[side 312]Forestillingerne paa Hoftheatret havde bestandig været baade Theater til Skade og Personalet til meget stor Uleilighed. Aarsagerne vare fornemmelig: nogle af de Stykker, som kom paa Byens Theater eller Dansk Theater, hvilke Benævnelser man endnu almindeligen gav det konge[sideskift][side 313]lige Theater paa Kongens Nytorv, kunde enten aldeles ikke opføres paa Hoftheatret eller maatte omkalfatres for det, saa at Theatret og Personalet enten ikke forøgede Hoftheatrets Repertoire med netop de største, vanskeligste og meest søgte Arbeider, eller Personalet havde megen Besvær ved paa de forskjellige Theatre at finde sig tilrette i forskjellige Behandlinger af et og samme Stykke; — der maatte paa hvert af Theatrene være Decorationer for de Stykker, der vare bestemte for begge, eller man matte, af  hvad man havde, sammensætte Noget, der i de fleste Tilfælde var slet, i det mindste paa det ene af Theatrene, og som næsten altid blev meget forvirrende for de Spillende; — de hyppige Forandringer af Fremstillingsstedet vare ei alene Personalet til Byrde, ved at det, da Theatrene ikke vare af lige Størrelse eller eens Indretning, maatte prøve paa dem begge og derved fik et meget forøget og ellers unødvendigt Arbeide, men skadede Theatret betydeligt, ved at den meest anvendte Garderobe idelig laae under Transport og ikke tilbørligen kunde holdes i Orden eller være under Varetægt; — et Stykke tog sig ikke lige godt ud paa de i Henseende til Størrelse og Udstyr meget forskjellige Scener, men dertil kunde ikke tages det fornødne Hensyn, hvorfor de Spillende ikke sjeldent havde den Ærgrelse, at see et Stykke, der havde gjort megen Lykke paa det ene Theater, blive koldt modtaget paa det andet, hvilket ogsaa betydeligt skadede Kassen, da den kolde Modtagelse i Almindelighed havde en tilbagevirkende Kraft, idet den meget svækkede Publikums Interesse for fremtidige Opførelser paa det Theater, hvor det havde behaget; — og endelig gav et og samme Stykke langtfra samme Indtægt paa begge Theatre, ei alene fordi Theaterpladsen havde for[sideskift][side 314]skjellig Størrelse, men fornemmelig fordi man heller vilde see et Stykke paa det kongelige Theater, hvor Tilskuerne ikke behøvede at komme i saa stor Pynt, og Scenen gav større Spillerum, hvorved Fremstillingen vandt og Udstyret, som oftest, fik langt mere Anseelse. Regnskaberne viste gjennemgaaende den sidste Omstændighed som Theatret til meget betydeligt Tab. Saaledes gav — i en Saison da Hoftheatrets Indtægt i det Hele var særdeles god — "Clementine og Desormes" paa Hofth. ved første Forestilling. 24de Oct. 1782, 218 Rdlr., paa det kgl. Th. ved anden 307 Rdlr.; "Cecilia" paa kgl. Th. ved første Forestilling, 25de Nov. 1782, 357 Rdlr., paa Hofth. ved anden 159 Rdlr.; "Hyrdinden paa Alperne" paa kgl. Th. ved anden Forestilling, 3die Febr. 1783, 259 Rdlr., paa Hofth. ved tredie 104 Rdlr.; "Søofficererne" paa Hofth. ved første Forestilling, 31te Jan. 1783, 220 Rdlr., paa kgl. Th. ved anden 3360 Rdlr.; og "Hververne" med Ballet paa Hofth. ved første Forestilling, 27de Febr. 1783, 221 Rdlr., paa Hofth. ved anden, med samme Ballet, 176 Rdlr., og paa det kgl. Th. ved tredie, uden Ballet, 310 Rdlr. Warnstedt havde ofte paaviist det Hemmende og Skadelige for Skuepladsen i disse Hoftheaterforestillinger; han havde flere Gange forelagt Regnskaberne og godtgjort med Tal, at Theatrets Kasse aarlig leed et meget betydeligt Afbræk ved Tabet af Penge, som, uden mindste Anstrengelse, ja med Besparelse af Udgifter og Personalets Kræfter, ufeilbarligen, Publikum til stor Fornøielse, vilde indkomme, dersom man blot vilde give Forestillinger paa et eneste Theater, hvor de tillige vilde gaae meget bedre. Men alle hans Beviisførelser vare blevne uden Virkning, ved at Arveprindsen havde mødt ethvert [sideskift][side 315]Forsøg paa at bevirke en Forandring med Yttring om, at Hoffet maatte have sit eget Theater, som det, "om det fandt for godt, kunde lukke for Alle, hvem det ikke vilde ansee for Inviterede til dets Divertissements." Det blev ogsaa Kronprindsens personlige Villie, der her førte til det Ufornuftiges Afskaffelse: den 31te Januar blev bekjendtgjort en Cabinetsordre, hvorefter "alle Skuespil herefter skulde opføres paa Byens Theater."

Det var Numsens høieste Ønske, at skaffe sig Anseelse ved i sin Embedstid at have for Skuepladsen gjort noget Overordenligt, der kunde give den en Glands, som ingen af de foregaaende Bestyrere havde formaaet at kaste paa den. Midlet dertil saae han ene og alene i Indførelsen af den store Opera. Det hjalp ikke at Warnstedt paa det klareste forestillede ham: at Theatret, da det kun havde en eneste Operastemme og slet intet Chor, endnu ganske savnede Evner til at give denne Kunstart en saadan Udførelse, at den kunde faae blivende Plads i Repertoiret; at de tidligere Forsøg alle kun vare faldne ud til at Theatret med ødelæggende Bekostninger havde beviist sin Afmagt til store musikalske Værkers Udførelse; at den første Opera vilde medføre mangfoldige betydelige Udgifter, der, hvis man ikke kunde give flere og skaffe sig et anseligt Operarepertoire, vilde være aldeles bortkastede; og at dette glimrende Trækmiddel, selv om det blev ved et eneste Forsøg, vilde komme til at virke svækkende paa baade Theatrets Kræfter til at give Skuespil, som det kunde udføre med Ære og Fordeel, og Publikums Interesse for dem. Rosing, der var henrykt over den Lykke, han havde gjort som Sanger, og ventede, at Operaen vilde give ham rigtig Leilighed til med stor Virkning at optræde i det Tragiske, hvilket han, med Rette, [sideskift][side 316]ansaae for sit Hovedfag og ikke i Skuespillet kunde vise sig i, bestyrkede saa veltalende Numsen i han Idee, at Overhofmarskallen, uden at værdige Warnstedts Advarsler mindste Opmærksomhed, besluttede rask at bringe den til Udførelse. Han frabad sig derfor meget stødt alle fremdeles Indvendinger og lod Warnstedt vide, at Hs. Maj. havde med meget Mishag fra mange Sider hørt Yttringer om, at Musiken hertillands var i Forfald og at Allerhøistsammes Capel blev mere og mere maadeligt, hvorfor han havde befalet det udvidet og forbedret ved en indforskreven dygtig Capelmester, og da kunde Theaterdirectionen ikke gjøre bedre, end at benytte de heldige Omstændigheder til den store Operas Indførelse, hvilken desuden vilde blive nødig, om Hs. Maj. skulde bevare Interesse for den danske Skueplads og ikke see sig anlediget til igjen at indkalde en fransk Hoftrup, hvad der vel maatte kunne geraade Comedien til endnu større Afbræk, end Operas Opførelse af Landets egne Børn.

Det var allerede i forrige Saison at Numsen havde besluttet sig og da strax til den berømte Naumann, der i Stockholm havde vundet megen Udmærkelse ved at ordne det kongelige Capel og componere en stor Opera, gjort skriftlig Anmodning om, at han ogsaa for Hs. Maj. Kongen af Danmark vilde paatage sig begge Hverv. Naumann var villig dertil, men med Operacompositionen havde det store Vanskeligheder, da der ikke, som han forlangte, kunde skaffes ham en dansk Text i italiensk Operaform, hvorfor man tilsidst maatte tilsende ham Calzabigis "Orfeo ed Eurydice", meget maadeligt oversat af Jfr. Biehl. Han havde ved denne Saisons Begyndelse indsendt sit Partitur og Forberedelserne til dette store Værks Opførelse bleve strax [sideskift][side 317]begyndte med en saadan Iver, at de to Syngestykker: "Den foregivne Lord" og "Anton og Antonette" kom frem i meget skjødesløst indstuderede Forestillinger, der ikke behagede. — Numsen befalede, at alle de Skuespillere, der ikke havde Roller i Operaen, skulde deeltage i Chorene. Dette vakte hos nogle af dem, som ellers, paa Grund af deres kunstneriske Betydenhed, vare fritagne for denne besværlige og kjedsommelige Tjeneste, stort Misnøie, men da Schwarz, hvem Befalingen endog gjaldt, efter at han, som Instructeur, havde reist Indsigelse derimod, og tillige viist, at han havde sin hele Opmærksomhed fornøden til Stykkets Ordning, lod sig bevæge ved at Warnstedt sagde, der kun var til ham en Bøn fra Numsen, fordi han vilde bringe de Andre til godvillig Deeltagelse, saa fandt Alle sig, hvorvel med nogen Knurren, omsider deri. Da deres Antal dog kun var lidet, søgte man, imod Betaling for Prøverne og hver enkelt Forestilling, Hjælp hos Enhver, der havde en Smule Syngestemme, og det til den Yderlighed, at Warnstedt endog maatte afstaae sin Tjener til Chorist og en Pyntekone anvendtes som Choristinde. Derved bragte man tilsidst Choret til 24 Personer; men eftersom disse alle maatte ind i fire forskjellige Skikkelser: som Grækere, Furier, gode Aander og derpaa atter Grækere, saa at de ideligen skulde hurtigt omklædes, opstod der store Vanskeligheder ved Indretningen af deres Dragter og man blev endelig nødt til at give Furierne et Slags Overtræk, hvorfor det i Publikum hed, at "Helvede gik i Sloprok." Operaens hele Udstyr kostede henved 6000 Rdlr. Courant. — Da Alt var i fuld Virksomhed til dette store Værks Fremme, syntes det et Øieblik at maatte opgives formedelst Tabet af den eneste Person, der kunde ventes at ville udføre sin Rolle [sideskift][side 318]deri tilfredsstillende. Warnstedt havde, uden den fordrede lange Varsel, vovet at forlange Jfr. Møllers Optrædelse i en af hende ofte spillet Rolle, og, efter hendes Vægring, tilladt sig at berøre, at hun burde særligen holde sig forpligtet dertil, da hun var bedst lønnet og spillede saa yderst sjeldent. Herover blev hun saa opbragt, at hun erklærede, at hun aldrig mere skulde sætte sine Been paa Theatret og øieblikkeligt vilde have Afsked. I sin Forbittrelse over at hun vilde forlade Theatret midt i Saisonnen og prostituere ham ved at hindre Opførelsen af "Orpheus og Eurydice", som Hoffet med Længsel ventede paa og Kassen allerede havde havt saa betydelige Udgifter for, befalede Numsen, at hun uvægerlig skulde strax optræde i det ansatte Syngestykke "De forliebte Haandværksfolk", eller sættes i Blaataarn. Ved Warnstedts Forestillinger lykkedes det, at faae hende til at tage Ansøgningen om Afsked tilbage, imod at hun ikke spillede den Dag, da Geheimeraaden havde befalet hende at optræde, men først Ottendedagen efter. — De store Anstrengelser havde bragt Operaen i Omtale som noget Overordenligt; Forventningerne vare ualmindelige. Generalprøven blev afholdt for propfuldt Huus; Prindserne, Prindsesserne og mange blaa og hvide Riddere vare tilstede, men tillige, da enhver ved Theatret Ansat, endog Maskinefolkene, kunde medtage endeel gode Venner og Mange trængte sig ind, en saa blandet Masse, lige ned til Nybodersdrenge, at Regisseuren antegnede: "Det var et usædvanligt Opløb af Pøbel." Ved Opførelsen vandt "den", som det hed i Theaterprotocollen, "første originale Opera i det danske Sprog", uagtet de mange og store Mangler, almindelig Beundring. Af de Rollehavende var det fornemmelig Rosing, som behagede i høi Grad baade ved Sang og Spil. [sideskift][side 319]De kongelige Herskaber yttrede ikke alene deres særdeles Tilfredshed med det Hele, men befalede, at den skulde tilkjendegives alle, som havde havt med Forestillingen at gjøre, og at der — af Theaterkassen — skulde gives Foræringer til dem, der især havde udmærket sig. Rosing fik et Gulduhr med Kjæde til 96 Rdlr., Musted en Stok med Guldknap til 40 Rdlr., Jfr. Møller et par Armbaand til 32 Rdlr., Jfr. Winther et Halsbaand og et Par Ørenringe til 52 Rdlr., og Mad. Preisler et Halsbaand og et Par Ørenringe til 57 Rdlr. Hele Byen var ogsaa fuld af Berømmelse over Musiken, Sangerne, Orchesteret. Decorationerne og det hele Udstyr; men Mængden fandt sig dog ikke tiltalt; den kjedede sig ved det tragiske Væsen og den pompøse Musik, der for Resten var et af Naumanns Mesterværker; Bifaldet var kun sparsomt og efter de tre første Forestillinger tog Søgningen bestandig af, saa at der aldrig mere opnaaedes fuldt Huus.

Hvor mange Complimenter end Numsen fik for dette store Foretagendes Udførelse, var han dog meget fortredelig over dets Udfald; thi han indsaae meget vel, at Warnstedt vilde faae Ret i sine advarende Forudsigelser. Hans Ærgrelse vendte sig ogsaa fornemmelig imod ham, og han lod sig ikke utydeligt mærke med, at Warnstedt, som dog havde anvendt største Omhu for, saa glimrende som muligt, at udføre Beslutningen da den engang var tagen, glædede sig over hans Uheld og søgte at gjøre det ret bemærkeligt. Spændingen imellem Overhofmarskallen og Directeuren blev endnu stærkere ved en Omstændighed, der var den Sidste meget ubehagelig. De dygtige Kunstneres Harme over at skulle forrette den dem, ifølge Theatervedtægterne, aldeles uvedkommende, besværlige og utaknemmelige Tjeneste at [sideskift][side 320]gaae i Chor, havde faaet betydelig Næring ved at Numsen havde fritaget Mad. Rosing, der lønnedes som "syngende Skuespillerinde", men ikke mere kunde anvendes til Solosang, fra at gaae med Choret ind paa Scenen, imod at hun skulde synge med i Coulissen, hvor hendes Stemme ikke var til mindste Nytte; thi dette ansaae de, med Rette, som en Erklæring om at Chortjenesten var ydmygende for Theatrets første Skuespillere. Da Solosangerne, som i ingen Henseende stode over dem i Vigtighed for Skuepladsen, bleve udmærkede med Foræringer og Berømmelser, "hvilke de Acteurer, som hæderligen udførte de sværeste Roller, mange Gange havde fortjent, men aldrig ved deres Flid kunnet opnaae", blev Forbittrelsen over, at "de skulde tjene Operaslænget til Folie" endnu større. De gik ind i Chorene med største Uvillie, stode ubevægelige under Afsyngelsen og morede sig med hvidskende Samtaler i Pauserne. Ved den fjerde Forestilling af Operaen stode saaledes flere Skuespillere og underholdt sig med hverandre under et af Rosing udført meget langt Recitativ og den paafølgende Arie. Ved et snurrigt Indfald af Elsberg udslap der Schwarz og et Par Andre et Smiil. Det var ikke bemærkeligt for Publikum, men Numsen, som vidste, at Schwarz stod i stor Yndest hos Warnstedt, og desuden var ham gram, fordi han havde vovet Indsigelse imod at gjøre Chortjeneste, holdt fra Cavaleerlogen skarpt Øie med ham og saae det. Ogsaa Warnstedt, der altid fra Tilskuerpladsen med stor Opmærksomhed fulgte Forestillingerne, blev det vare, og da han, langt bedre end Schwarz, vidste, at Excellencen gjerne vilde have Sag med "denne insolente Acteur", ilede han strax efter Actens Slutning op til Numsen, for at underrette ham om, at han havde bemærket [sideskift][side 321]denne Uorden og ingenlunde vilde lade den hengaae uændset, men alvorligt tiltale Skuespillerne og et Par Dandsere, der havde været Deeltagere. Numsen vilde imidlertid ikke høre om nogen Anden end Schwarz, og paastod med stigende Heftighed, at han alene skulde paa det strengeste irettesættes. Som Følge heraf foreholdt Warnstedt, strax efter Stykkets Slutning, Schwarz alvorligt hans Forteelse, der var saa meget større, da han, som Scenens første Embedsmand, burde give et godt Exempel. "Schwarz følte sin Feil og tilstod den som en ærlig Mand, undskyldte sig med sine Sidemænds Forførelse, bad om Forladelse og forsikkrede, at han for Fremtiden nok skulde vogte sig." Dette berettede Warnstedt Excellencen paafølgende Morgen, og "han syntes dermed at være tilfreds." Alligevel lod han endnu samme Dag kalde Secretairen, Justitsraad Lassen, og befalede ham, i hans Navn at give Schwarz en drøi Irettesættelse. Warnstedt underrettede Lassen om, at Schwarz allerede havde faaet een, og bad om, at gaae til Excellencen og forestille ham, at denne Strenghed sikkert "vilde være af onde Følger for Schwarz's Iver i Tjenesten." Lassen gjorde det, men Numsen var ubevægelig, og Secretairen maatte da, meget imod sin Villie, efterkomme Paalæget. Schwarz blev meget opbragt over endnu engang for samme Brøde at modtage en Irettesættelse, og det endydermere hverken af Overhosmarskallen eller af sin Directeur, men ved en Mand, der ikke havde det mindste med Scenen af gjøre. Han beklagede sig bittert berøvet hos Warnstedt, som ikke undlod, for Numsen at yttre, at han fandt hans Færd meget uretfærdig imod Schwarz og tillige fornærmende for sig, da Overhofmarskallen, hvem Overtilsyns-Commissionens Forretninger vare overdragne, ikke havde Beføielse til [sideskift][side 322]at give nogen ved Theatret Ansat Irettesættelser uden igjennem ham, som "den af Hs. Maj. forordnede Directeur, der i Bestallingen benævntes Theatrenes Chef, og til hvem Acteurerne ene og alene vare henviste i alle theatralske Anliggender." Numsen modtog denne Tilretteviisning med megen Harme, og da Tilfældet vilde, at Schwarz til Operaens næste Opførelse meldte sig syg, paastod han i sin Hidsighed, at han ikke feilede Noget, hvorfor han strengt befalede, at han skulde gaae ind i Choret, "om han end ikke kunde synge en Tone." Den indsendte Lægeattest, hvorefter Schwarz havde en synlig Sygdom, Ringorme, og med den havde forrettet Chortjeneste ved de foregaaende Forestillinger, "for at efterkomme Hs. Excellences Anmodning", vilde Numsen aldeles ikke tage Hensyn til, men befalede, at han, uagtet en Sygdom, som "han ikke kunde have ondt af, naar han klædte sig dygtig varmt paa", skulde uvægerlig gjøre den ham paalagte Chortjeneste. Det var først da Schwarz erklærede sig beredt til at tage Afsked, om han blev tvungen dertil, og Warnstedt i de bønligste, meest indtrængende Udtryk gjorde Numsen opmærksom paa, at han da vilde blive udsat for de haardeste offenlige Angreb, ikke alene af den med Grund forbittrede Schwarz selv, men af allehaande Skriblere og selv Publikum, hvis Yndling han var og havde gjort sig fuldeligen fortjent til at være, at den stivsindede Hofmand opgav sin Paastand; men dog ikke uden at bevare et Nag, hvilket han i den næste Saison paa en stærkt iøiefaldende Maade lod Schwarz føle.

Naumann havde ved sin Ankomst fundet langt større Dygtighed i Capellet end han, efter de Beretninger, der vare givne ham, havde ventet, men ved adskillige Instru[sideskift][side 323]menter havde de Maadelige den vigtigste Plads og der manglede en Anfører, som havde Embedsanseelse og kunde bringe Liv, Orden og Kraft i Tjenesten. Hans Virksomhed til en Forbedring bestod fornemmelig i, at han fik de unge Duelige rykkede op i de første Pladser, forstærkede den svage Besætning, især af Blæseinstrumenterne, med nogle af de dueligste Indforskrevne, gjorde den meget skadende Indretning, at de Dygtigste skulde kun gjøre Tjeneste ved Syngestykker og de Andre være nok tl Udførelse af Balletmusik, og stillede Forslag om en Lønning, der stod i bedre Forhold til Medlemmernes Duelighed og Anvendelse. Efter af denne Ordning var skeet erklærede han Orchesteret for saa godt, som han nogensinde vilde forlange det, om han var Anfører, og fandt ikke andet Savn, end en dygtig Capelmester, som han ville søge at skaffe i Udlandet tilligemed en duelig Syngemester til Chorinstudering og Elementarunderviisning. For at tilveiebringe den af Forbedringen følgende Forhøielse i Gagesummen, blev det paalagt Theatret at yde, som et Vederlag for den Tjeneste, det havde af Capellet, et aarligt Bidrag af 7000 Rdlr., af hvilke det hed, at de 5000 Rdlr. skulde indvindes ved Nedlæggelsen af Hoftheaterforestillingerne.

Af de i denne Saison givne nye Skuespil gjorde kun Goldsmiths "Feiltagelserne", ved de mange comiske Situationer, Hovedpersonernes ypperlige Skildring, den vittige Dialog og den simple, men lunefulde og særdeles godt anlagte Handling, stor Lykke og blev et Yndlingsstykke, hvortil det fortræffelige Spil, især af Gjelstrup som Tony, Mad. Knudsen som Fru Heardcastle, og Mad. Preisler som Frøken Trine, i høi Grad bidrog. "Den døve Elsker", der har adskillige moersomme Scener, holdt sig i mange [sideskift][side 324]Aar, men meest som Nødstykke, og Bechs bedste dramatiske Forsøg, Eenacts-Comedien "Det unge Menneske efter Moden", hvori findes enkelte gode comiske Partier, gaves en Tidlang med meget Bifald.

Af Debutanterne gjorde især Ibsen Lykke og vakte store Forventninger. Han var en øvet Privatskuespiller og havde til en taalelig Syngestemme et fleersidigt comisk Talent, men det var endnu uden den tilbørlige Dannelse og kom ikke til synderlig Udvikling, da han savnede Smag og Aandsopvakthed. Allerede fire Dage førend den egenlige Debut havde han betraadt Scenen i en meget betydelig Rolle, ved at han, da der om Eftermiddagen Klokken 3 kom Bud fra Lyngby, at Kemp var væltet der og maatte holde Sengen, overtog Buschmann i "Juliane von Lindorak", som han een Gang havde udført i et dramatisk Selskab, og spillede saaledes, at dette Vovestykke vandt ham Alles Bifald. Jfr. Kragh begyndte sin Bane som en meget lille, spædlemmet Pige og fik aldrig noget Theaterudvortes. Da hun tillige snart fordærvede de Anlæg, hun viste for Soubretterollen, den eneste hun egnede sig til, ved et fripostigt, raffineret Væsen og en jagende Fremsigelse, opnaaede hun ikke at blive nogen yndet Person paa Scenen. Jfr. Fredelund var en lovende Dandseskolarinde, som ved en Beenskade foranledigedes til at forsøge sig i Skuespillet, hvortil hun medbragte et særdeles smukt, for Scenen passende Ydre, en god Talestemme og en tækkelig Holdning. Hendes Debut var meget tilfredsstillende og vandt almindeligt Bifald. Men Rahbek ivrede stærkt imod hende og vilde ikke indrømme hende mindste Talent. Det hed, at han frygtede for, hun skulde blive en heldig Medbeilerinde af Jfr. Astrup, i hvem han saae en stor Kunstnerinde; [sideskift][side 325]Publikum antog sig hende derfor meget varmt imod ham og hans Venner. Imidlertid vidste man at gjøre Numsen saa bange for at antage hende, at hun kun ved mange Bønner skaffede sig Tilladelse til, med flere Maaneders Mellemrum, oftere at komme frem som Debutant. Med hver Gang steg hendes Ængstelse for den Uvillie, som hun var vis paa hos Toneangiverne at møde; Bifaldet blev derfor bestandigt svagere, saa at hun tilsidst ikke for lang Tid vovede at bede om at maatte gjøre flere Forsøg.

De tre nye Balletter var alle af Sacco, som igjen besøgte Kjøbenhavn i Haab om at finde Engagement, da han havde hørt, at Galeotti havde gjort sig meget ilde lidt. Hvad det angik, havde Rygtet ikke sagt ham Usandhed: Galeotti stod dengang paa aldeles ingen god Fod hverken med Bestyrelsen eller med sit Personale. Bestyrelsen klagede over, at han ikke componerede det af ham lovede Antal Balletter, drev Indstuderingerne utilgiveligt langsomt og meget forsømte den Skole, som han havde overtalt den til at oprette og blev godt lønnet for; Personalet var utilfreds med ham fordi han forfulgte Enkelte med bitter Haan og Malice: Linck overfaldt han i Skuespillernes Nærværelse med ærerørige Fornærmelser, Lewer, Dandselæreren, chicanerede han ved at fratage ham hans meest uddannede Elever, give dem Underviisning et Par Uger og da lade dem fremtræde for Publikum som uddannede af ham selv. Warnstedt havde ideligen at bestille med at stifte Forlig imellem ham og Fornærmede; thi naar han den ene Dag havde seet sig nødt til at række dem Haanden til Forsoning, bragte han dem den anden Dag i Harnisk ved nye Chicanerier. Men hans Genie havde bevaret ham hans Anseelse som Kunstner; selv hos hans personlige [sideskift][side 326]Uvenner kunde Sacco ikke for sine Compositioner opnaae den Yndest, som under hans tidligere Ophold var bleven dem tildeel. Man fandt dem ret smukke og bedre end man havde seet dem af nogen anden Balletmester førend Galeotti, hvorfor de ogsaa modtoges med Bifald; men enhver Sammenligning faldt ud til hans Skade, og Optagelsen af hans Balletter forekom ham selv saa ufortjent kold, at han tog bort uden at componere den fjerde, som han ved Contract havde forbeholdt sig at bringe paa Scenen. For sine Compositioner fik han, foruden Beneficen, 500 Rdlr., hvormed han dog ingenlunde var tilfreds.

Siden Rosenstand ophørte med "Den dramatiske Journal" havde Theatret ikke været omtalt offenligt som en national Kunstanstalt, hvis Virksomhed fortjente Publikums særlige Opmærksomhed, førend Schwarz i Begyndelsen af 1784 udgav den første "Lommebog for Skuespilyndere", et, efter Tid og Omstændigheder, overordenlig heldigt udført Foretagende i Henseende til det rige Udstyr med fortræffelige Kobbere og Valget af Indhold, hvilket i den anden Aargang, 1785, blev endnu interessantere, ved et, om end feilfuld, dog meget tiltrækkende, Omrids af Theatrets Historie. Nu begyndte Rahbek, i den fra Juli 1785 udkommende "Minerva", at vække Opmærksomheden for Skuepladsens Betydning ved en fortløbende Kritik, hvilken den fra den Tid, af Mange og i mange Skrifter, temmelig stadigt er bleven underkastet, men rigtignok kun sjeldent har kunnet glæde sig ved at see ledet af Indsigt, Smag og Retfærdighed. Rahbeks Kritik hverken var eller virkede nogensinde Det, man skulde have ventet af den, som udgaaende fra en Mand, der havde gjort Dramaturgien til et stadigt og grundigt Studium. Grunden dertil laae i, [sideskift][side 327]hvad Molbech meget træffende siger: "Ideernes Rige, Speculationens dybere Grundvold for Smagens Læresætninger, og overhovedet en abstract philosophisk Aandsvirksomhed, laae udenfor den Kreds, hvori Rahbek fra sin tidligere Ungdom søgte og fandt sin Dannelse som Kunstens Dyrker og Udøver. Hans lidenskabelige Kjærlighed for Skuespillet og den dramatiske Kunst var ogsaa mindre en Frugt af det afgjorte Naturanlæg, af Geniets uimodstaaelige Kald og Drift, end den var en stærk Ungdomslyst og Tilbøielighed, som han, tildeels ved Indvirkning af sin Omgangskreds, lod sig henrive af, og som blev til en Passion hos ham, fordi den deels passede til hans Smag for et ubundet lystigt, men tillige ei virksomt Liv; deels stemte overeens med hans tidligt inddrukne Overbeviisning om, at Theatret kunde og maatte betragtes som en moralsk, til Menneskeslægtens Forædling sigtende Anstalt." Rahbek havde i Fylde den Indsigt, som kan erhverves ved Læsning af dramaturgiske Skrifter: han kjendte og havde gjennemtænkt det Bedste af hvad Gamle og Nyere havde skrevet om dramatisk Kunst og Literatur. Men "han var udsatfor uophørligen og med ubegribelig Lethed at hylde og bekjende sig til Andres Meninger og Anskuelser", og holdt sig altid med sit Bidrag indenfor de Grændser, som ved dem vare afstukne. Da nu Aristoteles, Horats, Lessing, Batteux og Marmontel ikke førte ham til Opfattelsee af det Phantastiske, Romantiske og overgivent Lystige i et poetisk Værk, saa var Sligt slet ikke til for ham som noget Kunstnerisk, men tvertimod som Udskeielse, Overdrivelse og Forkasteligt. Hans Smag var tidligt bleven særdeles indtaget af det Rørende, Følsomme og Moralske, og Forkjærligheden derfor blev bestandigt hans æsthetiske Væsens Grundcharakteer. Hvad [sideskift][side 328]hans Hjerte følte sig bevæget af og hvad hans Forstand, ved sin ikke dybe Reflectionsevne eller de Grundsætninger, den havde optaget fra de Smagslærere, han fortrinligen hyldede, erklærede sig for, var ham det eneste Rette og Sande. Hans Beundring for Holberg beroede langt mere paa den Troskab og Consequents, han fandt i hans Charakteerskildringer, end paa hans Erkjendelse af det rige Lune, der sprudlede frem af dem, og hos Ewald indtoges han fornemmelig af de aandrige Tanker og det Følelsesfulde, uden at begeistres af det høie poetiske Udtryk. Det Joviale var ham den yderste Grændse i den comiske Poesie, det Rørende i den tragiske. At han kun lagde nogen æsthetisk Værdie i det Reelle, gjorde ham til en afgjort Fjende og Forfølger af Syngestykker; i dem fandt han ikke blot Urimelighed, men Fordærvelse for Skuepladsens hele Væsen, og beqvemmede han sig til at yde et Syngestykke en meget karrig og betinget Roes, maatte det være, fordi det enten nærmede sig til Skuespillet ved sin Form, eller var sat i Musik af en Componist, som stod i saa almeen Anseelse for en reen og ædel Behandling af sin Kunst, at han matte befrygte, han ved ikke at erkjende Værkets Fortræffelighed vilde blive frakjendt al Sands for Musik. Men "han gik", som Oehlenschläger bemærker, "med siin Kløgt, Vid og Iagttagelse ind i det Psychologiske, i de digteriske Motiver, hvor han havde at gjøre med et Værk, som han sympathiserede med, og hans Udviklinger af enkelte saadanne dramatiske Arbeider eller Charakterer hører til det Fortræffeligste, han har skrevet; de fortjente at samles som ypperlige Studier for Skuespillere. Allerede Eensidigheden i hans Smag og at "han havde mere Evne til at vurdere de subsidiaire eller underordnede Egenskaber ved et skjønt [sideskift][side 329]Digt, end de, fra hvilke det geniale Digterværks eiendommelige Værk og Virkning udgaae", gjorde, at han ikke kunde være nogen upartisk Kunstdommer. Og dertil kom endydermere, at han ei alene var altfor tilbøielig til at lade Varmen i sit Venskab gaae over i sin Følelse for sine Venners kunstneriske Frembringelser, men endog til saaledes i sine Meninger at lade sig bestemme af sin fortrolige Omgangskreds, at han meget ofte ved den, sig ubevidst, førtes til at være med eller imod Noget. Rosing og hans Kone var ubetinget Gjenstand for hans høieste Beundring; de andre Skuespillere bedømte han efter hvorledes deres Fremstilling tilfredsstillede hans eensidige Smag og meget ofte som den Indflydelse, hans Kunstvenner vidste at skaffe sig paa ham, indgav ham. Dette vakte megen Uvillie imod ham hos de fleste Skuespillere, især da hans Dadel undertiden var baade haard og uretfærdig, og han selv forraadte, at hans Domme ikke altid udgik fra Overbeviisning, idet han ofte mundlig yttrede en anden Mening end i "Minerva", stedste viste stor Forlegenhed, naar han maatte bedømme en erkjendt udmærket Spillende, der optraadte i en af hans Yndlings Fag, og ikke sjeldent, naar der gaves en Forestilling, hvorefter han nødvendigen maatte komme til at rose Nogen, som han ikke yndede, snoede sig derfra, ved at bemærke, at Anmelderen "den Aften var forhindret i at være nærværende", men af kunstforstandige Venner var bleven sagt, at den gik maadeligt eller slet. Stiklerierne og Angrebene paa han Partiskhed bleve ham tilsidst saa ubehagelige, at han reent ud erklærede, ikke mere at ville omtale Rosing i sin Kritik, — Mad. Rosing kunde han ikke overvinde sig til at opgive; — men desto skarpere blev han fra den Tid imod de Andre. — Rahbeks Kritik [sideskift][side 330]kom ikke til at savne alvorlig Indsigelse. Den Første, der ikke vilde taale, "at en Mand, som foretrak Venskab for Ret og Sandhed, skulde være eneste Dommer i det theatralske Fag", var den djærve, humoristiske og bestandig imod al Uret kamplystne Tode. Han havde ingenlunde gjort sig Dramaturgien til Studium, men med megen Læsning og Verdenserfaring forenede han en naturlig sund Dømmekraft og traf, om han end nu og da kom frem med nogle underlige Yttringer om Enkeltheder, næsten altid i Hovedsagen det Rigtige. Da hans Bemærkninger ofte vare meget skarpsindige og slaaende, og han i et kort, livligt Sprog dristigt gik løs paa alle Subtiliteter og feiede dem rask bort med en klar, almeenforstaaelig Fremstilling, som jævnligen viste Retten at være paa hans Side, blev denne Opposition, der fornemmelig kom frem i "Kritik og Antikritik" og "Dramatiske Tillæg", Rahbek saa skarpt tilrettevisende, at Tode allerede i August 1789 med Sandhed kunde sige, at han "havde lært Rahbek at være særdeles artig imod dem, han ellers ikke havde værdiget synderlig Opmærksomhed."

Det var Warnstedt til stor Forargelse, at Linedandseren Spinacutta fik Tilladelse til at vise sine Kunster paa den danske Skueplads, men han medbragte saa varme Anbefalinger fra det svenske Hof, at Numsen tilbageviste alle Modforestillinger med, at man jo ikke kunde afslaae en Artist, der saaledes havde behaget Hs. svenske Maj., en saa ringe Billighed, og Warnstedt maatte trøste sig over denne Vanhelligelse med, at Regisseuren i sin Bog dog kunde antegne: "Han dandsede paa Linen med stor Behændighed, Accuratesse og Ynde; han havde en smuk Skabning, megen Anstand og begik ingen Narrestreger." Begge Aftener havde han "et talrigt spectatorium."