[side 220]Endskjøndt Jfr. Møller var langtfra at være Primadonna, men først nu, efter at man for hendes Skyld havde forjaget den, som formedelst sit glimrende Talent af Publi[sideskift][side 221]kum var bleven kaaret dertil, skulde ved sin Beskytters Myndighed banes Veien til at blive det, kom Skuepladsen fra denne Saisons Begyndelse under et erklæret fuldstændigt Primadonna-Regimente: den sletteste og forargeligste af al Theaterledning. Et Begreb om den hele Jammerlighed hos de Personer og i de Forhold, hvoraf en af Regjeringen aarligt med 35,000 Rdlr. understøttet offenlig Kunstanstalts og dens Personales Skjæbne nu blev at bestemme, giver allerede følgende Brev, der den 7de Juni 1780, altsaa ikke 6 Uger efter Fru Walters Bortgang og ikke en Maaned efter at Jfr. Møller havde i Fredensborg begyndt sine Studier under Darbès, blev af Eickstedt skrevet til Warnstedt. Som et meget charakteristisk Bidrag til Kundskab om den til at styrte og beskæmme sin Dronning saa virksomme Stormands Forstand, Charakteer og Tidsanvendelse, meddeles det bogstavret:

"Jeg beklager alle de uangenemheder dem i deres station tilstøder, de maa see over sligt hen, det er et raseri dog hos pøbel som vil falde med skamme, at den Qvind er borte naar hon først er glemt vil contribuere til Roligheden, i de tossede pasqviller som findes opslagne mener man en à 2 Theaterfolk skal være autor og executor deri, jeg gad gierne læse dem for at see hvor god de havde været imod mig, Sage: som kuns ere at lee af, ville man bære kappen paa begge Skulderne og ey gaae den rette vei, saa var Deres Høivelbhd og jeg nok for disse calomnier bleven fri, mens stække bør man ey lade Sig fra det ret er, og naar disse nedrige seer med hvad foragt det tracteres bliver de nok kied af deres gierninger og skamme Sig. den bortløbne er vel nødt til ved løgn at paaligge andre skyld for hendes dissertion, da hon ey tørs være hendes lider[sideskift][side 222]lighed bekjendt. — I gaard havde jeg en uangeneme Samtale med Darbis, i det hand kom og meldete af hd blev nødt til at frasige Sig, at lære Jfr Winter & Møller, hd beskyldte Jfr Winter principalement og derefter at Møller begyndte at følge Jfr. Winters ulærvillighed obstrenatihed o. s. v.: Møller lod jeg hente, hon kom mens hd var her, hos var snart forbløffet, ville vel være ferm mens tog tilflugten til graad, helst da disse to i de 14ten dage jeg ey har seet dem som jeg hører have lidet meged at ham dog indtil de sidste 2 dage fornemlig Winter, jeg har endnu ey kundet sige ham noget thi jeg ey før i dag har faaet fuld underretning af Winter, thi Jfr Møller maatte jeg være varlig med thi efter at Darbis var gaaet brugte jeg mere end en time forinden hon kunde sige en samlet mening, mens blandede alt i en anden som en der fattedes fin samling som hon vel og nær var ved at tabe, naar hon hafde blandet adskilligt gaelt iblandt en anden falt hon reent i tanker uden at høre eller give agt hvad man talede, og ey vidste hvad hon hafde sagd saa man maatte hielpe hende til rette paa det man spurdte om, efter en tiimes forløb og efter jeg paa best trøstet hende kom hon lit efter lit til mere samling og endelig kom reent til Sig selv, lovede i dag allene at gaae til Darbis mens Winter kom her for at explicere Sig, jeg haaber det er løbet got af, Møller er hd vel haard imod skiender river penne fierer af hinanden slaaer i bordet o. s. v.: hon lader Sig det gefalde mens nu de sidste 2 dage havde hon tagit Sig det meged nær, desuagted rosede ham for hans gode intention og bad at man dog ey derfor ville blive fortrydelig paa ham, umage kostede det mig at faae et ord af hende som kunde gravere Drabis, jeg troer at var Møller ene gik det [sideskift][side 223]bædre dog hd er haard, stolt, og tilmed hadefuld uden liige. begge Jfruerne har immer skjult hans medfart, mens nu var da Jfr. Winter nød til at sige det, og man kan da tydelig merke at hand af Siel og Sind hader og foragter hende og jeg troer aarsagen allene er for hd troer at hon er for Potentz, og hd kan ingen taale uden Sig selv, hd canallieserer hende hd bander hende, hd laster hende, hd forekaster hende, hendes fødsel med meged mere, bliver hd saaledes ved, troer jeg at Møller gaaer fra sin forstand, og Winter dræber Sig, jeg har nu raadet dem begge til tavshed, og bedet Hr. Etats Raad Sporon at see at bringe ham paa billige tanker, thi skal jeg dertil saa ville det blive den sidste haand paa værket, aarsagen til Darbisses opførsel ved disse 2 élever troer jeg 1) er foragt imod theater folk, 2 hans store tanker om Sig selv, og deraf flydende Stolthed, 3 hans hadefulde hierte, 4 hans hypechondry 5 hans haarde hierte 6 jeg frygter hd har en skrue løs 7 at hd aldrig har informeret før, jeg har dog syntes at burde avertere dem herom endskiønt jeg beder ey at tale til Darbis eller nogen derom førend jeg har havd den Ære at sige dem udfaldet, jeg havde bedet Jfrerne saavelsom Darbis ey at tale med nogen herom, endskiønt det dog vel bliver rugtbar. Jfr. Møller ville have skreved deres Høibelbhd og taget sin tilflugt til dem, mens jeg contreqvarerte det og skyndede snart komme herud. forunderlig at Darbis stræbe efter at unde hans fiender den glæde at see ham prostituteret, thi blive hd saaledes ved hvem kan da have med ham at giøre, mens tvertimod saa ugudeligt hierte maatte man ønske var udaf det menneskelige Selskab paa det mindst her i Danmark. Deres Høivelbhd vil jeg bede ey at tale med nogen om dette eller andet før de [sideskift][side 224]først har giort mig den Ære at tale med mig, paa det jeg om dette og alle øvrige ting kan give dem underretning."

Man behøver ikke at være en saa fiin og erfaren Menneskekjender som Warnstedt, for at den naive Beskrivelse, Statsministeren selv giver over den Befippelse, hvori Jfr. Møller ved "i mere end en Time at fattes Samling" satte ham, at begribe: det var ham, der i Theaterregentskab saa ganske fattedes Samling, at det, naar han selv vilde være den Afgjørende deri, væsenligst maatte blive Udtrykket af hendes Lune. Man skulde troe, at Primadonnaer, for at vise en Dygtighed, der maatte gjøre dem Navnet ubestrideligt, vilde behandle endog de største Opgaver som Noget, der for dem ikke havde Vanskelighed; men de fleste, der blot skylde den enkelte, af en Stemmedanner møisommeligt skolede, naturgave deres Udmærkelse og hverken have Kunstfølelse eller Aandsdannelse, vælge, i den dumme Indbildskhed, hvormed de ville have gjort især deres Person bemærkelig, den ganske modsatte Vei til at give sig Vigtighed, idet de ideligen fremkomme med store Ophævelser over Ting, som de, hvis en Anden, der stod langt under det Trin, hvilket de selv gjøre sig til af at være paa, tillod sig dem, vilde erklære for rene Bagateller. Det var i dette evige Vanskelighedsmagerie af Jfr. Møllers Primadonnanykker især søgte Tilfredsstillelse, og Eickstedts store Uvidenhed og Eenfoldighed i alt hvad der angik Kunst, gjorde hende det let at opnaae den i fuldeste Maade, især da hun hos Darbès fandt god Bistand. Allerede inden Saisonnens Begyndelse havde Warnstedt store Fortredeligheder med hende. Endskjøndt hun i hele Sommeren ikke, foruden dagligen at tage et Par Timers Skole, hvilken [sideskift][side 225]hun ofte forsømte for at gjøre Kjøretoure eller under Foregivende af Mathed i Stemmen, havde andet at bestille end i Syngestykket "De tre Forpagtere", som skulde gives ved Enkedronningens Fødselsfest den 4de September, at indstudere et lille, let og smukt Partie, paa stod hun, understøttet af Darbès, at hun ikke kunde blive færdig dermed, fordi "det var saadan en svær Musik og et saa stærkt Partie, at hun ikke, formedelst sit Brysts store Svagelighed turde synge paa det." Eickstedt blev bange for at hun, der som hun virkelig skulde vedblive sin Vægring, vilde paadrage sig den kongelige Unaade, og da han hverken selv vovede at gjøre hende alvorlige Forestillinger, eller stolede paa den kloge Warnstedt, der forsikkrede, at det var en blot Caprice, som gik over af sig selv da det gjaldt en Hoffest, overhængte han ham saalænge indtil han ydmygede sig til at bønfalde "lille Møller" om, dog for Himlens Skyld ikke at sætte Excellencen og ham i Forlegenhed. Hendes Løfte, at "hun skulde see hvad hun kunde gjøre," blev imidlertid kun givet med den Betingelse, at Excellencen og han skulde gjøre Dronningen opmærksom paa, "at hun af devotion for Majestæten havde arbeidet over sine Kræfter." — Da Warnstedt var nødt til at forlange Jfr. Møllers Nærværelse i Byen ved en Prøve den 10de October, syntes Eickstedt, at det endnu var for tidligt, da hun "just med sin Lærer havde begyndt paa et nyt Capitel, og vilde", som han havde ladet sig indbilde, "paa Prøverne saae baade Bryst og Stemme skregne itu, skjøndt hun visseligen lærte sit Partie i een Dag, naar de andre behøvede otte." Da det imidlertid blev nødvendigt at hun kom, saa havde han, som han, Theatrets første Bestyrelsesmedlem, i naiv Dumhed selv skriftligt underrettede den administrerende Di[sideskift][side 226]recteur om, raadet hende og Jfr. Winther, at "de skulde lade Syngemesteren skrige og Capelmesteren knurre og brumme som en Bjørn, mens de piano søgte at hjælpe sig bedst muligt frem." Men det blev ikke ved, at han, til Warnstedts store Ærgrelse, saaledes selv opmuntrede Jfr. Møller til Vrangvillighed imod tjenestens Ledere, han gav endog kort efter den Befaling, at Jfr. Møller aldeles ikke behøvede at indfinde sig ved noget Stykkes Indstudering, for med de andre Spillende at lære sit Partie, da det, efter Darbès's Forestilling til ham, strax vilde ødelægge hende, om hun skulde rette sig efter Potenzas "forkeerte Indstudering eller staae og skrige med de Andre, som slet ikke forstode at synge"; hun kunde indfinde sig naar Darbès erklærede, at hun var færdig, og maatte da synge sagte eller stærkt, udelade sine Soloer eller gaae dem igjennem, ligesom hun fandt sit Bryst godt til, samt foredrage dem i de Tempi, der var hende beqvemmest eller som Darbès havde foreskrevet, hvorefter de Andre havde at rette sig!! Og endelig beordrede han, som nylig havde paastaaet, at hun kunde i een Dag lære hvad de Andre behøvede otte til, at hun til Indstuderingen af hvert nyt Partie skulde have fire Uger, hvori hun aldeles ikke havde at forrette andre Tjeneste!!! Warnstedt, som derved saae sine Repertoirebestemmelsers Udførelse og hele Tjenestens Gang givne Jfr. Møllers Caprice i Vold, ærgrede sig, men tav; Scalabrini derimod og især Potenza, der, efter at han omhyggeligen havde arbeidet hende op til hvad hun var og pousseret hende paa Fru Walters Bekostning, lønnedes med Drillerier af hende og Haan af en Charlatan, som, pludseligt hævet ved et personligt Forhold, tiltog sig hele Æren for hendes Dannelse og anmassede sig Autoritet over ham, udøste deres [sideskift][side 227]Harme i haarde Besværinger for Warnstedt, medens Personalet, hvem disse Befalinger ikke alene krænkede, men paalagde megen stor og unyttig Tjenesteforøgelse, gav sin Forbittrelse Luft i Spydigheder og Trods. Det nødvendige Samliv blev derfor høist uhyggeligt og Uvillien imod Directeuren og Jfr. Møller kom jævnlig til Udbrud i smaalige Chicanerier, der for hendes Side giengjældtes med et Overmod, som ophidsede endnu mere.

Saisonnens store, meget sørgelige Begivenhed var Ewalds Død. Langt bittrere end Tabet af Holberg havde været for den danske Thalia var Tabet af Ewald for den danske Melpomene. Holberg havde efterladt saa mange folkeskildrende og folketiltalende digterisk ypperlige Værker, at der i dem var givet Skuepladsen et uforgængeligt Grundlag for en national Comedie, og længe førend hans Død havde allerede Alderdommens Skrøbelighed aldeles svækket hans Evne til at komme Folk til at lee". Ewald havde derimod i sine, vel høi og ædel Poesie i Udtrykket af Følelser og Lidenskaber, Tankefylde, Pathos og et selv for vor Tid forbausende rigt og skjønt Sprog, udødelige Værker ikke endnu givet en ægte Tragedie, men kun glimrende beviist, at han, selv under haarde Legemslidelser, ved sin Aandsmægtighed vilde have været istand til at gjøre det, dersom Døden ikke havde revet ham bort i Manddommens bedste Aar. Og saa meget smerteligere var Tabet, da han ikke blot var begavet med Evne dertil, men ogsaa i sine sidste Leveaar havde, ved kraftig Opmuntring, faaet den faste Villie. Strax efter Opførelsen af "Fiskerne" havde han, ved at udtrykke Warnstedt sin levende Taknemmelighed for den Omhu, han havde viist ham og hans Arbeide, yttret, at han vilde ønske, han i Noget kunde lægge sin [sideskift][side 228]Erkjendtlighed for Dagen, og da Warnstedt svarede ham, at den største Glæde, han kunde gjøre ham, var, at han skrev en Tragedie, der kunde blive ham selv og det danske Theater til saa stor Ære, som "Fiskerne" var det, udbrød Ewald, at han selv længe havde tænkt paa at forsøge det og allerede havde fundet et herligt fædrelandsk Æmne, hvilket han med Haand og Mund lovede ham nu at tage alvorligt fat paa. At det virkelig var Ewalds faste Beslutning ogsaa at gjøre det, bevises af, at han nogen Tid efter lod ved Schwarz forespørge hos Warnstedt, om det Forbud, der var givet imod enkelte Skuespilleres Optræden i Tragedier, ikke vilde blive til Hinder for hans Stykkes Opførelse. Da Warnstedt lod svare ham, at hvor mange Forbud der end var eller vilde komme, skulde han med Glæde bevirke Undtagelse fra dem for alle de Tragedier, som en Ewald vilde skrive, er det rimeligt, at Digteren virkelig har begyndt Udførelsen, og det saa meget mere, da Warnstedt i Slutningen af Saisonnen 1779-80 lod Rosing vide, at han og hans Kone vilde "forhaabenlig snart have den Glæde at faae et Par smukke Roller fra Hr. Ewalds Haand." Det var imidlertid ikke Ewald, der paa den danske Skueplads skulde reise et saa herligt og uforgængeligt Alter for Melpomene, som Holberg havde reist for Thalia; men Følelsen af, at han kunde have gjort det og at der ikke nu var en Eneste, at hvem man turde vente et blot taaleligt Forsøg derpaa, gjorde Tabet i Sandhed dybt og smerteligt følt. Jacobi og Warnstedt forenede sig strax i Omsorg for at Skuepladsen paa en smuk og passende Maade kunde vise sin Høiagtelse for den Tabte, og begyndte med at foranledige, at der blev sendt 100 Ducater til Ewalds Vertinde, Mad. Schou, som en Taknemmeligheds[sideskift][side 229]offer fordi hun med moderlig Omhu havde pleiet Digteren under hans sidste langvarige Sygdom. Til Opførelse af en Sørgefest bestemtes "Fiskerne", og Abrahamson, der havde staaet i personlig Venskabsforhold til Digteren, blev anmodet om at skrive en Prolog. Men her fandt Warnstedt sig atter ved Eickstedts Indtagenhed for Jfr. Møller hemmet i sin gode Hensigt. Abrahamson skrev sin Prolog i et meget vanskeligt Versemaal og til Fremsigelse af Melpomene. Fremsigelsen tilfaldt altsaa, allerede ifølge Rollefaget, Mad. Rosing, og tillige var der ingen Anden, som kunde udføre den blot taaleligt, medens hun i Følelse og Pathos havde den fulde kunstneriske Evne til at gjøre det ypperligt. Eickstedt havde imidlertid sat sig i Hovedet, at han maatte gjøre "lille Møller" den Fornøielse ogsaa ved denne Leilighed at være den Første, og udfandt, at "den Recitation dog helst maatte gjøres af en Actrice, der spillede med i Stykket af den salig Forfatter, hvorfor der paa den Aften skulde vises Admiration, og som da, efterdi Mad. Rosing (der skulde spille Birthe) deri forestillede en saa meget brusque og nærig Charakteer, for hvilken saadanne Sentiments, naar de samme Aften skulde siges, ilde vilde klæde sig, maatte være Jfr. Møller." Det hjalp ikke, at Warnstedt for et halvt Aars Tid siden, i Anledning af at Generalen vilde have Jfr. Møller til at declamere ved Festforestillingen for Enkedronningen, havde skriftligt gjort ham opmærksom paa, hvor angst Fru Walter havde været for Sligt, og lagt ham paa Hjerte: "Hendes Reputation som Actrice var dog alt fastsat, mens Møllers skal nu erholdes, og derfor troer jeg, at man ikke kan være forsigtig nok med at exponere hende; hun har meget tungt for at declamere, siden hun ikke endnu ret kan fravænne [sideskift][side 230]sig den holsteenske Udtale, og det koster hende vist endnu mere at gesticulere ret, eftersom hun endnu aldrig har øvet sig paa denne Kunst." Det hjalp heller ikke, at Abrahamson forestillede, at Prologen baade i sig selv var meget vanskelig at fremsige og i Tonen aldeles upassende for Jfr. Møller. Generalen, som tog sig meget lidet nær hvorledes Digterens Mindefest blev forherliget naar blot hans Yndling blev det, holdt fast ved, at "for at denne Solennitet skulde finde Sted paa rette passende Maade," maatte Jfr. Møller være Melpomene. Hun blev det da, men sagde ogsaa Prologen saa slet, at Valget af hende vakte megen Misfornøielse, undtagen hos Medlemmerne af "Det norske Selskab", der havde givet Theatermaler Bruun Anledning til i sit Forslag om Sørgedecorationen at yttre: "Anordningen vil ikke savne bittre Kritiker, da endeel af vore Landsmænd ikke saa aldeles unde Ewald den Ære, ham vederfares;" og som efter den mislykkede Prolog glædede sig over, at "Høitiden ganske havde svaret til Fortjenesten, den blev gjort for."

Skuepladsen havde været truet med Tabet af en af sine dygtigste Comikere, da Gjelstrup, i et Anfald af ondt Lune over en indbildt Tilsidesættelse, ved forrige Saisons Slutning havde taget Afsked; men eftersom han allerede i December igien begyndte at spille, havde det ikke andre Følger, end den ene, kun for ham selv ubehagelige, at han paany maatte søge om fast Ansættelse, hvilken han ogsaa i Februar opnaaede. En for Comedien og Syngespillet meget vigtig Forøgelse fik Personalet i den 19aarige Peter Rasmus Saabye, der med en meget smuk Theaterfigur, som i Gang, Stilling og Bevægelser havde en sjelden Lethed og Ynde, forenede et aabent, livfuldt Ansigt, [sideskift][side 231]der, skjønt og ædelt i Form og Træk, egnede sig til Udtrykket af alle Lidenskaber og Affecter. Da han tillige af Naturen havde en særdeles velklingende, klar, blød og bøjelig Talestemme og udmærkede sig ved et, uden al Affectation, reent Sprog og en flydende Tunge, blev han meget hurtigt en indtagende og overordenlig yndet Fremstiller af elskværdig Letsindighed, Overgivenhed, Naivetet og ungdommelig Raskhed. Det var først et Par Aar efter sin Debut at han kom ind i Syngestykker, hvor hans ikke store, men behagelige indsmigrende Tenor skaffede ham et betydeligt Repertoire og endmere aabnede ham Veien til Publikums Yndest, hvilken han ei alene med et sjeldent Held bevarede lige til sin Død, men opnaaede i en saa høi Grad, at den i hans Fag ikke sildigere saaledes er bleven nogen Anden tildeel.

Alle tre nye Skuespil vare tydske Fuskerier: "Greven af Waltron", et rørende Krigsrets-Spektakelstykke af H. F. Müller; "Den velbaarne Frue" og "Den Nysgjerrige" — som dog havde det Gode, at Ørsted, Skuepladsens Ældste, i den nysgjerrige Vært, som han spillede ypperligt, endnu fik en ny Rolle — flaue Caricatur-Comedier, begge af Stephani den Yngre. Blandt Syngestykkerne var Operaen "Armida" med Salieris storartede Musik et Valg, som vilde have gjort Bestyrelsen megen Ære, dersom den havde havt Rimelighed for at kunne skaffe den en nogenlunde værdig Udførelse. Men den var blot valgt fordi Eickstedt vilde have en stor Opera og man ikke havde nogen Componist til at sætte en Musik for det indskrænkede Personale. Allerede Thoroups Oversættelse var frygtelig og beviste, at der ikke skete Wessels Genie nogen stor Ære da der gaves Begge Udsigt til een og samme Understøttelse. [sideskift][side 232]Det Hele var gjennemgaaende ligesaa meningsløst som følgende fire Linier:

"Gjennem den mørke
Taage, os skjulede,
Hvo vores ukjendte
Landbredde fandt?"

som, omskrevet paa Dansk, skal være: "Hvor var det, som fandt denne Strandbred, skjøndt Taagen skjulte den?" Og Udførelsen lignede aldeles Oversættelsen: der var ikke Mening, langt mindre poetisk Aand deri. Da Jfr. Møller endelig havde faaet et Bravourpartie i en stor Opera, troede hun at burde gjøre sig vigtig med mange Ophævelser over Partiets umaadelige Vanskelighed, hvorfor Darbès, som dog "i hendes Noder havde viist Eickstedt(!) hvorledes Potenza altid, i hvad hun skulde exeqvere, havde oversprunget eller forandret det Brillante, hvori hun just skulde producere sin Stemmes rare Qvalitet", transponerede og omarbeidede det saa grundigt, at det tabte sin Virkning. Et usædvanligt glimrende og kostbart Udstyr, at man til Chorene sammenskrabte Alle, lige ned til Dandseskolarer og Statister, som havde en Smule Syngestemme, at der blev malet to nye, rigtignok maadelige, Decorationer af den nylig hjemkomne Bruun, at Jfr. Winther, som Rinaldo, viste sig i Ridderdragt og sang godt, alt Dette var forgjæves: de store Omkostninger var spildte, Stykket gjorde ingen Lykke. Buffa-Syngestykket "De forliebte Haandværksfolk" fandt derimod levende Bifald ved de mange burleske Situationer, Gassmanns melodierige, charakteristiske Musik og en i det Hele ganske fortræffelig Udførelse, hvori dog Preislers Partout vakte størst Opsigt, da han overraskede Publikum [sideskift][side 233]ved en fiin, elegant Comik, der var af stor Virkning og pludselig bragte ham meget høit i dets Gunst.

Balletten havde ved Galeottis Dygtighed vundet stor Anseelse: den blev ikke længer af Kunstforstandige betragtet som noget meget bekosteligt, i Indhold og Sammensætning forvirret og dumt Tøi, men som en pantomimisk Digtning, hvori der kunde være en interessant, dramatisk fortløbende Handling og Charakteerskildringer, for saa vidt de ikke fordrede Udvikling igjennem Tanker, men kunde komme frem med Affecternes og Lidenskabernes ydre Udtryk. Hans "Linna og Varvais" og »L'orphelin de la Chine« havde, i deres store Forskjellighed, just derved vundet et ualmindeligt Bifald, og med "Kjærligheds og Mistankens Magt", i to Acter, havde hun i denne Saison givet et endnu mere glimrende Beviis paa, hvorledes han, ved at vælge et saadant Æmne, som klart og fuldstændigt kunde udvikles i Pantomime, og ved at behandle det ægte dramatisk, vidste baade at tale til Hjertet og more aandrigt. Han havde her digtet et lille Skuespil, tiltrækkende ved Begivenheden og fuldt af Liv, Følelse, Lune og Afvexling, med Dandse, der meget naturligt gik ud fra Situationerne og vare ligesaa charakteristiske og nye i Opfindelse som skjønne. Modtagelsen var glimrende: Publikum fandt Udførelsen, i alt Enkelt som i det Hele, henrivende og lønnede den med enthusiastisk Bifald og stærk Søgning. Hvad der ved denne Triumf særligt vakte Beundring hos Kjendere, navnligen Warnstedt, som vidste at vurdere den uskatteerlige Vinding for Theatret deri, var, at Galeottis Genie havde opnaaet den ved saare ringe Midler. Af Pantomimister havde han mistet den unge Laurent, der var gaaet til Paris; Johannes Linck, som i forrige Saison blev engageret for at dandse [sideskift][side 234]med Mad. Galeotti, med hvem han var optraadt i Mailand, hvor han, efter at have sin første Kunstdannelse i Laurents Skole, havde fundet et kort Engagement, duede lidt til Dands, men endnu mindre til Pantomime; for den 18aarige Debutantinde, Marie Christiane Lorentzen, som var smuk og en begyndende fortræffelig Dandserinde med ypperlige Naturgaver til mimisk Fremstilling, hvorfor hun siden blev af megen Vigtighed i Balletten, turde Galeotti ikke endnu componere noget Hovedpartie, og de Øvrige havde vel under hans Veileding faaet en Smule større Færdighed i at efterligne ham, naar han utrætteligt og omhyggeligt indexcercerede dem deres Roller, men vare dog kun maadelige, alene med Undtagelse af Jfr. Frölich. Det var fornemmelig ved en klog og kunstforstandig Anvendelse af denne uge Piges ualmindelige Naturgaver og Talent at han gav sine Balletter Glands. Sin Berømmelse som mimisk Kunstnerinde havde hun grundlagt ved en almeen beundret Fremstilling af Dido, og i næsten enhver følgende Ballet havde hendes Fremstilling af Hovedrollen forøget den. Hvad hun ogsaa virkelig var, derom haves det kraftigste Vidnesbyrd i, at endog Balletforfølgeren Rosenstand, der selv af Fru Walters Tryllerie ikke lod sig bringe ud af sin kritiske Kulde, udbrød om Anine Frölich: "Dersom en Digter skulde beskrive hende, vilde han maaskee sige, at Terpsichore havde laant Kjærlighedsgudindens Skikkelse til sin Yndling; at Amor smiilte frem af hendes Øine; at Melpomene havde givet hende sin Alvor og sin Dolk, og Thalia sin Yndighed; at hendes Bevægelser vare Gratiernes; at man saae Rosenknoppen aabne sig en skjøn Sommermorgen, naar hun udkaster sine skjønne Arme; at smaa Elskovsguder flagre paa hendes Læber, naar hun smiler, og [sideskift][side 235]saa fremdeles. Her er det ikke min Sag at poetisere; men der var forresten Intet løiet deri." Og Rosenstand lader det end ikke være nok med dette Udbrud, men fører Beviis for enhver af disse Lignelsers fuldkomne Rigtighed. Til den store Lykke han gjorde med "Kjærligheds og Mistankens Magt", havde imidlertid Galeotti endnu en kraftig kunstnerisk Bistand, der længere end Anine Frölichs skulde trofast ledsage ham, og endog være hans allersidste Værk til en Beskyttelse, som hans af Alderdommen svækkede Genie ikke kunde give det. Den 24aarige Claus Schall, dengang Repetiteur ved Balletterne og Violinist i det kongelig Capel, havde, uden anden Musikdannelse end den, han i Stilhed selv havde givet sig, til denne Ballet componeret en Musik, som vakte megen Beundring for det Udtryk og den Livfuldhed, hvorved den udmærkede sig fremfor alle tidligere Balletmusiker. — Foruden Balletterne havde man et Slags Dandsedivertissements som kaldtes "Entreer", og hvoraf gjerne eet, ja endog flere brugtes ved korte Skuespilforestillinger, som der ikke gaves Ballet til. Disse Entreer udførtes almindelig af to Solodandsere og Figurantcorpset, og bleve meest componerede af en Dandser, som vilde vise sig for Publikum ved at udføre en Solo deri, men ogsaa undertiden af Balletmesteren, for at skaffe Directionen Noget til at udfylde Forestillingerne med. Nogle saa af dem, især de af Galeotti componerede, vare grundede paa en lille piquant Idee eller Situation, men Fleertallet var af følgende staaende Indhold: Fra hver Side af Scenen, som undertiden var en Søilesal, men sædvanligt en Skov, kom en ned imod Baggrunden løbende Række af fire, fem Figurantpar, sædvanligviis i en Dragt, som Mandfolkenes hvide Cambridge-Tuniker og Tricot[sideskift][side 236]beenklæder skulde gjøre græsk, meget symetrisk dandsende ind, krydsede hinanden med nogle Pas, der ikke var kunstigere end at de nutildags kunne gjøres i enhver Dandseøvelse, og hoppe saa lidt omkring i forskjellige Toure. Saa kom een eller to Solodandsende og gjorde i Stillinger og Pas alle de Kunster, som i en saadan Entree kunde findes paa og derfor gjerne var de samme i alle. Naar de efter endte Evolutioner hoppede ud, begyndte Figuranterne, som imidlertid havde danglende staaet og betragtet dem, pludselig, til meget kjedsommelig Afvexling, igien at arbeide løs, og kunde de ikke mere, bleve de atter staaende, for ørkesløse at gabe paa hvad de første eller i et Par andre Solodandsende, der nu svævede ind, kunde fornøie Publikum med, indtil endelig hele Forsamlingen satte sig i Bevægelse og dandsede lidt til den ene Side, lidt til den anden og saa fremad, for at danne en hundrede Gange seet Gruppe, under hvilken Dækket gik ned. Forestiller man sig Figuranternes ligegyldige Ansigter, marionetagtige Bevægelser og mechaniske Hop, de Solodandsendes mangfoldige Gange sete Stillinger og Pas uden mindste Forbindelse med de hvilende Figurerende, hvoraf enkelte af og til, drevne af Forlegenhed eller Træthed, listede sig lidt ind i Coulisserne, og det Heles i al sin Kunstfornemhed monotone og dvaske Gang og Form, da vil man let begribe, at det snart maatte blive en meget kjedsommelig Underholdning. Det blev det da ogsaa i denne Saison til en saadan Yderlighed, at Balletmesteren fra Hoffet fik Tilkjendegivelse om, at baade det og Publikum fandt kun lidet Behag i disse Entreer, hvorfor han maatte være betænkt paa at componere nogle smukke Divertissementer, i hvilke der kunde lægges større Interesse. Det var han strax villig til at [sideskift][side 237]love med Forsikkring om, at det fornemmelig vilde være ham kjært hvis denne hele Dandseform maatte blive befalet afskaffet; men da han paa samme Tid, formedelst den Lykke, hans Balletter havde gjort, opnaaede Ansættelse paa Livstid med 1400 Rdlr. Gage, Tilsagn om 600 Rdlr. Pension, Meddelelse af Indfødsret og Haab om Hofdandsemesterposten med 800 Rdlr. aarlig Løn, tabte han, uden derfor at lide mindste Afgang i Genie, ganske Lysten til at gjøre mere end han blev dreven til, hvorfor Entreerne i stadig tiltagende Kjedsommelighed endnu i mange Aar bleve Tilgift ved Forestillinger af Skuespil, i hvilke der ikke var Dands.