[side 070]Der havde vel hidtil været et Slags Abonnement, ved at enkelte fornemme Familier begjærede Logepladser for hele Saisonnen, men det var ikke blevet aabnet fra Theatrets Side. Dette skete ved Begyndelsen af denne Saison, da Publikum offenlig underrettedes om at det kunde faae Abonnement. Uagtet det ikke medførte noget Afslag paa den almindelige Billetpriis, meldte sig ikke faa Lysthavende i Forventning om at Saisonnen vilde blive meget interessant ved mange Nyheder og den ny Balletmester, der, efter Rygtet, endog skulde overgaae den yndede Sacco.

Denne Gang skuffede Rygtet ikke: Balletten gav ei alene Saisonnen dens største Glands, men begyndte, som virkelig dramatisk Kunstværk, fra den at erhverve sig den store Anseelse paa den danske Scene, hvilken den siden, kun med nogle faa Aars Afbrydelse, har bevaret og i fuldeste Maade fortjent. Vincenzo Tomaselli, kaldet [sideskift][side 071]Galeotti, en Florentiner, var allerede i en Alder af 42 Aar da han, engageret for et Aar som Balletmester og Dandser, med 1125 Rdlr. og 50 Rdlr. til Pynt, kom til Kjøbenhavn. I Compositionen havde han faaet Underviisning af den berømte Angiolini, men senere uddannet sig efter den endnu mere berømte Noverre, og gjorde sig derfor til Opgave: i enhver Ballet, der ikke blot, som en underholdende Tilgift til Forestillingerne, skulde være en livlig Udvikling af en original Tanke eller en piquant Situation, men et mimisk Kunstværk, at fremstille en bestemt Handling med en dramatisk knyttet og opløst Knude, og hvori Dandse, Grupper, Optog og Pragtscener skulde gaae ud fra Situationerne, saaledes at de, liggende i Handlingen, ikke afbrøde, men udviklede den, og havde et eiendommeligt Præg af den valgte Tid og det fremstillede Folkeslag. Til at løse denne Opgave var han udstyret med levende Phantasie, reen Smag, nøie Kjendskab til alle sin Kunsts techniske Hjælpemidler, og den hos en Balletmester uvurdeerlige Evne, at vide hvorledes han, i yderste Udstrækning og paa rette Sted, kunde med Effect benytte alle forhaandenværende artistiske Kræfter. Disse vare dengang ikke store: Barch, hans Kone og Jfr. Dallas, en begyndende Dandserinde, der havde megen Fodfærdighed, kunde vel være udmærkede Ornamenter for en Ballet, men ikke med Dygtighed udføre noget Hovedpartie, da de alle, med et Ansigt, der ikke havde andet Udtryk end de blotte Dandseres sædvanlige grimasserede Theatersmiil, vare uden Efterlignelsesevne; og den unge Laurent — en Søn af Dandselæreren — var rigtignok en meget let og smidig Springer, der endog i Paris havde gjort umaadelig Lykke ved en barok Grønlænderdands, Men hans undersætsige Figur med Hjul[sideskift][side 072]been, saa paafaldende, at han, selv uden at være Dandser, overalt maatte stikke af som en karikaturagtig Individualitet, en stor kroget Næse og to store runde, kulsorte, bestandigt rullende, Øine gjorde ham kun anvendelig i det Comiske, og det endda med megen Indskrænkning. De Eneste, Galeotti havde at stole paa til en god Udførelse af Ballettens Hovedpartier, var den henrivende Anine Frölich og sig selv, og deres Aldersforhold var ikke heldigt; thi medens hun endnu var i frodig Udvikling, var han, som desuden ikke havde stor Styrke i de Bravourdands oftest forekommende brillante Pas, allerede ude over den erotiske Dandsers bedste Aar, hvilket imidlertid hans særdeles smukke Figur, ildfulde Øine, levende Ansigtsudtryk, fine Anstand, lette, gratiøse Bevægelser og maleriske Stillinger for endeel lode Publikum glemme. Med de smaa Midler vidste han imidlertid ved sit ualmindelige Talent at frembringe stor Virkning. "Kongen paa Jagt", en balletmæssig Behandling af Stoffet til "Henrik den Fjerdes Jagt", og den phantastiske "Ziguenernes Leir", hvilke, ligesom flere af han første Balletter, egenlig vare fortræffeligt udførte Arrangements efter Arbeider af Angiolini, udmærkede sig, i deres store Forskjellighed, begge ved en saadan Fylde, af hidtil i Balletten ukjendt sund Sands, dramatisk Interesse, livfuld Sandhed i de enkelte Scener, og Skjønhed i Grupper, Dandse og Optog, at de vandt glimrende Bifald og fik stort Tilløb. Tre Aar efter, da han dog kun havde, med Undtagelse af "Kongen paa Jagt", der var i to Acter, componeret Eenacts-Balletter og ikke endnu givet noget af de store herlige Værker, som især havde gjort ham berømt, charakteriserer Rosenstand ham meget træffende saaledes: "Hans Stof, eller hvad det samme er, hans Fabel og [sideskift][side 073]Plan er ordenlig dramatisk; hans Udførelse fuldkommen regelmæssig, og hans Situationer pittoreske, eller dannede ved skjønne Grupper. Men det, som gjør denne fortræffelige Mands Kunst og Smag Ære, er, at han, naar han tager sit Stof eller sin Fabel af et andet Skuespil, da ypperlig forstaaer at ballettisere det, om jeg saa maa sige. Altid maa Tilskueren beundre den skjønne Forvirring, den Mængde af Personer, som bringes paa Skuepladsen, hvorved dog den ene ikke gaaer den anden i Veien; de mange Situationer og tableaux, den ypperlige Action og Pantomime, som vises os; og overhovedet den Regelmæssighed og Sandsynlighed, der altid herefter i hans Compositioner. Med eet Ord, man kan her side: det er ikke alene Sandserne, denne Mand veed at fornøie, men det er endogsaa Sjælen."

Barch bragte paa Hoftheatret, hvis Forestillinger han skulde forsyne med Balletter, den 31. October Den medlidende Tyrk, og den 28 November De af Røvere overfaldne Reisende, men ligeoverfor en saa talentfuld Medbeiler faldt han i den Grad igjennem, at han aldrig mere vovede sig til Balletcomposition.

Ogsaa baade i Skuespillet og i Syngespillet virkedes med stor Iver og, især for det Sidste, med overordenligt Held. Lessings "Emilie Galotti" optoges med levende Bifald, endskjøndt de Spillende ikke, med Undtagelse af Jfr. Olsen i Titelrollen, vare mægtige at give Stykket en saa fortræffelig Udførelse, som det sildigere opnaaede, og Holberg, som Marinelli, endog var yderst slet. Wessels Femacts-Lystspil "Lykken bedre end Forstanden" gjorde derimod ingen Lykke. Digteren havde heri givet sig ind paa Charakteer-Comedien og, da hans Lune ikke deri kunde [sideskift][side 074]spille frit og overgivent, frembragt et Stykke, som man kun fandt mærkeligt ved at noget saa Mat og Tørt baade i Situation og Dialog kunde komme fra en Wessels Haand. — Syngespillet gav en Række Triumfer, der vare saa meget mere glimrende, da de tre Stykker, som især vakte Publikums Enthusiasme og stadigt gave fuldt Huus, havde hørt til Perlerne i den franske Hostrups Repertoire; men Fru Walter, der spillede i alle fem nye Syngestykker, gjorde sig ogsaa saa beundret i "Venskab paa Prøve" som Corali, i "Deserteuren" som Lovise, og i "Bondepigen ved Hoffet" som Ninette, at hun sattes langt over den forgudede Mlle. Olivier, som havde udført disse Roller hos de Franske, beklappedes ved sine Indtrædelser og henrev, uagtet de fleste andre Rollers maadelige Besætning med umusikalske Sangere, endog Musikkjendere som Conferensraad Nielsen, der havde været imod saadanne Vovestykker, til begeistring over "den élan, som det danske Syngespil havde taget imod al Forventning, og hvoraf man vel om nogle Aar maatte faae en Opera, der i det mindste ikke skulde have Mage til Sangerinde i Roller, som fordre Affect, Vivacitet og Sentiment." — "Belsor i Hytten" blev kun mærkeligt ved at være det største af en Dansk — den senere som Forfatter af "Store og gode Handlinger" og som Minister bekjendte Malling — forfattede, og af en Dansk — den udmærkede Fløitenist Zielcke — componerede Syngespil. Dette lille Forsøg af en smagfuld Forfatter udmærkede sig i høi Grad fremfor de andre Stykker, som i det danske Syngespils Barndom kom paa Scenen; rigtignok bestod den musikalske Deel kun af endeel indkastede Arietter, et Par Duetter og en lille Terzet, men disse vare dog bedre anbragte end sædvanligt og havde en smuk, syngelig Rhythmus. [sideskift][side 075]Stykkets Hovedfortjeneste var Dialogen, som havde en, for den Tid, ualmindelig Lethed og Politur. Da den ubetydelige Handling var trukket ud til to temmelig lange Acter, der spilledes af tre Personer, og Musiken vel var i Monsignys Stiil, men savnede hans Melodiøsitet, gjorde det ingen Lykke, men det gav et klart Beviis for at Forfatteren vilde være bleven en god Støtte for Skuepladsen, hvis han fremdeles havde offret den sit Talent.

De italienske Sangere vare vistnok musikalsk bedre, men ikke saa flittige og endnu mindre saa heldige, som de danske. Det Sidste havde fornemmelig sin Grund deri, at deres comiske Opera slet ikke var comisk, thi til de to tragiske Sangerinder, som holdt sig for gode til at spille moersomt, og derfor stode stive og kolde medens de aflirede deres Syngepartier, vare komne Tenoristen Restorini, der var en ret god Sanger, men en meget stør Skuespiller; en Dlle. Ronzi, som baade i Sang og Spil kun havde lidet at betyde, og to Bassister: Paganelli, der havde en god Stemme og var en taalelig Comiker, naar han ikke overdrev; og Buffelli, som maatte udføre hvad der ikke kunde besættes med de Andre, og som det meste gjorde det slet. Disse faldt, men den danske Musted, som blev holdt for den Behageligste i Truppen, Theaterkassen, der nu maatte udrede deres Lønninger, til Byrde med en Gagesum af 5300 Rdlr., foruden deres Reisepenge og Scalabrinis Capelmesterløn. Og derfor spillede de fire Operaer, der i Almindelighed efter de to, tre første Forestillinger gaves for tomt Huus. Det ringe Bifald og endnu mere den Omstændighed, at Dlle. Torre, utilfreds med sin Stilling som Sangerinde ved en comisk Opera, endelig to sin Afsked, saa at hendes Velyndere ikke mere havde Aarsag til for [sideskift][side 076]hendes Skyld at holde paa dette kostbare Væsen, gjorde, at man ved Hoffet, allerede under Saisonnen, stærkt begyndte at frafalde den hidtil saa ivrigt forfægtede Paastand: at Afskaffelsen af den italienske Opera ikke vilde være sømmelig, da den underholdtes ved alle kongelige Hoffer; og den 1ste April befalede Kongen Directionen, at see hen til at den italienske Opera, om hvilken han endog i Ordren siger, at det behager ikke ham og ikke heller hans Folk, kunde til Foraaret 1778 ganske afgaae, og hans eget Nationaltheater herefter blive det eneste. Den danske Skueplads skeer endog den Ære, at han bemærker, hvorledes den har bragt det høiere end han skulde have troet, og han lover, at de Penge, som nu anvendes paa Italienerne, skulle blive ved Theatret til det Forbedring. For at bevirke denne oprettedes endnu en Syngeskole, hvori kun sex Personer skulde have Underviisning af Potenza, som derfor blev tilstaaet en aarlig Løn af 1000 Rdlr. og 500 Rdlr. aarlig Pension naar han ikke mere kunde gjøre Tjeneste.

Under denne glædelige Fremgang havde Theatret lidt et stort og uopretteligt Tab ved Clementins Død. Vel vare flere af de fra Holbergs Veiledning udgaaede Skuespillere tilbage, men over Ingen af dem hvilede saaledes hans Aand; Ingen havde saa fuldstændigt opfattet hans Comiks Charakteer og i dens Fremstilling smagfuldt forenet Natur og Kunst; Ingen saa mesterligt, til Beundring for Kjenderen og Henrykkelse for Almeenheden, gjengivet Holberg og Molière i deres Menneskeskildrings og Moersomheds hele Fylde og Eiendommelighed. Og endydermere havde hans Personlighed havt en meget stor Indbydelse paa Skuepladsens kunstneriske Væsen. Ved sit stille, fredsommelige og beskedne Gemyt, sin hellige Agtelse for Kun[sideskift][side 077]sten og sin utrættelige Flid, Nøiagtighed og strenge Pligtopfyldelse havde han vundet en Anseelse, hvorved han, mere end selve Bestyrelsen, bidrog til at sammenholde sine Kunstfæller i deres Kaldsvirksomhed og bevare et godt Ensemble.

Endskjøndt Clementin kun var 56 Aar havde man i nogen Tid frygtet, at den Skrantenhed, hvoraf han allerede i forrige Saison havde lidt og som tog til ved at han ufortrødent vedblev at spille, vilde ende med hans Død. I Følelsen af at det vilde være umuligt at finde Nogen, som kunde gjøre Fyldest for ham, var Directionen glad ved dog at faae Jacob Arends. Han var 32 Aar og havde en til gamle Mænd godt passende Figur, men megen Monotonie i sin Diction og et staaende dorsk Udtryk i et fyldigt, pflegmatisk og dertil, med en skjæv Opstoppernæse, ikke heldigt formet Ansigt. Endskjøndt han saaledes maatte blive en meget maadelig Erstatning for den fuldendte Kunstner, og virkelig kun i nogle Roller, som særdeles egnede sig for hans Personlighed ved at skulle fremstille taabelig og godmodig Selvtilfredshed, gjorde god comisk Virkning, men altid var en maadelig Jernonimus, fik han efterhaanden de vigtigste Roller i sit Fag og vandt derved en vis Anseelse. — Jfr. Jacobsen vilde man endelig have til at udføre de franske Kammerpiger, fordi man ikke havde Nogen til dem; men hendes djærve Personlighed var ganske imod dette Fag at hun faldt igjennem, endskjøndt hendes Spil røbede et umiskjendeligt Talent. I et Par comiske gamle Koner vandt hun almindeligt Bifald, og Directionen glædede sig allerede til at have fundet en udmærket Skuespillerinde til disse vigtige Roller; men da Christian den Syvende en Aften var i Theatret og første [sideskift][side 078]Gang skulde see hende, raabte han strax ved hendes Indtrædelse, at han ikke for hendes store Næse kunde komme til at see de Andre, og denne Paastand, som Ingen kunde snakke ham fra, bevirkede, at man ikke mere turde lade hende komme paa Scenen, men fik hende, efter at hun var bleven gift med en Figurant Colding, til at forestaae den qvindelige Garderobe, i hvilken Stilling hun forresten heller ikke var sikkret for Majestætens Uvillie, thi da han engang fra sin Loge skimtede hende inde i en Coulisse, raabte han høit: "Madam der, kommer Hun nu igjen med sin store Næse? Tag den væk, jeg kan ikke see for den!" — Efter Jfr. Jacobsens Uheld med Kammerpigerne vilde Directionen forsøge Jfr. Catharine Margrethe Salathé i dem, og var heldigere. Hun havde mange Evner for dette Rollefag: et meget smukt, opvakt Ansigt, levende mørke Øine, en nydelig Figur, gratiøse Bevægelser og et særdeles tækkeligt, muntert Væsen; men hendes Stemme var svag og havde en let Næselyd. Hun spillede imidlertid med Bifald og havde allerede forbedret sin Naturfeil betydeligt da hun i 1779 blev gift med Componisten Schall, som ved sin Indflydelse fik hende fra den Tid næsten fritaget for at komme paa Scenen indtil hun, efter at han i 1792 var bleven Concertmester, tog sin Afsked.

Indtægten ved Billetsalget havde i denne Saison været 16,427 Rdlr.