En mærkelig Saison, hvorunder der i alle Kunstens vedrørende Forhold indtraadte Omstændigheder, som bleve særdeles følgerige for den danske Skueplads!

Personalet fik en meget betydelig og vigtig Tilvæxt; thi med Undtagelse af Busk, som især var antaget i det Haab, hvilket han ingenlunde opfyldte, at han som Tenorist vilde faae Betydenhed for Syngespillet, bleve alle Debutanterne Scenen til stor Hæder og Nytte. Den af dem, som gik den største Berømthed imøde, var Michael Rosing, en 22aarig norsk Student med et poetisk Gemyt, ildfuld og energisk Følelse, Smag i en høi Grad, levende Begeistring for den Stand, som han havde valgt af lidenskabelig Kjærlighed til Jfr. Olsen, men nu med brændende Iver bekæmpede alle Hindringer for at opnaae ualmindelig Dygtighed i, og af Naturen udrustet med en smuk Figur af Middelhøide og et ædelt Ansigt, hvori dog, paa den Tid da han debuterede, kun de kjække, lynende Øine evnede at give den fremstillede Persons Følelser levende Udtryk, thi han havde ikke endnu tilegnet sig den mandige Fasthed og Bestemthed, som siden bleve dets Præg, og savnede meget det Kunstneren nødvendige Herredømme over Ansigtstrækkene. Hans Optræden havde i hans første Tid noget stærkt Individuelt, hvilket aldrig ganske forlod den, men da fremtraadte temmelig skarpt i en stolt, foragtende Mine, en [sideskift][side 097]trodsig, iilsom Gang og det bagover i en udfordrende Stilling kastede Hoved. Paa Begyndelsen af hans Kunstnerbane lede hans Fremstillinger ogsaa meget Afbræk ved at den noget svage Stemme ikke tillod ham at give hans Phantasie, Følelse og Aandsfyrighed den fri Flugt, saa at Midlernes Utilstrækkelighed til Ideernes fulde Udtryk ofte gjorde han convulsivisk og svulstig i Bevægelserne og hylende i Dictionen, hvor Lidenskaben skulde komme til heftigt Udbrud; ligesom tillige hans norske Dialect var stødende endog for saadanne Tilhørere, som henreves af hans Spils Liv og Aandfuldhed. Ikke destomindre var hans Debut glimrende; ei alene vandt han Publikums levende Bifald, men, hvad der var langt mere, da Schwarz i "det dramatiske Selskabs" næste Møde skulde kritisk gjennemgaae Forestillingen af "Zaire", udbrød han: "Orosman — Orosman var ypperlig i det Hele — og det var hans første Prøve! Jeg vil ikke, siden det er den første Gang Orosman betræder dette farlige og slibrige Sted, tale om de Mangler han kan have havt, — det var hans første Prøve, og det undskylder alle smaa Feil — store har man søgt forgjæves hos ham. Held være Dig, unge Broder! og en stedse brændende Iver for Din Kunst boe i Dig! Bliv aldrig lunken, men bliv stedse lig Din første Aften, saa vil du leve, endog naar Du har fuldendt Din Rolle paa Verdens Skueplads!" Og Rosings brændende Iver for Kunsten blev levende indtil hans Død; hans Flid var utrættelig. Sit Organs Mangler vidste han ved forstandig Øvelse at afhjælpe med saa stort Held, at han inden faa Aars Forløb havde en malmfuld, omfangsrig og efter hans Villie bøielig Talestemme, som besad en sjelden Kraft til at trænge til Hjertet; og ved i et Par Aar ganske at leve [sideskift][side 098]udenfor sine Landsmænds Kreds og med stor Flid gjøre sig danne Kjøbenhavneres Udtale naturlig, lykkedes det ham saa vidt at aflægge sin Dictions Norskhed, at det, som endnu i han sidste Dage var tilbage deraf, blev for Publikum en ham saa særdeles klædelig Egenhed, at det endog regnedes med i hans kunstneriske Eiendommeligheds Fortrin. Vel var det til Tragedien han ved sin Personlighed, poetiske Natur og hele aandige Væren fortrinligen var kaldet, men da dens Repertoire dengang var meget ringe, af lidet æsthetisk Værd og af endnu mindre national Betydenhed maatte han især danne sig for Comedien og opnaaede ogsaa snart i dens Elskere, fornemmelig de lidenskabelige, begeistrede og dem, som kunde hæves til Charakteerroller, megen fortjent Berømmelse. Det var hans ikke stærke eller til Virtuosbravour egnede, men behagelige, ofte gribende og til Datidens fleste Hovedpartier tilstrækkelige Tenorstemme, der genlig havde givet ham Mod til at gaae til Theatret, og han havde kun meldt sig til Prøve ifølge den Indbydelse, der var skeet angaaende Syngeskolen. Ved sin store musikalske Sands, et ypperligt Øre og utrættelig Øvelse under Potenzas Veiledning gjorde han ogsaa hurtigt saa store Fremskridt i Stemmens Uddannelse, og opnaaede ved sin Smag og Følelse et saa tiltalende ægte dramatisk Foredrag, at han i et Par Aar efter sin Debut begyndte af feire sine største Kunstnertriumfer i Syngespillet, for hvilket han, endog efterat han i Skuespillet havde vundet stor Berømthed, længe vedblev at være en af de dygtigste kunstneriske Kræfter, ligesom han igjennem sit hele Liv var en af dets varmeste Talsmænd. Fire Maaneder efter sin Debut havde han, den 11te Febr. 1778, Bryllup med sin Elskede, der allerede var hans nære Aands[sideskift][side 099]beslægtede og i hans daglige Omgang endnu mere udviklede sit Gemyts poetiske Kraft. — Adam Gottlob Gjelstrup, 24 Aar gammel, gjorde en saa slet Debut, at der i Directionen var Tale om, strax at afskedige ham; ti Dage efter vandt han i sin anden Rolle: Arv i "Den honnette Ambition", et saa glimrende Bifald, at man ikke kunde mindes nogen Debutant, der havde gjort en saadan Lykke. Med den ham egne Stivsindethed havde han nemlig, imod sine Venners Raad og Forestillinger, paastaaet at ville optræde første Gang i en Henrik, hvortil han, der var meget blond og have et særdeles ungdommeligt, næsten drengeagtigt Ansigt, som i sin Naturlighed var uden mindste Udtryk af Kløgt og Fiffighed, aldeles savnede Udvortes og, hvad mere var, et opvakt, livligt Blik og et levende Lune. Publikums Mishag havde lært ham at tage imod Fornuft og til anden Debut at vælge en af de dengang saakaldte "Tosseroller". Den slog bedre an; allerede i Arvs første Scene, hvor han kommer med Livreekjolen, som han ikke veed hvorledes han skal tage paa, havde han ved sin naturlige Pudseerlighed og fortræffelige Bondedialect sikkret sin Seiren. Det Ansigt, hvori der ikke var Udtryk, naar han skulde bruge det saaledes som Vor Herre havde givet ham det, var brugeligt til alle mulige Charakterer og dygtigt til ethvertsomhelst comisk Udtryk, naar det blot kunde antage et fremmed Udseende; hans Lune, som var uden Virkning, naar det skulde være livfuldt, blev uimodstaaeligt i sin Løierlighed, hvor det kunde være tørt eller muggent; og hans Stemme, hvori der var noget Trægt og Haardt, naar han anvendte den naturligt, fik en overordenlig Bøielighed og syntes ganske at være den Persons, hans skulde forestille, naar denne ikke nødvendigviis maatte [sideskift][side 100]gives med han eget Organ. Han kunde med stor comisk Effect være Alt, undtagen sig selv, og Sjellændere, Jyder, Jøder, Holstenere, gamle Gniere, Bulderbasser og opløbne Drenge udførte han med en mageløs Naturtroskab; i saadanne Roller kunde han vække Skoggerlatter blot ved en Bevægelse eller en lille Replik, der ligesom uforvarende foer ham ud af Munden. Humor var hans Genies Eiendommelighed. Han spillede altid enten mesterligt eller fuldkommen slet, og det ei alene i forskjellige Roller, men undertiden i een og samme, naar han, af malicieux Caprice, ved en Forestilling faldt paa at give en Rolle, hvilken han ved den foregaaende havde gjort til et i de fineste Træk fuldendt Charakteerbillede, aldeles mat og med en Farveløshed, som maatte forbause Tilskuerne formedelst den ubøielige Consequents, hvormed han, endog under Mishagsyttringer, vedligeholdt den. Da han næsten stedse havde at fremstille hans Udvortes modstridende Personligheder og, som virkelig kunstner i Landskabsmaleriet, grundigt forstod at behandle Farver, anvendte han disse, tørt paalagte, til sit Ansigts-Maskering med en saadan Færdighed og Smag, at han, uden at berøve Trækkene Evne til endog de fineste mimiske Nuancer eller at komme ind paa Karikaturen, vidste at danne sig et individuelt, nøie til Charakteren passende Ansigt for enhver Rolle. Han var den Første, som hos os tog Hjælp af Malerie til Maskering, og det er hans Methode deri, som er fulgt af dem iblandt det danske Theaters Skuespillere, som havde lagt sig efter at benytte dette, naar det bruges med hans Forsigtighed, meget gavnlige sceniske Understøttelsesmiddel. Hans Syngestemme var, uden at være smuk eller skolet, ret behagelig og forenet med et godt musikalsk Nemme, hvorfor han ofte og heldigt blev [sideskift][side 101]anvendt til betydelige Roller i Syngestykker. Et Aarstid efter at han havde betraadt Scenen giftede han sig med Jfr. Morell. — Ved sin Debut gjorde Caroline Marie Devegge stor Lykke; hun var 17 Aar, havde allerede en herlig Figur, et deiligt, interessant og opvakt Ansigt med et Par store levende Øine, en velklingende Syngestemme og et klart, melodisk Taleorgan: det var nok for at skaffe hende en glimrende Modtagelse. Med Publikums store Tilfredshed gik hurtigt over til en saa fuldstændig Ligegyldighed og Ringeagt, at man endog ganske frakjendte hende Anlæg og ansaae hende for aldeles ubrugelig. For en Deel var det hendes egen Skyld; hun havde ikke endnu faaet Kunstfølelse, lod det mangle paa Flid, bar sig uden Anstand og var, hvad hun aldrig ganske ophørte at være, skjødesløs i sin Paaklædning. Som Ansat ved Theatret blev hun i de første Aar ubemærket, som Person skulde hun snart paa en ikke behagelig Maade vække Omtale, og til Kunstnerinde forklarede hun sig først nogle Aar efter, men da ogsaa i en Herlighed, som gjorde hende til Publikums Tilbedede og en af denne Saisons store Erhvervelser for Comedien. — Catharine Møller, der ogsaa var 17 Aar gammel og havde et deiligt Ansigt med store, mørke Øine, en tækkelig, men ikke fuldt middelhøi Figur og en udmærket Syngestemme, vandt ved sin Debut om ikke saa stort, dog et meget levende Bifald, der imidlertid kun var en ringe Begyndelse til den Enthusiasme, hvormed man efter faa Aars Forløb kom til at hylde hende. Hun havde i den valgte Rolle langtfra kunnet vise den Begavelse, hvormed hun skulde sætte Publikum i Forundring; den fordrede en Skuespillerinde, og hvorvel hun, ved sit smukke Udvortes, en ret god Holdning og et behageligt Taleorgan, [sideskift][side 102]med Tiden opnaaede at spille sine fleste Roller upaaklageligt og nogle endog meget livligt og tiltalende, var det ikke ved Fremstillingen hun skulde gjøre Lykke, mindst inden hun fik nogen Øvelse og Routine. Man fandt derfor kun at hun saae godt ud paa Scenen og havde en særdeles smuk, klar Stemme. Ved at hun sex Uger efter sang Amor i "Oraklet" opdagede man imidlertid at Stemmen passede fortræffeligt til store Arier, og da hun i følgende Saison, fordi Fru Walter i en Maanedstid var syg, kom til at synge et Par af dennes betydelige Partier, viste det sig, at hun vel ikke kunde staae ved Siden af hende som Kunstnerinde, men af Naturen havde en udsædvanlig fyldig, skjønt klingende og omfangsrig Sopran, der allerede havde faaet god musikalsk Dannelse og i Affectsteder kunde overtone baade Chor og Orchester uden i mindste Maade at tage sin naturlige Klarhed og henrivende Velklang. — Den femte heldige Debutant, Inger Birgitte Aaslew, var en smuk, kun 16 Aar gammel, Pige med et godt Theateransigt og især store, klare og talende Øine; men uden Kraft i Taleorganet. Hun indtraadte i de naive Elskerinder og sang i nogle Aar med en lille Stemme ret behageligt Smaapartier. Endskjøndt hun i flere Roller vandt megen Yndest og i alle medbragte en meget lykkelig Personlighed, hævede hun sig ikke i det valgte Fag til nogen store Betydenhed, men blev sildigere i ældre Roller, som hun meget tidligt overtog, en særdeles dygtig og Skuespilrepertoiret gavnlig Fremstillerinde.

Syngespillet forøgedes kun med tre Nyheder, men alle bleve modtagne med meget Bifald og hørte en lang Tid til Repertoirets yndede Sager. "Den forstilte Tvistighed", hvis Handling er i høieste Grad ubetydelig, og "Kongen [sideskift][side 103]og Forpagteren", der har en godt anlagt Plan med enkelte effectfulde Scener, Begge udmærkede ved følelsesfuld og yndig melodiøs Musik af Monsigny, behagede meget, endskjøndt det Første i Begyndelsen gaves med en, naar undtages Schwarz, der dog ikke havde sin Styrke i Sangen, særdeles maadelig Besætning, og det Sidste kun ved Musted som Kongen, Fru Walter som Jenny og Rosing som Richard fik en ypperlig Udførelse. "Det foregivne Hexerie", muntert og livfuldt componeret af Grétry, gjorde endog ualmindelig Lykke, især ved Fru Walters fortryllende Spil og Sang i Charlottes Rolle. — Med Skuespillet var man ikke saa heldig; Goldonis, af Jacobi oversatte, Lystspil "Huset i Oprør" var den bedste Nyhed, da den, foruden ved sit eget Værd, som et meget moersomt og godt dialogiseret Situationsstykke, fornøiede Publikum i en udmærket Fremstilling, hvori fornemmelig Kemp som Henrik og Jfr. Morell som Pernille glimrede ved en saa fortræffelig Udførelse af disse fra den holbergske Comedie yndede Roller, som man ikke i mange Aar havde seet paa eengang fra begge Sider, hvilket ogsaa bragte den gamle danske Skuepladses mange Yndere til alvorligen at trænge paa Directionen med Begjæring om, at den nu, da Holberg kunde komme til sin fordums Ære og Værdighed ved saadanne to Genier, og der for de andre Hovedroller lod sig finde gode Fremstillere iblandt det øvrige Personale, skulde ombesætte hans Stykker saa at de bedste Kræfter bleve paa rette Sted anvendte til deres Udførelse, og da bringe dem paa Scenen efterhaanden som de kunde gjøres færdige til omhyggelig Fremstilling. Endskjøndt Jacobi i selve Directionen, efter at han meget fyndigt havde udtalt sit Misnøie over den slette Behandling, der nu vistes Nationens [sideskift][side 104]store Comediedigter, idet hans herligste Roller vare i Hænder paa Stympere, fordi disse under trængende Omstændigheder vare blevne beærede med dem, androg paa at en saadan gjennemgaaende Ombesætning skulde finde Sted, og hvorvel alle Directionens Medlemmer ei alene vedgik dens Ønskelighed, men erklærede sig for Iværksættelsen, blev det imidlertid dog ved det Gamle, da de Rollehavendes Beklagelser og Indvendinger spaaede Directionen, at den ved at tage fat paa Sagen vilde møde endeel Vanskeligheder, og dem havde den hverken Lyst eller Kraft til at imødegaae. En Afart af den dramatiske Digtning: Duodramet "Ariadne paa Naxos", gjorde stor Lykke ved Fru Walters herlige, sjælfulde Spil som Ariadne, Bendas udtryksfulde Musik, og den usædvanlige Behandlingsmaade, som, hvor udramatisk den end i sig selv er, var noget Nyt, hvilket man skulde see, men rigtignok ogsaa snart blev kjed af.

Dog, ogsaa Skuespillet skulde i denne Saison have sin Mærkelighed, og det en meget stor, endskjøndt den blev udenfor Repertoiret og ene skyldtes privat Virksomhed. "Det dramatiske Selskab" havde med et i en Skuespillerforening vidunderligt Sammenhold arbeidet meget ivrigt i sin smukke Idees Tjeneste. Sammenholdet skyldtes imidlertid ene Schwarz's Anseelse og den Fasthed, hvormed han, støttet ved den, havde modsat sig Hensigter, hvilke han med Rette betragtede som uforeenlige med Selskabets Bestaaen i den Aand, hvori det var stiftet og kun vilde blive Skuepladsen til Fremgang. Det havde havt sine meget alvorlige Anfægtelser. Rahbek, som dengang var 17 Aar, kastede sig, efter nylig at have taget den saakaldte store philosophiske Examen, med levende Forkjærlighed paa Dramaturgiens Studium og begyndte allerede i "Alminde[sideskift][side 105]lige danske Bibliothek" anonymt at meddele dets Udbytte i "Skuespillerbreve", som indeholdt adskillige gode praktiske Bemærkninger, men hvori han, som 8 Aar efter gjorde sig til at af at han var Oversætteren af "Figaros Giftermaal", der er langt kaadere og letfærdigere end "Barberen i Sevilla", angreb dette Stykke for Usædelighed, og i det Hele fremsatte nogle høist forunderlige æsthetiske Meninger, idet han erklærede sig imod den ægte Comedie, fordi den, ved hvad den lærte, let kunde blive skadelig for unge Mennesker, anbefalede den larmoyante Comedie, da den skulde være besynderlig virksom til at forædle Forstand og Hjerte, og gjorde det til den første Regel for Skuespillerens Udøvelse af sin Kunst, at han maatte være dydig, siden Ingen med Held kunde fremstille en Dydig uden selv at være det. Det var ham ikke nok at udvikle sin nye Theorie; han brændte af Begjærlighed efter ogsaa at vise sit Talent for det Dramatiske i Praxis, ei alene som Skuespilforfatter, med som Skuespiller, thi uagtet hans Udvortes, Holdning og Taleorgan lagde ham aldeles uovervindelige Hindringer i Veien, var det hans faste Overbeviisning, at hans egenlige Kald var at betræde Scenen. At han, hvor meget han end talte om dette som sin Beslutning, aldrig forsøgte paa at bringe det til Udførelse, fordi han, uden at ville vedkjendes det, nok følte at det ikke vilde være gjørligt, afholdt ham ikke fra at betragte sig som allerede aldeles hørende ind i Theatervæsnet, og at søge Glæde over at være deri, ved at sætte sig paa en fortrolig Fod med alle de Skuespillere, han kunde komme til at stifte Bekjendtskab med. Han var Dusbroder med de fleste Yngre, deelte deres Sympathier og Antipathier, levede i deres Kredse og tog Partie i deres Stridigheder. Fastest knyttede han [sideskift][side 106]sig imidlertid til den unge fyrige Rosing, der indtoges ved hos ham at finde sin egen Kunstnerenthusiasme og en ubetinget levende Beundring af sit og sin Kones Spil. Da Rosings vare i "Det dramatiske Selskab" og ofte i fortrolige Samtaler med Begeistring yttrede sig om dets ægte kunstneriske Virksomhed og Formaal, var det naturligt at Rahbek ogsaa maatte ind i det. Det havde imidlertid sin store Vanskelighed, thi ei alene var det kun Skuespillende, som kunde blive ordenlige Medlemmer, men saa snart det rygtedes, at Rahbek vilde tiltrænge sig Optagelse, henvendte Majoriteten sig til Schwarz med Anmodning om, at han endelig vilde modsætte sig det, da den 17aarige Student, " som indbildte sig, at han allerede i Theatersager havde slugt Alverdens Viisdom, og kun fandt en Skuespiller mesterlig eller elendig eftersom han den Dag var hans Ven eller Uven, snart vilde bringe Urede i den gode Forstaaelse". Rosing, som i venskabelig Overilelse havde lovet Rahbek at befordre hans Optagelse, ændsede imidlertid ikke den lydeligt yttrede Utilfredshed, men fremtraadte i et Møde den 25de December for at overrække Selskabet en af Rahbek forfattet Oversættelse af Shakespeares "Romeo og Julie", og ledsagede den med en Tale, hvori han, der for ikke 8 Maaneder siden, som en af Publikum ukjendt Kunstaspirant, var af en høitanseet Kunstner værdiget at deeltage i Selskabets Stiftelse, søgte at tiltrodse sig Rahbeks Indtrædelse, idet han, i en meget myndig og bidende Tone, erklærede det at være Skam for Selskabet om det ikke talte ham iblandt sine Medlemmer, og — med personligt Stiklerie til Schwarz, som tidligere løselig havde foreslaaet Guldberg og Jacobi til Æresmedlemmer, men strax frafaldet det, og hvis Modstand det især gjaldt om at svække, — udraabte: [sideskift][side 107]"Lader os ikke besudle vor Tænkemaade med Øientjenerens falske og nedrige Opførsel, hvis høieste Lykke bestaaer i at omfavne og intetbetydende Rang, hvor dog hans egen tynde og gjennemsigtige Vittighed kan give Raad og gjøre uomstødelige Forslag!" Han endte med, at da Rahbek ikke kunde optages som ordenligt Medlem, vilde han, paa Grund af den Fortjeneste, han ved den fremlagte Oversættelse havde erhvervet sig, foreslaae ham — udnævnt til Æresmedlem! Det Overmodige og Fornærmelige i Talen, saavelsom Fordringen paa en saa stor Udmærkelse for en puur ung Mand, der ikke offenlig havde viist noget af de forskjellige Talenter, som Rosing fremhævede og forlangte Selskabets Ærbødighed for, satte Alle i en Forlegenhed, hvilken Schwarz med megen Aandsnærværelse hjalp dem ud af, ved, som Præses, at erklære, at da et Foredrag, ifølge en Bestemmelse, hvis Hensigtsmæssighed nu maatte være Enhver indlysende, først kunde drøftes i et næste Møde, og man tillige dog maatte kjende den Oversættelse, der skulde give Krav paa den høieste Æresbeviisning, Selskabet havde at yde, inden denne tilstodes, saa kunde Rosings Forslag ikke for Øieblikket videre omhandles. — Otte Dage efter gav Schwarz et meget værdigt og alvorligt Tilsvar. Efter at have udtalt som sin, og vist Alles, Følelse, at Ingen burde forarges over, at Rosing ønskede at see en Ven, der vakte Forventninger om en hæderlig Fremtid, optaget i et Selskab, som han havde fundet baade gavnligt og glædeligt for sig selv, gik han over til at vise det yderst Upassende i den Maade, hvorpaa han af Selskabet, ved at gjøre det til en Skam for det, ikke at see den endnu i Kunst og Literatur ubekjendte unge Mand i sin Midte, havde villet tiltvinge ham Optagelse, og det endog som [sideskift][side 108]en ham skyldig Æresbeviisning. Han opfattede den personlige Hentydning for vendt imod sig, og yttrede, at da han kun ansaae den for et Forsøg af Rosing paa at fravriste Selskabet et Samtykke, v ed at lægge et paa Hjerte, at det burde stemme imod den, som han stemplede til Øientjener, vilde han tilgive ham at han havde forstærket Udtrykket ved at tillægge "nedrig", og blot spørge Selskabet: om han havde viist sig som Øientjener ved at foreslaae høitstaaende, erkjendt kundskabsrige og smagfulde Mænd, der havde gavnet Selskabet ved det Oprettelse og vedblevet i Gjerning at virke for dets Fremme, til en Æresbeviisning, som han ikke vilde indrømme den Syttenaarige, om hvem man ikke hidtil vidste andet, end at det efter Rosings Paastand skulde være en Skam for Selskabet, hvis det ikke overtraadte sine Love for at tolke ham til Høiagtelse? (Her svarede Fleertallet høit: Nei!) Med Hensyn til den Selskabet tilstillede Oversættelse af "Romeo og Julie", da vilde han, uagtet han havde sammenlignet den baade med Originalen og den trykte tidligere Oversættelse (af en Kjøbmand Hoffman, udkommen 1771), ikke paa nogen Maade understaae sig at bedømme den, men kun anføre, at Baden og andre meget oplyste Mænd havde fundet den trykte fortræffelig, og da denne ei alene var førende Rahbeks, men sandsynligviis vilde blive benyttet, hvis Stykket kom til Opførelse, kunde han ikke indsee, at Rahbek ved sin Oversættelse havde erhvervet sig en Fortjeneste af Selskabet, hvorfor det burde udnævne ham til Æresmedlem. Den Bifaldsmumlen, der viste Rosing, at der ikke vilde være mere at gjøre for denne Sag, afbrød Schwarz hurtigt ved at lægge til: at Selskabet for sin egen Værdigheds Skyld nu mere ned nogensinde burde forene [sideskift][side 109]sig i broderlig Enighed, da det var kundbart, at det havde besluttet, i Anledning af Kongens Fødselsdag, at opføre "Balders Død", og for at denne Beslutning, som han troede at Enhver ved sin Ære ansaae sig forpligtet til at holde, kunde opfyldes paa en Selskabet og Digteren nogenlunde værdig Maade, vilde man i saa høi Grad trænge til hverandres Bistand, at det var ønskeligt, om den blev baade fordret og givet i Venskab og fuldeste Begeistring for den Kunst, der var Selskabets eneste sande Foreningsbaand. Denne Opfordring forfeilede ikke sin Virkning; Rosing udbrød først med sin hele fyrige Energie: "Det vil vi! Ikke et Ord mere om noget Andet, end Balders Død!" Derpaa begyndte man at prøve nogle vanskelige Scener og Misstemningen gik for denne Gang under i levende Kunstiver.

Jacobi havde, af varm Interesse for baade Selskabet og Digteren, kraftigt opmuntret til dette Forsøg og meente, at det vel, som et Kongen værdigt og de Spillende hædrende Offer, kunde paa Hoftheatret fremstilles i Anledning af hans Fødselsdag. De theatralske Hjælpemidler vare imidlertid meget ringe. At der ikke var componeret Musik til Stykket brød man sig ikke om, thi da det egenlig gjaldt at vise den declamatoriske Dygtighed og den størst mulige kunstneriske Præcision i Udførelsen af et bekjendt høipoetisk Værk, skulde alle Rollerne besættes med dem af Selskabets Medlemmer, som bedst kunde spille dem, saa at Sangnummerne, selv om man havde havt Musik, maatte reciteres; men man vilde dog gjerne, saa vidt muligt, fremme Illusionen ved Dragter og Decorationer, der ikke altfor meget strede imod Costumet, og deri laae store Vanskeligheder, da Theatret kun havde lidt Brugeligt af den Art at laane Selskabet. Dog ogsaa herved kom dets Med[sideskift][side 110]lemmer af al deres Evne hverandre til Hjælp, og den 7de Februar gaves for Kongen og Hoffet, efter Afsyngelsen af Ewalds deilige Sang: "Valfader saae fin fromme Balder", "Balders Død" med et vistnok høist tarveligt Udstyr, men udført med en saadan kunstnerisk Sikkerhed, Varme, Kraft og Sjælfuldhed, at denne Forestilling og en følgende, som paa allerhøieste Opfordring blev givet Ottendedagen efter, selv efter deres Forsikkring, som vedbleve at spille i Stykket med samme Flid og Begeistring da det kom frem i en bedre theatralsk Skikkelse, aldrig fik deres Mage i Henseende til Digtningens Forherligelse ved den reent artistiske Udførelse. Rosing var som Hother ret i sit Element: den ungdomsfriske Djærvhed, med et dristigt Anstrøg af Humor, den brændende Lidenskabelighed i Harme som i Kjærlighed, den truende Opbrusen, stolte Foragt for Fare og Død — Alt var i Rollens poetiske Aand og havde en henrivende Sandhed i Udtrykket; Mad. Rosing gav Nanna med høi Sjæleadel og blev for denne og hendes gribende Fremstilling af kjærlig Angst og dyb Veemod især beundret i Scenerne med Hother: Elsberg indtog som Balder allerede ved sin ædle, mandlige Skjønhed og havde i sit Foredrag lagt saa megen Varme og Inderlighed, at hans Diction derved fik en Velklang og Flydenhed, som ellers savnedes hos den; og endelig gav Schwarz i Loke, der var ham et aldeles nyt Rollefag, det Afskyelige og Rædselsfulde en saadan Værdighed, Kraft og poetisk Baggrund, at man deri fandt et Vidnesbyrd om, at han ogsaa i Tragedien vilde være en stor Kunstner. Det Hele vandt levende Bifald, og Selskabet havde ikke alene den Tilfredsstillelse, at dets Forsøg overtraf Alles Forventning, men kunde tillige glæde sig ved at have vakt en saadan Interesse for Digt[sideskift][side 111]ningen, at Enkedronning Juliane Marie øieblikkelig lod Jacobi kalde, for at paalægge ham Omsorg for at "Balders Død" snarest muligt blev, til Indtægt for Digteren, bragt paa det kongelige Theater saaledes som det her var forestillet, og siden, naar skee kunde, kom til ordenlig Opførelse med en god Musik og med større theatralsk Pomp.

Det var ikke Schwarz nok at søge Kunstdygtigheden hos Skuespillerne udviklet ved Selskabet. Han vidste af sørgelig Erfaring kun altfor vel, at det uordenlige Liv, som de fleste Theaterpersoner af begge Kjøn dengang førte, baade gjorde Staden ringeagtet i Samfundet og sløvede endog de Talentfulde saaledes, at de tabte den kunstneriske Æresførelse og, til stort Afbræk for den skulde Virkning af deres Evner saavelsom for Forestillingernes gode Gang, lode det ei alene mangle paa Flid og Fremgang, men gave deres Uforligelighed, Raahed og skadefro Tilbøieligheder Luft under Tjenesten. Ogsaa dette vilde han ved Selskabet stræbe at modvirke. I denne Hensigt holdt han, da det om Aftenen efter Udførelsen af "Balders Død" havde samlet sig, for i Vennelag at feire Kongens Fødselsfest og glæde sig ved den vundne Triumf, en Tale, der vel ikke var fri for det Sqvalder, hvori man da troede at maatte udtrykke fine Tanker og Følelser for at give dem Fynd, men hvori han dog ret indtrængende opfordrede Medlemmerne til i Samdrægtighed at søge Styrke imod den Bagvaskelse og Avind, som saa let indtrænger sig fordærvende i Theaterlivet; foreholdt dem, at især Skuespilleren bør skye Sviir, Udsvævelser og lidenskabelige Spil, baade fordi han allerede af Pligt ofte maa sætte sit Gemyt i heftig og anstrengende Bevægelse, og fordi Folkemeningen tillægger fornemmelig ham disse Laster; samt lagde dem [sideskift][side 112]på Hjerte, ikke at søge Alverdens Omgang og Bekjendtskab, for paa en Kunstneren fornedrende Maade at skaffe sig Bifald, eller at uværdig Frygt for ufortjente Mishagsyttringer af Enkelte i Publikum, men derimod at bevare Menneskeværdigheden under alle Forhold, kun omgaaes faa dannede Venner og alene gjøre sig bekjendte for Mængden ved den Dygtighed og Flid, som nok skulle sætte dens Hænder i Bevægelse, uden at Skuespilleren behøver at nedlade sig til i Staldbroderskab at byde enhver Kippegjæst iblandt den sine. — Ogsaa af sine Bestræbelser i denne Retning havde Schwarz den Glæde at see gode Frugter. Rigtignok opnaaede han ikke betydeligt for Samdrægtighedens Fremme, og da han kjendte Theatret nøie nok til at vide, at Egoismen og Misundelsen aldrig der ville savne Maal for deres Rænker, Intriguer og Bagvaskelser, ventede han det vel heller ikke; men det var fornemmelig ved hans Indflydelse, at de Yngre efterhaanden antoge en urban Tone, holdt sig mere fra Viinkjelderbekjendtskaber, bleve omhyggeligere for deres Rygter og ved en anstændigere Opførsel begyndte at tilbagetrænge Fordomme imod Standen.

Det var paa Tiden at en bedre Aand kom til Virksomhed, dersom Skuepladsen ikke under saa mange Bestyrere skulde blive uden al Bestyrelse. Den for Theateradministration fordærvelige collegiale Form begyndte at vise sine naturlige onde Følger saa truende, at Directionen selv blev bange for dem, saa meget mere, da alt hvad den havde troet at gjøre til deres Forebyggelse, hidtil kun var faldet ud til deres Fremme. Først havde dens Medlemmer fastsat, at alle Beslutninger skulde tages af dem i Forening, men derved blev Forretningsgangen i det Hele slæbende, og et [sideskift][side 113]Par Gange var man paa Nippet til ikke at faae nogen Forestilling, fordi Directionen ikke kunde blive samlet; saa skulde Overhofmarskalken dirigere hvad der vedkom Forestillingerne, men naar han ved indtrædende Forandring havde paa Christiansborg flygtigt optegnet tre, fire Stykker til Valg for Regisseuren, blev det paa Kongens Nytorv befundet at intet af dem kunde gaae; derpaa skulde Directeurerne skifteviis have hver sin Uge; men saa søgte de Skuespillere, som stode, sig godt med den ugehavende Directeur, hos ham at sætte deres Ønsker igjennem, og de, der stode sig slet med ham, at lægge ham alle mulige Hindringer i Veien; endelig skulde den Directeur, som var tilstede eller hurtigst kunde hentes, tage gyldig Beslutning og staae de andre til Ansvar derfor, men det bragte Sagerne i den fuldstændigste Uorden, da undertiden to Directeurer paa een Dag toge modsatte Forholdsregler og der desuden ofte hverken var nogen tilstede eller at finde. Jacobi forestillede flere Gange, at da de alle havde Embeder, der dagligen for nogle Timer maatte hindre dem i at have Tilsyn med Theatret, burde det Administrative betroes til en duelig Mand, som, med Ansvar til Directionen, havde fuld Myndighed naar ingen Directeur var tilstede. Hans colleger, der ængstedes for at miste noget af den Magt, som de ikke forstode at bruge, gik ikke ind paa dette Forslag førend Regisseuren erklærede, at af tre Prøver, som bleve tilsagte, kunde han nu neppe drive det til at faae een, hvorfra endda et Par Personer bleve borte; men saa blev det dog kun et antaget Forslag, da man ikke vidste at faae en Mand, "som det kunde ventes at Personalet skulde være genegent til at vise Lydighed". Han vilde ogsaa have været vanskelig at finde. Ved Directionens [sideskift][side 114]ubetænksomme Overbærenhed dreve de Opsætsigste det nu til en saadan Forsømmelse eller Uforskammethed imod selve Directeurerne, at der hyppigt, for dog at bevare en Smule Orden og Sømmelighed, maatte straffes med Fængsel i Blaataarn, og det endda paa tre, fire Uger; var det om at gjøre, omsider efter flere tilbagegaaende Prøver paa et nyt Stykke at faae en, da maatte Regisseuren hos de Ældre tiltigge sig Løfte om, at de for hans Skyld, vilde indfinde sig, og alligevel bleve de ikke sjeldent borte; og endelig var det nu Skik, at ikke blot de Ældre, men selv de af de Yngre, som vare dristige nok til det, søgte, naar de enten vilde have en stor Rolle eller være fri for en lille, og ikke kunde opnaae deres Ønsker ved Anmodninger, at sætte deres Forlangende igjennem ved at udskjelde Regisseuren eller, hvis han svor dem til, at han ikke paa egen Haand turde føie dem, at være grove imod den Directeur, som de troede lettest at kunne vove det med; hvorfor den uforskammede Stymper ofte blev fritaget for ubetydelige Biroller, hvilke den fredsommelige Dygtige da besværedes med.

Den sidste Omstændighed blev Aarsag til, at der pludseligt, ved en fuldstændig Bestyrelsesomvæltning, gjordes Ende paa dette Raahedens Regimente. — Rose, Ørsted, Musted og Bech saae ikke venligt til Schwarz, der fra "Dandsemagazinet", som man, endog officielt, almindeligen kaldte Dandseskolen, var sprungen ind i Skuespillet, hvor han, yngre end den yngste af dem, paa et Par Aar ikke blot havde hævet sig langt over dem i Kunstneranseeelse, men endog, skjøndt de, som Bech pleiede at sige, "vare gamle Academici, og Sieur Frederik kun havde frequenteret Studiegaarden som Stygotti Jens, der ei engang veed hvad us haver at betyde", blev anseet for at være den Første i [sideskift][side 115]Dannelse. At han nu ogsaa "havde reist paa Haandværket, verteret en fransk Comedie og paafundet den dramatiske Opklækninginvention", forøgede deres Avind, hvilken især jævnligen udtalte sig med bitter Heftighed af Jfr. Bøttger, der baade stod paa en meget fortrolig Fod med Rose, som troede sig fortrængt, og selv var yderst opbragt over at Schwarz, havde "meget moqueret sig over hendes Spil i det Høie, hvilket dog Hoffet og de fine Kjendere af Kunsten i den tragiske Action altid havde befundet deres Admiration værdigt." Den store Virkning, som "Balders Død" havde gjort i en ganske anden Fremstillingsstiil og ved en langt større Sikkerhed, end der fandtes i nogen af de Forestillinger, som gave under Directionen, bragte Schwarz, Lederen af det Hele, i endnu større offenlig Anseelse, men paadrog ham tillige, foruden de allerede Avindsyges bittrere Spydigheder, Uvillie af Holstein, der ærgrede sig over, at han ideligen ved Hoffet maatte høre denne "Prøve" stillet i bedømmelsesværdig Modsætning til Theatrets "Forestillinger". Denne skulde Schwarz føle, og just i de Dage gaves en Leilighed til at Greven, under Paaskud af at overholde Tjenestereglementet, kunde lade ham komme til at føle den. "Henrik den Fjerdes Jagt" var ansat til første Opførelse i denne Saison og en lille Rolle deri tildeelt Holberg, men denne frabad sig en saadan Ubetydelighed og Holstein befalede, at den da skulde sendes til Schwarz, der, med god Grund, oprørt over, at det blev ham paalagt at udføre en Birolle, blot fordi Holberg holdt sig for god til den, afslog at tage derimod. Det var netop hvad man ønskede. Kunstnerens skadefroe Avindsmænd fik strax Jfr. Bøttger til, meget spydigt, for Greven at bemærke, at nu saae man dog, hvorledes ogsaa Monsieur Schwarz, [sideskift][side 116]der saa smukt prædikede om at opfylde Pligter, kunde sætte sig derimod, naar det gjaldt ham selv; thi han kunde da vel aldrig med Aarsag fornærmes over, at der blev tildeelt ham en Rolle, fordi en Acteur, der var tiaarsStudent og havde debuteret førend han (tre Maaneder!!) bad sig fri for den. Opægget heraf sendte Holstein atter Rollen til Schwarz med Tilføiende, at han maatte paalægge ham at efterlæse Reglementets første §, hvilket han, som Overhofmarskal og Directeur, skulde vide at maintenere imod Enhver, der stod i Theatrets Tjeneste, saa at den, som var den overhørig, vilde blive straffet med Blaataarn. Schwarz svarede, at Rollen spillede han ikke og i Blaataarn lod han sig ikke sætte, saa at enhver Trusel om Tvang kun vilde bevirke, at han øieblikkelig tog Afsked. Dette jammerlige Chicanerie var saaledes paa Nippet til at faae et Udfald, der maatte være blevet Greven til Anger og Theatret til største Skade, da Schwarz indstillede sig til Audients hos General Eickstedt, for, efter Datidens Skik, at overrække ham, som Velynder, et Mæcenatexemplar af sin da i Trykken udkommen Oversættelse af "Barberen i Sevilla".

Hans Heinrich von Eickstedt, der havde spillet en Hovedrolle ved Struensees Fald, var en Mand, der ingenlunde gjorde denne Revolutions Charakteer nogen Ære: en dygtig Rytter, drabelig Jæger, stor Fruentimmernar og sleben Hofmand, høflig imod Enhver i hans Øine, snu, trædsk og hensynsløs naar det gjaldt ham om at naae et Maal, men med særdeles ringe Aandsgaver og kun af saamegen Dannelse, at han altid for sine Hensigter kunde finde Udtryk, der skulde give dem Udseende af Omsorg og Andres Vel. For Øieblikket befattede han sig særdeles ivrigt med Theatret, ikke af Interesse for Kunsten, som han kun meget [sideskift][side 117]lidet forstod sig paa, men for, tvertimod til stor Skade for Kunsten, ved sin Indflydelse at fremme Rænker og Intriguer, hvorved en lille Person, som nylig havde betraadt Scenen og endnu kun blev betragtet som en haabefuld Begynder, hurtigt skulde faae tilfredsstillet sin Fordring paa at være dens høieste Glands. Han havde nemlig kastet en stor personlig Yndest paa Sangerinden Jfr. Møller, som var begjærlig efter, under den almægtige Generals Beskyttelse, at skaffe sine ikke faa Capricer Myndighed ved Theatret, men fremfor Alt, at faae Syngespillet gjort til Theatrets Enevigtige og sig selv til dets Hovedperson. Ved sit Genie og den enthusiastiske Hylding, som Publikum ved enhver af hendes Fremtrædelser bragte det, var imidlertid Fru Walter saa afgjort og fast den Første, at Jfr. Møller kun turde haabe at blive det ved at faae hende fortrængt. At virke dertil var for Tiden Statsmandens vigtigste Arbeide. Han havde gjerne, for at faae hende ind i Repertoiret og Fru Walter ud af det, selv antaget en administrerende Directeurs Post, ja til Guldberg havde hand endog ladet sig forlyde med at han virkelig vilde det; men denne kloge Ven holdt ham derfra ved at bemærke, at den ei alene var for ringe for Hans Excellences høie Stilling, men at alt, hvad der blev retfærdigen gjort for Jfr. Møller, vilde blive udraabt som Partiskhed, og i det Hele kunde det være ham til store Ubehagelighed, thi gjorde Tilfældet, at Theatersagerne gik slet, da vilde det af Publikum blive tillagt ham, og hans Godhed for Jfr. Møller anseet som den eneste Aarsag dertil. Han maatte da indskrænke sig til at anvende sit gamle Bagvaskelsessystem, og da Fru Walter, som levede separeret fra sin Mand, en i alle Henseender meget flygtig Person, der nylig var reist [sideskift][side 118]til Trankebar som Gouvernementssecretair, havde en talrig Skare Tilbedere, hvilke den aandslivlige, muntre Kone, hvis Opførsel Ingen hidtil var falden paa at finde upassende, behandlede med Venlighed, saa afmalede den gamle Vellystling, der var bekjendt for at opfange alle smukke Bønderpiger paa sit Gods, hende for et Hof, hvis allerhøiste Noblesse fornemmelig gjorde sig omtalt ved Usædelighed, som yderst frivol i hendes Væsen og talte aldrig om hende uden at kalde hende "den frække Actrice", der var en Skam for sit Kjøn og det Theater, iblandt hvis Damer han selv holdt flere Maitresser. I de høifornemme Cirkler, hvor Alle snakkede den Altformaaende efter Munden, lykkedes det ham vel derved at bringe hende i slet Omtale, men hos Publikum var han saa lidt istand til at nedsætte hende, at det om enhver Krænkelse, der tilføiedes Fru Walter, hed, at det var en Chicane af Eickstedt for Jfr. Møllers Skyld. Just da Schwarz indfandt sig hos ham havde han havt den Ærgrelse, at Fru Walter ved enhver af sine Indtrædelser i "Soliman den Anden" var bleven modtaget med uhyre Bifald, fordi Rygtet gik, at han af Grev Holstein havde forlangt, at Zemire i "Zemire og Azor" skulde tages fra Fru Walter og gives til Jfr. Møller, hvilket Greven dog ikke vilde indlade sig paa, "da det i Publico vilde give Optog, som turde have meget onde Suiter."

Som Schwarz stod og ventede i Forgemakket kom den bekjendte Veterinair Peter Christian Abildgaard, der var en fortrolig Ven af Schwarz og stod meget højt anskreven hos Generalen, ud fra denne og saae Schwarz. Han spurgte ham, om det var sandt, hvad Rygtet fortalte, at han vilde tage sin Afsked, og Schwarz forsikkrede, at det var hans fulde, faste Beslutning, ikke at tjene under en Bestyrelse, som [sideskift][side 119]med Forkjærlighed tog sig af Uduelighed og forfulgte Duelighed med smaalige Chicanerier; før vilde han søge hos sine Velyndere at opdrive hvad han behøvede, indtil hans Flid kunde gjøre ham dygtig til enten at blive Balletmester eller at optræde som Skuespiller i Udlandet. Da Abildgaard havde hørt dette, gik han igjen ind til Generalen; kort efter kom han tilbage, slog Schwarz paa Skulderen og sagde: "Dengang kommer Du ikke til at gaae af." Schwarz, som med ualmindelig Klogskab forstod at benytte sig af Omstændighederne til sin Fordeel og ikke gjerne lod sig denne gaae af Hænderne, vidste nu hvad han havde at gjøre. Da han var kommen ind til Generalen afventede han rolig, at denne, efter at have takket ham for Exemplaret af Oversættelsen og sagt ham endeel Complimenter for hans Spil som Figaro, men især for den Dygtighed, hvormed han havde ledet det dramatiske Selskabs Forestilling, spurgte om det var sandt, at han vilde gaae fra Theatret, men da glemte han heller ikke at udvikle Directionens hele for Theatret skadelige Fremgangsmaade. Endeligen spurgte Generalen, om han ikke paa sin Kunstreise havde lagt Mærke til hvorledes fremmede Theatre bleve bestyrede, hvorpaa Schwarz forsikkrede, at han havde studeret Administrationssystemerne med samme Omhu som sin Kunst. Hans Excellence spurgte nu, om han da ikke kunde udarbeide ham en Plan til en hensigtsmæssigere Bestyrelse, hvortil Schwarz erklærede sig villig; han udbad sig kun otte Dage for at overtænke og opsætte den. — Schwarz indsaae meget godt, at hvad der vilde give Planen den kraftigste Anbefaling var, om Eickstedt efter den kunde faae en afgjørende Indflydelse paa alle de Theatersager, som det var ham om at gjøre at have at bestille med, uden at han derved fik et [sideskift][side 120]personligt Ansvar eller blev bunden til bestemte Forretninger. Det var ham derfor først og fremmest magtpaaliggende at finde en Form, hvorved dette kunde opnaaes. Og det lykkedes ham. I sin Plan foreslog han, at der skulde oprettes en bestandig Commission af fire høitstaaende Medlemmer, hvoraf Statsminister General Eickstedt skulde være det første; Geheimeraad Grev Holstein — siden det ikke gik an at udelukke Overhofmarskallen — det andet; Stats- og Geheime-Cabinets-Secretair Høegh Guldberg det tredie; og den hidtilværende Directeur, Etatsraad, Lector hos Kongen Jacobi, hvilken dygtige og smagfulde Mand, der var en ivrig Talsmand for hans Kunstanskuelser, Schwarz ikke vilde undvære, det fjerde. Denne Commission skulde imidlertid blot have Overtilsynet. Under den skulde være en bestandig Direction, bestaaende af Overhofmarskallen, som havde at varetage hvad der Skuepladsen angaaende maatte umiddelbart blive befalet af Kongen, og en faststaaende Directeur, der ene og alene skulde have den daglige Anordning, Ledelse og Varetagen af alle de Forretninger, som vedkomme Inspecteur, Secretair, Syngeskole, Dandseskole, Repetitioner og alle dertil henhørende Personer. Tanken var: Eickstedt skulde i alt, hvad han fandt for godt at lægge Interesse i, kunne gjøre hvad han vilde, uden at bære personligt Ansvar eller være forpligtet til at befatte sig med andet; Overhofmarskallen havde at sende Bud om hvilke Forestillinger Hans Majestæt befalede at see; og den faststaaende Directeur blev Bestyrelsens Sjæl: han førte Regimentet i Alt, blot med Undtagelse af det, hvori Eickstedt selv vilde føre det paa hans Regning. Da Schwarz bragte Planen, yttrede Generalen sig med megen Tilfredshed om den; det var nu kun om at gjøre, hvem der skulde [sideskift][side 121]tages til den faststaaende Directeur, der maatte være en Mand efter Eickstedts Hjerte, men dog af en fast Charakteer, og ei alene besidde megen Aandsdannelse, men Talent til hurtigt at erhverve sig Indsigt i et Administrationsfag, hvortil der hører mange Kundskaber, men som Ingen hertillands ex professo lægger sig efter. Schwarz havde været saa klog, ikke at bringe Nogen i Forslag, endskjøndt han i sit Hjerte havde udkaaret ham. Han havde blot i Planen berørt de mange fortræffelige Egenskaber, der vilde være nødvendige, og fastsat, at denne Embedsmand maatte have en Hofcharge, hvori Generalen var fuldkommen enig med ham. Under Samtalen nævnede Eickstedt de Hofmænd, der paa nogen Maade, kunde synes passende til denne Post, men enten havde han selv eller Schwarz gyldige Indvendinger imod Valget af dem, og da Hans Excellence endelig udbrød, at nu vidste han ikke en Eneste, der kunde paatage sig det Embede, rykkede Schwarz frem med, at han heller ikke vidste nogen Anden end Kammerjunker og Capitain von Warnstedt, som for Øieblikket garnisonerede i Helsingør. Generalen fandt det strax umuligt, at han med en ikke høiere Rang kunde indtræde i et saa betydeligt Embede, endskjøndt han indrømmede, at Warnstedt for Resten var den dygtige Mand. Schwarz meente derimod, at det stod til Hans Excellence at give ham den til Embedet nødvendige Rang, og gik bort med den Forsikkring, at han kun ansaae denne Mand for at være denne vigtige Post voxen. — Schwarz havde gjort en rigtig Beregning og forfulgt sit Øiemeed med megen Klogskab. Endnu samme Dag afgik der Befaling til Helsingør, at Warnstedt ufortøvet havde at indstille sig hos General Eickstedt. Efter en langt Audients, hvori Excellencen underrettede Warnstedt om sine [sideskift][side 122]Ønsker, uden at præcisere dem, og modtog saadanne Svar, at han troede at kunne være forsikkret om, at Warnstedt ei alene havde forstaaet, men ogsaa vilde efterkomme dem, blev denne udnævnt til Kammerherre, og et Par Dage efter, den 9de Marts, udgik, aldeles uventet, kongelig Ordre, hvorved den daværende Theaterdirection ophævedes og der til Theatrets Bestyrelse forordnedes: en bestandig (saakaldet Overtilsyns-) Commission, bestaaende af de nævnte fire Mænd; og en bestandig Direction, bestaaende af Overhofmarskallen og en faststaaende Directeur, Kammerherre Warnstedt, der, "som den af Os satte Chef skulde have al den dette Embede vedkommende Myndighed", og beordredes at besøge daglig alle Theaterøvelser, at vaage nøie over Indkomsterne, over Orden, Anstændighed og Flid af alle Vedkommende, at tage fri Disposition over den i Reglementet under Rubrik af "Tilfældige Udgifter" fastsatte Sum (2000 Rdlr.) og at have Omsorg for Skuespillerne og Dandserne i Almindelighed. Det blev paalagt alle til Theatret Henhørende at beholde sig alene til ham og hans Foranstaltninger, hvilket dog ikke gjordes gjældende for Jfr. Møller, der endogsaa om Sygdomstilfælde almindeligen henvendte sig til Eickstedt, som derom gjorde Directeuren Meddelelse. — I Ordren til Commissionen hedder det blandt andet: at Hs. Maj. venter Forslag til Forbedringer, hvor behøves til den nøieste Ordens Haandhævelse, samt til Flid og Medstræbens Opmundring blandt alle til Theatret Henhørende, hvorfor Kongen vil, at herefter ikke Tillæg, men aarlige Gratialia skulle til de Dueligste og Flittigste forundes.

Schwarz havde ved at tjene sin Ven og Velgjører i endnu høiere Grad tjent den danske Skueplads, thi det [sideskift][side 123]vilde ikke have været mueligt at finde dygtigere Mand end Warnstedt til at reise den fra det Forfald, hvori den var kommen ved Bestyrere, som, med den bedste Villie, maatte gjøre deres Virksomhed for den til en Bisag. Han var en meget kundskabsrig og smagfuld 37aarig Mand, der med en sjelden Evne til hurtigt og rigtigt at opfatte Forhold, og især et skarpt Blik for det Sande og Skjønne i al theatralsk Fremstilling forenede den til en saa vanskelig Post fornødne Klogskab og Charakteerfasthed. I sit Væsen var han en fuldstændig Cavaleer: værdig og uden Smiger ligeoverfor Høierestaaende, urban, munter og fortrolig i Omgang med dannede Undergivne, kold og rolig, men uden Frastødenhed mod dem, hvis Talent han maatte vise Opmærksomhed, uden at kunne agte deres Personlighed. Som han med megen Iver og fri for al Eensidighed stræbte efter at fremme Skuepladsens kunstneriske Tarv og tilveiebringe Orden i Forretningsgangen, saaledes søgte han med stor Upartiskhed at imødekomme enhver af de Ansattes Krav og billige Ønsker. Han fordrede med Strenghed nøiagtig Pligtopfyldelse og revsede, især naar han troede det gavnligt for Exemplets Skyld, alvorligt Forsømmelser og Vrangvillighed, men var ogsaa altid rede til i Gjerning at vise Fortjenesten sin fulde Anerkjendelse. Allerede i hans Bestyrelses første Maaned blev dette Personalet vitterligt i en Begivenhed, som gjorde dybt Indtryk. Jfr. Winther havde som Sangerinde faaet nogen Anseelse og var en sat og sædelig Pige, der gjerne holdt sig for sig selv, men "man skulde ikke lystes ved at komme hende for nær" og da alle Theaterpersoner dengang havde indbyrdes Øgenavne kaldtes hun derfor "Mamsel Biderhvas". Ved en af de første Prøver, der holdtes under Warnstedt, kom hun en Time [sideskift][side 124]for sildig. Dette paadrog hende en Irettesættelse, som hun ikke havde været vant til under den foregaaende Direction, hvorfor hun tilbageviste den i en Strøm af heftige Udtryk og med idelig Paaberaabelse af at "Skaden for Hr. Kammerherrens Tid kunde da vel ikke være saa overmaade stor". Da Warnstedt alvorligt paalagde hende at tie, blev hun kun endnu hidsigere og forløb sig saa vidt, at hun skjeldte ham for en Stud og spyttede ad ham. Han befalede hende, øieblikkeligt at forlade Theaterbygningen og indmeldte Sagen for Overtilsyns-Commissionen med Andragende paa hendes Afstraffelse, som blev bestemt til 4 Uger Arrest i Blaataarn. Da Jfr. Winther grædende forlod Theatret havde Fru Walter, for at berolige hende, sagt: "Trøst Du Dig med, at strenge Herrer regjere kun kort". Dette blev af en tjenstvillig Aand bragt Warnstedt, som svarede kort: "Ja ja, Fruen skal faae at see hvorledes de regjere saalænge de er der". Fru Walter blev meget bange ved at faae dette at vide, thi hun havde just indgivet Ansøgning om at faae Eftergivelse af et Forskud paa 375 Rdlr. og en Gave af 400 Rdlr. til sin Gjælds Betaling, og frygtede for, at Warnstedt vilde hævne sig ved at modsætte sig hendes Andragende, som Eickstedt allerede havde udtalt sig meget ugunstigt om. Hun tog feil; han paadrev netop Sagen, forestillede Eickstedt, at det vilde være baade uklogt og uretfærdigt at afslaae et Forlangende, som Publikums store Yndest gjorde billigt, henvendte hans Opmærksomhed paa, at jo større Belønning der gaves hende, jo mere vilde man kunne gjøre for andre Talenter, og greb Sagen saa vel an, at han allerede faa Dage efter kunde bringe hende Efterretning om, at Kongen ei alene fuldstændigt havde bevilget hendes Ansøgning, men forundt hende et Tillæg af 150 Rdlr. [sideskift][side 125]aarligt. Den befrygtede Hævn bestod deri, at han lagde til: "Der seer De, at man dog nok kan være tilfreds med at tjene under strenge Herrer, naar de kun fordre hvad deres Embede paalægger dem og man tjener saaledes som De. Og for at De nu kan faae Glæden fuldkommen, kan De sige Deres Veninde Jfr. Winther, at jeg kun har udsat hendes Straf, fordi jeg afventede den kongelige Resolution, da jeg tilligemed den vilde skaffe Dem den Fornøielse, at De kunde underrette hende om, at Straffen er bleven hende eftergiven paa min Forbøn". — Warnstedt havde forlangt at forblive staaende i Armeens Detail indtil han saae, hvor vidt han kunde fyldestgjøre i et ham ubekjendt meget vanskeligt Embede; han — den første kongeligt ansatte Theaterdirecteur, der blev aflagt med Løn — beholdt derfor sin Stabs-Capitainsgage og fik af Theatret aarligt 940 Rdlr., hvilket ikke var at have gjort nogen stor Lykke i pecuniair Henseende. — For at give Bestyrelsens Udfærdigelser Værdighed forsømte han ikke, strax at andrage paa en kongelig Resolution, hvorefter Overtilsyns-Commissionen og Directionen fik et eget Signet med Kongens Navnechiffre og Omskrift: "For Theatrene".

Schwarz havde ikke undladt at benytte Leiligheden til ogsaa at virke for sig selv. Rose havde i et Par Aar, uden nogen egenlig Udnævnelse, under Vedtægtstitlen Instructeur havt 300 Rdlr. aarligt for at veilede de Ældre og undervise i det ædle Spil. I sin Plan henkastede Schwarz den Bemærkning, at der vel var en Instructeur i det som Theatret ikke brugte nogen til, men derimod ingen for unge Mennesker og soubrette- og Tjenerroller, hvilke vare i de fleste Comedier og meest fordrede Underviisning. Følgen deraf var, at han, som det hed, paa Grund af sin ved det dra[sideskift][side 126]matiske Selskabs Øvelser beviste Dygtighed, blev, uden at Warnstedt behøvede at tage sig deraf, i den kongelige Resolution om Commissionens Nedsættelse udnævnt til, med 200 Rdlr. Gage, at være "Medinstructeur" og give Underviisning i de af ham berørte Fag. Den 25aarige Schwarz fik saaledes den Triumf, at han ikke blot ved Siden af den 55aarige Rose blev Embedsmand, men endog bevirkede, at de begge opnaaede kongelig Stadfæstelse i denne Egenskab.

Strax efter Bestyrelsesforandringen afgik, ifølge Ansøgning og med Titel af Justitsraad, Inspecteuren Hvass, som, under vanskelige Forhold, havde været Theatret en virksom og nidkjær Embedsmand, saa vidt man havde tilladt ham at faae Indflydelse paa dets Velfærd. Da han var en velhavende Mand, som anvendte alle fine Fritimer paa at studere Astronomien, ønskede han Rolighed til at iværksætte den af ham forberedte Udgivelse af Tycho Brahes Værker, og vendte saameget heller Theatret Ryggen, da han, fordi han ikke som Kasserer kunde tilfredsstille Enkeltes udblue Forlangender om Laan, endskjøndt han stadigt havde 3000 Rdlr. af sine Midler udestaaende hos Personalet, i den diste Tid jævnligen havde været Gjenstand for Bagtalelse og Had. Hans Inspecteurpost med tilhørende Hovedkassererforretninger fik Directions-Secretair Lassen.

Den italienske Opera tog da med denne Saison endelig sin Ende. Dens faa Beundrere havde gjerne seet, at Publikum skulde føle Tabet af den saa meget, at der kunde blive Haab om, snart at faae den kaldet tilbage igjen. Ei alene havde derfor Repertoiret været lidt mere afvexlende end sædvanligt, men endog skulle være givet Glands ved to nye Sangerinder. Den ene af dem, den berømte Mad. [sideskift][side 127]Marianna Guidi, gjorde ogsaa, med fuld Føie, saa stor Lykke, at dersom hele Personalet blot nogenlunde tilfredsstillende havde understøttet hende, vilde Glæden over at være bleven af med Italienerne ikke have været saa alminlig. Den anden Sangerinde, Dlle. Potenza, en Datter af Syngelæreren, var, uagtet Faderen havde sat Alt i Bevægelse for at sikkre hende en god Modtagelse, meget uheldig; hendes Stemme var bøielig, men tynd og svag, hendes Foredrag koldt og hendes Spil automatmæssigt. Bifaldet blev kun saare ringe; ikke destomindre forstod hendes Fader at udvirke, at der af Theaterkassen skjænkedes hende 400 Rdlr. "enten til Reisepenge eller for derved at gjøre sig beqvem til dansk Actrice". Det sidste blev hun aldrig. En tilfældig Omstændighed bidrog meget til at nedsætte den italienske Operas Anseelse og hæve det danske Syngespils. Da Mad. Paganelli (den tidligere Dlle. Ronzi) pludselig blev syg til den første Forestilling af La frascatana, hvori hun skulde udføre et betydelig Altpartie, hjalp den danske Skuespillerinde Jfr. Morell paa Italienerne ved i Hast at overtage det, men skadede dem høiligen, ved at udføre det saa dramatisk livligt og musikalsk dygtigt, at hun høstede levende Bifald, og det hed, at hun, efter Mad. Guidi, var den Bedste i Stykket, saa at det var godt, at Italienerne, som kostede saa mange Penge, nu endelig skulde have Løbepas, og at det, som anvendtes paa dem, kunde blive brugt til at ophjælpe det danske Syngespil med.