Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Tredie Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1860. 856 sider.
[Ni og tredivte Saison, 15. September 1786 til 31. Mai 1787, side 335-375]
[Oversigt over repertoiret 1786-87]
[side 335]Fra Numsens Ansættelse havde Theaterbestyrelsen faaet den Form, som af Kyndige ubetinget maa erklæres for den hensigtsmæssigste: der var et Overhoved, som havde Magten til at bestemme Virksomhedens Grundcharakteer, og en fagkyndig, forretningsøvet administrerende Directeur, som, med Ansvar til ham, havde at lede Udførelsen og imod hvis [sideskift][side 336]Overgreb Vedkommende kunde hos ham søge Beskyttelse. Men Numsen var altfor ubekjendt med den vigtige Anstalt, der var betroet ham Herredømme over, til at han kunde indsee, at han under alle Omstændigheder burde have eftertragtet en saadan Bestyrelsesform, og at det nu, da Tilfældet havde givet den, var baade i hans egen og Theatrets Interesse, at han omhyggeligen opretholdt den. Istedetfor at tiltage sig Overveielsen og Afgjørelsen af alle store administrative Spørgsmaal, og give Warnstedt frie Hænder i Detaillen, var han kun betænkt paa, uden selv at ville besatte sig dermed i høiere Grad, at indskrænke Warnstedt i denne Behandling. Grundene dertil vare blot: at han, med fin Lyst til, endog ved store og vigtige Spørgsmaal, øieblikkeligt at see efterkommet, hvad hans Ukyndighed faldt paa, følte sig generet af Warnstedts grundede Indvendinger, som han ofte matte give efter for; at han var meget ærgerlig over, at den af ham foranstaltede Commission havde maattet give en Erklæring til Triumf for Warnstedt og derpaa var sygnet bort, fordi han ikke kunde finde Noget til den af gjøre Udsættelser paa; at han ønskede at bringe den Warnstedt givne Myndighed til Anvendelse af de 2000 Rdlr. til tilfældige Udgifter fra ham over til en Direction; og at han vilde drive Warnstedt til ivrigt at fremme den store Opera, som han indbildte sig at han lagde Hindringer i Veien for. Uden endog kun at ymte derom til Warnstedt indgik Numsen med et Forslag om at omforme Bestyrelsen saaledes, at den blev netop den allersletteste, der kan opfindes for et Theater; den skulde nemlig bestaae af syv Medlemmer og have, foruden "Skuespilleres og Betjentes Antagelse og Afskedigelse, saavelsom Lønningers Bestemmelse", collegialiter at afgjøre "Pengelaans Bevil[sideskift][side 337]gelse, Decourter til den allerede gjorte Gjælds Afbetaling. Straf for Forsømmelser, Klagers Undersøgelse og Paakjendelse, Valg af Stykker, Rollernes Uddeling, Klædedragters Indretning til Comedier og Balletter, Decorationers Forfærdigelse med Videre. Alle Ansøgninger, Klager o. s. v. skulde forfattes skriftligt og forseglede leveres paa Directionens Comptoir, som forestodes af Justitsraad Lassen. Iøvrigt havde Enhver i Henseende til Opfyldelsen af sin Pligter at henvende sig til Kammerherre Warnstedt." Den 12te Juli 1786 tilstillede Numsen Kongen Forslaget, som han støttede paa et Motiv, der noksom viste, at det Eneste, som ved denne høist vigtige Forholdsregel stod klart for ham, var, at der udaf den kunde skaffes Warnstedt Bryderier ved enhversomhelst Embedshandling, thi det hedder, at han havde fundet en saadan Direction hensigtsmæssig fordi "det havde viist sig, at en Commission kun sjeldent forsamles og ikke kan følge Theatervæsnet med al sin Flid og Nøiagtighed, saa at den kan finde Feilene hvor de ere, og Midlerne til at rette dem paa eengang bestemt." Overtilsyns-Commissionen havde været en Bestyrelse af fire Medlemmer og kunde ingen Vei komme, fordi den skulde tage collegiale Beslutninger om Hovedsager; nu skulde en Bestyrelse af syv Medlemmer fremme Tjenesten og "rette Feilene paa eengang bestemt" ved paa samme Maade at beslutte om Detaillen! — De foreslaaede Medlemmer vare: Overhofmarskallen selv, som Præses; Warnstedt, som administrerende Directeur; Etatsraad Hilarius Hagerup, Committeret i General-Toldkammeret; Justitsraad Wormskjold, Committeret i Rentekammeret; Overauditeur Rosenstand Goiske, som Censor; den eventuelle Capelmester, og Justitsraad Lassen, som Hovedkasserer og [sideskift][side 338]Directionens Secretair. Hagerup, en 50aarig Nordmand, der havde reist nogle Aar udenlands og var et jævngodt Hoved, og Wormskjold, der som Medlem af den frugtesløse Commission, et Par Gange var faret sammen med Warnstedt, skulde see denne paa Fingrene hvad Oeconomien angik. Af Rosenstand, som Warnstedt erklærede Uven, ventede Numsen stadig Opposition mod Directeuren i det Æsthetiske; men deri gjorde han feil Regning, thi vel var Rosenstand lutter Bidskhed og Spydighed imod Warnstedt, naar han mødte Modsigelse af ham, men faldt deres Meninger sammen, som da de begge vare indsigtsfulde Mænd, ofte maatte blive Tilfælde, vendte Rosenstand sig ikke mindre bidsk og spydig imod Warnstedts Modstandere. At Lassen havde megen Agtelse og Hengivenhed for Warnstedt vidste Numsen, men han ventede at kunne med sin Formaaenhed holde ham i Tømme og vilde, ved at optage ham i Directionen, til hans Ansvar for Kassen Rigtighed lægge Ansvar for dens Anvendelse. Desuden kunde han være vis paa Stemmefleerhed i den ham vigtigste Sag, thi i den maatte Capelmesteren naturligviis være paa hans Side. — Den kongelige Resolution faldt først den 2den Septbr., og den 8de, kun Ugen førend Saisonnens Begyndelse, modtog Warnstedt med stor Overraskelse Meddelelse om denne i hans Virksomhed saa stærkt indgribende Bestyrelsesforandring, der blev ham i høieste Maade trykkende, ved at der i Resolutionen paalagdes ham, "i Ting, som fordrede hurtig Beslutning, selv at handle uadspurgt, men dog, om saadan Ting er af mindste Betydenhed, at andrage den i næste Directionssamling og derfor angive sine Grunde." — Personalet, som kjendte bedre til Theatervæsnet end Numsen, gjorde sig lystigt over det Forkeerte [sideskift][side 339]ved denne Direction, hvori tre Embedsmænd, som en Begyndelse kunde tilkalde, naar den behøvede Oplysninger angaaende deres Fag, vare gjorte til Medlemmer, som havde Stemme i alle Sager; den fik strax Øgenavnet "De syv vise Mestere." — Allerede den første Møde gav Warnstedt Grund til at spaae Theatret meget uheldig Virkning af dens Viisdom. Numsen medbragte Forslag om en Mængde faste Tillæg. Derimod erindrede Warnstedt om, at Kongen for otte Aar siden havde befalet, "at Skuespillerne samtlig skulde sættes paa en vis Fod, visseligen i den velgjørende Hensigt, at de derefter kunde reglere deres Huusholdning og øvrige borgerlige Indretninger." Baade Rosenstand og Lassen vare med Warnstedt ivrigt imod Forslaget; men det hjalp ikke: Numsen holdt fast ved det; de to theaterfremmede Medlemmer, Hagerup og Wormskjold, erklærede sig for ham, og da Stemmerne derved paa begge Sider bleve lige, fordi der ikke endnu var nogen Capelmester, benyttede han den ham i Resolutionen givne Ret til isaafald med sin Stemme at gjøre Udslaget. "Det blev da, "siger Warnstedt", "tvertimod den tidligere kgl. Befaling, antog et nyt Princip, nemlig: paa den ene Side at give staaende Lønningstillæg, og paa den anden at lade Eleverne i en Række af Aar staae paa en altfor ringe Løn, hvilket vel kan volde, at ingen skikkelig ung Person herefter vover at opoffre sig til Theatret, da de i den mandige Alder, ved strax at have fordybet sig i Gjæld, have kun Fattigdom og Elendighed til Udsigt, istedetfor en skikkelig borgerlig Stand. Følgen af de faststaaende Lønningsforbedringer har og siden viist, at mangen Skuespiller er bleven lunken i sit Kald fra den Tid, han havde opnaaet hvad han kunde vente."
[sideskift][side 340]Efter de givne Tillæg blev dette Theateraars Budget:
1. Directionen.
| Den administr. Directeur (Warnstedt) | 2000 Rd. | ||
| Secretairen (Lassen) | 300 Rd. | ||
| Til Skrivematerialier | 40 - | ||
| Som Inspecteur | 500 - | 840 - | |
| Skriveren ved Secretariatet | 100 - | ||
| Directionens Bud | 50 - | 2990 Rd. |
2. Informationen
| Syngemester Potenza | 1150 Rd. | |
| Instructeur Schwarz (foruden Skuespillerløn | 200 - | |
| Instructeur Rosing (foruden Skuespillerløn) | 200 - | |
| Dandsemester Laurent | 800 - | |
| Dandsemester Lewer (foruden Figurantløn) | 100 - | |
| Repetiteur Hortulan (foruden Figurantløn) | 50 - | |
| Galeotti, som Dandsemester (foruden Balletmesterløn) | 500 - | |
| Dandsemester Linck (foruden Dandserløn) | 100 - | |
| Repetiteur Lolle (foruden Balletrepetiteurløn) | 100 - | 3200 - |
3. Acteurer, Actricer og Syngeskolen.
4. Dandsen og Dandseskolen.
[sideskift][side 344] 5. Betjente og Opvartere:
6. Pensioner og Benaadninger.
| Forrige Inspecteur, Justitsraad Hvass | 400 Rd. | ||
| - Balletmester og Dandser Barch | 300 - | ||
| - Acteur Clementins Enke | 60 - | ||
| - Acteur Hortulans Enke | 60 - | ||
| - Acteur Suhms Enke | 60 - | ||
| - Figurant Hjeronimi | 100 - | ||
| - Dandseskolar Bruun | 50 - | ||
| - Overcontrolleur Linckwitz's Enke | 40 - | 1070 - |
[sideskift][side 346]7. Forestillingerne, beregnede til 136.
| 8. Decorationer. | 2500 - - - | ||
| 9. Garderoben. | 4000 - - - | ||
| 10. Orchester. | |||
| Theatrets Bidrag til Orchestrets Lønning af Hofkassen | 7000 - - - | ||
| 11. Afgifter. | |||
| Grundskat, Renovation, Gadefeining o. s. v. | 75 - - - | ||
| 12. Honorarer til
Forfattere og Oversættere. |
1000 - - - | ||
| 13. Tilfældige Udgifter. | 2000 - - - | ||
| Ialt | 64103 Rd. 2 Mark |
| Indtægterne vare beregnede til: | ||
| Det kongelige Tilskud | 34400 Rd. | |
| Indkomst af 136 Forestillinger, hver anslaaet til 230 Rd. | 31280 - | |
| Leien af Forfriskningssalen | 300 - | |
| Ialt | 65980 Rd. |
For denne Saison fik Numsen kun Ærgelse af Syngespillet. Hverken Cimarosas "Italienerinden i London", eller Schalls "Claudia af Villabella" gjorde Lykke. Sidste blev givet imod Componistens Ønske. Han havde sat Musik til Stykket som et blot Forsøg i Syngespilcomposition, og ladet den udføre for Directionen alene i den [sideskift][side 348]Hensigt, at bevæge Numsen, som ved Capellets Omordning havde behandlet den unge talentfulde Mand baade uforskammet og uretfærdigt, til at indstille ham til Opnaaelse af et Reisestipendium. Efter at have hørt Musiken yttrede Numsen sig meget ringeagtende om den, men da han kom i Forlegenhed for et Feststykke til Kongens Fødselsdag, forlangte han af Schall, at han skulde give sit Samtykke til Opførelsen, og mødte alle hans Betænkeligheder ved at lade et saa umodent Værk komme for Publikum i en saa høitidelig Anledning, med sin afgjørende Dom, at han fandt baade Stykket — der af Digteren, Göthe, var ufuldendt — og Musiken fortræffelige. Da Schall endelig, for ikke at skade sin Ansøgning om Stipendium, havde givet efter, fik Numsen imidlertid en anden Mening, thi han paalagde Warnstedt, "ikke at øde for meget paa Noget, der aldrig kunde gjøre Lykke, men som man var nødt til at tage, fordi man ikke endnu havde nogen Capelmester." Baade Besætning og Udstyr bleve saare maadelige og Bifaldet var ringe; men hvor mangelfuld Musiken ned var, Schall gav dog mere end han fik, thi hans Løn for at han havde hjulpet Numsen ud af Kniben var — et Gratial af 200 Rdlr. og Afslag paa hans Ansøgning om Reisestipendium, hvilket han først opnaaede to Aar efter med — 300 Rdlr!
Comedien blev i denne Saison Skuepladsens Triumf, fornemmelig ved Fremstillernes ypperlige Behandling af en saa høist vanskelig Opgave som Beaumarchais's "Figaros Giftermaal", et Lystspil, hvis livfulde, stærkt forviklede Handling, mange piquante Situationer og af Vittighed og Lune overstrømmende Dialog bestandig ville gjøre det til et høist interessant og mageløst dramatisk Værk. Schwarz [sideskift][side 349]som Figaro, Rosing som Greven, Mad. Rosing som Grevinden, Mad. Preisler som Susanna, og Mad. Bjørn, der, formedelst sin behagelige Syngestemme og et betydeligt meget indtagende Fremstillingstalent, var af Skuespillet laant fra Dandsen til Pagen, gave de vigtigste Roller med stort Talent og den Datidens Skuespillere egne Dygtighed til at opfatte og fastholde Charakteerskildringer i alle deres Nuancer; de andre Roller udførtes særdeles tilfredsstillende, og ved den Varme, hvormed alle Spillende samvirkede til en saa stor og interessant Opgaves værdige Løsning, blev Ensemblet overraskende ypperligt for endog den strengt dømmende Tilskuer. At Rahbek havde oversat dette Stykke, paadrog ham haarde, men retfærdige Angreb, da han derved i høieste Maade viste den Inconseqvents, hvormed han hyppigt handlede stik imod sine egne Læresætninger og lovpriste det, som han selv havde lyst Fordømmelse over. Baade paa Tryk og i Tale havde han, som anført, lige fra sin første Fremtræden paa det kraftigste erklæret sig for, at Skuepladsen ubetinget skulde virke til Hjertets Forædling, og ivret imod den ægte Comedie, fordi den lærte altfor mange farlige Intriquer, som kunde have skadelige Følger for unge Mennesker, gjorde Indbildningskraften kaad, og ved altid at opvække Latter, og fordærvede Sæderne; han havde betegnet "Barberen i Sevilla" som et Stykke, der af denne Grund burde udelukkes fra en god Skueplads; og nu var han, henreven af den Enthusiasme, som Opførelsen af "Figaros Giftermaal" paa Théâtre français havde bragt ham i, bleven en heftig Talsmand for, ja endog Oversætter af dette Stykke, der baade i Handlingens og Dialogens Slibrighed langt overgik "Barberen." Og ikke dermed nok; han gjorde sig til af, derved at have udrettet [sideskift][side 350]noget særdeles Fortjenstligt for den danske Skueplads, han havde sat Alt i Bevægelse for at bevirke Stykkets Antagelse og fremskynde Opførelsen. Endog hans Venner og de, som vare begeistrede for dette geniale Værk, lode ham høre, at han paa Scenen havde indført Noget, der, efter hans offenlig aflagte dramaturgiske Troesbekjendelse, maatte være dens Skjændsel; thi der var ikke og vilde neppe komme nogen Comedie, hvis hele Væsen mere bestod i "farlige Intriguer, som gjorde Indbildningskraften kaad, ved altid at opvække Latter." Rahbek forsøgte vel at afvæbne sine Angribere ved at forandre adskillige af Originalens Udtryk og at ville i enkelte Steder endog have lagt en anden Betydning, end Beaumarchais selv giver dem; men Forsøget strandede aldeles paa den imod ham fremsatte Bemærkning, at Stykkets hele Handling dreier sig om Middelalderens Sædeligheden oprørende jus primæ noctis, og han maatte ofte senere, naar han paastod, at "selv Ewald kunde ikke være mere afgjort imod noget Usædeligt paa Skuepladsen, end han", høre, at han dog var Oversætter af "Figaros Giftermaal." — "Den virkelig Vise", et rørende Femactsstykke af Sedaine, skyldte meest den i det Hele fortræffelig Fremstilling, hvori Schwarz's ypperligt gjennemførte Charakteerskildring af den gamle Vanderk især blev høiligen beundret, at det modtoges med meget levende Bifald og holdt sig i Yndest indtil det i 1792 blev henlagt, fordi nogle af Hovedrollerne, paa Grund af Afgang, savnede tilfredsstillende Besætning. — Det lille originalt opfundne og moersomme Stykke "Den bogstavelige Udtydning" vandt et særdeles stærkt Bifald, som ogsaa i høi Grad skyldtes Schwarz, der i sin butte, djærve og humoristiske Fremstilling af Robinson, som han i alle Nuancer [sideskift][side 351]gav yderst correct og med en beundringsværdig Naturlighed, fandt en fortræffelig Understøttelse ved Mad. Preislers skjelmske, indtagende Jenny, og Rosings sværmeriske Edwin. — "Vestindianeren", et af de store engelske Charakteerlystspil, som fordre Skuespillere, der baade fuldeligen kunne opfatte og med Dygtighed udføre originalt og bestemt tegnede vanskelige Roller, behagede meget, fornemmelig ved Mad. Preislers gratiøse, af Livlighed spillende Udførelse af Charlotte, og Preislers af den humoristiske, kjække Major O'Flaherthy. Mindre heldig udførtes dengang Titelrollen af Debutanten.
Peter Jørgen Frydendahl var, da han, efter en Tidlang at have været paa et Herredsfoged-Comptoir, gjorde sit første Forsøg som Skuespiller, 20 Aar gammel, og havde kun opnaaet Antagelse fordi Potenza hos ham fandt Anlæg til en god Bassanger. De sjeldne Naturgaver, hvormed han siden frembragte saa stor Virkning, vare ikke endnu udviklede hos ham: han var blond, høi og smækker, bevægede sig stivt og havde i sit hele Væsen en kold Ziirlighed. Denne Debutrolle var hans Natur imod; han savnede erotisk Varme, Livlighed og en let, fri Diction. Det var kun fordi alle comiske Fag, hvori han kunde ønske sig anvendt, vare godt besatte og man derimod søgte at faae en meget ungdommelig Elsker, at han blev tvungen ind i en Rolle, som saa meget mindre kunde blive ham heldig, da de Skuespillere, der nu skulde træde ud af Faget, i det havde vundet stor Yndest. I hans Fremstilling fandt Kjendere, som Warnstedt, Rosenstand, Jacobi og Schwarz, vel flere Steder, der umiskjendeligt vidnede om et afgjort Anlæg, men Publikums Bifald var kun meget ringe, og at Rahbek og hans Kunstvenner aldeles [sideskift][side 352]frakjendte ham, der satte Stolthed imod den Haan, som de viste ham fordi ha ikke var Student, Talent for Elskere og Cavalerer, hvori han sildigere gjorde sig uovertræffelig, virkede saa skadende, at han — endskjøndt hans anden Debut, som Charles i "Bagtalelsens Skole", virkelig viste dem, der havde et øvet og uhildet kritisk Blik til at opdage Gehalt i en endnu raa Maske, at der laae en stor ikke udviklet Dygtighed i ham — blev udraabt for ubrugelig, fik Spotnavnet "Jammerdal" og først efter lang Tids Forløb af Trangen gaves Leilighed til at gøre sine Evner gjældende. Hans Udsigter bleve endnu misligere ved at der netop i de Dage fremtraadte en Begynder, som strax viste et glimrende comisk Talent: Hans Christian Knudsen, 23 Aar gammel og i fuldeste Besiddelse af sjeldne Naturgaver til at behage og henrive Publikums Masse. Han havde allerede som Murerlærling søgt Ansættelse ved Theatret, men var bleven afviist, da man ikke for et ungt udannet og ubekjendt Menneskes Skyld vilde fravige den gamle Vedtægt, at kun Studenter maatte anvendes til Skuespillere. For om muligt at slippe til sit Maal ad en Omvei, forlod han Murerlæren og blev Pagetjener ved Arveprindsens Hof. Hans muntre Lune, Sang, opvakte Væsen og Utrættelighed i at finde paa Løier, som han gjorde med en Gratie og elskelig Overgivenhed, der indtog Alle for ham, vakte snart Opsigt ved Hoffet, saa at han tilsidst blev bemærket endog af Enkedronningen og Arveprindsen. Den Sidste fattede især Yndest for ham, lod ham spille i et Par Forestillinger paa det lille Theater paa Fredensborg og søgte, da Forsøgene faldt ud over al Forventning, at bane ham Vei til Debut paa det kongelige Theater. Selv med en saa høi Velynders Bistand, havde Knudsen megen [sideskift][side 353]Vanskelighed ved at opnaae den. Rahbek var, som han selv, 30 Aar efter, fandt sig dreven til at vedgaae ved Knudsens Grav, meget virksom til at hindre den. Uagtet Skuepladsen allerede i Schwarz havde faaet sin største Kunstner og i Saabye den meestlovende Begynder fra Dandseskolen, oprørtes han ved at man nu i Skuespillerstanden vilde indsmugle "Philistre, som savnede simpel Menneskedannelse." Han ophidsede Rosing, der paa ingen Maade udmærkede sig ved Kundskaber , men sildigere gave sine Kunstfæller Anledning til megen retfærdig Anke over "Studenterhovmod", og de samlede alle "de studeerte Acteurer" — for dette Tilfælde Fjender ligesaa vel som Venner — og bragte dem i et saa heftigt Røre, at der til Warnstedt blev gjort alvorlige Forestillinger om, at de ikke vilde taale "deres Stand skamflikket, hvilket den nu igjen truedes med at blive, da Directionen ei alene vilde gjøre dem til Kammerater med Skriverdreng, men endog paaføre den værdige danske Skueplads en Kalkslager og Tallerkenslikker som Acteur." Warnstedt modtog de Protesterendes Deputation særdeles høfligt, men besvarede koldblodigt dens meget hidsigt fremførte Andragende med, at "det glædede ham hjerteligt, at see de danske Acteurer saa ivrige for deres Stands Ære, thi det gav ham Haab om, hvad han længe inderligt havde ønsket, baade for deres, Tjenestens og sin egen Skyld, at de selv ilde irettesætte nogle af de gode Herrer Acteurer, der havde den Lykke at være Studenter, men ikke destomindre blamerede Theaterselskabet ved i Kipper at synge, agere og skabe sig til Nar for et Glas Viin, saa alvorligt, at saadanne herefter maatte aflade med en Standen saa uanstændig Opførsel, hvilken han kunde forsikkre dem, at hverken Skriverdrengen eller Tallerken[sideskift][side 354]slikkeren vilde beskæmme sig ved. For Resten var Knudsen almindelig anseet for et skikkeligt, ædrueligt og ærekjært Menneske, som fortjente den Naade, der vistes ham af Hs. kgl. Høihed Arveprindsen, til hvem de maatte henvende sig, dersom de troede, at der vilde overgaae dem Skam ved at omgaaes ham; thi hans Antagelse skete alene formedelst Intercession af Hs. kgl. Høihed, der, ligesom ogsaa Directionen, formeente, at an skulde blive Theatret, hvis Gavn Enhver, men især Acteurerne, først burde have for Øie, til større Fordeel, end det havde havt af adskillige Studenter, der misagtedes af Publikum saaledes, at man vel maatte see til at skaffe nye Acteurer, som havde Habilitet til det, hvilket de andre vilde betales for, uden at have hverken Lyst eller Gaver." Bech, som havde først Ordet og følte sig skarpt truffen af Finten, vilde fremkomme med Bemærkninger, men Warnstedt afbrød med, at han meente, det Fornødne var sagt ved at han gave dem "Directionens fulde Consens til i denne Anledning at henvende sig til Hs. kgl. Høihed." Da de ingenlunde følte Lyst til det, lode de sig nøie med imod Knudsens Debut at anvende det Middel, som de saa heldigt havde skadet Frydendahls med: de udraabte ham for en Stymper, der ikke var værdig til at betræde Scenen. Men her slog det ganske feil; Knudsen besad langt større Dristighed end Frydendahl og udviklede strax, freidigt og livfuldt, saa mange af sine store Evner, at han rev Publikum med sig og i eet Slag tilintetgjorde Cabalen. Han var af Middelhøide, kraftigt og smukt bygget; Talestemmen havde megen Styrke, Velklang og Bøielighed; hans aabne Ansigt var oprømt og jovialt i sit naturlige Udtryk, bevægeligt til at modtage Præget af fremmede Charakterer og ligesaa egnet til at [sideskift][side 355]give et fyldigt og klart Billede af Værdighed, Kraft og rørende Godmodighed, som til at tolke Lystighed og Glæde med en saa uimodstaaelig Hjertelighed, at han blot ved sit Smiil og de spillende Øine kunde fremkalde Munterhed i Huset; hans levende Phantasie fremstillede ham altid hans Rolle i et eiendommeligt, livfuldt og interessant Billede, som han med stor Virtuositet gjengav og sammenholdt endog i de dristige Træk, som hans yppige Lune ofte indgav ham at sætte i det. Kunde han end i Oldfux blot vise een af sit Talents mange Sider, kom denne, hvorvel han endnu savnede den kunstneriske Sikkerhed og Holdning, saa glimrende frem at han vandt overordenlig Bifald. Den friske, naturlige Oprømthed, han gav selve Pudsenmageren, og den ypperligt gjennemførte Forskjellighed i de tre Forklædningsroller erindrede gamle Comediegængere levende om Londemann, hvem Knudsen, med langt større Omfang af Fremstillingsdygtighed, mere end nogen anden dansk Skuespiller lignede i Fremstillinger, som Overgivenhed og kraftfuldt, fritspillende Lune skulde give Grundtonen. Rosenstand, saavelsom Schwarz, der selv havde været en ypperlig Oldfux, erkjendte Geniet og spaaede Knudsen et stort Kunstnernavn, hvis han med Smag vilde omhyggeligen uddanne saa rige Naturgaver; og Rahbek, der som Recensent ikke kunde undgaae at berøre noget saa Overordenligt, holdt ham i "Minerva" en betinget Lovtale, med Anmærkning om, at han havde nogle Udsættelser at gjøre, hvilke han nærmere skulde udvikle, men dog ikke fremkom med. Knudsens anden Debut, Henrik i "Henrik og Pernille", var mindre heldig: han savnede den kløgtige holbergske Tjeners Ironie, og det Spradebassevæsen, hvormed denne Henrik skal give i sin Forklædning, var maaskee af alle [sideskift][side 356]mulige comiske Egenheder den, som mindst kunde gjøre sig klædelig. Imidlertid viste hans Talent sig ogsaa heri saa umiskjendeligt, at han hurtigt fik mange baade betydelige og charakteerforskjellige Roller, der bestandig satte ham høiere i Publikums Yndest og snart tvang Kritiken til i ham at erkjende en Skuespiller af stor Betydenhed. Han og Frydendahl, som en Snees Aar efter overgik ham i Mangfoldighed, Charakteristik, Virtuositet og Smag, havde, da de samtidigt begyndte deres Bane, i lang Tid en høist forskjellig Skjæbne. Knudsen fik strax kongelig Ansættelse, blev, undtagelsesviis, "ikkesyngende Skuespiller", tillagdes som saadan 300 Rdlr., der var den høieste Gave for Begyndere, tildeeltes et rigt og taknemmeligt repertoire og opnaaede, efter at han i 1789 ogsaa heldigt var fremtraadt som Sanger, betydelige Gratificationer; Frydendahl forundtes Tilladelse til at blive ved Theatret, som "Syngeskolar" med 10 Rdlr. maanedlig og Tilkjendegivelse om, at "dersom han ikke inden Udgangen af October 1787 skulde findes tjenlig til Skuespiller, afgik han uden videre Godtgjørelse", der tildeeltes ham kun enkelte Replikker og meldende Tjenere, han fik, da Prøvetiden var udløben, paa Grund af "at Nogle behøve længere Tid til at udvikle sig og Directionen ikke endnu bestemt dristede sig til at sige om han kunde blive gavnlig for Scenen", Lov til at blive staaende med samme Maanedspenge, han opnaaede i 1789, efter med meget Held at have debuteret som Sanger og tilfredsstillende spillet adskillige Charakteerroller, hvoriblandt sin uovertræffelige Officeer i "Barselstuen", 200 Rdlr. "indtil man kunde see om han blev duelig til Skuespiller", og dette vilde man ikke i den Genialitet og Fleersidighed, som nu, hvor der kun var Leilighed, stadigt viste sig i hans Spil, [sideskift][side 357]blive vaer førend i 1792! — Debutantinden Mad. Sierstedt havde et fortræffeligt Ydre og ikke ringe Anlæg for Soubrettefaget, men da Rahbek meget nedsatte hende, ved ideligen at sammenligne hende med Mad. Gjelstrup, kunde hun ikke skaffe sig Anerkjendelse, hvilken hun dog sikkert vilde have opnaaet da den store Kunstnerinde 4 Aar efter tabtes for Scenen, dersom hun ikke allerede dengang havde opgivet sine Anstrengelser, fordi hun meget let blev hæs i en betydelig Rolle.
Efter lang Hvile fremkom Galeotti i "Amors og Balletmesterens Luner" med en nydelig Humoreske, der, i en Række af løst sammenbundne Scener, fulde af Liv, Comik og Gratie, gav Leilighed for alle Dandsende til at vise sig i hvad de kunde udføre med størst Virkning, og endte med en meget moersom, ypperligt ordnet Forvirring. Denne lille, smagfuldt behandlede Overgivenhed behagede i høi Grad og holdt sig paa Scenen længe efter at den havde tabt sin Friskhed og Glands, fordi, da Galeotti var død, nogle af de første Dandsende trak sig ud af den, andre udførte deres Partier skjødesløst og det Hele savnede tilbørlig Omhu, baade i de enkelte Partier og i Ensemblet. Den tragiske Ballet "Semiramis", hvortil Galeotti fra Voltaires Sørgespil havde hentet Stoffet, som imidlertid var meget selvstændigt og særdeles heldigt balletmæssigt benyttet, gjorde ligeledes stor Lykke, uagtet de mange Sceneforandringer havde betydelig Vanskeligheder for Maskineriet. Jfr. Stuart imposante, rædselsvækkende Fremstilling af Semiramis, og en udmærket skjøn Decoration af Pelli, en ypperlig italiensk Theatermaler, som ogsaa mesterligt udførte en kongelig Sal og decorerede Tilskuerpladsen, vandt fornemmelig almeen Beundring. For Resten leed Ballet[sideskift][side 358]repertoiret i denne Saison mange Standsninger og Afbræk ved stor Sygelighed iblandt Personalet.
Et smukt Beviis paa den Redebonhed til, hvor det kun var ham muligt, at virke til Opmuntring og Hæder for danske dramatiske Digtere gav Warnstedt aller i denne Saison, ved at foranledige, at Wessels Enke fik for den Afdødes uopførte Stykke "7603" Beløbet af hvad Huset kunde indbringe ved en Forestilling, imod at hun deraf betalte hans Gjæld til Theaterkassen, 293 Rdlr., og at der til Fordeel for hans lille Søn blev givet en Benefice, som indbragte 540 Rdlr. foruden 300 Rdlr., der skjænkedes af de kongelige Herskaber.
Midt under Saisonnen var Warnstedt kommen i alvorlige Uenighed med Numsen, der forlangte, at Directionen skulde indstille Rosing, som ved sin Virksomhed i og for Operaen havde sat sig i stor Yndest hos ham, til Instructeur, hvorved dengang nærmest forstodes Veileder for Skuespillerne til Rolleudførelse; thi Scenens Ordning, som Schwarz forøvrigt varetog, ansaaes under Warnstedt, der selv med Kyndighed udkastede og ledede det Væsenlige, ingenlunde for Embedets Hovedfag. Forslaget overraskede alle Directeurerne. Hvor meget de end erkjendte Rosings Talent og de Fremskridt, han havde gjort, var der dog ingen af dem, som kunde gaae ind paa, at han, der kun havde et eneste Fag, hvori han endog stedse medbragte en skarptpræget Individualitet og norsk Udtale, skulde i Egenskab af Skuespiller, være den, der bedst egnede sig til dramaturgisk Lærer. Af Hensyn til Numsen vilde imidlertid Ingen frem med sine Tanker uden Warnstedt, der, "da han af Hs. Maj. var anbetroet Theatrets Administration, og altsaa baade burde have Indsigt i hvad som angik det Dramatiske, og [sideskift][side 359]bruge den af al Evne til Skuepladsens Gavn og Hæder", følte sig forpligtet til imod dette Forslag at fremføre adskillige betydelige Indvendinger. Disse, som han gjorde skriftligt, vare i det Væsenlige følgende: "Schwarz var nu engang Instructeur og havde ved besynderlig Flid og ofte med meget Held søgt at gavne i sin Stilling, men egenlig holdt han Instructeurtjenesten for Skuespillerne for overflødig, ja endog, eftersom den let førte Begynderne til et dødt Copisterie, for næsten skadelig. I de forskjellige af Comediens Fag havdes der dog gjerne nogle gode Acteurer, iblandt hvilke den Begynder frit burde til sin Veiledning kunne vælge den, af hvem han for sit Fag ventede meest Indsigt, og denne burde, naar Debuten faldt heldigt ud, belønnes af Directionen for den Tjeneste, han ved sin Bistand havde viist Theatret. Dette vilde have til Følge, at Alle ikke blev Copier af en Enkelt, at Acteurerne, for at kunne forklare sig om deres Kunst, bleve opfordrede til grundigere at tænke over den, at de gjorde sig Umage for at vinde Ære fir deres Læring, og at de alle saae en Udsigt til for erkjendt Indsigt i deres Fag at opnaae en tilfældig Forbedring i deres Kaar. Allerede ifølge denne Mening vilde han erklære sig imod Nogens Ansættelse til fast Veileder, men af forskjellige Aarsager burde han endydermere være imod at Rosing blev valgt dertil. Saadanne vare: Rosing skulde nærmest give og kunde tillige blot give Veiledning i det Tragiske, men deri havde han selv kun faaet ringe Øvelse, da Tragedien ifølge den givne kongelige Befaling ikke skulde cultiveres og ei heller kunde blive det, fordi adskillige af de til den dygtigste Acteurer ikke deri maatte bruges. Til den ædle Elskers Rolle savnede Rosing saameget i Urbanitet og Behagelighed, at det [sideskift][side 360]just var den, man meest ønske at Theatret kunde faae heldigt besat. Den norske Dialect, som desuden hos Rosing skurrede stærkt, især i det Pathetiske, forhindrede ham i at blive noget ønskværdigt Mønster. Han maatte bestride, hvad der i Udkastet til Forestillingen var sagt om, at der dagligen sporedes paa Scenen, at Rosing kjendte den fine Verden, thi det gjorde han, som levede meget i sin Familie og i nogle gode Middelstandsselskaber, netop ikke mere, end at han nogenledes kunde, ved største Opmærksomhed paa sig selv, tee sig imellem den uden Persiflage. Der kunde ikke for Rosings Antagelse til Instructeur anføres mindste Grund i Noget, som han allerede i den Retning havde givet blot Haab om, thi han havde aldrig dannet nogen Elev, hvilket dog vel burde været skeet som en Prøve, inden han foresloges til et Embede, der bestaaer i Underviisning. Da Schwarz ifølge sin Ansættelse havde at veilede i comiske Roller saavelsom alle tiltrædende Skuespillere uden Undtagelse, kunde der for Rosing ikke blive andre at instruere end dem, der vare i Theatrets Tjeneste førend han selv tiltraadte den, og disse vilde neppe modtage hans Tilretteviisning uden en Tvang, der maatte blive ham til saa mange Ærgrelser, at han snart selv vilde gjøres uskikket til sit Kald som Acteur. Rosing havde ikke, som Schwarz, seet og grundigt studeret Actionen paa de bedste fremmede Theatre, men faaet al sin Belæring og Indsigt hjemme, hvorfor han ikke i sit Fag kjendte nogen anden og bedre Acteur end sig selv. Endelig: han udmærkede sig heller ikke ved nogen særdeles Kundskab om Literaturen i fremmede Sprog, da han ikke, som Schwarz, talte Fransk, Engelsk og Tydsk, men hidtil kun forstod det Sidste." Naar disse Grunde, tilføiede Warnstedt, maatte [sideskift][side 361]paalægge ham at være imod Rosings Ansættelse som Instructeur, saa var den unge altid virkelystne Mands store Flid, Iver og Kjærlighed for sit Kald ham derimod vægtige Grunde til at ønske hans Udmærkelse og Kaars Forbedring ved at der overdroges hm et Embede, hvori han kunde været Theatret til sand nytte, ja endog afhjælpe en det meget følelig Trang, og med Hensyn dertil vilde han foreslaae, at han, istedetfor at indforskrive en fremmed Syngelærer, der ikke forstod Eleverne eller kunde forstaaes af dem, ansatte Rosing, som med utrættelig Flid havde appliceret sig paa Musik og Sang, og. dog Naturen havde givet ham en maadelig Stemme, ved Dygtighed og den bedste Smag erhvervet sig fortrinlige Fortjenester og Krav paa betydelig Opmærksomhed som Sanger, til, ved Siden af Potenza, at give Eleverne Underviisning i Musikens Grunde og Stemmens Uddannelse. Saa meget mere turde han foreslaae ham dertil, da han for sin Duelighed i denne Retning allerede var af det nylig oprettede "musikalske Academie" antaget til Sangens Indstudering; og meente han, at medens der kun var tiltænkt ham en Gage af 200 Rdlr. som Instructeur, burde han i det gavnlige Embede have 300 Rdlr. — Man skulde troe, at Numsen med Glæde havde mødt et Forslag til at føre hans Yndling ind i en Stilling, der var endnu mere indbringende og hvori han hæderligt og kraftigt kunde fremme hans Yndlingsidee. Men nu viste det sig, at det ikke saa meget var Godhed for Rosing, som Drillelyst mod Warnstedt og Had til Schwarz, der havde bragt Excellencen paa denne Instructeuransættelse. Han hunde ikke glemme, at den Sidste havde modsat sig hans om Chortjenesten givne Befaling, der endog af Alle var bleven angrebet som uretfærdig og [sideskift][side 362]tyrannisk; og hans Harme steg ved at Schwarz fandt Optagelse i de Fornemste Huse og blev kaldet en saa udmærket Kunstner, at Bestyrelsen burde blues ved at anmode ham om en Tjeneste, hvortil den havde tager Underofficerer og Opvartere i Dagleie. Numsen vilde gjøre hvad han kunde, for ikke at høre ham ideligen omtalt som den Første, og derfor i det mindste give ham en Sideordnet i Embede, hvoraf Publikum skulde for, at Directionen dog satte Andre ligesaa høit i Kunsten som ham; det maatte endydermere ærgre Warnstedt, der ei alene viste Schwarz Høiagtelse som Kunstner, men behandlede ham som Ven. Numsen forkastede derfor Warnstedts Forslag uden engang at værdige det Omtale. Men han havde ikke beregnet at denne Instructeuransættelse var imod Rosenstands Princip, og da denne mærkede, at Numsen vilde sætte den igjennem, trods Warnstedts Udtalelse, betænkte han sig ikke paa at gjøre Partie med sin personlige Uven; han fremsatte strax i den ham egne skarpe og korte, men klare Udtryksmaade sin Mening, der, om den ikke ganske var Warnstedts, dog førte til samme Resultat. Han bemærkede, at han for sex Aar siden havde yttret om Rosing: "Man kunde næsten sige, at han spiller næsten alle Roller eens; han er altid omtrent den Samme; man seer i ham intet mindre, end den Person, han skal forestille, men altfor meget hans egen. Ved yderligere at bevise dette, matte jeg ogsaa dadle, at hans Stemme er af Naturen saa yderst ubehagelig og uskikket til at modtage Tonefald. Jeg kan ikke undgaae at dadle hans Anstand, som er een og den samme i alle Roller. Altid seer man den Stolte, den Opblæste; altid seer man den Alle foragtende Mine, ogsaa der, hvor den slet ikke gjøres nødig eller udfordres til Rollen. Ja endog inden [sideskift][side 363]han begyndte at tale, og saasnart han er traadt ind paa Scenen, skulde man kunne tænke, at han foragtede alle de øvrige Personer i Stykket. Ligeledes er det med hans Gang, hans stolte Skridt med høit løftet Fod, hans Vendinger, — med eet Ord, for at udtrykke mig kort: man seer altid i ham den som agerer, men aldrig den som ageres." Nu skulde han gjerne tilstaae, at Rosing med stor Flid havde arbeidet paa at aflægge disse Feil, og at det, bedre end han havde ventet, var lykkedes ham; men dog havde han dem endnu saameget, at han ikke, som den rette, ægte Acteur burde, kunde give et rigtigt, tydeligt og spirituelt Billede af den Person, han skulde forestille; han kom endnu bestandig i næsten alle Roller frem for Tilskueren saaledes som han selv var, saa det lod til, at han ikke kunde tænke sig den agerede Person anderledes end med det Væsen, der var hans eget. Da nu den, som ikke selv kan med Sikkerhed fatte det Rette, ei heller formaaer at veilede Andre dertil, saa maatte han tiltræde Kammerherrens Mening, at Rosing ikke burde være Instructeur, om man ikke vilde have lutter slette Copier af en ufuldkommen Original. For Resten vilde han, saasom det syntes, at hans Meddirecteurer ikke havde nogen ret Idee om hvad Underviisning for unge Skuespillere burde være, derom sige sine Tanker, som vare: "Instructionen er, som enhver Indretning i Verden, nyttig eller unyttig, god eller skadelig, ligesom den udøves med Fornuft eller Ufornuft, Smag eller Uskjønsomhed, Flid eller Skjødesløshed, Partiskhed eller Upartiskhed. Instructeuren skal være en Mand af Smag og Upartiskhed; og maatte vistnok heller en anden Kjender, end en Skuespiller beklæde denne Post. Instructeuren skal ikke ved Pedanterie knække Modet paa [sideskift][side 364]Geniet; ikke afrette alle sine Subjecter som Marionetter og Copier af sig selv og sine Yndlinger; lade Subjectet, der har Talent (thi om Andre taler jeg ikke, da disse ere værre farne med en Instruction end uden, og i det Høieste kunne avancere til at ligne Modellen) raade ene for sit Spil, sin Declamation, sine Gebærder førend Stykket prøves eller spilles; lade al Kunsten i den Spillendes Magt; hvor endeligen Feil indløbe, da angive dem med Omhu, Beskedenhed og Grunde, tagne af Naturen, og fly alle Grimacer, lade Smaating være Smaating, især for Begynderen; og lade dette alene være sin Hovedpligt, at see til om de Lærende forstaae deres Roller, træffe den rette Charakteer, og af flere vælge den bedste; lære dem at studere Naturen; ved Forestillingerne, saavelsom ved Prøverne, fra forskjellige Steder i Skuespilhuset høre Subjecterne, og give Agt om de tale høit nok o. s. v. Er Instructeuren en saadan Mand, saa bliver han den nyttigste Mand ved Skuepladsen, og hans Embede det nyttigste, det vanskeligste og det besværligste. Lader han det derimod være sig ubekymret hvorledes han forvalter sit Embede, eller de facto instruerer urigtigt, da er han ikke alene unyttig, men endog høist skadelig. De mange Maader, han kan manquere sit Embede og selv sine bedste Hensigter paa, vil jeg ikke anføre; kun et Par Exempler til Beviis. Vil han lære Eleven at declamere som han lærte ham at synge, tager han feil; til Tale og til Declamation har hvert Individuum sit Organ; tvinges Røsten over eller under sin naturlige Lyd, bliver den unaturlig og affecteret. Er Læreren selv af et maadeligt Organ, gjør han i det Høieste Eleven til sit Echo, og Eleven faaer hans Stemme. Vil han lære ham at gesticulere ved at vise ham Gebærderne, saa bliver [sideskift][side 365]han hans Abe. Der er visse almindelige Feil i Gesticulationen, som Alle maae skye og Hvermand veed, disse maa han rette; ligesaa gives der ogsaa særdeles Iagttagelser, som han efter Omstændighederne bør bibringe sin Elev; men saa lidt som muligt maa han stille sig til Mønster for ham. Hvert Menneske, som selv hører og taler, udtrykker sig og paa sin Maade. Det er af Forestaaende i det Mindste let at see, at jeg ikke holder for, Embedet skal gaae ind ved vort Theater. Jeg sagde før, at jeg ønskede Instructions-Posten, heller besat med en Anden, end med en Skuespiller; Aarsagen er mere end een; thi deels er det sjeldent, at Kunstneren taaler at Disciplen overgaaer ham, deels bliver lettelig Disciplen Lærerens Abe. Denne sidste Bemærknings Rigtighed see vi dagligen, og er dette Onde ikke hævet ved det Raad: at hver Begynder skulde vælge sig privat Information blandt Trouppen. Herpaa er Jfr. Kragh et talende Exempel, der lige til det Snøvlende i Udtalen er den anden Mad. Schall, Fagterne fra Hovedet til Foden uomtalte. Men da det nu efter Skuepladsens Indretning ikke er at ændre, og ingen af Directionen til dette Arbeide haver Tid, saa bliver det nødvendigt at besætte Posten med en af Skuespillerne." Dette, meente han, var allerede tilstrækkeligt skeet ved at Schwarz, der upaatvivlelig var den Dueligste, havde den; men under alle Omstændigheder maatte han tiltræde hvad Warnstedt havde yttret om Rosing, fornemmelig det, "at han i sin Kunst viste altfor megen Singularitet til at Eleverne under ham kunde komme til at bruge deres Genie i den Retning, som det af sig selv vilde og burde tage." Rosenstands korte, men indlysende rigtige Fremstilling af hvorledes en god Instruction maa gives, og det Resultat, han derved [sideskift][side 366]kom til, vare altfor overbevisende til at tænkende og for Skuepladsen virkelig interesserede Mænd kunde ville bestride dem, saa at Numsen, endog hos de Directeurer, hvis Stemme han troede at have sikkret sig, maatte anvende Overtalelse og tage Tilflugt til sin hele Anseelse, for ved Fleertallet at opnaae en Directions-Indstilling, hvorved han endelig den 21de Januar 1786 fik udnævnt Rosing til Instructeur, at regne fra Mai 1786.
Til samme Tid troede Numsen at have faaet en Leilighed til, under Skinnet af blot pligtmæssig Hævdelse af Directionens Værdighed, at tilføie Schwarz en endnu dybere Ydmygelse. Rose havde siden sin Ansættelse som Instructeur kun opfyldt sin Embedspligt ved at gjennemgaae et Par Roller med Rosing; at overvære og lede Prøverne forsømte han saa jævnligt, at Schwarz til sine egne Forretninger maatte overtage hans, for at Memorering og Sammenspil i Comedien ikke tilsidst ganske skulde efterlades. Allerede Overtilsyns-Commissionen havde lovet Schwarz, at han derfor ved Roses Afgang skulde faae hans Løn, 300 Rdlr. Da Schwarz erfarede, at Numsen havde drevet Indstillingen om Rosings Ansættelse igjennem, anmodede han Directionen om at efterkomme Løftet. Dette blev ham afslaaet. Nu indgav han en Ansøgning, hvori han bad Directionen, at den for ham vilde andrage paa Opfyldelse af et kongeligt Tilsagn, der, da man i 1773 søgte Elever til den under Potenza oprettede Syngeskole, var givet om, "at de danske Skuespillere efter 20 Aars Tjeneste skulde erlange de Betjeninger, som i Henseende til deres Capacitet og Duelighed ere dem convenable, og som enhver god Medborger kan ønske og attraae"; eller paa, at han, imod endnu at tjene 20 Aar, maatte som blot Skuespiller faae [sideskift][side 367]en Løn af 800 Rdlr., aarlig en Benefice og kongelig Forsikkring om 500 Rdlr. i Pension, eller, hvis han inden 20 Aars Forløb bøde, en Pension af 200 Rdlr. for Enke og Børn. Denne Ansøgning fandt Numsen saa uforskammet, at det slet ikke burde gives Svar paa den, men ved de andre Directeurers indstændige Forestillinger kom det dog til, at der endelig blev givet det, at Directionen ikke om hans Andragende kunde indgaae med nogen allerunderdanigst Forestilling. Opbragt over dette Afslag skrev Schwarz til Directionen og søgte, rigtignok i en temmelig heftig Tone, men med meget gode Grunde, at bevise, hvorledes der i dette Anliggende skete ham stor Uret. At en Kunstner saa varmt, ligeoverfor en kongelig Direction, vovede at paatale sin Ret, var allerede Numsen en Formastelse; at det var Schwarz, der imod ham turde tillade sig det, ansaae han tillige for en oprørende Dumdristighed, der opfordrede til en saa følelig Revselse, at han skulde huske Beskæmmelsen og ikke mere vise opsætsighed imod ham. Directionens Discussion om det Svar, der skulde gives Schwarz, forbittrede ham, da "Directionen besvarer ikke et saadant Brev, men straffer alvorligt ham, der har understaaet sig til at skrive det." Og dette skred ham strax til selv at gjøre, ved at søge en Afstraffelse, hvilken han, ved Skinnet af Høimodighed, vilde gjøre endnu mere ydmygende, end en haardere kunde blive. Han lod paa egen Haand opsætte en vidtløftig Forestilling og tilsige et Directionsmøde, hvori han ikke selv indfandt sig, men kun Wormskjold, Rosenstand, Warnstedt og Lassen, der, som Secretair, havde at oplæse den og forlange Underskrift. I en hadsk, bidende Tone fremførtes i denne Forestilling en Mængde spydige Udfald imod Schwarz som Kunstner og Menneske, hvilke [sideskift][side 368]skulde gjælde for Gjendrivelse af ethvert Punkt i hans Skrivelse og give Beviser for hvor grovelig han ved den havde fornærmet Directionen. I det Hele charakteriseredes for Kongen Schwarz's Skrivelse som "en vidløftig Remonstration, fuld af en væmmelig Selvroes, Urigtigheder, anstødelige Anmærkninger, stiklende Udtryk: med faa Ord, en aldeles uanstændig og usømmelig Afhandling imod Directionen." Med Hensyn til Schwarz's Andragende om et Embede paa Grund af 20 Aars Tjeneste, var det Numsen let at imødegaae ham; thi deri var virkelig Schwarz's Fremstilling urigtig, eftersom han havde medregnet de Aar, hvori han, som Figurant ved det franske Hoftheater, havde havt privat Engagement for de enkelte Saisonner, da dog Tilsagnet kun gjaldt fast ansatte Skuespillere ved det danske Theater. Men dermed var hans Afviisning af Schwarz's Grunde ogsaa forbi; det Øvrige havde netop den Charakteer, han havde tillagt Schwarz's Skrivelse. Schwarz beklagede sig over, at man ikke vilde sikkre ham, ligesaa godt som Galeotti, Potenza og Laurent, en Pension. Derimod indvendte Numsen, at de vare Fremmede og havde ved deres Engagement betinget sig Pension. Men Schwarz, den Indfødte, maatte vel være ligesaa fortjent og berettiget til en lille Pension som de Fremmede havde været til en stor, og den var det netop at ogsaa han nu vilde betinge sig, hvilket Numsen hos ham prægede til "en strafværdig Mistvivl om Hs. Maj.'s Naade, da han jo vel maatte tænke, at han vilde blive benaadet med Pension, naar Alder og Svagelighed ikke tillode ham længer at tjene." Schwarz havde yttret, at han var maadeligt lønnet i Forhold til Violinisten Lem, der nu havde 800 Rdlr. og 200 Rdlr. for hver Elev, saavelsom til de frem[sideskift][side 369]mede Musici, der kaldtes herind og strax fik 800 Rdlr. Paa denne meget grundede Bemærkning, saavelsom paa den ikke mindre grundede, at han vel kunde være berettiget til at opnaae Forsikkring om en Pension af 500 Rdlr. efter 40 Aars Tjeneste, da Capelmester Wernicke efter 6 Tjenesteaar, hvori han ikke havde bestilt Noget, nu var afgaaet med 600 Rdlr., vilde Numsen ikke gjøre nogen Modbemærkning, da det "vedkom Capellet, som han vel bestyrede, men var Theatret uvedkommende", hvorfor det var usømmeligt og uforskammet at Schwarz støttede sig til Noget, som angik det. At Schwarz berørte, at han af Grev Holstein var overtalt til at blive Skuespiller, mødte Numsen meget haanende med, at det var "ubegribeligt, ja utroværdigt", at Grev Holstein hos en Figurant ved den franske Troup skulde have fundet "et saa henrivende Talent for Skuespilkunsten", at han havde overtalt ham, hvorimod "det var troværdigt", at han (— som, vel at mærke, havde debuteret da Indbydelsen skete —) havde meldt sig ifølge den fra Directionen udgaaede Bekjendtgjørelse om at unge Mennesker kunde blive antagne i Syngeskolen, og det saameget mere, da "den, der søger at faae sin Moder i Vartou sandsynligviis ikke er utrængende." Schwarz havde, til Styrke for sin Paastand, at han vel burde have 800 Rdlr. som blot Skuespiller, anført, at Musted i denne Egenskab havde havt 800 Rdlr. i flere Aar, at Jfr. Møller, "med en saare ubetydelig Theatertjeneste og uden anden virkelig Fortjeneste, end en smuk Stemme", i lang Tid havde staaet paa 700 Rdlr. fast Gage, at Mad. Bjørn, "uden at hendes Gaver for Theatret vare noget imod hans førend hun fik den betydelige Løn"; ligeledes havde 700 Rdlr., og at Jfr. Winther var lønnet med 500 Rdlr. Herimod anførte [sideskift][side 370]Numsen, at Musted stod paa 800 Rdlr. fordi han havde gjort Tjeneste ved den italienske Opera (— hvad han dengang var bleven lønnet for, ligesom Schwarz ved det franske Hoftheater, saa det ikke kunde give ham Krav paa høiere Gage end denne fik som dansk Skuespiller med langt større Dygtighed —); at hans Anke over lige Lønning med Mad. Bjørn "syntes at røbe Misundelse", da Dandsen var saa besværlig, at hun maaskee om faa Aar blev nødt til at forlade Scenen, "hvorimod han, saalænge Sandserne stode ham bi, kunde være lige god Skuespiller(!!)"; og at Jfr. Winther rigtignok kun havde liden Fortjeneste, men dog (— ved, efter Eickstedts Arrangement, at tage Skole med Jfr. Møller i Fredensborg —) havde gjort sig fortjent til 500 Rdlr. da hun blev sat paa denne Gage. At Schwarz havde vovet at sammenstille sig med Sangerinden Jfr. Møller var Noget, som forekom Theatrets Overbestyrer aldeles uforskammet, og fremkaldte en Bemærkning, hvoraf hans Anskuelse af Kunstens Væsen og Værd ret tydeligt fremgaar. "Naar", skrev han, "Jfr. Møller gjorde Theatret den Tjeneste, hun mulig var istand til, fortjener hun, som Sangerinde, i alle Henseende at staae i lige Løn med Schwarz; han burde have skaanet sig selv for at sammenligne sig med hende; thi naar Theatret uden stor Besværlighed kan besætte hans Roller, bliver der maaskee endnu ei engang Udsigt til at faae hendes Lige som Sangerinde." Efter fremdeles, ideligt under spydige Udfald imod Schwarz, at have fordreiet og ilde fortolket hans enkelte Yttringer, for at Kongen kunde erfare "den ubegrændsede Dristighed, hvormed han beskyldte Directionen for at have søgt Indvendinger imod han Ansøgning", berørte Numsen, at Directionen "vel havde paatænkt engang i [sideskift][side 371]Tiden at andrage paa et Tillæg af 100 Rdlr. til hans Instructeurgage", hvilket den nu formedelst hans "store Frækhed" ikke vilde, og sluttede endelig med, at "Directionen haaber allerunderdanigst Bønhørelse, naar den beder om, at han ikke maa blive underkastet den Straf, han, til sin Beskæmmelse, har efter Lovene fortjent, og indstiller: 1) om han ikke bør opkaldes i Directionen og gives en alvorlig Irettesættelse for hans urigtige, dristige, fornærmelige og usømmelige Skrivemaade, med den Advarsel: om han oftere paa saadan Maade skulde forgribe sig, at han da kunde vente at blive straffet efter Lovenes retfærdige Billighed; og 2) at ham paa han ugrundede og overdrevne Ansøgning gives det velfortjente Afslag."
Oplæsningen af denne Forestilling, som Lassen med Smerte havde seet sig nødt til at concipere efter Hs. Ex.'s udtrykkelige Opgivelse af Hovedpunkterne, satte de tre overraskede Directeurer i Forbauselse. De yttrede Alle megen Misfornøielse med at Numsen havde taget Sagen paa denne Maade, og Warnstedt udbrød: "Jeg vil ikke være deelagtig i en saa nærgaaende Malice imod en brav Mand og den af Hoffet saavelsom Publikum meest distinguerte Kunstner. Hs. Ex. veed heelt vel, at ingen Love kan straffe ham for at han kun har paatalt sin Ret, og han vil bevæge Hs. Maj. til, som en Naade, at unddrage ham Landets Lov for at dictere ham en Ydmygelse, hvilken ingen Mand af Ære kan underkaste sig? Det er perfide! Jeg underskriver ikke. Dette kan De, skriftligt eller mundligt, som De vil, melde Hs. Ex." Warnstedt gik, og om hvad derefter skete med Indstillingen vides kun, at Lassen bragte den tilbage til Numsen, som blev i høieste Grad opbragt paa Warnstedt og nogle Dage efter fik den indgivet uden [sideskift][side 372]hans Underskrift. Men ved den daværende Major og Staldmester Hauch, som sildigere blev Theaterchef, vidste Warnstedt at faae Kronprindsen gjort opmærksom paa, at Indstillingen ikke var tiltraadt af ham, og et Par Dage efter havde Numsen den store Ærgrelse, at modtage allerhøieste Befaling om, at paalægge den administrerende Directeur Indgivelsen af Forklaring om Aarsagen til at han ikke havde underskrevet. Warnstedt lod sig nu meddele Concepten til Indstillingen og efterkom Paalæget ved til Kronprindsen at indgive en ganske fortræffelig, simpelt, værdigt og mandigt aabent, men tillige baade klart og varmt affattet, udførlig Fremstilling af Sagen. Om Indstillingen, skrev han, havde der aldrig været delibereret i Directionen; han og to andre af dennes Medlemmer havde kun erfaret dens Udfærdigelse og Indhold ved at den, ifølge skriftlig Befaling fra Geheimeraad Numsen, var, allerede færdig og underskrevet af Hs. Ex., bleven oplæst for dem og derpaa øieblikkeligt forelagt til Underskrift. Han fandt det stridende imod sin Samvittighed at bekræfte et paa denne Maade fremkommet Document, hvori nogle af Schwarz's Motiver, hvilke var er rigtige fandtes fremstillede som urigtige, og Indholdet, for saa vidt det angik Schwarz's moralske Charakteer, der var afmalet med de umildeste Farver, ganske og aldeles stred imod hans Overbeviisning. De forsamlede Directeurer havde havt samme Mening om Forestillingen som han og heller ikke underskrevet, men hævet Mødet efter at have forlangt sig tilstillet Documentet til nøiere Overveielse, hvilket ikke var skeet, da det samme Aften blev tilhændet Geheimeraaden og ikke mere omforhandledes i Directionen, hvorfor det, hvis det fandtes underskrevet af Flere end Hs. Ex. selv, maatte være skeet privat hos ham. [sideskift][side 373]Der var ikke tilkjendegivet ham, Warnstedt, det Mindste om, hvad der var foretaget dermed, førend han ved allernaadigst Befaling om at forklare Aarsagen, hvorfor han ikke havde underskrevet, erfarede, at det var tilstillet Hs. kgl. Høihed. Var der ,som han troede ret og billigt, blevet givet ham Underretning om, at dette skulde skee, vilde han have søgt at vise Directionen, at den burde have behandlet denne Sag efter ganske andre Grundsætninger, da han var overbeviist om, at Schwarz kun havde handlet i Lidenskab, fordi han antog, at man gik ud paa at haane og nedsætte ham i hans Medtjeneres og Publikums Øine, til hvilken Mening en foregaaende Omstændighed gav en Grund, der maatte forekomme Schwarz saa stærk, at den vel kunde undskylde ham. Nu gav Warnstedt en nøiagtig Beretning om, hvorledes Schwarz var bleven befalet at gjøre Chortjeneste i Orpheus, hvilket ingenlunde kunde paalægges ham, der ei alene var den dygtigste Skuespiller, men Instructeur, og om den haarde og haanende Behandling, han, efter at have udført den, havde maattet lide for en ringe Forseelse, der ikke engang havde paadraget nogen af de andre Skyldige en lille Irettesættelse. Heri maatte Schwarz, vel finde Anledning til at troe sig en Gjenstand for uretfærdig Uvillie. Derpaa gik Warnstedt, for at oplyse om, hvad Schwarz var og hvorledes han var bleven det, over til en interessant Skildring af hans Barndoms- og Ungdomsliv, omtalte alle de Forhold, hvori han selv havde staaet til ham, og bekræftede, at Grev Holstein virkelig havde overtalt ham til at blive Skuespiller paa en Tid, da der aabnede sig andre meget fordeelagtige Udsigter for ham. Han viste, hvordan Schwarz ganske ved sig selv havde erhvervet sig kunstnerisk Dannelse og at han nu, efter at have ved egne Midler, [sideskift][side 374]som han skyldte Sparsommelighed og Laan, gjort en kostbar Reise i Tydskland og til Paris, blot for at studere sin Kunst, stod paa et saa høit Trin, at han af alle smagfulde Kjendere nævntes som Mester; han gjenkaldte i Erindringen, hvor kraftigt han havde virket til de yngre Skuespilleres Uddannelse, og fremhævede, at ligesom han for sin artistiske Dygtighed blev selv af sine Medbrødre erkjendt for den Første, saaledes havde han ved sit Menneskeværd erhvervet sig saa stor Agtelse, at han, som ingen anden Skuespiller, fandt venlig Optagelse i de fornemste og meest dannede Kredse. Warnstedt var ingenlunde af den Mening, at Schwarz skulde undgaae Irettesættelse for upassende Skrivemaade, men troede, at han ikke derfor burde forholdes det, som han, ved den udmærkede og meget gavnlige Tjeneste, han gjorde Theatret, havde Krav paa af det at opnaae; og, fremfor Alt, at Irettesættelsen ikke burde have den Form, at den blev en Ydmygelse, som ingen saa fortjent Kunstner og almindeligt agtet Mand kunde eller vilde bære; thi Følgen deraf vilde rimeligviis, ja endog sikkert blive, at Schwarz, uden at betænke, hvad han derved vilde tabe, iværksatte det Forsæt, som han ved den Krænkelse, der afvigte Aar var tilføiet ham, havde beredt sig til at udføre, hvilket var, strax at indkomme med allerunderdanigst Ansøgning om Afsked.
Kronprindsen fandt Warnstedts Forklaring saaledes i enhver Henseende tilfredsstillende, at han til Numsen yttrede Uvillie over, at der var fremgaaet mod Schwarz paa en saa haard Maade, hvilket forresten nu kunde ansees som Fyldest for den fortjente Irettesættelse, saa at der ikke mere maatte være Tale om den Sag, uden for saa vidt som der billigen burde tillægges Schwarz det, som formedelst hans [sideskift][side 375]Dygtighed med Rette tilkom ham, hvilket han dog nok selv, ved passende Leilighed, skulde erindre at gjøre. Han glemte det heller ikke: da Schwarz i næste Saison, efter atter paa egen Bekostning at have gjort en Kunstreise i Tydskland, havde Audients, forsikkrede Kronprindsen ham om sin særdeles Tilfredshed og tilføiede, at fra Mai 1788 skulde det personlige Tillæg af 200 Rdlr. blive indbefattet i hans faste Skuespillerløn, og Instructeurgagen forhøiet til 300 Rdlr., hvilket ogsaa skete. Warnstedt, der allerede i 1783, ved at faae Entledigelse fra sine militaire Charger, var bleven forundt Rang med Marskaller, havde nylig modtaget et Beviis paa Kronprindsens Naade, ved at det for hans Lønning betingede Hensyn til Indtægten hævedes og der tillagdes ham en fast Gage af 2000 Rdlr.; der skjænkedes ham nu et nyt og ham dyrebarere, idet Kronprindsen personligt udtrykte ham sin fuldkomne Tilfredshed med den indgivne Forklaring, der overbeviste ham om, at "han var en ligesaa retsindig som i sine vanskelige Functioner særdeles duelig Mand."
Oprettet 2008, korrekturlæst. Opdateret af