[side 082]Den indtraadte Directeur, Jusitsraad, Høiesteretsassessor Michael Treschow, var en mangesidigt dannet Mand paa 35 Aar og havde nylig paa en Udenlandsreise seet fremmede Theatre, hvorfor han ansaaes duelig til at bringe frisk Kraft ind i Directionen. Ved nøiere Bekjendtskab med Forholdene maatte han imidlertid erkjende, at han ikke besad nogen mere end almindelig Indsigt i Theatervæsnet. Hans Indtrædelse blev derfor ikke Skuepladsen til synderlig Vinding. Til stort Tab for den var det derimod at den smagfulde, kyndige og virksomme Carstens, som ved sit sindige Væsen og en sjelden Iver for alt, hvad der kunde være enten Anstalten eller Personalet til Ære og Fordeel, havde vundet Alles Høiagtelse, saae sig nødt til at søge Afsked fra Directeurposten, fordi den under hans [sideskift][side 083]mange andre Forretninger gav ham Bryderier, hvilke hans Sygelighed gjorde ham uudholdelige.

Ogsaa med et Embede, som, bestyret af en dygtig Mand, kan være af stor gavnlig Indflydelse paa Skuepladsen, foregik en Personforandring, da Soelberg døde og Skuespilleren Hansen fik Regisseurposten, hvilken han vel forestod meget ordenligt, men uden ved nogen særdeles Dygtighed at kunne være Directionen til Veiledning og Understøttelse. Og dertil trængte den just da i høieste Grad. Den havde de bedste Hensigter og ethvert af dens Medlemmer ønskede at bidrage Sit til deres Opnaaelse; desuagtet saae de sig med hver Dag længere borte derfra. Aarsagen var den gamle: den savnedes Administration. Den dygtige Hvass havde kun at gjøre med det Materielle og var ikke engang med al sin Fasthed istand til at holde Orden i det, da han ofte maatte see, at urimelige Acteurfordringer, som han havde afviist og paa det bestemteste modsat sig, bleve satte igjennem ved Directionens ubetimelige Eftergivenhed, som, langtfra at finde Erkjendtlighed, kun gave Dristighed til at forlange det endnu Urimeligere. Alligevel var det denne Side af Administrationen, som vidnede om at der endnu var en Bestyrelse; i det Kunstneriske tog Forvirringen mere og mere Overhaand, saa at selv Directionen maatte befrygte det Heles Opløsning. Rose, der ikke havde Evne til ved sin Veiledning at give Scenen Liv og Ensemble, søgte ikke engang at bevare Orden paa den, men blev jævnligen borte fra Prøverne, endog paa Stykker, hvori han spillede, saa at Enhver kunde gjøre hvad han vilde. Det gik endog saa vidt, at Skuespillerne hyppigen, uden Anmeldelse, udebleve fra Tjenesten, og at de Tilstedeværende da indbyrdes ombesatte Rol[sideskift][side 084]lerne for at faae Forestillingen frem. Skulde En have Barn i Kirke eller endog blot staae Fadder, eller fik han Lyst til at gjøre en Skovtour, saa blev det gjerne taget som lovligt Forfald og hans Rolle for den Gang besat med en Anden, der, da han havde lært den over Hals og Hoved, sædvanligen baade selv spillede slet og fordærvede Spillet for de Andre. Det Reglement, Directionen havde faaet tilveiebragt, var den kun til Spot, da dets Efterlevelse ikke blev paaseet af dens Embedsmænd, der endog selv hyppigt overtraadte det. Følgerne vare, at Personalet sjeldent var fuldtalligt til Prøverne, og at Forestillingerne, paa samme Tid som man havde vundet flere nye gode Kræfter til dem, bestandig bleve mere matte og usikkre.

Det var denne Tilstand, der havde voldet Carstens, hvis Stilling og Sygelighed ikke tillode ham at besatte sig med det Sceniske i den Udstrækning at Ondet kunde hæves, det Bryderie, som fornemmelig havde flere Gange bragt ham til at ønske Afsked, og nu endeligen til bestemt at fordre den. Schwarz, der var opfyldt af Iver for sin Kunst og følte, at han ikke vilde kunne bringe den til dens fulde Virkning under en saa fordærvelig Slendrian, der mere og mere berøvede ham den nødvendige kunstneriske Understøttelse, søgte med sin Aands hele livlige Dristighed at finde Midler til selv, ved at vække Følelse for Kunst og Ære hos sine Standsfæller, at bevirke, hvad Directionen ikke formaaede. Det var hans Maal, iblandt Skuespillerne at skaffe sig et Partie, der forenedes ved ivrig Bestræbelse for selv at udvikle og hos de Døsige at fremkalde en utrættelig Virksomhed til at give Personalet den størst mulige, af Smag og Intelligents ledede, Kunstdygtighed. Allerede i Vinteren 1775-76 havde han, i denne Hensigt, for[sideskift][side 085]anstaltet Møder, hvori nogle af de Yngre holdt Læseøvelser og under hans Ledelse samtalede om dramaturgiske Æmner. Den Kunstneranseelse, hvorved han, den 22aarige Mand, lokkede dem dertil, vakte imidlertid Avind hos de Ældre, og da de ikke ved Stiklerier kunde bringe ham til at opgive disse "Narrestreger", søgte de, med bedre Held, at faae Deeltagerne til at undsee sig ved en saadan Underviisning, og kaldte dem "Dunhagens Skoleunger". Schwarz trøstede sig selv og de unge Mennesker med, at han nok næste Vinter skulde have bragt det saa vidt, at de igjen vilde begynde Øvelserne uden at bryde sig om Spot. Han havde ved Flid og Sparsommelighed samlet sig en lille Sum og opnaaede ved den Agtelse, hvori han stod hos ansete Mænd, og at faae den ved Laan forøget saaledes, at han i Foraaret 1775 kunde paa egen Bekostning foretage en Reise til Paris. Her levede han ganske for sin Kunst og ikke alene saae og studerede store Kunstnere, som Larive, Préville, Molé, Brizard og Dugazon, i deres Spil, men nød deres daglige Omgang og Veiledning, fik ved dem Adgang til Skoler og Prøver, og stiftede Bekjendtskaber, hvorved han baade erhvervede sig større Kunstdannelse og Oplysninger om de forskjellige Theatrets Bestyrelsesforhold. Beriget med mange for hans Stilling gavnlige Kundskaber og Erfaringer kom han tilbage og viste snart saa overraskende hvilken forøget Dygtighed, han havde opnaaet i at give sit Spil Virkning ved en smagfuld Anvendelse af Kunstfærdighed til Fremstilling af poetisk Natursandhed, at hans Forudsigelse om Øvelserne slog ind: de tidligere Deeltagere bade ham om at fortsætte dem og flere kom til. Ogsaa i denne Saison havde han holdt dem; men nu meente han at kunne gaae fra dem over til sin egenlige [sideskift][side 086]Plan: at stifte et Skuespillerselskab, som, efter grundigt, ved indbyrdes Raad og Kritik ledet, Studium af Rollerne og disses muligst nøiagtige kunstmæssige Indøvelse, skulde give nogle Mønsterforestillinger, der, ved det Bifald, som de maatte vinde hos indbudne smagfulde Kunstyndere, vilde tvinge Skuespilpersonalet i Almindelighed til at slaae ind paa en lignende kunstnerisk Behandlingsmaade af Forfatternes Arbeider. Ivrigt opmuntret af Warnstedt og den for en ædlere Smags Udvikling og Theatrets større Betydning som Kunstanstalt særdeles varme Directeur Jacobi, skred han da til Oprettelsen af det ved sine Virkninger og Følger for Skuepladsen saa mærkelige "dramatiske Selskab". Da han ikke vilde henvende sig til de Ældre, fordi han troede, at de maatte vindes ved at see Foreningens gode Frugter, og han desuden ønskede at lægge Grunden med Folk, som han vidste vilde gaae ganske ind paa hans Ideer, begyndte han Selskabet med meget Lidet: sig selv, Regisseur Hansen, der var en maadelig Skuespiller, men almindelig agtet som en dannet og kunstforstandig Mand, Begynderen Arends og en Elev; men denne Elev var rigtignok — Michael Rosing, der nylig var antaget og allerede ved sin poetiske Aand og en brændende Iver for at overvinde de Hindringer, hans norske Dialect lagde ham i Veien, havde indtaget Schwarz saaledes, at han i ham saae en tilkommende stor Kunstner, endskjøndt han vel mærkede, at han, naar han selvstændigt begyndte at udvikle sig, vilde tage Opsving i en ganske anden Retning med ham. — Den 3die Mai 1777 stiftede disse Fire Selskabet ved at underskrive dets Love, der tilsigtede: "at i det skulde Enhver, der havde Lyst og Evne til den theatralske Kunst, kunne udvide sine Indsigter, forbedre og oplyse sine Medbrødre [sideskift][side 087]og selv blive bedre underrettet, forbedret og oplyst. Sædelighed og Sagtmodighed skulde fremføre Enhvers Indvendiger." De vigtigste Bestemmelser vare: at der skulde være en valgt Præses, som havde to Stemmer ved Afgjørelser, kunde paalægge Medlemmerne Taushed og var berettiget til at tage een Uvedkommende med naar der taltes, og to naar han talte selv; at et Medlem kunde tage een, i Forveien anmeldt, Uvedkommende md den Dag, da han "arbeidede" selv; at saadanne Uvedkommende kun maatte være skjønsomme Kunstyndere eller Skuespildyrkere; at der skulde holdes en Dagbog over Virksomheden; at der kunde være tilhørende Medlemmer af begge Kjøn, men kun efter Valg; at i Møderne, som holdtes een Gang ugenlig, skulde Enhver, efter Tour, holde en Forelæsning over en selvvalgt Materie; at ogsaa Andres dramaturgiske Afhandlinger kunde vælges dertil, men for at Ingen skulde pryde sig med laante Fjer maatte Forfatterne da opgives for Præses under Bøde af 3 Mark; at der, i korte Foredrag, kunde opponeres imod hvad der var forelæst i foregaaende Møde; at den, som skulde forelæse, kunde istedet give en Scene, som var indstuderet under hans Opsyn, og som han forklarede med Hensyn til Charaktererne og Ordningen; at Præses kunde give Opgaver ved at paalægge Udførelsen af Scener, for at anstille Discussion om hvorledes de burde spilles; at der erlagdes 2 Rdlr. qvartaliter til Anskaffelsen af et theatralsk Bibliothek, og at Enhver, som indtraadte i Selskabet efter dets Oprettelse ydede 7 Rdlr.; at Møderne holdtes fra 3. Mai til 14. Juni og fra 9. August til Saisonnens Begyndelse, men, om Lysten var dertil, ogsaa kunde efter Leilighed finde Sted om Vinteren; og at der, under Straf af 2 Rdlr. for første, 4 Rdlr. for anden [sideskift][side 088]og Udelukkelse for tredie Overtrædelse, skulde bevares den dybeste Tavshed for alle Udvedkommende om hvad der foregik i Selskabet. — Schwarz tog Sagen meget alvorligt; endskjøndt kun de nævnte fire Medlemmer vare nærværende i det første Møde, aabnede han det, som Præses, med en Indvielsestale, hvori han, næstefter meget indtrængende at opfordre til Enighed, som det bedste Værn imod Avind og Bagvaskelse, henvendte Opmærksomheden paa Skuespillernes langt bedre Kaar end i tidligere Dage, hvilket gjorde dem til Pligt at virke endnu kraftigere i Kunstens Tjeneste; Enhver, som ikke nu af al sin Evne arbeidede for at opfylde det Kald, han ved frit Valg havde givet sig og som han erklærede, at kun en ubetvingelig Kjærlighed havde ført ham til, han skulde staae æreløs for ægte Kunstnere, hvorimod den, der ufortrødent dyrkede sine Anlæg og fremkaldte Agtelse for sin Stand, skulde altid see sig æret og ofte opnaae Beundring. — Selskabets Stiftelse blev snart bekjendt og fandt meget Bifald hos høitstaaende Mænd; ja Stats-Secretairen Ove Høegh Guldberg, den senere i Theatrets Anliggender saa meget indgribende General Eickstedt og den kunstforstandige Jacobi vare endog, efter deres eget Ønske, overværende ved et Par af dets Møder og udtalte sig med stor Tilfredshed om dem. Paa Grund af det endnu ringe Medlemsantal beroede i Sommeren 1777 Øvelserne ved de annordnede Foredrag og disses Drøftelse, som undertiden var meget skarpsindig og belærende; Oplæsninger af "Peder Paars" og "Gellerts Fabler", der, meget rigtigt, af Schwarz erklæredes for særdeles hensigtsmæssige, paa Grund af det hyppigt indtrædende dramatiske Element; Udvikling af Metrikens Væsen og Regler; og Indøvelse af enkelte ved Charakterer eller Situationer [sideskift][side 089]interessante Scener. — I August blev Selskabet forøget med Begynderen Elsberg og Eleverne Gjelstrup og Busk, senere kom ogsaa Jfrne. Olsen og Astrup samt de qvindelige Elever, der næste Vinter skulde debutere, ind i det. Man begyndte derfor at tænke paa at give Virksomheden en høiere Charakteer og navnligen til næste Saison at foranstalte Opførelsen af et Skuespil, som havde en Betydenhed, der kunde erhverve Selskabet Anseelse.

Saisonnen havde saa betydeligt hævet Schwarz's Berømmelse, at han saavel af Kjendere som af Publikum blev betragtet som et Genie, der i Dannelse stod høit over alle sine Kunstfæller og i ualmindelige Evner kun havde sin Lige i Fru Walter. Det var Beaumarchais's af Vittighed, Lune, Overgivenhed og bidende Spot overstrømmende, og i baade Handling, Charakterer og Situationer interessante Lystspil "Barberen i Sevilla", der havde givet ham Leilighed til at gjøre sig beundret ved et Spil, som man aldrig havde seet Mage til. Londemann havde vakt Skoggerlatter ved den uovergaaelige Moersomhed, som laae over hans Ansigt, hans hele Maade at være paa og hver Replik, der løierligt foer ham ud af Munden; hans sig selv ubevidste Comik, der rev endogsaa den Alvorligste med sig, havde Schwarz ikke kunnet tilegne sig; men som Figaro forbausede han ved, i dens fulde Glands, at vise en anden Art, der ikke var mindre henrivende og langt mere aandrig. Den Flygtighed, Fiinhed og Ynde, hvormed han lod Forfatterens Vid spille og fremstillede den fiffige Galning i hele hans Væsen, havde endnu ingen Skuespiller overrasket med. Hans listige Øine, muntre Ansigt, mangfoldige, i al deres Lethed udtryksfulde, Stillinger i gratiøse Forkortninger, den slaaende Virkning, han vidste at opnaae ved Vittigheders [sideskift][side 090]og Pudseerligheders løse Henkasten, den hans hele Spil gjennemgaaende skjønne Plastik, som i ethvert Moment havde Præget af Charakteren, Situationen eller Affecten, den naturlige Smidighed og Elegance i hans Diction som i hans Gesticulation, og dertil den ægte kunstneriske Simpelhed og Sandhed, som sammenholdt den hele Bevægelighed og gave Overgangene i den rige Nuancering Blødhed — alt dette fortryllede Tilskuerne og gav denne Rolle et Præg, der, som hans store Kunstbroder Frydendahl sagde, gjorde den til en af Menneskefremstillingskunstens største Mesterstykker. Han blev ogsaa tildeels ypperligt understøttet: Fru Walter var en henrivende Rosine, fuld af Skjælmerie og Kjærlighed; Elsberg gav med elskværdig Munterhed og megen Anstand Almaviva, og Arends var ved Schwarz's Veiledning bleven meget god som Bartholo; kun Bech grimasserede i Bazile. Med Undtagelse af dette herlige Stykke frembøde Saisonnens nye Skuespil intet Mærkeligt. — For Syngespillet var den heldigere. "Arsene", med hvis Composition Walter skulde retfærdiggjøre, at man havde ladet ham reise udenlands for at blive "dansk Componist i den talende Musik", gjorde rigtignok, uagtet den var tiltænkt at skulle være et Glandsstykke og blev udstyret med megen Rundhaandethed, saaledes fiasco, at Componisten ansaae for raadeligt at lade det blive ved det ene Forsøg; men de andre fire nye Syngestykker vandt alle meget Bifald, ja "Zemire og Azor" modtoges endogsaa med Enthusiasme. Det interessante Sujets smagfulde Behandling, Grétrys skjønne Musik og fornemmelig Fru Walters ved det fine, yndige Udtryk af Uskyldighedens Angst og stigende Kjærlighed henrivende Zemire, tiltalte Publikum saa levende, at det bar over med den ellers, paa Musted [sideskift][side 091]som Sander og Jfr. Winther som Fatime nær, meget maadelige Besætning.

Det Bifald, Galeottis Balletter havde vundet i forrige Saison, og at han, til Theaterkassens store Fordeel, vidste at frembringe langt større Virkning med faa nye Decorationer og Dragter, end nogen af hans Formænd havde opnaaet ved deres ødsle Anvendelse af disse to kostbare Hjælpemidler, gjorde det ønskeligt for Directionen at beholde ham. Galeotti havde ogsaa været villig til endnu for denne Saison at tage Engagement, men da han vel vidste, hvor yndet han allerede var bleven, havde han gjort det til en ufravigelig Betingelse, at man ogsaa for den engagerede han Kone, der var Dandserinde i Mailand, især, hed det, fordi han til sine Compositioner høiligen behøvede endnu een Dandserinde. For Saisonnen var der bevilget dem en Fællesgage af 2200 Rdlr.; men hun havde ikke kunnet komme fra Mailand formedelst Sygdom, saa at han maatte hjælpe sig igjennem uden hende. Endskjøndt hans nye Balletter ikke havde vundet et saa flimrende Bifald som de i forrige Saison givne, stode de saa langt over hvad man tidligere havde seet, at Directionen nu gjorde ham et nyt Tilbud og var glad ved at faae ham til at fornye Engagementet paa fire Aar, saaledes at han med Kone skulde have 2400 Rdlr. aarligt, eller, hvis hendes Sygelighed ikke tillod hende at gjøre Tjeneste, han alene 1350 Rdlr.