fra hverandre forskjellige Mennesker og udstyrede dem med sandt ægte Liv og den høieste Originalitet." — [sideskift][side 733]Det tredie originale Stykke "Nina". Skuespil af J. L. Heiberg, stod i fiin psychologisk Behandling af Charaktererne, Følelsernes naturlige og tillige poetiske Udtryk, Aandrighed og æsthetisk Reenhed meget over "Juta", men havde i sin ædle Simpelhed ikke nær saa stor theatralsk Effect i Hovedscenerne, og disses Kraft svækkedes desuden ved flere Episoder, som, hvorvel i sig selv interessante og anlagte paa at fremhæve Grundhandlingen, ved Fremstillingen droge Opmærksomheden fra den. Dertil kom, at Publikum ikke kunde følge med de Spring i Tiden, som gjøres imellem Acterne, men udbrød i Latter, naar det hørte at flere Dage vare hengaaede siden det saae en Person forlade Scenen. Ogsaa blev Stykket, hvis fleste Roller fordre en meget delicat og smagfuld Behandling, temmelig maadeligt spillet. Mad. Eisen udførte vel Titelrollen med stor Flid og gav flere Momenter med megen Elskværdighed, men foruden at hun ikke havde en saa rig Phantasie og levende Følelse, som ere Betingelser for dens fulde Virkning, blev hun af sit haarde Organ hindret i at give de skjønne erotiske Scener endog kun den Ømhed og Ynde, som hun stræbte efter at lægge i dem. Heller ikke Germeuil fik nogen fyldestgjørende Udførelse: en Elsker, hos hvem sværmerisk Kjærlighed ikke var forenet med mandig Kraft, faldt Nielsens kunstneriske Natur fremmed. Han sagde Rollen skjønt, men den savnede det Præg, som Tilskuerne følte, at den efter Stykkets Aand og Tone maatte have. Imidlertid, om de to Hovedpersoner stode under deres Roller, da fandt de en gyldig Undskyldning i en Omstændighed, som i høi Grad vilde have svækket endog det ypperligste Spil og ikke alene virkede mægtigt til at forstemme dem, men paa flere Steder gjorde Digterens Værk til en Parodie. Heiberg var frafra-værende [sideskift][side 734]værende under Indstuderingen, og det var en meget ukjærlig Haand, som ledede denne og varetog Stykkets Udstyr. Det var ikke nok med, at man til et romantisk Skuespil, hvis Staffage skulde have en let, idyllisk Charakteer, enten brugte slette, afjaskede Decorationer eller endog een og den samme, hvor Digteren og Situationerne fordrede to forskjellige; nei, det blev udfundet, at Costumet maatte holdes i Ludvig den 15des Tid, hvorved den lidenskabelige Elsker kom til at optræde med puddret Bukkelparyk, stram gammeldags Cavalerieuniform og store Kanonstøvler, og den sværmerske Nina maatte vise sig med opvalket puddret Haar, Adrienne og Fiskebeensskjørter. Nielsen og Mad. Eisen gjorde indstændige Forestillinger derimod til Collin, men da han ikke kunde bevæge hverken Chefen eller den æsthetiske Directeur til bestemt at modsætte sig Anslaget, og han vel vogtede sig for afgjørende at fremsætte Fordringer angaaende Sager, der kunde paastaaes ikke at høre under Oekonomien, saa blev det ved Bestemmelsen, som Chefen rigtignok undsaae sig ved efter at den var udført og det fra alle Sider hed, at kun den bar Skylden for den lunkne Modtagelse af en dansk Digters ypperlige Arbeide og var saa urimelig, at den maatte være bleven taget alene for at ødelægge det. — Lystspillene "Braun & Comp." og "Ungkarlen og Ægtemanden" vare ei alene af samme Forfattere som "Feil paa begge Sider" og kom ligeledes paa den danske Scene i Oversættelse af tydske Forhutlinger, men varierede samme Thema: den sine Verdens Daarskaber i Selskabslivet, anvendte til blot ved Personforvexlinger, Misforstaaelser og tvetydige Forhold at give nogle piquante Situationer. Stykkerne optoges med Bifald, men uden at vække synderlig Interesse. Situationerne fremtraadte altfor stærkt som det [sideskift][side 735]alene Væsenlige, og man fandt, at de vare fremkunstlede ved en saa utilbørlig Anvendelse af Tilfældet, at Virkningen af dem betydeligt svækkedes; desuden havde Skuespillerne, hvorvel dette Slags Stykker for Tiden bedst egnede sig for Fleertallets Evner, ikke endnu ret faaet Greb paa at give Udførelsen den Runding og Lethed, hvoraf de især skulle have Effect. Da "Godset Sternberg," af Fru von Weißenthurn, var et Situationslystspil, men hvori der smagfuldt var optaget det Gode af den tydske Lystspilnatur, saa at Situationerne ikke udhævedes til det Enedominerende, men vare naturligt fremtrædende Hovedpartier i Handlingen, og Personerne havde et igjennem hele Stykket fastholdt Charakteerpræg, saa fik det en langt interessantere Udførelse. I Bolzheim, en munter Fyr, som under Gjældearrest vinder et Gods, bliver ude af sig selv af Glæde og sporenstrengs iler ud til det, men, da han ikke medbringer Beviisligheder, ansees for Medlem af en Tyvebande, hvilket giver en Række meget morsomme Optrin, havde Stage en af sine meest glimrende Roller: hans elegante Overgivenhed, lette Lune, skjelmste Ironie og elskværdige Letsind lagde en ualmindelig Tækkelighed og comisk Styrke i hans Spil; Mad. Liebe var, ved Natur og Humor, uovertræffelig som en Bondekone, der undselig for at lade mærke sin Godmodighed skjuler den under Skjænden og Gnaverie; og Lindgreen gjorde ved sit ligesaa frappant sande som grundcomiske Spil Udførelsen af en slyngelagtig Birkedommer til et Mesterstykke. Da alle de andre Roller hver for sig bleve givne fortræffeligt og med et sjeldent godt Sammenspil, optoges Stykket med levende Bifald. — "Valerie." Skuespil i tre Acter, var det første Stykke af Scribe, som fra nu af skulde komme paa den danske [sideskift][side 736]Scene i en saadan Mangfoldighed af Arbeider, at han blev dens Hovedforfatter for en endnu længere Aarrække end Kotzebue, uden, saaledes som denne, at blive den til stor æsthetisk og national Fordærvelse. Ved Scribe fik de franske Situationsstykker først rigtig Indgang hos os, da han havde vidst at give dem en aandfuldere og mere kunstskjøn Charakteer, større Afvexling i Æmne og en for Almeenheden dybere Interesse, end Publikum havde fundet i de hidtil opførte, hans Stykkers Handling var saalidet udelukkende udspundet fra Ægtefolks og Elskendes Frivolitet, som gav den staaende Text til andre franske Forfatteres allerede derved trivielle Situationsmagerier, at han endog saare sjeldent, og da altid med beundringsværdig Fiinhed, gjorde den til et Stykkes Kjærne. Han virkede vel fornemmelig ved Situationer, men som ægte theatralsk Digter saae han dem, snart rørende, snart latterlige, træde ud af alle mulige Samfundstilstande, lige fra den fine Verdens omhyggeligt afglattede Selskabsomgang ned til Sypigelivet. Og fra de Situationer, som han opfandt, for den at lægge sit Stykkes egenlige Effect, vidste han kløgtigt at føre Interessen ud over dets Hele, idet han med stor kunstnerisk Behændighed saaledes gav de nødvendige Motiver og Indledninger til Situationerne Anseende af Personernes Virken til Udviklingens Fremme, at Betingelserne for Handlingen forekom Publikum som interessante Partier af Handlingen selv. Hvad der meget befordrede hans Stykkers ualmindelig store Virkning paa Scenen, var, at han ved dem selv bragte Skuespillerne til Erkjendelse af hvorledes de nødvendigen maatte spilles. Da hans Personer ikke, som i de foregaaende Situationsstykker, havde deres hele Væsen af de tilfældige amoureuse eller [sideskift][side 737]sociale Forhold, som Forfatteren havde stillet dem i, for at faae sine Effectscener frem, men altid viste sig med et mere eller mindre bestemt Anstrøg af Charakteer, maatte der for enhver Rolle udfindes en Individualitet, som dog sjeldent fordrede en grundig psychologisk Gjennemførelse; og ved den fiint afslebne, livligt pointerede Conversationsdialog holdtes Skuespilleren til at lægge sig efter en let, gratiøs Diction og Tone. Med blot nogenlunde Opfattelsesevne var det ikke vanskeligt at finde det rette Præg for Scribes Roller, og de vare alle taknemmelige: de betydelige havde i sig selv saa stor Interesse, at allerede Virtuositeten formaaede at gjøre dem glimrende, og saameget Charakteerindhold, at Geniet, naar det kun ikke vilde have store, dybtgaaende Menneskeskildringer bragte ud af dem, fandt Stof nok til at skabe Mesterværker. Vel maa det indrømmes, at Scribes Stykker førte til en Maneer, som, ved den Overvægt, de fik i Repertoiret, for endeel gik over paa Comediefremstillingen i Almindelighed, men det er ogsaa vist, at den, paa en Tid, da Theatret havde kun faa Skuespillende med holbergsk-molièresk Aand og denne var aldeles vegen bort fra Lystspildigterne, kom Kunsten mere til Gavn end til Skade. Kotzebue havde med Caricatur, plat Effectjagerie og sin kaade, smagløse Dialog bidraget mægtigt til at sløve baade Skuespillerne og Publikum for den ægte Comedie, saa at denne "undertiden havde maattet sætte sin egen Humeur tilside, og sætte den" Mading paa Krogen, som Mængden helst vilde bide paa;" den Anstand og Tækkelighed, hvormed endog de moersomste Figurer og Situationer i Scribes Lystspil maatte behandles, virkede langt mere end de Dannedes strenge Dadel til at give saavel Mængden som Skuespillerne Modbydelighed for det [sideskift][side 738]raa Væsen, og til at indføre en, om end noget maniereret, dog langt ædlere comisk Spillestiil, ved Siden af hvilken det viste sig, at de holbergske Stykkers nationale Comik, naar de gaves af de Udvalgte, som de endnu havde tilbage, med Ære kunde havde sig, hvorimod det kotzebueske Farcespil paa engang gik under i sin Unatur. "Valerie" var et rørende Skuespil: en elskværdig, aandfuld Pige, som er blind, bliver heldigt opereret af sin Elsker, en Greve, der af Kjærlighed til hende har lagt sig efter Øienlægekunsten. Stykket havde i høi Grad det scribeske Dramas Fortrin og Feil: et saa bizart Stof, at det ved den kløgtige Behandling maatte blive af stor theatralsk Virkning; en let, elegant Dialog, som var godt gjengivet i Stages Oversættelse fra Originalsproget; en med Hensyn til smuk Afvexling i Scenernes Charakteer sindrigt anlagt Plan; flere interessante Situationer, motiverede og indledede med megen Fiinhed; og en Effectscene, som laae udenfor Muligheden, men var forberedt saa ypperligt og udført saa sjælfuldt, at den maatte gjøre et overordenligt Indtryk, der ikke gav Tilskuerne Tid til Reflexion førend Begeistringen havde givet sig Luft i stormende Bifald. Ogsaa som Opgave for Skuespillerne viste dette Stykke, der fandt en glimrende Modtagelse, den scribeske Eiendommelighed: Mad. Wexschall fandt i Titelrollen rigt Stof til Fremstillingen af en ved siin aandrig Ynde og Elskværdighed henrivende Pige, hvis Udbrud af følelsesfuld Glæde efter at hun har faaet Synet endog hævede sig til poetisk Storhed; og de andre Roller bleve ved en blot let og livlig Behandling fundne særdeles fyldestgjørende udførte.

[sideskift][side 739]

Med Syngespillet gik det Theatret i denne Saison saare uheldigt. "Skovens Sønner" og "Alma" faldt strax og totalt; det Første, med Musik af Paer, formedelst den slette Text; det Andet paa Grund af at baade L. Kruses Stykke og Bernhard Rombergs Musik vare yderst kjedsommelige. "Libussa", med en meget melodiøs, men kun lidet charakteristisk Composition af Conradin Kreutzer; "Agnese," hvis plumpt rørende Handling, der foregik i et Galehuus, ikke synderligt hævedes af Paers Musik; og "Abu Hassan, " et muntert lille Stykke, hvortil Musiken, et Ungdomsarbeide af C. M. Weber, blev funden for tung og melodiefattig, gjorde alle meget tynd Lykke. "Skaden" fremkaldte en heftig Kamp imellem dem, der hos Rossini ikke alene vilde beundre Genialiteten, men ogsaa de mangfoldige Galskaber, han i Ligegyldighed for Charakteristik og Følelsernes sande Udtryk havde kastet sammen i denne Composition, og dem, der med Grund toge Forargelse af at noget saa Ukunstnerisk modtoges med Enthusiasme og hævedes til Skyerne som et uovertræffeligt Mesterværk. Udførelsen, især af Musiken, var ypperlig. Jfr. Zrza, Ninette, viste en ligesaa forbausende Virtuositet i Sangen som Kulde i Spillet; Zinck, Gianetto, udmærkede sig ei alene som Sanger, men udførte Rollen med en ham sjelden Flid; Cetti gav en gammel Soldat, Ninettes Fader, med megen Varme og Følelse i baade Fremstilling og Sang; og endelig spillede Nielsen ikke blot Birkedommerens vigtige Rolle, endskjøndt den laae ganske udenfor hans Fag, ret godt, men overraskede ved en særdeles heldig Udførelse af Syngepartiet. Rossinisterne, hvis Hovedstyrke dannedes af Hofpartiet og endeel for italiensk Musik levende begeistrede Mosaiter, vilde ikke taale, at der ved en dramatisk ComCom-position [sideskift][side 740]position maatte være Tale om Textens Maadelighed og total Mangel paa Charakteer i Musiken, naar denne, saaledes som deres Smag fandt i "Skaden," bestod af lutter yndige Melodier, der ovenikjøbet bleve sungne med glimrende Virtuositet; fra Parkettet og Logerne jubledes der for hvert Numer. Derved opirredes imidlertid "Weysianerne" kun endnu mere, og da Publikum dog havde bevaret saamegen Sands for det Naturlige, at det fandt for galt naar en Fader gav sin Fortvivlelse Luft i en lystig Valsmelodie eller Harmen blev liret frem i en coquet Klingklang, sympathiserede det mere med dem end med Rossinisterne og understøttede, for saavidt det yttrede nogen Mening, Pibningen med kraftig Hyssen. Efter 7 Gange at være bleven stormende beklappet under Forestillingen og grundigt udpeben efter den, gik denne Syngespilnyhed i Graven som Saisonnens andre.

Balletterne vare kun fra fremmede Theatre overførte Ubetydeligheder, meest anlagte paa at more Mængden med nogle burleske Scener, hvoraf nogle, navnligen i "Det forstyrrede Malerie," vare af en meget plat, ja endog væmmelig Natur.

Den eneste af Debutanterne, som fik Betydenhed, var Johan Frederik Kirchheiner, der tog Afsked som Lieutenant i det slesvigske Kyradseer-Regiment for at blive Tenorsanger. Directionen havde allerede i Sommeren 1822 igjennem Aviserne søgt en dygtig Tenorist; da Kirchheiner i Novbr. s. A. meldte sig, troede imidlertid L. Zinck, Schall og Siboni saa lidet at have fundet den Søgte i ham, at de kun koldt erklærede sig for, "at han vel ikke burde bortvises." Ogsaa blev han kun ansat med 300 Rdlr. Han havde en god middelhøi Figur med en noget [sideskift][side 741]militair Holdning, hans velformede Ansigt savnede Udtryk for rolig, inderlig Følelse, og den stærke, tydelige Talestemme var haard, hvorfor der, til en ikke urban Artikulation, i hans Diction kom noget Staccateert, som han aldrig ganske overvandt, men sildigere ikke sjeldent med Held anvendte i lidenskabelige Roller til at give Foredraget Energie. I sin første Rolle, der dramatisk var aldeles uinteressant og musikalsk lidet taknemmelig, viste han kun en i baade Bevægelser og Fremsigelse meget forlegen Begynder, som havde en af Naturen særdeles smuk ægte Tenorstemme, hvilken han dog egenlig blot fik Leilighed til at lade høre i en ubetydelig Arie, der vandt meget Bifald. Ved hans anden Debut, som Aimar i "Røverborgen," fremtraadte hans ualmindelige Evner og Talent som Sanger saa afgjørende, at han i denne Egeskab gjorde glimrende Lykke. Derimod sank Forventningerne om ham som Skuespiller endnu mere, da han, ved Siden af en Adelaide som Mad. Wexschall, ganske lod savne erotisk Varme og kun viste nogen Livlighed i et Par heftige Replikker til Connetablen. Disse vare imidlertid Forbud om den Charakteer, hvori han omsider skulde blive den paa det danske Theater, netop i Spillet, hidtil uovertrufne Tenorist. Kirchheiner havde Anlæg, som han, da han var kommen til Routine, kunde give stor kunstnerisk Virkning, men der maatte ikke bydes ham Opgaver, som fornemmelig fordrede Elegante og fine, lette Nuancer i Fremstillingen; alle Følelser maatte i hans Roller kunne taale stærke Udtryk: levende Glæde, Tapperhed, Begeistring. Vildhed, Hævnlyst. Raserie og alle heftige Affecter vare, hvad han, da Nødvendigheden endelig tvang Directionen til at betroe ham, den hidtil især for Kulde dadlede Skuespiller, lidenskabelige Rolle, gav [sideskift][side 742]med en saa overraskende Varme og Kraft, at han hurtigt svang sig op til at blive en af Publikums Yndlinger, ja endog hos Mængden kom i Ry som stor Skuespiller.

Vel lagde Mad. Rosing, da hun sidste Gang betraadte Scenen i "Niels Ebbesen," endnu i sin Juta et saa sjælfuldt Udtryk af Moderømhed, Kjærlighed, Fromhed og Høisind, at Publikum fandt hende i hendes fulde aandige og legemlige Kraft og beundrede, hvorledes hun ved sit Genie formaaede at give den Natur og Simpelhed, som hvilede over denne herlige Fremstilling af en ædel Danneqvinde fra Middelalderen, en saa mægtig Virkning; men hun følte, at hun ikke længe vilde være istand til at fyldestgjøre sig selv, og dette var hende nok for at træde tilbage. Tabte den danske Skueplads end ikke nu i hende en for dens Bestaaen vigtig Person: hvad den tabte i kunstnerisk Værdighed var uerstatteligt. Hun var den Sidste af dens anden, fra 1773 fremblomstrede, geniale Kunstnergeneration, og — hvor ypperlige Efterfølgerinder hun end fik, — i Roller som Juta, Claudia i "Emilie Galotti," Sigbrith og Dronning Bera er hun, ved den inderlige Forening af Natur, Poesie og Aandshøihed i hendes Spil, hidtil bleven uopnaaet.

Indtægten var atter i Nedgang; den beløb sig i denne Saison kun til 58,979 Rdlr. for Logeabonnementet og 49.935 for enkelte Billetter: tilsammen 108,914 Rdlr.