[side 298]Den første af Numsens store Gjerninger var, i November, at faae nedsat en Commission, bestaaende af ham selv, Overkammerjunker Grev Reventlau, Kammerherre Suhm, Warnstedt, Conferentsraad Hjorthøi, Conferentsraad Treschow og Justitsraad Wormskjold, hvilken skulde undersøge Theatrets Forfatning, saavel i det Hele som i Henseende til dets enkelte Dele, samt lægge en Plan til en sparsommeligere og simplere Indretning i Fremtiden. Numsens egenlige Hensigt med denne Commission var, som Warnstedt meget godt vidste, at underkaste hans og Justitsraad Lassens Handlinger en skarp Drøftelse. Overhofmarskallen havde nemlig af Warnstedts Fjender ladet sig fortælle, at Directeuren og Inspecteuren omgikkes ødselt og ikke ganske ærligt med Theatrets Penge; han haabede at indlægge sig [sideskift][side 299]megen Ære med store Opdagelser. Selv havde han imidlertid ikke et saadant Kjendskab til Forholdene, at han kunde vente noget Resultat ved at anstille en Undersøgelse, og heller ikke vilde han gjerne gjøre sig Warnstedt til Uven ved en Mistillid, som han ikke kunde faae retfærdiggiort; derfor tog han Tilflugt til en Commission. Dens Medlemmer vare imidlertid meget slet valgte for Hensigten; thi med Undtagelse af Warnstedt, som Numsen ikke havde kunnet forbigaae, havde ingen af disse Mænd, indbefattet Treschow, der i sit korte Directeurat kun havde havt saare lidet med Administration at gjøre, mindste Indsigt eller Erfaring i Theateranliggender, saa at de maatte søge alle Oplysninger derom hos netop dem, som Forholdsreglen var vendt imod, og for hvem det vilde have været en let Sag, dersom de havde behøvet det, at forvente eller skjule Sandheden paa et saa mysteriøst Gebeet. Ved sine mange og grundige Overveielser kom Commissionen ogsaa virkelig til et høist latterligt Resultat: efter at den havde ladet sig documentere hvorledes Warnstedt havde i sin Bestyrelsestid, men endog mindre Udgift end tidligere, anseligt forøget baade Materialet og Personalet, gik den, for dog at tilveiebringe et eneste, om end nok saa ringe, Beviis for at den havde gjort Nytte, saa overordenligt dybt ned, at den blot forlangte — Afskedigelsen af een af de fire Pyntekoner, og da ikke engang dette kunde opnaaes, fordi Warnstedt beviste, at man i Grunden trængte til Antagelsen af et Par, sluttede den fine Forhandlinger med den Erklæring: Commissionen havde fundet Theatrene saa hensigtsmæssigt og godt oekonomisk bestyrede, at den ikke vidste at foreslaae nogensomhelst Forandring eller Indskrænkning.

[sideskift][side 300]Iblandt Saisonnens sex Nyheder var kun eet Syngestykke: "Den sværmende Philosoph", der, uagtet den dumme Text, vandt meget Bifald ved den ypperlige Musik af Paesiello. Af de fem Skuespil gjorde kun to Lykke: Goldonis "Den butte Velgjører", hvori Schwarz messterligt gav Hovedrollen; og Justitsraad Frederik Wilhelm Wivets Originalcomedie i fem Acter: "Datum in blanco", der ved ægte Vittighed, comisk Kraft, holbergsk Lune og god Charakteertegning vidnede om et Talent, som, hvis det var blevet udviklet ved Smag og Studium, vilde have givet den danske Skueplads stor Glands. To andre Originalstykker bleve uden af Betydning for Scenen: Rahbeks "Den Fortrolige", i een Act, fandt Publikum meget kjedsommelig alvorligt, saa at det kun gik to Gange; og Mad. Birgitha Catharina Boyes "Gorm den Gamle", et heroisk Treacts-Skuespil af saa ringe poetisk Værd, at Rosenstand maatte foreslaae det forkastet som ligefrem slet, opnaaede alene ved de af Hartmann herligt componerede musikalske Partier fem Forestillinger.

En Tilvæxt, der ikke for Øieblikket havde synderlig Betydenhed, men sildigere blev Theatret meget gavnlig, fik Personalet i Johanna Elisabeth Morthorst, en ung Pige, der, ved sin usædvanlig bløde og bøielige Sopran, fik megen Vigtighed for Syngespillet, og, uagtet hun formedelst fik af Naturen særdeles roligere og beskedne Væsen, aldrig ret kunde komme i Varme eller lidenskabelig Bevægelse, selv i Skuespillet fandt megen og god Anvendelse som naiv og godmodig Elskerinde.

Et, om ikke for Repertoiret eller Kunsten, dog i Henseende til Skuepladsens Anseelse betydeligt Tab leed Theatret derimod ved Roses Død. Han havde, ved sit Rollefags [sideskift][side 301]Vigtighed, indtaget en udmærket Plads iblandt sine Kunstfæller ligefra "Værkets Grundlæggelse", og nu, baade ved at spille sjeldent og ved aldrig at fremtræde i vigtige ædle Roller, faaet en vis Værdighed, der gjorde, at ei alene Publikum, men endog Personalet ansaae noget Stort og Betydningsfuldt som forsvundet med ham. For Alle, der hørte til Scenen, var det desuden som at det Baand, der endnu bevarede en Smule Sammenhold, var bristet. Uagtet alle Warnstedts Bestræbelser for at hæve Skuespillerstanden, ved at indgyde den Agtelse for sig selv, og enskjøndt Schwarz havde virket til at nogle Yngre, ved en mere sædelig og sømmelig Opførsel, hæderligt udskillede sig fra den gamle Stok og derfor fandt god Optagelse i anstændige Selskaber, var Raaheden overalt fremtrædende og blev det hos Enkelte endnu mere, da de med plump Spot og Grovheder forfulgte dem, "der vilde gjøre sig lækkre for Directeuren og agere de Galante." Tre, fire af disse "gamle Acteurer, der nok skulde lære den nye Race, som begyndte at groe op i Dandsedrenge og andet Utøi, ikke at sætte Næsen høit imod Studenter", krænkede selv idelig Love, Skik og god Orden, men vare bestandig paafærde, med at forlange de Andre afstraffede, naar "de stødte an", og satte en Udmærkelse i Trods, Kaadhed og Uforskammethed imod Foresatte saavelsom Kammerater. Da Arends en Aften havde, for at kunne give en Times Information, af Regisseuren faaet Tilladelse til at udeblive indtil Begyndelsen af Forestillingen, hvori han først sildigt skulde ind, begyndte Cliquen et stort Spektakel og paastod, at han skulde give Mulkt for Udeblivelse, ja drev det, imod Regisseurens Indsigelser, ved Grovhed til, at der af de Spillende skulde voteres, hvorved Arends rigtignok slap fri for [sideskift][side 302]Mulkt, men ikke for at blive skjeldt ud. En Formiddag, da Urberg om Aftenen skulde spille Leander i "Henrik og Pernille", reiste han, uden mindste Varsel eller Melding, til Malmø og blev derfor idømt otte Dages Arrest. Hvor ilde lidt han end var af de Fleste, gik dog Personalet i Forbøn for ham, men det bevirkede kun, at han skrev et grovt Brev til Overhofmarskallen, for at lade ham vide, at han paa ingen Maade taalte sig fritaget for Arrest paa Grund af sine Kammeraters Forbøn. Under saadanne Omstændigheder havde Rose, der ingenlunde i sin Ungdom var noget Sædelighedsmønster, men i de sildigere Aar, navnlig siden han i 1779 endelig blev gift med Jfr. Bøttger, antog en sømmeligere Holdning, ofte ved sin Alder og Anseelse havt stor og gunstig Indflydelse paa just de Tølperagtigste, og med hjem han tidligere havde levet meget fortroligt, og hvis Pukken paa, at de vare Studenter, han kunde møde med, at han havde været det længere end de. Roses Død vakte derfor megen Sorg, endog hos dem, der vare hans personlige Uvenner, og det føltes af Alle, som en Trang, at der burde skee Noget, for offenlig at betegne, at Skuepladsen havde lidt et Tab, der maatte være smerteligt for Publikum som for dens Personale. Saaledes opstod Tanken om at foranstalte en Mindefest. Men det blev ikke Bestyrelsen, der følte sig tilskyndet til at hædre Kunstneren; det kunde ikke falde Numsen ind, at den skyldte ham mere end at give ham Gage for at forrette hvad der var ham, Hoffets Betjent, en Pligt, ligesom det var Løberens at rende foran Overhofmarskallens Vogn. Det var Personalet, som det "paa allerunderdanigst Ansøgning allernaadigst blev forundt at maatte hædre den afdøde Acteur Rose paa en passende, af Directionen approberet Maade", og ved Med[sideskift][side 303]delelse af denne Bevilling havde der endda været saa mange Betænkeligheder og Vanskeligheder, at der hengik over en Maaned inden Festen kunde afholdes, hvorvel det kun skete ved en af Thaarup digtet og af Mad. Rosing, som Melpomene, og Mad. Preisler, som Thalia, fremsagt Prolog, der, som den første Mindefest over en afdød Kunstner, her bør have Plads.

Skuepladsen forestillede en halvmørk Lund, hvori Digterne Holbergs og Ewalds, Skuespillerinden Linckwitz's og Skuespillerne Londemanns, Clementins, Hortulans og Roses Minder saaes. Iblandt disse udmærkede sig Roses, som nylig hensat og behængt med en Cypreskrands. Melpomene heldede sig op til Urnen, og Thalia saaes, med en Krands i Haanden, vanke om iblandt Mindestenene.

Thalia.

Her hvile de! den Slægt, som fordum vakte
Den blide Glæde i en skyldfri Sjæl,
Som lærte Daarskabs Adfærd at foragte,
Og Masken drog fra Lasters skjulte Træl. —
O, mine Yndlinge! hvad Nat omgiver
Den skumle Lund, hvor Eders Minder staae!
Hvor tungt, hvor vaklende hvert Skridt mig bliver!
Thalia føler sig blandt Grave gaae. —
Hvor svunde de, min Glædes første Dage!
Som Vaaren skjønt, men snart de svunde hen;
Her hvile de! o — hvad har jeg tilbage?
En haandfuld Støv, som Graven har igjen.
Og nu mit sidste Tab!

(Ved at sige de sidste Ord er hun kommen Urnen nærmere, studser, og Melpomene vaagner af sin Bedrøvelse).

[sideskift][side 304]Melpomene.

  Hvis Sukke lyde
I Dødens Mulm, hvor Venners Støv er lagt?
Og hvo tør Sorgens dybe Stille bryde,
Den Sorg, som Klageraab fortolke svagt?
Thalia!

Thalia.

  Ja, Veninde! begge savne
Vi Rose! begge føle vi, han var
Stor i den Kunst at skildre, røre, gavne!

Melpomene.

Og Kunsten Vidne om hans Hjerte bar; —
Jeg veed mit Tab; — hvo vidste saa at bøie
Den faste Mand at føle, naar han leed?
Hvo lokkede som han fra Skjønheds Øie
Den stille, varme Veemodstaare ned?

Thalia.

Hvor herligt skildred' han en Elskers Smerte!
Naturens Søn i Ungdoms glade Vaar!

Melpomene.

Hvor ædelt viste han en Faders Hjerte!
Hvor hædersværd med sine sølvgraae Haar!

Thalia.

Og alle smilede med Bifalds Glæde,
Da Pigen gav ham ung sit Herte hen!

Melpomene.

Og ved dets Tab saae jeg den Ædle græde,
Og hvad det var, at miste det igjen.
Hans sjeldne Kunst var bundet til hans Hjerte,
[sideskift][side 305]Og begge, Kjenderes og Venners Fryd;
Det var den rette Hæder, han begjærte
Ved nyttet Kundskab og usminket Dyd.
Og I, hvis Bifald Kunstneren opliver,
At gaae den vanskelige Bane hen,
I vidnet har, han med utrættet Iver,
Med Kunst, med Held, med Bifald vandred' den.
I leed med Orosmans forelskte Hjerte,
I skjænkte Beverley medynksom Graad;
Med Veemod hædrede I Hartleys Smerte,
I græd, I skjalv ved Odoardos Daad!
O, Graven giver ham ei meer tilbage!
Forsvunden er hans ædle Stemmes Lyd!
Den bøier aldrig meer til Graad og Klage —

Thalia.

Den vækker Ingen meer til ædel Fryd —
Der hviler han —

Melpomene.

  O Sorg! Din Byrde falder
Saa tung, saa ængstende paa dette Bryst!
Du Taarer fra Thalias Øie kalder,
Men mig, mig nægter Skjæbnen denne Trøst.
Hvad kan jeg da?

(Hun tager Krandsen).

  Jeg har Cypresser bundet
I denne Krands, til Minde for min Ven.

Thalia.

Af Myrther bandt jeg min, og Graad er rundet
Paa hvert et Blad imens jeg flætted' den;
Ham vies den, ved min, ved Venskabs Stemme!

[sideskift][side 306] Melpomene.

Og denne vidne om min Roses Savn!
Hans Sjæl har Fred! hans Støv har Gravens Gjemme!
Men den, som naaer hans Kunst, er værd hans Navn!

Den dybe Stilhed, derr hvilede over det fulde Huus i nogle Minuter efter at Dækket langsomt var faldet under en sagte Musik, vidnede om, at heri Sandhed, af Publikum som af Skuespillerne, var feiret en Sørgefest for en almeenagtet Kunstner.

Et langt føleligere Tab led Balletten ved den deilige og talentfulde Anine Fröhlichs død. Ikke 21 Aar gammel, midt under ualmindelige Evners overraskende herlige Udvikling og i sin Ungdoms fulde Kraft blev denne, ogsaa for sit elskelige Væsen, af Alle forgudede Pige overvældet af Sorg og Sygdom, der, ved den Anstrengelse, hvormed hun søgte at vedblive Øvelserne i sin Kunst, omsider pludseligen fik en saadan Voldsomhed, at hun fra Skolen maatte bæres hjem til et Sygeleie, der blev baade langvarigt og fuldt af Qval og Smerte. Man kunde neppe gjenkjende de skjønne Træk, da hun havde udstridt. "Sørgeligt er det", siger Molbech, "at den Mand, som hun skyldte saa meget af sin Dannelse for Kunsten, ogsaa skal have været Ophavsmanden til hendes Død." At Galeotti var det, ansaaes dengang for afgjort, men Molbech feiler, naar han troer, at hun skyldte ham meget som Kunstnerinde: hun havde med glimrende Held, som Elev af Laurent, debuteret to Aar førend hans Ankomst og var ved den i saa stor Yndest, at Anvendelsen afa hende bidrog meget til hans Balletters gunstige Optagelse; den Skole, han senere gav hende, begyndte først kort førend hun blev sygelig og var ham en Pligt, som han af Theatret blev rigeligt lønnet [sideskift][side 307]for; og om den Behandling, han viste hende som Kunstnerinde, endog paa en Tid, da hun ei alene i denne Egenskab, men ogsaa ved nøie personlige Forhold havde Fordring paa hans varmeste Erkjendlighed, giver Warnstedts tidligere anførte Beretning Oplysninger, som den ulykkelige Pige dog nok havde den Lykke aldrig at komme til Kundskab om. Hendes sørgelige Skjæbne og Tabet af et allerede saa herligt og det Overordenlige lovende Talent gjorde et dybt Indtryk, og Mindet om hendes Skjønhed, indtagende Væsen, glimrende Kunstnerlykke og haarde Lidelser bevaredes i mange Aar af Theaterpersonalet. Galeotti havde det store Held, at han kort førend hendes Død saae hende godt erstattet i Balletten ved den 16aarige Mariane Jensen, som havde et baade smukt og interessant Ansigt, en særdeles indtagende Theaterfigur, megen Ynde og elskværdigt Skjelmerie i sit naturlige Væsen og, hvad der hurtigt vandt hende Beundring og Yndest, et ualmindeligt Fremstillingstalent.

Warnstedt opnaaede i denne Saison at see afskaffet en Uskik, som han længe forgjæves havde søgt at faae gjort Ende paa: den 7de Januar blev det, ved en af Kronprindsen personligt besluttet Cabinetsordre, forbudet de Spillende at bukke eller neie for de kongelige Herskaber eller Publikum ved givet Bifald.