[side 241]De Gjenvordigheder, som Jfr. Møllers Indflydelse paa Eickstedt vare Aarsag til at Warnstedt havde med at vedligeholde et Repertoire, bleve i denne Saison endnu utaaleligere, ved at hun ogsaa forstyrrede Anvendelsen af de Skuespilarter, hvortil han var nødt til at tage Tilflugt naar hendes Caprice gjorde det umuligt at give Syngestykker. Og allerede i Slutningen af forrige Saison aabnedes ham sikker Udsigt til dem. Jfr. Winther havde, baade fordi Darbès, meget uretfærdigt, vilde skyde Skylden paa hende for at "Armida" ikke havde gjort Lykke, og fordi hun var bleven kjed af at være Bolt for hvad Eickstedt selv i de bekymrede Øieblikke, som Jfr. Møller voldte ham, meget naivt kaldte "den ilde Theater humeur hon har", under 5te April erklærede Bestyrelsen, at "det i hendes Alder faldt hende for tungt at vænne sig til Darbès's Læremaade i Musiken", og derfor maatte bede sig fritaget for fremtidigt at nyde Underviisning hos ham, men igjen henviist til Potenza, af hvem hun havde lært og for hvis Veiledning hun havde havt største Aarsag til at være tak[sideskift][side 242]nemmelig. Hendes Andragende maatte naturligviis bevilges, men for at lade hende føle, at hun ikke ustraffet skulle forstyrre Eickstedt Arrangement, fratoges hende 130 Rdlr. af det Tillæg, hun havde faaet for at gaae ind paa det, ligesom Statsministeren ogsaa siden arbeidede for at hindre hendes Engagement ved de store "Laugshuus-Concerter", da han fandt, at "det var hende tilpas om de lod hende sidde".

Ubehageligheden for Warnstedt i dette ham ellers ligegyldige Brud imellem de to Sangerinder laae deri, at der til Jfr. Møller maatte paa Fredensborg, "for den fornødne bienséances Skyld, skaffes et convenable logis med en anden actrice af god conduite", og Generalens Naade faldt da paa Mad. Rosing, der, som Warnstedt forudsaae, herved vilde, tilligemed Manden, blive nødt til at ligge paa Landet ind i Saisonnen. Dersom Rosings selv fik Lyst dertil, kunde dette Landophold endog trækkes ud indtil Kongen tog til Byen, som først skete langt ud paa Efteraaret; thi fra det Øieblik da det blev afgjort, at Jfr. Møller skulde i Huset til dem, vidste Generalen ikke at vise dem Opmærksomhed nok. Virkelig modtog ogsaa Warnstedt den 1ste August fra Overhofmarskallen en kort Underretning om, at "der til Hds. Maj. Dronningens høie Fødselsfest var paalagt Jfr. Møller saadanne Forretninger, som voldte at Hr. Rosing og Kone maatte forblive til Opvartning paa Fredensborg medens de høikongelige Herskaber agtede at holde sig der." Warnstedt, der, som indsigtsfuld og erfaren Directeur, vidste, at det, naar to i Skuespillet saa vigtige og meget anvendte Personer berøvedes ham i netop en Tid, da der ved Prøver paa nye og gjenoptagne ældre Stykker skal lægges Grund til Sai[sideskift][side 243]sonnens Repertoire, let kunde blive ham umuligt endog i October at skaffe Stykker til alle Forestillingsaftener, følte sig meget krænket ved at man saaledes, formedelst de personlige Indfald, som stak bagved denne officielle Meddelelse, satte alle Hensyn til Skuepladsen tilside og bragte ham, paa hvem Ansvaret hvilede, i den yderste Forlegenhed. I sit Svar til Overhofmarskallen yttrede han: "— Om disse Forretninger bestaae i Jfr. Møllers private Informationer hos Hr. Prof. Darbès, i Cantate-Musik eller andet deslige, er mig ubekjendt, men det veed jeg vist, at hendes Theaterarbeide til bemeldte høie Fest — (hvorved der skulde opføres "Den skjønne Arsene") — er saare ringe og ubetydeligt i Hensigt til det, hun er og maa være istand til at lære i langt kortere Tid end hende, ganske alene til dette Stykke, undes. Desuden har jeg, paa hendes Begjæring, for at skaffe hende mere Tid til Sangens Lærning, frataget hende alle hendes Comedieroller indtil paa den ene i Barberen i Sevilla, som nogenledes kan ansees for en Syngerolle. Dette giver jeg mig den Ære at anmærke, deels for at fritage mig i D. Ex.s Øine for den Mistanke, at have ubilligt overvældet Jfr. Møller med for mange Forretninger, men fornemmeligst for at overtyde D. Ex. om den store og undgaaelige Uleilighed, den Forandring med Rosings og Kones Blivende paa Landet i de øvrige Theaterforretninger volder, og som ei havde havt Sted, om min uforgribelige Betænkning i Ting, som directe betræffe Theaterdetaillen, var bleven mig befalet at indgive førend i slige Tilfælde blev taget nogen bestemt Slutning. Frygtede jeg ei for at ansees for Praler i mit Embede, saa var her Stedet, hvor jeg skulde oplyse D. Ex. om det overmaade besværlige og tillige vovelige ved et Repertoires [sideskift][side 244]Sætning, ved hvilket jeg har at agte paa Hoffets og Publici forskjellige Smag, Kassens Bedste, Stykkernes Værdie og bedste mulige Blanding, for at kunne faae det Behagelige med det Kjedsommelige i de beleiligste Tider og paa det passendste Sted. Jeg maa og see paa de spillende Personer, det er, jeg maa nøie overlægge naar og hvor ofte jeg, ifølge deres forskjellige Forretninger, bedst kan benytte mig af dem (og til hvilken uendelig Mængde Considerationer give disse Folk mig ei Anledning?). Jeg vil, som sagt, ei detaillere dette, men alene have berørt det, for at vise D. Ex. hvor vanskeligt det vil blive, ja næsten umuligt at forandre 15 Stykker til 15 Spilleaftener i Sept. og Octbr., i hvilke 15 Stykker Hr. Rosing har 8 og hans Kone 5 Roller." Disse fornuftige Bemærkninger vare forgjæves; som sædvanligt hed det i Overhofmarskallens Gjensvar: "Hs. kgl. Høihed Arveprindsen har naadigst befalet, at det med Bestemmelseen skal have sit Forblivende"; og forresten tilføiede Hr. Ex., Theatrets ene bestandige Directeur, trøstende den dumme Bemærkning, som Hofmænd, der ere satte til Theaterchefer, i Almindelighed have paa rede Haand, naar de fritage Skuespillere for Tjeneste, men alligevel forlange af deres Embedsmænd at de skulle skaffe Repertoire: "Naar disse Personer vare syge, maatte man jo dog undvære dem. Det vilde vist forundre Alle, om det ikke kunde lade sig gjøre at spille Comedier uden dem." Havde Hs. Ex. havt blot en lille Smule Indsigt i det, som var gjort ham til Embede, vilde han sikkert være bleven en Undtagelse og tvertimod have forundret sig over den Dygtighed, hvormed Warnstedt, ved store Doubleringer, Forestillingers Omsætning, et Par henlagte Stykkers Optagelse til hurtig Indstudering og en Debut, fik det, [sideskift][side 245]lige til den 2. November, til at lade sig gjøre at spille Comedier, endskjøndt man, foruden hele Syngespil-Repertoiret, berøvede ham Comediens første Elsker og Elskerinde.

I denne Sag havde Eickstedt skudt Overhofmarskallen frem, fordi der til samme Tid var en anden, som berørte ham mere personligt og han derfor selv maatte besatte sig med. Fire Dage efter at Schack havde anmeldt Umuligheden af at Rosing og hans Kone kunde komme ind til Prøve, fordi Jfr. Møller skulde synge paa den skjønne Arsene, tilskrev Eickstedt nemlig Warnstedt, at Darbès "for et Par Dage siden" havde underrettet ham om, at Jfr. Møller "ved al hans og hendes daglige Flid ei kunde til Geburtsdagen blive færdig, da Rollen var saa stor og svær og for hendes Stemme saa meget upasselig." Dette var Warnstedt for galt: Rosings bleve fritagne fra Theatertjeneste blot fordi Jfr. Møller skulde indstudere Fødselsdagsstykket, og til samme Tid, da hun havde sunget paa Partiet i en Maaned og der endnu var en Maaned inden Stykket skulde gaae, erklærede hendes Lærer, at hun ikke kunde udføre det ved Forestillingen, hvortil dette Stykke altsaa dog ikke kunde gives, saa at Warnstedt maaskee blev den, som vilde komme til over Hals og Hoved, at sørge for et andet nyt Stykke! Han havde længe i Stilhed ærgret sig over alle de Capricer og Chicaner, hvormed man, overmodig af Statsministerens Yndest, havde gjort ham hans Embedsførelse fortredelig; nu besluttede han at tage Bladet fra Munden og, selv med Fare for at falde i Unaade hos den Mægtige, hvis trædske Hævngjerrighed mod dem, som mishagede ham, han kjendte, at forsøge paa at aabne hans Øine; og han udførte øieblikkelig sin Beslutning i et langt Brev, der kaster et klart Lys [sideskift][side 246]baade over han Charakteer og over de Forhold, hvorunder han beklædte sin, under alle Forhold, vanskelige Post.

"At jeg ei efter Løfte og faste Forsæt," skrev han, "er kommen til Fredensborg, beder jeg D. Ex. underdanigst at tilgive og ei at troe nogen frivillig Forsømmelse deri at være Skyld, men alene det meget vanskelige Geburtsdagsstykkes Indretning med Maler, Maskinmester, Skræder med mere. Alting er blevet for sildig bestilt, fordi jeg forgjæves ventede den lovede Musik og jeg kan ikke noksom beskrive den Urolighed, jeg er i, for at hæve alle de Vanskeligheder, der gjøres imod dette Feststykke, hvoriblandt Hr. Prof. Darbès's om Tidens Korthed for Jfr. Møller at lære denne Musik udi er den allermeest ubetydelige, om det ellers er sandt, at han kan lære hende Sang; og er det ei sandt, da beklager jeg hende og Theatret, og da har han og den billigste Grund til at gjøre alle kun optænkelige Difficulteter for hver Node, kun skal producere. Der er vist ingen Tvivl om Jfr. Møllers besynderlige Fatteevne og store Lærelyst: derpaa havde hun givet de største Prøver førend der var tænkt paa Hr. Prof. Darbès som Syngemester, og han agter dog vel ei at afdisputere hende al Smag og Kundskab om Sang, førend hun kom under hans Anførsel; thi det var at beskylde Hoffet, som ynder hende, Publikum, som paa den meest smigrende Maade lønnede hende og Commissionen, som saa mærkeligt forbedrede hendes Vilkaar, alene for de Prøver, hun offenlig gav paa hendes Talent; det var at beskylde alle disse, siger jeg, for en groveste Vankundighed, og det vover han dog ei, — Jfr. Møller har disputeret om Prisen med Nationens Yndling, Mad. Walter, og, hvad Sangen betræffer, i mange Stykker vundet Prisen, men i dem alle lignet hende, [sideskift][side 247]hun kappedes med. Hun har i ganske kort Tid lært Musikerne til Zemire og Azor, Colonien, Uventede Møde, Fiskerne, Venskab paa Prøve og mangfoldige flere. I samme korte Tid lærte hun lutter forskellige Musiker til Hofconcerter, Byconcerter og Giethuus-Concerter. Overalt sang hun med Bifald, som hun endog vandt af Mad. Walters største Tilhængere; men aldrig hørte jeg hende klage over Mangel paa Tid, og hun, den frygtsomme, eftertænksomme, lærvillige, bløde Pige skulde nu af sig selv falde paa at ville indbilde Hoffet og Byen, Commissionen og mig, at hun i 6 Uger ei kan lære 6 Numere i en fransk Operette, da hun dog i den stille Uge, da hun var undertrykt af Arbeide, i halvanden Dag eller, rettere sagt, i to Lectioner lærte den over al Maade svære Kirkemusik af Grev Kagenecks Secretair til billig Forundring for dem, som vidste i hvor kort Tid hun med saa fortjent Bifald acquitterte sig af dette tunge Arbeid. Det er umuligt; og hun er incapabel til at hitte paa saa barnagtig en Udflugt, og har hun gjort det, saa er hun i Grund og Bund fordærvet. Men det frygter jeg dog aldeles ei for. Nei D. Ex., det er Darbès alene, som ophitter og opdigter disse Udflugter, fordi han har den nødig til at skjule sin Vankundighed i Syngelæremaaden med, og fordi han nu ikke kan med Gjerning bevise, at han er bedre Mand end Potenza. Det var en let Sag at bevise, at Potenza ingen stor Mand var, thi det troer jeg næsten selv at kunne godtgjøre, endskjøndt jeg ei er Musicus. Men denne middelmaadige Lærer har frembragt, med (for en Italiener at være) meget ubetydelig Støi, alt hvad Theatret har ladet synge siden 1773, saaledes at man hastigt begyndte at glemme den franske Trouppe og siden reent kunde afskaffe [sideskift][side 248]den italienske. Derimod støier Hr. Prof. Darbès umaadeligt og frembringer hvad man i den alleregentligste Forstand kan kalde Sletintet der duer, idetmindste er det alle forstandige Folks Dom om ham, ja endog deres, som for D. Ex. føre det modsatte Sprog, fordi de troe ham yndet. Jeg selv har, af ussel Frygt for ei at forøge Antallet af mine nedrige Avindsmænd, været svag nok til at fortie min Mening om denne Mands Adfærd for D. Ex. naar jeg tydeligt saae, at hans Indflydelse i det Uendelige fordærvede og forvildede Theatersagernes ordenlige Gang. Fra Januari Maaned af tænkte jeg daglig: Du skal tale frit eller skrive frit til Generalen ved første Leilighed! men naar jeg saae D. Ex. eller havde Leilighed til at skrive Dem til, saa saae jeg stedse Ministeren, Generalen, det blaa Baand, den mægtige Mand i Staten paa den ene Side, og paa den anden mine utallige Forbindligheder imod D. Ex., min Fader, min Kone, og da var det, at Frygten bandt min Mund. Jeg blues over denne Svaghed, og da jeg derfor i Dag tog Pennen i Haanden, for at skrive D. Ex. til, gjorde jeg mig den Eed, at ville skrive som mit Hjerte tænker med min Samvittigheds gode Overbeviisning; ikke som til min Foresatte, Velgjører, Fader eller Ven, men som en ærlig Soldat bør skrive og tale med sin Kammerat, naar han vil ham vel. Jeg tør underdanigst spørge D. Ex. om De, i de halvfjerde Aar, De har kjendt mig, nogensinde har i mig sporet Tegn til Had, Forfølgelse, Misundelse, Herskesyge eller egensindig Paastaaenhed? om det ikke er et charakteristisk Mærke paa mit Gemyt, at jeg aldrig directe eller indirecte har søgt at hævne mig over de ondskabsfuldeste Forgaaelser imod min Person og mit Embede, og tvertimod med ligesaa stor, ja større Iver antaget [sideskift][side 249]mig dem, som fornærmede mig, som dem jeg ingen grundet Klagemaal kunde føre over i nogen Betragtning? Har jeg ikke med den største Resignation frasagt mig de billigste Fordringer, naar det kom an paa Tjenestens gode Gang? Har jeg nogensinde søgt at gjøre mig betydelig eller plaget D. Ex., Commissionen, eller Nogen ved Hoffet med Klagemaal over de daglige og utallige Fortredeligheder, mit Embede har udsat mig for? Har jeg ikke i Almindelighed med Vens og Faders Omhu antaget mig enhver af mine Undergivnes private og publike Skjæbne, og opoffret min Tid, mine tilladelige Fornøielser, min Helbred, ja mine egne fordærvede oekonomiske Omstændigheder, alene for at lyksaliggjøre, saa meget det stod til mig, dem, der tjente under og med mig? Har jeg ikke med utrættelig Flid, saa meget det er et Menneske muligt, der har saa utallige Considerationer at gjøre, som mit Embede kræver, søgt at sætte Theatrene paa den bedste Fod, og tilforladelig bedre heri reusseret, end mange Andre i mit Sted kunde have gjort, om de endog havde havt Kongens Myndighed dertil? Om jeg ei med Grund frygtede at kjede D. Ex., saa kunde jeg endnu gjøre mange saadanne Spørgsmaal, paa hvilke jeg af D. Ex.'s Retfærdighed vist turde vente roliggjørende Svar, men min saa naturlige som ofte skadebringende Undseelse byder mig at bryde af med følgende to, fordi de egenligst henhøre til mit Thema: Hvad kunde Darbès have været kommen til uden min Hjælp? og er det ikke mig, som anvendte al min Veltalenhed for at bibringe D. Ex. billigere Tanker om denne Mand? Hvad jeg derfor har skrevet eller kunde endnu skrive, skeer for den alvidende Gud ei for at sværte Darbès i D. Ex.'s Øine af noget Slags Hads, Avinds eller Forfølgelses Aand, men ene og alene [sideskift][side 250]for at gjøre D. Ex. usigelig opmærksom over denne Mands Tænke- og Handlemaade, fordi han ved utallige Opfindelser, i mine og utallige Menneskers Tanker, paa det groveste fører D. Ex. bag Lyset i alt hvad der angaaer hans Syngelærer-Embede (hvad hans øvrige Forretninger og hans moralske Charakteer betræffer, derom taler og bekymrer jeg mig ei). Er han saa stor Musicus, som han vil lade os troe, men som hele Verden afdisputerer ham, saa lad ham bevise det i Gjerningen og ei søge at bygge sin Storhed paa ussle Chicaner, som f. Ex. den, at der i 6 Uger ei er Tid nok at lære 6 Syngenumere og at Jfr. Møller ei kan tage sin Sangerindetour i Hofconcerten fordi hun har for meget at lære til Geburtsdagen, som er en grov Usandhed; thi aldrig har Jfr. Møller havt mindre at bestille end i Aar, efterdi hun aldeles har mistet sine Comedieroller og nu ingen ny Syngerolle har erholdt. Er han en Imposteur i Musiken saaledes som han er et uroligt, trættekjært og fredhadende Menneske, hvorom D. Ex. selv ofte har overtydet mig, saa synes mig, at Nationen, og i samme særdeles D. Ex., ere for gode til at være en Imposteurs Legetøi. Hans egenlige Bestemmelse er Opsigt med Capellet; men hvor er den Nytte, han der har skiftet? Dernæst skulde han danne unge Musici for Capellet; men hvor ere disse? har han ikke, som jeg hører, jaget Friis bort med Grovhed, den ældste Schall med en chicaneux Proces og den yngste under Paaskud, at han ikke kunde skaffe nogle Violoncelsoloer, som kanskee aldrig have været til? Endelig skulde han informere i Sangen; men hvor er det, Jfr. Møller har lært ved idelig Information i halvandet Aar? Ingen veed endnu noget med Vished herom, og nu da han burde gribe Leiligheden med begge Hænder, for at [sideskift][side 251]retfærdiggjøre den næsten blinde Tillid, man har sat til hans Kundskab, søger han at snoe sig fra alting, under Paaskud af Mangel paa Tid! — D. Ex. maa naadig tilgive min ligefremme Skrivemaade, mine Udtryk, som kanskee kunde synes haarde, og i dette Brev ganske alene tænke paa Soldaten, som skriver eller taler til sin trofaste Kammerat."

Dette alvorlige Brev bevirkede naturligviis, at Jfr. Møller meget godt blev færdig med den skjønne Arsene, saa at Forestillingen gik til den bestemte Tid; men, ogsaa naturligviis, at Generalen blev meget vred og ikke for lang Tid lod Warnstedt høre fra sig. Derimod berøvede det ingenlunde Darbès hans skadelige Indflydelse, thi neppe havde Generalen igjen knyttet skriftlig Forbindelse med Warnstedt førend han, den 26de Oct., underrettede ham om: "Jeg troer gierne at det Jfr. Møller skal Synge i Skiøtten og Mælkepigen er let, og at hon under Potence lærte al den musique i 2 Dage, mens ogsaa derefter, det Darbis lærer hende vil hd have anderledes, da Møller havde bedet mig at bede Darbis pressere paa at faae det Stykke til ende har hd hver Dag 7—8 til 9 timer været hos hende eller hon hos ham, mens jeg har hørt af andre som har staaet uden for at hd over et ord har holt hende 2 eller 3 Dage og dog ey faaet det efter hans Villie saa taalmodighed var forgaaet ham, saaledes er det at have lært i 6 aar slet, og naar hd selv synger kunde de som dog ey ere musici og staaer uden for høre en stor forskiel, jeg maa give hans flittighed stor vidensbyrd de 8te dage hon formedelst hendes bryst var inde gik hd 2 ganger daglig til hende, og da hon ey kunde synge for heeshed skyld sad hd og sang for at give hende idée, saa paa begge [sideskift][side 252]Siider ingen Skiødesløshed er forefalden, publicum kan visselig forlange meged af hende, mens ey mere end der er mulig, enten skal hun lære tilgavns eller slet intet, og at forderve hende for Publici caprice paa eengang blev ey forsvarlig, og lade hende gaae slet op med de Stykker som Darbis har lært hende blev uforsvarlig af Darbis handlet, Arsene vil hon vist til at gaae den igiennem igien behøve en 3 ugers tiid, de gl. Stykker som hon uden tvivl Synger Potentisk kan hon alletiider snart spille og Synge." At Warnstedt, efter for kun et Par Maaneder siden at have gjort Eickstedt den letbegribelige Sandhed saa klar og indlysende, alligevel maatte høre og taale, at han gav ham, den Kyndige, Belæring om, at Lenes lille Partie i "Friskytterne og Mælkepigen", der af Jfr. Møller maatte kunne læres i 4, 5 Timer, var hende saa uhyre vanskeligt, at Darbès i 2, 3 Dage, hvergang 7—9 Timer, havde maattet "holde hende over et Ord (!!)", og om, at hun den 26de October vilde behøve 3 Uger til "igjen at gjennemgaae" Arsene, som hun havde spillet den 4de Sept.: dette overvældede ham; han maatte indsee, at Hs. Ex. Statsministeren, med Hensyn til Theatersager, hvorover han selv havde tillagt sig den høieste Myndighed, var af Darbès og Jfr. Møller gjort uhelbredelig gal. Derfor: han ærgrede sig, men tav og gjorde ikke engang Indsigelse da han fra Generalen fik Underretning om, at Darbès og Jfr. Møller forlangte, at Johans Rolle i "Fribytterne og Mælkepigen", hvilken han havde tildeelt Elsberg og som kun i Syngepartiet havde meget lidet at gjøre med Lenes, skulde afgives til Urberg, der i Fredensborg havde havt Leilighed til at vise Jfr. Møller nogle Artigheder, fordi Elsberg, der just i det Fag var den Dygtigste, vilde "meget fordærve Stykket [sideskift][side 253]og Jfr. Møllers Partie". Ja, han fandt sig endog i angaaende Coralis Partie i "Venskab paa Prøve" — hvilket Fru Walter havde lært fra nyt i 12 Dage og Jfr. Møller allerede havde sunget 5 Gange for ikke et Aar siden — under 3die Marts 1782 at lade sig tilskrive: "Da ikke alle Nummere i et saadant Syngepartie udkræve lige Styrke af Bryst, og lige god Tilstand af Stemme, ikke heller alle Nummerne skal synges i en og den samme affect: saa kand intet, uden Jfr. Møllers Brysts og Stemmes Tilstand, og hendes og min Lune, bestemme, hvad for Nummere der skal læres først eller sidst. Naar de Andre kand deres Partier, og de almindelige Prøver begynde, skal Jfr. Møller kunde alle Nummere. Desuden har jeg den Ære at tilkiendegive Deres Høy Velbaarenhed, at Jfr. Møller, om hun end af en Hændelse lærte Finalene eller Corene først, dog, paa ingen Maade, maatte øve sig med nogen af de Andre; thi det ville ufeilbarlig rive ned, hvad jeg med saa megen Møye bygger op, og er det hende allerede skadelig nok, at hun i Prøverne og ved Opførelserne skal synge med de Andre. Jfr. Møller, som Sangerinde, lærer sit Partie uden Synge Skolens Lærlinger; og Synge Skolens Lærlinger maae øve sig i Deres Partier, uden Jfr. Møller. For at treffe Overeensstemmelse i det Heele, l'Ensemble, kommes, og synges sammen paa Prøverne. Det giør mig ellers Ondt, at jeg derfore paa ingen Maade kand indlade mig, paa disse Synge Skole-Øvelser. Dette har jeg ikke turdt efterlade at tilkiendegive Deres Høy Velbaarenhed, af Frygt for, at De af største Nidkierhed, kunde treffe Foranstaltninger, som tvertimod Deres Høy Velbaarenheds Hensigt og Ønsker, ville være omtalte Synge[sideskift][side 254]stykke og Skuepladsen, til langt mere Skade end Gavn. — Ærbødigst J. Darbès." Da Stykket skulde gives anden Dag efter, var denne Skrivelse alene møntet paa, at sætte det tilbørlige Tryk i den Chicane, at Jfr. Møller, efter Darbès's Befaling udeblev fra en af Directeuren for alle Spillende anordnet Syngeskole, at omstøde Forestillingen og at fastslaae en Theorie, hvorefter det vilde blive netop umuligt "at treffe Overeensstemmelse i l'ensemble". Warnstedt vidste, at det ikke kunde nytte at gjøre Forestilling derom til Theatrets Magthaver; han maatte, istedetfor at anvende sin Dygtighed til Tjenestens Fremme, opbyde dens Yderste for at svække Chicanerierne imod den, men fik den Trøst, at denne Uforskammethed af Darbès blev den sidste, han fik Myndighed til at vise ham.

Debutanten, den, længe efter at han som Underofficeer var gaaet til Vestindien, for sine gale Streger erindrede Sigvard Lyche, faldt aldeles igjennem. Warnstedt havde heller ikke, uagtet han optraadte i en betydelig Rolle, anseet ham for at have Fremstillingstalent. Han vilde kun, ved at tillægge ham Elevgage, hjælpe paa hans yderligt trange Kaar medens han gjorde sig bekjendt med Scenen, da Jacobi i et af ham indgivet Syngestykke i Vers: "Skorsteensfeieren", havde troet at opdage et Forfatteranlæg, som kunde blive Skuepladsen til Nytte. Kun Lyckes ivrige Begjæring og Warnstedts Forlegenhed for Repertoire i den første Maaned havde foranlediget Debuten.

Nyhederne havde kun meget ringe Værd: T. C. Bruuns originale Femacts-Comedie, "Kjærlighed paa Prøve", der ganske savnede Originalitet baade i Handling og Charakterer, gjorde ingen Lykke; "Kun sex Retter", en meget lang saakaldet Comedie af Grotzmann, fandt derimod stort Tilløb, da den ikke [sideskift][side 255]alene var et theatralsk godt tilrettet Mønsterstykke af den i Tydskland da gængse og overalt af Almuen paa den Tid gjerne sete Skuepilart, der til Særkjende havde de muligst plump-grove Udfald mod de høiere Stænder, men ogsaa blev høist fortræffeligt spillet især af Schwarz som Hofraad, Mad. Rosing som Hofraadinden, Rose som Obersten, Mad. Rose som Fru Schmerling, Rosing som Lieutenanten, Kemp som Philip og Gjelstrup som Sadelmageren. Ogsaa "Landsbypigen" gjorde, uagtet Textens yderlige Uselhed, stor Lykke ved Livet og Lunet i Paesiellos henrivende Musik og en udmærket Udførelse, især af Jfr. Møller som Sophie, Schwarz som Orgon og Rosing som Morten.

Den med 200 Rdlr. pensionerede Skuespiller Suhm afgik allerede den 9de Juli 1783 ved Døden og et Par Dage efter (den 12te) Veteranen Hortulan.

Uagtet Galeotti kun vandt Bifald for to af sine smaa Balletter, men var temmelig uheldig ved den tredie ("Don Juan"), vidste han ogsaa i denne Saison at gjøre sig en betydelig Fordeel af den Yndest, hans mange Opvartninger havde erhvervet ham hos Eickstedt, idet han opnaaede et fast aarligt Tillæg af 500 Rdlr. for at undervise 6 til 8 unge Personer i Dandsen, hvorvel der var en egen Skole undere Laurent. En glimrende Forhaabning for Balletten gav de ualmindelige Fremskridt, som Jfr. Lorentzen, der efter Saisonnens Slutning blev gift med Secretair Bjørn, en for sin behagelige Omgang særdeles yndet Mand, i det sidste Aar havde gjort. Derimod truedes den med et meget stort Tab, ved at Jfr. Frölich, i billig Utilfredshed over kun at have 300 Rdlr. reglementeret Gage, for Alvor søgte Afsked, hvilket Warnstedt dog med megen Møie fik forebygget ved at skaffe hende Løfte om Gageforbedring, [sideskift][side 256]som hun dog ikke førend i 1783 opnaaede med et Tillæg "saalænge hun med samme Iver og Dygtighed som hidtil vedbliver at gjøre Theatret Tjeneste", hvorved hun, med Pyntepenge, fik 700 Rdlr.